Den lykkelige alder

av Sigrid Undset

EN FREMMED

121Edele Hammer ringte paa i frøken Hansens pensionat og blev lukket ind i en skummel entré der lugtet vondt. Pigen oplyste, at frøken Hammers sager var kommet, men den andre damen havde nok ikke faaet sine ting ud endda. – Saa viste hun Edele ind paa nummer 11, en dør dybt nede i mørket.

Edele mønstret i smug ternen – hun var elegant friseret med en pølse af haar nedover panden – i lastings bluse med klar hals og stramt lakbelte.

Eftermiddagssolen havde sin rigtighed. Det lille overfyldte værelse var fuldt af gyldent lys. Der lugtet dame – kjoleliv og parfume.

Hun gik til vinduet og aabnet – ud mod en graa gade; skidne huse i skyggen ret imod, façader knudret af stukornamenter, triste vinduer med forsømte blomster i sjasket silkepapir. Gaden løb ud i en plads, som hun kunde se en snip af – samme slags huse, men i solskin, en gylden skinnegang over den graa stenbro, og kobberrøde telefontraade over den blaa himmel. Bag et plankegjærde, der brød husrækken, vældet tunge trækroner ud i solen – med en slankt kneisende fabrikpibe bagom.

Hun stod lidt og lyttet ud mod skridt paa gaden, vognrammel og fjerne pianoer – og dunk-dunk etsteds 122fra, hvor der blev arbeidet i stenbroen – hvert slag blev ligesom ved at dirre længe i den tunge, støvede solluft.

Edele snudde og besaa værelset. I en krog stod hendes kuffert. Ellers flød den anden dames effekter udover. – Kjoleliv, skjørter og sko rundt sengen, et grønt forhæng over en døraabning bulet ud over damens klær. Paa bordet laa leiebiblioteksbøger mellem et rinstenskjæde, en kam med gult haar paa og et brev til frøken Hildur Fjære. En gjild kommode med messingbeslag var propfuld af nikkelæsker og celluloidæsker og porcelænsæsker og naalepuder med broscher og haarnaale – hvidt omhæng om speilet og paa hver side et indrammet billede af Psyke og Napoleon.

Edele segnet ned i en slidt plyschsofa og tænkte opgit paa visergutkontoret, der skulde komme med hendes sager –.

Det banket. Ind kom en liden, lys dame med haarpølse nedover et sødt, hvidt og rødt ansigt, haaret glitrende fuldt af kamme og spænder. Hun var rund og blød og snørt, i skotsk silkebluse.

«Ja Gud hvad maa De tro om mig – jeg er frøken Fjære – frøken Hammer? Velkommen da – jo her ser ud – og nu er her to flyttemænd med Deres møbler, ja De maa undskylde – jeg har brev til Dem og.»

Frøken Fjære fortalte en lang historie paa sit syngende sørlandsk, om hvordan hun ikke kunde komme ind i det pensionat, hun skulde flytte til; hun maatte ligge her hos en veninde nogen dage. Saa gik hun over til at fortælle om frøken Hansen.

«Ja Gud ved, hvor længe De holder ud her! 123Nei undskyld, hvis jeg forstyrrer, men jeg tænkte, jeg kunde hjælpe Dem lidt –.»

Mens hun ryddet, læste Edele sit brev:

«Kjære Edele!
Mange tak for Deres hjertelige tillykke. –

Ganske uventet maatte jeg reise til Kristiania, kom idag og skal videre imorgen. – Jeg ved, De flytter idag, men vilde være svært glad for at faa træffe Dem. Kan De ikke gjøre mig den fornøielse at spise aften med mig. Jeg skal være ved Atenæum klokken 7 og blir meget glad, hvis De vil komme.

Mange hilsener, Deres hengivne ven
Per Dyrssen.»

Saa brød flyttemændene ind med bogskabet.

Frøken Fjære maste omkring Edele og hjalp til at ordne.

«Gud hvor pent De faar det – saanne yndige ting De har. Noget saa deilig som at ha egen seng – jeg skal skrive til papa og be om at faa kjøbe en – for saant stel som med sengklærne her – ja man kan simpelthen resikere de skrækkeligste ting –.

Edele fik sagt, hun skulde ud til aftens, maatte klæ sig om. Frøken Fjære blev siddende og snakke.

«– Ja kanske De vil jeg skal gaa saa –.»

«Nei kjære, det er saa hyggelig, at De sidder her –.»

Hun kunde ikke fordrage at klæ sig, naar nogen var inde. Men herregud – jage pigebarnet kunde hun jo ikke. Hun tog kjolen af.

«Neimen for en sød frisertrøie – aa De var en engel, hvis jeg fik laane den engang og sy efter – jeg skal ha no nyt undertøi –. Gid for et haar De har, menneske, hvad vasker De det med –.»

124Edele blev efterhaanden rigtig velvillig stemt mod Hildur Fjære. Da hun var ferdig, havde hun faaet hele den andens livsløb – hun var eneste datter af konsul Fjære i Mandal, 18 aar, og havde gaaet paa Industriskolen, nu skulde hun faa bli i byen og synge og lære bogholderi. Saa havde hun været hemmelig forlovet med en kadet, som var død ifjor. Forresten havde Edele faaet en indgaaende kritik af frøken Hansen, pensionærerne og etpar andre pensionater, hvor Hildur havde boet før.

Edele stod færdig til at gaa og lod sig endnu engang beundre af Hildur Fjære.

«Bevare mig for en figur De har – ufja, jeg kan ikke gaa uden korset, jeg er rent uanstændig da. – Igrunden, det maa være skrækkelig for en dame ikke at være no pen, tror De ikke? – Endda, stygge damer har svært herretække ofte –.»

Edele gik nedover Karljohan, lysklædt og glad for, at hun var pen.

Hun var høi og slank – bred over skuldre og barm. Det var selve brystkassen, der var dyb og hvælvet med et elegant sving ind mod de guttesmale hofter. Armene var spinkle og hænderne fine og lange, men halsen var kraftig, rund og sterk og nakkebred.

Hun bar hodet høit, og livet havde ikke merket hendes ansigt. Drømme og tanker riper ikke furer; de lægger kanske en skygge om mund og øine, men saalænge ansigtet er ungt og blødt, saa er skyggen saa flygtig, at det synes, som et eneste smil kan jage den bort for bestandig.

Edeles mund var alvorlig; den var fyldig og rød, 125men det var ikke den hidsige rødme paa en bleg kvindes mund, det var en sund og uskyldig roserødme i et rødkindet, lidt fyldigt ansigt. Øinene var store og lysegraa under tunge, hvide øienlaag og rolig buede bryn. Det store, mørkegule haar bar hun skilt paa siden og flettet i knude lavt over nakken.

Edele gik langsomt og lod folk se paa sig. Der var intet, der var æggende ved hende: Mændenes øine sagde, en pen pige, ikke mere; damernes tog helt om hende og hendes klær – fór detektivskarpt over hansker og underskjørt og støvler, om det var i orden med det andet, og Edele gik langsomt og holdt op i sin lyse raasilkedragt med tryg samvittighed.

Den pinte, forkomne stemning, der var faldt over hende oppe i det triste pensionat – lidt velvillig beundring, lidt varmt solskin over hendes nye klær havde endda kunnet kjæle den bort, og hendes sind var svunget op i lykkelig sikkerhed.

– Det blev rart at træffe Dyrssen naturligvis. Hun var glad, han havde skrevet, og at hun havde svart paa hans brev. For, skulde hun faaet det saan ganske uforberedt af hans egen mund, at han havde forlovet sig, var hun kanske blit lidt forbløffet alligevel.

Han kom fort imod hende, og de rystet hinandens hænder.

«Gratulerer igjen da! – Og De maa undskylde, jeg har ladet Dem vente –.»

Det var en af Edeles smaa ærgjerrigheder at hun var præcis – i det hele var hævet over smaa fruentimmeragtigheder.

Dyrssen foreslog Frognersæteren. De stod udenpaa 126trikken og snakket. Det var næsten, som Per Dyrssen havde lidt vanskelig for at finde igjen deres gamle tone. – Edeie merket det og følte sig en smule overlegen.

Han var høi og bredskuldret, lidt svær – saa sværere ud i lys sommerdres. Det tætte, sorte haar var graasprængt ved tindingerne; der var ogsaa graa stænk i det spidse skjæg, som skjulte, hvor mund og hage var tung, og der laa et helt fint net af rynker under øinene – staalgraa øine, som saa smaa ud, fordi ansigtet var fyldigt og fordi han ofte smilte lidt.

De fik et bord paa verandaen.

«Ja De undskylder, jeg ikke kom opom Dem – jeg vidste ikke, om det passet Dem, naar De laa paa flyttefod. Saa tog jeg mig den frihed at skrive. – De forlader moder Sveen De og? – Igrunden hvorfor?»

«Aa. De nye menneskene saa saa kjedelige ud. Der var ikke no hyggelig, da De var reist. Og saa ved De –,» Edele lo og løftet glasset – «vidner til mit nederlag. Naar jeg nu havde lagt sterkt an paa Dem –.»

De lo og drak.

«Og saa skal jeg hilse Dem fra min kjæreste og ønske Dem velkommen hos os.»

«Tusen tak.»

«Ja Karen sagde, hun haabet, mine venner vilde hygge sig i vort hjem. Og især De –.»

Edele var misfornøiet med sin egen følelse af ubehag ved dette fremmede navn i hans mund.

«De har kjendt Deres forlovede før, skrev De?»

«Det er min ungdomskjærlighed,» sagde Dyrssen og smilte igjen. «Karen Rude – hed hun dengangen. 127Hun kom hid til byen i 87-spillet. Her skal De se –.»

Han tog to fotografier af sin lommebog og rakte over til hende.

«Tak. Hvor yndig hun er!»

«Det fik jeg dengang. Det der er tat iforfjors. Det er min tilkommende stedsøn, hun sidder med.»

«Hun ser forfærdelig sød ud.»

«Hun var bare atten aar da. Ja, hun var yndig. – Dere minder meget om hinanden.»

Han sagde det alvorlig uden tanke paa, at det var en kompliment. Og han saa, hun lagde ikke merke til det.

Per Dyrssen følte pludselig varmt og sterkt, hvor glad han var i hende. Fordi hun netop var saan, uden behagesyge, uden fordringsfuld kvindelighed – en ærlig, paalidelig, god ven.

Klog og naiv, uerfaren, med skarpe, iagttagende øine – varm, men med uberørthedens kjølige hud over sit sind.

Hun var tyve aar yngre end han, og hun var kvinde og vakker. Det havde vel git venskabet en liden pikant buket. At hun var det, og at de havde kunnet være venner, bare venner, i henved tre aar. Han tænkte paa det nu – hvor ofte han havde gaaet og smilt efter hende – naar de havde sagt hinanden farvel. Fordi hun var saa alvorlig og ivrig – saa ung. Man maatte vel bli saa gammel, som han var, før man kunde forstaa det, hvor sød hun var. Og hos ham var hun altid sikker, vidste, hun aldrig vilde bli misforstaaet. Ikke fordi de havde havt saa meget at betro hinanden, forresten, saan direkte. Aajo, han nok. 128Hvor meget han igrunden havde fortalt hende – om sine egne ungdomstanker – naar han saa noget af det samme speilet i hendes øine –.

«Deres skaal da, Edele Hammer!»

Det var det første glas af champagnen.

«Vi maa da først drikke for Dem – og Deres forlovede!»

Dyrssen rystet paa hodet.

«Nei Edele, først De! Husk paa, De har tyve aar mere end vi til at være lykkelig i!»

Hun lo lidt.

«Ved De hvad mine veninder har sagt altid, naar de forlovet sig –.»

«Jo da, at De skulde gaa bort og gjøre ligesaa. – Og nu tror De vel, at jeg skal gjøre det samme. Og saa –,» Dyrssen blev alvorlig –. «Naar Deres veninder blev forlovet, saa var der igrunden ikke mere mellem dere. Og saa skammet de sig lidt, og saa feiet de det af med det der, gaa hen og gjør det samme, Edele –.»

«Det var forresten ikke det, jeg tænkte paa,» sagde hun alvorlig.

Hun havde alligevel følt noget sligt. Dette var enslags afskedsfest. Og hun var utilfreds med sig selv, der sad og blev melankolsk. Det var ikke rigtig ærligt – at hun havde ønsket at ha ham for sig selv. Han havde været saa meget for hende, og hvad havde hun igrunden kunnet være for ham –. Gud fader, alt det som hun selv hemmelig ønsket og længtes til livet – hun burde været meget mere glad for hans skyld. Han var, akkurat som han pleiet, han lo, da han sagde «min ungdomskjærlighed» – men hun 129havde følt, der laa saa meget, meget under. Og hun havde forstaaet altid, hvor han var ensom –.

«Men De ved, Edele, De har selv sagt, venindeskab er det modsatte af venskab.»

«Jamen det var ikke pent sagt af mig.»

«Pent – er det ikke sandt forresten?»

«Det er det forresten ikke heller, tror jeg. – Ordentlig veninder har jeg aldrig havt, skal jeg si Dem. Disse damerne, som kom til mig, som jeg var sammen med – det var igrunden lumpent af mig, at jeg gjorde nar af dem sommetider. For de var svært snille og bra igrunden. Jeg syntes bare, de var lidt komiske – naar damer altid tror, at nogen er forelsket i dem, eller de er forelsket i nogen – og de betror mig fire kjærligheder paa et aar – og jeg betrodde dem aldrig nogenting. Forresten var det vist derfor, de likte mig saa godt allesammen – jeg lod altid dem snakke –.»

Edele lo, og Dyrssen lo.

«Ja,» sagde Edele. «Og nu sidder jeg og snakker stygt igjen. Men hvorfor i verden betror damer sig til andre damer – det er da dumt.»

«Ved De, Edele – De minder mig om en liden silkestrømpe, der er dumpet opi en kurv med uldsokker –.»

«Ja det maa De jo tro, jeg synes jeg er. – Men herregud – alle de mennesker, jeg er kommet lidt indpaa livet – i sine egne øine staar de paa hver sin søile og ser ned paa alle de andre. Selv de aller almindeligste. Saa vi er vel samme ulla alle –.»

«Ja, det siger De –.»

«Men jeg mener det selvfølgelig ikke. Nei. Og 130jeg ved godt selv, det er uheldigt. Især fordi man kommer saa let til at synes da, man er no saa aparte. – Men jeg ved jo godt, der er silkestrømper i lange baner paa andre hylder. Der gaar akkurat tolv par paa dusinet af dem og.»

Dyrssen sad lidt. Saa sagde han:

«Filipine.»

Edele saa forbløffet op.

«Jo, det var i julen. Husker De ikke, vi spiste filipine til første gang, De ikke var ærlig.»

Edele lo.

«Vil De indrømme, jeg har vundet, eller skal dette ikke gjæls?»

«Joda. Endda jeg mente forresten, at jeg mente det, som jeg sagde.»

Kaffen kom, og Edele fik cigaretterne. – Det var blit helt mørkt nu, svart høstnat, med byen gnistrende af lygter nedenfor.

«Ser De, Dyrssen, – man ved en hel del om sig selv –, ser mange fine smaa traade paa kryds og tvers. De andre ser man bare udenpaa – bare de grove spræl, de gjør. Hvis man forstod dem lidt mere, var man kanske ikke saa hovmodig, som – naaja, jeg er hovmodig. Men mig selv forstaar jeg ikke, og jeg bilder mig ind, det er fordi, der er saa meget –. Og sommetider bilder jeg mig ind, jeg forstaar andre, for jeg ser saa lidet i dem. Det er min feil –.»

«Jeg synes, De forstaar noksaa bra. – De vil da ikke komme med det der kjærringtul om at forstaa alt er at tilgi alt?»

«Jamen –.»

131«Neimen. Der skal være nogen, som ikke forstaar – for at slaa af. De nemlig, som har ret. De har det – hvorfor skal De tilgi det, som De aldrig vilde kunne gjøre selv –?»

«Hvordan kan jeg igrunden vide, at der er noget, som jeg aldrig vilde kunne gjøre selv. Jeg har jo ikke været forsøgt –.

Der er ting, som jeg sommetider tænker paa. Naar jeg hører noget, som jeg synes er rigtig modbydeligt – saan at det rent kryber i mig af ækkelhed. Som den historien om fru Bentsen, som alle folk snakket om i vinter. De fortalte sligt i pensionatet og paa kontoret, sladret lidt og glemte. Jeg gaar og kan ikke bli færdig med det, kan ikke holde op at tænke paa det. Hvordan kan nogen kvinde gjøre sligt –. Vi unge piger, vi ved jo nok alt det der. Men de, som har oplevet det, været gift med en mand. – Saa er man ikke ræd længer, for det, man ikke har prøvet. Kan nogen af os være sikker paa, hvor rene vi vilde være, naar vi først var med i legen –.»

«Saant faar De ikke lov at tro om Dem selv, Edele!»

«Jeg tror det naturligvis ikke heller. Men jeg bare er ræd –.»

«Jeg tror ikke, de andre, De taler om, har været rædde.»

«Det kan De ikke vide, Dyrssen. Dere mænd faar saa lidet at vide om os.

Mødre og søstre snakker ikke om sligt. Og om dem, som dere elsker, eller som elsker dere, faar dere aldrig vide sandheden. Jeg har lagt merke til, 132de af mine veninder, som har havt flest kjærlighedshistorier, ved mindst om mændene.»

Dyrssen nikket inde i tusmørket.

«Og jeg synes, mænd og kvinder har næsten aldrig noget sammen andet end denneher kjærligheden –. Vi har jo ikke noget andet, som vi kan leve for. Faar vi ikke vort eget hjem, saa faar vi ikke noget, som er vort eget. – De har altid været saa forfærdelig snil mod mig. Og det snilleste af alt var, naar De snakket med mig om Deres arbeide, viste mig Deres tegninger og tog mig med paa bygningerne og forklarte. For det er ikke no urimelig, naar en mand ikke tror paa, at kvinder interesserer sig for ordentligt arbeide. Vi skjønner os igrunden ikke paa det – det blir mest humbug og diletanteri – vi gjør det vist oftest slig, at er det levebrødet, saa pynter vi os med arbeide og interesser, istedetfor at gaa op i det. Ja, De skjønner, hvordan jeg mener. – Jeg kan godt forstaa, om en mand ærgrer sig indvendig, naar en dame sidder og snakker om hans interesser, som er alvor for ham, og synes, det er paatrængende og anmasselse –.»

«Kjære Edele –,» hun følte hans stemme var varm og oprigtig, skjønt han lo. «Jeg skulde gjerne se Dem baade paa tinget og i kommunen – den ene retfærdige ogsaavidere –. Men helst gift ogsaa, med en mand, der er god nok til Dem – og med tolv kjække sønner –.»

– Da de gik ned fra verandaen – Edele stod paa det øverste trin og trak hanskerne paa – kom der en ung herre bort og snakket nogen ord med Dyrssen.

133«Ja,» sagde Dyrssen, da hun kom ned til ham. «Tror De nu den unge mand der for eksempel interesserer sig mere for sit arbeide, end – nei bare halvt saa meget, som De for Deres kontor. Aanei desværre, Edele, det er nok saa for mange mænd ogsaa, at arbeidet, det er bare maden, det. Saa for den sags skyld behøver De ikke at foragte kvinden –.»

«Hvem var det da?»

«Aagaard heder han. Han var hos mig en stund.»

«Er han ikke svært ung? – Han kan da komme til at faa mere interesse for sit fag siden.»

«Neppe. Han er paa et kommunalt kontor nu.»

Saa lo de begge.

De blev enige om at gaa til Slemdal. Saa kom de forsent til sidste trik. Klokken gik til to, da de kom til hendes gadedør. Mens de stod og sagde farvel, kom en herre og gik ind. Han hilste paa Dyrssen. Det var Aagaard.

*

Den næste morgen var søndag. Hildur Fjære kom med kaffe og hjemmebagte kager til Edele paa sengen.

«De var nok ordentlig paa rangel igaar, De? Aagaard fortalte, at De kom hjem klokken tre. Arkitekt Dyrssen, er det en ven af Dem?»

«Ja, det er en gammel ven af mig.»

«Familie? Han skal jo være saa morsom jo? Men en frygtelig boheme har han nok været – en af de allerværste.»

«Han er ialfald det nobleste menneske jeg kjender,» sagde Edele –.

«Hvad er det for en, den Aagaard,» spurgte hun lidt efter.

134«Jo han er fra Arendal. Forfærdelig vakker, synes De ikke? Men rasende hoven og indbildsk. Og rangler fælt. Gud, jeg har mange gange hørt han komme hjem paa lyse morgenen. Og han har havt damer med hjem og –.»

«Men taaler frøken Hansen da sligt hos sig –.»

«Hvad vil De, hun skal gjøre? – Det er ham, der har det værelset derinde –.»

Edele sagde ikke mere. Den gamle, pinefulde uvilje mod livet skyllet over hende – bredte sig ogsaa til lille Hildur.

«Nu skal jeg gaa op og skjære frokost til Dem, jeg – vi faar ikke mad her efter elleve. Kan vi ikke gaa tur, naar De er færdig?»

Da hun kom ind i dagligstuen, sad Hildur i sofaen sammen med Aagaard.

Han saa slet ikke ud, som Edele havde tænkt sig ham. Han var pen – fin og slank, med noget af barndommens fylde over sit ovale ansigt. En vek, rød mund, brune øine og vakkert, mørkt haar. Lidt bleg og lidt slap saa han ud.

Han bad om at faa gaa med dem. Edele var ikke videre glad for det. Men naar Hildur Fjære saa aabenbart havde et lidet sværmeri der, saa.

De drev udover Drammensveien. Edele gik og følte sig jammerlig forladt midt i søndagsstrømmen. I denne by, hvor hun havde levet hele sit liv, kjendte hun ingen – hun, som kunde gaa hjem fra kontoret aften efter aften, opover tætte Karljohan ved halvottetiden uden at behøve hilse en eneste gang.

Alle de andre, – for hendes syn dannet de en afsluttet verden, et samfund, hvor liv var filtret ind 135i liv, – sondret i klikker, ordnet i lag, men med levende trevler imellem, der førte liv og blod. Hun var udenfor alt det, der bandt disse mennesker sammen, – de nedenunder, der sladrer og snobber og streber sig opefter, de ovenpaa, der maa føle, der er lag nedenunder, de staar paa. Og alt det, det binder lagene sammen – familie og selskabsliv og forretningsliv, – det lykkelige, hjemlige kjendskab til, hvem de er, alle man møder, hvem de hører sammen med, hvem de omgaaes, hvordan de sidder i det – hvorhenne de sidder –.

Hildur vidste noget om dem allesammen – mest om dem, hun ikke kjendte. Edele lod de to andre snakke. Men hun merket med en liden taknemlighed, at Aagaard hele tiden søgte at trække hende med i samtalen.

Da Hildur tog farvel med dem for at gaa til middag til en tante, havde hun ikke længere saa meget mod at gaa hjemover med Aagaard.

«Ved De, hvad jeg synes er artigt med Kristiania, frøken Hammer? Man træffer aldrig et menneske, som er født her i byen.»

«Jeg er nu forresten født her.»

«De? – Tænk jeg var aldeles sikker paa, at De var da ikke Kristianiadame.»

«Hvorfor det?»

«Nei jeg ved igrunden ikke. – Jeg vilde havt Dem til at være udenlandsk næsten –.»

«Min mor var svensk. Kanske det er det. Hun trivdes aldrig rigtig her. Saa siden min far døde, og da var jeg bare barn, blev jeg ligesom noksaa rodløs her. Mor blev ved at regne sig for hjemme i Stockholm, 136og saa havde vi næsten ingen omgang her. Saa mit hjem svævet ligesom i luften etsteds udenfor denne byen. Der er nemlig meget mere forskjel paa norsk og svensk, end man tror i almindelighed –.»

«Jamen Deres far var norsk?»

«Ja, det vil sige han var fra Meldalen –.» Edele lo. «De ved, folk deroppe regner sig næsten for et andet folk end Kristianiamennesker.»

Aagaard lo. Edele følte lidt flaut, at han ikke havde forstaaet større af det, hun havde sagt.

«Ja,» – sagde Aagaard. «Jeg kom hid til byen, da jeg var 16 aar, jeg.»

«Men De har Deres hjem i Arendal.»

«Det har jeg nok. Men man blir saa fremmet for dem, naar man bare er hjemme saan i ferierne – De ved, etpar dage nu og da. Og saa bor man herinde i pensionater og sidder paa kaféer om kvelden, fordi man ikke har andre steder at gjøre af sig, og saa føler man sig ligesom saa fremmet, naar man er derborte – mine forældre er svært kristelige og saan –.»

«Men har De ikke nogen familie her i byen?»

«Nei, jeg har ikke det heller. Det vil si, jeg har nok. To gifte søstre. Men det er jo mine svogres hjem da. De er ligesom helt gaaet op i de andre familierne de. Saa jeg synes ikke, jeg har no at gjøre der. Ja, og saa præker de for mig da,» – han lo tvungent. «Og det kunde de godt la være med. Jeg vilde bo hos den ene af dem, da jeg kom hid ind som ung gut. Men hun vilde ikke ha mig. De var noksaa nygifte dengangen.»

137Edele følte en pludselig øm medlidenhed med Aagaard. Stakkars gut.

«Kan vi ikke gaa ind her og drikke et glas vin sammen?» spurgte Aagaard.

Edele sagde neitak, lidt stivt. Aagaard saa skuffet ud, og det varte en stund, inden de rigtig fik samtalen igang igjen.

*

Hun sad alene inde paa sit værelse og spillet aftenen efter, da det banket. Det var Aagaard.

«Jeg hørte, De var hjemme. Kan jeg ikke faa lov at sidde lidt og høre paa Dem?»

Edele lo lidt forlegent.

«Jeg spiller aldrig for folk – jeg kan ingenting. Men kjære sæt Dem da –.»

For Aagaard stod borte ved døren og saa noksaa trykket ud.

«Tak, faar jeg lov. – De synes vel, jeg er forfærdelig paatrængende, som kommer saan. – Men jeg hørte, De sad og spillet. Jeg er saa forfærdelig glad i musik. Ikke fordi jeg forstaar mig det gran paa det, men –.»

Samtalen gik noksaa smaat. Aagaard reiste sig:

«Faar jeg lov at se mig lidt om? Her er blit saa fint saa. De har saa meget pent.»

Han tog bortover lampens hvide porcelænsfod.

«Akkurat saan havde vi hos min bedstemor. – Uf, der sidder nogen fyrer og venter paa mig nede paa Grand – jeg har ikke spor af lyst til at gaa ud iaften. Faar jeg lov at be Dem om at laane en bog –.»

Han stod borte ved hendes bogskab og saa paa bøgerne:

138«Edele. Heder De det –. Det var et vakkert navn. Jeg kunde forresten tænke, De hed noget sligt, – fint, gammeldags. Kan De gjette, hvad jeg heder? Alf – er det ikke et skrækkeligt navn paa et voksent mandfolk?»

«Vil De drikke en kop te –?» Edele havde bestemt sig til at forsøge at være lidt hyggelig mod ham.

«Tak, det vilde jeg svært gjerne. Det er skam, jeg kommer saan og forstyrrer Dem og gjør Dem bryderi. Det er forfærdelig snilt af Dem.»

Edele tændte spritapparatet. Og da han bad igjen, satte hun sig til pianoet og spillet.

Han gik rundt og saa sig om igjen, mens hun gjorde teen færdig.

«De har det saa forskjellig fra andre damer, De, frøken Hammer. Jeg synes altid, damer pleier ha saa mange maaneskinslamper og sligt –. Nei se der da –.»

Han havde faaet øie paa et par indrammede akvareller – gamle bygninger fra Hallingdal, slotte fra Skotland. Hun havde faaet dem af Dyrssen.

«Dyrssen, er det en slegtning af Dem det? – Nei jeg tænkte det bare fordi Deres far var fra den kanten –.»

«Nei, men jeg kjender ham godt. De har jo været hos ham engang? Han er vel morsom at arbeide hos?»

«Aaja. Det er en svært kjæk kar. Han er ligesom mere kunstner end de fleste andre arkitekterne her –.»

«Synes De ikke, det er svært morsomt at være arkitekt?»

139«Aa – saan underordnet paa et arkitektkontor, det er nu ikke stort andet end enhver anden underordnet kontorplads da –.»

«Neimen De tænker vel paa at bli selvstændig engang, De ogsaa?»

«Der er saa liden fremtid for arkitekter hertillands. – Og nu har jeg jo været saa heldig at komme ind i kommunen. Saa jeg faar vel holde paa det. Det er jo ligesom mere sikkert –.»

Han sagde, før han gik:

«Jeg har tænkt paa, – det gik vist ikke an – De likte vist ikke, – at jeg bad Dem gaa og drikke vin med mig igaar –.»

Edele blev rød. Hun havde ikke likt det. Og hun sagde noget om, at hun syntes ikke om at damer gik ud saan med fremmede.

«Jamen nu – ikkesandt, jeg synes da, nu kjender jeg Dem. Faar jeg lov at be Dem om en ting – ellers tror jeg, De er fornærmet. Faar jeg be Dem med paa en koncert en aften?»

*

De andre, som bodde i pensionatet, var mest unge forretningsfolk, etpar kadetter og studenter – løs og ledig ungdom af den slags, Edele havde truffet saa mange af.

Edele havde foresat sig at være hyggelig og omgjængelig – ikke stiv og hoven. Hun var ikke sikker paa, at det lykkedes helt overfor de andre. Men Alf Aagaard og Hildur Fjære kom ofte ind til hende om aftenerne.

Hun havde bedt dem begge ind til sig, aftenen før Hildur Fjære skulde flytte. Og da de sent paa 140natten var gaaet, og hun ryddet op og luftet, gik hun og forsikret sig selv, at folk var meget hyggeligere og sødere, end hun pleiet mene. Og hun selv var bare en sær, egen og fordringsfuld person, som ikke havde noget med at gaa og føle sig fin paa det.

Men dagen efter kom der en pakke fra Bergen. I den laa der etpar lysebrune, klare silkestrømper og Per Dyrssens visitkort.

*

Hun sad og følte sig fremmet og forsagt oppe hos Dyrssens en søndag formiddag.

Der var solskin, som brød i vinglas og karafler og Skinnet gjennem skjære blomsterblade allevegne. Blegblaa røgskyer drev i lyset, stribet sig forbi de nye, tunge og stilfulde møbler.

Der var fuldt i stuen af folk, som var paa visit. Edele kjendte nogen af ansigterne; hun havde seet Dyrssen hilse paa dem paa gaden. Der var bare to damer foruden hende, to fruer, som var der med sine mænd.

Karen Dyrssen kom bort og satte sig ved siden af hende. Det var en liden, spinkel dame med store, brune øine.

«Nei De faar ikke gaa endda, frøken Hammer. Vi vilde saa gjerne, De skulde bli her til middag –.»

Dyrssen og hans kone kom ind – de havde fulgt de sidste visitter ud.

«Ja Edele,» – Dyrssen satte sig overfor hende. «Sig mig saa, synes De, jeg gjør en latterlig figur som ægtemand. De har naturligvis siddet her og kritiseret mig ganske stille –.»

141Edele kom til at le. Hun havde siddet og følt sig haabløst udenfor det hele – og udenfor ham her i hans nye hjem.

«Ja gudskelov da Karen – det værste er vel over nu –. Bare saa Tom kommer vel og vakkert tilbage – han gik paa Bygdø. Jeg haaber, han ikke er druknet. Skaal da –.»

Tom Alvær kom. Han var lyskruset i haaret og lang, længere end sin mor – med kort og bollet lidet ansigt og trutmund.

«Goddag mor, goddag far – naa, var det ækkelt? Og fy saa mange, som her har været –.»

«Tom da,» sagde fru Dyrssen.

«Kjære dig – lad os ikke spille nogen komedie. Jeg begynder at vænne mig til min overlegne stedsøn – faar se, hvad har du der?»

Tom lagde en haandfuld planter paa bordet. Edele skjøv en avis under og fik et nik af fruen.

«Den der er vist sjelden, far – ved du, hvad det er for en?»

Edele tog planten:

«Nei – men her er en – fandt De den paa Bygdø?»

Edele og Tom snakket om planterne.

«Interesserer De Dem for botanik, frøken Hammer?» spurgte fru Dyrssen.

«Ja, – det vil sige, jeg synes, det er moro at kjende planterne – man er ligesom mere med i det, naar man ved om allesammen, hvad de heder, og naar de kommer og saan – hvor de hører til, og hvem de vokser sammen med og hvadslags jord de gror i. Man føler sig mere hjemme ude i naturen da –. »

142Edele smilte lidt sky. «Naturen» – det var af de ord, hun generte sig lidt for at bruge.

«Vil De se mit herbarium?» sagde Tom.

De satte sig inde i Dyrssens værelse, hun og gutten.

«Jeg gad aldrig presse dem, jeg,» sagde Edele. «Jeg tegnet dem litegran.»

«Det gjør jeg og,» sagde Tom ivrig. «Far tror, jeg kan bli flink til at tegne.»

Edele sad med mapperne i fanget. Hvor disse stuerne passet til Dyrssen. Der var gamle sortlakerte møbler i dagligstuen, med forgyldte muslingskal og mørkerødt damasktræk – hun kunde huske, han havde fortalt hende om sit hjem; det havde været noget lignende. Og herinde, de store bordene med papirer og bøger og reolerne langs væggene, som hun kjendte fra hans ungkarsstuer – det fredelige, tilforladelige arbeidspræg havde altid hygget om hende med en stemning fra hendes fars studérværelse, hvor hun sad om søndagsmorgenerne i rent, hvidt forklæde og læste historiske verker før forældrene kom ind til frokost.

«Er De lærerinde De,» spurgte Tom lidt mistroisk.

«Nei?»

«Jo for De ved da greie paa saa meget.»

Edele rystet paa hodet. Hun var lidt forlegen ved det selv, at hun vidste saa meget, og hun pleiet forsigtig at skjule det. I begyndelsen, efter morens død, da hun kom ud paa egen haand mellem folk, havde hun sommetider snakket om sligt. Saa merket hun, at folk syntes, hun var vigtig – og underlig og gammel og kjedelig –.

143Fru Karen sad endnu ved pianoet, da Dyrssen kom ind. Han havde fulgt Edele til sporvognen.

Han gik bort og lagde kinden ind til sin hustrus.

«Regner det, Per? Du er jo ganske vaad i skjegget jo.»

Hun stod lidt med armen om hans hals.

«Du – hun var jo sød, din lille veninde.»

«Ja, synes du ikke?»

«Jo svært. Ved du – jeg synes, hun ligner Tom. – Igrunden, det er rart, du ikke har forelsket dig i hende?»

«Aaja. – Kanske det netop er fordi hun ligner en ung gut i meget, som du siger –.»

*

Det blev skiføre før jul. Dyrssen ringte Edele op en fredag og vilde ha hende med paa tur. De skulde gaa op lørdag middag og ligge over paa en hytte.

Det var en hel flok, der mødtes paa Majorstuen – lidt tilfældig sammenskrabet selskab, mange, som ikke kjendte hinanden. Aagaard var der ogsaa i følge med en grosserer Stang og hans frue. Han kom bort og hilste straalende:

«Jeg fik vide, De skulde være med – saa hængte jeg mig paa Stangs. Jeg vilde saa forfærdelig gjerne træffe Dem igjen.»

Han var blit uvenner med frøken Hansen og havde flyttet. Han sad i trikken og fortalte Edele, hvor kjedelig han havde det.

«Jeg tror, jeg er blit for gammel – jo ved Gud! 144Jeg liker ikke det der kafélivet mere. Mine venner er vist rent ængstelige for mig – jeg sidder hjemme og læser om aftenerne, bare fordi jeg ikke gidder gaa ud med dem. Mange gange tænker jeg paa, hvor hyggelig det skulde været, om jeg turde gaa bort og hilse paa Dem og sidde en stund hos Dem –.»

«Jamen kom da,» sagde Edele glad.

«Er det sandt, jeg faar lov –? Ja for jeg kommer nemlig da.»

Han hjalp hende skierne paa, da de kom ud – laa bøiet ned og lænet sig et øieblik ind mod hende. Edele bøiet sig over ham og følte en svag forundring over, at hun likte, han rørte ved hende.

Denne høst havde hun været endda mere alene end ellers. Hun orket ikke folkene hos frøken Hansen, og var plaget af, at hun saa umulig kunde like dem. – Hos Dyrssens var hun nok ofte; hun var blit svært glad i fru Dyrssen og i Tom, men alligevel –. Hun merket, at de saa gjerne vilde ta sig lidt af hende, og hun var taknemlig for det, uden bagtanke, men hun blev ræd for at ta mod formeget.

Karen gik ved siden af hende. Hun var nervøs for at Tom skulde gjøre fiasko, lo hun. Der var ikke større anledning til skisport i Bergen. Aagaard forsøgte flere gange forgjæves at komme til at gaa med dem.

Det var deiligt at se skogen snetung igjen – blødt, hvid og graa mod en falmende blegblaa himmel. Det havde rimet dygtig, før sneen faldt tung og vaad og klistret sig ind i baren; alting var sølvgraat og hvidt. Og velsignet deilig at høre skierne gli under sig.

145Herrerne vilde forsøge sig i hop i Heghullet. Og nogen af damerne vilde prøve at staa bakken.

Der gled etpar blaalakerte skispidser frem mellem hendes og Karens.

«Kom frøken Hammer, saa staar vi haand i haand sammen.»

Edele smilte ned paa de blaa ski, Aagaards.

«Jaja, vi kan jo godt prøve.»

Aagaard snakket til hende hele tiden, mens de gik opover. Hun hørte ikke, hvad han sagde, men smilte bare op til ham og tog i hans haand, naar han rakte ned til hende.

«De maa slippe straks, hvis jeg dætter, Aagaard.»

Han svarte ikke, lo og klemte hendes haand.

De satte udfor – hun suste nedover med en ny, valen følelse i benene – havde ikke ordentlig styr paa sig, kjendte hun. Aagaards ski fór fortere. Edele prøvet at trække haanden ud af hans i farten – kom ganske uforvarende over etpar dumper, og saa rullet hun grundig.

Nede paa sletten kom Aagaard mod hende med hendes lue, som han havde hentet. Edele stod og lod ham børste sig længe og grundig.

«Fy De skulde skamme Dem, Edele – De kunde godt staaet.»

Edele – han siger Edele, tænke hun jublende.

Hun gik og faldt allevegne – blev ved at være skjælv i knærne. Dyrssen samlet hende op i en liden bakke:

«Hvad gaar der af Dem idag, Edele?»

Hun bare rystet paa hodet og smilte aandsfraværende. Løipen strømmet bort under skierne, 146nu det begyndte at mørkne; der var ingen tyngde og ingen kraft i hendes legeme, men hjertet flakket saa forvirret, og tankerne flakket – der var bare en eneste en bag det altsammen, en sprængende længsel, som hun ikke vilde vide om – som vilde komme gnistrende frem.

Overrumplende pludselig laa der en hytte og lyste med aaben dør. De fleste af følget var alt inde; Aagaard sprang ned og skulde hjælpe hende. Hun fulgte ved siden af ham ind, som det var selvfølgeligt, og satte sig der, hvor han skjøv en stol frem til hende foran peisen.

Det var blit bestemt udenfor programmet, at her skulde der spises aftens og danses.

Edele sad i sin kubbestol og saa paa at stuen blev fuld af røg og rop og høirøstede mennesker – følte det hele som en vild, usandsynlig drøm, at hun var drevet hid. Hun havde faaet kaffe og punsch – hvorfra, vidste hun ikke – og hun aandet ind røgen af sin cigaret for at bli svimmel og kjende nerverne lammes til ro et øieblik.

Aagaard sad foran hende paa peiskanten og stelte med ilden; skjæret faldt rødt paa hans unge, bløde skikkelse.

«Jeg tror, de er spænna gærne allesammen her iaften,» sagde han lykkelig op til hende.

Den lille tykke fru Stang var kløvet op paa et bord. I skidragt og lauparstøvler stod hun og danset en mavedans, hun havde seet i Kairo. Dyrssen sad paa en krak midt paa gulvet og akkompagnerte paa trækspil.

Saa sagde Dyrssen pludselig, at klokken var et, de skulde jo videre.

147Edele sad lige uanfægtet og saa de andre fare om hinanden og lede efter rypesække og luer og vaatter og remmer.

«Tom er jo fuld,» sagde Dyrssen og lo etsted i nærheden.

Hun stod udenfor i det blege mørke – der var et dæmreskjær i skogen af en usynlig maane. En efter en blev de røde fakler og de gule lysvifter fra lygterne borte mellen trærne.

Edele gik lige foran Aagaard. De to var blit de sidste. De havde bare det svage lys fra skyerne og sneen; Aagaard havde ikke skilygt.

De var kommet ud paa aasbrynet. Han gled frem ved siden af hende. Edele stod og saa lige ud.

Der stod en opalbleg fuldmaane høit og fjernt bag himmelens fine flordække. Hele den hvide dal foran dem var druknet i det perlefarvede lys, der smeltet alt ud i uvirkelige skygger. Og dybt nede fra skyggeriget steg et hanegal langt, langt borte – som fik svar et andet sted, og et andet sted igjen – nede der i maanedisen.

Han tog omkring hende:

«Vi skal staa sammen her – her er brat ned.»

Hun følte, hendes hud var kold af vinternattens friske kulde, – men blodet flommet varmt og sundt urolig under. Han lagde et øieblik en ung, vindkold kind ind mod hendes.

*

Nede paa hytten holdt de paa at rede senger. Karen Dyrssen og Edele skulde ligge sammen. Herrerne gik og rumsterte ovenpaa og støiet.

Der blev banket paa døren ind til damerne. 148Det var Aagaard; han havde fundet et silkebaand, som vist var frøken Hammers. Hun gik til døren.

Aagaard tog fort hendes hænder:

«Jeg vilde si godnat til Dem bare – bare til Dem! »

*

Hun laa vaagen og saa dagen gry. Hun havde lovet Aagaard at staa tidlig op og gaa tur med ham om formiddagen.

«Gud bevare mig,» sagde Karen, da hun reiste paa sig. «De vil da vel ikke staa op nu vel!»

Edele saa i det kolde daggry, at Karens yndige ansigt var rynket og falmet. Hun laa med bustet haar og sov i en lyseblaa frisertrøie.

I det bittelille kjøkken stod der en fremmed herre i skjorteærmer og stegte koteletter. Døren stod paa gløt, Aagaard gik ude i sneen og smurte deres ski.

«Er det ikke deilig at være kommet op,» sagde han ind. «Frøken Hammer er storartet, er hun ikke?»

Herren i skjortærmer vartet dem op paa en stump kjøkkenbænk.

Det var taage ude – et besynderlig violet lys i luften. De gik langs en liden dal – i lien paa den anden side var der hugget ud, og hver en bar bakke var ganske blaa. Der drev noget ned, som nærmest var frosne regndraaber, men skierne gled fint.

«Det er deilig – underlig,» sagde Aagaard. «Jeg syntes aldrig før, der var nogen mening i det – at jeg levet. Jeg tænkte ikke paa det saa ofte, 149naturligvis – jeg moret mig, saa godt jeg kunde og saan. Men naar jeg tænkte paa det, saa kunde jeg bli saa trist ofte. Nu synes jeg med en gang, det er saa deiligt at leve.»

Edele seg nedover mellem rimet birkekrat, saa fnuggene drysset koldt nedover hendes hals. Hun stod lidt i skogkanten og saa udover myren. Saa tegnet hun med skistaven et A i sneen.

Aagaard snudde og kom bort til hende. Han skrev et E udenom og smilte.

Han tog om hende – fik hendes ansigt vendt opover og kysset det. Edele lod sig kysse med lukkede øine og lukket mund. Men da hans ansigt igjen kom nær hendes, aabnet hun læberne og drak graadig i sig livsvarmen fra det andet unge menneskebarn, og hun lagde sig fast og resolut ind til hans slanke, haarde guttekrop.

«Hvad synes du om Aagaard?» spurgte Karen Dyrssen sin mand, da de gik nedover.

«Hvordan mener du?

– Han er en ordentlig liden pøbelgut,» sagde Dyrssen lidt efter. «Jeg vil da haabe, Edele har bedre vet end til at forelske sig i ham.»

«Jeg tror nu forresten, hun har for fint instinkt til ikke at merke det, hvis han er en pøbel, som du siger.»

Dyrssen stanset lidt og ventet paa hende.

«Instinkt – det skal fan hjælpe, er først uheldet ude.»

*

Hun var oppe paa Aagaards værelse for første gang. Og hun havde roser med til ham.

150Der fandtes ingenting at sætte dem i, andet end vandglasset, saa hun maatte skjære af stilkene, inden de kunde staa i det.

Aagaard havde frugt og vin til hende. Portvin i en flaske, og to glas og asjetter, der stod omkring paa et medtat chenillebordtæppe.

Edele sad der med en lidt utryg følelse, – det var næsten uhyggelig tomt og stygt oppe hos ham. Ikke en ting, som syntes at være hans – ikke en bog, ikke et billede. Et smalt, langt, fængselsgult værelse med et vindu ud til gaden.

Bare paa natbordet laa der to sorte bøger. Edele gik hen og saa paa dem. Det var bibelen og salmebogen.

«Jeg har lovet min mor, at de altid skulde ligge der,» sagde Aagaard.

Det fløi gjennem Edele, hvad Hildur Fjære havde sagt – at han havde havt saanne damer med hjem –. Og hvad han selv havde fortalt om kortlag og venner oppe hos sig. I en underlig, saaret følelse for de to bøger, spurgte hun:

«Jamen du Alf – naar dine venner kommer her og saan –.»

«Ja du kan vide, de har gjort nar af mig for det ofte. Men det bryr jeg mig ikke om. Naar jeg har lovet mor det saa –.»

Edele sagde ingenting. Hun havde en taaget, usikker følelse af, at han ikke vilde forstaa hende.

«Kom og drik da,» sagde Aagaard og tog hende ind til sig.

«Sæt dig paa fanget mit, Edele.»

«Nei her i sofaen Alf.»

151Hun blev flau ved tanken om at sidde paa fanget. Voksen og langbent –.

«Vil du ikke sidde paa fanget til kjæresten din engang – det maa jeg si!»

«Tøvete gut!»

Edele slog armene om ham bagfra.

«Synes du ikke, jeg er for stor til det kanske – jeg er jo ligesaa lang som du jo. – Jeg tror sandelig, jeg kunde ta dig næsten –.»

«Ta mig – du pysen –.»

Han var oppe og greb hende, slængte hende bagover i sofaen. Og han kjærtegnet hende saa voldsomt, at hun halveis ræd værget sig lidt:

«Alf – aanei Alf –.»

Han gled ned paa knæ med hodet i hendes fang: «Edele, – ikke vær sint Edele!»

Hun klappet hans haar.

«Kanske det er letsindigt af mig, Edele, dette her. Det kan jo vare saa længe, inden det blir til noget med mig. Men jeg elsker dig saa forfærdelig. Ikkesandt, Edele? – Aa jeg har lovet mig selv, det skal bli et nyt liv med mig herefter – –.

Si at du elsker mig, Edele – gjør du ikke? Si at du vil længes lidt, du ogsaa – vil du ikke?»

«Jo Alf.»

«Jamen du er saa kjølig –.»

«Jeg Alf?»

«Du som ikke vil la mig ha dig paa fanget engang. – Næsten ikke kysse mig engang.»

«Kysser jeg dig ikke –.»

Hun kastet sig voldsomt nedover ham:

«Kysser jeg dig ikke – Alf, kysser jeg dig ikke –.»

152«Edele, har du kysset nogen mand før?»

Hun trak sig lidt tilbage fra ham:

«Du har, Edele!»

«Ja,» svarte hun lavt. Og lidt efter sagde hun: «Hvorfor spørger du om det – nu?»

«Det er Dyrssen,» sagde Alf.

Edele rettet sig heftig op i sofaen:

«Nei.»

«Har du havt andre venner end ham og?»

«Nei. Jeg har aldrig havt andre venner. Men jeg har været forelsket engang. Da jeg var ganske ung.»

«Hvem var det?»

«Han hed Hans Berg.»

«Er han her i byen nu?»

«Nei. Han er i Amerika.»

«Og ham var du forlovet med?»

«Nei. Jeg var ikke forlovet med ham.» Edele sad rank nu. Hun var oprørt, men af angst endda mere end af vrede – fordi hun følte, hun stødte mod noget i ham, som hun ikke vilde kunne taale, hvis hun fik se det klart. Og hun vilde ikke se det, vilde saa gjerne springe fra det, men inden hun fik samle sig, hvad hun skulde gjøre, talte han:

«Og saa lod du ham kysse dig?»

Det gjorde ondt. Men hun havde ikke raad til at miste. Og hun bøiet sig:

«Jeg var bare sytten aar da, Alf –.»

«Fortæl mig det,» brød han af.

Det kommer ham ikke ved, fór det fort og haardt gjennem hende. Men hun fortalte.

Hun var netop kommet paa kontor dengang. 153Bodde hjemme hos sin mor, hvor der var saa stille som i et kloster. Hun levet slet ikke, var aldrig sammen med nogen. Men gik og ventet paa at livet skulde begynde. Han var tegner paa samme kontor, en forældreløs gut fra Aalesundskanten. En dag opdaget de hinanden – de var lige unge og klodsede og rædde for folk. Og hun blev ofte flau, naar de andre damerne snakket, og han var flau for ingeniørerne. Og hun gjettet, han gik og ventet som hun selv, at livet skulde begynde en dag – noget uventet komme dumpende ned fra skyerne.

Saa begyndte de at følges fra kontoret. Siden gik de turer sammen – opover Aker og udover Bygdø gik de og drev paa veiene i sneløsningen – inde i skogene, da det blev vaar. De snakket lidet sammen. Men de kysset hinanden.

Før han udpaa sommeren reiste til Amerika, vilde han, de skulde forlove sig. Da syntes hun pludselig, hele forholdet gik istykker, som et fint spindelvæv brast. Hun havde aldrig tænkt noget bestemt, haandgribeligt om fremtiden. Hun blev bedrøvet. Men hun fulgte ham ombord. Og de havde skrevet til hinanden etpar gange. For ham ogsaa var det blit en nydelig drøm – han havde skrevet engang, han vilde tænke paa det, naar han skulde fristes til at synes, livet var bare stygt.

«Har du de brevene hans,» spurgte Aagaard.

«Ja.»

«Vil du vise mig dem?»

«Nei,» sagde Edele. Og lidt efter: «Hvis Du vil ha det, skal jeg brænde dem.»

Aagaard taug en stund.

154«Og du vil si, at Dyrssen aldrig har – ikke forsøgt engang –.»

«Tror du, jeg var blit ved at være sammen med ham da? Havde kommet i hans hjem, dersom –. Havde gaaet over til dig paa denne maaden?»

Hun opdaget, at hun var paa graaden. Og hun bed det i sig.

«Jeg vil si dig en ting, Alf. Dyrssen har aldrig tænkt paa mig paa den maaden. Jeg ved det.»

«Aa for no –. Du vil ikke indbilde mig –. Jeg vil bare si dig, Hildur Fjære har fortalt mig, hvor du var forarget over noget, du hørte om mig. Men jeg kan forsikre dig, at jeg er nu en helgen, sammenlignet med det liv, Per Dyrssen har ført herinde i sin ungdom. Den værste bohem –.»

«Ti stille, Alf, jeg vil ikke høre paa dig –.»

«Du tror nu vel aldrig, at han er saan en idealist, som han har bildt dig ind –.»

«Jo.»

«Er det idealt at staa i forhold til en gift frue ogsaa –.»

«Ja. Hvis det er sandt, saa tror jeg det. Forresten vil jeg ikke høre historier om ham –.»

Hun havde reist sig. Hun kvalte endnu engang graaden. Tog saa sin hat –.

«Nei Edele –. Omforladelse, kjære –.»

Han holdt hende fast.

«Nei kjære, kjære –. Jeg tror dig, kan du vel vide –. Edele!»

«Men Alf–,» hun stanset forfærdet, «graater du –.»

«Edele – lille deilige Edele –. Jo, jeg graater, Edele. Jeg tror dig, alt hvad du siger.»

155«Nei Alf – reis dig da –.»

«Edele,» han lagde armen om hende. «Vær ikke sint paa mig. Du tror saa godt om menneskene du. En anden en – jeg ved, hvordan vi mandfolk er, jeg. De er nok ikke saanne engler, som du tror.»

Edele viklet sig ud af hans arme

«Alf. Jeg har kjendt saa faa. Men jeg har aldrig havt grund til ikke at tro godt. Nu skal ikke du, som jeg er glad i – –. Tror du mig, Alf? Jeg kommer aldrig til at lyve for dig, Alf!»

Han kysset hende:

«Jeg tror dig, Edele.»

Og hun prøvet ikke at se. Kysset, og vilde bort fra det, hun smertelig ante. At han lettere vilde tro hende, naar hun løi, end naar hun talte sandt.

*

«Er du sint paa mig endda?»

Aagaard var kommet op til hende dagen efter.

«Nei jeg er ikke sint.»

«Jasaa!» Han tog hendes ansigt mellem sine hænder. «Er du ikke sint, du? – Ikke lidt furten heller?»

«Nei. Men jeg er bedrøvet.»

«Jamen Edele, synes du, det er rart da? Det er ikke noget morsomt for en mand, at alle skal kunne si om ens forlovede – naa, det er hende, som var saa meget sammen med den og den engang –.»

Edele bøiet hodet. Det var sandt, vidste hun. Folk havde snakket om hende og Dyrssen. Hun havde været uforsigtig – var blit siddende længe 156alene inde hos ham, havde kommet sent hjem med ham – ja, det var jo det første, Alf havde seet til hende. Det var ikke Dyrssens skyld – han kunde ikke sende hende bort som en smaapige. Hun havde været saa naiv – saa naiv, at det havde moret hende at forarge de andre damerne i pensjonatet – dem, hun foragtet hjertelig for deres evige mandfolkevrøvl: hun gav pokker i hvad de tænkte om hende.

«Jamen Alf – ingen mennesker kjender mig –.»

«Aa jo da. Den høie, vakre damen, som altid er sammen med arkitekt Dyrssen. Ham kjender alle mennesker. Og dig lægger man sandelig merke til, naar man ser dig.»

«Jaja Alf. Kanske du har ret. Jeg skjønner det nok. Men jeg vil saa nødig, du skal snakke saan om Dyrssen. – Han har kjendt min far og –.»

«Aa, var han en ven af din far?»

Edele veg unna:

«Han var jo meget yngre. Men –.»

Saa sad hun med ond samvittighed. Det var ikke rigtig sandt. Hendes far havde bare været Dyrssens lærer i gymnasiet et aar, havde Dyrssen fortalt engang.

«Nei Edele. Det var stygt af mig. Jeg ber dig omforladelse, Edele –.

Jeg kom for at spørge, om vi skulde gaa paa koncerten iaften – du ved, kan du huske, du lovet det engang. Og jeg har glædet mig saan.

Kys mig da, Edele – saa jeg ved, du er ikke sint –.»

*

Det var ofte, at Edele var bedrøvet, naar hun havde været sammen med Alf Aagaard. Og det 157havde hændt, at hun ønsket, naar han var gaaet, at hun ikke skulde træffe ham dagen efter.

Men naar de var sammen –. Han havde saa bløde, bedende, brune øine. Og han var saa ung. Hans ansigt var ganske barnsligt, og hans bevægelser saa lette, lidt slængete – hun sad og saa paa ham, naar han flyttet rastløs omkring i stuen – og hvert øieblik kom han hen og tog efter hende. Naar han havde sagt eller gjort noget, hun ikke syntes om, kom han og bad omforladelse saa inderlig og saa ulykkelig, at hun angret – om hun saa aldrig havde sagt et ord til ham om, at hun var saaret.

«Du er som mor og søster for mig, Edele, sagde han en aften.

Stakkars gut. Han var saa forsømt. Hun merket det paa alt. Hjemme havde faren banket ham og moren læst i bibelen. Hun tænkte paa sit eget hjem – eller Dyrssen, som hængte ved hvert minde om sine forældre og søsteren og prestegaarden.

Hos Aagaard var de aldrig. Han syntes det selv, der var uhyggeligt. Og hos hende var der deiligt. Men de kunde jo ikke være der altid. Saa gik de ud om aftenerne. Hun likte det ikke. Egentlig havde hun aldrig likt sig paa kaféer. – Naar hun var ude med Dyrssen i gamle dage, saa sad de i en krog, ligesom ganske isolerte, snakket sammen, og saa gjorde de nar af folk, forfærdelig nar igrunden. De to sad udenfor, de, og saa paa menageriet. – Naar hun kom ud med Alf, saa var de midt opi. De var publikum selv.

Saa traf de hans venner. Edele likte dem ikke. Heller ikke likte hun hans maade at føre sig paa, 158paa kaféerne. Han demonstrerte formeget, at han var vant til at være ude.

I det hele var det ofte, at Edele ikke likte Alf. Men hun elsket ham –.

*

Hun var buden til Dyrssens juleaften. Karen kom selv op og bad hende. Edele sagde, hun skulde reise til sin gifte søster –. Alf havde skrønet sammen et brev til sine forældre, at han ikke kunde komme.

Saa var de sammen oppe hos hende hele tiden, og de havde det deilig som aldrig før.

Nytaarsaften havde hun champagne, og juletræet var tændt. Alf laa paa sofaen med hodet i hendes fang.

«Edele – hvorfor skal det være saa længe til vi kan sidde sammen saan i vort eget hjem. Edele – længes ikke du noget. Efter at jeg skal være din mand og vi ikke behøver at gaa saan fra hinanden –.»

«Jo,» sagde hun inderlig.

Da reiste han sig op mod hende og drog hende ind til sig.

«Edele – vær snil mod mig! Jeg elsker dig – saa vanvittig – jeg kan ikke længere –. Edele, faar jeg bli hos dig –. Edele, du ved ikke, hvordan jeg har det –.»

Han knuget hende, og han skalv –.

«Edele – skal jeg gaa hjem – ligge og tænke paa dig – saa jeg ikke faar sove – saa jeg blir rent fra mig selv – Edele –.»

Hun kunde ikke komme ud af hans arme, og hun skalv selv –af angst, og af uvilje. Hun kjendte ham jo ikke – var det saan!

«Alf – nei Alf – aa ikke gjør det –.»

159Aa var det saan –. Hun var bare, bare ræd.

– Og hun bad for sig, liden, skjælvende, til han slap hende.

Hun gik bagefter og ryddet op, med iskolde, rystende hænder.

Hun havde tænkt sig, det skulde komme engang – at hun maatte bli hans helt ud. Hun vidste ikke, om hun angret. Hun skammet sig næsten. Naar hun elsket ham – var hun feig?

Hun havde ikke tænkt, det var saan. At det skulde byde hende imod.

*

Hun var ræd, da hun traf ham igjen. Og da han var ydmyg og angergiven, skammet hun sig. Hun følte det næsten, som hun havde gjort noget galt ved at nægte.

Det blev ved at spøge i hendes tanker. Til hun næsten længtes – efter at vise ham, jo hun elsket ham, uden forbehold. Aa men det maatte komme fint og vakkert. Ikke som et overfald. Nu gik hun bare og gruet for at bli skræmt igjen.

*

Saa traf Edele en aften Dyrssen paa gaden.

Hun havde daarlig samvittighed – hun havde ikke været der siden før jul. Og hun blev endda mere forlegen, fordi han ikke spurgte om noget, bare bad hende sige en dag, hun vilde komme ud til dem.

Nei, imorgen var hun optat. – Det blev til, at hun gik med ham hjem. Aagaard var i familieselskab den aften. Karen var ude med nogen folk fra Bergen og kom først senere.

Da hun først var der, glemte hun alt andet, 160end at det var deiligt at være sammen med ham igjen og faa udfolde sig i fuld frihed for ham og Tom. – Det var, som hun ikke havde snakket med folk paa al den tid.

Karen kom først ved ellevetiden. Hun var saa sød mod Edele, og klokken blev to, inden hun kom til at gaa.

Hun ante fred og ingen fare, da Aagaard dagen efter kom op, mørk og kold.

«Hvor var du igaar, Edele?»

«Hos Dyrssens. Jeg gik didud – jeg maatte jo gaa der engang, kan du skjønne –.»

«Naa – havde du det hyggeligt?»

«Ja svært. Fru Dyrssen var saa glad for den kaffedugen, jeg sendte hende til jul.»

«Jasaa. Var hun hjemme?»

«Ja. Det vil si, hun havde været i teatret, saa hun kom lidt senere.»

«Saa. – Jeg vil forresten si dig, – Fredrik og jeg gik indom Teaterkaféen paa hjemveien. Da sad hun der sammen med nogen andre. Og de gik ovenpaa bagefter. Det fik jeg vide af kelneren.»

«Spurgte du kelneren om det?»

«Ja. For Fredrik havde nemlig seet dig gaa udover Drammensveien med Dyrssen ved halvottetiden.»

Edele sad og krøb sammen, fortvilet og ydmyget. Nu havde han grebet hende i at lyve. Og hun talte, bitterlig viss paa, at hun ikke blev trodd, op mod hans haarde, unge ansigt:

«Ja, jeg traf ham. Og saa blev jeg med ham hjem. Jeg tør jo ikke gaa ellers – jeg vidste, du skulde bort –.

161Hvorfor er du slig, Alf – du tror mig jo ikke – du tvinger mig jo selv til at lyve for dig –.»

«Ja Edele –. Kan du ikke skjønne – nu kan jeg jo ikke vide, naar du fortæller noget, om det ikke er saa – at jeg tvinger dig til at lyve –.»

«Alf!»

«Ja. Tror du ikke, jeg ved, at jeg er dig underlegen kanske. Gud skal vide, jeg har seet op til dig som til et høiere væsen, helt fra første dag, jeg traf dig. Da blir man let mistænksom, skal jeg si dig. Du elsker mig alligevel ikke – ikke saan, som jeg elsker dig. Du smetter fra mig ligesom hvert øieblik. Selv om du ikke lyver saan direkte for mig –.

Du – du har dine venner. Du har saa meget, som er bare dit, du. Er det rart, jeg er skinsyg? Jeg har ingen, ingen i hele verden, som bryr sig om mig, hvis ikke du – –. Ingenting andet, jeg bryr mig om –.

Ser du da ikke, hvor jeg har det ondt –.»

Han kastet sig ned i graat. Og da hun kom hen til ham, flygtet han, og graat mere og mere.

«Alf – aa du maa ikke graate – aa Alf –.»

Han havde ramt hende med hvert ord, han sagde. Hun havde saa meget, som ikke var hans. Og det var forfærdelig, at han graat. Hun fik tag i ham, kysset hans taarer bort og kjendte, hvor de var salte og hede.

Hun føiet sig ganske viljeløst, skræmt og ulykkelig. Hun var forfærdet over, at hun havde gjort ham saa ondt – over at hans kjærlighed gjorde ham saa ondt. Hun maatte vise, at hun elsket ham grænseløst.

162Men da han løftet hende op og bar hende bort til sengen, havde hun midt i sine følelsers storm en pinlig bevidsthed om, hvor lang og stiv hun laa paa hans arme.

*

Hun havde lært at længes efter hans kjærtegn. Efter den første tid, da det sved hende som en skam – at hun var blit bedraget for alt det fine, deilige, svulmende hun havde tænkt sig – den dybe, stigende bølge af elskov, som tilsidst skulde bære hende uimodstaaelig ind i en mands arme. – Hun havde kastet sig hen for at stoppe munden paa ham, da han greb hende i at lyve.

Havde det saa endda hjulpet. Men han trodde hende saavist ikke mere nu end før –.

Der var et instinkt i hende, der gjorde oprør mod ham, noget, som havde lidt vold. – Hun tog ham ivrig i forsvar mod det selv – han kunde ikke være anderledes, efter de forhold, han havde levet under, fra han var bare barn. Hun vilde intet bebreide ham. Bare det, at han var et aar yngre end hende, gjorde, at Edele værget sig lidenskabelig mod at skylde paa ham.

Det skulde komme altsammen. Alt det, som skilte dem, hver stund ikke elskoven fyldte kløften, skulde smelte bort.

Det gik hun og drømte om, naar hun længtes efter hans arme.

Hun flyttet fra pensionatet og leiet sig et værelse – et stort vakkert et, og hun havde kjøbt sig hvidlakerte kurvmøbler med lyse roser i trækket. De 163stod saa nydelig til de gamle mahognimøbler, hun havde hjemmefra.

Edele gik lykkelig omkring og gjorde istand, den første aften, hun ventet ham didop. Dyrssens akvareller havde hun ikke hængt op.

Hun havde store drivhussyriner i krystalbollen, Dyrssens havde git hende til jul. Til Alf havde hun sagt, den var fra Anny og svogeren. Og hun havde kjøbt vinkarraffel og nyt bret. Alf skulde slippe for at se flaske og glas staa løse udover hos hende.

Edele dreiet sig foran speilet og satte syriner i haaret og i kjolens dybe udskjæring. Ny citrongul klar kjole. Og hun aandet dybt for at høre silkekorsettet knirke.

Det banket. Edele fløi til døren. Det var Alf – han kom stille ind, bleg og forgrædt.

Herregud – er der nu noget galt igjen – fór det gjennem Edele. Hun ransaget lynsnart sin vandel i de sidste uger – –.

«Du,» sagde Alf sagte – «Endre er død. Faldt overbord i Meksikogolfen –.»

Han trak telegrammet frem og viste hende. Saa kastet han sig ind til hende. Og han graat utrøstelig, mens hun under smaa, ømme kjærtegn tog ydertøiet af ham og stelte for ham.

«Jeg snakket med far i telefonen. Jeg maa reise hjem med baaden inat. Dette her kom i formiddags. Gudskelov saa har jeg da faaet køie –.»

Hun fik ham bort i sofaen. Og hun sad og klappet ham ustanselig, fortvilet over, at hun ikke kunde graate med i hans sorg. Aa bare hun ikke 164havde været saa haard – hun kunde saa sjelden graate.

Det var saa forfærdelig at sidde udenfor. Hun vidste jo ikke mere om denne broren, end at han havde været umulig og var blit sendt tilsjøs.

«Vi var saa glad for at vi havde faaet ham med dette skibet. Sea Unicorn – det er saant et udmerket skib, skal jeg si dig. Kapteinen en ven af far ogsaa – saan en storartet mand. Og saa hjælper det ingenting altsammen. – Faldt overbord –.»

Han boret ansigtet ned i hendes bryst.

«Og mor da. Nei det orker jeg ikke tænke paa engang. Hun er saa religiøs. Hun maa jo tro, han er fordømt, ser du. Han var jo noksaa vild, Endre. Aa Edele. Tænk den store Atlanteren. Og saa gutten udi der – drivende omkring. Bare en liden prik – som var saa meget for hende!»

Billedet greb hende pludselig og voldsomt – løste hendes taarer, saa de strømmet nedover mod hans kinder og blandet sig med hans.

«Ja Edele. – Og her havde du gjort det saa deilig til mig. Tænk om jeg ikke havde havt dig nu! Jeg skal tænke paa dig hele tiden – jeg har jo noget at komme tilbage til, jeg. Aa Edele –du som ikke tror paa Gud – jeg tror nu alligevel, det er ham, som har git mig dig nu – min deilige, deilige brud!»

*

Det var ogsaa det sidste han sagde, da hun havde fulgt ham ombord:

«Det blir frygtelig at komme hjem. Gud fader, som jeg gruer. Men jeg har det at tænke paa, at jeg skal tilbage til dig.»

165Hun sad og frøs og var træt i trikken. Og hun gik og tænkte hjemover, det sidste mørke stykke gade. Hun vilde næsten ønske, han ikke havde været saa optat af hende iaften. Ialfald ikke paa den maaden. Ikke tat hende. Det var rart, han havde kunnet –.

*

Karen Dyrssen havde havt lungebetændelse i februar. Edele var ofte derude i den tid. Alf likte det ikke, kunde hun nok merke. Men han turde ikke si noget. Hun var ikke længer saa ræd ham nu. Han var jo skinsyg paa alle og enhver – paa de latterligste mennesker. Der var ikke mere ved det at gjøre: Hun havde bare at være kold og utilnærmelig etpar aftener, saa blev han forsigtig en stund.

Fru Dyrssen var næsten frisk igjen; sidst Edele havde været der, var der tale om, at hun skulde faa komme op med det første. Da laa der brev til hende en dag, hun kom hjem til middag. Edele kjendte ikke skriften:

«Kjære Edele. Mor døde pludselig igaarmorges af en blodprop i lungen. Jeg vilde skrive det til dig, forat du ikke skulde se det først i avisen. Far sagde, jeg kunde godt gjøre det. Det kom aldeles uventet. Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal skrive til dig. Jeg vilde bare fortælle dig det. Det er saa forfærdelig. Kom snart bort til os. Din hengivne
Tom Alvær.»

166Hun gik didbort med det samme. Var indom paa veien og kjøbte blomster. Det var den første indskydelse, hun fulgte. Efterpaa gik hun og angret. Herregud, blomster her –.

Dyrssen kom og lukket op. Han tog bare hendes haand og holdt den lidt. Der var ingen af dem, der sagde noget.

De gik ind i stuen. Dyrssen kaldte ind i et andet værelse:

«Det er Edele, Tom.»

Gutten kom ind, forgrædt og stille, og tog hendes haand.

«Det var snilt af dig at skrive, Tom,» sagde Edele sagte. Da brød han ud i graat igjen og blev ved at staa med hendes haand.

«Vil De se Karen,» spurgte Dyrssen.

Hun gik med ham ind i sovekammeret. Tom fulgte ikke med.

Den ene seng var flyttet ud. Der var hvidt og tomt inde. Den dødes gule ansigt lyste mellem alt det hvide, smalt og meislet under det sorte haar. Der laa konvaller mellem hendes voksfarvede hænder. Paa natbordet stod et blomsterglas.

Dyrssen tog Edeles roser ud af silkepapiret, og satte dem i et glas ved siden af det andet.

«Det er Toms, de der,» sagde han og pekte paa konvallerne i ligets hænder.

Han kom bort og stod ved siden af hende, lænet mod sengefoden, en stund. Til han saa ned paa hende:

«Men – De skjælver jo, barn –.

– Er De ræd?» spurgte han stille, underlig fjernt – næsten med etslags smil.

167Edele saa op paa ham et øieblik – hendes ansigt var ganske graat.

Dyrssen lagde sin haand ovenpaa hendes:

«Ja –.»

Saa tog han og førte hende med sig ind i stuen igjen. Hun gik hen og satte sig ved siden af Tom.

Hun var saa forfærdelig hjælpeløs. Saa gjerne hun vilde tat Tom ind til sig – og hun turde ikke, turde ikke gaa et skridt nærmere, end de gav hende lov til, turde neppe røre sig her ved dette forfærdelige, som havde ramt dem.

Det greb hende pludselig, at det var grufuldt altsammen – og grufuldt, at hun sad her, lammet af deres sorg – og hun havde siddet kold og udenfor Alfs. Alf, som hun havde git sin sjæl og sit legeme. Og hun stod udenfor hans smerte – udenfor, udenfor. Hun vidste ikke, hvordan hans sorg saa ud. Men denne mand og denne gut – hun vidste, hvad de led. Aa Gud, Gud –.

«De maa si til mig, Dyrssen, naar De vil, jeg skal gaa,»gaa,»] rettet fra: gaa, (trykkfeil) sagde hun pludselig sagte.

«Jeg vilde helst, De skulde bli,» svarte Dyrssen rolig. «Jeg synes, jeg har været alene længe allerede. – Og saa er det ikke stort over fireogtyve timer siden – –.»

*

De sad foran kaminen i hans værelse.

«Det er underlig, ikkesandt,» sagde Dyrssen med en gang, med den samme fjerne stemme. «Her sidder vi. Og hun maa ligge inde i kulden –.

– Maa –,» hvisket han haardt og besynderlig raat.

168«De har aldrig seet nogen dø, Edele?»

Hun rystet paa hodet:

«Jeg var i Stockholm, da min mor døde.»

«Det er sandt, jeg husker det.

Ja, jeg har seet saa mange. – Karen. – Det er næsten, som det ikke havde været, allerede. At vi har været gifte, mener jeg.

De maa stelle Dem saan, Edele, naar De engang staar hos en, De har holdt af – saa De ikke har noget at angre – naar De staar ved hans lig.»

*

«Tom følger Dem hjem,» sagde Dyrssen, da hun gik.

«Jeg skal si Dem, – jeg vil ikke, at vi skal gaa begge. Og Tom skal ikke være alene hjemme her –.»

*

Edele og Alf sad paa Tivoli en aften, da Dyrssen og Tom kom ind. De satte sig ved samme bord.

Edele blev stille. Dyrssen saa træt og sliten ud. Tom fulgte alvorlig og interesseret varietéforestillingen. Det var især en tryllekunstner, som han var optat af; han spurgte uafladelig Edele, hvordan hun trodde, han gjorde det og det og fortalte, hvad han havde fundet ud.

«Se snart ud da,» bad Dyrssen, da de skiltes. «Kan De ikke bli med en aften, Aagaard – saa faar vi os en whist –.»

Edele og Aagaard sad tause i trikken. De gik af ved hendes holdeplads.

«Godnat,» sagde han kort og koldt, snudde og gik nedover gaden i modsat retning.

169Edele stod der et øieblik. Nei dette gik vedgud for vidt. Hun havde nok seet, det trak op til scener, men dette her!

Nu skulde det ha en ende

Men hun sad oppe paa sit værelse, efter hun havde tat af kjolen, og tænkte fortvilet, hvordan hun skulde faa ende paa det. Bryde –.

Hun lo haanlig til sig selv – hun husket paa sine smaapigedrømme om kjærlighed. Gud bevare mig, hvor hun havde havt paa det rene, hvad man altid skulde gjøre. Man bryder ikke saan med en elsker. Kjærligheden – gang efter gang blir den revet istykker – man lapper paa den, saa godt man kan. – Aa man ved saa god besked om livet – bare man ikke staar midt opi det, i spindet af tusen smaa traade, med synet forvirret af de tusen smaa ting, hvis rækkevidde man ikke kan se tilende, naar de yrer over og ind paa en – myldret af tanker, hensyn, der drar til alle kanter.

Hun havde seet det saa ofte, og hun havde lukket øinene, gjort nat og mørke om sig og elsket vildt i mørket. – Hun havde siddet og følt iaften, hvor daarlig han passet blandt hendes folk. For de var fra to forskjellige folk, to forskjellige menneskelag han og hun. De havde samme sprog, ja, men hvert ord betød noget forskjelligt for dem: Elskov og venskab, troskab og ære og lykke – for ham var det tunge, haandgribelige former, fyldt med noget ensartet noget, der kunde fattes sammen i en norsk stil – for hende brød det i tusen skiftende farver.

Jo det der havde ført dem sammen, da de stod alene beggeto. Det havde de været enige om at 170kalde elskov. Det havde de fulgt – hid! Nu kunde det vel ikke føre dem længere, ikke drive dem ind paa nye veie. – Og naar de saa var lei hinanden – hvad saa. Skulde de saa staa der som to fremmede, der ikke forstaar hinandens sprog?

Der blev sat en nøkkel i hendes dør. Aa Gud, det var sandt, – han havde nøkkel til hendes dør!

Hun sprang op og kastet den lange kaabe over sig.

«Skammer du dig ikke, Edele!»

«Sig er du aldeles fra forstanden – hvad gaar der af dig –.»

«Nu ved jeg altsaa, hvordan du er! Aa jeg sad nok og saa, hvordan du slugte disse nakne akrobaterne med øinene. Først dem, og saa –.»

«Alf – nu skal du gaa –.»

«Nei nu skal du –.»

«Vil du ikke gaa, naar jeg viser dig ud af mit værelse?»

Hun ventet et øieblik. Saa greb hun sin hat. «Vel. Saa gaar jeg –.»

Han tog hende igjen i entrédøren.

«Hvor vil du hen – hvem skal du gaa til –?»

Hun svarte ikke – hørte ikke, hvad han sagde, han snakket ustanselig med heftig, halv stemme. Siden bevarte hun bare indtrykket af gaslygtskinnet gjennem en glasdør, ind paa et fliselagt gulv, og sine egne hænder, der kjæmpet med nøklen – den iskolde nat ude paa en stille gade og den raa luft i trappegangens kalkvægge.

Hun fik døren op:

«Nu gaar du eller jeg,» sagde hun mellem tænderne.

171«Godt, jeg gaar. For bestandig, Edele.»

«Det er bra. Du forstaar, det er det, jeg vil.»

*

Hun blev siddende paa sengen og skalv i kaaben. Hun rystet saa voldsomt, at hun engang krøb ind under teppet – musklerne smertet som i krampe. Men det hjalp ingenting. Det blev lyst i værelset – Edele laa og tænkte paa, hun skulde gaa paa kontoret om tre timer. Hun merket endelig, hun var dødstræt, slap som en klud. Saa stod hun op og tændte paa apparatet – vilde forsøge med kaffe.

Foran speilet blev hun staaende og saa paa sig selv med et brutalt smil. Bustet paa haaret – i krøllet skjørt og undertøi – hun saa ud som en forranglet tøs med de svarte skygger under øinene –.

*

«Telefon til frøken Hammer –,» kom kontorchefen og sagde. «Fort Dem, fort Dem, det er smaaen –.»

Edele bed tænderne sammen. Det ogsaa – han vilde tvinge hende til at høre paa sig – mellem alle de fremmede –. Hvor hun intet kunde si. Nei. Alf snakket nedi røret, mens hun talte med anstrengt naturlig stemme:

«Nei. Jeg havde brev fra min søster idag. De er friske nu igjen. Du jeg har travelt idag – farvel da.»

Hun ringte af.

– Og han havde nøkkel til hendes værelse – forbandet ogsaa. Hun turde ikke gaa hjem. Hun spiste i byen. – Lillys mand var ude og reiste – hun vilde gaa did, faa ligge der inat.

Det var herligt med Lilly. Hun havde altid saa 172meget at fortælle om sit eget – spurgte aldrig efter andres. Edele sad og fordybet sig i venindens pigesorger – hørte om Carl og svigerforældrene og kulpriserne –.

Men da hun kom hjem den næste middag, fór Alf Aagaard op af hendes sofa, og han kastet sig ned og krøb paa knærne hen til døren, hvor hun var blit staaende.

«Edele – sig ingenting! Hør paa mig for Guds skyld! Jeg har været her siden klokken fire igaar – siddet og ventet, ikke sovet, ikke spist uden etpar kjeks, jeg fandt. Se her» – han trak en liden revolver frem og viste hende: «– var du ikke kommet hjem inat, vedgud Edele, du havde fundet mit lig –.»

«Nei Alf – reis dig op da gut – aa lad være at ligge der paa gulvet da –.»

«Jeg orker ikke – du maa gi mig haanden – jeg kan ikke – Edele –.»

Da hun rakte ham sin haand, blev han liggende og klynget sig til den, skjælvende af hulken.

«Jamen Alf – du skjønner da, det maa være forbi nu – dette her.»

«Nei Edele, nei – aa jeg skulde ikke – aa jeg kan ikke be omforladelse, som jeg ved, jeg skulde – ord kan ikke si, hvor jeg angrer – aa min elskede! Elskede Edele – jeg er straffet nok –. Tænk paa igaar, tænk paa inat!

Aa Edele, hvis jeg ikke elsket dig saa vanvittig, tror du da, jeg var saa skrækkelig skinsyg?»

«Jeg ved ikke Alf. Hvis du elsket mig mere, var du vel hellerikke saa skinsyg. Kan du ikke elske saa meget, at du ikke vil fornærme mig –. Var du 173ikke skinsyg engang, saa var der vel slet ingen ting –.»

«Ved Gud i himmelen –.»

«Du behandler ikke engang din elskerinde som en gentleman –.»

«Aanei Edele. Jeg blir rent som fra mig selv, naar det kommer over mig. Jeg glemmer alt sligt –.»

Han havde reist sig omsider:

«Tilgi mig – for sidste gang. Jeg skal – du kan tro, jeg glemmer ikke denne natten! Edele – ser du da ikke, jeg ber for mit liv!»

Hun stod ubevægelig.

«Edele – tænk paa alt, vi har havt sammen – alt, vi har drømt om fremtiden og det der! Har du ingen minder om mig, som du vil tilgi mig for?»

Nei, fór det gjennem hende. Men hun svarte:

«Jeg kan gjerne tilgi dig. For du ved vist ikke rigtig, hvad det er, du har gjort –.»

«Edele!» Han skreg og fór imod hende. Og faldt paa knæ igjen.

«Aa Gud, hvor jeg skal gjøre det godt igjen – alle mine levedage. Si det igjen – du har glemt og tilgit!»

«Jeg har tilgit. Men jeg har ikke glemt. Jeg vil si dig, jeg kan ikke glemme. – Kanske det mest er fordi jeg ingenting kan glemme, at jeg tilgir dig, Alf,» lagde hun stille til –. «Nei, ikke kys mig nu –.»

Hun var fortvilet over, at hun ikke kunde bryde. Men hun kunde ikke. Orket ikke engang den anstrengelse nu.

Hun var dødsens træt bare. Træt af hans taarer – han havde for let til dem. Hun som først havde 174troet, det maatte da bety noget, naar en mand graat. – Alf graat jo regelmæssig et par gange om ugen. – Og revolveren, faldt det hende ind – hvad havde han egentlig trukket den hidop for –. Han kunde jo ikke vide, at hun ikke kom hjem inat. Lave komedie ville han.

«Du Edele,» sagde Alf pludselig og smilte som en flau liden gut. «– Jeg er saa gyselig sulten.»

Hun kom til at smile – næsten ømt. Herregud ja –.

«Jeg saa nok, der laa nogen eg – men jeg syntes, det var flaut at ta dem.»

«Jeg skal koge dem til dig Alf – stakkar.»

Det gjorde saa godt, at faa stelle med noget. Hun lavet kaffe og gjorde istand til ham.

«Og saa faar du gaa og spise ordentlig middag efterpaa. Og saa skal du gaa hjem og sove ud – lov mig det.»

Han furtet lidt, og Edele blev rørt. Han spiste som en ulv. Stakkars unge – som havde siddet her og spekuleret paa selvmord og ikke turdet ta af hendes eg. Det havde vel ikke været stilfuldt at skyde sig mellem eggeskallerne heller –.

Alf kom og satte sig ved hendes fødder og snakket om, naar de blev gifte.

«Vi vil ikke ha barn, du – ikke paa mange, mange aar. Jeg vilde bli saa skinsyg paa de ungerne ogsaa. Jeg kan ikke dele dig med nogen, Edele!»

Hun sad og vidste, de kom aldrig til at bli gifte. Hun ønsket det jo ikke engang længere. Gud ved i det hele, hvad enden skulde bli! Hun vilde vel ihvertfald ikke være ræd for at dø – – –.

*

175Da hun saa en dag fik kort fra Dyrssen, om hun og Aagaard vilde komme til aftens, gik hun op til ham paa hans kontor. Han pleiet at sidde alene der udover aftnerne og arbeide.

«Nei det var da morsomt – kommer dere bortover iaften?»

«Desværre – vi kan nok ikke –.»

Hun satte sig i stolen, han skjøv frem – paa den anden side af skrivebordet. Et øieblik stirret hun ud af vinduet – det var vaarlys aften ude, tvers over pladsens nøgne trækroner lyste husfaçaderne endda med et blegt efterskin af solen, mens himmelen alt var begyndt at bli grøn af skumring. – Og herinde brændte den elektriske lampe rolig og guldklart mellem alle skrivebordets papirer.

Edele sad med hænderne i fanget. Hun havde trodd, da hun gik hidned, at hun kunde si ham det rent ud – han, som forstod alt. Men hun skjønte det nu, det var umuligt. Nei, hun kunde ikke la ham ane engang, hvordan nogen saa paa deres venskab.

Da bøiet han sig fremover bordet:

«Hvordan lever De saa da, Edele? Jeg synes, De ser saa –.

Jeg fik det indtryk, at De havde et bestemt ærende –,» sagde han lidt efter.

«Ja. De maa ikke synes, det er rart, jeg kommer saa sjelden til dere. – De ved jo, De er min bedste ven. Om jeg kommer sjeldnere nu –. De maa ikke tro, det er fordi jeg ikke – at jeg ikke mener det bestandig –.»

Han bøiet sig frem igjen for at ta hendes haand – mødte hendes øine et sekund og stanset.

176Hun saa, at han havde forstaat altsammen. De reiste sig paa en gang.

Han vidste hvert evige gran! Hun vilde flygte – løbe bort og gjemme sin skam, tænkte hun bare. Da kom han efter og tog hendes haand. Og han førte hende tilbage til stolen og blev staaende med hendes haand i sin.

«Ja Edele –.»

Ja Edele. Havde han ikke andet at sige! Ja Edele –. Det havde han sagt, da han stod ved sin hustrus lig. Det sagde han nu, han stod foran hendes elendighed. Saa forfærdelig var livet. Og han, som kjendte alt i verden, sagde bare, ja Edele. Der var ikke noget at gjøre ved det, uden bøie sig –.

«Kom naar De vil, De. Og hvis De ikke kan komme, saa ved jeg, De kan ikke. Kjære ven. Det vil De ikke glemme, vel? Jeg ved, De ikke gjør. Men De skal bare love mig, hvis der nogengang er noget, jeg kan hjælpe Dem med, saa vil De komme. De ved, jeg vil gjerne. Jeg er svært, svært glad i Dem, Edele.»

Hun saa et øieblik op paa ham. Før – da han havde seet det – da hun flygtet, havde det faret gjennem hende, at dette var farligt – det farligste, der kunde hænde deres venskab. At hun forvandlet sig til noget andet i hans øine. Hans veninde – en anden mands elskerinde.

Men det blev borte, mens han snakket.

«De er flink, Edele. Jeg ved, De vil helst hjælpe Dem selv. De kan det ogsaa, bedre end de fleste. Men hvis – ikkesandt, saa faar jeg lov. Vi har da 177været venner saa længe – venner saan at jeg synes, jeg har ret til det.»

Han stod et øieblik. Han saa at hun graat. Men hun tog sig fort i det.

«Tak, Dyrssen. Tak. Jeg turde godt be Dem hjælpe mig.»

«Selv tak.» Han trykket hendes haand haardt. Hans store, muskelfaste haand kjendte hun endnu, mens hun gik nedover trapperne.

Gudskelov, tænkte hun. Hun behøvet ikke at gi ham op. Selv om hun aldrig skulde se ham, saa havde hun ham endda.

*

«Her skal du se,» sagde Aagaard og rodet i lommebogen.

Edele saa ud af vinduet. De sad paa et konditori paa Drammensveien. Folk gik forbi ude i solen, blanke og nye i vaarstasen.

Alf rakte hende et prospektkort, han havde faaet fra en ven i Berlin. Med tysk tekst.

«Den er god du, hvad. Synes du ikke?»

«Nei,» sagde Edele kort.

«Aa jasaa naa – du er snerpet idag.»

Edele trak hansker paa. Gik hen foran et speil og ordnet sit slør. – Da de kom ud paa gaden, begyndte hun at gaa mod byen.

«Jeg trodde forresten, vi skulde gaa tur,» sagde han.

«Ja – som du vil.»

Edele gik og saa udover vandet, der blinket hvidlig og muntert mellem villahavernes nøgne, knopfulde trækroner. Spiræhækkene var lysegrønne, og 178der var krokus og høirøde tulipaner i de smaa snilete bed foran verandatrapperne. Unge piger og smaa barn kom indover med blaaveisbuketter i hænderne.

Vaaren, vaaren. – Hun havde gaaet saa mange vaarer, ulykkelig og længselsfuld og drømt – rødkindet og fri og ung. Og nu gik hun her med ham – to blege, grætne syndere. Hun havde neppe merket, det blev vaar iaar –.

«Det er saa hyggelig, naar du er furten,» sagde Alf.

«Uf Alf, ikke begynd paa det der nu da.»

«Du pleier da sandelig ikke at være ræd for en dristig vits – jeg synes, du har selv fortalt mig nogen ganske kraftige historier undertiden.»

«Jeg syntes ikke, det var nogen vits. Det er da ikke nok, det er en uanstændighed slet og ret.»

«Det er da rart, du er saa nøie paa det idag – jeg kunde da ikke vide, du skulde bli saa fornærmet for det kortet – du, som har Simplicissimus paa dit værelse.»

«Neinei. Synes du for eksempel, annoncerne bagpaa er lige saa morsomme som Gulbransson?»

«Jeg maa si, du er sød idag.»

«Omforladelse, Alf.» Hun var lei for, hun havde sagt det – skammet sig. Fy, at hun var blit saan.

«Saa du læser altsaa annoncerne,» sagde Alf giftig.

«Nei Alf, nu skal du holde op.»

«Ja – hvem var det, som begyndte?»

Hvem var det, som begyndte – kanske det var hende selv, tænkte Edele. Hun vidste det ikke selv. – Hvis skyld var det, at de ikke kunde gaa en fredelig tur udover Drammensveien en søndag formiddag 179uden at rive ned, begge to, paa de skrøbelige rester, der var igjen af deres kjærlighed – –.

*

Hun stod udenfor paa platformen og saa de lyst grønnende haver suse forbi toget. Nedover fjeldsiden sprutet smaa gule bækker og smat under jernbanelegemet – ned mod den blide, hvidblinkende, indestængte fjord. Luften skalv af vædedis i solen.

Edele var flyttet til Ljan for sommeren – mest for at slippe at være saa meget sammen med Aagaard. Sit værelse i byen – hun hadet det.

Hun havde merket det paa atmosfæren i pensionatet, at hun var blit en dame med temmelig uheldigt rygte. Der bodde en hel forsamling ældre frøkener, lærerinder og kontordamer. Edele havde, straks hun saa dem, bestemt sig til at være sød mod dem, rigtig et mønster paa, hvordan ungdommen skal være mod ældre, slidte og ribbede frøkener. Men før hun havde bodd der en uge, opdaget hun, at den vakre plan lod sig ikke realisere –. Saa var der etpar jaalete unge piger, der var frygtelig imødekommende mod hende, og nogen faa herrer, der var paafaldende optat af hende.

Edele lo. Før havde aldrig herrerne i pensionaterne lagt spor af merke til hende.

De kom, nogen af ungdommen, og vilde ha hende med paa et parti billard efter middagen.

«Nei frøken Hammer – nu maa De vaagne – De spiller i søvne, tror jeg.»

«Ulykke i spil – lykke i kjærlighed –,» sagde en anden af herrerne.

I hans tone laa der en gemenhed. Men Edele smilte svagt rolig til ham, mens hun kridtet køen.

180«Jeg er ikke flink iaften, nei – frøken Bugge, vil De løse mig af?»

Og hun hilste smilende og gik.

*

Hun skrev og rev istykker og skrev igjen. Tilsidst kom hendes brev til at lyde:

«Kjære Alf!
Det er bedst, det blir forbi alt mellem os. Lad os gi hinanden vor frihed tilbage. Naar du har gjort mig mest ondt, har du vist slet ikke ment det, og naar jeg har seet dig mest ulykkelig for min skyld, har jeg ikke vidst engang, hvordan det gik til, at jeg kom til at saare dig. Vi har lovet hinanden bod og bedring saa ofte, og vi har ment det, og det har ikke hjulpet noget. Vi kan vist ikke for det.

Jeg gjør ikke dette i hidsighed, jeg er ikke sint paa dig, eller fornærmet. Men jeg ser saa rolig paa vort forhold nu, at jeg skjønner, vi kan ikke gjøre hinanden mere godt. Jeg elsker dig ikke saan som i begyndelsen, men jeg er glad i dig og ønsker dig alt godt. Har jeg gjort dig lykkelig en stund, saa angrer jeg ikke. Jeg har ingenting at bebreide dig, men forsøg du ogsaa ikke at bebreide mig noget. Jeg ønsker dig alt godt.

Din hengivne
Edele Hammer.»

Der kom ikke noget svar. Han sendte hende tilbage de ting, hun havde givet ham, og etpar breve, hun havde skrevet, da han var hjemme efter brorens død, uden en linje.

Det lammet hende rent. – Ikke et ord havde han at si. Hun vidste ikke engang, hvad han nu 181tænkte – var han rasende, bedrøvet – eller glad for at være sluppet ud af forholdet saa letvint?

Havde hendes brev været hovmodigt? Hun havde prøvet at skrive saa rolig og hæderlig, hun kunde. Saa han skulde forstaa, hun var ikke bitter, fordret ikke noget, bebreidet ham ingenting. Hun saa det nu – inderst inde havde hun haabet at faa ham tilbage, slig som hun vilde ha ham. Han maatte se tilsidst – hun havde da viljen til at forstaa ham. Hun vilde ikke tynge ham – være hans ven og kamerat, som hun var hans elskerinde. Og han maatte forstaa, hun var da ialfald ærlig og paalidelig.

Hvad følte han. For en uge siden havde de været hinandens – og nu ante hun ikke, hvad han tænkte ved, at det var forbi.

Det var løgn, at hun intet angret. Den skjære løgn. Hun angret alting. At hun havde git slip paa hans kjærtegn til evig tid. Hun angret de tusen smaa ting, hun længtes efter – som halvt bød hende imod: Hun havde ladt ham hjælpe og klæ af sig – bedt ham knytte op et baand, knappe op en knap – hun, store voksne menneske gjort sig til som en liden unge paa fem aar. – Hun angret sit brev. Angret, hun havde sat sit fulde navn under. Hun havde gjort det i trods. Hun stod ved sit forhold. Brugte han det til pøbelstreger – kunde han ville hende noget ondt – saa til helvede med saant smaatteri som navn og rygte.

Der var gaaet en maaned, før hun vidste af det – før hun havde vænnet sig af med at tænke nervøst, naar hun sad paa kontoret – ligger der brev, naar jeg kommer hjem? Der gik flere maaneder, og hun 182ventet det ikke – men hun tænkte paa det daglig og gik og udmalte sig det.

Hun flyttet til byen, da det blev høst – til et andet strøg. Hun havde uorden i sine pengesager og gjæld, som pinte hende. Hun drev alene omkring i udkanterne af byen, og sad alene og læste paa sit værelse. Dagene flød skyggegraa hen over hende – det var, ligesom hun ikke følte, at tiden gik – saa tom og indholdsløs var den. Hun følte det, som hun ventet paa noget – der var intet, vidste hun godt selv.

Saa fantaserte hun om sit forhold til Alf. Det var svundet fjernt tilbage i fortiden allerede. Hun husket det sletikke sandfærdig – følte bare smertelig savnet. Det begyndte at gaa i digt for hende.

I julen reiste hun til sin søster. Men hun kom hjem dagen før nytaarsaften. Og saa sad hun paa sit værelse den aften og forsøgte at læse og ikke tænke paa ifjor. Til hun blev staaende i sit aabne vindu og stirre paa de oplyste ruder og lytte til fodtrin og stemmer paa gaden, hvor folk gik hjem fra selskaber.

Om morgenen kom hendes vertinde og vækket hende. Der var en herre, som spurgte efter frøken Hammer.

Hun forsøgte at kvæle den tanke, der sprang frem. Spurgte alligevel om lidt:

«En herre – hvordan herre – hvordan ser han ud?»

«Ja, han er svært ung. Det er nærmest en gut da.» Tom Alvær – tænkte hun. Skulde det være Tom –.

183Det var ham. Han vilde ha, Edele med og ake. Han konverserte hende ustanselig inde fra vertindens dagligstue, mens hun gik og klædte sig.

Tom havde uendelig meget at fortælle. Han havde været med sin far i udlandet om høsten. Nu vilde han bli arkitekt – rigtignok var der over et aar til han skulde ta middelskolen, og saa var der artium ogsaa. Saa havde han faaet helfisker til jul af faren. Og spillet ishockey. Han forklarte Edele indgaaende, hvordan det var.

Der var taaget nede i byen. Men alt ved Slemdal brandt solgløden i grantopperne. Og ovenfor laa aasen hvidgylden af sne i lyset, op mod en høi og blaa vinterhimmel.

Det yret af akende og kjørende og stakkars folk, som bare gik paa sine ben og traakket og stod i klynger ved svingerne og saa paa.

Kulden bed i kinder og øren. Edele aandet dybt ind. Det var deilig alligevel – flammet det ungt og trodsig op i hende. Deilig at være ung og sund og levende. – Som hun vaagnet op igjen. Hun tøvet og lo med Tom: De gik og haante de elendige udlændingerne fra sanatorierne, som gik og trippet med alpestokker paa den glatslebne vei.

«Ja Tom – nu slaar du mig ikke ihjel!»

«Blaas paa dig. Jeg er grepa god, skal jeg si dig – jeg holder staven saan jeg, med venstre haand bagpaa –.» Tom demonstrerte. Det hørtes saa komisk ud med hans hvasse bergensstemme og alle de kristianiaudtryk, han samlet paa.

Sneen var kommet for en uge siden, og det havde frosset haardt siden. Veien var speilblank i 184alle svinger, og det humpet forfærdelig. Edele sad og smaaskreg, hvergang kjælken sprat, og vilde skrubbe i alle svinger, saa Tom brølte, hun skulde være stille – og skar over alle andre rop med sin grelle gutterøst: «Seop der – holloi!»

I Svendstusvingen dat han af. Edele fik kjælken opi en snedrive.

«Jeg sprat af,» sagde Tom, «jeg sprat af bogstavelig.»

«Aa Gud Tom, jeg kommer ikke til at kunne sidde paa træstol i en uge –.»

Saa dukket Dyrssen op. Han var ifølge med en tyk, liden herre i pels, som blev forestillet som brugseier Aune. Han lignet en velvillig gorilla, omgivet med rødt haar, men med snille, vandblaa øine; han smilte med lange gule tænder til alt, Dyrssen sagde. De var barndomsvenner; Per Dyrssen bygget et kapel paa hans eiendom.

Det blev til, at Edele og Tom skulde møde dem paa Turisthotellet ved firetiden og spise middag. Foreløbig skulde de ake, mindst en gang til – de var aldeles ellevilde beggeto.

Hun havde gruet til at træffe ham igjen – havde ikke snakket med ham siden den aften paa hans kontor. Og ønsket at møde ham, men ikke turdet gjøre noget – fordi det havde været som en bekjendelse – at det var forbi. Men han var kommet – havde sendt Tom til hende. Og det var gaaet saa selvfølgelig altsammen, da de traf hinanden – hun var saa evindelig lettet. Den frostblanke dag, hendes opspilte humør, bar hende let og lykkelig tilbage til det gamle. Bare at hun var ham saa tindrende taknemlig.

185Hun fik Tom med ind paa Frognersæteren, og de drak chocolade. Først var han lidt betænkt ved at la sig invitere af en dame.

Der var meget færre folk, da de igjen akte nedover. Tom var rent vild – de skurte appaa kanten af hvereneste skjærm, saa det durte. Saa gik det rundt med dem midt paa veien.

«Det var din skyld,» paastod Tom, «du havde sluppet ned tommen saa –.»

«Aa du med den tommen! Jeg tror, du er rent tomset, Tom –.»

Han væltet sig ned i snedriven – de skreg af latter beggeto.

«Tom da – kjælken gut! Ta til dig kjælken!»

Den laa ude i veien endda. Inden Edele fik reddet den, akte en anden kjælke paa den, saa der røg splinter af den bagi.

Den anden kjælke gik ogsaa rundt. Der sad en dame paa den i høirød golfbluse, med silkeslør over det store, guldblonde haar. Og en herre, der bandet forfærdelig.

Saa fik han se Edele – tog til luen, mumlet noget og trak fort kjælken et stykke nedover. Damen kvidret noget til hende og sprang efter. De akte videre.

Edele reiste sig og begyndte at gaa opover. – Det var Alf og Hildur Fjære. Hun havde havt en følelse, som hendes hjerte pludselig skrumpet sammen – som et stykke kjød, der kastes ind i ilden. Som laa der bare en liden haard knude og pinte inde i hendes bryst.

«Har du slaat dig,» spurgte Tom forsagt.

186«Neida. Men vi maa gaa nu, hvis vi ikke skal la din far vente.»

«Men det er da meget snarere, vi aker ned til bautastenen,» indvendte Tom.

«Det er sandt,» sagde Edele fortumlet og satte sig paa kjælken igjen.

«Er det sandt, du ikke har slaat dig,» sagde Tom, mens de gik mod hotellet.

«Neida, jeg feiler ingenting.»

Edele blev rød. Tom saa saa rart paa hende. Gud ved, hvad han havde fundet ud. Han gik stiltiende og drog paa kjælken og saa ned i bakken.

Hun maatte jo ta sig sammen. – Hun kunde jo vidst, de vilde komme til at mødes, før eller siden. Det var ikke noget at være saa vanvittig skræmt for.

– Bare hun havde vidst noget om, hvad han tænkte – hvad han havde gjort. Hvad mon han havde sagt til Hildur Fjære.

Hun sad og snakket med Dyrssen og Aune. Og mens de fortalte om kapellet, var det, som lammelsen gik af hende lidt efter lidt.

Hun blev bitteliden af taknemlighed over at være kommet tilbage til dem. Hun spurgte forsigtig, til Aune skjønte, hun forstod sig virkelig lidt paa det. Saa talte de beggeto ivrig til hende.

Nu vidste hun, hvad det var, der altid havde draget hende hidhen. De havde noget, der aldrig kunde trækkes ned – en kysk kjærlighed til sit arbeide, de var af dem, for hvem livet har dage, lyse og svale og travle. Derfor kunde de leve, som de vilde – for dem var der en mening med at være til.

Hun tænkte paa alt, Per Dyrssen havde fortalt 187– i gamle dage, paa skiture om eftermiddagene i mars. Naar de kom ud af skogen oppe paa Sognsjorderne idet det sidste røde solskjær blev borte og stjerne efter stjerne tændtes – og det gik paa skaren, saa hun fik taarer i øinene nedfor bakkerne.

Han havde fortalt om sin ungdom herinde i ottiaarene – alt mulig – om politik og om rangel, om møder og resolutioner – nye tanker og ny kunst. Hun havde bare følt dengang, og følte det nu – der havde været en ungdom, de bedste af ungdommen – der havde villet hugge næverne i det virkelige liv, graat som det var, og frugtbart og koldt som lere i vaarbløten. Ingenting, som var, var uvigtigt, for det er der ligemeget, om man lukker øinene for det; alle som lever, kan snuble over det – og det er de mange, de, som ikke har raad til at gaa med lukkede øine og drømme.

Og de kom til at snakke om dengang, han og Aune. Og Dyrssen sad og smilte:

«Det er komisk, Edele – saa godt De husker!»

«Ja – hvad vil ungdommen igrunden nufortiden?» sagde Aune.

«Ja Edele og Tom – hvad er det, den vil

«Vi skulde ialfald ville – ta livet, akkurat som det er – og se, hvad vi kan arbeide ud af det.»

Saa saa hun op. Alf Aagaard og Hildur Fjære kom ind. De fik et bord i nærheden.

«Ja,» sagde Dyrssen. «Det høres bra ud. Saa længe man arbeider, har man det bra. Det som man har opnaaet, er der ikke nogen stas ved. Det er det, man vil opnaa, der har værdi. Saalænge man ikke har det godt, har man en mening med 188livet. De som har det vondt – forudsat de er i kondition til at kjæmpe for at faa det bedre – har det godt. De som har det godt – har det vondt.»

Edele forsøgte at le. Saa saa hun, at Dyrssen fik øie paa de to.

Han blev ved at snakke. Men hun merket, hvordan han lidt efter lidt lod hende slippe ud af samtalen – lod hende faa fred. Hvordan han hjalp hende. Og efterhvert som hun følte, hvor forfærdelig elendig hun virkelig var, lod hun ham hjælpe sig. Hun kjendte al sin blufærdighed dø bort som den syges foran lægen»

Da de gik over i peisestuen for at drikke kaffe, flygtet hun. Ind i toiletværelset. Hun vidste bare, hun maatte gjemme sig lidt – slippe et øieblik at beherske sit ansigt.

Rent mekanisk stod hun og vasket og vasket sine hænder – holdt pulserne under vandet. Saa gik døren op. Det var Hildur.

«Nei saa fornøielig at træffe Dem!»

Edele stod og smilte med et stivnet, ubevægeligt smil til alt, den anden fortalte. Det var en masse – om sig og Aagaard. Hun forstod, Hildur triumferte lidt – hun vidste sagtens, hvor meget Edele og Aagaard havde været sammen den forrige vinter:

«Ja nu ber jeg dere to i selskab en aften –.»

Og Edele flygtet igjen – ind til de andre.

*

Den fik en ende den eftermiddag ogsaa. Da Dyrssen hjalp hende jakken paa, faldt hun et øieblik sammen. Hun graat voldsomt og tilbagetrængt – han lod som han ikke saa det; sørget bare for, at de kom til at gaa lidt bagefter de andre.

189Hun bed tænderne sammen og stod stille en stund, gav ikke en lyd fra sig, men strøg sig haardt over øinene. Da tog han om hende og drog hende halvveis ind til sig.

Midt i den overraskende følelse af at kjende ham saa nær indtil sig, slog det hende – han havde aldrig før lagt sin arm om hende. Hun lod være at tænke, vidste bare, det gjorde godt. – Det var et øieblik, saa kunde hun smile op til ham, og hun trak sig bort. Han smilte ogsaa lidt, da han slap hende.

«De er en tapper kar, De Edele.»

*

Dagen efter ringte han hende op – om hun vilde gjøre ham en tjeneste? Gaa paa barneforestillingen om ettermiddagen med Tom og hans to søsterdøtre, som var kommet til byen. Han var desværre forhindret.

Han kom og hentet dem ved teatret.

«De maa være saa snil og bli med hjem, Edele – jeg ved sandelig ikke, hvad jeg skal gjøre med barna. Juletræ har vi gudskelov – og lotterispil har jeg kjøbt. Saa stoler jeg paa Dem og Vorherre forresten.»

Smaapigerne var alvorlige, røde og hvide og runde med topfletter i haaret. Paa hjemveien tog først den kjækkeste og saa beggeto Edele under armen.

– Dyrssen saa stjaalent paa hende, mens de gik rundt juletræet. Han havde ikke seet hende i selskabsdragt siden før forrige jul. Hun var igrunden svært forandret. Især figuren – den var ligesom støbt om. Mere mager, og alligevel mere yppig. 190Det var den høie barm, der var sunket lidt fra det trodsige brysthvælv, og blit tungere. Og saa var hun begyndt med korset – hun var smalere om livet og havde faaet lidt hofter.


II.

Det var vinteren efter, at Dyrssen var kommet op i en basarkomité. Han havde faaet Edele til at gaa med nummer. Hun stod deroppe en aften og ventet paa at faa sig bog udleveret, da en af komitéfruerne kom og spurgte efter hendes tegn.

Edele forklarte, at hun havde git tegnet til en af damerne for et par aftener siden, fordi hun ikke vilde være paa basaren de dage.

Komitéfruen stod og mønstret hende – det var en lang, skarp en, der raslet af sorte perler.

«Ja – De har altsaa ikke laant det bort da – ikke git det til nogen, som vilde ind paa varieteen?»

«Selvfølgelig ikke.»

«Ja, der er nemlig forskjellige, som bruger den trafik. Hvad var det for en dame da, som De leverte det til?»

Edele husket ikke, hvad damen hed. Det var en ung frue ved den store basar.

«De kan faa besked hos arkitekt Dyrssen. Det var en af de damer, han forestillet mig for den første aften. – Hun er sammen med fru Colding ved sølvtøiet.»

«Ja – De kan jo vente, saa skal det bli undersøgt.»

«Mange tak, det behøves ikke.»

Edele stod et øieblik. Hun maatte da vel ha det vet, damen, at gjøre en undskyldning? Men 191perlefruen raslet bort til de andre damer – og sagde høit noget om arkitekt Dyrssen – trække sine tvilsomme veninder hidned.

Edele hilste med sin aller hovmodigste hilsen og gik ud i garderoben.

Da kom damen med merket brusende efter hende – en ung blond, kolossal frue, der næsten væltet ud over hende:

«Neimen søte Dem frøken Hammer – De maa da ikke gaa – janei den fru Henriksen! Der er ikke no haab! Aa jeg gir hende gift paa et stykke smørbrød en dag, jo vedgud! – Aa Dyrssen, gudskelov De kom – fru oldermutter har været paa spil igjen! Mærra!»

«Naada?»

«Ja det var no tøv med merkerne – hun trodde vist, jeg havde laant det bort –.»

«Ja stakkars lille frøken Hammer – De ved, hvordan det benskranglet er –.»

«Nu skal jeg gaa efter hende – hun skal faa gjøre Dem en undskyldning.»

«Nei Dyrssen – lad være, jeg vil ikke!»

«Jo saa fan – omforladelse – hun skal sandelig bli bigslet dennegang –.»

«Aanei – jeg ber Dem!» Edele la haanden paa hans arm, men han sprang fra dem.

Hun ønsket bare hun kunde løbet sin vei, hun og – hvad havde hun her at bestille, saa dødsens usikker og sky hun følte sig –. Og den lyse fruen snakket ivei:

«Neimen han er stor – der kommer han med dragen

192Edele og fru Henriksen vekslet nogen isnende fraser.

«Neimen søte Dem, De maa ikke gaa – nu maa De bli og nyde seiren – Gud; den havde hun godt af – Nei Dyrssen! Gaar De ogsaa?»

«Jeg følger frøken Hammer –.»

«Kjære dere – jeg tør ikke bli her, naar dere gaar – søte dere, hun mishandler mig!»

Dyrssen saa et øieblik paa Edeles forpinte ansigt.

«Kan De ikke gaa med da, fru Platou – saa drager vi ud og fester alle tre –.»

Fru Platou hoppet, saa hendes byste skvulpet:

«Ved Gud – jeg gjør det! Find min svigerinde da – hun er nede i bodegaen – saa sætter vi hende paa sølvtøiet – nei Dyrssen, De er stor

Alle Edeles smaa indvendinger blev druknet af de to andre. Hun slap ikke. Og lidt efter sad de fortøiet paa speilsalen, og fru Platou spiste og drak og jublet:

«Dette var deiligt! Hvis jeg endda kunde gaa med nummer, ser De –. Men sidde bagom en disk med alle de hurpedillerne! Jeg faar ikke lov til andet jeg, frøken Hammer. For jeg har en snil gammel hædersmand og syv sultne skrikerunger hjemme.»

*

De gik langsomt opover mod Edeles bolig, efter at ha fulgt fru Platou ud i Tostrups gade. Edele havde maattet love at komme op en dag og se paa skrikerungerne.

«De skal gjøre det, Edele. Hun er en udmerket liden dame, skal jeg si Dem. Likte De hende ikke?»

«Jo. Tror De hun mener noget med det?»

193«Ja det gjør hun. Og hun har det svært lidet morsomt.»

Edele gik trist og stille og hørte paa ham.

«De er forlidet sammen med folk, Edele. De er for ung til at leve, som De gjør. Det kan komme til at hevne sig en dag.»

«Hvordan hevne sig?»

Dyrssen svarte ikke. Først om en stund sagde han:

«Husk –De er bare femogtyve aar. Sommetider er jeg ræd, De gaar og tror, De er færdig med livet.»

«Og De gaar og synes synd paa mig.»

«Fornærmer det Dem?

– Jaja Edele. Men det er ikke rigtig. Man skulde aldrig vise fra sig menneskers – naaja, medlidenhed da. Ikke engang naar den kommer fra folk, man agter lidt ringe. Selv om den er noksaa grundt følt – man skal være stolt og huske paa – der kan være lidt i den af det bedste, som er i menneskene. Det er alligevel det eneste, som gjør os til medmennesker engang imellem – det eneste, som af og til bringer os ud af os selv for et øieblik –.

Det er sandt, man synes altid, ens egen sorg er saa stor, – at al medlidenhed er ynkelig uforstand. Men man skal jo hellerikke be om medlidenhed – bare ta taknemlig mod det lille, folk kan gi af sin fattigdom. Ikkesandt, mod en gave tar man med tak – spørger ikke efter dens værd –.

Aa De lille Edele, som vil være alene –.

Saalænge man vil det, – saa ved man ikke, hvad det er –.

Jeg har seet folk bli saa ensomme, at de ikke kunde naa tilbage til menneskene. Kan De tænke 194Dem, hvordan det er – naar man merker, alle forsøg paa at naa dem er unyttige – man kan ikke. Ensomheden er ikke længere ens valg – den er ens dom.»

Edele gik med bøiet hode.

«Jeg ved ikke.»

«Nei. De ved ikke. Man kan ikke, saalænge man er saa ung som De. De tror alligevel – maa tro – om De saa havde lidt det værste i verden –. De vokser fra det. De tror ikke i Deres inderste hjerte, at De aldrig mere skal vaagne i spænding for, hvad dagen bringer, ikke lide i ny smerte, ikke nyde i ny lyst, ikke kjæmpe igjen, ikke elske igjen –.»

«Nei. Det vil sige –. Naar jeg tænker rolig, saa tror jeg det ikke. Men igrunden er det vist bare det, jeg gjorde, da jeg var liden pige, naar jeg ønsket noget rigtig – saa sagde jeg til mig selv, det blir ikke, det blir ikke – for at lure Vorherre.

Men skulde jeg elske igjen –. Ja det maatte ikke være saan en liden lykke, hvor man maa digte om paa halvparten og lægge den anden halvpart til af sine drømme –.

Jeg vil heller resignere end ta tiltakke –.

Det maatte være en mand, som kunde si – ta og bli med mig – jeg skal betale dig en haandfuld ægte himmelstjerner.»

«Die Sterne, die begehrt man nicht» –, sagde Dyrssen sagte.

Edele smilte underlig fortrukkent i mørket.

«Jo. Og han maatte kunde indbilde mig, han var solvent. Saa jeg trodde, han havde solen og 195maanen liggende løse i lommen. Saa jeg sprang gjennem ild og vand for at hente hans stjerner, naar han sagde mig, hvor han havde dem. – Men kræve ham for betalingen – se det vilde jeg aldrig turde nu!»

«Saa trodde De jo ikke alligevel da.»

«Tro –,» Edele kvalte en liden, næsten hysterisk latter. «Jo jeg vilde nok tro. Men jeg vilde aldrig turde forlange beviser.»

*

Og hende skulde man ikke synes synd i – tænkte han, mens han gik alene hjemover. –

*

Edele vilde til Klevstuen i paasken, havde hun fortalt Tom. Onsdag kom Dyrssen op til hende og spurgte, om han og Tom fik slaa følge med hende.

Edele sad og stoppet strømper. Hun var straalende og flot i humør:

«Jøs, dere skal faa kjøre paa min vogn –.»

Og langfredag formiddag laa de inde ved Retelsæteren og solstegte sig.

Øverst oppe paa volden var der er en bar flek rundt en stor stenhelle. Edele og Dyrssen havde bredt vindjakkerne ud – han laa paa ryggen og myste ind i himmelen, hvor der drev finstribede hvide skyer høit oppe i det blaa. Edele sad barhodet i tynd bluse og røgte – ærmerne havde hun endda streifet op til albuerne. Og Tom havde travelt med at koge kaffe, skjønt de andre havde protesteret. Men spritapparatet var ganske nyt. – Edele stak tørre pinder indunder for at se, om det brændte – flammen var ganske usynlig i den klare dag.

196Skisporene fra vinteren laa i sølvblanke striber ovenpaa den tindrende vaade sne. De smaa graa sæterhus lyste nedover bakken, og foran dem laa snehvide flader og skogen gyldengrøn af snebare trær, aas efter aas, til de borteste stod mørkeblaa mod himmelen.

«Tror De ikke, saan en østlandssæter inde i skogen er det peneste i verden, Dyrssen?»

«Vi maa faa Edele med til høsten, Tom – til vor sæter – ikkesandt? Saa tar vi mine smaa niecer med ogsaa –.»

Edele begyndte at fortælle om fodturer – hun havde gaaet over fjeldet engang, i sekstenaarsalderen, lige ved hans jagthytte, bare med sin søster og Svea Afzelius, kusinen. De havde næsten ikke havt penge tilslut, levet paa kaffe og etøreskager paa skifterne. Og havt det vidunderligt.

«De angrer ikke paa, De blev med, Dyrssen?»

«Angrer – dette her er altfor godt for en gammel synder –.»

Han lagde armen om hendes liv et øieblik, saa flyttet han haanden op til hendes skulder og drog hende ned ved siden af sig:

«Se bagover nu –.»

Gyrihaugen og Ringkollen stod med hvide skaller og grissen, svart skog mod himmelblaaet.

Dyrssen pegte hvor deres tre par ski stod med fint krydsende linjer mod luften.

«Har De rigtig lagt merke til, for en fortryllende ting en ski er?»

Lige mellem ham og hende stod en bitteliden karvekaal og havde saavidt begyndt at sætte en 197stjerne af lysegrønne blade nede mellem det gamle, brune græs. Dyrssen stak neglen ned under den, men hun tog om hans haand og skjøv den væk:

«Nei ikke rør den!»

De laa og hørte efter stilheden et øieblik, – der var bare den sagte, sagte lyd af sne, der sank puslende sammen under solstegen – en kvist etsteds i skogen, der sprat raslende op, eftersom det var tinet omkring den – og et hanegal uendelig fjernt nede paa Ringerike.

Til der kom en fugl og satte sig i et rognebærtræ – hoppet lidt og vippet i de nøgne, blanke grene. Saa tog den en lav, forsigtig fløitetone – saa to-tre lange, søde, fulde, og nogen dybe, klare slag – lettet og kastet sig skraat paa vingerne gjennem den fugtige, silkebløde luft.

Edele havde reist sig overende – sad og holdt pusten. Saa smilte hun ned til Dyrssen, som laa og tittet under lueskyggen og smilte med sin store, røde mund – det spidse, graasorte lille skjæg stak ret op i veiret.

«Naa koker’n,» gnelret Tom –, «fort dig, Edele – kom med bægerne.»

De fik kaffe i fæltbægerne og Dyrssen snudde sig, saavidt at han fik rodet frem likør og kjeks af rypesækken.

«Sæt dig her paa jakken, Tom – blir du ikke vaad af at ligge der paa bakken –.»

«Vaad,» sagde Tom –, «jeg har ikke været saa vaad i buksen, siden jeg var et aar.»

«Og inat faar vi maaneskin –,» sagde Edele jublende –, «er det ikke en mageløs paaske iaar –.»

198Og hun kunde ikke begribe, hvorfor de andre lo.

«Ved du ikke det engang, du da – paasken gaar jo netop efter maanen jo.»

*

Edele og Tom sad alene i stuen ovenpaa efter aften. Dyrssen havde truffet nogen venner, som skulde gaa til Stubdal om natten – han vilde følge dem lidt indover skogen.

De havde bladet gjennem et ældgammelt Skillingsmagazin og alle de album, som laa der, betragtet alle fotografierne paa væggene og et dukkestel paa en stumtjener, spillet paa pianoet og drukket kaffe og likør og røgt et utal af cigaretter.

Saa gik de ud paa svalen og saa paa maaneskinnet.

Maanen var bagom huset – Klevkollen stod steil og kulsort mod den lysende himmelkuppel. Over paa den anden side Ringerike laa der blaafjeld bag blaafjeld og blev borte i himmelen – bare snefonnerne lyste i brede sølvblikt, der svandt sammen med skyer.

«Du Edele – synes du ikke, far er forfærdelig merkelig? Jeg ved ikke noget menneske, der er som han –. Jeg har tænkt paa – kanske du synes, det er rart, at jeg tar imod alting af ham?»

Edele rystet paa hodet.

«Jeg skal si dig, jeg kan det. Han snakket saa meget med mig – baade da mor var død, og da vi var i udlandet. Han spurgte, om jeg vilde bli hos ham – som hans søn. – Du kan ikke tro, hvordan han er. Jeg føler mig meget mere i slegt med ham end med min ordentlige familie –. Jeg synes ikke nogen er som han –.»

199«Kan du huske din rigtige far, Tom?»

«Aa ja da. Han var forfærdelig snil. Men han var ikke saan – merkelig.»

«Hvor gammel var du, da han døde?»

«Ni aar. Men jeg skjønner det godt alligevel. – Du Edele – mor og far – Dyrssen altsaa – de var forlovet, da de var unge. Jeg har faaet vide en hel del – af tante Alvær og de der. – Jeg skjønner igrunden ikke, at mor kunde ta min ordentlige far efterpaa. Men det var det, at far havde staaet i forhold til en gift dame –.»

«Saant skal du ikke snakke om, Tom.»

«Du kan vide, jeg har aldrig nævnt det til nogen uden dig. Ja jeg dømmer ikke far,» sagde han gammelklogt. «Saanne damer – det er ikke let at komme fra dem, skal jeg si dig!»

«Tom – du skal ikke gaa og tænke paa denslags.»

«Aa du – jeg er aldeles ikke saant et barn, som dere tror, jeg.»

Han nappet cigaretten ud af hendes mund og stak den mellem sine læber. Edele rev den heftig fra ham og trampet paa den. – Alf havde pleiet at gjøre det.

«Isch Tom – lad være med sligt, gut – det er saa ækkelt –.»

«Du liker ikke kjærligheden, du Edele – det har jeg godt forstaaet –.»

«Kom Tom – saa tar vi os en fort liden skitur, før vi gaar og lægger os.»

*

Det skar og skreg under skierne i den brændkolde nat. De gik indover veien et stykke.

Edele stanset ved en bakke. Opkjørt og sort 200af tømmeraffald hang veien i bue foran dem; bakke ned og bakke op løb den gjennem fiendtlig mørke, øde skoge under den isnende hvide, onde fuldmaane. Der fandtes ikke sne paa trærne – haard og sort stod skogen mod den maaneblaa himmel. Faa stjerner funklet evighedsfjernt i det tomme rum.

«Jeg tør ikke gaa længer paa denne veien, Tom – har du seet no saa fælt –. Er ikke du ræd –.»

«Ræd – pyss –.»

Hun følte en uhyggelig, farlig lyst til at skræmme gutten i sin egen øde angst.

«Turde du gaa bort til sæteren nu –?»

«Om jeg turde – kom vel!»

Skierne hvinte og skreg øredøvende nedover de haarde tømmerklever. Udover de hvide sletter i skogen gjorde de ikke slag i skaren engang.

«Faa laane kompasset dit, Edele –.»

Det hang i ursnoren. Edele gav ham det hele.

De stod en stund oppe paa volden ved den store sten. Den bare flekken var kulsort. Nu frøs det altsammen. Det var utrolig at tænke paa alle dagens blide, vaarlige farver – dødt var det alt i dette forfærdelige, døde maanelys – bare sort skog og hvid, lysende sneslette og det syge himmelblaa.

Svart, svart var det i hende selv. Øde, døde skoge omkring – tomt og utrolig ensomt. Hun skammet sig, fordi hun havde lyst til at ta gutten og kysse ham – bare for at kjende et liv i sine arme i den frysende, tomme nat.

To aar siden – lidt mere – var det siden den milde, blaadisige nat hun stod og hørte hanegalene nede i Sørkedalen –.

201Hun stod et øieblik foran speilet inde paa sit værelse. I skinnet af det eneste lys var det bare øinene og næsebor og mund, der synte som sorte flekker under haarets skygge.

Edele fik de vaade støvler af, tog frisertrøie paa. Saa kastet hun sig paa sengen – laa og stirret i lyset med hænderne knyttet bag nakken.

Hun hørte Dyrssen komme – han slog sneen af skierne, saa det gjaldet i kulden. Han stanset udenfor hendes dør og banket.

«Er De ikke iseng endda, Edele?»

Hun lukket døren op paa gløt:

«Tom og jeg var ogsaa ude. – Hvor langt var De?»

«Over Gyrihaugen. Har De kjendt mage til langfredagsnat, saa trolsk –.»

«Det er sandt, hvis De husker det, saa træk op uret mit da. Tom fik laane det –.»

Han sagde godnat og gik. Edele havde slukket lyset og sad paa gulvet foran ovnen, da det banket igjen og han kom ind.

«Det var uret Deres, her er det – aa undskyld, er De ved at lægge Dem –.»

«Neida –,» hun stod op, kom bort til ham og tog mod det i mørket.

«For et vanvittigt maaneskin –,» sagde han ud mod vinduet. Saa tog han om hende – stod slig et øieblik, før han drog hende voldsomt til sig. Uden et ord knuget hun sig ind til hans ansigt.

*

202Han stod udenfor hendes dør og ventet, da hun om morgenen kom ud. Hun saa ikke paa ham, da han tog hendes haand og sagde godmorgen.

«Vil du gaa med mig op i salonen et øieblik – jeg vilde gjerne snakke med dig, Edele –.»

Hun nikket og gik med bøiet hode foran ham. Fra spisestuen hørte de et selskab snakke høirøstet og klirret med kopper og kniver.

Dyrssen lukket døren og gik bort til hende ved vinduet. Saa tog han hendes ansigt mellem sine hænder og vilde kysse hende – hendes læber laa livløse mod hans mund et øieblik.

«Men – lille Edele –.»

Hun rystet paa hodet.

«Kom hid og sæt dig» – han drog hende med sig – «Edele – har du aldrig tænkt paa det før – at det var rimeligt, om vi giftet os?»

Hun saa paa ham – for første gang – og hun smilte underlig fjernt:

«Har du tænkt paa det – før idag?»

Dyrssen nikket.

«Jeg vidste naturligvis godt, Per, at du vilde – by mig det. Men jeg tar ikke imod det. Og du har ingenslags pligter overfor mig –.»

«Pligter – men Edele –.»

«Hør her Per. Du er bedrøvet over dette, du ogsaa. At du er kommet til at trække mig nedover – du ogsaa. Du synes synd i mig. Nu vil du hjælpe mig op igjen – for enhver pris. Du skal ikke –.»

Han merket, hvordan hans første følelse – utaalmodighed, fordi hun tog det saa grænseløst høitidelig 203– faldt sammen under hendes unaturlig klare øine. De magtstjal ham – han maatte se paa det som hun –.

«For du synes, jeg har skjæmmet mig ud. Jeg er det. Er ødelagt. Om man aldrig saa meget var af silke engang – er man faldt i sølen engang, saa er man alligevel bare en klud til hvadsomhelst –.»

«Edele –,» han talte lavt, men saa heftig, at hun fór sammen. «Ved Gud! Du skal ikke si sligt til mig. Du maa ikke beskylde mig for overlagt gemenhed –.»

Hun saa næsten forbauset op:

«Jeg vilde ikke beskylde dig for noget. Jeg mente bare, jeg er blit det.

Nei hør paa mig, Per.

Siden dengang – da jeg kom tilbage til dit venskab – det er over et aar siden. Jeg var faldt udfor engang – jeg vidste ikke selv, hvor megen skade jeg havde tat. Du vidste det kanske – du kjender livet meget bedre end jeg – selv om du ikke vilde tilstaa det for dig selv. Du var min ven – du gav mig den haand, jeg trængte. Men vort venskab blev anderledes. Før var der meget, vi aldrig snakket om, lod, som vi ikke saa. Du glemte aldrig, jeg var en uskyldig liden pige. Nu havde det jo bare været skaberi. – Du havde aldrig rørt ved mig heller før – bare tat min haand sommetider. Siden tog du mig ofte om livet og saan – for moro bare. Tror du ikke, jeg ved, du har aldrig et øieblik tænkt noget saant ved det selv –. Kan du for, at du er mand, og jeg – erfaren –?

Nei Per, lad mig snakke nu, mens jeg orker. 204Du har ladet mig merke, du havde ingen fordomme. Men jeg skal si dig, nu ved jeg, hvad der er bag de dumme folks fordomme – det er de kloges domme det. De dumme siger, en ung pige skal være ren – de kan ikke si hvorfor. Men de, som har sagt først det, de andre jatter efter – de har vidst det. Vi begynder med en, vi tror, vi elsker – siden længes vi altid efter at elske igjen –.»

«Edele –.»

«Ja nu ser du, hvordan jeg er blit. Raa –.»

«Du skal tie stille, Edele. Du er blit raa, siger du. – Herregud, raahed – det kan være saa meget – ogsaa de fines og svages oprør, naar de er jaget til det yderste –.

Du har lidt forfærdelig meget mere end jeg havde anelse om.

Hvad kan det nytte, om jeg vilde si dig, du overdriver – naar du føler det saa forfærdelig.

Men kan du tænke, jeg kan slippe dig, naar du føler det saan. Skjønner du ikke, det er umulig. – Aa, det er jo lettest at være venner, saalænge man ikke staar hinanden saa nær. Men nu er det engang saa. Kjære, kjære Edele – min egen ven!»

«Du siger, din ven. – Ja Per. Før, Per – før for to aar siden, vi ved jo begge, da kunde dette ikke være hændt.»

«Edele – en normal mand begjærer ikke et barn. Men blir barnet kvinde, saa –.»

«Jeg var ikke barn, Per. Jeg var ung pige. Og du en hæderlig mand. Og det er du ligefuldt – om du lader mig gaa min vei nu –.»

«Edele – nu skal du høre paa mig.

205Lad mig snakke rentud – som din kammerat. Jeg kan bare si, hvordan det staar for mig.

Du har lidt ret i det du siger. – Naar du ikke mere har tillid til dig selv. Da ved ogsaa jeg, det er farligt –.

Jeg har seet saa mange kvinder, der seilet ovenpaa, blanke og muntre som bobler paa en rendesten. Til de kom i havn eller gik under. De som er saa letsindige, at de bevarer godhed og dygtighed alligevel – de blir ikke uvenner med livet. – Du er for tung og steil. Du vilde hade og bli hæslig. Nogen blir alt tilgit – for deres gode humør eller hjerte. Du har ligesaa godt hjerte – jeg ved ikke hvorfor, men dig vilde ingenting tilgives. Der er nogen, hver mindste plet synes saa forfærdelig paa. Du Edele –.

Der vil ingen anden komme til at kjende dig – som jeg gjør. Tror du ikke, jeg agter dig lige høit idag – mere end nogen gang før. Du har aldrig bebreidet et menneske din ulykke –. Idag, hvor du sidder og bare vil se sandheden, som den er – uden skaansel mod dig selv –.

Edele – tror du ikke jeg ved, du vilde ikke finde dig i at synke. Tror du ikke, jeg ved, hvordan du vilde redde dig –. Aa men Edele, det er værre at gaa fra livet, end du tror nu –.

Forstaar du da ikke – jeg kan ikke miste dig? Jeg trænger til dig. – Saa er det Tom. – Han er ogsaa svært glad i dig. Tror du ikke selv, der er meget, som duer i dig – saan en gut tar ikke feil.»

Han gik bort og strøg over hendes bøiede hode.

«Men vi elsker ikke hinanden, Per.»

«Elsker. – Jeg kunde si jo, Edele. Hvis jeg 206ikke vidste, hvor meget du mener med det. – Men tror du ikke, det vi kan gi hinanden, kan ha vel saa megen værdi som – elskov –.

Herregud, hvorfor skal dere kvinder hænge dere slig i et ord. – Elsker –. Jeg holder usigelig meget af dig. Der er da ikke en ægte kjærlighed og en uægte – som ægte og uægte Maria Farina –.»

Du elsket din hustru –. Hun turde ikke si det, følte, det gik ikke an, at nævne den andens navn engang her i dette.

Men han havde sluppet hendes hode. Og han sagde uden at se paa hende:

«Jeg har ingen stjerner at by dig, Edele.»

Hun saa fort op.

«Hvorfor siger du det – var det raat af mig – det om stjernerne?»

«Nei. Jeg tænkte bare paa det.

Edele – jeg byr dig det, jeg har. Og ber om det, du kan gi. Herregud – jeg er mand og du er kvinde. Og vi staar alene beggeto. Og vi ved da, vi kan stole paa hinanden som trofaste venner. – Eller er det det – synes du, jeg har forraadt vort venskab –. Saa du ikke kan –?

Er det det Edele – ved Gud, du – da skal du se, – jeg skal forsøge at vinde det tilbage –.»

Hun havde reist sig og gik bort til ham. Saa tog han hende varsomt ind til sig.

«Kjære – tror du ikke jeg ved, hvordan du har det. Jeg er for gammel til dig, jeg ved det. Alligevel. Jeg vil jo gjøre alt det bedste, jeg kan for dig.

– Dit eget hjem – dine egne barn kanske – tror du ikke, det kunde fylde livet for dig, til en viss grad?»

207Hun smilte trist op til ham:

«Du havde vist ikke tænkt dig dine barns mor slig Per?»

«Sligt gaar da ikke en mand og tænker paa. Hvorfor skulde jeg ikke ønske en god, tapper kvinde –.

Saa er der det – jeg kan by dig – noksaa sorgfrie kaar. Livet ser lidt lettere ud, naar man ikke behøver at bekymre sig om mange ting, du har maatte plage dig med –.»

«Man blir sløvet, mener du?»

Der gik en pludselig trækning over hans ansigt – som gjorde de fyldige træk uskjønne – af smerte, som hun aldrig havde seet før.

«Herregud Edele – man blir barmhjertigvis lidt sløvet engang –.»

Hun blev staaende med hans arm om sig et øieblik, forvirret, uklart urolig – ræd for at tænke tilbunds. Han glattet hendes haar tankeløst:

«Ja du – vi faar vel gaa ned da.»

*

Hun gik med en underlig sløv følelse af, at det ikke var sandt, det hele. Som noget, der igrunden ikke kom hende ved, læste hun notisen i aviserne:

«Forlovelse er indgaaet mellem frøken Edele Hammer, datter af afdøde rektor Harald Hammer og hustru, født Afzelius, og arkitekt Per Dyrssen, Christiania.»

Folk snakket naturligvis, vidste hun. Hun kunde smile, naar hun tænkte paa, hvad der blev sagt, og hvordan det var i virkeligheden. Naar hun havde været med at snakke – vidste man virkelig altid saa 208daarlig besked? – Det, som pinte hende, var tanken paa ham – hvad han igrunden mente om det altsammen? Ganske vist, hun trodde ikke, han nogensinde havde brudt sig synderlig om, hvad folk sagde. Men kunde han være saa ligeglad med det altsammen, som han lod – hvis det ikke var fordi han var lidt færdig med livet?

Han var saa rolig bestandig – hun kunde sidde i smug og se sig ræd paa hans evige lille smil og lytte angst efter en undertone i hans dæmpede, sikre stemme. Var det virkelig saan, havde han virkelig faaet gjort sig selv lidt sløv – hærdet sig, saa han kunde ta livet saa selvfølgelig – det var sørgeligt; der var ingenting at gjøre ved det. Han bøiet sig for det med den uforanderlige døde resignation.

Hun kunde ta sin ring af fingeren og læse i den «Din Per» og dagen han havde git hende den. – Han maatte meget hellere bare sat sit navn i den. Din Per – han var jo netop ikke hendes. Alt andet gav han hende – bare ikke sig selv. Og han forlangte ingenting af hende.

Deres forhold nu – som syntes ham saa selvfølgelig. Han trængte en hustru – men ikke netop hende. Og deres sjæle blev ved at være venner, fortrolige kamerater, som ofte kom sammen. Men bodde hver for sig.

Hun stod oppe hos ham en ettermiddag – var kommet for at takke ham for en buket aurikler, han havde sendt hende. Det var mange aar siden hun havde sagt engang, det var hendes yndlingsblomst. Og hun var glad.

Tom spillet violin inde paa sit værelse. Og Edele stod ved det aabne vindu og saa paa Per, 209som sad og spidset en blyant. Han saa ikke op og spurgte:

«Hvad har du lyst til, vi skal gjøre i aften – skal vi gaa ud?»

«Gaa ud –,» Edele bøiet ansigtet ned over den aurikel, hun havde stukket i brystet. «Du – synes du selv, det er no moro, at gaa ud og more sig? Eller gjør du det for Toms og min skyld?»

Han lo lidt:

«Det er da altid et tidsfordriv – sidde og se paa folk –.»

«At man igrunden skal behøve at fordrive den smule tid, man lever –.»

Han saa fremdeles paa blyanten og smilte:

«Du Edele – du tar nu livet svært høitidelig.»

«Ja. – Har ikke du og gjort det engang forresten?»

«Aajo. Unægtelig.»

«Jeg faar haabe, jeg blir ligesaa fornuftig som du – med aarene.»

«Tja. Man pleier det.»

Det ringte paa telefonen. Han tog den. Da han var færdig, sagde hun sagte:

«Er du sint paa mig, Per?»

«Nei kjære dig. Det var vel rimeligere, du var sint paa mig.» Han saa ikke paa hende, ledte paa skrivebordet.

Hun listet sig ud i sideværelset – skjælvende. Hun havde seet det i et lynklart sekund – i sin angst for at ha gjort ham misfornøiet med sig, den mindste smule – i sin glæde og skuffelse, at han ikke brød sig om det –. Der var ikke en glæde 210og ikke en sorg i hendes sind, ikke den mindste. som ikke han voldte. Saan elsket hun ham. Det var den anelse, der havde kjæmpet under al hendes uro og smerte, efter de var blit forlovet – at ikke den mindste bevægelse kunde skjælve gjennem hendes sjæl, uden hun vilde føle, hvor kjærligheden havde bundet den.

Og inden den visshed havde levet saa mange sekunder, at den naadde at bli til fryd, vidste hun, hun maatte skjule den –. Andet havde været forræderi. Han havde jo sletikke ønsket nogen elskov – aldrig spurgt efter den. Det var jo netop forudsætningen – de elsket ikke hinanden.

*

Hun havde bedt om at faa si det til Tom selv. Og næsten ydmyg havde hun snakket med ham:

«Du kan vide, Tom – jeg kommer ikke med nogen fordringer. Du skal huske paa – han har git dig en søns ret. Det er hans og din mors hjem, hvor jeg kommer ind som en fremmed. Jeg ved godt, det hun var for ham, kan jeg aldrig bli. Derfor skal du huske paa, – det at din far gifter sig med mig, kan ingenting forandre mellem ham og dig –.»

*

Bryllupet skulde egentlig været ved pinsetider. Men hvergang de havde snakket om det, var der det samme, de gik udenom begge to.

Edele var pint ved tanken om at flytte ind i hans hjem – næsten som det var andre menneskers ægteskab, hun brød. Og hun ante, at han ogsaa følte det som en vanskelighed.

Saa havde han en aften bedt hende komme op 211paa sit kontor efter kontortid. Da viste han hende endel tegninger til en villa. Han havde lyst til at bygge for sig selv, sagde han.

Hun sad og saa paa tegningerne med en underlig sammensat følelse. Det var lettelse – men der sad en saar smerte under.

De drog omkring sammen og saa paa tomt. Det blev til, at Dyrssen kjøbte en parcel af en gammel løkke paa Bygdø – en grøn eng med gamle æbletrær i rækker, skraanende ned mod fjorden.

Som en selvfølge, de neppe snakket om engang, blev det fastsat, at de skulde gifte sig i september, naar huset blev færdigt.

*

Hun sluttet paa kontoret i august. Saa skulde hun være med ham op paa hans sæter om høsten og efterpaa en stund hos sin gifte søster – der var jo altid forskjelligt at ordne.

De havde været sammen ude og seet paa huset, dagen før de skulde reise. Hun havde ladet ham ordne alt paa egen haand, intetsomhelst havt at indvende eller ønske. De stod ved vinduet i det værelse, som skulde være hendes, da han nævnte det. Edele smilte undvigende:

«Du, som pleier at bande saa forfærdelig over disse fruerne, som lægger sig opi alt, de ikke skjønner – det skulde bare mangle!»

Han havde tegnet hver eneste ting til hendes værelse – ordnet det i hver smaating. Lyst og festligt skulde det bli. Hun gik bort til døren og saa ind did, hvor han skulde bo. Han vilde ha det 212som i sin ungkarstid – lyst og rummelig og enkelt. Et sted, hvor hun ingenting havde at gjøre, aldrig vilde vove at trænge ind. Af og til vilde hendes herre komme ind her i hendes fine dukkestue, hvor hun skulde bo mellem alle de smaa nydelige legesager, han gav hende.

Dyrssen blev med hende hjem efter aften. Han sad og saa i et album, mens hun stelte med sine blomster. Han drog et billede ud:

«Edele – vil du gi mig det her – jeg vilde svært gjerne ha det.»

Hun kom bort og saa paa det. Det var et fotografi af hende i trettenaarsalderen – i hvidt forklæde med udslaaet haar. Hun stod ret op og ned og saa svært alvorlig ud.

Han havde aldrig før bedt om noget billede af hende. Hun undret sig selv over, at det kunde gjøre hende saa ulykkelig, at det netop var dette barnebillede, han brød sig om at eie – –.

*

Steinveggen hed Pers sæter. De kom didop en kvæld i solnedgangen. De havde gaaet en liden fodtur først. Edele og Tom laa ude i kveen, da Per kom med hendes lange, blodrøde silkesjal – en af hans gaver – og Toms jakke.

«Du Per – dette er det deiligste af alle de steder, vi har været paa endda!»

Han nikket glad.

Sæteren laa under en steil, naken fjeldvæg med volden skraanende ned mod et staalsvart lidet vand. Der var mørk vidde paa den anden side – med mange 213smaa, blanke tjern og uddøende graner og blege myrer – og bølger af fjeld bag fjeld i skumringen paa den anden side af dalen. En øde, mørk skog laa imellem, fortalte han. Men bag dem laa der nuter i rad og række og lyste graagule i solnedgangen.

Der skar et uhyggeligt, gnelrende fuglerop gjennem stilheden – vildt og pludselig, som det rev aftenluften istykker.

«Hør ørnen, Edele.»

«Er her ørn?»

«Jada. Kongsørn. Den har rede lige opi Steinveggen. Se der er den – kan du se, den hvide bugen – der er maken ogsaa.»

«Men tar den ikke mange rypekyllinger og sligt for dig da?»

«Aajo. – Men jeg lar den ifred. Jeg er blit saa gammel, at jeg har ikke moro af mere at faa skudt en to-tre hundrede ryper. – Jeg liker bare at gaa og drive her i vidden – se hundene arbeide – skyde lidt og saan. – Det vilde ikke være det samme for mig, stedet her, uden det kolde ørneskriget oppe i hammeren –.»

Hun vilde være med dem bort paa nabosæteren efter melk. Der var en ung pige, som hed Rønnaug, og etpar slaattekarer fra bygden. Edele sad borte i bænken, lidt undselig overfor disse bønder – de syntes vist ikke, saan en smule byfrøken var noget.

Tom var bedstevenner med dem allesammen. Og paa hjemveien plukket de multer, hun og han, mens Per gik i forveien for at stelle aftens. Og da de to gik mod sæteren i det voksende mørke, fattet Edele hver stenhelle paa veien og hvert blink af vand 214ude i vidden, og hver linje af fjeldene mod himmelen, med et ømt og lykkelig blik, – som man samler paa feriens første dag et overblik over alle de herligheder, man skal ta i eie og bli fortrolig med.

De kom hjem, vaade og kolde, og der var et baal af tyrirødder paa peisen og mad og kaffe paa bordet. Og sæteren var deilig – den stod forresten omtrent som da Dyrssen havde kjøbt den. Der var seng og bænker om væggene og gulvfast bord i peisestuen, hvor han selv laa, og i melkeboden var der indrettet et soverum, Toms, og i en bitteliden kove paa den anden side var der gjort istand til hende.

Hun krøb iseng, træt og lykkelig. Hun gik igjennem hvert minde fra deres tur – taknemlig mod ham og mod Tom, fordi hun følte sig saa inderlig hørende sammen med dem. Alt, som duet i hende, det var jo i slegt med dem.

*

De var kommet op etpar dage før jagttiden gik ind. Tom laa borte paa Rønnaugs sæter den nat, Per kom ind og vækket hende.

Han var klædt paa, og det brændte paa peisen inde hos ham.

«Har du lyst at gaa og se solen staa op? Og gaa og fiske siden. Ja saa fort dig lidt da –.»

De gik opover den steile sti bagom sæteren i den iskolde, graa gryning. Vidden var svart bag dem, men mens de gik, vaagnet der et blegt rosenskjær over skogfjeldene paa den anden side dalen, og som de kom høiere op, steg der fjeld med blank sne paa op bagom skogaasene. Der laa en vifte af mørke skyer paa den blege himmel over Steinveggen – saa 215tændte solen brændende striber under og skyerne smeltet og seilet i flaker høiere op over himmelen.

Da de kom op paa varden, steg de ind i morgensol, som lyste over en øde stenmark med flaker af gulgraat lav.

«Ser du Hægrefjeld – med skav af nysne. Det er did, Tom og Helge skal idag.»

Han fyldte bægeret med iskoldt vand under en snefonn og havde whisky opi:

«Se her, drik – det er koldt heroppe.»

Hun smilte til ham, mens hun drak. De to skulde være alene sammen en hel dag. Heroppe havde aldrig nogen været med ham før – han havde sagt, der havde aldrig været damer paa hans sæter før.

«Fryser du, Edele? Er du træt? Vi gik fort op.»

Hun sprang nedover den steile styrtning, saa uren rullet ud under hende og han ropte, hun skulde gaa forsigtig, ned mod en bitteliden sæter ved et nyt lidet vand.

Over en klop, over en lys, rivende liden elv. De hilste paa en gammel kone, der gik i rødrudet skjorte, sort livstykke og falmet grønt verkensskjørt og bar vand i to bøtter, et træspand og en ny zinkbøtte. Vandet blinket i morgensolen – blev til en liden aabenbaring af renhed og skjønhed i det sølvlyse spand.

Og saa kom de til en ny, steil styrtning. Ret udfor, under en li af smaabjerk, der var begyndt at gulne, laa der en rund, mørk skogslette med lange, hvidgule myrstrøg omkring smaa og store, stille vand. Og ude mod himmelen var der evig mange fjeld, 216mørke skoglier og snaufjeld og blaafjeld med bræer og nysne i al uendelighed.

*

Edele sad og kjælte for Shot, hans unge, røde setter, og saa paa, at Dyrssen fisket. Hun havde git det op for længesiden, for hun kunde ikke slaa ihjel fisken. Men han var utrættelig.

Det var skyet over, mens de laa paa vandet. Og saa kom med en gang en snefloke – en til og en til, dalte tyst ned i det blymørke vand, som stille suget den i sig – til det blev en sneiling, der visket ud alting, bare den grisne, dødsorte skog ved bredden skimtet de.

Dyrssen tog ind fiskegreierne og rodde udover. Der laa en bod ved sydenden af vandet. Edele hørte efter lyden af aarerne, der blev underlig uldent borte i den tykke luft.

«Per – ta paa dig jakken da. Du blir saa vaad ellers –.»

Han kastet den over til hende og lo.

«Nei – ta den over dig du, som sidder stille.»

Sneen var blit regnskyl, før de naadde fiskeboden; de var drivende vaade.

«Se her – ta af dig, saa skal jeg faa tørret det værste –.»

Hun sad paa gruekanten og krøb sammen med de bare fødder opunder skjørtet og hans trøie over sine bare skuldre.

«Du – du blør paa haanden, Per.»

Han suget blodet bort og lo:

«Uf – det smager fiskeslo af hænderne mine.»

«Faa kjende –.»

217Hun tog efter hans haand og lagde munden til. Saa bøiet han sig ned og kysset hende paa skuldren, lige over brystet.

«Du Edele –.»

Hun saa sky op, og hjertet snørte sig pludselig smertelig sammen i hendes bryst, mens hun et øieblik stirret ind i hans smil. Han var kommet i tanker om hende tilsidst – steg ud af sin ensomhed lidt for at lege med hende. Men alligevel, forladt og fortvilet, slog hun sine bare arme om hans nakke og lukket øinene.

Edele blev liggende i sengen, mens han gik og stelte. Han kom tilbage og satte sig paa sengekanten, lagde sig halvveis opi og strøg over hendes haar og hendes pande.

«Her kommer næsten aldrig andre end jeg. – Jeg har ligget her ganske alene – uger ad gangen. Denne døende, vandsyge skogen her – jeg længes altid efter den nede i byen. – Jeg har ligget her alene, du –.» Han lagde ansigtet ind til hendes stille, blege, «– fantasert om ødeliv, skoggangsliv –. En kvinde i stuen – min viv, min hund, en børse – ikke mere. Du Edele?»

Hun vendte ansigtet ind mod væggen og plukket i fliserne. Hendes anden haand holdt han.

Saa han havde gaaet og drømt slig – og nu var hun her – tilfældigvis –.

«Tøiet dit er tørt – støvlerne faar du ta, som de er –.»

Mens hun klædte sig, saa han paa fiskene i sniken:

«Det er ikke saa værst faa du – vel?

218– Men saa træt du ser ud!

Orker du ikke gaa hjem? Skal vi bli her inat – hvad? Det er et stykke hjem, ved du.»

Edele vilde ikke.

«Du maa huske – imorgen skal du begynde at skyde ryper ogsaa –.»

«Aa blaas med det – du ser svært træt ud.»

Hun var segneferdig træt. Og hun frøs bitterlig, mens de gik hjemover i gylden eftermiddagssol, der kastet lange, sorte skygger over vidden. De kom forbi den samme lille sæter som om formiddagen. Nu saa den bare fattig og trist ud.

*

Der laa aviser og post paa dørhellen, da de kom hjem. Dyrssen sad og saa i dem, mens hun stelte aftens.

«Ørreten er bra den, Edele. Hvem skulde nu anet, du havde huslige dyder ogsaa.»

Saa sad de efter aftens i hver sin kurvstol foran peisen, røgte og læste.

Edele sad og saa i smug paa hans ubevægelige ansigt. Nu var han tusen mile borte igjen.

«Tom blir nok paa renshytten inat,» sagde han engang, uden at se op.

«Ja. Er du ængstelig?»

«Nei da.» Han banket snadden ud paa peiskanten. Saa fik han se hendes ansigt. Hun skjøv hastig sin stol tilbage og reiste sig.

«Edele – hvad er det?»

Hun rystet fort paa hodet og gik ind til sig selv. Han hørte hende vaske sig derinde. Og hun kom tilbage og forsøgte at smile:

219«Det er ikke noget. Jeg kan ikke like, nogen ser mig graate.»

Saa faldt hun helt sammen. Og mens hun bøiet forover paa bænken hulket ned i sine hænder, kom han stille hen og satte sig hos hende. Han tog og lagde hendes hode ind til sit bryst. Men han sagde bare:

«Jeg skal ikke se paa dig, Edele.»

*

«Du skal ikke bry dig om det, Per,» sagde hun tilsidst. «Jegtilsidst. «Jeg] rettet fra: tilsidst.» Jeg (trykkfeil) er bare træt. Jeg gaar og lægger mig nu.»

Han blev staaende og stirre ind i peisen.

Gaa ind til hende nu –. Hun var svag iaften, som han aldrig havde seet hende. Alene og ulykkelig – nu kunde han tvinge ud af hende, om han vilde, hvad det var, hun led i sin inderste sjæl, flænge og rive istykker alt, hun gjemte sig i. Det var voldtægt. – Hvad saa?

Kunde han saa hjælpe hende. – For hende var han en gammel mand – ja han var jo gammel. Det hjalp vel ikke, om han selv havde følt sommetider i det sidste, han var det ikke. Var det det, hun graat for: At han havde tat hendes ungdom, bedraget og lokket hende bort fra livet? Han vilde eie hende – det var det – og han havde kaldt det, at by hende den trygge havn, sagt sig selv, hende vilde livet fare grusomt med. Som om han havde faret bedre med hende.

Og han havde gaaet og skudt skylden fra sig. Det var kommet slig; han havde ikke villet det paa forhaand. Hvad var han mand for, naar han ikke 220havde kunnet hindre det. Og siden – han havde skudt fra sig igjen alt, det pinte at rede ud. De skulde været gift for længe siden. Og hun skulde faaet vide, hun var fri til at gjøre, hvad hun vilde, skyldte ham intet. – Ikke fordi hun vilde tat mod nogen frihed forresten –.

Men han havde gaaet og bygget hus – bygget drømme ogsaa. At hun en dag skulde komme og vælge af sig selv hans venskabelige gammelmandskjærlighed istedet for den unge lidenskab. Venskab, kameratskab, forstaaelse – naar hun var ung og sultet og tørstet efter livet.

Imens gik han og stjal hende. Og saa længtes hun vel efter en ung mand – var det hendes sorg, din mand er gammel, gammel, gammel –.

Og nu, hun havde git sig over, laa og graat derinde. Jeg liker ikke nogen ser mig graate –. Hun kunde sagt, ingen fremmed. Nu kunde han kanske tvinge hende helt ind under sig, narre hende til at gi sig helt i hans magt. Nei ikke det. Han havde ingen ret til at ta hendes hjerte.

*

Edele sad op i sengen med armene om knærne.

Hun havde tænkt paa døden saa ofte – stadig i den sidste tid. Som en udvei – det barmhjertige skjul.

Den nat levet hun det igjennem – da det ikke længer er et lunt ly, der drager etsteds ude i det blaa, men det svarte gab lige for fødderne. Og der er ingen redning, ingen vei tilbage til livet.

Hun kunde aldrig bli hans hustru. Om de blev viet tyve gange – hun blev ikke hans make, hans 221viede mætræsse kunde hun bli, aldrig andet. Som menneske holdt han af hende, agtet hende kanske. Som kvinde naadde hun aldrig op og blev hans lige. Som kvinde havde hun selv degraderet sig, ødelagt sig. Op paa den plads, der var hans hustrus, naadde hun aldrig.

Den smule magt, hun havde over hans sanser – hun kunde forsøge at vinde lidt af slavindens usle, æreløse magt over sin herre – den, der vindes ved uhæderlig list, ved høkren med sin gunst, ved armodens økonomiske speiden og regnen ud, ved alt, som er ydmygelse og skam. Nei.

Da var det bedre at dø nu – før hun sank did.

For hvor skulde det ellers ende – hvor længe kunde hendes kjærlighed nøies med det, hun havde ret til, og det hun fik? Naar de var gifte – hun skreg det ud en dag i hans stille stuer, at hun elsket ham, vilde ha alt det, han ikke kunde gi, ikke vilde gi. Og han som gav og gav, alt han kunde gi hende – vilde det ikke være det værste hun kunde gjøre ham. At han en dag skulde staa der og se, at han var bundet til et menneske, der vildt forlangte alt, han ikke havde?

Ha ham helt vilde hun. De fortvilede tyve aar, der skilte dem, hele det liv han havde levet igjennem, alt det, der laa brændt haardt lag paa lag over hans væsen, vilde hun bryde op, trænge sit væsen igjennem, ind i hans hjertes hemmeligste kroge. Han maatte ikke eie den ro, han havde kjæmpet sig til, for hende, ind i hans aller inderste vilde hun. Hun følte det – var det ikke fordi hun vidste, hun ikke 222kunde – saa vilde hun ikke givet tabt, fordi om hun ikke havde ret.

Og nu maatte hun dø. Hun kom til at gjøre ham sorg – men hun kom til at gjøre ham værre, hvis hun levet. Og han lod hende ikke gaa, for han syntes, han havde et ansvar for hende. Kunde hun slippe at gjøre ham bedrøvet – men han vilde bære det lettere end saa meget andet, han havde levet igjennem. Som over en hund, over et barn kanske, vilde han sørge – men vide, hun duet alligevel ikke til at leve.

Han skulde ikke ha en hustru, som han vidste, havde tilhørt en mand, han neppe regnet for medmenneske engang. Hans hustru skulde være en kvinde, der kunde staa som lige for hans inderste mandsinstinkt.

*

Han aabnet pludselig hendes dør paa gløt:

«Sover du, Edele – er du syg?»

Hun fór op. Der sank en tung, grusom visshed i hendes sind. Nei, hun kunde ikke be ham om hjælp. Han havde givet hende for meget. Hun turde ikke be ham om det, han ikke kunde gi.

«Jeg er bare overtræt, tror jeg. Jeg kan ikke falde isøvn.»

Han stod et øieblik.

«Vil du ha kloral? Jeg har lidt.»

Kloral. Det isnet i hende. Det var som en dom. Hun kunde bare ta formeget –.

«Tak.»

Han kom med en ske.

«Se her. Du er ikke vant til det – dette greier sig vist, tænker jeg.»

223Han gav hende det af skeen. Hun holdt om hans haandled og forsøgte at se hans ansigt.

«Godnat da. Du skal se, nu faar du nok sove.»

Hun laa i en slags døs. Gjennem hendes fortvilede tanker skjød der uafladelig billeder fra turen, som hun havde seet, uden hun vidste det. Hun gik og gik i halvsøvne – det var enerris og dværgbirk med rustbrunt løv, der slog hende om benene, ur, der raste ud under hendes fødder – blege multebær i fløielsgrønne mosetuer, brogede multeblade, der kruste sine mørkerøde og broncebrune stjerner for hendes øine, til hun sovnet af.

*

Hun vaagnet temmelig sent. Per gik og stelte inde hos sig. Hun stod op og klædte sig fort paa.

«Godmorgen. Naa, hvordan har du det idag?»

«Tak godt.»

«Det var da bra det da.»

«Du har vist ventet paa mig,» sagde Edele. «Nu kommer du saa sent ud ogsaa, for min skyld.»

Han lo lidt brydd:

«Kjære dig –.»

Han havde gjort istand i stuen, dækket bord og kogt kaffe.

«Glæder du dig?» spurgte hun.

«Glæder mig –,» han lo. «Se paa Shot!»

Edele klappet hunden. Den vøret hende ikke idag, havde bare sans for ham.

Hun fulgte ham til grinden:

«Du faar vakkert veir, Per.»

Vidden laa i sol. Der drev dotter af fugtiggraa, lysbræmmede skyer høit oppe i det blaa.

224«Hvad skal saa du gjøre i formiddag, Edele?»

«Aa – jeg har en masse, jeg skal ha gjort. Jeg klarer mig nok.»

«Jaja. Neimen du skal nu alligevel være med en dag – se paa hundene – forsøge, om du kan skyde en rype. – Gad vide, hvordan det gaar med Tom og Lady og Helge –.»

Aa læg armene om mig lidt, Per. Sig, du er lidt glad i mig. Lad mig faa bare lidt, lidt – saa jeg faar lov til at leve –.

Men hun sagde bare, mens hun trak ham til sig over grinden og gav ham et lidet, ængsteligt kys:

«Ja, god lykke da, Per.»

«Er du gal du – ved du ikke, sligt maa man ikke si – » og han lo og klappet hende flygtig.

Hun stod og saa efter ham og hunden, til de blev borte i heien. Saa gik hun langsomt op til sæteren.

Hun undret sig over, at hun ikke var mere ræd. Det var ikke, som det var virkelig – at hun skulde dø – nu, om en liden stund. At han var gaaet fra hende for sidste gang.

Edele gik bort og tog hans fuglerifle ud af læretuiet. Hun undersøgte den: Bare den havde været ladet. Men naturligvis havde han ikke hængt ladt vaaben fra sig. – Med en gang syntes det hende uoverkommelig rædselsfuldt, hver bevægelse hun skulde gjøre, hvert skridt, hun endda maatte gaa.

Han skulde tro, det var en ulykke. Hun havde havt tag i hans børser før; hun og Tom havde holdt skydeøvelser før nede i kveen, ved den gamle laaven, de første dagene. Han kunde godt tænke, hun havde 225tat riflen, mens hun gik alene her og kjedet sig – efter hun var blit lei af alt det andet, hun havde forsøgt – og saa havde hun faldt paa trappehellen – –.

I hodet – det var sikrest. Men hun turde ikke. Det var for fælt. Og Per havde sagt, en kugle i brystet – det var døden, hvordan det saa traf. De forblødte indvendig –.

Forbløde, forbløde – det maatte være underlig vellystigt –.

Hele hendes kjærlighed – det havde været som at bløde ihjel. Hun kunde faret værre i livet end saan – elske grænseløst, afmægtig, føle det stige i sindet som bølger, der reiser sig og knuses evindelig, unyttig, – til sjøen gaar træt. Der var ingenting at sørge for.

Hun var nok ræd. Men under angsten sad der en haard liden vilje, der ikke veg. Forbløde –.

Hun ladet geværet, lagde det paa bænken og reiste sig. Hun frøs saa hun blev ganske mat, lidt sløvet. Som om nerverne blev stumpe for rædselen.

Edele tændte en cigaret, mens hun vasket op efter frokosten. Asken lod hun med forsæt være at slaa bort.

Saa tog hun en ny bog, skar op en snes sider og lagde den omvendt paa en stol ved peisen. Pakket op sit broderi og slængte paa bænken. Per skjændte saa ofte lidt, fordi hun lod alting ligge udover efter sig. Hun fik pludselig taarer i øinene: Med en øm, liden længsel tænkte hun paa hans smaaskjænd – ganske hemmelig havde de ofte fyldt hende med en lykkelig følelse af fortrolighed.

226Blomsterne paa bordet var visne – hun kastet dem og hentet ind friske: Sølvgraa vidjekvister og forglemmigei og smørblomster fra kveen. Hun graat stille, mens hun gik i solen og plukket dem. Hun saa udover et øieblik – farvel.

Hun satte de peneste i vindueskarmen, ved hans seng. Hans urkjede laa der – hun tog den i haanden et øieblik. Det var egentlig en gammeldags damekjede – hans mors, som han bar mangedobbelt. For faa dage siden havde han villet gi hende den, og hun vilde ikke ta imod den – en af søsterdøtrene burde faa den. Saa lo han: Eller min egen datter, havde han sagt.

Hans barn. Hun havde ønsket det saa brændende. Var hun mor til hans barn – saa havde hun ret til at være hos ham. Nu vidste hun, hendes kjærlighed vilde ikke nøies med det. Om de havde et barn, om de holdt det hver i sin haand – hun vilde ikke komme ind i hans ensomhed alligevel.

Hun bøiet sig over hans seng og lagde ansigtet ned mod hans hodepude et øieblik.

Jeg elsker dig, jeg elsker dig, Per.

Saa tog hun riflen og gik ud.

*

Bagefter havde Per Dyrssen fra den eftermiddag og den kvæld bare et eneste, tydeligt minde. Hvad han havde følt og tænkt husket han bare som en kvælningsfornemmelse. Men saa tidt han lukket øinene, kunde han se det stribede mønster af grønt og lyseblaat i den blodige flonelsbluse, de havde klippet af 227hendes krop – føle det tynde, udvaskede uldstof og det klisne blod i sine hænder.

Tom og Helge havde fundet hende, da de kom. Og Helge var sprunget til bygden for at telefonere efter lægen, saa Tom var alene med hende, da Dyrssen kom hjem.

Og saa gik han og ventet, mens det tog til at mørkne ude. Han regnet ud – hvis Helge fik tag i doktoren med en gang, kunde han cykle til Heggen. Saa var det fire timer op til sæteren; paa fire timer kunde han gaa op, naar han vidste, det stod om livet –.

Han havde lagt hende i sin seng inde i peisestuen, hvor der var varmt, og han havde gjort det lille, han kunde. Kuglen var gaaet gjennem venstre lungespids høit oppe; der var et stygt, opflænget saar paa ryggen, hvor den var traadt ud gjennem skulderen. Hun havde blødt noksaa sterkt ud af saaret; hun laa hen uden bevidsthed og ynket sig lidt nu og da, som i søvne.

Og han regnet og regnet – som timerne langsommelig løb ud og det nærmet sig den tid, han for alvor kunde begynde at vente paa lægen, blev pinen utaalelig. Han stod og stirret paa uret, der sad i et lærbaand om haandleddet – tik tik gik det, som smaa hvasse staaltænder hakket uafladelig ind i nøgne nerver.

Hvis ikke Helge havde truffet doktoren straks –. Han ventet, som om lægen kunde gjøre undere. Endda levet hun – han forsøgte at gi hende konjak; men det meste randt ud af hendes mund igjen.

Det var kulmørkt ude nu, skyet over – bare oppe over fjeldhammeren et gløt af grøn himmel. 228Stille ude – en liden vind, der peb og ynket sig inde paa vidden.

Det er de nætter, da guderne fødes i himmelen. For intet menneskehjerte kan tro det for alvor – at det er det blinde tilfælde, som afgjør. At ingenting nytter. Ingen tror paa lidelsen – alle saa venter de, fra sekund til sekund, i den voksende pine – det maa holde op, nogen maa stanse det. For menneskene, som klager over ubarmhjertigheden – i sit inderste tror hver evige sjæl paa barmhjertigheden og kræver den som sin ret.

Lægen kom en halv time senere end det tidligste, Dyrssen havde turdet vente. Først da han var færdig med Edele, mens han stod og vasket hænderne, spurgte Dyrssen:

«Tror De – er der nogen mulighed?»

«Der er en mulighed – akkurat.»

Mens lægen spiste inde i Edeles rum, og Dyrssen gjorde sengen istand til ham, fortsatte doktoren:

«Hvis De husker, Even Villand – den næstældste sønnen der. Det var samme historien omtrent – kuglen havde forsaavidt truffet dybere nede ogsaa. Ja han klarte det –.»

«Even» – Dyrssen talte sagte og langsomt – «døde han ikke forresten – af tæring?»

«Der har været megen tæring hos dem paa Villand. Ved De, om Deres forlovedes familie – kjender De til, om der ligger tæring til den?»

«Ikke spor.» Han talte fort, som han bad om skaansel. «Hun har netop nævnt det engang. Hun siger, hun har ikke været syg otte dage, siden hun blev voksen.»

229Doktoren nikket og spiste.

«Ja. Hun ser jo sterk ud. Det er det, man faar haabe paa. – De maa forresten se at faa en sygepleierske op. Hvis De kunde faa bud ned inat, saa der blev telefoneret til byen imorgen tidlig. Saa kunde hun reise med ottetoget – være her i overmorgen eftermiddag.»

Iovermorgen – han havde ingen følelse af, at der skulde komme flere dage. Men der var en underlig hjælp i at doktoren sagde det – paa trods af al fornuft en barnagtig trøst, som om doktoren lovet, hun skulde ialfald faa leve til iovermorgen. Han saa paa klokken:

«Ja. Jeg gaar nedover med det samme.»

«Far. Lad mig gaa du.» Det var Tom. Gutten havde siddet og krøbet sammen inde hos Edele.

Det jog igjennem ham – saa slap han at gaa fra hende – og gaa opover imorgen i den forfærdelige uvisshed. Lynsnart jog hele veien forbi hans syn – opunder Holmenuten og Heggenhamrene – ned skaret, over Smaasætrene og saa de to timer giennem skogen – i svarte natten.

«Nei Tom – jeg vil ikke, du skal gaa.»

«Joda, far, jeg gaar. – Du kan sende en af gutterne bortpaa Rønnaugsæteren nedover for sikkerheds skyld, saasnart det blir lyst. Saa kan hun komme med tretoget ialfald. Jeg tar med lidt mad ogsaa. Men forresten saa finder jeg veien som ingenting.»

Dyrssen følte, gutten snakket som til et barn. Det var galt at la ham gaa. Men han gjorde det, vidste han. Og han merket det med en ny forfærdelse, at han var hjælpeløs, afmægtig, hørte paa de 230andre, der snakket, som man narrer en liden unge tilro.

Han fulgte Tom over myrene, til han havde stien under Holmenuten. Og der blev han liggende et øieblik, da Tom gik.

«Edele. Edele. Edele. Du maa ikke dø.»

*

Det var først seks dage efter, at doktoren en aften sagde ham, at nu var der ikke nogen øieblikkelig fare for hendes liv. Hun saa ud til at greie det.

Dyrssen stod og saa efter lægen, mens han gik bortover myren. Han var overrasket over at opdage, at han ikke var overrasket. Hele tiden havde han havt en stædig visshed siddende i sig – hun skulde leve.

*

Han kom opover mod sæteren en aften i november, fra en tur til byen. Nysneen laa i flekker ned mod fladen, men vidden var svart; det havde regnet det meste af dagen. Men nu føg skyerne udover fjeldene, og der faldt et svovlgult solstreif over sætervandet og de graa huse, glødet opefter Steinveggens mørke ur.

Edeles blodrøde sjal lyste lang vei; hun sad tullet ind i en kurvstol ved stuevæggen. Da hun saa ham, viklet hun plæd og tæpper af sig og gik ham imøde, forsigtig, som hun netop havde lært at gaa.

Hun saa ud som en liden pige, der hun stod ved grinden i det korte skjørt, med haaret i flette nedover ryggen. Hendes ansigt var voksgult mod den røde silke og munden saa blegt rød som paa et nyfødt, lidet barn.

231Dyrssen pakket hende ind i stolen igjen og satte sig paa trappehellen foran hende.

«Skal du ikke ind og ha mad Per? Rønnaug er inde. Tom er gaaet ud med hundene.»

«Tak. Jeg spiste paa Heggensæteren.»

Hun bar den venstre arm i bind. Han tog hendes høire haand, som laa i fanget, og saa paa den. Den var fugtig bleg, saa den lyste, og han kysset den forsigtig. Han blev ved at holde den, mens han snakket.

«Edele, vil du si mig en ting –.

Du skal ikke fortælle mig noget, hvis du ikke vil. Jeg synes, der er ikke noget i verden, jeg ikke kunde gjøre for dig. Jeg synes, jeg har ikke elsket noget menneske som dig. Derfor skal du sige mig, om jeg kan hjælpe dig. Jeg tænker paa, Edele, jeg har levet saan med dig – jeg saa nok, du var ikke lykkelig. Men jeg ante ikke, du kunde gaa lige fra mine arme og saa gjøre dette –.»

Hendes haand skalv i hans, saa han maatte lægge den tilbage i hendes fang, men han holdt den fast og flyttet sig tættere ind til hende.

«Per – er det sandt – at du elsker mig?»

Han nikket langsomt.

«Skulde jeg ikke sagt det, Edele?»

«Aa Per – jeg gjorde det, fordi jeg elsket dig. Aa Gud, hvor jeg har elsket dig, elsket dig –.»

– Han laa med hodet i hendes fang og graat. Og hun havde faat sin haand fri og klappet ham ustanselig over haaret, mens hun forsøgte at stanse sine egne taarer:

«Du skal ikke graate for det, Per. Du kan ikke 232skjønne, hvor jeg er lykkelig nu. Du elsker mig, og jeg skal faa lov at leve. Endda i morges trodde jeg det ikke. Jeg trodde, jeg kom til at dø snart. Jeg var ikke bedrøvet, Per. Ikke ræd. Mens jeg var syg, du ved ikke, hvor jeg syntes, det var deilig, naar dere kom ind, du eller Tom, om natten og lagde paa varmen. Og naar du var i byen, som jeg glædet mig til du skulde komme op. Og jeg snakket altid med Tom om dig – fik ham til at fortælle om dig ustanselig –.

Jeg tænkte, du skulde være hos mig, naar jeg døde. Du ved ikke, hvor god du har været mod mig altid, altid. Jeg syntes, du var glad i mig, mens jeg var syg, som i et barn. Og det var nok for mig –,» hun smilte. «Da jeg var frisk, var jeg skinsyg, fordi du vilde ha det billedet af mig, hvor jeg var liden –.

Aa Per. Nu var jeg tilfreds med altsammen. Med at ha været din elskerinde sommetider. Jeg syntes, det var nok at være din slavinde, som elsket dig. Og du har snakket fortrolig med mig ofte. Kan du huske, du sagde engang, at man betror saa meget til en hund? Jeg forlanger ikke mere end det – at du skulde gi dig af med mig, som man gir sig af med en hund eller et barn, naar man er ensom og bare trænger til at kjende et varmt legeme nær sig, eller se i etpar øine, som man snakker til, selv om man ved, de ikke forstaar –.

Aa Per, nu synes jeg jo, jeg har elsket dig bestandig. Da jeg forstod det, ja da var jeg ulykkelig paa en maade. Det var fordi jeg trodde aldrig, du kunde komme til at elske mig. Og du havde 233altid git mig – ingen mennesker paa jorden har gjort mig saa godt som du. Helt fra jeg traf dig – og dengang kunde jeg jo ingenting gi dig? Og da jeg kom tilbage til dig, som en pjusket fugl, du lukket ind, som skulde faa være hos dig og samle sig sammen igjen – et elendigt, forkomment menneske, som du hjalp –.

Det var derfor, jeg ikke orket at leve. Jeg havde ingenting at gi dig, som havde nogen værdi. Det var saan, Per. Jeg var ikke din lige. Din hustru, Per, hun stod ved siden af dig. Du behøvet bare at bøie hodet lidt for at kysse hende. Til mig maatte du stige ned –.»

«Edele –.»

«Jamen Per. Det var saan. Kanske du aldrig tænkte det. Men du følte det.»

Han saa næsten ræd op i hendes ansigt. Og hendes haand laa paa hans hode.

«Jeg ved det, Per. Og jeg ved, at nu elsker du mig. Tror du saa, jeg vilde ha noget uskeet!

Du tror kanske, det bare er saant fruentimmersnak, men jeg har ingen elsket uden dig. – Da det andet var forbi – aa jeg hadet, jeg led ved hvert minde. Og mest ved alle de smaa, skjøre ting, som ingenting er, naar ikke kjærligheden er der. Ligesom det guldet til de underjordiske, som blir til visne blade naar dagen kommer. Engang skrev jeg navnet hans med skistaven i sneen – jeg kunde skrige af skam, naar jeg tænkte paa det.

Men Per, alt som har været mellem dig og mig – min dybeste ydmygelse, jeg elsket at tænke paa det, elsket lidelsen. Endda det var, som hver eneste 234rod, jeg havde i livet, blev slidt over. Jeg vidste, det maatte ende med døden – jeg vilde ikke undværet noget!»

«Aa Edele, Edele –.

Jeg turde ikke si det. Jeg burde forstaaet, det var livsfarligt at tie stille. Men jeg turde ikke. Prøv at forstaa det.

Jeg følte vel, hvad du mener med kjærlighed. Og Edele – jeg er saa meget ældre end dig. Du kan ikke forstaa, hvad det er. Jeg trodde vist, jeg skulde slippe billigere fra det – ikke behøve at sætte livet ind.

Saa er der det – det sidder saa fast i alt, som er han – man vil slaa ind paa legen med blanke fjær, bruse sig op og klunke og skjærpe. Og man ved om sine graa haar – er ræd for de unge –.

Men den natten, du laa der, og siden hele tiden, jeg gik og vidste ikke noget – hvorfor du havde gjort det, hvad der skulde ske mellem os to. Ja Edele, da merket jeg, jeg kunde ikke slippe fra livet. Jeg var kastet midt udi – i mørket og stormen og kampen – maatte ta det op og stride mod alt det blinde og ubarmhjertige, som er saa forfærdelig uberegneligt og overmægtigt. Og da jeg var midt opi det igjen, Edele, hvor jeg elsket dig, som havde tat mig tilbage til livet, ja til ungdommen, selv om jeg bare skulde slaaes tilbage –.

Mit liv, ser du, det ligger meget længere tilbage, end du ved om. Jeg elsket Karen – men det er længe siden jeg levet den kjærlighed. Det var da jeg var ung. Jeg bedrog hende. Jeg var bundet i et forhold, og jeg havde ikke brudt det, da jeg tog 235hendes ord. Jeg gik og kviet mig for det vanskelige. Du ser» – han smilte tungt, «jeg er aldeles ikke noget energisk mandfolk, som du vist tror. Tvertimod.

– Ja saa brød hun. Og reiste, forraadt og ulykkelig. Siden levet jeg ikke igrunden. Bare drømte. Da jeg traf hende igjen – jeg vilde forsøge at ta livet tilbage – opleve drømmen. Som jeg havde gaaet og gjemt mig i, mens hun var gift med en anden, fik en andens barn. Og det blev ikke stort mere end en drøm, for jeg turde ikke rigtig tro. Gav mig ikke helt over. Og da hun døde – jeg syntes inderst inde, det var selvfølgeligt. Derfor kom jeg ogsaa over det – paa en maade.

Aa Edele. Jeg ved ikke, naar jeg begyndte at elske dig. Miste dig – nei da gjorde alt i mig oprør. Det trodde jeg ikke paa.

Og jeg var forsagt du. Du har saan en liden graadig sitren om munden sommetider – naar jeg havde kysset dig. Jeg turde ikke vide, hvad du længtes efter. Dette lille lyse kruset dit, du har der paa kinden, hvor haaret slutter – jeg havde saan lyst til at kysse det ofte – jeg turde ikke for mit graa skjæg.»

*

Rønnaug havde klædt af hende og hjulpet hende iseng, og Per kom ind og satte sig hos hende.

«Er du svært træt? Eller faar jeg sidde her lidt?»

Hun tog hans haand og lagde den paa sit bryst, holdt den fast over sit hjerte. Han sad og saa paa hende – som hun laa der med lukkede, sunkne øine og det ubevægelige smil paa den fyldige rentskaarne 236og blege mund, saa hun ud som en død ung jomfru. Men han følte hendes varme, faste bryst, der steg og sank under hans haand og kjendte under ribbenets høitsvungne rand hendes haarde, faste hjerteslag.

«Edele – naar du nu kan flyttes ned til bygden – vil du, vi blir viet – nede i den lille kirken der?»

Hun aabned øinene og smilte lidt mere:

«Ikke endda, Per. Jeg vil ha to friske, stærke armer, naar jeg skal bli din hustru.»

Han bøiet sig ned og hvisket:

«Det er jo bare en form, Edele –.»

«Ikke for mig – ikke nu mere.»

Saa kysset han hende:

«Ved du, hvad doktoren siger? Vi faar ikke gifte os paa seks maaneder – mindst.

Men kan du ikke forstaa – jeg længes – efter at du skal ha mit navn. Naar du kommer ned herfra. Saa følger jeg dig op paa et sanatorium. Og saa kommer jeg op og henter dig til vaaren. Vil du gjøre, som jeg ber dig?»

«Ja. Men kan jeg ikke faa bli hos dig?»

«Jeg skal komme op til dig – ofte, Edele.»

Hun havde faaet en liden stribe af rødt oppe paa kindbenene. Han lagde haandbagen mod hendes kind:

«Du har lidt feber, Edele. Tar du ikke det der om aftenen?»

«Jeg har ikke gjort det, siden pleiersken reiste, men nu skal jeg nok gjøre det – »

«Skal jeg gi dig?»

«Ja tak.»

Han kom med medicinskeen og løftet hende op 237med den anden arm. Hun tog om hans haandled og smilte;

«Kan du huske den natten, du gav mig kloral?»

«Ja.»

Hun virret med hodet ned i puden og lo.

«Hvad er det, du ler for, Edele?»

«Ta livet og døden af din haand. – Er det ikke komisk, saa poetisk kommer jeg til at tænke, bare fordi du gir mig medicin af en ske –.»

«Aa du elskede, elskede –.»

«Du skal ikke bry dig om, at jeg ler. Du skjønner, jeg er forfærdelig alvorlig.

Per. Men jeg er saa lykkelig, at jeg føler mig aldeles overmodig –.»

Han saa paa hendes hvide, lille ansigt. Men han hvisket bare:

«Er du overmodig, du – herregud.»

«Per. Stakkars dig – jeg vilde ikke gjort dig saa ondt. Jeg trodde ikke – det er virkelig sandt – jeg trodde ikke du skulde forstaa, jeg gjorde det med vilje –.»

«Aa du lille tapre, tapre pige.»

Han lagde sig ned paa knæ og drog hende varsomt ind til sig.

«Jeg forstaar ikke du kunde. Nei Edele – at du turde, efterpaa du havde været helt inde i det, efter du havde gaaet ind i døden – at du kunde tænke paa at gaa den vei en gang til.»

Han kysset hende: «Godnat.»

Og han hvisket, som han havde villet si det længe:

«Du maatte hente dine stjerner selv, Edele.»

*

238Hun stod og ventet paa ham paa stationen en vædeblank vaardag, da tunge sølvskyer drev og sendte slagskygge over aasene, og dalen blev borte i blaa dis, der hvor fjeldene mødte sammen. Elven fosset gul og strid under broens rødmalte træbue, og nedover lien gnistret der fine strenge af rindende vand.

Solstreifene flyttet og gjorde visne jorder gyldne og pløiet mark fløielsbrun, tændte paa slanke, lysegrønne askestammer, der stod med rødbrune rakler og lugtet sødt af balsam, brandt paa røde udhus og hvide gaarde og graa stuer; en svart skogli blev med en gang blank af olivengrønne graner med sølvgraa, naken løvskog indimellem.

Det blev bare et fast haandtryk, da han sprang udaf kupeen, og et til, mens de gik over perronens trægulv, og en lang, stormende omfavnelse inde i det øde, gulmalte venterum.

De gik opover veien mod skydsskiftet – det var en eneste, rivende bæk; linerlerne pilte over veien og ilskreg ustanselig, og tunge kraaker flyttet fra træ til træ og skreg til hinanden. Men lerkerne trilret høit og lavt, som det var selve den solfødte dirren i luften, der var blit til lyd.

«Edele hvor du er blit brun!»

«Jamen jeg var brunere i paasken, ikkesandt?

– Du, jeg har bestilt middag til os her. – Du havde nok faaet det bedre oppe paa sanatoriet. Men jeg havde saan lyst. Saa kan vi spise alene, ser du. Synes du ikke, jeg skulde gjort det?»

Han nikket og lo.

Og de spiste middag i et stort værelse med 239umalte panelede vægge, alene ved den øverste ende af et langt bord. Edele stod op midt under maaltidet og gik bort for at se paa prospektkortene, der var slaaet op over buffeten.

«Gid jeg vidste nogen at sende et kort til, du Per. – Det er akkurat, som jeg skulde være paa reise –.»

«Din søster og svoger da?»

«Ja! Vil du sætte en hilsen paa. Og til Svea!»

Hun stod bag hans stol og saa med inderlig interesse paa, at han skrev sit navn under hendes. Kysset ham fort paa tindingen, da han gav hende blyanten tilbage.

«Du – fortæl mig alting fra byen da, hvis du ikke er forfærdelig sulten længere –.»

«Ja – jeg har vist forresten skrevet rub og stub til dig allerede.»

«Det gjør ingenting. Jeg vil gjerne høre det alligevel. – Dere har forresten været mageløs snille til at skrive, baade du og Tom. Men det kunde godt behøves ogsaa. – Og hvergang der var brev til fru Edele Dyrssen, saa maatte jeg først tænke mig om – jo det er jo sandt, det er mig, det –.»

*

De gik og drev nede i haven, en gammel bondehave med kronglede æbletrær udover den visne græsvold. Og de blev staaende ved skigaren og saa ud over bygden og vaaren.

Edele bøiet sig ned. Der laa skyllet sammen under buskene vissent, graat løv med slam paa efter snetiningen, men der i solbakken stak græsset fine, haarde straa op tversigjennem de døde blade, og der 240var smaa rosetter af kruset løv paa stikkelsbærbuskene paa de grene, som laa helt ned paa den solvarme muld.

Edele plukket nogen smaa kvister, og hun havde fundet etpar lyse violer. Hun satte dem i hans knaphul.

Han greb om hendes hænder og holdt dem fast.

«Ufja Per, se hvor de er blit røde og skrubbet!»

«Ja – Gud ske lov –,» og han kysset dem.

«Du aner ikke, Per, hvor jeg glæder mig til at komme hjem.»

«Edele.

– Men alligevel – synes du ikke, det var noksaa bra at være deroppe? Du har igrunden været saa altfor lidet sammen med folk. Uden alslags snobberi – du har da truffet mennesker, der var mere af dit eget slag end disse her i pensionaterne og, saan –.»

Hun lo stille.

«Jo naturligvis. Men du, jeg har opdaget – jeg synes, ingen mennesker er morsomme uden du.

Husker du fru Paludan? Den rødhaarede danske, som sad overfor os ved bordet i paasken. Hun holdt nogen forelæsninger for mig om, hvor galt det var, naar unge fruer gik saa aldeles op i sin mand, at de ikke havde nogen egen personlighed og meninger og saan –. Jeg kom til, skal jeg si dig, nogen gange at si, at du havde sagt saan og saan –.»

«Jamen Edele» – han tog hendes hænder igjen. «Fru Paludan har jo ret i det –.»

«Per. Jeg har forsøgt at leve, og jeg har forsøgt 241at dø. Og det blev bare kludder altsammen. Jeg kan bare det eneste, elske dig.»

«Lille Edele. Du tar feil. Du har stridt tappert dit liv og din død. Hør nu paa mig –.

Du skal huske paa, jeg forlanger ingen ret at ha over dig. Jeg har ikke glemt, jeg er seks og firti aar, og du er seks og tyve. En gammel mands kjærtegn, en gammel mands hænder, der famler paa din hvide hud, det skal du aldrig behøve at taale. Aa Edele – jeg har seet saanne gamle mænd, som sneg sig efter en ung kvinde – det er det sørgeligste, det hæsligste paa jorden. Forkomne, forraaede, som en slusk, der betler og speider imens, om han kan se sit snit og stjæle –.»

«Per –.»

«Nei, nei, Edele. Jeg er ikke ræd. Tror du ikke, jeg ved, hvad der saa hænder – aldrig et øieblik vil jeg bli ræd for, du skulde skjule noget for mig. Om du en dag skulde se, tiden havde tat mig, jeg var ældet bort fra din side – du vilde ikke kunde skjule det for mig, om du saa forsøgte for at spare mig –. Og aldrig, aldrig skal det hænde, det siger jeg dig paa tro og ære, at jeg skal være ræd for at se –.

Du ved ikke selv, hvad du har git mig, Edele. Jeg er ikke gammel nu idag, jeg elsker dig, og du elsker mig, men ved du, hvad det er for mig? Saa mange gange jeg har gaaet og seet det bli vaar og staaet udenfor, dægget lidt for gamle, livløse stemninger – og nu staar jeg her midt i vaaren med dig, med disse blomsterne, du har sat paa mit bryst. Og jeg har længtes en hel lang vinter igjennem, talt dagene, 242og hver dag var fyldt af livet, livet, til bredden. Hver gang jeg kom op til dig – dine kys, som lovet mig alle livets skatte –. Du elsker mig – jeg som ikke turde ta elskovens navn i min mund; og du kom og førte mig tilbage til livet – du den stolteste og den bedste –.

Edele forstaar du lidt af, hvor jeg er dig grænseløst taknemlig!»

Hans haar var saa graat – det hvide solskin viste saa fuldt, hvor musklerne i hans ansigt var sunket sammen, hvor livet havde formet ud og brændt hans træk faste.

Edele stod med ryggen lænet mod gjærdet. Hun var blit bleg af bevægelse, og hun kunde bare løfte armen mod ham, mens hendes taarer strømmet:

«Forstaar du da ikke, mand, hvordan jeg elsker dig – paa knæ, naar du ikke holder mig!»

Han sprang for at gribe hende i sine arme. – Saa kom der en gut oppe mellem trærne: vognen var spændt for.

Hun lagde bare sin haand i hans, og hun listet sig til at helde sit legeme ind mod hans arm. Men det betød, hun var hans i al evighed. Og han forstod det.

Saa gik de bagefter skydsgutten haand i haand op gjennem haven.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Den lykkelige alder

Samlingen Den lykkelige alder kom ut i 1908 og inneholder fire noveller: «Et halvt dusin lommetørklær», «Den lykkelige alder –», «En fremmed» og «Drøm –». Alle fire novellene handler om jenter/kvinner som lengter etter noe, det være seg et bedre liv, kjærlighet eller et silkelommetørkle.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1908.

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.