Høstthinget

1808.

193Vel en månedstid før jul var det og i en af distriktets søndre bygder. Omkring en bugt af fjorden, som her var bredere – over en mil bred – videde slettelandet sig ud. Derpå hævede det sig i runde bakker opad mod lave åser, til hvis rygge skogen var trængt tilbage. Kun hist og her skilte lunde og snar de tætbygde grænder.

Det var kvæld. Fjorden skjultes af frosttågen, der bølgede sølvhvid under fuldmånen, som hang høit over de fjerne fjelde på vestsiden. Et tyndt snelag dækkede markerne, næsten ikke mere end rim, og veiene slyngede sig bare og sorte fra gård til gård. Føret var elendigt. Ikke såsnart var ordentlig sne faldt, så var den skyllet væk af regn og slud. Nu lod det dog til, at vinterkulden var kommet for alvor, og at der kunde være håb om, at sneen vilde blive liggende på den hårdfrosne jord.

194Langs åserne dæmrede et svagt nordlys, undertiden flimrende op i en blålig stråle, men blegnende for måneglansen.

Det var tyst på gårdene. Kun få steder såes rødt skjær fra et enkelt vindu.

Men på lensmandsgården midt i bygden lyste det festlig både fra kjøkken og stue og sal. Dér holdtes høstthing tredie dagen, og på en oplandsk lensmandsgård talte året fordum seks store høitider: Julen og høstthinget var størst; dernæst kom vårthing og påske, men pinse og sommerthing havde ikke meget at betyde nogen af dem.

Det lyste fra kjøkkenet, hvor skydsgutter og husmænd ventede, og jenter for travelt om, medens gryden med punschevandet kogte og surrede over peisens flammende bål.

Det lyste fra stuen, hvor lensmandsmadamen sad tilfreds og fornøiet med barnene og en talrig flok frivillige medhjælpersker og opvartere fra naboerne og spiste efter til aftens. Drammebuteljen gik rundt, og flittig brugtes ølkanderne. Maset havde været overmåde, trætte var de, og maden var fed. – Hun var tilfreds og fornøiet, for alt var gået bra, endda hun denne gang ikke havde havt den vanlige, kyndige støtte ved madlavningen. Før thingene havde de altid pleiet 195at hente madame Nannestad fra det nærmeste sogn; men hun var ikke mere. Da krigen bragte forstyrrelse i pengevæsenet, så hendes pension smeltede sammen til næsten intet, og mindskede selskabeligheden, så den indtægtskilde svandt for hende, blev kogekonen syg og døde glemt af alle, og det sagdes, at dødsårsagen var nød og mangel, skjønt det kanske var lidet troligt. – Men gudskelov, der havde alligevel ikke været noget at udsætte hverken på fisk eller steg eller saucerne.

Det lyste fra salen; thi der var øvrigheden. Det store, skumle rum med de brune bjælkevægge og gardiner af hvidt lærred for de fem fag vinduer på den ene langvæg brugtes blot ved høitidelige anledninger og var kun forsynet med de nødvendigste møbler. Lensmand Krogsti stod henne ved ovnen tæt ved et lidet bord, på hvilket kardusdåsen og den dampende punschebolle var stillet, og rensede sin pibe. Hans lille trivelige figur var iført en stramtsiddende, grøn kjole med forgyldte knapper, stribet vest og sorte fløiels knæbukser. Alt medens han blæste i piberøret, så hans trinde kinder blev ligeså kobberrøde som hans knudrede klumpnæse, passiarede han smilende med to stilfærdige kontorister og en ganske ung 196officer, der lænede sig op mod brandmuren. Han titulerede stedse officeren for løitnant Bangsberg, som om det ikke skulde være hans egen søstersøn Martin. Men lensmanden havde været korporal, inden han arvede sin nuværende stilling efter svigerfaderen, og det var hans stolthed, at en af hans pårørende var nået høiere op i graderne, end han nogensinde selv havde vovet at drømme om. Hele thinget igjennem havde det været ham en kilde til glæde at vise frem gutten, der var indkvarteret i nærheden, da en afdeling af hæren allerede var trukket så langt tilbage som til denne egn i forventning om, at en våbenstilstand snart skulde blive afsluttet.

Det øvrige selskab havde skilt sig i to grupper. I den ene ende af salen sad cancelliråd Weydahl, foged Jespersen, procurator Høegh samt en collega af den sidste fra Christiania og søgte at slå tiden ihjæl med en boston, der gik temmelig trevent. Weydahl tog sig dominerende ud i sin røde uniform og lyttede tålmodig til den fremmede procurator, som med stærkt bergensk tonefald og megen tungefærdighed udbredte sig om landets tilstand og det nyeste nyt fra byen. Det havde han gjort hver eneste dag under thinget, så Høegh var kjed af ham og blev søvnig. Fogden, der havde kastet 197uniformsfrakken og trukket på en bekvem, grå trøie, var sygelig og træt. Han strøg uafladelig sit tynde, hvide hår op fra sin furede og svedige pande, stirrede frem for sig med mysende, nærsynte øine, som om han havde opdaget noget mærkeligt borte i en mørk krog, og hørte neppe, hvad der blev sagt.

Den anden ende af salen var afdelt ved en grønmalet skranke; bagom den var et stort bord, hvorved skriveren og fogden og deres kontorister havde resideret, sålænge forretningerne havde varet. Nu sad der fem storbønder. De fire af dem havde været tilsagt som lagrette og var ifølge skik og brug bedt om at stanse på thingstedet om kvælden. De snakkede forsigtig og halvhøit for ikke at forstyrre øvrigheden, og af hensyn til den var det også, de spillede haljan om otte skilling spillet og ikke havde begyndt på en liden schervensel. Den femte spillede ikke, og han rørte kun sjelden det glas, han som de andre havde ved siden af sig. Men han talte meget og søgte ikke at dæmpe sine ord. Tvertimod lå der noget udfordrende i hans skarpe, klingende stemme, som om det var hans vilje at tiltvinge sig opmærksomhed hos alle, der var tilstede. Den lille, spædvoksne mands ydre lignede ikke en bondes. Han 198havde sko med gyldne spænder, sorte silkestrømper og en kjole af fint blåt klæde. Kalvekrydsets blonder var omhyggelig kruset. Ansigtet var meget blegt. Hans mørke hår var ordnet i lokker om den høie, steile pande. Næsen var ret og tynd. Den brede mund havde ualmindelig store, hvide tænder, der fremhævedes af de stærkt røde læber. Hagen var liden og tilbagevigende. De brune øine glimtede ustadig, og han plagedes af nervøse trækninger i de buede bryn. Det var let at se på hans smale hænder, der legte febrilsk med, hvad de fik fat i, at han ikke var vant til legemligt arbeide.

Han vendte sig oftest ærtende til en skaldet og koparret gamling, der syntes ligesom forvitret i vellevnet, og som hvergang lagde kortene fra sig og svarede med en døsig, godmodig latter. De andre – tre høie, blonde karer med en vis familielighed i de stortskårne, hårde træk – lo med og skålte med ham. Den blege følte sig åbenbart smigret ved deres bifald, stak hånden indunder vesten og lod hurtig blikket glide forbi værten, kontoristerne og officeren opover mod bostonpartiet.

Lensmanden likte sig ikke, når han mødte dette blik. Det var så sin sag at huse Hans 199Dahlbye under samme tag som øvrigheden. Et held var det, at amtmand Winterfeldt, der havde beæret thinget med sin nærværelse, alt var reist igjen andendagen, før den selvbudne gjæst kom. Men ingen skulde sige Erik Krogsti på, at han ikke turde vise gjæstfrihed mod en af slægten, og til den hørte nu engang også Dahlbyen.

Et høirøstet udbrud af latter lød fra bostonpartiet. «Nei, nei, nei!» råbte fogden. «Jeg tog feil – jeg trode det var knægten!»

«Undskyld, hr. foged, men bordet fanger,» svarede den fremmede procurator bestemt. Høeghs hikstende latter klang længe, efter de øvriges havde lagt sig: «Du har en vågen makker, cancelliråd.»

Fogden kløde sig i hodet: «Det er synet, som svigter, og ikke forstanden. De beseirer en brilleløs og blind stymper, procurator Lehmann. – Å herregud! lensmand,» sukkede han, «hvorfor har De ikke fået stelt på brillerne mine? De har da havt dem under behandling mindst et par måneder.»

Krogsti var en mangesidig mand, til hvis færdigheder det hørte at reparere sine bekjendtes uhre og briller og desligeste. Han holdt op at blæse i piberøret og nærmede sig vraltende og 200hjulbent: «Deres velædelhed må tilgive mig, men som jeg før har tilladt mig at forklare, de brukne stænger kan ikke heles uden ved lodning, og på grund af krigen har de til lodningen fornødne species ikke været at erholde, end ikke i Christiania.»

«Mine arme øine lider sandelig under krigen,» mumlede fogden.

«På det vis må jo også denne landsdel lide – nemlig gjennem en af sine embedsmænd,» sagde Lehmann sarkastisk.

«Jeg skulde mene den har lidt nok ellers.» Fogden ventede grættent på næste udspil.

«De talte nylig selv, hr. foged, om de stigende kornpriser, om krigen som årsag til fortjeneste for befolkningen heroppe – – »

Jespersen bladede mysende i sine kort. «Åja, kornpriserne har vel steget – desværre, for den, som ikke er gårdbruger – men … Hvad er det for én?» spurgte han og trak udspillet til sig.

«Rudersyv er lagt,» bemærkede cancelliråden.

«Fanden gale mig!» for pludselig fogden op, «har ikke vi embedsmænd lidt nok i hvert fald!» Og han lagde ud om alt, hvad han i det sidste havde havt at stå i. De gamle forretninger øgedes, intet gik på den regelmæssige måde – bare 201det evindelige plynder og kluds med skatteinddrivelserne fordoblede næsten antallet af ekspeditionerne. Dertil den uoverkommelige mængde af ekstraordinære foranstaltninger – oprettelse af vardevagter, tilsigelse af transportskyds, militære rekvisitioner, stræv med almuens bevæbning og med disse fordømte svenske indflyttere, der skulde skaffes frem og affordres en troskabsed, som bandt dem så lidet som en hyssing en hest, og med omstreifere og tatere og betlere, der vrimlede på landeveiene og fyldte arresterne. Misfornøiede var de, som udstedte ordrerne, og misfornøiede var de, som skulde udføre dem. Som en lus mellem to negle var den civile embedsmand – – – Å jøie mig! Dersom man endda ikke samtidig havde sorgerne for det daglige brød til sig og sin familie. – Vidste procurator Lehmann, hvad hans faste indtægter havde beløbet sig til i dette år? Neppe tohundrede rigsdaler, far, neppe tilstrækkeligt til kontorhold. Der gaves ikke den lensmand i hele fogderiet, der var så ilde deran som fogden. Lensmændene fik da sin løn for det meste i kornskjæpper, og korn var penge – Men den stakkar, som hverken havde embedsgård eller formue! – –

Han sank forpint tilbage i stolen og svøbte 202trøien om sig, som han frøs, medens sveden perlede på hans pande og magre, indsunkne kinder. «Man får gjøre sin pligt og slide sig tildøde,» endte han. «Herren fryde mig, jeg længes bare efter ro en eneste nat for bekymringer og tanken på det meget arbeide, om det så skulde være i min grav!»

Der var blevet ganske stille i selskabet, også hos bønderne. De kjendte Jespersen, og den bandende, varmblodige trønder var afholdt blandt dem. De vidste, han sagde sandt.

Cancelliråden nikkede langsomt: «Ja, det har virkelig taget på dig, Jespersen.»

«Skål, foged!» tilføiede Høegh beroligende. «Det må da tilslut blive bedre tider for dig også.»

Krogsti stod og så på sin overordnede, til han følte, vandet sved i øienkrogene. «Det har været stridt for os gamle,» sagde han, men angrede det straks, for det var kanske at tillade sig en for stor frihed at udtale sig såvidt.

Lehmann kremtede gjentagne gange eftertrykkelig. Han var til en vis grad forarget og vilde med høflig finhed udvikle, hvor overordentlig liden ret, Oplandene havde til at beklage sig. Her var det fornemmelig krigen med Sverige, der 203trykkede, og ikke som i byerne og langs kysten blokaden og samtlige de bitre savn, den medførte.

Han kom ikke tilorde. Fogden, som ikke havde agtet på noget af dem, reiste sig med glasset i hånden. I afbrudte, ophidsede sætninger takkede han sine tilstedeværende venner for de mange år, han havde arbeidet sammen med de fleste af dem. Gode dage havde de delt med hinanden, og omsider var også de onde kommet. Han var imidlertid blevet en syg og skrøbelig mand, hvis såre pligt det snart måtte være at overlade sin plads til yngre kræfter. Thi selv hans ringe stilling i staten krævede under alvorlige og farefulde omstændigheder at anbetroes til en fuldt virkedygtig person. Dette var rimeligvis den sidste thingreise, han var med på, og mange hyggelige høstthing havde han oplevet. De hyggeligste – han kunde erklære det uden forkleinelse for nogen – dog altid i lensmand Krogstis hus: han var den fuldkomne vært. – Nå, det var ikke det alene, fogden vilde sige i aften. Han vilde i særdeleshed takke Krogsti for den nidkjærhed, hvormed han havde bistået ham og stillet sin erfaring til hans disposition efter krigens udbrud. Krogsti var den eneste inden distriktet, som i sin stilling havde erfaring fra en tidligere ufred, nemlig 204fra 1788, da han havde lært meget på korte uger – meget, som nu havde været til stor nytte; de havde undertiden confereret hver evige dag. Og fanden gale ham! Den civile myndighed havde så gu’ måttet sørge for at skaffe sig veiledning selv heroppe i svært væsentlige stykker, uagtet de regjerende vist ikke havde ladet det skorte på flid og omhu for rigernes vel og allenfals ikke på plakater og kundgjørelser i hobetal. Skål for den, som trofast hjalp, da det gjaldt for dem at hjælpe sig selv – Erik Krogstis skål!

Lensmanden var dybt rørt. Han stammede, og hans korporalstemme blev som en sint hunds gjøen. Større ære var ikke vederfaredes ham i de syv og tredve år, han havde været i kongens tjeneste, deri tre år som menig soldat medregnet. Han vilde takkende ryste fogdens hånd, men bevægelsen tog magten fra hans korte ben, og Jespersen opfangede ham i sine arme og trykkede ham hjertelig til sit bryst.

Cancelliråden og Høegh var med et i en ivrig samtale om udsigterne til kværnvand for vinteren, og bønderne fortsatte sin haljan, idet Hans Dahlbye nu blandede og gav.

Men procurator Lehmann spaserede frem og tilbage med hænderne på ryggen og knirkende 205støvler. Det humoristiske ved optrinet forekom ham blot tildels at bøde på dets anstød mod decorum. Det var dog ikke passende for embedsmænd således at lade sin værdighed fare i bønders nærværelse. I det hele likte han ikke den tone, som havde hvilet over selskabet siden amtmand Winterfeldts afreise. Winterfeldt var en så aimabel og dannet herre som nogen, men en pryd for sin stand og vilde f. eks. aldrig have tilladt denne – denne jovialitet, der idag havde hersket ved aftensbordet, og som visselig ikke havde svækket disse indbildske bønders naragtighed. Se kuns til den blege fyr der, Hans Dahlbye, hvem procuratoren endnu ikke havde nedladt sig til at veksle en stavelse med, var det overensstemmende med hans stilling – han var dog blot en almuesmand – at lapse sig i et antræk, der vilde have været særdeles pynteligt for en velstående og anseet kjøbstadsborger?

Lehmann hentede sit glas, stansede foran officeren, der havde vundet hans behag ved sit korrekte væsen, drak med ham og med en vittig henspillen på fogden og lensmanden, som netop klinkede med hinanden, antydede han, at løitnanten sagtens ikke havde til hensigt at lade sig rustificere i denne egn.

206«Jeg er herfra, og bliver der fred, slår jeg mig ned her for alvor,» svarede officeren, der rødmede som en ung pige.

«Så? – De har måske eiendomme her?»

«Far min er gårdbruger og noget tilårs og vil gjerne tage føderåd.»

Lehmann rettede sig lidt stivt og ytrede, at lensmand Krogsti trakterede med en udmærket punsch.

«Den er bra. Der findes da endnu ærligt fransk brændevin at få for den, som er så gammel kjendt med bykræmmeren som morbror.»

Kontoristerne stod fremdeles stilfærdige ved ovnen. De var såmæn de eneste i laget, der var sig sin sande stilling bevidst og det, skjønt de utvilsomt havde nydt adskilligt af drikkevarerne. Procuratoren nærmede sig den ældste af dem: «Den blege fyr, som spiller kort med bønderne, er det ikke – proprietær Dahlbye, synes jeg, han hed?»

Den tiltalte svarede hastig med læspende hvisken: «Hans Dahlbye, jovist. Muligens bekjendt også i Christiania; berygtet vilde jeg sige, hvis det ikke var, fordi værten er i slægt med ham.»

«Er han det?»

«Ja, han er søskendbarnet til mor hans.»

207«Familieskabet regnes nok i temmelig vidtløftige led her,» sagde procuratoren høit og fornemt. «I hvilken retning er det forresten, hans bedrifter mest har tildraget sig opmærksomhed?»

«Akterne mod ham er snart over et mandsløft, det er ikke så ligetil at specificere indholdet», hviskede kontoristen videre og skottede sig forsigtig om: «Men han bliver bestandig frifunden – barestens dømt for småtterier med bøder tilfølge.»

«Se, se – ser man det! Hans Dahlbye er således en forfulgt uskyldighed, det havde jeg dog ikke anet. Det skal især være præster han lægger sig efter med sine chikanerier og specielt sin egen ærværdige sognepræst?»

«Ærværdige? – Hum, det er vist omtrent samme ærværdighed og rangel og krangel på begge sider dér, med Deres tilladelse.» Kontoristen trak mundvigerne ned med en fiffig mine og pustede gjennem næsen, som om han veirede noget ubehageligt. Hans kamerat knæggede beundrende.

«Jaså, jaså – høistærede», svarede procuratoren koldt, øste op i sit glas fra bollen og fjernede sig. Lensmanden havde sat sig på hans stol ved bostonbordet og høstede nu også lovtaler af Høegh. Selv Weydahl hældede sig velvillig 208fremover mod ham og sagde ham smukke ting. – «Til og med cancelliråden falder ind i den rette tone, og jeg tror næsten, der går et smil over hans høitidelige træansigt», tænkte Lehmann. Han følte sig efterhånden ovenpå som den eneste intelligente og dannede iagttager af scenen – udenfor og hævet over det hele, og idet han stillede sig lige ved skranken, besluttede han på nært hold at studere denne Hans Dahlbye, hvem amtmand Winterfeldt havde skildret for ham som en type på en uforskammet og bedærvet bonde.

Hvad var det ikke for historier, der var i omløb om dette menneske? Hvad var det ikke for egenskaber og handlinger, der tillagdes ham altsammen? Han beskyldtes for så mangt, at det ikke lod sig holde rede i – atheisme og et fiendskab til den kristelige religion så fanatisk, at der var stærke grunde til at antage, at han havde ophidset sine redskaber til kirkeran blot for at forhåne religionen og dens symboler – usædelig vandel, hvorunder han havde avlet flere uægte børn, som opdroges efter nogle løierlige «Rousseauske principer» og omtrent udelukkende undervistes i musik – samkvem med alt det løse pak, der streifede fra svenskegrænsen udover det østenfjeldske 209Norge – en hævngjerrighed, som havde ledet til anstiftelse af mordbrand og anslag mod medborgeres liv – mened, og under krigen kornåger og forræderske stemplinger med fiendens spioner! Og distriktets øvrighed tålte denne mand blandt sig!

Hans Dahlbye fandt sig en stund i den nærgående beskuelse, men de nervøse trækninger i hans bryn blev lidt efter lidt livligere, og han rykkede urolig på sig til fornøielse for den anden, der nød sin overlegenhed. Det varede et par minutter, så vendte Dahlbye sig brat og så fast på procuratoren: «Vil De mig noget?» – De fire bønder glode morsk på ham.

«Nei da, jeg vil Dem intet. Jeg hører kun De er den bekjendte proprietær Dahlbye.»

«Hvem er De?»

«Mit navn er procurator Berent Eckhoudt Lehmann, til tjeneste,» kom det med megen ro og sikkerhed.

«Så, De heder det. – Forresten er jeg bonde, gårdbruger.»

Det irriterede Lehmann, at han igjen mødte dette, som han opfattede som kryhed over bondenavnet. «En af Norges frie odelsbønder altså,» smilte han ironisk.

210»Odelsbonde, forsåvidt som bedstefar min også eiede gård. Det gjorde formodentlig ikke Deres.»

«Nei, han var såmæn agent i Bergen.» Lehmann morede sig kostelig.

Hans Dahlbye snudde sig helt om til ham og sagde hvast: «Enten De er odelsarving til kræmmeralnen eller skrædderalnen, skiller ikke mig. Skål mand min!»

Lehmann vilde ikke indvikles i yderligere trætte med dette menneske og gik hastig med meget knirkende støvler opover mod bostonpartiet, der ventede på ham. Bag sig hørte han proprietæren spørge: «Du Bangsberg, å var det han kaldte sig?» og gryntende latter fra bønderne.

Kort efter sagde løitnanten godnat. Høegh benyttede anledningen til at tømme et bæger for de tapre landets sønner, der havde værget dets grænser mod fienderne, og denne skål modtoges med begeistring. Derfor foreslog Lehmann, at man skulde synge, «For Norge, kjæmpers fødeland«. De stod alle op med glas i hånd. Men Høegh og bønderne bare brummede melodien, fogden slog taus takten, cancelliråden rørte ikke læberne, og Lehmann blev alene om at synge, indtil den læspende kontorist, som var blevet overstadig, stemte så skingrende i med, at fogden 211i forskrækkelse råbte: «Hold da kjæft, Jensen!» og det endte med almen jubel, hvorunder kontoristerne stilfærdig forsvandt.

Men forsøget havde dog løftet stemningen og løsnet tungbåndene. Den ene tale fulgte på den anden: for cancelliråden, for fogden, for Norges driftige kjøbstæder adresseret til Lehmann, for den norske bonde og mange, mange flere. Glassene begyndte at ryste i ustø næver, punschen at spildes over bordpladerne og kortene at blive våde og ubrugelige. Og i den sky af tobaksrøg, der indhyllede forsamlingen, smeltede dens skilte elementer snart sammen. Øvrigheden forlod sin plads, man bænkede sig om bøndernes rummelige bord og skålede og drak endrægtigen. Talerne afløstes af historier, de fædrelandske sange af skjæmteviser, og for hver ny melodi blev koret fyldigere.

Der blev gløttet på døren. Så åbnedes den helt, og udenfor på gangen viste sig madamen, over hvis brede skuldre tjenestejenternes åsyn tittede ind på de glade gjæster. Hun struttede af stolthed ved at se Erik sidde kjærlig omslynget af fogdens arm.

Folkene, væggene, hele salen begyndte at danse rundt i skiftende tåger for Lehmann, der 212blev mildt forsonlig tilmode. Men midt i et vers stoppede han. Lige overfor sig så han et blegt ansigt, der fortrak sig til en spottende grimace. Det var Hans Dahlbye, som flirte koldt og ondskabsfuldt af ham. Lehmann tog sig kraftig sammen, satte sig værdig op i stolen og spurgte cancelliråden, om det ikke var på tide at begive sig tilsengs. De skulde tidlig ud at kjøre imorgen.

Weydahl svarede kort, at de havde det hyggeligt. Han havde ikke snakket stort, men drukket tæt, sad med armene overkors, og det var som han lyttede til sangen og larmen langt borte fra.

Klyngen af kvinder i døren delte sig og gjorde plads for nogen, der trængte sig gjennem hen til lensmanden, som så op fordi én bankede ham på akselen. «Er det dig, Martin, gutten min?» spurgte han med uklart mål og lidt forbauset over, at søstersønnen kom tilbage. «Du syntes vel det var ensomt i kvarteret? Kjedede dig vel? Det var rigtigt. Sæt dig – skål!»

«Det var ikke det,» sagde løitnant Bangsberg. «Men jeg fandt brev fra byen hjemme og en efterretning, som jeg tænkte … som jeg vil overbringe straks.»

Støien tystnede. Den unge officers stemme bævede. Han var ganske betaget af sin efterretning.

213«Hvad er det?» sagde cancelliråden, der vågnede til.

Spørgsmål om krigen, nyt slag, Augustenborgeren og Napoleon lød om hinanden. Løitnanten blev forlegen og satte sig halvt på skranken. «Etatsråd Falsen er død,» sagde han derpå lavt og hurtig. Før spørgsmålene atter kunde blusse op, fortsatte han: «Han har berøvet sig selv livet. Gik fra theatret om kvælden og druknede sig i Bjørvigen. Han var syg af overanstrengelse og sorger og mistvilede om fædrelandets redning.»

De reiste sig og stirrede på ham, spændte og skræmte. Ingen mands navn havde været mere agtet og kjært blandt dem, siden krigen og dens ulykker kom, og budskabet om den fortvilende Enevold Falsens endeligt lagde Norges fortvilede stilling frem for deres syn, og jog rusen væk fra dem.

Da faldt fogden sammen i krampegråd og skjulte ansigtet i sine hænder. Han havde kun flygtig kjendt den afdøde og aldrig stået ham personlig nær. Men noget, der var hændt for få måneder tilbage, voksede for ham nu op til en begivenhed, som fyldte ham med selvanklage. Han bildte sig ind at have gjort sit til at forbitre Falsens sidste dage. Han fortalte, så godt han 214orkede. Regjeringskommissionen havde til militære øiemed anvist betydelige forskud på fogedkassen, og da anvisningen ikke kunde effectueres, bebreidet ham, at han gik for sløvt tilværks med skatteinddrivningen. Jespersen havde så i en yderst uærbørdig skrivelse afvist dadelen som ubeføiet og uforstandig. Enevold Falsen returnerede brevet med den egenhændige påtegning, at da han anså det for upassende både for en embedsmand at afsende et sådant brev og for hans midlertidige overordnede, regjeringskommissionen, uden videre at modtage det, vilde han betragte det som uskrevet. Forøvrigt bad han fogden meget om tilgivelse for den uret, han i et overilet øieblik måske havde tilføiet ham, og bad ham tillige betænke, at kommissionens medlemmer havde et overvældende vanskeligt hverv.

«Har I set sligt!» klagede fogden. «Jeg skammede mig som en hund, som det asen jeg er over, at jeg ikke selv havde kunnet forstå så pas – over, at jeg havde kunnet såre og krænke den, som var bedre end nogen af os, det ædleste hjerte og det mest fintfølende sind! Fanden gale mig!»

Han fattede sig langsomt og med besvær. Cancelliråden trådte frem og hævede sit glas: «Etatsråd Enevold de Falsens minde!» sagde 215han, og hans ord klang dumpt i den store sal. De drak i taushed.

Fra gangen hørtes drukkent spetakkel fra kontoristerne og opvarterkonerne, til hvem nyheden endnu ikke var nået. Der blev hysset på dem.

Imidlertid havde det gjæret i Lehmann. Det var visselig ikke hykleri af disse folk, at de var grebet af sørgebudskabet – det skjønte han. Men amtmand Winterfeldt havde sat ham ind i sagerne, og han syntes de tilstedeværende bønder burde have meget at bebreide sig med hensyn til mangel på patriotisk ånd og iver. Øieblikket måtte være inde til at foreholde dem dette, medens de var under det friske indtryk af den sande fædrelandsvens bortgang.

Han begyndte med høi røst og i veltalende ordelag, reves med selv ved sin skildring af Enevold Falsen, og det forekom ham, at han gjorde en særdeles vellykket overgang, da han sagde: Hvad kan vi ikke lære af dette skjønne eksempel, af denne ægte og store patriots liv og virken? Hvad kan vi ikke have at blues over, når vi tænker på, hvorledes vor efterladenhed kan have bidraget til at nedbøie hans sjæl? – Han vilde dvæle ved, hvad han fra sikreste kilde havde 216erfaret om den manglende borgerånd i denne af naturen så rigt velsignede egn og opfordre dens indvånere til at stræbe at indhente det, som de havde forsømt. – Med glød og kraft revsede han, at de bedste korngårdes eiere i dette Norges kornkammer ofte end ikke havde tegnet sig for det mindste, da der indbødes til frivillige ydelser til hærens proviantering. Lidet monnede det da, at de øvrige stænder, militære, geistlige og civile embedsmænd tidt gav over evne.

Han afmalede krigens rædsomme ulykker og hjemsøgelser på andre kanter og udbrød pathetisk: «Hvorfor ofrer I ikke om det så var den sidste blodsdråbe og den sidste rest af formue?» –

«Hvorfor får vi da ikke fred?» skjød en tørt ind.

Lehmann så vredt efter spørgeren. Der var igjen denne Hans Dahlbye; ham behøvede han dog ikke at skåne. – – Dette spørgsmål skulde ingen, som var sin konge tro og havde sin ære kjær, formaste sig til at fremsætte således. Freden fik vi ikke før monarchens visdom og tvillingrigernes velfærd tillod det –

Hans Dahlbye gren: «Danske kongens visdom og Danmarks velfærd og de røde fjæres forstandighed!»

217Lehmann gik rent fra sig selv. Gestikulerende heftig snart skreg han, snart hvæsede han proprietær Dahlbyes synderegister ud: Den, som ved sin offentlige og private færd ingensinde havde høstet andet end skjændsel og foragt; den, hvis fremturen på usædelighedens og irreligiøsitetens bane havde erholdt sin fortjente løn i medborgeres afsky og endog af justitsens retfærdige strenghed – den person vovede her at opmuntre til illoyalitet, og det uagtet han ei alene på grund af sin frække tunge kunde mistænkes for forræderske intriger med svensken, for at være en af den lumske og nedrige fiendes kreaturer!

«Dansken og danskekongens kreaturer har støt været tapre i munden mod svensken,» hånede Hans Dahlbye, der var blevet endnu blegere end før. Hans brune øine gnistrede, og fingrene sled mekanisk det fine kalvekryds i filler.

De to modstandere stod tværs overfor hinanden på hver sin side af bordet. Fogden og lensmanden bad dem forgjæves være rolige. Bønderne seg sammen i en klynge bagom Hans Dahlbye. Cancelliråden og Høegh havde trukket løitnanten hen til et vindu og talte sagte med ham om de nøiere omstændigheder ved dødsfaldet.

«Kornågrer er du!» råbte Lehmann. «Du 218benytter dig af fattige fjeldbønders nød til at afpresse dem deres sidste dalere!»

«De har ofte nok budt mig arvesølvet med,» svarede Dahlbye.

«Kornågrer! Forrædere er du og alle dine venner! Horkarl!»

Da greb Hans Dahlbye en lang lineal, der lå på bordet, og hug efter procuratorens hoved, men lensmanden fattede ham om håndledet. Og Lehmann kjendte pludselig et hårdt tag i skulderen. «Nu er det bedst, De går med mig,» sagde Weydahl.

«Jeg kalder Dem til vidne på, at jeg er overfalden og fornærmet af denne skurk! – Brud på thingfreden!» protesterede Lehmann, men fulgte dog godvillig med gjennem den forskrækkede kvindeflok på gangen og ind på cancellirådens værelse. Det sidste han skimtede af selskabet var den tykke, udlevede bonde, der knyttede næven efter ham og snøftede af sinne.

*

Det var halvmørkt hos dem. Det brændte i ovnen, og ilden flammede stødvis op og spredte et usikkert skjær udover. Lehmann satte sig opgit på sengekanten og turde ikke rigtig tale til cancelliråden, som gik frem og tilbage, af og til sparkende unda en stol, der var i hans vei.

219Om lidt hørtes mange menneskers trin i trappen, og der blev stille på salen. Lensmand Krogsti kom derefter ind med et lys og tændte to andre, som var stillet på natbordet. Høegh og fogden var med ham. De var alle blevet ædru.

«Dette var da svært leit – dygtig leit – svært leit –» gjentog lensmanden og så sig fortumlet og ynkelig om; han mærkede ikke, at talgen fra lyset, han bar, dryppede ned på de fløiels bukser.

«Bryd Dem ikke om det, De er ganske uden skyld,» sagde Weydahl, der var tydelig ophidset. «Er Dahlbye reist?»

«Han kan ikke godt reise hjem inat.»

«Nei, vist ikke! Lad os bare undgå at træffe ham ved frokosten – – De er som sagt undskyldt. Godnat, lensmand.»

Krogsti fattede vinket og fjernede sig. »Jamen var det dygtig leit,» sutrede han i døren.

Cancelliråden hev sig i en lænestol ved ovnen. Høegh tog plads ved bordet sammen med fogden, der slukkede det ene lys, fordi skinnet plagede hans svage øine. Fra skyggerne af himmelsengens omhæng ragede Lehmanns tynde, hovmodige profil frem.

220«Den elendige knægt!» sagde han dirrende. «Jeg forlanger ham tiltalt og straffet.»

Jespersen og Høegh satte begge i at le, forceret hjertelig, som om de vilde fri sig fra en trykkende uhygge. «De slap, fanden gale mig! godt fra det, synes jeg,» forsikrede fogden. «Og dog var det et skammeligt optrin ved en sådan leilighed,» lagde han sørgmodig til.

«Jeg var i min fulde ret,» mente Lehmann værdig.

«Det var De ikke,» sagde cancelliråden hårdt og hæst. «For det første burde De have taget i betænkning, hvor De befandt Dem, procurator – De havde ingen ret til at insultere lensmand Krogstis gjæster i hans hus – og for det andet burde De have forvisset Dem om rigtigheden af Deres injurier, før De udslyngede dem.»

«Jeg tillader mig at bemærke,» for den tiltalte iltert op, «at denne proprietær Dahlbyes private liv er til så almindelig forargelse – –»

«Å, ti stille med dette om hans private liv! Det har aldrig generet Dem og os og er desuden ikke værre plettet end mangfoldiges. De skulde vel ikke kjende ligeså slemme skandaler fra de bedste kredse i Christiania som om Hans Dahlbye? – Hvad? Og flere steds fra også? – Og 221irreligiøsitet snakkede De om? Vi er religiøse og troende nu for tiden – ikke sandt?»

Der var en egen bydende tone hos cancelliråden, som gjorde Lehmann spag. «Med hensyn til samme Dahlbye henviser jeg i øvrigt til de udbredte rygter om hans kornåger og forbindelser med fienden, og til det skudsmål, der gaves ham af amtmand Winterfeldt, hvis retsindighed og sanddruhed naturligvis ingen af os drager i tvil.»

Fogden lod sit uhr repetere og mumlede noget til Høegh, som jæspede langt.

«Naturligvis ikke,» begyndte cancelliråden atter: «Men måske Winterfeldt alligevel ikke er den mest skikkede til at bedømme Hans Dahlbye Gud give – havde jeg nær sagt – at amtmanden ikke havde været så retsindig, så korrekt og retskaffen i alle måder. Ved De hvad? Jeg kunde fristes til at påstå, at det er folk som Winterfeldt og De og vi her, som har det største ansvar for Hans Dahlbye … Kanhænde, kanhænde – dersom Winterfeldt ikke havde været en retsindig mand, vilde Hans Dahlby være blevet det.»

Det kunde skjønnes, at Weydahl grundede på andet og mere, end hans ord udtrykte. Der lagde sig noget vildt og tungt over ham, efter 222hvert som han talte. Hans sprog ændredes og blandes med dialekt. De hørte forbauset på ham.

«En kopierer ikke netop sin fiendes dyder, én prøver helst at blive ham så ulig som muligt. Den, som tilfældigvis råker i slagsmål på liv og og død med et dydigt menneske, han elsker ikke dyden; han hader sin modpart med hud og hår – dyden indbefattet. Og skjæbnen kan bringe os i totterne på de gode, ser De.»

«Det er en eiendommelig forklaring,» indvendte Lehmann, der havde gjenvundet sin selvsikkerhed. «Men når De kun indrømmer rigtigheden af min karakteristik – –»

«Det gjør jeg ikke,» kom det barsk. «Brug Deres forstand, procurator! Skralt kjendskab har De til Oplandene, men dog tilstrækkeligt til, at De selv kan afgjøre sagen. – Ingen anden mands vilje har så stor vægt i bygderne heromkring som Hans Dahlbyes; det kan De forlade Dem på, og det vil vi desværre kanske få vidnesbyrd om inden så svært længe. Lad nu Oplandenes storbønder – de af kulturen fordærvede, unaturlige bønder, som den geistlighedens pryd pastor Lind kalder dem, hehe! – lad dem have laster så svarte, De sværte dem vil, smålige ågerkarle og kornpugere er de ikke skabt til at være, og mindst 223af alle vilde den slags patroner blive tålt mellem dem. Hans Dahlbye og hans slægt og venner – høvdingerne blandt kakserne – gjerrige har de ikke vist sig, for Satan! – – – – Hid til distriktet vælter og slæber sig nuomstunder en hær af nødlidende langveis fra, fordi det er rygtedes, at her er mad tilovers for tomme tarmer. Tiggere og pak og skikkelige stakkarer i flokkevis har uden forskjel stillet sin hunger i deres huse både under ufredens dyre tider og tidligere. Aldrig, tror jeg, er en betler vandret sulten fra Dahlbyes gård – det skulde da være én, som pleiede at mæske sig i hans avindsmænds kjøkken, og som derfor tjenerne jagede på porten. Hjælpsommere og gavmildere mod fattige har ingen været end den, De skylder for åger og udsugelse. – – Snakket om fjeldbøndernes sidste dalere og arvesølv? – – Sludder og skryd er det! Kald en oplænding for en fordømt synder, og han vil skryde som en styg djævel. – – – De, Lehmann, kan ligesom andre inde i byen på opfordring af høie herrer og ædle hjerter have skjænket tyve, tredve, trehundre rigsdaler til nødens lindring, og pent er det. Men det forslår ikke mod Hans Dahlbye; han har ladet det mangedobbelte springe. Grundrig har han været, og 224neppe nogensinde har han giddet have greie på, hvor stor del af hans formue, som er gået med. Han har ikke givet en enkelt gave en enkelt gang – han har givet dagstøt, bliver ved med det sløser uden fornuft, da han ikke kan nægte, holder hof for slyngler og snyltegjæster og åbent taffel både for armodsdommen og rakket. – – Forresten tror jeg gjerne det værste om ham og hans – mere end gjerne. Mened, forførelse og voldtægt, besudling af kirker, mordbrand – hele stasen – forræderiet på kjøbet!»

Høegh hostede og stod op, som om han vilde afbryde samtalen. Weydahl lagde sig tilbage i stolen, så den knagede.

«Dette er dog de sælsomste udtalelser, jeg har hørt af en dommer om tilstanden inden hans egen jurisdiktion,» bemærkede Lehmann.

«Adskillige gårdbrugere har vistnok ikke tegnet sig for synderligt på de circulerende subscriptionslister til arméen,» sagde fogden. «Men de har rigeligen understøttet mandskaberne fra sine egne sogne. Jeg har nemlig ekspederet officerernes takkeskrivelser til dem.»

«Og jeg kan bevidne,» faldt Høegh ind, «at hvor ofte jeg så har været såvel aktor som defensor i sager mod Hans Dahlbye, har jeg 225sjelden fundet ham slettere end hans modpart og stedse bedre end hans rygte.»

«Man lokkes næsten til at sympathisere med den berømte proprietær, der synes at spille Schillers Karl Moor på Oplandene,» spottede Lehmann. «Dog kan jeg ikke ganske forsone mig med en vis selvrådig smagløshed i valget af kriminelle forgåelser og mistanken om visse landsforræderske negotiationer.»

Cancelliråden bøiede sig ned for at lægge i ovnen. «De er ligeså belæst som vittig, procurator – De bringer mig i ekscellent humør, gutten min.»

Det gav et sæt i Lehmann; men han bed sig i læben og taug, da Jespersen nikkede advarende.

«Skal vi ikke begive os til ro?» spurgte Høegh mæglende.

Weydahl satte sig påny tilrette: «Nei, bi lidt! Jeg vil meddele den unge hr. Lehmann nogle nyttige vink til tak for hans åndrighed. Han kan behøve dem, om han senere skulde benådes med et velaflagt embede heroppe; thi man vil huske ham den strid, som yppedes i kvæld; den vil ikke kunne udjevnes. Ifald vi, foged, havde været nye i distriktet, vilde det vanskelig blive os tilgivet, 226at vi havde været tilstede ved klammeriet.» Det klang som en dæmpet, men æggende trudsel.

«Smagløsheden har sit naturlige hjem i disse afstængte bygder uden kjøbstæder, selvrådigheden ligeledes. Imidlertid er jeg forvisset om, at den første vil minke ved oplysnings udbredele – hvad den sidste angår, er jeg ikke så sikker på det. Selvrådighed, forstår De, gror frodig der, hvor de, som skulde holde den itømme, bliver set på som en fremmed regjerings fremmede udsendinger. De, vi taler om, bemenger sig ikke med svensken for guld og vinding. – Andre gjør det, kræmmersjæle og velagtede folk, der ellers smyger sig logrende om øvrighedens ben og bruger høiforræderske forbindelser som påskud til smugleri og lignende. – Nei, de indlader sig med ham for at plage og skade os, for moro skyld; svensken er modgift mod os.»

«De sigter til danskehadet. Jeg tror aldeles ikke derpå,» sagde Lehmann fornærmet. «De fleste af os, som skal være så dårlig likte, er gode, indfødte nordmænd, og Winterfeldt stammer endog fra Oplandene, medens etatsråd Falsen, hvem bønderne vist oprigtig sørgede over, var dansk. Desuden er vi alle undersåtter af den dansknorske stat.»

227«Jeg skal fortælle Dem noget,» faldt fogden ind. «Jeg har en staldkar, som er gift med amtmandens tidligere stuepige. Kjærringen vilde lære sønnen deres fadervor efter bogen, og manden sad og hørte på en stund. Men så slog han i bænken: Fanden steike dig, Grethe, lærer du ungen å danske! – Hvad siger De om den – om hjertelaget i den? Og det er blevet et formeligt ordsprog efter ham.»

«Nå, det er ikke slig, at vi ikke er nordmænd,» vedblev cancelliråden. «Javel er vi nordmænd – vi er i den grad gode nordmænd og borgere af det hele Norge, at for os er det af ringe betydning, hvor vi er født; vi er hjemstavnsløse. Vi er loyalere og mere trofaste undersåtter end Hans Dahlbye og hans fæller. Det bliver der sandsynligvis fuld anledning til at vise med årene. – Men tænk så på, at de eier gård og grund i landet, og de vil være de første i sin kreds som deres fædre før dem. Og så kommer vi. Med kongelig majestæts rangforordning som en glorie om panden og lovbogen i hånden kræver vi skattens mynt, lydighed og respekt af dem. – Skattens mynt knurrer de over, men rykker ud med den. Lydigheden, som loven fordrer, kolliderer med den patriarkalske myndighed, de har øvet i 228sine grænder. De underkaster sig dog – tilsyneladende, de er nødt til det, men begår overtrædelser i smug og er stolte for hver lovparagraf, de krænker. – Men rangforordningen og respekten, den bøier de sig ikke under. Dét er deres ømmeste punkt, dér sårer vi lidt mere end deres forfængelighed, nemlig deres barbariske æresfølelse.

De har ikke villet give efter, og vi har ikke villet give efter, og så har vi sat dem udenfor. Og de føler sig sat udenfor i det samfund, hvor de eier gård og grund, ikke bundet til det, men kun til slægten og i høiden til sine sambygdinger. Men vi trænger os med overmodig pukken på vor stand også ind i deres egne bygder og trykker dem tilside dér – – –

Jeg talte om ansvar. – Det vil engang hænde, at enten vi eller efterslægten må bære følgerne af dette, og at de vil være tirret for længe. Vi får håbe, at de omsider vil søge at tage magten tilbage, og at de da må være stærkere end vi. Da vil statens piller rystes; men bukker de under, vil den norske nation opløses. Og vi får tillige håbe, at de ikke reiser sig for snart; thi da vil det ikke alene gå ud over os, men over hele vort fødeland.

Når opgjøret skal holdes, vil De og Winterfeldt og jeg og alle vore lige tillægges en tung 229byrde af ansvar for det, som sker og vil komme til at ske – –»

Weydahl sluttede brat og ludede sig forover. Noget hindrede ham fra at fortsætte.

«Cancelliråden tager opsætsige bønder i forsvar, kunde jeg være tilbøielig til at udtrykke mig,» sagde Lehmann.

Weydahl så på ham: «Blodet er altid tykkere end vand, og jeg er selv udgået fra en landsens æt –»

«Også hr. cancelliråden er muligens odelsbonde?» spurgte Lehmann spidst.

«Nei desværre, jeg er bare klokkersønnen, som har skubbet sig op igjennem og op over storbøndernes tætte flok – og bærer mærker af det,» svarede cancelliråden sagtmodig, næsten mildt.

Høegh havde været fortabt i stum undren over Weydahl; slig havde han aldrig set sin ven. Han var ilde tilmode. «Skal vi ikke lægge os?» foreslog han igjen. – Lehmann og han delte værelse, og de gik ud sammen. Cancelliråden ænsede dem ikke.

Fogden blev stående. Den grå trøie hang løst om hans afmagrede, udslidte krop. Det sygelige, furede ansigt var sorgfuldt. Han rakte hånden ud: «Godnat, Weydahl.»

230Cancelliråden tog den og holdt den: «Godnat, Jespersen. – – Tror du – mener du … Der var begivenheder i Enevold Falsens liv, mørke punkter … tror du, tænker du, erindringen om dem, samvittigheden – naget – har kunnet drive ham i døden, uagtet han vidste, at fædrelandet trængte ham? –» Ordene arbeidede sig langsomt og svært frem.

Fogdens håndtryk blev fastere: «Kanske. Men jeg tror, han har strævet, sålænge han orkede, og gjort sit bedste. Større er vist ikke vorherres krav; lad heller ikke menneskenes være det. – Godnat, Weydahl, og farvel du, hvis vi ikke skulde mødes mere. – Jeg reiser før frokosten.»

«Godnat, Jespersen – farvel og tak for nu.»

Cancelliråden blev ene. – Lyset brændte ned i stagen, så den kogende talg hvislede og oste. Han slukkede det og satte sig igjen i lænestolen foran ovnen.

Skinnet fra ilden faldt klart over hans ben og store, hvide hænder, der hvilte slapt på knæerne. Så blussede den stærkere op, og det nåede hans ansigt. Håret hang uordentlig ned i panden; læberne var presset sammen i smerte.

Et spørgsmål borede sig ind i hans sind; ubarmhjertig rev det op i det, som dybest var 231skjult og begravet i hans sjæl, vakte minder og tvang tanker tillive. Det skjøv tilside alt, brød ned alt, han vilde stemme det med. – Det, han havde virket, blev så betydningsløst; hans stolthed, mønsterbruget på skrivergården, så ligegyldigt; hvad han havde udrettet i disse bygder, dem han havde klamret sig til, så lidet og så altfor dyrekjøbt mod de midler, han havde brugt, og hans ungdoms og manddoms ærgjerrige drømme så uværdig små.

Han vovede ikke at lade spørgsmålet tage klar og tydelig form. Han vilde trodse, trodse! – ryste det af sig! – –

«Det er sent på natten,» sagde han høit og kvak for sin egen røst. «Bedst at komme sig i seng,» lagde han til, men blev dog siddende.

Det suste for hans øren. Trætheden forbandt sig med stilheden. Da svigtede hans modstand, og spørgsmålet var der: Kunde du nu gjøre det store? Nei. Kunde du have gjort det? Kunde du have hjulpet dette land i dets nød, kunde du have gavnet det fremfor mange, dersom du ikke havde forskjærtset dig selv og din evne? – – Ved ikke, kan ikke vide det, undskyldte han sig.

Et glimt af håb lettede et øieblik tyngselen fra ham: Du kan det endnu, du kjender bedre 232end de fleste, hvad der skal til – du får prøve – – som Enevold Falsen – – –

Så fortrak hans ansigt sig atter i smerte: Du har ikke længer styrken, der kræves til det store, du har ikke længer den rene vilje, der kræves i det små. Du kan ikke stå som den forsonende mellem de stridende og uforligte; de vilde sige, hvem er du, som formaner os og giver os råd? – Og da kan du ikke svare dem.

Han stønnede i skam. Hænderne knugede sig om lænestolens karmer.

Å, denne forbandede nattestilhed! – Han løftede hovedet og lyttede. Fra landeveien lød støi af kjøring. Hjul rumlede over frossen, ujevn jord – hestetramp foran tunge læs.

Støien tog til, kom nærmere, lige til huset, der næsten rystedes. Han reiste sig, rullede gardinet op og åbnede med besvær et iset, ugjennemsigtigt vindu. Månen stod lavt på himmelen. Under ham var landeveien. Dér kjørte læs efter læs i række og rad. Nogle var allerede forbi huset. En halvhundre kjærrer bevægede sig borte på veien. Hestene og mændene kastede lange skygger over de rimhvide marker. – Han vidste, hvad det var, men råbte alligevel ned og spurgte, hvorhen de skulde.

233Den nærmeste kar stoppede sit læs. Det gav et ryk i hele rækken, som fulgte; den stansede også. Skyer af grå damp steg fra hestenes rygge.

Karen svarede det var transportskyds til Glommen, til skanserne deroppe. Han snakkede lidt om det dårlige føre, som om han ventede på at blive spurgt om mere; men manden i vinduet taug. Så smattede han til hesten, og toget kom igang påny. Læs efter læs drog forbi; trætte, dampende heste og trætte karer, der slang søvndrukne ved siden af kjærrerne.

Endelig var de draget forbi alle. Da lukkede cancelliråden vinduet, satte sig på sengekanten og begyndte at klæde af sig. Denne trapsportskyds, dette slidsomme stræv i vinternatten på tungt føre, det var også en del af krigen. Uden den vilde man neppe have kunnet samle så mange folk til fælles foretag. Kanske det var krigen, som skulde sveise de stridende og uforligte sammen til enighed?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.