I.

25Fru Iversen gik langsmed havegjærdet, skjørtende op, for græsset var vaadt efter regnet.

«Kom hid, smaapiger, her kan dere se hele huset – er det ikke yndig da? Ja nu er det jo saa forfaldent, haven er jo et rent vildnis – aa men dere kan se – den verandaen!»

Birgit tog sin mors arm og stod sammen med hende og saa ind. Uni blev staaende oppe paa veien.

Den gamle trævilla laa saa gjemt og fredelig inde i sin store have. Over porten stod der «Solitude» paa et skilt.

Nu laa den nede mellem fire nyanlagte gader, hvor der endnu ingen huse var bygget. De graa, nye veilegemer drog et net over de grønne jorder. Midt ude i engen kneiste en ny gaard med karnapper og zinktaarne og balkoner; rundt om huset laa noget halm, der lyste som guld i aftensolen. Byen rykket frem paa alle kanter med stykker af husrækker, leiegaarde med bygmesterflotte spir og altaner.

Uni følte en nervøs grebethed ved dette bybillede. Om det saa var skyerne, violette, lysbræmmede, der trak bort over tagene over mod Bærumsaaserne, saa 26syntes hun, de saa anderledes ud end hjemme, – i den lille byen, der havde været hendes hjem snart i halvandet aar.

Saan havde hun kjendt det ogsaa, den morgen, de kom til Kristiania. Da dampbaaden begyndte at gaa for halv fart i det fede, graagrønne vandet paa havnen, da hun saa de kjendte aasene og byen indunder i den tætte taagen af støv – og solskin – villaerne opover Bækkelagshøiden, og Bygdø og Oscarshal, gamle graa Akershus – og da hun hørte i den stille, varme sommerluft daanet af hamrer paa metal fra Nylands verksted og vognrammelen paa stenbroen – hun var nær ved at stortude. Og byluften – hede, støv og stank – ja, som hun havde nydt de første drag!

«Det store asketræet – kom hid, Uni, det har du da hørt din mor tale om, ved jeg – den store asken plantet deres bedstefar, barn, mens jeg var ganske liden; det er guldbryllupsasken, kaldte vi den. Aa ja, det skulde nu ikke være – men far og mor de talte nu bestandig om, at den skulde vi spise middag under deres guldbryllupsdag.»

Fru Iversen begyndte at gaa, men stanset igjen og saa ind i haven.

«Ja nu er her jo saa forandret. Men dengang kan dere tro, her var skjønt! Grønne løkker hele veien, vi havde udsigt over hele Vestre Aker fra vort værelse, din mor og jeg. – Ja som jeg husker – dengangen som vi var forlovet, Nora og jeg. – Ja dine forældre havde bryllup her, Uni, ved du nok. – Neimen vi faar kanske gaa, dere. Tante Bendikte liker ikke at vente med aftensmaden.»

27Den lille fru Iversen begyndte at gaa indover – med en af de høie, unge piger under hver arm.

«Naar saa din papa kom paa besøg da, Bildit – saa gik vi lange turer omkring paa veiene her – papa var vakker og kjæk dengangen, kan du tro, Bildit – ja Gud, saa vakker han var!»

Hun trykket pludselig begge pigernes arme ind til sig:

«Aa, det er en lykkelig alder, smaapiger, saan som dere nu – hele livet, hele den velsignede ungdommen foran dere!»

*

Tanten bodde oppe bag Sankthanshaugen i en ny gade, der var bare huse paa den ene siden.

«Tante Bendikte bor deilig og landlig, dere! Tænk for en udsigt!»

Fru Iversen maatte stanse i porten og samle kræfter til at gaa op af trappen.

Byens udkant. – Nye gader løb ud over de grønne bakker, nye kvartaler stod midt ude i engene omkring gamle proprietærgaarde med vidtløftige udhusbygninger og frodige haver. En smal stribe af by trak sig opefter langs elven, helt op under Grefsenaasens stenknuder, hvis granskog stod skarpt og grissent mod østhimmelens nøgterne klarhed, og mod Ekebergaasens lange bølgelinje, der var sløret af byens dis. Og bagom Grünerløkkens triste, graa kasernekvartaler Østre Akers lange, grønne sletter, med røde gaarde og haver, tætte som lunde, badet i aftenens guldgule solskin.

«Naa har vi dere der,» sagde tante Bendikte. «Ved du hvad, Hilda, jeg tænker paa, om vi skulde 28spise paa verandaen. Det blir bare vi fire, for Thomas er ude iaften. – Uni, du er nok saa snil, du hjælper mig!»

Tante Bendikte ordnet de mange smaa asjetter med opskaaret om temaskinen og osteklokken.

«Vil du sætte dig her, Hilda – saa, er du snil – her er lidt trangt om plads ja – Birgit og Uni, dere tar den lange krakken og sætter dere i døren, dere er saa tynde –.»

Der var knap plads, det var ganske sandt. Tanten, fru Iversen og tebordet fyldte hele verandaen.

Aftensbordet hos tante Bendikte var altid en lang forretning. Uni sad paa krakken og faldt sammen i ryggen – i en behagelig, drømmende stemning. Byens stemmer naadde hende som en fjern melodi under den tørre, beroligende passiar og latter, der dæmpet lød over fra de andre altaner. Etsted spillet et piano, og saa var det suset af Akerselven, der nynnet sterkere og svagere, som lufttrækket steg og faldt – og duren af en trik, der gnistret sin vei opover Grünerløkken i den tiltagende skumring. Himlen blegnet uden at blive mørk, men blomsterne i balkonernes kasser tegnet sig efterhvert mod luften som farveløse silhouetter, mer og mer skarpt. Og pludselig var der en stjerne, der blinket svagt og fjernt.

Hun hørte som i søvne tante Bendiktes fedladne, sørgelige stemme. Hun fortalte, vist for tiende gang, om sin søn styrmandens dødsleie.

«Men saa fortalte jeg ‘n om far da, aassen han døde saa lys og saa inderlig frimodig i troen paa den herre Jesus. Men saa sa ‘n, ja det var far det, mor, sa ‘n, men jeg, ja du ved ikke for en synder jeg er, 29mor, jeg ligger her paa et forspildt og forvildet liv, jeg, og saa er det ikke bare det, jeg har syndet, men jeg har bespottet ‘n og fornegtet ‘n, nei mor, jeg kan nok ikke tro, sa ‘n, ja han var i saan sjælenød! men saa sa jeg til ham, om dine synder var rødere end blod, saa har Herren sagt, han skulde to dem hvidere end sne, og Gud indgav mig alle sine trøstefulde velsignede forjættelser, det er sikkert, det, og jeg ihukom alle Guds vidunderlige trøstefulde forjættelser, ja, saa bøiet han sig da, og han brast i graat og graat og graat slig – gudskelov –, saa sønderknust saa, og saa bad jeg med ham da, ser du –.»

En blodrød sommermaane steg op over Ekebergaasen, blegnet og blev gylden, som den hævet sig over byens støvtaage.

«Du tante,» sagde Uni sagte, «Birgit og jeg gaar en liden tur, før vi lægger os –.»

«Neimen er du gal, saa sent. – Nu skal vi gaa ind ogsaa straks – her begynder at bli for koldt ogsaa for dig, Hilda!»

«Bare en liden tur – jeg trænger saa til at røre mig saa!»

«Kjære, jeg skulde mene, du har nu vel faat røre dig idag – du har jo været ude hele tiden, synes jeg.»

«Med dig og tante Hilda –,» Uni smaabanket med taaspidsen i gulvet – «jeg trænger til at røre mig, skjønner du – gaa altsaa, i lidt fortere tempo saan.»

«Nei, har jeg sagt. – Ikke no tøv nu da, Uni. Jeg tænker, vi gaar ind og tænder, jeg, saa er nok Uni saa snil og spiller lidt for os.»

30Uni kastet sig demonstrativt i en lænestol. Tante Bendikte vugget ind og tændte hængelampen. Saa rettet hun paa lysedugen og lettet lidt paa puder og antimakassar rundt om paa de røde ripsstoler.

«Nei nu var vi jo paa konserten paa Sankthanshaugen igaar – og saa ved dere, hvad jeg har tænkt paa? – At vi skulde ta ud paa Ladegaardsøen imorgen eftermiddag og drikke kaffe paa Hengsengen – ja, hvad siger du, Hilda?»

«Aa, det kunde bli fortryllende, Uni og Birgit, kunde det ikke –?»

«Saa tog vi brød med os da – blev til aftens kanske ogsaa –.»

«Tænk akkurat som i gamle dage – akkurat som landturene vore – kan du huske den kurven til mor, tante, med det broderte baandet rundt?»

Birgit bar ud tebordet og lukket verandadørene. Saa tændte hun pianolysene.

Tanterne satte sig tilrette i sofaen.

«Naa, hm? – Gjør vor lille kunstnerinde sig kostbar? – Ja, vi venter spændt, barn!»

«Jeg kan ingenting.»

«Det maa jeg virkelig sige! Stakkars din mor, her gik hun og spenderte timer paa dig i dyre domme, istedetfor at la dig lære noget nyttigt – og saa kan du ingenting, siger du –.»

«Jeg kan ingenting udenad.»

«Aa du da,» sagde Birgit, – «du kan en masse! Hun er saa flink, saa. Du kan den nocturnen af Chopin, ved du –.»

Det skalv lidt i Unis mundviger:

31«Den – den skjønner dere jo ikke et klunk af!»

Saa slængte hun sig paa pianokrakken og druknet tanternes udraab i Myosostisvalsen.

*

Uni kom nedover Karljohan formiddagen efter. Hun skulde paa torvet efter en krans til sine forældres grav.

Hun gik paa fortauget ved Studenterlunden og suget ind duften af lindetrærne. Aaa lindeblomsterne, og saa gaden sollys og forladt – nogen gamle folk paa bænkene og nogen fattigbarn inde paa pladsen omkring Wergeland –.

Akkurat som i gamle dage, naar man var indom i ferien. – Men hun nu og ferie! Idioti! Idioti, at hun havde glædet sig til denne turen! Idioti, for hende at glæde sig til noget. – Ikke et menneske i byen, hun kjendte. – Gudskelov endda, siden det viste sig, at hun var fordømt til at trække om med familien bestandig – paa museer! med Birgit, der var henrykt for alting, og tante Bendikte, der krammet ud sin viden for slegtningerne fra landet, saa det hørtes femogtredive meter omkring, og stakkars lille tante Hilda, der maset dødstræt efter og ikke vilde gi sig.

«Uni Hirsch! Nei du gode verden! Er du i byen!»

«Dagmar Schjøttlevig!»

«Du da!» Dagmar stak armen ind under Unis og snudde hende helt rundt.

«Du ved det altsaa ikke!»

«– du har mistet din mor, jo,» sagde Uni i en deltagende og dæmpet tone. «Jeg saa det i Aftenposten.»

32Dagmar sukket og tidde stille nogen sekunder. Saa spriket hun med høire haand op for Unis ansigt. Der sad en glat guldring paa fjerde finger.

«Gratulerer! Du er forlovet!»

«Langtifra – længe siden, rettere sagt. Gift!!»

Hun drog uden videre Uni med sig opover gaden igjen.

«Jo du. Dagmar Keyser. Fru kaptein Keyser. Kjækt, hvad? Kaptein Christoffer Keyser, du ved, hvem han er. Jo, han ved, hvem du er, han synes, du er saa pen – nei men jeg er ikke jaloux, du maa bli med ud, vi bor paa Helvik – kan du ikke! Nei gid saa væmmelig – reiser du imorgen, siger du! Aa fy dig Uni, Uni Isch!»

Dagmar lo. Uni Isch, det var hendes klængenavn paa skolen.

«Jo, jeg har været gift i to maaneder, nu snart. Papa syntes, det var ligesaagodt, der var jo ikke noget hjem hos os da mere, skjønner du – ja gid, nu faar du ikke se mit hjem – det er deiligt, kan du tro, og Christoffer er simpelthen!»

Uni gik og saa paa hende. Hun var deilig – fuldendt skjøn var den dragten, fra hælen paa den franske lakstøvlen. – Uni følte sig rent Askepot. Kjolen som en sky, hvid og klar med sorte spetter og fløielsbelte, og en hvid hat med sorte strudsfjær og violette roser ned paa haaret, Dagmars deilige haar, der var som mørk mahogni i farven og kruset og saa altid saa nyvasket ud. Hun var bare nitten aar, et aar ældre end Uni, men rent en verdensdame! Som hun hilste paa etpar herrer, de mødte!

«Neimen du, vi gaar op til mig alligevel! Jeg 33bor her lige borte i Incognitogaden – saa faar du se, hvordan jeg har det!»

Dagmar havde en længere, leende konferance med portnerkonen. Saa gik de op.

Hun fór foran Uni gjennem alle stuerne og rullet op. Hun laaste op skaber og buffet og kommoder og viste frem.

«Sølvtøiet er i banken. Du kan tro, vi fik en masse deiligt! Jeg har hel garnitur til toiletkommoden. – Det er Christoffers seng og det er min! Der skal du ligge, naar du kommer og besøger mig – hører du, du maa komme ind og være hos mig nogen dage i høst! – Saa skal vi ligge saa deilig og prate, du – Christoffer lægger jeg paa sofaen i røgeværelset – det har han saa godt af etpar nætter saa!»

Dagmar lo – saa der var som et helt fyrverkeri paa bunden af hendes gulbrune øine.

Portnerkonen kom med en flaske vin og kager. De slog sig ned i dagligstuens røde plyschstoler.

«Saa var det altsaa dig, jeg saa i Universitetsgaden igaar! Jeg var ikke sikker paa det nemlig – var det din familie, du var sammens med? Aa stakkars dig – ja undskyld!» Hun lo igjen.

Uni smilte, sukket og pustet cigaretrøgen fra sig.

«Du har enslags hygge- og nyttepost der, har du ikke – eller guvernante eller hvad?»

«Begge dele, kan man si.»

«Uf men sig, er det ikke rædsomt da?! Der er vel et las med unger ogsaa?»

«Ti.»

«Aa herregud og herregud, det var da frygtelig – det burde være strafbart, sligt! Ja, det har jeg 34sagt til Christoffer, at mere end tre – vil du ha flere, faar du faa dem sjøl! – Men kjære, hvad har du for det – om maaneden altsaa.»

«Ti kroner. – Det er altsaa ikke til et par støvler engang, skjønner du.» Hun sad og saa paa Dagmars lakfødder.

«Din onkel er altsaa en lus med andre ord? Ti! Alvorlig talt, Uni, med dine evner – at du finder dig i det!»

«Kjære, onkel og tante betragter det da som en god gjerning – at jeg fik et hjem hos dem efterat mama døde. – For den sags skyld, jeg tror virkelig ikke tante Hilda har havt ti kroner om maaneden til sig selv nogensinde – for dag og nat –.»

Uni kastet sig bagover i stolen med lukkede øine. Det var ligesom det lettet hende at ha faat sagt noget kynisk – hun maatte gi lidt efter for den utaalelige bitterhed – –.

«Skaal Uni!» Dagmar lo. «Men altsaa for alvor, du maa ikke gaa og kaste dig bort i det derre Trangvik – ja, for du er altsaa storartet begavet –! Jo, du er! – Igrunden, det er rart, vi aldrig var saan veninder paa skolen – jeg beundret dig bestandig, skal jeg si dig, Uni – skaal! Jo, du skulde absolut gaa til scenen – du har talent, skal jeg si dig –.»

«Jeg tror det jo selv –,» hvisket Uni og knuget kvasterne paa lænestolen.

«Der kan du bare se – Gud, Uni, det gaar nok for dig ogsaa, skal du se –.»

«Naar man ingen penge har – man skal jo leve –.»

«Du maatte gjøre noget ved siden af, naturligvis, mens du gik og læste – en formiddagspost, eller 35musikelever – men Uni, et rigtig stort talent, det baner sig nu altid vei da, trods alle vanskeligheder – det er jeg da sikker paa. Nei Gud, du med den stemmen din – og saa vidunderlig du spiller, og saa nydelig du er – du kan skjønne, du har en fremtid for dig –.»

Dagmar skjænket vin og snakket.

«Aa, vi skulde ha det hyggelig sammen, du – forfærdelig, og du skulde komme her ofte – og saa blev du nok gift snart – med nogen af Christoffers venner, fik dit yndige hjem – vi skulde faa det knakende koseligt, du –.»

«Nei Uni,» sagde Dagmar og smækket fødderne over hinanden, «livet er fan steike mig ikke saa værst det.»

*

Uni kom nedover Karljohan igjen, hed i kinderne, lidt tung i hodet. Nei, portvin paa formiddagen var noksaa lurt. – Hun havde fulgt Dagmar op til hendes svigermors dør; nu var det over torvtid, saa hun fik gaa ned i en blomsterbutik –.

«Frøken Hirsch – De vil altsaa ikke mere kjende Deres gamle venner?»

«Kjære – Thorne – er det Dem?»

«Saan til en viss grad ja.»

Sixten Thorne stod og hang med sine altfor skraa skuldre og med et lidet jep paa sit runde, rødkindede gutteansigt.

«Jeg sad paa en bænk deroppe altsaa, og saa gaar De forbi, lyslevende, ser lige paa mig og hilser ikke –! Jamen det er ved Gud Uni Hirsch, siger 36jeg til mig selv – kjendte det lyse haaret Deres med én gang – styrter efter Dem som en gal –.»

Han var i seilforeningsdragt, eleganteste lintøi, en anelse af violparfume. – Uni nød ham hemmelig, mens de gik op og ned under lindetrærne.

«Neimen det er jo et mageløst held da – De er paa et kort besøg i byen, og jeg træffer til at komme ind netop idag. Jo, jeg har ligget og seilet etpar uger med Schjødt og Magelssen – jo, jeg skal da en tur til Sverige isommer ogsaa. Mama og Ebba er paa Rossaryd ja. Bedstefar var her forresten ivaar en tur, og saa kom det til en mindre saan – ja meningsudveksling altsaa mellem os – saa jeg har ikke netop nogen hast med at reise –.»

Sixtens morfar var friherre Stjernskjøld.

«Saa De skal paa kirkegaarden – faar jeg lov at følge Dem – neimen sig, er De sint paa mig for noget? Jo, jeg synes, De er saa – retiré –ja Uni, – undskyld – har De rent glemt, vi var dus engang?»

Uni saa smilende op paa ham:

«Før jeg var konfirmeret vist?»

«Nei omforladelse – husker De den aften, vi var ude og ro, De og Hans og Peter Lunde og Gerda Larsen og jeg?»

Uni smilte og nikket ned for sig. Saa fæstet hun sine blaa øine i hans et øieblik og lo igjen.

«Aa Uni, Deres cendré haar i aftensolen dengang – da var vi dus, Uni, ikke sandt?»

Uni viste sine hvide tænder.

«Tja – vi var kanske det. Jeg husker ikke – og det gjør ikke De heller, Thorne.»

*

37Nei tak, Uni vilde ikke gaa med ind paa Teaterkaféen og drikke et glas vin. Hun maatte hjem nu – hun havde netop siddet oppe hos fru Keyser og drukket portvin ogsaa –.

«Jamen kjære, vi kan jo faa noget andet – is, Uni, lidt is i denne varmen. Neimen Uni, De er blit saa – er det Storsand, det? Jamen saa til Günther da – til minde om gamle dage? Jeg tør vædde, De har ikke været indom Günther engang, mens De var i byen – med Deres tanter, jasaa – naa, det kan vel neppe kaldes nogen lysttur!»

Lidt efter sad de paa Teaterkaféen, hyggelig i en krog. Uni nippet til isen – med albuerne paa marmorbordet og hænderne foldet under hagen sad hun og smilte koket til Thorne.

Nei, hun skulde reise imorgen. Og hun skulde ud med tanterne om eftermiddagen. Det var aldeles totalt umulig at møde ham –.

– Da hun kom forbi uret, var klokken næsten et kvarter over tre. Det vil sige, hun kom over en halv time forsent hjem. – Skidt! – Hun havde halvt om halvt lovet at møde Sixten – det vil sige, hun gik altsaa bort til sjøbadet, naar de andre havde drukket kaffe – var han der, saa kunde de jo snakke sammen og gaa lidt omkring –.

Det var leit, hun ikke rak op paa kirkegaarden med de blomsterne. Men hun kunde jo sende pengerne ind og be nogen besørge det – Dagmar for eksempel. To kroner havde hun bestemt til det.

– Aa, hvor de støvlene var sjofle. Uf Sixten, som lagde saa merke til damers klær –.

*

38Klokken var meget over fire, da hun kom hjem.

«Vi har spist for længe siden,» sagde Birgit, der lukket op. «Tante er saa sint saa.»

«Jeg maa si, du er da det mest hensynsløse,» sagde tante Bendikte, «– her skal vi ud paa tur bare for at more dig – og saa kommer du over en time forsent til middag; jeg skjønner ikke sligt, jeg.»

«Jeg blev lidt længe paa kirkegaarden,» sagde Uni kort, «– traf forresten ogsaa en veninde, fru kaptein Keyser –.»

Mens tante Bendikte pakket madkurv og tante Hilda sov middag, stelte Uni og Birgit sig inde paa pigeværelset, hvor de laa.

«Nei Uni, noget saa delikat!» Birgit strøg haanden over de nye, graagule chevreaux støvler. Uni sad paa sengekanten og lod sine ben beundre.

«Men gaar det an til sort kjole da?»

«Kjære, det er netop raffinert – paa lidt smaa og nette ben saa. – Jeg fik dem billig, sytten kroner –.»

«Gud! Uni, noget saa flot. Du er gal!»

Uni var forresten kapitalist i Birgits øine – med ti kroner maaneden. Og tanterne var enige om, Uni var ødsel. Akkurat som Nora forresten.

Uni saa sig med velbehag i speilet. Sort saa nu elegant ud – paa en god figur. Hun spændte hænderne om hofterne og strøg nedover – hun havde snørt sig lidt ekstra. Saa viste hun tænder til sig selv – kjedelig, munden var lidt stor og blas. Ellers var ansigtet fint og smalt, blegt, med høi, lidt krum næse og brusende, blondt haar høit op fra panden.

39Hun havde ikke havt raad til de støvlerne – næsten to maaneders løn. Nu fik hun altsaa ikke lagt de blomsterne op paa graven – foreløbig.

Det var leit, for hun havde bestemt det, følt det som enslags offer til morens minde. – Hun havde ikke været snil hjemme bestandig, misfornøiet tidt – siden hun kom til Iversens, havde hun ofte tænkt paa det. Du gode Gud, saa storartet mama havde været igrunden. – Og saa kunde hun ikke afse den smule blomster til hende engang, men kjøbte op pengene i pynt –.

Struben snørte sig sammen, og i den følelse, der pinte hende – ydmygelse, armod, træthed, fødtes et pludseligt, smerteligt minde – fra for længe, længe siden, men saa bedsk, at det aldrig glemtes. Hun og Gerda havde stjaalet stikkelsbærkart, hele hattene fulde, og saa opdaget moren det, forbød hende at spise det umodne skidt og kogte suppe paa det. Det var det hele; ingen, ikke moren, ikke nogen i verden vilde forstaat det, havde hun sagt, at hun var saa fortvilet, at hun blev syg bare af at se suppen. – Det var jo meningsløst, men det var et barns vanvittig saarbare sind, en fantasi, svid af fattigdommen, betændt af kameraternes gjøren nar for gamle klær og stygt fodtøi, af morens klager, af ønsker, der var umulige for hende bare – af tusen smaatterier – for en skam, for en skam, – stjæle til middagsmad! Var de saa fattige! –

«Uni, hvor nydelig du er,» sagde Birgit sagte. Hun stod og stirret paa kusinen.

Ufja, hun slap vel ikke Birgit, hun maatte vel ha hende med og bade nemlig –. Stakkars, han 40var ikke for nydelig. I en pludselig medlidenhed, hvori der var lidt foragt, tog hun sig af Birgit, flettet et hvidt baand ind i hendes tykke, korte, skiddengule flette og fandt et hvidt slips og belte til hendes blaa matrosdragt.

«Nu er du jo rigtig pen jo.»

Birgit var straalende.

Og Uni vilde ikke være trist. Nei, nei – hun saa i speilet igjen og slog armene sammen bag nakken.

«Aajajajajaja – livet er fan steike mig ikke saa værst, det –.»

«Men Uni, er du gal du,» sagde Birgit forfærdet.

*

Kaffedrikningen tog en uendelig tid, syntes Uni. Hun selv havde ikke lyst paa noget – de forklemte wienerbrødene og kagerne saa just ikke indbydende ud.

Men de andre var henrykte. Det lille røde hus med de hvide vinduesrammer mellem granerne, og det blaa glimt af vand mellem trærne – tante Hilda kunde ikke tænke sig noget saa idyllisk. – Hun vilde endelig gaa rundt og se sig om.

Uni tog hendes arm. Det var tungsind, og det var forventning og den fredelige, solfyldte sommerdag i granskogen, der pludselig gjorde hende øm overfor den lille tanten med de store øine i det gulgraa ansigt. Fru Iversen rugget omkring, liden og uformelig – hun gik daarligt; hun havde faaet et underlivstilfælde nu, ovenpaa de ti smaa Iversener.

«Ja ved dere, mens dere hviler dere, gaar Birgit og jeg og bader,» sagde Uni, da tanterne var fortøiet med haandarbeiderne.

41«Uf nei da Uni,» det var tante Bendikte naturligvis – «bliv nu hos os andre da. Der er altid saa meget tøv med dig.»

«Jeg trænger virkelig saa til det saa, – i denne forfærdelige varmen.»

«Du kan jo bade hver evige dag hjemme i Storsand. Desuden, man skal ikke bade førend tre timer efter man har spist – –.»

Uni sad som paa naaler. Klokken seks, havde hun sagt til Sixten, og den var over allerede, men hun vilde ikke gi sig – undte simpelthen ikke tante Bendikte det. Tanten kom med hundrede grunde imod.

Det var tante Hilda, der tilsidst fik den anden til at gi efter.

Uni løb næsten. Aa den Birgit – hun vilde gaa langsomt, var henrykt over skogstien – engang stanset hun vedgud for at plukke jordbær!

«Gud, kan du ikke plukke jordbær nok i Storsand kanske –.»

Birgit styrtet efter hende med jordbærflæk midt paa maven og paa slipset. Klokken var over halv syv.

Foran sjøbadet spaserte Sixten hvidklædt, og han og Uni var overmaade forbausede over dette uventede møde:

«Min kusine frøken Iversen –.»

– Som de gik der, Uni og den nydelige, fine herren, og snakket om gamle minder og fælles venner – om en masse mennesker, der alle lod til at være rige og fine og morsomme og leve i bare fest og moro bestandig – i en jargon, hun ikke forstod det gran af – begreb Birgit pludselig, at Uni var en voksen, fin dame, som hørte til her i dette storartede 42Kristiania. Tænk saa at gaa hjemme hos dem i Storsand mellem alle barna, læse lekser med de smaa, spille med Margrete og hjælpe til med alt muligt – stakkars Uni, hvor frygtelig det maatte være – «hjemme» blev pludselig saa graat og fattigt for Birgit. –

«Er det første gang, frøkenen er i Kristiania?»

Birgit blev høirød over at han pludselig vendte sig til hende. Nei, hun havde været der engang som liden –.

«Og hvad synes frøkenen om byen?»

«Tænk jeg tror, Birgit synes bedst om landet, jeg – hun er saa begeistret for Bygdø saa. Jeg kunde næsten ikke faa hende med mig; hun gik og sværmet i naturen og plukket jordbær.» – Det var den røde flek paa Birgits mave, der generte Uni lidt. – «Det var derfor, jeg kom saa sent –.»

Birgit stirret. Saa lo Uni høit: «Ja, du sladrer ikke, Bildit!»

Tænk, et stevnemøde – –.

«Jamen ved De hvad, saa skal rigtig Deres kusine faa jordbær, ikke sandt, frøken Iversen, De vil nok ha jordbær –.»

«– Kan De se, hvor meget snillere jeg er, end Deres kusine, frøken Iversen,» sagde Sixten, da de havde fundet sig plads, og han havde bestilt. «Hun er blit saa slem nede i Storsand saa – synes De ikke, hun er rigtig styg mod mig? – Men hun har naturligvis blit saa fetert dernede og faaet en masse nye tilbedere –.»

«Sixten, Sixten, fordærv ikke barnet med saan letsindig snak – hun gaar til presten –.»

43«Ikke sandt, frøken Birgit – hun har en masse tilbedere, hun koketterer med og er styg mod?»

«Jo,» sagde Birgit.

«Aa Herregud. De skulde rigtig seile ned og se til os, Sixten – saa kan De bli alderspræsident mellem mine tilbedere –.»

«Aa – aa du! End kandidat Løkke da? – Og Carsten Ødegaard!»

«Snille dig –.» Uni vidste ikke rigtig, om hun skuldre ærgre sig over ungen, men lo forceret. «Det er jo din tilbeder det – han og min kusine staar i hop sammen om vinteren –.»

«Nei staar De i hop, frøken Iversen? – Jeg haaber, De kommer ind til byen i vinter, saa faar jeg lov at staa i hop med Dem –.»

Jordbærene kom, og sherry. Birgit havde pent fløde og sukker paa sine, men Uni slog sherryen ud paa sin tallerken, og hun og Sixten sad og sølte med fløde opi vinglassene og bær opi flødemuggen og lo og holdt leven. Birgit saa, at Sixten sad og holdt Unis haand, og Uni var rent overgiven, nynnet og vugget hodet efter musiken og gjorde rasende morsomme bemerkninger om alle, som kom forbi.

Det blev dygtig sent, inden de gik. Og lige udenfor badet kom tanterne imod dem.

«Gud, hvor blir dere af! Vi har været saa rædde – Birgit, din mor var aldeles vis paa, dere var druknet.»

Fru Iversen var virkelig ganske bleg – hun havde grædt ogsaa.

Uni præsenterte sin ven Thorne. Og Sixten bad tusen gange om undskyldning – han havde truffet 44damerne, og det var jo saa morsomt at se frøken Hirsch igjen –.

Uni gik bare og ønsket, han vilde sige farvel. Men han gik mellem begge tanterne og konverserte. – Uni blev rent rasende, for hvert ord, tante Bendikte sagde – og uf, saa tuslete de saa ud.

Han fulgte helt frem til Hengsengen. Paa bordet stod spaankurven med det broderte baand og melkeflasken og pakkerne med smørbrød i de fedtede papirer.

«Ja, jeg ved ikke,» sagde tante Bendikte. «Hvis herr Thorne vil gjøre os den fornøielse saa – bli her og spise aftens med os – i al tarvelighed –.»

Sixten kunde desværre ikke. Han tog afsked med en masse af sine elegante buk, snille smil og «paa gjensyn» –.

Saa spiste de andre. Uni sad og saa paa anretningen og fik næsten kvalme. For skams skyld spiste hun et stykke – det var noget fæl pølse paa, der lugtet løg –.

Birgit var ogsaa noksaa stille og svarte forholdsvis lidet paa tanternes krydsforhør.

*

Birgit løb ind paa pigekammeret, straks de kom hjem. I mørket begyndte hun at rede op Unis feltseng – hun vilde saa gjerne lægge sin deltagelse for dagen.

Saa kom Uni. Hun begyndte ganske taus at klæ af sig. Birgit mere forstod end saa, at hun graat.

Til hun med et slængte sig ned over sin seng. Hulkende, rasende, fortvilet, knugende sit unge legeme ned i puderne, skreg hun –. Hun reiste sig halvt 45– fanget i et glimt billedet af det lille, fattige pigekammer med julekortene paa væggen, kommoden og vaskestellet paa taburetten – og hun hulket igjen, voldsommere og voldsommere, sit unge hjertes fortvilelse over fattigdom og tranghed og ingen, ingen glæde –.

Birgit saa næsten andægtig til. Og rent uvilkaarlig, høitidelig, hvisket hun:

«Aa Uni, Uni – elsker du ham!» Uni reiste sig paa knæ – og skreg:

«Aa din idiotiske unge!»

Saa faldt hun rent sammen af graat.

II.

Uni gik langsomt opover Homansbyen, stanset og saa i hverandet vindu. Han havde saa godt af at vente, han ogsaa, engang – og hun blev staaende udenfor en broderiforretning – stod og trippet, for hun frøs saa paa fødderne altid i denne barfrosten. Fra et speil inde i vinduet saa hun sit eget ansigt – det var vel bare gaslyset, der gjorde det saa gult.

Aa huttetu saa koldt. Hun stak hænderne i jakkelommerne og løb næsten.

– Fabriken var mørk og stille. Bare et eneste blus tændt oppe i anden etage.

Uni fór opover trapperne og aabnet døren til ingeniørkontoret uden at banke:

«Evening, sir!»

Manden henne under det eneste blus snudde sig halvt:

46«Godaften Uni – snilt du kom – sæt dig ned, saa skal jeg straks være færdig.»

Glødelampen lyste paa en bred ryg, en bred, solbrændt nakke og et lyskruset hode, der var bøiet ned over tegnebordet.

Uni listet sig om lidt hen og blæste ned paa hans nakke.

«Straks du, straks – sæt dig saa længe –.»

Uni spaserte omkring og kikket paa de indrammede maskintegninger og fabrikprospekter. Saa gik hun ind i chefens kontor ved siden af, slog lys paa kronen og satte sig i lænestolen.

«Nei Uni, Uni – sluk straks og kom hid.»

Saa var hun borte ved hans ydertøi –.

«Den flossen din, Kristian – den er ikke forfærdelig elegant, du!»

«Jeg skal kjøbe en ny til min bryllupsdag –.»

Hun tog hans yderfrakke paa, satte hatten paa hodet, og med hans penneskaft i munden som cigar og hagen hvilende paa stokkens benhaandtag, satte hun sig ved det andet tegnebord.

«Jeg er ræd, ingeniør Hjelde, vi kan ikke bruge Dem længer – De blir jo aldrig færdig med Deres arbeide.»

«Naada, Hvidepus!»

«Jeg synes da forresten ikke, den hatten er saa værst, Uni,» sagde han, mens han tog paa sig. – «Hvadforno! Vil du ikke kysse kjæresten din?» – For hun gjorde modstand, da han tog om hende.

«Kunde du vente til nu, kan du vel vente til en anden dag ogsaa –.»

47«– Hvor dum du er, Kristian,» sagde hun sagte, da de gik ud af porten.

«Naada?»

«Naar jeg siger, du ikke faar kysse mig –.»

Pause.

«– saa venter jeg, til Hvidepus kommer og maler – det gjør saanne smaa katunger altid.»

«Tosken!» Hun gik langt fra ham.

Saa tog han hende og kysset hende. Mange gange. Og hun opgav al modstand og kysset heftig igjen, glad for at føle sig tynd og liden og vel gjemt i sin store kjærestes rummelige favn. –

*

De gik opover Kirkeveien.

«Jeg kan ikke skjønne –,» sagde Kristian, «for en stund siden, da jeg saa ud, var der nordlys –.»

«Du kan da begribe, nordlysene kan ikke gaa og vente hele natten, til du faar tegnet fra dig.»

«Jasaa, du er furten endda, du –.»

«Tøv.»

Nordlys var der ikke mere af, men der var maaneskin bag et tyndt, tæt skydække, der lyste som hvidligt perlemor. De rimhvide trær og de hvide jorder skimret svagt – aaserne syntes udviskede og skyggelige i det blege tusmørke.

De stod længe ved gjærdet og stirret udover – dette hvide halvlys var næsten dunklere end mørke; de kunde sletikke skjelne hinandens ansigter. – Uni frøs gjennem sine sko, der var lidt istykker, og gjennem jakken, der egentlig var vaarkufte – i en pludselig træt, saar følelse af at være utilstrækkelig klædt, utilstrækkelig mæt, med vissheden om, at hun ved 48maanedens slut fik penge bare til lidt af alt det hun trængte – lagde hun sig pludselig ind til ham, med hodet paa hans skulder og haanden i hans:

«Jeg er saa lei af mig, Kristian!»

«Kjære – hvad er det med pusungen min?»

«Aa – altid saa gaar vi to og smaatrætter –.»

«Jamen Uni – hvem er det som begynder? – Men du er nervøs, stakkar,» sagde han hurtig, for at slette ud det første, «– stakkar, du slider dig ud; paa kontoret dit til fire, og saa gaar du og synger og læser med fru Thomsen og lever daarlig og har pengesorger og er træt og blir irritert for ingen ting –.»

Uni sukket.

«Jamen Kristian – neimen nu snakker vi ikke mere om det; nu blir du med op til mig, og saa laver jeg te til os og vi spiser aften og har det hyggeligt –.»

«Jeg skulde jo egentlig ha arbeidet iaften da –.»

«Det siger du altid –,» sagde Uni bedsk.

«Jamen søte ven min – du ved da nok, hvem som jeg arbeider for –.»

«Aaja – du slider og du stræver – for fremtiden, forat vi kan bli gift engang – og naar jeg trænger til dig nu, nu, fordi jeg er saa træt og saa bedrøvet, at jeg næsten er syg, saa har du aldrig tid –. Lad nu være i aften da!»

«Ja. Du kan skjønne, der er ikke noget, jeg hellere vil.»

De gik nedover mod byen igjen. «Kjære, var det ikke Birgit?»

Der gik et par forbi dem.

«Hvad er det for en kadet, hun gaar og sværmer med?»

49«Aa, det er en, som bor i pensionatet hendes. Førsteklasses, han kommer og henter hende paa handelsgymnasiet om aftnerne. Gurstad heder han –.»

«Jeg synes du skulde flytte bort i et pensionat du ogsaa, Uni – for eksempel til frøken Paulsen. Der har du da din kusine, hun er da saa sød.»

«For at faa mig en kadet, jeg ogsaa?»

Det lo han af.

«Ja, du er jo altsaa misfornøiet med mig. – Neimen saa fik du da lidt bedre stel. Og saa liker jeg ikke rigtig dette hybellivet dit.»

«Jeg trodde forresten, du likte dig godt hos mig, jeg, Kristian.»

«Aa, du ved godt, hvad jeg mener. Din tante har sagt det mange gange til mig og, at hun synes, det er rent galt. Folk kan faa saa meget at si ogsaa –.»

Uni tidde stille. Hun snudde og begyndte at gaa nedover mod byen igjen.

«Nu tar vi trikken, Uni, og drar ned og spiser aften paa Teaterkaféen, du –.»

«Du skulde jo arbeide. Saa det er vist bedst, vi siger godnat nu.»

«Hør nu, Uni – saapas maa jeg da kunne si til dig, – som din forlovede. Det er da min simple pligt, at jeg passer paa dit rygte –.»

«Naar jeg gir det fanden med fedt paa, hvad folk siger – saa kan du sandelig ta det med ro, synes jeg – jeg synes, det er noksaa rart af dig i det hele at komme med sligt –.»

«Du ved ikke, hvordan folk er – saa ondskabsfulde og tarvelige –.»

50«Du kan vel skjønne, jeg ved saapas. – Saant føler jeg mig virkelig hævet over –.»

«Jamen hvis jeg følte mig hævet over det, var jeg en pøbel –.»

De var kommet til trikken.

«Ja godnat da, Kristian, og tak for iaften.»

«Aanei Uni –.»

«Alvorlig talt, tror du egentlig, jeg er oplagt til at sidde hjemme og spise aftens med dig, naar jeg ved, du sidder og tænker slig?»

«Nei, jeg mente, vi skulde spise ude –.»

«Tror du ikke folk kunde snakke om det og?»

«Ved du hvad, vi er da forlovet.»

«Jeg er ikke klædt til det heller –.»

«Aa Gud, Uni, du gaar og forkjøler dig – blir syg for mig kanske – jeg er ræd for dig –.»

«Jeg er buden bort og forresten – til te hos frøken Giæver – jeg havde ikke tænkt at gaa rigtignok –.»

«Uni –.»

«Nei slip da, Kristian – godnat da.»

Trikken begyndte at gaa. – Uni havde lidt samvittighedsnag, da hun saa paa Kristian, som stod igjen paa fortauget. Han saa svært lei ud.

*

Hun saa ikke glad ud, Uni heller, da hun udpaa natten gik og ryddet op paa sit værelse.

Uf igrunden, saanne dame-hybel-teer! Røde lampeskjermer og cigaretrøg, tyk som havrevelling, og vrøvl – de havde snakket om den fri kjærlighed, saa der havde ikke været ørenslyd at faa. – Kristian taalte ikke lampeskjermer.

51Henne foran sofaen havde hun dækket til ham og sig. Med alt det bedste, han vidste – fersk rugkage og godt smør og mysost. Apparatet færdigt til at tænde paa –.

– Hvorfor kunde de aldrig mer ha det godt sammen, som i den første tiden –.

Hun skar sig smørbrød og spiste, mens hun satte bort sagerne, og klædte af sig. Hun havde ikke faat andet siden middag end te og vandmelon.

Og klokken var blit et. Uni gruet paa forskud til vækkeruret skulde ramle hende vaagen klokken halvotte.

*

«Hvorfor har du fortalt far, at du vil bli skuespillerinde?,» sagde Kristian.

«Hvorfor skulde jeg ikke fortælle ham det?»

De gik paa Strandveien under fæstningen og saa paa solnedgangen – en kold, messinggul og rustrød solnedgang i frosttaagen.

«Engang maa han jo faa vide det alligevel –,» sagde Uni utaalmodig.

«Jeg kan ikke indse, det hastet med det,» svarte Kristian omsider.

De gik en stund og tidde stille. – Der var ingen andre paa veien end de – og nogen arbeidere længere ude, der kjørte sne fra gaderne og hvælvet i sjøen. Ganske stille. Rammelen inde fra byen, den var deres øren saa vant til, at de ikke hørte den – bare den melankolske gnusslen af isstykkerne i vandet, der skurte mod hinanden i den lille dønning.

Uni havde lidt daarlig samvittighed. Gamle Hjelde havde en af de første dage, han var i byen, 52snakket om en post ved et anlæg oppe i Namdalen, som Kristian burde søge. Flødningsinspektøren kjendte folkene godt, havde selv havt med opmaalingen og udbygningen af elven og mente, Kristian skulde have gode chancer. Saa havde Uni fortalt ham dette om sine teaterplaner en dag, de var alene. Men hun ønsket sletikke, at Kristian skulde gjennemskuet dette.

«Det kom slig, skal jeg si dig,» begyndte hun pludselig, «din far snakket om, at det kunde jo vare længe, før vi to kunde gifte os. Saa sagde jeg det – at hvis jeg kunde faa engagement, saa var det jo altid en hjælp –.»

«Du ved jo godt, Uni – selv om du skulde faa et engagement, saa vilde jeg aldrig ta det med i betragtning. For det første saa vilde du nu vel neppe tjene mere end vi kom til at bruge mere, naar du skulde ha dit udenfor –. For det andet saa vil ikke jeg gifte mig, uden jeg kan forsørge dig, saa du ikke behøver at ha noget selv. Da kan du selvfølgelig gjøre, hvad du har lyst til –.»

«Lyst til –. Altid saa siger du, jeg kan gjøre, hvad jeg har lyst til. Naar det kommer til stykket, saa vil du nok, jeg skal gjøre det, som du har lyst til.»

«Nei, jeg vil ikke, Uni. Du kan ikke si, jeg nogensinde har gjort noget for at hindre dig heller. – Jeg skal ikke søge noget paa landet – bare af den grund, at jeg ved, du ikke vilde trives der.»

Uni bøiet hodet. Hun gik og sparket en isbete foran sig.

«Ikke for det,» sagde Kristian, «– for en tid vilde det ikke være dumt. Saa kunde jeg ha bedre udsigter herinde efterpaa.»

53«Du maa gjøre, som du har lyst til –. Endda jeg vilde synes, det var fælt at undvære dig –.»

«Ja –,» sagde Kristian trist. «Men –.»

Isflakene gnusslet og gnusslet i vandet med en liden valen lyd. Han gik og ledte ængstelig efter ordene. Hvorfor skulde det ogsaa altid være saa vanskeligt at snakke sammen – saasnart de skulde tale om fremtiden, om forholdet sig imellem, saa gik de og famlet slig –.

«Du mener, at vi gaar og slider formeget paa hinanden paa denne maaden,» sagde Uni pludselig sagte.

Kristian nikket svagt.

«Jeg vilde saa nødig, du skulde tro slig, som du sagde netop, Uni. – At jeg ikke mener noget med det, naar jeg siger, jeg vil ikke hindre dig i det, du har lyst til. Jeg mener det Uni, – ved Gud. Jeg vilde allerhelst, du skulde ikke merke det engang, naar jeg har noget imod det. Du maa tro det, Uni.

Og det har ikke saa meget paa sig, som du vist tænker. Det er bare det – jeg er gammeldags, jeg har ligesom engang gjort mig et billede af, hvad jeg tænker ved et hjem. – Ja nu har du seet far –.

Men jeg vil ikke forsøge at spærre dig inde i forhold, som ikke passer for dig. Aldrig –.

Og dersom jeg reiste fra byen for en stund, saa tror jeg, det vilde gaa lettere for os begge. Du kunde arbeide med dit ifred. For du har ret i det – vi slider svært paa hinanden nu –.»

Uni smilte fattigt.

«Vi er altsaa enige – engang.

Aa Kristian –. Jeg vilde det saa gjerne  – 54bare leve dit liv –. Hvis jeg havde været ved scenen nu – været flink og alting – jeg skulde saa gjerne gi det op. Du kan kanske ikke forstaa det, – men netop fordi jeg ikke har forsøgt, saa længes jeg saa frygtelig.

Nu kan jeg det saa daarlig. Jeg har jo bare villet det bestandig. Jeg maa faa se, om jeg duer –.»

Hun gravet lommetørklædet frem af muffen og trykket det rundt i ansigtet.

«Lille Hvidepus –.»

Uni smilte – det samme triste smil:

«Har du lagt merke til, hvor sjelden du kalder mig det – alle de gamle tøvete navnene, alt det vrøvlet vort, vi havde i begyndelsen. Kan du huske, dengangen jaalet og vrøvlet vi altid. Og saa var vi bestandig saa lyksalige, naar vi var sammen. Og enige ogsaa altid –.

Og med engang vi havde gjort det offentlig, saa blev det anderledes.

Endda vi er da ikke mindre glad i hinanden nu?»

«Jeg har tænkt paa det, ja – du havde kanske ret dengangen –.»

«Aa, jeg havde det paa følelsen – det vilde gaa saan – du skulde hørt paa mig. Hvorfor vilde du ogsaa endelig deklarere det?»

«Jeg havde jo faat sikkert løfte paa den posten. Ellers havde jeg jo aldrig –. Og saa det, at du ikkenoget hjem har. Jeg følte det simpelthen som jeg gjorde noget galt, naar jeg saan var oppe hos dig og vi var sammen bestandig.»

Kristian sparket hidsig en sten udfor.

«Det var jo bagateller, som jeg skulde sat mig 55udover. Men hvis du ante, hvor det var mig modbydelig, naar folk brydde sig med os. Kom jeg paa kontoret en dag og var i daarligt humør, begyndte de, hele banden: Naa, faat skjend af Uni, uvenner med Uni –. Ringte du op, saa kom de straks farende – især damerne, dem kunde jeg jo ikke rigtig kværke heller: Uni, Uni i telefonen – isch fan –.

Der er jo ikke anden maade at faa folk til at holde sin snude fra andres sager, end at sætte det i avisen og sende kort og alt det der. Saa gir de sig –.»

De elektriske buelamper suste pludselig op og tændte med en sagte nynnende lyd – en straalende hvidblaa perlekjæde mod den rustrøde aften.

Uni puttet sin haand i Kristians.

«Nu er din far ovenfor Lillestrømmen alt. – Jeg skal følge dig opover, jeg – det er saa moro at gaa i byen, nu jeg er saa fin –.»

Hun rettet sig i skindjakken – Kristians julegave.

«Saa gaar jeg opom Charlotte –.»

*

Charlotte var netop kommet fra kontoret. Hun sad og spiste i dagligstuen – søsteren havde elev i spisestuen.

Fiskesuppe og opvarmede kjødkager paa et præsenterbræt.

Uni havde altid trods alt havt et indtryk af fin og festlig hygge af Charlotte Hedels’ hjem. – Første gang, hun saa det, var en vinterformiddag, hun kom indom for at faa Charlotte ud en tur – solen skinnet paa de mange billedrammer, guldlister og glas. Der var tæt i vinduerne og bortefter væggene af 56levende grønt, slyngplanter og blomster med vinterblege, men frodige, nye skud, og mange morsomme, gamle møbler, fint porcellæn, familiebilleder og snurrigt, gammeldags nips. Og Charlottes mor var en nydelig liden dame med et fint, lidt vissent ansigt og graat haar, men ung, spæd figur. Hun og de tre høie, pene døtre klædte hinanden.

Fru Hedels gik i tøfler og opheftet kjole ud og ind fra kjøkkenet.

«Jeg kan virkelig ikke skaffe det bedre – de var virkelig udmerkede imiddags – men naar jeg skal varme det saa mange gange – Ellen maatte afsted igjen klokken fire, og saa kommer du klokken fem –.»

«Uf herregud, mama, jeg siger jo ingenting.»

«Jeg maa sige, det er grusomt at skulle holde hus paa den maade – gik du lige fra kontoret og hjem?»

«Vist gjorde jeg det.»

Charlotte skjænket kaffe til Uni og sig selv.

«Røg nu ikke formeget, Charlotte! Jeg forsikrer dig, det er al den tobak, der gjør dig saa nervøs og pirrelig!»

«Ja selvfølgelig – noget andet kan det jo umulig være –.»

Uni var ilde tilmode. Fru Hedels’ tone var blit mer og mer klynkende, og Charlottes mer og mer ubehagelig.

«Det er virkelig ikke morsomt at skulle lukke den dyre varme ud og lufte hele dagen, fordi du opfører dig, som du var herren i huset –,» fru Hedels slog demonstrativt begge vinduer op.

57Charlotte tog kaffebrettet.

«Saa sætter vi os ind til mig.»

Charlottes værelse var hyggeligt, med gamle birketræs møbler.

Hun stod henne ved skrivebordet og rodet – rakte et blad til Uni:

«Hvis du gidder –.»

Der stod:

Som øiet brænder,
træt af at stirre
og prøver at kløve den svarte nat
og intet kjender –;

aarvaagent bange
som øret anspændt,
træt af at lytte mod lyd i ødet
og ingen fange:

Mit hjerte skjælver,
træt af at lytte
og speide under den tomme himmel
som om mig hvælver.

Jeg er saa ene,
som var jeg glemt i en uddød verden
hvor bare skyer langs himlen sniger
og mosen smuldrer paa liggraa stene.

«Ja,» sagde Uni og rakte papiret tilbage. «Det er svært godt, synes jeg.»

«Nei.» Charlotte lagde papiret tilbage. «Jeg er lei af alting,» sagde hun om lidt rolig.

«Har du ikke gjort noget mere paa det, du begyndte paa ihøst –,» spurgte Uni forsigtig.

Charlotte tændte en ny cigaret og rystet paa hodet.

58«Forresten – det er rart igrunden, at jeg ikke kan lave noget.»

«Kan du ikke skrive om dig selv?»

«Jeg havde lyst til at skrive om byen. Du, alle disse halvpene strøgene, som vi bor i – vi respektable sliderne. De vaade, skidne gaderne med hulslidte fortaugsfliser og smaaleiligheder og smaabutiker – jeg kunde gidde og skrive om saanne butiksvinduer – sæbeforretninger og legetøisbutiker med badedukker og syskrin og glasperlebaand, som unger staar i klaser udenfor og siger «frit for». Du, naar jeg nu ved, hvor mange smaa, fattige længsler der har dugget hver eneste liden femtiøres herlighed indi der –.

Om aftnerne gaar jeg af og til og valfarter i de gaderne, hvor jeg har bod før, havt skolevei og kontorvei. Forleden kom jeg forbi et sted i Underhaugsveien, hvor vi bodde engang. Der er en gaslygt lige udenfor, og der stod en liden gut i vinduet og prøvet at læse – der var ikke tændt lys. Og saa saa jeg det blanke hjulet paa en symaskine indenfor –.

Sligt noget. – Jeg kunde komme til at elske og arbeide med alle de slidte, smaa ord, som mennesker slænger ligegyldig fra sig – stikker til hinanden med, gir hinanden i et lidet kjærtegn, hvisker, naar de er bedrøvet eller naar de overraskes af en liden glæde –.»

Der var et stillestaaende udtryk i Charlottes store, graablaa øine. Det, som gav det bløde, runde pigeansigt lidt særpræg, var brynenes fine, regelmæssige buer – denslags øienbryn, som pleier at være paa malerier fra firti–femtiaarene – og den fyldige, røde mund. Charlotte Hedels saa ud, som hun var skabt 59til sund og rolig lykke, med det frodige, blanke haar og den runde, slanke figur – hun gik meget i glatte kjoler uden linning, og halsen var bred og rank og hvid.

«Jeg kunde skrive den bogen om dig – om mig selv, eller hvemsomhelst anden af os – kontorrotter!

Vi gaar og har et arbeide, som vi skal leve af – vi kan ikke leve for det. Vi sætter ingenting paa spil; der er ingen tab og ingen vinding, som holder vore tanker i spænding ved det, naar vi er gaat fra kontoret – eller butiken – eller skolen. Jeg vil skrive, – du vil spille teater – de andre – –.

Jeg kan dem, – disse stakkars spurvene; de har ikke nogen historie, men en række af dem: Et værelse i det pensionatet, en mand, de var sammen med der, som mødte dem, gik ud med dem. – Saa kom den manden bort – de blev uvenner – kanske han døde – kanske de bare flyttet hver til en anden kant, og den vesle smule forhold smuldret bort formedelst forskjelligt smaatteri – saa et nyt rede en anden steds under tagstenene, et nyt værelse, en ny mand at tænke paa, pynte sig for, digte sin lille drøm om, en ny vei til kontoret gjennem andre gader –.

Og det er det samme, vi vil allesammen – hvilken maade vi saa vælger for at faa tag i det –.

Leve et eneste øieblik, med alt vort væsen vendt indefter. Saan, at vi ikke ser med øinene ud i taagen og gaslygterne – men ind paa vort eget «brændende» hjerte –.»

Der var ganske mørk i værelset. Uni laa udstrakt paa den lærbetrukne sofa.

«Det er vist sandt igrunden –.

60Men du Charlotte –.

Nu jeg og Kristian. Jeg har jo aldrig elsket andre end ham. Nok lidt en og anden – ja, saan som du siger om de andre. Men det er jo ikke kjærlighed – vel?»

«Nei.»

«Jamen nu har jeg altsaa kjærlighed – til overflod. Alligevel var jeg lykkeligere, – eller jeg havde ikke tid til at gaa og være mismodig – naar jeg var optat med de andre – spændt paa, hvordan det skulde gaa. Og saa da jeg traf Kristian, saa skjønte jeg straks, at det andet, de andre, det var ikkenoget. Jeg var lykkelig, rent svimlende. Og jeg blev bare mere og mere lykkelig, saa jeg blev rent ræd næsten, for – – ja at jeg skulde fare til himmels med engang i en gloende automobil. I begyndelsen, mens vi var hemmelig forlovet.

Og da vi saa gjorde det offentlig, da de allesammen gik og gratulerte, og jeg fik presenter af tanterne, og de snakket om huset og fremtiden og sligt.

Men jeg er da ikke noget daarligt eller letsindigt menneske – –.

Og de andre vidste det jo forresten ogsaa før, gik og ærtet os med hinanden.»

«Kanske du ikke vidste det saa sikkert.»

*

I mars er det, at den rigtige vaar er i Kristiania.

Midt paa dagen tiner og drypper det; husvæggene blir sortflammet af det sodede vand, som siler nedover, og menneskene springer og hopper i sølen 61for ras af sneis, som bruser gjennem luften og klasker i gaden med smaa fygende, blanke splinter. Der er al vaarens tungsind i det gule sollys, som gjør alt slidt og falmet, vinterklærne og de nøgne, graaladne trækroner – der er lidt af den evige længsel i hvert sind, om saa de smaa damerne bare ved, at de længes efter nye, fine klær. Vaarens første lyd er der; den livsalige bristen af issvulen paa fortauget, der ikke ligner noget andet, vindens sagtfærdige sus i trækronerne – hui, saa kommer der med en gang et stormstød, saa grenene kløver luften med hvin; og spurvene blir skingre i maalet, og oppe i skogen skjærer skierne paa skaren med en egen, skarpere tone, som det vaagne øre kjender. – Den første bare flek jord indmed en husvæg er en frydefuld nyhed.

Saa blir det kvæld, og luften er skjærende kold, og nyisen brister under fødderne med glasskjør klingren. Himlen er grønlig, og langs aaserne i sydvest dvæler aftenguldet uendelig falmende længe i de endeløse, fortærende lyse marsaftener.

*

Uni gik opover til Kristian med de første blaaveis, hun havde kjøbt hos en gammel kone i et portrum.

Han sad henne ved vinduet og skrev til sin bror; gjorde brevet færdig, mens hun satte blomsterne i vand.

«Vil du sætte en hilsen paa til Lars?»

Kristian stod og saa ud, mens hun skrev. Saa kom hun bort til ham og stod og tuklet med fingrene i hans haar, mens de stirret ud sammen, hvor skumringen stod gjennemsigtig og dunkelt violblaa over 62løkken, som yret med legende unger i den brune bakke. Huset laa høit oppe, med en flod af mørke hustage nedenfor jordet, og paa den anden side stod Ekebergaasen med røde lysgnister nedover i mørket og svagtsvungen, sort linje mod østhimlen.

«Var du hos teaterchefen da? – Naa, hvad sagde han da?»

«Aa – at jeg var nydelig, og havde talent og alt det der. – Jeg kan det nu.»

Kristian tog hende ind til sig:

«Du maa ikke være saa modløs nu, Uni. Du kan vide, du kommer nok frem, du og. Lidt vanskelig er det naturligvis altid i førstningen – for alle.»

«Der er nu nogen ogsaa da, som slipper til med en gang. Jeg skal si dig, det er fordi han ikke kan fordrage fru Thomsen –. Som man kunde ha nogen bedre at lære af. – Ogsaa naar man ser, hvad det er for nogen – affekterte, skabagtige, talentløse kræ, han har til damer –.»

Kristian nikket bare.

«Jeg orker ikke gaa til tante Bendikte iaften, Kristian.»

Han strøg hende frem og tilbage over haaret

«Neinei da. Nu havde jeg forresten ringt op Thomas og sagt, vi kom.

Hvad skal jeg finde paa med dig iaften da, Uni,» spurgte han om lidt.

Uni klappet ham uden at svare.

Hun følte sig saar og nervøs. Det var ydmygelsen, hun havde følt overfor teaterchefen, der han sad og snakket sig bort fra hende og hendes, venlig og forekommende. – Det var dumt, at hun altid 63skulde føle sig ydmyget ved alt mulig. Smaalig, barnagtig, forfængelig var hun – naar hun gik udover Drammensveien og misundte de mennesker, som bodde der, gik elegant klædt, havde deilige gardiner i vinduerne – og som hun igrunden foragtet, fordi de ikke digtet og drømte om livet som hun. – Som hun foragtet de andre paa kontoret – inderst inde følte hun sig ydmyget ved at maatte arbeide der. – Som forleden dag, Sixten Thorne kom op for at snakke med hendes chef: Hun blev blodrød, prøvet først at slippe hilse, og da han snakket til hende, stod hun og fomlet som en idiot.

Og hun vidste jo godt, hun burde være stolt af det, at hun arbeidet, havde klaret sig selv fra hun var barnet næsten. Og Kristian var hendes kjæreste, Kristian – du gode Gud, og saa gik hun og ønsket sig silkefor i kjolerne og hus paa Drammensveien! Og en dag – hun tvilte jo aldrig paa det selv – saa naadde hun det, hun havde drømt om altid –.

«Jeg har lyst til at reise over til Amerika –,» sagde Kristian med et.

«Men Gud, hvordan finder du paa det –!»

«Jo. Her er jo ingen fremtid. Nu ser du dig – talent siger de jo, du har i lange baner, du vil bare bruge det – nei tak, man greier sig uden det hertillands. Se paa mig da – skal jeg gaa i denne filleposten og søle med disse heiserne og ikke ha udsigt til at kunne by dig noget ordentligt nogensinde – du er sandelig ikke skabt til smaa kaar – ikke jeg heller for den sags skyld. Men faa noget ordentlig her – jeg ved da for fan, jeg kunde greie – jeg havde nær sagt hvadsomhelst.

64Nei Amerika – se nu paa Lars. Du vilde passe der – gaa i silke og pelsverk og sidde ved et flygel og ikke ta dig andet til end synge og spille – slig vilde jeg, du skulde ha det!»

«Men herregud – har du glemt, hvordan Lars sled – gik og sultet et halvt aar i Chicago og alt det –.»

«Ved du, Uni, det er netop det, der ægger mig. At forsøge – tænke sig, ligge sulten under en jernbanebro, – i et gasrør – drømme om dig, vaagne og gaa og streife efter en job i byen, som et vildt dyr gaar efter mad i urskogen. – Gik jeg tilbunds – ja saa dudde jeg vel ikke, da var det bedst for os begge. Og kunde jeg bryte mig vei derover – skrive til dig en dag – ja jeg vilde helst skrive, kom over og vær min prinsesse –.»

Han lo.

«Herregud, gut – saa unyttig som du tror, er jeg da endelig ikke – du skal bare se –.»

«Det er ikke det, det er ikke det!»

Han løftet hende pludselig op og knuget hende.

«Skjønner du ikke – jeg skulde gjerne vente. Vidste jeg bare – engang saa kommer det i guldregn og stjerneskud!

Men gaa her, se dig hver dag, hvor du slider, tænke, hver dag som gaar er en liden guldblank stump ungdom, vi ikke har brugt! Ikke kunde si til sig selv, en dag saa tar jeg hende – ja viser dig glinsende og glimrende, at jeg elsker dig, saa du maa se, en levende mand er mere værd end alle malte kulisser og skrevne elskovsord ovenpaa hinanden!

65Tror du ikke, jeg forstaar, dette kan ikke fylde dig, varme dig, være nok for dig, at vi gaar her – unge, ensomme, fattige – slider og venter paa en liden prik fremtid langt ude i det graa –.»

Han slap hende braat, gik bort og satte sig i sofaen.

«Kristian –.»

Hun kom hen og stod bagved ham med armene nedover hans bryst. Strøg hænderne opover under hans hage og tvang medet hans hoved tilbage, ind i sin barm.

«Jeg elsker dig jo meget, – meget, meget mere, end du tror!

Ikke bryd dig om, hvad jeg siger og gjør – Kristian. Alt det, som er paa overfladen saan i mig –.»

Hun hvisket nedover ham, paa graaden, mellem smaa kys paa hans øienlaag –.

«Lad os da være glad for det ialfald – at vi er unge –og fattige –og ensomme. Saa er det bare dig og mig. Ingen, vi har ansvar for, bare du og jeg. Unge og ensomme – Kristian!»

Hele tiden med hænderne om hans hals, hænderne, han havde tat fast om, gled hun rundt sofahjørnet ind i hans fang.

«Min ven, min ven –.»

Han knuget hende voldsomt.

Og saa stod han op og kysset hende stille.

«Det hjælper ikke mig – Uni.

– Tror du ikke, jeg har tænkt det – mangfoldige gange – det er bare hun og mig. Bare hende, jeg skal ha ansvar for, og hun elsker mig – aa bliv siddende her – nei, lad mig faa ha haanden din – saan ja –.

66Sommetider – mange gange – saa tænker jeg, alting var bedre for os end dette – ogsaa, om vi stjal os til – ja en liden hemmelig lykke. Vi er jo bare os selv, som du siger. Og das Leben ist so kurz, und man ist so lange todt, stod der paa en kafé i Berlin, hvor jeg var sommetider. – Vi kunde jo gifte os ogsaa, selv om det blev svært lidet at begynde med –.

Men det nytter ikke, om man ræsonnerer sig til, at man har ret og er sin egen herre slig. Man har noget andet siddende inde i sig paa tværs af ræson og fornuft og meninger –. Alle unge mænd, ialfald fra saanne almindelige, borgerlige hjem – selv om jeg kanske er fra Namsos i ualmindelig høi grad –. Der er noget, som er gaaet en inderst i blodet – blit ens religion, selv om man ved, det er overtro –.

Og saanne ægteskaber, som begynder slig i hastverk – det er ikke bare fordi, man har lidet at leve af, at de blir ulykkelige næsten altid. – Det er fordi en ganske almindelig mand altid skammer sig, naar han har bragt sin kjæreste opi sligt. Og Gud hjælpe dem, som skal leve sammen da. Det er ikke mange, Uni, som kan elske en, man har gjort uret –.»

III.

«Hvis jeg kunde bo i skogen altid, tror jeg, jeg vilde være lykkelig –,» sagde Charlotte sagte.

Hun laa paa ryggen i sneen og blaaste ringe op i den blaa luft.

«Du blev nok fort lei af det,» sagde Uni, «du 67holdt ikke ud med bare naturskjønhed du heller i længden.»

«Kan gjerne være –.» Charlotte satte sig op, slængte cigaretten og tændte en ny med en kvist fra baalet. Hun lagde mere paa varmen og sad med hænderne om knærne og saa paa den tykke, osende røg og de smaa blanke flammer, der hoppet ud af haugen.

Kristian og Tomas kom med en ny bør og drog afsted igjen efter mere.

De laa paa Kobberhaugen, lidt ud fra løipen og skulde holde middag. Det var en vakker soldag oppe i høiden, men frosttaagen laa tyk udover fjorden og seg indover Sørkedalen, fyldende hvert dalsøk indmellem vestaasene, hvis øverste drag stod skarpe og sortblaa bag hinanden i al uendelighed.

«Ser det ikke aldeles japansk ud –,» sagde Charlotte –. «Det er det med skogen, den er ny med hvert eneste veir. Alle de aasene der – i klarveir er det bare en eneste mørk masse af granskog. Det er ikke naturskjønheden, som du siger. Det er det, livet betyr saa lidet heroppe. Allevegne hertillands – bare man kommer lidt ud af stierne – saa smaa og faa sporene blir efter menneskene. Byen med alle de liv, der krydser og skjærer om hinanden hver dag – husene, gaderne med staalskinner i jorden og traade over hinanden i luften – det er bare et bittelidet udslet paa jordens ansigt. Skogen staar udenfor. – Den har været anderledes engang, naturligvis – større trær, svære vindfald, der har faaet lov at raadne i ro, hvid spindel og lav og mug og vilddyr, tænker jeg mig.

68Det er den evige ufølsomhed. Vokster og død. – Husker du isommer paa fjeldet. Kvernberget, vi kløv op paa den kvælden? Uren nedmod vandet, gulgraa og livløs og uforanderlig, slig den har staaet fra før menneskenes tid. Naar jeg laa borti der, kunde jeg føle det, som jeg og alt liv i verden bare var et fnug i en bølge, der slikket et øieblik henover foden af det evige ingenting –.

Uf nei, man skulde være buddist, skjønner du –.»

Charlotte bøiet sig over baalet: «Kaffen færdig – holloi!»

Uni sad og frøs og orket ikke iskolde appelsiner.

Nei, hun manglet vist natursans. Hun havde været i Nordmarken med Charlotte endel; de havde gaaet fodtur sammen om sommeren ogsaa. Charlotte var et andet menneske paa turer – altid i humør, aldrig træt, praktisk –. Hun dat noksaa ofte paa ski, men hun var oppe med det samme igjen og satte udfor, hvor det skulde være, men Uni gruet til hver bakke, laa alle vegne og karret om sig med staverne og grov sig ned i sneen, maatte hales op og hjælpes med bindingerne bestandig. Paa ski gik hun i det hele taget for Kristians skyld, han vilde det saa gjerne.

Men ellers ogsaa – om sommeren for eksempel. Hun saa nok, det var vakkert, forfærdelig vakkert. Men alligevel gik hun bare og længtes efter at komme did, de skulde – og naar de saa var der, ja saa var der ligesom ikke mere. Naar hun havde seet det, saa kunde hun ikke gjøre mere med det.

Kristian og Tomas kom, røde og svede, og fik kaffe og mad.

69«Er du ikke glad, vi gik alligevel da, Uni?»

Uni tænkte bare med rædsel paa, at de andre vilde staa ned Skaadalen.

Tomas fik vinen frem og reiste sig:

«Jeg vil tillade mig at udbringe en skaal for skuespillerinden frøken Uni Hirsch!»

De lo og drak med hende, og Uni tvang sig til at smile og takke.

Men selv det var glansen næsten gaaet af heroppe. At hun skulde møde til prøven 15de.

*

Det var egentlig Charlotte, hun kunde takke for det. Hun havde forestillet hende for forfatteren Georg Ebert, der skulde ha et stykke op paa Cityteatret. Og Charlotte havde faaet overbevist ham om, at Uni netop var skabt til at spille hovedrollen.

Egentlig havde det hele været forbausende lidet festligt.

For det første var nu Ebert en skuffelse. En liden tuslet, filipenset fyr, der vist ikke rigtig vidste, hvordant væsen han skulde ta paa sig overfor hende og hjalp sig med en forvirrende masse jargon. – Hun var naturligvis kommet op til ham i sin stiveste puds, saa ladylike, som hun bare kunde bli, den dag, hun skulde stifte bekjendtskab med «Clara Borg».

Ja, saa sad hun der da. Eberts værelse var skummelt og forsømt, en hule, som der ikke var gjort det mindste for at hygge. Og de havde beggeto saa forfærdelig vondt for at snakke sammen. Det var, som de kom fra to vidt adskilte verdner. – Kanske hun havde havt nogen svært barnslige forestillinger om kunstnere og kunst, faldt det Uni ind.

70Egentlig syntes hun, stykket var noget forfærdeligt vrøvl. Men da Ebert selv tydelig syntes, det var et ganske merkeligt arbeide, og han roste hendes aandfulde opfatning af rollen, og da fru Thomsen syntes, den var storartet, saa gik Uni med paa, at «Clara Borg» var deilig.

Det var en lidt beklemmende følelse, at hun nu havde sagt kontoret farvel. Hun skulde leve af det, hun havde lagt sig op – til udstyr – og til høsten maatte hun jo faa engagement.

*

Uni mødte til prøverne.

Hun gik og sagde til sig selv – nu var det altsaa alvor, nu begyndte det, hun havde drømt om bestandig.

Vist var det morsomt. At hun nu havde været bagom scenen, seet kulisserne paa bagsiden, teatersalonen tom og mørk om formiddagen, skuespillerne prøvende i hverdagsdragter.

Men det var netop det, hun ikke rigtig kunde faa følelsen af, at hun hørte til der. Hun havde hele tiden den samme fornemmelse, som overfor Ebert – hun var udenfor.

Og saa det: Hun var vant til kontoret. Det faste, regelbundne arbeide. Saa og saa mange timer paa dagen – svært mange timer – de hørte ikke hende til; men saa var den tid forsørget, hun behøvet ikke uleilige sig med, hvad hun skulde gjøre da. Nu var der faktisk lange stunder af dagen, som hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulde gjøre med. Hun var selv svært overrasket ved det – men det var ikke mulig at faa «Clara Borg» tøiet ud til at fylde 16 timer hvert døgn.

*

71Uni stod i sin baldragt, sminket og færdig, og turde ikke titte ud af teppet. Hun var stiv af rædsel og hørte ikke, hvad Torbjørg Bakke sagde til hende.

«Der sidder Deres forlovede nede ogsaa –.»

Uni kom hen til kighullet. Hun vidste nok, hvor de skulde sidde, Kristian og alle de andre, men kunde i skrækken ikke finde en eneste af dem.

Orkesteret spilte de sidste takter af valsen. Og saa tog flygelet bag scenen fat, og maaneskinsbelysningen tændtes. Uni sjanglet, syntes hun selv, hen til havebænken tilvenstre.

Tæppet gik op.

– Hun kom ligesom først til bevidsthed, da det gik ned igjen. Hun blev kaldt frem – sammen med Strøm og frøken Bakke, saa alene.

Ebert kom og trykket hendes haand. De ønsket tillykke allesammen. Det vilde ikke rigtig gaa op for Uni, at det virkelig var hende selv, som var midt inde i at spille et stykke. Hun var ræd og lykkelig – vilde saa evig gjerne tittet ned i salonen, men maatte ind og bytte dragt.

Der kom blomster, fra Kristian, og fra Abrahamsen, en ven af Kristian, som hun næsten ikke kjendte.

Det var først, da hun sad i Speilsalen med Kristian og drak med ham, med de gamle venner og de nye, Ebert og etpar fra teatret, som Kristian havde bedt med, at hun begyndte at komme til sig selv. Nu var det altsaa sandt. Og det var gaaet godt, og her var lys og blomster og vin og musik for hende, og folk rundt omkring – nogen af dem da, ialfald – saa paa dem og sagde, hvem de var. – Og imorgen aviserne –.

72Kritiken var bra, sagde allesammen. Saan overstrømmende var nu bare en ven af Ebert. Ellers var det mest etpar linjer – fordelagtigt sceneydre, god stemme, og en kjendelig nervøsitet.

Men engagement fik hun. Væsentlig paa grund af stemmen.

Uni spillet i endel operetter den næste sæson, og gjorde noksaa megen lykke. Det vil sige, kritiken var ret velvillig. Men det var jo ikke roller, hvor hun kunde gjøre stort andet end synge, agere og ta sig ud.

Saa kom flere af stykkerne til at gaa svært længe – til hun var inderlig lei rollen. Og prøverne og det hele – egentlig var Uni ikke saa henrykt. Hvor skuffet hun i virkeligheden var, tilstod hun ikke engang for sig selv. Dette var jo bare en overgang – første trin paa stigen.

«Kunstens præstinde!» sagde Torbjørg Bakke.

«Du er saa uhelbredelig høitidelig. Foruden din dyd saa har du bevaret alle dine illusioner og hele borgerskabets forargelse. Du maa se til at bli lidt usædelig – se paa mig: Jeg er gyselig usædelig og liker mig forfærdelig godt i verden!»

Saa lo Torbjørg af hendes forfærdede ansigt. Uni ærgret sig over sig selv – det kvak altid i hende, naar Torbjørg sad og snakket slig, endda nu kjendte hun hende og vidste, hvad hun skulde ta det for. Torbjørg Bakke var en storartet liden pige, som hjalp sin gamle far med sin smule gage og stelte for ham og en liden brorsøn – sommetider sagde hun, han var hendes egen, men Uni havde skjønt for længe siden, det var bare tøv.

*

73Men hun følte sig usikker og sky mellem de andre paa teatret. Hun kunde ikke greie sig, slig som Torbjørg, som var venner med alle og likt af alle, og alligevel holdt sig udenfor alt, som hun ikke havde lyst til at være med paa – uden at en eneste en fandt hende stiv eller hoven – som vist de fleste syntes Uni var.

Det var sandt, hun havde let til forargelse.

*

Uni var kommet op til Charlotte paa hendes fødselsdag.

Der var noget i veien med Charlotte og hendes mor, skønte Uni. Fru Hedels havde munden knebet sammen og svarte i enstavelsesord. – Charlotte sagde hellerikke stort, mens de drev opover langs Akerselven – de skulde gaa tur før aftens.

Charlotte blev staaende paa Beierbroen en stund og saa paa fossen, der gik stor og gul i den gyldne septemberaften mellem de mørkerøde fabriker. Opunder de blodbrune mure stod oretrærne i vandkanten, sommergrønne endda efter den regnfulde høst. Gjennem fosseduren skar der staalhvin nu og da fra et sted, hvor der blev arbeidet sent. Ellers gik arbeiderne ustanselig over broen. Der laa et lidet hus paa den anden side, lige i elveskrænten; nogen smaabarn legte ubekymret paa hældet, hvor elven sætter udfor i et nyt stup.

Etpar gutter og piger, som strøg tæt forbi dem, slængte nogen halvhøie ord efter dem.

Charlotte begyndte at gaa:

«Har du lagt merke til – de ser det altsammen 74med en eneste gang, hvor vi hører til. Man kan være saa tarvelig klædt, som man vil.»

«Kanske de ser det paa fødderne.»

«De ser det paa gangen, tænker jeg. Paa holdningen og det hele. Paa munden. – Man ser saa mange pene ansigter her. Men de bærer kroppen paa en helt anden maade.»

De gik gjennem skidne kasernekvartaler, forbi smaa, gamle træhuse med haveflek foran, der saa ud, som hørte de egentlig til et andet, fredeligere sted og en anden, fredeligere tid – passe til boliger for gammeldags lystspilarbeidere med saftige vittigheder i munden og enfoldig, konservativ gudsfrygt i hjertet – ikke arbeiderne fra de mørke fabriker med truende hjul og remmer, med gitrede vinduer ned mod gaden; fagforeningsarbeiderne, der lytter ud mod byens stemmer, veirer, som fæet paa fjøset mod vaaren, og længes efter at sætte sine haarde pander mod de lag, som ligger ovenpaa dem, og bryde dem op.

– De var kommet bort til Nordre Gravlund. Charlotte aabnet grinden og gik indover birkealléen.

Mod den gule aftenhimmel kunde det sees, at trækronerne tyndedes. De saa mørke og fyldige ud i dagen – nu mod den blege luft tegnet de sig lette og gjennembrudte i de fine, sorte silhouetter.

«Jeg begynder at like september bedre og bedre.»

Charlotte stod ved en grav med mange roser.

«Det er dumt, vi ikke længer er saa naive, at vi kan gi blomsterne mennesketanker. Septembers blomster. Grovere, med den sterkeste duft, levkøierne, og resedaen og nellikerne, de ved, at frosten kan 75komme hver eneste nat. De staar og skinner op mod maanen om nætterne – naar den snur, kanske kaster den vinterveiret ned paa dem. Roserne sætter trodsig knop efter knop, som de ikke kan faa ud –.»

«Herregud,» sagde Uni om lidt. «Femogtyve aar er da igrunden ingen alder.»

«Det kommer saa an paa.

Herhjemme. Dette fortærende lyset. De lyse aftener – man synes, man skulde leve dem, hver en – for det er straks sankthans – saa slukner det lige fort. Saa er det gult, løvet, nogen dage. Saa regner det væk. Saa er det jul igjen. Og saa kjender man næsten med det samme, fra søndag til søndag, paa lyset, paa føret, nu kommer vaaren. Ungt løv, lyse aftener – bare at vi er blit et aar ældre. Og tiden rinder over os, og vi ligger som lig under vandet – lever ikke.»

«Ja. Men Charlotte. – Selvfølgelig kan du ikke være fornøiet med det, som du har det. Men der er saa mange, der har det værre.»

Charlotte smilte fjernt.

«Det var ialfald en trøst, dersom ingen havde det værre.»

«Pyt, sligt siger man.»

«Jeg mener det. De fleste mennesker var tilfredse, hvis de havde det som jeg. Foruden at det da maatte være en aparte fornøielse at gaa omkring med den allerstørste ulykke, saa kunde man da vente sig noget af livet, naar man saa, det var lidt barmhjertigt mod andre. Nu ved jeg faktisk ingen, jeg synes, har det bedre. Altsaa er det vel min feil, naar jeg er – ja ulykkelig rent ud sagt. Stelte jeg 76mig paa en anden maade, blev det vel det samme. Jeg havde jo altid mig selv at trækkes med. Det blir man ikke energisk af.

Mama sagde netop idag, jeg kunde jo gi op posten min – se at faa noget i udlandet – komme i nye forhold. Jeg kan ikke – naar jeg ved, de skulde flytte i en uhyggelig, liden leilighed – Ellen og Hedvig gaa og slide sig op, som jeg har gjort – jeg vilde angre bestandig. – Og saa kan jeg ikke bringe noget offer slig, at de ikke merker, jeg ofrer noget.

Jeg duer ikke til martyr – og jeg tør ikke være hensynsløs i det store. Jeg duer ikke til noget –.»

«Ja. Men du skal nu huske paa, hvad det er at ha et godt hjem. Du skulde vide, hvad det er, ikke at ha noget.»

«Netop. Du for eksempel, du skulde vide, hvad det er, ikke at ha nogen at elske.»

Uni saa op.

«Ser du, vi skulde vide det allesammen, hvordan det var at være uden det, som vi eier. Vi ser det aldrig, før det er forsent. Aldrig. Vi kan tænke det af og til. Men vi glemmer det hver dag alligevel. Naar de, vi holder af, er imod os – med sin vilje, eller mod sin vilje. Som en agtet forfatter har udtrykt det:

– her, herinde
har mennesket sin værste, sin uforsonligste
fiende –.»

Charlotte lo stille.

«Se nu paa den lille kusinen din. Nu har du fortalt mig om Iversens, et og andet. Se det hjemmet, 77det er paradis for Birgit, nu hun gaar og slider herinde.

Hvad tror du ikke, mit hjem vilde være for mig, hvis jeg gik og stred min strid alene, langt borte – en himmel, man kunde drømme sig hjem til, en fredet plet i den urolige, farlige verden.

Men er man blit voksen, saa vil man ud i den. Maa forsøge at kjæmpe sin kamp – alene. Paa egne kræfter.

Ens mor. Da kunde man gaa til sin mor med alt, om man vilde. Selv om hun ikke var klog og fin, som mama – bare en ganske almindelig gammel en bag en stoppekurv dagen lang – som klødde sig i haaret med en strikkepind og sagde, Gud gjør det nok godt for dig og tilsidst.

Men det er ulideligt, hver dag at møde øine, som kjender alle ens sorger – om man saa aldrig har betroet nogen ting. Naar man skal leve sammen, aar ud, aar ind.

Aa du, sidde et sted langt borte og tænke hjem – paa hver liden ting, som staar paa sin lille plads – vide, hvordan dagene rinder jevnt og ens – de smaa ting, som blir sagt hver dag, hvordan alt det samme gjentar sig hjemme. – Og saa leve midt i det hele sin ungdom, til man hader, sommetider, hver stol og hvert bord og hvert billede, der har stirret fra sin plads paa ens hele liv, er medvidere til hver ens hemmeligste sorg og nederlag. Vaagne og vide paa forhaand alle de smaa hændelser og ord, der drypper uforanderlig ned over en paa tid og time.

Aldrig blir man voksen i sit hjem. – Jeg, som har seet min mor kjæmpe sig tappert igjennem med 78os, da vi var smaa – forstaar du, hvor hun kan gjøre mig umyndig? – Men Gud, hvad det kunde være for en rigdom at vide, hvis jeg ikke var der, at et sted sad der en, for hvem jeg var den, jeg var som barn, en, hvis kjærlighed jeg aldrig kunde forspilde –.

Hun var forresten gift, da hun var paa min alder. Saa hvad forstaar hun forresten af det hele. Ikke for at jeg vilde, hun skulde forstaa det, ikke for alt i verden. Men det utaalelige, hun forstaar alt – men ikke det inderste –.»

«Jeg vilde ønske –,» sagde Uni om lidt.

Charlotte lo sin stille latter:

«Naada?»

«Jo forresten, jeg skal si det. At du blev forelsket – rigtig paa liv og død.»

Den anden nikket stille.

«Jeg har aldrig været forelsket. Kan ikke bli det. Man blir ikke nøisom af at vente – er det ikke sandt, Uni? Man gaar og tar paa forskud i sine drømme – dynger paa og dynger paa. Tilsidst er alt, som livet kan byde paa, for lidet.

Vi gaar alene – stirrer ned i os selv, speider og undersøger, digter og drømmer –.»

Uni saa fra siden paa Charlottes blege, rene ansigtsoval i tusmørket. Hun længtes pludselig efter Kristian, voldsomt og inderlig – et varmt, levende menneske, ikke dette frysende øde.

«Du er ligesom den der i fortællingen, Narkissos, ved du. Han, som elsket sit eget speilbillede og druknet.»

«Ja,» sagde Charlotte rolig. «– Men tror du 79ikke, der er noksaa mange af os, der er slige – nutildags?»

Fru Hedels havde dækket bordet med lys og blomster, vin og frugt, da de kom hjem.

Uni sad og husket, hvor hun havde været fortryllet i begyndelsen, over saanne aftener hos Hedels! Hvor sorgløst og muntert de kunde le sammen, moren og døtrene. – Hvordan var de igrunden, de andre?

Charlotte skaalte rundt. Nu lo hun og smilte – op til sin mor, der kom hen og strøg hende over den hvide, brede pande.

«Min kjække, gode lille pige!»

*

Uni stod og manøvrerte med haandspeilet – beundret sig selv fra alle sider. Hun var fuldstændig henrykt over den nye hat og hele dragten. Den gjorde bleg, det var sandt, men Gud alligevel, – om hun nogensinde havde havt noget saa klædeligt.

Skræddersyet og mellemblaa. Hatten, blaagrønt og blaat og grønt, sad og vippet høit paa hendes lyse haarpur, høit over det blege, regelmæssige ansigt – med en krans af roser i alverdens lilla farvetoner under bræmmen.

Pokker, at ikke Kristian kunde komme –.

Omsider! Det banket.

«Naa?» sagde Uni forventningsfuldt.

«Gratulerer!»

«Kan du ikke si da, at jeg har aldrig været saa nydelig i mit liv?»

«Du ved, jeg er imponeret af din deilighed altid.»

«Det er opmuntrende!»

80«At jeg beundrer dig saa intenst?»

*

– De drev nedover mod Karljohan. En vakker, solblank februardag med mindelse om vaar i luften.

Uni kom fort i humør igjen ude paa gaden. Hun gik og hilste forbindtlig glad paa folk.

«Stakkars fru Keyser. Gud, hvor hun har tabt sig. Tænk, hun er ikke stort ældre end jeg. Du kan tro, hun har været pen engang.»

«Hvor vil du, vi skal gaa hen?» sagde Kristian.

«Hvor du vil.»

Han havde ringt op og bedt hende spise middag med sig. Hun vilde egentlig helst gaaet paa Grand, men Kristian ligte sig ikke der. Saa blev det Teaterkaféen.

«Stakkars Sixten», sagde Uni ved kaffen. «Jeg fulgte ham ombord, jeg, igaaraftes. Det er forfærdelig synd paa gutten. Jeg tror nu, det er det, han er altfor snil, som hele ulykken kom af. Gud ved, hvordan det vil gaa med ham derover. Gid nu din bror kan hjælpe ham ivei.»

Sixten Thorne skulde expederes til Amerika. Der havde været nogen leie pengehistorier med ham. Uni havde skrevet til Lars Hjelde og bedt ham ta sig af ham. De havde opfrisket bekjendtskabet om høsten, han og Uni, og været stadig sammen den vinter.

«Si mig, Kristian – naar du nu havde hørt disse rygterne – allerede før jul – at du aldrig sagde noget til mig?»

Kristian saa tankefuld paa sine negle:

«Synes du det?» Jeg pleier da ikke at fortælle rygter om dine venner.»

81«Neida, gudbevars, du er altid saa nobel saan.»

Kristian blev skarp i stemmen:

«Hvorfor skal du ta alting slig idag?

– Det var det, jeg vilde fortalt dig – jeg har faaet paalæg – til 2600 –.»

«Er du ikke glad for det da?» sagde Uni spagt.

«Jeg var det ialfald –,» svarte Kristian lavt.

Uni trykket hans haand og løftet likørglasset: «Skaal, Kristian!»

«Skaal! – –

Det er jo ikke meget,» sagde Kristian lidt efter. «Om det er nok, faar saa du afgjøre.»

«Fy» – Uni hvisket og tog hans haand i sin. Kristian bøiet sig ned under bordet, som om han tog op noget, og kysset den.

«Jeg er saa forfærdelig glad, Kristian. Skal vi skrive opover til din far iaften – sammen?»

«Du er saa sød. – –

Der er noget, jeg gjerne vilde snakke med dig om,» sagde han om en stund.

«– Jeg har aldrig spurgt dig om det før. Er du fornøiet med dit arbeide – glad i det der nede paa Cityteatret?»

Uni trak rent uvilkaarlig sin haand til sig.

«Du har været noksaa mismodig undertiden; det ved jeg. Men naar du skulde se det alt under et –. Jeg vilde aldrig be et menneske gi op et kjært arbeide – –.»

«Du ved, hvad min kunst er for mig.»

«Ja. Jeg ved, hvad det har været for dig. Hvor oprigtig du har villet din kunst. Nu har du spillet to sæsoner derborte. Er din kunst endda det første for dig? 82Er den det – saa skal jeg aldrig mere snakke om dette til dig. Tror du lige fuldt og fast paa den saa. Selv om jeg skulde bli den anden. Det nytter ikke, det ved jeg godt, – er det slig, at kunsten er dit liv, saa maa du vel leve det. Du, du er mit liv, saan som du er, med alt dit. – Men lad os snakke ordentlig om det idag – paa forhaand.»

«Jeg tar ikke noget fra dig, Kristian. Du er ikke den anden for mig. Kunsten, det er jo noget helt andet. – Det er det, som er det bedste hos mig. Hvis jeg ikke kunde elske noget høiere end mig selv, ja lide for noget – kunde jeg da elske dig med en kjærlighed, som var noget værd?»

Kristian Hjelde svarte ikke. Kunsten, hun elsket mere end sig selv – det var jo bare hende selv, hendes eget væsens udfoldelse. Kunsten – noget graat, abstrakt noget – det virkelige, det var hendes egen længsel, energi, hendes selv. Han, det var altsaa noget udenfor det.

«Om vi nu faar barn – tar jeg fra dig, naar jeg elsker dem – mere end mig selv, elsker jeg dig mindre fordi, tror du?»

Bitterheden steg smertelig op i ham. Barn –ja det var jo igjen ens eget jeg.

«Det kan jeg jo umulig vide nu.»

«Ser du – denne kunstanstalten borte paa City, for mig er det jo bare en overgang, kan du skjønne. Herregud Kristian – hvad kan man dømme efter to sæsoner?»

«Andre ingenting, selvfølgelig. Men du selv?»

Uni sad og stirret. Kunde han da ane – det hun havde spurgt sig selv om, saa mangen ensom time – –.

83Og det var mod sin egen fortvilede angst, at hun svarte:

«Jeg tror det, Kristian, fuldt og fast tror jeg det. Der maa være evner, hvor der er slig en vilje, som min, slig en kjærlighed, slig en længsel – nu, jeg har prøvet vanskelighederne, alt næsten, der kan være mod kunsten i ydre kaar og sligt. – Jeg har mod, jeg har tro, jeg har kjærlighed endda!»

«Ja. – Jeg tænker paa det, du har fortalt om Charlotte Hedels. Tror du, nogen har slig længsel, slig kjærlighed til livet – evner ogsaa kanske – tror du, hun nogengang kommer til at leve?»

«Kristian!» – Hun tog sig i det, og hun prøvet at smile:

«Du begynder at bli saa uhyggelig intelligent, synes jeg.»

«Kanske du har ret i det.» Kristian talte ganske lavt og alvorlig.

«Ser du, Uni, da vi forlovet os; der var vel ikke et menneske, der vidste mindre om kunst, end jeg. Jeg ante ikke, hvad den kan være for de mennesker, der lever for den.

Nu aner jeg det ialfald. – For mig er det, at jeg elsker dig, detsamme. Gud ved, jeg har længsel. Og tro. Og vilje. Og kjærlighed. Jeg vil ikke hindre dig. Endda sidder jeg her idag – og det er ikke første gang – slig, at du maa føle det, som vi kjæmpet om det, som du tror er lykken for dig. Som jeg sad her og var din fiende – kanske lagde lumske baghold for dig.

Du faar forsøge at tro paa min ærlige vilje. – Men du kan jo forstaa: Brister det en dag for 84dig her – din tro og dit mod – da ved jeg ikke, om min kjærlighed kan hjælpe dig.»

Nu var det Uni, der dukket under bordet og kysset hans haand.

De sad en stund. Saa sagde Uni, da hun igjen turde stole paa sin stemme:

«Jeg har netop faaet en rolle idag. Jeg venter mig lidt af den. Jeg skal snakke med dig om dette, naar jeg faar gjort den.»

«Kan du ikke fortælle mig lidt om den,» bad han blødt lidt efter.

«Det skal bli en overraskelse,»

«Ja, Gud gi, du maa faa glæde af den da, kjære,» sagde Kristian inderlig.

*

Uni var forresten slet ikke sikker paa, at hendes overraskelse vilde glæde Kristian.

Det var hovedrollen i en fransk farce. Hun var henrykt over denne lille Genevieve, der af pureste uskyldighed siger og gjør saa græsselige ting. Men hvor nydelig hun skulde faa det til – den lille klosterfrøkens yre livslyst og eventyrmod. Den freidige uvidenhed, nysgjerrigheden efter at faa greie paa dette mystiske, de gamle nonnerne og den gamle formynder gaar og stikker afveien for hende – og den varme strøm af længsel, der gaar under det hele. Saa forelskelsen, der gjør hende frygtsom og blyg først, og siden saa overmodig tryg og lykkelig – og den kvindelige stolthed og barnagtige triumf paa en gang, da hun blir overrasket af formynderen paa hotellet, hvor hun er rømt med sin kjæreste og har 85giftet sig – naturligvis med ham, onkelen havde bestemt hende for.

Der foreskrev nu stykket, at Genevieve kommer styrtende ud i korset og bukser. Direktøren havde spurgt, om hun vilde spille rollen i det kostume. Ellers kunde det jo nok gaa an at ta et underskjørt med.

Uni var gaaet ind paa det. Hun var indtat i rollen og hun mente, hun skulde nok faa noget nydeligt ud af det – gutagtig kaadt og rent.

Saa kom det jo rigtignok an paa, hvad Kristian vilde si.

*

Hun følte, hvor hun havde publikum med, fra hun kom ind. Hun straalte i en lyksalig følelse af at gi sit bedste – saa de farlige repliker fløi fra hendes læber som et barns uskyldige kvidder.

Seir, seir – Kristian kom op i første mellemakt – gudskelov, han var bare glad.

«Naa gut – aassen synes du, jeg er?»

Han lo og klemte hendes haand.

«Brilliant! Nu er du vel glad vel?»

Hun nikket og stod med opspilte næsebor og tog mod komplimenter.

Herregud hvor alt var godt. Væk var nervøsiteten, angsten, kritiken, der sad og holdt igjen i hjertet.

Hun blinket og tindret gjennem rollen som en guldfisk.

Hun smuttet ud i sin smule kniplinger, paa slanke, røde ben, stod og forklarte, freidig og rolig – og saa den pludselige, undselige bevægelsen med 86hænderne, det sky blik til speilet, flugten ud – hun følte, hvor hun gjorde det yndigt, uendelig meget finere end nogen gang paa prøverne – hvor hun kunde det nu –.

Men da det saa var forbi, og da Kristian kom efterat forestillingen var slut –. Han sagde ikke et ord om det, men hun merket paa ham, nei, han var ikke glad.

Hun læste aviserne næste morgen, til hun kunde udenad, hvad der stod om hende. Det var herligt altsammen. En oplevelse, kaldte en hendes spil. Og hun pyntet sig og gik i byen for at træffe bekjendte og nyde triumfen. Men inderst inde gruet hun bare for at træffe Kristian.

Hun gik og samlet op til et forsvar mod det angreb, der ventet hende. Nei, Kristian skulde ikke faa lov at ødelægge dette for hende!

Om middagen gik hun op og mødte ham ved fabriken.

Han ønsket tillykke igjen – snakket om successen. Og Uni gik nervøs og ventet bare paa at faa gjort op, speidet i hvert ord, han sagde, efter anledningen.

«Hvad tror dere dernede da – tror dere, det kommer til at gaa længe?»

«Du kan skjønne det – saan en glimrende kritik. Jeg haaber da, det skal gaa det meste af sæsonen. Saa skal vi jo paa turné, ved du –.»

«Jeg kan godt forstaa, du er glad i den rollen,» sagde Kristian. «Men den dragten i sidste akt – kunde du ikke faaet lov til at forandre den lidt?»

«Umulig – kjære, replikerne da!»

87«Dere forandrer da noksaa meget paa replikerne ofte – det har du da før sagt mig.»

«Jeg brød mig ikke om det forresten. Saan som jeg tog rollen, vidste jeg, jeg vilde klare det. Det synes jeg, jeg har gjort og.»

«Det har du. Du greiet det storartet. Alligevel –. Bare den maaden, de sagde det paa idag paa kontoret, hvor fortryllende Deres forlovede er –.»

«Er du gal? Det er da for latterligt – skal jeg rette mit spil efter, hvad de siger paa kontoret hos dig?»

«Du ved godt, hvad jeg mener. Hvis du vidste, hvadfor øine etpar hundrede mandfolk saa paa dig med igaaraftes – og vil se paa dig med hver aften i det stykket –.»

«Jeg er ligeglad med – mandfolk!»

«Jeg er ogsaa mandfolk,» sagde Kristian lavt.

«Skammer du dig ikke –.»

«Aajo kanske. Det hjælper bare ikke, om man skammer sig. Det forandrer ikke sagen.»

«Nu synes jeg, du bruger stygge vaaben, Kristian.»

«Vaaben?» Kristian saa hvast paa hende.

De var kommet op til Vestre Akers kirke, gik alene op og ned der i veien.

«Du kan ikke negte, Kristian, du vilde hellere, det skulde gaaet mindre godt igaar.»

«Tror du det, du siger der?»

Uni svarte ikke.

«Jeg var glad igaar. Mere og mere, som jeg saa dig spille. Jeg var glad for din skyld; at du vandt. Helt til sidste akt. Da vilde jeg ønsket, mens jeg saa paa de ansigterne, som stod der sammen med 88mig, at du havde vundet helt frem – med andre «vaaben», som du siger.»

«Det er ikke sandt, Kristian.»

Han brød af:

«Tror du ikke, det er sandt, det som jeg siger til dig?»

«Du tror det. Det ved jeg godt. Men det er ikke det lille, du tar fat i – det er det, du har aldrig før trodd, det skulde bli til noget med mig. Du har ventet paa, at jeg skulde gi det op en dag, bli træt og ty til dig.»

Kristian stanset. – Han følte en syg, raadvild angst – hvor meget ret havde hun i det, hun sagde – kanske det var saan? Og en bitter smerte – hvor det var stygt, det hele.

«Og da er det umuligt –,» brød Uni ud i taarer.

«Hvad er umuligt – Uni, Uni da!»

«At det kan bli ved!»

«Det mener du ikke – hvad kan ikke bli ved?»

«At vi piner hinanden slig!»

Hun havde tat af sig hansken og drog ringen af fingeren.

«Uni, Uni, nei –! Uni, jeg skal finde mig i alt –.»

«Det er netop det, jeg ikke vil, du skal! Gi mig ringen min, Kristian –.»

*

Hun havde ret, tænkte Kristian, da han sad alene hjemme hos sig selv om aftenen. Det er umuligt.

Det baand, som bandt dem sammen – naar de begge drog i det hver til sin kant, naar der hver dag var fine traader i det, som blev gnavet itu 89af smaa og hæslige ting – saa fik det heller rives over.

Saa glad som han var i hende! Kristian Hjelde lagde ansigtet ned i sine hænder. Og hun var glad i ham og, ja det var hun.

Men det var alligevel umuligt. Den evige, pinende mistillid. Aldrig kunde de være helt ærlige mod hinanden, aldrig mod sig selv. Han havde ikke kunnet hindre det idag, at han tænkte et øieblik: Nu gaar hun, – nu staar hendes vei hende aaben, du er bare iveien nu. Og han selv, havde han ikke havt sine hemmelige tanker: Nu er hun snart din, helt og holdent – og havde han ikke tænkt det, hans hjem, hans kjærlighed, hans barn, de skulde binde hende – vinde hende, kaldte han det nok selv; men binde hendes vinger, det mente han vel – –.

Det var hæsligt. Væmmeligt. Som nu ihøst, hun var sammen med Thorne. Han var skinsyg, skjulte det, men gik og mistrodde. Ikke netop, at Thorne var nogetsomhelst andet, end en barndomsven – men at hun gik og længtes efter de kredse, han hørte til – «snobbeklikerne», som han selv kaldte det, societeten, som det hed. Kredse ialfald, hvor han ialfald ikke havde udsigt til nogensinde at kunne føre hende ind.

Nei – det, han kunde byde hende, det var ihvertfald ikke noget, der gav ham ret til at holde igjen, naar hun vilde gaa.

Kjærlighed, kjærlighed – naar den ikke kunde bære over alle hverdagens smaa, onde ting, ikke engang skjærme mod smaa og stygge, stille tanker –.

Saa sendte han Uni hendes ring.

*

90Uni graat, da hun fik den. Hun havde tænkt, det skulde briste eller bære, det fik gjælde et forsøg. Hun opdaget pludselig, at hun havde i virkeligheden slet ikke tænkt, det kunde falde ud til briste. –

Og hun graat og længtes efter Kristian. Og alting var hendes egen skyld.

I begyndelsen haabet hun, de skulde træffes, og saa skulde det bli godt igjen. Men de traf aldrig sammen. Han gik til og fra kontoret til sine faste tider, og det var ikke hendes. Tomas var af og til sammen med ham, men hun fik ingen greie paa ham der.

Saa kom hun til at reise paa turné, og saa var det sommerferien. Og saa gik tiden, og hun tænkte ikke saa ofte paa ham; – men hver gang hun tænkte paa ham, længtes hun lige bitterlig.

Til Torbjørg Bakke en aften ud i den næste sæson sagde:

«Har du seet – din forhenværende tilkommende svigerfar er død?»

Uni hørte bare «forhenværende tilkommende» og «død». Hun maatte ind; hun havde bare en kort scene; men det var langt som mange timer, mens hun, lammet indvendig, mekanisk afleverte sine repliker. Hun var som svimeslaaet – kjendte ikke rigtig smerten endda.

Torbjørg stod i kulissen og rakte hende aftenavisen. Der stod:

«Vor kjære far, fløtningsinspektør Lars Hjelde, afgik igaar aftes pludselig ved døden i Namsos, nær 57 aar gammel.
Bekjendtgjøres kun paa denne maade.
Paa egne og fraværende brors vegne
Kristian Hjelde.»

91Hendes første følelse var jubel – og bagom befrielsen, at Kristian levet, stod en ny, straalende glæde: Hun vilde skrive til ham straks iaften. Stakkars, stakkars Kristian, saa glad som han var i den faren –. Men hun følte, hendes sorg for hans sorg var ikke ægte. Nu kunde hun komme tilbage til ham, nu trængte han til hende; hun vilde ikke bli vist tilbage.

Hun skrev og bad om at faa komme op til ham. Hun maatte faa være for ham alt, hun kunde, hun, som alligevel havde staaet ham nærmest saa længe. Ingen vidste jo som hun, hvad han havde mistet i sin far.

Det blev et langt brev, og et ømt og forsigtigt brev. Varsomt vilde hun liste sig ind til ham.

Hun maatte vente paa svar i tre dage. Uni gik syg af angst og spænding. Du gode Gud, hun maatte faa komme tilbage til ham, nu, han havde det ondt. Aldrig mere skulde hun være egoistisk nu. Nu vidste hun, hvad det var at være foruden kjærlighed. Hvor hun skulde være god, ydmyg og god.

Den anden dag gik hun op til ham. Han var flyttet derfra, hvor han havde boet før. Hun gik til hans nye logi. Han var reist fra byen dagen før.

Den tredje dag, da hun om aftenen kom fra teatret, laa der endelig brev. Det var stemplet Røros. Der stod:

«Kjære Uni!
Jeg er dig saa usigelig taknemlig for dit kjære brev. Jeg vilde skrevet til dig, straks jeg fik telegrammet, men jeg orket ikke, og saa tænkte jeg at skrive, naar jeg kom hjem. Jeg kan ikke sige dig, 92hvor taknemlig jeg er. – Ja du ved, hvad far var for mig; du har jo ogsaa kjendt ham, og dere var glad i hinanden. Du tænker paa mig i denne tid, det ved jeg nok og er glad for. Dine blomster kom, netop som jeg skulde reise, saa jeg kunde heldigvis faa dem med; jeg lægger dem i kisten fra dig. Tak for dem ogsaa, kjære Uni.

Men jeg tror, det er bedst, vi ikke træffes, naar jeg kommer tilbage. Jeg vilde forfærdelig gjerne, kan du nok forstaa, men det er bedst alligevel, at vi ikke gjør det, tror jeg. Naar det ikke kan forandres alligevel. Ja Uni, jeg ved, du er min ven, og jeg vil altid bli ved at være glad i dig; men naar det nu engang maa være saan.

Jeg sidder og skriver dette til dig i kupeen. Jeg reiser hjem til begravelsen nu. Far døde af slag, ganske pludselig. Kanske det er det bedste for dem selv, at slippe sygdom og lidelse, men det er frygteligt, naar det kommer saa ganske uforberedt. Han var jo noksaa ung ogsaa, forholdsvis.

Farvel, kjære Uni, jeg er saa træt, at jeg orker ikke skrive længer. Endnu engang tak for altsammen; du maa tro, jeg er dig taknemlig for hvert eneste ord.

Tusen hilsener fra din hengivne ven
Kristian Hjelde.»

IV.

Uni, Birgit og Titti havde været hos tante Bendikte en aften. Hun var flyttet op til Vinderen nu. Da de gik ned til trikken, var det blit yrende 93snefog, og under sneen var veien speilglat, saa de maatte holde i hinanden – de gik og gled og snublet og lo, og Titti skreg i vilden sky. De var hvide som snemænd, da de kom i vognen.

Uni sad og tiet stille, træt og trist. De havde naturligvis snakket om hendes sidste rolle oppe hos tanten – i et originalt norsk drama, som havde gaaet tre gange og gjort fiasko. Allesammen havde de syntes, den rollen maatte være ækkel at spille: Det var en ung pige, som kom paa gale veie, i sidste akt var hun demimondedame. Forresten snakket de mest om toiletterne – hvor kjedelig det maatte være at ha skaffet sig saa dyre dragter, naar stykket straks skulde lægges hen. Især den lyse aftenkaaben i sidste akt – tante Bendikte syntes Uni kunde umulig bruge den; hun maatte sy noget andet af tøiet. Titti syntes absolut, hun skulde gaa med den, som den var, den var bedaarende. Birgit mente, hun kunde ta af det paafuglfarvede og sætte graa fløiel paa istedet –.

Du store Gud igrunden – at hun var i familie med dem! Tanten – hun havde siddet og seet paa hende – man kunde umulig forestille sig en menneskekrop indeni disse futteralagtige kjolerne med vist hundrede pinder i og de besynderlige to stive, tomme folderne fra hver skulder, som gik sammen i en tup paa maven. Og de rare, madamøse caperne og staaltraadhjelmerne med sorte blonder og gamle fløielsblomster og smaa, slidte strudsfjærstuster. – Og saa Titti da, som altid kom op i saa meget rart, der hvor hun bodde, og altid fortalte hende om en eller anden herre, der var forelsket i hende. Og Birgit stakkar –.

94«Majorstuen – alle ‘raussteigen – » ropte en gammel, tyk tysker.

Titti kniste. Uni satte i at le, – en høi, uopdragen og affektert latter, saa de to andre hysset paa hende. Men Uni blev ved at le, sendte den ene bølge af høilydt teaterlatter efter den anden ud i snefoget, mens de gik bortover fortauget.

«Uni da,» sagde Birgit – «folk maa tro, du er fuld –.»

Tre herrer med ski, som havde været i tilhængervognen, gik forbi dem. De hilste – først den bagerste, saa de andre.

«Men gid –,» sagde Titti – «det var jo Kristian jo.»

Uni nikket. Hun var blit stille.

*

Hun laa om natten og kunde ikke sove. Det var kritiken: «Frøken Hirschs spinkle og nydelige operettetalent svigtet i Ragnas rolle –,» det var omtrent den peneste. «Uni Hirsch slukkede i sidste akt den skrøbelige, dramatiske gnist i teatertaarer.» «Den sorrigfulde, samfundsanklagende Magdalene forsvandt graat i graat mellem frøken Hirschs hænder.»

Det var det samme, hun havde hørt bestandig, ialfald i de to sidste sæsonerne – nydelig, spinkel, graat i graat – summa summarum, ubetydelig, talentløs. Fjollede operetteroller og farceroller og lidt ros, saan et naadigt klap – ordentlige roller en sjelden gang, og saa kritiken: slaar ikke til, gjør ingenting ud af det. Og hun var begyndt at spørge sig selv, havde de ret?

Hun havde paa en prik vidst, hvordan hun vilde 95gjøre Ragna. Bare livslyst, der var blit underernæret, og saa siden ulykken. Alle de oprørstiraderne – det skulde ikke være mere end alle unge pigers klage, som vil op til solskin og lykke og ingen vegne kommer, saan som man føler det, naar verden trykker og klemmer en ned i mørke – enten man gaar i hundene, eller man sidder ærbart paa sin hale paa en kontorkrak og slider hele dagen for at gaa hjem om aftenen til et lidet sekstikroners værelse i et uhyggeligt pensionat – gaar forlovet i aarevis og ser sig sint paa den man elsker igrunden, bare fordi det er saa haabløst og unaturlig indrettet – eller man ser sig sint paa sit hjem, plager sin mor og trætter med sine søskend, som man er glad i igrunden – men naar man nu er nødt til at krybe sammen i et lidet trangt hjem for at greie sig –.

Det var det, hun vilde havt frem. De var slet ikke noget gode eller rammende, de lange, voldsomme replikerne. Det var bare rigtig seet, at hun anklaget, naar hun havde stelt sig slig, helst noget saan ud i vind og veir som samfundet. Det kunde ikke nytte at gjøre mere ud af det. Men de havde sagt hende allesammen nede paa teatret, at det gjorde ingen virkning. – Hun maatte lægge rollen anderledes an. De havde altsaa faaet ret. – Hvis det da ikke var mislykket, netop fordi de tilsidst havde faaet hende gjort usikker. – Eller var det simpelthen, fordi hun ikke havde kunnet?

Hun havde blaast i kritiken den første tiden. Naar den bare var nogenlunde velvillig saa. – Hun var saa sikker paa det selv, at hun havde talent i massevis – saa hun maatte jo en dag faa overbevist 96alverden. Og naar hun først havde slaaet igjennem. – Gudsdød, hun skulde vise folk, hvordan der skulde spilles komedie. – Og endda, naar hun sad og saa andre spille, sligt som de fik applaus paa, saa sad hun og brændte efter at faa vise – nei dette er da for gærent, saa tindrende falsk, komedie, affektation, deklamation. Men det gik altsaa baade i kritiken og folket. Og nu var hun begyndt at bli træt. – Kanske det var de andre, der havde ret. Det gik jo ikke an at gaa rundt paa en scene og være naturlig bare. Kanske hun ikke kunde gjøre kunst af det, hun mente. –

Men det var jo ikke til at holde ud, hvis det skulde være hendes fremtid – at gaa der som en middelmaadig operetteskuespillerinde paa Cityteatret. Saa havde det været bedre at bli paa kontoret da. – Hun var jo ikke et haar mere uafhængig nu end før. Egentlig var det det samme – en chef, man var afhængig af, næsten mere end paa kontoret, kamerater, som hun ikke havde det ringeste sammen med – naar hun undtog et par af dem – og saa de evige pengekvaler. – Og hun fik pent bli der. Der var pokker ingen forretning, der vilde ha hende nu, hun havde faaet stemplet paa sig, kunstnerinde. –

Du evige Gud, som Kristian havde havt ret ofte.

Kristian – som hun havde længtes efter ham ofte. Bare se hans ansigt, bare høre hans stemme. Han, som igrunden aldrig havde villet andet end staa mellem hende og alt i verden, der kunde stikke og saare hende. Alt leit mellem dem, var det ikke bare kommet af det, at han saa, hvor lidet hun duet til 97at ta sig frem i livet, det, hun endelig vilde i kast med – og led ved, at han ikke kunde gjøre mere for hende?

Kristian – mon han havde trodd, hun var fuld?

*

Hun spillet ikke i den tid, og hun var nærmest glad for det. Egentlig havde hun forresten været selvskreven til den rollen, Clara Lund havde faaet. De begyndte at gi Clara Lund hendes roller. En af kritikerne havde ogsaa sagt, hun burde havt den.

Hun skulde paa en slags dansemoro den aften, hun stod af trikken oppe ved Kirkeveien. Men hun var saa inderlig uoplagt til at være sammen med kunstnere iaften, uoplagt til at danse, uoplagt til alting. Det var svært tidlig, hun var ude ogsaa.

Frysende stod hun og saa udover de hvide jorder – op mod de gnistrende lys i aasen, hvor Holmenkollen laa og tindret med sine buelamper. Langsomt gik hun lidt opover Sørkedalsveien. Hun vilde ikke engang tilstaa for sig selv, at hun tænkte paa en mulighed for at møde Kristian. Selvfølgelig var han gaaet fra fabriken for lang tid siden.

Der var mørkt og slukket. Uni blev staaende udenfor porten. Hvor længe det var, siden hun pleiet staa her og vente paa ham. –

Hun gik frem til veien igjen. Der kom nogen unge gutter nedover, skraalende og støiende. Saa snudde hun og gik tilbage. De gjorde mine til at følge efter hende, ropte til hende –. Porten stod aaben ind til fabrikgaarden, og hun gik indenfor.

Det lyste paa materialforvalterens kontor. Døren stod aaben – der var Kristian; han stod og snakket 98med materialforvalteren – sagde godaften til ham. Uni smat ind i skyggen, da materialforvalteren gik.

Døren blev staaende aaben – Kristian var alene derinde; han stod med ryggen til hende og skrev ved pulten.

Det var, som gik hun i blinde, efter en indskydelse, uden skyggen af en tanke eller overlæg – hun var inde i det halvmørke rum, i den kjendte, friske lugt af gummi eller tjære, hvad det nu var, snublende over bunker af elektriske kabler og materiel, gik hun bort mod lyset over pulten, der han stod –.

Han snudde sig fort:

«Uni –!»

Han var blit aldeles bleg.

Nu stod de lige ved hinanden, paa hver sin side af krakken.

Uni var kommen til at skjælve, og hun kunde ikke faa stemmen i sin magt:

«Jeg skulde opover hid – jeg – jeg fik saan lyst til at hilse paa dig – jeg vilde saa gjerne høre, hvordan du levet –.»

«Det var snilt af dig – du – jeg skulde netop gaa nu – jeg kan kanske faa lov at følge dig – jeg – vi –.»

Hun hørte ikke, hvad han sagde. Han hvisket ogsaa ganske sagte. Han lagde nogen bøger sammen paa pulten, og hans hænder rystet sterkt.

«Uni –.»

Saa var det, som de gjorde den samme bevægelse paa en gang – da hun kastet sig ind til ham, og han tog hende.

99Et øieblik drog hun sit ansigt bort fra hans, saa meget, at hun fik hvisket:

«Du Kristian – hvis ikke dette var kommet nu – jeg tror, jeg var blit gal –.»

Og de klamret sig til hinanden igjen.

*

«Du – det brevet, du skrev til mig, Kristian –.»

«Hysch Uni – ikke snak om det, kjære, saa er du snil. – Jeg har angret paa det saa forfærdelig. Men jeg var rent som fra mig selv dengangen. Far var død, jeg reiste opover der og skulde aldrig træffe ham mere – jeg orket ligesom ingenting – ikke begynde igjen paa alt det gamle – møde dig igjen, naar det alligevel skulde være forbi – træffe dig, og du ikke var min længere – bare venner – jeg kunde det ikke –.

– Bagefter, saa angret jeg som en hund. At jeg ikke havde grebet til med begge hænder, naar du bød mig saa meget som lillefingren din –.»

De havde faaet lommetørklæderne op, pudset næsen paa engang og brast i latter – halvveis hulkende begge to.

Endelig kom de sig til at gaa.

«Jeg har i det hele taget ikke gjort andet end tænke paa dig, helt siden den aftenen, jeg gik forbi dig ved trikken» – sagde Kristian, mens de gik nedover. «– Jeg stod netop og tænkte paa dig, da du kom, – jeg trodde ved Gud, jeg saa syner –.»

*

– Der var faa folk paa Teaterkaféen, da de kom ind. Kristian tog af hende aftenkaaben.

«Du er endda deiligere, end jeg husket,» hvisket Kristian inderlig.

100Uni smilte taknemlig. Hun var ræd for, at hun skulde været rent farveløs i lilla batist – rødøiet var hun naturligvis ogsaa.

De satte sig, og Uni listet sin haand ind i hans.

«Du og – du er blit saa mandig, Kristian.»

Han smilte lidt trist.

«Vi er vel blit mere voksne da – begge to.»

Uni blev pludselig alvorlig:

«Lad os ikke snakke mere om det.»

*

«Nei Kristian, ikke champagne – er du gal gut –.»

«Vist vil vi ha champagne –. Du, som sagde, du elsket champagne – naar du var klædt til det.»

Uni tog sine lange, hvide hansker fra ham og glattet dem.

«Jaja – det er forhaabentlig sidste gang, vi forlover os ogsaa –.»

Forestillingen var slut paa Nationalteatret. Folk strømmet ind i kaféen. Luften begyndte at bli tyk af røg. Uni hilste nu og da – hun saa ansigterne glide forbi som i en taage.

«Vil du gi mig igjen ringen min, Uni?»

Hun nikket.

«Og du spørger mig ikke om nogenting, Kristian?»

Han rystet paa hodet og han løftet sine alvorlige øine paa hende:

«Du er kommet tilbage til mig af dig selv –. Desuden – naar jeg ikke kan leve uden dig –.»

«Kristian,» hvisket Uni heftig – «naar vi blir alene. – Du skal faa igjen ringen din. Og saa falder jeg paa knæ og kysser haanden din –.»

101Kristian lo – mens hans læber sitret, og han kneb øinene sammen et øieblik:

«Nei fan – du er saa god, du ikke gjør scener –

*

De gik langsomt arm i arm, opover mod Unis hus i Pilestrædet. Hun hang paa hans arm og gled – nysneen var traakket sammen til et væmmelig knudret, glat føre, og saa pisket en sur sno smaa, haarde snekorn ind i deres ansigter.

«Gaa med op,» bad Uni i gadedøren «– saa«– saa] rettet fra: – saa (trykkfeil) skal du faa ringen din.»

Der var koldt oppe paa Unis værelse – det var brændt ud i ovnen.

Lygteskinnet gnistret grønt i de tilfrosne ruder.

– Uni gik rundt i sin lange, lyse aftenkaabe og ledte efter fyrstikker – saa var der ikke parafin paa lampen, og hun tændte pianolysene. Hun tog frem druer og vin, puttet en cigaret i munden paa ham og tændte.

«Nei Uni du – jeg vil ikke ha mere vin iaften – ved du, hvad klokken er?»

«Blaas i klokken –.» Uni stod og rodet i den øverste kommodeskuffen. Kristian gik bort til hende og lagde armen om hende. Der slog en sødlig lugt op af skuffen – af parfume, hansker og gammel pynt.

«Her –.»

Uni stak ringen ind paa hans finger.

«Skaal, Kristian!»

*

Hun krøb helt sammen, tungt og tæt ind til ham i sofahjørnet.

102«Du maa være snil mod mig, Kristian, og bli her lidt endda – jeg gruer mig saa til at bli alene igjen – du skulde bare vide, hvor forfærdelig alene jeg har været –.»

Hans ansigt laa ind til hendes hals, og han holdt hende fast med hænderne foldet rundt hende – hendes elskede, kjendte, kjære, lille spinkle skikkelse –.

«Lille, lille, lille Uni – tror du, jeg vilde noget saa gjerne som aldrig i livet slippe dig?»

*

Da hun for sidste gang gav ham det sidste kys i døren og stak gadedørsnøglen i hans haand, tog hun ham et øieblik med begge hænder i skuldrene og saa op med et lidet ængsteligt smil:

«Du faar ikke lov at angre paa det, Kristian!»

Han gik langsomt hjemover mod snoen – med de smaa frosne snefnug stænkende ind i øinene, gjennem de øde stille gader.

Nei angre –.

Kristian knyttet hænderne –. Kjendte, han gik fremdeles med Unis gadedørsnøgle i haanden.

Hans lille, lille –. Kanske hun laa hjemme og graat nu. Nu var hun alene –. Hendes lille kolde, overfyldte værelse – hun havde gjort nogen smaa mislykkede forsøg paa at faa det kunstnerisk, men det var bare blit rod. – Hun sov vel forhaabentlig nu.

Han længtes selv ikke efter andet end søvn. – Det var dumt at angre –. Og i middags, da han gik hjemmefra, havde han ikke anet, hvad der skulde hænde –.

Hvor lykkelig han vilde ha gaaet her nu, hvis 103det ikke var sluttet slig. Jo vel var han lykkelig. Angre – nei. De var jo unge, de elsket hinanden, skyldte ingen regnskab. – Bare hans hjerte krympet sig nu, naar han tænkte paa hendes lille fattige værelse, paa hendes angstfuldt vilde kjærtegn, paa hendes magre, lille legeme –.

V.

Uni gik langomt opover Akersgaden – stanset etpar gange og saa længselsfuldt efter sporvognene. Hun skulde jo gaa, det var det, hun var ude for, men det var saa væmmeligt – i den sure, vaade taagen og det smaskende søleføret – en ækkel, haabløs novemberskumring, med lygternes røgrøde skjær over byens trøstesløse skiddenhed.

Torbjørg Bakke kom stormende efter hende:

«Hvor i evighed gjør du af dig om dagene, unge – hvordan har du det – uf stakkar –.»

Uni kom ingensteder. Hun fik ikke tid til noget. Hun spurgte efter det nye stykket.

«Du skulde skamme dig, at du ikke har seet det endda! Du kan faa billet iaften – ta kallen din med dig vel og kom. Clara Clameraria er slet ikke værst kan du tro – for ikke at snakke om undertegnede –.»

Uni slap fra hende omsider. Det var noget tøv naturligvis, men hun blev flau, naar hun traf bekjendte. Hun ventet sig i mars og var temmelig trykket af situationen.

Hun stanset foran smaabutikerne og saa ind. Et sted var der udstillet nydelige barnedragter – en 104yndig, hvid liden uldkjole med gult broderi. Det maatte være noksaa morsomt naturligvis at ha en liden sød pige at pynte med sligt. – Om nogen aar saa –. Ellers var det ikke rart bevendt med hendes moderglæde – foreløbig. Selvfølgelig blev det rent anderledes, naar bare denne historien var overstaaet. Hun gik og forsikret sig selv – og Kristian – at det bare var fordi hun ikke var frisk, at hun var saa mismodig nu –.

Hun stoppet ved det næste vindu; der hang floneller. Etpar bluser maatte hun jo ha sig, og en morgenkjole. Ufja, alt man maatte ha –.

Uni saa paa klokken. Hun havde bare været ude en time. Hun gik ind paa kirkegaarden. Der var endda mere sølet og uhyggeligt.

Hun stod et øieblik ved Charlotte Hedels’ grav. Alle kransene var blit stygge; roser og krysantemum var blit til raaddenbrune, sleipe klatter. Den gule lere grinte frem allevegne. Mange kranse havde der ikke været heller.

Det var over en maaned siden de havde fundet hende oppe i en myr i Nordmarken. Hun havde skudt sig. Uni havde ikke faaet lov af Kristian til at se hende. Men de havde været i begravelsen. – Det var frygtelig at se paa Ellen – hun graat saa besynderlig vildt, næsten uden lyd, og saa med nogen dybe, kvalte skrig imellem. Uni havde intet kunnet si til hende – hvor hun igrunden ingenting vidste om Ellen Hedels.

Kristian og hun havde siddet lige bag Hedvig og hendes mand. Hedvig graat store, klare taarer som et ulykkeligt lidet barn og sang salmerne med 105graadtung stemme, høit og en liden smule falsk – det hørtes saa tillidsfuldt ud, syntes Uni. Det var ogsaa Hedvig, som havde villet, de skulde synge: «Deilig er jorden –», – fordi Charlotte havde syntes, den salmen var saa vakker.

Hun havde været lidet sammen med Charlotte, siden hun var blit forlovet med Kristian igjen. Fru Hedels var død kort efter – paa en maade havde Charlotte vist sørget forfærdelig over moren, men Uni blev ikke rigtig klog paa hende. Charlotte blev ligesom borte for hende –.

Da hun giftet sig, havde Charlotte været forfærdelig sød – forærte hende en masse af sine egne ting – sybord og kurvstol, blomsterbord og blomster og billeder og broderier, og hjalp hende at faa det saa hyggelig som mulig med de faa møblerne i de store værelserne. Hun havde snakket om etpar gange, at hun vilde reise fra byen snart – sagtens havde hun alt dengang tænkt paa det, hun siden gjorde –.

Hjeldes bodde i en af gaderne nedenfor kirkegaarden. Uni havde endnu følelsen af at være kommen til en fremmed by, endda hun havde boet her i over tre maaneder. Hun likte sig ikke – havde et indtryk af evindeligt mørke, skjønt de havde sol i hjørneværelset og lidt i sovekammeret, naar det var sol da i det hele taget. Det kom vel af, at husene var saa græsselig skidne udenpaa – og saa laa der ligesom en luft af smaa kaar – slidsom, nærsynt, hæderlig armod over hele kvartalet. Uni syntes, det glodde ud mod hende fra de smaa melkebutiker og industriforretninger, der sad trykket ned i førsteetagerne med de lange, ensformige vinduesrækker over sig, ud 106mellem de billige gardiner og blomsterne i brogede jardinierer og gammeldags, hvide porcellænspotter. Om aftenerne, naar de tændte lampen derinde, kunde hun overalt se den samme lille nøddetræs buffet med pletkande og lyserøde glasopsatser. – Som et helt lidet Storsand var tat ud af sine smaa hyggelige træhuse hjemme og puttet i skuffer i de graa og grønagtige murgaardene. – De havde logerende saa mange steder; om morgenen kom der unge, blege og uanselige mennesker ud allevegne fra og gik til byen.

Lige overfor dem laa der en gammel trævilla med etpar trær foran. Der havde været en have omkring; den var blit næsten helt overbygget for længe siden, og det saa ud, som der ikke var blit ryddet op efterpaa – hele tomten var bare glattrampet lere, og træstammerne var skuret af unger, som laa og kløv i dem dagen lang. Kristian syntes, det var saa hyggeligt med den smule grønt udenfor vinduerne – og Uni sad alene om formiddagene og stirret trist og ørkesløst paa de herjede trær med sin lille dusk nøgne grene i toppen og de to syrinbuske ved gjærdet, de stod og holdt paa sit sygelig grønne løv endda.

Der var mørkt og koldt oppe. Pigen var ude, og Uni sad i lænestolen ved vinduet og hutret i sit sjal, for ubekvem til at gidde lægge i ovnen eller ta af sig de klamme støvlerne.

Det ringte – gudskelov det var Birgit.

«Aa Birgit, vær en engel og faa lagt lidt i ovnen, er du snil – og gidder du tænde paa beatricen, saa skal du faa te – har du kjendt magen til sjofelt veir? Var der ikke nok blonder?»

107Birgit gik ud og ind og stelte, mens Uni pakket op pakken med smaabitte skjorter – ærmer og kraver, bundet i smaa bunker med lyseblaa baand omkring.

«Jeg fik ikke syd mere,» sagde Birgit –. «Du skal faa resten paa lørdag.»

«Aa du er en perle. Slutter du to paa lørdag – kan du ikke komme til os til middag da, saa kan du hjælpe mig lidt med at sy paa maskine – uf, jeg rækker ingen verdens ting! – Men Birgit, er der noget iveien med dig? – har du havt noget leit?»

Birgit havde faaet det til at brænde i ovnen omsider. Hun blev liggende paa knæ der i lysviften og stirre.

«Du Uni – det er forbi mellem Haakon og mig –.»

«Aa men Birgit –.»

Uni kom hen til hende og stod der med sin haand paa hendes skulder. Birgit begyndte at graate sagte.

«Men Birgit – det kan da bli godt igjen – du kan skjønne det –.»

Birgit reiste sig op, og hun gik hen til spisebordet og satte sig.

«Nei, det blir ikke godt igjen. Han er glad i en anden.»

Birgit lagde sig ned over bordet og graat. Uni stod stille og saa paa. Var der noget i verden forfærdeligere end denne graat – ikke Charlottes død, ikke hendes egen smerte var som dette. – Hun graat saa usigelig stille; der var ikke oprør eller trods, for der var ikke en gnist af haab. Birgits lille skjæbne, den var slut med at løitnant Gurstad havde slaaet op. Livet vilde ikke komme til hende mere.

108Uni vilde saa gjerne tat hende ind til sig, sagt noget, men Gud, hvad? Trøstet hende, ægget hende – pyt Birgit, han er ikke noget at skrike for, pyt, du er ung, der er nok, hvor han kom fra, du har hele livet for dig, og du er god som guld, fortjener alverdens lykke. – Det er ikke sandt, – det hjælper ingenting, at du er god – det er værst for dig selv det, lille Birgit –.

Hun kunde kysset Birgit, slaaet armene om hende. – Men der var en skyhed indeni hende, hun ikke kunde komme over, og hun blev staaende og klappe Birgit paa haaret:

«Bildit – aa Bildit –.»

«Jeg skal sige dig, jeg har skjønt det længe. – Helt siden han tog høiskolen og saa ikke vilde gjøre det offentlig. Endda saa haabet jeg – at han vilde da ikke gjøre det forbi med mig –.

– Jeg tænkte det inderst inde bestandig – du faar ham aldrig – jeg saa det jo selv, jeg var ikke noget for Haakon, jeg – –. Og hun er saa nydelig, hun. Ragnhild Hevne, den pene, du ved – de har det huset paa høiden der i Heftyes gade –.»

«Aa saa naa –.»

«Nei Uni, du maa ikke si det saadan. Haakon er sandelig ikke slig, at han sælger sig. Hun er saa pen – og saa kommer de en masse steder, hvor jeg ikke kommer, og der fløi hun efter ham bestandig, har jeg hørt –.

Kanske jeg skulde sagt det til ham i førstningen – men jeg turde ikke. Aa, jeg anstrengte mig saa, for at han skulde bli glad i mig igjen, – jeg skjønte hele tiden, det kunde ikke hjælpe, og endda gjorde 109jeg alt, jeg bare kunde finde paa. Gik i kirken og – –.

Saa skrev han til mig iforgaars. – Vil du tænke dig, Uni – saa gik jeg op til ham –.»

De hørte Kristian laase sig ind i entreen.

«Nu gaar jeg, Uni –.»

«Er du gal – du faar ikke lov at gaa –.»

Kristian kom ind:

«Godaften – godaften, er det dig, Birgit –.»

Hun reiste sig.

«Jeg maa nok gaa, jeg –.»

«Nei kjære, kan du ikke bli da – bli, saa skal du faa ræker,» – Kristian svinget med en liden pose. «Men at dere sidder i mørke da –.»

Uni vilde stanset ham, men han havde alt strøget en fyrstik og tændt lampen – saa saa han de to forgrædte ansigter og blev staaende med kuplen i haanden. Uni rystet paa hodet til ham, at han skulde ikke sige noget. Hun gik efter Birgit.

Der ude i entreen fik hun endelig lidt klodset fat i kusinen. Birgits hode faldt tungt ned paa hendes skulder.

«Du kan skjønne, du faar ikke gaa – du maa bli her inat – inde hos mig, Kristian kan lige i stuen –.»

Birgit blev smaajamrende ved at paastaa, hun vilde gaa. Hun orket ikke snakke med Kristian, sagde hun tilsidst.

«Vi skal sidde inde i stuen. Jeg skal jage ham, hvis han kommer; han skal ikke faa se dig engang –.»

Men Birgit vilde hjem.

«Det er umuligt – du faar ikke lov at sidde alene hjemme paa værelset dit og graate –.»

110«Aa Uni – tænk om jeg nu ikke havde faaet denne posten – saa kunde jeg reist hjem til mama og papa lidt. Jeg længes hjem saa forfærdelig – saa forfærdelig længes jeg efter mama. Efter dem alle, men mest mama. Tænk og jeg, som var saa glad for denne gode posten – jeg tænkte, jeg skulde faa lagt op lidt til udstyr –.»

Uni tog resolut paa sig.

– Da hun endelig kom hjem, styrtet Kristian ud i entreen, aldeles opskræmt.

Uni sad i kaabe og hat og fortalte ham det hele. Der var en besynderlig trøst i at fortælle Kristian det.

Kristian var oprørt.

«For en mageløs pøbel. Gaa der hemmelig forlovet med hende aar ud, aar ind – og han har fløiet gadelangs med denne nye damen sin hver gudskabende formiddag i halvandet aar, naar Birgit stakkar sad og sled paa kontoret sit. Saan en klokkeryngel –.»

De skulde spise. Uni blev kvalm bare ved lugten af rækerne.

«Men Uni – det er jo ikke mere end en uge siden, da var det det bedste, du vidste. Men Uni, du kan da begribe, du maa spise noget – dette her er da rent forgalt –.»

Uni sad ved toiletbordet og tog ned sit haar. Du store Gud, som hun saa ud – spids i ansigtet som en heks, gul og skjoldet –.

Sommetider, naar hun rigtig for alvor kom til at tænke paa det, blev hun rent vanvittig af rædsel. Saa hun næsten kunde ønske, hun maatte dø forinden, bare for at slippe.

111Kristian kom ind, han gik hen og tog hendes opløste haar i sine hænder:

«Kjære, graater du?»

Hun slog armene om ham, trak ham nedover til sig og gjemte sit ansigt hos ham.

«Uni, sig mig, hvorfor graater du – det er mere end Birgit. – Jeg blir saa fortvilet – kan jeg ikke hjælpe dig –.»

«Det var Birgit. Ved du, hvad hun sagde, da jeg fulgte hende hjem – jeg vilde ønske, jeg aldrig var blit født.»

Hun lagde hans haand ind under sit bryst:

«Tror du, barnet vort vil sige det en dag, det ogsaa, Kristian?»

Kristian Hjelde stod med begge hendes hænder i sine:

«Jeg ved ikke, Uni – jeg tror, de aller fleste mennesker har ønsket det nogen gange –. Aa men Uni – livet var da deiligt sommetider ogsaa –. Kan du huske, nu i pinsen –.»

Uni nikket:

«Nei men jeg har vist aldrig fortalt dig, hvad tante Bendikte sagde, da jeg fortalte hende, vi skulde ha bryllup –.»

«Sagde hun noget saan særlig merkeligt da?»

«Nu skal du høre. – Ja først sagde hun naturligvis, du skal vel ha smaa – hysch, Kristian, se ikke saa rasende ud da vel – ellers havde hun ikke git mig symaskine i brudegave, kan du vide, tante er sandelig bra, hun. – Naa, og saa sagde hun, stakkars Kristian, det er naturligvis din egen skyld, sagde hun, for Kristian er saa bra en gut som nogen 112i verden – nei ti nu stille, nu kommer vi til vitsen. Jo, jeg var enig naturligvis, og saa sagde tante: jaja Uni, det er kanske ikke det værste, som kunde hænde dig – der kan godt bli et udmerket menneske af dig nu, naar du faar noget alvorligt at tænke paa – det er det, du aldrig har havt før, sagde tante Bendikte –.»

Kristian kastet sig ned ved siden af hendes stol:

«Uni, Uni –.»

Hun sad og rystet af lattergraat.

*

Uni laa ganske passiv og lod pleiersken stelle – knappe igjen natkjolen hendes og lægge barnet i vuggen.

«Fruen skulde se at faa sove lidt – nu skal jeg rulle ned –.»

«Aa nei ikke rul ned da – jeg kan godt sove alligevel –.»

Uni laa og saa mod vinduet. Solstriben trak sig mere og mere bort, men baggaarden laa med guldlys over sig, det tinte fra tagene, saa muren var sortflammet af rindende vand – det dryppet og stænket og rislet af tagrenderne. Det blæste ude, saa draaberne fløi paa skraa forbi vinduet – Uni tænkte længselsfuldt paa, hvor lunken og vaarlig den vind maatte være –.

Hun havde blomster staaende ved sengen – tuster af bittesmaa, næsten farveløse blaaveis med megen mose rundt, og en vase med etpar brandrøde tulipaner og tre strittende pinseliljer mellem hvidgrønt, stuedrevet lindeløv. Birgit havde bragt det.

113Birgit kom her næsten daglig. Der var noget ved Birgits deltagelse, som gjorde Uni saa forfærdelig ondt. Hendes optathed af Unis tilstand før den lille var kommet, alle de smaa, yndige plag, hun havde lavet, hendes henrykkelse over den lille pige – der var noget saa usigelig sørgelig i det alt sammen. Som om hun ganske havde resigneret for sig selv, Birgit med sine treogtyve aar, og ydmyg var beredt paa at nøies med at se paa de andre leve – arbeide pene ting til andres hjem, elske andres barn – hun, som fortjente tusen gange bedre at ha et hjem og faa et barn end Uni –.

Det skar i hende, naar Birgit tog barnet fra hende og snakket til det: «Gaa til tante Birgit –.» Uni kunde ikke overvinde sig til at sige «tante» Birgit.

Der kom en spurv farende og dukket ned i juleneget, som hang hvidt og vissent udenfor i solen – saa en til, og saa en hel skare, der endevendte de tomme aks og skreg øredøvende og metalskingert.

– Der var noget med spurve og juleneg – et indtryk, Uni ledte efter. – Jo. Det var netop den dag, hun blev liggende; hun havde været et ærinde oppe i grøntforretningen. Da havde hun staaet og seet paa en spurveflok, som skreg og støiet i et juleneg. Det var inde i en liden forhave – saan en med et lidet syrinlysthus, tre høistammede roser i bastmatte og et bed med sorte, raadne asters. – Der laa neget inde paa den skidne, hullede tøsne.

Hun husket pludselig beklemmende tydelig hele billedet – og sin egen usigelig hjælpeløse følelse af armod og lidenhed.

Hendes taarer løb langsomt, langsomt nedover 114kinderne – de var ganske kolde, naar de kom rindende ned paa halsen ved øret.

*

Da hun vaagnet var det mørkt i soveværelset og lampen tændt i spisestuen.

«Kristian!»

«Naa – du har sovet ordentlig, du. Skal jeg tænde inde hos dig – hvordan staar det til? Vil du ha middagen din, saa skal jeg kalde paa frøkenen –.»

Det saa næsten festligt ud, da lampen var tændt paa kommoden og lyste paa alle blomsterne.

«Nei for en deilig rose – er det du, som har havt den med?»

Kristian kysset hende. Han satte sig paa sengekanten:

«Nei men du maa da vel være sulten?»

«Jeg vil vente lidt, tak. – Skal du paa kontoret igjen?»

«Jeg maa nok det, desværre.

«Du – imorgen, naar jeg faar komme op – er det ikke deilig at det er søndag, saa du er hjemme – du maa vist gaa og leie mig; jeg tror, jeg har glemt at gaa næsten.»

«Gudskelov, jeg har dig saa langt.»

«Jeg er næsten ikke noget brun i ansigtet mere – er jeg vel? Gud, hvor jeg glæder mig til at bli nydelig igjen.»

Kristian klappet hende.

«Hvor jeg elsker dig du – Uni.»

«Stakkars gut – du glæder dig vel til at faa mig op – du faar vist ikke videre godt stel heller, mens jeg ligger her –.»

115«Naa – jeg lider nu ingen nød da.»

Uni lo. Hun stak haanden ind under hans mansjet og kloret ham lidt:

«Uf Kristian – du kunde gjerne være saa galant og sige, at her var frygtelig – og du fik ingen mad og gik med huller paa strømperne –.»

Kristian lo.

«Giv mig lillemor da, Kristian.»

«Hun skulde vel ha flasken sin nu, forresten.»

«Derfor kan jeg vel faa lov at laane hende lidt, vel?»

*

Kristian tog tullen med barnet. Han haandterte den helt rutineret allerede.

«Du Uni – fru Clausen du ved, hun havde hellerikke nok til sin lille gut, og den fik Mellins food ved siden af; den trives saa kolossalt, siger Clausen.»

Uni tog om barnets ørsmaa hænder, de stak blaarøde og rynkede ud af altfor vide ærmer. Det var et ynkeligt lidet og magert barn, skrukket i huden overalt; aarerne laa som et violet net allevegne under, og hænderne var ganske smale.

«Du Kristian – jeg ligger og tænker paa mama – hvor forfærdelig glad hun maatte være i mig.»

Kristian bøiet sig ned over sin hustru og sit barn, samlende dem begge i et kjærtegn.

«Jeg tænker paa, hvor forfærdelig glad jeg er i dere begge!»

«Hvis nogen kom og sa til mig, Kristian – at jeg maatte lide det om igjen, altsammen, ellers kunde jeg ikke faa beholde hende – ved Gud, du, jeg vilde det – jeg vilde ikke grue engang –.»

*

116Kristian var gaaet. Uni laa og følte barnets lille bløde hode under sin haand. Hendes egne ord blev ligesom ved at fylde rummet.

Hun mente dem. Ja hun gjorde. – Aa, mange gange var det, som hjertet kunde springe i stykker i brystet paa hende – saan syntes hun, hun holdt af dem, Kristian og barnet deres.

Vidste hun bare, hvor godt hun skulde faa gjort det for ham. Det kunde hænde, at hun følte det, som hun maatte forskrige sig, forstrække sig, spænde sin sjæl til dens yderste grænser – fordi hun ikke kunde bli kvit en følelse af, at han elsket hende, mere end hun elsket ham, mere end hun fortjente. Hun laa jo her og gruet for, at hun ikke skulde kunne gi ham nok igjen for det, han gav.

Hun havde været lei mod ham ofte i vinter. Fordi hun bildte sig ind, naar han snakket saa meget om barnet og var saa glad for det skulde komme, saa var det fordi han nu var sikker paa, at han havde hende, at nu tænkte hun vist ikke mere paa noget udover hans hjem, hans barn. – At hun virkelig kunde være saa lav.

Det var jo det fortvilede, at det gik saa bra med den sidste rollen. Det kunde komme af, at hun havde været unormal, eller af det, hun havde oplevet den vaar og den sommer – ialfald, hun havde sluppet sig løs som aldrig før. Det var ikke noget at regne paa – kunde absolut ikke kaldes et gjennembrud eller sligt –.

Men det var nok til, at hun syntes det var forfærdelig, da hun saa pludselig maatte holde op. Og Kristian havde været fortvilet for hendes skyld. Men 117det var ligesom blit til ingenting igjen – hun var alt kommet saa uendelig langt bort fra det hele. Til Torbjørg forleden var oppe og saa paa den lille. Saa havde hun fortalt, der var saa mange, der snakket om hendes spil. – Hun burde forfølge sin succes, straks hun kom op.

Efterpaa havde Kristian talt med hende om det. Hun maatte ikke, maatte ikke ta noget hensyn til andet end sig selv. Det var jo hendes liv – han vilde ikke staa iveien for hende. Tilsidst bad han:

«Gjør det for min skyld, Uni!»

Hun vilde ikke gjøre det. Hun vidste det: han vilde aldrig i livet gjøre det ringeste for at hindre hende i noget af hendes, han som gik og syntes, han havde gjort uret mod hende.

Men det var umuligt. Hun kunde ikke gaa tilbage til det der, og saa være det for Kristian, som han trængte.

Kanske, hvis hun havde været aldeles sikker paa sit talent –.

Nei. Da hun havde kastet sig i Kristians arme, da var det jo fordi hun dunkelt havde haabet, hans voldsomste kjærtegn, hans haardeste favntag, det kunde kvæle hendes egen vilde, afmægtige udve.

Aa, den levet endda. Der var noget i hende, der altid vilde længes ud, noget af hendes inderste væsen, som der aldrig vilde bli brug for i Kristian Hjeldes hjem.

Men det skulde de aldrig faa vide –.

Hun trykket varsomt sin lille pige ind til sig.

«Det skal du aldrig, aldrig faa vide, lille bitte Nora –.»

Om Den lykkelige alder

Samlingen Den lykkelige alder kom ut i 1908 og inneholder fire noveller: «Et halvt dusin lommetørklær», «Den lykkelige alder –», «En fremmed» og «Drøm –». Alle fire novellene handler om jenter/kvinner som lengter etter noe, det være seg et bedre liv, kjærlighet eller et silkelommetørkle.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1908 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook