Christiania den 21. Januar 1869

Min kjære Georg!

Jeg har læst hvad Du har skrevet om min Bog – en Kritik i to Udgaver,Georg Brandes publiserte to anmeldelser av Solen i Siljedalen, den første anonymt i Illustreret Tidende 20.12.1868, den andre med signaturen «Gg» i Dagbladet 7. januar 1869. I Illustreret Tidende skriver han: «Bogens Charakterer ere kraftigt, meget tydeligt, maaskee tillige noget grovt tegnede og malte.» og jeg ved hvormeget jeg derved har Dig at takke; thi det er sandelig ikke af Lyst Du har gjort det, og derfor sender jeg Dig min varme Tak. At jeg i mange Punkter ikke er enig med Dig, ligesaalidt som Du med mig – ja det har jo sin naturlige Aarsag, og hvor det Naturlige skiller, eller forener, der kan igrunden Intet opstilles. Man kan tale hver paa sin Vej, men man taler sig ikke sammen, hvis man i Aanden ere skilte. Du mener nu, at mine Karakterer ere grovt skildrede; jeg mener, at de, tagne af vor Jordbund, maa tegnes med faste Konturer, indenfor hvis bestemte Grændser, de finere Farvespil kunne bølge sammen uden at rokke den engang satte Lov. Se dog Schakspeares Kong Lear! Hvor Noget Fyldig skal komme frem maa der Plads. At Du finder den mindre bestemt formet og afrundet end Signes Historie, ja det har sin Grund, vil Du tilgive denne Parentes?Parentesen inneholder en kraftig, uleselig overstrykning. ellers maa jeg skrive om igjen –

Man kan jo ikke vedblive at skrive Signes Historie, ikke sandt? Min nuværende Fortælling er et Kulturbillede, der høre de store Brydninger ikke hjemme, der springer Handlingen frem af Karakterernes Blanding og Paavirkning, og ikke som i Signes Historie Karaktererne af Handlingen. Men jeg har i denne Bog mit Midtpunkt ligesaavel som i den anden Bog. Gildet hos Mons Haldorson er Sammenblandingen af alle de forskjelligt villende og virkende Karakterer, og derfra tager hver sin bestemte Vej mod Afslutningen. Men det er som sagt ikke til et Stortag med Livet jeg har indbudt dem, om end det er for at sikkre dem hver sin Plads paa den store Byggetomt af Guds Rige paa Jorden. Du faar om Eli en splittergal Mening – var Du Kvinde forstod Du hende, forstod Du, at hun er ligesaa lykkelig i Ralfs Værge (han heder Ralf og ikke Rolf!) som det Barn der umættelig af Lek og Frihed løber og tumler sig træt, er det ved den Orden Moderen drager det ind i. Jeg har angivet hendes og hans Karakterer i Scenen med Jordbærene, som Børn. Hun har den Livsuro, eller den Utaalmodighed, som en Mængde af Kvinder have. De ere skabte for Kjærlighed – ja endog for en eneste stor Lidenskab – men vidste Du hvor disse Kvinder jage i Stilhed eller aabenlyst efter denne store Magt, som skal binde deres løse Væsen til en kraftig Helhed, hvilket de trænge til for at føle sig vel? – Vidste Du hvilken Række af skyldige og uskyldige Forelskelser den Slags Kvinder have havt – alt i Forhold til de Mænds Karakter, som de have mødt – og dog have de Intet tabt af det, som er istand til at sikkre dem en stor Lykke! Men du forstaar – ligsaalidt som nogen Mand – dette; thi I staa i et Slags traditionelt Forhold til Kvinden, derfor maa hun bedrage Jer, ligesaafuldt, som I bedrage hende. Du vil vel dog indrømme, at en Mand kan forelske sig hist og her, mangfoldige Gange, og derfor give sig hen i en stor Følelse for hele Livet? Det er paa ingen Maade anderledes med Kvinden. Kun er hun utaalmodig paa denne Vej; thi hun er bange, og det er Manden ikke, han har ikke Fordommene mod sig, det har hun. –

Men se nu om Nogen har mærket sig den smukke og rigtige Tanke – undskyld min Selvros – at Eli sidder og staver Faderen ind i et nyt Taalmodighedens Tungemaal – og at Ralf henter Eli op til sin Gaard bærende hendes Fader foran. Se om Nogen lægger Mærke til Bogens Enhed, at Kjærligheden mellem Mand og Kvinde er det helligste Samfundsbaand – fordi det er der Blodets Baand knyttes, og derfra Slægterne ere udgaaede – og følgelig den højeste Civilisation; thi deraf kommer den lyse Livsanskuelse, den glade Gudstilbedelse og al Glæde er jo Tak til Gud, og det største Forhold mellem Gud og Mennesker er Tak. Der er sletikke mere end en Ide i min Bog, og det er, Kjærlighedens, dens Solskin over Aljorderige varmer baade Onde og Gode. –

Her gjør min Bog Lykke. Hegel har sagt mig, at den sletikke sælges i Danmark – ja, hvad skal jeg sige dertil? En æstethisk Frembringelse er jo paa en Maade en Vare, bliver den ikke søgt, da maa Produktionen af den ophøre. Ak jeg har sat Saameget paa den Ting: Alt hvad der har truet med at tage mit Hjerte ind til sig, har jeg kastet fra mig, for at kunne give det helt hen i dette Forhold. Men Tiden er fæl at stride med – Tidsaanden vilde jeg egentlig sige. Det Gamle og det Nye mødes med arrige Ord og Miner – det Gamle kalder sig det Nye og det Nye det Gamle; – imellem disse to Strømme vil der blive en Slags tør Vej, hvorpaa Almindeligheden eller Surheden kunne liste afsted: men for den som vil ud over disse smaa Tilstande, vil Valgets Dag komme: er Du med, hvor Personligheden samler sig til Gjennembrud, eller følger Du Abstraktionen ud i dens Fladheder og op paa det sprængende Punkt, hvor der raabes ligsom i Sweitz: ned med Gud, med Ægteskabet, med Familielivet!

Nu vel, min elskede Ven, mon Du har saamegen sand Hengivenhed for mig, at Du, som jeg i denne, og mange andre Stunder, kan føle Smerten af, at vi maa komme til at staa mod hinanden? Jeg tror det ikke, Georg. Jeg tror Du har nogen Sympathi for mig; men jeg tror ikke rigtig Du har det faste Syn paa min Karakter, at Du igjennem Tosserierne kan se det Evige, eller rettere, det egentlige Hold; thi der maa Lighed til dette. Jeg har aldrig truffet et Menneske med hvem der i Tidrummet af en tre Aar er foregaaet er foregaaet [sic] en saa voldsom Forandring som med Dig. Hvor lukket og fyldig kom Du mig ikke imøde først Gang! Nu er Du en skinnende Salamander – Jeg maa le af min Lignelse: thi Du bliver naturligvis rasende, min kjære Hollænder – men jeg mener ikke et Atom af Stygt derved. Jeg vil blot sige, at en Salamander er i Naturriget det Aandrigeste i Form og Væsen, spillende i Lys og Farver og hurtigt og let i skjønne Bøjninger. Og saaledes er Du, Georg, vittig, klar, veltalende og hurtig. Du er fristende: thi Du er god i alt dette og det ser ud saamangengang, som om Du var med – sympathetisk med – inde paa de Veje, Du da i næste Stund tager som en Legeplads for Din modsatte Mening. Dermed har Du fortryllet mig saamangen Gang, Georg, og dermed har Du i Regelen saaret mig ligesaatit. Tilgiv Din gamle Veninde, at hun siger Dig dette! Det præsser sig saa uvilkaarligt frem i denne Stund; jeg har Billedet af min Pinsel og min Glæde klart foran mig. O bliv dog lykkelig, min kjære, kjære Georg! Og hermed Farvel til dette. –

Har jeg sagt Dig – nej, jeg har ikke sagt det – at Bjørnson, og Kones Raseri eller Vrede imod mig dernede i Kjøbenhavn skrev sig fra min Bedstemoderfortælling.«Min Bedstemoders Fortælling», publisert høsten 1867. De have begge troet at se sig kopierede i den. Før jeg gaar videre, da modtag min Tak for Dit lille, men kjække ForsvarI anmeldelsen i Dagbladet 7. januar 1869 skriver Brandes: «Istedetfor som i dette Tilfælde [en negativ omtale i Figaro, «Om den Bjørnsonske Digterskole»] at opholde sig ved noget forfeilet og uskjønt, som Fru Thoresens kunstneriske Sans ikke er fin nok til at beskytte hende imod, burde man hellere have beundret de sande og modige Grundtræk: der skal Dristighed og Sandhedskjærlighed til – sjeldne Egenskaber i vor moderne Literatur – for at vove at fremstille Kjærligheden hos en Kvinde paa 35 Aar istedetfor paa de traditionelle, alene saliggjørende 18 til 24 Aar, og der skal megen Dygtighed til for at motivere hendes Udvikling eller Mangel paa Udvikling, som det hist [i «Min Bedstemoders Fortælling»] var gjort.» I parentes bemerket: Brandes’ daværende kjæreste Caroline David hadde omtrent samme alder som Magdalene Thoresens hovedperson. for denne min Yndlingsfortælling – Du traf Sømmet lige paa Hovedet, og en eneste saadan Bemærkning slaar mere end lange Forklaringer. Da jeg kom hjem fik jeg jo denne latterlige Historie at vide, og derved Gaaden løst. Det er det, han har havt imod mig og intet Andet; men det er tillige denne Myre,maur som alle Referenterne af Skandalen have opstillet som en Elefant. Jeg har ærgret mig lidt, leet en god Del, og givet Bjørnson min Mening tilkjende derom, i et Selskab, hvor vi nylig mødtes. Han indrømmede da ogsaa villig sin egen Uret. Vrøvl er der vel i denne Verden!

Jeg har det ellers godt, min Ven. Jeg er nesten rask bestandig, og holder mig borte fra Verden. Min Ensomhed er baade styrkende for min Sjæl og mit Legeme, og vilde blot Nogen læse mine Bøger, da tror jeg nok jeg skulde kunne skrive. Vil Du nu dog engang tage Pennen fat og give mig nogle Sider at gjennemlæse! Du maa skrive mig et langt Brev til, ikke sandt, min Hollænder. Fra Ibsen har jeg havt er rigtig dygtig Brev; men vi to staa ogsaa med vore forskjellige Livsankuelser, og kunne ikke ret smelte sammen. – Vil Du hilse Dine Forældre fra mig, og vil Du bringe en Hilsen til alle Hauchs? Nu lev vel Georg!

Din trofaste Veninde

M Thoresen

Christiania den 8de August [1869]

Min kjære Georg!

Jeg takker Dig for Dit Brev;Brevet er ikke bevart. det var godt gjort af Dig, at Du skrev mig til; thi Du maatte nok kunne forstaa, at naar jeg taug saalænge, skete det – for at tale romantisk – af den Grund: at jeg havde Saar, som skulde heles, og følgelig maatte holde mig fra formegen Bevægelse, der jo gjør at Blodet strømmer til, og forhaler Helbredelsen. Jeg var bedrøvet over min Bog, og jeg var bedrøvet over den Maade, hvorpaa Du omtalte den.Omtalene av Solen i Siljedalen. Ikke fordi Du skulde have givet den mere Ros end den fortjente; men fordi Din hele Anmældelse var holdt i en mærkelig skødeløs Maner. Man saa og hørte, at Du og Din Pen her havde et Arbejde for Jer, som I ikke gad spilde megen Undersøgelse paa, det kunde fejes over med en løs Haand. Derover kan jeg nu ikke gaa i Rette med Dig; der er saameget Stort at tale om i denne Verden, at det Smaa bør finde sig i at fejes af – men skal ikke Kritiken blive en altfor negativ Kunst, da maa den vel netop kunne finde frem: det Smaa i det Store, og det Store i det Smaa. Nu, hvorom Alting er, jeg følte mit Hjerte saaret – ikke min Forfængelighed – Jeg havde hørt Dig tale med forandret Mening om Ting, som Du iforvejen havde rost – dette kan være naturligt og rigtigt fra Dit Standpunkt, fordi Du er i uafbrudt fremskridende Udvikling – men tror Du da ikke, at den, som kan mindes Dine gunstige Domme, ogsaa har Ret, naar [han] føler Smerten ved at se sig reduceret i den Mening han før var stolt af at gjælde Noget for? Jeg har nok Ret, min Ven; thi jeg er et Naturmenneske, og hvad jeg saa dybt fornemmer lyver ikke. – Se – da tænkte jeg, som jeg altid har tænkt, naar jeg har lidt Meget – enten saa med Ret eller Uret – lad mig være alene. Menneskers Tillid giver min Aand stor Frugtbarhed – hvem udvikles ikke i Solskin! men Intet er saa lammende for mig, som Lunkenhed. Lad mig da forsøge paa om Taushed og Ensomhed kan reproducere hin frugtbringende Tro, hvormed min Sjæl tager Vækst – thi Mennesket er velnok et Selskabsdyr, men der er dog tillige noget højst Enkelt i et Individ – lad mig da, hvor ondt det end gjør, blive stærk i at være Enkelt. Se der er mit Vinterprogram, og efter det har jeg troligt levet. –

Du maa imidlertid ikke tænke, at det alene er Din Opsats om mig, som har bevirket denne Beslutning – o nej da! Fra mange Kanter kom Smerten til mig, og mange, højst forskjellige Ansigter havde den. Bjørnson havde ved en Hensynsløshed, som søger sin Lige, og ved en utrolig Masse Løgn og Snak nedsat baade mig og min Virksomhed her i Byen – Sligt kan give Harme! Saa har man foruden dette en slæt Forstaaelse af Kvindens offentlige Kald, og det fører til mangeslags Uhygge – Ja der er jo Mangt og Meget, en Natur, som min har at kæmpe med og imod, og jo finere Uld Faaret har, naar dets Vej gaa gjennem Tornekrattet, desto mere bliver der revet paa Skindet. Men Et til Slutning! Jeg havde før været løftet af Troen til mit Kald – den Grund løsnede under mig, og jeg led en Pine til Døden derved. Men huskende paa, hvad netop Du – den Unge og Troende – havde sagt om mig: at var der Noget i min Karakter, som skulde fremheves, da var det den Styrke at kunne se – selv den vanskeligste Sang [Sag?] under Øjne – og virkelig følende Sandheden af denne Bemærkning, lod jeg Smerten gaa tilbunds og hente op denne Styrkens Perle, som – nu, da den Gud ske Tak! pryder min Aand, ikke længer kan kaldes Tro, men Overbevisning. Troen har man kun en Gang, den kan aldrig reproduceres; maa den underkastes Tvivlens Brydninger, og sejrer den, da hedder den Overbevisning. –

Nu kjære Georg! det er jo, som Du kan vide, neppe Hundrededelen, hvad her er sagt, af det jeg egentlig havde at sige Dig – som urokkelig og uforandret har bevaret Din Plads i mit Hjerte, og skal – om Du selv vil – sikkert beholde den.

Jeg sendte Dig min Hilsen med min ældste Søn,Thomas Thoresen, f. 1846 var skuespiller og dramatiker. der lever her som en Slags Literat, og agter at fortsætte i den Retning, hvilket jeg nok tror egentlig er hans. Han har nok en hel Del Kunstnertrang at kæmpe med; men for ham har Skuffelsen og mangeslags Savn været en drøj og gavnlig Skole. Han har kastet mange Unoder fra sig i Striden, og han staar nu ung af Aar med en temmelig gammel Forstaaelse af Livet. Han skriver godt – og er mig stik imod. Han er begejstret for Dig, og følger Dig med slugende Interesse og Forstaaelse. Men lad mig dog her føje et lidet Ord til om min egen Interesse og Forstaaelse! Jeg har nemlig læst Illustreret Tidende, og paa et eller to Stykker nær, der ikke trak sig sammen – eller rettere: pointerede Sagen stærkt nok, har jeg været i høj Grad glædet af Din ubestridelige kritiske Dygtighed. Flere Steder har jeg endog siddet og læst om igjen et Par Gange – og med Varsomhed; thi Du ved jeg er tung og falder snart igjennem den Slags fine Silkeflor-Væv! –

Jeg sender Dig nu med disse Linjer min yngste Søn – det er min Sidste!Axel Thoresen, f. 1851. Han skal – uden Ord – bringe Dig Hilsen fra den Hengivenhed, som Du bør være meget, meget øm over, for ret at fortjene den. Jeg skal nu til at leve et Slags modigt Liv. Min unge Søn og min gamle Moder behøve, paa 100 Rkdlr nær, Alt hvad jeg har at leve af, og jeg skal da til at slaa mig igjennem, hvilket tykkes mig en ren Plaser!bergensk for fr. plaisir: fornøyelse.

– Jeg har nu idag læst Korrektur paa en Skildring, som jeg har skrevet til dette forgyldte Værk, Nordiske Digtere, som skal komme ud hos en Kunsthandler i Kjøbenhavn … Ja hvis denne Skildring ikke er god – saa overgiver jeg mig; thi da kan jeg ikke skrive! Den følger i sin Retning efter «Min Bedstemoders Fortælling[«]. Jeg arbejder nu raskt, og som jeg synes, lykkeligt, paa et lidet SkuespilDet er sannsynligvis Et rigt Parti, som utkom i 1870. Det ble oppført anonymt på Det kgl. Theater i København samme år, med Johanne Luise Heiberg som regissør, men ble snart tatt av plakaten. – men om det vil jeg skrive Dig, lidt længere hen, et langt Brev. Nu sender Du mig snart et Par Ord, Georg? Jeg lever i dybeste Ensomhed, og tager med inderlig Glæde imod Besøg af en Ven. Vil Du hilse Din Moder fra mig, og vil Du hilse hos Hauchs? Lev vel!

Din M Thoresen

Christiania den 6 September [1869]

Min kjære Georg!

Efterat jeg havde afsendt mit forrige Brev til Dig, erindrede jeg Et og Andet, som jeg gjerne vilde have besvaret, eller rettere: talt lidt mere om: men blandt dette var Din Anbefaling af Fru BerghElisabeth Bergh, f. Simonsen, gift med naturvitenskapsmannen Rudolf Bergh. Hun var en periode en av Brandes’ mange venninner. mig dog det Vigtigste. Jeg kom nemlig ikke til Modum,Modum Bads Nervesanatorium i Buskerud. uagtet det havde været min Bestemmelse i længere Tid; der stillede sig Noget ivejen, netop i de sidste Dage. Jeg kunde altsaa ikke opfylde Dit Ønske, hvor gjerne jeg vilde. Saa gik Tiden hen, og jeg bestemte mig da til at vente, til hun maaske ved Nedrejsen kom over Christiania, og sendte hende i den Anledning et Par venskabelige Linjer, hvori jeg indbød hende til at besøge mig. Jeg fik paa dette intet Svar, og da nu Tiden længst er forbi, kan der naturligvis ikke længer være Tale om at vente hende hertil. Jeg antager nu for sikkert, at hun ikke har modtaget mit Brev – jeg maa antage det – og da Du ved en saadan tilsyneladende Ligegyldighed fra min Side – imod en Anmodning fra Dig, har Grund til at være misfornøjet med mig, saa vil Du vist selv finde det i sin Orden, at jeg her giver Dig mine Oplysninger, og tillige den Forsikkring at Intet kunde være mig kjærere end at tjene og glæde Dig. –

Saa talte Du om Bjørnson. Ja, min Ven! Der er saa meget for mig at sige i Anledning af ham, at jeg egentlig har lukket mig inde i Taushed, fordi jeg dog aldrig vilde udtømmende kunne forklare mig i den Retning. At han her i Byen til det Yderste har nedsat mig, ved nesten hvert Barn at tale om – man finder det skammeligt af ham, man vender mig Ryggen ligefuldt. Jeg tror han har angret det – ikke fordi han fra Ærens dybe Grund maa kunne sige sig selv, at han er en Forræder af laveste Sort – men jeg har aldrig kjendt en saa fejg Mand, ligeoverfor den offentlige Kritik, og derfor er han ræd, Rædhed er hans Anger; thi han frygter mine Venner og Tilhængere. Dog dette kan Du ikke forstaa uden at forstaa vort hele Liv og Virken i denne By. At han skriver til Dig er fordi han er ræd. Han har nu ikke længer C. Petersen,Bjørnsons venn og støttespiller, kritikeren Clemens Petersen, matte på grunn av en offentlig skandale omkring sine personlige forhold – han var homofil – emigrere til USA i 1869, hvor han ble i en årrekke. og han ved bedre end nogen Anden, hvad en skarp Kritik kan [sic] fra Danmark vil kunne reducere ham. Se derfor siger han til Dig de profethiske Ord: [«] Hun lever ikke for noget Højere end Poesien, hvad hun saa end derom maatte sige i sine Bøger.» Sandheden er, at [han?] ikke lever for Poesien: men for en hel Del Humbug, og tro mig, den Yttring til Dig, er ikke opfundet af hans Snuhed for min Skyld – mig vidste han, at han havde Bugt med, idet han compromitterede mig og stillede mig i Gabestokken ved at gaa om og betro Folk, at han havde ladet Fru HejbergSkuespillerinnen Johanne Luise Heiberg. sige mig, at han ikke ønskede at fortsætte nogen Omgang med mig – fordi jeg havde altfor [erstatter overstrøket, uleselig ord] varme Følelser for ham, og det satte Splid i hans Hus. Du ser han forstod at gjøre mig uskadelig! Hin Yttring er derfor ikke opfunden for mit Vedkommende men for H. Ibsens. Den Mand lever ogsaa for Poesien alene, medens Bjørnson er nødt til alene at slaa det store Slag for Folkets Oplysning og Ære, og tage det Onde, som falder af herhjemme. Nu, Ibsen frier sig letnok fra denne Underfundighed, han bliver bare borte, dermed er Alt gjort. Imidlertid lover jeg ham [Bjørnson], at jeg skal, om Gud vil, blive ham en ligesaa haard Nød at knække! Han har kastet den sorte Plæt paa mig, og han staar ved det; han kan hverken komme frem eller tilbage; men jeg har Magten til at tvætte den af. –

Dog, det, som et trængt ind til Sindet – den Skygge, som man kalder Mistro, hvor faar man den væk? Tror jeg egentlig noget Menneske mer? Jeg gyser nesten tilbage for et nærmere Syn paa den Sag; men jeg har brudt al Omgang med Folk, og naar jeg stundom mødes med Enkelte, da vejer jeg mine Ord, og jeg gaar ikke længer hen til dem paa min gamle Maade med et Kjærtegn – og naar jeg gaar bort fra dem, gjennemgaa jeg endnu en Gang hvad jeg har sagt. Nej, han har, føler jeg, igrunden stængt til imellem Menneskene og mig. Jeg har aldrig i mit Liv før følt Trang til at gardere mig. Jeg talte med RichardtBrandes’ venn dikteren Christian Richardt. heroppe ved Studentermødet. Det var mig inderlig kjært – det var jo tilfældigt – men ligemeget, det var godt. Jeg havde saanær styrtet ham grædende lige i Armene – tror Du da ikke man havde sagt: Sesaa! der traf hun nok en Elsker fra svundne Tider! Nu Gud ske Lov, jeg holdt baade Taarer og Udbrud tilbage. Vi talede et Par Ord om Dig, jeg sagde med et flygtigt Udtryk, at Tonen i Din Anmældelse havde saaret mig – ikke saameget for dens egen Skyld, som fordi Andre i Dig derved troede at have en Allieret. Jeg kunde høre Du havde beklaget Dig, eller rettere talt til ham om denne min Misfornøjelse: men Georg! erindrer Du det Brev jeg efter Anmældelsen skrev til Dig? Paa det har jeg et Svar fra Dig, der lyder saa:
«Naa Gud ske Lov, Du ikke er som P Müller ect[«]Dikteren Frederik Paludan-Müller. Brevet det refereres til, er tilsynelatende gått tapt. – Det tyder jo ikke hen paa, at jeg har givet Dig nogen Grund til Klage eller Misnøje. Hvad jeg følte gjemte jeg virkelig hos mig selv, og kun til Hegel, som tilskrev mig om de mindre gode Virkninger af Anmældelsen i «Dagbladet» udtalte jeg mig om min Bedrøvelse: men Intet Andet. Du burde heller ikke have en saa liden Forestilling om mig, som, at jeg ikke kunde udholde en Tilrettevisning; den er sandelig lettere at finde sig i end den dybe Ligegyldighed og Taushed jeg her er omgivet af, og som vistnok vil have sørgelige Virkninger for mig i Tiden. –

Jeg har nu en Kamp at bestaa, og jeg er jo alt mere end et Aar inde i den, som vistnok vil være den Sværeste jeg har havt. Jeg har heller ikke Ungdommens Bøjelighed og Haab til min Undsætning længer; jeg har en stille Bøn til Gud og Ærlighedens Mod, saalangt det rækker vil jeg komme. Men min kjæ[r]lige, varme Tillid, hvor finder jeg den igjen! Hvor blomstre mine Jasminer paa denne Mistroens og Afsondrethedens øde Vandring! –

Og dog er der en Sejersfølelse i mig, der ligger som en Fugl og flakser med Vingerne – jeg er jo gammel; den flyver ikke længer mod Solen; men den vil dog vist naa op til en af de Højder, hvor man har Løgnen, Hykleriet og Forfængeligheden under sig – og paa en saadan Højde maa man jo kunne være sin egen Ven! –

Farvel da for denne Gang, Georg! Hvis Du vilde skrive mig til, vilde det glæde mig; men betænk Dig! Man kan forresten let slippe mig; jeg er ikke af de sejgslidende Bekjendskaber. Nu haaber jeg Du har det godt, og dog, med Din Natur har man det oftest baade ondt og godt i stadig Blanding. Levvel!

Din Ven

M Thoresen

Om Magdalene Thoresen og Georg Brandes – en brevveksling

Da Georg Brandes og Magdalene Thoresen ble presentert for hverandre i Klampenborg 12. juni 1864, var han 22 år gammel og hun 45. De var et umake par på de fleste områder: de hadde ulik alder, bakgrunn og erfaring, og de hadde ulike livsanskuelser og ambisjoner. Hun kunne ha vært hans mor.

Aldersforskjellen mellom Magdalene Thoresen og Georg Brandes var én ting, livserfaring og kunnskapsnivå en annen. For vår tid er Georg Brandes den berømte av de to, men da de traff hverandre, forholdt det seg omvendt.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook