Anne Cathrine Bühring

237Det er langt borte mod svenskegrænsen. – Ude på trammen foran et svært, gammeldags hus med brune, sprukne bjelkevægge sidder en ung pige og syr. Hun er iført en rudet værkenskjole, noget udskåret i brystet, og bøier hovedet og studerer sit sytøi, som om arbeidet var hende vanskeligt og nyt. Hun er spædlemmet og liden, men barmen er fyldig og hvælvet. Halsen er lang, hagen kort og rund; munden synes mindre, end den er, da læberne er tynde og deres farve mat. Næsen går ret og skarp ned fra den høie, smale pande, som til begge sider skjules af det rødlig blonde hår, der tiltrods for omhyggelig glatning kruser sig let ved tindingerne; i nakken er det knyttet op i en tung knude. Der er noget blodløst og blegt ved hende som hos et barn, der har savnet sol og dagens lys.

Gangdøren står åben og inde fra stuen høres en langsom, mumlende stemme, af og til skriger 238den i, så klynker den sagte. Hun agter ikke derpå, hun er så vant til denne mumlen. Det er hendes fader, som lægger kabal, og da snakker han altid med sig selv, for han er ikke rigtig i sit hoved, som jomfru Damman, husholdersken, siger. Og han har lagt kabal i så mange år, har kammerråd Bühring, sålænge datteren mindes. Her har de boet fra hun var fem år. Dengang døde hendes moder, og kammerråden blev syg på forstanden, tog afsked og flyttede hidop. Siden har han og jomfru Damman og datteren boet her, og hver dag har han lagt kabal og snakket med sig selv. Hun skjønner ikke alt, hvad han siger, men hun bryder sig heller ikke videre derom, for jomfruen har sagt: «Han er ikke frisk, stakkers kammerråden; han ved ikke mere at tage vare på sin mund og siger tidt det, som en dame ikke må høre.»

Den unge pige løfter hovedet og ser frem for sig ud over bakkekammen, hvor de strittende græsstrå svaier i kvældsvinden, langt ned i dalen, hvor soldaterne eksercerer på sandmoen. De myldrer som bittesmå kravlende dyr dernede. Vinden står fra, og kommandoråbene kan ikke høres nu. Længere henne blinker det i elven gjennem breddens gulnende birketrær. Så stiger 239de grønlig brune skogåser brat op mod den høstlige himmel, der er gulblak efter solnedgangen.

Over bakkakemmen dukker hovedet af en mand i høi czako. Hun skvætter op.

Så står hele manden for hende i rød frakke, lysegrå bukser og lange gamascher. Det skinner fra sabelen ved hans side og fra knapperne på ærmernes opslag. Han trækker en hest ved tømmen og stanser og hilser med hånden til czakoen. Den unge pige hilser ikke igjen, men styrter ind i gangen: «Stina, jomfru Damman! – Stina, der er en krigsmand ude på gården!»

Inde fra stuen skjælder faderen ynkelig: «Hvad? – Hvorfor skriger det barn? – – Det går jo bra, det var jo hjerterkonge jeg trak. – – Hvorfor skriger pigen, spørger jeg?»

*

Næste kvæld sidder atter kammerråden på sofaen og lægger kabal som sædvanlig. Der brænder et talglys i en messingstage på bordet foran ham. Han er i rødblomstret slobrok og tøfler og har nathue på. I nakken stikker hvide hårtjavser frem under den, men forhovedet er skaldet og blankt. Ansigtet er rynket og gustent; det ene øienlåg er lammet og kan neppe løftes. 240Medens han mimrer og mumler med den tandløse mund, der hænger skjævt og slapt ned til den ene side, slipper de rystende hænder kortene fra sig et for et.

«Spader ni – å jaja – – ruderknægt, næ, går vist ikke – hjerter fem, høh – går. Non – cela ne va pas – esset, se, se! – ça ira, ça ira. – – – Humm, næ, næ, bie nu, bie nu –» og han sutrer som et lidet barn.

Ret overfor ham sidder datteren beskjæftiget med sit sytøi uden at agte på hans snak. Hun har idag kastet et lyserødt silketørklæde over skuldrene. Gjennem det gardinløse vindu stirrer hun ud i den blå skumring.

På tunet vandrer krigsmanden høi og rank frem og tilbage, frem og tilbage. Jomfru Damman rumsterer i kjøkkenet og har det travelt. Krigsmanden havde havt tre til i sit følge, og der er indkvartering på gården.

«Nei, nei, næ – går ikke, går ikke, næ – spaderdamen på knægten, den forbandede taske! Humm! – – rien ne va plus – ak, næi!» Kammerråden klasker håbløst kortene sammen og ser sløvt mismodig på datteren og gjør mine til at reise sig.

«Far, bliv bare siddende, nu kommer jomfru 241Damman straks.» Forsigtig trykker hun den føielige gamle ned i sofaen igjen, går til døren og kalder: «Stina! Far er træt og vil i seng.»

Ind kommer jomfru Damman, blussende af kjøkkenvarmen og så svær, at gulvet ryster under hendes skridt. «Å, kjære dig – jeg, som rent havde glemt kammerråden, stakkar. Når én har så mye at stå i, at –. Kom nu, kammerråd.» Hun hjælper ham op og tager ham under armen, og så stavrer de mod døren. «Det findes inte greie på nogen af jenterne mere. Gud forsyne mig, tror jeg inte, dem inte undser sig og alt leger kjæreste med soldaterene.» – – –

Den unge pige går ud på bakken og stiller sig op foran krigsmanden og ser forskende på ham. Han stanser og hilser stramt med hånden til czakoen.

«Hvorfor hilser du nu igjen? Du har ofte hilset på mig før idag,» siger hun. Hendes røst er usædvanlig dyb og sløret af en let hæshed.

Han svarer ikke, ler forlegent, og næven famler ned med siden efter en lomme at gjemme sig i.

«Skal du gå i krigen, krigsmand?»

«Det er vel i krigen, jeg er nu jomfru; men ellers heder jeg ikke krigsmand.» Han småler, og det krænker hende.

242«Så klog er jeg før. Jeg kaldte dig det bare, fordi jeg ikke vidste, om du er gemen eller kommandant, og man skal enten bruge folks rette titulatur eller kalde dem noget andet, har jomfru Damman sagt. Hvad heder du da?»

Han strammer sig op ved irettesættelsen og afleverer ordene som en melding: «Iver Tollefsen.»

«Kan du svare ordentlig da? Skal du gå i krigen og slås med fienderne, og er du gemen eller kommandant?»

Han forstår, hvad hun mener, men finder det ikke fornødent at oplyse hende om forskjellen på en korporal og en officer: «Det er slås én skal gjøre i krigstid, ved jeg, og med fiender og ikke med venner. Men anbelangendes kommandanter kjender jeg ikke til andre end dem, som sidder på fæstninger, og her er nok ingen andre murer, såvidt jeg ser, end de der,» og han peger på fjøsmuren.

Hun trækker på skuldrene og vender sig fra ham, og han skynder sig at lægge til: «Ellers kommanderer jeg over de soldaterne, som er her på gården.»

Hun smiler spodsk. «Hæren din har husrum på kjøkkenkammerset den da. Du kunde alligevel orke at passe på, at jenterne vore fik gå i 243fred for den, når du ikke har den større at holde styr på,» siger hun og går langsomt sin vei, idet hun ler høit.

«Det skal jeg, fanden splintre mig, gjøre, jomfru!» lyder det indædt efter hende.

Med lange, sinte skridt marscherer han ind kjøkkendøren, og om en stund ser hun fra vinduet, at han jager alle tre karene sine ned i stalden til hestene, og endnu medens hun holder på at lægge sig, hører hun, at han skjænder og dominerer med dem.

*

Omtrent en uge blev de militære der. Tidlig, før folk fik sko på, red de hver morgen ned på sandmoen og vendte hjem til aftens. Og hver kvæld gik den unge pige ude på bakken og talte med krigsmanden i den fine, røde uniform. De var snart blevet gode venner og godt forligte igjen. Han marscherede stø og alvorlig, hun trippede ved siden af og betroede ham alle sit unge livs vigtigste begivenheder, at hun var bleven konfirmeret ifjor, og at jomfru Damman havde lært hende, fordi der var så slem vei til præsten, så hun slap med at møde hos ham et par gange, før hun stod på kirkegulvet, og at hendes onkel 244boede i Fredriksstad, og ham skulde hun besøge; men det blev der vist aldrig noget af, for det var en lang og meget bekostelig reise, og det var så vanskeligt at få kammerrådens pension at strække til i denne dyre tid, da pengene ingenting var værdt.

Om morgenen, når hun klædte sig, tænkte hun på, at krigsmanden var svært vakker og vist stærk som en bjørn, og engang han blev borte hele døgnet rundt, eftersom han havde vagt, lå hun vågen og lyttede efter hestetrampen, indtil hun begyndte at græde til jomfru Dammans store skræk, og måtte sige, at hun havde ondt for brystet, da det syntes hende altfor leit at fortælle, hvad hun virkelig græd for.

En søndag eftermiddag sagde jomfru Damman glædestrålende til hende, at imorgen skulde de blive indkvarteringen kvit; tropperne skulde bryde op, og de militære drage sin kos.

«Kommandanten også!» for det ud af hende, og hun blev underlig bleg og skjælven i det samme.

«Jeg mener, jeg –» sagde jomfruen og gloede på hende med runde, forbausede øine.

Hun blev skamfuld og løb sin vei ud af stuen og nedover bakken. Der kastede hun sig på en agerrænd og blev siddende stille, medens solen 245sank bagom åserne, og skyggerne lagde sig mørke over al dalen og skogen. Da græd hun, som hjertet skulde briste.

Imidlertid vandrede korporalen i fuld uniform og med sabelen raslende efter sig oppe på bakkekammen. Omsider fik han kig på den sammensunkne skikkelse på agerrænden og strøg nedover. Hun mærkede hans komme og tørrede øinene, men reiste sig ikke. Han satte sig ved siden af hende.

«Vi skal marschere imorgen, jomfru.»

«Jeg har hørt det,» svarede hun og stirrede fortvilet på en mørkerød asp lige foran dem. De var tause en lang stund. Hun fingrede forlegent ved gehænget på hans sabel.

«Vi skal sørover – De siger, det skal blive slag snart.»

Hun slap pludselig gehænget og skjulte ansigtet med hænderne, og tårerne trængte sig atter frem og dryppede en for en mellem hendes fingre.

«Hvorfor græder De, jomfru?» spurgte han; stemmen var utydelig.

«Om nogen hug dig, krigsmand –» hikstede hun og lænede sig rent overgit mod hans skulder. Han tog hende ind til sig, varlig som én, der løfter en fugleunge, og prøvede at trøste hende. 246«Det er ikke så let en sag det, kjære dig. Jeg skal nok klare mig.»

Hun tog hænderne fra ansigtet og lagde i angst armene om halsen på ham: «Å, at du skal reise, krigsmand!»

«Det må så være. I kongens tjeneste får hver mand lystre. Men jeg kommer nok igjen.»

«Å, bare det var alvor, å bare du gjorde!» – Hun trykkede sig ind til ham, og han kyssede hende og hun skalv i armene på ham.

«Og så skal du aldrig reise fra mig. Jeg vil gifte mig med dig,» sagde hun og kyssede ham igjen.

«Ja–a–,» han blev siddende med halvåben mund. «Dersom det gik an. – – Men kammerråden vil vel ikke det –»

Hun smilte lystig: «Pyt san, far vil ingenting han, og når jomfru Damman bliver igjen her hos ham – Men du skal ikke kalde mig jomfru nu. Jeg heder Anne Cathrine, og jeg kalder dig Iver og du mig Thrine.»

«Ja, den tid den sorg,» sagde han og skimtede i et øiebliks drøm alt det, en korporal kan drive det til i krigen, både løitnant og major og keiser af Frankrig. «Vil du, så vil jeg, kan du 247skjønne; men det kan nu ikke blive af, før svensken bliver fredelig af sig.»

Hun vilde vide, hvor han var fra, og han nævnte bygden, og at gården hans lå nedenunder Hersethøgda.

«Hvad heder gården din?» – For Iver Tollefsens tanke fremmanedes Titud-stuen med kålhagen udenfor, dér gamle mor hans stullede og stelte og plukkede kålhoderne rene for mark i sommertiden. «Seud,» svarede han og trak på ordet.

«Er den stor?»

«Den er ikke af de største.»

«Er det likere huser dér end her.»

Han glante opover bakken: «Der er en dugelig rødmalet låve.

Han blev helt let om hjertet, da hun begyndte på noget andet og bad ham love sikkert, sikkert at komme igjen, når der blev fred med svensken og aldrig gifte sig med nogen anden før. Det lovede han, og det bedyrede han, og hun kyssede ham, og hun græd, og hun lo. Men så hørte de jomfru Damman råbe efter hende fra huset, og hun tog til spranget opover bakken, efterat han først havde bedt hende intet at fortælle til jomfru 248Damman, førend der blev fred med svensken, og han kom igjen.

Morgenen efter red dragonerne i grålysningen bort fra gården. Anne Cathrine stod på trammen og viftede med sit lyserøde silketørklæde, og Iver Tollefsen vendte hesten og hilste stram igjen med hånden til czakoen.

*

Endnu et år varede krigen, og den unge pige længtede. Svensken sluttede fred, og hun ventede, og lige stille var det hos kammerråden både i krigstid og fredstid, og aldrig spurgte hun nyt fra krigsmanden, og aldrig kom der nogen tilgårds, som hun kunde spørge heller.

Julen efter freden var sluttet, segnede jomfru Damman om på kjøkkengulvet og var død med det samme. Siden kunde kammerråden slet ikke trives; han holdt op med at lægge kabaler, og om våren blev han også begravet.

Præsten tog sig af jomfru Bühring. Det blev ordnet slig, at hun skulde reise til sin onkel i Fredriksstad. Men hun græd og tænkte på krigsmanden, og da hun var nået til det tredie skydsskifte, syntes hun, at hun måtte have rede på, enten han var død eller i live, og sagde, hun 249skulde til den bygd, dér han havde sagt sig hjemme.

En sommerdag stansede en skydskjærre på kongsveien under Hersetgårdene. En jomfru med et lyserødt silketørklæde over skuldrene og hvide atlaskes sko på fødderne spurgte sig for hos slåttefolkene, om de kunde sige hende af en gård, som hedte Seud. Den var der ingen, som vidste om. Men den skulde ligge nedenunder Hersethøgda, og der skulde være en stor rødmalet låve. De forstod da, at det var Titud, hun mente, og tede hende veien did, og skydskjærren rullede videre.

Det var Anne Cathrine Bühring. I forventningen om at træffe Iver havde hun pyntet sig med sin bedste stas, det lyserøde silketørklæde og de hvide atlaskes sko efter moderen, dem hun havde havt på, da hun stod for præsten.

Da hun kom til Titud, steg hun ud af kjærren og så sig om. Tæt ved en liden rødmalet låve var en lav, grå stuebygning. Folk var ikke at se, men hun hørte nogen hugge ved i skålen. Hun åbnede grinden og trådte ind i stuen. Der sad en høi, gammel kone bortved peisen og hende spurgte hun, om Iver Tollefsen var hjemme. Jo, han var nok det. Konen stirrede undrende på hende, bad hende værsgod sidde og gik ud. Om 250lidt kom en kar ind. Han var i lappede bukser og skjorteærmer, ubarberet og dygtig svedt efter vedhugningen.

Det var krigsmanden. Hun sansede ikke, at den gilde uniformen var væk. Det var ham, som hun havde længtet efter og ventet på, og som han stod der stærk og tungvindt og halvt ræd hende, strøg næverne langs lårene og forfjamset ønskede, at han havde havt søndagsbukserne på, følte hun bare trang til at tage ham om halsen og takke ham, fordi han var i live. Men med et for det skræmmende og isnende gjennem hende: Kanske han helst vilde, du ikke skulde være kommet. Og hun orkede ikke at tale og ikke at røre sig af flækken, medens det svimrede for hendes øine.

Han flyttede forlegent foden og stammede: «Jeg tænkte – jeg vidste, her var ikke som du troede – også gik det ikke, som jeg troede i krigen, også blev jeg ikke høiere end sersjant – også turde jeg ikke – – – Kan du forlade mig, at jeg ikke kom?» bad han og rakte hånden imod hende.

«Du vil ikke helst, at jeg ikke skulde være kommet?» næsten hviskede hun.

«Du kan da skjønne, vil du have mig slig, som jeg er, og som jeg har det, skal jeg være så 251snil mod dig, som jeg kan.» Han turde fremdeles ikke se op; men da greb hun hans hånd, det gik rundt for hende, og hun kastede sig ind til ham og storhulkede: «Vær ikke ond på mig, for jeg kom.»

Han holdt hende forsigtig fast og stammede påny: «Åssen du kan snakke! – Du kan da skjønne – du ser, åssen jeg har det, vil du bare have mig –» og vidste ikke sin arme råd, lige til hun slog armene om halsen på ham.

Den gamle konen kom ind igjen. Det var Ivers mor. Med mange omsvøb forklarede han hende, hvordan det var fat. Hun sagde ikke stort til det, men håndhilste på jomfruen og gav sig ifærd med at gjøre op varme på peisen og hænge kaffekjedlen over. Bare øinene gled af og til forskende henover de to unge.

Men om kvælden, da Anne Cathrine, som var træt efter reisen, havde lagt sig til at sove inde i kammerset, satte konen sig ved rokken til at spinde. Iver skjønte, at moren havde noget på hjerte, men spurgte ikke. Omsider sagde hun, at det vel var meningen, han skulde gifte sig med jomfruen; men det var ikke sikkert, at det vilde falde så ligetil, for det var ikke godt at vide, om slægtningerne hendes vilde tillade det.

252Da sank Ivers mod. Gifte sig skulde de i hvert fald, enten skyldfolkene hendes syntes om det eller ikke; mistrøstig spurgte han, hvorledes han skulde bære sig ad for at greie dem.

Moren tænkte sig om en stund. «Du fandt øikjene til cancelliråden på fjeldet ifjor høst,» sagde hun. «Han husker dig nok det, og han er både snil mod den stakkar, som ber ham, og har magten til at hjælpe. Du får gå bort til ham i morgen.»

Iver svarede ikke. Han likte ikke rigtig at drage til skrivergården i sligt ærinde. – Vist var råden snil og hjælpsom; det manglede ikke på det. Men her var det giftermålsanliggender, det gjaldt, og der gik allehånde rygter om ham og kvindfolkene på gården, siden han blev enkemand. Af de husjomfruer, han havde havt efter fruens død, var en blevet gift med husbondskaren hans, som han havde sat i stand til at forpagte jord sør i bygden, og en anden var en håndværker i byen blevet ved. Og for begge parene havde det hastet med vielsen. – – Så råden var ikke den, én først skulde tænke på at vende sig til, når det gjaldt giftermål.

Alligevel drog Iver afsted til ham og frembar sit ærinde. Råden skrev til onkelen i Fredriksstad, og såsnart svar indløb, løstes kongebrev, og 253sersjant Iver Tollefsen holdt bryllup med jomfru Anne Cathrine Bühring.

Vel et års tid senere begav det sig, at Anne Cathrine sad alene i stuen og vuggede et lidet barn og sang for det. Svigermoren og Iver var på ageren og skar rugen, og hun havde måttet forlade dem for at stelle den lille. Da trådte en svær, gråhåret mand ind ad døren, hilste goddag og spurgte efter sersjanten. Hun reiste sig og neiede, for hun så det var en fin mand, og vilde hente Iver. Den fremmede stansede hende. «Det kan være det samme,» sagde han. «Det er formodentlig madam Tollefsen jeg taler med?»

Ja, hun var Ivers kone.

«Og en pen kone har han fået sig,» sagde den fremmede, «og penge ovenikjøbet. Her bringer jeg farsarven din, som er sendt mig til udbetaling.»

Han trak lommebogen sin frem og talte op en bunke sedler på bordet, men gav hele tiden mere agt på hende end på pengene. «Det er tre hundrede og tyve rigsdaler. Det blir rent velstand i huset dette.»

Han nærmede sig hende og vedblev at se på hende, til Anne Cathrine trode, hun måtte synke i jorden af undseelse. Så strøg han med 254hånden over hendes rødblonde hår, der krusede sig, som det vilde, siden jomfru Damman ikke længer glattede på det, og gjentog: «Ja, ret en pen kone har sersjanten skaffet sig.»

Anne Cathrine fik tårer i øinene af forskrækkelse og forlegenhed og rykkede sig unda, så hun stødte mod vuggen og vækkede barnet, der begyndte at sutre.

«Uf da!» brummede han. «Har I alt en skrigerunge også? – Hils Iver fra mig og levér ham pengene.» – Ved døren snudde han sig og pegte på barnet: «Har det været til dåben?»

Nei, det skulde did, næste prækensøndag.

Han tog en tidalerseddel og lagde den på vuggen. «Jeg er vel nødt til at give faddergave, såsom jeg på en vis var brudesvend,» sagde han, dermed gik han, steg op i karjolen, som ventede ude på kongsveien, slog på og kjørte.

Iver kom hjem til kvælds og blev svært lei over, at han ikke havde været tilstede, da cancelliråden gjorde dem den ære at besøge dem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.