Chri[s]t. den 30te Jan 1870
Glædeligt Nytaar!
Min kjære Ven!
Jeg tror, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg utallige Gange har skrevet Dig til – i Tankerne, naturligvis, i Virkeligheden er det jo ikke sket, det ved Du saa vel som jeg. Jeg har vistnok sagt Dig – thi hvad har jeg ikke sladret ud til Dig! at naar jeg har en Ulykke, eller en stor Sindsrystelse at udholde, da taaler jeg ikke at røre den med et Ord, Meddelelse er mig en Pine. Og jeg har havt det at bære, og stride med – siden jeg forlod Dig – som fordrede den omhyggeligste Behandling for ikke at efterlade disse ækle Saar i Sindet, som gjør hele Mennesket sygt, og som tillige smitter Andre. Dette skal imidlertid ikke forstaaes som om jeg ved mit stille Arbejde vilde skyde Ulykken fra mig – det er langt fra; jeg meget mere tilegner mig den, poder den ind i mit Væsen, for paa den Maade at vinde det Gode ud af den – thi noget Godt er der jo i Alt og da bliver jeg endelig dens Herre. Men dette er i Sandhed et svært Arbejde, under hvilket man maaske kan le og spøge – men ikke tale fortroligt. – Nu, helt ovenpaa er jeg jo ikke endnu; men jeg er dog saa nær, at naar jeg omgaaes mig selv med stor Forsigtighed, saa vil det ikke vare meget længere.
Men jeg har tænkt paa Dig! Og hvis Du maaske har ment jeg var troløs, eller noget Lignende – da tag denne Skam, hurtigt fra mit Minde; thi jeg fortjener den ikke. Nej – engang associerede jeg mig med Dig, skjønt Du var den Unge, og jeg den Gamle, og denne Association ophører ikke før Du – definitivt overskjærer Baandet, jeg gjør det aldrig. Der er Noget i Dig, som jeg kjender og holder af – kan det ophøre at være der? Kan den Lidenskab, som bærer Dit Væsen, ophøre at være hvidglødende – kan den blive brungul og osende? Tiden er maaske den Eneste, som kan give Svar paa dette. Men med denne hvidglødende Lidenskab er det Du selv skal svare paa Tidens Spørgsmaal – og kun med den; thi der hvor Du brænder maa Du virke som Kulde. –
Det er ikke min Sag Du forsvarer, hver Sejer Du har er et Tab for mig; men jeg ønsker Folk, som Du, i Striden, de absolute Modsætninger have altid det Udbytte af at mødes, at de agte hinanden. – Nu Georg, min Ven! Skulle vi mødes til næste Høst i Danmark? Jeg agter da at opløse mit Familjeliv, og se mig lidt om i Frilandsluften for nogle Aar. Vinteren efter denne vil jeg leve i Stokholm, og hvad saa videre skal ske raader Gud for. Ibsen kommer nok herop til Sommeren, og dertil glæder jeg mig meget. Rigtignok have vore Aander intet Møde havt i de «Unges Forbund» men vi have før havt andre Møder! Flere af hans Arbejder elsker jeg overordentlig. Farvel, da for denne Gang, min Yndling! Jeg havde nok noget Mere at sige Dig; men en indre Stemme raader fra – jeg faar lyde den. Vil Du nok skrive Din gamle Ven til, og det ret snart? Jeg længes efter et godt Ord.
Din heng. M Thoresen
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Georg Brandes og Magdalene Thoresen ble presentert for hverandre i Klampenborg 12. juni 1864, var han 22 år gammel og hun 45. De var et umake par på de fleste områder: de hadde ulik alder, bakgrunn og erfaring, og de hadde ulike livsanskuelser og ambisjoner. Hun kunne ha vært hans mor.
Aldersforskjellen mellom Magdalene Thoresen og Georg Brandes var én ting, livserfaring og kunnskapsnivå en annen. For vår tid er Georg Brandes den berømte av de to, men da de traff hverandre, forholdt det seg omvendt.
Korrespondansen mellom dem er redigert og kommentert av Jorunn Hareide, som også har skrevet en innledning hvor hun setter den inn i en større sammenheng.
Teksten i bokselskap.no følger NSLs utgave fra 2002 (Emilia forlag, Oslo).
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
