I cancellirådens dage

av Tryggve Andersen

Gudstjeneste

281Pastor Lind kjørte til annekset søndag morgen. Gjennem et skogsnar, hvor sneen bøiede bartræernes grene, førte veien brat opover. Håken sad bag på og småduppede, endnu ikke rigtig udsovet; præsten styrede selv tømmerne. Det gik trådt, indtil de naaede høiden, og skogen sluttede. Til begge sider strakte sig langsomt skrånende bakker og brede jorder. De hvide flader skinnede og glitrede i formiddagssolen. Af skigarden stak bare staurerne frem og kastede blå skygger henover sneen. Hist og her var klynger af rimpudrede trær. På bakkekammene lå gårdene store og tunge med gråsorte, svære udhuser rundt om hovedbygningerne. Overalt steg piberøgen ret op i den stille luft. Øverst stod åserne med mørk og tagget granskog mod den lyse, frostklare himmel. Det syntes snart, at annekset kanske var den rigeste del af bygden.

282Præsten keg forud langs hesten. Nede i dalsøkken agede en skyds sagtelig afsted med en enslig klingende bjælde. Nu så han ryggen og luen til manden i slæden. Jo–ho –, det var lensmanden. Han slog på for at tage ham igjen, og det bar strygende udfor.

Lensmanden ryggede hesten til høire for at lade dem passere forbi, men præsten sagtnede farten jemte med ham.

«Godmorgen, lensmand, – skal De også til annekset idag?»

Lensmanden snudde sig halvt om i sædet. Mellem den opbrættede pelskrave og den lodne skindhue med sorte vadmels ørelapper viste sig et høitideligt, rynket ansigt med store hornbriller.

«Godmorgen, hr. pastor – pr, pr vil du stå, blakken! – Jeg skal så, men jeg agter mig desværre ikke til kirke. Min tid er dispeneret søndag som hverdag. Pro tempore gjælder det en inquisition eller ransagelse hos nogle kanaljer i Vestbyåsen. Sådanne personer er i regelen helst at antræffe om søndagene; at de skulde være blandt den kirkesøgende almue, er som regel ikke at befrygte for. Hehe!»

«Det er bra, De er ivrig, lensmand, det trænges såmæn. Der indfandt sig én hos selve skriveren 283for ikke længe siden» – pastoren brød sig ikke om at sige igår – «og skræmte pigerne. Jeg var der tilfældigvis om aftenen, og på hjemreisen var knægten fræk nok til at springe op på meierne hos mig. Han forsvandt ellers, næsten før jeg blev opmærksom på ham, – skjønte vel feiltagelsen, at det ikke var en almindelig bondeskyds.

Håken fortrak ikke en mine ved at høre sin beretning om nattens hændelser gjenfortalt på denne måde.

«Skulle én ha hørt sligt satans spel! Hm, hm, jeg ber – Rakkets impertinents er i stadig stigende, hr. pastor, men jeg skal knibe dem, dersom kun –»

«Jaja, gjør deres bedste. Men jeg er vist sent ude,» afbrød præsten.

«Jeg skal straks undersøge,» og lensmanden rodede indenfor pelsen efter klokken, men før han var færdig, smældte den andens svøbe, hesten skjød forbi i fuldt firsprang, og lensmanden blev siddende igjen og stirre efter ham. Han puttede klokken tilbage i vestelommen, strøg betænksomt et næsedryp bort med lovåtten og smaalo: Så, pastoren var efter udseendet at dømme ikke reist fra cancelliråden før inat.

Blakken ruslede videre. Det havde ingen hast 284for justitsens håndlanger; kanaljerne i Vestbyåsen sov om søndagen, så syndede de da ikke i helgen.

*

Tæt ved kirken lå klokkerboligen, hvor præsten altid tog ind, når der var messe i annekset. I kjøkkenet solgte konen kaffe til almuen til en pris af en kobber-toskilling for koppen. Den forretning havde ikke lønnet sig rart i det sidste; kirkesøgningen blev mindre og mindre år for år. Inde på stuen pleiede præsten at iføre sig ornatet, da det var altfor koldt og uhyggeligt i sakristiet, og modtage dem, der havde noget at afhandle, før tjenesten begyndte.

Omkring vangen havde hver større gård sin stald, hvor man satte hesten og kjøredoningen fra sig under messen. Det var tømmerskur, byggede i række og rad og åbne på den side, som vendte mod kirken. Det lod ikke til at være mange folk idag; der var neppe et halvt snes hester.

Ved præstens komme havde det alt ringet første gang. Klokker Hågensen stod liden og tyk i døren til sit hus, modtog vadsækken med kjolen og kraven af skydsgutten og bar den ærbørdig efter sin overordnede ind i stuen. Den var liden og trykkende varm, og ovnen var glohed. Skjønt kjøreturen havde kvikket præsten op efter ugens 285svir, følte han sig uvel, og han blev kvalm og skjælven ved den lummert bedske damp af kaffen, som konen bragte.

Tak, han skulde ikke have. Var der ingen, som vilde ham noget? Nå, nogen særdeles forretninger var der jo ikke. Om Hågensen vilde være så snil at række ham ornatet?

Klokkeren vovede at minde om, at elve personer havde ladet sig antegne til altergang.

Altergang? Skulde der være altergang idag? Det havde han så sandelig ikke erindret. Der fandtes vistnok hverken vin eller brød. «Å se efter i vadsækken om Gine skulde have husket på det. Ikke? Så, der står vi.» – Præsten kastede ærgerlig kjolen om sig.

«De skulde ikke tilfældigvis have vin i huset? Nei, naturligvis ikke. Men nadveren kunde måske udsættes til næste prækensøndag.»

Hågensen bemærkede underdanig, at enkelte af de antegnede var åsmarkinger og havde særdeles lang kirkevei, endog flere mil.

«Det var da som –» Tanken på kapellanens sladdervorrenhed og den forestående bispevisitats foruroligede præsten. Der var stedse nok af uleilighed og tåbelig misfornøielse. Den som bare vidste råd, – kanske Hågensen vidste noget?

286Klokkeren snød sig agtelsesfuldt: Dersom den ellers var anvendelig, så vilde ingen kunne gjøre forskjel på hans hustrus ribssaft og den sædvanlige altervin.

Lind grundede, – dette var resikabelt. Dog nød bryder alle love.

«De indser, Hågensen, erindringsmåltidet er ikke af Christus knyttet til en bestemt drikkelig substans; vinens art er ikke nærmere angivet i skriften. Men det usyrede brød –?»

«Med hr. pastorens permission, i det såkaldte fladbrød bruges ikke surdeig, samt kan det brydes i stykker eller beter.»

Beter? Et lynsnart billede af nattens uheldige kortspil fløi gjennem Linds trætte, forvirrede hjerne. Han kniste nervøst: «Nu, så er vi ikke bet, min kjære Hågensen! Men hør her,» fortsatte han og lagde hånden fortrolig på klokkerens arm, – «hvad vi som oplyste mænd kan diskutere os imellem, bør ikke spredes ud blandt den menige almue. Det kunde vække unødig forargelse hos de enfoldige. Forøvrigt er der på min ære ikke noget galt deri. Bring så kun det fornødne.»

Klokkeren snød sig atter og ilte med at hente en flaske af sin kones ribssaft og et stykke fladbrød. Præsten hægtede imidlertid kjolen igjen.

287«Få det bare i orden. Lad mig dog først smage saften – den er temmelig syrlig; kom til en sikkerhed en del stødt sukker deri. Å hjælp mig lidt med kraven. Så tak! – De bringer altså det fornødne hen i sakristiet, og jeg stoler på Deres diskretion.»

Medens præsten vandrede til guds hus, klemtede kirkeklokkerne atter ud over den skinnende hvide, søndagsstille bygd. Derpå taug de en liden stund; så tog de fat påny for at ringe sammen, og nu først strømmede den ventende skare, som ikke var meget talrig, ind i kirken.

Da Lind steg på stolen, kjendte han pludselig smagen af den dråbe saft, han havde drukket, skarpt og ækkelt; den brændte ham i halsen. Hans hænder var klamme, rent våde, og han følte en irriterende prikken i fingrene. Det tynde, grå hår klæbede svedigt til panden, og der var røde flækker på hans hule kinder. Det forekom ham, at de skidne, kalkede mure rykkede på sig, og sænkede han blikket ned mod gulvet, hvor halvhundre mennesker sad spredte – folk fra hver gård i hver sin lukkede stol, ligesom deres hester udenfor var stillede i hver gårds stald – så svimlede det for ham. Det var nok gået vel stærkt til hos cancelliråden.

288Endelig fugtede han læberne med tungespidsen og læste dagens evangelium med svag, bævende røst. Det var om Jesus, der lærer som barn i templet. Han kunde i øieblikket ikke få gjort noget ud af den tekst. Talte lidt frem og tilbage om de selvkloge skriftlærde og det enfoldige barn, stansede og hostede og fandt ikke fortsættelsen. Men prækenen måtte gjøres længere.

Han tog sig krampagtig sammen, mindedes uvilkårlig sin dimisprædiken nede i Kjøbenhavn for mangfoldige år siden, gjorde en brat overgang, og før han selv vidste om det, repeterede han den høit og tydelig. Dens tema var det geistlige læreembedes betydning.

Forsamlingen nede på gulvet studsede; den var ikke vant til at høre sin præst udtrykke sig så flydende og lyttede andægtig til hans ord.

Der gives nu for tiden ikke få, der sige, vi behøve hverken præster eller andre geistlige embedsmænd, såsom de hverken forskaffe os brød eller kjød eller anden nødvendig føde eller bistå os i at drive vore forretninger eller i at vælge retskafne hustruer eller bringe os penge eller arbeide.

Således begyndte han, gjendrev derpå denne påstand og viste, at den havde sit udspring i 289letsindighed og vankundighed, og skildrede derpå kirkens oplysningsarbeide som en fortsættelse af skolens; thi hvor børneopdragelsen har lagt en god grundvold, der bygger kirkens prædiken videre og søger ved åbenbaringens og fornuftens lys at rense sindene, at befri sjælens ædle metal for dets slagger. Endelig udviklede han den virksomme geistliges pligter med hensyn til den rette forvaltning af sakramenterne og de øvrige kirkelige forretninger.

Men af meget større betydning end alt dette er det dog, at præsten tillige for hvert lem af sin menighed skal være en forstandig ven og rådgiver, der ikke alene i sin prædiken betoner menneskehedens høie bestemmelse, der opfyldes ved den rene menneskeligheds udfoldelse hos ethvert individ og ved sjælens daglige forberedelse til evigheden hos gud. Han forkynder borgerdyds og veldædigheds ædle skjønhed og begribeliggjør for sine tilhørere virksomheds, fredsommeligheds og fordrageligheds store værd og nytte. Thi dette er lærdomme, hvilke, når de bære frugt i menighedens livsførelse, forjage råhed, grumhed og træg dovenskab samt smelte overtroes og ufordrageligheds hårde isdække ved mild 290menneskekjærligheds varme forårssolstråler og udvikle både hjertet og fornuften.

Men forsvinder i menigheden uvidenheds og vankundigheds nat for oplysningens morgen, og bliver gudshuset for landmanden en sand helligdom, hvori han forglemmer nag og vrede og med rørt hjerte rækker naboen hånden til forsoning, og hvor tvedragt og had give plads for broderlig enighed, da haver præsten høstet den skjønneste løn for sin gjerning, da er han støttet og løftet af menighedens agtelse og kjærlighed.

Tråden glap for Lind, han stoppede med et; bent nedenfor ham sad den rige Jørn Mæhlum og kaldflirte. Ham skyldte han på tredie året for seks tønder byg fra den høst, han spilte bort kornavlingen sin til landkræmmer Korslund fra vestsiden.

Slutningsbønnen fremmumledes uforståelig. Han gik ned elendig mat og tør i munden.

Under altergangen rystede kalken i hans hånd, og imedens pintes han af den skrigende og uharmoniske salmesang. Det var tildels hans egen skyld. Efter den evangelisk-kristelige salmebog, som Lind havde fået indført af menigheden, istemte klokkeren salmen:

291Du Jesu bød mig i dit ord
at møde ved dit nadverdbord;
her jeg skal ihukomme dig
så vist du ihukommer mig.

Men i en stol for sig selv sad to gamle tunghørte piger fra Åsmarken med en storstilet, skindbundet Kingo, og de vidste ikke bedre end at finde frem den salmen, som fordum præsten Adler altid brugte ved altergangen:

Til Herrens bord i Jesu navn
jeg agter mig at gange
til hjertetrøst og sjælegavn,
til salighed at fange.
           Men ak jeg ved
           hvor ond og led
jeg er i synd og usselhed,
hvorfor min sjæl er bange.

Versene var længere for dem, og de gjorde en pause for hvert nyt, medens klokkeren kilte ufortrødent på, så da menigheden var nået til det femte vers:

Ak, da jeg kommer ei ihu,
hvor svag jeg er, hvor nådig du,
let glemmer jeg der pligt og kald
og synker dybt fra fald til fald –

da sang de gamle piger på det tredie:

Gud rydde af mit hjertes rod
alt ukrudts vilde grene!
Gud bøie det til sig i bod
og eie det så ene!
           291Gud nådig tag
           fra mig hver dag
al synd og skam og nid og nag,
gjør mine tanker rene.

De havde ikke mere end tre vers, og fordi folk rundt om dem fremdeles holdt bøgerne i veiret og bevægede munden, tænkte de sig først lidt om og begyndte i sin enfoldighed forfra endnu en gang, og idet Hågensens skingrende trompetstød, fulgt af menighedens summen, triumferende førte niende og sidste vers tilende, kom de efterpå klagende:

           Men ak jeg ved,
           hvor ond og led,
jeg er i synd og usselhed,
hvorfor min sjæl er bange.

Efter gudstjenesten sad pastoren alene i sakristiet. Han var dygtig medtagen af formiddagens anstrængelser. Hjertet hamrede, alt i et fløi der små skyer for hans øine, det bævede og rykkede i alle kroppens fibrer og suste for ørene. Foran ham stod den halvtømte saftflaske og kalken, hvori der var en slat igjen efter uddelingen af sakramentet. Skjælvhændt slog han den ud, tørkede det hellige kar omhyggelig af på kjolen, hældte i af flasken og drak. Den syrlige, kolde drik læskede kun for et minut: Den rumlede i 293maven, lagde sig på tungen, blev ligesom siddende fast i halsen og vilde op igjen.

Klokkeren kom og spurgte, om pastoren ønskede middag.

«Hils Deres kone og sig mange tak, men jeg skal ikke have idag – jeg reiser hjem med det samme. Jeg tror jeg har forkjølet min mave på turen. Å hør, Hågensen, De skulde vel ikke kunne skaffe mig en lille dram?»

Jo, han var istand til det, såfremt simpelt kornbrændevin kunde gjøre det. Og dermed skyndte præsten sig med Hågensen i hælene hen til klokkerboligen. Folk på kirkebakken tog luerne af, og de hilste igjen med tause nik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I cancellirådens dage

I cancellirådens dage ble første gang utgitt i 1897. Romanens ti kapitler/fortellinger kan leses hver for seg, men danner også en hel historie. Handlingen utspiller seg i overgangen mellom 1700- og 1800-tallet og gjennomgangsfigur er kanselliråd Weydal. Boka tar for seg motsetningene mellom embetsstanden og bygdefolket, og handler om forfall.

I cancellirådens dage ble en stor suksess i samtiden, og romanen regnes fremdeles som høydepunktet i Andersens forfatterskap.

Se faksmiler av førsteutgaven fra 1897 (nb.no)

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.