De Nygifte

av Bjørnstjerne Bjørnson

FØRSTE AKT

Et rigt udstyret Værelse med Gulvtæppe, en Sofa tilhøjre og en tilvenstre, begge i Forgrunden. Et Bord i Midten med Lænestole om. Døren i Baggrunden fører til et Forværelse. Foran Sofaen tilvenstre et lidet Bord, hvorpaa Aviser.

Første Scene

Amtmanden (i Sofaen tilvenstre, læsende Aviser). Axel (i Sofaen tilhøjre med en Avis over sine Knæ, hvori han ikke læser). Fruen (syende ved Bordet). Laura træder netop ind). (Senere) Mathilde.


    Laura. 

Godmorgen, Mo’r! (kysser hende).


    Fruen. 

Godmorgen, min Kjere! Du har sovet godt?


    Laura. 

Godt. Godmorgen, Fa’r! (kysser ham).


    Amtmanden. 

Godmorgen, lille Ven, godmorgen! Glad og vel tilmode?


    Laura. 

Ja, meget vel (gaaer forbi Axel). Godmorgen, Axel! (Hun sætter sig ved Bordet, ligeoverfor sin Moder).


    Axel. 

Godmorgen.


    Fruen. 

Det gjør mig ondt, mit Barn, at jeg ikke kan tage med paa Bal idag. Men den lange Tour derhen, i saa koldt Foraarsvejr …


    Amtmanden  (bestandig læsende).

Mo’r er ikke vel, hun har hostet inat.


    Laura. 

Har hun igjen hostet?


    Amtmanden. 

To Gange. (Fruen hoster, Amtmanden ser op). Kan Du høre! Mo’r maa ikke tage ud, ikke paa nogen Maade.


    Laura. 

Saa tager heller ikke jeg med.


    Amtmanden. 

Det er ogsaa det bedste; Vejret er saa raat. (til Fruen). Men du har intet Shavl om dig, min Pige; hvor er dit Shavl?


    Laura. 

Axel, hent Mo’rs Shavl; det hænger i Forstuen. (Axel gaar).


    Fruen. 

Her er ingen rigtig Vaar endnu. Det undrer mig, at her ikke er lagt i Kakkelovnen.


    Laura  (til Axel, som breder Shavlet om Fruen).

Axel, ring paa og lad os faa i Ovnen.

(Han gjør det og giver Tjeneren Besked).

    Fruen. 

Dersom vi Alle blive borte fra Ballet, maa der gaa Bud. – Kanske du, Axel, besørger det?


    Axel. 

Gjerne; – men gaar det ogsaa an at blive borte fra dette Bal?


    Laura. 

Du hører jo, at Mo’r har hostet inat.


    Axel. 

Jeg hører det. Men Ballet er jo gjort af min eneste Ven paa disse Kanter forat hædre dig og mig; vi ere hele Festens Anledning, – og da at blive borte?


    Laura. 

Vi har jo ingen Glæde af at tage derhen, naar Mo’r ikke er med.


    Axel. 

Man maa ofte gjøre det, hvoraf man ingen Glæde har.


    Laura. 

Naar der er Tale om Pligt, ja. Men vor første Pligt er mod Mo’r, som umulig kan sidde hjemme alene, naar hun er syg.


    Axel. 

Jeg opfattede det ikke saa, at Mo’r var syg.


    Amtmanden  (læsende).

Hun har hostet to Gange inat. Hun hostede for et Øjeblik siden.


    Fruen. 

Axel mener, at det er ingen Sygdom, og deri har han jo Ret.


    Amtmanden  (læsende).

Hoste kan betyde meget slemt. (kræmter). Brystet, Lungen. (kræmter igjen). Jeg tror, at heller ikke jeg er rigtig vel.


    Laura. 

Lille Fa’r, du gaar for let klædt.


    Fruen. 

Du klæder dig, som om her var Sommer, og det er her jo slet ikke.


    Amtmanden. 

Nu brænder det strax i Kakkelovnen. (kræmter atter). Slet ikke rigtig.


    Laura. 

Axel! (han kommer hen til hende). Nu kunde du læse noget af Aviserne for os, indtil Frokosten blev færdig.


    Axel. 

Gjerne. Dog vilde jeg først høre, om vi virkelig ikke skulle tage paa Bal?


    Laura. 

Du kan jo gjøre det og bringe Undskyldning fra os Andre.


    Fruen. 

Det gaar ikke an. Husk, at nu ere I gifte.


    Axel. 

Men netop derfor synes mig, at heller ikke Laura kan være hjemme; hun maa jo nu tage mest Hensyn til, at hun er min Kone, og Ballet er jo for os to, der Intet fejler, ligesom et Bal overhovedet er for de Unge –


    Fruen. 

– Og ikke for de Gamle.


    Laura. 

Tak, Mo’r er begyndt at dandse igjen, siden jeg blev voxen. Jeg har aldrig været paa et Bal, som ikke Mo’r har ført op.


    Fruen. 

Men Axel mener, at jeg helst ikke burde have gjort det.


    Amtmanden  (læsende).

Mo’r dandser just nydelig.


    Axel. 

Det maa jo jeg vide, som saa ofte har havt den Ære at føre op med Mo’r. Men dennegang er halvhundrede Mennesker komne sammen, og meget Bryderi, megen Bekostning og megen Glæde opbudt for vor Skyld alene. Det er ordenlig Synd at skuffe dem.


    Amtmanden  (læsende).

Vi kan jo gjøre et Bal for dem igjen.


    Fruen. 

Saa meget mere som vi skylder et.


    Laura. 

Ja, det er bedre; her er ogsaa mere Rum.

(En Pause).

    Axel  (over Lauras Stol).

Og din nye Balkjole, min første Gave til dig, – den skulde ikke friste dig? Blaat Flor med Sølvstjerner i? De skulle ikke gaa op for første Gang i Aften?


    Laura  (smilende).

Nej, – den Balaften, hvor Mo’r er borte, kunne Stjernerne ikke lyse.


    Axel. 

Vel, jeg skal sende Atterbud. (gaar).


    Amtmanden  (læsende).

Kanske det dog er bedre, at jeg skriver et Par Ord.

(Axel standser).

    Fruen. 

Ja, du gjør det bedst.


    Mathilde  (træder ind fulgt af en Tjener, som aabner begge Døre).

Frokosten er færdig.


    Amtmanden  (idet han tager Fruens Arm).

Behold Shavlet paa, min Bedste; det er koldt gjennem Forstuen. (de gaa).


    Axel  (byder Laura Armen og gaar efter).

Kunde jeg faa tale et Par Ord med dig, forinden vi gik ind? (standser ved Døren).


    Laura. 

Nu skulle vi jo spise.


    Axel  (til Mathilde, som staar bag og venter).

Vær saa god! (hun gaar, Tjeneren følger).


Anden Scene

Axel, Laura. Senere Mathilde.


    Axel. 

Du er ikke til at bevæge? – Tag med paa dette Bal!


    Laura. 

Ja, det kunde jeg tænke, at det var derom.


    Axel. 

For min Skyld!


    Laura. 

Men du saa selv? Mo’r og Fa’r ønsker det ikke.


    Axel. 

Jeg ønsker det.


    Laura. 

Naar Mo’r og Fa’r ikke vil?


    Axel. 

Du er altsaa først deres Datter, – og siden min Hustru?


    Laura  (ler).

Ja, det er da naturligt.


    Axel. 

Nei, det er ikke naturligt, thi for to Dage siden lovede du at forlade Fa’r og Mo’r og følge mig.


    Laura  (ler).

Paa Bal? Nej, det lovede jeg ikke.


    Axel. 

Hvorhen jeg vil.


    Laura. 

Men dette vil du ikke, søde Axel; – for det gaar slet ikke an.


    Axel. 

Jo, det gaar an, hvis du vil?


    Laura. 

Ja, men jeg vil ikke.


    Axel. 

Samme Dag hørte du ogsaa, at Manden er Konens Herre; du maa ville gaa fra dem, naar jeg vil; – derpaa gav du mig din Haand, lille Egensindige.


    Laura. 

Det var jo netop for bestandig at kunne blive hos Fa’r og Mo’r, at jeg gjorde det.


    Axel. 

Saa det var det. – Du vil altsaa ikke blive hos mig?


    Laura. 

Jo; – men ikke forlade dem.


    Axel. 

Aldrig?


    Laura. 

Aldrig? (stille). Jo, naar jeg engang maa.


    Axel. 

Naar maa du?


    Laura. 

Naar? – Naar Mo’r og Fa’r … ikke er mere. Men hvorfor tænke paa det …?


    Axel. 

Græd ikke, Kjere! Hør mig: Kunde du slet ikke følge mig, – før de forlader os?


    Laura. 

Nej, kan du tænke det?


    Axel. 

Ak, Laura, du elsker mig ikke.


    Laura. 

Hvorfor siger du saadant? Det er bare forat faa mig bedrøvet.


    Axel. 

Du ved ikke engang, hvad «elske» er.


    Laura. 

Ved ikke jeg? – Dette er ikke smukt af dig.


    Axel. 

Saa sig det da, du Kjere, forklar det!


    Laura  (kysser ham).

Nu skal du ikke mere tale om det; for saa ved du jo, at jeg faar røde Øjne, og saa vil Fa’r og Mo’r vide hvorfor, og saa kan jeg ikke sige det, – og saa bliver det lejt.


    Axel. 

Bedre lidt Graad nu – end megen senere.


    Laura. 

Hvad har jeg da gjort, siden jeg skal græde for det?


    Axel. 

Givet din Haand uden tillige at give dit Hjerte, givet dit Ja, men ikke din Vilje, givet dig selv uden at vide hvortil. Det, som nu skulde være mig til den største og reneste Glæde i mit Liv, begynder at blive til Sorg, og Fremtiden mørknes.


    Laura. 

Du Himmel, – og i alt dette er jeg Skyld?


    Axel. 

Nej, jeg er selv Skyld deri. Jeg har daaret mig med smigrende Haab, jeg har tænkt, det var saa let en Sag for min Kjerlighed at faa din vakt, men jeg kan ikke engang faa dig til at forstaa mig, hvert Middel er glippet. Saa maa jeg tage Mod til mig: jeg maa prøve det sidste.


    Laura. 

Hvilket? Det sidste?


    Axel. 

Ak, Laura, jeg elsker dig saa ubeskrivelig.


    Laura. 

Gjorde du det, saa gjorde du mig ikke ondt. Jeg gjør aldrig dig ondt.


    Axel. 

Saa vis mig bare denne ene Føjelighed, og jeg skal tro, den er Løfte om Mere: – gaa med paa Ballet!


    Laura. 

Det kan jeg jo ikke!


    Axel. 

Ak, saa tør heller ikke jeg opsætte!


    Laura. 

Du gjør mig bange! Du ser saa vredt.


    Axel. 

Nej, nej; men saaledes kan det ikke længer gaa. Jeg holder det ikke ud!


    Laura. 

Er jeg da saa slem? Det har Ingen sagt om mig før.


    Axel. 

Græd ikke, lille dejlige Alf; du har ingen Skyld uden den, at du er saa vidunderlig sød, baade naar du ler og græder. Det aander op af din Stemning som af en Blomst; du maa flytte ind, hvor jeg bor, og lege, hvor jeg tænker, og le, hvor jeg længes. Hys, hys, ingen røde Øjne, lad Ingen se det, der kommer Mo’r … nej, det er Mathilde.


    Mathilde. 

Kaffen bliver kold.


    Axel. 

Nu kommer vi ogsaa. Det vil sige: Laura. Jeg vilde faa Lov til at tale et Par Ord med Dem.


    Mathilde. 

Med mig?


    Axel. 

Hvis De tillader?


    Mathilde. 

Gjerne.


    Laura. 

Men du kommer dog ind til os?


    Axel. 

Strax, min Ven.


    Laura. 

Og er ikke mere vred paa mig?


    Axel  (følger hende).

Det har jeg aldrig været, – og det kan jeg aldrig blive!


    Laura. 

Gud ske Lov! (springer ud).


Tredie Scene

Axel. Mathilde.


    Mathilde. 

Hvad vil De mig?


    Axel. 

Frøken, kan De tie?


    Mathilde. 

Nej.


    Axel. 

De vil ikke?


    Mathilde. 

Nej.


    Axel. 

Ikke mere dele Fortrolighed med mig? (tager hendes Haand). Før delte vi …


    Mathilde  (tager Haanden tilbage og viger fremover).

Ja, før.


    Axel. 

Hvorfor ikke længer? (efter hende). Hvad er forandret?


    Mathilde. 

De. – De er jo nu gift.


    Axel. 

Nej, det er jeg netop ikke.


    Mathilde. 

Saa.


    Axel. 

Det maa dog De, som ser saa skarpt, have mærket.


    Mathilde. 

Jeg tænkte, det var saadan, De vilde have det.


    Axel. 

De svarer mig saa taust. Har jeg forbrudt mig mod Dem?


    Mathilde. 

Hvorfor falder det Dem ind at spørge derom?


    Axel. 

Fordi De i den senere Tid undgaar mig. Husk, hvor god De engang var, ja, at jeg skylder Dem Alt. Det er jo gjennem Dem, at jeg har naaet til hende. Jeg maatte sætte Dem Stævnemøde for at faa hende med; jeg maatte byde Dem Armen forat kunne give hende den anden og tale med Dem forat faa hende til at høre. Den Lille troede, at hun gjorde Dem en Tjeneste –


    Mathilde. 

– Og saa var det mig, som gjorde hende en –


    Axel. 

– Uden at vide af det; – det var det Morsomme derved.


    Mathilde. 

Det er sandt, det var det Morsomme derved.


    Axel. 

Men man sagde snart, at vi To vare hemmelig forlovede, og at vi brugte Laura til Skalkeskjul; – saa maatte jeg jo for Deres Skyld gjøre en hurtig Ende derpaa.


    Mathilde. 

Ja, De overraskede Mange.


    Axel. 

Lige til Dem selv, tror jeg – ikke at tale om Forældrene og Laura. Men det Værste er, at jeg ogsaa overraskede min egen Lykke.


    Mathilde. 

Hvad mener De?


    Axel. 

Jeg vidste jo, at Laura kun var et Barn; men jeg tænkte, hun skulde nok voxe, naar Kjerligheden naaede hende. Men den naar hende ikke; thi Blomsten vil ikke aabne sig, og jeg faar ingen Varme i Luften. Men De kan faa det, De, i hvem hun har levet med alle sine første Længsler, De, som saa smukt forstaar at offre Deres Glæder til Andre. De har jo ogsaa nogen Aarsag i, at dette, det Vigtigste i hendes Liv, kom noget uforberedt paa hende; derfor skylder De at tage hende ved Haanden disse første Skridt bort fra Forældrene og hen til mig, – led hendes Kjerlighed mod mig –


    Mathilde. 

Jeg? – (Pause).


    Axel. 

Vil De ikke?


    Mathilde. 

Nej –


    Axel. 

Men hvorfor ikke? De elsker hende dog?


    Mathilde. 

Det gjør jeg; men dette –


    Axel. 

– Kan De gjøre! Thi De er rigere end vi Andre, har derfor ogsaa flere Veje til en Sjæl end vi. Undertiden naar vi taler om saadanne Ting, og De saa siger Deres Mening, maa jeg tænke paa Omkvædet i de gamle Kæmpeviser, der i to Linier har hele Visens Poesi.


    Mathilde. 

Ja, – jeg har hørt Dem smigre før.


    Axel. 

Jeg smigre? Netop det, jeg nu beder Dem om, viser jo mere end noget andet, hvor stor min –


    Mathilde. 

– Nok, nok, jeg gjør det ikke!


    Axel. 

Hvorfor ikke? Vær dog idetmindste aaben!


    Mathilde. 

Fordi, o, fordi – (gaar).


    Axel. 

Men hvad har gjort Dem saa uvenlig?

(Mathilde standser, som vilde hun svare, men gaar hurtigt).

Fjerde Scene



    Axel. 

Hvad gaar der dog af hende? Er der kommet noget ivejen med Laura? Noget i Huset? Dette ypperlige Hoved bryder sig ikke om Smaating. – Nu, det maa være, hvad det vil; thi jeg faar altsaa Andet at tænke paa. Naar den Ene ikke kan, den Anden ikke vil forstaa mig, og de Gamle hverken kunne eller ville, saa maa jeg handle paa egen Haand – og helst strax! Senere vil det se ud for Verden som et Brud; altsaa nu, før vi sætte Bo. Skal dette vare, gaa vi tilgrunde. At finde sig i det Unaturlige er som godvillig at lade sig slaa lam. Her binder Hensynenes fine Garn mig paa Hænder og Fødder. Jeg maa gaa den hele Route med kvart Damp; jeg maa liste mig med samme Varsomhed mellem deres Møbler og Blomster som mellem deres Vaner. Man kan snarere vælte hele dette Hus end faa en liden Ting forandret deri. Jeg kan ikke røre mig! Det bliver ogsaa tilsidst utaaleligt. At flytte den Sofa lidt længer ind til Væggen eller den Stol bort, er det da mod Naturen? Eller er det bestemt fra Evighed af, at det Bord skal staa der? Kan det ikke flyttes? (flytter det). Jo gu’ kan det flyttes. Og Sofaen med! Hvorfor saa langt fremme (skyder den bagover), og hvorfor Stolene bestandig ivejen? Den skal staa der – og den der (flytter). Jeg vil have Plads for mine Ben, jeg tror tilforladelig, jeg har glemt at gaa; jeg har heller ikke paa et Aar hørt Lyden af mine egne Skridt, – eller af min egen Stemme; her hvisker og hoster man altid. Jeg har da vel min Stemme endnu? Brister, brister, alle Baand! Mit Fængsel vil jeg bryde, møde frem, med Staal i Haand, hvor Kamp –


Femte Scene

Amtmanden. Fruen. Laura. Mathilde (tyggende og drikkende). Axel. (Lang Pause).


    Laura. 

Men Axel?


    Mathilde. 

Hvad? Ganske alene?


    Fruen. 

Er du paa Bal?


    Amtmanden. 

Og besørger baade Dandsen og Musiken?


    Axel. 

Jeg morer mig.


    Amtmanden. 

Med vore Møbler?


    Axel. 

Jeg vilde blot se, om de kunde flyttes.


    Fruen. 

Om de kunde flyttes?


    Laura. 

Men hvorfor skriger du saa?


    Axel. 

Jeg vilde blot prøve, om jeg endnu havde min Stemme.


    Laura. 

Om du havde din Stemme?


    Fruen. 

Der ligger en stor Skov op til Huset, hvor du kan øve dig.


    Amtmanden. 

Og en Fos, – hvis det er en Demosthenes, du vil blive.


    Laura. 

Men Axel, er du bleven gal?


    Axel. 

Nej, men jeg tror, at jeg snart bliver det.


    Fruen. 

Er der da gaaet dig Noget imod?


    Axel. 

Ja, meget.


    Fruen. 

Hvad er det? En ubehagelig Tidende med Posten?


    Axel. 

Nej, ikke det; – men jeg er ulykkelig.


    Fruen. 

To Dage efter dit Bryllup?


    Amtmanden. 

Højst besynderlig Maade at vise det paa.


    Axel. 

Det kommer saadan over mig undertiden.


    Fruen. 

Men hvad er dette? Du er heller ikke saa lykkelig, som vi haabede, du nu maatte være. Min Ven, betro dig til os, som nu ere dine Forældre.


    Axel. 

Jeg har længe tænkt det, men jeg har savnet Mod.


    Fruen. 

Hvorfor? Ere vi ikke gode mod Dig?


    Axel. 

I ere altfor gode.


    Amtmanden. 

Hvad skal det sige?


    Axel. 

At jeg har det altfor godt her, at det øver ikke mine Kræfter, tilfredsstiller ikke min Trang til Virksomhed, til Kamp, – ikke min Ærgjerrighed.


    Amtmanden. 

Ikke det. Hvad vil da du?


    Axel. 

Jeg vil arbejde for mig selv, skylde mig selv min Stilling i Samfundet, jeg vil blive til Noget.


    Amtmanden. 

Saa. – Griller! (gaar mod Døren).


    Fruen. 

Men som vi skulle tage os af: han er jo nu vort Barns Mand. Hvad ønsker du at blive, min Ven? Storthingsmand?


    Axel. 

Nej; men min Onkel, som har omtrent den største Sagførerforretning i Landet, har for længere Tid siden tilbudt mig at overtage den.


    Fruen. 

Den kan du jo ikke styre herifra, Axel?


    Amtmanden  (ved Døren).

Griller, Griller! – Kom og spis! (vil gaa).


    Fruen  (til Axel).

Ikke sandt, du kan ikke styre den herifra?


    Axel. 

Nej; men jeg kan flytte til Byen.


    Alle. 

Flytte til Byen? (Pause, Amtmanden kommer tilbage).


    Amtmanden. 

Det er jo endnu mere umuligt.


    Fruen. 

Men her maa være Noget under. Er der Et eller Andet, som trykker dig? (sagtere) Har du Gjeld?


    Axel. 

Tak, kjere Svigerforældre; den har I jo betalt for mig.


    Fruen. 

Hvad er det da, Axel? Du er saa underlig i den senere Tid, – hvad er det, bedste Ven?


    Amtmanden. 

Griller, saadanne som komme fra Maven. Du kan huske, sidst jeg spiste Hummer. – Kom ind og tag dig et Glas Sherry, saa er det glemt.


    Axel. 

Nej, det er ikke glemt. Det kommer igjen og bestandig stærkere. Jeg maa have Arbejde for min Aand, Maal for min Længsel; jeg kjeder mig.


    Fruen. 

To Dage efter Brylluppet!


    Amtmanden. 

Saa tag fat, for Pokker! Hvad er ivejen? Vil du drive op en af mine Gaarde? Vil du gjøre Anlæg? Vil du – nu ja, hvad du vil! Jeg ser gjerne, du har Planer, og Penge skal du faa, – blot gjør ingen Spektakel.


    Axel. 

Men da vil jeg skylde dig Alt og føle Afhængighed.


    Amtmanden. 

Du vil hellere skylde din Onkel?


    Axel. 

Han giver mig Intet. Jeg maa kjøbe det.


    Amtmanden. 

Saa? – Med hvad?


    Axel. 

Med mit Arbejde og med – ja, du vil dog laane mig lidt?


    Amtmanden. 

Ikke en Skilling.


    Axel. 

Men hvorfor?


    Amtmanden. 

Det skal jeg sige dig: fordi min Svigersøn er min Svigersøn og ikke en spekulerende Sagfører, der sidder for aabne Døre og byder sig frem med Skildt paa.


    Axel. 

Er Sagførerstanden uhæderlig?


    Amtmanden. 

Det er den ikke. Men du er optagen i en af Landets ældste og rigeste Familier, hvis Fortid du pligter at ære, og i denne Familie har Fa’r efter Søn i umindelige Tider været Ejendomsbesiddere, ikke Embedssøgere, ikke Lykkejægere. De hæderlige Embeder, jeg har havt, ere mig alle tilbudte, ikke forlangte, og heller ikke du skal sjakkre med din Examen eller dine Talenter, men sidde rolig her; saa tilbyder man dig Mere, end du ønsker.


    Fruen. 

Men, kjere Ven, ophids dig ikke! Du bliver saa daarlig bagefter. Lad os faa dette ordnet uden Strid. Axel, han taaler ikke Anstrengelse, vær dog fornuftig. Laura, hent din Fader et Glas Vand. Min Ven, kom, lad os gaa tilbage til Spisestuen.


    Amtmanden. 

Tak, jeg har ikke mere nogen Appetit.


    Fruen. 

Der kan du se. Axel, Axel!


    Laura. 

Fy, Axel!


    Fruen. 

Sæt dig, min Ven, sæt dig! Gud, hvor du er hed!


    Amtmanden. 

Her er ogsaa saa varmt.


    Fruen. 

Det er Kakkelovnen. Mathilde, sluk! sluk!


    Laura  (til Axel).

Ja, du er en god En, du!


    Amtmanden. 

Sæt – sæt Stolene tilrette! (det sker). Og Bordet! (det sker). Nu er det bedre.


    Fruen. 

Der kan saa let forefalde Noget, naar en Fremmed kommer ind.


    Amtmanden. 

Men dette? – Jeg er aldrig før bleven modsagt.


    Fruen. 

Det sker en Gang og saa aldrig mere! Han vil snart lære, hvem du er, og hvad han skylder dig.


    Amtmanden. 

Og den første Gang … af min Svigersøn.


    Fruen. 

Han vil ogsaa angre det, saalænge du lever, og naar du er død, aldrig faa Ro. Vi maa haabe, at den kjerlige Omgang i vort Hus vil forbedre ham. – Axel er ogsaa i den senere Tid som forhexet.


    Laura. 

Ja, ikke sandt?


    Fruen. 

Gud, Laura, har ogsaa du –?


    Laura. 

Nej, jeg Intet.


    Fruen. 

Laura, vil du skjule Noget?


    Amtmanden. 

For os? (rejser sig). Er det kommet saa vidt?


    Laura. 

Jeg forsikkrer, kjere Forældre, det er Ingenting, det er bare –


    Begge. 

Det er bare –?


    Laura. 

Nej, nej, det er Ingenting, – men I forskrækker mig saa.


    Begge. 

Hun græder!


    Mathilde  (frem).

Hun græder!


    Amtmanden. 

Min Herre, hvorfor græder hun?


    Laura. 

Men Fa’r, Fa’r, se paa mig, jeg græder ikke det mindste.


    Fruen og Mathilde. 

Jo, Laura græder!


    Axel. 

Ja, – og vil græde hver Dag, indtil her sker en Forandring! (Pause, hvori Alle se paa ham). Nuvel, da saameget er sagt, kan Resten siges: Vort Giftermaal er ikke lykkeligt; thi det savner den allerførste Betingelse.


    Fruen. 

Retfærdige Gud, hvad er det, han siger?


    Amtmanden. 

Fat dig, lad mig; hvad mener du?


    Axel. 

Laura elsker mig ikke –


    Laura. 

– Ja, det siger han!


    Axel. 

Hun ved ikke engang, hvad det er at elske, og vil i sine Forældres Hus aldrig faa det at vide.


    Amtmanden og Fruen. 

Hvorfor?


    Axel. 

Fordi Laura kun lever for sine Forældre; mig har hun som en ældre Broder, der skal hjælpe hende at elske dem.


    Fruen. 

Er det dig saa imod?


    Axel. 

Nej, nej, jeg er Eder hengiven og taknemmelig, jeg er stolt af at være Eders Søn; men jeg bliver det kun gjennem hende, og hun har endnu ikke optaget mig. Jeg kan flytte fra eller til, som jeg selv lyster; hun staar fast her. Laura giver mig ingen Vilje, neppe et Ønske, ja, ikke engang et Kjertegn, som hun ikke først har delt i tre Dele, og hvoraf jeg faar min Trediedel – faar den sidst eller slet ikke.


    Fruen. 

Du er skinsyg, – og paa os!


    Amtmanden. 

Han er skinsyg!


    Laura. 

Ja, det er han, Mo’r.


    Amtmanden. 

En fix Ide, Axel, en latterlig Ide. Du maa ikke lade Folk høre det.


    Axel. 

Nej, den er hverken fix eller latterlig; den indeslutter Sundheden og Sandheden i vort Forhold, og den fortærer mit Sind, saa jeg plager hende, forarger Eder, bliver ledig, tom, harm –


    Amtmanden. 

Saa er det jo en Sygdom.


    Axel. 

Ja, men I ere dens Aarsag.


    Begge. 

Vi?


    Amtmanden. 

Vær dog lidt –


    Axel. 

I lader hende behandle mig som den største af alle de Dukker, I har givet hende; I har ikke Raad til at afstaa mere Kjerlighed end den, hun kan give til en Dukke.


    Amtmanden. 

Tal anstændig, tag de tilbørlige Hensyn –


    Axel. 

Om Forladelse, kjere Forældre, hvis jeg ikke gjør det. Jeg mener: et Barn kan ikke være en Hustru, og sammen med Eder vil hun stedse kun være et Barn.


    Fruen. 

Men, Axel, var det ikke os, som sagde dig, at hun bare var et Barn, –


    Amtmanden. 

– Vi advarede dig, vi bad dig vente et Par Aar –


    Fruen. 

Fordi vi ikke kunde se, at hun elskede dig endnu.


    Amtmanden. 

Men da svarede du, at det var netop Barnet i hende, du elskede.


    Fruen. 

Netop Barnets Uskyld og Enfold; du blev renere i hendes Nærhed, ja følte dig undertiden som i Kirke. Og det forstode vi Forældre; thi vi havde selv følt det.


    Amtmanden. 

Da fattede vi Tillid til dig, min Søn.


    Fruen. 

Kan du huske den Morgen, medens hun sov, da du sagde, at hendes Liv var en Drøm, som det var Synd at forstyrre?


    Amtmanden. 

– Sagde, at blot du tænkte paa hende, gik du uvilkaarlig sagtere som for ikke at vække hende.


    Fruen. 

Hele Livet var blevet dig som en Morgen, hvorpaa man er staaet tidlig op. Du var saa glad, havde saadant Mod og havde faaet Lyst til Alting.


    Axel. 

Det er sandt, hendes Barnlighed lyste Fred over mig, hendes stille Uskyld dæmpede. Det er sandt, jeg følte en liflig, dejlig Morgen over mine Kræfter.


    Amtmanden. 

Og nu er du utaalmodig over, at hun er et Barn.


    Axel. 

Ja, ja! Da jeg vilde føre hende til Altaret, var det maaske blot mit bedre Jeg, mine gode Forsætter, jeg vilde give Haanden. Hun var for mig, hvad Madonna er for den gode Katholik; men nu er hun bleven mere. Afstanden er borte: jeg kan ikke blot beundre, jeg maa elske, ikke blot knæle, men omfavne. Hendes Blik har samme Finhed, samme Uskyld, men jeg kan ikke mere sidde timevis og se derpaa; nu maa det sænke sig i mit med alt, hvad det ejer. Hendes Haand, Arm, Mund er den samme, men Haanden maa ligge i mit Haar, Armen om min Hals, Munden til min, hendes Tanke maa omfavne min og som Herrens Sol være over mig overalt. Hun var mig et Symbol, men det er blevet til Kjød og Blod. Jeg tog hende op i min Tanke som et Barn; under den daglige Beskuelse er hun voxet ud til en Kvinde, som undselig og uvidende bøjer sig fra mig, men som jeg maa besidde.


    Laura  (iler til ham).

    Fruen. 

Han elsker vort Barn!


    Amtmanden. 

Han elsker hende. (De Gamle omfavne hinanden). Men hvad er det saa videre? Alting i Orden! – Et Glas Sherry, kom!


    Axel. 

Nej, det er ikke i Orden. Jeg kan faa hendes Tak i en glad Stund, men ikke hendes Hjerte. Thi hvad jeg elsker, elsker ikke hun, hvad jeg vil, vil ikke hun, ja, om det saa blot er at tage paa Bal, saa er det hende ingen Glæde, naar ikke Moderen kan tage med.


    Fruen. 

Herregud, ikke Andet!


    Laura. 

Nej, Mo’r, det er ikke Andet. Det er dette Bal!


    Amtmanden. 

Men saa tag paa Bal! I ere jo lige tossede begge to. Kom nu ind!


    Axel. 

Ballet, det er ikke Ballet; jeg bryder mig ikke om Ballet.


    Laura. 

Nej, saadan er det, Mo’r. Naar han faar det, han vil, saa er det slet ikke det, men noget rent Andet. Jeg forstaar ikke, hvad det er.


    Axel. 

Nej, for det er ikke den enkelte Ting, men det hele Forhold med sin Lydighed, sin Hengivelse i det Store som i det Smaa, med sin Virkelighed som med sine liflige Tegn, kort det er Kjerligheden, jeg savner, og den har hun ikke, og den faar hun ikke, – saalænge hun er hjemme!

(Pause).

    Fruen  (langsomt).

Saalænge hun er hjemme?


    Amtmanden  (nærmere med lidt Bæven).

Hvad mener du dermed?


    Axel. 

Først naar Laura ikke længer kan hælde sig til sine Forældre, er der Mulighed for, at hun vil hælde sig til mig.


    Fruen  (lyttende).

Han mener?


    Amtmanden  (ligesaa).

Jeg forstaar ikke –?


    Axel. 

Forat blive mere end en god Datter, forat blive en god Hustru, – maa Laura bort.


    Fruen. 

Laura bort?


    Amtmanden. 

Vort Barn?


    Laura  (til Moderen).

Mo’r!


    Axel. 

Det var Synd mod hende, jeg saa inderlig elsker, Synd mod mig selv og Synd mod Eder, der ere i saa god Tro, hvis ikke jeg, som har Magten, nu ogsaa tog Kraft til at bruge den. Her lever Laura blot for Eder; naar I dø, er alt Livet dødt for hende, men det er ikke Guds Bestemmelse, det er ikke, hvad hun lovede for Hans Altar, og det er ikke, hvad jeg vil finde mig i. At fortsætte, hvad der er unaturligt, hvad der er Synd, gjør os Alle ulykkelige; derfor skal Laura følge mig! (Fruen frem, Laura til Mathilde).


    Amtmanden. 

Du kan ikke mene, hvad du siger.


    Axel. 

Det er mit inderligste Alvor, og Ingen faar mig mere derfra.


    Fruen. 

Saa se Herren i Naade til os! (Pause).


    Amtmanden. 

Du ved, Axel, at Gud gav os fem Børn, men du ved ogsaa, at han tog de fire tilbage. Laura er nu vort eneste Barn, vor eneste Glæde.


    Fruen. 

Vi taale ikke at miste hende, Axel! Hun har ikke forladt os en eneste Dag, siden hun blev født; hun er vor Smertes forkjelede Barn; de Døde vilde have hende, saa maatte vi jo holde fast.


    Amtmanden. 

Axel, du er ikke ond, du er ikke kommen iblandt os for at gjøre alle os her ulykkelige.


    Axel. 

Dersom jeg nu gav efter, vilde dette bryde op igjen hver fjortende Dag, og det kunde Ingen af os holde ud. Derfor, velsignede Forældre, vær nu istand til et Offer: lad det være endt med en Gang, – og Laura flytter om otte Dage med mig til Byen.


    Amtmanden. 

Retfærdige Gud, – det er umuligt!


    Fruen. 

Du har ikke Hjerte til det: se paa hende og sig det en Gang til! (han vender sig bort). Nej, jeg vidste, at du ikke kunde. Du kan heller ikke lønne os saaledes. (til Amtmanden). Men saa tal til ham, du! Sig ham Sandheden, sæt ham tilrette, fordi han bryder ind med Ondt i en god og kjerlig Familie.


    Amtmanden. 

Her har i dette Hus, saa langt tilbage som jeg kan mindes, aldrig været sagt et haardt Ord. Dette er mig som en ond Drøm, jeg arbejder for at blive vaagen, men kan ikke! (Pause). Da vi gave … Dem vor Datter, Hr. Hargaut, gjorde vi ingen Betingelse. Vi førte Dem til en lykkelig Familie, til en rig Stilling, en betydelig Fremtid, og vi ventede til Gjengjeld lidt Kjerlighed, … lidt Taknemmelighed, … idetmindste lidt Hensyn. Men De bærer Dem ad som en … en … Fremmed, der tages ind til Gjestfrihed og Pleje, … men om Morgenen er borte med Husets bedste Smykke, … som en uskjønsom, grusom –! O, vi have betroet vort Barn, det kjerligste, blødeste Barn, vort eneste Barn til … en Mand uden Hjerte! Vi vare to lykkelige, rige Forældre, som Alle misundte, og vi ere to bestjaalne Stakler, der krybe sammen i en fattig Skuffelse som i en Krog. (Han sætter sig).


    Fruen. 

Og saaledes kan du handle mod denne Mand, som har givet dig Alt! Hvad svarer du ham?


    Axel. 

Mit Hjerte bløder ved dette. Havde jeg tænkt det saa tungt, var jeg vist aldrig begyndt; men standser det halvfuldført, bliver det aldrig mere godt imellem os, det føler jeg, og har vi nu Alle taget Lidelsen af det, lad os da ogsaa fuldføre det!


    Amtmanden. 

O, vi godtroende Mennesker!


    Fruen. 

Kan du da ikke give os nogen Frist til rolig Eftertanke. Dette er at rive itu.


    Axel. 

Smerten vilde forlænges, og I ende med at hade mig. Nej, nu maa det ske og hurtigt, eller det sker aldrig.


    Fruen. 

Herre Jesus! (sætter sig).


    Amtmanden. 

Axel! Hør os nu! … Det er jo muligt, du har Ret … men derfor beder jeg, … jeg har aldrig før bedet Nogen om Noget, … men nu beder jeg dig: vær barmhjertig! Jeg er en gammel Mand, jeg taaler det ikke, – og hun endnu mindre. (viser mod sin Kone).


    Axel. 

O, jeg er ikke haard; men jeg maa prøve at være standhaftig. Taber jeg nu, taber jeg hende for hele Livet, det føler jeg; derfor skal hun følge!


    Fruen  (springer op).

Nej, hun skal ikke! Elsker du hende, som du siger, Hykler, da bliver du, hvor hun er, – og her bliver hun!


    Laura  (som har staaet hos Mathilde, mod hende).

Ja, til min Dødsdag!


    Amtmanden  (rejser sig).

Nej! Guds Lov forandre vi ikke. Der staar skrevet: «Manden skal forlade Fader og Moder og blive hos sin Hustru,» – og da maa hun ogsaa blive hos ham. – Laura rejser, naar han vil.


    Laura  (mod ham).

Fa’r, kan du, er du istand til –?


    Amtmanden. 

Nej, jeg er ikke istand til det mit Barn; men jeg gjør det alligevel, fordi det er Ret. – Ak, Laura! (omfavner hende, Fruen slutter sig til).


    Mathilde  (mod Axel).

De er en Jesuit! – Uden Hensyn, uden Skaansel træder De Hjerter ned som Græsstraa paa den Vej, De vil frem. Men dette skal dog ikke gaa let; thi vel er hun et Barn, – men jeg følger hende! Dem kjender jeg ikke, Dem tror jeg ikke; (med knyttet Haand) men over hende skal jeg vaage!

(Teppet falder).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om De Nygifte

De Nygifte ble utgitt i 1865. Handlingen er lagt til en embetsfamilie i samtiden. Axel og Laura er nygifte, men de er ikke helt enige om hvordan parlivet og ekteskapet skal fungere. Skuespillet er det første realistiske, borgerlige nåtidsdrama i norsk litteratur.

Stykket hadde urpremiere på Kristiania Theater 20. desember 1865 (under forfatterens egen ledelse) og ble også oppført i København og Stockholm.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.