Mandag [jan. 1868]

Min kjæreste unge Ven!

Hvor er De nu henne? Hvorfor skriver De mig ikke til? Hvad er der ivejen? – Se, disse Spørgsmaal maa De nu besvare mig; thi jeg har Ret til at forlange det. De skal have min Tak, fordi De klarede Sagen med Goldschmidt. De ved, at det Ord: den Fraværende har Uret, desværre har altfor megen Ret! Jeg vilde skrive Mere; men der aner mig, ligeoverfor Dem, en Smerte – og skrive til Dem om Intet vilde være et Komediespil mellem os, som ikke sømmede sig – Vi to maa kunne tale lige ud til hinanden.

Deres

[Ingen underskrift]

Christiania den 20 Januar 1868

Min unge Ven!

Jeg har i Maaneder ventet paa en Stund, hvori jeg kunde skrive til Dem, den Stund har ikke villet komme, nu tager jeg den med Magt. Der kommer i enkelte Tilfælde en Nølen over mig, – som jeg ikke kan give Navn, men jeg ved, at den ligner Hamlets i Natur – ikke i Hensigt. De har sendt mig Ting, skrevne af Dem, som ere efter min Forstand, baade rigtige og smukke – navnlig tykkes mig, Deres Bedømmelse af F. NutzhornSe note om Nutzhorn til Georg Brandes’ brev av 9. november 1867. at være det Fortræffeligste jeg hidtil har læst af Dem; thi der er en forunderlig Vægt og Simpelhed i Udtrykket, som ellers hos Dem maa erstattes af Finhed og Pikanteri. Hvor jeg dog har glædet mig ved Læsningen af den kjære Vens Bog! At han dog skulde være saa uforsigtig og derved saa tidlig forlade Livet! Jeg kan aldrig, saa taabeligt det end er, høre op med at skjende herover, naar jeg tænker paa ham. –

Nu, jeg tænker paa, at mit sidste Brev til Dem indeholdt den Spaadom: at der i Forhold til Dem ventede mig en Smerte. Og jeg havde Ret, den kom. Da jeg bad Dem besøge min Datter, var det paa ingen Maade for at tvinge Dem til en Nedladenhed. De havde skrevet mig til hvor godt De syntes om hende – De havde i et Brev iforvejen kaldet mig: Deres anden Moder – Jeg holdt saameget af Dem og elsker min Datter saa højt, at jeg undte Eder begge Glæden af et Møde, hvor I da vilde kunne samtale lidt om Jeres fælleds Moder! Godt. De gjør en Undskyldning hos mig længe, længe efter, og siger, at De ikke ønsker at omgaaes med en Dame, hvis Mand De ikke kjender – havde jeg forlangt, at De skulde omgaaes med hende? – Desuden vilde og kunde De, paa Grund af Deres udbredte Bekjendskab ikke gaa ind paa at stifte nye – nej, jeg vilde vist ikke, at De i den Anledning skulde stifte nyt Bekjendskab, jeg vilde blot, De skulde hilse paa et gammelt; thi De var jo kommet i mit Hus, havde hos Nutzhorns og andre Steder truffet mine Børn, hvad Under, om De da gjorde en simpel Visit hos min unge nygifte Datter, en slig almindelig Høfligheds-Visit har jo slætintet bindende eller generende for Livet. Man har jo givet og modtaget et godt Ord, det er det Hele. At denne Sag fra Dybden af er mig forstaaelig, ja det kan De selv vide; men ved min Ære, jeg har aldrig kunnet eller villet stille min Datter saa ringe, at jeg skulde tigge om Omgang til hende. Saa jeg kan forsikkre Dem, at Sara ikke har en Ide derom. Det kan jeg ogsaa gjøre Dem begribeligt derved, at just i hin Tid, da jeg gik og ventede saa inderligt paa Brev fra Dem, da skrev Sara mig til, at hun kunde ikke forstaa hvad der gik af Dem, De hilste paa en saa besynderlig frastødende Maade, og hun vidste ikke andet end, at hun var rigtig gode Venner med Dem. Se, min Ven, i dette er der Meget, som har saaret og skuffet Deres gamle Veninde! –

Saa kommer den uhyggelige Ting, at De skal faa dette Ærinde for mig til Goldschmidt – Noget jeg jo aldrig havde anmodet Dem om, hvormeget jeg end paa Grund af mit Vendskab for Dem, havde Ret til at forlange, hvis jeg havde havt en Anelse af Forholdet mellem Dem og denne Mand. Jeg kjender ham saare lidt. Hvad Bjørnson angaar, da tror jeg vist han er paavirket ligeoverfor Dem af C PetersenClemens Petersen var Bjørnstjerne Bjørnsons venn og en anerkjent dansk kritiker. – og det Hele grunder sig vist i Skinsyge. Jeg havde medens denne Herre var her i Byen et Par djerve Kampe at bestaa i Anledning af Udtalelser om Dem og Deres Evne, og jeg blev urokkelig ved min Mening, hvilket navnlig hidsede C Petersen til et Udbrud imod mig, der løj mig en Lavhed paa – thi der er Gud være lovet, ikke engang Evne til Lavhed i min Natur. Med Bjørnson har jeg sletintet Samkvem paa nogen Vis. Jeg har i disse to Aar, hvori jeg har levet – nu snart – heroppe, følt mig fortiet og stukket bagved af Alle – nej, dog ikke af Munk!Dikteren Andreas Munch og hans danske hustru Amalie bodde i Christiania i disse årene og så ofte Magdalene Thoresen i sitt hjem. En stor korrespondanse (fra henne til familien Munch) er bevart i Håndskriftsamlingen, Nasjonalbiblioteket avd. Oslo. Se også Anna E. Munch: Et nordisk Digterhjem. Andreas og Amalia Munch 1862–1884. Breve og Erindringer, Kbh. 1954. Nu har jeg grebet til et dristigt Middel for at komme Folket nærmere, Aviserne have holdt mig i en fjern Taage – men saa tog jeg mit stærke Mod til Hjælp og averterede – det kunde jeg da betale for – at jeg vilde læse op i Vinterens Løb to af mine utrykte Arbejder. I sex Uger med 5 Timers dagligt Arbejde, var jeg endelig fuldt rustet til den første Optræden, som jeg tog i improvisatorisk Form. I to fulde Timer fortalte jeg et Livsbillede ud af min egen Sjæl – men det var først nedlagt deri ved megen Flid. Imidlertid rejste det sig i Øjeblikket gandske frit og selvstændigt – og Beviset herfor er, at da jeg en 8te Dage efter skulde ordne det til Trykning, maatte jeg omskrive et helt, trykt, Ark, hvor jeg da i min Hukommelse havde bibeholdt, hvad jeg under Fortællingen deraf havde skabt nyt og bedre. Skal jeg nu udbryde: o Sorg! eller: o Glæde!? Jeg har dog skrevet «Signes Historie»Romanen Signes Historie var utkommet i 1864. men Alle vare forbausede over et fuldt Ax, der hvor de naturligvis kun havde tænkt sig det Tomme. Nu, ligemeget! Jeg sejrede. Efter Jul, og i selve Juletiden har jeg været lidende i høj Grad. Nu er jeg begyndt mit Arbejde til den næste Oplæsning, som da vil foregaa midt i Februar – og dette bliver et Digt; thi de gode Mennesker maa dog komme til at forstaa, at de Folkelivsbilleder jeg giver er ikke Fotografier men Digtninger, og at den Prosa jeg deri har skrevet kunde fuldt ud anvendes til Rim. Jeg føler – ydmyg for Gud, men kjæk ligeoverfor Verden, hvis ydre Flitter ikke frister mig – at jeg er Digter; thi min Aand er fuld af stærke Tanker og min Sjæl af Digt. Men mit Legeme pines og dette tager Meget fra mig. Livet har paalagt mig svære Forpligtelser, og de tære stundom paa Kraften.

Nu – saa har vi endnu en liden Høne til at plukke med hinanden! Thi uagtet det egentlig er en Hane, som staar imellem os, saa bliver dog Stridens rette Gjenstand paa Grund af sin Spidsborgerlighed en liden Høne. Nuvel! De mener altsaa, at naar jeg føler en levende Begejstring for en Aand, som R Nielsen,Filosofen Rasmus Nielsen. saa skal jeg af den Grund slippe en anden Aand, der styrer Flugten mod en anden Kant? Naar den Ene funkler her – funkler jo den Anden hist – hvorfor vil De foreskrive min Aand en saa liden Bane? Jeg forsikkrer Dem, at jeg kan tage mange, mange flere stik modsatte Viljer og jeg faar dem desuagtet, hvormeget de end stritte imod, ind i et stort fyldigt Neg. Jeg har jo aldrig i den Forstand været med Dem, at jeg ikke, mens jeg omfattede Korsets Fod har vidst, at De var blandt dem, der raabte: korsfæst, korsfæst ham! – Men derfor skjønner jeg paa Deres klare Ærlighed, og paa Deres barnlig rene skjønne Sind, samt Deres aandelige Kraft. Men De ved, at jeg ingenlunde gaar i fransk Retning, trods min store Begejstring for det franske Folk. Ja der gives Stunder, hvori jeg viger til bage for den forfærdelige Udvorteshed i deres Tanker, og det er for mig, som havde Civilisationen der udtørret Sjælebrønden og rejst et Monument paa Stedet med en personnificeret Sjæl. Sproget har ingen Dybder, hvori Synet sænker sig, det lader sig med en stor Færdighed og megen Elegance og Smag blæse ud fra Tungespidsen af, som et Fløjte-Nummer. Nu, De er jo hildet i dette glimrende Næt, og jeg tør intet sige herom – kun det er vist: Gud lade det vare længe, længe for det aandrige Kjøbenhavn bliver saa aandrigt som Paris! Dog, jeg kan være rolig. Det store rullende Hav sender gandske andre Taagemasser ud over Folket end Seinen; men det danner ogsaa ganske andre Sjælesyner. Men se nu ikke paa mit Minde med vrede Øjne for disse Meningers Skyld, min kjære unge Ven! Jeg er uforfalsket ærlig – er fra Grunden folkelig, og dette Sidste er en Ting De vel kan skrive om, men ikke føle, dette vil jeg paastaa. Og nu mit kjærlige Farvel!

Deres hengivne

M Thoresen

27.1.68

Min Kjære Veninde! Tillad mig samme Dag som jeg har modtaget et længe, ikke uden Bekymring ventet, Brev fra Dem at svare Dem for at rydde de smaa Misforstaaelser afveien, der have indsneget seg imellem os. Min kjære, bedste! De gjør mig sandelig stor Uret ved at betragte min Afslaaen af at komme i Deres Datters Hus som en fornærmelig Afvisning og i den Anledning sige at De er for stolt til «at ville tigge Omgang til Deres Datter». Jeg behøver dog virkelig ikke en saadan Tilrettevisning og har ikke fortjent den. At jeg ærer og agter Deres Datter, det veed De og hvorledes skulde vel det kunne være anderledes! at jeg har hilset hende paa en frastødende Maade, er en ren Chimære. Hun maa have taget min Ærbødighed for Kulde. For om muligt at gjøre min Uret god skal jeg i ethvert Fald nu ganske vist tillade mig at gjøre hende et Besøg. Dette var det første Punkt.

Det andet er et større, et vigtigere, langt vigtigere, hvor Deres Misforstaaelser altid har smertet mig og hvor jeg mistvivler om nogensinde helt at fjerne dem. Min Ytring om R. Nielsen var halvt en Spøg. Men hvor kan De dog tilføie mig den Haan, den Krænkelse at henregne mig til de Bøddelnaturer, der raabte «Korsfæst»! Der er dog Forskjel paa theoretiske Overbevisninger af høiædel Natur og en Oldtids-Pøbelmasses Bøddelbarbari. – Hvis De vidste min kjære Veninde hvor langt jeg i dette Punkt føler mig Dem overlegen, med hvilken henrykt Sikkerhed jeg fornemmer at jeg har Retten og Sandheden og Seiren paa min Side, at det her er mig, der har Retten til at byde og de Andre, som fare vild og ikke øine Halvdelen af den Sandhed jeg seer, hvis De vidste hvorledes mine Ideer ere i stadig Udvikling og at jeg, langt fra at tvivle, har faaet mine Overbevisninger stadfæstede ved i saa mange Land som muligt at studere de moralske og philosophiske Videnskabers Udviklingsgang – I Sandhed hvis De havde et klart Indtryk af Alt dette, De vilde føre et andet Sprog til mig. Det veed jeg, at der er Punkter, hvor jeg bryder igjennem som den nye Tid og hvor jeg seer alle mine Jævnaldrende over Hovedet. Dog intet Pral, og nok herom.

Den største Del af hvad De siger om Franskmændene synes mig sandt, en mindre Del synes mig at indeholde en Del temmelig courante Misforstaaelser af den franske Litteraturs Beskaffenhed og dette Thema vilde i alt Fald blive for vidtløftigt at behandle i et Brev.

Jeg skal stræbe med Tiden ei at gjøre Deres Venskab for mig Skam, et Venskab, som jeg gjengjælder med en sand og oprigtig Varme, og jeg skal stræbe ei at lade nogen Evne i mig gaae tilspilde. Hvad De siger om min Mangel paa Folkelighed er vist desværre sandt, men jeg beder blot be– eller an-mærket at mange som ansee sig for meget folkelige, ikke have Tyvendedelen af den Klarhed jeg enten har eller dog tilkjæmper mig og den første Betingelsen for at være folkelig er den at være klar, skjønt det ganske vist kun er en af Betingelserne. Jeg har her i min mere videnskabelige end litterære Aandsretning og i min jødiske Fødsel store Hindringer.

De veed, med hvilken Interesse jeg følger Deres Virksomhed. Det Held, De omtaler, gleder mig af Hjertet. Jeg havde (i Parenthes) den fornøielse at see os begge omtalte sammen for nogle Maaneder siden i et No. af Norsk Aftenblad,Aftenbladet, en satirisk-polemisk dagsavis med et liberalistisk grunnsyn, utgitt i Christiania 1851–81. Bjørnson var politisk redaktør fra 1859. det eneste, jeg nogensinde har seet. Har De bemærket, at det er lykkedes mig og Andre at omvende R. Nielsens ældste og dygtigste Dicipel Heegaard,Poul Sophus Vilhelm Heegaard (1835–1884), dansk filosof. Han brøt med sin lærer Rasmus Nielsen i skriftet «Professor R. Nielsens Lære om Tro og Viden» i 1867. der har skrevet en Bog imod ham, som giver hans forrykte Theorier Dødsstødet. Alle Nielsens yngre Elever ere fulgte i dennes Spor, saa nær som det værdige Par Dhrr. Cl. Petersen, der rigtignok aldrig har skrevet Noget ordentlig herom, og R. Schmidt,Clemens Petersen og Rudolf Schmidt. som jo i sin Tid gjorde Dem sin skriftlige Opvartning og fortalte jeg havde laant fra en Bog af Charles Vogt,Charles Vogt er ikke oppsporet. som jeg aldrig har seet for mine Øine.

Det glæder mig at De led de Smaating, jeg sendte Dem, endskjønt De beskylder mig for Pikanteri. Har De en Bekjendt, som holder den danske «Ill Tid.»,Illustreret Tidende. Brandes var fra begynnelsen av september 1867 fast teateranmelder i dette bladet. vilde De fornøie mig ved at laane af ham No.-ene for Nov, Decemb, og Januar i hvilke jeg har skrevet en Række Theaterartikler, af hvilke jeg troer at Nogle gaae ganske dybt. Navnlig haaber jeg at mange af Deres Fordomme om min Franskhed vilde faldt bort, hvis De f.Ex. læste et Stykke om Molières «Fruentimmerskole» i Slutn af December eller et andet om Shp.s «What you will»William Shakespeares drama Twelfth Night; or, What You Will. Stykket ble tidligere ofte omtalt som What You Will. fra i Søndags. Helst maatte De læse det Altsammen, hvis De ikke kommer til at gabe derover. Varme Hilsener; Bøn om ei at maatte vente saalænge paa Brev igjen.

Deres Ven

G. B.

Torsdag [15/5-68]

Kjære!

God Lykke til Fliden, gid den faa sin Belønning! Hvor relativt vi dog forholde os til Ønsket – dette skal være Alt, hvad jeg svarer Dem paa Deres lille hollandske Undskyldning. Vil min kjære Georg være med paa en god lang Skovtur paa Søndag da faar jeg vel et Svar, hvorpaa nærmere Besked skal følge.

Den gamle

M Th.

Jeg aabner Brevet igjen efter en halv Dag at have baaret det i min Lomme; thi en Ting til af de Mange vil jeg dog sige endnu, og det er: at jeg glæder mig til Søndag, og at denne Glæde kan De tage fra mig.

Du skal sende mig en Hilsen; thi jeg lider stærkt af Uvejret

Løverdag [23/5-68]

Jeg har en Bøn til Dig: Du maa ikke til noget Menneske omtale den Sag med Bjørnson,Dette kan referere til at Bjørnson og hans hustru mente seg portrettert i Magdalene Thoresens fortelling «Min Bedstemoders Fortælling» og sladderen som fulgte i kjølvannet av dette. hvorom der, desværre altformeget, vrøvledes iaftes. Jeg vil anmode Fru H.Skuespillerinnen fru Johanne Luise Heiberg, som Magdalene Thoresen kjente? Ifølge Per Dahl ved Brandes-arkivet stemmer ikke dette med hans tidstavle over Brandes, hvor det fremgår at Brandes besøkte Fru Heiberg dagen etter at dette brevet ble skrevet. Magdalene Thoresen kan selvsagt ha feildatert. Eller kan hun ha ment fru Heegaard, fabrikkeier Anker Heegaard hustru? Se note til Magdalene Thoresens brev av 27. april 1866. om det Samme – faar saa forøvrigt bære afsted hvor det vil. Jeg er fri for det Sørgeligste i den Ting; thi jeg er mere ærgelig paa mig selv end paa nogen Anden. Havde Du maaske en Anelse om hvad gyngede inde i mit Sind, da Du gav mig Dit medlidende Blik? Ja, tusinde Tak for Din Medfølelse – det vil sige, iaftes; thi da var jeg vistnok en saa stor Stakkel i Dine Øjne, at jeg ikke var istand til at vække nogen større Inspiration – saa Tak for den, uagtet den pinte mig tusind Gange mere end Din Misfornøjelse, aabent lagt for Dagen, vilde have gjort. Det er bedre at blive hidset end kvalt. Du siger, og Du har nok Ret, at jeg omtaler mig selv formeget; men lad mig sige Dig Et, at den Slags Omtalen af mig selv, som forefaldt iaftes, den saarer mit dybeste Jeg. Jeg ved nok, at jeg selv var Aarsagen, at jeg saa at sige blottede min Sjæl, og lod den begloes med nysgjerrige Øjne; thi vore bedste Venner ere ofte paa Glyt efter vore Sjæle – dog lad det gaa, en Overilelse mer eller mindre i et langt – af Overilelser sammensat, taabeligt Liv, hvad gjør det? Og dog kunde det gjøre Noget. Hvis det blot et Minut stillede mig i det urette Forhold til Dig, da vilde det lægge en uudholdelig Sorg over mig. Er det min Svaghed eller min Styrke, at jeg staar gjennem Digtningen i Forhold til Alle, undtagen mine Børn – og maaske Dig? Jeg tør jo aldrig tale til Dig herom, thi det var at tale om mig selv, hvorledes skal jeg da faa dette Spørgsmaal klaret? Vil Du imidlertid forstaa, at min stærke Trang til Sandhed eller rettere: at være sand, stundom gjør mig umulig i Verden? Og dog vil jeg aldrig ophøre med at gribe det Væsentlige, urokket at holde mig til det, som jeg anser for det sande Menneskelige i os, og saa: après moi le déluge!«Après nous le déluge» (Etter oss kommer syndefloden). Sitatet er tillagt markise Pompadour (1721–64), Ludvig XVs innflytelsesrike elskerinne.

Og nu Et til: Du forstod – eller forstaar nok, at mit Sind iaftes havde trængt til Hvile – jeg fik jo blot en ny Invitation ved at være sammen med Dig, ved at vide og forstaa den Lykke det havde været for mig at hvile den bittre Stemning ud i Din milde Nærhed – ogsaa sad jeg der i Dobbeltheden, med et Par Dages (latterlige?) ulidelige Længsel i Sindet, naar jeg ser hen paa Stemningen igaar, staar der Blomster mellem Nelder, hvorhen jeg vender for at plukke En, der brænder jeg mig – og paa et sligt Punkt kan jeg næsten blive vanvittig af Forstyrrelse. Mig maa Ingen forstyrre, naar den store Glæde gaar mig imøde.

MTh.

[sommeren 1868]

Min gode Ven!

Herfra kjøres i Drochke. Dersom Du vil kjøre med, saa vær her Kl 3 præcis.

M Th.

Tirsdag [mai 1868]

Kjæreste Georg!

Jeg kan paa Torsdag ikke være med, og Du maa ordne den Ting for mig paa den allerbedste Maade. Jeg skal have et Møde med mine Smaafiender – Ormene!Det har ikke lykkes å finne ut hvem «Ormene» refererer til. i en Hule. Gud være lovet ikke i den Hule, hvor jeg mødte Dig. Nu har [jeg] imidlertid en hel Del at tale med Dig om, og det er alt saalænge siden jeg saa Dig, at Du meget, meget vil glæde mig ved at komme herud i dag; men da jeg skal med HeegaardsAntagelig Anker Heegaard og hans familie, jfr. note til Magda lene Thoresens brev av 27. april 1866. til Trymskviden«Trymskviden» er en ballett av August Bournonville, oppført pa Det kgl. Teater i Kbh. fra februar til mai 1868, til musikk av J.P.E. Hartmann. maa Du se til at komme hid Kl 5.

Din Ven

M Th.

2den Pintsedag

[2/6-68? føyd til med annen hånd]

Det former sig saaledes, at jeg heller ikke idag skal have den Glæde at se Dig – Du var her igaar, og Du vil maaske komme igjen idag; men Børnene have alt ordnet dens Indhold for mig; vi skulle atter i Skoven. Saa talte Du jo om, at Du imorgen skulde rejse bort med en VenSommeren 1868 reiste Brandes alene til Tyskland og Schweitz etter at planene om lang ferie i utlandet med Caroline David gikk i vasken. Avreisen foregikk imidlertid senere på sommeren, 25. juli, og det er derfor neppe denne reisen det hentydes til her. Brandes kom først tilbake til København en maned senere, 25. august. – var det ikke saa? Hvorlænge? Gid Du blev hjemme, da vilde jeg bede Dig, komme herud Kl 12 imorgen, og da videre – videre!

Der gives ikke et Ord, som kan udtømme Længsel

– Farvel min unge Tanke!

Din M Th.

Løverdag [sommeren 1868]

Du Kjæreste!

Jeg venter Dig herud iaften – men sæt Du ikke kom! I dette sidste kjedelige Tilfælde har jeg en Anmodning til Dig om at være med paa en lille Kjøretur imorgen fra 10 til 3 1/2 Fmd. Men Du kommer iaften?

Din Kammerat

Søndag [4 juni 1868?]

Godaften Kjære!

Nu har jeg været ude den hele Dag, og imorges har Du været her – det er en Smerte for mig at have tabt et Møde med Dig – et af de faa der er tilbage! Men desuagtet var det mig et glad Budskab at modtage Dit Kort, og derfor er det mig en Sjælenødvendighed at tale lidt med Dig før jeg lægger mig til Hvile. Inat haaber jeg paa Hvilen sød, igaarnat sov jeg nesten ikke. En af mine hidsige Smaafebere tumlede mig fra Spænding til Spænding, og uagtet det stadigt stod for mig, at min Moder, der havde faaet en mærkelig Lighed med Din – sad og tystede paa mig, var det dog en ufrugtbar Indbildning. Før Kl 4 imorges kom der ingen Ro over mig! –

Og Du kom ikke igaaraftes! Hvorfor? Jeg har ingen Ret til at spørge, vil Du sige? O nej, desværre! Den +Ret skal Du give mig, jeg kan ikke selv tage den. Men min Ret er den at bedrøves og savne – og saa til Nød at fortælle Dig herom. Jeg elsker FestdageDet kan dreie seg om 3. juni, som var hennes fødselsdag; jfr. neste brev. – det ved Du – jeg tænkte igaar, at dette maatte blive en Højtid; men det var dog Dig, som skulde ringe den ind, og da Du ikke kom gik Festen tabt. Det var vist naturligt og rimeligt fra Din Side, og højst unaturligt og urimeligt fra min, at vente Dig en hel Dag før Du skulde komme, og en hel Nat efter at Du ikke kunde komme. Nu vil jeg tænke mig, at Du – uagtet Du er gaaet forgjeves idag – dog kommer igjen imorgen, o gid Du kom, min elskede Kjære! Jeg sender Dig tusinde Velkommen! –

Vær sluttet og hel i Dit Væsen, da mødes jeg med Dit funklende Sjæledyb, og det er det jeg elsker, langt over alle de Grændser min stakkels Pen kan kradse ned i læselig Form. Jeg er ikke med Dig, naar Du spilder Bold med Ordet, jeg kommer aldrig med Dig der; da sidder jeg og hører til og svarer paa, men min Sjæl er ikke med, vil aldrig komme med. Jeg hader Spild i enhver Forstand; thi den, som spilder tit og længe forspilder omsider. – Er dette Ondt jeg her siger Dig? Vil Du tage det som ondt? Hvor er dog Kjærligheden ringe, at den maa frygte Tvivlen, hvorfor er den dog ikke saa stor, som jeg tænker mig den; thi da vilde den jo løfte Alt over i den fuldeste Tro. Men en Kjærlighed, som staar alene, er den ikke, som en hjemløs Mand med en Arm? Nu tusind Godnat! Gid jeg dog i en Drøm kunde mødes med Dig – men alene maatte Du være. Min Fantasi er ligesom en Dæmon, der finder Lyst i at stille Dig sammen med Andre.

+ vil Du ikke give mig den?

[Ingen underskrift]

Mandag-Aften [sommer 68?]

Min Kjære!

Kan det være muligt, det staar ikke engang for mig som tænkeligt, at Dine Pligter i saa høj Grad fængsle Dig, at et venligt Hensyn absolut maa tilsidesættes, kan det være muligt? Du ved nok, Georg, at jeg lider; et lille Ord, som ikke havde taget stor Tid for Dig at skrive havde taget Noget fra – og hvorfor ikke give en saa ringe Haandsrækning, hvor der bliver skjænket Dig saa fuld og varm en Hengivenhed? Er det Dig nok at aflægge Dit Visitkort her – er Du dermed kvit? Er Du paa en Gang bleven saa uvidende om min Charakter, at Du ikke kan huske paa, hvor taabeligt, hvor urimeligt jeg længes, hvor smerteligt jeg savner, hvad jeg tror at eje. Ja det kan saamæn lidet nytte at beklage sig over Verdens kolde Letsindighed, en Klage vinder til Nød Medlidenheden, men intet Andet. Jeg vil da heller ikke tale om mig – kun om Dig vil jeg sige Noget, saa vil jeg tie, om Du ønsker det, for bestandig; thi jeg maa og skal komme væk fra de unyttige Lidelser. Jeg ved meget vel Du kan sige: Det gjorde mig ondt for hende, derfor har jeg været saadan i mit Væsen og ikke anderledes – Medlidenhed er Alt, jeg toer mine Hænder i Uskyldighed. Du kjæreste Kjære, jeg takker Dig for alt Godt, men man plukker ikke Figen af Kaalstokke, eller Druer af Torne, dette bliver et goldt Forhold, og dertil ere vi begge to for gode, og have Formeget at bruge vort Væsen til i denne Verden. Kunne vi ikke stille vort Forhold saaledes, at det bliver frugtbart for os, da maa det afbrydes. – O det var skrevet ned i en Fart, dette sidste Ord, ligesom det blot betydede at knække over en tørret Kvist, ligesom ikke det havde hele Vægten i sig af en stor Lidelse!

Afbryde? Nej Georg, vi ville aldrig afbryde. Min Natur er voldsom, men den fristes aldrig af noget Uskjønt eller Urent, og jeg kan bøje den, min Vilje staar dog over den aligevel. Jeg har tænkt saameget paa Dig, at mit Arbejde er gandske forstyrret. De blonde Skikkelser synke ned til flade Tegninger, og Dit mørke, funklende Ansigt spiller omkring mit Syn til alle Sider. Ideer afspejle sig bestandig i Dine Træk – dog nej, ikke bestandig, Du gaar mig ofte forbi som en tør Samler, og stundom – skal jeg sige det? – som en Lytter. Men de faa Gange, min Sjæl har løftet Dig op i en rigere Stemning, da har Du mødt mig med hint Aasyn – det har dog ikke kunnet lyve, har det? Men har det sagt Sandhed, da ved jeg Noget, og da ved jeg atter mindre og og [sic] mindre hvorfor Georg lader mig sidde her og forkomme. Jeg har engang set to Lysekroner af Krystal tendte – imellem dem hang, en som ikke var tendt. Igjennem den brød Lysstraalerne sig fra begge Sider, og derved fik den det besynderligste Skjær af Sorthed, Regnbufarvet, funklende Sorthed – det synes en Blanding af Modsigelser, men det var dog saa, Du lignede den. Godnat! Imorgen ses vi.

[Ingen underskrift]

Onsdag Aften [1868]

Hvormange Dage mon der nu er gaaet hen siden jeg saa Dig – det er for mig som Aar. I Løverdags ventede jeg Dig, jeg havde maaske ingen Ret uden den min Følelse usurperede sig – men det var jo min Festdag, og Du skulde jo ringe Glæden ind ved Din Nærværelse. Ja Du kom jo ikke, og jeg tvivler ikke om, at det Bedre vinkede Dig.Magdalene Thoresen visste muligens om hans forhold til Caroline David på denne tiden. Men jeg havde nu engang sat mig det saa stærkt og fast i Hovedet eller i Hjertet; hvor det nu var, at Du vilde komme, at jeg ikke opgav det, det vil sige min fantastiske Del, og det er Hoveddelen af mit Væsen, thi den stille Fornuft havde sagt mig mange Gange, at Du kom ikke, ak før Daggry opgav jeg det ikke! Saa kom Søndagen, hvor jeg havde lovet mig ud – og Du ved det jo nok, Georg, at det blev mig en smertelig Glæde at modtage Dit Visitkort? Ved Du det ikke nok? Da kunde jeg ikke tænke mig Andet end, at Du kom for min Skyld – for at træffe mig, og ikke for at kvittere for Dig med et Kort – saa ventede jeg Dig Mandag – forstod Du ikke nok at jeg ventede Dig, Georg? Ak jeg var saa syg og søvnløs – det blev den næste Aftens og Nats Historie, det bliver den Samme fra denne Stund af; thi Du kommer ikke det føler jeg paa mig. O hvorfor kommer Du ikke, Georg? Har jeg været saaledes, at Du har tabt Glæden af at mødes med mig? Saa vær dog ærlig med mig og sig det rent ud, jeg lover Dig helligt, at Intet skal saare Dig mere, Du er min kjære, tro Kammerat, det vil jeg ogsaa være Dig, aldrig skal jeg svigte mit Ord, derpaa kan Du stole. Men hvis jeg nu ved min heftige Fremfusenhed har stødt Dig,Dette henspiller kanskje på det «voldtektsforsøket» Brandes skriver til sin mor om i februar 1871? kan – vil – Du da ikke tilgive mig? Gjør det dog, o gjør det, for min Hengivenheds Skyld! Som Du vil jeg skal være, saadan vil jeg være; vær ikke bekymret for mig, forlang, og min Styrke skal nok komme, blot lad ingen Skygge træde mellem os, lad ingen Tvivl skille vore Sjæle. Jeg har ikke Meget at byde Dig – jeg er den synkende Kraft og Du den stigende, jeg har maaske endnu et Par livsfriske Aar, maatte jeg med dem kunne glæde mine Venner, da ved jeg med Vished, at jeg sætter Dig øverst iblandt dem, og den Glæde jeg kan give Dig, vil være frugtbar for mit eget Liv. Du synes nu maaske, naar Du læser dette, at det er en taabelig Overdrivelse af mig at lægge Noget i Din Fraværelse, som skulde kunne betyde Kulde eller Mangel paa Interesse – javel endog Godhed? Ak Kjære! Lad mig tale længe og fortroligt med Dig – jeg sidder den ensomme, triste Nat her, og Søvnen vil ikke komme, lad mig tænke mig, at Du sidder ved min Side og hører til. Min sidste Samtale med Dig var af den Art, at den bandt mig for alle Tider til Dig, Du er den Første og Eneste jeg har talt med om denne Begivenhed, jeg har nævnt den til Børnene – men som et Faktum – ikke videre; jeg har rullet andre Livsbilleder op for Dig, som det igrunden er mig en pinlig Bevidsthed at have talt til Nogen om. Har jeg da handlet som en Vanvittig? Har jeg da ikke tænkt mig, nej, fast troet, at Du med Liv og Sjæl var mig hengiven, og at vi derfor, som Du selv udtrykte Dig: ikke kunde faa tale os nok ud til hinanden. Men Du, med Din Finfølelse! Hvor er den henne, naar Du efter et sligt Møde lader mig sidde her med Længsel og spændende Uro Dag efter Dag, saa det imorgen er 8te Dage siden vi sidst møttes? Forstaar Du da ikke, at denne Tvivl føder den anden, og at Angsten følger med? Har jeg mere end to Dage savnet at se Dig før, nej en Dag var mere, mere end nok! Og nu, netop nu 8te Dage! Jeg aabner Dig min Sjæls lønligste Rum, Du træder ind, ser Dig om, synes at føle Dig vel der – ta’r Din Hat og gaar. Hvad skal jeg nu tro om Dig? At Du er letsindig, nej, jeg krymper mig ved at tro, at jeg skulde lide et saa stort Forlis paa Illusioner. Er Du da Egoist, oja, det er nok der det sorte Punkt stikker frem, thi havde Du ikke i disse Dage tænkt mere paa Dig selv end paa mig, da havde Du nok fundet en Stund til at glæde mig med Din Nærhed – eller Du havde fundet, at Du dog maatte skrive mig et Par Ord til, og sige mig, at jeg ikke skulde vente Dig – thi Du ved jo nok, Georg, at jeg har ventet Dig? Eller har Du i disse Dage ophørt med at forstaa mig? Holder Du ikke meget af mig, Georg, er Du ikke, som jeg troede, ærlig, dyb og samvittighedsfuld i alle Dine Forhold? Har jeg, naar jeg har siddet hos Dig, og taget Dig ind til mig som noget Rent, noget Velsignet, noget bedre end alt Andet af hvad jeg har fundet i denne Verden, har det da været et Blændværk? Naar jeg har overset al Din besynderlige Omfaren og Overfaren, al Din Forfængelighed og al Din løse Snak, fordi jeg har tænkt, at Du med en saa stor Indsamli[n]g af Viden og Kundskaber, i en saa ung Alder, trængte til at være saaledes, trængte til at sprænge Dig ud af Jernbaandene, og løbe tilbage i Skolegaarden for at være lidt vild og gal, og saa at sige: tage et Par Aar tilbage af dem Barnet tabte – [«da tro for Alting ikke» overstrøket ] – Har jeg da havt Uret i at lade, som jeg var med Dig, thi jeg har ikke været med, jeg er ikke med Dig, naar Du løber forbi eller udenom Dig selv. Jeg synes ikke om din Maade at være paa. Den Facon er Spild, og den, som spilder tit og Meget, forspilder omsider. Men jeg har engang sagt Dig, at som Du er, er Du mig kjær, og det skal forklare Dig Resten. Jeg føler mig ogsaa forvisset om, at det netop er det strenge Alvorsvalg, som tynger paa Dig, Din Fremtids haarde Bane, som ligger for Dig, og som gjør, at Du ligesom kaster Dig over Livets lette Side med en vis Ubændighed.

Ak nej, Georg, jeg tror (og det uagtet jeg for fire Nætter siden saa Dig i Form af en sort spillende Salamander paa Bunden af et Krus sød Vin, det jeg drak ud og mærkede først en slimet Ækelhed, idet jeg saa Dyret) jeg tror paa Diamanten i Dit Væsen; det funklende Sjæledyb har saa ofte mødt mit Blik, at jeg selv her i den lange, søvnløse Nat kan se det.

Og hermed vil jeg slutte min Samtale, vil Du sende mig et Ord til Svar vil jeg takke Dig for det. Forlang Du simpelt og ærligt af mig hvad Du ønsker jeg skal være og hvad jeg ikke skal være for Dig, og Du har mit Ord for Opfyldelsen deraf. Vi ville ikke skilles, Georg, der maa dog være Noget, som kan holde i denne Verden, Noget, som er værd at offre for. Du, min gode Ven! Jeg har skrevet hvert Ord af et godt Hjerte til Dig; men der er maaske Forvirring i det, ak! jeg har været saa syg og er saa træt, og min stakkels Aand har ingen Tanker. – Ikke sandt, Georg, min Kjære! Du vil ikke være med blandt Ormene i mit Liv? Jeg sender Dig nu mit Godmorgen; thi det er over Midnat. Gud signe Dig.

[Ingen underskrift]

Løverdag Aften [7/6 1868]

Min kjære Georg!

Alt har føjet sig saa underligt i disse Dage, at jeg ikke har kunnet gjøre min lille Visit, uagtet min Lyst dertil – og Du? Hvor er Du? Min kjære Lille, saalang forekommer Tiden mig siden jeg sidst saa Dig, at jeg i min Længsel efter at se Dig og tale med Dig – ængstes, som om Du var flyttet fra Jorden til Stjernerne, og at Tiden maatte udtømmes for Du kan naaes. Saa har jeg idag villet sende Dig Blomster – thi Hollænderne holde jo af Blomster. Men da jeg dog ikke kunde sende Dig en Jasmin, betød det Hele Intet for mig, og jeg lod den Tanke fare. Nu disse tørre Ord blot for at bringe Dig min venlige Hilsen og den Efterretning, at jeg Tirsdag Formiddag Kl. 12 vil kigge ind til Dig i Din Hule. Hvis jeg imorgen kunde se Dig, hvor vilde jeg dog gjerne! Jeg rejser med Toget i Forening med mine Børn til Klampenborg og derfra til Brocks.Det har ikke lykkes å finne ut hvem dette kan være. – Ved Du hvad jeg tror? Jeg tror Du igrunden er vel fornøjet med at være mig kvit i en Slump Dage – nuvel! Det var mig ikke kjært, men det er maaske naturligt; mit Væsen kan trætte Dig; thi vi mødes ikke i Alt. – Saa lev da vel saalænge! Du er god, vær da glad og frejdig; thi det tør Du være.

Din Kammerat

Nørrebro –Tirsdag 9/6 68

Min Kjære!

Ogsaa idag faar jeg ikke den Glæde at tale med Dig; men imorgen kl. 1 1 1/2 vil jeg være hos Dig. Det er en Sandhed at Alt er relativt i denne Verden, Længsel og Længsel er to Ting – Du siger Du har længtes, og dog er Du Mand, har den Ret til at handle, som – ja det er jo nok til imorgen.

Din M

Del av et Brev [sommeren 1868]

Jeg takker Dig for Dit Brev.Brevet er ikke bevart. Hvor kunde jeg tænke andet, end, naar Du ikke kom den ene Dag, var det ligesaavist som Solen skinnede, at Du kom den næste. Jeg var i Byen igaar og jeg var saa nær kommet til Dig, men Skræk for ikke at træffe Dig, og maaske intet Andet vinde, end forhindre Dig fra at komme herud, holdt mig tilbage; men imidlertid kunde hverken Bønner eller Overtalelser holde mig tilbage i Byen igaaraftes thi Kl 6 1/2 tog jeg ud. Du taler om at skrive, O Du kjære Hollænder, hvis Du blot skrev en Tiendedel til mig af hvad jeg har Trang, har Lyst og Beroligelse af at skrive til Dig – jeg havde dog lidt flere at gjennemlæse, naar det unøjsomme Sind ikke vil stille sig tilfreds paa andre Veje. O Du kjære Ven, hvor jeg dog kunde ønske Dig lidt af den Pine jeg fornemmer, for med et Ord eller Opofrelse strax at befri Dig fra den. –

Hvorfor kunde Du ikke igaar lade de Besøgende vide, at Du havde givet mig det Løfte at komme herud? Det var jo naturligt. Nej Sagen er, at Du lader Dig hindre af Bagateller – at Du med andre Ord er en rædsom Hollænder! Men imidlertid er min Uge gaaet tabt for mig, og det kunde have været forhindret ved et lidet Brev et Par Linjer, et lidet fjernt Løfte – eller, hvorfor ikke sige til Din gode Kammerat, at han skal komme ind til Dig? Han var kommen om saa tyve Dit og Dat Forhindringer vare marscherede op med Harnisk og Spyd. Værst er det, at jeg er bleven grundig syg, men det vil jeg heller ikke være – der er jo en Engelsk Syge, som berøver Legemet Førligheden og tager Væxten fra Lemmerne; mon der ikke skulde kunne opstaa [slutten mangler]

Torsdag-Morgen

[19-18/6 68 skrevet til med fremmed hånd]

Min kjære Georg!

Hermed højtideligt en Billet til de blaa Traade. Nu vil jeg sige Dig, at jeg imorgen Fredag fra Badet kommer op til Dig for at tage mig en Hvile før jeg til Middag skal ud i Alléen og derfra til NutzhornsDette kan være Frederik Nutzhorns søster Marie Nutzhorn. Brandes hadde vært omgangsvenn av familien, men forholdet var kjølnet noe da bl.a. Marie ikke hadde tatt Brandes’ parti angaende hans forhold til Caroline David. Det vites ikke hva «de blaa Traade» refererer til. om Aftenen.

Vil Du være med?

Din Kammerat.

Fredag [sommeren 1868?]

Kjæreste!

Jeg har siddet her den hele Aften alene, og uagtet jeg ingen Grund – og endnu mindre Ret – har havt til at vente Dig, har jeg dog lyttet i den forunderligste Spænding. Nu har jeg tændt mit Lys; thi der glide Skygger forbi mit indre og mit ydre Syn, som jeg selv har givet Form og Vægt – ja min elskede Georg, har Fantasien stundom smykket Rummet til et Paradis for mig, da er det vist, at den ikke heller har sparet paa de mørke Farver. Nu vil jeg skrive mig væk fra dette Sjæleplageri, men saa er Spørgsmaalet, om jeg kan undgaa at sætte min Sygdom over paa Dig? Jeg forsøger det. Du faar ikke disse Linjer før imorgen, jeg maa da skrive med Dagen over min Aand, saa Du ikke kaster Brevet fra Dig i Vrede og Kjedsomhed; thi Morgenen er streng og klar i sin Dom over Aftenens Værk. Lad mig da først sige Dig – nej bønfalde Dig: tag ikke mit Livs sidste Glæde fra mig, Du kan det, Du er endog ofte paa Vej til det, og jeg vender ofte et prøvende, ængstligt Blik mod min egen Sjælegrund, for at se, hvorvidt et af Dine vrede, tilbagestødende Udbrud imod mig, skulde kunne være istand til at vække de uhyggelige, kolde Magter, der ligesom de mørke Furutræer i «Alferne»,J.L. Heibergs Alferne: Eventyr-Comodie (1835). staa Vagt om Eventyrets farverige Verden, og jager den lidet Troende langt væk. Se, Du Elskede, Du løber stundom langt forbi og udenom de Veje, hvor Du med Din Naturs stærke Ejendommelighed havde Evnen til at trænge ind og samle Dig rige Skatte for hele Livet, og hvorfor gjør Du det, Georg? Hvad vil jeg Dig? Godt, Glædeligt, rige store Gaver, vil jeg dele med Dig, eller hvis Du ikke vil dele med mig – saa vil jeg give Dig dem uden noget Gjengjæld – thi det er jo ved Dig hele dette Liv kan tage sin fornyede Væxt og Farve. – Jeg er saa bange for at tale til Dig, saa sky for at sige Noget, tit saa uklar, saa ufri i Din Nærhed, men det er Din lunefulde Omskiften som er Skyld i dette. Kjæreste Barn, jeg er ikke, som Du yttrede, holdningsløs af Charakter, langt, langt fra, men jeg er indviklet i en dobbelt Banghed – først for Mulighederne i mit eget Væsen, saa for Umulighederne og Mulighederne i Dit.

Jeg forstaar, at Du er bunden paa en Vis til smertelige Forhold – Alle gode Magter beskytte Dig fra at lade Dit Liv udtømme paa de golde Veje! Det er Alt hvad jeg skal fordriste mig til at sige Dig nogensinde herom. Men vogt paa Lidenskabens hellige Ild, Georg, saalænge den brænder højt og klart, da gaar den mod Himlen og tør vel kaldes Oriflamme,oriflamme er et fransk ord som betegner St. Denis’s hellige banner, brukt av tidlige franske konger i krig. Det betegner også mer generelt et samlingspunkt i kamp. Ordet kommer av latin aurea flamma (gullflamme). men brænder den mat og blander sig med Røg, da hører den Jorden til og kvæler. Kjærligheden maa være fri, som den, om den skal leve, læg Aaget paa den, og den dør – Ak, den har jo i denne Verden saamange Navne, hvormed, de stakkels Mennesker trøste sig. – Og god Nat Georg, Gid Du var fri – Gid Du vilde følge med ind i Alfeverdenen, ak men gid Du kunde være mere taus end hint Barn, som forjog dem fra de skjønne Steder ved at røbe Deres gaadefulde Liv.

Din

[Ingen underskrift]

[23/7-68]

Min Ven.

Jeg sender Dig min Morgenhilsen før jeg gaar ud og før jeg erfarer hvad Tiden lider; thi jeg [har en] vis Fornemmelse af, at den er fremskreden langt over den Grændse, som den Flittige tør drage. Jeg havde igaaraftes et Anfald af mine sterke Smerter i Ansigtet, og de fortsætte sig endnu idag – derfor tog jeg mig sammen iaftes, og tænkte for første Gang i Din Nærhed paa mig selv. Jeg kan sige Dig, at jeg sad forbauset i Vognen over hvad jeg havde kunnet gjøre. Jeg havde altsaa kunnet løsrive mig fra Din Nærhed, ja ja Georg, man skal aldrig fortvivle. Men desuagtet staar det for mig som en Smerte at Du skal rejse,Brandes reiste til Berlin, Dresden m.v. den 25. juli 1868. og jeg ved, at naar Aftenen kommer drog jeg gjerne afsted, hvorlangt det skulde være for at vandre en Tur med Dig og fortsætte det Begyndte, det aldrig Sluttede, det evigt Fornyende i vort Forhold. O gid jeg dog endnu en Sommeraften fik være sammen med Dig, Du min Kjære, min inderligste Kjære, gid jeg endnu en eneste Gang til saa Stjernerne funkle forbi mit Øje i Din Nærhed! Hvor det vil blive magert at slippe det Personlige i Længselen og gribe den gjennem en Abstraktion alene, hvor tomt at gribe efter Væsenet og favne en Sky! O gid jeg kunde træffe Dig iaften, alle, alle optænkelige Ting, rimelige og urimelige vil jeg gjøre – men naturligvis har Du nok det, som holder Dig fangen, og min Evne er for ringe til at løse Dig, Du Kjære, Du Kjæreste! gid jeg kunde slutte Dig i mine Arme og fri Dig fra Alverdens Kulde, Haardhed og Smerte, gid jeg kunde lukke Dig inde i min Kjærlighed og lære Dig om Evigheden i en stor Lykke; men dette kan jeg jo ikke, det er forsilde – eller det er for tidlig; thi det kan være begge Dele. Skal jeg – nej, nu skal jeg ikke sige Alt, hvad der, som Bølgeslag gaar gjennem mit Sind; men Et skal jeg dog sige Dig; at jeg har i denne klare, skyfri Morgenstund, hvor Fantasien ikke forvirrer, tusinde Ting at sige Dig – at skulle sige Dig, og [af] disse er der kun to, som i dette Øjeblik antage en bestemt Form, og det er at min Hengivenhed er urokkelig, som mit Væsens Grund, og at min Længsel har en Magt til at tage Dig, som trodser Tid og Forhold. Saa ville vi se, Georg, om der er nogen Mening i Livet! Farvel saalænge, Du Kjære! gid det kun var til iaften; men det er jo det Fortvivlede, at det er til imorgen. Nej, Alt, hvad jeg har at tale med Dig om, sprænger paa min Tanke, hvad er dog en saadan tosset Lap Papir med et Par Linjer for en Fattigdom imod den levende Meddelelse.

Farvel Georg.

[Ingen underskrift]

Gaa hen og tal med Hegel om Trykningen, Du!

Fredag-Aften [sensommeren 1868]

Min kjæreste Georg!

Tre Linjer sender jeg Dig, kunde jeg med dem sende al den Længsel jeg føler efter Dig, Du lumske Hollænder! Men nu lutter Fornuft; thi jeg er dødstræt af mit Arbejde. Jeg har idag skrevet ti Timer, for at faa sluttet det første Kapitel af min Bog. Nu sendes det imorgen til Hegel – og siden i en anden Form til Dig. Ak her standser jeg ved en Smerte, som jeg helst vil tie med til en anden Gang! Farvel da og hils mine Venner, tænk paa Din gamle

Veninde M Thoresen

Fredag [sensommeren 1868?]

Kjæreste G.g!

Jeg rejser en Uge før jeg havde ventet, og da kommer Travlheden over mig, jeg maa nesten handle med Dampkraft. Hør nu da! Du skal ikke komme til mig Lørdag-Aften; men hvis Du er hjemme mellem 11-12 Formiddag kommer jeg til Dig for at aftale Noget, og tillige for at sige et Farvel til Din elskværdige Moder, som jeg beklager, at jeg altfor lidet har set. Ogsaa – dog Resten kan jeg sige Dig mundlig. Farvel saalænge,

Du min kjæreste Hollænder

[Ingen underskrift]

[sensommeren 1868]

Jeg sender Dig min sidste kjærlige Hilsen – for denne Gang! Foruden den sender jeg Dig en Epheu – Du ved jeg har sagt Dig, at den er sejg – ligesom visse Folk – men den kan dog dø af Ligegyldighed. Jeg takker Dig, Du har mit hele Hjertes Hengivenhed.

Din M Th

Christiania den 26. [høsten? 1868]

Min kjære Georg!

Igaar Eftermiddag Kl 5 afsendte jeg det Sidste af min BogSolen i Siljedalen, 1868. – Du maa være sikker paa, at jeg har arbejdet, for at naa dertil paa den – urimelig – korte Tid! Men der staar jo i Visen: det er sødt at mindes svunden Ve! – saa vil jeg forsøge paa at tage det som en Sødme, hvad som nok ellers vilde være bedsk som Galde; thi jeg er jo en Lazarus, og det kan have lange Udsigter med en Heldbredelse efter en saa voldsom Udtømmelse. Jeg har nemlig siden Hegels Tilbud om et mindre Oplag [«bør vel helst ties med indtil videre!» innskutt] foruden det Store – trykt til Julen – maattet anvende ti Timers Arbejde hver Dag i de sidste fjorten Dage. Nu, lad ikke dette møde Dig som et Klynk, min Kjære! Der er i min Sjæl ingen Klage, der er, om jeg uden at forarge tør udtrykke mig saa – en Sejersglæde, fordi jeg naaede Bestemmelsen! – De Tab jeg senere skal friste heraf, er jeg forberedt paa. Du maa ikke tro af Trods! ak nej, jeg er altfor ængstelig for mit Arbejde til at kunne trodse. Men jeg kjender jo paa Forhaand til de Møder mit Sjælefoster har, naar det vandrer ud i Livet alene. Nogle vil gjøre Nar ad det, Andre vil med en god Vilje misopfatte det, og ond Vilje vil enten tie eller tale det ihjel. Hvor jeg stundom glæder mig, fordi jeg er saa gammel! det giver dog baade Værdighed og Evne til at tage imod Forsmædelsen uden at forbittres; thi man vil jo Intet for sin egen Skyld. –

Nu har jeg igrunden en Uro over mig, fordi jeg gaar her idag og driver om i mine Værelser, uden Arbejde, medens jeg har lagt Alt over paa Dig. Du skal nu vedblivende trælle i min Tjeneste, og jeg kan ikke en Gang takke Dig paa den rette Maade! Jeg forstaar ikke at takke i Stunden, mit Taknemlighedsforhold maa leves ud – men da tror jeg at turde kalde mig selv taknemlig. Vil altsaa Gud give mig Tid, Georg, da skal Du faa min Tak i større Mond end nu. –

Jeg har nu et Par smaa Rettelser, som jeg vilde ønske Du kunde faa ind endnu. Det er i Lensmandens Forhør over Gutten, hvor han fornøjer sig over et Udtryk han tror at have fundet. Der tales om, at han har ladet Lyset staa efter sig i Soverummet – da siger Lensmanden; «Jeg forstaar Dig, Du har lagt (Varme staar der) Lunten til, og ladt Resten stelle med sig selv[»] – skal der staa. Dette Udtryk forekommer senere i Hovedforhøret, og skulde da gjerne rettes om til det Samme. Saa er der en Scene, som jeg fra den første Nedskrivning forandrede, men den tør absolut ikke rokkes. Det er i Slutningen, hvor Jacob har taget Syskrinet ud af Skabet, hos den gamle Kjerring paa Stridfossen. Der skal staa: «Bæ! vrængede det henne i Sengen. … Jacob vendte sig (og her kommer Ord jeg ikke husker) … Oprejst i Sengen sat Guri og rækkede Tungen af ham … [»]

– Du skjønner nok hvorledes Du skal rette paa det, Georg! Sagen er, at det var i fuld Overenstemmelse med Charakteren, at Kjerringen haaner ham paa denne Maade. Maaske var det endnu bedre, at Jacob, i det Øjeblik han trykker Skabet til og vender sig for at gaa – ser Guri sidde oprejst i Sengen med Maaneskjæret over sit Ansigt, og i det samme sige hun Bæ! og rækker Tungen til ham – og da styrter han afsted idetsamme. Kan Du klare dette for mig? Saa kommer det sidste Afsnit af Bogen, og da det er saa kort, og kun en Efterklang af det Hele, bør det, tænker jeg, ikke hedde et Kapitel, men blot staa med et Rum og en Stræg imellem.Alle de nevnte rettelser er foretatt slik Magdalene Thoresen ønsket, cfr. førsteutg. s. 258 hvor «Varme» er rettet til «Lunten», og s. 281 om Guris reaksjon; det er forslaget i siste avsnitt i brevet som er tatt til følge her. Også ønsket om å gjøre det opprinnelige siste kapitlet til en del av det foregående, bare adskilt med en strek, er oppfylt. Kjære, lad mig snart høre fra Dig! Hils Dine Forældre og Din Broder, og lev vel!

Din hengivne M Thoresen

Christiania den 8de Dcb [1868]

Min kjære Ven!

Jeg ser desværre i mine Tanker hvor kjed Du er af mig, og min indre Hørelse har i denne Tid fornummet mange Gange Udbrud af Din Misfornøjelse med mig. Jeg skulde derfor vel egentlig betænke mig paa atter at skrive Dig til – men saa er det jo disse Bøger, som jeg skal disponere over, og hvoraf jeg saa gjerne vilde bebyrde Dig med en Kommission. Vil Du da sende – eller lade Hegel sende, til Chr. Richardt et Eksemplar? Jeg tog mig ogsaa gjerne den Glæde at sende et til gamle HauchJohannes Carsten Hauch (1790–1872), dansk forfatter av den romantiske skole. Hauch vokste opp i Bergen og Kvinherad i Hardanger, før familien flyttet til København i 1803. – hvis Barndom jo er henrunden i de Egne, jeg i min Bog har forsøgt at skildre – men det kunde jo vel endog blive anset som en Yttring af en Arrogance jeg sandelig ikke har. Men siden jeg nu engang er kommen til at nævne Hauch’s, da vil jeg tilføje en Bemærkning, som Du vistnok vil misbillige.Brandes skal etter sigende best ha likt fru Renna Hauch, som i noen år var hans fortrolige, moderlige venninne. Der er Ingen i det Hus jeg kan sympatisere med, det vil altsaa sige: have nogen egentlig Sjæleglæde af, undtagen den gamle dybtfølende Mand. Hin Dag Du og jeg vare samlede derude, og da vi skulde vandre ind i Søndermarken, da ved jeg, at mit Hjerte og min Længsel blev tilbage hos den gamle Digter, der gik saa underlig aflægs omkring, men var desuagtet saa – næsten barnefrisk i sine Ord og Tanker. –

Jeg havde igaar Brev fra Hegel, som synes at have et godt Haab for min Bog – dette er jo i udvortes Forstand skjønner Du, Gud give jeg turde have det samme Haab i indvortes Mening! Jeg havde ogsaa et godt Brev fra min Sara, og et lidet Billede af hende; hvor er dog den unge Kvinde dejlig, hvilket ædelt Udstyr af Naturen! Du skulde dog gaa ud og betragte hende – netop nu!Sara fikk sitt første barn Karen våren 1869, og må altså ha vært gravid. Hvorledes kommer Du ud af det med Din Broder udi Korrektur-Læsningen? Jeg haaber, siden I varetage en fælleds Gjerning, at I og mødes i Venlighed? Ja Farvel, Georg!

Din gode Ven

M Thoresen

Om Magdalene Thoresen og Georg Brandes – en brevveksling

Da Georg Brandes og Magdalene Thoresen ble presentert for hverandre i Klampenborg 12. juni 1864, var han 22 år gammel og hun 45. De var et umake par på de fleste områder: de hadde ulik alder, bakgrunn og erfaring, og de hadde ulike livsanskuelser og ambisjoner. Hun kunne ha vært hans mor.

Aldersforskjellen mellom Magdalene Thoresen og Georg Brandes var én ting, livserfaring og kunnskapsnivå en annen. For vår tid er Georg Brandes den berømte av de to, men da de traff hverandre, forholdt det seg omvendt.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook