1. og [2.] mai 1891. Fra Kielland til J. Lie

Brevs. 119

Opplysning om brevet: Skrevet over minst to dager. Brevet er skadet ved reparasjon med tape.

SandvikenSandviken] Sandvika i Bærum. Kielland og Harriet Backer var delvis bosatt her fra medio november 1888 til oktober 1891. De leide seg blant annet inn ved Walles hotel, som lå like ved dagens Rådhus. 1/5 91.

Kjære Jonas, de gange ere snan^rt utallige, da jeg har tænkt paa at skrive til Dig, til eder, jeg har nærmest tænkt paa Dig som lidelsesfælle. Gratulerer med, at Du er kommet saa langt frem, som vi efter hvert har faat høre om Dig, og Du maa tro, at de er ikke faa som følger Dig med glæde skridt for skridt fremover. Saa dere kommer ikke hid[,] men reiser til bad, ja det er jo ikke det samme, men jeg har ikke skræk for bad, der kan være meget hyggeligt, og det er en vis beroligelse bare at leve for sin sundhed. Gid Du, kjære trofaste ven, maatte faa al den sundhed igjen, som behøves for at leve et glad liv. Du har ogsaa det onde og det gode, at saa mange hænger ved Dig, paa nært hjertehold, det varmer naturligvis[,] men mon det ikke ogsaa gjør sygdommen enda alvorligere for en. Jeg har og er ofte glad over, at jeg bare svarer for mig selv, naar jeg ser fremover og naar jeg jævnlig i alt hæmmes af sygelighed, saa er det en hjælp, at det egentlig bare gjælder mig, de andre synes naturligvis, at det er ondt for mig, men nogen hjertesorg er det ikke for nogen.

#Jeg er bedre, men hvad det vil sige, ved dere ikke og jeg vil da forsøge at opstille den ydre situation. Der er endnu ikke tale om at arbeide ude, om doctorendoctoren] Hagbarth Strøm (1854–1912), lege og senere professor og en foregangslege i kirurgi. I 1891 arbeidet han ved en privatklinikk for kirurgiske sykdommer i Kristiania. Kilde: Opplysning gitt muntlig av Øivind Larsen, professor emeritus i medisinsk historie, Universitetet i Oslo. i det hele gaar ind paa det, ved jeg ikke, men i sidste instants saa spørger jeg ham ikke. Han vilde nemlig ikke høre paa, at jeg skulde for livet være nødt til at opgive mit arbeide, det var ham for saart at tænke, men hvergang vi kommer ind paa, hvorledes mit arbeide egentlig maa være, saa siger han nei til alt. Jeg ændsede ikke doctorens ord, hvis jeg ikke paa hvert hold hidindtil er blevet stanset af en eller anden ulempe, ved ting som ellers var en liden ting af det allerdagligste. Der er en ting, og det er, at der kan gjøres en operation, som bringer sundhed eller død, den er saa farlig, at doctoren har sagt nei, men efter hvert som han ser, hvor umuligt et stillesiddende liv er for mig, og hvorledes enhver liden uskyldig ^ting, som at jeg engang gaar lidt fort, strax er gal for mig og skaffer mig plager, saa begynder han nu at sige for hver gang, det er noget; «ja blir det for ondt for Dem, saa skal vi tage operationen». Han sirsic. det, som naar en lover børn kager, for de skal være taalmodige. Uf egentlig er det saa urkjedeligt, at man ikke til sine nære, kjære venner #engang skulde kunne sige, hvori ens sygdom bestaar jeg vil nu alligevel gjøre det, men lad det ikke komme til andre end dere to. Der har dannet sig inde i mit legeme en hel del svulster, nogle store nogle smaa, engang sagde jeg i galgenhumor til doctoren, der kan da ikke være 5 dusin. Han svarte ganske alvorligt: [«]der er mange, men hvor mange kan jeg ikke sige Dem». Naa ja, dette er nu blevet en strid byrde at bære paa, de har bidraget til blodtab, som har svækket mig umaadeligt, men derefter kan jeg jo styrkes, og derfor kan jo tiden muligens hjælpe en stor del, men byrden vil forblive. Jeg er stærk enda og gaar nu om om allerede med et saa friskt udseende ansigt, at hvis jeg skulde tro doctoren og mine venner, saa er det rent rart, at ikke folk stanser paa gaden af forbauselse over at se saa megen sundhed samlet i et menneskeansigt. Men kroppen liger ikke at bære paa denne byrde selv om min indre energi driver mig fremover, trykket er for stærkt, saa benene hovner op, knæerne siger stop, og jeg blir da modløs. Skal jeg krybe langsomt om med denne tunge krop, saa faar jeg den ikke fremover, thi der maa en vis svingkraft til det, forstaar dere vel. Jeg havde længe gaat og syntes, at det var som i drømme, naar en ikke ved, om det er ens egne ben en har, saa kom jeg en aften til se, at den ene læg og fod var som en tyk stolpe, jeg troede strax, det var vattersot, men #da jeg sagde det til doctoren, sa han mismodigt, at han havde ventet, at det vilde komme saaledes.Jeg er bedre … saaledes] Det er litt usikkert hva hun led av, men hun gjennomgikk to operasjoner. Hagbarth Strøm foretok den første rundt juletider 1890. Først etter den andre senvinteren 1892, ble hun betydelig bedre. Vi er nu sammen blit enige om, at jeg isommer skal prøve paa, hvorlangt jeg kan bruge det liv jeg har, og hvis det synes mig umuligt at holde ud, saa skal vi tage operationen, men det vanskelige er, at doctoren altid ender med de ord: Bliver De for daarlig, saa tør jeg aldeles ikke tage paa operationen. Se saa, her har dere min situation saa omtrentlig da, jeg ved, og det har jeg faat doctoren med paa, at det gjælder ikke absolut at holde livet i en krop, men det gjælder, om man synes livet er værdt at leve, saaledes som det arter sig. Min doctor er just efter mit hjerte, han er baade doctor og menneske, og vi har faat gjensidig sympathi, maatte han bare ikke blive kjed af mig. At han er flink specielt i operationer, har jeg seet med egne øine, da jeg har faat være med til et par.jeg har faat være med til et par] Trolig skjedde dette ved privatklinikken for kirurgiske sykdommer som Hagbarth Strøm arbeidet ved. Fra 1889 tok man i bruk aseptikk som et hygienisk tiltak ved offentlige sykehus, og da var ikke lenger mulig for andre å overvære et inngrep. Kilde: Opplysning gitt muntlig av Øivind Larsen, professor emeritus i medisinsk historie, Universitetet i Oslo. Nu forleden dag saa jeg paa en rigtig vanskelig en, han aabnede hjerneskallen paa en epileptisk liden pige, en datter af min ven præsten Meyer.præsten Meyer] Anton Christian Meyer (1842–1919). Det gjorde doctoren nydeligt, jeg kommer rent i henrykkelse, hver gang jeg tænker tilbage paa det, den sikkerhed, og den nøig^agtighed, hvormed alt passede ind igjen, saa da operationen var færdig, var hun ligesaa hel som nogen af os andre, og vi havde da seet ind lige paa en flæk af selve hjernemassen. De chirurger, de staar i meget, de slides ud, naar #de som min doctor er følelsesmennesker. Men nu har dere faat nok af sydomsic. og doctorsnak, dog da dette mest er min verden nu, saa maatte det til, doctor Strøm er min helt for tiden, skjønt han er stiv høiremand og har ogsaa andre feil, som jeg ikke liger.

Se dette var igaaraftes, jeg er egentlig ikke i Sandviken, det satte jeg paa for adressens skyld, jeg sidder inde i Christiania i et hotel, hvor jeg har ligget nogle dage, jeg vilde absolut være med til den operation og maatte derfor ordne mig paa at være her en tid. Desværre har jeg ikke Thomasines brev,Thomasines brev] Trolig ikke bevart. saa jeg ved ikke hvad deri kunde være at svare paa. Jeg har faat frygt for at vor bolig derude har været specielt usund for mig, alle døre gaar ud til Guds frie natur, saa en faar hele luften ret ind paa fødderne. Mon om det havde været bedre, at jeg var forblevet i Paris vintrene, naa ja, gjort gjerning staar ei at ændre. Det skulde være herligt, om jeg atter kunde blive menneske, da tror jeg, at jeg skulde blive sød og snil, jeg skulde hver dag være taknemlig for den frie deilige følelse, blir jeg kjæk igjen, da ser dere mig, og da aa d^Du verden, hvor glad jeg skal være. Forresten jeg har jo aldeles ikke smerter, og mit hoved er brugbart, saa aldeles læns paa nydelse er jeg jo ikke heller.

Her blev jeg afbrudt af et brev fra Garborg,Garborg] Arne Garborg (1851–1924), forfatter. Det omtalte brevet ser ikke ut til å være bevart. jeg havde maset med ham om at søge Houensat søge Houens] «A.C. Houens Legat for norske Kunstnere og Videnskabsmænd», opprettet i 1878 og betydelig utvidet fra 1885. Garborg søkte i 1889, men ble ikke tildelt penger. og statens stipendium, Lars HolstLars Holst] Lars Holst (1848–1915), jurist og Venstre-mann. Redaktør av Dagbladet fra 1883. har sagt, at statsraad Wexelsenstatsraad Wexelsen] Vilhelm Andreas Wexelsen (1849–1909), teolog og Venstre-politiker. Sjef for Kirkedepartementet, som forvaltet kunstnerstipendene, fra mars 1891 til juli 1892. venter, at G.G.] Garborg vil søge det, da han vil arbeide for, at G. faar det, jeg skrev det og meget mer til Garborg, men nu svarer han atter, at han vil ikke søge, naar der er udsigt til, at han faar det, han gaar yngre i veien, er for gammel «en graahaaret stabeis». Nu har jeg atter opbudt min bedste forstand og overtalelsesevne, #hans ræsonnement er for grinet og for smaat, han vil søge for at have triumfen af at forkastes, men ikke naar han tror, at han faar det. Naturligvis skjønner jeg, hvad han mener med, at han er gammel, naar han ser paa de yngre, men der er jo ingen, som tilnærmelsesvist har hans talent, ingen som det er af den nytte og ære for staten at give stipendium, alt det har jeg prøvet at faa ind i ham. Men jeg ærgrer mig over hans lyst til at være martyr eller «at samle op galde», som jeg kalder det til ham. Han er lige gjil, Garborg, men jeg blir efter hvert lidt opærtet over, at alt hvad han gjør, hvor han saa bor, saa hedder det tilsidst «det har været 3 fæle maaneder disse sidste». De maa have en bagvendthed til at stelle sig, eller ogsaa, stakkel, er de kanske begge for sygelige. Nu er han inde i et grusomt sinne over alt dette skriveri mod hans opfatning og holdning ligeoverfor kvindesagen, rettere kvindens stilling, og jeg synes de ere alle helt idioter til at misforstaa ham. Saa mageløs som RagnaRagna] Ragna Nielsen, født Ullmann (1845–1924), pedagog og kvinnesaksforkjemper. er paa sin hest i sit skolearbeide, saa bred og grei er hun desværre ikke paa andre hold, hun misforstaar noget som er ren spøg af Garborg og tar det i dyb indigneret alvor, ja dere har kanske læst det i «Nylænde»,«Nylænde»] Nylænde, Tidsskrift, udgivet af Norsk Kvindesagsforening, første utgave utkom 1. februar 1887 med Gina Krog som redaktør. Artiklene som nevnes her, er i nummer 7, utgitt 1. april 1891, s. 97–102: «Kvindehadene», «Mandfolkehad og fruentimmerforagt». det samme gjør O. L. i Intelligentsen,O. L. i Intelligentsen] Uavklart skribent. Avisen er Kristiania Intelligentssedler som endret navn til Norske Intelligentssedler fra årgangen 1893. og nu er G. saa forfærdet over dem alle sammen, at han helst opgav alle kvinder, hvis han ikke var kommet i skade for at have mødt undtagelser «men tænk om det bare er et par undtagelser», siger han selv. – – Jeg saa nylig «Mænd af ære»,«Mænd af ære»] Skuespill i tre akter, skrevet som et innspill i 1880-årenes sedelighetsdebatt, av forfatter Laura Kieler (1849–1932). Stykket ble utgitt i bokform i 1890 og hadde premiere ved Christiania Theater lørdag 25. april 1891. aa du store verden saa banalt, aa saa banalt, skuespillerne gjorde det nu ‹hist› og her ret frem til en farce, men det var ogsaa for fristende, det hun lar dem sige er saa uværdigt voxne mennesker, at de maa gjøre spøg af det. Især saaledes som hun karakteriserer den moderne literatur, det falder saa #urimelig fladt, naar helten ber for sig, om han kan faa slippe at skrive saa og saa, men vennerne paalægger ham det og tvinger ham videre. Saa er bohême ‹tendentsen› det^r for outreret, de maa gjøre det farcemæssigt for ellers var det umuligt at sige det, som hun lægger i deres mund. Der var to steder virkelig effekt, saa det kan være mulig, hvis fru Kieler ellers var et aandrigt menneske, at hun kunde have talent for sceneskriven, det er der, hvor heltinden drar helten til ansvar for hans troløse feighed mod hende og senere, hvor dyden (Bjørn)dyden (Bjørn)] Karakteren «Ingeniør Brun» ble spilt av Bjørn Bjørnson (1859–1942), skuespiller og teatersjef. kaster bohêmen den anklage i ansigtet, at forladte, forførte døende piger, det er de skyld i. Jeg var der første aften, og den meste moro var piben og klappen i theatret.piben og klappen i theatret] Pipekonserten i Christiania Theater ble fyldig omtalt i anmeldelsen av stykket i Morgenbladet 26. april 1891, første side. Stykket ble tatt av plakaten etter fire forestillinger.

I gaar saa jeg Grieg og frueGrieg og frue] Edvard Grieg (1843–1907), komponist, og Nina Grieg (1845–1935). i Gravesens café,Gravesens café] Et utested drevet av den danske restauratøren Grave Gravesen som drev drikkesteder ulike steder i Kristiania. men da de saa ud til ganske at have glemt mig, saa gjorde jeg ingen tilnærmelse til hilsen eller andet. EilifEilif] Eilif Peterssen (1852–1928), maler. holder paa at male ham, det er meget godt, han vilde blot gjerne have en pause, og i den tid skal sandsynligvis WerenskioldWerenskiold] Erik Werenskiold (1855–1937), maler. male ham, de to skal nemlig begge male ham. Jeg ved ikke hvorledes det er gaaet, Eilif vilde bede Werenskiold om at tage Grieg nu, men W. har været daarlig, og^dog nu i denne uge, har jeg intet hørt til noget menneske, da jeg selv har været syg. Werenskiold er begyndt paa et portrait af mig, som ser svært morsomt ud,et portrait af mig, som ser svært morsomt ud] Et praktfullt helfigurportrett i halvprofil med Kielland sittende i en mørkerød stol. Hun er kledt i en rød, mønstret kjole og svart hatt pyntet med gule blomster. Utstilt første gang på Statens Kunstutstilling, som åpnet 7. november 1891. Det eies i dag av Nasjonalmuseet, gitt i gave fra henne i 1912. men det blev afbrudt ved, at han selv ble daarlig. Den mindste lille pigeDen mindste lille pige] Trolig Karen Inga «Basken» Werenskiold, født april 1889. fik falsk strubehoste og W. maatte selv gaa oppe med hende hele natten, da SofieSofie] Sofie Marie Werenskiold, født Thomesen (1849–1926), maler. Giftet seg med Erik Werenskiold i 1882. ikke taalte at være inde hos hende, og dermed var han knækket, fik influenza efter og ansigtssmerter, men har nu vist været brav en uge, saa han vistnok er igang med Griegs portrait.Griegs portrait] Werenskiold portretterte Edvard Grieg i profil i halvfigur, stående. Det ble utstilt på Høstutstillingen i 1892. Det virker til å være i privat eie. Det skal være overmaade morsomt #at se de to opfatninger. EilifsEilifs] Peterssens portrett av Edvard Grieg ble kjøpt inn av Nasjonalgalleriet i 1892. er nøgtert og fint ligt, han sidder i en hvid stol har sort fløielsjakke paa og graat haar, graaligt ialfald, og alt det virker vakkert sammen. – Eilif maler ellers et stort billede Wessel i det «norske selskab»,stort billede Wessel i det «norske selskab»] Maleriet, som er et masseportrett, henger i spisesalen i Det Norske Selskabs lokaler ved Wessels plass i Oslo og har tittelen En aften i Norske Selskab 1780. det ser lovende morsomt ud. – Deres gutter har jeg ikke seet til paa et par uger, da kom jeg en aften ved ½8 tiden hjem fra byen ind i vor stue, som var halvmørk af tobaksrøg, der sad Isachsen,Isachsen] Daniel Isaachsen (1859–1941), fysiker. Giftet seg i juli 1891 med Asta Lie, datter av Thomasine og Jonas Lie. MichaelMichael] Michael Strøm Lie (1862–1934), diplomat. Sønn av Thomasine og Jonas Lie. og MonsMons] Mons Lie (1864–1931), forfatter. Sønn av Thomasine og Jonas Lie. ^{og Harriet},Harriet] Harriet Backer (1845–1932), maler. vi spillede lidt sammen, Mons er meget sikkrere og kraftigere nu end før, derefter kom vi op i en disput, til Isachsen raabte, nu er aftentoget vist gaat, vi maa fly og prøve, om det enda er der, og ud fór de, vi slængte efter dem det løsøre, vi kunde finde, men violinen og et par hansker blev igjen. SkredsvigSkredsvig] Christian Skredsvig (1854–1924), maler og forfatter. har gaat og drevet hjemløs omkring; uden stel om sig deroppe har han det vistnok ikke godt,Skredsvig … ikke godt] Skredsvigs ekteskap med Maggie Plahte var turbulent, og i 1891 ble deres gård Fleskum tinglyst kun som hennes eiendom. Kilde: Tschudi 2009:89ff. saa er han undertiden vanskelig selv og undertiden mageløs sød, vi ser ham heldigvis oftere, da han spiser i vort hotelvort hotel] Walles hotell i Sandvika, som lå like ved dagens rådhus. derude ofte. MunthesMunthes] Gerhard Munthe (1849–1929), kunstner, og Sigrun Munthe, født Sandberg (1869–1957). hingler gjennem vaaren begge, det er en strid tid for saa mange nu, al sygelighed vikler sig ind i og ud af influenza; fru Bjørnfru Bjørn] Jenny Sandberg, født Dahl (1846–1914). Gift med Bjørn Bjørnson 1886–1890. har kjøbt en gaardkjøbt en gaard] Bjørnegård i Bærum. Hun solgte den igjen i 1895. derude[,] men foreløbig bor hun i Munthes leilighed,Munthes leilighed] Jenny Sandberg var mor til Sigrun Munthe, som var gift med Gerhard Munthe. da de skulde været reiste og derfor blot har beholdt igjen et værelse for sig, fru Bjørn steller for dem og det er jo godt. – Harriet kommer til at reise til Tanum til sommeren, det er muligt, at frk Sindingfrk Sinding] Trolig Elisabeth Sinding (1846–1930), maler. kommer med, og det vilde være aldeles udmærket for hende, Harriets paabegyndte billeder ser svært gode ud.Harriets paabegyndte billeder ser svært gode ud] Backer arbeidet med ett av hennes mesterverk, Barndåp i Tanum Kirke, som hun fullførte i 1892. Det eies av Nasjonalmuseet. Ja jeg har været lidt slap og træt, mens jeg har skrevet dette brev, jeg kan være morsommere, ikke tro, at jeg er saa rent falleret heller. Ja lev nu vel, alle kjære venner Du Jonas og Thomasine, Asta,Asta] Asta Lie, gift Isaachsen (1861–1921), datter av Thomasine og Jonas Lie. ErikErik] Erik Møinichen Lie (1868–1943), forfatter, kulturhistoriker. Jonas og Thomasine Lies yngste sønn. og Elisabeth,Elisabeth] Elisabeth Wille Lie, gift L’Orsa (1876–1958). Datter av Thomasine og Jonas Lie. deiligt skulde være at sees igjen, eders hengivne

Kitty

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.