I.

151Det var ensomt hos gamle kaptein Aloysius Tebetmann på Stor-Kjelsrud. Grunden var ikke den, at gården lå i en grænd for sig selv høit oppe i lien, og heller ikke den, at fruen var død; thi længe efterat hun var vandret bort, havde der været livligt nok. Men han havde havt en søn, en rigtig kjæk gut, der skulde bli militær ligesom sin fader. Sønnen artede sig vel og var allerede avanceret til løitnant, da han bukkede under for en nervefeber i Christiania.

Det var et hårdt stød for kapteinen; han forvandt det aldrig, og til sorgen slog sig legemlige skrøbeligheder. Synet blev kleint, og podagraen blev så slem, at han som oftest tilbragte dagen siddende i en lænestol med myge puder under de vel indpakkede fødder. Da det var kommet så vidt med ham, indsendte Tebetmann resigneret sin afskedsansøgning. Kanske han ikke havde 152behøvet at gjøre det så snart – der var endda fred og ingen fare for tvillingrigerne, og mangen en affældig stakkar af en officer beholdt sin stilling og nød sin fulde gage årevis, efter han var bleven udygtig til tjeneste. Men han sagde, at en krøbling ikke burde optage pladsen i hans majestæts armé til fortrængsel for dueligere folk og satte sit navn under afskedsansøgningen. Den passerede alle vedkommende autoriteter, og omsider kom der svar tilbage, at han var entlediget i nåde og med sædvanlig pension.

Pensionen ja – den kunde muligens have strukket til, dersom pengene ikke stadig var blevet slettere, dersom pensionisten havde besiddet økonomiske talenter, og dersom jorden i Kjelsrudbakkerne ikke havde været så mager og skral, at det næsten kostede mere at drive eiendommen, end den kastede af sig.

Dog skulde pensionen strække til, for kapteinen havde ikke yderligere midler, og ungdomserfaringer havde bibragt han en skræk for gjæld. Den skulde strække til, men den vilde det ikke. Han rev sig i sit hvide, buskede hår, satte nyver og knasede i ærgrelse mundspidsen på sin jydepibe, han vred sin lille firskårne krop, så det knagede i de stivnede ledemod, han krøllede 153og krammede de lurvede sedler mellem fingrene og bandte. Kaptein Tebetmann brugte bare en eneste ed, men den brugte han tilgavns: «Satan partere mig!» satte han i, så gjenlyden sang i Kjeldsruds store stuer, brølte det, så tjenerne blev stille ude i kjøkkenet, messede det op igjen atter og atter, indtil han træt og sved og udkjørt sank tilbage i lænestolen og fik den lyse idé, at pengene måtte strække til, hvis man ikke kjøbte for flere dalere end dem, man havde. Det var – Satan partere ham! – klart og en afgjort sag.

Da det princip indførtes i husholdningen, blev levemåden tarvelig, og traktementet skulde ikke trække gjæster til huse. Og den gamle, syge kaptein blev en ensom mand. Kun leilighedsvis så venner og kjendinger indom til ham, når de var på den kant alligevel, eller når det var så længe, siden de havde besøgt ham, at de skammede sig over det.

At han havde en datter tænkte kapteinen ikke meget på. Medens sønnen levede, havde han været udelukkende optaget af denne. Senere havde han heller ikke givet synderlig agt på hende; han havde havt for travelt med at følge Bonapartes felttog på landkortet. Thi kapteinen, hvis militære virksomhed havde været indskrænket til 154fredelig eksercits, og hvis største skuffelse havde været, at han 1788 blev lagt i garnison på Fredrikssten, nærede en lidenskab for strategiske operationer. Han havde desuden altid havt lidet tilovers for piger. Derfor opdroges den moderløse Henrikke af og blandt tjenestefolkene.

Hun slægtede ellers faderen på, var liden og rund med stridt, sort hår og brun i huden. Moderen havde kaldt hende sin lille zigeunerinde, og man kunde se, der randt sydlandsk blod i hendes årer. Hun var støiende og fliret af sig, og i de mørke øine glimtede latteren bestandig. Skjændte faderen en sjelden gang over hendes dårlige manerer, lo hun og bar sig endnu værre ad, og bandte han hendes evindelige flir, lo hun og løb sin vei.

En fremmed vilde ikke havt let for at skjelne jomfru Tebetmann fra en bondejente, hvad sprog og klædedragt angik. Men der var noget freidigt og myndigt ved hende, som røbede, at hun var vant til at kommandere. Det gjorde hun også af hjertens lyst både i kjøkken og stald og fjøs, og det hele tyende fra den halte stuepige, der var blevet ophøiet til husholderske, og til indlæggutten lystrede hende blindt; for så snil hun pleiede at være, var hun ikke grei at komme ud 155for, om de ærtede hende ved at sætte sig mod hendes vilje, og sinnet løb af med hende.

Den høst, hun fyldte nitten, spurgtes det, at en vældig engelsk flåde lå truende foran Kjøbenhavn. Få trode, det var sandt, skjønt enkelte rystede på sine kloge hoveder og mindede om 1801.

I de dage var de ældre vant til den krig, som i årevis havde raset mellem mægtige stater. Efterretninger om verdensbegivenheder svirrede gjennem luften. Man modtog dem med interesse og diskuterede stormagters grænser og dynastiers skjæbner, når man sad gemytlig sammen ved glasset eller traf hinanden på kirkevangen og andetsteds, hvor mange folk mødtes. Der dannedes partier – nogle holdt med England og nogle med Frankrige – og partierne var hidsige og hadske nok, såfremt punschen hjalp kandestøberierne med at drive fornuften på flugt. Gårdbrugere dængte hinanden i gravøl og julelag, og husmænd sloges på auktioner for den europæiske politiks skyld. Ungdommen voksede op under det uophørlige ekko af tordendrønnet fra fjerne valpladse, dens drømme legede med hære og marschaller, og barnene kastede ikke til maals mod en stenrøs uden at fantasere om beleiringer og 156seilede ikke med flisebåder på dammene, uden at ildsprudende søslag stod som syner for sindet.

Men alle følte de sig trygge på, at ufreden aldrig vilde nå til det afsidesliggende fødeland og forstyrre hjembygdens lune stilhed.

Den første som bragte rygtet om den engelske flåde til Kjelsrud, var løitnant Wallace. Han høstede kun utak for umagen. Kapteinen var mistænksom, fordi det hændte, man morede sig med at lure løierlige skrøner i ham og gjorde nar af ham. Hvad skulde briten i Kjøbenhavn? Kong Georg havde fiender nok alligevel, trængte norsk tømmer til sine skibe, og Napoleons arméer stod jo i Tyskland parate til at ile Danmark til undsætning, om der blev alvor i spillet. Nei, nei, buldrede kapteinen, løitnanten behøvede – Satan partere ham! – ikke at løbe med limstangen for at binde ham sligt tøieri på ærmet. Sludder og tøv og tåbeligt tul var det! Hvorfor havde forresten hovedstaden befæstninger og kanoner og tropper uden for at jage næsevise gjæster tilbage did, de var fra. Det havde svensken fordum fået svide for, og det skulde briten komme til at mærke, hvis det lystede ham at støde panden tilblods mod Kjøbenhavns mure. Løitnanten skulde gå hjem og lægge sig og sunde sig på det og betænke 157sig bedre, inden han atter rendte folk på dørene med den slags umulige nyheder. Han kunde sagtens være glad, han, ifald der var noget i rygtet: Han vilde da træffe landsmænd – måske fornemme slægtninge – når man skulde til at have det bryderi at passe britiske krigsfanger her i landet.

Således burde ikke gamle Tebetmann have buldret løs, for løitnant Wallace blev høielig fornærmet. Hans fader var en engelsk marineofficer, som var indvandret til Danmark og havde gjort sin lykke der. Han selv havde begyndt sin løbebane med udmærkede forbindelser og glimrende udsigter; men et vakkert ydre havde ført ham op i gale historier, som hans indskrænkede forstand gjorde endnu mere forviklede, indtil knuden blev hugget over ved den unge mands «forvisning til Norge». Her kunde han have levet tålelig sorgfrit, da familien forbedrede hans løitnantsgage med rigelige tilskud, om ikke ærgrelsen over den forspildte karrière, og det, at han aldrig havde fattet, hvori han egentlig havde forsyndet sig, havde bevirket, at han anså sig for bittert forurettet, og dersom ikke kjedsomheden havde lært ham de besynderligste midler til at øde sine penge på ingenting.

158I den mindste hentydning til fortiden og sin familie anede han en tilsigtet fornærmelse, og han for op i flammende harme, før han havde skjønt halvparten af Tebetmanns udgydelser.

Kapteinen måtte erindre, at han var en olding, af hvem der ikke kunde kræves satisfaction for krænkende udtalelser – han burde erindre, at han beskyttedes af sin alder. Men vilde han virkelig beskylde løitnant Wallace for at være en løgnhals og en forræder mod den konge, hvis uniform han bar? Og insinuere, at han rendte folk på dørene som en næsevis gjæst?

Blev Wallace heftig, stammede han hjælpeløst og snakkede ganske uforståeligt. Det ene ord tog det andet, men for hvert et, der slap ud af løitnantens mund, strømmede der tyve fra kapteinen, som forgjæves søgte at overdøve ham og forklare sig. Henrikke var tilstede og hev sig raptunget ind i striden på faderens side, og hendes brede, kraftige dialekt, løitnantens dansk og Tebetmanns hårde, skjærende østlandsk, der var farvet af eksercerpladsen, blandedes til et vredens kor, som fik husets vægge til at dirre, indtil budbringeren fjernede sig lidt beroliget ved kapteinens forklaringer, men med den høitidelige forsikring, at det vilde være en æressag for ham påny at 159indfinde sig på Kjeldsrud, såsnart hans nyheder var blevne tilstrækkelig bekræftet.

De skulde ikke behøve at vente længe på ham.

Det var en eftermiddag, regnen skyllede ned, og stormen ruskede i den gamle hæg udenfor trappen på Kjelsrud, daskede dens stive grene mod huset og varslede, at høsten var tidlig inde.

Kapteinens gigt havde været usædvanlig plagsom. Han var veirsyg og forfrossen, og i skumringen lod han fyre i ovnen og lå i sin lænestol med fødderne på en stoppet skammel og et tørklæde bredt over ansigtet og snorkede sagte. Henrikke sad ved ovnen, hvor nogle æblekarter surrede, og ventede utålmodig på, at de skulde blive stegt. Undertiden klemte hun på dem, om de ikke snart var færdige, og snudde dem. Så stirrede hun ind i trækhullets glorøde øie og lyttede til vindens dumpe, durende ul i skorstenspiben.

Imidlertid red en mand i rask trav opad de bratte bakker mod gården. Han havde brættet kappekraven op og trykket hatten ned i panden. Det grå regntykke var så tæt, at han næsten ikke skimtede skigardstaurerne langs veien, der var forvandlet til en flommende bæk. Han stansede på tunet, steg af, bandt hesten ved brønden og gik ind.

160I stuen hørte de ikke, han bankede på, og mærkede ham ikke, før en mørk, kappeklædt skikkelse stod midt i værelset. Henrikke skvat op med et lidet skrig og åbnede ovnsdøren for at se bedre.

Tebetmann vågnede og spurgte jæspende: «Hvem der?»

«Det er mig,» lød løitnant Wallaces røst. «De har naturligvis alt erholdt bekræftelse på mine efterretninger fra sidst, kaptein?»

«Jeg har læst prinsen af Augustenborgs kundgjørelse om blokaden,» svarede Tebetmann grættent. «Jeg gjør afbigt for min vantro – De kan triumfere.»

«Det vilde være en uværdig triumf. Desværre kan jeg fortælle betydningsfuldere og sørgeligere tildragelser.»

«Så–å? Har britten endelig rykket ud med en ærlig og ordentlig krigserklæring? Det er da ikke sørgeligt, hvad?»

Wallace satte sig uopfordret og med kappen på: «Nei han har ikke – – Men Kjøbenhavn er bombarderet, skjændig overfaldt uden krigserklæring, staden er brændt og har kapituleret – og flåden er bortført.»

«Er De gal, løitnant? Er De fra concepterne? 161Kjøbenhavn erobret! De lyver mand!» råbte kapteinen og strakte sine knyttede næver mod ham.

«Jeg har det fra cancelliråd Weydahl – kommer direkte derfra – han fik ekspres fra generalmajoren.» Wallace sagde det ydmygt, som bad ham om forladelse. Nu blev han ikke fornærmet.

«Og kongen og kronprinsen, er de fangne eller faldne?»

«De er i sikkerhed heldigvis. De skyndte sig til Jylland før kampen.»

Tebetmann famlede efter udtryk: «Skyndte sig – Flygtede kronprinsen og overlod Kjøbenhavn til sig selv? Heldigvis? – Er han flygtet?» spurgte han barsk. Wallace svarede ikke. Kapteinen rettede sig stramt og trak fødderne ned af skammelen:

«I fyrretyve år var jeg i min konges tjeneste og havde ikke leilighed til at drage sværdet på hans befaling – og nu er krigen der, og jeg er en krøbling». – Hans tunge blev lallende og stemmen hulkende, men han fortsatte med tykt mæle: «Og rigernes hovedstad er erobret og deres vordende fyrste vanæret!» Han vilde stå op, men de syge fødder svigtede, og han snublede.

162«Satan partere mig!» brølte han og faldt tungt baglænds og blev liggende ubevægelig.

Henrikke, der ikke havde kunnet følge med i deres samtale, kastede sig på knæ ved ham og slog armene om hans skuldre. «Far er død!» hviskede hun og lagde sit hoved i hans fang.

«Nei – nei,» trøstede Wallace, som bøiede sig ned over dem og hørte kapteinen stønne svagt. «Han har kun mistet bevidstheden, han er besvimet. Det er vist ikke farligt.»

Skræmte af støien kom en jente og den halte husholderske ind fra kjøkkenet. Han forklarede dem fort, hvad der var hændt, skjøv Henrikke lempelig tilside og løftede den bevidstløse op i lænestolen.

«Vi må få ham tilsengs,» sagde husholdersken. Henrikke holdt varsomt om faderens hoved, der hang slapt tilbage, idet Wallace med de to andres hjælp bar ham i lænestolen ind på sovekammerset.

Jenten skaffede lys, og husholdersken begyndte at løse op kapteinens klæder. Wallace så, at den gamle, magre kvinde var meget bleg, og at hendes pande var blank af sved.

«Skal jeg ride efter doktoren?» spurgte han.

«Det er langt,» svarede hun og bad i det samme jenten skikke lægdsgutten efter Johanne 163koppekone; hun kunde være der om en snau time. Kanske løitnanten vilde bie en stund, dersom der skulde blive brug for doktoren senere. Den syge stønnede hele tiden, medens de stelte med ham, men bevidstheden vendte ikke tilbage.

Wallace gik ind på stuen. Han havde fremdeles den våde kappe på. Han hægtede den af og slængte den på gulvet. Uveiret varede ved. Vinden styrtede sig i bratte kast mod huset, så det sukkede og knagede i dets morskne tømmer. Regnskyllet plaskede ustanseligt.

Han var træt efter sit voldsomme ridt og satte sig ved ovnen, hvor ilden var sluknet.

På skrivergården var generalmajorens ekspres indtruffet, som man var ved middagsbordet. Der havde været et helt selskab. Thi under den almene spænding for, hvorledes den pludselige krigsfare vilde udvikle sig, tyede bygdens conditionerede did i en ubestemt fornemmelse af, at cancelliråden sandsynligvis vilde erholde besked før nogen anden. Procuratoren og præsten havde overnattet der fra forrige aften, og ellers havde der været major Brager og lensmanden, som i beskedenhed havde gjort sig ærende på kontoret og var blevet buden ind.

Wallace så tydelig for sig det forseglede brev 164i blåt omslag, som leveredes råden netop, da de skulde tage drammen, så ham studse og lægge brevet fra sig på tallerkenen, og hvorledes han derefter læste det op høit og koldt med blikket fæstet på papiret. Der blev en larm af forvirrede, høirøstede spørgsmål og af stole, som skjøves tilbage, idet alle flokkedes om værten for at få et glimt af det skjæbnesvangre brev og læse det med egne øine. Og det kunde ikke misforståes.

Få minutter efter var selskabet opløst. Maden stod omtrent urørt på bordet. Enhver ilede bort for at sprede tidenden om det utrolige videre til sine. Wallace var bedøvet af den, måtte også tale med nogen om den, fortælle den til nogen, og han havde husket på sin trætte med Tebetmann, ladet sin hest sadle og sprængt afsted.

Ved Alm for han forbi Orre, der spaserede sin daglige tur på landeveien i ly af en svær paraply. Rytteren stoppede op og skreg efter ham. Landkræmmeren slap paraplyen bent ned og gestikulerede heftig. Wallace opfattede ikke, hvad han mente, og svarede bare: «Ganske tilforladeligt! – På ære, det er sandt!» og galopperede væk.

Gud ved, den hast var unødig. Hvorfor havde han ikke tænkt sig om og forberedt gamle 165Tebetmann lidt? Men han havde været besat af sin nyhed, den havde givet ham feber og jaget ham som en ullykkens herold til Kjeldsrud. Han var skamfuld over det.

I mørket og stilheden bølgede hans tanker urolig, skakede sig selv op og flakkede rastløst om, indtil de samlede sig til et stærkt, klart billede: det brændte, erobrede Kjøbenhavn. Hans forældres hus med haven foran – var det jevnet med jorden? Slægtninger og venner – levede de? Steder og gader, hvortil minder om munter galskab og lykke og desperation var knyttet, var de rygende ruiner? Hans barndomshjem, hans kjæres hjem var brændt og erobret; en røver havde brudt sig ind og plyndret det, og han havde været fjernet derfra. Wallaces ånd løftede sig ikke til klager over rigers skjæbne og landes nød; han fornam kun sorgen for sit eget. Men han, der havde været stolt af sin engelske afstamning, var i denne stund blot danske, med en danskes had til den fiende, der havde øvet vold mod hans fødeland. Med vellyst skulde han have myrdet enhver af sine fædres nation, som havde vovet sig inden hans rækkevidde.

Han søgte at udmale sig selve kampen, hvorledes angrebet var skeet og forsvaret ordnet, men 166magtede det ikke. Desto tydligere så han for sig, hvorledes fiendtlige batterier såede død og fordærvelse over staden, luerne og røgen, soldaterne, der myldrede på voldene og de modige udfald fra portene. Der skulde han have været i spidsen med hævet klinge, hvis blanke stål gjenspeilede røde flammer. Også i nederlaget kunde ære og tilgivelse vindes – og han havde ikke været med. Der havde hans kammerater været. Hvorfor havde han ikke været der? Wallace sprang op, hans tunge ridestøvler stampede henad gulvet. Han glemte ganske, der var sygdom i huset. Ingensinde havde hans tilværelse syntes ham håbløsere, trøstesløsere. Ingensinde havde han så bittert følt misforholdet mellem den forsyndelse, han var skyldig i, og den straf, han var dømt til. «Fanden gale – fanden gale!» mumlede han. «Krudt og blod – og kugler og slag og hug og stik – fanden gale, gale! gale!» sagde han høiere og høiere, som om han ved ord uden mening vilde kvæle og tvinge tilbage tanker, som han var ræd for, og som vældede frem.

Han kunde ha været alene en time, kanske mere. Tiden svandt hurtig, og han blev stedse ulykkeligere. Da traadte Henrikke ind med et lys i en jernstage, som hun stillede fra sig på 167bordet. Berthe, husholdersken, fulgte efter og sagde, at kapteinen var bedre. Johanne koppekone havde åreladt ham, og han var blevet roligere og var sovnet. Vilde løitnanten spise til aftens? Nei tak, Berthe skulde ikke bry sig om ham. Han vilde ride hjem straks, såfremt de ikke havde brug for ham. Berthe betænkte sig: Det kunde hænde, Johanne koppekone skulde have bud til doktoren, om han vilde bie lidt endnu. Hans hest var sat ind i stalden. Dermed gik hun.

Wallace tog plads ved bordet ligeoverfor Henrikke, der havde lagt sig på sofaen med hænderne foldet under nakken. Skjæret fra det enslige lys faldt over den marmorerede bordplades afskallede maling, over løitnantens brede skuldre og skarpe, markerede træk og over den hvilende unge pige. Ellers var der dunkelt i værelset. De hvidlakerede rococomøbler stod i række og rad rundt væggene som skimrende skygger i halvmørket. Uveiret var stilnet. Vinden suste jevnt og underlig pibende i træerne udenfor, og regnskyllet havde git sig.

Wallace blev døsig. Hans tanker forlod Kjøbenhavn og befriedes fra de pinlige forestillinger, som var forbundet dermed, og beskjæftigede sig med det nærværende. Mon Tebetmann vilde 168komme sig? Var han rammet af slag, eller var det bare faldet og smerterne som havde berøvet ham bevidstheden? Stakkels jomfru Henrikke – hun var igrunden ganske kjøn, som hun lå der og var angst for sin fader – – – – – Husholdersken – hvad var der egentlig gået af hende? En havde fortalt ham noget om kapteinen og hans husholderske. Hvem erindrede han ikke. De fortalte historier og skandaler den ene om den anden alle i bygden, og pokker kunde erindre det så nøie. – Hvad var det nu? – – Det var det, ja – salig fruen havde været meget jaloux og Berthe meget pen, og en dag fruen var taget til Emilienberg, vendte hun uformodet tilbage, medens kapteinen havde Berthe hos sig. Da hoppede hun ud af vinduet, forat fruen ikke skulde træffe dem sammen. Men i hoppet knuste hun knæet. Hun jamrede sig ikke og slæbte sig hen til kjøkkentrappen. Der fandt de hende først sent om aftenen, og hun blev halt bagefter. Det var det, ja – Berthe havde også taget sig kapteinens tilfælde særdeles til hjerte, syntes Wallace.

Stakkels jomfru Henrikke, hun bed sig i læben for ikke at græde, og hun var vist meget bedrøvet og angst. Hun var virkelig ualmindelig smuk. Han kunde ugeneret se på hende. Hendes hår 169var løsnet, og de tunge fletninger rullede ned langs de blege, bløde kinder, der viste spor af tårer, og nedover hendes bryst, hvor kjolelivet strammedes over barmen. Den lille dobbelthage var rund og fint formet. – – – – – Der var engang i Kjøbenhavn en ung, brunet dame, som hun lignede – – – – –

Der gløttedes på døren, og et hoved i strimmelhue tittede ind og nikkede venlig. Det var Johanne koppekone. «Jomfru Henrikke – jomfru Henrikke!» kaldte hun, og Henrikke reiste sig rask og spurgte: «Er far dårligere?» «Nei da, barn, det er likere med ham; han har fået mælet igjen, og nu vil han sove – Du trænger slet ikke være bange, han blir nok snart bra og frisk som en fisk.»

Henrikke sukkede lydelig; så smilte hun strålende: «Å, så ræd jeg har været!»

«Men løitnanten får være så inderlig snil og bede doktoren se hid imorgen – til en betryggelse da,» tilføiede konen og forsvandt.

Wallace begyndte at sige farvel med ønsker om god bedring for kapteinen. Men Henrikke strøg forbi ham bort til ovnen. Hun huskede på sine æblekarter. «De er rent opbrændte,» sagde hun. Derpå kom hun hen til ham med en 170i hånden og lo mod ham med sine hvide tænder: «Vil De ikke have et alligevel?»

Han takkede.

II.

Kaptein Tebetmann havde havt en liden «rørelse», og det varede måneder inden han kom sig. Henimod jul kunde han såvidt hinke fra sovekammerset og ind til sin lænestol. Amtsphysikus Müller så om ham et par gange, medens han lå tilsengs, men amtsphysikusen var snar i vendingen og hans besøg meget korte, da Henrikke ingen forstand havde på, at en doktor, som umagede sig til afsidesboende patienter, skulde kvikkes op lidt, f. eks. med et godt, varmt glas, især i den kolde årstid.

Kapellan Vamberg havde også været der. Da lod Tebetmann skifte på sig ren skjorte og nød alterens sakramente for at være fuldt rustet, ifald den endelige afgjørelse på hans livsstrid skulde være så nær, som han blev bange for ved at se præstens kummerfulde, gule åsyn. Tebetmann var melankolsk og høitidelig næsten en uge efter den begivenhed og gav sig selv sit æresord på ikke mere at bande: Han forsagede sin eneste 171ed, og kjendte han den krible sig i struben slugte han den ned med en anstrængt, vred grynten.

Wallace virkede heldigere på ham end både præst og doktor. Løitnanten nærede en slags ubestemt anger, fordi han syntes, han var årsag i kapteinens sygdom. Men disse skrupler alene drev ham dog ikke til Kjelsrud. Det indtryk, at Henrikke virkelig var vakker, var vokset til en stærk følelse hos ham, og han var forelsket.

Faderen hørte fra sin seng, hvorledes han forsøgte at lokke toner ud af det forstemte og skrøbelige klaver i dagligstuen, og hvorledes han sang sentimentale sange for datteren. Tebetmann grundede på dette. Løitnanten var ikke noget udmærket parti, det måtte indrømmes. Men kunde pigen vente at gjøre noget bedre? Og giftes skulde hun vel, og en standsmæssig brudgom var en sjelden fugl på de kanter. Wallace havde sin gage – den forslog ikke stort. Men ved siden af tilflød der ham rigelig understøttelse fra familien, og der vilde bli endel tilovers, når Kjelsrud solgtes. Foretrak de at bli boende der, savnede de da ikke tag over hovedet, og kapteinen havde indprentet Henrikke sit princip ikke at kjøbe for flere dalere end dem, man havde. Med en fornuftig kone vilde pengene blive drøiere også for Heny Wallace, 172som desuden allerede røbede, at modne år medførte moden forstand og roligere levemåde. Simple folk kaldte ham «Tul-Vallarsen», det første han var i bygden; nu kaldte de ham bare «Vallarsen», og en smule ekscentricitet burde tilgives den, der talte britiske lorder i sin slægt.

Så skred tiden. Kapteinen var i stadig bedring, men brød dog ikke sit løfte om at aflægge al sværgen og banden. Wallace kurtiserede med sin vordende svigerfaders stiltiende samtykke, og fordi han aldrig kunde holde tæt med noget, åbnede han sit enfoldige hjerte for sin ven procuratoren og tilstod endog med undselig stolthed, at han digtede små forlibte vers til sin pige. Verserne var for mægtige for procuratoren; han betroede sig til sin kone, og derefter indviedes alle de conditionerede i sagen, og det blev fastslået, at løitnant Wallace skulde giftes med jomfru Tebetmann, såsnart kapteinen blev rask. Majorinden, som var en forsynlig dame, skaffede sig i den anledning et par fine guldbroderede sko fra Christiania, da hendes mand var der for at gjøre juleindkjøb. For hende kunde så brylluppet stå, når det skulde være.

Alle fandt partiet godt og passende; men Henrikke vidste om ingenting, fordi hun var så 173uerfaren, at hun ikke skjønte, Wallace gjorde kur til hende med de alvorligste hensigter.

De havde dog brugt at ærte hende med, at hun havde en frier, som hun legte kjæreste med, da hun var barn. Men det var bare Erik, søn på Velt-Kjelsrud. – Gårdene lå få skridt fra hinanden, og hun og Erik, som var endel ældre, havde været sammen støt, og hun havde trukket ham med hjem til sig så ofte, at det blev, som om han hørte til der. Han var enarving og dygtig forkjælet, og den kvikke gut blev helt bortskjæmt ved, at kapteinen og de, som vankede hos ham, havde moro af ham. Den tid vankede der mange. Uniformerne og det militære væsen satte gutten fluer i hovedet, og ikke før havde han alderen, så lod han sig hverve. Moderen græd og bar sig, og faderen var lei for det; men Erik måtte have sin vilje og drev det til at bli trompeter ved dragonerne. Da havde han nok af det og indså, at det ikke var så gildt at være menig som officer. Faderen løste ham ud og fik ham tilbage igjen. Siden havde han været hjemme og af og til arbeidet hos Tebetmann, for kaarene på Velt-Kjelsrud var slige, at hver skilling kom vel med. Nu gik det ikke an at ærte jomfruen med den, der næsten holdtes for en af tjenerne.

174Efter fredsbruddet med England lagde skrækken og overraskelsen sig hurtig, skjønt den ene nyhed fulgte tæt på den anden i vinterens løb. – Wallace overbragte dem, så fort han snappede dem op. Det gav ham ligesom ærende tilgårds. Krig var der, men det følte man lidet til. Andensteds fra berettedes om brødmangel og nød og kaperes snarrådige bedrifter. Dér i egnen sad man på sin tue tryg, ved bjerge og dale fjernt fra den kyst, hvor fienden øvede strandhug. Blev end kræmmeren dyrere på sine kolonialvarer, og selv om mangehånde ting vanskelig kunde skaffes, tålte man det let; thi kornpriserne var glimrende, og man tømte sit glas til ære for Danmark-Norges store allierede keiseren af Frankrige. Svenskekongen havde stået ved Øresund og givet ondt fra sig, da briten brændte Kjøbenhavn; han kunde gjerne yppe sig, hvis han vilde – de var ikke rædde for ham – men det turde han nok ikke. Lystig var julen 1807 over Oplandene. Drukket blev der drabeligere end nogensinde, talt og sunget blev der taprere end nogensinde. Og skrydet og drikken gav tilsammen så kraftig en rus. Heltehjerter og løvemod eiede hver mand langs fjordens bredder fra amtmanden til husmanden. Der seilede ikke engelske krydsere over indsøens vande.

175Så var også den nye krig der, inden man rigtig troede på det. Den nye fiende rykkede mod grænsen i øst, og kun de norske våben skilte ham fra de store fladbygder, der var de første til at gjæstes af ham, dersom forsvarshærens tynde linje blev brudt.

Officererne kjendte endnu juleturingen tynge kroppen, da udkommanderingen begyndte, og de måtte afsted. Blandt dem var Wallace, der havde ment at ville fremføre det vigtige spørgsmål sidste gangen, han var på Kjelsrud før afreisen. Men han svigtede sit forsæt, da Henrikke var lige munter trods afskeden, og han ikke opdagede det ringeste af det ømme vemod, som den bortdragende kriger havde håbet på hos sin elskede.

I de nærmeste nætter, efterat soldaterne var rykket i felten, så de fra Kjelsrud, at det lyste i stuer og gårde nedigjennem lien og udover sletterne ved den islagte fjord. Også hinsides den borte under de høie, hvide åser blinkede lys. Der var nok mange, der vågede og gruede for dem, som ikke mere var hjemme.

Tomt og øde blev der hos kapteinen. Han hinkede om med en stok, melankolsk og vranten over denne krig, som han havde længtet efter hele sit liv, men som ikke var kommet, før 176alderen havde tvunget ham til at stikke sit sværd i balgen. Datteren kjedede sig. Wallace havde forvænt hende med hensyn til underholdning. Hun savnede ham, og ensomheden trykkede hende. Hun blev sygelig at se til, og der blev noget løssluppent og vildt ved hendes latter.

Medens sneen tinede i bakkehældene og tæredes væk, så markerne blev sorte, gik det trægt med at berede sig til vårånnen. Hestene blev hyppig taget til skyds og transporter, og armene var for få til arbeidet, og dertil blev de hjemmeværende mænd ret som det var revet fra sin dont til vardevagter og desligeste og tilsagt til møder på kirkebakkerne, da mandhusingerne eller landstormen skulde opbydes og organiseres. En fed kaptein tog kvarter på Alm; han skulde lede den organisation, men voldte mest forstyrrelse, da ingen forstod ham, eftersom han var en holstener og talte tysk, og han ikke evnede at indgyde respekt. Bauck hed han, og «Vomma» kaldtes han. – Det var slet bevendt med hans troppers bevæbning. Men amtmanden sendte rundt modeller til en slags spydstager, hvormed de skulde forsyne sig, der manglede skydevåben. I smedjerne fik karene det travelt med at lave sig magen, og de syntes det blev bra værger at pirke svensken med.

177Af rygter var der fuldt op. Ofte meldte de om sammenstød ved grænsen; engang om, at russerne var faldne ind i Sverige og havde vundet et stort slag ved Stockholm, og at hele krigen allerede skulde slutte. Men det, skjønte man, var bare løgn, for samtidig havde de sør i bygderne stået og lyet efter svær kanonade østenfra, så der vel endnu var langt igjen til freden.

Rygterne nåede sent til Tebetmann. Dog havde han nogenlunde rede på begivenhederne, da han havde kostet på sig at holde aviser og undertiden fik underretning fra Wallace.

En kvæld stavrede en gubbe op til Kjelsrud. Kjærringen hans var rent ude af det for den yngste søn deres, som var soldat, og han havde tænkt sig, at såsom Tebetmann var kaptein, kunde han vide om det, hvis gutten var falden. Det vidste Tebetmann nu ikke, men han snakkede med gubben, som han syntes synd i, og fortalte ham en hel del om hæren og dens stilling.

Senere indfandt flere sig i lignende ærende. Gubben havde sagt dem, at kapteinen havde greie på sagerne. Tebetmann tog venlig mod dem og læste op for dem af aviserne om krigen. De mest bekymrede lovede han, at han skulde skrive til major Brager og andre kjendte og spørge efter 178slægtningerne deres. Det gjorde han, og folkene kom igjen, og stundom havde han breve med noget for dem. De bar både det glædelige og det sørgelige med ro og var taknemlige; thi alt var bedre en uvis angst. Værst var det for dem, når en af deres lå på lazarettet; det bud kviede mændene sig for at bringe sine kvinder.

Udover våren var der dagstøt nogen hos ham for at spørge. I varmt veir tog han helst mod dem på trappen. Der sad han i skyggen af hæggetræt, medens det grønnedes og blomstrede og blomstrede af, og fortalte og læste op og strævede, forat de ikke skulde blive mistrøstige. Hans tålmodighed brast ikke; han huskede, han selv havde mistet en søn.

I grænden kappedes de om at hente posten for ham. Af og til blev en sending, en saueskrot eller en vidjehank med fisk stukket ind på kjøkkenet til Berthe. Det var leit at fli kapteinen det, for han spurgte altid, om de ikke havde brug for det selv.

Kapteinen levede udelukkende med i krigen, siden han blev delagtig i så mange kjæmpendes skjæbne. I vågne nætter kritiserede han de kommanderendes taktik – i drømme var han selv hærfører. Hans vrantenhed og melankoli forsvandt. 179Han havde så velsignet let for at glemme, Tebetmann, og han var blind for mere end en ting ad gangen.

Men imidlertid blev Berthe søvnløs og hjertesyg. I hendes trofaste sjæl sad angerens bråd. Hun havde forsyndet sig svare mod salig fruen, og hun havde troet at sone, hvad hun kunde, ved at våge over fruens barn. Og det var sorg for Henrikke, som røvede hendes fred.

Da jomfruen var sygelig og skrantede, smilte Berthe og brød sig lidet om det. En fik stole på vorherre og håbe det bedste, så kom Wallace nok tilbage. Det nyttede ikke at ville have hemmeligheder for en, som var så gammel i huset som hun. Hun havde øinene med sig og skjønte, at det var varmt blod hos Tebetmanns datter. Men da fjorden gik op, og nordenvinden reiste viltre blå bølger, der feiede de sidste grå isflag væk, da den brune løvskog blev lysegrøn, og gjøken gol i lierne, og åserne på vestsiden kun havde en smal hvid snestrimmel igjen langs den øverste ryg, da blev jomfruen munter som en lærke og sang og trallede fra morgen til kvæld. Og da vidste Berthe ikke længer sit arme råd, og hendes gamle øine blev røde i kanterne, for de 180havde seet det, de ikke likte; det unge varme blod kogte over.

Hun havde våget og speidet, hun havde lyttet og advaret, men så havde hun fået et svar af Henrikke, som vist ikke havde suget det af sit eget bryst, og som neppe heller tilfulde forstod, hvor ondt og grusomt det var: Datteren havde hentydet til hendes forgåelse mod moderen og bedt hende passe sig selv. Det gjorde, at Berthe taug overfor Tebetmann.

Havde det endda været en standsmæssig person, der var ulykkens årsag, men nu var det denne Velt-Kjelsrudgutten – – – –

*

Erik havde ikke kunnet skilles fra sin trompet, da han forlod den militære bane. Hver søndag morgen tog han den med til et granholt tæt ved gården og blæste de signaler og toner, han kunde, og som han havde lært med megen møie. For ham var de dyrebare levninger af en strandet ærgjerrighed. Henrikke pleiede at sidde andægtig ved siden af ham og høre på signalerne. For hende var de pen musik.

På slige morgener gik praten frit mellem dem. Erik gjorde nar af Vallarsens frieri til hende. Henrikke blev sint og værgede sig med spot over 181løitnanten, og da Erik alligevel ikke gav sig, slog hun til ham. Da blev han også sint, men lod, som han havde sin største moro af hende.

Så var de tvære mod hinanden en stund, derpå hidsige. Men kommer lidenskaben først tilorde mellem to unge, begynder den end som had, den ender dog gjerne som kjærlighed. Og snart legte de atter kjærester næsten som i gamle dage, men mindre uskyldig.

Erik var stor og velbygget, men ikke vakker. Han var rødhåret og fregnet, med hvasse, blå øine og tynd, krum næse. Munden var bred og bevægelig med stærke, hvide tænder. Hans hænder og fødder var ualmindelig små, og i hans gang og hele fremtræden var der noget soldatermæssigt. Folkene på Velt-Kjelsrud stammede fra en af bygdens storætter, som det var gået ud med.

Henrikke holdt af ham, kanske mest fordi han var den eneste, og løitnantens kurmageri havde vel også banet veien for trompeteren. I hende fik han magten over en af dem, der hørte til storfolkene, de conditionerede, der havde lokket gutten til sig, forat den voksne dobbelt hårdt skulde kjende sviden, når han stødtes udenfor som den, der var ringere.

Nå ja, i hvert fald var de lykkelige den vår.

182Tjenerne havde mistanke til dem. De brød sig ikke om det. Hun brød sig i det hele ikke om nogenting, og han lånte mod af hende. Hviskede og tiskede jenterne i kvældingen rundt om ham i kjøkkenet, og han på halve slængord og løsmundet skjæmt skjønte, hvad de havde for sig, puttede han tilsidst hænderne i lommerne, skrævede ud med benene og briskede sig indvortes, fordi han havde en fin jomfru til kjæreste og ikke de førkjerne der.

Men engang kapteinen skulde hvile middag, kunde han mod sædvane ikke sove. Det var for hedt, og fluerne surrede om ham og ødelagde al tanke på søvn. – Han stod op igjen, og i tøfler hinkede han ved sin stok ud på trappen for at trække frisk luft. Solen stod høit på den skyløse himmel, og hæggetræets skygge krøb sammen lige indved husvæggen. Den bakkede vei nedigjennem lien bugtede sig støvgrå mellem frodige agre og enge, som dampede af varme. Der var et svagt vindpust, som førte med sig stram harpiksduft fra granskogen; men fjorden var blik stille, og de mørkeblå åser i vest speilede sig i dens blanke vand, der var grønligt af saktehansflommen fra høifjeldene. Det tegnede til et velsignet år, og Tebetmann frydede sig over de sidste 183efterretninger fra krigen: Fienden havde trukket sig tilbage til Sverige; Norge husede ikke længer en svensk soldat inden sine grænser. Han undredes på, hvorledes Wallace havde det; efter hvad major Brager skrev, var han sendt på lazarettet med en kugle i kroppen og overantvordet til doktorernes barmhjertighed og kyndighed, og den var såmæn ikke til at stole på – nu så lidet som i 88. Såret skulde dog ikke være farligt.

Da syntes han livagtigen, han hørte Wallace synge. Men han fattede hurtig, at det var Henrikke, som hærmede efter hans fraværende ven, og det, skjønt han ved frokosten havde fortalt hende om løitnantens sår. Tebetmann blev vred; det var hjerteløst at spotte en såret kriger. På den modsatte kant af tunet var en skigard; sangen lød fra den anden side af den.

Han hinkede did ned for at irettesætte hende, medens sangen vedblev:

           «O, yndigste dukke.
           O, deiligste mø!
Jeg har dig blandt alle udvalt!
Som blomster i enge så deilig og rø’,
Så yndig er hendes gestalt.
           Hvergang mine øine de ser,
           Af glæde mit hjerte det ler –
Jeg ser ei din lige blandt pigerne fler!»

184Tebetmann lænede sig over gjærdet. Der sad datteren på Erik Velt-Kjelsruds fang med armene om hans hals og sang for gutten. De var for langt borte til, at kapteinen kunde nå dem med stokken. Så kylte han den midt i ryggen på Erik. De for i veiret. Erik skottede sig vetskræmt om, gned sig på ryggen og lagde på sprang hjemover uden at ænse jomfruen.

Hun stirrede på faderen, der støttede sig til gjærdet. Han havde ikke frakke på, og vesten var opknappet. Hans hvide hår strittede, og kinderne blussede. Hun sagde ikke noget.

«Bring mig stokken, barn!» brølte han.

Hun nølede trodsig: «Du skal ikke slå mig, far.»

«Sludder! Nei, jeg skal ikke!»

Hun rakte ham stokken, idet hun holdt i dens yderste ende. Kapteinen svælgede sin ed vist ti gange: «Klyv over gjærdet, barn!» kommanderede han så.

Hun lystrede og kløv over. Han pegte mod døren, og hun gik ind, medens han fulgte efter som en fangevogter.

*

Og faderen blev datterens fangevogter. Han skjændte ikke på hende – det var ikke kapteinens 185skik at sige stort – han passede kun på, at hun stadig var under hans eller Berthes opsigt og udstedte kort og godt forbud mod, at Erik viste sig dér på gården. Til høsten var forhåbentlig Wallace igjen i bygden.

Men det er mere end en gammel invalid krigsmand kan at holde en ung pige fra den, hun har kjær, især når hendes kjærlighed styrkes af trods. Tillige var der forræderi inden hans egen leir. Thi Berthe blev forræder mod sin vilje. Hun var bange for sin husbond og bange for jomfruen, men mest for, at der skulde ske en ulykke, om deres voldsomme sind tog magten fra dem.

Henrikke og Erik fandt mangfoldige udveie til at mødes. Sad kapteinen og hans datter på trappen, kunde, bedst som det var, en kobjelde ringe og klinge nede på jordet. «Far,» skreg hun så, «koen er i rugen!» – «Du må jage den ud da, barn,» svarede han og skyggede med hånden for panden. Han vilde ikke være ved, at synet ikke strakte til, og at han ingen kreaturer opdagede. Henrikke var straks på farten, og bjelden ringlede og dinglede bortimod havnehagen. Men når hun varm og forpustet kom tilbage, var det et rart kreatur, hun havde jaget.

186Til andre tider skulde hun blive med Berthe med eftasværd til folkene. De gik afsted sammen og vendte hjem sammen, uagtet husholdersken ikke havde havt synderligt følgeskab med jomfruen.

Da august mørknede nætterne, begyndte det at tusle på gangene i andet stokværk ved jomfruens kammers. Berthe mærkede det. Hun blev syg af skræk og samvittighedsnag, men hendes mund var forseglet. Kapteinens årvagenhed var sløvet; han glemte påny datteren for krigen, som da blev livligere.

Så blev det til det, at en eftermiddag stod Henrikke i skålen og forklarede Erik, der sad på huggestabben med albuerne på knæerne, at nu måtte de gifte sig. – Det var kjølig skygge inde hos dem. Medens han fåfængt ledte efter svar, så han gjennem døråbningen det sollyse, græsgrode tun, hvor en hønseflok med gårdhanen stoltelig i spidsen kaklede og sparkede i det størknede mudder rundt brønden, dernæst et stykke af hovedbygningens brune tømmervæg og trappen med hæggetræet over; det hang fuldt af glindsende sorte bærklaser. Han mumlede endelig, at det var bedst hun talte til kapteinen.

Vilde ikke han gjøre det, bad hun.

187Han vred på sig og havde ingen lyst til det. Hans øine undveg hendes. Han glode hårdnakket på hønseflokken.

«En kar pleier at fri selv,» sagde hun. «Men du tør vel ikke, du stakkar. Du var hugræd, sidst du traf far min også.»

Hun biede efter svar, men det kom ikke. Han sad bare fortabt og syntes, at det var så underlig stille.

Hun talte igjen, og han hørte det som langt borte fra: «Du sidder her og vrider dig som en orm – Jeg skal sige fra selv da –»

Hun gik rask over tunet lige til trappen. Der snuede hun sig på øverste trin og råbte: «Du får vente på svaret, om du tør!»

Han gik efter til brønden. Hønsene trippede tamt om fødderne på ham. Hun var så brå af sig; svaret fik han vidst tidsnok.

«Satan partere mig!» tordnede kapteinen inde i huset. Hanen flaksede med vingerne, og hønerne kaklede forskrækket op. Erik lagde på sprang hjemover.

*

Fem uger efter var der bryllup på Stor-Kjelsrud. Berthe var gået imellem fader og datter, 188da det gjaldt, og hun og Tebetmann havde talt i enrum sammen til langt på nat. Tidlig om morgenen sendtes et brev til præsten. Erik blev kaldt op til kapteinen, som gav ham den besked: Har du gjort mig til svigerfader uspurgt, så har jeg bestilt lysning uden at spørge brudgommen. Det som ilde var, skulde ikke bli værre, og derfor vilde Tebetmann holde ordentlig bryllup for dem.

Alle bygdens conditionerede blev indbudt. Derimod af brudgommens slægt kun hans forældre.

Majorinden og procuratormadamen vilde først ikke reise til det gjæstebud, og da troede amtsphysikus Müller og hans kone, de heller ikke vilde. Da det bragtes procuratoren for øre, blev han vred på gamle Tebetmanns vegne og talte et lidet ord med sin madame. Og ikke det alene; han kjørte om til de mest anseede og fik dem til at love sig at komme. Blandt dem også cancelliråden, som ellers sjelden var i store lag. Så gav majorinden sig også, og efterat vielsen, der blev forrettet hjemme på gården, og middagen var over, dansede hun i de guldbroderede sko, der var anskaffede til jomfru Tebetmanns bryllup. Det lod sig jo ikke rette på, at det ikke blev med løitnant Wallace, der fremdeles lå syg i Christiania, 189men som havde erholdt dannebrogskorset til plaster på sine sår.

Men ved bordet, da brudeparrets skål blev drukket, så Henrikke fra alle de fine, uniformerede gjæster på sin mand og sine mørkklædte svigerforældre, og tænkte på Wallace og græd.

Om I cancellirådens dage

I cancellirådens dage ble første gang utgitt i 1897. Romanens ti kapitler/fortellinger kan leses hver for seg, men danner også en hel historie. Handlingen utspiller seg i overgangen mellom 1700- og 1800-tallet og gjennomgangsfigur er kanselliråd Weydal. Boka tar for seg motsetningene mellom embetsstanden og bygdefolket, og handler om forfall.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1897 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook