[Juli 1878]. Fra Kielland til Peterssen

Brevs. 209

Opplysninger om brevet: «1878, Ogne» påført med blyant av annen hånd i etterkant. Ut fra et brev fra broren Alexander L. Kielland til Kitty datert 13. juli vet vi at hun da oppholdt seg på Ogna, leiet seg inn hos frøken Pauline Hiorth (1827–1904). Datering her er gjort på grunnlagt av dette.

Kjære Peterssen!

Jeg eier blot to ark papir, og det var en tvivl for mit sind, hvem jeg nu af alle skulde spendere disse paa, dog de faar være den første. Det glædede mig hjertelig at se dem have faaet medaillehave faaet medaille] Peterssen fikk 2. medalje på Verdensutstillingen i Paris 1878 for maleriet «Under samlesangen». Det var innsendt til den tyske avdelingen. og at tænke paa, at det vilde gjøre dem ogsaa glad. Det maa da opvarme og opfriske ens indre at se sig anerkjendt, om en saa ikke engang tænker paa den glæde, de bringer deres forældre derigjennem. Nei kjære, dette høres jo som etⁿ tale af en eller anden læsebog, jeg mente simpelthen, at jeg glæder mig med dem, og det ønskede jeg at sige. Og tak for sidst, det var nok stridt at se eder staa igjen paa jernbanen og vide, for sidste gang alt dette,se eder … alt dette] Hun forlot München for godt i juni 1878. jeg var nok glad, #at jeg havde saa godt reisefølge, ellers var jeg blevet en sørgelig reisende, og nu var det meget morsomt, men om reisen har de, hvis de brød dem om det, hørt af Harriet.Harriet] Harriet Backer (1845–1932), maler. Nu sidder jeg en mageløs sommeraften paa Jædderen, dagens storm har lagt sig, solen er gaaet ned, jeg ser ud over en slette, hvor bugtningerne af elven og et vand glimter, det andre har faaet en mørk enstonig farve. Her er saa fredeligt, og idag kan jeg finde mig rolig ind i aftenens fred, for jeg har arbeidet med al min kraft, det ser ud til, at jeg har faaet to studierto studier] Flere fullførte verk har tittel «Fra Ogna» og datert 1878 så det er noe uvisst hvilke to hun her omtaler. igang, hvoraf den ene har seet aldeles umulig ud. Det er en kamp og en møie med den voldsomme vind, som bringer en sand ind i hovedet gjennem øine og øren, farer op i alle ens farver paa paletten og tilsidst bedækker hele studien. Mon ikke vind er en person, der prøver alle sine luner paa en, og først naar han ser, man giver ikke tabt, slaar #sig lidt til ro, saa man kan faa kradse alt ud, for i de sidste korte stunder at faa smurt til, saa det dog er sammen i virkning. Jeg blir saa irriteret, at jeg skjænder af aller kræfter, den svarer mig med sandskyer og voldsomme vindstød. Mit motiv fra ieftermiddag er mærkeligt, mer end vakkert, tror jeg, det har Berningers PalæstinaBerningers Palæstina] Edmund Beringer (1843–1909), tysk maler. Malte mange motiv fra land øst i Middelhavet med en lyskoloritt. farver, dyb blaa luft, lysende sand og lyse brogede stene, det interesserer mig ikke i længden, men jeg bør dog gjøre det færdigt. Saa har jeg imorges endelig vovet mig til at tage en studie fat med sø, den ^som bryder naturligvis, her er aldrig tale om andet, det ser jo pragtfuldt ud, men hver bølge siger, fang mig, om du kan, og før den har udtalt, er den død, og der sidder jeg lige klog. Men deilig er dernede mellem klipperne, alle disse bløde, fine, beroligende og smigrende farver, og saa disse kraftfulde former, ja Gud give, der kom noget ud af mine studier. I Kapuzinerwald bandt jeg en lykkekrands om, at mine studier skulde lykkes for mig, og #den gik g^jo sammen, den gjemmer jeg, haabende, at den vil virke godt, naar jeg lægger mit alvorlige arbeide til‹.› Mon det ikke skulde være nok for mig at gjøre detailstudier og tegninger, at male directe billeder efter studier er saa sløvende, gid vi skulde være sammen til vinteren ogsaa, men jeg maa være glad den tid jeg har havt dem, og tusind inderlig tak skal de have for den elskværdige interessse, de har altid vist for mine arbeider. Det vil glæde mig overmaade meget, om de virkelig skulde komme her, de vilde sikkerlig blive begeistret over naturen, jeg kan ikke tænke mig andet[.] Hvis de kommer og mener at blive her nogen tid, vilde jeg gjerne, de skulde skrive mig først, at jeg kunde se efter logi til dem, men der vil sikkerlig findes noget, selv om de kommer pludselig. Nei det var saa galt af mig, at jeg aldrig havde talt med dem om oncles bestilte billede, jeg vidste ikke engang at sige, om de tænkte paa det, og han er saa interesseret for, hvad det nu maatte blive. Jeg har forresten ofte tænkt paa det, men #jeg vilde ikke bryde dem med at tale om det. Vil de sige Harriet, at hun maa ikke tage tid fra arbeidet for at skrive til mig, jeg har aldrig tænkt paa at blive ærgerlig, jeg bare skrev, det var mildest talt slet, at hun ikke skrev, men nu har jeg faaet to breve. De reiser vel med Harriet ud til Schliersee, saa jeg kan tænke paa, at I har det hyggeligt sammen. Det vilde være tosset af mig at takke dem, fordi de har været saa mageløs snil mod Harriet, efter jeg reiste, for I staar hinanden jo lige saa nær, som hun og jeg, og jeg ved jo, det er dem en trang at være det mod hende, men jeg kan dog faa sige, at det har glædet mig svært og gjort mig savnet af hende mindre haardt, da jeg vidste, hun havde det bare godt, ja i meget bedre ^{end før}. Venlig hilsen til alle mine venner i foreningen,foreningen] Skandinavisk forening i München, dannet i november 1875. de, som skylde mig fotografi, maa sende mig, og vil de enhver sætte sit navn paa, og vil de skrive med, er det meget kjært her i ensomheden. Lev nu inderlig vel, Peterssen og glem ikke at paa «Ogne jernbanestation pr. Egersund» findes deres hengivne Kitty Kielland. Min faders adresse kan ogsaa til mig bruges, det gjør omtrent det samme.jeg vilde ikke bryde … omtrent det samme] Skrevet langs margene på de andre sidene.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.