DRØM –

245Næsten hver nat saa drømmer jeg.

Nu ligner vel mine drømme alle andres drømme. Stumper og stykker af tanker, jeg ikke fik tid at tænke ud om dagen, ligegyldige ansigter, en notis i en avis, som jeg ikke fæstet mig ved vaagen – det er det, der nu oftest gaar igjen i mine drømme. Og oftest er drømmen glemt, naar jeg vaagner. – Nu.

Det var anderledes, da jeg var barn. Fra ti – tolvaarsalderen og opover gjennem overgangsaarene.

De sovende hjerner arbeider vel altid efter samme love – leger med indtryk der ligger igjen som spaaner og fliser efter dagens arbeide. Naar mine drømme dengang var saa anderledes, kom det vel af, at der var mange indtryk, jeg optog alt dengang. Men barn som jeg var, kunde jeg intet gjøre med dem – havde ikke tid til at tænke paa sligt heller.

Digte har jeg gjort, saa længe jeg kan huske – lange, vidunderlige historier med mærkelige hændelser til underholdning for mine søskende. Endda vidunderligere historier for mig selv alene.

Jeg ante jo dengang ikke, hvad digt er – det sande og det egne ved alt i mennesker og om menneskene. Men drømmende vidste jeg alt meget deraf.

Der hændte mig sjelden noget i disse drømme. 246Jeg var bare. Pludselig var jeg i en eller anden skjøn egn eller gled gjennem mange egne, drømmelande, usigelig skjønne og yndefulde. Men den hele verden havde den verdens træk, jeg kjendte. Kristianiadalen, steder her paa østlandet, hvor jeg havde ligget paa landet, egnen om en liden by i Danmark, hvor jeg ofte var om somrene – af deres skjønheds egenart var min drømmeverden som en sterk og duftende essens.

Jeg kan ikke huske, der var vinter paa et eneste af disse drømmebilleder. Sjelden ogsaa sommer eller høst, sjelden solskin – næsten altid var det den nøgne, tidlige vaar med bleggrønne, blomsterfulde, vaade enge og mildt regnveirslys, jeg drømte om. Søvnens tunge mørke ligger omkring disse syner – kun det enkelte, egne lille billede staar klart og skarpt. Jeg har seet japanske træsnit, der ser ud, som de forestillet et saant drømmelandskab.

Med aars mellemrum kan pludselig en saan drøm dukke op i min erindring, saa jeg lukker øinene for at holde paa synet, det flygtende. Naar jeg gaar paa gaden, naar jeg sidder og arbeider, saa er det der med en gang – og jeg længes ved det, smertelig som hjemvé, efter den skjønne verden, som ikke er til – eller mine egne skarpe, friske sanser fra dengang.

En myr i taage – en vaad eng, hvor jeg har plukket gule drømmepioner, som lignet kjæmpestore balblommer – en oversvømmet egn, hvor jeg flød i en underlig lav baad mellem sivskoge og trækroner, hvis løvværk jeg kunde følge med øinene dybt nedover i det graalige vand, under en graa himmel, der 247blev hvidblank som en makrelbug ud mod horisonten – en gul og sandet landevei, hvor jeg gik mellem tørvemoser og magre, brune enge ud mod en høi, kratgrodd banke, hvor jeg vidste om en røverkule i den steile, gule sandskrændt – og hvor jeg aldrig, aldrig skal naa hen.

Men der var ganske faa drømme, hvor jeg oplevet noget. Dem husket jeg stadig, og dem tænkte jeg dengang helst paa.

En eneste af disse drømme var om erotik. Jeg tror, det var om vinteren, da jeg var mellem tolv og tretten aar, jeg havde den.

Den bundet vistnok i noget, som havde hændt mig sommeren før. Men da det hændte, havde jeg ikke følt noget ved det.

Jeg gaar udover en landevei sammen med to voksne damer – hvem de er, ser jeg ikke i drømmen. Veien ser jeg derimod ganske tydelig. Den gaar langsmed fjorden udenfor den lille by i Danmark. Det er i skumringen, jeg har et indtryk af, at fyret er tændt ude paa odden, men det som er paa siden af mig, ser jeg ikke, aner det bare i drømmens halvlys. Inde paa marken paa den ene side gror der tæt med smaa hvide læbeblomster i det tørre, lave græs; paa den anden side skvulper vandet ganske smaat og sagte i fjæren. Og der ligger et blegt sølvlys ude i himmelbrynet, paa vandet og under skyerne.

Jeg gaar og venter paa nogen – paa noget, i drømmen ved jeg ikke paa hvad. Men jeg er lyksalig, dybt og stille – som var det lykken, den luft jeg aandet ind.

248Saa møder vi nogen. De to damer gaar sammen med nogen andre ud over veien – ud af drømmen.

Den ene af dem, vi mødte, er stanset bag mig. Og jeg staar ogsaa stille. I drømmen ved jeg ikke, hvem han er – ingen bestemt, jeg nogensinde har kjendt – bare en, jeg har ventet paa.

Bagfra lægger han hænderne paa mine skuldre og bøier mig tilbage mod sig, til mit ansigt vender opover, saa jeg kunde se ind i hans. – Men jeg husker, jeg saa ikke hans ansigt – jeg tror, han forsvandt i det samme –.

Hvad jeg husker, er den overvældende følelse af, at jeg eksisterte. Rimeligvis har jeg aldrig før været mig bevidst, at jeg er et væsen, adskilt og udskilt fra verden om mig og fra de andre mennesker. Følelsen var saa pludselig og sterk, at jeg vaagnet i et sæt.

Jeg var barn, da jeg drømte det. Og jeg var barn efter det – længe efter. Alligevel – for alle kjærlighedens grænseløse muligheder, for alt som er nyt, hvergang det hænder, for hver det hænder paanyt – hvor meget af det var essensielt aabenbaret i den drøm?

Men jeg var barn dengang. Det var en anden drøm, som i de aar gjorde langt sterkere indtryk paa mig.

Det var en drøm jeg havde i sekstenaarsalderen.

Jeg var igjen i den samme lille by. – Jeg drømte, jeg sad paa stengjærdet i udkanten af den store park, som er byens stolthed. Jeg sad altsaa paa stengjærdet og ventet. Og dennegang vidste jeg godt, hvem jeg ventet paa.

249Bag mig hang parkens store trækroner udover, mørke som et skogbryn. Foran mig laa egnen, bakker bølgende og ternet gult og grønt af eng og ager. I tornebuskene nedenfor støiet spurvene med skingrende metalliske stemmer som altid, og over bakkerne trilret lærkerne som altid. Der var sommer og fuld sol i denne drøm.

Saa kom der en mørk mand gaaende gjennem den store rugmark – han, jeg ventet. Men han er endnu høiere, endnu spinklere, foroverbøiet og med en bredbremmet, sort hat paa. Nei, det er ikke ham –.

Med en gang staar han saa paa den smale, sandede sti mellem rugageren og tornebuskene. Han løfter hodet og ser paa mig. Lærkerne tier, og spurvekvidderen dør ganske pludselig som i et gisp, og fuglene trykker sig dødstause ind i buskene. Jeg ser hans ansigt –.

At jeg ikke vaagnet af rædsel –.

Det lignet ansigtet paa en spillemand med trækspil, vi barn kaldte «den spedalske» – vor rædsel. Et ansigt, udaf hvis huds døde hvidhed alle træk syntes fortærede; kun rundt øinene var der levende, røde saarrande, og munden var som en smal, blodig rift –.

Men synets øine var ikke spillemandens døde – lysende og levende stirret hans blik ud af de blodige øienrande paa mig, ind i mig, gjennem mig – levende mere end livet. – Og hans mund videt sig ud i en lydløs latter. –

Saa løftet han sin ene haand, greb ind i hækken: – som barn stryger bærene af en ribsklase, strøg 250han de stumme, bange spurve af tornebuskens grene og knuget haanden sammen. Jeg vidste, hvor de spinkle fugleknokler knastes, og jeg saa blodet rinde ud over hans magre, hvide haand, hørte det sive i stiens sand. –

Og han lo lydløst op til mig.

– Saa var jeg pludselig paa et loftskammer, hvor jeg har leget som barn, og solskinnet faldt gyldent mellem de gamle kasser og kufferter og skrammel. Men nedenfor under vinduet stod manden, som streifet spurvene sammen i sine hænder og knuste dem. Og hans mund kaldte uden lyd paa mig, og hans øine med de blodige saar omkring befalet mig at komme tvers gjennem mur og væg.

Jeg var henne ved vinduet. Jeg saa den gule landevei over bakkerne, hvor jeg har gaaet mine gladeste skridt – lyset slukket pludselig over den lyse egn, og jeg saa ingenting uden ham.

Han stod nede i buskadset mellem vinroserne. Han havde løftet sit hvide, fortærede ansigt og saa op paa mig, smilte med sin smale, blodige mund og sine saare øine, lo og kaldte taus og løftet sin ene, blodige haand.

Og jeg vidste, jeg maatte lystre – den haand, der vilde knuge mig sønder og sammen, som den havde knuget de rædde spurve –.

Saa stupte jeg ud af gluggen. Og saa vaagnet jeg – –.

Jeg tænkte ikke paa andet end min drøm i de første dage. Og der har været mange tider siden, hvor jeg har tænkt ofte paa den. Jeg glemmer aldrig det ansigt, jeg saa i drømmen.

251Jeg undret mig paa, dengang, hvad den drøm betød. For jeg var viss paa, den betød noget.

Det ansigt – jeg har kaldt det dødens ansigt, og livets ansigt, og kjærlighedens ansigt.

Men det var jo ikke andet end noget, jeg drømte. Videnskabsmænd siger, at en drøm varer høist tre minutter. Men de siger jo ogsaa, at tiden ikke er – – – –.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.