Mens skydsen venter

257Det lakkede til midnat. Ude i kjøkkenet havde Lars staldkar lagt en ny kubbe på varmen og hang på peiskrakken og grundede stirrende på, om den vilde tage ordentlig fyr. Skjæret fra ilden faldt rødt og varmt over hans halvgamle, magre ansigt med de grå skjæggestubber. Skrås overfor ham sad Håken Præstgarden på en træstol. Han støttede albuerne på knæerne og halvsov, så hodet duppede op og ned. Han snudde ryggen til det store kjøkkenbord, hvor halvfyldte fade og tallerkener og dækketøi efter den solide aftensmad, man havde sat tillivs inde i stuen, var stablet i haug og ventede på opvask. Jomfru Nannestad og jenterne havde ikke vundet med mere end at bære ud, før de måtte gå i gang med at brygge punsch og ordne kortbordene igjen for cancelliråden og hans gjæster. På opvask var ikke at tænke før imorgen.

258Ilden tog sprakende fat i kubben, og Håken Præstgarden skvat op og så sig søvnig om. Flammernes skin flakkede om i det store, mørke rum; det nåede bordet og spillede i glas og blankt sølv og trængte helt ind i krogen ovenfor bordenden til den tømrede seng, hvor Lesbet stuepige lå og snorkede, træt efter tre dages stadige mas, for sålænge havde cancelliråden og hans venner i et kjør holdt på at ture julen ud.

Lars staldkar jæspede langt og klagende. Så drog han en svart stump kridtpibe og nogle tommer skrå op af lommen, karvede betænksomt med tollekniven på krakken og stoppede piben.

Håken fulgte hans foretagende med grådige øine; de havde det nok godt her på skrivergården – selv tobak saknede de ikke, så dyr som den ellers var blevet. Men da gamlingen tvært skar af en halvtomme og rakte ham, visnede den spirende misundelse bort i Håkens sind, medens han ved at spytte munden rigtig ren og tom beredte sig til at gjøre sig tilgode med den sjeldne nydelse; det var ikke mellem hver høitid, en fattigmand fik skrå i sin kjæft, efterat krigen var kommet. Og hvad kardus anbelanger, huskede han ikke længer, hvor han havde gjort af piben 259sin, siden han sidst havde havt den mellem hænderne. Ingen af dem sagde noget.

Stuedøren fløi op, jomfru Nannestad kom farende smækker og geskjæftig med en punschebolle i hænderne. Efter moderens død havde Hans Orre sendt hende til en lensmand på vestsiden for at lære husholdning, og nu var hun husjomfru hos cancelliråden. Mange havde tænkt sit ved, at hun tog imod den plads. – En sur af stemmer og latter og en sky af tobaksrøg fulgte hende indenfra. Døren smeldte igjen, og stuepigen stod med engang lysvågen foran sengen.

«Lesbet, fort dig ned i kjælderen og tap fransk brændevin i potmålet. Er vandet varmt? – Må brygge en bolle til; det får blive den sidste for inat, det. Er der varmt vand på kjedlen spørger jeg?»

Lesbet biede ikke for at svare. Hun fattede potmålet, mens Lars rakte hende et par tændte tyristikker, slog kjælderlemmen op og forsvandt med de brændende tyristikker i den ene hånd og potmålet i den anden nedigjennem det gabende sorte hul. Jomfruen løftede en svær kobberkjedel op fra peiskanten, følte på den, om den var varm, bøiede sig frem og drog peisvinden ud og hængte kjedlen over ilden.

260Hun blev stående med foden på peiskanten. «Jeg skulde sige dig fra pastoren, Håken, at det ikke haster at spænde for før om en time. Han skal til annekset imorgen, det er søndag.»

«Å ja, det har alt været messefald en gang i julen,» gryntede Lars.

«Sidder du oppe endnu, du og da? Du kunde lige godt lægge dig – Wallace og procuratoren og kaptein Bauck bliver her inat, de.»

Lars ænsede hende ikke, og i det samme kom Lesbet op af kjælderen. Jomfru Nannestad hægtede kjedlen af igjen og bar den bort til bordet. De hørte hende røre klirrende om i bollen, og emmen af varm punsch nåede hen til dem.

«Er det koldt ude, Håken?» spurgte hun.

«Har ikke fjorden lagt sig før, så lægger den sig vel inat,» mente han.

«Du kan have brug for lidt varmt i livet da, kan jeg tro.» Hun øste op i en kop til ham.

«Tak som byr.« Han tog skråen ud og drak, men stansede op og skottede til Lars.

«Drik ud du, værsgod. – Han Lars skal få siden,» opfordrede jomfruen. «Du vil vel have en dråbe, du også Lesbet?»

Stuepigen, som havde slængt sig på sengen, hældte i sig sin portion i en slurk og sovnede. 261Mændene slog sig atter ned ved peisen, medens jomfruen bar bollen ind.

Det var stille en lang stund. Lesbet snorkede, Lars smattede på piben, spyttede af og til i gløderne og gad ikke indlade sig i prat med den anden, som syntes ham bare unggutten. I Håkens sjæl vågnede misundelsen påny: sidde slik og kose sig i et lunt kjøkken, med fyr på piben og en kop punsch i livet, det timedes én nok ikke på præstegården det. Og for sig selv strævede ham med at regne efter, hvormeget staldkaren hos råden kunde tage ind i drikkepenge om året. Med et rundt tal blev det mindst otte daler i sølvmynt, gjorde han op. Det kunde én kalde god tjeneste, det. – Den, som bare havde stedt sig til sligt et stelle, så – det skulde være noget andet end at æde snaut skiftet, trådt flesk og muggen kake hos præsten, som fôr på bygden hos de conditionerede og spillede bort hver skilling han eiede og havde og lod madamen sidde hjemme og gråte, medens barnene løb skoløse og fillede som fattigunger, og tjenerne sturede med sulten vom.

Han blev afbrudt i sine funderinger ved klinger af dombjælder på gården. Hunden bjæffede rasende i kjøkkengangen. Lars stod op og strakte 262sig: «Åkken fa’n kan det være, som er ude og farer så sent da?»

Han rev op gangdøren og lokkede på hunden: «Sky, Tyras! – sky da bikje – vil du tie dit dævels beist! – Hut!» Kulden strømmede som grå damp frem igjennem kjøkkenet.

«Nå godkvæld, er det dig, Hans?»

«Jaha, her er det storfolk, som kommer.» Uformelig og svær i skrubskindspels, nedbrættet lue og storstøvler stampede en mand ind.

«Godkvæld! Her er folk før, ser jeg – som venteligt var.» Han vrængte pelsen af og slængte den på bænken og strævede med at sparke støvlerne af sig: «Du lyt ta i lidt med mig, Lars, for neigu’, om jeg får dem af mig alene – – Jeg skal hilse fra Almsmanden og spørge efter kaptein Bauck,» hærmede han derpå med tør stemme og på stivt bogmål, «om han ikke skulde have lyst til at følge med tilbage hjem, før fluerne vågner. – Haha, skjønner de den, karer? Det var fa’n ikke sommersfluerne, han mente!»

Håken og Lars lo, og Lesbet snudde sig søvndrukken i sengen.

«Du får spørge ham selv,» knæggede Lars. «Ellers tænkte han nok at blive til imorgen, eftersom jomfruen sagde.»

263«Det er bedst, han blir med lel, for husbond var enkom borte hos mig, efterat jeg havde lagt mig, og bad mig kjøre afsted efter ham og tage med mig ydertøi. Han tvilte vel for, at kapteinen havde reist bort sit eget i julen. Igår var det fjortendagersdagen, siden han strøg hjemmefra.»

Nu kom jomfruen til og gik ind igjen for at sige besked. Om lidt lød inde fra stuen støi og stor latter, der efterhånden overdøvedes af en vældig bas: «Skål, Bauck, hjertens ven! Den gode landkræmmer søger sit fortabte får!» og syngende fortsatte den:

«Ubøielig skjæbne ham river
med magt fra vor blødende barm;
han kysset til afsked os giver
og slider sig ud af vor arm.

– – Yndefulde jomfru Hebe Nannestad, hvor kunde Eders skjønne læber nænne at udsige det sorgens budskab? – Skål, hjertens ven! Dette mindebæger tømmes for dig, hvem den grumme Orre frariver os – skål! – Og de femti dalers gevinst velsignes dig sikkerlig med venlig hjerte af præsten. Ikke sandt, høiærværdige pastor?» – Præstens gneldrende stemme skreg op, og latteren steg igjen.

«Nu er Vallarsen sluppen løs,» sagde Hans.

264Stuedøren åbnedes og en liden tyksak i kapteinsuniform og med rundt, glorødt ansigt viste sig. «Hans, min gut, er han dér? Hvorledes leben sie po Alm? – Han muss vente en bischen, siger jai, jai skal schtraks komme.»

«Får vel det da, kaptein, men det er koldt for hesten.»

«Ach, læg ham et decken po! Diret må doch kunne tole eine halve stunde, ferstor han,» indvendte kapteinen og viftede med fingrene.

«Å javist gjør han,» råbte cancelliråden. «Jomfru, bryg en mugge til folkene! – Procurator, det er dig til at give. Kom nu, Bauck, kortene venter.»

Den lille tyksak klappede Hans indsmigrende på skulderen: «Han gør also det, min gut,» og vraltede skyndsomt ind igjen. – Kaptein Baucks hverv som organisator af landstormen var forlængst forbi; det var slut, da krigen med Sverige sluttede. Men han havde indkvarteret sig på Alm, og enten nu de militære autoriteter glemte ham med forsæt eller ikke, han var og blev i bygden, gjorde kur til tante Birgitte og kvitterede regelmæssig for den gage, der sendtes ham i stedse slettere sedler, hvilket dog, takket være landkræmmer Orres liberale omsorg, ikke voldte ham synderlige bekymringer.

265«Å er det dem driver på med?» spurgte Hans.

«Det er schervensel det, dama,» svarede Lars trevent. «Det har været arbeidet deres de tre sidste dagene. De andre spiller og drikker, og Vallarsen ser på og drikker.»

Hans var ude en tur for at stelle hesten. Jomfruen bragte punschemuggen og glas og bad dem værsgod. De hældte i, skålte, smagte på, og med glassene foran sig tog de plads igjen, Hans og Lars på krakken og Håken på stolen som før. De to fik piberne frem, og den sidste trakteredes med en ny skrå.

«Er det noget nyt søndenfor?» begyndte Lars; han skulde ligesom agere vært og holde praten igang.

«Åsethen var som snøggest indom boden midt i ugen; han var på farten til Rørås med nogen læs mel,» svarede Hans langsomt.

«Det var svært, så stut julen bliver for ham iår.»

«Åsethen skulde vist længer end til Rørås, han,» skjød Håken ind og spyttede.

Ingen af de andre svarede ligetil, men Lars spurgte: «Var du ikke på Grundsetmarken ivåres, du Håken?» Jo, han havde det været.

266«Du fik vel en svenskeplakat med dig hemat du og da?»

Håken blev rød og likte sig ikke. «Det var ikke mange, som ikke det fik.»

«Det kan så være,» mente Hans. «Men neimen om jeg vilde drive den trafiken, hvis jeg var Åsethen, og fik de derinde fat i ham, så spørges det nok, om det ikke blev slaveriet med det samme.» Han pegte mod stuen.

«Han er sleip, Åsethen,» sagde Lars idet han lagde mere på varmen. «Han ved at holde sig tilvens med øvrigheden og binde skylapper på den, så den ingenting mærker.»

Håken skottede sig forsigtig om: «Jeg har hørt sagt, det var krudt i melsækkene hans under den sidste krigen.»

Hans smilte overlegent. – «Kanske du tror, det er krudtværk i kjælderen på gården hans,» gren Lars, «eller hvor skulde han få det fra? – Nei gut, det var realt mel, han fragtede op, men sukker og kaffe og brændevin og engelskgarn og adskillige sager, som de hentede over grænsen, han fragtede tilbage, og de, som gjorde varen i penge for ham, det var nok udenbygds folk.»

«Men dævelen danse mig!» svor Hans, «om jeg vilde røre ved de dalerne, han tjener, selv om 267det blev kister fuld, dersom jeg måtte love og gjøre det, han må love og gjøre for den fortjenestens skyld. Fy brændsvarte fa’n! Du ved, hvad det er, du Håken, som fik stukket svenskeplakaten i næven.»

«Det var en fremmedkar, som leverte mig den, og ikke Åsethen; han var knapt på markedet engang. – Forresten kan én nu synes meget rart, når én ser den øvrigheden, vi har.»

«Når en tjener hos præsten, mener du?» Lars så morsk på ham.

«Det er ikke støt, alle pengene hans hjælper Åsethen,» sagde Hans. «Det kommer sig an på, hvad slags folk, han har med at gjøre. Det opsalverte han sidst, han var indom boden, for sedlerne hans strak ikke til, og så var der nogen småtterier, han bad dem skrive sig for. Men da skulde du, anamme mig, have set på gamle Orre, gut! Han gjorde sig blid som en lege og lækker som en jente og bukkede og sagde: ‘Krediten er en kilden sag, Ansten Åseth, jeg foretrækker kontanterne, og desuden er pengene så omskiftelige i værdien.’ – ‘Så pas mente jeg at være betroet,’ sagde Åsethen sint. ‘Men jeg skal betale Dem i sølv, og De stoler vel på mit ord,’ sagde han. Og gamlekallen bukkede og gjorde sig endda 268blidere, men svarede barestens: ‘Deres ord er jeg forvisset om, De holder alle steds, hvor De har forpligtet det, Åseth,’ sagde han. ‘Kun må jeg bede om at erholde mit tilkommende i dansk mynt; jeg sælger nemlig intet for svenske penge.’ Men dermed for Åsethen ud af boden så rød i kammen som en hane.»

De storskraslede alle tre og klinkede med glassene.

«Gamle Orre er, trauen fære mig, en bra krop det!» Hans strakte benene skrævende fra sig og så udfordrende på Håken: «Ikke vilde jeg bytte husbond med dig, Håken.»

Håken bøiede af til noget andet. «Har de greie på, om det er sandt, der har åbenbaret sig et stort luftsyn på Hadeland? Madamen havde læst det i bladet. – De skal have seet hele hæren til de franske med faner og rytteri og kanoner, og somme syntes næsten, dem kunde skjelne selve keiseren.»

Lars fandt det meget troligt; der begav sig så meget rart for tiden, at ingen skulde falde i forbauselse over, om der skeede syner og allehånde varsler, for noget varslede sligt altid om – kanske ny krig med svensken igjen. «Det var nå dem, som skjønte, hvad det skulde blive til 269forrige gangen også. Jeg har snakket med én, som alt på forsommeren vidste, at krig skulde det blive det året, engelskmanden tog Kjøbenhavn om høsten.»

Hans spurgte, hvem det var. – «Det var morbror min, det, og aldrig var der en løgn i hans mund. – Han havde været oppe på fjeldet med et par øikjer, og fordi de havde det travelt på gården, skulde han drage hjem igjen samme kvælden. Bedst som han gik over fjeldet – det ruskregnede endda lidt om natten – var det messom, at det rørte på sig bortover hele vidden; det puslede og raslede, som om det skulde blive levendes i hver eneste buske. Han stansede og tænkte på, hvad det kunde være for noget, men da blev han var, at der kom mod ham en diger hær af ørsmå folk i grå klæder med sølvknapper på.»

«Åssen våben brugte de da?» sagde Håken.

«Bøsser havde de ikke, men buer og piler og somme sabler i hænderne. – Han tyktes, det var tryggest at gå af veien for dem og gjemte sig bagom en stor sten, og der stod han uden at le på sig, til hele troppen var forbi ham. De ænste ham ikke, men marscherede afsted det forteste, de kunde, under Kotokampen øster mod Nysætervangen.

270Da de var forsvundet, så han bare hørte dønnet af dem bortover fjeldet, gik han videre og undredes på, hvad for væsener det var, og hvad de havde isinde. Om en stund traf han på en liden mand i mundering så gild, at det skinnede af ham, og med fjærer i hatten. Det var generalen, kunde han forstå. – Han gjorde holdt og vilde vide, om han morbror ikke havde mødt hæren hans på fjeldet. Jo, han havde mødt en hær. – ‘Du var vel red krigsmagten min?’ sagde mandslingen. ‘Og lod den dig slippe forbi sig da?’ – ‘De mælte ikke et kløve ord,’ svarede han morbror, og han tarvte vist ikke være ræd sligt småt folk. – ‘Ja var du ikke ræd dem, skal du blive ræd mig,’ sagde mandslingen, og dermed svang han kården sin og voksede i veiret, til han blev høiere end den sværeste granen. Men da lagde han morbror på sprang, det vesle han orkede, fremover vidden, og da han ikke orkede mer, vågede han sig til at se tilbage over akslen for at få rede på om utysket var efter ham. Men der var ingenting at øine.

Morbror min kom tilgårds morgenen efter og blev liggende kvar det meste af den ugen derfor, at han havde sprængt sig, og han fortalte det, som var hændt, og det var mange, som tog varsel 271af, at de underjordiske var gået i krig, og at det var østover mod Sverige, de var marscheret.»

Medens Lars fortalte, døsede de andre hen, og da han sluttede, tiede de begge stille. Hans jæspede og blundede lidt af og til; Håken hang bagover på stolen og drog pusten langsomt og pibende gjennem næsen. Ilden var nær ved at gå ud; ildmørjen lyste mat, og det var omtrent mørkt i kjøkkenet.

Sagte og stilfærdig gik gangdøren op. Der kom en mand ind. Hunden, som ikke havde givet lyd fra sig, vilde snusende følge efter; men han puffede den lempelig tilbage med foden og begyndte at koste sneen af benene med våtterne sine.

Henne ved peisen kjendte de den kolde gufs i ryggen og kviknede til og så sig søvnige om.

«Er der nogen?» spurgte Lars og hev et par tyristikker på gløderne.

Den fremmede hilste godkvæld og trådte nærmere. Det kvak i dem; finnen var ude og gik ved nattetider. Det var en middelshøi mand i gulgrå klæder af semsket skind med blanke tindknapper. Han havde en lang frak, der nåede nedover læggene, knæbukser med spettede snorer og dusker, som dinglede langs de brune, slidte kalveskinds røisere. På hovedet bar han en lav 272lue af blåt vadmel, vid oventil og kantet med høirøde bånd. Han tog den ikke af sig. Ansigtet var fyldigt og skjægløst, huden brunlig og glinsende. Sorte hårtjavser hang ned i panden og skjulte ørene. De skinnende, små øine blinkede årvågent.

«Godkvæld I, som er i stuen,» hilsede han igjen med syngende mål. «Bruger I ikke her på gården at bede veifarende folk om vinteren sætte sig til peisen og varme sig?» Han brød på ordene og talte dårlig norsk.

Lars mumlede noget, der skulde betyde en hilsen, og at finnen var ude i fælt veir, og flyttede på sig for at gjøre plads. Men Lesbet, som var vågnet og labbede om på hosesokker, trak en stol frem og bad ham sidde.

«Tak, som byr. – Det er blyge karer; ung, pen jente alene i sengen og tre gutter i stuen!» Han skjøv stolen unda og satte sig på vedstabelen tæt ved Lars. «Der skal stærk varme til at tø op frossen krop,» sagde han og kastede nogle trær på peisen. «Men godt drikke driver også kulden ud,» og dermed greb han punschemuggen og tømte den tilbunds. «Her bor bra folk her efter ponsen at dømme, men bedre er de vel ikke, end at de låner fattigmand hus i nat?»

273«Det er skrivergården du er på, og cancelliråd Weydahl, som bor her,» svarede Lars. «Han pleier være striks mod dine lige, men han lugter kanske ikke, at du er her, såfremt du bare drager dig afsted tidsnok imorgen. Ellers får du tale med jomfruen.»

«Det er så, det: skriver og lensmand skjæms ikke for at hjælpes ad med levebrødet. En har arresten, og en har domsbogen.»

Søvnigheden var som blæst af dem. De var trykkede af den fremmede og sky for ham, skjønt ikke en af dem vovede at te ham en uvillig mine. Slig en fark kunde hævne sig med underfundighed og djævelskab, enten han var fjern eller nær, og det var ikke greit for en enfoldig stakkar at indlade sig med den, som kunde føre ulykke både på krøtter og folk.

Harm for punschen, som var altfor god til så svart et slug, bed Lars af en durabel skrå og tuklede med stumpen. Men ikke før så finnen tobakken, før han med rappe, magre fingre snappede den af næven på Lars, forsynte sig og beholdt resten. Lars svor stygt indvortes; det var sidste stumpen, han eiede og havde, og glode studs til siden, men da han mødte tyvens fule og trassige blik, tiede han. Finnen smiskede sagtmodig: 274«Tvi vorde den, som meget har og ikke af et godt hjerte giver armingen af sin overflødighed.»

Det gik i stuedøren. Finnen lænede sig tilbage i skyggen af peismuren. Jomfru Nannestad bad Håken spænde for. Hun havde sovet lidt og var bleg og fortumlet.

Hun bråstansede og studsede ved synet af den fremmede: «Hvem er det?»

Finnen reiste sig ydmygt og sagde klagende: «En fattig færdesmand, som beder om nattely, mit nådige herskab!»

Hun stod tvilsom: «Gud nåde dig, dersom råden ser dig. Han er hård mod dem i dine klæder. Der er en ledig seng i folkestuen, du kan ligge dér alligevel. Du kan gå did ned straks, og fort dig afsted imorgen tidlig.»

«Får jeg ikke lov til at varme mig lidt her først?»

Hun så ængstelig mod stuen: «Nei, skynd dig did ned. Råden bliver gælen, hvis han træffer dig. – Følg ham du, Lars. Jeg må ind og have på dem pelsene. Pak dig nu, hører du!»

Han nærmede sig hende bedende og gren blidt: «Mit nådige herskab byder da ikke den fattige færdesmand pakke sig og giver ham ikke lov til at varme sig lidt først?»

275«Han burde alt blevet varm af ponsen vor, som han har drukket op,» brummede Lars, der blev modig ved jomfruens optræden. Hun stod som på nåler; hun vidste, hvor hadsk råden var på alle omstreifere, og nu var han fuld desuden, og det kunde hænde sig, han stak hodet ud i kjøkkenet hvert øieblik. «Du gjør, som jeg siger, og det straks. – Rap dig! – nå?»

Finnen jeipte modbydelig og vilde kysse hende på hånden: «Inte så storagtig, inte så storagtig, kjæreste jomfruen min!»

Hun veg tilbage og trampede i gulvet. «Pak dig, styggen! Pak dig på flygendes timen, ellers bliver du arresteret! Du er hos øvrigheden her, og den sparer dig ikke, såfremt den får nys om dig. Den skjelner mellem skikkelige færdesmænd og omstreifere og finnetatere som dig.»

Hans onde, gnistrende øine målte hende fra top til tå, hans blik sugede sig ind i hende, tilslut så hun ikke andet end de øinene. Hun blev hvid som et lagen og holdt hænderne for ansigtet.

«Hæhæ, jomfru foruden jomfrudom, du jager mig ud i kolde vinternatten, du! – Men bi du, bi du! Før året er omme, skal du have det koldere! Skikkelig færdesmand! – Skikkelig selv du ungdigre jomfrutæve! – –» Hun seg ende ned 276og ynkede sig; han rakte armene mod hende og mumlede fræsende over hende.

Hans og Lars vilde fare på ham, men finnen smøg sig væk og gled ud af kjøkkenet. Hunden gjøde kvast efter ham; så satte den i et langt, ynkeligt ul.

Lesbet stelte med jomfru Nannestad, der snart kom til sig selv igjen og var svært ræd for, at de skulde have hørt opstyret inde i stuen. Men finnen havde ikke talt meget høit, og da hun lyttede efter, klang stemmerne derinde fra som før. Procuratoren trallede på en vise, og præsten skjændte snøvlende over kortene.

«De må spænde for til præsten,» sagde hun til karene, som stod fortabt rundt hende og havde glemt hele finnen i forskrækkelsen over, at jomfruen dånte, og dermed gik hun. Lesbet mærkede, at hun svælgede tårerne.

Da kapteinen og præsten om en stund kjørte, så Lars i måneskinnet noget sort ligge i snehaugen. Det var hunden, og den var stendød, dræbt med et knivstik i nakken.

Og på hjemveien hændte der Håken noget underligt. Han kjørte vinterveien over Hersetøgården. Præsten sov, og hesten travede jevnt. Med engang sprat der en mand frem fra en 277granbuske og op på meierne og hængte sig fast tæt indtil Håken. «Hei hu – nå skal finnen og fanden fare med præsteskyds!» skreg det i ørene på ham, og medens skydsgutten skalv, og præsten sov fuld mands søvn, og dombjelderne klingrede, og slæden fløi henover veien, så rammen gol i hesten, og sneen spruttede fra hovene, hang finnen på, til de kom ved kirken. Da hviskede han til Håken, at han skulde læse messe dér inat, og borte blev han.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.