Den 14de Marts 1865
Kjere Johan!
Da jeg skrev hint Brevhint Brev] brevet til Johan Christian Collett 20. februar 1865 hvori jeg afstaar Dem Udgivelsen af CollettsColletts] Peter Jonas Collett (1813–51), Colletts ektemann, professor Efterladenskaber, havde jeg endnu ikke læst de Artikler i «Den Const.»«Den Const.»] avisen Den Constitutionelle (1836–48) hvorom Spørgsmaalet dreiede sig. Der foresvævede mig kun dunkelt noget med Henrik,Henrik] Henrik Wergeland (1808–45), forfatter, Colletts bror men derimod erindrede jeg tydelig Angrebene paa MunchMunch] Andreas Munch (1811–84), forfatter og Flere.
Nu har jeg læst dem.
At De Johan, kunde tænke Dem Muligheden af at jeg vilde befatte mig med at gjenoptrykke hine Opsatser, tænkt Dem Muligheden af at jeg skulde optage dem i et Mindeskrift, der dog fornemmelig skulde give Indtrykket af den Mindedes mere luttrede, gjennem Kampen tilvundne Standpunkt – (netop til hine Artikler savne vi en saadan forsonet Afslutning) – at det endog er bleven mig foreholdt som en Forsømmelse, at det ikke før er skeet – dette hører til de Ubegribeligheder som det ikke nytter at gruble over, man kunde ellers let komme til den Slutning, at den der kunde vente 2og fordre dette, maatte enten selv være uden Følelse, eller tro at jeg var ganske berøvet den. Men jeg Men jeg vil ikke tro noget af dette, jeg vil antage det Simpleste og Rimeligste, at De dengang endnu ikke havde gjenlæst hine Artikler, ikke huskede dem rigtig.
Men nu har De læst dem og det synes ikke i mindste Maade at have forandret Deres Anskuelse, ja det synes endog at udgaa af Alt, at De anser hine Opsatser som noget af det Vigtigste, og alt andet kun som «godt at tage med». De skulle altsaa trykkes. Jeg kan ikke forhindre det, men jeg nødes dog af Hensyn til mig selv, til Børnene, og til dem der hvile i Graven og forhaabentlig ikke have taget Uforsonligheden med i den, til at knytte nogle ubetingede Forbehold dertil.
1) Jeg kan ikke mere slutte mig til Deres Foretagende, men jeg maa drager en Grændse ved Enden af nævnte Aar 1838 der afslutter den Periode, hvori hine Ungdomsarbeider ere skrevne, Arbeider der alle bære Partihadets lidenskabeligste Mærker. og reservere‹r› mig som mit, hvad der skriver sig fra Begyndelsen af 39, Epochen for C-s og min Forbindelse, overhoved hvad der fra dettedette] ‘tt’ rettet fra ‘nn’ ved overskriving Tidspunkt beroer i Manuscript hos mig, hvortil ogsaa maa henregnes, de i diverse Aarbøger senere aftrykte Skizzer fra Italien, uddragne af Breve. Hvorvel 3for Øieblikket skræmt derfra, maa jeg atter optage Tanken om engang at bringe noget ud deraf som kunde kaldes et Mindeskrift. Men at knytte noget af Sidstnævnte til det polemisk politiske Manifest De kommer til at udgive, maa jeg bestemt modsætte mig. Det vilde dog tage sig alt for parodisk ud, at see disse af en kjerlig Aand dicterede Bidrag, hvis Kilde Enhver vil kunne henpege til, ved Siden af en Række af de uskaansomste og mest knusende Artikler der nogensinde ere skrevne mod Broderen.Broderen] dvs. Henrik Wergeland
2) Maa jeg ansøge Dem om at sætte Deres Navn paa det Skrift De vil udgive. Det vilde smerte mig meget hvis jeg skulde see mig tvungen til offentlig at fralægge mig al Deltagelse deri.
Endelig er der en Artikkel betitlet «I Kunstforeningen»«I Kunstforeningen»] Det er trolig en artikkel som sto i Den Constitionelle 2. mai 1838 hun refererer til (Steinfeld 2012, 337). Tittelen var dog en annen: «Om Henrik Wergeland og Campbellerne. 1». som jeg haaber Johan, De vil paa min Bøn, gjøre en Undtagelse med og udelukke. For Anstændigheds Skyld bør det skee. At den hele Samtale der, er fingeret, kan naturligvis ikke Publikum vide. Det er visselig en mer end besynderlig Hyldest af mit upartiske Forhold i hin Strid, der bringes mig i hin Digtning, og jeg kan forsikre Dem Johan, at jeg i den Anledning allerede engang grundig har tømt Kalken. Det maa ikke forundre Dem at jeg gruer for det engang til. Dengang vakte hin Opsats Forundring og Uvillie, nu vilde den vække Forargelse.
4Himmelske Gud! det skal atter manes op af Graven igjen! Og hvorledes og i hvilken Forbindelse De skulle atter manes op disse Vidner om en Strid hvori min hele Ungdom blev sønderflænget. Thi længe, længe inden Collett blev traadte op paa Scenen havde jeg været dens elendige, mishandlede Offer. Med ham begyndte kun et nyt Afsnit. Ethvert Hug har allerede engang rammet mig, tveægget, Til ethvert af disse Indlæg i den knytter sig Erindringe‹n› om ulidelige Smerter og Krænkelser. Thi det har De Johan maaske ikke tænkt paa – eller har De forvexlet det med Følesløshed?Følesløshed] feil for ‘Følelsesløshed’ at den Holdning jeg iagtog i den maaske kunde kaldes uden Exempel, ligesom mit hele Liv dengang og senere kun gik ud paa at mægle og forsone. Ak lidet nyttede det, men Egnes Uvillie og Mistro paadrog jeg mig og troløst og grusomt blev jeg behandlet af dem jeg offrede mig for. – ak hvad siger jeg! af ham ikke, han har aldrig ladt mig bøde for at jeg hørte til Slægten – Gud velsigne ham! Et Liv fuldt af Kjerlighed har lønnet mig siden. Den eneste Plet af Fred jeg eier ligger i Tanken om hine Aar. Det var disse jeg vilde feire i mit Mindeskrift.
Camilla Collett.
Ganske i samme Aand som Indlagte fra Monrad,Monrad] Marcus Jacob Monrad (1816–97), filosof og kritiker. Det «Indlagte» ikke kjent har en Anden Mand jeg raadspurte, yttret sig.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Denne utgivelsen består av 40 Collett-brev fra perioden senhøsten 1864 til utgangen av 1868. Det var en periode preget av stadige forflytninger, økonomisk knapphet og gjentatte konfrontasjoner med datidens patriarkalske autoriteter. Disse årene markerer et avgjørende skifte både i hennes liv og i forfatterskapet.
I brevene møter vi en Collett uten fast hjem og på stadig flyttefot. Men det er ikke bare de mange avreisene og ankomstene som strukturerer brevene. Det gjør også Colletts gjentatte henvendelser til menn som besitter sosial og kulturell autoritet. Med unntak av brevene til sønnene og venninnene, er brevene i denne utgivelsen gjennomgående skrevet som appeller til representanter for datidens patriarkat.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
