Er det virkelig umuligt for dig at glemme det? Skal vi hele vort liv knuges af denne mare?

Hvordan kan man vel glemme noget, som graver i en evig og altid? Jeg har engang læst om en mand, som altid fulgtes af sit eget skelet. Tror du, han nogensinde glemte det?

Dit skelet begynder at gjøre mig mørkræd. Jeg ser det stirre ud af øinene dine. Jeg tør ikke tale til dig, jeg …

Men forstaar du da ikke, at din taushed piner mig? Det er, som om du gjemmer dig bort for mig. Du blir mig saa fremmed og fjern …

Men taler jeg om det, saa piner det dig dobbelt. Tror du ikke, jeg ser, hvordan du lider? Tror du, jeg er saa blind?

Nei, nei, du misforstaar mig. Det hjælper mig netop at tale om det. Det beroliger mig. Jeg ønsker ofte, du vilde fortælle mig lidt nærmere om det. Sig mig … hvor er han nu? Han reiste langt bort, ikke sandt?

Jo, han reiste langt bort. Hvorhen ved jeg ikke.

Har han aldrig skrevet til dig?

Hvorfor i alverden skulde han skrive til mig.

Kanske han er død?

Aa nei, han dør sikkert ikke saa let.

Naar saa du ham sidste gang? Det interesserer mig, forstaar du … Fortæl lidt om den sidste gang …

Naar jeg saa ham den sidste gang? … Jo, det var den samme dag, han reiste. (Tankefuld) Det staar saa levende for mig … jeg husker, jeg sad og fortalte ham en dum historie, jeg havde oplevet paa hotellet, hvor jeg boede. Jeg sad og lo …

Du sad og lo …

Ja, jeg sad der og lo. Men saa pludselig mødte jeg hans øine … et par forbausede, vrede øine … (Langsomt) Og saa med ét, som et lyn, slog det mig, at det jo var sidste gang. –

Sidste gang?

Ja, jeg følte i det øieblik saa sikkert, saa besynderligt sikkert, at jeg aldrig skulde se ham igjen. Aldrig for det gode.

Og du led … ikke sandt?

Hvordan kan du falde paa det?

Skal det virkelig ødelægge hele vort liv, at en anden mand har eiet mig før du?

Ah, – du kan være noksaa brutal, naar du vil.

Brutal?

Nei, kjære jeg mente da ikke brutal. Sa jeg brutal? Det var da latterligt. Og desuden … det vedkommer jo egentlig ikke mig. Bare noksaa uheldigt, at jeg ikke traf dig først. Noksaa uheldigt. (Ler hadefuldt.)

Min Gud, at du vil pine mig saa! At du vil pine os begge saa! Er du da ikke glad over, at jeg er din nu? Ser du da ikke, at jeg bare lever for dig, bare tænker paa dig.

Kjære, elskede, det er jo altsammen komediespil. Altsammen. Jeg ved ikke selv, hvorfor jeg absolut maa pine dig. Der er noget i dit ansigt, som driver mig til det. (Hvisker) Du ved jo ikke, du har jo ingen anelse om, hvor jeg elsker dig!

Jo vist, jeg ved det. Jeg ved det jo saa godt. Men … er du lykkelig Knut?

Lykkelig? … Det ved jeg ikke, men … Siri, sig mig … er du ogsaa virkelig min?

Om jeg er din?

Er du helt min? Er dine tanker mine? … Ofte føler jeg dig saa langt, saa uendelig langt borte fra mig. Det er, som om jeg rent mister dig med et. Husker du igaar nede ved stranden? Du var saa deilig … Hele min sjæl skalv efter dig. Husker du ikke, hvordan jeg knugede din haand? … Men du … du saa ligegyldig ud over havet.

Jeg følte din mistro og led. Derfor vendte jeg mig bort fra dig.

Ved du, hvad jeg frygter for?

Nei.

Hvis han kommer tilbage, saa følger du med ham. Han er sterk og haard. Du maa tvinges …

Saa tving mig du …

Siri, leger du med mig?

Tror du kanske, jeg ved større lykke end at være hos dig? Jeg ser jo ingen anden end dig, bare dig. Hvor vakker du er, og hvor god du er. (Med pludseligt angst) Hvad er det? Hvorfor blev du saa stille med et? Hvad tænker du paa?

Paa ingenting … Ingenting. Det var bare en tanke, som pludselig falt mig ind. Sig mig … den første gang du elskede … da var du vel svært glad? Jeg mener straalende. Var du ikke straalende?

Aa …

Nei, nei, jeg vil ikke bedrøve dig. Du misforstod mig. Siri, hvad feiler dig? Er du vred paa mig?

Her er saa koldt. Lad os gaa ud i solskinnet … (gaar henimod den aabne havedør, men studser og standser). Hvem kan det være?

Goddag.

De! Er De kommen tilbage?

Mit navn er Tor Rabbe.

Ah … det var jo særdeles elskværdigt af Dem at søge os op. Jeg har hørt Dem meget omtale …

Det var da morsomt at de Dem igjen … Jeg troede, De var i Indien eller Kina eller Gud ved hvor … paa maanen.

Aa ja, jeg har været mange steder omkring. Jeg har … søgt lykken tror jeg, det var.

Det nytter vel lidet at reise omkring og søge den …

Og har De fundet lykken da? Og har De tat den med her hjem til os?

Synes De, jeg ser ud som en mand, der har fundet lykken?lykken] rettet fra: ykken (trykkfeil)

Ja, ja, lykken … (gaar rastløst op og ned.) Nu forresten … De maa undskylde mig … jeg har patienter, som venter paa mig … Au revoir! (Hilser let og gaar ud til høire.)

Jeg har været her længe. Jeg kom for at hente dig.

Det er meget for sent.

Det er aldrig for sent. Men kanske det er for tidligt? Nu, det gjør ingen ting. Jeg kan vente.

Det blir længe for Dem. Jeg ser, Deres haar er alt graat.

Ja, jeg har havt det haardt.

Du har forandret dig meget. Men det ægger mig netop. Du er bleven helt ny for mig.

De har ogsaa forandret Dem meget. Men det ægger mig ikke det mindste. De er ikke mere saa sterk … og kanske heller ikke saa haard?

Jeg tar dig ikke med for at gjøre dig lykkelig. Nei, nei … hvorfor skulde du være lykkelig? Men det kunde more mig at se dig ung igjen.

Aa, jeg er yngre, end da du kjendte mig. Meget yngre. Jeg har ikke mere din fod paa min nakke. Nu først er jeg ung.

Jeg har set jer saa ofte. Jeg har fulgt jer paa frastand. Aa, hvor han mistror dig! Og hvor han altid minder dig om fortiden. Han tvinger dig formelig til ikke at glemme mig. Det er vakkert af ham, for jeg opgir dig ikke.

Nu er jeg kjed af denne komedie. Hvor du kjender mig daarlig! Ikke en tanke har jeg ofret dig, ikke en. Jeg har glemt alt, alt som nogensinde bandt os sammen.

Den første gang jeg saa jer sammen … det var paa kirkegaarden oppe paa høien … jeg maatte tænke paa høst, paa gule, falmede, faldende blade. Jeg maatte tænke paa noget afdødt …

Jeg har glemt mine cigaretter … (Søgende.) Noksaa uheldigt, at vi aldrig traf hinanden, da De var her sidst, hr. Rabbe. (Byr Tor en cigaret.) Maa jeg? … De var nok reist herfra et halvt aars tid, før jeg kom …

Tak …

Knut, bliv dog her! Kan ikke dine patienter vente lidt? Hr. Rabbe fortæller saa meget interessant.

Nei, nei, jeg har ikke tid. Og desuden, I har det jo meget godt uden mig.

Som du vil.

Se bare, hvor han mistror dig. Og du er ræd, formelig ræd for at være alene med mig. Hvor godt jeg kjender dig. Hvor jeg kjender denne dirren om din mund. Som paa et lidet barn, der holder graaten tilbage … Men du forstaar at beherske dig. Det har du altid gjort. Det er ikke let at læse i din sjæl.

Kjære hr. Rabbe, hvis De bare spiller en besynderlig komedie og den morer Dem … saa vil jeg ikke ta den fornøielse fra Dem. Men hvis De virkelig tror at opnaa noget, saa opgiv det dog ligesaa godt straks. Herregud, det er saa forgjæves, saa bortkastet …

Husker du den første gang, da jeg bad dig komme til mig? Jeg fortstod saa godt, at du vilde svare «nei», men du svarte «ja» … Ved du hvorfor?

Nei …

Fordi du maatte.

Jeg havde sikkert drukket for meget champagne.

Alt var saa hemmelighedsfuldt, husker du? … Hvor det pirrede dig dette forbudte, syndefulde …

Aa du kunde sikkert ikke læse i min sjæl. Du sa netop selv, at det er meget vanskeligt.

Et egteskab er vel noget ganske andet, ikke sandt? Alt saa velordnet, saa harmonisk …

Og husker du engang? Du følte dig vistnok fornærmet paa mig, du skulde nok straffe mig, tror jeg … Vi var sammen paa landet … Du talte ikke, du talte absolut ikke. I syv fulde timer var du ikke at formaa til at værdige mig et ord. Aa Gud, hvor jeg hadede dig!

Det er underligt nok, at du aldrig kunde glemme mig.

Og engang har du slaat mig, rentud slaat mig.

Aa hvor du længes efter at føle min fod paa din nakke igjen!

Hvor dine øine er onde!

Forresten burde du virkelig følge med mig. Det er netop et liv for dig. Altid noget nyt, nye steder, nye, besynderlige mennesker. Jeg skal gi dig eventyr, som du aldrig har drømt om. Og jeg skal tvinge dig til at glemme alt, som er ondt.

Dette er jo meget morsomt. Men oprigtig talt: jeg vil nødig være uhøflig, men …

Ah, du har nok af mig for idag. Godt. Jeg gaar. Men jeg kommer igjen. (Alvorligt og sterkt.) Jeg kommer snart igjen, og da maa du være beredt paa at følge mig. Jeg opgir dig aldrig. Du er nu engang den, jeg vil eie.

Men jeg følger dig aldrig, aldrig i livet! Tror du, jeg lar mig tvinge af dig? Du skal ikke komme igjen! Jeg vil det ikke. Hvor bleg du er! Ikke stirr saa paa mig! Gaa nu, gaa, gaa … gaa!