Jomfru Nannestad

297Våren var kommen brat på folk, og de havde fået det travelt med at gjøre sig istand til ånnen.

Solen glitrede på sneen, der endnu dækkede skrivergårdens jorder i hældingen mod fjorden. Men nedad lønnealléen silrede småbækkene over blank holke, og langs veikanten stak torven frem med gult, fjorgammelt græs. Mellem de bare strandstene og den skiddengrå, ufarbare is var en rende åbent, blåt vand, hvor en flok ænder svømmede som sorte prikker.

Cancelliråden stod bag fjøset og så på, at gjødselen kjørtes ud. Han havde brættet hatteskyggen ned og knyttet et uldtørklæde om halsen, for det blæste skarpt, så brask og halmstrå dansede i vinden. Den vide, langskjødede vadmelsfrakke nåede til kraven på hans støvler. Overkroppen begyndte at blive for svær for benene, og han støttede sig til en sølvknappet stok.

298Han var grætten og i dårligt lune. Den forbandede Palmstrøm, hvem han af sine grunde havde båret over med i det længste og mere end det, havde øvet den streg at stjæle blegelærredet fra majorinde Brager. Det måtte være Palmstrøm, både fordi frækheden lignede ham, og fordi han var seet snusende omkring Emilienberg i skumringen. Dette var for drøit. Fuglen skulde nappes denne gangen, især da lensmanden havde udtalt sin mistanke i uforblommede ord.

Karene, som måkede i halvmørket inde i den høie, murede kjælder, skottede ud på ham og skjønte, at husbonden ikke var blid, og holdt på så ivrig de kunde. Langslæde efter langslæde kjørte opover bakkeknæggen til fjøset, svingede bort til kjælderdøren, blev læsset på og drog igjen. Meierne skurede gnissende mod marken.

«Hui du! – Vil du med dig – så, hui!» gneldrede en opløben, rødhåret gut i stemmeskiftningen til en spræk unghest, som ikke vilde rygge tilbage ved døren. «Nåda, blakken – hut!» sled han hidsig i tømmerne.

«Hvordan er det, du kjører, Jens Sveum?» irettesatte Weydahl. «Vil du værsgod fare pent med hesten.»

«Det er en svinegamp,» svarede gutten kjapt.

299«Han er så stivkjæftet, at –» og rykkede påny uvorrent i tømmerne. Hesten steilede, så den sørpede, brune søle skvat, og satte det ene bagben udenfor skjækerne.

«Kom hid!» tordnede råden. «Fort dig lidt og lei hesten med dig.»

Gutten lystrede tvært.

«Du har sælet galt på også, din slusk!» skjændte Weydahl og rappede sint til ham med stokken over ryggen. «Se på høvret – det ligger skakt og bryder hesten. Tag sælen af.»

Jens nøiede sig med at lette på høvret. «Det er en skarvesæle,» mukkede han.

«Tag sælen af, har jeg sagt!» – Det skede, men trevent og sendrægtig. Det kogte i råden. Med den ene hånd rev han hovedlaget af, med den anden fattede han Jens i nakken og klemte til. Gutten svaiede frem og tilbage under hans greb og gabte stort af skræk og smerte: «Au!–a–a!»

«Jeg skal lære dig at kjøre, jeg – fare slig med det stakkars dyret!» Weydahl tvang mundbitet ind i gabet på ham, viklede remmerne om næven og ruskede til, medens han dunkede ham mellem skuldrene med stokkeknappen. «Jeg skal lære dig! – Er det bedre for øget, din satans dreng, end for dig kanske?»

300Han løsnede taget, og gutten tumlede halvkvalt og tutrende overende. Da han reiste sig og grædende luskede unda var han blodig ved mundvigerne.

De i kjælderen havde imidlertid sluttet at måke; de, som kjørte, havde standset nedenfor bakkeknæggen. Nu fik de fart i sig påny.

Råden klappede hesten, der var blank af sved: «Har de været slemme med dig da, blakken? – Har de det?»

Madklokken skranglede i og ringte ind til middags. – «Å, du Mathias,» råbte han. «Sæt blakken på stalden og stel den godt.»

Klokkerne fra de andre gårde i grænden stemte i med; de rettede sig alle efter den på skrivergården. Det ljomede udover i den vårfriske dag.

*

Om eftermiddagen inspicerede atter cancelliråden gjødselkjøringen. Han lagde særdeles vægt på gjødselens behandling; den var måske det vigtigste kapitel i det fornuftige landbrug, burde være en del af landmandens katekismus så at sige. Han var i bedre humør. Det var vist gjørligt at spare Palmstrøm alligevel – forhørene kunde blive ubehagelige for mange – men jamen måtte den forhærdede gavtyv passe sit skind herefter.

301Vinden var taget til, og det var ikke frit for, at snoen kjendtes bidende kold. Alléens trær kastede lange, blå skygger henover sneen. Lyset faldt skråt ind gjennem kjælderdøren og Weydahl gav nøie agt på Jens Sveum, der nu var med og måkede og ikke mere skulde betroes nogen hest for det første. Den slyngel kunde trænge en ordentlig overhaling af og til, såfremt der skulde blive en brugbar krop af ham.

Med et slap Jens grebet og karede med foden i dyngen. «Jeg har fundet noget rart, jeg!» sang han op.

«Hvad er det, min dreng?» spurgte Weydahl.

«Det er ikke en kalv – – – Jeg tror mest det er et ungelig, jeg.»

«Et barnelig?» – Cancelliråden skrævede over dammen foran døren og keg ind i kjælderen. De to mænd, som var der, gik bort til gutten. Varsomt løftede en af dem i veiret den fundne gjenstand, der skimrede hvidt, og bar den udenfor. Det var et barnelig.

Det blev lagt på sneen og tørket af med en gammel sæk, som Jens hentede. Mændene stod tause og så på det. Det var liget af et nylig født, fuldbåret barn, derom kunde ingen tvil være, 302og en blålig stribe om halsen røbede tydelig nok, hvorledes det var kommet af dage.

En slæde arbeidede sig langsomt opad bakkeknæggen. Da kremtede cancelliråden og sagde: «Den sag må undersøges. Bring det hen i vognskjulet og stæng for døren.» – Så gik han. Der var et underlig stivnet udtryk over hans ansigt, og han bed tænderne hårdt sammen.

Karene skridtede efter med liget tullet ind i sækken. Bagerst diltede Jens Sveum og gren ondskabsfuldt.

*

Cancelliråden holdt undersøgelse. I det store kjøkken samledes alle gårdens voksne kvinder og de fra husmandspladserne med. Det var en halv snes stykker. De vidste, hvad det gjaldt. Nogle unge jenter var blyge og rædde, som om de var bange for, én skulde tro dem skyldige. De ældre var roligere og sikre i sin sag; for én kunde vel ikke mistænke dem.

Weydahl sad ved bordenden taus og mørk. Han havde i forveien talt i enrum med husjomfruen. Hun skulde bistå ham ved undersøgelsen. Hun gik fra kvinde til kvinde, åbnede deres kjoleliv og kjendte på deres bryster, om der var melk i dem. Hun var overmåde bleg og talte ikke. 303Rådens øine fulgte med fra den ene til den anden; de syntes, hans blik ikke var til at undgå.

Der var varme på peisen, og ilden brændte sprakende. En kaffekjedel, som var hængt på, var afglemt, og tilslut kogte den over, så vandet randt hvislende og dampende ned i gløderne. En gammel, indskrumpet huskjærring havde ikke hjerte til at tåle dette; rask løftede hun kjedlen af og sagde: «Det var da synd for den gode kaffeen!» – Ordene skar igjennem stilheden; men der var ingen som brød sig om dem.

Turen kom til hende. Hun lo med sin tandløse mund: «Hi, hi – jomfru, skal du til mig og? – Hi, hi!» og vred sig væk. Råden vinkede utålmodig og bydende; og så hægtede hun selv trøien op, men harmen og skammen sydede i hende.

Undersøgelsen var endt og den skyldige ikke opdaget – var altså ikke dér fra gården. Råden gav tegn til, at kvinderne kunde fjerne sig. Men da fôr den gamle frem: «Er alle vi andre undersøgt, skal jagu’ jomfruen også tilpers!» – Hendes magre klør hugede sig fast i jomfruens kjoleliv og sled det op. Julie Nannestad satte i en hvinende jamren og vaklede og styrtede baglænds over en krak, så hun blev liggende med ryggen 304mod bordkanten. Hendes særk var våd foran under brysterne.

«Der ser du purken, som grisen åtte!» skreg kjærringen hæst.

Det underlig stivnede udtryk lagde sig atter over rådens ansigt. Han tog jomfru Nannestad ved armen og reiste hende op. Hun gik med ham gjennem stuen, hvor dugen endnu lå på spisebordet fra middagen, og til sit værelse. Det var det samme kammers, som hun og moderen havde havt, da de passede huset, før den nye skriver kom – han, som fra hendes barndom af havde været den største og mægtigste, hun vidste.

Hun kastede sig på sengen. Cancelliråden stillede sig ved vinduet og så ud. Bag åserne på vestsiden dalede solen i flammende brand. Skyggerne bredte sig mørke over isen; men vandet i råken langs stranden var som blod. Gjenskinnet fra den strålende himmel faldt stærkt og rødt ind i kammerset.

«Weydahl – hjælp mig! Hjælp mig, Weydahl!» – Hun sad og så efter ham uden at græde, men hvid af rædsel.

«Jeg må sende bud efter lensmanden. Jeg kan ikke hjælpe dig stort nu.»

305«Å, hjælp mig – hjælp mig!» tiggede hun igjen og borede hovedet ned i puderne.

«Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, men det er ikke meget. – – Julie, du skulde have fortalt mig det før – før kunde jeg have hjulpet dig.»

«Jeg fortalte dig det, cancelliråd,» hviskede hun.

Han huskede det. En gang havde hun nævnt, hvorledes hun troede, det var fat med sig – en kvæld, hun havde været svært træt og trist og havt dybe, blygrå ringer under øinene. – «Du sagde det bare en gang, og jeg tænkte, du havde taget feil, siden – –»

Hun hulkede, løftede hovedet og stirrede forvildet på ham, og han rev vinduet op som for at få frisk luft. – Han havde kviet sig for synet af hende og havde hele tiden stået med ryggen til; nu vendte han sig og så fast og tungt på hende. «Jeg må sende bud efter lensmanden,» sagde han utydelig. «Men jeg behøver kanske ikke lade nogen holde vagt over dig inat. Jeg låser døren, og du vil vel helst være alene – – Jeg må sende bud efter lensmanden imorgen. Det er for sent i kvæld.»

Han slog vinduet i og strævede længe med den ene haspe, som han satte på, for hånden skalv. Hun trykkede igjen ansigtet mod puderne 306og hørte, at han låste døren efter sig. Hun lå uden at røre sig, medens gjenskinnet fra solnedgangen svandt, og tusmørket sneg sig ind til hende.

*

Naboerne ventede forgjæves på, at skrivergårdens madklokke skulde ringe tilkvælds. Den hang stille. Omsider vågede en sig til at begynde ringningen selv, men de første slag klang usikre og undselige. De andre studsede; så skyndte de sig at ringe selv. Men den dag åd de kvældvorden en time for sent dér i grænden.

Natten var sort og måneløs. – Om morgenen drev fint duskregn over fjorden og landet. Lønnetræerne sprikte med nøgne grene i den grå, slørende tåge. Da var jomfru Nannestad rømt. Vinduet i kammerset stod på vid væg. De ledte efter hende og fandt hende i råken så nær stranden og på så grundt vande, at det var klart for alle, at hun havde holdt sin dødsens vilje fast også under den sidste kamp.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.