18. oktober 1880. Brev til Susanna Ibsen.

Brevs. 200

Maynhardts Hotel 32 «Unter den Linden» Berlin. Den 18^te Oct. 80.

Kjere Fru Ibsen! Jeg ved aldrig jeg har været så vred på noget Menneske, som på Dem, da De reiste fra mig i Kjøbenhavn. Det vil da sige, på den Måde vred. Det er umuligt at beskrive hvor jeg savnede Dem og Sigurd,Sigurd Ibsen (1859–1930) da jeg så mig alene i det fremmede Hotel og i den mig altid fremmede By. Da jeg i Tankerne hørte «Porten smelde» efter Dem, følte jeg først rigtig min Stilling. Jeg var atter Savnet og Ensomheden hjemfalden, disse mit Livs Dæmoner som jeg en kort Tid havde stræbt at holde mig A‹…› ^{fra Livet} ved Reiser og Besøg. 2Jeg vidste jo nok at de ventede på mig disse Dæmoner. De havde rent ladet mig glemme det. Der var gået et friskt Luftdrag gjennem min Sommer den Dag jeg traf Dem, Fru Ibsen! jeg åndede op deri og glemte at dette Velvære skulde brat afbrydes. Thi tro mig, under hvilke forholdsvis glimrende Vilkår, jeg havde tilbragt den, i gjestfri Verkehr med dem vi må regne til de Bedste, de mest frisindede. Resultatet deraf (med al Anerkjendelse af deres personlige Egenskaber) bliver dog tilsidst når vi tale om dette inderligste «Verständniss» ^dog tilsidst: Noget er ikke bedre end Intet. Forstår De mig? Halv, skjæv, nærsynt Opfatning af Tingene, fremsat med den knusende Aplomb som Stilling og fuldkommen Sikkerhed i Sadlen 3som giver og aldrig nogen Modstand har rystet … når det kommer høit, en Indrømmelse ^{en friere Vending} som de, i naiv Glemsel, har hentet ordret fra mig selv. Dette hænder mig mer end en Gang, og De kan tænke Dem selv det Ansigt man sætter op når sligt kommer med Krav på Overraskelse. Dette er endnu de Bedste. Så kommer den forstokkede Modstand, den tykke Uvidenhed, med hvem man ikke engang kan indlade sig. Man kunde spørge, hvor tør en Sådan træde angribende op? Svaret er: Kvinde har her intet, heller ikke her, et Værn, hun er idelig udsat. Har man ikke fået æltet hende ret efter Opskriften, bearbeides hun indtil det sker. Det kan man så egentlig kalde at trædes ihjel af Gjæs. Om ikke af 4anden Grund kunde jeg ikke holde ud at leve hjemme, jeg færdes ‹fast› kun mellem Kvinder og hvad man i vore Dage kan vente at høre af vore unge Mænd, det har jeg, tror jeg givet Dem en lille anskuelig Prøve på i Hr. G-sHr. G] ikke identifisert ‹Apostroph›Apostroph] Apostrofe: højtidelig henvendelse eller tiltale (ODS) til mig. Det hændte mig blandt Andet en Gang i Sommer at jeg opfordret dertil skulde oplæse en liden uskyldig Artikel om AndersenH.C. Andersen (1805–75) der har stået i et dansk Tidsskrift. Kvindesagen nævnes neppe i den, det er en Mand der fortæller. Neppe havde jeg læst 10 Linier, og der er Tale om en kvindelig Statu, falder hele Selskabet, Fruen med 3 Døttre og en Veninde formelig over mig. Det hele Batteri af Bornerthed og forkvaklet Bedreviden, således som det kan udvikles under et mangeårigt Bygdeliv 5i en Familie med mange ældre ugifte Døttre – (disse altid værst) – og som dertil har vundet en vis Anseelse – spilledes ‹nu mod› mig Dyret. Det var som om de havde ventet på denne Leilighed til at få lettet deres Hjerter. Hvad skal man sige! Jeg taug bomstille, stak med den ene Hånd det uskyldige Skrift i Lommen og greb med den andre efter min Hat.

Ak hvor det gjorde godt at få tale med Dem!

Og siden! o det har været en frygtelig Tid for mig! Lidt i Kjøbenhavn, lidt i Kiel, lidt i Hamburg medens det afskyelige Veir der hele Tiden har fulgt mig, gjorde nogle små Undersøgelser 6og Indledninger jeg havde at anstille, dobbelt fortvivlede. Så er jeg nået hid, hvor jeg boer smukt i et smukt Hotel «unter den Linden». Veiret har også bedret sig og under disse heldigere AuspicierAuspicier] tegn, udsigter (ODS) har jeg da at forfølge mine Sisyphosbestræbelser, der udsættes hver Dag, nemlig at få noget ud på tydsk. Og jeg siger mig selv, nu må det ske. Jeg har jo kun en Fremtid at leve i, man har ikke levnet mig nogen anden, – en Fremtid som jeg ikke skal opleve, kun forberede, hvis det er muligt. I Norden er Intet for mig at udrette. Om jeg skrev 10 Værker til, dobbelt så vægtige, der slå de ikke an, man læser dem ikke, kjøber dem ikke. Modstanden (der Widerwille) 7mod en kvindelig Production i frisindet selvstændig Retning er så rodfæstet. Den danner jo Hovedlodet i det Hele Program på den rådende Forkuelse. Den kan kun en Mand nyte, der har Mod til at røre ved det Hele, og det har jo for os kun en Eneste havt, lovet være ham! Både for hvad han allerede har udrettet og endnu vil føle sig kaldet til at udrette! Han er den Eneste, siger jeg, der har betvunget Dyret, med denne Magt man tillægger enkelte Dyretæmmeres Blik. ^{Hils ham fra mig!} BjørnsonBjørnstjerne Bjørnson (1832–1910) har ingen sådan. Gid han aldrig vilde røre ved Sagen.

Ak kunde jeg tale med Eder begge! Ib. vilde ikke nægte mig, når jeg bad ham derom, at sige mig hvad jeg skal gjøre for 8^ikke at måtte sige mig: jeg har levet og kjæmpet ganske forgjeves. I mit Land må det jo fuldstændig siges, i det fremmede har^kjender jeg ^‹måske› ikke de rette Midler til at vinde mig en Plads.

Min Plan var foreløpig at gå til Paris og siden søge et sydligere Strøg for Vinteren. Hvad er Deres Planer kjere Fru Ibsen? Skal Sigurd drage til Rom for der at studere, og tager De måske med ham?

Skriv mig strax til, kjere Fru Ibsen, og fortæl mig om ‹Dem›. Hvorledes gik det med det slemme Øie? Jeg vil ‹håbe› over. Nu må jeg afbryde dette lange Brev for at klæde mig på til en liden Middag hos Gudes,Hans Gude (1825–1903) som det har været en stor Glæde at treffe, og som på det hjerteligste har mødt den Ensomme – Deres stakkels Camilla Collett.

Jeg længes efter Dem og kunde det tænkes drog jeg ned til M. dog dette er afhængig af adskilligt der skal afgjøres.

Tusinde Hilsener til Sigurd. «Ganz einverstanden».

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.