Vig pr. Thime stationVig pr. Thime station] Vig/Vik omtales som en stolpebu leiet av Kielland, beliggende ut mot havet vest for Bryne, sør for Orre. Kilde: Sørby 1983:21. Thime station heter nå Bryne stasjon, Jæren.
Jædderen
Vig. 28/6.

Kjære venner, nu sidder jeg endelig i fuldstændig ensomhed paa Jædderen. Jeg blev hele 14 dage i Kjøbenhavn,i Kjøbenhavn] Den store Nordiske Industri- og Landbrugs- og Kunstutstilling ble arrangert i København vår/sommer 1888. Kielland hadde to malerier utstilt: katalognr. 732: Sommernat ved Søen, 733: Efter Solnedgang. og angrede enda bittert, at jeg var reist derfra, ikke vare blevet enda 3 dage. Det var en vederkvægende, morsom og let tid, daglig sammen med en hel del begavede malere, voxne, fuldfærdige og interessante mennesker var de ogsaa. Jeg valgte jo ud specielle venner, og det blev især Viggo JohannesenViggo Johannesen] Viggo Johansen (1851–1935), dansk maler. og fruefrue] Martha Johansen, født Møller (1861–1929). Gift med Viggo Johansen i 1880. samt fru Anckerfru Ancker] Anna Ancher, født Brøndum (1859–1935), dansk maler. og mand,mand] Michael Peder Ancher (1849–1927), dansk maler. Giftet seg i 1880 med Anna Ancher, født Brøndum. Viggo Johannesens sluttede sig ogsaa til mig, saa det var kjedelig at skilles, men jeg har dem vel #ogsaa i fremtiden. Pietro KrohnPietro Krohn] Pietro Købke Krohn (1840–1905), dansk kunstner. talte jeg med en gang, paa en stor fælles tur lod han sig presentere for mig, og han var svært elskværdig og sympatisk som personlighed. Vi talte om eder og han med uhyre hjertelighed og varme, som om dere vare af hans allerkjæreste venner. KrøyerKrøyer] Peder Severin Krøyer (1851–1909), dansk maler. har paa udstillingen et portrait af ham, som er det bedste portrait, jeg har seet. De danske malere ere flinke, det er vist og sandt, de staar sikkert paa sine ben, jeg har faaet stor respect. Jeg haaber at have lært af dem, saa jeg iaar skal faa gjøre ordentligt arbeide. Tænk eder, at herude paa Jædderen lige ved sjøen er saa hedt, at vi ere som halvdøde hele dagen igjennem, klokken er nu over 8 aften, og jeg skal snart gaa ned til mit egentlige arbeide, i dagens løb har jeg været aldeles udygtig. Her er prægtigt herude, hele naturen er som et stort #motiv, men i det er 100,000 motiver, det gjælder bare at finde dem rigtig ud, skjære dem rigtig af og saa male dem sandt, friskt og originelt. Dette skulde kanske synes noksaa let.

3^die august.

En lang tid er løbet hen, siden jeg begyndte dette brev, megen strid og møie i mit arbeide var der i den. Det blev nemlig uhyre vanskeligt at finde ud motiver, mit yndlingsmotiv, et aften billede, maatte jeg opgive, da taagen kom her hver evige aften i lang, lang tid. Nu har jeg fæstet mit arbeide ved tre billeder, hvoraf et er aldeles tvivlsomt. Jeg vil helst ikke yttre mig om dem, men jeg arbeider paa livet løst, et er 2 metres, et to alen og et lidet. Det er ubeskrivelig ondt at være alene baade for mit menneske, der egentlig ikke iaar havde den elasticitet at kunne tære paa egen kost, men især #som kunstner. Kommer jeg heldig igjennem det, saa har det styrket mig, men gjør jeg ikke det, vil det trykke mig. Uf her blev atter en pause, som distraherede mig saa; min værtinde en bondekone, tar sig nogle konversationstimer, som er rædsomme. Hun heiser sig op paa en stole, lægger hænderne paa knæerne, og saa rabbber rabbler det afsted med saadanne ord, som bare er opfundet for at sløve ens hjerne. Aa du verden, hvis somme mennesker skal gjøre rede for «hvert unyttigt ord de have talet», ja jeg haaber, de ikke skal gjentage dem for en jury, som skal bedømme, hvorvidt de ere unyttige. Naa ja lad mig ikke falde i selvsomme snare. Naar jeg nu atter sætter min tanke ind paa at skrive videre, saa vil jeg paa forhaand bede, at dere ikke saaledes fra første haand læser høit mit brev, jeg skriver trøstigere, naar det bare er for eder, siden kan dere jo læse høit, #hvad dere monne synes. Paa forhaand vil jeg atter fortælle Jonas, at disse stene er til ham. Den med K. paa har jeg fundet, de andre Allik,Allik] Kallenavn på Alexander L. Kielland. min er brugt til at skrabe eller skjære over, den anden ere tænkte til pilespidser, en af dem, den gule, ser Du Jonas, er der ligesom et skaft. Ja tænk, nu husker jeg ikke, om den har været et redskab til arbeide eller en pilespids. Men det er rart at ligge herude paa sandet i nærheden af kjæmpehauene og finde alle disse flintafslag. Man kan sige sige sig selv, af^t for over tusinde aar siden er dette blevet kastet af menneskehaand, som man nu kanske selv for første gang tar i sin haand efter dem. Ja men er det løie? Min og den gule er de rareste, ikke netop til at lægge i et musæum, men rundelig rare nok til at gjemme. Allik sender #Dig de to, jeg den ene, som er første og rødenrøden] den røde. Kilde: NAOB. af mine flintefund. Jeg tænkte saa paa Dig, og vi snakkede om Dig, mens vi krøb ledende r, ja Allik gik stiv og prikkede med en stok, om hvor Du vilde ligt Dig her. Med 5 lorgnetter kunde Du fuldt saa let som os fundet, thi man maa se efter paa nært hold, hvis forresten dine fantasier og syner tilbage i tiden vilde tilladt Dig at fæste tanken ved at lede, for det maa man tænke udelukkende paa, hvis man vil finde, det at lede nøie. Sig mig, hvad man finder, om man leder borte paa Østlandet (du verden hvor høflig, at jeg skriver det med stort bogstav) hvad finder man der, om man grave i jorden ‹…› «bare skidt mor», men her paa vestlandet, strax ligger der oltidsmærkersic. for ens haand. Og det er dette land, som ikke er norsk, skade at de norske vikinger og konger slog sig ned her, men de vidste vel ikke enda, hvad først BjørnsonBjørnson] Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910), forfatter. og Yngvar NielsenYngvar Nielsen] Yngvar Nielsen (1843–1916), historiker og geograf. Fra 1877 var han bestyrer for Universitetets Etnografiske Museum. har opdaget, at Jædderen er fremmed og #ikke norsk. Kunde jeg endag faa en inspiration, skulde jeg nok gjerne skrive en liden korrespondance, men den kommer neppe. Ikke brug min wits forresten. ^{‹ved at læse gjennem, finder jeg ingen wits i det.›}Innskutt setning langs margen. Jeg lever her i fuldstændig ensomhed, Alliks er jo ikke langt væk,Alliks] Broren Alexander og familien bodde på Aarre (Orre), ute ved kysten på Jæren, litt lenger nord enn Vig. men de kommer aldrig hid, og jeg har aldrig tid at give fra til at gaa derhen, det kan hænde en kort aftenstund. Hver anden søndag er jeg hos min ven præsten Meyer,præsten Meyer] Anton Christian Meyer (1842–1919), prest i Time 1878 til 1888. det er og bliver venskab. For nogen tid siden holdt han en præken, som var udmærket, der var saft og kraft, men intolerantse i den, jeg tog den aldeles til mig , og tænkte paa efter den ikke at følge med familien hjem, men kom dog til at jeg ikke ‹kunde› opgive Meyer. Vi havde det bravt dagen igjennem, jeg fik aldrig være alene med præsten, men da aftenen kom saa kunde jeg ikke reise med dette uafgjort, og mens hele huset var samlet saa begyndte jeg med: «Det gaar aldeles ikke an at sige, hvad De sagde, at alt hvad som ikke sker i #gjøres i Jesu navn er raaddent eller fører til raaddenskab», jeg var blevet saa opærtet ved ikke at faa snakke ud, at det blev noksaa fælt, hvad jeg sagde. Fru MeyerFru Meyer] Gertrud Marie Meyer, født Reimers (1843–?). og præstens søsterpræstens søster] Presten hadde to ugifte søstre, Magdalene Meyer (1836–1913) og Margrete Marie Meyer (1844–1918). Den eldste ble bestyrer ved Bergen Barneasyl i 1890 og den yngste var tilknyttet samme som lærerinne. Usikkert hvem som var på besøk hos broren i 1888. var strax med mig i, at de havde syntes, at prækenen var mod mig directe. Det var lige idet jeg skulde kjøre, saa det blev bare et pinligt vredesudbrud, men næste aften skrev jeg et roligt klart opgjør, hvori jeg sagde, at hvis det var hans mening, at han ikke kunde have noget fælles med dem, som ikke troede accurat som han, saaledes havde jeg klart forstaaet ham, og naar saa var, saa havde naturligvis det hele tabt forfærdeligt, men det var nu saa, at mit venskab holdt ud over det og. Derpaa fik jeg et greit, mandigt svar med sikker kristen trods mod meget af mit, men med megen personlig varme ligeover for mig, og det er livets salt. Der staar vi nu og har meget udbytte af hinanden, temmelig ligeligt gjensidigt.

#Dette er det eneste menneske, jeg omgaaes, derfor maatte dere høre lidt om ham. Den præstegaardpræstegaard] Lye prestegård i Time, Jæren. er mine forfædres, der hvor oldefader Zetlitz Kiellandoldefader Kielland] Gabriel Schanche Kielland (1760–1821), kjøpmann og konsul. Kiellands farfars far. friede til sin kone og blev gift, hvor hun hedte Bull,kone … hedte Bull] Johanne Margrethe Kielland, født Bull (1756–1818). Giftet seg i 1783 med Gabriel Schanche Kielland. hvor også oldefader Zetlitz har været præst.oldefader Zetlitz har været præst] Jens Zetlitz (1761–1821), prest og dikter. I 1790 ble han personellkapellan i Time og giftet seg 1791 med prestens datter, Maren Elisabeth «Elisa» Bull (1761–1801), søster av før nevnte. Undertiden naar jeg præker humanitet og menneskekjærlighed deroppe, saa tænker jeg ofte, om ikke dette er lidt et kredsløb, var ikke de ligesaa nær humaniteten, som vi ere det. Forresten den mand jeg strider imod er et hundredegange bedre menneske end jeg og et gladere menneske alligevel ogsaa. Inde hos slægten i Stavanger er der godt at komme, fordi de hænger sammen med alle ens kjære minder, fordi man er glad i hver stemme, hvert ansigt, men tiderne ere svære og tunge.

#Hvorlænge er dette saaledes, vil det holde ved saalænge den eller den lever, aa det er saart, h men hvor har de ogsaa sullet alle de penge væk. Naar jeg af en sjetteparts sjettepart trods de rasende lave renter nu kan leve paa dem, saa maatte den første sjettepart have været noksaa god, og de har intet igjen de to da, hvorom det nu gjælder.

Jeg er glad i min familie, det er finttænkende mennesker. Derinde har jeg bare været to regnveirsdage, siden jeg reiste herud. I begyndelsen her var det, som om jeg umulig kunde holde udt, ensomheden pinte mig, saa jeg blev ræd for mennesker, naar saa hovedet blev træt, saa bare fandt det ud alt, hvad som var pinefuldt, en tung, kold taage laa over alt, saa jeg frøs hver tvers igjennem kroppen og alle mennesker syntes mig at være frosset ud af verden. Da tænkte jeg paa, om dere nu kunde kommet ind af døren, eder havde jeg lyst paa.

#Og da tænkte jeg paa, hvor Du, Jonas, ofte i vinter var mig til saadan trøst, jeg var ikke noget gjil at have med at gjøre i vinter, men det ber jeg ikke om undskyldning for, venner skal taale hinanden baade i onde og gode tider. Kjære Jonas, din taalmodighed mod mig var ofte stor, men Du har det igjen, at Du saa ofte gjorde en god gjerning, som gjorde mig godt. Aa ja dere er nu en skat at have, det er vist. Jeg lever her udenfor vo^erden paa Dagbladet og FædraheimenFædraheimen] Nynorskspråklig ukeblad startet av Arne Garborg i 1877 med undertittel: Eit Blad til det norske Folk. Mortensson-Egnund var redaktør 1883–1891. nær. Det er løie ‹atse›,sic. at GarborgsGarborgs] Arne Garborg (1851–1924), forfatter. sønGarborgs søn] Arne Olaus «Tuften» Fjørtoft Garborg (1888–1968). hedder Olaus Fjørtoft, er det ikke Fjørtoft, den hvis beskrivelse begravelse Garborg skrev om, thi da var han Garborgs kones første mand.Garborgs kones første mand] Hulda Garborg, født Bergersen (1862–1934), forfatter og kulturarbeider. Giftet seg med Arne Garborg i desember 1887. Hvilken mann det her siktes til, er uklart da Hulda hadde kun ett ekteskap, og det var med Arne Garborg. Det kan jo i sin helhed være en storslagen frikjendelse og tyde paa fuld forstaaelse dem imellem, det kan være storartet. Jeg er nysgjerrig paa Garborgs discussion om kjærlighed, men jeg ser af HolstsHolsts] Lars Holst (1848–1915), jurist og Venstre-mann. Redaktør av Dagbladet fra 1883. i Dagbladet, at jeg vil synes, at han er for kras i sine udtryk.

#Dette er hans kones kjæphest, saa hun vil vist været begeistret over, hvad han kan faa sige af ukvemsord. Saadant dræber man ikke med skjældsord, uf jeg liger ikke den raa avistone, uf Garborg skulde ikke havt et halvdannet medmenneske som vistnok har sin kraft i at ophidse. Naa ja, er der gjensidig kjærlighed, saa greier vel den det. Gid dere holdt det oppe med korrespondancen med Garborg, han trænger til dannede fine folk, aa gjør det Jonas jeg lader det falde, han blir for mig det samme menneske bestandig, men jeg kan umulig skrive til den mand, hvis kone hader mig. Det blir mig ganske umuligt. Nu lægger jeg ham ganske og aldeles paa eder.

– Vil dere ikke skrive til mig, saa gjør dere en velgjerning, jeg er saa ensom. Det var da deiligt, at HarrietHarriet] Harriet Backer (1845–1932), maler. fik saa udmærket kunstnerfølge,kunstnerfølge] Backer var på studietur til Eggedal med Juliane Langberg, Gerhard Munthe og Christian Skredsvig. Kilde: Lange 1995:152. hun lader til at være meget fornøiet. Krøyer var paa gjennemreise en^t par timer hos Allik,Krøyer … gjennemreise … Allik] Den danske maleren Peder Severin Krøyer, som var født i Stavanger, var på besøk 21. juli 1888. Han kom med tog fra Stavanger til Thime stasjon. Kilde: Skadberg 2009:83ff. jeg blev hentet did. Ja i næste brev skal jeg skrive mer om mit ophold i Kjøbenhavn det var prægtigt. Hjertelig hilsen til alle, som hos eder er. Eders hengivne Kitty.

Om Brevveksling 1884–1908

Vennskapet mellom Kitty L. Kielland (1843–1914) og familien Lie startet i godt voksen alder. Kitty var rundt 40 år, både Jonas (1833–1908) og Thomasine (1833–1907) var akkurat 10 år eldre. De møttes i Paris, et sted hvor mange av datidens norske kunstnere innen ulike disipliner søkte til i lengre eller kortere perioder, for utdannelse og inspirasjon.

Det er i alt 20 brev/fragmenter som utgis her, alle eiet av Nasjonalbiblioteket (NB). 19 av disse er skrevet av Kitty L. Kielland til medlemmer av familien Lie. Motsatt vei kjenner vi til kun ett brev som er bevart, skrevet av Jonas Lie. Brevenes innhold veksler mellom det private og ytringer om hendelser i tiden.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X