Stavanger 19/10 78.

Kjære Peterssen!

Med et paafaldt der mig en lyst at begynde paa et brev til dem, da jeg saa saa paa deres datum 7^d, forekom det mig for tidlig at svare, men i næste secund lo jeg af mig selv, og sidder nu ved skrivebordet over denne begyndelse. Tak skal de have, fordi de ikke skrev, mens de havde ulyst, i somme ting kjender de mig, men vel havde det været bedre, om lysten før havde indfundet sig. Det kan jeg godt tænke mig, at deres moderderes moder] Anne Marie Peterssen, født Andersen (1812–1887). har de egenskaber, de siger, de faa gange jeg har talt med hende, har jeg faaet en anelse om det, men jeg har aldrig været mig selv, tildels følte jeg mig, som spillede jeg den fromme ligeover for hende, og naar saa hun har udtrykt sin taknemlighed for mit venskab for dem, saa blev jeg aldeles caput ynkelig.

#Jeg synes, alt i alt, Peterssen, har de det egentlig godt og maa føle dem rig og glad ved livet. Naar de finder nogle faa, af hvem de kan have udbytte i omgang, hvad skulde de vel gjøre med mange, det vilde jo bare være brydsomt og tage megen tid. Ja de taler om at lære, end alt det man burde lære og ønskede at vide, da kunde jeg ønske at være ung for at have tiden for mig, men jeg har jo havt den og har vist, hvorledes jeg brugte den, riktignok var jeg altid syg, eller rettere lægerne paaløi mig en eller anden incurabel sygdom, som gang paa gang stivnede al min ‹u›ngdomsglæde og lyst, daarlige læger skulde egentlig hænges eller landforvises, men hvorhen? Vil RossRoss] Christian Meyer Ross (1843–1904), maler. blive i Norge i vinter, det vilde være slemt for min søn Hassan,min søn Hassan] Kan være et kallenavn på Harriet Backer (1845–1932), maler. jeg haaber, han reiser til Paris, undskyld ^at jeg tænker mest paa hende, men de har saa mange, som tænker paa dem, de behøver ikke mig, og hun er min kjæreste ven, paa hvis venskab #jeg af mit ganske hjerte tror, og det er desværre for mig en ting, jeg har svært for. Det gjør mig overmaade ondt, hvad de siger om Sinding,Sinding] Otto Sinding (1842–1909), maler. især da det minder mig om en erfaring fra isommer, hvor han var mig uklar, men ikke døm for fort og ikke lad dem indvirke paa, undskyld at jeg er saa vigtig at sige det. Men netop med Sinding kan man saa let lade sig forsnakke, hans feil ligge saa klare, hans væsen er ofte saa stødende, at der er hundrede ting at opholde sig ved. Kan de ikke som kunstner ærlig sige ham, hvad de synes, saaledes at han vil tro dem for jeg tror nu, det kunstneriske og det menneskelige hænger sammen, kunde han faa alvor i kunsten, saa kom det vist i mennesket ogsaa. Det er da saa uendelig trist at maatte opgive et menneske, man før har troet paa, noget tristere er der næsten ikke. Ja faar de deres atelier som det i Schwanthalerstr.,Schwanthalerstr.] Adressen til Peterssens atelier i München. saa er det godt nok, de caféer vi havde der den første vinter, aa ja begge og gaasemiddager glemmer jeg ikke, de har gjort meget godt i München.

#Og saa kommer vi til brevskriveren selv, jo tak hun har det upaaklageligt, men vi ville lade hende selv tale, som det hedder i alle velskrevne romaner. For øieblikket holder jeg paa med et Stilleben, som er meget godt i farven, ja det er det, og særdeles morsomt stillet, ideen er et bord som staar ved et gammelt vindu med glasmalerier, de to nederste ruder ere med i billedet et rødt silkeforhæng hænger ned og er kastet over ryggen af en gyldenlæderstol, paa bordet er kaal af flere sorter, gamle krus et fad fisk, østers og andre ting, som først komme senere. Paa fadet ligger 16 fisk, tænk dem den rigdom, de faar vist en tvivl, naar de hører, at jeg har malet dem i 3 af disse korte og mørke vinterdage, men jeg maatte stræve dem sammen, for længer holdt de slet ikke, og et par af de nærmeste hoveder skulle end nøiere studeres. I farven ere de brave, tror jeg vist, men om de ere nok udførte, forstaar jeg sandelig saa lidet, der er ikke tvivl om til hvilken art hver enkelt hører, men det er liden trøst.et Stilleben … trøst] Maleriet som beskrives har nå tittelen «Stilleben med fisk», eiet av MUST Stavanger kunstmuseum.

#25/10.

Det er ikke for at hale tiden ud, at de ikke skulde faa for snart brev, men fordi jeg har været og er trist, tung og haabløs. Efter at de var reist, kan de tro, jeg oplevede en herlig storm paa Ogne,Ogne] Ogna, tettsted sør i Rogaland i det kuperte Dalane, sør for det flate Jæren. Gud give, jeg engang maatte kunne male det, men at evnen til det maatte komme som en pur naadegave, det indser jeg. Men de skulde se det. I den bugt, hvor de sagde, de helst badede, gik bølgerne næsten til de to store stene paa min solskinsstudie, den med pigen, som bar kurven paa hovedet. Jeg sad længe paa en sten og saa paa det, søen gik fraadende hvid, det smaaregnede uafladeligt, vandet gik meget høit op med hvide skumbølger men den sidste halvpart af stranden for de blot op og gled saa ud igjen, hvergang de gled ud speilede klipperne sig i vandet og gav farve og mørkhed i det ellers blot sølvagtige hele. Naar jeg tænker paa de stormbilleder, jeg hidindtil har seet, med blytunge skyer den blanke uveirsstribe og de grønne bølger, saa er det som et simpelt olietryk mod den sølvstraalende #storartede natur jeg havde for mig. Alle sandflader dernede mellem klipperne vare aldeles oversvømmet af bølger, som rullede op og atter gled ud, Magda KiellandMagda Kielland] Fredrikke Magdalene Kielland (1855–1931). I 1888 gift med Eilif Peterssen. var kommet ud for at se paa stormen, og vi vare ef^t par gange næsten i fare, da bølgerne overraskede os, hvor vi ikke ventede dem. Da saa stormen var forbi, og vandet efter flere dages forløb faldt saa nogenlunde tilbage, saa blev der et liv blandt de ellers saa øde klipper. Søen havde revet løs fra bunden en mængde tare og tang, og der blev nu en kjøren op af det, som var uhyre interessant at se. Jeg kom derned en eftermiddag og blev overlyksalig ved at se det, satte mig strax til med skitsekassen og fik noget ud af det. Et af mine motiver er beregnet paa den slags staffage ^{men i al beskedenhed}. Der kjørte 12–14 heste ustandselig op og ned, vist 20 mand arbeidede med at læsse paa kjærren nede ved stranden, kjøre det op paa den nærliggende mark og der læsse af. Der stode mændene ofte til knæerne i vand hestene ligesaa, ret som det var kom en høiere bølge end de andre og for op mellem dem, #det mørknede, en gut fik nedfaldssyge og blevt baaret hen og lagt mellem klipperne, det hele blev mig saa forunderlig alvorlig, opløftende, at jeg følte mig mindre liden selv ogsaa. Ikke fortæl Sinding eller ThoulowThoulow] Frits Thaulow (1847–1906), maler. om dette, jeg er gjerrig paa det, de andre vare reiste, jeg er den eneste, som har seet det. Efter de var reist prøvede jeg at arbeide videre paa de samme studier, det gode veir var forbi, saa jeg havde strid og møie, men dengang fandt jeg, at jeg havde dem bravt sammen og ved endnu klart, hvorledes jeg har ment at gjøre hver enkelt, som jeg vil bruge. Herhjemme har jeg malet vore to heste, saaledes som jeg mener at bruge dem, og jeg tror, de ere brugbare.

Man lever godt her i slægten, SømmesSømmes] Trolig tanten Hanna, født Kielland (1823–1908) og onkelen Jacob Jørgen Kastrup Sømme (1817–1893) og deres familie. ere i byen, og det er mit bedste tilhold, de lærte desværre ikke at kjende, hvilken perle min tante Hanna er. Jonas SømmeJonas Sømme] Jonas Christian Sømme (1853–1900), jurist. Fetter til Kitty. er reist til Paris, AndreasAndreas] Andreas Sømme (1849–1937), skipsreder, konsul og grosserer. Fetter til Kitty. har leiet en bekvemmelighed og har nu travlt med at faa meublement, AnnaAnna] Anna Sømme (1855–?), kusine av Kitty. og Lisbeth SømmeLisbeth Sømme] Maren Elisabeth «Lisbeth» Bull Sømme, gift Gran (1857–1930). Kusine av Kitty. leve godt.

#Oncle AxelOncle Axel] Axel Christian Kielland (1827–1894). Eier av lyststedet Holme-Egenes fra 1863. har kjøbt det billede af Ulfsten,Ulfsten] Nikolai Ulfsten (1854–1885), maler. som var i kunstforeningen, CarstenCarsten] Carsten Kielland (1853–1918), forfatter og bankbestyrer. Fetter av Kitty, sønn av onkel Axel. er i Kjøbenhavn, da hans Vaarluft indstuderes ved theatret.hans Vaarluft indstuderes ved theatret] Sørgespillet «Vaarluft», første oppførelse 17. november 1878 ved Det Konglige Teater i København. Deres billede her i kunstforeningen er vundet af en af byens rigmænd, der mest interesserer sig for griser, saa GudeGude] Kan være Ove Høegh Gude (1839–1918), jurist. Gift med en kusine av Kitty og bosatt i Stavanger. gaar med den plan at faa ham til at bytte med Amaldus Nielsens,Amaldus Nielsens] Amaldus Nielsen (1838–1932), maler. som Gude har vundet. Saa maa de tilsidst plages med spørgsmaal, som jeg i min ensomhed ønskede svar paa. Er GudesGudes] Trolig menes Hans Gude (1825–1903), norsk maler. sidste billede indvirket paa af fransk kunst, og er det godt? Er KroghsKroghs] Christian Krohg (1852–1925), maler. billeder virkelige ikke gode og hvorledes lever han? Er HolthersHolthers] Uidentifisert person og verk. portrait godt, og hvordan gaar det ham? Er SkredsvigsSkredsvigs] Christian Skredsvig (1854–1924), maler. sidste billede fra landskabets side meget godt? Det lille billede af HarrietHarriet] Harriet Backer (1845–1932), maler. hertil er meget fint i farven og let og rent udført med technisk finesse, saavidt jeg skjønner det.Det lille billede … skjønner det] Maleriet som omtales har tittel: «Lesende dame i renessansedrakt». Kilde: Lange 2003:64. Mon hvor hun er, jeg har ikke hørt paa længe, men sender mine ugentlige breve til München, naar hun kommer til hyggeligt familieliv i Paris, kan hun ikke faa saa tidt brev. Hils hjertelig deres moder, til Ross og Sinding en venlig hilsen fra deres hengivne

Kitty Kielland.

Alle her hilser dem, de har vundet mange venner her.

Adressetekst:
Hr. historiemaler Eilif Peterssen.
Maribogade 11.
Kristiania.

Om Brevveksling 1874–1908

Eilif Peterssen (1852–1928) møtte Kitty L. Kielland (1843–1914) for første gang i Karlsruhe høsten 1873. Kielland var nyankommet, mens han hadde siden 1871 studert ved kunstakademiet under professor Hans Gude. Dette ble starten på et livslangt vennskap og også samvær som kunstnerkolleger.

Brevvekslingen som presenteres her, er på i alt 42 brev, alle eid av Nasjonalbiblioteket (NB). 29 brev er skrevet av Kitty L. Kielland, mens 13 er skrevet av Eilif Peterssen. Ut fra korrespondanse kan vi lese at Kielland og Peterssen jevnlig skrev til hverandre, i hvert fall fram til hun sent i livet ble for syk. Men det er også tydelig at ikke alle disse brevene er bevart. Det er med andre ord en ubalanse i brevbunkene som gjengis her, mens de i virkeligheten trolig var mer i likevekt.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook