De Nygifte

av Bjørnstjerne Bjørnson

ANDEN AKT

Et Aar senere og hos Axel. Værelset dekoreret som hint i første Akt, næsten til Nøjagtighed. To store Portrætter, et af Amtmanden og et af Fruen, meget vel trufne, hænge midt imod Tilskuerne.

Første Scene

Laura (ved Bordet). Mathilde (paa Sofaen tilhøjre).


    Mathilde  (læser højt af en Bog).

«’Nej,’ lød det bestemte Svar. Skylden var hans; men nu er den bleven hendes. Han løsrev hende fra Forældre, Barndomshjem og Vaner og gjorde det voldsomt; men siden har han søgt efter hendes Tilgivelse saa vedholdende, efter hendes Kjerlighed saa ydmygt, at der skal et forkjelet Barns hele Stivsind til for at kunne modstaa. Ligesom han før ikke vilde tage noget Hensyn uden sin Kjerlighed, saaledes vil hun nu intet tage uden sin Selvkjerlighed; men hun er saa meget dadelværdigere end han, som hendes Bevæggrunde er slettere end hans. Hun er som det Barn, der vækkes for tidlig om Morgenen; det slaar og sparker endog til den, som kun kommer for at kjele.»


    Laura. 

Men Mathilde! staar dette der?


    Mathilde. 

Javist staar det.


    Laura. 

Saadan som du nu læser det?


    Mathilde. 

Se selv!


    Laura  (tager Bogen og ser, lægger den fra sig).

Det er næsten vor egen Historie, – retfærdige Himmel, hvem har skrevet det?


    Mathilde. 

Tilfældet –


    Laura. 

Nej, et ondt Øie har engang set noget Lignende, et ufølsomt Sind, istand til at haane Forældres Kjerlighed; – det maa være En, som selv er slet og har havt slette Forældre!


    Mathilde. 

Gud, Laura, hvor du tager paavej –!


    Laura. 

Ja, det oprører mig, dette Smædeskrift paa al Tro skab i Verden. Hvad er Troskab, naar et Barn ikke skal være tro mod sine Forældre?


    Mathilde. 

Men det læste jeg netop for dig. (læser igjen). «Troskaben flytter Gjenstand med os selv. Barnet er tro mod sine Forældre, men den Gifte mod sin Udvalgte, den Gamle mod sine Børn –»


    Laura. 

Læs ikke mere, jeg vil ikke høre mere. Det fornærmer mig i hele sin Tankegang. (Efter en Pause). Hvilken slet Bog! (ligegyldig). Hvordan gaar det dem tilsidst?


    Mathilde  (ligesaa).

Hvem?


    Laura. 

Dem – i den nye Roman.


    Mathilde  (bestandig ligegyldig).

Ikke godt. (Pause).


    Laura  (ser op).

Hvem af dem gaar det ikke godt?


    Mathilde. 

Hvem tror du?


    Laura  (syr igjen).

Sagtens hende; – thi hun er jo allerede ulykkelig.


    Mathilde. 

Du gjettede rigtig. Hun bliver forelsket.


    Laura  (forundret).

Hun bliver forelsket?


    Mathilde. 

Ja; der kommer en Tid, hvori enhver Kvinde vaagner for Kjerlighed. Og da hun ikke kan elske sin Mand, elsker hun i Tidens Fylde en Anden.


    Laura  (forfærdet).

En Anden!


    Mathilde. 

Ja. (Pause).


    Laura. 

Det er afskyligt! (syr, læner derefter Haanden paa Bordet, syr igjen). Hvordan gaar det saa ham?


    Mathilde. 

Han bliver syg, meget syg. – Da er der En, som finder ham og trøster ham, – en Kvinde.


    Laura  (ser op).

Hvad vil det sige?


    Mathilde. 

Hans Sjæl er som et tomt Sted; en egen Duft af Vemod og Længsel er derover. Lidt efter lidt er hun Trøsterinden – flyttet derind, og saa kommer en Dag, hvorpaa han siger, at han er lykkelig. (Pause).


    Laura  (stille).

Hvem er hun?


    Mathilde. 

En af disse forsagende Naturer, som kunne lade sig nøje med Kjerlighedens Efterslet.


    Laura  (efter en Pause, hvori hun stivt har betragtet Mathilde).

Kunde du det?


    Mathilde. 

Nej! – Den første eller ingen!


    Laura. 

Men hun?


    Mathilde. 

Konen?


    Laura. 

Ja. Hvordan gaar det hende?


    Mathilde. 

Strax hun føler, at Manden gribes af en anden Kjerlighed, vender hun sig mod ham med al sin Magt; men da er det blevet for silde.


    Laura  (sidder hensunken, rejser sig derpaa hurtigt og gaar til et lidet Sybord, som staar ved Enden af Sofaen tilvenstre, lukker det op, søger, tænker sig om, søger atter).

    Mathilde. 

Hvad søger du?


    Laura. 

Det er et Portræt.


    Mathilde. 

Axels.


    Laura. 

Nej; – men hvor er det bleven af?


    Mathilde. 

Du husker, at du en Dag tog det op: du vilde ikke have det, sagde du. Saa gjemte jeg det.


    Laura. 

Du?


    Mathilde. 

Ja, – til du spurgte efter det. (rejser sig, lukker sit lille Sybord op, som staar ved Sofaen tilhøjre). Her er det. (giver hende det).


    Laura. 

Saa du har det! (lægger det ned uden at se paa det og skyder Skuffen til, gaar et Par Skridt, kommer tilbage, drejer Nøglen om og tager den til sig. Standser bag Bordet). Har Axel læst den nye Roman?


    Mathilde. 

Jeg ved ikke. Skal jeg give ham den?


    Laura. 

Som du vil. Du har maaske Lyst til at læse den højt for ham. (En Pige kommer med et Brev, Laura tager det, Pigen gaar igjen). Fra mine Forældre! (kysser det med Rørelse). De Eneste, som holde af mig! (gaar hurtigt).


Anden Scene

Mathilde. Axel (fra Hovedindgangen).


    Axel. 

Altid flygter hun, naar jeg kommer!


    Mathilde  (rejser sig).

Denne Gang var det dog tilfældigt. (ser paa ham). Hvor De er bleg?


    Axel  (alvorlig).

Jeg er lidt bevæget. – Har De læst den nye Roman?


    Mathilde  (putter Bogen i Lommen).

Hvilken Roman?


    Axel. 

«De Nygifte», – en ganske liden Bog.


    Mathilde. 

Aa; – jeg er just ifærd med den.


    Axel  (ivrig).

Laura ogsaa? Læser Laura den?


    Mathilde. 

Hun siger, den er slet.


    Axel. 

Nej, men forunderlig er den. Den forfærder mig, som at komme ind i sit eget Værelse og se sig selv sidde der. Den har fat lige ned i det, som ligger utænkt i min Sjæl.


    Mathilde. 

Det har enhver god Bog.


    Axel. 

Det vil gaa mig som i denne Bog; alle Forudsætninger ere der, jeg har kun ikke kjendt dem selv.


    Mathilde. 

Jeg har hørt, men blot om unge Medicinere, at de føle alle de Sygdomme, hvorom de læse.


    Axel. 

O, dette er mere end Indbildning! Mine Fristelser komme gaaende lyslevende mod mig. Tankerne stige saa naturlig op af det, der sker, som Røgen af sin Ild; – og disse Tanker (med et Blik paa Mathilde) føre langt.


    Mathilde. 

Saavidt jeg kan se, lærer Bogen kun at tage noget Hensyn overfor en Kvinde, helst naar hun er ung.


    Axel. 

Det er sandt. Men hør mig: En Ungkarl, opdragen blandt Studenter, kan umulig have alle disse Hensyn færdige, som en Kvindes Væsen kræver. Han giftes ikke paa en Dag, men efterhaanden; han flytter ikke strax sine Vaner ned af en Sofa eller sine Pligter ind i silkespundne Forhold. Den første Kjerligheds Inspiration giver Begavelsen, men denne maa staa i Lære. Ak, jeg saa ikke, hvad jeg havde forsømt, før hun stod skræmt og langt borte. Men hvad har jeg siden ikke gjort for at fange hende? Nærmet mig med sagte Gang, fra alle Sider, lokkende, med Gaver, med Anger; men De ser selv: hun flygter altid dybere ind. Mine Tanker, spændte af Længsel og Opfindsomhed, stimle efter, Kjerligheden voxer, – men undertiden afløses den rigtignok af et Savn saa uhyre, at hele Livet vil forgaa deri. Da trænger jeg til at klamre mig fast, – o, Mathilde, De har været mig meget i denne Tid! (nærmer sig).


    Mathilde  (rejser sig).

Ja, der hænder Adskilligt i et Aar, som man ikke tænkte sig, da man begyndte det.


    Axel  (sætter sig).

Gud, hvilket Aar! Jeg tør ikke leve et saadant til; – denne Bog har gjort mig ræd!


    Mathilde  (afsides).

Det er jo godt.


    Axel  (rejser sig op igjen).

Desuden: det Arbejde, jeg har, for at holde Alt her, saadan som hun er vant til, bliver mig for stort, Mathilde! I Længden kan det ikke gaa! Havde jeg endda den Løn, som den simpleste Arbejdsmand, at hun takkede mig – om bare i et Smil; men naar jeg har rejst ugevis omkring og slidt ondt i disse aabne Baade om Vinterdage, faar jeg saa en Hilsen ved min Hjemkomst? Ved hun af, naar jeg sidder Nætterne oppe, for hvem jeg gjør det? Har hun blot lagt Mærke til det, – eller til dette Hus, at det med stor Bekostning er indrettet som hendes Forældres? Nej, hun tager Alt, som det saa skal være, – og hvis Nogen sagde hende: «Dette gjør han for din Skyld,» saa vilde hun svare: «Det behøvede han ikke; jeg havde det Altsammen hjemme.»


    Mathilde. 

Ja, nu maa der komme et Vendepunkt.


    Axel. 

Hvad mener De dermed?


    Mathilde. 

Intet Bestemt, – der er hun!


    Axel. 

Er der Noget hændt? Hun kommer saa hurtigt?


Tredje Scene

Mathilde. Axel. Laura (med et aabent Brev).


    Laura  (sagte til Mathilde).

Mine Forældre føle det saa tomt derhjemme, de ville til Udlandet, til Italien, men, de komme hid, Mathilde, før de forlade Landet!


    Mathilde. 

De komme hid? – Naar?


    Laura. 

Nu strax! Jeg lagde ikke Mærke dertil: Brevet er skrevet fra næste Station, de ville overraske os, de ere her om et Øjeblik! Gud i Himlene, hvad skulle vi gjøre?


    Mathilde  (hurtigt).

Sig det til Axel.


    Laura. 

Ja, gjør det!


    Mathilde. 

Nej, det maa du!


    Laura  (forskrækket).

Jeg?


    Mathilde  (til Axel).

Laura har Noget, hun vil sige Dem.


    Laura. 

Mathilde!


    Axel. 

Det vilde være første Gang.


    Laura. 

O, sig det, du!

(Mathilde tier og gaar bort).

    Axel  (nærmere).

Hvad er det?


    Laura  (bange).

Mine Forældre komme.


    Axel. 

Hid?


    Laura. 

Ja.


    Axel. 

Naar? Idag?


    Laura. 

Nu. Ret strax.


    Axel. 

Og det har Ingen sagt mig? (tager sin Hat og gaar).


    Laura  (ræd).

Axel!


    Axel. 

Det er vist ikke for at finde mig, at de komme.


    Laura. 

Men du maa ikke gaa!


    Mathilde. 

Nej, De maa ikke!


    Axel. 

Tage de da ikke ind her?


    Laura. 

Jo, jeg har tænkt, hvis du vil, – i dine Værelser.


    Axel. 

Saa er det jo, som det skal være: jeg flytter ud, og de tage min Plads.


    Mathilde. 

Tag De mit Værelse, og jeg flytter sammen med Laura. Det skal jeg med Lethed ordne! (gaar ud).


    Axel. 

Hvorfor saa mange Omsvøb? At du længes efter dem er saa naturligt, og at jeg tager bort, naar de komme, er ligesaa naturligt; kun skulde du have forberedt det lidt lemfældig. Thi jeg maa jo tro, at de nu komme for at tage dig med, – og om det koster dig Intet at faa gjort en Ende paa dette, saa maa du jo vide, at mig koster det!


    Laura. 

Jeg vidste ikke, at de kom, før i dette Øieblik.


    Axel. 

Nej, men dine Breve har kaldt dem hid, dine Klager –


    Laura. 

Jeg har ikke klaget.


    Axel. 

Du har blot sagt dem, hvorledes her stod til.


    Laura. 

Nej aldrig!

(Pause).

    Axel  (forundret).

Hvad har du da skrevet til dem i hele dette Aar, – et Brev hver Dag?


    Laura. 

Jeg har sagt dem, at her stod godt til.


    Axel. 

Er det muligt? Hele Tiden? Laura! Tør jeg tro det? Saameget Hensyn (nærmere). O, saa er der dog endnu –!


    Laura  (ræd).

Jeg gjorde det af Hensyn til mine Forældre.


    Axel  (koldt).

Til dine Forældre? Saa gjør det mig ondt for dem; thi de ville snart se, hvorledes vi har det.


    Laura. 

De blive her blot et Par Dage; de skulle til Udlandet.


    Axel. 

Til Udlandet? – Saa skal vel Nogen følge dem? – Du kanske?


    Laura. 

Du kan vel ikke?


    Axel. 

Nej. – Du rejser altsaa dog fra mig, Laura. – Jeg bliver alene her med Mathilde; – det er næsten som i Bogen.


    Laura. 

Med Mathilde? – Ja, – kanske Mathilde kunde følge dem?


    Axel. 

Hun kan jo ikke undværes her, – saalænge det staar som nu.


    Laura. 

Du vil maaske hellere, at jeg –?


    Axel. 

Du behøver jo ikke at spørge mig om Noget. Du rejser, hvis du vil.


    Laura. 

Ja, jeg kan undværes. – Imidlertid tror jeg nok, at jeg bliver!


    Axel. 

Du bliver – hos mig?


    Laura. 

Ja.


    Axel  (glad, nærmere).

Det er dog ikke af Hensyn til dine Forældre?


    Laura. 

Nej, det er det ikke!

(Han fjerner sig forundret).

Fjerde Scene

De Forrige. Mathilde.


    Mathilde. 

Nu er Alt i Orden. (til Axel). De bliver altsaa?


    Axel  (ser paa Laura).

Jeg ved ikke. – Dersom jeg rejser bort de faa Dage, vil det vist gaa bedre.


    Mathilde  (træder frem).

Godt. Saa rejser ogsaa jeg!


    Laura. 

Du?


    Axel. 

De?


    Mathilde. 

Ja, i det, som da sker, vil jeg ingen Del have.

(Pause).

    Axel. 

Hvad tror De da vil ske?


    Mathilde. 

Lad det være usagt, – saalænge det er usket.

(Pause).

    Axel. 

Nu tænker De for haardt om Deres Veninde.


    Laura  (rolig).

Mathilde er ikke min Veninde.


    Axel. 

Er Mathilde ikke din –?


    Laura  (som før).

Den, som bestandig skuffer, er ingen Veninde.


    Axel. 

Har Mathilde skuffet Nogen? Du er uretfærdig!


    Laura  (altid rolig).

Er jeg det? Mathilde er Skyld i, at jeg nu er ulykkelig.


    Axel. 

Men, Laura!


    Laura. 

Kjere, forsvar hende du, hvis du har Trang dertil; men lad mig faa Lov til at sige ligefrem, at Mathilde har ført mig, fra jeg var et troskyldigt Barn, og ind i alt det, hvori jeg nu lider! Uden hende var jeg idag ikke gift og heller ikke borte fra mine Forældre. Hun fulgte mig hid, ikke forat hjælpe mig, som hun sagde; men forat udspeide mig videre, stille, hemmeligt, som det er hendes Vis, og siden bruge, hvad hun har fundet. Men dig tjener hun; thi dig – nej, jeg vil ikke sige det! (med stigende Heftighed). Men sammensværg Eder, I, og prøv saa, om jeg længere er noget Barn! Det Træ, som I har flyttet med oprevne Rødder, giver ikke Frugt det første Aar, hvormeget I saa ryste! Lad det kun gaa som i den Roman, hun har saamegen Glæde af at læse højt for mig; – men den Dag jeg tigger om Kjerlighed, skal I ikke leve! Og saa maa mine Forældre komme og se Alt, Alt, det er mig nu netop en Trang! Thi jeg vil ikke lade mig lede, jeg vil ikke lade mig skuffe, – jeg vil ikke! (staar et Øjeblik ganske stille, brister saa i heftig Graad og løber ud).


Femte Scene



    Axel  (efter en Pause).

Hvad er dette?


    Mathilde. 

Hun hader mig.


    Axel  (forbauset).

Naar er det kommet?


    Mathilde. 

Lidt efter lidt. Ser De det først nu?


    Axel  (endnu mere).

Har De da ikke længer hendes Fortrolighed?


    Mathilde. 

Ikke mere end De.


    Axel. 

Hun, som engang troede Alle –!


    Mathilde. 

Nu tror hun Ingen. (Pause).


    Axel. 

Og endnu forunderligere, – men, det er ikke til at tage Feil af: hun er skinsyg!


    Mathilde. 

Ja.


    Axel. 

– – Og paa Dem? – Noget saa ugrundet (standser uvilkaarligt seende paa hende; Mathilde gaar til den anden Side).


    Mathilde. 

De kan kun være glad over, at dette er kommet.


    Axel. 

Skinsygen – eller – hvad sagde De?


    Mathilde. 

Den har hjulpet hende. Nu er hun paavej til at elske Dem.


    Axel. 

Nu? –


    Mathilde. 

Kjerligheden kommer ofte saaledes, – helst hos den, der er gjort usikker.


    Axel. 

Og De skulde være Offer?


    Mathilde. 

Det er jeg vant til.


    Axel  (nærmere, hurtigt).

De maa selv have elsket, Mathilde?


    Mathilde  (studser, siger derpaa).

Det har jeg ogsaa.


    Axel. 

Ulykkeligt?


    Mathilde. 

Ikke lykkeligt; – men hvorfor tror De det?


    Axel. 

De, der have oplevet saadant, have mindre Egenkjerlighed end vi Andre og ere istand til Mere.


    Mathilde. 

Ja, – Kjerligheden er altid en Indvielse, om ikke altid til det Samme.


    Axel. 

Undertiden gjør den kun ulykkelig.


    Mathilde. 

Ja, Mennesker uden Indhold – og uden Stolthed!


    Axel. 

Jo mere jeg kjender Dem, desmindre. Hvad er det dog for en Mand, som De kan have elsket uden Gjenkjerlighed!


    Mathilde  (dæmpet).

En Mand, jeg nu er meget taknemmelig; thi det er ikke mit Kald at blive gift.


    Axel. 

Hvad er da Deres Kald?


    Mathilde. 

Et, man ikke gjerne taler om, før man ved, det er lykkedes. – Men uden ham havde jeg neppe opdaget det.


    Axel. 

Og nu er De rolig, – har ingen Længsel?


    Mathilde  (heftigt som Alt følgende).

Jo, den Længsel at rejse, langt, langt! At fylde min Sjæl med store Billeder, o, har De Godhed for mig –


    Axel. 

Mathilde, jeg har Mere: den varmeste Taknemmelighed, o, endnu Mere, jeg –


    Mathilde  (afbrydende).

Vel, saa forson Dem med Laura! Saa faar jeg følge hendes Forældre til Udlandet! … O, kommer jeg nu ikke bort, langt bort, saa er der Noget i mig, som dør!


    Axel. 

Rejs, Mathilde, – De siger det, saa jeg tror Dem!


    Mathilde. 

Jeg rejser ikke, før I ere forsonede! Vi skulle dog ikke alle tre blive ulykkelige! … Nej, jeg er det ikke; men jeg blev det, hvis I blev det, – og hvis jeg nu ikke fik rejse!


    Axel. 

Ak, hvad kan jeg gjøre dertil?


    Mathilde  (hurtigt).

Blive her forat tage godt mod de Gamle! Vær saa mod Laura, som om Intet var, og hun tier!


    Axel. 

Hvoraf tror De, at hun tier?


    Mathilde. 

Af alt, jeg har gjort derfor!


    Axel. 

De? –


    Mathilde. 

Ja, – nej – ja, det vil sige, ikke som De har villet, men ad Omveje –


    Axel. 

Ogsaa i den første Tid?


    Mathilde. 

Nej, ikke dengang, det er sandt. Men glem det; thi nu har jeg gjort det godt igjen! Jeg kjendte Dem ikke dengang, … der var Grunde …


    Axel  (nærmere).

Mathilde, jeg har faaet en forunderlig Godhed for Dem, det er, som om alt Det, der hist bliver forsmaaet, vil samles om Dem, og som om jeg nu først –


    Mathilde. 

Der er Vognen!


    Axel. 

Hvad skal jeg?


    Mathilde. 

Gaa ned og tage mod de Gamle! Skynd Dem! Se, Laura er alt dernede, o, lad hende ikke savne Dem i denne Stund! Saa, det var ret! (han gaar). Ja, det var ret: nu har jeg først rigtig vundet! (ud).


Sjette Scene

(Man hører Fruens og Amtmandens Stemmer udenfor, strax komme Fruen fulgt af Laura, derpaa Amtmanden, fulgt af Axel og Mathilde.)


    Fruen. 

Saa er jeg da hos dig, mit evig elskede Barn (kysser hende). O, det er ogsaa godt at være adskilte, for saa mødes vi igjen! (kysser hende). Hver eneste Dag dine dejlige Breve, – Tak! (kysser hende atter). O, du er den samme, ganske den samme, – kun lidt blegere; – men det skal du jo være. (kysser hende).


    Axel  (til Amtmanden, som tager Frakken og flere Skjerf af).

Skal jeg ikke –?


    Amtmanden  (bukkende).

Jeg takker, … jeg kan godt selv!


    Axel. 

Maa jeg saa ikke bære det bort? (vil tage Hat og Frakke m. m.).


    Amtmanden  (bukkende).

Tusind Tak! … Jeg skal nok selv! (gaar med det).


    Fruen  (til Laura, sagte).

Det kostede at faa Fa’r med, kan du tro. Han kan endnu ikke glemme –. Men vort Barn maatte vi dog se, før vi rejste, og rejse maatte vi, da det blev saa øde der hjemme.


    Laura. 

Gode Mo’r! (hun og Mathilde hjælpe hende Tøjet af).


    Axel  (til Amtmanden, som er kommen ind igjen).

Amtmanden har havt en god Rejse?


    Amtmanden. 

Særdeles behagelig.


    Axel. 

Ingen Forkjølelse?


    Amtmanden. 

Ingen egentlig, kun en let; – lidt Hævelse i Halsen, sent ude, stærkt Duggslag. – De befinder Dem vel?


    Axel. 

Tak, meget vel.


    Amtmanden. 

Det fornøjer mig særdeles.


    Fruen  (til Amtmanden).

Men ser du –?


    Amtmanden. 

Hvad, min Bedste?


    Fruen. 

Nej, ser du det ikke?


    Amtmanden. 

Nej, hvad er det?


    Fruen. 

Vi ere komne hjem igjen, Stuen er jo vor egen!


    Amtmanden  (forundret).

Jeg mener ogsaa –


    Fruen. 

Teppet, Betrækket, Møblerne, Alt indtil den Orden, hvori det staar! (gaar over til Axel og tager hans Haand) Et mere rørende Bevis paa din Kjerlighed for hende kunde aldrig møde os! (til Amtmanden) Ikke sandt?


    Amtmanden. 

Ja, det maa jeg sige –


    Fruen. 

Og derom, Laura, har du ikke skrevet et eneste Ord?


    Mathilde. 

Ikke denne Stue alene, men hele Huset er, saavidt muligt, indrettet som Eders.


    Fruen. 

Hele Huset, er det muligt!


    Amtmanden. 

Det er den smukkeste Maade at gjøre sin unge Kone en Glæde paa, som jeg nogensinde har hørt Tale om!


    Fruen. 

Jeg er saa forundret over dig, mit Barn, at du ikke med et Ord har nævnt alt dette?


    Amtmanden. 

Nej, ikke med et Ord!


    Fruen. 

Har du da ikke set det?


    Amtmanden. 

Det, man daglig har for Øje, tror man, at Alle ved, – ikke sandt, min Lille? Det er gaaet saadan til?


    Fruen. 

Og det har Axel givet dig ved sit eget Arbejde! Du er vel stolt deraf?


    Amtmanden  (klappende hende).

Naturligvis er hun det; men Laura plejer jo aldrig at skildre sine Følelser, skjønt dette er noget saa –


    Fruen  (ler).

Hendes Breve har i den senere Tid kun været optagne af Betragtninger over Kjerlighed.


    Laura. 

Mo’r! –


    Fruen. 

Nu, jeg skal Intet sige. Men du har en god Mand, Laura!


    Laura. 

Mo’r! –


    Fruen  (dæmpet).

Du har vist ham en eller anden Opmærksomhed igjen, givet ham Noget? Eller –


    Amtmanden. 

– Syet noget til ham, – hvad?


    Axel  (da Mathilde har bragt Vin og skjenket i).

Et Glas Vin til Velkomst, – Sherry, Amtmandens Yndlingsvin.


    Fruen. 

Det husker han!

(De tage sine Glas).

    Axel. 

Maa Laura og jeg nu faa Lov til at ønske Eder velkomne hos os! Maatte I nu finde Alt her, (bevæget) saadan som I ønske det; – jeg skal gjøre Mit dertil, … og Laura vil vist ogsaa gjøre Sit.


    Fruen. 

Det vil hun! – Klink med ham! (han rækker sit Glas imod hende, hun skjælver paa Haanden, saa Vinen spildes). Du har skjenket for fuldt, mit Barn!

(De klinke og drikke Alle).

    Amtmanden  (da der atter er iskjenket).

Min Kone og jeg … takke for denne Modtagelse. Vi kunde jo ikke rejse uden først at se til vort Barn, – til vore Børn. En god Veninde af Eder (ser paa Mathilde) raadede os til at komme uventet. Vi vilde det ikke strax, men ere nu glade ved, at det skete; thi nu – se vi bedst, at Lauras Breve vare sande. I har det godt, – og saa maa vi Gamle jo ogsaa have det godt – og lade være glemt, hvad – hvad dog er blevet til det Bedste. – Hm hm. – Engang kunde vi ikke tænke os dette … og derfor ikke skilles fra vort Barn; men nu kunne vi det trygt; – thi nu tror vi paa Dem, … jeg tror paa dig, Axel, min Søn … Gud velsigne dig! (De trykke hinandens Hænder, Alle drikke.)


    Fruen. 

Ved I, hvad jeg nu har Lyst til?


    Alle. 

Nej?


    Fruen. 

At Axel fortæller, hvorledes det gik til, da I bleve forsonede.


    Laura. 

Mo’r! –


    Fruen. 

Hvorfor er du undselig? Hvorfor har du aldrig villet fortælle det? Herregud, har vi Forældre nogen større Glæde end at høre, hvorledes vore Børn bleve lykkelige?


    Amtmanden. 

Det er en god Ide af Mo’r! Saa sætte vi os og høre paa. (De sætte sig; Laura vil gaa) Nej, kom nu og sæt dig hos Mo’r, Laura! Vi maa jo se paa dig, mens han fortæller. (han drager hende ned til sig).


    Fruen. 

Saa maa du ikke glemme Noget, Axel, kom med de første Tegn, den første Godhed, Laura viste dig.


    Axel. 

Ja, jeg skal fortælle, hvorledes det gik til.


    Laura  (farer op).

Men Axel –!


    Axel. 

Jeg fortsætter kun dine Breve, Laura.


    Fruen. 

Det er jo til Ære for dig, mit Barn! Hør nu stille paa ham og ret ham, hvor han glemmer Noget. (Hun drages ned igjen).


    Axel. 

Ja, kjere Forældre, I vide jo, at det ikke begyndte godt, –


    Amtmanden. 

Ak ja, – men gaa det forbi.


    Axel. 

Den store Uret, jeg havde gjort Laura, følte jeg, strax hun stod alene. Hun skalv, naar jeg nærmede mig, og snart skalv hun for Alle som for mig. Først blev jeg ydmyg som den Stærke, naar han har sejret, men siden bange; thi jeg havde været for stærk. Da indviede jeg min Kjerlighed til i Jakobs syv Arbejdsaar at tjene op, hvad jeg havde tabt i et Øjeblik. I ser dette Hus, – jeg jevnede det for hendes Fod; I ser, hvad her er, – jeg satte det for hendes Øje; af mine Nætters Arbejde, af den yderste Anstrengelse hentede jeg det frem, Stykke for Stykke, at hun ikke skulde støde sig paa noget Fremmed og Koldt, men bæres af det Kjendte og Elskde. Dette forstod hun, og Vaarens Fugle begyndte tidlig at flagre om Huset, og skjønt hun altid var flygtet, naar jeg kom, mærkede jeg hendes Tilstedeværelse i mine Stuer, ved mit Arbejdsbord, i hundrede kjere Smaating –


    Laura  (skamfuld).

O, det er ikke sandt!


    Axel. 

Tro hende ikke! Laura har et saa kjerligt Hjerte, – hun var gjort undselig af sin Frygt, men hun kunde ikke modstaa sine gode Indskydelser eller min ydmyge Troskab. Naar jeg vaagede i mit Værelse ved mit Arbejde for hende, vaagede hun i sit, i alle Fald troede jeg ofte at høre hendes Fodtrin; og naar jeg kom sent hjem fra haarde Rejser, sprang hun vel ikke imod mig, – det var ikke, fordi hun savnede en Hustrus Taknemmelighed, den har Laura! – men fordi hun ikke vilde røbe sin Glæde før paa Forsoningens store Dag.


    Laura  (rejser sig).

    Amtmanden. 

Men blev I da ikke strax forsonede?


    Axel. 

Ikke strax.


    Fruen  (bange, dæmpet).

Gud, det har Laura fortiet!


    Axel. 

Fordi hun elskede Eder og ikke unødig vilde bedrøve Eder. Men hendes Taushed, ikke sandt, den røbede, at hun ventede paa mig; den var hendes Kjerligheds første Gave til mig? (Laura sætter sig). Siden kom flere; hun saa jo, at jeg ikke var ond, tvertom, hun saa, at hvad jeg havde syndet, havde jeg syndet af Kjerlighed, og Laura er jo selv kjerlig, hun kom mig derfor imøde lidt efter lidt, med Blidhed, i Stilhed; hun længtes til at blive en god Hustru. Saa var det en dejlig Formiddag, ja, som nu denne; – vi havde hver for sig læst en Bog, der fra det Fjerne talte truende ned i vort Forhold, og vi dreves sammen her af Angst. Da, med en Gang, fløj alle Døre og Vinduer op, det var Brev fra Eder, som kom, der blev varmt deraf i Stuen, – ja, som nu I sidde her, – Sommeren sang om Huset, – og da saa jeg paa hendes Øjne, at nu vilde alle Blomster aabne sig! Da knælte jeg for hende – som nu – og sagde: For vore Forældres Skyld, at de skulle have Glæde af os, for min Skyld, at jeg ikke længere skal straffes, og for din Skyld, at du atter skal kunne leve af dit fulde, gode Hjerte, lad os nu finde hverandre! – Og da svarte Laura –?


    Laura  (kaster sig grædende til hans Bryst; Alle rejse sig).

    Fruen. 

Det var dejligt, Børn!


    Amtmanden. 

Dejligt, som da vi selv vare unge og fandt hinanden! – Nej, som den Mand fortæller!


    Fruen. 

Ja, som om vi oplevede det nu!


    Amtmanden. 

Ikke sandt, – hvilken Begavelse!


    Fruen  (sagte).

Han bliver noget Stort!


    Amtmanden  (sagte).

– Noget Stort, – og i vor Familie.


    Axel  (som har ført Laura frem i Forgrunden til Venstre).

Saa det svarte du, Laura!


    Laura. 

Du husker ikke Alt.


    Fruen. 

Er der Mere? Lad os høre Mere!


    Axel. 

Hvad sagde du saa?


    Laura. 

Jo, jeg sagde, at jeg blev holdt tilbage længe … længe! Jeg saa nok, at du var glad i mig; men jeg var bange, at det var som i et Barn.


    Axel. 

Laura!


    Laura. 

Jeg er jo ikke saa klog som … mange Andre, … men et Barn er jeg ikke længer; thi nu elsker jeg dig!


    Axel. 

Jo, et Barn er du alligevel!


    Amtmanden  (til Fruen).

Men hvordan bliver det nu med vor Aftale. Vi skulde jo strax rejse videre?


    Axel. 

Nej, bliv nu nogle Dage! (Laura gjør Tegn til ham). Ikke?


    Laura  (sagte).

Nu vilde jeg, at vi skulde være alene.


    Fruen. 

Hvad siger du, Laura?


    Laura. 

Jeg? – Jeg siger, at jeg vilde bede Jer, naar I nu rejse, at tage Mathilde med.


    Fruen. 

Det er smukt af dig, Laura, at du husker paa Mathilde. Man siger ellers om Nygifte, at de ere Egoister.


    Amtmanden. 

Nej, det er Laura ikke!


    Alle. 

Nej, det er Laura ikke!


    Laura. 

Mathilde, (sagte) tilgiv mig! (de omfavne hinanden; sagte) Nu først forstaar jeg dig!


    Mathilde. 

Ikke ganske.


    Laura. 

Jo, uden dig havde jeg vist aldrig faaet Axel.


    Mathilde. 

Det er sandt.


    Laura. 

O, Mathilde, nu er jeg saa glad!


    Mathilde. 

Og jeg ønsker dig tillykke.


    Axel  (idet han tager Lauras Arm).

Nu kan De rejse, Mathilde!


    Mathilde. 

Ja! – og min næste Roman skal blive bedre.


    Axel. 

Deres –?

(Teppet falder).

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om De Nygifte

De Nygifte ble utgitt i 1865. Handlingen er lagt til en embetsfamilie i samtiden. Axel og Laura er nygifte, men de er ikke helt enige om hvordan parlivet og ekteskapet skal fungere. Skuespillet er det første realistiske, borgerlige nåtidsdrama i norsk litteratur.

Stykket hadde urpremiere på Kristiania Theater 20. desember 1865 (under forfatterens egen ledelse) og ble også oppført i København og Stockholm.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.