Den lykkelige alder

av Sigrid Undset

ET HALVT DUSIN LOMMETØRKLÆR

3Torleif og Helge sad paa kjøkkentrappen og gnog paa hver sin skalk.

«Har du siddet igjen du da – aa fy for skam, Bildit har siddet igjen paa skolen!»

«Men kjære barnet mit, har du siddet igjen?» spurgte fru Iversen ud af kjøkkenvinduet.

«Neida», sagde Bildit fort. Hun stod og dasket skolevæsken ind mod læggen. Det var en skolevæske af strie med broderte blade og B. I. paa i rødt uldgarn. «Jeg havde følge med Sossa Ødegaard jeg, jeg fulgte hende hjem –.»

«Jassaa du – var du med inde hos Ødegaards ogsaa, kanske?» sagde fru Iversen interesseret.

«Nei – i –.»

«Jamen kom ind og faa af dig paa bena da, Bildit –. Du skal ikke altid bære væsken din i venstre arm, har jeg sagt, ved du – du skal bytte med hænderne –.»

Da Bildit kom ud paa kjøkkenet og satte sig paa vedkassen for at ta af støvlerne, spurgte moren – hun stod med ryggen til og skar op løg bortved bænken:

«Har du hængt op tøiet dit ordentlig da?»

«Jada mama!»

4«Og lagt bøgerne dine i hylden?»

«Nu skal jeg gjøre det, bare jeg faar byttet – jeg havde sneklabber under bena, skjønner du –.»

Og Bildit fór ind i barnekammeret og ryddet i hylden, saa det skranglet i penalet og klasket i bøgerne; det hørtes ud paa kjøkkenet.

«Kan jeg værsaasnil og faa lidt mellemmad, Hedda?»

«Vi skal spise, bare papa kommer,» sagde fru Iversen, «du behøver vist ikke mellemmad – Hedda har det travelt –.»

«Neida, det kan være det samme da,» sagde Bildit fromt.

«Stakkars, jeg kan da gjerne skjære lidt mad til a,» sagde Hedda. Hun stod borte ved komfyren og vasket barneklær. Hun tørket hænderne i forklædet og skar i en fart to smørbrød, skummet fløden af et melkefad op i den lille muggen og øste op melk i Bildits kop – hun dyppet koppen op i fadet og tørret af den med haanden:

«Se her du, Bildit.»

Bildit sad paa vedkassen og spiste. Af og til tittet hun paa sin mor – fru Iversen saa træt ud, og det randt af øinene efter løgen, hun havde skaaret. Det var ikke værdt at sige noget til mama, det kunde vente til efter middag, saa vilde hun be papa. De skulde ha ærter, kunde hun lugte – hun turde ikke spørge, hvad de skulde ha efterpaa.

Smørbrødet lugtet af løg, og det var det værste, Bildit vidste; hun skyllet det ned med melk og sagde tak for mad, da hun var færdig.

«Er det no, som jeg kan hjælpe dig med, mama?»

5«Ja tak, ta og læg paa kniver og gafler, du, og se her – aa neimen nu skriker Lillegut – aa Hedda – nei Bildit – aa ta den flasken du, som staar paa apparatet og giv ham, og gaa ind og pas Lillegut og Tullik.»

Bildit tog flasken op af det varme vand, tørket den og lagde den mod kindet, som de voksne pleiet gjøre, klemte etpar draaber ud i haanden og smagte:

«Aasaasaasaasaa – aa, ninnedut, naa tomme vi – syssyssyss! Jada, ta dutten faa fa’ka si, deili fa’kemamam.»

Hun tog op gutten og bysset, lagde kinden sin ind til det vesle, røde hodet, der var svedt af skrik – saa nydelig blød i skindet, som den ungen var!

«Tokkelongen te Bildit – er det tokkelongen til Bildit ja? Tol dut, maake kike, to maanter paa onsda. Aassaa vaat i den lille bossen da!»

Hun lagde gutten i barnevognen igjen, rettet og glattet, vendte ham om paa siden og stak en pude under taateflasken, bredte et teppe over den, saa den kunde holde varmen.

«Saa – aaja! Deilige dutten! –Aa Magrete tomme te Bildit! Dei aa mei pasere, Magrete?»

Og Bildit dumpet paa hug og klasket i hænderne og bredte ud armene, saa Magrete kom agende paa enden i fuld fart, krabbet sig op og faldt, skrigende af fryd, i Bildits arme.

Saa hørte hun papa komme. Han pratet høit og lo med Torleif og Helge og var i godt humør. – Bildit blev saa glad, at hun næsten dræbte Magrete med kjærlighed, brølte som en bjørn og krøb paa fire rundt barnekammerset, til hun blev kaldt tilbords.

6«Ærter du Torleif – saa godt paa kalle vintern,» sagde sagfører Iversen og gned sig i hænderne. «Vesle dadda,» nikket han til Bildit, mens han fæstet servietten i halsen.

Bildit spiste saa pent og haabet, faren skulde begynde at snakke til hende. Han var i saant godt humør. Da pleiet han at lade hende fortælle, hvad leven de havde havt paa skolen og sligt.

Sagføreren rakte tallerknen over bordet for at faa den fyldt en gang til.

«Godt for dig, du ikke har no haar at lugge i, du, som skal passe Magrete,» sagde han og lo, mens han tog bortover Bildits snauklippede hode. Bildit syntes sandelig ikke, det var godt; de brugte ikke at snauklippe smaapiger mere; alle de andre pigerne i klassen havde langt haar, og de ærtet hende saa for det snauede hodet; men nu smilte hun og dukket sig ned over tallerknen.

«Naa, aassen gik det paa skolen da, Bildit,» spurgte Iversen.

«Tak bra.»

«Hvadfornogen karakterer har du faat da?»

«Jeg blev ikke hørt idag,» sagde Bildit.

«Aa saa naa,» sagde faren og lo. «Ja da kan jeg skjønne, det gik godt,» og Torleif og Helge og Hjørdis lo og skreg i kor «aa da saa!»

«Holdt dere mye leven da,» spurgte Iversen.

«Ja for tænk,» sagde Bildit rivende fort, «der er kommet en danselærer til byen, og der skal være danseskole paa Eriksensalen; der er kommet bud paa skolen, og alle de andre i klassen skal gaa –.»

7«Jasaa du,» sagde faren og saa paa moren. «Jasaa du Bildit.»

«Det blir saa frygtelig leven saa,» sagde Bildit.

«Ikke sidde og dingle med benene, Bildit,» sagde moren, og faren sagde: «Bildit kunde ha noksaa godt af at gaa paa danseskole, du mama – sandelig kunde hun det.»

«Jeg vilde saa frygtelig gjerne,» sagde Bildit sagte.

«Ja,» sagde moren, og det blev stille lidt. «Vi undte dig nok den glæden, papa og jeg. – Hvad koster det da, ved du det,» sagde hun om en stund.

«Fem kroner om maaneden.» Og Bildit føiet fort til: «Lilla Pedersen siger, det er saa forfærdelig billig saa –.»

«Ja, fem kroner er nok ikke meget for Pedersens,» sagde fru Iversen.

«Det pleier at koste meget mere, siger Lilla. – Og saa skal der være afskedsbal tilsidst, og da faar de brus og blødkage, og saa skal Lilla ha dansemoro og alle de andre vist ogsaa –.»

«Nu skal vi tænke paa det,» sagde papa.

«Jeg vilde saa frygtelig gjerne,» sagde Bildit sagte.

*

Hun blev sendt ud for at lege, til de skulde tænde lampen. Bildit vilde ikke være med gutterne og bygge snefæstning; hun gik nederst i haven og stod paa gjærdet og saa ud. Det begyndte saa smaat at bli mørkt; Bildit stirret nedefter den mørke landevei, der skar over de hvide jorder; nedfor bakken laa byens hustage med sne paa – nu tændte de lys 8paa kvisten hos konsul Ødegaards, saa skulde Sossa læse lekser – og nu tændte de lys paa den anden side fjorden, paa Katten var det. Himmelen var saa graa, saa graa, men det blev vist ikke sne; der var søndendrag i luften – saa gik skiføret. Men Bildit vilde ikke være lei for det – bare hun fik gaa paa danseskolen.

Hun fik nok lov – ja, det gjorde hun sikkert. Papa havde været saa flot med penge i den sidste tiden til hende – ret som det var, fik hun fem øre og to øre og et øre – hun havde 47 øre paa sparebøssen sin alt. Han havde lovet hende noget rart forleden dag, fordi hun var saa flink til at passe smaaerne ogsaa.

Moren raabte paa hende: «Kom ind, saa skal du faa en kop kaffe.»

Barnene pleiet ikke at faa kaffe hos Iversens – bare af og til om søndagene fik de. Moren tog Bildit med ind i spisestuen.

«Du Bildit –,» hun havde fløde opi Bildits kaffe. – «Papa og jeg har talt om den der danseskolen. Vi har ikke raad til det iaar desværre.»

«Aa mama!»

«Nu som Torleif og Helge skal begynde paa skolen ogsaa –.»

«Jamen mama, nu skal du høre – jeg skal gjerne læse med Torleif og Helge iaar – jeg kan godt – Torleif kan alfabetet næsten alt – mama!»

«Det er ikke bare de fem kronerne, skjønner du, ven min. Ikke for det, det er nok mange penge for os det, men kanske vi kunde greie det; men jeg har tænkt paa det – saa afskedsbal og kjole og balsko og alt sligt – der kommer saa meget ekstra til –. 9Saa vi kan nok ikke, skjønner du. Vi vilde nok saa gjerne saa –.»

«Alle de andre skal, mama!»

«Det er nok ikke sikkert – fordi om de tror det.»

Bildit tænkte paa, at hun havde sagt paa skolen, at hun sikkert fik lov. Hun havde aftalt med Sossa saa meget leven, de skulde ha sammen. Hun var slet ikke veninde med Sossa ellers; Sossa var datter til konsulen og den fineste i byen, men idag havde de været sammen hele tiden og var blit næsten bedsteveninder, og Sossa havde sagt, Bildit skulde bli buden paa hendes bal og danse med Carsten, hendes bror. – Det var slet ikke hyggeligt paa skolen ellers; for det første var hun den eneste, der havde snauklippet haar, og for det andet havde hun altid omsydde kjoler, som mama selv sydde, og om de var aldrig saa pene, saa opdaget de andre altid, at de var gamle og tøiet gammeldags og sligt. – Og nu, da hun skulde faa være med paa moro med de andre, saa havde de ikke raad –.

«Nu maa du være fornuftig, Bildit – man kan ikke faa alt, man ønsker heller. Du kan nok faa lære og danse en anden gang – kjære, hvormange smaapiger tror du faar gaa paa danseskole, naar de bare er ni aar. Se saa, nu maa du ikke graate –.»

«Fy skamme dig,» sagde faren, «sidder du og graater?» Han kom ind fra soveværelset og gik og fæstet paa sig slipset; han skulde spise torsk paa hotellet. «Ved du hvad, Bildit, det er du sandelig for stor til. Naar papa ikke har raad saa –.»

«Jeg var buden til dansemoro hos Sossa allerede jeg,» sagde Bildit og prøvet at holde igjen mod graaden.

10«Jamen gudvelsigne dig, jenta mi, saa kommer du der nok, og saa faar du jo moro lel.»

«Naar jeg ikke kan danse da?»

«Tøv – har man hørt mage til vrøvl – skal smaaunger paa ni–ti aar gaa paa danseskole ogsaa nu for at kunne hoppe omkring en aftenstund – nei mor!»

«Naar alle de andre har lært og danse og bare ikke jeg, saa vil jeg ikke gaa –.»

«Nu skal du ikke være uskikkelig – kanske du ikke fik ha barneselskab her i høst, og sidst her var karrusel, fik du ikke kjøre der to aftener – nei ven min, man kan ikke faa alt, man har lyst til heller –.»

«Margit Dahl skal gaa ogsaa, og hendes far er da bare skrædder –.»

«Dahls har bare det ene barnet, de. Kanske du heller vilde faa gaa paa danseskolen du, og saa ikke ha Thorleif og Helge og Hjørdis og Tullik og Lillebror? Vilde du det kanske?»

Bildit havde lyst til at svare stygt igjen, men turde ikke. Gud kunde høre det og ta hende paa ordet. Hun tørret øinene.

«Saa ja, det var rigtig det! Det var papas pige det. Gaa ind og læs lekserne du Bildit. Se her skal du faa fem øre, saa har du over en halv krone paa sparebøssen din. Saa ja, kysse papa da, før han gaar. Adjø da, mama, adjø Bildit ven min.»

*

Bildit var lige ved at graate etpar gange, mens hun skrev afskriften sin, og det var vanskelig at lære udenad det tiende bud. Mama hørte hende, mens hun stelte Lillegut, og efterpaa, da han var mæt og 11ren og god og laa i vognen sin, stod Bildit og kjørte ham. Han skulde egentlig ikke vænnes til den kjøringen, men Bildit følte sig saa stor og voksen, ligesom hun var med om at passe ham og ofre sig for ham – for var ikke han kommet, saa havde hun nu ganske sikkert faat gaa paa danseskolen. –

«Kom ind til mig du Bildit,» kaldte moren, «saa skal du se, hvor hyggeligt jeg har gjort det for dig.»

Mama havde lagt i ovnen og tændt lampen i dagligstuen. De var ellers aldrig i dagligstuen nu paa vintertiden, uden om søndagene, og børnene fik heller ikke være der, for der stod saa meget smaat nips paa etagererne, og saa laa der broderte stykker og sofapuder paa alle stolene. Men det var det deiligste, Bildit vidste, bare at faa gaa og se paa alle tingene, saa meget pent, der var: foran hvert vindu stod der en sort søile med en aspedistria i majolikakrukke, og paa marmorkonsollen mellem vinduerne, foran pillespeilet stod der et ur og to kandelaberstager med glasprismer paa, og i det ene hjørne mamas skrivebord med nips og fotografier paa over det hele. Møblerne var tyndbente med grønt plyschtræk, og paa væggene var der en masse oljemalerier i guldrammer. Dem havde Bildits mama selv malet, før hun blev gift, efter norske landskabskort og billederne i Moderne Kunst. Et forestillet en nydelig dame med silketørklæde og guldpenger i haaret; sidst Bildit havde barneselskab, havde hun fortalt, det var hendes mama i maskeradedragt; men Laila Brandt sagde: «Gid saa rart at din mor har havt sort haar, og nu er det gult!» Saa maatte 12Bildit si, at hun havde farvet haaret sit til den maskeraden.

«Spil lidt da, mama,» bad Bildit og strøg over pianoets blanke laag.

«Er du gal du, barnet mit, tror du, jeg har tid til det da,» og mama brettet bordtæppet bort fra halve bordet og satte sig med lappetøiet sit. Saa fik Bildit lov til at se i billedbøgerne – paa den ene etageren laa Øverlands Norgeshistorie og Folkebladet og Den hellige Krig i pragtbind, og Bildit bladet dem igjennem og forklarte Torleif og Helge og Hjørdis. I Den hellige Krig var der saanne deilige billeder.

De vidste ikke ordet af det, før mama kom med en bakke: det var en underkop med bringebærsyltetøi og tre fattigmand til hver. Bildit blev ganske rød af taknemlighed.

«Faar prøve at være lidt snil med dere, barna mine,» sagde mama og klappet Helge – han sad nærmest.

Bildit fik lov at være oppe efter aftens, for det var varmt i dagligstuen endda, og mama syntes, de fik benytte varmen. Saa tog hun brevpresserne paa skrivebordet, to billeder af Kjøbenhavn og Hamburg under tykt glas, og fik mama til at fortælle om alt, hun havde seet, da hun var der paa bryllupsreise, og om operaen, og mama tog sin yndlingsbog, «Gyldenregn», og læste digtene om «Sille» og «Blinde Anders», som de kunde udenad begge to. Og til allersidst satte mama sig til pianoet og spillet «Husarenritt» og «Klosterklokkerne» og «Ræven laa under birkerod». –

Da papa kom hjem, gik mama og Bildit endda 13og holdt paa at klæ af sig. Papa var i saant godt humør, og da han hørte, hvad de havde holdt paa med, lo han saa godt:

«Ja slig skal det være – gaar papa ud og rangler, rangler mama hjemme – det er grei skuring det –.»

Og han kom ind til Bildit og gjorde nar af hende, der var genert og vilde gjemme sig, fordi hun stod i bukserne –.

«Se det var fornuftig pige det – du er ligeglad med hele danseskolen, du.»

Det gav et stik i hjertet paa Bildit. Danseskolen havde hun næsten glemt. Aa gid, saa fælt det blev paa skolen imorgen –.

«Du Bildit,» sagde faren og svinget hende rundt, «vi skal danse vi, du og jeg – og saa skal jeg ta en pen ting med til dig, jeg, naar jeg kommer fra Kristiania – en rigtig pen ting, fordi du er snille, flinke pika mi –.»

*

Det var fælt paa skolen den næste dagen. De skulde gaa paa danseskolen allesammen i klassen uden hun og saa Oline Sørum, datter til skomageren, som sagde, det var synd at danse, og Annie Martinsen, som de aldrig regnet med, for hendes mor havde en liden melkehandel og gauket øl til sjøfolk, og Annie havde pultost paa maden og lugtet vondt.

Bildit holdt sig saa langt fra Oline og Annie, som hun bare kunde – hun skulde ikke ha noget af at bli regnet sammen med dem. De andre smaapigerne snakket om al den moro, de skulde ha paa danseskolen og spurgte hende ud, hvorfor hun ikke 14skulde gaa der. Sossa kom først til anden time, og da skreg de i kor til hende allesammen:

«Tænk Birgit Iversen faar ikke gaa paa danseskolen!»

«Aa gid! Hvorfor ikke det?»

«Papa syntes, jeg var forliden – jeg skal være flittig iaar, har jeg lovet ham –.»

«Aa gid, det var lompent – er du ikke sint, Birgit,» skreg de alle.

«Aa jeg ved ikke,» sagde Bildit, «– jeg skal faa gaa næste gang – og saa skal papa ta med noget fint til mig fra Kristiania, fordi, jeg ikke faar gaa iaar.»

«Hvad tror du, du faar?»

«Aa, kanske koraller – » sagde Bildit. Det slap hende af munden; papa havde sagt engang, at hun skulde faa koralperlebaand, naar han fik raad, for Hjørdis og Tullik havde.

«Aa gid, skal du faa koraller!» Det var Laila. «Jeg har saanne yndige koraller, jeg fik til min daab –, jeg.»

«Det fik Tullik ogsaa,» sagde Bildit, «– men jeg blev døbt oppe i Finmarken, jeg, saa jeg fik ingen, og saa har papa sagt, jeg skal faa af ham

*

Bildit fik følge sin far paa bryggen, den morgen han reiste til Kristiania. Det var koldt og taaget, og Bildit stod og ønsket, hun havde saan fin skindmuffe som den kraven, den udenlandske herren havde paa frakken sin – eller saan kremer, som frøknerne Ødegaard havde. De skulde ogsaa med baaden, fortalte de sagfører Iversen.

Den udenlandske herre kom lige forbi dem flere 15gange – han lugtet af odekolonje og tørret sig under næsen med et fint, fint, kulørt silketørklæde.

«Aa gid, se paa han du, papa, saant fint lommetørklæde – og saan skindkrave – aa gid jeg havde den – er den ikke skrækkelig dyr, tror du?»

«Ved ikke, barnet mit. Det er den vist. Det er en hamborgjude – han tjener penge han, kan du stole paa.»

Bildit stirret paa ham, hver gang han strøg tæt forbi dem. Thora Ødegaards gule krøller under skindluen og hendes byste, der hvælvet sig som en velstoppet pude i den blaa spadserdragten, havde nok gjort indtryk.

Iversen var et stort stykke af en kurtisør endda – han var svært gode venner med frøknerne Ødegaard – og han glædet sig svært til byturen. Da baaden lagde fra bryggen, viftet han lystig til Bildit paa bryggen, og Bildit viftet straalende igjen med skolevæsken.

*

Sagfører Iversen kom fra en virkelig bedre middag paa Gravesen og skulde hjem og klæ sig om. Han havde bedt en liden kusine med i teatret til om aftenen – en kusine, der var blit voksen og rigtig kjæk og nydelig, siden han saa hende sidst. – Iversen var glad, han var gaaet op til sin tante denne gangen – sandelig var Tinken blit sød! Han stanset op paa Egertorvet foran en manufaktur – i vinduet hang der rigtig nydelig skindtøi – noget hvidt plyschagtig, kraver for 1.50, lue 2.60, muffe 3.00 – det var noget for Bildit det. Han skulde huske paa det. Stakkar, hun var nu ikke elegant, som hun stod der paa bryggen 16i den blaa gutteluen og med kjolen et langt stykke nedenfor kaaben, og saa den fæle væsken – en bogrem ønsket hun sig ogsaa, det var sandt.

Iversen tænkte paa Bildit flere gange, naar han saa noget pent i vinduerne – en dag var han lige ved at gaa ind og kjøbe en sølvlænke – det var i saan en billig guldsmedbutik nede ved jernbanen. Men saa saa han paa stationsuret, at han havde ikke tid; han skulde ud til nogen venner paa Lian. Og om aftenen opdaget Iversen, at han havde brugt flere penge, end han trodde – han havde havt 220 kroner med, og det burde da været rigelig, men han havde jo betalt en regning for sin kone hos Jensen i Torvgaden paa 11.80, og saa havde han faat sig støvler og nogen snipper og slips og to par underbukser. – Nu var det omtrent 65 kroner igjen, og han skulde betale paa hotellet og drikkepenge – naa, det skulde nu alligevel bli en pen ting til Bildit, men han fik vente og kjøbe den tilsidst.

Da han havde gjort op paa hotellet, havde han lidt over 18 kroner igjen. Det var en time til baaden skulde gaa, og Iversen gik op i byen for at drikke kaffe og kjøbe den tingen til Bildit.

Han gik ind i den butiken paa Egertorvet – der havde staat prislapper paa tingene i vinduet, saa det var saa greit.

Over seks kroner for det skindtøiet, – det var der jo igrunden ikke mening i –.

«Det blir naturligvis skiddent med en gang ogsaa,» sagde han til damen, – «det er jo egentlig ikke noget for en unge, der ligger ude og griser sig hele dagen –»

17«Det er altsaa vaskeplysch – blir lige pent – kan vaskes saa mange gange, det skal være. Forresten saa har vi det i graat ogsaa – dette her.»

Iversen saa lidt paa det. Hun behøvet jo ikke at faa alt paa en gang – et stykke om gangen. – Borte paa disken laa noget nydeligt blomstret, tyndt tøi – sirts vist. Et kjoletøi af det var igrunden bedre. Iversen spurgte paa det.

«1.40. Det er nedsat pris – organdy, det fører sig aldeles nydelig –.»

«Joho. Det er pent. – Hvor meget regner dere til en barnekjole – saan ni–ti aar?»

«Fire meter,» sagde damen og draperte tøiet over skulderen. «Det er noget ganske nyt –vi sælger en masse af det.»

«Hm,» sagde Iversen, «– det er saa lyst.»

«Saa har vi det i andre farver ogsaa – blaat, hvis De vil se her –.»

Iversen betænkte sig. Faen skulde gaa og kjøbe saant, som man ikke skjønte sig paa. – Damen begyndte at underholde sig med en af herrerne i forretningen – smaatrættet om noget. Lommetørklær! faldt det pludselig Iversen ind. Hun havde været saa imponeret af det silketørklædet til probenreuteren.

«Jeg skal faa se paa nogen silkelommetørklær.»

«Værsgo – 1.05, 1. 1 5, 1.30, 1.45 –,» damen snudde sig og snakket videre med Lie.

Iversen aabnet paa maafaa etpar æsker. I en af dem laa der nogen bomuldslommetørklær med rød bord og paatrykte billeder.

«Disse her – hvad koster de?» «Ti øre stykket,» sagde damen.

18Fine var de jo ikke – men herregud, det var da ikke det, der gjorde det heller. Saan en unge – hvad skjønte hun sig paa det. Et silketørklæde var jo ingenting – og disse var rigtig morsomme. Der var nogen barn, der drog hjem med et juletræ, og nogen som løb paa skøiter og bygget snemand – hun kastet dem saa bare bort alligevel –.

«Tak, jeg skal faa et halvt dusin,» sagde Iversen, «med forskjellige billeder helst.»

«Det var ikke no mere?» sagde damen.

«Aa jo, jeg kan faa et af de der –,» der hang nogen smaa halstørklær til 25 øre paa en snor. Det var naturligvis ikke silke, men –.

Paa veien til baaden gik han indom Dopheide. Der laa saanne pene, billige glasskaaler i vinduet – de saa rent ud som krystal. Iversen fik lyst til at ha en ting med hjem til sin kone. Han gik ind og kjøbte to pene skaaler til 40 øre stykket.

*

Fru Iversen blev saa glad for de to skaalerne.

«Men at papa rent har glemt af dig da, Bildit,» sagde Iversen. «Tænk jeg har glemt at ta nogen tingen med til dig,» sagde han og lo skøieragtig.

«Aa – du har vist det!» sagde Bildit og lo igjen.

«Du faar komme ind paa kontoret,» sagde papa. «Du skal vel ha undervist karakterbogen ogsaa.»

Bildit kom med karakterbogen, og hun var gaaet op fra 1.72 til 1.55.

«Jaja,» sagde papa. «Du faar se og pille dig op paa udmerket næste gang da.» Og saa undertegnet han og lagde to øre paa bogen. «– Det er 19sandt, gaa ud og se, om der ligger en liden pakke i lommen paa yderfrakken min.»

Bildit fløi ud. Og hun kom igjen med pakken og stod og hang ved skrivebordet.

«Neimen aassen er dette,» sagde sagføreren, «– jeg skjønner ikke, hvad det kan være – jeg skulde nu vel aldrig ha husket paa no til dig lel? Se efter da, Bildit.»

Bildit pakket op.

«Sandelig har jeg det! Der er nok baade for trynet og halsen der – baade for snue og vondt i halsen – naa du Bildit?»

«Mange tak,» hvisket Bildit.

«Ogsaa kom med haanden da – faa en kys af jenta mi da? – Nei men Bildit!»

For da papa vilde ta om Bildit, prøvet hun lynsnart at tørke bort to taarer.

«Hvad er dette for no da – fy skamme dig, er du ikke fornøiet med det, du faar –. Naar papa kommer hjem med presenter til dig fra Kristiania, saa staar du og graater? – Er det ikke fint nok kanske – – Bildit!»

Bildit stod og saa ned i gulvet. Det skalv lidt om munden hendes, og hun tidde bomstille.

«Gad vidst, hvad du egentlig vilde ha, hvad? Kan du si mig det? Synes du ikke, de lommetørklærne er pene, du? Med morsomme, forskjellige billeder paa? Damen i den butiken, som jeg kjøbte dem, hun sagde, de solgte saan en masse af dem. Alle barn i Kristiania har saanne – de er saa glad i dem. – Jeg synes rigtig, du skulde være lidt mere taknemlig, barnet mit, naar jeg gaar bort og kjøber 20baade halstørklæ til dig og seks lommetørklær, som koster fem og tyve øre for stykket –.»

«De koster tolv øre her i byen –,» hvisket Bildit ned i gulvet.

«Hva! – hvad var det, du sagde?»

«Jeg sagde, de har nogen, som ligner dem nede hos frøken Kaarbø,» sagde Bildit, «men de er ikke saa fine naturligvis.»

«Du kan skjønne, de er ikke det – de er nok finere, de som de har i Kristiania – som alle barna derinde er saa glad i –.»

Han trak Bildit ind til sig og fik hende op paa knæet.

«Du Bildit, du som er saa stor og forstandig – du ved jo godt det, at papa og mama har ikke saa forfærdelig god raad – med alle dere velsignede ungerne, som skal ha mad i skrotten og klær og sko og – og saa ved du, det kostet en masse penge, da mama var syg nu, dengangen Lillegut kom til, og nu skal vi ha barnedaab, ved du, snart – ikke sandt, Bildit, du er fars kloke lille pige? – Kanske jeg heller skulde kjøbt mere til dig, synes du, og saa ikke tat med de vaserne til mama, stakkar – aanei, det synes du nok ikke, det – vel Bildit min?»

«Nei,» hvisket Bildit og puttet sig ind til sin far.

«Saa ja, det er vennen min det – gla i faren din? – saa ja. – Jamen du, næste gangen jeg skal op til Svebø, saa skal du rigtig faa kjøre med – kan det ikke bli leven? Mor Svebø, som er saa hyggelig – du skal se, hun bager gjerne vafler til dig – vil du gjerne være med mig did da?»

«Ja,» sagde Bildit og sukket.

21«Ja saa gjør vi det vi. Og saa faar du gaa ind og gjemme bort presenterne dine da – du er nu litegran glad i dem da – er du ikke?»

«Jo, forfærdelig glad,» sagde Bildit.

*

Hun graat lidt, da hun lagde pakken ned i den komodeskuffen, som var hendes. Ischa – ischamei, at hun havde sagt det til dem i klassen. Bildit saa lidt paa lommetørklærne. – Hun vilde fortælle de andre, at hun havde faaet et dusin silketørklær, som var saa fine, at hun fik ikke lov at bruge dem om søndagene engang – mama havde sagt, de skulde ligge, til hun blev stor –.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Den lykkelige alder

Samlingen Den lykkelige alder kom ut i 1908 og inneholder fire noveller: «Et halvt dusin lommetørklær», «Den lykkelige alder –», «En fremmed» og «Drøm –». Alle fire novellene handler om jenter/kvinner som lengter etter noe, det være seg et bedre liv, kjærlighet eller et silkelommetørkle.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1908.

Les mer..

Om Sigrid Undset

Sigrid Undset regnes som en av de store norske forfatterne. Hun debuterte med dagboks- og ekteskapsromanen Fru Marta Oulie i 1907, og forfatterskapet består først og fremst av romaner og noveller fra samtiden og historiske romaner fra middelalderen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.