I.

309Vilter lærkejubel fyldte luften, fra alle kanter kom den, rislede som en regn af kvidrende toner fra den skyfrie, soltindrende himmel. Skjønt det var tidlig på formiddagen, lagde allerede varmedisen sig over egnen, grålig og dæmpende høisommerens stærke farver. Åserne på vestsiden speilede sig mørke og fiolette i den grønblanke fjord. Det var rigtig et drivende veir for mark og eng. Men mangesteds lå agrene brak, og frodigt ugræs søgte fåfængt at skjule den sorte jord med myldrende blomster. Og dér, de var tilsået, spirede sæden tynd i gisne striber og med store, bare flækker. Folk havde nok havt det snaut med korn til udsæd den vår.

I skyggen bag kirkevæggen stod Palmstrøm og organist Nyeberg og snakkede med Lars graver, der rodede på bunden af en næsten færdig grav. Organisten var svært mager, og pukkelen ragede 310spids og kantet frem mellem skuldrene. Hans hvidlige ansigt var sløvt og tankeløst, og han så ud, som han frøs trods varmen.

«Det steger godt nu,» sagde Palmstrøm.

Lars langede en spade grus op, rettede sig pustende og tog hatten af sit skaldede oldingehoved. Hans svage øine, der ingen bryn havde, dølgede sig lyssky under slappe øienlåg. Næsen var liden og flad; et net af blårøde årer grenede sig fra dens spids over de fede kinder. Hans lange, hvide skjæg skjulte munden.

«Fanden ved, hvordan folk kan have det så travelt med at dø om sommeren,» svarede han. «Det er synd på den, som skal mase med at få dem i jorden – Vi stræver os fordærvet i denne heden både jeg og sønnen min.»

Nyeberg smilte ynkelig: «Han ved vel også, hvad de, som ikke dør, skal leve af i sommer – – Men du har det gildt med fortjenesten, du Lars.» Han så bortover kirkegården, hvor der var mange hauger med frisk muld, og hvor der gabte seks sorte svælg af grave, som endnu var tomme.

«Det er ikke værst med fortjenesten, ja – Men det har slig en helvedes hast med dem som skaffer den.»

311«Han synes vist præsten også, deres hastværk er uhøveligt,» sagde Palmstrøm. «Han venter jo med jordpåkastelserne, til han kan besørge adskillige i et kjør.»

«Han forrettede tyve her om torsdagen,» oplyste graveren og begyndte påny at arbeide. De andre satte sig på en ligsten og taltes sagte ved. De agtede sig til pastor Lind for at bede om, at Nyeberg kunde bekomme lidt understøttelse af kornmagazinet, der skulde være under sognepræstens bestyrelse. Graverens spade hug og skrabede og slængte grus og småsten i veiret. Men snart gjorde den en stands, og de hørte en klukkende lyd, som om der blev drukket af en flaske nede hos ham.

Nyeberg sukkede. «Ringerdrammerne flyder jevnt for tiden,» sagde han høit.

Hodet til Lars viste sig over randen af graven: «Å – ofte skjæms de ikke for at komme brændevinsløse i tårnet; de siger, de har ikke råd.»

Nyeberg mente, at det sikkert rev i halsen, det, som netop blev drukket, og der var et grådigt glimt i hans blik.

Graveren forsvandt igjen og tuslede en stund for sig selv. Så keg han op: «Vil du have en slurk kanske?»

312«Tak, som byder.» Nyberg gik hen efter flasken, som raktes ham, bøiede sig tilbage og drak dygtig. – «Bi lidt!» råbte Palmstrøm.

«Svensken vil og have,» sagde Lars.

Organisten tog flasken fra munden; der var noget, som skranglede i den, og han rystede på den. «Hvad er dette?»

Graveren kneb øinene helt sammen. «Værsgod, svenske, hvis du vil have.»

«Hvad er det, som er på buteljen?« Palmstrøm betragtede den mistænksomt.

«Det er ikke farligt stoffet. Jeg puttede bare ned på en liden bensplint; det skal være godt for modsot, og jeg tænkte Nyebergen kunde trænge det.»

Organisten satte sig mat på ligstenen. Han blev kvalm, og den kolde sved brast frem på hans pande. «Dit stygge bæst!» skjændte han. Palmstrøm skraslede: «Nei, piske mig, forsmår jeg ikke drammen din alligevel, om jeg så ikke havde vanet brændevin før i mit liv.» – Graveren lo tørt og greb igjen til spaden.

En gutunge kom springende gjennem kirkegårdsgrinden og skreg: «Bedstefar, bedstefar! Her er én fra Nerlien – – Færden er alt forbi skrivergården!» En duknakket mand i helgepuds og med trøien på armen fulgte efter.

313Lars kløv op af graven. «Jaså. Vi har dem snart da.»

«Hvem er død på Nerlien?» spurgte Palmstrøm. Manden svarede, det var den ældste sønnen og datteren.

«Å nei da, to stykker af ungerne! Jeg undres, hvad han Gubrand tænker om det, jeg,» sagde svensken medlidende. «Men vi må skynde os til pastoren, Nyeberg – – – Han skal rimeligvis forrette med det samme, siden de er fra en storgård.»

Graveren gik til kirkedøren, stak en underlig, diger nøgle i låsen og vred den rundt, så det peb, og slog de jernbeslagne fløidøre tilside. Den duknakkede, som var med ham, så nysgjerrig ind i det øde, skumle midtskib. Gallerier med udskåret træværk tog af for lyset, der faldt gjennem smale vinduer i tykke mure, og svære, kalkede pillarer kastede skygge.

De steg op vindeltrappen til tårnet. Dens høie trin var glatte af slid, og de holdt sig godt fast i det taug, som tjente til handtrev, for ikke at glide. Gamlingen, som var kjendt, krabbede fort afsted; men Nerlikaren måtte være varsom med, hvor han satte benene. Derpå krøb de tvekroget henad det lange, lave loft, stødte på en stige, som gav sig knirkende under dem, og 314endelig var de i det firkantede tårnrum hos klokkerne.

Der var skymt, men Lars rev lemmerne fra gluggerne, og dagen strømmede stærkt og blændende ind. Dybt nede lå bygden i rig solglans med store gårde og vide, frugtbare marker. Slåtånnen var i fuld gjænge, og på engene drev folk flittig på med høbergningen. Som små dværge vandrede svensken og organisten over præstegårdens tun. – I øst var et bælte med milebred skog; mod nord strakte fjorden sig trang og grønlig, men mod syd bredte den sig blånende ud; i vest stængte sorte åser og fjerne fjelde for synet.

Nerlikaren lagde trøien fra sig og trak en flaske og et stetløst glas frem af lommen. Han skjænkede i og bød; siden drak han selv. Skulde det ikke ligeså gjerne være en støit til straks? De blev enige om det. – Flasken stilledes i en krog, hvor der var en dynge af glasskår og flasker før.

«Der er vel flere lig i vente?» spurgte karen.

«Syv idag, men de tre er fra husmandsstuer,» svarede Lars. «Jeg ser færden i Veltbakken nu.»

Så tog de fat i rebene og halte til; klokken rørte svingende på sig; det drønnede døvende 315mellem tårnets snevre vægge og kimede og klang og sang langt udover gjennem gluggerne.

Og klokken kimede, den klang, og den sang, og de undte den liden hvile. Efter en færd fulgte den næste, og slig blev det ved, indtil den syvende og sidste for den dag havde fået sit ærinde udført. Den ene kar afløste den anden i tårnet hos Lars graver, og selv de fra husmandsstuerne havde flasker med. Han holdt ud; thi øvelse gjør mester, og han var fra ungdommen af blevet hærdet mod ringerdrammer, og rebet rykkedes ham ikke af næven, skjønt de rigtignok ingensinde før havde været så talrige, og skjønt sønnen om kvælden pleiede at fire gamlingen ned trappen, da han ikke turde lide på fodfæstet til far sin.

Og klokken kimede og klang og sang udover med malmrøst: Sulten suger, og soten slår – nød i Norge! Den sommer forkyndte alle kirkeklokker det samme i alle bygder. Der var landsdele, som nu på sjette året lyttede til denne forkyndelse; men did til egnen var dens budskab tidligere ikke nået i sin fulde tyngde.

Dér havde de klaret sig hidtil, og længe havde de klaret sig bra. Overflødige avlinger var afsatte med megen fordel, og aldrig havde bønderne været så kry og umedgjørlige på markederne, 316som efterat krigen havde spærret indførselen og friet dem fra kappestriden med danske kornet.

Også når høsten var dårlig, solgte de. Den store vinding lokkede, og de fleste havde efter skik og brug et års oplag på staburene at ty til. Men stabursbingerne tømtes efterhånden, og man gjemte ikke for meget til udsæd; den minkede for hver vår. Man nyttede de høie priser, medens de var der, og håbede på gode åringer, og at krigen ikke kunde vare evindelig.

Amtmand Winterfeldt pålagde præsterne at forhandle med sine sognebørn om oprettelse af kornmagaziner ved frivillige bidrag. Det var forgjæves. I somme præstegjæld æggedes bønderne op; de vilde ikke danse efter øvrighedens pibe mere, end loven tvang dem til, og det skulde vist ikke hænde, at de ikke avlede nok til sig og sine og endda havde tilovers til salg; småfolk og husmænd magtede kanske undertiden ikke at brødføde sig selv, men da søgte de hos den mere velstående og husbonden den hjælp, som aldrig nægtedes dem. Sommesteds var de føieligere; magazinet skulde de bygge, dersom tømmeret frit kunde hugges i kongens almenning, men ikke vilde de enfoldig sløse korn væk til at lagre i det. I en bygd vilde de tinge med øvrigheden: villighed 317var villighed værd; de skulde skaffe både magazin og korn, når amtmanden havde lyst på det, såfremt det blev gårdbrugerne nådigst forundt at brænde det brændevin, som de trængte til husbehov. – Præsterne gav sig rent over og indberettede, at deres bestræbelser havde været uden resultat.

Så oprandt våren 1812. Da agrene var tilsået, var kornbingerne omtrent tomme. Nogle få tønder havde man vel i behold hist og her for ikke at sættes i forlegenhed, forinden den nye avling kunde bringes til kværnen; men det var også alt.

Sommeren var regnfuld, og det var ikke rart med slåtten. Man trøstede sig med, at rugen stod lovende og vakkert. Men en kvæld ved midten af august lagde tågen sig så tæt over egnen, at det for dem, som boede oppe i åserne, tog sig ud, som om fjorden var vokset til en vældig sø og havde skyllet over det lavere land, så kun de høieste knauser og bjerge svømmede som øer på dens vande. Lidt over midnat lettede den pludslig, og himmelen blev klar. Men da solen randt, begyndte det at dampe af fjorden, og nu var det frosttåge, som kom.

I den tidlige morgen trådte menneskene ud af sine huse. De kjendte den klamme, isnende kulde og så markerne hvide af rim. De skyndte sig bort på jorderne, plukkede aks og undersøgte dem nøie. 318Når de klemte på frøet, tød en liden blank dråbe ud. De vidste, hvad det havde at sige, og plukkede flere aks. Frosten havde mærket hvert eneste et. Dagen blev varmere. De gik timevis fra ager til ager og prøvede. Ikke én flæk havde natten skånet.

Avlingen var skadet, men værre fôr den siden. Kulden drog nedbør efter sig. Skikkelig lotørk blev der ikke tale om, og tilslut var sneen der, medens rugen endnu stod på stør.

Da begyndte mange at lede efter de småbøger og hefter, som ængstelige og bekymrede patrioter havde uddelt til almuen, men som de forhen havde leet af og slængt ulæste væk. For i de bøger var der skrevet om, hvorledes den skulde berge sig, der ikke havde mel nok til mad eller måtte greie sig med det, som var bedærvet. Den vilde snart være bra rustet, som forstod sig på de ting. De havde vel ofte anvendt kneb for at drøie melet; men nu blev der neppe forslag i sligt.

Tærskningen blev omhyggeligere gjort end nogensinde. På låverne blev sliren svunget af fortvilede arme, der hamrede løs, som håbede de at tvinge føde frem af den morskne, halvrådne halm.

En kvæld lige under jul sopte Mathias Nordsveen ihob på låvegulvet det korn, han havde 319fået på husmandspladsen sin; han brugte limen godt og skrabede med både avner og frø og lyste efter med tyristikker, forat der ikke skulde ligge noget igjen. Det blev en pose fuld. Han løftede på den og veiede den i en hånd, bar den ud på tunet og stirrede betænkt op mod himmelen. «Kjære dig, vorherre,» sagde han, «har du taget storslumpen kan du jamen have resten med!» og hev posen i veiret, så det, som var i den, føg for vinden, gik ind til kjærringen sin og bad hende koge rømmegrød af sidste meldusten, de havde.

Dette kunde altids Mathias Nordsveen gjøre, for cancellirådens folk de svalt ikke ihjæl. Hos ham blev flere hjulpet end de, som hørte skrivergården til. De conditionerede og alle, der havde, evne til det, understøttede jo dem, der var fra deres nabolag. Men nogle steder var der hjælp at få, om én også var langveis fra, og sikrest for ikke at gjøre fåfængt reise var den, som drog til råden eller Hans Dahlbye. På Dahlbye var stellet det gamle i det længste, så en kunde forundre sig over, hvor manden tog det fra, som han sløsede bort. Men ved påsketider sagdes det, at han i byen havde solgt det meste af sit sølvtøi for rug, og at han slagtede besætningen foreinings ned til kjødmad. Det var, som om ulykken hidsede 320Hans Dahlbye op til at overgå sig selv i letsindig ødselhed. Og liden tak høstede han; ingen syntes igrunden han skyldte den noget, der ikke selv lod til at bryde sig om sine velgjerninger.

På skrivergården gik det ordentligere til. Vinteren igennem var der travel færdsel i dens kjøkken. I førstningen søgte bare husmænd og fattige stakkarer did. Helst i skumringen sad de tæt rundt væggene med små sækker og spand, som de gjemte under krakker og stoler. De fik efter sine kår og efter sin husstand; stort var der ikke til hver, men dog så meget, at de havde mætten for en kort stund, hvis de spædde passelig på med barkemel og rensdyrmose og den slags. Efterhånden kom der også selveiendes folk, som ikke pleiede at klage over armod. Men hvad gavnede det dem, at de havde sølvdalere på kistebunden, når der ikke var korn at erholde for penge? Det traf sig, at kakser hængte skræppen på ryggen og traskede til naboen for at låne mel til en grødgryde eller en brødleiv. Naboen havde det sjelden bedre end han, som vilde låne, og da sneg han sig skamfuld ned til råden og andre af dem, som han ellers ikke vilde have vendt sig til, fordi de anså sig for hans overmænd, og spurgte, om dér kunde være bistand at finde. 321Ikke for sin egen skyld gjorde han det, men for deres, som ventede på ham hjemme.

Det Weydahl gav, kunde vel ikke række langt; men han vidste udvei på forskjellig sæt. Han overtalte endel mænd til at gjøre turen helt nord til Romsdalen for at handle fisk. Han formåede dem, som havde penge, til at slå sig sammen med landkræmmer Orre og ham og ved Orres forbindelser i Christiania og sydpå foretage indkjøb af kornvarer, som fragtedes opover, såsnart føret blev fremkommeligt, og som for intet uddeltes til de mest trængende og mod løfte om tilbagebetaling in natura til dem, der havde jord at bruge. Men på hvilestederne måtte kjørerne om nætterne holde god vagt over læssene; der var mere end nok af dem, som lurte på den fragt. Og der skeede røveriske overfald på landeveiene for en rugsæk og indbrud på staburene for en halv skjæppe byg.

Værst rammede elendigheden de talløse omstreifere, taterne og fanterne og dem, som nøden havde fordrevet fra deres egen hjemstavn. De fristede kanske den letteste skjæbne, som omkom i snefonnerne, medens de slæbte sig afsted på jagt efter føden. Før havde tiggeren været tryg på bondens gård, uagtet der var bøder for at 322huse omvankende og pasløse personer uden at melde dem. Nu undså ingen sig for at fakke dem og trække dem til øvrigheden. Bonden var mod betleren som den hund, der gnaver et kjødben, mod den, som vil nappe det fra den. Lensmændene jamrede sig over massen af arrestanter, som de vanskelig kunde skaffe rum til og slet ikke det foreskrevne daglige brød. Regjeringen fandt på råd; den ombyttede fangernes ration med en bestemt underholdningsgodtgjørelse i penge; så havde den gjort sit, og det blev rette vedkommendes sag at sørge for resten. Men der kunde hverken koges eller bages af kobber og sedler. Mellem dem, der sattes fast, var besynderlig ofte vanvittige drenge, som flakkede om forladt af sine forældre.

Under den mørke, kolde vinter, medens nød og kummer herskede, holdt farsoten sit indtog i bygderne. Længe havde den sneget sig omkring i fjelddalene, især østover mod svenskegrænsen, hvor den sagdes at ligge igjen efter hæren i otte og ni. – Det begyndte med overvættes dødelighed blandt barnene. De tålte ikke kosten; blodgang tærede dem hen og pinte dem tildøde. Amtsphysicus Müller talte geskjæftig om «usunde surrogater». Lidt senere brød smitsom feber ud blandt 323de voksne. Den gik fra grænd til grænd og lagde lig efter sig på gårdene. Det var stille med julegilder og lag hos bønderne. Selv hos de rigeste, hvor sulten ikke kunde trænge sig ind, og hvor savnet kun såvidt gløttede på døren, var der tyst i de store stuer, og listede kvinderne sig på hosesokker i gangene; thi soten og døden lod sig ikke stænge ude.

Men sømmelig i jorden skulde den, som var af bra folk, og de overlevende vilde ikke sætte den skam på den henfarnes minde, at der skulde være noget at sige på hans gravøl, og endog de, som led bitter nød, samlede det gran, de eiede, for at unde en slægtning en pen begravelse. – «Tak, jeg lever bare vel, jeg,» sagde Jon Bearmand, de spurgte ham, hvordan det stod til. «Jeg har været i tre gravøl denne ugen.»

Og som om ulykkerne ikke allerede var hårde nok, bragte kvægpest hestene til at styrte i stalden og kjørene i fjøset.

Da året lysnede, og da ungerne løb i flæksneen og sankede vidjeknop, som de åd, ikke just fordi den var sød, men fordi den fyldte så godt i maven, så det slemt ud med at få markerne pløiet og tilsået påny. Der manglede hester til plogen og folk til spaden og korn til udsæd. 324Dog alle virkede, hvad de kunde; myndighederne anstrængte sig til det yderste – endog kornmagazinerne blev nu oprettet. Modet voksede, eftersom våren gryede, og på sæt og vis blev det nødtørftigste arbeide gjort. Og veiret blev efter ønske, så man kunde håbe på det bedste udbytte af det vesle, man havde havt at ofre på agrene. Men fremmede, der besøgte egnen, så med forbauselse, at lidelserne havde været så store her; de havde ment, at tilstanden måtte have været forholdsvis bedre end på andre kanter, og forstandige mænd spåede, at lang tid vilde behøves, inden den atter vilde vinde sin fordums velstand tilbage.

Vanskeligt var det at stille hungeren, medens kornet spirede og modnedes, og farsoten vilde ikke slippe folket, og døden ikke vige fra gårdene, og kirkeklokkerne kimede og klang og sang udover i høisommeren: Sulten suger, og soten slår – nød i Norge!

II.

Ved elvens udløb af Harsjøen øverst i Kværndalen var kornmagazinet lagt, forat det kunde være nær ved åsmarken, hvor de boede, der mest 325kunde behøve understøttelse af det. Bygningen var ikke andet end en gammel udlåve, som man havde flikket på, så den blev tæt for væde. Dog havde der været stor stas efter fattig leilighed og megen rørelse blandt den klynge, som havde forsamlet sig til den første uddeling, da pastor Lind indviede det med en tale om guds barmhjertighed, øvrighedens nidkjærhed og hans majestæts, den allernådigste konges vise forsorg.

Siden blev det stille ved magazinet, og ingen flere uddelinger fandt sted, uagtet en ny var tillyst til fjortendagen efter. Det var nemlig beliggende i annekset, hvorfor uenighed opstod mellem sognepræsten og kapellan Vamberg, om hvem der tilkom bestyrelsen af det, og kapellanen gav ikke afkald på en tøddel af sine rettigheder overfor sin foresatte. De to geistlige forsynede døren med hver sin lås og klagede gjensidig over hinanden til amtmand Winterfeldt, der formente at sagen som et principspørgsmål af ikke ringe betydenhed burde nøie overveies, erklæringer og kontinuationserklæringer indhentes, og afgjørelsen udsættes, til det var bragt på det rene, hvorledes man i andre distrikter havde forholdt sig under lignende omstændigheder. Altså blev uddelingerne foreløbig at stanse.

326Dette havde pastor Lind tilkjendegivet Palmstrøm og organisten som svar på deres henvendelse. Præstens hvide hår havde strittet af vrede, han havde klynket og fræset af ærgrelse. Ikke en halvtønde, ikke en pot rug kunde han indrømme. – Nei, det var der ikke mulighed for, sålænge denne misundelige kapellan, denne farisæiske Vamberg ikke blev alvorligen betydet at ophøre med sine forsøg på at chikanere sin overordnede og sætte splid i menigheden. – Nei, de kunde forlade sig på det og berette det til hvemsomhelst. – – – Naturligvis uden at gjentage pastorens ord bogstavelig; han udtrykte sig med ligefremhed og oprigtighed til organisten som til den, der også var knyttet til kirken ved sin stilling. Der var nogen ængstelse hos Lind; thi kappellanen havde virkelig i sin ondskab indanket for biskopen tvistigheder, som var opstået ved forvrængning af frimodige ytringer.

Nyeberg blev meget bedrøvet over den besked. Han havde en sygelig kone og et barn og ikke brødsmulen i huset, fordi de havde stolet på fremtiden og tilsået et par små jordlapper med alt det korn, de havde. Af mismod og udmattelse seg den lille pukkelryggede krøbling sammen i knæerne for hvert skridt på hjemturen, og da 327han skiltes fra Palmstrøm, skjønte denne, hvad der gik af ham. Han var blevet vant til at se forsultne stympere i det senere.

Svensken ruslede alene videre en stund. Så slængte han sig ned på veikanten og grundede. Han åndede på sin tavoverede hånd og gned den mod vesten som for at pudse de underlige, farvede linjer. Derpå støttede han ryggen mod en sten, skubbede hatten nedover øinnne og lod, som han sov. Men han var ganske vågen og tænkte ivrig efter. Under hatteskyggen skimtede han på den anden side af den støvede landevei, hvorover skigarden lagde et net af skyggestriber, en lang bakke med en halvmoden, grøn rugager, der tegnede sig skarpt mod et lag af tunge, blygrå tordenskyer, som trak op over himmelranden. Inde i granholtet bag ham skvatrede trosten, og en hakkespæt trommede ihærdig på en hul træstamme. Det var meget lummert og varmt.

Det var for ilde med organisten. Lige siden Palmstrøm kom til bygden, havde han kjendt Peder Nyeberg, som da blot var en gutunge. For en ustuderet mand at være måtte organisten siges at være den mest dannede person, han havde truffet i Norge. Men Palmstrøm havde rigtignok også selv taget sig af hans opdragelse 328og indpodet ham oplyste grundsætninger. Og trofast havde de lånt hverandre alle de bøger og skrifter, de havde kunnet få fingre i. Hyggelige stunder havde de tilbragt i hytten oppe i Vestbyåsen under forstandig granskning af det læste. Men ikke havde Palmstrøm forledet sin discipel til overtrædelse af lovens bud, end ikke af de ufornuftigste og af dem, der mindst var at bryde sig om. Han havde været som en fader mod »pojken«, med hvem han havde delt det, han havde, det være sig kundskaber, brændevin, livserfaring eller overflødigt gods. Og ikke skulde nogen skylde Peder Nyeberg for at være en hæler; han havde vogtet sig vel for at spørge og vide om, på hvilken måde de forskjellige sager var erhvervet, som han nød godt af.

Da han nåede til skjels år og alder, åbenbarede han et taknemmeligt hjerte, det skulde siges. Især havde han været svensken og dennes kjendinger til megen nytte, efterat han som følge af sin skrivedygtighed var fundet bekvem til at assistere på embedsmændenes kontorer, hvorved han fik indblik i mangt, som kunde være bra at have tæften af. Et rosværdigt gemyt og sindelag åbenbarede han, det var sikkert.

Han havde heller ikke gjort det for intet. 329Palmstrøm havde på Grundset marked betalt syv rigsdaler sølv for brudekjoletøi til hans kone og før brylluppet foræret hende lærred til lagener og andet udstyr – nå, at det ikke havde kostet synderligt, at majorinden havde vævet og bleget det, gjorde jo ikke noget skår i den velvillige hensigt.

Gik det nu an at lade Peder Nyeberg og hans kone og barn omkommes af vasvelling og grød af barkemel og ludet rensdyrmose? Den mose måtte han til og med slæbe fra fjeldet på sin egen pukkelryg! Det havde skåret svensken i sjælen at tie stille, da organisten skriftede ham sin ynk og nød. Men for djævelen også, han selv livnærede sig bare såvidt og havde ikke to dages proviant i sin hytte. – Kunde han så gjøre noget? – – – Kornmagazinet? – – Hvad pokker skulde de med kornmagazinet, når det ikke brugtes! –

Palmstrøm pudsede igjen linjerne på sin tatoverede hånd, slikkede dem og gned dem. – Præstevrøvl og præstekjævl agtede han ikke. Det vilde være ham en fryd at snyde to trættekjære præster med et smæk. Men – – – Folk var så ubarmhjertige og leie for tiden; bonden havde så sandelig mistet respekten for svartebogen af lutter gjerrighed. Og de øvrige stænder var tvære. Endog Hans Dahlbye havde ymtet om, 330at de, som ikke var hans sambygdinger, fik nøies med et måltid i kjøkkenet, mere kunde han ikke give dem. Den fyren var naragtig nok til at holde fast ved det, han havde sagt, uden undtagelse for nogen; det vilde være gagnløst at klænge på ham, før lunet ændredes. Procuratoren på Gihle lod madamen styre nu, og hun var blevet net og nøie på det, ja – og Orre var sleip som en ål og gav ikke andre end dem, han likte, og hverken Palmstrøm eller Nyeberg kunde tro, han syntes om dem.

Fanden være ydmyg og gjøre sig lækker for storfolket! Statens korn var det i magazinet – men – – De var blevet så stride med ransagninger og arrestationer på slutten. Det var cancelliråden, som mest voldte det, den snodige buk til at være olm som en stud for det mindste og sætte lensmanden på sporet, som han var blevet. Og slig en turing og sansesløs drikking, han havde bedrevet, siden husjomfruen iforfjor puttede sig i råken, vyrdede han ikke længer nogenting, så hans overbærenhed var ikke at regne på, og Palmstrøm havde døiet et drøit varsko efter den streg, som blev spillet majorinden med lærredet. – – Voveligt var det, men Peder Nyeberg og hans kone og barn og mosegrøden –

331En hund halsede muntert et stykke borte. Hakkespætten skreg arrig op, flaksede over ageren og forsvandt i retning mod de blygrå skyer, der havde løftet sig høiere og nærmede sig solen, der allerede glødede deres øverste rand.

En mand kom plystrende henad veien. Det var en kjæmpemæssig skikkelse, hvis tykke, runde ansigt skinnede rødt og fornøiet. Han var iført en bredbræmmet halmhat, rødstribet skjorte og lange vadmelsbukser, der fryndsede sig i laser om anklerne, og havde kluntede næversko på fødderne. Over skulderen dinglede han en bylt på en kjæp. En krøllet puddel dansede logrende efter ham.

Palmstrøm sprang op: «Er det ikke dig, kjære Petter Wibom? Og som fin kavaler med pantalons og hund!»

«Nei se, er det ikke gubben Palmstrøm!» svarede den tiltalte på svensk. «Hvordan lever du i disse forbandede dager? Du er blevet lidt smal i kjakerne –» Mødet var hjerteligt, og kraftige håndtryk veksledes, idet samtalen fortsattes på svensk. Kjæmpen var i det bedste humør. Den flinke «Caro» havde ledsaget ham på hans lange færd fra Trondhjems stad; den havde sluttet sig til ham på en furumo, medens 332han hvilede, og senere ikke forladt ham og var sandfærdigen et morsomt kreatur. Han havde havt nattely hos hesteskjæreren i Kluftsveen; der var det jo skralt med kosten, men han havde ædt så fortræffelig til middags på Stor-Kjelsrud.

Der havde han i venskabelighed bedt om mad og en dram, og Erik, manden, havde skjænket ham en ørliden en, ikke turdet andet tiltrods for den frugtsommelige kjærringen sin, som stod med gnistrende svarte øine og sagde, at han ikke skulde være kujon for geseller. Der var just sat på bordet både smør og ost, kjød og flesk og brød, og den ubudne gjæst tog for sig af retterne uden at spørge om forlov. Da vilde Erik Kjelsrud værfe ham ud, men Wibom havde gjort sig morsk i fjæset, snappet hans egen tollekniv fra ham og holdt den for hans bryst, til han skålede med Wibom i et stort glas brændevin og derefter lod ham spise i fred. Men tilslut hev kjærringen glassene i gulvet, skjældte på manden sin, slog døren op og bad slusken pakke sig til helvede. Og han signede maden og gik, for mæt var han, manden havde han holdt løier med, og hende vilde han ikke ærte mere. Hun var nu engang ikke en almindelig gårdmandskone, men salig kapteinens datter. Men tusen djævler, om 333han vilde være i Eriks brok bagefter; han havde fået sig kam til sin bondelug. – De lo og gottede sig. Styret på Kjelsrud var ikke det fredsommeligste, siden gamle kapteinen seilede af. Høhø, Wibom huskede ham, Satan partere ham, en godslig brumbasse havde det været.

Skybanken havde skygget for solen. Et kjølig vindstød ruskede hårdt i granholtet og jog ilende bølger op igjennem rugageren. Trostens skvatren stilnede og blev til en ræd, pibende fløiten af og til.

Et vældigt, blændende lyn spaltede skyvæggen. Praten stoppede, de ventede åndeløst. Så dundrede tordenbraget løs, og medens det rullede hen med dumpt ekko mellem bakkerne, suste regndråberne ned, raslede i træerne og satte tæt i tæt af sorte pletter i veiens støv.

«Den, som var lunt under tag!» sagde kjæmpen og skuttede sig.

«En halvfjerdings vei til mig!» råbte Palmstrøm og travede afsted, så hans side frakkeskjøder daskede ham om lårene. «Kom – jeg har lidt at snakke med dig om!»

*

I den friske sommernat, som fulgte efter tordenveiret, lå Harsjøen mellem de høie, skogklædte 334lier med skimrende glans af den blege, hvidlige himmel. I sivet ved elveoset plaskede en puddelhund knurrende og småbjæffende omkring.

Der var folk i kornmagazinet. To mænd bar sækker ud og læssede på en kløvhest. Puddelen blev kjed af sådant vildt som frosk og padder, rystede sin pels, så vandet skvat, og smat ind i magazinet. Mændene lukkede dets dør, da de var færdige; de havde hast og slog på hesten og savnede ikke hunden.

Om morgenen hørte mølleren i kværnhuset lidt længere nede ved elven en hund hyle og jamre sig. Han mærkede, at hylene kom fra magasinet, og ved at se efter, hvad der stod på, fandt han, der havde været tyver på færde, og at dyret var indestængt. Han slap ikke det ud, men skikkede straks møllergutten til lensmanden.

Nogle dage efter var både Palmstrøm og Wibom bag lås og lukke i arresten. De var seet farende opover Kværndalen om aftenen med hunden og en hest, som var taget fra kapellanens havnehage.

Rygtet om, at Palmstrøm var knebet, bredte sig rask i bygderne og gjorde stor opsigt. En snes år havde denne indflyttede svenske lusket om, mistænkt for det styggeste og et redskab til 335det værste, men skjærmet af den frygt, han indgjød, så man ikke turde lægge hånd på ham og overantvorde ham til straffen.

Folk havde været bange for ham, fordi han ikke var bange for noget, hverken for gud eller fanden eller øvrigheden. Der havde stået som en skådde af hemmelighedsfuldt djævelskab om ham, og i ly deraf havde han kunnet byde almuen, hvad han vilde. Vellært var han i boglige kunster, det havde den skjønt; men desuagtet holdt han samkvem med hesteskjærere og taterer og finner og desligeste forgiftige mennesker, som en ikke skulde røre ved, fordi de gav sig af med alt det, som forbudt var, og med det havde han nok sin hensigt. Hans vanhellige og vantro spot vakte den tanke, at han var i forbund med magter, som det ikke var heldigt at nævne for den, som havde sin sjæl og salighed kjær. Få tvilede om, at han havde svartebogen. Og stedse havde han smisket for de conditionerede og kakserne og skaffet sig formående beskyttere. Nu havde disse altså opgivet ham og svartebogen tabt sin kraft. Hans pagtes dage måtte være udrundet.

Men de underlige, omvankende væsener, der ikke hørte hjemme nogensteds, og som levede sit fordulgte liv i skog og mark og på øde sætervanger 336i den varme årsens tid, og som om vinteren tiggede og tvang sig underhold til, hvor de ikke stjal sig til det, blev slaget med skræk og forfærdelse. Thi Palmstrøm havde været mægtig blandt dem ved råd og dåd.

Efter hvert som man vovede sig til åbent at drøfte hans misgjerninger, voksede hadet og hevnlysten, og en for en skede nye anmeldelser om hans forbrydelser og skurkestreger, og anklagepunkterne øgedes stadig i tal.

Justitssagen mod ham blev langvarig på grund af anklagens vidtløftighed. Fangerne forhørtes hver for sig. I førstningen var Palmstrøm kjæphøi og stormodig og flommede over af veltalenhed uden at ænse sin defensor, procurator Høeghs, advarsler. Umoralske og løgnagtige personer vilde lottere og beklikke en fremmed, der måske ved uforsigtighed kunde have blottet sig for avind og træskhed, som lurer overalt, og bag hans ryg søgte de at skjule sine egne skalkestykker. Han bad agtbare borgere om forladelse, dersom han havde forseet sig – at feile er menneskeligt – og takkede for al godhedsbevisning i den lange tid, han havde dvælet i denne dydige og oplyste menighed, hvor han fremdeles inderlig attråede at ende sin bane. De nederdrægtige var han ingen 337tak skyldig, men ønskede dem kun forbedring. Han havde tillid til gud og sin uskyldighed og stolede på at nyde den ret, som loven tilsagde enhver fortrængt undersåt under den milde danske regjering. – Den nye foged, der var kommet efter Jespersen, gik næsten fra besindelsen ved denne frækhed og svor at knække hans forhærdelse med den fortjente afstraffelse, ham selv til anger og ligesindede til afsky.

Det hele tog en uanet vending, efterat cancelliråden havde betydet delinkventen, at Wibom havde tilstået indbrudet, og at organisten for ikke at impliceres i undersøgelsen havde fremleveret en af kornmagazinets sække, som svensken havde bragt til hans hus. I næste forhør var anklagedes samvittighed rørt efter hans eget sigende. Han havde da siddet ugevis i arresten med en træblok om benene, og håndjernene havde gnavet hans håndled.

Han havde håbet og ventet på hjælp, om ikke til andet så til at rømme. Alle havde sveget ham, fra patronen Hans Dahlbye til vennen Peder Nyeberg. Blot hemmelige bønner om ikke at være uforsigtig i sine ytringer havde de sendt ham. Ja, lidt at leve af havde de jo også smuglet ind 338til ham. – Palmstrøm vilde gå til fuldstændig bekjendelse, og idet han begyndte med at forlange organisten tiltalt som den, der havde lagt dølgsmål på tyvekoster, fremsatte han en række beskyldninger mod så mange og tildels så anseede mænd, at det truede med at antænde en retfærdighedens brand, der vilde herje vanærende og ødelæggende i vide kredse. Fornemmelig bar det løs mod Hans Dahlbye, som han havde besluttet at bringe som et sonoffer til den fortørnede øvrighed.

To retsmøder til gik hen. Dahlbye kjæmpede som en helt. Vidnesbyrd førtes mod vidnesbyrd, og mened var der på begge sider; det var cancelliråden overbevist om. Farligere og farligere kunde det blive. Og en eftermiddag reiste Weydahl alene til lensmansgården og talte længe i enrum med arrestanten, som siden afsvækkede og tilbagekaldte sine beskyldninger. Den eneste, på hvem så meget blev siddende, at videre forfølgning måtte indledes mod ham, var Hans Dahlbye.

Snart efter faldt dommen over Palmstrøm og blev vedtaget. Det var svært så let, han slap fra det, mumledes der om. Fem års slaveri, og derpå skulde han forvises kongens riger og lande.

En hel del havde flokket sig til for at se ham den morgen, han skulde transporteres fra 339arresten indover til byen. Da han sad på kjærren, hævede han sine lænkede arme og holdt en tale. Hatten dat af ham, og langt og tjavset hang hans hvide hår ned på skuldrene. Hans øine blinkede vildt. Han kaldte himmel og jord til vidne på sin uskyldighed og spåede, at den skriver, der havde dømt ham uretfærdigen, hans mund skulde aldrig mere afsige nogen dom. – Men de flirte bare af ham, skjønt det var nærved at grøsse i dem. Selv Palmstrøms troldomskunster frygtedes ikke længer, når han ikke havde kunnet fri sig selv fra lensmandens klør.

Utak er verdens løn, tænkte han, idet kjærren skumpede afgårde gjennem den flirende og glanende hob. Han huskede, at det akkurat var syv år og fem måneder siden, han en vårnat plyndrede kirken i Hans Dahlbyes hjemsogn for at ærgre præsten og bespotte den geistlige stand. Dahlbyen selv var ikke med, han hyttede sig som sædvanlig og havde kun gjort opmærksom på, at meget sølv og guld bevaredes let tilgjængeligt i den kirke. Men hans søskendebarn – bare unggutten var det dengangen – var kløvet op i korvinduet og langede varerne ud til svensken og en kamerat. Døbefadet fik de, det fløiels alterklæde og oblatæsken og lysestagerne med. 340«Men denne,» sagde gutten, «vil jeg have til en afmindelse,» og stak kalken i lommen med det samme, han hoppede ned.

III.

Senhøstes spurgtes det, at cancelliråden var syg og rimeligvis ikke havde længe igjen. Amtsphysikus Müller havde været hos ham og fundet patienten så svag og afkræftet, at han ikke orkede at blive vred over, at Lars staldkar havde hentet doktoren uden ordre. Han kunde omtrent ikke snakke og led af en svulst ved tungeroden. Så fåmælt havde han imidlertid været til daglig, at hans omgivelser ikke havde heftet sig ved, at han en stund havde været helt taus. Han havde brummet til kontoristerne og ofte strøget sig over halsen, som om den smertede. Det var kun, fordi han en dag slet ikke stod op, at Lars drog til doktoren.

Efter en del modstand havde Müller erholdt tilladelse til at bortskjære svulsten; den syge vilde ellers snart bukke under for et kvælningsanfald. Men operationen var ikke ganske lykkedes, sagde amtsphysikus, og den bevirkede, at Weydahl fuldstændig mistede talens brug og blot kunde tage flydende næring til sig.

341Skulde Palmstrøms spådom gaa i opfyldelse? Igrunden tænkte alle, at så var det, skjønt ingen mente, at svensken havde været uskyldig. De conditionerede vilde ikke rigtig være ved sin tro, de smilte selv forsigtig af den. Men for almuen var det greit og vist at råden var rammet af den dømtes forbandelse. Kanske ikke ligetil af den, for Palmstrøm havde nok mange eftermålsmænd og hevnere. Og der grubledes over trolddom og finskud og de fordærvelige åtgjærder og midler, som en måtte grue for i sit inderste, og som stod til deres rådighed, der færdedes fredløse på jorden og dyrkede Satan som sin herre.

Over skrivergårdens tjenere kom der en stor angst. De blev mørkerædde og skvætne. Budeien turde ikke være alene i fjøset, og husmændene biede på hverandre efter følge hjemover om kvældene. Kokkepigen styrede egentlig husvæsenet efter jomfru Nannestads død, og hun og stuepigen flyttede ned på et kammers i folkestuen. Påskudet var, at de ikke skulde uro den syge ved støien af sit arbeide. Og snart var der i hovedbygningen blot råden og de, som passede ham, og så kontoristerne, som gik til og fra kontoret oppe i anden etage. De boede nemlig ikke på gården.

342Der hviskedes om spøgeri i gangene. Det var besynderligt, at dette ikke var begyndt før. Men sålænge råden var frisk havde det skyet at vise sig, uagtet der mindst var to eller tre, som skulde gå igjen på de tomter. Hvem havde seet det? Hvem havde mødt det? Det blev ikke tydelig opklaret nogensinde, men at det var der, det følte alle.

Weydahl døsede døgnene hen. Han gjorde sig forståelig ved miner og gebærder. Skjønte de ham ikke fort, kunde han blive grætten og hidsig og ville snakke; men stemmen var borte, det blev til en utydelig gurglen, og munden vred sig i smerte ved det.

Omhængene om hans seng var fjernet. Han havde ikke tålt at være indelukket bag dem. Han vilde, at de skulde våge hos ham bestandig og brænde lys hele natten.

Slægtninge, som kunde pleie ham, var der ikke, og det var ikke kvinder, som stelte om ham. Gamle Lars staldkar og Mathias Nordsveen skiftedes til at sidde hos ham. En god husbond havde han været dem, og de vilde ikke svigte ham. Deres klodsede arbeidsnæver støttede ham varlig op i puderne og holdt koppen med drikke til hans læber, når han gav tegn til det. For 343han tabte hurtig evnen til at klare sig selv og blev svag som et barn. Både pastor Lind og kapellan Vamberg havde aflagt visit på skrivergården, om han skulde behøve åndelig bistand. Men Weydahl var gerådet i sligt sinne ved efterretningen om deres nærværelse og havde så bistert nægtet at se dem, at Mathias Nordsveen uden videre svarede, råden var for klein til at modtage nogen, da de fornyede sine besøg. Herover blev pastoren meget fornærmet og kapellanen krænket, og begge tilholdt de Mathias at sende bud på dem, inden det blev forsilde. Uden særskilt anmodning vilde de ikke indfinde sig påny.

En dag kjørte procurator Høegh i skumringen nedad lønnealléen. Træernes gule og brune løv dækkede i tykke lag veien. Hjulsporenes pytter var tilfrosset, og isen knustes klirrende og knasende under karjolhjulene. Hesten havde gået i skridt lige fra Gihle af og undrede sig over sin herres uvanlige sagtmodighed og mildhed. Over åserne på vestsiden hvilte en rød strime efter solnedgangen. Dens dystre, ulmende glød var som en smal revne i himmelens jevne, lave mørke.

Han slap ind til den syge, der kviknede mærkværdig til ved at hilse på ham. Men procuratoren blev ilde tilmode over den forandring, som var 344foregået med Weydahl. Ansigtshuden sluttede stramt om de brede kindben. Hagen var overgroet med stridt, gråt skjæg. Øinene lå stirrende, dybt i sine hulninger; de lyste allerede af den nære døds uhygge.

Høegh tog plads ved sengen. Han var blevet støl og gammel og altfor fed. Han passiarede om forskjelligt, men stødvis og fortænkt, og Lars staldkar, der sad i en krog, skjønte, at han havde det på hjerte, som han nødig vilde rykke ud med, fordi han forstod, hvor dårlig råden var.

Denne hørte på ham en stund, skrev så noget på et papir og rakte det til procuratoren, som sagde: «Nei, nei – du har ikke godt af det, og det er ikke værdt for min skyld.» – Men Weydahl nikkede bestemt, og Høegh bad Lars, at han skulde bringe en mugge punsch og glas.

Lars blev borte en halvtime med dette, fordi han måtte få tag i et kvindfolk til at brygge. Da han kom ind igjen og stillede brættet fra sig på natbordet, holdt procuratoren råden i hånden og sagde sørgmodig: «Tak skal du have, Weydahl – – Er der ingen ting, jeg kan gjøre for dig?»

Det gurglede i halsen på råden, som altid når han prøvede at tale. Han rystede på hovedet og befalede ved tegn at hælde i glassene. 345Det blev gjort, og de klinkede. De fingre, hvormed Weydahl greb om glasset, var knoklede og tørre som et benrads. – De vekslede ikke et ord mere. Af og til mødtes deres blik; da gled procuratorens unda.

Et par gange drak de, men den hede punsch smertede den syge, som hostede dæmpet og pinefuldt. Omsider sagde Høegh farvel. Han sukkede og var rent tuslet, da han satte sig i karjolen. Lars fløi efter ham med svøben, som han glemte, og blev mest fælen over at få en sølvdaler i drikkepenge.

Samme kvæld blev der et overhændigt snefok, hvilket Lars tykte var rart, eftersom der ikke var faldt sne før den vinter. Når han lettede på gardinet, så han de hvide floker hvirvle uafladelig og tæt i lysskjæret fra vinduet. Men ude var der ellers bælmørkt og ikke lyd og ikke liv at fornemme.

Ved midnat blev det Mathias Nordsveens tørn til at våge. Staldkaren gik ned i folkestuen, da husmanden havde ladet kjærringen sin lægge sig i kjøkkenet, om noget skulde hænde.

Den syge var meget urolig. Han væltede sig i sengen og pustede møisomt med små grynt, som om veiret sad fast i struben.

346Det kunde være det, at Mathias havde slået i sig den punsch, der var levnet i muggen, som gjorde, at han sovnede og ikke vågnede ved, at cancelliråden ud på morgensiden stod op af sengen. Der hang en slobrok på en knag; den trak han på sig, tog en nøgle i bordskuffen og et lys og gik med sikre skridt ud af værelset og op trappen til kontoret.

Her satte Weydahl lyset fra sig på en pult, låste op et skab og ledte i det. Han fandt en bundt papirer frem. Dernæst løftede han en protokol ned fra den hylde, hvor panteregisterne var. Den var tung, og det voldte ham stort besvær. Han flyttede lyset nærmere, og efter at have læst lidt hist og her rev han nogle blade løs.

Med dem og papirbundten i hånden gik han tilbage igjen uden at ænse lyset, der blev stående på pulten. Han famlede sig i mørket henad den lange gang og stødte mod døren til salig fruens tidligere kammer. Da ravede han vaklende tværsover gangen og lænede sig op til væggen. Den dør havde han ikke åbnet på mange år. Kræfterne forlod ham, og han blev næsten bevidstløs.

I storstuen begyndte et uhr at slå. Slagene gjenlød med syngende klang gjennem huset. Så tog han sig atter sammen og gik ned trappen.

347Mathias vågnede brat og så råden ligge stønnende ovenpå dynen. Foran ham på gulvet var slobroken slængt. Weydahl vinkede til ham og pegte fra en papirbunke på natbordet og til ovnen. Mathias fattede ikke i øieblikket, hvad han vilde; det gurglede stærkt i rådens hals, og han stak papirerne ind i lysets flamme og satte fyr på dem. Det forstod Mathias. Han puttede papirerne i ovnen, hvis dør han lod være åben, til de var fortæret af ilden. Derpå hjalp han råden tilrette i sengen og bredte godt over ham. – Timerne svandt, og Mathias blev træt. Den syge var roligere og pustede lettere.

I grålysningen vågnede Mathias igjen. Det var tyst i værelset. Han gik bort til sengen. Cancelliråden havde foldet armene i kors over brystet og rørte sig ikke. Han var død. – Husmanden forsøgte at trykke hans øine til. De stod runde og glasagtige frem, og øienlågene glippede op og vilde ikke lade sig lukke.

Mathias vækkede konen sin i kjøkkenet. Hun reiste sig søvnørsken overende på sengekanten. «Råden er død,» sagde han.

«Å ret lel, å ret lel,» klynkede hun. «Han har stridt den striden, han også da.»

«En skulde vel sende bud om det –» 348sagde Mathias usikkert; han vidste ikke rigtig til hvem.

Om lidt svarede hun: «Det fik blive til procuratoren det, da.»

«Jeg skal spørge han Lars,» sagde Mathias og gik ud.

Da han vadede gjennem de sammenføgne fonner på tunet, hørte han, at folk var oppe i fjøset, og studsede over, at der brændte lys på kontoret.

Dagen var ifærd med at bryde frem. Fjorden lå stille og blåsort og tung, men alt landet rundt den skinnede af nysneen, og i øst steg vintermorgenens rødmende gry over skogene.

Om I cancellirådens dage

I cancellirådens dage ble første gang utgitt i 1897. Romanens ti kapitler/fortellinger kan leses hver for seg, men danner også en hel historie. Handlingen utspiller seg i overgangen mellom 1700- og 1800-tallet og gjennomgangsfigur er kanselliråd Weydal. Boka tar for seg motsetningene mellom embetsstanden og bygdefolket, og handler om forfall.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1897 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook