Det gyldne bæger

av Helene Dickmar

III

53Den «leilighed», hvor Asta Steineger hadde opslaat sin selvtagne bopæl, betegnet av familie og venner som «hybelen», var egentlig et maleratelier med tilstøtende sovealkove.

Derfor var det rummelig og høiloftet, med et par svære skraavinduer oppe i taket, saa der faldt sterkt lys indover gulvets midtpunkt, hvor maleren tænktes at skulle opslaa sit staffeli, men hvor Asta hadde placeret sit store skrivebord, fuldt av papirer og bøker, og prydet med enkelte fotografier i ramme.

Forresten var det hele rum, som Astas mor hadde sagt til Else, unegtelig yderst «povert».

Møblementet bestod, foruten av en enorm grøn chaiselongue uten ryg, det eneste inventar som gik med i leien, og som av vennerne aldrig benævntes anderledes end «den grønklædte», mest av nogle polstrede kurvstole, et par improviserte taburetter og bænker, der ikke var andet end tomme kasser, betrukket med blomstret kreton og forsynet med 54stoppede puter at sitte paa. Paa væggene en hel del fotogravurer efter kjendte utenlandske og norske mestere i smale trærammer. Lavere nede og fastsat med stifter nogle smaa skisser i akvarel fra Italien og fra norske høifjelde – Astas egne fordringsløse forsøk i den retning fra hendes reiser.

«Hybelens» eneste luksus var et flygel, som hun hadde leiet for vinteren, og som fyldte ut hele det ene store hjørne.

Der var dog en viss smag i sammenstillingen av selve møblerne og i valget av farverne paa det tarvelige betræk. Revolving – bokhylden ved siden av skrivebordet var ogsaa fyldt med mange, tildels smukt indbundne bøker. Forresten var al luksus og næsten al komfort utelukket.

At dette virkelig, som moren hadde antydet det, var «for ikke at irritere socialisterne», kunde vel her siges, ialfald til en viss grad, at medføre sandhed!

Asta Steineger hadde nemlig en, vistnok beskeden, men dog fuldt ut tilstrækkelig aarlig sum til sin disposition for at kunne leve behagelig og komfortabelt og tillate sig større luksus end denne. Foruten renterne av sin lille fædrenearv, som moren hadde skiftet ut til hende, og hvad hun selv kunde tjene paa sine smaa artikler og skisser i «Tiden», hadde hun i vinter dertil kunnet føie det ikke ubetydelige honorar, hun hadde mottat for den bok, hun hadde utgit til jul, og hvis første og andet oplag straks var blit utsolgt.

Men, som Astas hele personlighed var anlagt, 55blev det for hende naturlig, ja, selvsagt at stille sig ogsaa i ydre henseende paa samme fot som de fleste av de mennesker, der nu utgjorde hendes nærmeste kreds. Iblandt dem var der jo adskillige unge literater og kunstnere av begge kjøn, der saa at si levet fra haand til mund. Derfor hadde hun ogsaa, skjønt det for hendes av natur og utvikling kulturelt forfinede smag, var et offer, git avkald paa ikke alene at se en viss komfort og harmoni omkring sig, men ogsaa for sin egen persons vedkommende at følge sit medfødte instinkt for, hvad der i pynt og klædedragt vilde fremhæve hendes ydres særegne stil. Hun vilde indskrænke sig til, hvad der var mest praktisk for en dannet dame, der arbeider for sit brød, og som lever blandt folk, for hvem avkald paa luksus for det meste var en likefrem nødvendighed, men ogsaa for enkeltes vedkommende en principsak.

– At hun anvendte, hvad hun saaledes kunde indspare, til allehaande gode formaal, gik jo som et naturlig led ind i hendes hele tilværelse.

Men, i at ordne og trække linjerne op for denne var – som Else og Karsten hadde antydet

– naturligvis Gustav Klemm den, der hadde øvet den egentlig bestemmende indflydelse over hende.

Og denne indflydelse, der allerede vinteren iforveien hadde begyndt at gjøre sig gjældende, var nu fra denne høst av blit mer og mer eneraadende.

Ikke alene for anordningen av hendes ydre liv; men ogsaa bestemmende for hele hendes tænkesæt, og den interessesfære, hun kom til at bevæge sig i. 56Noget hun desto villigere gav sig ind under, fordi hun med en slags stolthed, næsten taknemlighed, merket, eller trodde at merke, hvorledes hendes personlige opfatning, sympatier og smagsretninger ogsaa hadde en tilbakevirkende magt over ham selv, hans eget væsen og vaner. – Alt dette hadde jo bragt dem nærmere og nærmere til hinanden. Og deres gode kameratskab med samarbeide og fælles literær virsomhed i «Tidens» spalter hadde saa litt efter litt vinteren utover utviklet sig til et varmt kjærlighedsforhold. – Uten at ordet «forlovelse» dog nogengang var blit uttalt meklem dem.

– Fra den aftenen, høsten iforveien, da Asta for første gang hadde fulgt med ham til Grand Hotel for at soupere efter hans foredrag i «Folkets hus», hadde hun – det var kommet likesom saa naturlig og følgerigtig – latt sig glide ind i dette, der nu fyldte hende med noget varmt og trygt, og dertil gav deres forhold noget rikere, mere spændende, mere festlig i sin evig skiftende selvfornyelsens glød!

Paa den anden side kunde nok dette forandrede forhold med den dobbelthed, det likesom tvang ind i hendes tilværelse, ofte pine Astas aapne, sandhedskjærlige natur. Ikke alene likeoverfor alle deres fælles bekjendte – som nu bare den lille ting, at naar de var alene, var de dus og kaldte hinanden med fornavn – men allermest fordi det krævet en absolut fortielse likeoverfor hendes egen mor.

57Saa maatte det jo være. Foreløbig.

For, hvorledes skulde hun kunne rede dette ut for en saa enkel, retlinjet karakter som morens? Faa hende forklaret for eks., at for hende saa givne begreber som forlovelse – giftermaal – her ikke kunde komme til anvendelse, fordi den anden part ikke paa over et helt aar kunde bli løst fra sit forrige egteskab! – Og selv desuten aldrig hentydet til deres fremtid?

En ting var hun desuten sikker paa: Morens første handling, hvis hun fik det at vite, vilde være at forlange av hende, at hun skulde opgi sin uavhængighed og i al borgerlig ordens navn flytte hjem igjen.

Og saa – familie og bekjendte. Nysgjerrige spørsmaal. Domme og fordomme. Daglige vanskeligheder og daglige hensyn. Alleslags smaalig formelle hindringer – og deres hele forhold forkludret og bortskjæmt!

Det vilde aldrig Gustav Klemm finde sig i! Selv om hun gav efter. Da vilde han heller opgi hende. Slik som han nu engang var. Det følte hun.

Saa fik det heller bli som det var. En ung, voksen kvinde i vore dage maatte vise, at hun baade kunde bygge sit liv – og verne det – alene.

*

Asta Steineger gik og tænkte paa alt dette, mens hun gjorde sine forberedelser til aftenens fest.

Det var hendes sidste torsdag i vinter. Det var nu midt i april og like under paaske. Der 58var allerede tegn til spredning og vaaropbrud inden kredsen. Og selv vilde hun nu dukke sig helt ned i arbeidet paa sin nye bok, som hun haabet at faa færdig til kommende julesæson.

Dette sidste halvaar, som hun for sig selv brukte at benævne sin «Jubelvinter», hadde git hende større sikkerhed og sterkere tillid til sine evner. Og hun følte sig baade lykkelig og smigret ved at se sig anerkjendt som forfatter paa samme tid som avholdt av sine nye venner og kamerater.

– Saaledes var der i dette øieblik noget baade lyst og freidig over hendes uttryksfulde ansigt med de store, mørke øine, der kunde ha en saa eiendommelig sterk glans og være saa funklende av livsvarme og vaaken intelligens.

Hun var i god tid færdig med sin paaklædning – som hun dog hadde anvendt litt mere omhyggelighed paa end ellers. Hun skjulte ikke for sig selv, at grunden var Else Grubbes lille billet, hvori hun, skjønt Karsten ikke kunde være med, meldte sig til denne torsdag, fordi hun hadde hørt, det var den sidste iaar. Og saa hadde hun lagt til: Asta maatte ikke bli forskrækket, fordi hun kom i «stort toilette». Hun skulde nemlig samme aften i en anden mottagning hos en av de fremmede ministre. Else hadde skrevet «en anden mottagning» med mange utropstegn. Og Asta hadde moret sig hjertelig og følt det humoristiske i sammenligningen mellem disse to yderligheder av hovedstadens selskabsliv!

– Men i samme øieblik hadde hun dog besluttet 59sig til at gjøre sig saa pen som mulig for ikke at falde altfor meget igjennem ved siden av den elegante og mondæne kusine; for – var der ikke én av dem, som kom her iaften – den eneste – som trods sine socialistiske nivellerende teorier i sit hjerte var den mest raffinerte skjønhedsdyrker, som hun kjendte!

Hun var dog ikke helt fornøiet med resultatet av sine anstrengelser, da hun nu betragtet sig i det lille beskedne toiletspeil inde i sin sovealkove. Det svære sorte haar, der var delt paa midten og faldt ned til to sider med en stor knute av fletninger bak, hadde hun ved hjælp av en ophetet krøltang faat bibragt nogle bølger, som fremhævet den rette, hvite skilning. Men, uvant som hun var – den ene side var uimotsigelig blit mere vellykket end den anden! Hvilket ikke var uten skade for helhedsindtrykket. – Og den hvite, høihalsede uldkjole, hendes bedste stas, som nu for tredje gang hadde været til rensning – den var ikke længer «næsten saa go som ny»! Den var endog krøpet litt sammen baade i ærmerne og over brystet. Det var ikke vakkert.

Hun eiet et enkelt egte perlekjede, et arvestykke. Skulde hun ta det? Nei – det passet ikke!

Men inde i atelieret stod der en stor buket sneklokker i en liten krukke. Hun hadde kjøpt løv og vaarblomster paa torvet til at pynte op med. Hun tok den raskt og fæstet den foran i kjolelivet ved den klare lille indfælding. Og hun sa sig selv, at denne fiffige idé hadde en forbausende god virkning!

60Saa – da nu etagens gamle pike, der for aftenen var engageret udelukkende for hende, hadde bragt ind den gamle, svære egte russiske temaskine – en arv efter oldemor Grubbe – og placeret den paa det største bord omgit av vældige fater med skaarne smørbrød og andre dito med alleslags tebrød og kaker – paa et sidebord stod øl, mineralvand, en karaffel portvin og en enorm kurv med blandet frugt – de røde gardiner trukne for vinduerne, hvor det graa dagsskjær fra en trist aprilsregndag endnu dvælet – og de elektriske lamper skruet paa – stod der en meget lykkelig vertinde, som ventet paa lyden av den første ringning.

*

Astas kreds var denne sidste aften næsten fuldtallig. Der hadde endog indfundet sig et par av de ældre kunstnerstørrelser, som det saa sjelden var lykkes hende at faa overtalt til for én aften at opgi sin frivillige isolation eller forlate sit eget milieu.

Forresten bestod selskabet mest av yngre journalister, literater, adskillige kvindelige forfattere og kunstnere og nogle unge og yngre malere og musikere med deres fruer. lalt en 30– 40 personer. Og det var en ganske broget og festlig forsamling, der i det høiloftede værelse under det elektriske lys – med mange slags rare og dristige og fantasifulde dragter og bisarre frisurer og mer og mindre vellykkede artistiske linjer og farvesammensætninger 61og høirøstet tale og smaa hvin og indimellem nogle kanske litt vel ubeherskede latterutbrud.

Hvad herrernes paaklædning angik, saa gav den jo ikke anledning til saa megen fri fantasi. Men der var alle arter kombinationer at se, fra fuld «eveningdress» ned til den mørkrutede dobbeltspændte vinterjakke med meget litet kravetøi!

Gustav Klemm, der som pressemand senere skulde være tilstede ved en foyerfest i Nationalteatret, var i kjole og hvitt. En dragt der dog efter Astas mening ikke klædte ham halvt saa godt som den mere daglige bekvemme, der bedre passet med hans litt tunge ydre, hans frie gestikulation og hans improviserte hensynsløse, ofte noget høirøstede uttalelser. –

Teen var allerede drukket. Smørrebrød og kaker hadde faat rivende avsætning. Passiaren gik meget livlig og dreiet sig snart sagt om alt mellem himmel og jord. Sommetider sat eller stod man i smaa grupper. Mest var det dog to og to, som søkte sammen og drøftet, hvad der laa dem specielt paa hjertet. Næsten hver av dem hadde jo sit eget kunstneriske arbeide, med dertilhørende standpunkt – og strid og kamp med anderledestænkende.

Det var netop tiden for indlevering av ansøkninger til aarets forskjellige stipendieutdelinger i alle kunstneriske fag. Og her mente jo enhver især at ha sine chancer og sin berettigelse til i retfærdighedens navn at komme i betragtning!

Især var det de unge kunstnerfruer som med 62stor nidkjærhed tok sine mænds partier og som ikke sparte paa utfald og invektiver likeoverfor motstandere – det være sig i kunstnerforening eller presse!

Fremme paa gulvet stod et par av denne dagspresses repræsentanter, referenter og anmeldere. De blev kringsat og krævet til regnskab. Baade fra høire og venstre. Sommetider nedlot saa en av dem sig til et litet docerende foredrag, der paahørtes med stor opmerksomhed – især av dem, der indtok det samme standpunkt.

– Omkring Gustav Klemm, der hadde tat plads litt langt henne i et hjørne ved siden av flygelet, hadde der dannet sig en fast liten gruppe, hvortil ogsaa de par «berømtheder» hadde sluttet sig. Hos ham var der oplysning at faa om de mer eller mindre brændende spørsmaal, der var paa dagsordenen. Han hadde underhaandsnyheder, der naturligvis kun kunde «antydes», men derved blev des mere pikante, kjendte morsomme stikord fra de mere intime dueller, der utkjæmpedes i stortingskorridorer og departementsværelser, mente ialfald selv at kjende traadene i de politisk agerendes private bevæggrunde – og sat desuten inde med den oversigt, som en daglig flittig læsning av utenlandske blade og tidsskrifter forlener en med.

Naar Asta kunde, holdt hun sig i nærheden av denne gruppe. Det var helt utenfor hendes tanker, at der i det store rum var adskillige mer og mindre velvillige par øine, som fulgte hendes «flagren om lyset», som der hviskedes i den krok, 63hvor fru Bervig førte ordet. Og hvor der bryggedes smaa ondskabsfulde antydninger «Man siger», «Enhver kan jo se», om det venskabsforhold, der tydeligvis bestod mellem deres vertinde og denne saa frygtede og beundrede personlighed – som ved siden av den prestige, han hadde erhvervet sig ved sin pen, altid hadde hat en egen uforklarlig evne til at beherske og imponere paa kvinder og behandle dem – ja – som det selv passet ham!

– Der blev litt uro nede ved døren, hvor de sidst ankomne hadde samlet sig, da den atter blev aapnet og Else Grubbe traadte ind. Et øieblik stilnet den sterke summen av stemmer, mens den unge, elegante dame fandt sin vei mellem de forskjellige grupper hen til Asta, som straks kom hende imøte.

Uvilkaarlig, et eneste sekund, var det som om de to nu maalte hinanden!

Else med sin gratiøse, elastiske skikkelse og den smukke holdning i den lyserøde tætsluttende myke silkedragt, garneret med sølvbroderier, en diamantstjerne i det gyldenbrune høit opsatte haar og med flere rækker egte perler om den hvite hals og nedover sølvkniplingen om kjolens lave nedringning.

Asta, høi, litt kantet. Med den vaskede, sammenkrøpne hvite uldkjole og den allerede noget sammenfaldende buket sneklokker ved brystet. Med sit fine hode, sin bleke hud, sine blillante øine.

Det var som om de nu stod der likeoverfor hinanden. Repræsentanter for hver sin verden.

Og – rivaler.

64Saa visst som den jo altid paagaar – i det skjulte og i det aabenbare – kampen om værdierne i disse to verdener, hvori hver av dem hadde sit væsens tyngdepunkt, og som de begge i ydre og indre var saa typiske uttryk for! –

Saa præsenterte Asta paa sin enkle, naturlige maate Else for nogle av de nærmeststaaende damer og herrer, fik hende placeret paa «den grønklædte» med en stor kop te i den behanskede haand, og gav spøkende et par unge herrer ordre til som opvartende kavalerer at sørge for hende med kaker og frugt.

Selv forlot Asta hende snart, for som vertinde at ta sig av enkelte av sine mere ensomme gjester. De, der ikke hadde selskabslethed og heller ikke tankelethed nok til at gjøre sig gjældende i større forsamlinger. Men hos hvem hun ofte fandt egte guldkorn av observationer, og fine, skye uttryk for stemninger, som kun levet i deres inderste sjælefolder og gjemtes der i kjærlighed til den kunst de dyrket – og som Astas varme smil hadde en egen evne til at lokke frem i lyset!

– Else hadde først følt en skuffelse krype over sig ved at se at Eilif Bech ikke var i selskabet. Men hun trøstet sig dog hurtig med, at han jo sikkert vilde indfinde sig – baade her og senere.

Saa kom hendes opøvede, selskabelige disciplin, og ikke mindst hendes rent instinkttige trang til at være elskværdig og behage, hende tilhjælp. Og hun var snart inde i en livlig samtale med nogle av de gjester – mest herrer – som holdt 65sig i hendes nærhed, og hvis beundrende blikke hun allerede følte fæstet paa sig.

I begyndelsen forsøkte hun sig ogsaa i at ville si et behagelig smigrende ord til et par av dem. Kunstnere, hvis navne hadde en viss klang. Det var et billede, hun hadde set – en bok hun hadde læst – en koncert hun hadde været paa. Men snart følte hun sig paa dette punkt i en for hende at være, litt flau situation!

Hun hadde jo egentlig aldrig faat nogen anledning til at opgjøre sig sine egne personlige meninger om selv det ubetydeligste av, hvad tiden og dagen bragte frem av den slags. I hendes kreds brukte man i almindelighed at gi en noksaa indolent tilslutning til de domme og den kritik, der fremkom fra visse autorative hold, enten private, eller repræsenterte av den dagspresse, hvor de alle brukte at søke formelen for sine anskuelser, sine sympatier og antipatier! Enhver hadde saa bare at gi dem et litet opkok i sine individuelle uttryk – hvis man var saa heldig at ha nogen for – uten at risikere at bli nøiere krævet til regnskab, at kunne hævde sin stilling som «kulturinteresseret»!

Men her merket hun snart, at det var anderledes. Det var jo netop dette personlige, som man, som noget selvfølgelig ventet av hende!

Og – scenevant som hun var – forandret hun bare raskt taktik. – Ja, de vilde vel flygte med skræk fra hendes nærhed allesammen, naar hun aapent vilde tilstaa, at hun ikke var andet end en almindelig frue oppe fra landsbygden! Som fulgte 66sin mand paa skogbefaringer og inspektionsreiser til hans forskjellige bruk – og utover høsten paa jagtpartier i følge med folk, der bestod av bare kunstuinteresserte mennesker av begge kjøn! Av den slags, for hvem naturen og jagten var vigtigere end løsningen av alle dypere problemer – som skjønte sig meget bedre paa hundes og hestes psykiske og fysiske egenskaber end paa menneskers – og som ikke læste, ordentlig noget andet end aviser og sportsjournaler!

Denne pludselige og gratiøse saltomortale vakte en forfriskende munterhed!

Else Grubbe var unegtelig ogsaa indtagende som hun sat der og tronet paa «den grønklædte» i al sin pragt, som hun selv dog ikke syntes at skjænke nogen tanke, med sine milde øine, sit fine smil og sin harmoniske umiddelbarhed!

Og snart hadde de alle git en god dag i de dypsindige temaer! Bare kappedes om, hvem der kunde komme med de raskeste stikreplikker, gi opvisning i dagens allersidste jargon, og byens nyeste ondskabsfulde ordspil, fortælle de morsomste anekdoter fra strøget – eller, naar det kom høit, servere en eller anden forholdsvis tam skandalhistorie omkring dagens sidste skilsmisserygter! For – det forstod man instinktmæssig – noget særlig krast maatte der her ikke bydes!

«Hvad er det, som er saa morsomt?» Asta hadde igjen nærmet sig. «Er det Dem, som er saa aandrig?» henvendte hun sig spøkende til en av «berømthederne», en ældre bebrillet herre, der 67som gammel bekjendt av Grubbes straks hadde sluttet sig til Elses lille menighed. «Aandrig! nei, Gud bevare Dem – det maa De endelig være saa snil ikke at beskylde mig for, frk. Steineger,» protesterte denne leende, og skjøv vergende for sig med hænderne.

«Ak, her findes nok intet stof værdig til at optages av Dem eller «Tiden», indskjøt en yngre herre med et litet blekt ansigt, spidst sort fipskjeg og etpar næsebriller indfattet i mørk skildpadde, med paatat beklagelse «Desværre – vi –»

«Jo, jo,» avbrøt Else muntert. «Det maa De ikke si. Hvorfor skal vi sætte os selv saa lavt? Vi kommer bare ikke med redaktionstyper – ikke ned i kjelderetagen engang! Vi er bare med petit – si petit.»

Og Else foldet beskedent hænderne i skjødet. «Men,» – la hun saa en liten smule skjelmsk og ertende til, «der er mange berømte mænd, som allerførst læser det, som staar med petit – ikke sandt? Og du maa ikke se saa forskrækkelig streng ut, kjære Asta, fordi om du nu selv er saa alvorlig og saa begavet!»

«Jeg?» Det lød saa underlig usikkert. Og der kom som en pludselig stivnen over de uttryksfulde træk.

– «For vi har det saa frygtelig morsomt!» ropte de saa alle i munden paa hinanden.

Og Asta smilte. Et litet, anstrengt smil. Hun følte det i øieblikket som om «alvoret og begavelsen» igrunden kun var nogen rigtig kjedelige atributer. 68– Dem man saa sandelig imellem stod sig bedre paa at være foruten!

Og da Eilif Bech i samme øieblik stod der og hilste paa hende, idet han bad om undskyldning, fordi han kom saa sent – han var blit opholdt av noget arbeide – saa blev det blik, hvormed hun nu saa op i hans ansigt, uvilkaarlig varmere, mere sympatisk end ellers.

«Jeg er altid saa glad ved at se Dem, løitnant Bech, enten De kommer sent eller tidlig.»

Gustav Klemm hadde nu ogsaa nærmet sig den lille gruppe, der holdt sig omkring tebordet i værelsets centrum. – Og det var et øieblik som om han samlet alles blikke paa sig, som han nu stod der under det sterke skin av det elektriske lys, denne tætte skikkelse med de spillende og hvasse smaa øine indunder den vakre pande, hvor tanker og stemninger syntes at gaa som evig skiftende bølger over et sterkt bevæget sjæleliv – med det sarkastiske smil om de fyldige læber, der var saa forunderlig ubevægelige, naar han talte – og med hele den personlighedens uanfegtethed, som han, trods sukces, beundring og altid lurende fiender, endnu syntes at ha bevaret ubeskaaret!

– Nu hadde Astas øine igjen faat sin sterke, lyse glans. Hendes bryst utvidet sig i lykkelig stolthed. For, alle maatte de jo se, at han var anderledes end andre! Men – ingen uten hun – nei, ingen uten hun – aa, hvor hun var sikker og tryg paa det – hadde nogen anelse om, at der 69i hans hjerte fandtes fine strenge, der kunde tone i ømhed og bæve i saarhed – dette, der netop gav motsætningen i hans væsen saa stor en charme!

Og paa sin naturlige, spontane maate la hun sin haand let paa hans arm, idet hun nu præsenterte ham for Else.

Denne saa ogsaa med en sterkt interesseret nysgjerrighed paa ham, og vilde straks indlede en konversation. Men han bukket bare som det syntes temmelig nonchalant for hende, mens hans øine et øieblik likesom mønstrende hvilte paa hendes hele person, og mumlet saa paa en temmelig klodset maate et par banale replikker. – Hvorpaa han henvendte sig til Eilif Bech, som han kjendte fra før. Snart fik han denne trukket længer ind i værelset og helt optat av en samtale paa tomandshaand, der ikke alene berørte politisk aktuelle forholde, som var av speciel interesse for den unge officer – men hvori han ogsaa kunde gi ham enkelte, smaa værdifulde oplysninger om den «konstellation» der hadde bidraget til den nylig for ham saa saarende forbigaaelse!

– Det var ikke frit for, at der laa et anstrøk av bebreidelse i Elses øine, da hun nu passerte sin nye ven for at forlate selskabet og kjøre hen til ballet hos den utenlandske minister.

Ikke længe efter tok løitnant Bech ogsaa avsked.

Han bad Asta om at faa lov til at gjøre hende en liten visit en eftermiddag snart. Der var noget i hendes sidste bok, han længe hadde hat slik lyst 70til at spørge hende om. For – trodde hun virkelig, hun som selv var saa ung, at menneskene helt kunde undvære livsglæden? Den spontane, naturlige – den som ogsaa børnene og dyrene føler? – Hendes heltinde resignerte saa altfor let. Hun var jo endnu ung. «Tro mig,» endte han og der glimtet noget i hans øine. «Der er ganske sikkert i vore dage en langt større evne til selvfornyelse hos menneskene end før!»

Asta studset litt. Dette lignet ham saa litet. Der var noget i hans uttryk iaften. Hun hadde set det straks. Noget nyt, der gjorde ham yngre – men ikke gladere.

Hun lovet ham spøkende, at hun skulde prøve at utrede grundene for heltindens resignation – og at hun var hjemme, hvis det passet ham en av de næstfølgende dage.

«Men, løitnant Bech,» hun hadde fulgt ham nogle skridt henimot døren. «Hvorfor skal De egentlig gaa saa fort? Nu skal vi netop ha litt virkelig god underholdning ogsaa.»

Hun betragtet hans elegante selskabsdragt med den hvite vest og det lille franske ordenstegn i knaphullet. «De er saa forfærdelig fin iaften. Er det til ære for min hybel – eller hvad skal jeg tro?»

Hans ansigt fik en litt sterkere farve. Men han saa hende like i øinene.

«Jeg har virkelig svaret ja til et ministerball iaften. Det er første gang siden – siden.» Han stanset op. «Min svigermor, som De jo kjender 71– hun synes – jeg tror – at det var litt ondt for hende. Men, det er ikke saa let altid at vite – man er jo ung – og resignationen den –.» Det var som hans tanker iaften laa i indbyrdes kamp om dette begrebs berettigelse. Og med et barnlig triumferende uttryk fortsatte han hviskende, idet han bøiet sit hode ned mot hendes. «Jeg skal fortælle Dem noget! Den dame dernede fra Taormina, som er deres model – jo jeg kjendte hende straks igjen – altsammen, endda De er flink til at maskere – hun har ikke resigneret! Det hørte jeg av en fransk kamerat forleden, som kjender hende! – Men nu faar jeg nok avsted.» Og han saa paa hende med øine der likesom ikke var sikre paa at ha ret, men som bad om medhold allikevel.

«Dette interesserer mig.» Asta rystet varmt hans fremrakte haand. «Fortæl mig mere om denne «uresignerte», naar De kommer herop. Og –» hun saa ham op i ansigtet og hendes stemme blev alvorlig, «forresten, løitnant Bech – jeg som kjender Dem – dernedenfra – aa, der er nok ingen, som bedre forstaar, som bedre under Dem litt lys og litt farver over Deres liv end jeg! – God fornøielse iaften!»

– Snart efter brøt nu ogsaa nogle andre av de mere utenforstaaende op, og selskabet faldt likesom mere naturlig sammen i en sluttet kreds.

En ung lovende pianistinde satte sig til flygelet og spillet Chopin. Senere fik fru Bervig, som den hele aften hadde sittet som paa naaler, endelig 72den ventede anledning til at forelæse en liten føljeton for «Tiden», som hun netop hadde faat færdig. Det var en satire over diverse av hovedstadens kunstkritikeres optræden og indbyrdes forkjætring i anledning av en meget omtalt og omstridt malers utstilling. – Den var meget kvikt gjort, men ogsaa meget ondskabsfuld, og vandt meget bifald.

Fru Bervig var straalende! Hun var iført et sort tyllstoilette med en masse kulørte broderier og pailletter, der under hendes livfulde, noget forcerte gestikulation og bevægelser, glitret og flammet omkap med hendes stenkulsøine. – Hun hadde tat plads paa «den grønklædte» med Gustav Klemm ved sin side. Og seiersikker skyndte hun sig at benytte leiligheden til at komme med en del spidse utfald om den «snobbete» dyrkelse, Else Grubbe iaften hadde været gjenstand for – noget, hun litt avsides, men dog inden hørevidde, hadde været et interesseret og indigneret vidne til!

«At hun nu ikke selv generte sig for at si slikt om sin egen kreds, De,» henvendte hun sig paa sin intenst bergensiske maatte mere specielt til Klemm. «Men hun lot ved Gud bare til at være stolt av det! – Og blir det vel endnu mere efter denne dag,» la hun sterkt til, idet hun fikserte et par av de «skyldige» med sine kloke, noget lurende øine. – «Men at der er saan til den grad aandsfattigdom i den kredsen, som vil være den fine og toneangivende – skulde De trodd det?» Hun stanset og slog ut med haanden. «Jeg tænker, der rigtig svires og drikkes godt istedet jeg!»

73– «Likesom hos os andre! Kom bare med pengene, saa tænker jeg, vi slaar dem der.» Klemm holdt den ene haand bak munden for at dæmpe lyden. «Ja, ikke netop her – frøken Steineger «leder os ikke udi fristelse».»

Fru Bervig gjorde ogsaa en liten munter grimase bak viften.

«Men hvad den aandsfattigdommen angaar, naadige frue, – da er saamen alle kredse i vore dage overensstemmende med evangeliets bud «fattige i aanden»,» vedblev Klemm høit og i en ertende tone.

Fru Bervig kastet med hodet, saa det sorte, kortklippede og krøllede haar, der paa den ene side hang hende helt nedover øiet, fik et raskt sving.

«Tout au contraire – der er jeg ikke enig med Dem – der er virkelig mange som –»

«Jeg sa forresten kredse,» indskjøt Klemm.

– «Som netop nu,» fortsatte fru Bervig uten at ænse avbrydelsen, «kjæmper for sine idealer. Sin tro. Lider for den ogsaa. – Det burde da De vite bedre end alle os andre.» Og hun saa koket beundrende paa ham med sine farlige øine.

«Idealer – tro – tro!» Det kom tørt, men tonen var dog iltrere. «De fleste mennesker i vor tid er saamen ikke kjæmpende. De er bare slappe. – Hvem er det egentlig, som gider se efter, hvad der saan paa bunden rører sig i én? Jeg dømmer dem ikke. Vor nye avgud, videnskaben, har jo nu snart faat revet vingerne av alt det i én, som vil op og flyve – for bakefter at gi dem til 74aeroplanerne og monoplanerne og biplanerne – eller hvad de nu heter – istedet! Mens den,» hans øine spillet i bitter ironi, «saa henviser os jordmennesker til, med tid og stunder, at flyte ut i atomer! – Er det noget rart, at et slikt fremtidsperspektiv virker søvndyssende paa de fleste av os, da?»

«Bravo, hør ham!» ropte herren med det lille, bleke ansigt og skildpaddelorgnetten. Han stod lænet til flygelet i en nonchalant stilling, med korslagte arme og de tynde ben strakt langt utover.

– «Jeg vil bare tillate mig et spørsmaal, bedste fru Bervig,» fortsatte Klemm og trak paa skuldrene, uten at ænse avbrydelsen eller se dit, hvorfra den kom. «Hvor skal egentlig den «aanden», De taler om og som De savner saa svært, logere sig ind henne, De? Der er da sgu ingen plads til den mellem alle disse – atomerne, hvad?»

«Aa, gid – hvor De er morsom! De er ved Gud ubetalelig!» skrek fru Bervig paa sit værste bergensisk, hoppet i sofaen og slog ham med sin vifte paa armen, mens alle pailletterne og perlerne blinket og spillet, og hendes silkeforede kjoleliv raslet og knirket under de livlige rørelser.

«Derfor er det bare logisk,» fortsatte Klemm uforstyrrelig, «naar jeg ut fra dette vil forklare – deducere, som det heter, min naadige – at det er derfor, de fleste kredse og enkeltindividerne med, nu for tiden nøier sig med at ta dagens møie og dagens adspredelser ganske eftersom de kan falde! Især adspredelserne da! – Ser De, det er tidens 75virkelige løsen! Sprede – sprede – et udmerket ord. Paa svensk heter det «forströelse», det er endnu morsommere. Hvad heter det paa maalet, De?»

Han vendte sig pludselig til en ung literat, «Tidens» yngste medarbeider, der i sit hjertes hemmeligste avlukke var maalstræver.

«Hvilket? Hvad? Forstrøelse? Jeg? Sandelig – i dette øieblik – jeg.»

Der blev almen jubel.

«Ja. De overdriver nu saa skrækkelig!» ropte fru Bervig. «Men – til det der med «forstrøelserne», der er det da netop ingen som er værre end disse luksusmenneskene!» Fru Bervig hadde nu sit, hun vilde ha frem. «Mandfolkene kan da endnu gaa an – de fleste av dem har da noget at gjøre, ialfald hertillands. Men slike luksuskvindfolk – ja, som nu for eks. den fru Grubbe! Hvad gir De mig bare for den dragten hendes? – Sandelig kom jeg til at tænke paa Ernst Ahlgrens ord om «det adlade djuret».»

Gustav Klemm hadde allerede aapnet munden for at gi hende et raskt svar. Der var nu et kynisk uttryk i hans ansigt. Men idetsamme saa han, at Asta nærmet sig.

– Hun hadde sittet litt avsides sammen med sin ældre veninde, fru Hebbel. En vakker, sympatisk dame med et noget tungt og resigneret uttryk i sine kloke, graa øine, og som altid holdt sig litt taus og tilbaketrukken, naar ingen fik hende hen paa tomandshaand og likesom trak hende op.

76– Baade hun og Asta hadde sikkert hørt den sidste del av samtalen. Idetmindste saa han nu, at farven var steget op i Astas kinder, hvad han visste ikke skedde uten der var noget sterkt oppe i hende. Hurtig slog han om og sa let og nonchalant: «Naar man har en slik figur og en saa deilig hals som fru Grubbe, og kan bære en dragt som hun gjør det, saa var det synd at berøve baade hende selv og os andre den lille æstetiske lækkerbisken, det finder jeg.»

Og Asta, som nu stod der ved siden av ham, blev endnu rødere. For, var det ikke idetsamme som om et misbilligende blik fra de hvasse øine streifet hendes egen tarvelige, sammenkrympede dragt!

«Else Grubbe er min kusine, fru Bervig,» fik hun saa med litt vanskelighed frem og ganske dæmpet. Hun hadde lagt sin arm indi sin ældre venindes. «Ikke for det, De maa naturligvis si Deres mening. Men, jeg synes, at ingen – av os kvinder – skulde bruke dette frygtelige ord, som Ernst Ahlgren kanske skapte i sin bitterste stund.»

Fru Bervig sat paa «den grønklædte» og fikserte Asta med noget, der lignet et ondt glimt i sine øine. Hun sænket ogsaa stemmen. Men dens skarphed gjorde sig dog gjældende:

«Der er noget i underklassens indignation – det fra al klasseegoisme utrensede seerblik, som fattigdommen alene kan forlene en med – og som De selvfølgelig ikke kjender, ma chére amie! Aldrig kan lære at kjende. Der er De utenfor!»

77«Jeg skjønte ikke det der om det «djuret» som den manden hadde sagt,» kom nu en ung, intetanende malerfrue. Hun bar reformdragt, hadde et litet rundt bløt ansigt, runde blaa øine, opstoppernæse og en masse gult, purret haar – og hadde aldrig i sit korte liv hørt tale om nogen Ernst Ahlgren! «Men, det vil jeg bare si, at for de diamanterne og perlene, hun hadde paa sig, tænker jeg, der kunde bygges baade en- og toegnehjem for arbeidere.»

Hun talte baade med alvor og iver. Hendes mand var socialist. Og de hadde det selv meget trangt.

«Dette er ikke rigtig efter de statsøkonomiske principper, min frue,» indskjøt Gustav Klemm og myste overlegent paa hende.

«Ja, saa kunde De ialfald støtte kunsten med de pengene da,» fortsatte hun litt spagfærdig.

«Men disse rikmænd, som tjener penge som græs,» kom hendes mand hende tilhjælp. «De som bare klager over skatter og skatter og plyndring og roper: Der blir ingenting tilovers for kunst i dette land!» – Den unge maler talte tydeligvis av personlig erfaring. «De glemmer simpelthen det, at hvis her ikke var kunst, saa var her heller ikke kultur. Og hvis ikke kunsten faar leveværdige vilkaar saa –»

«Aa nei, Herregud, spar os for opkok av alle de avisartiklerne da,» avbrøt herren ved flygelet i pludselig ærgrelse og satte lorgnetten bedre tilrette.

«Kan De negte at det er sandt?»

78Maleren vendte sig mot ham i fyr og flamme.

«Jeg negter alt mulig,» svarte den tiltalte og trak paa skuldrene. «Men vi kan jo indskyte spørsmaalet under «Tidens» domstol.»

Han vendte sig med en viss ostentativ mathed til Klemm, som hadde reist sig.

De stod nu alle færdig til opbrud.

«En udmerket idé,» ropte fru Bervig. «Tidens» tand biter altid bedst.» Og hun bukket sig og neiet sig og rystet paa sine sorte krøller og sendte den beundrede redaktionssekretær et ildnende øiekast.

«Nei, «Tiden» skal løfte og klare tidens tanker, det synes jeg er en vakrere opgave.» Asta stod ved siden av Klemm og saa med sine ærlige øine op i hans.

«Ja naar han faar saa mange smukke ord, fra smukke kvinder – saa vil nok ikke Klemm for nogen pris bytte «Tiden» med evigheden heller da – kjender jeg ham ret,» fortsatte den bleke og lo med en række hvite tænder, der skinte likesom griske i fipskjeggets sorte ramme.

«Aa nei, naar man som han indtar det centrale punkt i «Tiden», saa forstaar man nok det,» kom fru Bervig, stolt av sig selv.

«Bravo, bravo!» Man klappet i hænderne.

– «Ja, her gnistrer rigtignok av vid,» stak nu Gustav Klemm ind paa den spydige, tørre maate han ofte kunde bruke, naar han var sammen med flere, og som ingen rigtig visste enten var spot eller alvor. «Jeg er heller ikke saa pretentiøs, at 79jeg forlanger evigheden for min person. Den maa gjerne bedsteborgerne beholde. – Om de saa ikke til gjengjæld turde være litt mer villige til at gi slip paa noget av det jordiske mammon til fordel for livets høiere formaal» – han bukket for maleren – «det er et spørsmaal, som det vel altid vil bli anledning til at diskutere. – Foreløbig vil jeg vedbli at stille mine visere paa «Tidens» ur, saa alle skal kunne se, hvad klokken er slagen! Og nu er den allerede saa mange,» han slog om i en lettere tone, idet han tok sit ur frem, «at jeg ialfald, som skal videre iaften – maa bryte op og si vor elskværdige vertinde farvel.»

*

Asta hadde aapnet et av de store vinduer. Og hun blev staaende en stund og se op mot den mørkeblaa himmel, der nu var fuld av stjerner.

Hun trak pusten litt tungt. Og hendes ansigt var blekere og alvorligere end da hun for nogle timer siden hadde staat lykkelig «i sin bedste stas» for at vente paa sine gjester.

– Det var likesom alle mennesker var blit hende fjernere iaften. Som om der hadde været to forskjellige verdener. En paa hver side av hende. Og begge mot hende. Og nu stod hun der alene – ensommere end før.

Gustav Klemm – selv han var likesom «gaat over», seget ind i alt det kolde, haanlige – negative, der iaften hadde møtt hende!

Hvorfor hadde han ikke sagt ordentlig imot? 80Hvorfor hadde han ikke vist dem noget av hvad der egentlig bodde i ham? Av positivt varmt og vakkert? Tænk, hvor han, med sin medfølelse for alt lidende, med sit store livssyn kunde hjælpe de andre – opover!

Hun stanset i sine tanker. Opover? Hvor let – saa maatte det ialfald forekomme dem – hadde han ikke likesom git avkald paa udødeligheden – evigheden! Sa ikke bare en saan liten henslængt ytring meget? Stængte den ikke med engang for en hel verden? – Den verden, vi dog utenfor os, usynlig, er omgit av! For – hvad var aand – den han da ogsaa trodde paa – hvis den ikke hørte evigheden til!

*

– I ministerens glimrende oplyste ballsal, der straalte av forgyldning og rike silkestoffe paa vægge og møbler, gik dansen i den samme stund paa det glatte, bonede gulv efter et strykeorkesters diskrete og smegtende toner. –

I den langsomme, rhytmetunge vals, vugget de dansende par sig, frem og tilbake eller i bløte svingninger – uten ophold, uten at trættes. Ofte var deres ansigter som hypnotisk vendt mot hinanden, med halvlukkede slukte blikke, der intet syntes at se uten indover i sine egne, vage drømme.

I udadlelige selskabsdragter, med brogede ordenstegn eller kun en enkelt blomst i knaphullet, soignerte og velfriserte, førte herrerne sine damer efter valsens rhytme. En liten smule foroverbøiet, og med noget visst varlig, beskyttende i holdningen, 81som om de flyttet paa kostbare og skrøpelige gjenstande, som det gjaldt at bringe i sikkerhed eller frem til maalet.

Der var megen ungdom og skjønhed samlet. Mange fine hoder. Mange ranke, spændstige kvindeskikkelser. Mange livsglade og mange drømmetunge øine. Deilige tætsmygende silkedraperier i fine, perlemorskinnende pastelfarver. Hele pailletdragter, spillende i alle regnbuens farver, som havfruers skjælgevanter, med de tusene havsdraaper rislende nedover. Og der var stive, stilfulde brokades slæp og luftige kniplinger og funklende diamanter. – Alt var fest og livsglæde, latter og – glemsel. Eller syntes at være det!

– Eilif Bech førte Else Grubbe i den langsomme vals, efter de glædesitrende og dog saa vemodsfyldte melodier.

De hadde talt litt sammen forinden.

Han hadde spurgt saa varlig, men dog interesseret om hun ikke allikevel hadde hørt noget fra Karsten om sin fødselsdag og den hurtige avreise. Og hun hadde svaret, at hun just dagen iforveien hadde faat et brev, skrevet fra et sted langt opi skogene. I det hadde han sagt, at han først var kommet til at huske hendes fødselsdag to dage efter den hadde været. Men, at hun visste jo det, at han ikke mente noget ondt med det! Og Else hadde smilt litt vemodig. Sit eget lille, flagrende smil. Og lagt til: At det visste hun nok godt. Men at det var ikke saa let at undvære alle smaa høitidsstemninger og smaa over- 82raskelser og litt hygge og slikt, som Karsten med sin sunde, kraftige natur indbildte sig.

Og den unge officer var kommet med nogen fornuftige ord om, at menneskene jo maatte være forskjellige. At netop dette vist ofte var anstøtsstenen i forholdet mellem mand og hustru. Og at en derfor aldrig maatte gi tapt. Men prøve at nærme sig hinanden fra to kanter.

– Saa var de begge blit noksaa tause.

Det var likesom de ubevisst følte, at nu hadde de gjort sin pligt. Men, at der var noget andet, som iaften dog kom i forreste række for dem!

Dette noget, som var varmt og bløtt og sorgløst. Som laa og dirret i luften omkring dem, i det sterke lys, mellem de festklædte mennesker, i damernes parfumer, blomstergruppernes duften og strykeinstrumenternes vibrerende følsomme klang.

«Skal vi ikke ogsaa danse,» hadde Else spurgt. Han hadde likesom set saa underlig paa hende, da han svarte. «Jo, jeg vilde saa gjerne. Men det er saa længe siden. Bare jeg ikke har glemt alting.»

«Aa – De danset engang saa deilig. Jeg er viss paa, De kan ikke ha glemt det,» hadde Else sagt – litt stille og forsigtig og set paa ham paa en maate, som viste ham, at hun forstod og følte, hvad der foregik i ham.

Saa hadde han lagt sin arm om hendes liv, og de hadde latt sig glide ut i den vuggende strøm. –

I begyndelsen var der ingen av dem som 83talte. Else hadde aapnet munden og set op i sin kavalers ansigt for at gjøre en bemerkning om, «at han jo danset storartet» – men holdt inde. Og hun følte noget ondt og klemmende ved hjertet.

Hun hadde ikke møtt hans blik.

Hans øine var halvlukket. Og hans ansigt meget blekt. Der var noget haardt, meislet over trækkene.

I dette øieblik saa han ikke hende. Men han saa ind i sig selv. Han husket ikke, hvor han var. Ikke hvem han danset med. Kun mekanisk fulgte han valsens rhytme.

– Men de underlig sorgfulde, glædeshungrende melodier naadde ham, fra det fjerne, som farlige, fristende røster. Vækkende slumrende minder. Hviskende om saare skuffelser og brustne drømme. Nynnende en daarende vise om nye længsler – om lykke og ungdom, glemsel og livsnydelse!

Og, som en pludselig vision gled der idetsamme frem for ham et billede: Et uttæret ungt ansigt. En døende kvinde, hvis haand han hadde holdt, da hendes øine brast. Som elsket ham til det sidste. Og som døde i den tro, at dette var livets avslutning for ham – som for hende! –

Med en uhyre kraftanstrengelse rev han sine tanker løs.

Han saa ned paa det fine, gyldenbrune hode med den funklende diamantstjerne. Paa det bløte ansigt med de kjærlighedshungrende øine, der nu saa saa alvorlige ut.

84En saar medlidenhed med hende, med sig selv, med dem alle, alle disse, der danset festklædte omkring dem, som gav sig ind under valsens eggende fortryllelse – og som alle, hver eneste en av dem kanske bar paa et saart minde, indegjemte skuffelser og tilintetgjorte haab!

«Fru Else,» sa han, og hans stemme var bløtere end ellers, og den lød næsten fremmed i hans egne øren.

Han holdt inde. Nu møtte han hendes øine. De var litt tilslørte. Men der stod et spørsmaal i dem. «Fru Else, tænk – jeg synes, der er noget som en hulken inderst inde i en saan vals.»

«Ja.» Det kom ogsaa bløtt. Hun hadde nu slaat øinene ned eller lukket dem helt sammen. «En saar hulken,» la hun til om litt. Hun saa fremdeles ikke op.

De danset frem og tilbake og i langsomme, gyngende cirkler.

«Det er som om der midt i glæden dypt underfra klinger en mørk stemme, som siger: «der er ingen glæde alligevel»,» blev han ved.

Nu saa hun ham op i øinene – og fandt saa ord for det, hun gjettet i hans tanker. «Der er ingen glæde – uten sorg foran og smerte bakefter kanske,» kom det saa, sagte og frygtsomt

Han lyttet til hendes ord som til et ekko fra sit eget hjerte. Og han svarte mer sig selv end hende:

– «Fordi lykken aldrig lar sig gripe. En fæster den likesom til sig utenfra. Og noget andet, utenfra kommer og river den fra os.»

85Han førte hende sagte og glidende nedover det lange glatte gulv.

Hun hadde set, at hans øine hadde det mørke vemod og munden den bitre linje der gjorde kindens magerhed saa fremtrædende og hele ansigtet saa dypt alvorlig. Hun skjønte, hvad han hentydet til. Hvor hans tanker var. Derfor svarte hun ikke. Og noget tungt, træt kom over hende.

– Saa begyndte han igjen, som om han ogsaa med sit indre øre lyttet til den indsmigrende lykkesugende melodi, der var valsens hovedtema.

«Og altid – saa søker vi mennesker den paany. Glæden – ungdomslykken – kjærligheden. Og altsammen er det bare en drøm. Et fata-morgana – ikke andet.»

Nu talte han likesom mere upersonlig. Ikke til sig selv. Ikke til hende. Og dog følte hun noget ved det.

«Kan De ikke huske, at De – den formiddag – oppe hos mig – forleden?» begyndte hun og stanset op.

Han nikket let. Og saa paa hende. Hun danset saa rolig. Det var, saa en næsten ikke kunde se paa hendes hele skikkelse, at den bevæget sig. Det var, som svævet den, uten at røre gulvet, efter rhytmens love, rundt og rundt.

Hun smilte op til ham og fortsatte: «Saa sa De det om lykkens gyldne bæger, at det bare var et fata-morgana. Men bakefter kom jeg til at tænke paa, at et fata-morgana, det er jo et speilbillede av 86noget som er. – Kanske det ogsaa er saa med vore drømme?»

Han smilte ogsaa. «Ja, kanske det er sandt. Hvorfor skal vi ikke tro det lyseste? Resignationen er som en stor, graa sky over menneskelivet. Men solen er bakom den, det vet vi jo. La os ønske os solen, likesaagodt – hvorfor ikke?»

Der blev ikke talt mere mellem dem.

Valsen var forbi.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Det gyldne bæger

Romanen Det gyldne Bæger kom første gang ut i 1910.

Asta Steinegger er lei av det overflatiske livet hun lever blant Kristiania «beste» borgere og drømmer om frihet. Hun bryter ut av «det gode selskap» og kommer inn i en radikal kunstnerklikk. Der møter hun den sjarmerende journalisten Gustav Klemm, men finner ut at hun kanskje ikke heller vil finne lykken i det «frie» livet og den «frie» kjærligheten han og klikken forfekter.

Romanen kom ut i en revidert utgave i 1922.

Se fakismiler av førsteutgaven fra 1910 på nb.no.

Les mer..

Om Helene Dickmar

Pseudonym for Hanna Butenschøn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.