23.–27. januar 1866. Brev til Marie Colban

Brevs. 5

Opplysninger om brevet:
Skrevet i Stockholm.
Brevet er et konsept og er uten innledende tiltale. Det fremgår av begynnelsen av brevteksten, at det er til Marie Colban, for Collett tiltaler henne med hennes andre fornavn Adolphine.
Konseptet er avsluttet på langs i margen først på s. 1, deretter på s. 4 og til slutt s. 3. Tekstrekkefølgen er angitt med tegn. Nederst på fjerde side står et tegn som ikke korresponderer med noe av det som er føyd til i margen, så tekst kan ha gått tapt. Stedet er markert med en note.

Stokholm den 23^de Januar, 1866

Paa denne melankolske Dag, som i Tristhed kun kan sættes ved Siden af en anden Dag i Aaret, indtil den afløses af en tredie, som de Efterlevende faar festligholde, paa denne Dag i dens sidste Time, thi Kl er 11, vil jeg skrive Dig til Adolphine. Intet venligt Blik har seet paa, mig‹…› intet venligt Ønske mødt mig, ingen har nævnt Dagen, ingen har vidst den. EmilEmil] sønnen Emil Collett (1848–1904) har ikke husket den, og jeg har ikke sagt ham at det var hans Moders Fødselsdag. Er der noget grusomt i at jeg ikke har sagt ham det, saa kommer det af at man bliver grusom mot sig selv og Andre naar man har det for ondt – paa en vis Maade ondt, thi i store Smerter og Sorger bliver man ikke haard. Hjertet har alle sine Porte aabne. Men at sidde i et Værelse til Gaarden ^{par terre}par terre] nederste etasje med den evige graakolde Himmel ovenfor, gjennem alle Dagens Timer, ligesom jeg nu har siddet i snart 4 Maaneder og i disse 4 Maaneder omtrent ^{at have} tilbragt 5 Aftener ude mellem Mennesker, det regnes ikke til de store Sorger, ja selv en Veltalenhed, mindre sophistisk mindre indtrængende end Din naar det gjælder Savn og Forsagelse, vilde ^neppe erklære det for noget Ondt. Virkningen har ^imidlertid været, at jeg disse faa Gange jeg har været ude, har sporet en Uro, en Længsel efter at komme hjem i Buret igjen. Jeg er overbevist om at man kan vænne sig til alt, endog til et Fængsel. Engang har jeg været i Theatret, paa en foræret Billet. (paa(paa] begynnende parentes rettet fra punktum ved overskriving Operaen Wilhelm Tell). Sceneri, Sangere, Musikken selv hørte til 1ste Rang, Pladsen fortrinlig, men det stemte mig trist, 2jeg tror Evnen til at glædes er borte. Siden vi saaes Adolphine, er der gaaet mørke Skygger over mit Liv. Disse Skygger der altid samle sig over Slutten af visse Tilværelser. Der har aldrig været nogen Lykke ved min FadersFaders] Nicolai Wergeland (1780–1848), prost og forfatter Slægt. Vi vare Alle bestemte til at lide, lide mere end Andre, fordi vi attraaede noget ^andet og mere end de. Der er Titanblod i os, lidt af Prometheus, lidt af Sisyphus, lidt af Ikaros, lidt af alle de Dødelige der vilde storme Himlene, og som maatte lide Straffen derfor. Saa skal jeg ende ligesom min hele Slægt i A‹rmo›d, i Bitterhed og Modløshed. Dette Afsnit i ‹Reisen› ^{fra jeg kom hjem fra Paris} er Indgangen dertil. Jeg der saa brændende elsker Skjønheden og Harmon‹ien›, der fordrer den i Omgivelser saa som man kræver Luft og Lys, jeg har i 4 Maaneder levet og aandet i blot og bar Hæslighed. Der er ingen Udsigt til noget Bedre. Det er kun de bemidlede og Rige der kunne betale et Bedre; jeg kan, jeg tør ikke slippe Emil her ^{i Stokh. alene}, og der er Udsigt til at han maa blive her flere Aar. ^{Det Tillæg af 20 Spd der ved sidste Bevilgning er tilstaaet mig, ville i disse Aar saalænge han skal frem, kun spores som en ringe Lettelse, et andet er om jeg oplever en fuldkommen sorgløs Tid. Dyrt og slet er Alt.} Trist er Huset, trist er Gaden, triste Værelserne ^triste af indespærret, daarlig Luft, ved den skrabede Tarvelighed, ved visne, kolde Farver, og Savnet af Alt hvad vi ere vandte til at anse som den nødvendige Komfort. Inde i Stuen holdes Skole om Formiddagen, i samme Stuen skal der spises – Mad som jeg som oftest ikke kan nyde. Det er mig selv en Gaade hvad jeg lever af, jeg føler aldrig Sult. Det er dette ^et Husstel ‹der› (her er ganske almindeligt), og som jeg forgjeves søger noget analogt til hjemme i Byen. Det skulde være til at man maatte søge tilbage til et forlængst tilbagelagt Stadium paa Landet. Men i dette B‹…› lever og trives lykkelige, gode, venlige Mennesker 3uden at savne Noget. Værtinden, en temmelig ung, fin, pen liden Kone, dannet af Væsen, musikalsk i ikke ringe Grad, lever af at holde Pensionai‹rs› 4 a 5 unge Mennesker paa Emils Alder, der høre alle høre til den Stand vi omt. kunde siges at regne os, (et Par Baroner have endog i længere Tid boet her), dertil 2 Smaapiger med Guvernanten, en løierlig gammel Mamsel, ^over alle disse hviler en sand paradisisk Tilfredshed, og ^de bevæge sig mellem hverandre med en Artighed, en Venlighed som var utænkelig at finde hjemme. Ikke en Mislyd mellem disse mange har været ^at spore.spore] ‘e’ rettet fra ‘t’ ved overskriving Mod mig ere de saa rørende venlige, Pigerne og Alle at det kan ikke udsiges. Dette, i Forening med at Emil trives som en Fisk i sit Element, han har Kammerater, en urokkelig Appetit, der holder Stand endog mod – Kaalsuppe med Sukker i, og Ølost drukket af Ølglas, gjør at jeg holder ud i det længste. Jeg gaar der saa stille og snild jeg ogsaa og ingen aner hvor frygtelig jeg lider – Mon ikke Vorherre vil regne dette for Noget?

Den 27^de. Dit BrevDit Brev] Vi kjenner ikke til dette brevet. kom ikke til den 23^de, jeg fik det først Dagen efter. Tak Du Trofaste for det! Du har havt Onkel CarlOnkel Carl] Carl Emil Collett (1821–98), byråsjef, Peter Jonas Colletts bror og OscarOscar] sønnen Oscar Collett (1845–1911) hos Dig, AlfAlf] sønnen Alf Collett (1844–1919). Det finnes adskillige brev fra Alf til moren, men vi kjenner ikke til dette. Det eldste bevarte er fra 1870. skriver at «3 Gutter tænke paa Dig hele Dagen» o saa er jeg jo rig enda. havde jeg blot vidst det den Dag.

Der er meget at svare paa Dit Brev, meget om os begge. «For Dig gror blot Livets Urt hjemme» siger Du. Ak ‹…› ^nei! Den Beskrivelse ^Skildring Du gjør over af DitDit] ‘t’ rettet fra ‘n’ ved overskriving nuværende Hjemliv, der med nogle smaa Modifikationer ogsaa ^{k‹…› kan} appliceres paa mit, modsiger denne Paastand,Paastand,] komma rettet fra punktum ved overskriving selv om ikke min ^egen Erfaring fra sidste Aar, var tilstrækkelig. Denne Bolig, denne Omgivelse, denne Ensomhed, denne Tomhed paa 4Venner, Interesser, Imødekommen og denne^en Anerkjendelse, man Du kunde vente at høre lydt udtalt, at tænke sig bestandig knyttet til en saadan! ‹Tilværelse›! ^Existenz! bragte mig til ‹…› ‹at gyse› Den Tilfredshed eller rettere philosophiske Resignation hvor‹i›edhvor‹i›ed] ‘‹i›’ rettet fra ‘m’ eller ‘v’ ved overskriving Du trods Skildringen hyller Dig, kan ikke skuffe mig. TilfredsheDenTilfredsheDen] ‘D’ rettet fra ‘d’ ved overskriving beroer paa et Selvbedrag. paa den visse Udsigt^en at denne Tilstand ender ^{staar i Baggrunden}, og at Du da kan ileile] ‘e’ rettet fra ‘‹l›’ ved overskriving hen og hvile Dig paa bløde Arme der staa aabne for at opfange Dig. De Offere der maa bringes en saadan fremmet Gjestfrihed forstaar jeg godt, men ^tænk at man lever! lever i den høieste Betydning, det vil sige i Harmoni med sit Væsen, indsugende af alle Porer, Liv, Aand Skjønhed, kort den fineste Næring for baade Sjel og Legeme! er Din GrevindeDin Grevinde] Grevinne Hamilton som Colban bodde hos. trættende, saa er jo Fru ChateauneufFru Chateauneuf] Andrea Kristine Ingeborg Caspara (1819–72), født Møller, gift med Alexis de Chateauneuf det meget mindre og let, som Du siger, at leve med. Der er kun en Tilværelse virkelig dræbende og det er den uskjønne, den hvori jeg lever, ikke baaret af aandige Interesser. Nei bedrag Dig ikke Bedste! Tænk Dig en fortsat Tilværelse i Chr. som den Du skildrer «Arbeide», vil Du indvende! ‹…› Arbeide? og det anstrenger ikke? fra Morgen til Aften underholde en Skok med baade til Tanke og Tale forstokkede Elever – maatte laase sine bedste Evner og – sin Fløielsrobe ned som ubrugbare. – min Fløielsrobe, (ikke mig foræret, men ‹su›rt erhvervet), stjal man mig til en Forandring, netop som jeg kom hjem i Fjor og gjorde ^min Indtrædelse i den hjemlige Huslighed med en utro Pige.

Og skulde jeg belyse Sagen med min egen Erfaring. hvad vilde der saa komme ud! Skal jeg i faa Ord skildre Dig dette sidste Ophold hjemme? Adolphine! jeg kom hjem til 1000 Bitterheder. Efter et skrækkeligt Veir naaede ^vi midt om Natten i Bælgmørke Chr. modtaget kun af Alf, der Dagen efter lagde sig syg. Syg og forkommet som jeg selv var, maatte ligge uden Sengklæder, uden Mad og Pleie paa en Sopha i de Dage ^{oppe hos Alf, der dog Gud ske Lov, snart kom sig.} Jeg kan huske ‹…›Her begynner tilføyelsene i margen. Det er ikke samsvar mellom de første innføyingstegnene, så det kan være tekst som er gått tapt. ikke at det synger og klinger inde i Dig naar han er inde hos Dig. At have ^en rask, brav og tillige kjerlig Søn er næsten formeget for en dødelig Moder. Mere ængstelig klinger det Navn Svigerdatter. Svigerdatter! jeg spørger mig skal jeg opleve noget saadant! – Af hvad jeg har skrevet overlader jeg til Din egen Følelse og Takt at meddele; at der er Ting der ikke maa røres føler Du nok. «Min Sorg min Skuffelse» maa Du sænke ned i Dybet af Din Sjel. Klogest er det ogsaa at tie med Opfordringen fra hans K. Høihed, indtil jeg engang maaske har været der. Elna!Elna] Eilertine Eleonore (Elna) Lund (1834 – 19. januar 1866), født Collet Du gode Gud! – hvordan det har rystet mig vil Du erfare indlagteerfare indlagte] her har hun uteglemt ordet ‘af’ Brev til den ulykkelige Moder!den ulykkelige Moder] Emilie Henriette Christence Collet (1805–68), født Rørbye, enke etter Bernt Anker Collet (1803–57). Se Collets brev til henne 26. januar 1866 som jeg vil bede Dig fæste Oblat paa og besørge hende tilsendt. Hun er dog vel endnu ikke reist den Arme! og dermed Lev 1000 Gange vel.

Camilla.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.