I

Speilsalen paa Grand Hotel var fuld av folk. Der hadde været en mer end almindelig festlig forestilling i Nationalteatret. Operaforestilling, med en «stjerne» i hovedrollen.

Derfor var stemningen ogsaa mer end almindelig belivet. Man hørte champagneproppe knalde her og der ved de smaa borde med sine elektriske lamper, dækket av diskrete, farvede silkeskjerme. I den nederste ende av salen spilte et orkester, hvis muntre toner av og til forvirredes ja næsten overdøvedes av al den høirøstede tales summen. Luften var varm; ogsaa litt parfumeret. Damernes toiletter lyse og smukke. Det var endnu litt tidlig paa høsten, og man hadde ikke rigtig faat graastemningen paa, hverken den ydre, i klærne, eller – den anden!

Bruks- og skogeier Karsten Grubbe hadde netop sammen med sin frue fundet sig frem til deres forut bestilte pladse i et hyggelig hjørne, længst oppe i salen. Folk hadde uvilkaarlig fulgt 2dem med øinene, mens de manøvrerte op mellem alle de tæt besatte borde.

Et sjeldent vakkert, ungt par. Han mørk, staut, bredskuldret, maaske litt tung i gang og bevægelser. Hun middelshøi, fin, blond, elegant og gratiøs. De hadde ogsaa stanset og vekslet hilsener og smaareplikker her og der, hvor de traf bekjendte. Og de syntes ogsaa overalt at mottages med en næsten overstrømmende venlighed og elskværdighed.

Der var dog noget vist fraværende og træt, en træthed der likesom kom indenfra, i den maate hvorpaa fru Else Grubbe nu efter at ha tat plads lot sine vakre blaa, litt tilslørede øine vandre likesom søkende omkring, uten at fæste sig ved nogen enkelt. Mens hænderne hadde travelt med at vrænge av de lange, hvite hansker, stryke op det gyldenbrune, bølgende haar, der vilde falde forlangt ned i panden, eller rette paa en knipling ved den lyseblaa kjoles gjennemsigtige tyllsnedringning.

Nu stanset dog hendes blik pludselig op, og uttrykket blev mere livfuldt og interesseret. En høi, slank skikkelse var likesom med én gang dukket op midt i salen og stod nu der, tydeligvis søkende, og forgjæves, efter en ledig plads. «Se, der er Eilif Bech, Karsten! Stakkar!»

«Naa jasaa. Begynder han at gaa ut igjen naa da.»

Karsten Grubbes stemme og langsomme maate at tale paa, lød adskillig mindre interesseret end 3hans frues. «Ja, nu er det vel over aaret siden konen døde ogsaa.»

«Han er ganske alene, du. Og alting er jo saa optat her. Jeg vinker paa ham, jeg. Vi har jo god plads.» Hun løftet allerede haanden og vinket for at tiltrække sig den omtalte herres opmerksomhed.

«Aa nei, Else da,» kom det litt træt og skuffet. «Naar du nu endelig har faat drat mig hit paa dette «nachspielet», som du vet jeg slet ikke liker saa langt utover natten, saa kunde jeg naa gjerne faa være her i ro med dig.»

Elses øine var lynsnart blit helt nærværende.

«Er du altsaa litt indtat i mig da?»

Det kom hurtig, med et glimt av glæde. Og hun saa ham forventningsfuldt op i det paafaldende smukke, men noget stive og flegmatiske ansigt.

«Aa ja, du vet da vel det, vel,» svarte han støt og sikkert. Han møtte hendes blik med sine rolige brune øine, og smilte. Saan litt overbærende som om han fandt det høist upaakrævet at maatte gjenta dette, efter hans mening saa selvfølgelige faktum.

«Og du synes jeg er frygtelig pen iaften?» hvisket hun fort. Og der var noget sart og flagrende over hendes smil, der i øieblikket gav hende noget visst følsomt, ungpikeagtig.

«Aa ja, det vet du da ogsaa godt. Det er bare ikke noget at tænke saa meget paa. En gammel –»

4«Hysh da Karsten.»

Karsten forsøkte sig i at sænke stemmen, men det gik ikke videre for hans dype, fuldklingende organ. – «Gammel, gift kone siger jeg – paa snart tredive aar, med tre store barn.»

Nu stod løitnant Bech der, like ved dem. Han fik Elses oplivede ansigt op mot sig idet han hilste og takket for opfordringen til at slutte sig til dem. – Han hadde ogsaa faat slik uimotstaalig lyst til at se folk efter den storartede musikken.

Eilif Bech var en ung mand i etpar og tredive aarsalderen, med et mandig, energisk utseende. Dertil noget frit, ledig, næsten nonchalant i holdning og manerer, der egentlig ikke hadde meget tilfælles med det militære. Han hadde et smalt, temmelig litet hode, med mørkt tykt haar, klippet á la brosse. Ansigtet var magert, litt skarpt, næsen stor, men velformet. Øinene var mørkeblaa og laa underlig dypt indunder de tætte bryn. Munden under den kortskaarne knebelsbart var alvorlig med naturlige, bøielige linjer.

Men først og fremst var det hans blik, som slog én. Det fæstet sig paa én saa aapent og like-paa, dertil med noget hjertevarmt og sympatisk, der straks gav én fornemmelsen av, at her hadde man for sig et av de mennesker, der likesom hver dag stiller sig ansigt til ansigt med livet. Tar mot dets indtryk og bærer dets byrder, uten at prutte eller vike undav. Og som under det altsammen altid har raad til at være helt sig selv.

Elses øine fæstet sig ogsaa uvilkaarlig et à to 5sekunder længer end strængt tat høflig ved denne skikkelse, der nu stod der foran hende, inden hun hørte paa hans tiltale. Der var en slik forskjel mellem denne modne, eiendomlige personlighed og den elskværdige, hyggelige livsglade ballkavaler, hun for en tre-fire aar siden saa ofte hadde truffet sammen med i selskaber og paa baller.

Men Karsten hadde straks reist sig. Ikke overdreven hjertelig, men høflig. Der blev vinket paa en tjener for at sætte en kuvert til og bestilt mere vin.

«Hvor har nu De opholdt Dem i sommer da løitnant? Er De kommet fra «moen» eller fra opmaalingen,» begyndte han, da de nu alle hadde tat plads, litt konventionelt konverserende. Men Else avbrøt ham uten videre med et hjertelig: «Hvor morsomt at se Dem igjen! Saa længe, længe siden vi møttes! – Nei, men Karsten,» han fik et bebreidende blik, «vi som følger med, vi, som læser vore aviser,» hun kremtet ertende, «vi vet da, at løitnant Bech nu sidst kommer like fra Frankrike, hvor han var attacheret general – ja hm – navnet kan jo være det samme. De har jo været med paa en ordentlig ballonfart ogsaa – det stod i Aftenbladet. Hvorledes var nu det – fortæl!»

Og Elses blaa øine, som var saa blaa, saa blaa, at de mest lignet to store forglemmigeier, fæstet sig interesserte paa den unge officers mørke, solbrændte ansigt.

«Aeroplan – ikke ballon,» rettet han smilende.

6«I luften iallefald,» lo Else.

«Ja, ja – naa husker jeg det jo saa godt. Men, naar en enten farter op i skogene bestandig, eller en ligger og slaas med arbeiderne, som altid gjør braak og forstyrrelser ved brukene, netop naar en mest er i nød for dem, saa blir en nu let kjørt litt agterut saan angaaende verdensbegivenhederne da, skal jeg si Dem,» fortsatte Karsten undskyldende. Han var litt langsom i tankegangen og fulgte nu, uten at la sig forstyrre, sin trang til at være høflig og velopdragen. Noget, der baade var ham medfødt og indpodet fra han vokset op som eneste søn deroppe ved det store bruk, der i flere generationer hadde været i hans slegts eie.

«Aa, det er nu vel ikke vigtigere «verdensbegivenheder» med mine manøvrer end med Deres skoghugst og bruksdrift,» svarte Eilif Bech, og møtte Karstens litt ubevægelige uttryk med sit vakre, aapne blik. «Men en slik luftreise – en oplevelse for den, som har været med paa slikt – det blir det!»

Og han begyndte straks at fortælle livlig og malende, men ganske fordringsløst om den flyvningen han hadde deltat i fra Paris, til leiren i Châlons, idet han særlig dvælte ved den saa underlig lykkelige fornemmelse, der kommer over én deroppe mellem, eller over, skyerne!

Karsten, som var levende interesseret for alt nyt paa praktiske og tekniske omraader, var nu den ivrigste, mest opmerksomme tilhører. Og avbrøt ham ofte med spørsmaal og saglige bemerkninger.

7Fru Else derimot sat mere taus og stille. Og da samtalen saa efterhaanden skiftet og dreiet sig om mere hjemlige forhold, politik, samfundsspørsmaal, sport, forsøkte hun at gjette sig frem til andre sider av Eilif Bechs karakter, der maatte ha utviklet sig hos ham i disse to aar, hvor deres veie ikke hadde krydsedes.

Hun selv hadde jo tildels levet temmelig tilbaketrukket, deroppe paa Helgeby, deres store eiendom, disse sidste par aarene. Hun hadde været adskillig syk og medtat efter det sidste barns fødsel.

Med hans skjæbne i de senere par aar, hadde jo hele byen beskjæftiget sig. Fra dengang da den vakre, dygtige officer, som alle spaadde en hurtig og lys karriere, for omtrent tre aar siden lot en udmerket, og for en saa ung mand meget ærefuld post gaa fra sig, for at følge sin unge hustru, med deres aarsgamle gut til syden, hvor lægerne mente, hun maaske vilde kunne overvinde en begyndende tuberkulose. I to aar hadde de saa reist omkring dernede, prøvet de beskyttede, solvarme kyster, og de høie fjeldsanatoriers tørre luft. Alt forgjæves. Aaret iforveien var han saa vendt tilbake alene, med sin lille søn og sammen med sin svigermor, en formuende fabrikeiers enke, hos hvem han nu levet og hadde sit hjem.

Gjennem uttalelser og breve fra denne svigermor og andre tilfældige reisende bekjendte, hadde der dannet sig noget av en mythe om hans liv dernede i de to aar. En ømhed og taalmodighed 8der aldrig svigtet likeoverfor et vanskelig, til det yderste forkjælet barn, som man vilde vite var blit hans hustru mere gjennem en høit opdreven samvittighedsfuldhed likeoverfor en slags barneforlovelse – hvor hun hadde været den sterke og den villende – end gjennem nogen virkelig spontan og sterk følelse fra hans side.

Fru Else kjendte sig varm om hjertet. Hun hadde et letbevægelig gemyt og en livlig fantasi. Der vimret allerede smaa tanker og planer inde i hendes hjerne om at trække ham mere til deres hus i fremtiden. I byen til vinteren – smaa middage, bridgepartier – jagtture paa Helgeby – Karsten og han paa skiture oppe i skogene, naar blinkningen og hugsten begyndte.

En kunde gjøre ham noget virkelig godt paa den maaten –

Se saa – nu var Karsten kommet ind paa sit yndlingstema: de vanskelige arbeiderforhold nutildags ved en større bedrift. Ja, ja – hun visste jo nok, det var noget, der næsten til hver dag maatte trænge sig ind paa ham. Og hun maatte jo ogsaa vænne sig til alt det der – naturligvis – men –

Fru Else Grubbe gjorde sig det aldrig rigtig klart i sine smaa opgjør med sig selv – for vilde hun ikke gjerne være saan som Karsten kunde ønske det – hvor fjernt, hvor uendelig fjernt det vedblev at ligge for hende altsammen – dette med arbeiderforhold og arbeiderkrav og arbeidsgiveres vanskeligheder, og forpligtelser likeoverfor tidens 9tanker og rop paa fremskridt paa alle sociale omraader.

– Men Karsten var nu blit bare liv og meddelsomhed.

Ved farens tidlige død var han allerede i et par og tredive aarsalderen kommet i en stor arbeidsherres opslitende og ansvarsfulde stilling, som han ogsaa søkte at fylde efter bedste evne. Og der var nu baade alvor og sagkyndighed i hans ord. Og en viss mandig kraft, der passet godt til hans litt tunge skikkelse.

Eilif Bech hørte meget interesseret efter. Skjøt ind kloke, forstaaende bemerkninger, der blev optat og veiet med grundighed – for saa atter at avsvække al autoritet gjennem fremsættelsen av nogle idealistiske, høit humanitære idéer, der blev avvist med forfærdelse!

– Støien omkring dem, fra alle de høirøstede stemmer i salen var steget. Ved enkelte borde begyndte man at røke. Damerne ogsaa. Luften blev tungere, næsten kvælende. Musikkens toner virket trættende og øredøvende.

For fru Elses øren svirret tilslut alle disse tekniske uttryk, alle disse mandfolkagtige ord: Skatter, procenter, dividender etc., og irriterte hendes nerver. Særlig naar der saa kom noget frem av det, som pinte hende hos Karsten: Et visst snusfornuftig tørt livssyn, en heldning mot den smaalighed i orden og økonomi, som let fortaper sig i detaljer.

«Jeg er glad i folkene mine. De fleste av dem 10er vokset op paa eiendommen. Men jeg liker ikke at bli narret, om saa det er for et øre! «Ret er ret».»

Det var Karstens frie oversættelse av den latinske devise: Jus est ars boni et aqui, Grubbernes gamle valgsprog, der stod under familievaabenet over porten paa Helgeby. Og det var blit Karstens livsprincip.

Men nu var Elses taalmodighed forbi. «Undskyld jeg avbryter. Men dette er litt kjedelig. Ja, det er det virkelig!»

Karsten protesterte: «Tidens spørsmaal –»

«Tidens spørsmaal er da heldigvis ikke i enkelttal,» gjendrev Else raskt. «Fortæl nu heller litt om Paris, løitnant Bech. Var der deilig i høst?»

Eilif Bech vendte sig mot hende.

«Ja, jeg kan ikke negte for det. Trods alle de gamle, som roper: Paris nu – nei, i min tid – da! Der er saan underlig livsaktivitet, slik naturlig livsglæde over Paris. Jeg tror, det mest er det. Mer end over noget andet sted, som jeg har set ialfald. Kanske det er likedan i Amerika – men jeg er sikker paa, at alting er mere opjaget og febrilsk der. I Paris, der er likesom alt sundt ogsaa. En puster let. En gaar fort. Det glitrer av liv omkring en – stryker som en brus forbi en! Dagen er fuld av timer, som hver har sit. Og det er akkurat, som det skal være. – Og slik en egen luft og lugt! Alle disse kjærrelassene med violer og nelliker og frugt og grønt, som de trækker omkring i gaterne med – og al den friske vandingen, og –»

11«Ikke at forglemme den deilige lugten av petroleum og bensin og alt slikt, løitnant,» avbrøt Karsten leende. «Jo, jeg har nok hørt om det ogsaa!»

«Ja, det er ogsaa saa sandt som det er sagt!» Eilif lo ogsaa med et visst tørt humor. «Det er jo virkelig blit en integrerende del av den atmosfære en indaander i alle store byer nu. Og der hvor automobilerne rigtig tuter og lugter – der blir alt det andet borte, det maa medgives.»

Men Elses øine var blit fjerne og drømmende. Nu saa de op mot ham. Om den fine, lille mund kom atter det underlig flagrende smil, som gav hende noget hjælpeløst og saart.

«Tænk, løitnant Bech, Karsten og jeg skulde ha været en tur i Paris, nu netop i høst! Karsten hadde lovet det. Det er flere aar, som vi ikke har været ute. Bare paa Helgeby – og herinde, litt, om vinteren.

«Meget,» rettet Karsten.

«Men, da det kom til stykket,» fortsatte Else uten at ændse avbrydelsen, «var det umulig for Karsten at komme fra. For der var streik ved et av brukene.»

«Og naar det var kommet til stykket, vilde du ikke reist fra barna heller,» indskjøt Karsten godmodig leende.

Else lo ikke. «Jo, jeg vilde.» Og hun vendte sig til Eilif Bech. «Denne livsaktiviteten eller livsglæden, som De netop talte om – synes ikke De ogsaa, at den trænger én virkelig ofte haardt nok herhjemme, hvor alt er saa tungt – likesom surt?»

12«En mand faar bli paa sin plads, naar det trænges, og passe sin dont,» lød Karstens kraftige litt prosaiske røst idetsamme. «Og jamen er det vakkert og livsglædelig nok oppe paa Helgeby og i skogene rundt omkring baade sommer og vinter –.»

Men Else knuget sine hænder sammen.

«Aa, De kan tro, det er ikke saa godt, løitnant Bech. Aldrig synes Karsten det er morsomt som jeg synes er morsomt!»

«Jeg tror dog at kunne konstatere noget av det motsatte,» svarte Eilif Bech spøkende. Men der var noget særlig venlig i tonen og i det blik, han nu fæstet fuldt paa den unge frue, der viste paa, at han maaske forstod mere av hvad der hadde været av livsalvor i hendes uvilkaarlige lille utbrud, end hans ord lot formode. «Da jeg nu iaften hadde den fornøielse at møte Dem, saa var det dog just i det øieblik at De frue og Deres mand netop hadde moret eder ved den samme ting.»

Karsten ropte «bravo» – og «ser du Else» meget fornøiet.

Men Else svarte ikke videre til det.

Der var blit en pause. Man belavet sig paa at bryte op. Nu var den igjen faldt over hende denne indre træthed, tyngre end før. Hun sat ganske taus og begyndte langsomt at trække paa sig sine lange hvite hansker.

«Se bak dig, Else!» Karsten gav hende et litet puf i albuen. Han holdt paa at gjøre op med tjeneren og hadde vendt blikket nedover salen.

13Else vendte hodet. Og hendes øine blev store, forundrede.

«Asta – og –?»

Karsten nikket. «Klemm – redaktionssekretæren – radikaleren – socialisten! Er det ikke, som de var skutt op av jorden næsten like ved os? Jeg skal vædde, at Lyder Grams sat der ved det bordet lyslevende, for ikke tre minutter siden!»

Optat som de alle tre hadde været av sig selv og deres egen samtale, hadde ingen av dem lagt merke til den mørke, høie dame, der like iforveien var kommet ind i salen, fulgt av en undersætsig blond herre, i firtiaarsalderen, med et rødlig ansigt og et par hvasse og kloke øine – og som nu hadde slaat sig ned ved et bord et stykke fra dem.

Den unge dame – hun saa ut til at være en 27 – 28 aar, hadde et hvitt slør bundet om hodet og en dyprød aftenkaape over skuldrene. Nu lot hun kaapen glide nedover stolryggen og tok sløret av sig. Hun bar en enkel, mørk kjole, og det tykke sorte haar var næsten litt for skjødesløst strøket henover hodet, hvor det tynget sig sammen i en stor knute i nakken. Men hodets form var ualmindelig smuk.

Nu fik hun øie paa Else og hendes to herrer og hilste let. Med et smil. Men en svak rødme steg idetsamme op i hendes ansigt, der ellers var temmelig farveløst. – Saa vendte hun halvt ryggen til deres bord ved at flytte litt paa sin stol, og saa ut til helt at være optat av sin ledsager.

14Han hadde sat sig godt tilrette, gned hænderne mot hinanden, som om han frøs, eller maaske nød at være vel færdig med et arbeide og vel oplagt til nydelse – og svarte kun med et par korte, flygtige ord paa sin dames tiltale, mens han kritisk syntes at mønstre selskabet omkring sig.

«Asta – alene – her med Gustav Klemm!»

Elses stemme blev ganske hviskende av forundring. «Og saa sent paa aftenen! Hvad vil tante Erika si? – De kjender vist ogsaa fru Steineger og hendes datter, min mands tante og kusine?» Hun vendte sig forklarende til Eilif.

«Ja, jeg vet ikke, om De tilfældigvis har hørt, at vi var sammen med Deres kusine og hendes mor en stund – et par ukers tid – nede i Taormina for to aar siden? De var begge saa elskværdige mot os,» svarte Eilif. – «Frøken Steineger er jo ogsaa en sjelden begavet og interessant dame da,» la han til, idet han ogsaa et øieblik fæstet øinene paa bordet derhenne, hvor den omtalte dame og hendes kavaler sat.

«Forfærdelig moderne!» sa Else. «Især dette sidste aaret, hvor hun er blit saa intim med denne Klemm. Han er da vist noget av en bohéme ogsaa – som alle disse radikale?»

«Tante Erika siger ingenting;» kom Karsten paa sin langsomme maate litt bakefter. «For tante Erika vet ingenting. For Asta er flyttet hjemmefra. Har leiet sig en eller anden hybelleilighed ute i byen. For at faa arbeidsro, som 15det heter.» Han bød Eilif en cigar blandt dem han sat og var optat med at vælge blandt de forskjellige kasser, tjeneren hadde stillet frem foran ham. Nu tok han selv en og tændte. «Tante Erika fortalte mig det her paa gaten i eftermiddag.» Han gav Eilif ild og tok selv et par drag av sin egen cigar som for at prøve den. «Vi kommer nemlig like fra landet, vi, skal jeg si Dem,» henvendte han sig til den unge officer, «saa vi er ikke inde i bysladderen endnu.»

«Bor – ikke – hjemme!»

Else stammet næsten paa ordene.

«Synes De ikke ogsaa, det er merkelig?» Hun vendte sig mot Eilif.

«Frk. Steineger er jo forfatterinde – eller skal bli. Og skriver adskillig i aviserne ogsaa. En kan da tænke sig –»

Else saa et øieblik ind i den unge officers ærlige ansigt – og trak litt paa skuldrene under den gjennemsigtige knipling.

«Aa ja – kanske.»

«Jeg er jo heller ikke inde i forholdene.» Hans stemme var blit en liten smule stivere og koldere. «Men, De vet nutildags, saa –»

«Nei – jeg er vist ikke saa moderne av mig, jeg.»

Else avbrøt ham litt tørt. Hun hadde reist sig for at gjøre alvor av at bryte op, «Vil De hjælpe mig litt?» Hun holdt frem et langt, hvitt broderet silkemousselinsschawl.

Han reiste sig ogsaa hurtig og hjalp hende 16med at faa det slynget om hals og skuldre. Nu vendte hun sit ansigt op mot ham og smilte sit søte, lille flagrende smil. «Tak».

«Kanske De kjender denne Klemm ogsaa De,» skjøt Karsten nu ind med sin mest mulig dæmpede stemme. Han stod ogsaa nu ved siden av dem. «Det er ham, som staar bak det hele – det er greit at skjønne.»

«Personlig, saa godt som ikke. Han har jo en glimrende pen. – Noget særlig eleveret paa moralens omraade – vel neppe – Tak.» Eilif bøiet sig mot ham, for igjen at faa ild i sin cigar, som var gaat ut imens. Han saa ikke op mens han talte.

«Saa kan vel hans indflydelse paa Asta ikke bli saa svært «eleverende» heller da?»

Karsten hadde faat et litt ængstelig uttryk i sine ellers saa rolige øine. «Vi er gamle venner og barndoms lekekamerater, Asta og jeg, skal jeg si Dem.»

De var i begreb med at gaa. Men blev alle tre endnu staaende et øieblik deroppe ved deres bord. Det var, som om emnet holdt dem fast.

«Deres kusine er vist saa sund og klok og ærlig, saa hun greier det vel,» svarte Eilif sagte. «Interessant og stimulerende paa mange omraader kan nok omgangen med en saa begavet mand være – især for en kunstnerinde. – Ikke for det,» la han til og saa hen for sig med et eget glimt i øinene, «noget virkelig værdifuldt for livet, det tror jeg ikke, han vil kunne tilføre hende!» Han hadde et litet næsten skøieragtig smil, da han vendte sig mot 17dem. «Den slags levemænd, de kjender jo – efter min opfatning da – egentlig slet ikke stort til livet!»

«Det var en temmelig dristig paradoks,» smilte Else tilbake.

Men Karsten brast i en høi latter, som han prøvet at drukne i en voldsom kremten. «Ohei, ohøi – nu har jeg hørt det med, levemænd som ikke kjender livet! – Nei den er god! Men kjære, la os for Guds skyld ikke begynde paa nogen dypheder nu saa sent paa kveld, De! Men én ting er jeg nu sikker paa, hr. løitnant.» Han lot Else gaa foran sig og vendte sig til Eilif. «At livets bedste stund, det er, naar en træt av dagens stræv og møie ligger i sin gode seng!»

«Kanske det,» lo Eilif, «naar ens hodepute saa ogsaa er ens gode samvittighed.»

– Karsten og Else nikket kun flygtig til kusinen, da de passerte forbi hendes bord. Men Eilif Bech var borte og rystet hende hjertelig i haanden og vekslet nogle ord med hende, inden han atter støtte sammen med Grubbes ved utgangen.

Over Elses blaa øine og bevægelige træk var der idetsamme gledet en liten skygge. Et sekunds stivnen. Men saa vendte hun sig hurtig til den

unge officer.

«Og Deres lille gut har jeg da ikke faat spurgt efter. Han har det vel bare bra?»

*

18– Gustav Klemm, redaktionssekretær i det liberale-frisindede dagblad «Tiden», forfatter av den meget omstridte bok «Fremtrædende fysiognomier fra ottiaarene» hadde tat Asta Steineger med sig til et stort diskussionsmøte i «Folkets hus».

Han hadde selv holdt det indledende foredrag og siden ledet diskussionen.

Temaet var en av dagens mest brændende: Tolerance, aandsfrihed – kontra orthodoksien.

Han hadde tat sit utgangspunkt fra en opfordring, stillet til stortinget, der for nogle dage siden hadde cirkuleret byen rundt for at samle underskrifter – mens der saa samtidig utsendtes en lignende appel til den private offervillighed. Begge dele for at søke hurtige og betydelige bidrag til bygning av flere smaakirker og forsamlingshuse paa forskjellige kanter av hovedstaden. En flerhed av byens første og største navne, snart sagt paa alle omraader, hadde undertegnet begge oprop, der ogsaa var blit indtat og knæsat i alle byens betydeligste dagblade – undtagen socialistorganerne og «Tiden».

Hvorefter alle disse andre blade med en pludselig opdukkende, brændende nidkjærhed for moral og religion hadde kastet sig over dette organ, og benyttet leiligheden til at komme det tillivs – ogsaa paa felter, der absolut intet hadde med det foreliggende emne at bestille.

I den anledning hadde han bittert og haardhændt polemiseret mot flere hermed sammenhængende ganske graverende, aktuelle foreteelser i pressen og 19samfundet. Fremholdt hvorledes deres hypermoralske, hykkelske indignation hadde sit utspring fra hold, hvor man visste, den kirkelige interesse og den kristelige aand forresten glimret ved sit absolute fravær. Og paavist hvorledes alle slags personlige chikanøse, ærgjerrige og hevngjerrige ingredienser paa den frækkeste maate blandedes med de saakaldte saglige og ideelle interesser – eller iallefald fik sin tilførsel fra smaa, hemmelige vandsig inde fra selve de store politiske partisumper!

– Anden del av hans foredrag hadde indeholdt en næsten lidenskabelig appel til menneskeaandens uavhængighed og frihedsfølelse og et, i den forbindelse, voldsomt angreb paa autoritetstroens og orthodoksiens kinesermure. –

– Det var først efter at ha drukket et par glas av den champagne, han hadde bestilt til deres maaltid, at Gustav Klemm blev mere meddelsom. Og optok traaden i den samtale om aftenens begivenheder, han og hans ledsagerske hadde ført paa veien herhen. Han kom nu frem med flere av de argumenter, han i sit foredrag og i den paafølgende diskussion hadde maattet la ligge av hensyn til «de umyndige og de diende» i «barnekammeret», som han benævnte Folkets hus. Og han nød tydelig her, frit at kunne la sine snertende og rigtig ondskabsfulde indfald glitre for Astas store, beundrende øine. –

Naar han talte, kom det hurtig, mest i korte, avhugne sætninger. Hans noget fyldige ansigt var 20forunderlig ubevægelig. Han hadde den vane, naar han blev ivrig, at væte de litt tykke læber indunder den lyse, bløte, flot snodde knebelsbart, og saa et øieblik likesom hugge sine brede, sterke fortænder ned i underlæben, mens han søkte efter en ny idé eller et argument – eller ventet paa en replik.

En liten latter, et hurtig stikord fra Asta syntes ogsaa at være nok til at holde ham i aande og, som fra et uuttømmelig indre opkomme, la idéer, parodokser og utfald mot alt og alle strømme frem i smaa, rappe, lunefulde kast.

Astas mørke, glimrende øine lyste ogsaa av intens beundring og interesse; mens hun sat der likeoverfor ham og spændt lyttet til hans ord. –

Naar man saa hende slik, maatte det første, der paafaldt en, være den saa uforbeholdent given sig hen i det emne, der var fore, eller i den stemning, der tok hende i øieblikket – som præget hendes hele væsen. Mens der over de uregelmæssige, men ingenlunde uskjønne træk laa en saan rørende vederheftighed og tillidsfuldhed, at den syntes at maatte virke avvæbnende paa ethvert forsøk paa at benytte sig derav til nogensomhelst misbruk eller overseen. –

«Jeg synes, det er mest vanskelig at forstaa, at de fleste, gode mennesker ogsaa, saa ofte ikke tør eller vil se sandt paa sig selv – eller prøve at forstaa dem, som staar dem nær,» skjøt hun nu ind i tilslutning til, hvad de talte om, da der blev en pause. Hun talte i en lav tone, der hadde noget visst ængstelig ved sig, som om det var litt av en personlig 21betroelse i ordene. Selve stemmen var ualmindelig fyldig og sonor. «I det religiøse maa en jo netop gjøre sig klart, at det en skal leve paa, og leve av, maa være helt egte. – Og at saa enhver maa faa ret til at gaa sin egen vei, naar den er sand for dem?»

Han nikket etpar gange sagte, inden han svarte. Og hans graa, kloke øine, der oftest hadde et saa hvast uttryk, fik nu en egen intens, næsten lidende glans, idet de fæstet sig saa vedholdende paa hendes, at hun tilsidst slog sine ned.

«Menneskene taaler ikke sandheden. Det er den allerspecielleste av alle deres specielle store og gode egenskaber! Vet De endnu ikke det? – Væn Dem til det itide, frøken Asta, ellers faar De det for ondt! – Men derfor var det ogsaa, jeg tok de hvasseste vaaben, jeg kunde finde og brukte mot disse kristendomsforsvarere og hyklere, som ikke undser sig for at ta ham, som de kalder Gud, til vidne paa sin egen usandhed. Han bare tier og samtykker han! Det er sandelig bekvemt! – Og saa aner de ikke, i sin tykke selvgodhed, at de paa den vis stjæler fra os andre det, vi skal leve livet paa, helt fra vi er barn: Vor tro paa det gode, paa sandheden og retfærdigheden her i verden!»

Der skjøt nogen glimt ut av hans øine. Og en mørk rødme trak sig op over panden, der med intelligensens fine, litt fremspringende buer over øinene var det eneste rigtig vakre i hans ansigt.

22Asta saa paa ham. Og der stod taarer i hendes øine. Aa, hun visste, han hadde lidt for at komme dit, han nu stod! Det var netop hans lidenskabelige kjærlighed til sandheden, som var hans store, herskende evne! – Hvad den hadde kostet ham, det hadde han engang fortalt hende litt om. Først det trange, pietistiske vestlandshjem. Saa de fattige studenteraar, hvor han blev holdt frem av velstaaende bysborgere, der vestfra, for sit gode hode og sin umættelige kundskabstørsts skyld – for at studere teologi. – Og hvorledes han hadde kastet studiet fra sig, da han ikke mer kunde tro paa «bekjendelsen», og sagt det aapent og ærlig. Og at de saa hadde slaat haanden av ham allesammen – forældrene med!

«Frøken Asta – la os glemme det «skakke og det vrange» og glæde os i frigjørelsen! Ogsaa Deres frigjørelse. Nu kan De puste ut og aapne Deres egne vinduer frit mot alt aandens veir! Der hvor De hører dets «susen». Jeg husker det ord fra min barnelærdom. Skaal for aandsfriheden!» og han støtte sit glas mot hendes. «Der er det, De og jeg skal være med,» vedblev han og fæstet atter sine øine paa hende. «Og lytte til dens susen. – Den kan ogsaa komme nedenfra. Merk Dem det. Dyp og dyster. Fra avgrunde og mørke slugter. Komme som trods, som had. For had er aand. Siger vi ikke: et hellig had? Trods er aand. Foragt er aand! – At menneskeaanden blir sig saa bevisst, at den tør trodse sit eget ophav, kræve selve urkraften, naturen, til regnskab for livets kolosale 23meningsløshed og lidelse – det er kanske det største og stolteste aandens pinseveir, som vor tid kan opvise!»

Han strøk haanden over panden og øinene.

– Og brøt pludselig av.

«Uf, har vi ikke iaften hat nok av denne – «Bøigen» i vort stakkars menneskeliv! Kan vi ikke glemme det for en liten stund! – Asta, hans stemme blev bløtere, og han hadde glimtet i øinene som av et saaret dyr. «Faar jeg ikke lov til at si «Asta»? For nu har vi da igrunden kjendt hinanden længe nok til at kalde hinanden ved fornavn. – Synes De ikke?»

Asta nikket. Et lykkelig smil lyste op i det alvorlige, bevægelige ansigt og viste hendes friske, skinnende hvite tænder.

«Asta, hvor det er snilt av Dem, at De kom med mig iaften – og herhen! Og at De tør gjøre det! De, som hører til paa samfundets høider, hvor vi proletarer – vi aandsmennesker vil jeg si –.» Han hævet hodet.

«Ja, det er rigtig!» Asta lo og klappet i hænderne. «Men, jeg er ogsaa glad, fordi De vilde ha mig med! – Jeg vil jo bygge mig mit eget liv. Jeg vil ogsaa bort fra tvang, fra opstukne milepæle. Jeg maa finde mit eget – min egen vei – som er sand for mig. Aa, De er kommet saa meget længere! Men, jeg maa lære av Dem!» Hendes vakre stemme var varm og inderlig.

Der stod en slik tro i de mørke store øine, de søkte hans.

24Han bøiet sig frem mot hende og saa hende ind i øinene.

«De er en naiv sjæl, Asta! Men det er slike som Dem, vi skal ha med i arbeidet. Hør nu –» Han slog om i en elskværdig og hjertelig, men mere kameratslig tone. «Hør her – hvad jeg vil foreslaa Dem. La nu den sidste overfiling av Deres bok hvile et par dage. Da kommer De bare friskere til arbeidet igjen. Og skriv en artikel – en føljeton – til «Tiden». Skaf mig den inden kl. 7 iovermorgen. Og jeg skal sørge for at faa den ind dagen efter. Skriv Deres tanker, de, som vaktes ved mit foredrag iaften. Genér Dem ikke for at motsi mig. Prøv at kritisere hvad jeg har fremholdt som min overbevisning,» – hans tone fik et anstrøk av overlegen selvfølelse, der i øieblikket syntes at gaa dem begge forbi. – «Men giv det hele som en stemning. Ikke filosofisk, men lyrisk. – Det er mere for kvinder. Og kvinden i Dem, maa vi vogte vel, Asta! De moderne kvindelige statsborgere, dem har vi endnu ikke bruk for – De vet – der er jeg en kjætter.»

«Men, jeg er jo heller ikke kvindesagskvinde – i den forstand.»

Han ænset ikke avbrydelsen, der ikke syntes at interessere ham.

«Paa den maate blir vi medarbeidere – og motstandere, ikke sandt?» – Hans øine fik et uttryk, som om han allerede nød denne motstand, han i sit inderste var overbevist om, kun vilde være flatterende for ham selv.

25Et lyst, taknemlig nik, et neppe hørlig –

«Hvis jeg bare kan faa det til, saa De blir fornøiet med mig» – fra hende.

Og han fortsatte:

«Dette skal endnu knytte os nærmere sammen. Min aands mørke susen fra dybderne skal møte Deres aands fine, milde viften fra høiderne,» lo han, halvt spøkende. «Er ikke det vakkert? Kan De tænke Dem noget finere? Lukket ute fra mængden.»

Hun kunde bare bøie hodet uten at svare. Det var for hende som noget av en indvielse til et helt livs opgave, hun saa foran sig. Stoffet til dette samarbeide, der nu skulde forene dem, det formedes jo derute i verden hver dag paany. Det var jo bare at gripe det – bruke det.

Men idetsamme steg der en svak rødme op i hendes bleke kinder. Øinene møtte hans et sekund litt usikkert, med et glimt som av forskrækkelse, inden de atter sænkedes. – Og hendes høire haand begyndte nervøst at krumme blandt brødsmulerne paa den hvite bordduk.

– Gustav Klemm hadde umerkelig rykket sin stol en linje nærmere hendes. Og hans ene haand hadde langsomt, under dukens folder søkt hendes venstre, der laa i hendes skjød. Hun følte nu varmen av denne haand over sin egen. Følte det lange, hvilende tryk. Hun vilde trække sin undav, befri den. Men hun magtet det ikke. Det var som om hans vilje, og det blik, der nu hadde noget bløtt, gaadefuldt over sig, idet det, kun flygtig møtte hendes – bandt hende.

26Der blev ikke sagt et ord mellem dem.

Han sat og saa ut over salen. De fleste borde var tomme. Tjenerne gik om og ryddet. Lukningstimen var kommet.

Han hadde med øinene kaldt paa en tjener for at faa betalt. – Idetsamme dukket en dame pludselig op ved deres bord og hilste: «Godaften.»

Asta trak sin haand til sig med et litet, nervøst ryk. Men lot den instinktmæssig bli hvor den var. Men han derimot tok sin ganske langsomt frem igjen. Og dreiet paa sin moustache med en mine, der var uudgrundelig og overlegen.

«Nei, jasaa, fru Bervig. Er De ogsaa her iaften – blandt filistrene?»

«Hvor De selv, likesom jeg, ser ut til at ha befundet Dem særdeles vel,» svarte den tiltalte raskt med sterk stemme og med en utpræget syngende vestlandsk aksent.

– Fru Bervig var igrunden noget av en skjønhed. En smule passée med sine omkring de firti aar. Men med noget visst fremmedartet yppigt over sin hele apparition. Hun var klædt med en noget paafaldende elegance, der dog ved nærmere eftersyn viste sig at være temmelig forloren, og gjorde en usikker paa, til hvilket milieu hun egentlig maatte henregnes. Paa det sorte, sterkt purrede haar hadde hun en svær hat med lange, noget medtagne strudsfjær. Boaen om halsen var i samme genre. De hvite hansker var meget smudsige. – Men hendes parfum var sterk og paagaaende.

Hendes ansigtstræk var noget grove, men pikante. 27Og øinene var brillante, mørke, spillende. Fulde av intelligens, av lidenskab, av uro. Og med noget karakteristisk ved sig – likesom av at ligge paa lur – og kunne slaa ned! –

«Men se – godaften, frøken Steineger!» Hun vendte sig nu til denne med overstrømmende elskværdighed. «Jeg saa Dem i «Folkets hus» iaften. Ja, jeg er ogsaa her nu for at komme mig litt efter den spirituelle – overskylningen – hadde jeg nær sagt, som Klemm værdiget at berede os!» Hun var lutter buk og smil, med noget bløtt, katteagtig indsmigrende i stemme og mimik. «Ja» – hun saa fra den ene til den anden – «her har altsaa «Tidens» to uovertræffelige medarbeidere fundet hinanden – i sympati – paa en noget mere prosaisk, men derfor ikke mindre «sprudlende» basis – hadde jeg nær sagt.» Hun gjorde en bevægelse mot den tømte champagneflaske. «Ikke sandt, frøken Steineger? Ja, jeg maa da faa lov til at gi Dem min kompliment for Deres skjønne artikel forleden om friluftskunstens ideale mission!»

«Frøken Steineger brukte ikke ordet, mission, min naadige.»

Klemm svarte tørt og ertende.

Fru Bervig neiet sig og bukket sig og sløret sin stemme til en indsmigrende hvisken.

«Ja – omforladelse – saa var det et andet, og meget bedre uttryk da. – Men, apropos – kunde De ikke gi stakkers mig en «mission» i Deres blad, da, kjære hr. Klemm? Jeg skal skrive om alt! Om mat og skolebarn – om vaskekoner og 28erotik – om estetik –tout ce que vous voudrez – Jeg er, vet Gud saa kjed av mine smaa kvindeblade saa, mais que voulez-vous – man maa leve. Naa saa» – der begyndtes at slukkes omkring dem – «ja, vi skal vel alle tømmes ut nu. Mit følge – jeg har sittet sammen med nogen malere derhenne» hun pekte mot det nederste hjørne i salen – «skal paa en anden kant av byen. Hm – kjære, søte frøken Steineger – maa jeg ikke faa lov til at slaa følge med Dem? De ledsager vel denne dame til hendes dør, hr. Klemm? Og hendes dør forbi,» der kom et litet ekvivokt stænk i tonen, «kommer De straks til min! – Jeg er nemlig ogsaa flyttet, skal jeg si Dem. Jeg var i al min store uskyldighed kommet til at bo næsten væg i væg – hm,» hun lo, «jeg mener hus i hus, med min forhenværende hr. gemal! Og, det vil jeg dog si – selv i vore frigjorte tider, ikke var helt ut behagelig for nogen av os!»

«De skal da heller følge mit eksempel frue. Jeg har min «forhenværende» bosiddende i et andet land. Det er mer praktisk for begge parter.»

«Tja, men – som alt andet paa denne vor ufuldkomne klode – er dette ogsaa et pengespørsmaal, De! Man kan til nød tillate sig den luksus at være skilt. Men saan som i de høiere regioner, hvor en saa bare lever videre paa mændenes pung, nei – det ligger ikke for alle! Stakkars Tom! Takke til, at vi ikke skriver i samme av – konkurenter – malere skriver jo ogsaa altid nu, vet De. – Men Tom har nu vist ingen utsigt, 29han, til at faa nogen saan mission i «Tiden»? Dertil er han vel for uartig – hvad?» Hun lo. «Men jeg derimot – tout ce que vous voudrez.»

«Ja. Jeg slaar til. Kan De skrive noget rigtig morsomt, noget saltet ondskabsfuldt – saa kom op til os.»

– Asta saa usikker og forundret paa de to andre. Hun kjendte ikke Klemm fra denne side av hans væsen. Der kom over hende en rent instinktmæssig følelse av ubehag. Trods at hun sa til sig selv, at hun jo visste om hans fraskilte hustru. Han hadde selv fortalt hende om det. – Det var jo forresten hende, som er den skyldige der.

Hun kjæmpet dette ned og forsøkte at beundre hans selvbeherskelse og lethed. Dertil sluttet sig ogsaa en viss stolthed over, hvor anderledes han var likeoverfor hende selv.

Men hun var ogsaa skuffet. Hun visste, han ogsaa hadde glædet sig til, at han skulde følge hende hjem! Over i de stille gater, hvor selv alle sporvogne nu var ophørt. – Og desuten følte hun sig altid litt beklemt sammen med fru Bervig. Disse lysende, men saa farlig stikkende øine – en visste aldrig, hvor de kunde slaa ned og blotte noget – noget fint – saa hensynsløst – ubarmhjertig!

– Men hun maatte jo vænne sig til at være sammen med dem, der saa at si arbeidet med det samme verktøi som hun selv. Hun hadde jo kastet sit lod – og valgt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.