Du, jeg synes, det er rent merkværdigt dette billede. De fleste malerier kjeder mig ellers, men dette har en stemning saa fængslende uhyggelig, at jeg ikke kan komme bort fra det. Jeg maa altid tænke paa «the house of Usher» …

Du … han interesserer dig meget, ikke sandt?

Jo … hvem mener du?

Grunnel, maleren, mener jeg.

Ah saa, Grunnel … Jo-o, han interesserer mig.

Undertiden har jeg en følelse, som om du nyder, formelig nyder at spænde mig paa pinebænken. Det er naturligvis bare en indbildning … eller … er det kanske saa?

Ved jeg?

Hvad siger du?

Jeg siger, at jeg snart ikke ved hverken ud eller ind … Er det kanske ogsaa for at pine dig, jeg er saa glad i Grunnels maleri?

En ting har jeg ofte tænkt paa, men aldrig riktig villet spørge dig om …

Kjære, spørg! Hvad er det?

Jo … dengang, da vi traf hinanden … da var du altsaa egentlig forlovet med ham? Du var vist igrunden glad i os begge, var du ikke?

Aa nei, det var jeg egentlig ikke.

Ved du selv, hvor koldt og haardt du siger det?

Sig mig Knut, tror du virkelig for ramme alvor, at jeg ikke længere er glad i dig? Svar mig ærlig: tror du det?

Tro? Tro? Herregud, jeg skulde gjerne gi mit liv for at kunne tro, at jeg var tiendeparten af det for dig som du for mig! Kunde jeg bare en dag, en time føle sikkert, at du var min! Siri, Siri, hvis du virkelig elskede mig, saa maatte du dog et eneste sekund aabne din sjæl for mig. Du glider fra mig, jeg kan ikke gribe dig. Ikke et øieblik har jeg dig helt. Du stænger mig ude, du …

Kjære, vidste du ikke, at min sjæl er ond?

Hvorfor piner du mig? Hvorfor vil du se mig lide?

Nei, nei, jeg vil jo ikke pine dig. Jeg kan ikke taale at se dig lide!Du er den eneste, som er god, den eneste, jeg elsker. Kan du ikke tro mig? (forpint.) Hvorfor jager du mig fra dig? Hvorfor vil du ikke hellere hjælpe mig?

Hjælpe dig?

Jeg har altid vidst, at jeg er skabt til ulykke. Du er den eneste, som kan hjælpe mig. Og du vil ikke. Du vil ikke forstaa mig. Aa Gud, hvor du mistror mig! Hvor du mistror mig! Dine øine følger mig altid, du …

Ved du, hvad hele ulykken er? At jeg er for meningsløst, bundløst glad i dig. Jeg er altfor meget din slave, din ting. Det ved du … og derfor foragter du mig.

Foragter jeg dig? Foragter jeg dig, fordi du er for glad i mig?! Derfor skulde jeg foragte dig! Du store himmel … Nei, dette er fortvilet, vi kommer nok aldri i livet til at forstaa hinanden.

Kunde jeg bare en eneste gang se paa dig med disse tvingende, bydende øine, som … som han vovede at rette paa dig …

Huh! mind mig ikke om de skrækkelige øine!

Hvor bleg du blev! Frykter du de skrækkelige øines magt?

Jeg hader ham saa ubeskrivelig!

Kan du si mig, hvad han egentlig gjør her i byen? Han er ikke sammen med et menneske. Han kjender ingen, søger ingen. Hvad vil han? Hvorfor reiser han ikke tilbage?

Fordi han er saa grænseløst ond!

Jeg faar hverken ro eller fred, før han er borte. Jeg lever i en evig angst, en evig angst. Kommer han tilbage, saa følger du med ham. Jeg føler saa sikkert, at du følger ham. Du er jo som forvandlet, siden du saa ham igjen. Du er saa rastløs og saa grænseløst sørgmodig. Du er saa sørgmodig, som om du skulde dø. (Lidenskabelig.) Siri, er det muligt, at du følger med ham?

Aldrig! Aldrig! Jeg vil hellere dø end følge med ham! Vil du kanske tvinge mig til at gaa med ham? Jeg synes formelig, du jager mig fra dig. Du siger, at du elsker mig, men jeg synes, at du hader mig som døden. Du er endnu værre mod mig end han, – du …

Siri, du raser. Jeg skulde hade dig! Jeg skulde ville dig ondt! Jeg, som elsker dig høiere end mit eget liv. Herregud, jeg, som kanske er den eneste menneske i verden, som elsker dig …

Men forstaar du da ikke, at din kjærlighed er værre end hans had? Forstaar du da ikke, at du piner og plager mig, at du gjør mig gammel? Jeg faar jo ikke elske dig, jeg faar jo ikke lov til at være god mod dig! Din evige mistro gjør mig rasende … dine lurende, speidende øine forfølger mig evig og altid …

Du er fra forstanden. Du ved ikke selv, hvad du siger … Det er vel bedst, at jeg gaar nu, du trænger at være alene … (da hun intet siger; gaar han langsomt ud til høire.)

Siri …

Du! Hvad vil du?

Det ved du jo … (hvisker.) Jeg længes saa grænsesløst efter dig, Siri.

Nei, nei, jeg gaar ikke med dig! Jeg har jo sagt dig, at jeg ikke vil. Nei, nei, jeg kan ikke. Jeg vilde aldrig mere faa et roligt sekund. (Bedende.) Jeg ber dig, jeg bønfalder dig: Gaa nu, gaa!

Jeg saa dig dernede paa veien. Jeg saa dig sidde der saa hensunken i tanker, og jeg forstod, at tiden nu var kommen. Jeg følte, at du ventede mig.

Hvor jeg elsker ham! Du aner jo ikke, hvor god han er.

Aa, hvilken medlidenhed du har med ham! Hvor det gjør dig ondt, at du maa elske mig!

Han kan ikke leve uden mig. Skal jeg ødelægge ham?

Aa, du skal se, han lever nok uden dig. Han vil sørge et par aar, og saa vil ha tænke paa dig, som man tænker paa en død. (Heftig.) Men jeg, ser du, jeg vil ikke leve uden dig. Se paa mit haar: det er blet graat af længsel efter dig. – Se paa mine hænder: kan du se, hvor jeg har arbeidet for at kunne hente dig til mig … Jeg tar dig i mine arme og bortfører dig! Du slipper ikke … for jeg ved, at du elsker mig …

Jeg er ræd for dig! Du vil trampe paa mig.

Jeg vil bære dig gjennem livet. Jeg vil bedøve dig med kjærlighed!

Du har altid været min ulykke!

Han tror, du er god. Det er hans ulykke. Det er for tungt for dig at være god. Det trætter dig, du føler det som et uudholdeligt aag. (Ser paa hende.) Jeg kjender din stakkels, onde sjæl og elsker den.

Jeg faar aldrig ro, hvis jeg følger med dig. Jeg kommer altid til at tænke paa ham, paa alt det onde, jeg har gjort ham, al den lidelse, jeg har bragt over ham. Aa, han havde ret i at mistro mig … jeg er saa uendelig troløs, saa usigelig troløs …

Forstaar du da ikke, at det bedste, du kan gjøre ham, er at gaa? Forstaar du da ikke, at din atmosfære forgifter hans liv? Han faar aldrig et øiebliks fred, saa længe du er hos ham. Evig og altid vil han tænke paa denne ene, ene ting. Han maa jo føle, at du ikke elsker ham, at det bare er medlidenhed, som binder dig til ham. Tror du kanske, han er lykkelig med dig? Ikke en dag, ikke en time. Er du kjærlig mod ham, tror han, det er for at skjule din længsel efter mig. Sidder du taus, tror han ogsaa, at du længes …

Aa, det er en forfærdelig pine! Det er som bøigen, det er som at kjæmpe med usynlige nisser … Han er saa god, og dog piner han mig tildøde. Og hvor han lider, hvor han lider! Bare synet af mig bringer furer i hans pande … (pludselig.) Ja, du har ret: jeg maa befri ham fra mig. Det er ogsaa det bedste for ham, det er sikkert det bedste for ham …

Og jeg skal nok sørge for, at du glemmer ham.

Og jeg skal nok sørge for, at du angrer paa, du kom!

Aa, dit had skal nok smelte bort som sne i solen! (Lidenskabelig.) Du skal faa se, hvor jeg kan elske …

Saa kom, kom … før jeg angrer det … kom … min Gud, hvad vil han gjøre, naar han ikke finder mig …

Nei, nei, du maa si ham det. Du maa si ham, at du gaar med mig.

Nei, nei, nei, det kan jeg ikke. Hans ansigt vilde dræbe mig … Nei, nei, det kan jeg ikke! (Kjæmper med ham.)

Jeg hørte stemmer … Hvad … hvad … Ja, I to er jo gamle bekjendte …

Knut …

Hr. Tonder, Siri følger mig. Hun var min først, ser De. Hun var min, før hun blev Deres, og nu tar jeg hende tilbage igjen. Jeg kom hid for at hente hende.

Siri er det sandt? Sig, at han lyver! Det kan da ikke vært sandt, det kan da umulig være sandt …

Siri, sig ham, at det er sandt.

Knut!

Det er altsaa sandt! Min Gud, hvilken komedie du har spillet for mig! (Haanlig.) Storartet har du spillet … jeg troede dig … næsten.

Og du tror, at jeg har spillet komedie for dig! Og det kan du tro! (rasende.) Saa tro det, saa tro det! … Nei, saa du har næsten troet mig! Og jeg som … Nei, du store Gud! …

Kommer du saa? Hvorfor spilder du saamange ord?

Ja, kom, kom, bare kom! (Løber ud med Tor. Jamrende.) Han tror, at jeg har spillet komedie for ham …