Brukshistorier

av Ragnhild Jølsen

Den tolvte i Stua

Det var trangt om Plads i Sandhytten: Mand, Kjærring med ni Avlæggere, fra Alderen atten til to, opholdt sig, spiste og sov i et og samme Rum. Og tok det sig ut som Syn for Sak, at allesammen her stod under samme Lov som Trær, der vokser for tæt – den sterkere trækker Kraften fra den svakere, eller Tilvekst i syd bringer Fradrag i nord og omvendt, ogsaa i Sandhytten en viselig og økonomisk Naturens Husholdning, paa det at de ikke alle enten skulde forgaa av Usseldom, eller Pladsen bli dem for knap i deres Frodighet.

Tydelig saa det saaledes ut, som om Manden, Lauritz, grundet sin Længde, til Gjengjæld var paapas mager, at den næstældste kunde faa Plads hos ham ytterst paa Sengestokken; mens Kjærringen, Mattea, der laa inderst og var stutt og bred, fik Rum til den allermindste i en Klæskurv nedved Benene. Saaledes ogsaa med Jens og Jon – uagtet Tvillinger var de saa ujevne, at de makelig laa andføttes uten at sparke hinanden i Næsen. Saaledes ogsaa med Johanne, som trods sine fyldte fem Aar var saa kortvokset, at hun endda kunde ligge i Vuggen. Saaledes ogsaa med Jakob, Nils og Ole, som alle laa i Sofabænken – Jakob og Ole, som laa paa Ytterkanterne var blit lubne og bredskuldrede til Forsprang for Nils, der laa i Midten og likesom ikke havde faat Plads til at utvikle sig i Bredden, men nærmest var tynd og lang som en Hyssing. Saaledes tilslut med Karoline, den ældste, og den eneste, som havde egen Seng – hun var saa kraftig og sund, at det var en Lyst at se, med rød Mund, store Bryster og bredt Liv.

Uvisst forresten, om det udelukkende var Sengen, som var Skyld i det – kanske var det ogsaa Skogslivet om Kveldene, Granluften, Gud ved hvad – – at hun var slik en prægtig Jente ogsaa til at holde Humøret oppe, sang og trallererte, saavel naar hun gik til sit Arbeide Klokken seks om Morgenen, som naar hun kom hjem om Kvelden, lo og skraalte av alt og ingenting. Slikt Liv og Lemark i Jenta, saa Gud bevare en vel.

Forældrene bad aldrig Karoline om at tie stille eller moderere sig litt, vel fordi en Anelse sa dem, at det da blev endda galere – og desuten var de stolte av Jenten og syntes, det var en svare Opkvikkelse at høre hende. Nyttig var hun ogsaa: Undertiden naar hun kom hjem fra Arbeidet, kunde hun saaledes ta sig for at fange Smaasøskenerne og under stort Hui og Braak trække dem ned til Brønden og skrubbe dem rene. Andre Ganger hev hun Storgryten paa og stampet Graut, saa Moren var usorgendes for Matlagning i Dagevis. Atter andre Ganger skurte hun Stuen og hentet friske Bjerkekvister og pyntet Skorstenen med. Men saa var hun ogsaa noget forfløien av sig og græsselig doven indiblandt: Fjorten samfulde Nætter kunde hun sove i Sengen uten at re den op, Serken, hun gik med, var ofte svart som Pipen, og saa videre i det uendelige. – –


Her i Menneskehiet Sandhytten var det, at der en dunkel Vaarnat hændte noget høist besynderlig. Utenfor regnet det, og Fossen suste av meget Vand, da Mattea vaaknet, reiste sig overende i Sengen og forundret spurte:

«Kjære vene, aa kom detta ifraa?» Men da ingen bortover i Stuen svarte, la hun sig, idet hun forsøkte at tro, det havde vært en Ugle eller Kat, og faldt straks igjen i Søvn.

Hun visste ikke, hvor længe hun kunde ha sovet, da hun paany blir vækket av den samme Laaten – en Slags, som hun, der havde opfødd saa mange Unger, var særdeles vr for.

«Men aa er detta for no, spør je?» hvisket hun lys vaaken og sat længe og lyttet. Manden snudde sig og havde ingenting hørt:

«Aa er det du sitter slik for da, Kjærring? Læg dek naa,» mumlet han grætten, «hvis du ette har Tønverk.»

Og Mattea la sig.

Men ikke før havde hun saa gjort, før det sætter i med fuld Klynk og Sutter borti Mørket.

«Neimen, saa si det da vækje – aa er det, aa er det?» ropte Mor Mattea ende over sig av Forundring og Skræk.

«Tschuda Mor, ette skrik saa fælt da,» sa det pludselig bortifra Karolines Seng.

«Aa er paafærde – aa er det for Spetakel?» spurte nu ogsaa Manden, og de begyndte at røre paa sig allesammen bortover.

«Karoline!» sa Moren, «detta skjønner je ette. Je søns skjellig, det kommer bortanifraa dek, je.»

«Neimen om je skjønner det, je heller, Mor,» svarte Karolines Stemme, «je vaakna – og saa har je jussom med engong faat en Unge oppi Senga tel mek.» – I en Fyk kom saa Kjærringen op, rev en Fyrstikke og lyste bort – der laa Karoline, noget betænkelig og rar at se paa, og hun trak Munden bred. Men saa lo hun sandelig:

«Detta er jagu det snodigste, je har vøri ute for, Mor,» sa hun.


Da Morgenen kom, var det stille borte i Bosoen, og Karoline stod op, hurpet Klærne paa sig og gik sin Vei som vanlig.

Da Kvelden kom, sat Lauritz og Mattea paa Dørtrammen og tok imot hende, de saa noget underlige ut, og naar de snakket, snakket de meget langsomt og værdig, men lod ikke sinte.

«Du er no bleik og stille ta dek idag,» sa Lauritz, «du faar sætta dek her utmed vors» de to gjorde Plads mellem sig for Jenten. Hun satte sig ogsaa, tok et Straa op fra Bakken og begyndte at brække paa.

«Hossen var det paa Bruket idag da, Karoline?» spurte Moren og saa visst paa hende.

«Jo, det var bra der, Mor. – Men je var no lite drivanes ta mig, – sa dom. – Ja, søns Di, je drar mig saa fælt, saa faar Di lissaagodt sætta Stol for mig au da, – sa je. Det gjorde dom og saa sat je og pakka tre Gross.»

«Je søns, du sitter og skøtter ind ta Døra saa ælt i ett,» sa Faren. «Er det nonting, du har før dek derinde?»

«Aa,» svarte Jenten og plukket videre paa Straaet. Men Mor Mattea sa, idet hun med et Hodekast viste indover:

«Det ligger da derinde, det du veit – det som kom oppi Senga di inat. Men det er saa mange før her, veit du – detta er naa lissom den tolvte i Stua! – saa je trur mest, du faar væra den nærmeste tel aa stelle med det du, je!»

Jenten saa op – om Munden kom der et stort fornøiet Smil:

«Ja, je faar vel det,» sa hun, hun reiste sig og gik ind.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brukshistorier

I 1907 utga Ragnhild Jølsen novellesamlingen Brukshistorier, med fortellinger som f.eks. «Felelaaten i Engen», «Bare en liten Stein» og «En Don Juan». Det er særlig denne utgivelsen som for ettertiden har gitt Jølsen en plass i norsk litteraturhistorie.

Novellene viser på mange måter overgangen fra nyromantikk til nyrealisme i norsk litteraturhistorie. De gir realistiske skildringer av et industrimiljø likt det hun selv vokste opp i i Enebakk, og språket til personene i historiene gjengis på dialekt fra Enebakk-traktene. Men fortellingene er også preget av en fantasi og et humør som minner om novellene Hans E. Kinck skrev et tiår tidligere. Også hos Jølsen finner man en blanding av overnaturlige krefter, slektsdeterminisme og menneskelige drifter.

Samlingen ble godt mottatt i samtiden. Litteraturkritikerne mente at den virkelighetsnære fremstillingen i novellesamlingen var et uttrykk for litterær modenhet hos den unge forfatteren.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.