Christiania den 6^te Juli 1865.

Kjere Sibbern!

Det var ligesom en Himlens Tilskikkelse da jeg hørte at De var kommen til Landet netop i de Dage da et Spørgsmaal angaaende EmilEmil] sønnen Emil Collett (1848–1904) levende foruroligede mig, og som det forekom mig kun gjennem Dem kunde naa sin endelige Afgjørelse. Nu erfarer jeg, at De allerede er afreist til Udlandet, saa faaer jeg da fatte mig skriftlig – – en mundtlig Samtale havde været saa høist ønskværdig! jeg var med Fornøielse, ledsaget af Emil, kommet ned til Dem i Hotellet.

De veed bedst, kjere Sibbern, at KongenKongen] Karl IV (1826–72), svensk-norsk konge 1859–72 egentlig var den der gav Stødet 2til at Emil bestemtes for den militaire Stand. Troer De at det vilde vække hans Mishag om man løste sig fra et Slags dengang givet Løfte, og er det aarlige Bidrag han godhedsfuld tilstaaer mig uadskillelig knyttet til denne Betingelse, saa at vi kunde befrygte, at han unddrog os det, og hans VelvillieVelvillie] ‘v’ rettet fra ‘b’ ved overskriving ovenikjøbet?

Da vi for fire Aar siden saa raskt tog hin tog h Bestemmelse, skeede det vistnok med det Maal for Øie hvortil Emils Evner og Lyst bestemt pege hen: han skulde blive Ingenieur. Men der har været et Slags optisk Bedrag derved. Denne langvarige, møisommelige, langt bekosteligere Vei vilde dog ikke føre ham til det han egentligst føler Kald til, og dette er, eller vil jeg i Mangel af et maaskee helt technisk Udtryk derfor, kalde Maskiner Construction, maaske Opfindelser. Emils hele saa stærkt udprægede Individualitet maa ogsaa tages Hensyn til. Hans uafhængige og al Tvang hadende Karakter stemmer i Grunden slet ikke med det militaire Væsen. Den strenge Dressur, de tomme Former og isærdeleshed – de lange Udsigter vilde, frygter jeg, matte og nedslaa ham – – og Spørgsmaalet paatrænger sig sent, men en med desto større, uafviseligere Magt: skal Emil endelig blive Officeer?

Mig vilde det jo været en stor Lettelse 3havde vi strax fundet den anden Udvei tilraadelig, og besluttet os til at lade ham gaa den bene praktiske Vei. Men jeg torde ikke ville det. I dette sidste Aar har jeg ikke levet for anden Tanke end Emil læse, læse! altid med det truende Gespenst i Baggrunden: Krigsskoleexamen. Det er først nu i det sidste Øieblik at der gjennem en ubeskrivelig Kamp og Modløshed fra min Side, næst Emils bestemt og indtrængende udtalte Ønske ^om at maatte opgive Tanken paa Akademiet og blive Civilingenieur, at Tingen er kommet til Overveielse. Alle raade dertil, hvem jeg har spurgt – hans Lærere – (fra NissenNissen] Hartvig Nissen (1815–74), filolog og skolemann har jeg en skriftlig Erklæring derom) – Pihl,Pihl] Carl Pihl (1825–97), jernbanedirektør, eller hans bror Oluf Pihl (1822–95), gassverksdirektør Jacob HomannJacob Homann] Jacob Homann (1816–68), advokat – etc. alle der have en praktisk Erfaring at lægge i Vægtskaalen. Chancerne stille sig saa: I bedste Fald kunde Emil til næste Aar ^blive Kadet. Der er 17 Pladse og 80 Aspiranter og E. er en af de Yngste der kun i 44] rettet fra ‘2’ ved overskriving Aar har frequenteret Realklasserne. Om 4 Aar ^tidligst kan han altsaa blive Officer, saa staa som Lieutnant i 2 Aar saa 3 Aar paa Høiskolen og maaske om 10 Aar blive ansat i Noget der passer for ham. Gik han den civile Vei, kunde han allerede inden 2 Aar fortjene noget selv, og inden 3 Aar være selvstændig

Jeg har udhævet de Grunde der angaa Emil personligt. directe. Mine vil jeg kun berøre forsaavidt som de uimodsigeligt ogsaa vedkomme ham. Selv til at lade ham gaa den mindst bekostelige Vei (den civile) ere Midlerne smaa, og gjør det nødvendigt at vi holde sammen, han og jeg, saalænge som muligt. Seet hen dertil, bliver det af en vis Vigtighed at jeg lever, at min Helbred, mit Livsmod holdes ^oppe saa længe som muligt. 4Det er netop disse der i det forløbne Aar ere tagne ^føleligt af. Siden jeg kom hjem i Fjor ved denne Tid, har jeg ikke, synes mig, havt en rigtig frisk eller glad Time. Jeg taaler ikke Luften her i Christiania, jeg taaler ikke Levemaaden (Levnetsmidlerne). Jeg taaler heller ikke Livet, Menneskene de ere mig for haardhændte, for stærke. Hvem kan i Længden holde ud i et saa uopdragent, løsmundet, sladdersygt, al Hjertensgodhed og Overbærelse fornægtende Selskab som dette? Jeg veed ikke hvad den Ene ikke tør sige den Anden. Vi see Enhver der rager lidt frem og som vil noget andet end ^træde den daglige Møllegang gaa under i denne forfærdelige Gnidning mod hverandre. Stærke Mænd blive med Et til skjælvende Oldinge, og takke af under Navn ^{paa Grund} af «Nervøsitet,» i en Alder da andre Nationers Mænd netop udfolde Høiden af deres Kraft. Kvinder knækkes og forsvinde pludselig fra Skuepladsen i en evig Sygelighed. Her maa man bære baade Trykket ovenfra og tynget neden fra. afhængig som man er af den ubeskrivelig uduelige og uforskammede Race der representerrepresenter] feil for ‘representerer’ vor tjenende Stand, Hvor skulde en Stakkel som jeg holde mig opreist, der jeg staar alene, uden Beskyttelse mod noget hverken oven eller nedenfra! Man maa være som Flint derfor. En Dame sagde forleden, at det kommer ganske ud paa et om man her i ChristianaChristiana] feil for ‘Christiania’ er noget Fortrinligt eller et – «Bagbæst»Bagbæst] beist naar man kuns er ^{saa ulykkelig at være} mærket blandt Massen ^{‹…› man nyder ens Behandling,}man nyder ens Behandling] tilføyelsen overskriver tankestrek jeg gik hjem ‹og› grundende 5paa hvad jeg dog ^{under hvilken Kategori jeg} i Grunden hørte, der jeg undertiden har en Følelse som en Forbryder der skal paagribes, naar jeg gaar i disse Gader. Hvor kan der være Tale om Arbeide «i Aandens Tjeneste» naar man er saa jammerfuld kuet! Sibbern! der har været Timer i Vinter saa fortvivlede‹…›!fortvivlede‹…›!] utropstegn rettet fra komma at jeg har skreget til Gud om at vise mig en Udvei, Her er saa koldt, saa haardt og jeg trænger saa til Mildhed, til Kjerlighed. Mine Børn, mine Gutter seer jeg forlidt, jeg mærker de ere flyggede ud af Reden. De have andre – Hjem – smertelig maa det siges – der lokke mere end den fattige, ensomme Moders. Jeg maa tie, taale det og – takke til. Det er underligt at under vor Korrespondence i Udlandet forekom det mig at jeg var dem inderligere nær, end her, hvor der er saa mange der have Krav paa dem. Det er brave, flittige Gutter, man roser dem meget for mig, de ^bedes ‹ere› meget ude. OscarOscar] sønnen Oscar Collett (1845–1911) lever meget ^tillige med vor gode, hæderlige Svoger Carl,Carl] Carl Emil Collett (1821–98), byråsjef, Peter Jonas Colletts bror i en Engelsk Kreds. Oscar, AlfAlf] sønnen Alf Collett (1844–1919) og Sidstnævnte, tilligemed en ung Engelskmand gaae i Morgen paa en Fodtour op i Landet. Næsten alle mine Bekjendte ere dragne fra Byen, og den har ret iført sit Sommercostume af Støv, Tomhed og Lede. Selv maa jeg holde ud til Examen paa Krigsskolen er endt – (September) thi under alle Omstændigheder skal Emil gaa op til den. Et godt Nummer ved den, torde han altid haabe at opnaa og det vil altid ^kunne tjene ham som Anbefaling. Tage vi den forandrede Bestemmelse med ham og vi vente kun paa et «Amen» fra Dem, bliver der igjen Spørgsmaal om han skal gaa den 6lige ^rent praktiske Vei, det er, begynde strax paa et Værksted, Jeg vilde foretrække et Par Aars Uddannelse paa et politechnisk Institut først, helst paa et Sted der kunde befæste hans øvrige Dannelse, og i det Hele virke udviklende paa ham. Det næste Spørgsmaal bliver at ordne mit Liv derefter. Det var ønskeligt om Interesserne her kunde forenes.

Bliver Brevet for langt – forfalder jeg ikke i Vidtløftighed –? men jeg er ikke istand til at fatte mig kort om en Sag der ligger mig saa nær paa Hjertet. – – Det er saa sjelden jeg kan udtale mig for en Nogen der forstaar mig ret. Og Sibbern! har De ikke selv givet mig Ret til denne Aabenhjertighed, ved den Deltagelse, detdet] ‘t’ rettet fra ‘n’ ved overskriving aldrig svigtende Vennesind De har viist mig og mine Gutter? – og navnlig tør jeg tro, at Emils Vel og Fremtid interesserinteresser] feil for ‘interesserer’ Dem – da De selv har en – «Actie» i den^ne ikke ^{Fremtid, ikke} sandt? Om Emil kunde jeg skrive Bøger istædetfor Breve. Han er den stærkest anlagte, i flere Henseender mest begavede af Børnene, men derfor visselig ogsaa den vanskeligste at opdrage. De Andre have lydig føiet sig i det Foreskrevne, det engang Afstukne,Afstukne] ‘A’ rettet fra ‘a’ ved overskriving Hvad man forlangte de skulde lære, have de lært. Emil er det næsten umuligt at formaa til Noget, naar han ikke har Interesse for Tingen. Han sætter blot en kold, rolig Ubøielighed imod: han er ikke af mange Ord. Desto større Energi, ja en ligesaa ubøielig Villiekraft røber han, naar det er Noget han vil, Noget han interesserer sig for. Det er Bevægelse, Handling, Kraftanstrengelse, der lokker ham. Jeg maa her erindre 7Dem om hvorledes ^han 8 Aar gammel, trak to mindre Gutter op mellem Isflagene, Hvorledes ^{Selv havde} han selv Dagen før havde været nede i og i dette vaade Costume spadseret omkring hele Dagen, uden at sige fra – Alt dette charatariserercharatariserer] feil for ‘characteriserer’ ham, ligetil hans mageløse Helbred. Han fik ikke engang Snue efter, og det er ^en ganske mærkelig Kjendsgjerning at han aldrig har ligget til Sengs, ^ikke en Dag. De største Modsætninger forene sig i ham. Hjemme er han but, taus, laconisk til Fortvivlelse, og hans ^daglige Livsyttringer kunde passende sammenlignes med en Maskines ^uafladelig retrogade‹n›d[e]retrogade‹n›d[e]] trolig feil for ‘retrogarderende’ (retrogadere: gå tilbake, gå bakover) Bevægelse, en Maskine som mine svage Hænder fra Morgen til Aften anstrænger sig med at skrue op. Han vil intet Ondt eller Lavt, Han vil kun ikke føie sig i det jeg vil kalde, det daglig Rette. Gaa vi saa hjem med hinanden engang saa kommer hans Tunge paa Glid. Han kan en hel Aften sidde i en fremme‹t› Kreds taus i ^en Krog, eller bladende i en Bog, bagefter maa jeg igjen studse over hans treffende Opfatning af Alle; han har mærket alt hvad der blev sagt. Hans Maade at gjengive Personer paa er kjendt og beundret af alle hans Klassekammerater. Saadan er denne Gut, hvis Fremtid nu saa inderlig ligger mig paa Hjertet. For mine svage Kræfter for stærk – og jeg erkjender villig min Afmagt! Andre Mødre kunne maaske øve en større Magt over sine Børn, og navnlig over Naturer som Emils, men Ingen, paastaar jeg, har dy‹bere› og alvorligere villet det, har daglig sat mere Sjel til derpaa, end jeg, den i alle Livets Forhold miskjendte Stakkel – – – Gud seer og dømmer. Jeg trøster mig dog med at Børnene veed det, og naar engang Livets stille Timer komme, ville 8de anerkjende det, ^ligesom han – den Eneste paa sin Dødsseng anerkjendte det. – Hvad der af en dyb Sjel – var den end ikke en Moders – er flydt over i deres, vil da vækkes og komme til fuld Bevidsthed; selv oplever jeg det maaske ikke.

Nu maa jeg sige Dem Farvel, inden jeg fristes til at skrive mere; og alt maa have sine Grændser saa og den Tilladelse at skrive lange Breve.

Overvei hvad jeg her har meddelt Dem bedste Ven! overvei det paa bedste Maade, jeg har saameget som muligt fremhævet de individuelle Grunde der taler for den forandrede Plan, da jeg veed disse ogsaa hos Dem maa veie meget i Vægtskaalen. Med en vis Uro imødeser jeg Deres Svar. Lad mig dog høre lidt ^ogsaa fra Dem selv og Deres Maria;Maria] Maria Sibbern (1815–85), født Soane er det Fru Sibbern, er det Dem selv kjere Sibbern der er syg at De have ‹valg›t det fjerne, fremmede Bad? Det gamle Rygte at De vil tage Afsked høres nu igjen sammen med Deres Navn. Kan det være muligt! det virker nedslaaende, fra hvilken Side man seer det. Ingen vil kunne udfylde hin Plads, hvortil der skal en saa mangesidig Qvalifikation, ^saaledes som baade De og Fru Sibbern. Det er ogsaa Alles Mening, hvem jeg har hørt tale derom, det er dog maaske ikke Alvor. Vort Lands Forhold vilde ikke tilfredsstille Dem – og – Landlivet endnu mindre. Hvad er dette for noget Sørgeligt at Landets Hovedmænd gaa trætte, de bedste, de ædleste Kræfter holde ikke ud. Med stakkels WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven (1807–73), forfatter og professor er det vist meget betænkeligt – saa nu, han‹…› der syntes at have en Halvguds Liv og Styrke! – – Han kom pludselig efter halvendt Kuur tilbage fra Sandefjord, desværre vist et Tegn paa at denne ikke er slaaet an. De skulle nok til Vinteren opholde sig i Kjøbenhavn, At W reiser og forsøger et andet Opholdssted er saa rimeligt, men Kjøbenhavn!! Han selv befinder sig, tror jeg, ganske villieløs ligeoverfor alle Planer. MunchMunch] Andreas Munch (1811–84), forfatter er reist, til Rom tror jeg. Han kunde «ikke holde det ud» her sagde han. BjørnsenBjørnsen] Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) reist, men han har nu engang Lænken om Benet, han maa hjem igjen, for at see at redde det paa Afgrundens Rand sig befindende Theater,Theater] Christiania Theater, Bjørnson var dets leder 1865–67 eller give det et Puf til, saa er det færdigt. Nu hedder det at Møllergadens Theater skal organiseres igjen med de Udskudte fra Christianiathe‹a›.(!)

Hvad skal jeg sige til et Brev af denne Længde? Hvad Modtagelse kan det vente sig! Jeg maa stole paa at Badelivet har nogle ^lange ledige Timer, og tillige regne paa at en af disse ville føre et hurtigt Brev tilbage til

Deres meget hengivne

Camilla Collett.

Min Adresse er ..(Uranienborg.) Christiania.

Om Brev 1864–68

Denne utgivelsen består av 40 Collett-brev fra perioden senhøsten 1864 til utgangen av 1868. Det var en periode preget av stadige forflytninger, økonomisk knapphet og gjentatte konfrontasjoner med datidens patriarkalske autoriteter. Disse årene markerer et avgjørende skifte både i hennes liv og i forfatterskapet.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X