Magdalene Thoresen og Georg Brandes – en brevveksling

[1866]

Da jeg veed, Fru Thoresen, at De var en af Dem, for hvem min afdøde Ven nærede den største Agtelse og den varmeste Hengivenhed, og da jeg tillige veed, at De har kjendt og skattet hans stærke, sunde og rene Natur, tillader jeg mig at sende Dem omstaaende Indbydelse.

Den 8de Marts 1866.

Deres ærbødigst hengivne

Georg Brandes

Innbydelsen lyder slik (trykt på vedlagt ark):

Undertegnede Venner af afdøde Dr. phil. Frederik NutzhornHenning Frederik Feilberg Nutzhorn (1834–66), dansk klassisk filolog. Død 20.2. 1866 i Venezia av tyfus. Brandes’ ungdomsvenn, kjent fra den sakalte «Nutzhornske bande» der også Brandes’ venner Julius Lange og Vilhelm Thomsen hørte med, samt bl. a. Jens Paludan-Müller. Brandes ble ført inn i kretsen da han flyttet til Ehlers kollegium i København høsten 1859. tillade sig herved at indbyde dem, som med os ville bevare hans Personlighed i kjærlig Erindring, til at bidrage til, at der paa hans Grav i Venedig kan blive sat et beskedent Mindesmærke.

Bidrag, som, naar de komme fra en Enkelt, efter vor Mening ikke bør overstige 1 Rd., modtages af medundertegnede Brandes (Krystalgade 6, 3die Sal), Lange (Ehlers’ Collegium) og Thomsen (Borchs Collegium), samt af Tjeneren i Studenterforeningen.

E. Collin, Etatsraad
J.N. Madvig, Conferentsraad
F. Paludan-Müller, Professor
J.L. Ussing, Professor
G. Brandes, cand. mag.
Jul. Lange, stud. mag.
Vilh. Thomsen, stud.philol.




Den 11te Marts [1866]

Min kjære, unge Ven!

Jeg følger Deres Opfordring og sender Dem herved mit og min ældste Datters Bidrag til Virkeliggjørelsen af Deres og de andre Herrers smukke Ide. Men misforstaa ikke, at jeg kun sender Dem saalidet – ak! det er for mig i denne Tid nær ved at være Enkens Skjerv. – Jeg kan ikke høre op med at sørge over den kjære, unge Mands Død. Det staar for mig som noget Unaturligt, Noget, der kunde, – ja som skulde have været undgaaet. Frederik Nutzhorn gravede sig for dybt ned i hvad han søgte, derved grov han sig ned i Graven. Jeg har altid sagt, at disse Videnskabsmænd af den ægte Sort kun leve Livet halvt, de forvandle Mennesket til et Begreb, Individualiteten forsvinder og der staar en Personification igjen. Men Intet hævner sig strengt som det Unaturlige. Husk de store Ord: Nur in der Begrenzung liegt der Meister.Skal være: «In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister» (Goethe: sonetten «Was wir bringen»). Det kan være jeg siger dem galt, men Meningen er der, og den er ubestridelig. De kan tro, vor kjære savnede Ven, har siddet i dette fatale DogepaladsEn henvisning til at Frederik Nutzhorn døde i Venezia. med sine sammensunkne Gulve og sine mukne Kjeldere og boret sig som en Termit ind i alle disse Pergamentbind og glemt Legemet, glemt, at Aandens Drivkraft uden sin Maskine knap er et Pust ud i Rummet. – Ja jeg er baade bedrøvet og vred, som De ser, jeg har grædt og græder endnu over ham, men jeg har skjendt og skjender endnu paa hans Manes; thi det var en af mine Glæder at tænke mig ham glad og lykkelig i et velsignet Familieliv. – Og saa synes jeg det er underligt, at jeg skal leve naar de Unge dø. Kommer De ikke snart ud til mig? Jeg er her endnu i 6 Uger!

Deres hengivne

Magdalena Thoresen




D. 12te Marts l866

Min bedste Tak, Fru Thoresen, for Deres smukke Bidrag (der i Forbigaaende sagt langt fra at være lille er det største, jeg endnu har modtaget) og for de hjertelige Ord, der ledsagede det.

Naar jeg i nogen Tid ikke har besøgt Dem, Frue, da har dette været meget imod mit Ønske, jeg har haft Meget, hvorom jeg gjerne vilde samtale med Dem. Der er imidlertid især eet Samtaleæmne, der har ligget mig paa Sinde og som jeg tillader mig at fremsætte skriftligt. Jeg veed ikke om det er Dem bekjendt, at Forlagsforeningen adaare agter at begynde Udgivelsen af et Biographisk Lexicon over navnkundige Danske. Man har anmodet mig om at levere Levnetsbeskrivelserne af det 19de Aarh.s. Digtere. – Om det hele Foretagende kommer istand er maaskee endnu temmelig uvist og jeg selv er ikke ganske sikker paa om jeg ikke paa Grund af politisk Uovereensstemmelse med Redacteuren nødes til at skille mig fra ham. Men nogle Forarbeider til dette Foretagende har jeg i alt Fald gjort og dels af dels om betydelige danske Forfattere har jeg faaet adskillige Meddelelser.

Jeg vilde nu spørge Dem, om De har Noget imod enten mundtlig eller maaskee skriftlig – som De helst maatte ønske det – at give mig en kortfattet Udsigt over Deres Levnedsløb. De maa ikke troe jeg vil være nysgjerrig og næsvis. Meget maa naturligvis være mig og Publicum aldeles uvedkommende; men angaaende det, der staaer i nærmere Forbindelse med Deres Virksomhed som Forfatterinde vil det forhaabentlig ikke være Dem imod at meddele mig Et og Andet eller at betroe den fremtidige Skildring til min endnu rigtignok noget unge Pen.

Til Slutning blot den Bøn, at De ikke vil negte mig en liten Erindring om Dem, naar De nu forlader os;Magdalene Thoresen sto i ferd med å flytte til Christiania etter fem år i København. Hun reiste 28. april 1866. allerhelst vilde jeg have Deres Billed i Photographie. Da De engang har sagt mig at man om Løverdagen sjeldnest risikerer at være Dem til Uleilighed med sit Besøg, troer jeg at jeg paa Løverdag vil forsøge min Lykke.

Deres ærbødigste hengivne

Georg Brandes




Onsdag d. 25de April 66.

Min kjære unge Ven!

Jeg sender Dem min kjærligste Tak for Biographien, den skulde De have modtaget for længe siden, om jeg havde fulgt mit Hjerte; men det har dog af og til givet mig et svigfuldt Raad, og derfor er jeg bleven indøvet i at tugte og tvinge dets første Udbrud. Nu lyde mine Ord kolde og kjedelige nok; men Kulde er en god Forskandsning! Bagved den luer mange Blus, hvoraf selv Røgen ikke sees. Nu min unge Ven! Tak da fordi De tog dem Hværvet paa at blive Fredsmægleren og Forsvareren mellem mig og en Verden, som baade havde Ret og Uret og en Fortid, som fra nu af har tabt sin Ret til noget Krav – Og fortryd det nu aldrig! Jeg vilde gjerne se Dem førfør] rettet fra: for jeg reiser, men jeg drager bort paa Løverdag Kl 11. Hvis De imorgen vil komme lidt herud, er De velkommen. Jeg skal til Photografen Kl 10 og gaar derfra ind paa Charlottenborg for at se Udstillingen, som jeg desværre endnu ikke har kunnet besøge. Men derfra tager jeg ligehjem hertil. Og nu Farvel saalænge!

Deres gamle Veninde

Magdalena Thoresen

Frederiksberg Alle No 33.




Fredag-Aften [27 April 66 tilføyd med Brandes’ hånd]

Min Kjære!

Det har sandelig tumlet sig vildt i mit Sind i de faa Timer jeg har været her siden vi skiltes. Jeg har hørt sørgelige og mistrøstende Ord, som ville ledsage mig lig sorte Ravne paa min Fart over Havet. Maaske ere de sagte i en god Mening, men de følge mig desuagtet som onde Varsler. – Nu min inderlig Kjære! De som tykkes mig saa ren og klar som Sandhedens Ide, tror De ogsaa, at jeg intet Selvstændigt vil bringe det til? Er jeg saa ringe af Evne og Villie, at jeg vil tabe mig i et Parti og lade Andre tumle med mig efter Lykke og Lune? Er jeg saa gammel, at mit Syn ikke længer finder Veien fremad, kan jeg kun se Idealet gjennem en Reflex af en Andens Sjælearbeide? – Ja ser De, nu allerede begynder Brydningen, og de mange sorrigfulde ubesvarede Spørgsmaal, og det er fordi jeg ikke er en Mand, som kan kaste den tilbage eller som Klippen staa stille og lade Stormen bryde sine Vinger paa Modstanden. Men nu vil jeg da sige Dem Noget, og tag De det i Guds Navn forfængeligt om De kan eller aabn Deres inderste Væsen for det i kjærlig og barnlig Forstaaelse: Jeg mener, at De kan sige mig et godt og trøstende Ord, og kommer det fra Sandhedens Kilde, saa lad det smage bittert eller sødt, jeg vil takke og ære Dem derfor. Jeg tror De er den Eneste, som for Tiden har Ret og Evne til at sige mig hvor langt min Formue rækker, hvormeget jeg kan afbetale – alene og uden Paavirkning – paa min Gjæld til Ideen. De ser vel, at jeg er fuldstændig trøstesløs, at hvis jeg i denne forunderlige haabløse Stund kunde tale lidt med Dem – og uden en Dæmons Mellemkomst! – ja da vilde jeg ret samle mig igjen i Kraft af den Bevidsthed, som ligger i den guddommelige Strømning mellem Aanderne, og som gjør, at man tror paa Andre idet man tror paa sig selv – eller omvendt, og aner en Glæde, som er for høi til ikke at bære ud over Smaahensynet. – Jeg vil dog endnu sige Dem det, at jeg har ikke sagt Farvel til Dem – jeg kan sandelig ikke udholde Mellemkomsten af to stikkende Øine, de toge det Bedste fra mig. Men ser jeg Dem ikke, saa Farvel!

Deres

M Thoresen

[I marg:] De træffer mig forøvrigt Kl – fra 8 til 9 imorgen paa Blaagaard.Det dreier seg antagelig om hjemmet til fabrikkeier (Steffen Peder) Anker Heegaard (1815–93), kjent som en stor filantrop; det var bl.a. han som hjalp Magdalene Thoresen økonomisk da hun studerte til lærerinne i København. Han hadde store fabrikkanlegg samt sin private villa i Blågårdsgate på Nørrebro i København. Det er mer sannsynlig at den Heegaard som ofte omtales i brevene er Anker Heegaard, som hun nok var blitt kjent med under københavnårene på 1840-tallet, enn filosofen Sophus Heegaard (som nevnes i noen av Brandes’ brev). Hun gjenopptok sannsynligvis kontakten med familien Anker Heegaard da hun kom tilbake til København som enke; i alle fall skriver hun til venninnen Mathilde Reinhardt 23. febr. 1867 at hennes sønn Thomas er inspirert av fabrikkseier Heegaard «til at fortsætte sine Studier.» Brevet er trykt i Breve fra Magdalene Thoresen 1855–1901, utg. av Julius Hansen og P. Fr. Rist, Kbh. 1919 (1971), s. 88 ff.) Han arbeidet virkelig også noen år senere som praktikant ved Anker Heegaards maskinverksteder i Frederiksværk. / «Paa Blaagaard» kan også referere til Danmarks første privat- eller «friseminarium» (lærerskole) som ble opprettet i 1859 og fra 1863 holdt til i en egen bygning på Nørrebro nær Blågård (et tidligere landsted ved Peblingesøen på Nørrebro, oppfort i 1706 av prins Carl, Frederik IVs bror og siden brukt til forskjellige formål).




Christiania den 7de Mai [1866]
Damstrædet No 2

Min Kjære!

Det første Ord jeg har at sige Dem – thi Tanker har jeg alt sendt saamange – er: riv det hæslige Billede istøkker, det græsselige, furede, vanvittige Ansigt! Jeg haaber De ikke lader det komme ud blandt Folk, min Kjære! Det maa ikke ske. Hører De! Hertil min Harme og min Styrke, saa kommer Forknyttelsen: Hvad er det for et sørgeligt Syn De har paa mig, siden De kunde godkjende dette Billede? O min Kjære, jeg troede jeg stod i et gandske andet Lys for Dem. Men nu skal De til Straf gaa op til en Photograph GrundtvigLudvig Grundtvig (1836–1901) etablerte seg som fotograf i København i 1863 og ble snart en anerkjent portrettør. og se paa et to Aars gammelt Billede af mig, som jeg holder af, og De skal tage et af dem hjem med Dem, saa Mindet om det andet kan udslættes.

Jeg har tænkt levende paa Dem, inderligt og godt. I de første Dage efter min Ankomst hertil, var jeg syg og lidende, jeg havde en temmelig heftig Feber, som ingen Hvile undte mig – og dog, der var en Hvile! Den deilige Morgenstund jeg tilbragte sammen med Dem der oppe i Haven ved Enden af det lysegrønne Stikkelsbærhegn med Grønsværet til begge Sider, havde en vidunderlig Virkning paa mit Sind. Det tog visselig den værste Tørhed fra Feberen. Nu er jeg bedre og begynder at fange den Ro, som er saa haardt fornøden i disse Forhold. Jeg har jo været sammen med Bjørnson den meste Tid, men det er dog kun noget Forbigaaende; thi der er i visse Dele for stor en Lighed mellem os – og i Andre, jeg tror nesten jeg siger: Gud ske Lov! – der er vi som divergerende Linier. Imidlertid er han en virkelig kolosal Digteraand; dette være sagt med fuldt Hensyn til alle hans Feil, maaske ere de netop Børn af hans store Dyder; thi disse ere virkelig rodfæstede i hans Natur. Gud give mig blot saamegen Styrke, at han ikke tager min Evne fra mig. Det Maal jeg lægger paa hans Styrke bringer mig til at ræddes over min Svaghed.

Dog lad det staa hen, en høiere Afgjørelse vil ikke udeblive. Ja nu er Arket fuldt! Og hvor langt er jeg naaet frem med hvad jeg dog helst vilde sige! Maaske blev jeg ved at gjentage alle disse Smaating, som klæder Ungdommen saa godt, og som jo ser saa latterligt ud ligeoverfor et gammelt Billede – ja Gud ved! Som det nu er trænger mit lille forvirrede Brev jo allerede Deres Overbærelse og Deres kjærlige Forstaaelse; men har De denne Sidste, har De den fuldt ud, ja hvilken Syndens Mangfoldighed kan da ikke skjules under denne Kaabe! Jeg sender Dem min varmeste Hilsen og Tak for den korte Stund vi færdedes sammen. Jeg beder Dem fastholde den Tro, at De hviler i mit Sind, som et af mine kjæreste Minder.

Deres Veninde

Magdalena Thoresen




Den 15de Mai 1866

Efter vel 14 Dages uafbrudt og anstrengt Skriveri, der tog al min Tid om Dagen og en Del af min Søvn om Natten, at have fuldført et længe opsat Arbeide og opfyldt en længe trykkende Forpligtelse, har jeg nu endelig Frihed til med udelt Sind og samlet Fordybelse i Tanken paa Dem at sende Dem nogle Linier til Tak for Deres Brev. «Jeg er ganske Deres», med disse Ord, som man pleier at sætte som Formel ved Slutningen af et Brev kan jeg nu med Sandhed begynde, nu da jeg er let om Hjertet og med mine Tanker helt hos Dem.

Veed De, Fru Thoresen, at da jeg første Gang saae Dem i Juli 1864 paa Klampenborg Badeanstalt, da var der Noget i Deres Blik, som saae mig ind i Sjælen og sagde mig at vi to hurtigt kunde lære hinanden at kjende og uden lange Forklaringer komme til at forstaae hinanden.hinanden] rettet fra: hinaanden Jeg troer endog, at jeg ved det allerførste Øiekast, begyndte at forstaae Dem. Der var Meget hos Dem, der tiltrak mig, Noget, der snarere frastødte, men Deres hele Væsen bandt sig fast i min Erindring, og dette Væsen har jeg nu gjennem ikke mange Timers Samliv lært saaledes at kjende, at De sandelig aldrig, mens jeg lever, skal staae ene som Kvinde, hvis De nogensinde maatte ønske at stille en Ridder i Marken. Thi hvad er vel det at forstaae et Menneske, naar Ordet tages i egentlig og inderlig Forstand? Det er hverken at kjende Summen af hans Viden eller Styrken af hans Villie; begge to ere vanskelige at maale. Men det er at see den reale Mulighed, der hviler i hans Natur uden at man derfor lader det Virkelige af Syne. Jeg lod engang i nogle Vers, jeg skrev, en Yngling tale saaledes om den, mod hvem han længtes:

Som det, hvortil jeg fødtes,

Det, hvortil jeg vil naae,

Som det er sødt at fattes,

Saa vilde hun mig forstaae,

Og dog fast mod sin Villie

Og uden Speiderkløgt

See hvad jeg er, og see det

Uden Spot, uden Frygt.Diktet, med tittelen «Mon virkelig», er også gjengitt i et brev han skrev til vennen Emil Petersen 2. okt. 1865. Brevet er trykt i Georg Brandes og Emil Petersen: en brevveksling, utg. av Morten Borup, Kbh. 1980.

og jeg mener i disse Ord at have givet det Ønske om at forstaaes, der hviler i ethvert Menneskes Hjerte, sit rigtige og sande Udtryk. Troer De ikke, at jeg heri har Ret? men saaledes som jeg her har skildret det, troer jeg at have opfattet Deres Væsen, og er dette sandt, da maa hverken et uheldigt Portrait, jeg har godkjendt eller en anden Gang en større Sag bringe Dem i Harme eller Mistvivl imod mig; men De maa med fuld Ro have Tillid til mig.

Og nu lutter gode Ønsker for Opholdet i Deres nye Hjem. Gid De, naar den første Tids Pinlighed er overstaaet og forvunden, maa leve sundt og fredeligt deroppe, Dem selv og os Andre til Gavn og Glæde. I hvilken Grad det nu dog saa lovende unge Norge kan trænge til Konstens og Poesiens Cultur, det har en lille Begivenhed, der nylig stod omtalt i et af vore Blade, givet mig et kun altfor levende Indtryk af: Det norske Storthings-Udvalg foreslog i Anledning af et Lovforslag om Anskaffelsen af antike Statuer i Afstøbning til Brug ved de unge Konstneres Studier, at man hellere skulde anskaffe gode Stereokopibilleder af disse Værker, der vilde tage meget mindre Plads, koste meget mindre og rimeligvis gjøre samme Nytte. Saa utroligt dette lyder, er det dog bogstavelig sandt. Men jeg kan ikke negte, at den Taabelighed, den naive Raahed, og den latterlige Selvbehagelighed, hvormed her er udtalt en Dom om Plastikens Væsen, har aldeles forbauset mig. Thi vel ere vi hernede langt tilbage i Mangt og Meget; men i et land med Danmarks Skjønhedssands og Respekt for Konsten var sligt dog saa utænkeligt, at vi neppe kunne forstaae, hvorledes det kan skee i et andet Land. Derfor gjør ogsaa den en god og fortjenstfuld Gjerning, der, som De, giver Nordmændene noget Skjønt og Begeistrende i Arv og Eie, saa at de kunne lære dets Existens at kjende og paa eengang faae Forstand og Tro derpaa.

Fra Henrik Ibsen fik jeg nylig paa min Anmodning et 10 Sider langt og udførligt Brev,Brevet er sitert i Ibsens 100-arsutg. b. 16, s. 138f. der klart beviste, hvad min Forvisning strax havde sagt mig, at det var i det stærkeste Vanvid, at min Ven Ludvig DavidLudvig David (1838 el. 1839–1866), en skolekamerat av Brandes, sønn av C.N. David. Som ung mann var Brandes i flere år gjest hos familien i sommerhuset i Rungsted, inntil forbindelsen ble brutt på grunn av hans forhold til Caroline David. Ludvig David døde i Roma idet han skal ha kastet seg ut av et vindu i febervillelse. (Henning Fenger, Den unge Brandes. Miljø venner reiser kriser, Kbh. 1957 s. 100). selv har gjort Ende paa sine Dage. Lægen erklærede ved Obductionen, at Typhus var saa vidt fremrykket hos ham og i en saadan Grad, at han, selv om han var bleven forhindret i at udføre sit Forsæt, dog var død af Sygdommen i Dagens Løb. – Endnu blot et Par Smaanotitser. Photogr. Grundtvig havde forlagt Pladen til Deres Billede, men har lovet mig at oplede den og sende mig et Aftryk. – Vil De undskylde mig hos Deres kjøbenhavnske Døtre dels for at jeg ikke omtalte deres Elskværdighed i min Biographie af Dem, dels for at jeg ikke tog Afsked med dem. – Vil De endelig hilse Deres Datter MarieStedatteren Marie Thoresen. fra mig, hvem jeg har et aldeles uudsletteligt Indtryk af? – Vil De endelig selv snart igjen skrive til mig: Jeg er og bliver Deres Ven

Georg Brandes.




Iste Pintsedag [22. mai] 1866.

Et Brev kan være baade fattigt og rigt, baade stærkt og svagt – det kan friste og det kan fornægte, men hvilken Opfindelse! Gode Gud hvilken Lykke – trods Alt – hvilken Forsoning! Og naar da et Brev afspeiler hele Væsenet, hvilken Nærværelse, hvilken Indaanden af Sjælens Aroma! – Men lad mig dog begynde med Begyndelsen! Jeg takker Dem for Deres Brev. For tredie Gang har De været med mig inde i en Feberlidelse og lindret den for mig ligesom Berørelsen af en fast Haand, paa en Gang baade kølende og varm, eller som et friskt afplukket Blad, hvis vidunderlige Vederkvægelse kun Tanken paa et elsket Menneske kan erstatte. Og nu, ved De, min unge Kjære, naar det hændte første Gang? Ja nu skulle vi mødes paa Klampenborg! Det var Natten efter den Dag De selv nævner i Deres Brev. Jeg havde forkølet mig saa voldsomt og fik om Natten min sædvanlige – under nesten alle Sygdomstilfælde lige heftige – Feber. Da maatte min stærke SaraDen eldste datteren Sara Thoresen, senere gift Ludvigsen. sidde hos mig og holde mig fast i den ene Haand, og da var det, hint Eiendommelige forekom, at jeg mente det var Deres Haand. Det kom maaske af, at hun ligesom De – ligesom jeg selv – ligesom alle moralsk stærke Mennesker og navnlig trofaste Naturer – have lange Haandled. Dette var nu Noget jeg, næst efter det dybe, faste Sjæleblik Deres Øie evner, mest lagde merke til ved vort første Møde. Jeg kan endnu se Dem give mig mit Blik saa fast tilbage, som kun Sandheden og Sjælens rene Guld det magter, og dernæst rækkede De mig tvers over Bordet Deres Haand til Afsked, og jeg smilede til de lange Haandled og følte Haandlaget lige ind i Hjertet. –

Men nu i Fredags! Ja da kom Lindringen paa en anden Maade; thi Graad er mig altid en Lindring – dog vel forstaaet kun som den smertefulde Kur, der efterlader den sikkre Bedring. Nu, og jeg græd saa heftigt, efter at have læst Deres Brev, saa heftigt, som man ellers kun kan græde i den Alder, da Glæden nesten dræber. Og derfor skal De have Tak – og al den Glæde jeg kan give Dem. Desværre vil den altid fra min Haand kun vække Længsel efter en større fra en anden – men det maa saa være. Dog lad mig ikke ikke [sic] reflektere mig ind i Ængstelsen, lad mig hellere være hos Dem i fuld, uforstyrret Ro og Glæde. Men vil De nu ogsaa ret bryde Dem om mine Breve? Og kan jeg nu ogsaa lade Sjælen flyve slig afsted med Dem som sin Mage ud over Betænkeligheder og Beregninger, saa høit op over Jorden, at der ingen Støvsky og ingen Speiderblik naar did, kan jeg da ikke gjøre det uden Synd? Jeg vil jo ikke længer tage Feil af Idealet, jeg vil ikke længer, at Forblindelsens Blaar skal fordunkle mit klare Syn. Men det maa dog vel være mig tilladt at elske et Væsen fuldtud, som har givet mig den Forstaaelse Ingen hidtil har kunnet afse til mig, vansmægtende Stakkel! Jeg ved meget godt, at min er hele Feilen; jeg har forlangt det af en Mand,Antagelig tenker hun her på menn generelt, og ikke på en spesiell mann. hans gridske, sandselige Natur ikke har kunnet yde, jeg har forlangt – gjennem ham at formæles med Ideen, min dybe Digterlængsel maatte hvile ud i en Personlighed, maatte befrugtes af en Mands Kjærlighed, hvis den ikke skulde blive, som de golde Blomster, som ingen Frøknude sætter og ingen Frugt giver; men denne min rene Kjærlighedstrang blev kaldet Flaneri – og ved De, saalænge kan Verden se paa os med tvivlsomt Syn, at vi tilslut mistvivle om os selv. Jeg ved, at jeg har tvivlet om mig selv, og sørget til Vanvid over mig selv; thi jeg trængte i alle mine store aandelige Anfægtelser til at vinde Styrke gjennem Andres Tillid. En eneste mandlig Sjæl, paa min Vei, som havde givet mig Rum for Begeistring i et rent og varmt Hjerte – ja hvad havde han ikke givet mig! Men det var nu ikke saa, jeg var en Fristelse og blev aldrig set paa med Troens milde Øjne. Jeg mindes dog i denne Stund et Brev jeg har liggende fra Bjørnson, der tyder hen paa en Forstaaelse af mig, som vel er den eneste jeg indtil da havde truffet paa. Han siger: [«]De vækker en slig Længsel, naar man tænker paa Dem og en slig heftig Attraa, naar man ser Dem, at man kunde fristes til at styrte sig mod Dem og slutte Dem i sine Arme, men det maa Sletingen gjøre; thi det var en stor Synd».Bjørnsons brev er visstnok ikke bevart. Det må være fra omkring 1860, eller omtrent fra den tiden da han hjalp Magdalene Thoresen med å få utgitt Digte af en Dame. … Saavidt hans Ord – det er nu 6 Aar siden han skrev dem, og det forklarer Et og Andet, som vel synes Dem for meget sagt. Men husk, de er ikke mine – det er en Mand, som har sagt dem! –

Og nu byder De mig en endnu finere Forstaaelse, og De har ved første Møde med mig troet paa mig, havt en Fornemmelse af mit Væsens Renhed, endda saameget Vrøvl vel stillede sig iveien, og De troede, at jeg var Digter, at jeg bar den guddommelige Kaldelse i mit Væsen i Frygt og Bæven, og bad ligesom om Brød til dens jordiske Næring og Kjærlighed og Tro til dens Pleie hos hvert Menneske jeg mødte, ak! og om Skaansel for dens fattige Tilsyneladelse, uagtet den kom fra et rigt og straalende Land – ja dette har De jo troet paa og vil endnu vedblive at tro derpaa, naar jeg i min Afmagt maa synke før jeg faar give Verden det fuldgyldige Bevis, eller naar jeg maa famle mig frem, fordi Aandens klare Fakkel slaar ned med Røg og skinner ikke længer med sit rene Lys; thi – Ak, skal jeg bede Dem huske eller glemme det? – jeg er jo paa Søndag/idag 14ten Dage, den 3die Juni, 47 Aar. Og nu kunde jeg græde paanyt. Men lad mig da tilføie, at min Graad er den, hvorefter Tankens Himmel høiner sig ren og klar som Skyen efter en Morgenregn, og da skal der ikke falde en Skygge paa Deres unge Sind af den Grund – endda jeg nok ellers forlanger med fuld Tryghed, at De skal dele baade min Sorg og og [sic] min Glæde, eftersom De bor i min Sjæl og er med at fostre mine kjærligste Tanker: Ak! hvorledes slutte et Brev til Dem – Har De ingen Fornemmelse af, at jeg altid taler med Dem? Godt, at De ikke kan høre hvad jeg siger –

Og nu et Par Spørgsmål: Vil De samle Alt hvad De har skrevet, Smaat og Stort, Løst og Fast og sende mig det? Deres Billede med? Vil De saa skrive dybt fra Sjælens Grund til mig, som jeg til Dem? Vil De saa glemme den ydre Forskjellighed, som nu engang Tiden og endnu en høiere Styrke har opstillet mellem os, og vil De holde Dem fuldt ud til det Samfund, hvori vore Sjæle kunne mødes uhindret og leve det rige Liv til Guds Ære og Verdens Forherligelse? Saa vil Deres Flid og Evne være min Stolthed og Glæde; thi Sandheden er Deres Vei og Deres Ære, og saa vil min Aand paa sin ydmyge Vandring efter Forsagelsens Styrke og Livsens Krone give Dem nu og da en en Stunds Hvile – maaske Høitidshvile; thi det er en stærk og fuld Hengivenhed jeg byder Dem til Gjengjæld for Troens Velsignelse, som De har offret mig. Og dermed Farvel!

Deres Magdalena Thoresen




Christiania den 4de Juni [1866]

Jeg har ventet med fuld Forsæt til jeg kunde svare Dem upaavirket af Deres Brev; thi let kunde det i de første Dage have skremt mig hen i en Usandhed. Det er underligt med en Ting, som bliver sagt med rene Ord, nævnt ved sit rette Navn! Mon man ikke kunde skrække Tyvelysten ud af et Menneske, naar man fik fat i Tanken, som jo fostrer hver Handling, og nævnede Ordet Tyv! saa han fik Syn paa Sagen, medens den endnu laa i hans Sjæl som en blot og bar Mulighed? Ja Gud ved det! Forbedringshuset kommer jo altid bagefter. –

Nu min Kjære! Det faar jeg dog vel Lov til at kalde Dem? Lad os nu se lidt paa vor Sag – eller rettere min Sag. Det er da, trods Deres Forbud,I Brandes’ brev av 15. mai nevnes ikke noe forbud. Magdalene Thoresen refererer også til andre spørsmal som ikke nevnes i dette brevet. Det later derfor til at et mellomliggende brev fra Brandes er gått tapt. gandske nødvendigt at svare Dem paa den første Del af Deres Brev. Hvad jeg ser i Dem? Dersom De havde sagt hvad jeg fornemmer i Dem? Ja da var jeg strax ferdig med Svaret. Hvad jeg ser i et Menneske er ligesom et Syn paa hans Forhold til Verden, hvad jeg fornemmer i ham, er en af hine vidunderlige Berørelser, jeg kunde sige Væsens-Møder, som skabe Sympathien. Jeg er nu hos Dem bleven stærkt berørt af Poesi, Deres inderste Væsen er Poesi, uden at De derfor nogensinde bliver Digter, trods Deres smukke og sande Vers. Det er som om De udtalte i dem Længselen efter Poesi, men ikke Poesien selv. Nei, den hviler i Deres Sjæl, og bliver ligesom den Magnet, som uvilkaarligt drager Alle til Dem. Naar Paludan-MüllerSiden august 1863 hadde Brandes vært en personlig bekjent av den danske romantikeren Frederik Paludan-Müller (1809–1876); jfr. Fenger: op. cit. s. 52. og Andre føle Interesse og Glæde ved Dem, tror De da, at disse Aander søge det faste Trin i Deres Aand, hvorfra de i kold og sikker Overskuen kunne udmaale Deres Fremtid – nei, de ere ligesom jeg grebne af det Ubestemmelige, som jeg vilde kalde Sødmen i en Sjæl, og som jo kan have sin Sammensætning fra Naturgaver af helt forskjellig Art. Men vare nu disse herlige Mænd – Kvinder, jeg frygter for, at det blev Kjærlighed istedenfor Velvillie og Interesse. – Jeg er nu desuden saa ejendommelig construeret, at jeg egentlig ikke har den jevne Middeltemperatur, hvoraf Venskabet dannes. Jeg er i sympathetisk Forbindelse med hele Menneskeheden – undtagen Chinesere, og det er en stor Undtagelse – deraf kan fremkomme meget skjønne, stille Forhold. Saa har jeg en dyb Trang til Taknemlighed, og det kan binde fastere end Goliats Hovedhaar; men mit Væsens Fylde er Erotik, og derfor, naar jeg træder i et egentlig Sjæleforhold til et Væsen, paa en eller anden Maade af samme Art som jeg, da er det til visse, og som De jo selv har sagt, Kjærlighed. Det er dog ikke nogen slem Følelse, maa De tro, den er fuldkommen uegennyttig. Den lever Fuglens Liv, der sidder stille paa en grøn Gren og bader sig i Sollyset og er saa underlig glad uden at vide ret hvorfor – men det er sandt, naar den saa begynder at synge om sin Glæde, da er der Fare for at den grønne Gren kan glippe saa Fuglen maa søge sig et fastere Stade, eller den kan blive fanget og lukket inde, saa tier den nok, og den tossede Sang kan glemmes. Men jeg har nu en lille Samtale at føre med Dem, hvortil jeg beder om et villigt Øre og et venligt Sind. De udtrykte Dem i et Brev til mig, at De kjendte mig saa godt, at De turde forklare mig for den hele Verden – omtrentlig Ordene – De har dog ikke forstaaet mig, De vilde ellers ligesom have gjemt mit dumme Brev hen og sagt til Dem selv: Hun er ligefuldt min gamle Veninde, fordi hun bruger den erotiske Form for sine Tanker, hun kan ikke anderledes. Nu har De paa en Vis frabedt Dem den Sag, og det kan jo være noksaa rigtigt af en ung Mand, naar han tror, at denne milde, kvindelige Hengivenhed – eller, lad os tage det rette Ord, Kjærlighed vil gjøre hans Evner vaklende og hindre ham i at blive en Mand; men da har jeg ikke ret opfattet Dem. Ser De, jeg har med Dem gjennemlevet et kort, men gribende Stadium i mit Liv. Da De skulde skrive min Biographi og De kom til mig for at hente de Oplysninger, som vare fornødne, sank jeg ned i en saadan Dybde af Angst og Smerte, hvorom intet Menneske, der har levet i almindelige, jevne Forhold kan gjøre sig noget Begreb. Jeg maatte da til at lukke op for de gamle Rum, hvori mine Ungdomsminder have været indestængte, og med Aandens hele Magt holdte der for ikke at fortære mit Livsmod og udviklende Evne. Men jeg maatte jo derind, det følte jeg skjønt baade Fortvivlelse og Elendighed lurede i Krogene og Skam og Bebreidelse mødte mig paa Tærskelen. Saa tog jeg Dem med mig, og uden Dem var jeg aldrig trængt igjennem. Jeg tog Dem som en Guds Gave, som en fra ham udrakt Haand for at naa frem til Maalet, jeg var ellers sunken paa Halvveien; thi kun med et Væsen, som troede paa mig turde jeg vove paa den uhyggelige Vandring. Men da blev jeg ogsaa i en for Dem naturligvis uforstaaelig Grad draget hen til Dem, og jeg slipper Dem ingensinde, kun skal De ingensinde forskrækkes over mine Udbrud. Hvis jeg kunde have den Glæde at møde Dem en Gang igjen, saa kunne vi jo Begge være enige om at le mig ud, men forresten være lige gode Venner. Men naar De henviser mig til Julius LangeJulius Lange (1838–1896), dansk kunsthistoriker. En nær venn og studiekamerat av Brandes og medlem av den «Nutzhornske bande». for at lære Dem at kjende, saa, med al Beundring for Deres Skarpseenhed, har De taget uhyre Feil af mig og mit hele Forhold til Dem. At De vil jeg skal tage Nytte af Dem er smukt og godt og nok værd at agte paa for mig, som er en Begynder, men kun ikke som Gjengjæld for Noget. Det er i og for sig en festlig Stund for mig, naar jeg skriver til Dem, jeg har Løn nok, og dog fremkommer jeg med et ærligt simpelt Spørgsmaal, som De uden Sky skal svare mig ærligt paa: Er det Dem ikke snarere til Tidsophold og Uro denne Brevvæxling med mig, hvis Veie dog i saa mange Dele afvige fra Deres? I modsat Fald tykkes det mig, at jeg har Saameget at spørge Dem om, saa Meget at bede Dem om, saa Meget Meget at lære af Dem, at jeg jo nok har mit Ønske, som vel ikke er helt frit for Egenkjærlighed. Og nu beder jeg Dem være forvisset om, at jeg aldrig vil kunne anvende Ros eller Smiger paa at vinde Dem eller fastholde Dem, jeg elsker Sandhed og Simpelhed fuldt saavel som De, og hvis jeg siger Noget, som tykkes Dem Smiger, da forbyder jeg Dem en slig Tanke, som en Krænkelse mod mit Væsen; thi det kommer da fra en gandske anden Kilde end den, hvor Smigeren lurer med sin gladte, slimede Yngel paa Bunden – det kommer da fra Fuglen, som er indestængt, men derfor endnu ikke død. Og hermed, min unge Kjære! Farvel i denne Sag og for bestandig. –

Deres KritikDet kan dreie seg om en anmeldelse av Ibsens Kjærlighedens Komedie (1862) i Illustreret Tidende 26.5.1866. (Opplyst av Per Dahl ved Brandes-arkivet i Århus.) er concis og ypperlig skreven, den er idag sendt mig paanyt fra Danmark. Faar De Tid, og har De Lyst før De reiser til Stokholm,Brandes reiste til Stockholm, invitert av C.N. David, den 8. juli 1866 og kom tilbake 20. juli samme år. da skriv til Deres gamle Veninde.

Magdalena Thoresen




Christiania den 15 de Juni [1866]

Mon camarade (bien aimé!)

Der gives virkelig mange Stunder her i dette korte, ufuldkomne Liv, hvor en Pen bliver som en Dissektionskniv over den hurtigt voxende, livsfyldige Tanke, hvis Skjønhed og Styrke netop er den, at den tog sin fulde Modenhed i Øieblikket men dør i samme Stund, som Reflexionen fæster sit Argusøie paa den for at udmaale det rette Forhold mellem dens unge Ledemod, og dog, lad mig betænke mig ret før jeg skriver, selv til Dem! Jeg er for fuld, altfor fuld til i ubetænksom Hast at lade Sjælen styrte sig hovedkulds ud i et Brev, saasom mit næstsidste har givet Dem et Bevis for.

Og dog, mit kjæreste Barn! det var en Drik af dybeste Væld, og saavist som Deres Sjæl, endog blot i Øieblikket, har dukket ned i det varme Bad, og det har den, Sligt fornemmer man uden Ord – ja da kan De umuligt andet end føle Dem styrket og glædet derved, og De maa føle Solen over Dem, hvor De gaar og staar. Eller tykkes dette Dem formeget sagt? Men nu ere vi jo Kammerater og tør sige hinanden den fulde Sandhed rentud? Saa vil jeg da, i Kraft af dette og til Trods for mit Spørgsmaalstegn, sige Dem – en bonne camarade – at De bedrøvede mig haardt ved Deres næstsidste Brev,Formodentlig det manglende brevet fra perioden 20. mai–4. juni. For øvrig later det til at også Brandes’ siste brev (det Magdalene Thoresen svarer på her) er gått tapt. men ved Gud, jeg forstod dog Meningen med det Meste af det – kun ikke med det Vigtigste; thi jeg kunde ikke tænke mig, at en Natur som Deres kunde tage mit stakkels lille Sjælebarn ud af Svøbet og give det Forstandens kolde Daab, for siden med fuld Ret at kunne forlange det opdragen efter Ritual og almindelig Folkeskik. Men det var født i dybeste Løndom og undfanget uden Synd, det burde være bleven i sin Vugge og navnløs gaaet ned i Graven. Nu har De det jo i Armene, tag det kun ind i Sjælen, det er af en saare fin Natur og trænger til en ædel Pleie. Den Strenghed, som vel af og til behøves, skal nok jeg levere, jeg hader overdreven Blødhed fuldt saa meget som De, og hvor De vilde skaane kommer jeg med Riset, skjønt jeg vil blive ene om at føle Smerten – men det er Kvindens Sag. Og husk saa til Deres sidste Stund, at jeg har givet Dem en Gave, som ingen Gjengjæld fordrer, og at jeg skjænkede den med Giverens Ret, der byder det Bedste han eier. – –

Og saa ville vi være unge, trofaste, forhaabningsfulde, higende, lærende, fremadstræbende, lidt himmelstormende, støvforagtende stærke Kammerater! Ak hvor bor De dog skjønt, derinde i Rongsted!Rungsted, hvor familien C. N. David hadde sitt sommersted Folehavegaard og hvor Brandes ofte var gjest. Jeg misunder Dem ikke, men jeg vilde ønske jeg blot en Dag – blot en Time i den friske, dugfulde Morgenstund sad i Deres Vindu og saa ud over Havet. Dette Hav! det er dog vi Danskes – ikke Vei til Ros og Magt«Vei til Ros og Magt» er et sitat fra Johs. Ewalds nasjonalsang «Kong Christian stod ved højen Mast». – men aligevel en Vei for store fyldige Tanker. Hvorledes kunde det gaa til, at Dansken kunde tabe sit høie Maal paa Livet, saalænge det forundes Ungdommen, netop i de rige Udviklingsaar, at vandre langs med Bredden af dette brede, funklende Dyb? Jeg har altid elsket Havet – paa et Par Aar nær – strax efter min Faders Død,Hennes far døde i 1846. Magdalene reiste hjem til begravelsen og fødte derfor sin sønn Thomas i København. thi da var det rent en Gru for mig at se Bølgerne bryde sig med det hvide Skjær mod hinanden, jeg syntes at se en Dødninghaand i hvert Blink. Siden hen fik jeg paa den eiendommeligste Maade et nyt Øiemaal paa dets gribende Storhed. Kan De forstaa – kan Du forstaa mig, Du Lille? – at jeg oppe paa OdinshøiOdinshøi er et høydedrag ved Hellebæk nord for København. tog en Haandfuld nypløiet Muld op og ved at se mig henrykt paa den skjulte Spirekraft, der ligesom laa for mig i de sorte Atomer, kom jeg til at maale Havet med det samme Syn – der laa det jo, ikke blot som den af Gud banede Vei for Kulturen, hans evige Kjærligheds Gave! heller ikke blot som Kunstens uforgængelige Storheds og Skjønheds Ideal – men, som det svulmende, overfulde Forraadskammer, aabent til alle Tider for den tærende Menneskehed. Ja det er De vel enig med mig i, at Mennesket med en sig selv ubevidst Henrykkelse dvæler ved det, som yder ham sin Næring. Se paa de glimrende røde Drueklasser – disse Pragtdruer, som De nok kjender, hu! de ere for mig, som Frugterne i Aladins Have, kolde og Sjælløse uden noget dybere Forbund med min Sands; thi husk de lyve jo! Og betrakt Kirsebærtræet med den snehvide dobbelte Blomst, der oversaaer hele Træet med sin blændende Pragt – men det er goldt. Ja Omsorgen for vort Legeme er begrundet i hvert Aandrag, som vedligeholder det – Omsorgen for vor udødelige Sjæl, er den ikke udsprungen af det samme dybe Væld, er det ikke egentlig Frygten for at tabe Livet, der tænder det stærkeste Blus for Haabet om et Liv efter dette?

Min elskede Kammerat, jeg er en uvidende Stakkel, som higer efter Lærdom, giv Du mig da Noget af hvad Du tror og tænker – men jeg vil aldrig mere tvivle! Nu maa jeg snart slutte, desværre! Men mine Tanker ere flinke Vandrere, flinkere end Skyen, flinkere end Fuglen, flinkere end Noget i Naturen, og med dem hilser jeg Godmorgen og Godnat til min unge Ven, og tager ham med i det vilkaarligste Overmod nogen nordisk Kvinde har eiet; godt at han imens har sin stille Fred og aner ikke, ligesaalidt som den Bjergtagne, hvad han oplever eller tager Del i. Jeg har saaledes i denne Tid skrevet tre Sagn til Godtfred RhodesGotfred Benjamin Rode (1830–1878), dansk litteraturhistoriker. Bog, der foregaar Mangt, der, kan De tro, de ere forresten for halvvoxne unge Herrer – jeg skriver for Halvvoxne! Gud hjælpe mig, det er vistnok en mager Kost for Drenge, som trænge stærk Næring for at voxe. –

Men hvilket Liv jeg denne Sommer har ivente! Ikke en Stunds Ferie, kun Søvn og Arbeide – ak lad mig ikke glemme de gode Ord min Ven nok sender mig til at holde Modet oppe med. Jeg skriver paa et større Arbeide – en Bondehistorie,Bonderomanen Solen i Siljedalen kom ut høsten 1868. den handler – nei lad det vente. Gud hjælpe mig vel udover de mange Vanskeligheder i dette Værk, hvis Anerkjendelse tilvisse bliver meget tvivlsomt, fordi det er et Culturbillede og følger for største Delen den jevne, aabne Landevei fra et Hus til et Andet. Det kan vel lidet nytte, at jeg er indtil Tosseri forelsket i min Helt – ja i den Grad, at jeg selv har valgt en Kvinde for ham, som Vorherre maa vide om han bliver fornøiet med. Men hun er aligevel den Eneste – i hele Verden den Eneste for ham. –

Og nu en Kammerats inderlige men modløse Anmodning: Kom paa Tilbagereisen om Christiania og vær hos os en kort Tid?? Jeg har en herlig SønStesønnen Johan Herman Thoresen. – Fuldmægtig i Justitsdepartementet – og Ole Jensen,Student Ole Jensen var datteren Dorothea Thoresens (f. 1848) første forlovede. Hun ble gift 29. juli 1870 med Conrad Falsen, senere generalkonsul i Arkangelsk. som ogsaa er en flink, brav Gut, er her paa samme Tid – aahvad! spørge alle Børnene. Men skriv dog, før De reiser hjemmefra. O, skriv helst strax! til Deres

Magdalena Thoresen

Er dette et Sammensurium af et Brev!




22 Juni 66

Tak for Deres kjære fortræffelige Brev! det traf mig nedsunken i svage og slappe Tanker, men meddelte mig ny Handlekraft og gjengav mig gammel Enthousiasme. Siden jeg skrev sidst, har jeg gaaet og ventet paa Indkaldelse,Forholdet til Tyskland var fremdeles spent etter fredsslutningen mellom Preussen og Danmark i oktober 1864, da Danmark matte avstå Holsten, Lauenborg og hele Sønder-Jylland opp til Kongeåen, til Preussen. Flere av Brandes’ kamerater hadde falt i krigen. men det synes nu, som om vor Regjering anseer det for klogest ikke at ruste; blot den ikke tager feil. Nu er jeg jo for; dog den nye og større Horizont, som de politiske Begivenheder i kort Tid kunne give hver enkelt, gjør, at alle daglige Forhold, alle sædvanlige Tankekredse synes mig smaa og snevre. Jeg har i disse Dage med min Ven Gabriel SibbernsLudvig Frederik Gabriel Sibbern (1824–1903), dansk filosof. Sibbern hjalp Brandes med artikkelen «P.S.V. Heegaard: Indledning til den rationelle Ethik», som først ble trykt i Dagbladet 15.7. 1866 under merket «Gg». Hjælp skrevet en lang stærkt polemisk Artikel til «Dagbladet» mod vore Absurditetsphilosopher. løvrigt har jeg levet mest og dybest i de forunderligt rige Stemninger, som Sommerens Naturliv paa alle Dags- og Nattetider meddeler. Det er Skade, at det Eneste, Erindringen bevarer, er Handling og Tanke; thi Stemningen indeholder Tidt saa Meget, at Ord ei kunne udtømme det og neppe Toner gjenfremstille det; det kommer vel af, at Stemningen i sin Eenhed sammenfatter utallige, hver for sig paany uendeligt sammensatte Enkeltheder. Et Bad i aaben Sø, Synet af en Række blomstrende Kastanietræer, den svage Duft af et med lyserøde Blomster helt bedækket Æbletræ, Spurvekvidder udenfor Vinduet, en Solnedgang – blodig som den Hævn, der nu tages over Tyskerne – give hver for sig Sindet et ganske eiendommeligt, helt optagende Stemningsindtryk. Hvor skjøn er ikke Naturen paa denne Aarstid. En Søndagnat for noget siden, gik jeg fra Rungsted til Lyststedet Sophienberg og tilbage: Himlen aldeles skyfri, Stjernerne svage men klare, Rødt i Nord, Duft af Lindetræer, saaledes som aldrig om Dagen, Vandets jævne Plasken og Brusen, nu og da et Kornmodsblink over hele Himlen, stedse stærkere Gjenskin af fjerne Lyn. Jeg lærte i min Eensomhed Et og Andet af Stjernerne den Nat. Forleden Dag tog jeg ud til Fredensborg til P. M.,Dikteren Frederik Paludan-Müller (1809–76) bodde i Fredensborg. der nu har gjort et stort Digterværk færdigt. Han gav mig som sædv. baade mere Vin og mere Ros end han selv vilde kunne taale. Saa tog jeg med Jernbanen til Birkerød og gik derfra over Hørsholm til Rungsted, hvor jeg sov om Natten. Næste Dag tog jeg med Dampskibet hjem igjen og følte, hvor deiligt det er at staae i den varme Sol yderst i Forstavnen paa et Skib der er i Fart, og bæres ud i Livet sin Skjæbne imøde. Den Dag var det Sol, den foregaaende, da jeg gik, var det Støvregn, men ganske svag og mest klart Graaveir. Jeg overtalte mig tilsidst til at troe, at i Grunden var Skov og Sø dog smukkest i denne Belysning, men et eneste Solglimt, der pludselig brød frem og ligesaa pludselig forsvandt, gjendrev mig totalt denne Tanke. Saaledes er det omtrent med Resignationen, man overtaler sig til at finde denne Tilstand den bedste, indtil Lykken atter sender et Smil. Imorgen tager jeg til Rungsted igjen og bliver der nogen Tid. Den Familie jeg boer hos, bestaaer af Forældrene og to unge Døtre. Faderen er den nu afgaaede Finansminister, forhen anseet Æsthetiker, Heibergs Ven og Kammerat, nu Statistiker og Statsmand. Det er med ham, jeg skal reise;Stockholmsreisen senere på sommeren med C. N. David. men da jeg har lovet ham eller rettere hans Kone ikke at forlade min gamle 70-aarige Excellence paa Reisen tør jeg desværre ikke tænke paa at tage hjem over Christiania. Det er ellers smukt af Dem, hvem jeg nu bestandig render over Dørene med mit Sort paa Hvidt, at De ovenikøbet vil have mig at trækkes med in persona. løvrigt er det ei umuligt, at jeg senere paa Aaret kommer til Christiania; thi maaskee kan jeg til Efteraaret ikke komme til Paris paa Grund af Krigen. Har jeg forresten nogensinde fortalt Dem, hvorledes jeg fik Penge til denne Reise? Det gik saaledes til. Jeg holdt i Vinter nogle Foredrag over Runeberg i en Privatkreds for en Snes unge Damer, (for en Del) af Noblessen. Af disse Foredrag havde jeg megen Glæde; thi det lykkedes mig, som baade har nogen naturlig Lethed til at tale og som naturligvis desuden inspireredes af de mange smukke Øine, at omvende næsten den hele forsamlede Fraction af Kvindekjønnet til Danskhed og Skandinavisme, netop fordi jeg tordnede mod de Meninger, de hver Dag hørte af deres Fædre og Brødre. Jeg fik dem endog til at læse Svensk, hvilket Sprog de aldrig før hadde seet og høstede megen Tak og Bifald. Blandt disse Damer var der to unge Piger, der have en hovedrig gammel Tante.Tanten var en fru Rose Goldschmidt, f. Gerson, enke etter grosserer Hirsch Jacob Goldschmidt. Brandes var langt ute beslektet med henne. Hun hadde allerede i mai 1862 støttet en søknad fra ham på det sakalte Gersonske legat som ble utdelt av den mosaiske menighet i København, men uten at han kom i betraktning. (Fenger: op. cit., s. 51 og 75). De omtalte for hende mine Foredrag med saa megen Varme, at hun fik Interesse for mig, sendte mig et Brev af den yderste Finhed og Hjertensgodhed og bad mig om at modtage en Sum Penge til en Udenlandsreise af hende, der havde flere Penge end hun brød sig om. Jeg betænkte mig Noget, gik saa op til hende og sagde: Tak og Ja. – I denne Tid er jeg begyndt at komme i Skuddet og faaer jævnlig literære Tilbud, dog kun undtagelsesvis virkeligt gode og sammenlignelsesvis uegennyttige.

En meget stor Sorg har jeg haft. Min kjære gamle Ven Prof. BrøchnerHans Brøchner (1820–75), dansk filosof, docent og fra 1870 professor ved Københavns universitet. Han kritiserte Søren Kierkegaards og Rasmus Nielsens filosofiske synspunkter i verker fra slutten av 1860-arene. Han støttet Brandes i debatten som fulgte etter gjennombruddsforelesningene høsten 1871. er paany meget svag og syg, hans Bryst er atter angrebet og han mener selv at kunne føle, at han ikke lever Vinteren over. Dette Tab, som jeg længe har befrygtet, vilde for mig være stort og uerstatteligt. Han var tilmed den eneste, som kunde træde op mod de herskende philosophiske Fordomme og Overgreb med den fornødne ved mægtig Kundskab og udviklet Tænkning betingede Myndighed. Falder han bort, staaer jeg næsten ene med min Overbevisning, og vil faae haarde Kampe at bestaae; men jeg føler i den sidste Tid, skjøndt legemlig svag, de aandelige Kræfter langsomt voxe i mig. Saa syg Brøchner nu end er, agter han dog nu at annoncere en Række Forelæsninger, der, om det lykkes ham at fuldende dem, ville blive en mægtig Støtte for al fremtidig sand og ærlig Forskning herhjemme.

Den søde, elskelige, stille, langsomme Richard[t],Christian Ernst Richardt (1831–92), dansk dikter og teolog, og en ungdomsvenn av Brandes. hvem alle Mennesker holde for Nar, lader Dem gjennem mig bede om at tænke paa ham og sende ham, hvad De har lovet ham. Kommer det ikke snart?

Og nu Farvel, tag tiltakke med disse Linier, min Veninde. Vær stærk og ved godt Mod, som De formaaer at være det. Vil De hilse Deres elskværdige Døtre fra mig og sige dem, at det rører mig meget, at ogsaa de brød sig om at see mig hos dem. Dog er det maaskee nok saa klogt at jeg bliver borte, hvis jeg vil bevare deres gode Mening om mig, om jeg end ikke bliver borte af den Grund. Naar De har et ledigt Øieblik engang og jeg just da falder Dem ind, vil De saa skrive et Brev til mig til Kjøbenhavn.

Deres Ven.

(De veed nok Navnet, De kjender Røsten).




[Stockholm] Den 12 juli 1866.

Min kjære Veninde!

Det er en smuk, stille, aldeles klar Nat, saa dagklar at ingen Fixstjerner er synlig fra mit Vindve her paa Gustaf Adolfs Torget og kun Jupiter staaer straalende i hele sin Glands over det Kgl. Slot. Jeg er gaaet hjem, saa skjøn end Aftenen var, for ei at træffe nogle Bekjendte, hvis Selskab er mig ubehageligt om Formiddagen, men som jeg skyer om Natten, og saa er det hændt, at mellem mine Kjære, hvilke jeg med Undt. af min Moder alle har narret for de lovede Breve, er De den, der i dette Øieblik var mit Sind og min Stemning nærmest. Om det Meget, jeg i disse Reisedage har sæt og lært at kjende, fortæller jeg Intet til Dem; thi det er ikke hvad De bryder Dem om at høre af mig og lige saa lidt hvad jeg føler Trang til at meddele Dem; men jeg længtes fra Alt det Stygge, Haarde, Tillukkede og Aabenmundede, hvoraf Verden er saa fuld, efter Renhed og Kvindelighed, efter en Følelse paa eengang dyb, ædru og sanddru. Derfor vendte min Sjæl sig uvilkaarligt til Dem.

Det er godt for Dem at De er, som De er; thi var De blot lidt anderledes, blot endnu lidt nærmere det Ædleste og Bedste jeg kjender af Menneskelighed, da skulde jeg vove ret at klynke for Dem, at bede Dem om nogle bløde og milde Ord som Lægedom eller rettere som øyeblikkelig Lindring mod al min Vemod, min Hypochondri, mit smertelige Tungsind.

O blot De var saa god, at De umuligt kunde bryde Dem om mig eller holde det Mindste af mig, ikke kunde føle gnist af personlig Sympathie for mig, da skulde jeg – ak nei! da kunde jeg jo umuligt tale til Dem af mit Hjerte. I dette Dilemma er jeg bestandig bestedt. Jo større Pris jeg sætter paa Nogen, des mere brændende ønsker jeg ham og vil jeg ham – uden Forstyrrelse af hans Individualitet – endnu ædlere, forstandigere, renere, stærkere, bedre – indtil jeg betænker, at han, saaledes udviklet, ikke mere kunde føle sig personligt hendraget til mig, og saa ønsker jeg ham da tilbage til hvad han er og lader, som i Wessels «Gaffelen», det siste Ønske ophæve det første. Tag dette Galskab for hvad det er: Spøg og Alvor, Latter og Taarer imellem hinanden, og vær og bliv min gode Ven.

Endnu nogle Ønsker, som intet andet Ønske skal forstyrre eller ophæve! Gode Ønsker for Dem og Deres Gjerning! et Haab om at De maa være sund og stærk og rolig, ikke vil overspænde eller overanstrenge Dem, men leve i Fred og god Forstaaelse med Dem selv og med Alle.

Til Slutning lidt Passiar! Stockholm er en vidunderlig deilig By og Reisen gjennem det fattige uopdyrkede Land herop var interessant og smuk. Landet er for en stor Del endnu i Naturtilstand, til gjengjeld er dets Civilisation forfinet og blødagtig. Armod dybest inde og Glimresyge udad til. Pragtbygninger mellem Træhuse. Glimrende Opera men ussel Brolægning, ret dygtige Skuespillere men elendigt Repertoire, storartede Hoteller, men saa dyre som om Landet skulde leve af de Fremmede. Her er Naturen dog deilig og meget Nyt og Skjønt at see. Maleriudstillinger og de gode Konstsager i Nationalmuseet have tilligemed Theatrene mest interesseret mig hvad Konsten angaaer. Svenskere og Nordmænd overgaae os som Malere tidt i dristig og routineret Composition, men vi Danske staae ypperst ved en fordringsløs men uerstattelig Inderlighed, som man pleier at kalle Naturtroskab, men som er mere end dette, er en inderlig Trofasthed mod Naturen og dens Aand. Gid ogsaa vi to maa leve i en saadan, stedse fuldere og renere! Jeg er Deres Ven

Georg Brandes.




Christiania den 6te August [1866]

Min unge Ven!

Om De er kommen hjem ved jeg ikke, jeg har skrevet til HegelFrederik Vilhelm Hegel (1817–87) var direktør for (det danske) forlaget Gyldendal, og Magdalene Thoresens forlegger. og bedt ham undersøge det; thi jeg længtes efter at skrive Dem til, men jeg har intet Svar modtaget. Det sidste Brev De skrev mig til fra Kjøbenhavn indeholdt en Yttring, som skræmmede mig lidt tilbage fra Dem. De beder om Undskyldning fordi De løber mig paa Døren med Deres Breve, og undres og glædes paa samme Tid over min Taalmodighed. Kjære! De har jo bare svaret paa mine. Jeg er altsaa den, som løber Dem paa Døren, og med dem Fornemmelse var jeg bleven længe taus, sikkerlig salænge til De selv spurgte mig hvorfor. Og spurgte De mig aldrig, godt, saa vidste jeg hvor De var landet, og jeg havde trukket mig tilbage i mit Sneglehus med en sørgelig Erfaring mere, ja den havde tilvisse stængt min begeistrede Tillid inde for dette Liv. –

Saa beder De mig tilslut om at skrive Dem engang til i Kjøbenhavn – naar jeg længes lidt efter Dem. – Ja ja! Lad os være enige om at le en Smule af dette koldsindige Udbrud; thi svare Dem paa det, det behøves ikke, De har tusinde Ord fra min Haand, som sige Dem, hvad De tør tænke og vide. Men af Alt, hvad mine Breve have sladdret i Ubesindighed om, Et er der, De skal holde Dem til, og det er Styrken til at være sandfærdig – jeg bruger ingen Omsvøb. Dog er ikke altid dette saa priseligt, thi stundom siger man Sandheder, man helst kunde tie med – Jeg vilde, at De skulde brænde mine Breve; thi de maa aldrig komme nogen Anden for Øie – ikke engang Dem selv! De skal bevare Indtrykket af dem, saalænge De holder af mig, og det vil De gjøre altid det tror jeg, ligesaa meget i Kraft af hvad jeg ved om Dem, som hvad jeg ved af mig selv. –

Nu, endnu et Ord til om hint underlige – udenpaa skrevne Brev! De er saa mærkeligt overvældet af Elskværdighed og Forekommenhed fra alle Kanter, De vandrer for mit indre Øie omkring mellem alle disse smigrende, kjærtegnende Mennesker, som et forkjælet Barn i røde Silkeledebaand – De forstaar mig jo nok, naar jeg siger dette? Min Natur har et Hang til Strenghed, det fulgte jeg, da jeg drog herop, og dem jeg inderligt elsker taber jeg nesten altid – nei uden Undtagelse altid i Menneskeforgudelsen. Hvor er ogsaa der Kampens Mulighed, og hvor er Fremgang uden Kamp? Jeg kjender Intet en arbeidende og streng Natur længter og higer saa stærkt imod, som denne velsignende, men slappende Mildhed og Anerkjendelse. Men tusinde Gange hellere fulgte min Sjæl Dem paa en ensom Vei, hvor Ingen endnu kjendte Dem og vinkede Dem til sig med de mange Hilsninger og lokkende Ord – tusinde Gange hellere fik jeg et mismodigt Brev fra Dem, hvori De klagede over Tryk end et Brev, der aander en Tilværelse mellem lutter Lystfarter; thi der kjender jeg Dem ikke længer, kan ikke følge Dem uden som en Sky for Solen. Men det er Verdens Feil i vor Tid, at Alt baade i Aand og Materie skal drives frem til tidlig Modenhed, for ligesom at haste paa Naturen. Sandelig, Verden tager en ung, begavet Mand som Børn de umodne Bær. De rapse til sig og sluge, hvad der frister dem i Stunden uden at tænke paa, at derved bryde en Naturlov og plyndre deres egen Tilværelse. O Gud velsigne Dem (mon camarad!) vær stærk mod Strømmen! Følg ikke med, selv om De derved skulde se ud som staaende tilbage. Skriv ingen – eller dog ikke for mange – af disse Smaaprodukter, som nu synes saa vigtige for de unge Mænd at kaste ud i Aviserne, ligesom man kaster en Mynt ud den sandige Vei – enten det er Guld eller Kobber, den ligger snart nedtraadt i Støvet ligevel. Hold Dem borte fra Øieblikkets smaa Kævlerier, De er for god til det, og De er ikke heller af dem, som kan slippe fra Sligt uden Skade. De har ikke denne overvældende Fyldighed, som trænger til at løbe Hornene af sig eller den kolde Frækhed, som Intet bider paa. De skal tie og lytte – De skal fornemlig give Tid – og saa skal De samle Dem til det store Slag, derved voxer Deres Aand og modnes for en Sag. Hvad der skrives i Avisen er og bliver dog Døgnføde, hvor stærk den end er tillavet, og hvor det lammer! Denne hurtige, Øieblikkets Næring for den higende Aand, hvor den er skuffende, hvor den er usund! De ser jeg har Skræk for Deres Fremtid – har jeg Grund til at have den? – svar paa dette. Har jeg maaske ikke Lov? Ja jeg har Lov, hvis noget Menneske har den ligeoverfor Dem. –

Dermed er hint Brev besvaret. Og nu det næste! –Jeg har lidt og stridt en Del fra jeg sidste Gang skrev Dem til og til denne Stund. – Saa sad jeg en Middagsstund paa en Kirkegaard, som ligger ved Siden af min Bolig. Det var en deilig Dag og der var vidunderlig skjønt, hvor jeg sad. Da kom der en saa stærk Længsel over mig efter at vide Noget om Dem, at jeg med al min Evne ikke kunde tæmme Sindets Uro, og jeg gik hjem til min stærke Tilflugt i enhver Kamp – til Arbeidet. Og da laa Deres Brev paa mit Bord! Har De nogensinde set et Brev fra En, De holdt af, ligge paa Deres Bord, naar De tren tung og mismodig ind af Døren? – Det gjør godt, ikke sandt? Ogsaa var det et virkeligt Brev, et Bevis paa en virkelig Længsel. Der var igjen hin vidunderlige Forstaaelse af mig, som jeg tror jeg har Lov til at glædes ved, og som jeg takker Dem for, som en Veifarende takker for Husly. Men tillad mig at sige Dem en Ting: De har ogsaa Noget at takke mig for! Den man kan skrive til, som De skrev til mig i hin vemodige Aftenstemning – uagtet De ikke er af dem, der trænge til de store Sjæleudstrømninger – den, han eller hun, ligemeget, har været med at underskrive et Borgerbrev, som ikke er af denne Verden. –

Men der faldt Ord i dette, Deres Brev! – Ja husker De, hvad vi talte om i det sidste Øieblik vi skiltes? – Læs dog Søren Kirkegaards «Gjentagelsen»Søren Kierkegaards Gjentagelsen: et Forsøg i den experimenterende Psychologi kom ut i Kbh. 1843 under psevdonymet Constantin Constantius. og har De læst den, saa gjentag Læsningen for en Del. De vil da deri finde en ung Digternatur, som er Deres udtrykte Billede. Ja mærk Dem denne unge Mand; thi det vil sandelig i et Kjærlighedsforhold gaa Dem som ham. Jeg har halvannet Ark beskrevent Papir liggende her i min Mappe, det var engang bestemt til Dem, men lad hellere Kirkegaard tale, hans Ord have en større Fynd end mine. Jeg vil om mig selv sige, thi De skriver i Deres Brev, at De vilde ønske jeg var meget bedre end jeg er – ja saa god, at jeg umuligt kunde holde af Dem, ak ja! Gud give jeg var meget, meget bedre! Men var jeg Idealet – hvor fattig var jeg ikke da selv! O nei, lad mig være mangelfuld, som jeg er, saa jeg kan have Lov til at elske og længes, saa jeg kan have Trøsten i min stærke, sande Stræben efter Fuldkommenheden, naar jeg strider med Kjødet, der vil den magelige Vei, der vil lindres, kjærtegnes og lokkes for. Tag nu ikke dette i den Mening, at jeg ligger i Strid med mig selv – det har jeg gjort – men det er overstaaet. Ja Gud lade mig blive meget bedre! Men tilvisse bliver jeg aldrig saa god, at De ikke kan være, mon camarad, og jeg Deres kjærligste Veninde.

Magdalena Thoresen




[Christiania, primo aug. 1866]I avskriften som beror i Håndskriftsamlingen, Nasjonalbiblioteket avd. Oslo, er dette oppfattet som et tillegg til Magdalene Thoresens brev av 6. august 1866 (jfr. Forord til denne utgaven).

Kjære! Jeg har lovet Bjørnson at arbeide med hans Blad medens han er i Stokholm – Norsk FolkebladNorsk Folkeblad: illustrert ukeblad 1866–1873, grunnlagt av O. Hansen og P. Olsen. Bjørnson kom inn i redaksjonen i 1866 og var eier av bladet 1869–71. 1 et brev til Hanna Wiehe av 21. juni 1866 skriver Magdalene Thoresen at hun oversetter en del for Bjørnsons Norsk Folkeblad denne sommeren, for å tjene penger. (Breve fra Magdalene Thoresen 1855–1901, utg. av Julius Clausen og P. Fr. Rist, Kbh. 1919 (1971), s. 61) – Dertil har jeg lovet en Fortælling, og den har jeg i Aanden; men Stedet vil jeg skal være Hellebæk ved Helsingør – der har jeg ligget en Sommer og brugt Badene. Men kan De ikke hjælpe mig med en Slax Localbeskrivelse – bare enkelte Noter? Gjør det og send mig dem snart! Derved faar De en Grund til at løbe mig paa Døren. Saa vil jeg da sige Dem, at jeg imorgen slutter en Fortælling til C. RichardtChristian Richardt utga senere dette aret antologien Vintergrønt i samarbeid med Georg Brandes. – ak! jeg vil længes efter at vide hvad De siger om den, mig har den taget dygtigt paa. Jeg sender den direkte til Richardt. Til Hegel har jeg skrevet om den, men jeg tror, oprigtig talt, at han er vred for det; thi det er jo en anden skandinavisk Forlægger, som skal udgive Bogen, og det har jeg ikke vidst før. – Erindre Dem nu Hellebæk! Jeg tror det er et Sagn om Hamlet? Hvad betyder Odins-Høi?

M. Th.




D. 9de August 66.

Min Kjære Veninde!

Med megen Længsel havde jeg ventet Brev fra Dem og var forundret og urolig over saa længe Intet at have hørt, da jeg forleden paa Gaden traf Fru HauchFru Hauch: formodentlig Frederikke Elisabeth (Renna) Hauch, f. Brun Juul (1811–96), hustru til den danske dikteren Johannes Carsten Hauch (1790–1872). (en prægtig Kone – ikke sandt? – kun lidt for høitmælende), der netop samme Dag var ankommen fra Norge. Hun sagde mig, at De ikke var syg, og at De hadde sendt mig en Hilsen. Jeg besluttede da at vente lidt endnu, inden jeg paany skrev Dem til og fik nu idag Belønning for min Taalmod i de beaandede Blade, jeg nys har modtaget.

Det har bedrøvet mig at see, at jeg nu igjen ubevidst har krænket Dem; men jeg kan ikke holde den Ytring tilbage, at De selv dog maaskee har en lille Del af Skylden, De, der som en utaalmodig Minister gjør enhver lille Sag til et Cabinetspørgsmaal; De har saa vanskeligt for at vænne Dem til min tilvante Udtryks maade, som jeg paa min Side ikke kan opgive uden Affectation. Hvorfor vil De, min kjære Veninde, der er saa varmtfølende, saa stærk og saa viis: som har saamange af de store almennmenneskelige Egenskaber, hvorfor vil De undertiden være saa norsk, saa norsk, hvorfor aldrig græsk nok til at være nænsom mod Formen eller fransk nok til at tage let paa det Lette eller dansk nok til at forstaae Spøg! O jeg veed det: det er afskyeligt at faae en Vennehandske for en Vennehaand, men er Handsker ikke ligefuldt en smuk Opfindelse, og hvo vilde vel tage paa en Dame som paa en Kanon! Grækerne sloge Lyren med et zirligt forarbeidet Plekter, ikke – som vore moderne Poeter – med de bare Fingre, der blive hudløse og blødende ved Slaget, og HeibergJohan Ludvig Heiberg (1791–1860), dansk forfatter og teaterkritiker, gift med skuespillerinnen Johanne Luise Heiberg. var i dette Kapitel græsk. Hvorfor skal han have levet forgjæves, hvorfor skulde vi Intet lære af denne store Aand! – De maa ikke smerte mig ved at betragte dette som Grønskollinge-Skolemesteri, men De vil forstaae mig saaledes som en ædel og udviklet Kvinde kan det.

I mit næstsidste Brev lapsede jeg mig ved at fortælle Dem om, hvorledes der fra flere Sider vises mig Imødkommen og Yndest; jeg kunde idag tilføre nye Exempler paa en smigrende om end ingenlunde uegennyttig Opmærksomhed. Men tro ikke, at jeg nu, slap og forkjælet gaaer i Andres Ledebaand. Ethvert Menneskes Liv har jo sin lyse og sin mørke Side; den sidste vender han nødigt ud mod Andre, nødigst mod dem, han nødigt vil bedrøve; dem viser han helst et glad tilfreds og lykkeligt Ansigt. Saaledes gjør ogsaa jeg; men tænk derfor ikke ilde om mig; jeg har allerede i lange Tider lidt af et saa stærkt og rugende Mismod, et saa pinligt Tungsind, at ingen udvortes Begunstigelse skal kunne skade mig stort – eller gavne mig synderligt.

Med Taknemmelighed har jeg læst det Sande og Fortræffelige De siger om Avisskriveri. Jeg veed ikke om mine sidste heftlige Svar paa haaarde Angreb har givet Dem Anledning til disse Betragtninger. Dog nei – De vidste jo ikke jeg var kommen hjem. Men i ethvert Fald – De har Ret. Indrøm mig blot, at mine Artikler ikke ere af den fade Art, og tro mig: der staaer noget hidtil Usagt i enhver, jeg har ladet trykke. Det var mig en Tidlang en Nødvendighed at skrive nogle Indlæg i Bladene, jeg vilde lære den Skrivemaade, som dertil udfordres, og som var den, der var min Universitetsdannelse allermest fremmed; men jeg har ikke paa nogen Maade bundet mig til Journalistikken og jeg har skrevet og skriver større Ting. Det vil vel ogsaa med Tiden vise sig, at den Polemik, hvortil jeg har givet mit Stød og vil give flere, at den ikke vil blive uden Frugt for vor Dannelse herhjemme og jeg skal da ei beklage mig over alle de Uforskammenheder, jeg for den har maattet høre, sidst i «Fædrelandet» af den dybsindige Clemens.Clemens Christoffer Mathias Petersen (1834–1918), dansk forfatter og kritiker og en venn av Bjørnson. Anmeldte bl.a. teater og litteratur i den danske avisen Fædrelandet, inntil han forlot Danmark i mars 1869. Bibliografien Clemens Petersen i «Fædrelandet». Alf Henriques 1906–1976 in memoriam, red. Erik Dal m.fl., Kbh. 1976, gir ingen opplysninger om omtaler av Georg Brandes. Det er imidlertid velkjent at Clemens Petersen tilhørte Rasmus Nielsen-fløyen i debatten om «Tro og Viden» og altså var Brandes’ motstander. – Dog skal jeg mærke mig Deres Ord og rette mig efter dem og om muligt vise mig Deres Interesse og Deres Tiltro værdig; thi De har ligeoverfor mig en Valkyrres Aand og en Moders Hjerte.

Jeg kjender «Gjentagelsen» saa godt som Kierkegaards andre Skrifter, men jeg maa ikke kjende mig selv saa godt; jeg saa mig i Speil, men kunde ingen Lighed finde.

Jeg tænkte De ønskede et hurtigt Svar, derfor er dette skrevet i samme Aandedræt som jeg modtog Deres Brev. Send mig hvad De har tiltænkt mig; det er en Skam at De holder Sligt tilbage. Om Hellebæk skal De meget snart faae Oplysn.; jeg har underligt nok aldrig været der, men omgikkes netop med en Plan til at tage derud. Har De endnu ei afsendt Deres Fortælling til Rich.,Rich.: Brandes’ venn og medarbeider, forfatteren Christian Richardt. da send den heller til mig; thi jeg er i denne Sag R.s høire Haand og han selv for Tiden fraværende. Saa faaer jeg den desuden før at læse, hvortil jeg glæder mig meget. – Vil De nu, naar De læser dette og alle følg. Breve, læse lidt mere Aand og Ild og Inderlighed imellem Linierne end der Bogstav for Bogst. bogstavelig findes i dem, da gjør De mig paa eengang min Ret og bøder tillige mildt paa mine Mangler.

Deres Ven. G.B.




14. aug. [1866]

Hermed sender jeg Dem min Veninde følgende maaskee meget for vidtløftige Rapport, med hvilken jeg beder Dem tage tiltakke.

Da min gl. Ven LiebenbergFrederik Ludvig Liebenberg (1810–1894), dansk litterat og utgiver. iforgaars kom til mig og bad mig engang at gjøre ham Selskab til et Besøg hos Fr. Pal.M.,Dikteren Frederik Paludan-Müller. sagde jeg Ja paa det Vilkaar, at han fra Fredensborg vilde tage med mig til Hellebæk, og bestemte strax næste Dag til Touren. Skjøndt Veiret hele forrige Uge var afskyeligt og igjen idag er under al Kritik, var Dagen igaar ved naadige Magters Indvirkning en lille Oase i denne slemme Tid, en sand Perle af Klarhed og Skjønhed. Vi fandt Digteren elskelig, fin og nobel og deilig som sædvanlig, blev hos ham fra 10-1 og toge saa til Helsingør ad Jernbanen. Den første Strækning af denne Vei er ret vakker paa sin Sjællandsk, den sidste Del overrasker ved sin Skjønhed: man kjører langs Udkanten af en deilig, lys, rank Bøgeskov; hvert Øieblik aabner sig Udsigt til det blanke Hav og til det omskiftelige Hveen, der synes at ligge ligeoverfor den Reisende langs hele Nordkysten; ned mod Havet gaaer fra Veien dybe, med Buske og Blomster bevoxede Kløfter; man seer den svenske Kyst, som den ligger der, smuk og tydelig i den korte Frastand, Helsingborg med Kärnan udbreder sig lige for Øiet.

Strækningen fra Helsingør til Hellebæk er med Rette prist som en af Sjællands smukkeste. Der gaaer een Kjørevei i Sandet nede langs Stranden, en anden for Fodgjængere op og ned ad de høie, skovbevoxede, græsfriske Bakker, som følge Kysten i hele dens Længde og kun en enkelt Gang afbrydes ved en Fordybning, naar en Huulvei inde fra Landet af skjærer sig sin Munding ud midt igjennem Høidedraget. Den smalle Vei er lagt saaledes, at paa Ens høire Side Banken falder steilt ned mod Stranden, men paa den venstre gaaer endnu høiere op til en skovbevoxet Rand, bag hvilken høitliggende Markjord. (Omtrent som ved Lille Klint paa Møen). Længer frem stiger Veien i Veiret til Bankens Høide og nu aabner sig en deilig stor Bøgeskov, hvis bølgeformige Grund er bedækket med det brune nedfaldne Løv. Det spillede rødligt i Solen. Udsigten til Høire er saaledes afgrændset: Bag En dannes Slutningspunktet af Kronborgs faste graalige Mure, dens stærke Taarne tage sig i Afstand prægtigt ud.

Foran En begrændses den derimod af Kullen, hvis brede nøgne Stenmasse med sine takkede Linier danner et eiendommeligt vildt Pendant til det gamle stærke Slot; formedelst Luftperspectivet fortoner Klippens Farve sig stærkt i Afstanden; man faaer et Indtryk af dens Høide, naar man betænker at den, 4 3/4 Mile borte, tager sig saa stor og mægtig ud. En lille Fjerdingvei fra Hellebæk kommer man til Julebækshuset, en [«Hyp» overstreket] Hytte ved Stranden, der er et besøgt Beværtningssted. Udenfor Døren stod et Trug med en uhyre Opstabling af Tallerkener; paa Gjærdestavene hang Kar og Kopper til Tørring. Oven over paa Banken havde et Selskab af unge Mænd og unge Damer leiret sig. – Vi gik derfra til Hellebækskro, bestilte vor Middagsmad og benyttet saa Mellemtiden, medens den blev lavet, til i Fællesskab med min Ven Jonas CollinJonas Collin (1840–1905), dansk zoolog. at gaae til Odinshøi. – Paa Veien derhen bemærkes ligeovfr. Kroen Hammermøllens Geværfabrik med sine 2 Sidefløie, Egnens største Bygning. Selve Fiskerleiet er lille; lave Hytter langs Stranden; foran adskillige Huse, smaa Haver med en yppig Flor af fine lyserøde Stokroser; en lille Dam, udover hvilken et gammelt Piletræ heldede sig med Grenene langt ned i Vandet, en And med Ællinger svømmede om deri; en stor fortørret Søstjerne laa midt paa Veien. Vi besøgte en Fiskerfamilie, som Liebenberg kjendte: Faderen den gl. Riff var 86 Aar, Moderen 83, endnu friske, om end noget svage; Datter og Søn; Børnebørn; Datteren en prægtig rask Kone med allerede hvide Haar; tilfredse, dygtige, venlige. (Slige gamle Folk ere hyppige i Fiskerleierne paa Nordsjælland. I Rungsted findes en gammel Fisker, Anton Aron, der er Stamfader til det halve Leie, Olde fader til en Del, veed ei hvor gammel han er, stærk og sund, giver Drengene paa Øret, regjerer som en Konge, holder Maîtresse etc). Gjennem Fiskerleiet Aalsgaarde til Odinshøi, hvor BaggesenJens Baggesen (1764–1826), dansk forfatter. Baggesen holdt en sørgefest over Schiller i 1791 på Schimmelmanns landsted Sølyst ved Hellebæk på Nord-Sjælland. Den «forlorne» Schiller-sorg hentyder til at man feilaktig fikk beskjed om at Schiller var død. Han døde først i 1805. feirede den forlorne Sørgefest over Schiller, med sine fordømte, sentimentale, tydske Grevinder. Herfra er Kronborg ikke mere synlig, uden naar man gaaer lidt ned ad den steile græsdækkede Høi; thi til høire dækkes Udsigten af Træer. Kullen viste sig pompøs med blaaligt Skjær; den Halvøe, paa hvilken den ligger, strækker sig med tydelige Farver ud overfor den danske Kyst, som bred gul Mark med en smukt grupperet lille Skov. Bag denne Flig gaaer en Vig af Kattegattet, og fjernt bag den igjen, men tilsyneladende lige bak den første Landstrækning, sees i en ganske anden Lufttone det svenske Fastland. Søens deilige Farve, lys inde ved Land, saa blaa og stærkt grøn. Smaa og store Skibe, en lille Baad med tindrende hvide Seil og en stor Tremaster, der vendte Stævnen mod os med alle Seil oppe. Vi gik i Vandet og jeg brændte mig paa en Vandmand, for hvilket jeg naturligvis i mit Hjerte gav Dem Skylden. Jeg har imidlertid forvundet Svien. I Kroen tilfredsstillede vi vor glubende Hunger. Spadserede saa tilbage til Helsingør, dog ikke ad den Vei, ad hvilken vi kom, men gjennem den smukke store Skov Teglstruphegn. Den bestaaer for Størstedelen af store lyse Bøge, alle havde de skudt ungt Løv for anden Gang (som sædvanligt er efter St. Hans Dag); derimellem spredte Birke, fine, elegante. Stænger høie som Huse, ad hvilke Humlen snoer sig op og over hvilke den, forgjæves [«stræber» overstreket] søgende en Støtte, yndefuldt skyder sin spæde Stængel ud i Luften. Marker, paa hvilke den frodige Hør laa rusket i regelrette Linier. Saa goldere Jord, hvor smaa Fyrretræer vare plantede i den tætte violette Lyng. Saa naturlig Fyrreskov.

Her møder nu først den store deilige, af Bøg helt om givne Bonde-Dam, der bugter, udvider og indsnevrer sig og af hvilken et Hjørne er bleven foreviget af Skov gaards Pensel.Peter Christian Skovgaard (1817–1875), dansk maler som spesialiserte seg på sommerlig frodige sjellandske landskaper, særlig bøkeskoger. Saa Kobber-Dammen, baade mindre og mindre skjøn. Saa den større smukke Klare-Sø, ved hvis modsatte Bredder Folk sad og raabte og sang over til hinanden, saa endelig Sorte-Søen af denne regelmæssige Form [tegning av en slags langstrakt halvsirkel], langs Halvbuen helt omgiven af mørk høitidelig, Fyrreskov.

Vi gik ud af Hegnet forat naae Helsingør. I Luften over vore Hoveder saa vi en Skare Trækfugle flyve afsted, vel diciplinerede dannede de i Flugten en lang spids Vinkel [tegning med spissen opp] og det levende Baand gjorde med megen Præcision sine Svingninger og Evolutioner. En kort Gang ad Landeveien, og vi saa allerede i Terrainets Fordybninger udskaarne Partier af Havet med Skibene.

I Helsingør drak vi en fortræffelig Toddy, [«og» over streket] toge hjem om Aften med Jernbanen og vare i Kbh. kl. 10.

Om Sagn der knytte sig til denne Egn veed Ingen Noget og jeg har Intet fundet i Bøger. Snakken om Hamlet knytter sig til Helsingør, men kun siden Shp.sWilliam Shakespeare. Tragoedi blev bekjendt i Danmark. Her har De nu Rapporten, tør, men sanddru, over hvad jeg iagttog af Localet under Samtaler og Spøg, der optoge det Meste af min Opmærksomhed. Jeg har skrevet det Alt og er meget tilfreds hvis De i denne grove Bunke kan finde et eller andet lille Korn, De kan bruge.

Jeg haaber snart at høre fra Dem.

Deres hengivne Ven

Georg Brandes.




den 20 August [1866]

Til Georg Brandes
to halve Ark og to Hele

Nei hvor jeg har været med paa Studenterturen?«Studenterturen» henspiller på fotturen Brandes skildret i sitt forrige brev. Magdalene Thoresen skriver Olsgaard for Aalsgaarde og Mutter Rif for Riff; jfr. Brandes’ forrige brev. Overalt, overalt! Jeg kjender jo hvert lille eller stort Sted, De har fæstet Foten paa; thi jeg har boet der, paa Olsgaard, nær henne mod Odinshoug, i over et Fjerdingaar. Og Mutter Rif kjender jeg, og hun kjender mig fra en dæmonisk Villie jeg satte igjennem hos hende en Dag, de to Badehuse vare tagne ind og et bortført af Stormen – og jeg kastede mig dog i det fraadende Hav uden Ma[r]kise og hængende med den ene Haand i Trappen. Jeg glemmer aldrig den Stund med sin gjennemtrængende Dødsfornemmelse, og dog med Livssikkerhed i Brystet – som jo er Modet. Jeg havde skrevet om Bølgedragene i min «Student»«Studenten», en lang novelle som først ble trykt i debutsamlingen Fortællinger (1863) og utgitt som selvstendig verk i 1888. nu følte jeg det paa selvsamme overvældende Maade, som da jeg tænkte mig det. I slige Øieblikke er man lutter Instinkt. Jeg følte saa sikkert, at en af de fraadende Bølger til, der gik i Badehusets Høide hen over mit Hoved, og saa var Aandedraget borte, og da arbeidede mit Instinkt omkaps med Havet, og som jeg var paa Trappens øverste Trin – tilvisse ynkelig nok; thi det gjal[d]t virkelig om at vinde eller tabe – da slap jeg at krybe ind i Rummet, den vældige Bølge slog mig ind som en Rul! O jeg ved, at jeg havde det lysteligt bagefter, thi da jeg var ude af Kløerne paa den arrige Forfølger, var det som om hvert kommende Drag, fnøs af Harme op imod mig, og jeg lo! Men jeg gjør aldrig det om igjen, nu ved jeg hvordan det er at dø i Havet, at sige i det oprørte Hav, det er let, det er midt i Storheden og en susende Bedøvelse – anderledes at sidde i Baad paa Havet og timevis se Døden ind i det lumske Fjæs. –

Jeg liker nu egentlig ikke, at jeg har fortalt Dem dette; men nu er det sagt. Saa min Fortælling! Ja, det baade piner – og glæder mig, at De skal sidde og bryde Dem med mine Omskrivninger og mine Overskrivninger og med alt mit Lapperi! – Ja ja, min Kjæreste! saa læs den da, men stav Dem vel frem til hvert Ord, saa intet gaar tabt; thi da hænger den ikke sammen. Nu skal De vide en Ting: jeg er meget fattig. Det har sine bestemte Grunde, og kan rettes paa, naar Tid kommer, og det trykker mig ikke mere til Jorden end Regnskyen tynger Fuglen i sin Flugt – en Smule senere kommer jeg frem, men jeg kommer, hvis Gud vil, did jeg vil ligefuldt og ligeglad. Jeg har noget Bestemt at afgjøre med mine Forhold i et rimeligt Tidsrum, naar det er naaet, er jeg fri, og da reiser jeg ud i Verden og mødes da vel med Dem, tænker jeg. Men det er sandt, min Frihed kan ogsaa blive af en anden Art. Naar Striden er endt, ere kanske mine Dages Tal sluttet, det vil jeg helst tro; thi jeg er noget svag, og af det faste Livsfond, det, som ikke reproduceres, har jeg tæret længe. Og paa den Reise ønsker jeg ikke at mødes med Dem, min kjære Ungdom! thi De skal leve. Men det er unødvendigt at tale mere om dette, jeg vil hellere tage frem nogle Punkter i Deres Brev, som jeg har stor Lyst til at diskutere med Dem.

Tror De virkelig, at en dyb sympathetisk Opfattelse bør frygtes af en ung Mand – af en ududviklet [sic] Natur? Ja hvis han hang bunden deri, som Fluen i Æderkoppens Spind, lammet tildøde, ja det er sandt, [«Konglevæv!» skrevet over linjen] da bør han frygte det; thi den høieste Udvikling betinger den høieste Frihed – men kan denne dybe Berørelse ikke netop indeholde et mægtigt Stof til Udvikling, kan den ikke blive Tryllestaven paa Klippen, saa Livsens Væld strømmer ud over alle spirende Evner, der just fattedes den for at tage den rette Væxt? Jeg spørger blot! Men skulde nu Deres Svar være, jo, hvad saa? Gjælder det da ikke for den higende, efter Visdom smægtende Aand, at han ikke er med at drage det Poetiske over i Hverdagslivets Slendrian, at han paa det Bestemteste udsondrer hver Del for sig og ikke fortaber sig i dette aandelige Miskmask, som et Kjærlighedforholds utallige Forvandlinger drager den grublende Natur ud i? Jeg er overbevist om, at der laa noget Rigtigt i den middelalderlige Opfattelse af denne Sag. Dersom et Menneske er en blot receptiv Natur, da kan der komme megen Skjønhed frem af et lovbundent Kjærlighedsforhold; men er han productiv, da lad ham vogte sig, han kan ikke røre ved Sommerfuglen uden at tørre Guldstøvet af Vingerne, ligesaalidt som nogen Anden, og han kan ikke leve uden det. Nei saa vist, som hans Syn til alle Tider ligesom trænger til at bade sig i Poesiens Lysstrøm, saavist drages Synskredsen mere og mere sammen for ham i Hverdagslivets Monotoni. I alle andre Forhold kan han være nærværende med fuld Kraft og hente Inspiration selv af deres Prosa; men af et godt og inderlig venligt, hyggeligt Vaneforhold i Kjærligheden, aanei, det skal han nok lade være at inspireres af undtagen til at præstere en honnet Borger i Staten. Nu, det er jo ogsaa Noget, ja endog Meget; men Castales HelligkildeNymfen Kastalia var datter av flodguden Acheloos; hun unngikk Apollons uønskede tilnærmelser ved å kaste seg i en kilde med utspring ved Delfi på Parnassos. Kilden kom til å bære hennes navn, og vannet ble tillagt undergjørende virkninger. Den skal bl.a. ha kunnet «begejstre digtere», ifølge Salmonsens leksikon. trænger Strøm og Bølge for at sprudle med evig Klarhed, det jevne Hverdagsliv gjør det ved sit smukke fredelige Hegn af Pligt og Dyder til et stille Vand, som da lidt efter lidt voxer til, det har saamangt et smukt og stille Skovvand gjort igjennem Tiden. Men husk nu altid, min Ven, at jeg hermed kun mener de productive Aander, de Reseptive [sic] kunne nætop ved dette bundne Fælledsskab drive Livet op til en langt større Høide. Men naar Poesiens Grundbetingelse, den uudslukkelige Længsel efter Lykke eller Fuldkommenhed – eller Kjærlighed – egentlig er dog Eros Poesiens Grund – naar den skal til at hente sin Næring af et – selv det ædleste – Pligtforhold, saa sygner den hen, bliver tungsindig, bliver tilslut en Larve, som trænger en Forvandling, før den atter slaar Vingerne ud, men denne Forvandling er Graven – eller Døden, og Evigheden er en uopløst Gaade.

I det næste Stadium vi mødes, kjende vi formodentlig ikke til hinanden, men vore Sjæle ville altid staa paa samme Trin som nu: paa den Tid jeg skal til at forlade Klassen er De i Prøvelektion. Men engang, naar alle Stadierne ere gjennemvandrede, hvor mødes vi da? Kommer da ikke hint vidunderlige Ord til sin Ret: Der skal blive en Hjord og en Hyrde! Jeg tror det saa fast. O vær nu ikke stridig i Deres Tanke! vær nu ikke kaad i Deres Smil! De kan godt være lidt af begge Dele. –

Jeg vil forøvrigt sige Dem, at jeg aldrig har læst et eneste af Deres Avisudfald – eller Indlæg, jeg kan altsaa ikke have nogen afgjørende Mening om dem – det er i Principet jeg strider imod den Slax Produktion, der bogstavelig for den efter Sandhed og Forklaring higende Aand, er det Samme som at byde en sulten Vandringsmand sin Mættelse i Theskevis. Og jeg vil have De skal blive til Noget – helst til Meget – men under alle Omstændigheder til hvad De kan. Og da gjælder det for en ung Mand fornemlig at samle sig:
«Es bildet ein Talent sich in der Stille ect.»Sitatet er fra Goethes drama Torquato Tasso, I, 2. Hele setningen lyder: «Es bildet ein Talent/sich in der Stille,/ Sich ein Character in dem/Strom der Welt.» Det er slaaende sandt; thi den tidlige Produktion har næsten bestandig været fatal for Mennesket. Og Nutiden bugner af Humbug – hvem vilde forvæxles med det? Ikke den hvis hellige Løsen er Sandhed. Naar De taler til [mig] om et gnavende Mismod og Tungsind, saa vær da rolig for det, det er Aanden, som tager Næring af Deres hele samlede Væsen, til det Foster, som skal voxe og modnes for Verden. Og slig Næren, fra den dybeste Grund er altid forbunden med lønlig Uro og Smerte. Det glæder mig blot, at det er slig! – Det er underligt, hvordan jeg kan frygte lige over for Dem! der er visse dybe Naturfeil jeg vilde vide Dem fri for, og som vilde tage Størstedelen af min Glæde fra mig, hvis jeg opdagede dem. Hvad siger De om Egenkjærligheden? Ikke at forvæxle med Kjærligheden til mit eget Legeme og til min Sjæl; thi hvis jeg ikke elsker det, hvorledes skal jeg da kunne værge ret om min Aand, hvori dog Guds Aand bor, og mit Legeme! Hvorledes ellers ære det som er skabt i Guds Billede? – Det er ikke slig at forstaa. Nei, det er Forfængeligheden – i concentreret Skikkelse, den urene Aand, som river til sig og sin egen Mættelse, alt det, som giver Næring i ethvert Forhold. – O Gud! Jeg kjænder ikke noget goldere eller noget mere urent end Egoisme, med alle dens hæslige Afarter – og dog vil jeg tilstaa, at det er det jeg træffer hyppigst, og at det er den Pæstbyld, hvis stinkende Udunstning [sic] forfølger mig i mit Arkadien og tager Blomsterduften fra mig. –

Men lad mig efter denne lange, maaske kjedelige, Digression komme tilbage til min Fortælling. Se nu min Kjære! Jeg har havt Brev fra Richardt, at jeg – om jeg ønskede det – kunde hos Forlæggeren faa en Betaling, som stod over min sædvanlige, der er: 30 Rdlr Ark. Det ønsker og fortjener jeg paa ingen Maade. Altsaa det bliver derved. Men jeg pleier at levere til mine Fortællinger 4 skrevne Ark til hvert trykt Ark, og De ser da, at De har at skaffe mig 2 1/2 Ark – trykt – af disse medfølgende 20 Blade. Og Betalingen derfor skal min Svigersøn, Ole Jensen, afhente hos Dem, og De skaffe det fra PhilipsenPhilip Gerson Philipsen (1812–77) eide P.G. Philipsens Forlag i København. om 8 å 10 Dage, eller rettere den sidste i Maaneden. – Naar Ole reiser skal jeg forresten sende baade Richardt Brev – og løbe Dem paa Døren med et til! –

Nu har De da endvidere at mærke Dem, de Afbrudstegn, som findes i Fortællingen, som De nok efter Indholdet vil forstaa at give den fornødne Udvidelse – Nu forsikrer jeg Dem, at jeg ler af Hjertens Grund; thi nu tænker De sagtens: Ja hun er dog en rigtig – Hollænder! for ikke at sige det som værre er. Og nu ved De Besked herom – men hvad De ikke ved Besked om, det er om Alt, hvad jeg i denne Stund følte Trang til at sige. O men Taushed er jo sikker! Det er en Kardinaldyd, som jeg har at lægge mig efter i privat Forstand, og i offentlig? – der er ikke rokket et Sandskorn ved min Tale.

Der er ikke en eneste tung Natur med higende Længsel, der tager Lærdom af min «Student» og tænker paa, at Aanden maa have et brugeligt og bøieligt Redskab for at naa frem – Og der er ikke en stakkels, liden ung Kvinde, som vover at knuse Verdens giftige Tunge med et Slag og tage Skamplaget paa med SigneAllusjon til Magdalene Thoresens roman Signes Historie (1864). – aanei! Dog takket være Gud aligevel! Jeg kunde nok ellers trænge til – nei jeg trænger Intet til. – Kan De dog aldrig samtale lidt med mine fortræffelige og begavede Veninder? Hvad om De tog Dem en liden Tur Onsdag-Aften – helst – ellers en anden Formiddag – ud til Reinhardts? No 33 Fb.-Allée.Magdalene Thoresen losjerte hos de ugifte tvillingsøstrene Mathilde og Julie Reinhardt, som bodde sammen med sin ugifte bror, professor zool. Johs. Reinhardt, i Frederiksberg Allé 33, fra hun flyttet fra Bergen i 1861 til hun flyttet til Christiania i april 1866. Gjør det, og hils tusinde Gange fra mig. Jeg sidder med en straalende, duftende Blomsterkurv foran mig, den kom til mig igaaraftes fra dem – Tak for den og lov dem Brev næste Onsdag med Ole. Om Fru HouchFru Renna Hauch. er jeg enig med Dem. Hun [er] fremfusende og prægtig, sandfærdig og blød. Og nu Farvel! Jeg sender Dem min dumme philosofiske Afhandling om Deres Hjerte – Dem som Ægtemand!

Farvel!

[Ingen underskrift]

Korrektur behøves i høieste Maade!




Den 2nd. Sept. 66

Min gode oprigtige alvorlige Veninde!

Skulkende fra mit Arbeide, der tynger mig haardt, fordi jeg har givet saa mange forskj. Løfter til høire og venstre, at jeg ikke kan overkomme Indfrielsen, indrømmer jeg mig selv den Fornøielse at skrive til Dem; De synes jo efter Deres sidste Par Linier at dømme ovenikjøbet at trænge til nogle venlige Ord. – Deres Fortælling er riktigt modtaget. Pengesagen vil forhaabentlig komme i Orden en af disse Dage. Deres Svigersøn (en rask og brav ung Fyr) bragte mig forleden Hilsen og Bud fra Dem og meddelte mig en livlig Skildring af Christiania, der gav mig Lyst til at see det gode gamle Klippeland, hvis Gjæstfrihed mod Msker [Mennesker] af min Kaliber jo er af nyeste Dato.

Fortællingen gjør Dem helt igjennem Ære:Det dreier seg om fortellingen «Pilt-Ola», trykt første gang i Christian Richardts antologi Vintergrønt (1866) og siden gjenopptrykt i Magdalene Thoresens Nyere Fortællinger (1873). de opstillede Forhold have Sandhed og Dybde, ere sete med et sjælekyndigt Øie og skildrede med levende og stærke Farver. Der er en rystende Alvor i Fremstillingen af Kampen mellom Ola og Thore og i Dødsscenens simple Poesie. Den lille Vise er holdt i den rette Stil og Dicti onen er paa mange Steder høist charakteristisk og ny.

Gider De nu ogsaa høre Noget om Deres Mangler? Jeg mener Jo. Min Mening er at Fortællingen ikke vilde tabe ved et nænsomt kritisk Gjennemsyn f. Ex. betroet til Richardt og mig. Den er ikke overalt fuldstændig gjennemarbeidet, paa sine Steder er Stilen lidt uklar.

Tillad mig nu med det samme en uforskammet Ud talelse om deres Talent, betragtet i sin Almindelighed uden Hensyn til noget enkelt Værk. Hvad De under tiden savner er ikke Hovedsagen, en vingestærk Phantasie – men en vis bon-sens. Dette Udtryk betegner noget ikke meget Høit og tildels noget Negativt, men dog noget Godt og Beskyttende. En Franskmand har sagt: «Le bon-sens est le garde-fou du génie»«Sunn fornuft er geniets rekkverk.» Grunnbetydningen av «garde-fou» er «beskyttelse av den gale». og dette Ord er dybsindigt. Ordet garde-fou betyder Rækværk, men man mindes Grundbetydningen. Deres store Omrids ere altid skarpe og klare; men i Enkeltheder, i Metaphorer og Billeder viser De ikke bestandig den mandlige Sky for det Ubegrændsede og Dunkle, De holder ikke meget af at lade et lille Naturtræk staa, ufortolket, i dets hele Simpelhed, De giver tidt en symboliserende Omskrivning, der er mere eller mindre vilkaarlig. Endelig kan jeg ikke holde den frygtsomme Mening tilbage, at De, om ikke i Dialogen, saa dog i Fortællerstilen burde øconomisere noget mere med de egentlige Norskheder i Ordforraad og Constructioner. Eiendommelighed er en god Ting, men et Folk maa ikke kjæle for stærkt for sine egne smaa Eiendommeligheder. Visse Smaating som den hyppige Besøg af Ordet «slig», af det norske
«En», af Pronominernes for os Danske abnorme Stilling synes ved Gjentagelsen noget stereotype. Man føler som Dansk ligeover saadanne Særegenheder meget tydeligt, at den nulevende Generation af norske Digtere har det ugunstige Vilkaar, at det Sprog hvori de skrive er i Uorden og Gjæring, med endnu ikke fuldt bestemt Individualitet.

De vil føle, De føler – derpaa er jeg vis – at disse Bemærkninger ikke komme fra en Kritiker, men fra en Kammerat, der har nedskrevet dem i det Haab, at De maaske kunde have Brug for noget i dem, naar De i et eller andet Tilfælde var tvivlraadig.

Blandt det Meget jeg ubesindigt har paataget mig at udføre, medens mit Hjerte svulmer af Længsel efter Paris, er ogsaa det at levere Dansk MaanedskriftSannsynligvis Dansk Maanedsskrift (1855–68), red. av M.G.G. Steenstrup. en Afh. om Henrik Ibsen. For hans Kongs-emner har jeg en gl. Beundring, hans «Fru Inger» har jeg nu læst med megen Interesse.Ibsens damaer Kongsemnerne (1863) og Fru Inger til Østraat (1854). Hans Dramer kan jeg hernede alle faae. Af Digtene kjender jeg kun «Terje Vigen». Kunde De ei anvise mig hvor jeg kan finde lyriske Stykker af ham? dog dette er mindre væsentligt, men kunde De ei gjøre mig den Fornøielse at skrive lidt til mig om hans Liv og Personlighed, hvorledes han har tilbragt sin Tid, hvad han har studeret, hvem han er paavirket af, hvad Tro han selv har til sit Digterkald, hvad Tillid han har haft, hvad Formaal han som Kunstner har. Kort vil De skrive lidt til mig om Udviklingen af hans Charakter som Menneske og Digter efter Deres Opfattelse af samme? Har De Ulyst, skal De ikke gjøre det. Og tro dog endelig ikke, hvad De til min Forundring i Deres Brev gav en Antydning af, at jeg er en saadan Egoist, at jeg skulde ville søge Næring og Nytte for mig alene af ethvert Forhold; dertil er jeg om ikke for god saa dog visselig altfor stolt.

Men dette er ikke det eneste Sted i Deres Brev, hvor De synes mig at gjøre mig nogen Uret; eengang syntes De mig at sætte mig meget for høit, nu troer jeg igjen De har noget for ringe Tanker om mig, og jeg kan undertiden ikke værge mig mod den Opfattelse, at hvis De kjendte mine forskjellige Modpoler og Modstandere i Aandens Rige, vilde De i dem finde langt mere beslægtede Naturer; thi min Kolde Forstandighed er Dem en Torn i Øiet, og de Ideer, hvori jeg har mit Liv, og som jeg neppe opgiver før med Livet, dem mener De, at jeg leger med i ungdommelig Kaadhed. Men dog har jeg maaskee Øie for Et og Andet, som selv langt bedre Begavede her hjemme ere blinde for eller ere for feige til at ville see. Ak jeg frygter for, at en uklar Begeistring, der har et Ord at hvidske baade til Følelsen og til Phantasien, men lader det Allerhelligste: Fornuften i Stikken, vilde være Dem langt kjærere, hvis De kjente den i personlig Skikkelse, end min haardnakkede og upoetiske Rationalisme.

Jeg beder Dem – svar ikke paa dette Udbrud, det er mig inderligt imod, at vor Brevvexling skal komme til at dreie sig om den Tomhed, der altid fremkommer, naar man udspinder det uendelige Thema om Forstaaelse og Ikke-Forstaaelse. Selv i Misforstaaelsen forstaae vi endda hinanden og den Ene skal lade den Anden leve sit Liv uden forstyrrende Indblanding; det er et større Under at to tilnærmelsesvis forstaae hinanden end det er at de, naar Forskjellen i Alder, Kjøn, Udvikling, Begavelse, Aandsretning, Dannelse tages i Betragtning, kunne gjøre sig begribelige for hinanden saa godt, som de kunne.

Vil De ønske mig Stadighet og Fasthed til min Gjerning – og jeg trænger haardeligt til begge Dele – saa skal jeg til Gjengjæld ønske Dem en stærkere Helbred; jeg hører med Bekymring at Deres Sundhedstilstand ikke er aldeles god. De trænger kun til en stadig legemlig, jeg desværre til en stadig aandelig Sundhed. Jeg er endnu saa aldeles Lærling, mit Arbeide gaaer saa græsselig langsomt fra Haanden, saa jeg hvert Øieblik vil til at tabe alt Mod og al Arbeidslyst; jeg har altfor ofte ondt for at holde Humeuret oppe og uden nogenledes Humeur kan jeg ikke skrive en Linie. Pal.MüllerDikteren Frederik Paludan-Müller. sagde forleden til mig, at han forud vidste, at jeg ikke kunde overholde mine Forsætter, dertil var jeg endnu altfor ung; og jeg griber med Glæde efter denne Undskyldning; desværre føler jeg godt hvor ringe den er.

Jeg er Deres Ven Georg Brandes.



Den 3die.

Endnu et Par Ord, da Bladet ikke er fuldt. Hvilke dei lige Stjernenætter have vi ikke i denne Tid, man længes bort fra Hovedstaden ud paa Landet og maa dog brænde inde med sin Længsel; thi man vil jo ikke dovne – ligesom om Længselen ikke tog næsten lige saa megen Tid som Adspredelsen. Saa længes jeg, som jeg skrev, ogsaa efter Frankrig. Trods det, at jeg neppe har Tid at forberede mig i sproglig Henseende til denne Reise, trods det, at den forstyrrende vil gribe ind i mine Arbeider og Planer, trods Alt, hvad der taler for at udsætte den maaskee et Aar endnu, er jeg pludselig begyndt at længes som et taabeligt Menneske efter Frankrig og Pariserne. Da jeg blev Student, 17 Aar gl, var det mit Haab og min Hensigt at reise til Paris og lade mig indskrive ved Universitetet der; hos en MorbroderJacob Bendix, f. 1816, død omkring 1860. Han var fransk gift; hans enke var Victorine Bendix. af mig, jeg holdt meget af, kunde jeg have boet. Det blev dengang til Intet, jeg følte mig ogsaa snart saaledes hjemme i Danmark, at jeg ikke engang ønskede at gjøre en Reise, men blot vilde blive her og lære det Meget jeg kunde lære i Kjøbenhavn. Tilsidst blev enhver Tanke om at reise mig modbydelig. Nu er Lysten atter vaagnet om end ikke i sin fulde Styrke. Men naar jeg nu betænker, at jeg 15 Aar gl havde en saadan Reiselængsel at jeg formelig var syg deraf, en saa heftig, overvældende, fortærende, at den steg til Lidenskab, da føler jeg, hvor meget den menneskelige Sjæls Kræfter tage af med Alderen og jeg beklager, at man næsten aldrig faae sine Ønsker opfyldte paa den Tid da Opfyldelsen vilde hensætte En i Paradis.

Nu er min Onkel død og jeg vil være venneløs i Frankrig; men ligefuldt virker den Magi, der knytter sig til dette Lands Navn, endnu mægtigt paa mit Hjerte og om et Par Maaneder haaber jeg at kunne komme af sted. – Jeg maa vel spørge mig selv, om saadanne Raisonnements kunne interessere Dem, men nu staae de der engang.

G.B.




den 21 September [1866]

Min kjæreste unge Ven!

Tusind Tak for begge Deres Breve! Jeg vilde fra Hjertets Grund besvare dem, men en hel Uge er gaaet hen for mig med et smertefuldt Sygeleie, saa jeg er for svag til at kunne skrive, om hvad jeg saa gjerne vilde: Alt hvad De har skrevet til mig skal nemlig Punkt for Punkt besvares. Men fremfor Alt vær tryg! jeg er og bliver i kjærlig Hengivenhed Deres trofaste gamle Veninde

M Thoresen




den 1ste October 1866

Min unge, kjære Ven!

De tror, at jeg endog blot et Øieblik kunde fornærmes over en Tilrettevisning – ja De tror det egentlig ikke, men De frygter det, og i denne Frygt ligger en Elskværdighed fra Deres side. Vi kunne nok, og skulle rette vore Venner, men jeg tror der er en Mangel i dens Natur, som kan gjøre det uden at ømmes ved det. Den Dom De afgiver over min lille Fortælling glæder mig, kan De vide; thi naar et sligt Arbeide er fra Haanden lægger det sig først paa Hjertet, og De ved af Erfaring, hvor det kan tynge. Jeg har en Fornemmelse af, at et udført Arbeide er som et Frø nedlagt i Jorden. Der er en underlig, hemmelighedsfuld Proces forinden Spirekraften begynder, den hedder Tilegnelse i Aanden –

Her stansede jeg for 8te Dage siden paa Grund af en Afbrydelse, og ikke ved jeg, hvad min Tanke dengang fulgte for en Vei, jeg finder den ikke igjen, saa lad den være stængt! Jeg gaar en anden – alle Veie, min Aand kan gaa, maa kunne føre til Dem. Men jeg maa dog besvare et Par Punkter i Deres to Breve: Naar De siger, at jeg ikke ret kan lade en simpel Begivenhed staa hen uden at belemre den med min Forklaring, hvilket er det Samme som at tage Poesien fra den, da er det en Følge af Reflexionen, en vis Mangel paa Umiddelbarhed – og er en Sandhed. Men denne min Mangel eller Svaghed er just det, som paa andre Hold bliver min Styrke, bliver en af Medvirkerne til mit dybe Skjøn. Men jeg skal nok se til at komme af med den. Kan De ikke bevise mig den Kjærlighed at udpege mig et eller andet bestemt Sted? Det klarer Feilen bedre, og hvad der er anskueligt opfatter jeg bedst. Saa kommer Bemærkninger om det Uklare. Min Kjæreste! Stil Dem dog endelig paa det Culturstadium, hvorpaa jeg maa staa – ja saa at sige voxe fast, naar jeg skildrer mine norske Bønder. Enkelte af dem ere klare, men de Fleste ere det modsatte. Man staar ligeoverfor dem, som overfor et lukket Hus – en og anden Skikkelse kommer frem i Vinduet eller titter ud af en halvaabnet Dør – saa forsvinder den igjen og man staar tilbage med sin vaagnende Formodning. Naar man nu altsaa maa saa forunderlig dybt ind i Instinktet – i Sjælegrunden – for at kunne reproducere disse eiendommelige Skikkelser, da maa man ligesom forlade denne Verden med al sin gasagtige Klarhed, den vilde blænde Synet og forvirre Sandsen; naar man skal følge Bevæggrundene, maa man kunne gjennemtrænge Mørket ligesaafuldt som man maa kunne se lige mod Solen. O nei, klag ikke over Dunkelhed i mine Arbeider, jeg ser det fuldt ud – men paa selve Stadiet er der uklart. – Og endelig: Jeg bruger for ofte ensidige Udtryk. Ikke i Dialogen, der maa Alt være som det er – men i mine egne Bemærkninger. Se, det er jo en naturlig Følge som jeg forøvrigt skal give Agt paa, derom være De forvisset. Jeg vilde ikke synes om dette selv. Sig De da til den kjære Ven, Richardt, at han i Forening med Dem retter, hvor der bør rettes, og modtag paa Forhaand min Tak derfor. –

Hutu-tu! Nu kommer det Værste! ergo: jeg vilde føle mig mere vel og tilfredsstillet ved at modtage en høitravende Kjærlighederklæring – De ved jeg holder mere af at kalde den sympathetisk Imødekommen, Kjærlighed end Venskab – af Deres Modstandere end af Dem. Den var sandelig drøi! Og efter Deres Mening er jo de Andre midt i Forvirringen, ligesom Børn i et Skypompe-Drag, og De selv er en Kæmper for Sandhed og Ret. – O De er en slem liden Mand! Har De ikke mærket Dem den Ting ud af al min stærke og tillidsfulde Hengivenhed, at jeg elsker Dem, fordi De tjener Sandheden, min Herre og min jordiske Konge, og fordi De bader Deres unge Sjæl i Fornuftens hellige Lysvæld. Jeg vidste jo, før jeg lærte inderligt at holde af Dem, at De var med blandt Dem, der korsfæste min Frelser – godt, jeg gav Dem desuagtet min Haand som Allieret, og jeg tager den ikke tilbage saalænge De staar som en ren og ædel Kæmper for den ideale Sandhed. At De endog blot et Øieblik kan forudsætte den Svaghed i min Natur, er, frygter jeg nesten, en Svaghed i Deres egen. Jeg gaar ikke bort fra et Menneske saalænge jeg øiner en Gnist af Ide hos ham – ja jeg har sandelig mangen Gang med dum Ihærdighed staaet og rodet op i Asken for at finde, hvad der aldrig maaske havde været. Men De min lille Ven! kan have godt af en Forskrækkelse, og da det ikke er mig, som foretager den, saa tag De Dem kun en, en Gang imellem, den har tilfølge, at De faar en og anden Hjertetone ind i Deres Breve, noget De i Deres fulde Tryghed er meget sparsom paa. Thi det er bare Snak med den Ting: at man ikke kan tale om Sligt i Breve, og man har ikke Ord for Følelsen ect. – jo, man kan sige, hvad man føler, og man kan netop sige det i et Brev. Men lad os ikke strides om det, tal og skriv som De vil, vær blot tillidsfuld og uforbeholden, og vær mig da af Hjertens Grund, til alle Tider velkommen, som den, der over Trængslernes mørke Vande bærer mig et Olieblad imøde. –

Deres Tungsind følger jeg med stor Interesse. Jeg er vis paa, at det er – for at komme tilbage til min første Side i Brevet – Frøekornets Svulmen i Jorden, noget der ikke kan ske uden en lønlig Ve, og som ingen Lindring faar før Spiren har trængt igjennem Jordskorpen. Forspild det blot ikke – det vil sige udtal det ikke, lad det gaa tilbunds, jo dybere og smerteligere, jo rigere bliver Sindet. Al Begavelse er i lang Tid, og vel til alle Tider, et Tungsind. O hvor jeg vil være glad og stolt, naar De kan trænge igjennem med et Arbeide! Har De ikke tænkt paa at tage Doctor-Graden? Hvad vil De egentlig studere i Paris?Brandes reiste til Paris på et tre maneders studieopphold 7. november 1866. Sletintet og Alt? Ja det er maaske det eneste rette. Hvor jeg elsker Paris! Og dog, vær De glad, at Deres Natur fik nordisk Stempel, og at De ikke kom til at henleve Deres Ungdom der. Det er Begeistringens Folk, men megen Begeistring efterlader en vis Tørhed i Grunden. Sindets Dybde kan snart udloddes der. Der kan De læse Dem til Alt, udgrunde Alt, men Deres hemmelige Sjælelængsel finder ikke sin Brud i Frankrig. Hvor gjerne jeg vilde til Paris. Dog hellere til Rom og Neapel – ak om jeg kunde! Men knap nok have mine Længsler Evne til at slaa Vingerne ud, naar den Tid kommer, da jeg er løst fra mine svære Forpligtelser her i Verden. Dertil maa hengaa endnu fulde 5 Aar. Ak! jeg er saa legemlig svag og forpinet, at jeg vel har en meget kort Levetid ivente. Men det er bedst De faar vide, hvori min Svaghed bestaar, for at De ikke skal gaa og danne Dem et uret Begreb herom. Det er egentlig et ubændigt og hensynsløst Forbrug af Naturkraften. Jeg har levet som om jeg havde ti Legemer og Nervesystemer at udtømme og jeg har kun et. Saa som jeg har været udstyret af Naturen! En Sundhed, som endnu er urokkelig; thi min Sygdom er Gigt. Udenfra maa Naturen bryde mig ned, som det lader; thi jeg svimler bare ved Erindringen om mine Hovedsmerter, og jeg ryster paa Hænderne, naar jeg har skrevet en Stund. Hver Uge har jeg et sligt voldsomt Smerteanfald, og Kampen varer tre Døgn rundt. Da spørges der om Taalmodighed! Og det er mer end svært, det er Trældom! Der er Tider, hvor jeg trodser Smerten. Jeg ler og taler læser og arbeider, men det er mine værste Dage, thi det er nesten som Vanvid. Nu, som oftest er jeg dog spagferdig og ligger som et Faar paa Slagterbænken. Men under alt dette har jeg Villien arbeidende og tumlende i min stakkels Aand. Det Store maa opnaaes, forlanger den, Evnerne maa ikke blive spildt, Lyset i min Tanke maa ikke staa der og døse hen, som Praasen i en Sygestue – store Digte skulle skrives, mægtige Tanker udtales – Ja ja, der er jo En, som ser i Løndom, han ved da og, at naar jeg sukker: Guds Villie ske! da er det ikke et almindeligt Kjerringsuk midt i en Kaffesladder. –

Men man kan ikke som Børnene: kjøbe en Kage og forlange Pengene igjen. Jeg fik 5 Børn i Brudegave, og dem vilde jeg lære op Allesammen, men naar Natten kom, da læste jeg de sværeste Ting for mig selv. I femten Aar var jeg Sygevogterske og i endnu længere Tid har jeg med al min Styrke nedtrykket min brændende Naturs Fordringer. Hvad er jeg da, at jeg endnu hænger sammen! Men De kan tro jeg trænger til Hvile, trænger til gode, stille Dage, sammen med mange Blomster, Vellyd og Kjærlighed. Jeg tænker mig altid det deilige Paradis i Danmark; thi Danmark elsker jeg høiere end Mennesker, høiere end Alt paa Jorden. Dernede ved det blaa Hav i en lun Skovkrog, skjult for Verden, kun mødt med faa Kjære, et Par Hvileaar før Døden kommer! Det maatte være en stor Lykke. Her er jeg paa Arbeide, ligesom hele Folket, men derfor er jeg jo ogsaa kommet her. Her er Liv, Friskhed, Evner og Villie; men her er ikke høie Tanker, intet harmonisk Forhold til nogen Ting, ingen Idealitet. Dog det ligger i Stadiet og er derfor Noget som skal gjennemleves; men den Sjæl, som bærer Kunstnerevnen i sig eller Digtningens Ba[r]nelængsel efter Kjærlighed – o for ham – eller hende – er her en tornet Vei, for ikke at sige en Ørken. Men det er jo i denne stenige Ur der skal plantes, og den, som har besluttet sig til at gjøre det maa vide, at der vanker saarede Fødder og ingen Pleie.

Hvad der nu for mig er en Smerte af dybeste Art, det er denne totale Opgiven af Nordens Sag. Man snakker og snakker, men mere end Ordlyd bliver det aldrig heroppe. Ja var jeg C Ploug,Parmo Carl Ploug (1813–1894), dansk dikter, journalist og nasjonalliberal politiker. jeg skulde forstaa at der endnu er en Ære til at tabe for Danmark, og det er i Sverrig-Norge. Ikke et Skridt maa gjøres af Dansken henimod disse to Lande, lad dem komme af sig selv; de komme ellers aldrig, men haane blot «de veke Danske» fordi de ere saa godmodige. Ser De, min egen kjære Ven! paa denne tornede Sti maa jeg ogsaa vandre. Her er den usleste Opfattelse af den danske Folkecharakter, ikke en Læbe udtaler Danmarks Nav[n] med Kjærlighed og hvad Agtelsen angaar, da har jeg mødt meget lidet af den. Nogle faa Skandinaver findes her, men her findes tilvisse Færre, som har et ædelt Syn paa Danmark, og som ikke enten overhovedet eller i Grunden foragter – eller rettere ringeagter Dansken. Naar de ellers træffe Danske og vise sig lidt beskedne – er det Løgn. Det kan være en Enkelt – Massen er oprørende i sin Dom over Danmark. Ja De forstaar jo nok hvad jeg har at udholde i den Forstand? Hvorhøit jeg elsker Danmark, hvor gjerne jeg vilde vedblive at elske Norge, det maa forstaaes for at vide, at det er en meget haard Post jeg har stillet mig paa, og at der ligger Smerte i hvert Aandedrag. Jeg har nylig med en bekjendt Størrelse havt en Disput, hvori der blev sagt saadanne Ting, at jeg i et Øieblik troede jeg var død af Sindsbevægelse. Men jeg levede op igjen – kun døde Sagen i samme Stund. Skandinavien døde for mig. Ved det Lig har [jeg] vaaget med frygtelig Smerte nu i 14ten Dage. Men dette er sagt til Dem alene! Ogsaa Farvel! Kan De skrive mig et godt Ord til, da ved Gud jeg trænger det og vil være Dem Tak skyldig.

[Ingen underskrift]




Den 3die Oct. 66

Kjære Veninde! Det Brev jeg nu iaften modtog fra Dem har gjort et meget stærkt Indtryk paa mig, maaskee et stærkere end noget foregaaende; thi skjøndt De i et og andet Punkt, hvori De modsiger mig, har misforstaaet mig en Smule, saa synes det mig dog, at De aldrig har talt sandere og klarere og dybere til mig; De har med Deres Ord grebet mig saaledes i Hjertet, som De ellers kun har grebet mig med Deres Blik. Jeg føler det vel og har ofte følt det, at medens jeg med min Aandsbeskaffenhed ligeoverfor Flertallet af Mennesker staaer som en svær merisk, let enthousiasmeret Idealist, maa jeg overfor Dem faae Udseende af at være en temmelig fortørret Spidsborgernatur, med mere Forstand end Begeistring, mere kold Logik end Phantasie og Følelse, ja dette er paa en vis Maade slet ikke noget Skin; thi i Virkeligheden staaer min Aand kun altfor langt tilbage for Deres i Frihed og Flugt.

Dog i eet Punkt gjør De mig Uret og det er med Hensyn til mine Breves Kulde, jeg skal ikke oftere komme tilbage til denne delicate Sag, men vil blot engang for alle prøve et Forsvar:

Ligesom det ikke er til nogen Glæde at træffe sammen med en tydsk Videnskabsmand, fordi der i hans Bøger allerede staaer Alt, hvad han veed – og endnu Mere, [«saaledes gives der ogsaa» overstreket] men nok at tale med en fransk, fordi der er langt Mere i ham, end der staaer skrevet i hans Bøger, saaledes gives der ogsaa udenfor Videnskaben Mennesker, der ingen Følelse rumme, som de ikke let og gjerne give Udtryk og andre Mennesker, hvis Natur er modsat. Dem skal man ikke dømme efter deres Ord. HeibergJohan Ludvig Heiberg. skriver som Yngling til sin Moder, der har bebreidet ham hans Breves kolde Tone: «Med din store Kjærlighed og dit varme Sindelag, ønsker Du at finde mig ligesaa og sandt er det, at Kjærlighed uden modsvarende Gjenkjærlighed er som Spørgsmaal uden Svar. Naar Du nu ikke i enhver Linie i mine Breve seer Udtryk af denne Kjærlighed, saa troer Du at jeg ikke besidder den og mener at der ikke kan være Ild hvor man ikke bestandig seer Lue. Men deri tager Du feil. Omendskjøndt jeg ikke er et Fyrtaarn, der lyser paa flere Miles Afstand, saa er jeg derfor ikke nogen haard Flintesten, der ikke giver Gnister før den bliver banket med Jern og Staal.» Disse Ord gjør jeg til mine, Du’et med. –

De gaar mig i Deres Brev temmelig haardt paa Klingen og siger mig stærke Ting (saaledes seer jeg nok, at Religiøsitet som jeg forstaaer den aldrig vil blive Dem Andet end en oprørsk Misforstaaelse, og til den Betragtning er jeg vant) men jeg giver Dem altid stiltiende fuld Ret dertil, fordi jeg veed, at De – selv sandhedskjærlig – ogsaa troer paa Andres Sandhedskjærlighed, og fordi De, naar De dadler mig, tidt rammer mig saa sikkert, at jeg gjerne hører Dem og lydigt bøier mit Hoved for Deres rene og strenge Tale. Derfor tusind Tak for Deres Brev.



Den 6te Oct.

De fik vel mine to Photogrammer, og finder dem forhaabentlig ikke altfor slette. – Vil De være saa venlig at skrive lidt til mig om Ibsen næste Gang. – De ønskede Exempler paa hvad jeg sigtede til sidst med min Kritik. De har fuldstændig Ret i, at hvad jeg har kaldt Deres Svaghed tillige er Deres Styrke; men dog holder jeg for min Part ikke rigtigt af et Sted som det lige i Begyndelsen af Deres Fortælling, hvor De personificerer Fjeldet: De skriver «men paa hin Side stod en mørk alvorlig Fjeldhøide sin truende Grændsevagt. Den hadde slet intet phantastisk Maal i Skyerne, jevn og ligefrem i fuld Bevidsthet om sin Vælde, tegnede dens mørke Kam sig lige skarpt paa den lysblaa Himmelgrund og i det dunkle Vandspeil – det var et mægtigt Dobbeltsyn med Evigheden over og under».Fortellingen er «Pilt-Ola», første gang trykt i Christian Richardts antologi Vintergrønt fra 1866. I Nyere Fortællinger fra 1873 er den siterte passusen endret slik: «men paa hin stod en tung, alvorlig Fjeldrække, der tegnede sin mørke Kam lige skarpt paa den lysegraa Himmelgrund som i det dunkle Vandspeil. – Det dannede et mægtigt Dobbeltsyn med Uendeligheden over og under.» Magdalene Thoresen har altså fulgt Brandes’ rad. Det er dette, ikke Charakterskildringen, jeg beskylder for Uklarhed, dette er for mig ingen rigtig sund Naturopfattelse. Et andet Exempel kan den Passus afgive, der forekommer i Signes Hist.Romanen Signes Historie utkom i 1 864. Setningen s. 77 lyder som følger: «Denne Gren var aabenbart et Billede paa Thorstein selv; thi saa stiv og strittende han end stod der, vilde dog Signe kunne bøie ham som et silkeblødt Baand om sine smaa Hænder». p. 77 Denne Gren o.s.v. Her er sagt for Meget. – Lad dette være nok, jeg stoler paa at De let forstaaer mig. Iøvrigt har jeg en stor Sky for med profane Hænder at gribe forstyrrende ind i Deres berettigede Eiendommelighed. Men her er efter min Overbevisning noget Urent i Stilen, som De let kan blive af med, og som Folk hernede lægge mere Vægt paa end de burde. En gjennemgaaende Regel for Dem ved Deres Production maa overhovedet være den, at De kræsent vælger mellem de utallige Billeder og Lignelser, der bestandigt strømme ind over Deres Phantasie. Mange ville vise sig kun at fremkomme ved en løsere Ideeassociation, Andre ville derimod nødvendigt maatte fastholdes. I Signes Hist. er der en talløs Mængde af fortrinlige billedlige Udtryk, man kan ikke læse en Side igjennem uten at støde paa saadanne og jeg erindrer kun et eneste forskrevet Sted, det er Slutningen af andet Kapitel. Der er Maneer i de to Spørgesætninger, hvorpaa Slutningslinien svarer. Men sligt er en Bagatel og De er i det Hele god som De er, for god for Mange.



D. 14 October.

Min kjære Veninde! nu da jeg henimod Midnat er træt af min Dag tager jeg dette Papir frem for at sige Dem Godnat. De spurgte mig i Deres Brev, hvad jeg arbeidede paa, om jeg nu vilde tage Doctorgraden eller hvad. I Maimaaned var to Capitler af den Afhandling, jeg har bestemt til min Disputats færdige og renskrevne, paa dem har jeg arbeidet halvandet Aar. Men senere har jeg paa grund af den Adspredthed, der ligger i min Alder, ladet dette Arbeide ligge hen. Det skaffede mig et større Universitetsstipendium for de næste 2 Aar; jeg ved ikke om det var det, der gjorde mig kjed af det. Nu har jeg udarbeidet en lille Piéce, et Indlæg i min Kamp imod Prof. Nielsen, som Hegel forlægger og som bliver trykt endnu i denne Maaned før min Reise. Saa lille dette Arbeide er, 2 1/2 trykte Ark, har det dog taget mig adskillige Nætters Ro. Men imorgen haaber jeg at være færdig med Renskrivningen. – Jeg hører af Deres Svigersøn at De har modtaget mit Contrafei; paa det blege ere Øinene bedst komne frem, men det andet er saa klart og præcist, at det vinder meget ved at sees under Lupe. Jeg er Deres Ven; gid De sove vel.

[Ingen underskrift]




16 Oct. 66.

O min Veninde! er det ikke en Ulykke at have en Constitution og en Sjæl som min, uafladelig omtumlet i Stemninger, 10 Gange om Dagen afficeret, sønderrevet, helbredet, intensivt nydende, smerteligt lidende! Den ene Tanke, den ene Beslutning krydsende og forstyrrende den anden! snart arbeidende uden at see mig tilbage, snart saa ophidset, at ethvert Arbeide er mig umuligt! snart alle Lidenskabers tusinde Aander holdende Fastelavn i mit rummelige Hjerte, snart saa pint saa udtømt saa træt, at jeg neppe øiner et Haab langt borte! Vil De være saa venlig at have lidt Medfølelse med mig, saa skal jeg nu have klynket af.

Min lille Piece er færdig og bliver trykt om et Par Dage, jeg troer den er skrevet med Talent.Brandes’ debutbok Dualismen i vor nyeste Philosophie (76 s.) utkom 26.10.1866. Den var et bidrag til debatten om tro og viten, rettet mot bl.a. filosofiprofessoren Rasmus Nielsen. Hans «piece», som ifølge Brandes snart skal utkomme, kan ha vært annet bind av avhandlingen Grundidéernes Logik (1866), eller kanskje snarere «Svar til Hr. Dr. Pastor Zeuthen i Anledning af hans Sendebrev om Tro og Viden», Kbh. 1866. Desværre vil den Hurlumhei, den vil afstedkomme forstyrre mig i mine nødvendige Reiseforberedelser og sikkert ogsaa forurolige mig i mit Ophold i Paris. Tilmed støder den nu uheldigvis sammen med en ny Piece af Nielsen, der udkommer paa Torsdag. Det gaaer her med Stridsskrifter som med Spidskugler i et Slag, de regne omkring os. Men ligemeget, der ligger ogsaa en Glæde i saa tidt at befinde sig i Brechen. Jeg mindes de Ord, Hippolyte Taine har sagt:

Combattre en philosophie, c’est mettre la couronne de la Victoire sur la tête de la Vérité.«Å kjempe i filosofi betyr å sette seierens krone på sannhetens hode.» Hippolyte Tame (1828–93), fransk filosof (positivist). Han ble professor ved École des Beaux Arts i Paris i 1865.

Skjærmydslene i Aviserne er Guerillakrigen, Bataillen med Piecerne er det taktisk ordnede Slag. Men naar jeg først sidder i Paris vil det være mig vanskeligt at forfægte min Sag uden at spilde den Tid jeg kunne bruge bedre og her hjemme er ikke Een, der vil forsvare min Sag; selv BrøchnerProfessor i filosofi Hans Brøchner, Brandes’ lærer og hans støttespiller i felttoget mot Rasmus Nielsen. optræder ikke før til næste Aar; saa faaer de falde over mig, naar jeg er borte. Saameget om mig. Nu De min Veninde, hvorledes lever De? Før de første Dage af November kommer jeg maaskee dog ikke bort, var det ikke muligt at faae et Par venlige Ord fra Dem inden Reisen. Et Ord og et kjærligt Ønske af Dem er Noget, jeg meget nødigt vilde undvære. Jeg glæder mig endnu ikke ret til alt det jeg histovre skal see og nyde og erfare og lære; thi jeg har været altfor optagen til at kunne tænke nogen Dag derpaa. Vil De saa sende mig et Svar, herligt som Deres sidste Brev, naar De modtager disse løst forbundne Linier?

Deres hengivne Ven Georg Brandes.




Christiania den [27/10 1866]

Hegdehougen Omejers Gaard

Min Kjære!

Jeg har havt megen Glæde af at modtage Deres to Photographier samt Deres sidste Brev. Billederne kom som en Overraskelse og greb mig stærkt som saa. Det Mørke og maaske det Bedste er egentlig Kamphanen – er Verdens; det blege med det stille sikkre Blik er mit Hjertes Barn. Gid nu ikke dette Barn maa fortabe sin Barneret paa den store Alfarvei, hvor Saamange have mistet Ungdommens hellige Klenodier. Jeg glæder mig naturligvis til Deres store Reise, jeg ved selv hvad en saadan Udflugt giver Aanden i Erstatning for den hjemlige Hygge og for de Savn man lider. Jeg ved, at alle disse store Huse med de mange Væsener, hvis Navne man aldrig har hørt, dette fremmede, uvante Sprog man aldrig har hørt, hele denne totale Ligegyldighed for det Enkelte – jeg kjender til, hvorledes Sligt griber med Ensomhed og Skræk, indtil Selvstændigheden fremgaar deraf, og Individualitetens Herlighed dukker op som et Kirkespir over Taagen til Veimaal for alle Tider. Og saa god Lykke, god Lykke!

Men skal jeg nu lide ondt med Deres Reise? Skal jeg føle indtil Smerte, at De er saa meget længere borte fra mig? Tør jeg tro, at Frankrig vil beskytte min Ret, mit urokkelige Krav paa Deres Længsel? Vil De der glemme min store Kjærlighed, som omfatter Dem i Væsen og Virken, og som slutter Dem i Kreds med mine Børn og i mine Bønner? Ja, hvad ved De selv at svare herpaa. I Deres lidenskabelige Sind ligge alle Muligheder som befrugtede Æg – Nogle vil Følelsen udruge – Nogle Fantasien – Nogle Begeistringen, og Andre Deres rene Villie; men der findes ogsaa dem, som et udenforstaaende Væsen træder til og aander paa med Belivelsens stærke Glød – ja dette er jo unødigt at sige Dem mere om, Deres egen heftige Natur kan baade begynde og fuldføre denne Læktie. Jeg ved desuden ikke, om det gjaldt mit Liv, om det gjaldt Tabet af Deres rene Hengivenhed, at sige Dem hvilken Frugt De paa Livsens Træ skal lade være urørt, eller hvilken De skal gribe og æde af. Gift kan jo nydes med Maade, og styrker da blot Organismen. Nei, nu vil jeg forlade dette – det glæder ikke Dem, og det piner mig. –

Hør en liden Bøn! De har at brænde mine første 5 Breve. Dette er en Sag De skal klare med Hensyn alene til mig. En Reise fører Mangt og Meget med sig – jeg vil ikke have den Mulighed for Tanken, at disse Breve med deres fantastiske Præg skulle komme en Anden for Øie. Ja De forstaar mig, min Kjære, ikke sandt? Selv har De jo aldrig havt nogen egentlig Glæde af Dem i ordret Forstaaelse, den har De kun havt af Hovedsummen, og den beholder De jo i Erindringen. Gud give De maa beholde den bestandig der; thi da har det været Godt; det Urene og det Onde skal ikke være til i Erindringen, det skal i det Høieste have sin Plads i Hukommelsen, fordi det skal forsones, og om det ikke sker, gaa over til at blive – den evige Ild –. –

Deres Oplysninger – de personlige med de æstethiske – tager jeg imod med Tak og Glæde. Vær De blot som De ifølge Deres Alder og Anlæg maa være, skriftlig og talende, jeg har Dem kjær alligevel. Og om jeg skjænder af og til, og forlanger lidt mere Varme i Udtrykket, saa bør De jo vide, at jeg derved forudsætter den i Deres Væsen. Men derom ere vi enige fremfor Alt: at den, som ikke eier et større Tankefyld i Grunden end, at det Hele i en bevæget Stund kan skyde op som Bobler paa Overfladen og skummes af med en let Haand, han har ikke Hus for en længselsfuld Ven, ikke den lune bortgjemte Ovnskrog, ikke Livretten, sparet op til det sjældne Besøg; ikke det usete, forsikkrende Haandtryk og ikke det dybe, undseelige og dog saa gjennemtrængende Blik; thi Sjælene ere altid undseelige, naar de mødes – hvoraf kommer det? – Den som kan udarbeide hele sit indre Liv er jo som den rene, tillidsfuldt smilende Vært i den aabne Dør til det oplyste Hotel – Men hvorledes er nu Deres Opfattelse, siden De tillægger Franskmanden det Første og Tydskeren det Sidste? Jeg for min Del, maa ærklære mig for det Modsatte. De Franske have netop denne store Evne til Klarhed og fuldkommen Tankeudarbeidelse, som finder sit hele præcise Udtryk i Sproget. Jeg har ikke læst en fransk Forfatter, hvis Tankeproblem ikke var løst med Sprogets Knude. Anderledes med Tydskerne, der har man just bag ved Sproget umaadelige Tankedybder, bagved hver Granskning et videre Maal. Og [i] dette ligger jo Folkestammernes forskjellige Væsen. Den germaniske Stamme har Sindets Dybde – og i enhver Dybde ligger det Uudgrundede i det Uudgrundeliges Favn. Hos den romanske Folkestamme er der ikke større Dybder end der kan udmaales, der er blot store Vidder, som skal overskues. Vogt Dem for at tro paa Franskmandens Dybde, hold Dem til hvad De ser og hører, tag i hvert eneste Møde det reelle Udbytte med Dem og overlad Dem ikke til Drømme. Dog, vi Nordboer, have Drømmerne og Tungsindets Dyb med os, hvor vi vanke, derfor gjøre vi rettest i at reise til de klare Tankers Land – Frankrig er sandelig det Land hvoraf vi her i Norden kunne lære mest, uagtet Sverig med al sin Franskhed kun afgiver et daarligt Bevis for min Paastand; thi det Folk har kun taget det i ydre Forstand, det har netop adopteret saameget af det Franske, som der behøvdes for at forkvakle sit Sprog. –

Nu var det lidt om Ibsen. Ja, den Mand er langtfra udarbeidet endnu, han er ikke i inderlig Forstand min Slægtning – maaske han kan blive det, det skulde være mig kjært; men da maa han identificere sig gandske anderledes med sine Værker, blive helere og sandere. Han er [«har været» over linjen] en skjult Natur, og rimeligvis paa Grund af det store Tankeforraad og den usikkre Evne til at fremsætte dem. Nu ere jo Gjennembruddene sket, og der maa være kommen god Lysning ind i hans Væsen. Han har været [uforstaelig over strykning]. De skal om hans tidligere Liv læse hans Biographi af Botten Hansen i Illustreret Nyhedsblad for 63 eller 64,Paul Botten-Hansens Ibsen-biografi sto i Illustreret Nyhedsblad nr. 29 og 30, 1863. Den var i lange tider hovedkilden for enhver skildring av Ibsens ungdomsliv. der staar den, vel saaledes som han helst vil kjendes af Verden. Mig var han en Ven og Aandsbeslægtet, der mødte min higende, brændende Længsel efter Poesi som et Tilsagn om bedre Tider, og støttede min frygtsomme Tro paa min egen poetiske Berettigelse. Jeg bildte mig den Gang ind, at han var min Aandsbeslægtede, det forstod jeg siden efter, at han ikke var, og da han blev min Svigersøn reiste han bort fra BergenHenrik Ibsen giftet seg med Susannah Daae Thoresen 18. juni 1858. Det unge paret flyttet straks til Christiania, der Ibsen året før var blitt direktør for Det norske Theater. I 1864 reiste de til utlandet og vendte først hjem 27 år senere. – siden har vi næsten aldrig talt et fortroligt Ord sammen. Det jeg ogsaa nu ved, at vi egentlig aldrig have gjort. Dette stikker nu i Noget, som maaske for Dem kan være af Interesse at vide. Den Fornemmelse hans Bøger vække hos mig ere, besynderlig nok, Vrede. Jeg kogte næsten over af Harme, da jeg havde læst Brand,Ibsens drama Brand utkom 15. mars 1866. og jeg under ham dog saa inderlig sin Lykke, har været mangengang saa bedrøvet over, at han ikke kom til Gjennembrud med sit store Talent (thi Geni kan der aldrig blive Tale om hos ham. Der findes i hans Arbeider ikke en eneste umiddelbar Strømning fra Naturen[s] Væld, Alt er Kunst, Knald [af] Aandens Svøbe, Funker af Begeistringens Ild) men det er simpelthen Antipode-Væsenet, som skiller os. Han er Begrebet – jeg Personligheden. Hvad han skaber ligger fladt for mit indre Syn, medens det mine egne ringe Evner skabe, idetmindste reiser sig rundt fra Grunden. Han personificerer medens jeg føder. Men det er dumt at tage mig ved Siden, det er ogsaa blot for at forklare min besynderlige Aversion, medens min Anerkjendelse af hans store Evner, min Interesse for hans Værk er fuldkommen.

Jeg maa hellere tage Bjørnson til Modsætningen; thi der er Noget, som kan holde Maal med Ibsen. Bjørnson er fuldtud Individualitetens Digter, han er et Geni. Alt hvad han skaber har et Legeme paa sig, har Kjødets og Blodets hele Habitus. Derfor er Bjørnson fra Grunden af national, han er den Første, som efter Tingenes nye Orden, er udgaaet af sit Folk, han hører hjemmehjemme] rettet fra: kjemme i Norge og intet andet Sted – det maa da blive i en forvansket Form. Ibsen er derimod helt igjennem reflekteret, men Reflex; han er en Reproduktion af Instinktet, kan løfte Idealiteten, men ikke Geniet; thi Geniet er af Guds Naade! Ibsen ser Tingenes Brøst og Lyde, og svinger Spottens uædle og Satirens ædle Svøbe over sin Tid. Det er som om han ikke ret fik Øie paa det Gode paa noget Punkt, og hvor han ser det faar han Løgnens Vrængbillede ved Siden. Med Sligt kan man ikke være national, da er man blot en [«Reflex» overstrøket] Medarbeider. Ibsen er Søren Kirkegaards Medarbeider o.s.v. Bjørnson ser først det Gode fordi han ser Mennesket, og han tror helt igjennem paa det, fordi han tror paa Gud. Ibsen har imidlertid et stort Tankeinhold, og en stor Kraft til Udtalelse. Den Strenghed, som gaar gjennem Brand er mig kjær; thi den peger ligesom Fingre ad den Lethed, hvormed Mennesket mener sin Sjæl frelst ved Troen, og hvor ugenert han kaster Forsoningens hvide Skrud over sin skidne Pjaltethed uden at endse den strenge Tvæt, som nødvendigvis maa gaa forud. Nu har De her mine løst henkastede Formeninger, De drage af dem, hvad De finder Ret. –

Saa lad mig ikke glemme at sige Dem, at De maa sende mig Piecen,Det refereres til Dualismen i vor nyeste Philosophie. De har skrevet. Det gjør mig igrunden ondt, at De strides med min Yndling, som jeg kalder R. Nielsen.Filosofen Rasmus Nielsen. Hvorledes staar til med Brøckner? At De har truffet Regina SchlegelRegina Schlegel: Sannsynligvis Søren Kierkegaards ungdomskjæreste, Regine Olsen. har gledet mig mere end jeg kan udsige. Jeg har holdt af hende med sværmerisk Begeistring. Hendes Røst var fornemlig det magiske Baand, som knyttede mit Hjerte til hende, og jeg tror aldrig det løses i dette Liv. RichardtChristian Richardt. kunde glæde mig ved at skrive mig til; men han er nok en slem sen Mand. Fra et herligt ungt Menneske i Kjøbenhavn, der hørte til mine Søndagsgjæster, har jeg idag modtaget Brev. Naar man skriver slige søde, velsignede Breve til mig gjør man mig saa liden og dog saa vemodig lykkelig. Og nu, jeg tør ikke sige et Ord af de mange, jeg knap kan holde tilbage, ved De maaske ogsaa, hvad de Alle ville sige? Er jeg nu alene her i Norden med alle mine Tanker! Dem ikke Verden skal se, og som dog skal siges. Ja ja, Lev De vel, Barn! Vær stærk og vis, vær trofast og ren. Kan De tage Arbeidet og give Gud Æren da skal De smage en vidunderlig Sødme paa Bunden af Deres Livsbæger. Jeg ved intet Mere, som jeg kan sige Dem, Erfaringen vil sige Dem meget Mere. Vær ikke bange for Bølgeslagene i Deres unge Sind, uden Lidenskab blev aldrig nogen Storhed naaet. Men tugt de unge Brushoveder, saa de lære at tvinge Udbrudet, derved voxer Styrken. Ogsaa Farvel – et langt Farvel!

Deres hengivne Magdalena Thoresen




Den 30te October [1866]

(Tjen mig i at takke HegelForleggeren Frederik Hegel. for hans Velvillie mod mig, jeg veed at han sætter Pris derpaa og veed ingen bedre Belønning for ham.) [Føyd til øverst på første ark.]

Min kjæreste Veninde!

Hvorledes skal jeg takke Dem for det skjønne og rige Brev, De har sendt mig, for dets hele kjærlige, poetiske, lærerige Indhold. Tro mig, jeg er ingen Utaknemmelig, ingen Uskjønsom! Det er – med Tiden optaget baade af egentligt Arbeid, der har ophobet sig nu mod Slutningen og af de tusinde Smaating, som en Reise fylder Hovedet med –, at jeg griber en ledig Stund for at sende Dem min Hilsen. Jeg lægger dette Brev indeni min lille krigerske Bog,Dualismen i vor nyeste Philosophie var utkommet 4 dager tidligere. som jeg troer, at De trods vore Standpunkters Forskjellighed – en Forskjellighed, der altid medfører Sympathiens Smerte og for begge – vil finde god, og ikke daarligt skrevet. Hegel, den prægtige tjenstvillige Mand, har desuden lovet mig at vedlægge et No. af Ill. Tid.Illustreret Tidende. hvori jeg under Mærket Gg har skrevet et Par Smaastykker der i sproglig Henseende synes mig selv ganske fine. Af de mange Smaaartikler jeg øvrigt har ladet trykke i den senere Tid sender jeg ingen, for ikke at gjøre Dem kjed af mig. Tilgi mig nu denne Selvroes, og vær rolig for, at den Hurlumhei, min lille Piece vil afstedkomme, nok vil betage mig alle forfængelige Tanker, forsaavidt disse skulde gaae ud paa at vide mig vel omtalt. Thi jeg venter mig Alt af mine Modstanderes ubeskrivelige Lumpenhed og feige Gemenhed. I «Dansk Kirketidende» har den Slubbert Rud. SchmidtPeter Carl Rudolf Schmidt (1836–1899), dansk forfatter. Rasmus Nielsen-elev, Bjørnson-tilhenger og motstander av Brandes. anonym nylig givet et eclatant Exempel paa denne. Men jeg skal holde meg ren for alle smudsige Invectiver, det lover jeg Dem. Dette beder jeg Dem nu desuden om: jeg veed vel at jeg i Bjørnson har en ØretuderBakvasken deroppe i Norge, som forsaavidt han nogensinde værdiger mig at omtale mig, ikke gjør det med Velvillie. Jeg har undertiden troet af Deres Breve at mærke, at En eller Anden havde omtalt mig ufordelagtigt. Bryd Dem ikke derom! og dog veed jeg jo, at De ikke gjør. Ingen Frygt for at Deres Breve skulle komme Andre for Øie, jeg lægger Dem i Konvolut med Paaskrift, at de skulle brændes naar jeg kommer Noget til; iøvrigt indeholde de slet Intet, De maatte ønske uskrevet.

Hav lidt mere Tillid til mig – og til Franskmændene. Min Mening med Smlgn. mellem dem og Tydskerne var den: Tydsk. smøre ud af Andres Skrifter og faae saaledes sammen et helt System, derfor staaer der mere i deres Bøger end der er i den enkelte Mand. Franskm. veed ikke Meget men han skriver ikke af efter Andre, og han skriver ikke sin hele Personlighed ud i Bogen. Han beholder en Rest tilbage; han gaaer ikke op i Bestemmelsen Professor, Lærd etc., iøvrigt har De naturligvis Ret i at T. repræsentere Inderligheden. Tusind Tak for de vise og sande Ord om Ibsen mod hvem De iøvrigt er litt for haard, forresten stemme vore Anskuelser om ham mærkværdigt overeens. Hilsen fra Richard[t], der sidder til Halsen i sin JulegaveDikt- og novelleantologier som kom ut til jul ble ofte kalt En Julegave, cfr. En Nytarsgave. og «umuligt kan faae Tid endog blot til at skrive et Brev, førend Nytaar». Han raadspørger mig jævnlig mHt«med Hensyn til»; Boken det hentydes til, må være antologien Vintergrønt. Bogen og klager sin Nød over den knappe Tid, skjønt jeg har 3 Gange saa meget at bestille som han. Jeg har Haab om fra Udenrigsminist. af at faae Fribillet til Théâtre francais og jeg har faaet nogle ganske gode Anbefalingsbreve med til enkelte ret indflydelsesrige Personer. Jeg lover mig megen Nydelse af Opholdet i Frankrig, selv om mit Rygte imens skulde blive flaaet herhjemme. Min Agt er nu at reise over Belgien, blive Noget i Bruxelles og Antwerpen og derfra tage til Paris og blive der. Før om 8 Dage kommer jeg dog neppe afsted, saa Meget jeg har at gjøre. De skal, haaber jeg, snart høre fra mig; men i ethvert Fald skal De vide og være forsikret om at jeg ikke er Dem fjernere i een By end i en anden, og at jeg – med al min urolige Natur og alle mine Feil – er og bliver min stedse kjærere Venindes altid hengivne og trofaste Ven.

Georg Brandes




Paris, Rue Notre Dame des Victoires 20.

Den 26de November 66.

Min kjære Veninde tvivler sikkert ikke paa, at jeg siden mit sidste Brev mange Gange har været hos hende med mine Tanker; men jeg har lige siden min Afreise fra Kbhn. været saaledes bestormet af nye Indtryk, at jeg ei har haft Samling eller Tilbøielighed eller Tid til at skrive. Jeg seilede i en rygende Orcan dog heldigvis uden Søsyge til Lübeck, hvilken morsomme gl. By med dens snurrige Huse og smukke Kirker jeg grundigt besaa, derfra tog jeg til Cølln,Køln. saa Domkirkens Søileskov, Rhinbroen og det Andet og reiste saa over Liège til Bruxelles.

Det franske Sprog gik lettere for mig end jeg havde troet og min Reise gjennem Belgien var nydelsesrig. Deiligere Landskaber end dem ved Grændsen har jeg neppe seet og hele Landet har et saadant Preg af yppigt Velvære, Rigdom, Lykke og Frihed, som intet andet mig bekjendt. Det var først i Cølln jeg fattede den Beslutning at tage til B., jeg havde taget Billet til Paris og sendt min Koffert derhen; men min Lyst til at see Bruxelles var saa stor, at jeg i en Tilstand af henrykt Overgivenhed satte mig ind i en Coupée med min Reisetaske og henimod Aften kom til Bruxelles. Den overgik langt mine Forventninger. Da jeg fra mit Hotel begav mig ud i de rige og prægtige Gader, blev jeg som forblændet og svimmel (jeg havde heller ikke sovet i lang Tid) og det var mig næsten som Husene skulde falde sammen over Hovedet paa mig, ene som jeg var. Den Aften gik jeg i Theatret. Næsten Dag saa jeg alle Byens Mærkværdigheder, alle dens gl. skjønne Bygninger, de store deilige Pladser med Monumenter over Ofrene fra Revolutionen 1830 og fandt Befolkningen paa Gader og Stræder høist charakteristisk; meget hos Rubbens [sic] og Rembrandt forstod jeg først igjennem den; ligesom et Landskab ved Verviers havde givet mig Nøglen til et Maleri af Ruisdael,Salomon van Ruisdael (ca. 1600–1670), nederlandsk maler fra Harleem, en av nederlandsk landskapsmaleris foregangsmenn – eller kanskje snarere hans nevø Jacob van Ruisdael (1628 el. 29–1682), som regnes som Nederlands største landskapsmaler. jeg ikke rigtigt forstod i Forveien. Det var min Agt at studere den lille men gode Malerisamling, men Tiden var for knap, dog saa jeg godt hvad jeg saa. De politiske Forsamlingers Localer, Statuer, Konstværker, Fabriker besaa jeg med stor Interesse, talte med en Del Personer og fik af dem og af Aviserne et Indtryk af Landet, som jeg troer er rigtigt. Inde i Kirkerne saa jeg hvordan der indrettes Aflad «plénière indulgence»Fullstendig syndsforlatelse. og alt det andre Morsomme af den Slags.

Fra B. reiste jeg om Natten i meget behageligt Selskab, bl.A. med en ung belgisk Pige, hvis ikke meget haarde Hjerte jeg blødgjorde ved at forære hende en Flaske Eau de Cologne af den gode Sort, som jeg havde kjøbt i Cølln, og med hvem jeg blev meget godt Venner. Om Morgenen Kl 10 1/2 kom jeg til Paris. Ogsaa paa Reisen i Tyskland havde jeg havt morsomt Reiseselskab f. Ex. med en Portugiser, Doctor i Philos. ved Universitetet i Coimbra, der underholdt mig paa portugisisk Fransk, fik Svar paa dansk Fransk og som i Hannover tracterede mig meget fint i sin Glæde over at jeg kunne tjene ham til Tolk med Tydskerne.

Her i Paris har jeg nu boet i 14 Dage, meget lykkelig, i den første Uge endog enthousiastisk indtil Overmaal, nu har jeg en roligere Glæde. Kun regjerer jeg med Tiden for at faae den til at slaae til som Prokrustes med en for kort Person,Dette henspiller på det greske sagnet om røveren Prokrustes, som strakte eller lemlestet innfangede veifarere sa de skulle passe akkurat til hans seng. jeg vil see Alt, kjende Alt, iagttage Alt, nyde Alt, sent iseng om Natten og tidligt op om Morgenen; thi mit Raseri er at lære. Jeg havde som ung «homme de lettres distingué» [sic] faaet et Brev med fra Udenrigsministeriet hjemme, der strax aabnede mig fri Adgang hver Aften til Théatre francais. Jeg har aldeles fordybet mig i Kunstsamlingerne, især i Louvres og i Theatrene, jeg har gjort adskillige lærerige Bekjendtskaber og agter at gjøre flere og endnu bedre, naar jeg først taler Sproget med mere Lethed. Jeg har taget mig til Sproglærerinde en ung Pige, Datter af en Oberst;Lovise Dorré, som forelsket seg i ham og som han flyktet fra, ifølge Henning Fenger (op.cit. s. 104 f.). – De skal ei blive skinsyg, kjære Veninde; thi den unge Dame finder mig yderst kjedsommelig, og hun har desværre Ret; thi naar jeg bestreber mig for at underholde hende paa bedste Maade, naaer jeg dog paa Grund af de Barricader, Sproget lægger paa min Vei, aldrig den Lethed og Frihed, som er nødvendig, hvis man ei vil kjede en fransk Dame tildøde.

Iøvrigt er min Sundhed her fortræffelig, mit Hjerte let, mit Hovedet [sic] vel uden Tanker, men klart og jeg har Øine og Ører med mig overalt. Jeg læser ikke, skriver ikke, tænker ikke, men jeg har aabnet alle Vindver og Døre i mit Sind og modtager, modtager. Jeg har ladet Hjemmet adskillige hundrede Mile bag mig i alle dette Ords Betydninger. Atmosphæren her er ny, fremmed, styrkende; er den imellemstunder uren, saa holder man Tørklædet for Næsen og gaaer forbi, Horizonten er vid, og det velsignede Sprog summer en stadigt om Ørene. – Da jeg her fortæller saa meget om mig selv, maa det være mig tilladt endnu at sige dette om mig, at jeg besidder en Egenskab, der i sig selv neutral, hverken er god eller slet, men som her kommer mig tilgode. Vel er jeg ei som de, der intet Eget have. Men jeg nøies aldrig med den Dyrkning, jeg eengang har givet min Jord, jeg river stadigt op, dyrker uophørligt om. Jeg forstaaer godt at glide ind i Andres Synsmaader, jeg er endnu ikke stiv i noget aandeligt Ledemod, jeg er altid redebon til med største Fornøielse at gaae ud af mit gode Skind, noget mine kjære Landsmænd ellers skye som Pesten. Men at skifte Ham er en behagelig Beskjæftigelse. Det forstaaer sig, det lader sig kun gjøre indtil et vist Punkt. Det forholder sig hermed som med den Gaas, som Franskmanden bestilte paa en Restauration. Først spiste han den yderste brune Skorpe af, saa sendte han Gaasen ud i Kjøkkenet igjen – for at faae en ny Skorpe stegt paa Gaasen. Man hærder sig mod Indtryk og Anfægtelser udenfra, saa mister man sit første sprøde Pandser. Man hærder sig anden Gang, saa gaaer ogsaa den anden CrusteSkorpe. af og tilsidst tager Livet saa haardt paa os stakkels Væsener, at vi tilsidst lægges i Graven som lutter Springgaas. En anden Sag var det, hvis man selv i sin vedvarende Tilstand som Springgaas kunne være heldig nok til som Springgaasen hos AndersenEn springgås er et leketøy laget av brystbenet på en gås. Ved hjelp av en pinne og en snor festet til brystbenet kan «gåsen» gjøre et hopp. I Brandes’ sammenheng må ordet henspille på at det ikke blir annet igjen av gåsen enn brystbenet når man har spist tilstrekkelig mange brunede skorper. Referansen til H. C. Andersen gjelder eventyret «Springfyrene», hvor springfyrene – loppen, gresshoppen og springgasen – skal hoppe om kapp for å vinne prinsessen. at gjøre det fine og lykkelige Spring, der vandt den Prindsessen og det halve Rige – jeg har endnu ikke ganske opgivet Haabet derom. Men jeg holder for Tiden først ved den anden Skorpe. –

Som jeg seer har disse Ideassociationer ført mig ind i lutter ellevildt Sludder. Men De min Veninde vil venligt bære over dermed. – I Begyndelsen følte jeg mig saa tilfreds herovre, at jeg nær havde kastet en liten nydelig Ring som Richardt har foræret mig, i Seinen; nu have Guderne været saa naadige at sende mig en Del Sorger og Plager paa Halsen med nogle Slægtninge jeg har herovre,Enken etter Brandes’ morbror, Victorine Bendix, levde i ytterste armod fordi hun ble bedratt for de pengene hennes danske slektninger sendte henne via en fransk venn av den avdøde. Brandes matte ordne opp. (Fengen op.cit. s. 101) og jeg sparer saaledes det paatænkte Offer; det er ren Profit; thi ligefuldt har jeg godt Haab og godt Mod og tilsidst i Reserve nogle smukke og brogede Drømme paa Guldgrund. –

Hvis De nu, min Veninde vil glæde mig med et Brev, og det vilde være mig en stor Skuffelse om jeg intet saadant fik fra Dem, saa vil jeg bede Dem sende Brevet til min gamle Adresse i Kbhn.; thi jeg bliver neppe boende paa dette Sted mere end en Uge til, jeg agter at flytte over paa den venstre Seinebred.

Jeg er nysgjerrig efter at erfare, hvor bedsk De fandt den lille Piece jeg sendte Dem. Jeg er ganske fornøiet over at have skrevet den, før jeg reiste; saa er jeg herovre forsaavidt frank og fri.

Naar De nu skriver til mig saa maa De nøie fortælle, hvorledes De for Tiden lever og har det, hvorledes det gaaer med deres Helbred, deres Arbeider, og hvorledes De nu i Længden synes om Opholdet i Norge. De maa ogsaa fortelle mig hvorledes Deres elskværdige Døttre leve. – Det er sandt, jeg har en Hilsen til Dem fra en Dame, der viste sig at være en stor Beundrerinde af dem; Fru Brock.Dette kan muligens være Amalie Broch f. Bjerring, gift med den frankofile jurist og politiker Gustav Edvard Broch (1816–1878). Jeg traf hende en Dag paa Louvre, hun talte om Dem med næsten hysterisk Respect, hun vovede ei selv, at skrive til Dem, som stod saa langt over hende o.s.v. Hun er kundskabsrig og vistnok, som De engang har sagt mig, en dygtig Natur. Men hun er lidet vindende og det synes som om Sorg og Mismod har bragt Noget inden i hende ut av Fugerne. De vil formodentlig hertil sige, at jeg taler som jeg har Forstand til, og De har denne Gang som altid Ret.

Det er nu dyb Nat og jeg har siden jeg skrev den omstaaende Linie været i den store Opera og seet noget vildt og galt Tøieri. Bournonvilles BalletterAnton August Bournonville (1805–1879) var en kjent dansk ballettmester og ballettkomponist, ansatt ved Det kgl. Theater i København. have dog mere Poesie end disse. Overhovedet seer man her at vi hjemme i mange Henseender staae høit; mod vor ypperste Sculptur, vor bedste Poesie, ɔ: at sige den paa Vers, thi Prosaen hos os er jammerlig, mod ganske enkelte store Skuespillere, vi hjemme have haft, har Paris eller Frankrig for Tiden Intet at sætte. Men i hvor mange hundrede Henseender leve vi ikke hjemme som Sneglene under Skræppebladet! Sørgeligt er det imidlertid for den, der kommer her for at finde en Modgift mod Tydskeriet, at være Vidne til den Invasion af den modbydelige Retning, man benævner saaledes, der her finder Sted i Videnskabens philosophiske Discipliner, i Malerkunsten og i Journalistikken. Jeg sporer den tydeligt i alle disse tre Fag. Men heldigvis er her en rig Sum af Originalitet, desuden og nok for os Danske at lære, naar vi blot ret kunde trænge ind i det fremmede Væsen. Danmark er og bliver dog Maalet selv for en Bastard af to Medier [over linjen; «Racer» på linjen overstreket] som mig; Danmark først og sist.

Deres Ven Georg Brandes.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Magdalene Thoresen og Georg Brandes – en brevveksling

Da Georg Brandes og Magdalene Thoresen ble presentert for hverandre i Klampenborg 12. juni 1864, var han 22 år gammel og hun 45. De var et umake par på de fleste områder: de hadde ulik alder, bakgrunn og erfaring, og de hadde ulike livsanskuelser og ambisjoner. Hun kunne ha vært hans mor.

Aldersforskjellen mellom Magdalene Thoresen og Georg Brandes var én ting, livserfaring og kunnskapsnivå en annen. For vår tid er Georg Brandes den berømte av de to, men da de traff hverandre, forholdt det seg omvendt.

Korrespondansen mellom dem er redigert og kommentert av Jorunn Hareide, som også har skrevet en innledning hvor hun setter den inn i en større sammenheng.

Teksten i bokselskap.no følger NSLs utgave fra 2002 (Emilia forlag, Oslo).

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.