IX

280Himlen var lav og graa med tæt duskregn, da Asta den følgende dags eftermiddag steg ut av kupéen ved Bækkelaget station.

Nogen minutter derefter gik hun opigjennem den store, gamle have, der hørte til den trævilla, hvor Gustav Klemm bodde oppe i kvistetagen.

Nu stod hun utenfor entrédøren. Men hun var andpusten. Og hjertet banket saa sterkt, at hun endnu ventet et par minutter, inden hun trykket paa den elektriske knap under hans navn ved døren.

Han lukket selv op.

Der var noget visst varmt og impulsivt i den maaten, som han nu trak hende ind paa, og med sin noget klodsede ubehjælpsomhed søkte at befri hende for den vaate regnkaapen.

«Stakkars dig! At du kommer i dette fæle veiret da – du, min allerfineste ven!»

Han la armen om hende og vilde kysse hende. Der lyste noget i hans øine, der fortalte, at nu hadde han gjort sig sine egne tanker op om hendes 281erende! Og følelsen av den visse seier glimtet ut som i en hemmelig triumf, baade i hans ord og stemme.

– Men Asta gled undav for ham. Hun hængte hat og slør paa en av knaggene. Strøk mekanisk med begge hænder nedover sit sorte, av regnet ganske fugtige haar. Og gik uten at si et ord, foran ham ind i hans stue, til hvilken døren var blit staaende aapen.

«Naa – hvad kan jeg saa takke for æren av dit besøk? – Det første paa alle disse maaneder?»

Det var en noget forceret lethed i hans stemme. Og de sidste ord kom litt spydig. Det var som om hendes maate og væsen nu slog ham – og begyndte at gjøre ham en smule usikker.

«Er du kanske kommet for at be mig omforladelse for, hvad du trakterte mig med iforgaars? Hvad?»

Asta svarte ikke. Hun aapnet munden. Men fik ikke lyd i stemmen.

Han blev endnu mer opmerksom. Saa paa det bleke, likesom ganske lukkede ansigt. Og møtte pludselig to store øine, der likesom i en eneste stivnet angst fæstet sig saa underlig paa ham.

Han vred sig under det.

Det samme usikre, ubestemmelige smil, som han hadde hat den sidste aften oppe hos Asta, drog sig atter omkring hans læber.

«Naa – skal vi saa ha det omtalte store – forfærdelig store spørsmaal fore da? Kom nu med det! – Saa er det gjort.»

282Han forsøkte igjen den litt forlorne lethed.

Hendes væsen og utseende var ham uhyggelig fremmed. Han trodde virkelig, han hadde set alle avskygninger over det bevægelige ansigtet i disse sidste to aar!

«Hvor vil du sitte? Her?»

Asta gik hen og satte sig paa en lav kurvstol, som stod paa den ene side av hans kolossale eketræs skrivebord, der fyldte hele midtpartiet av gulvet i den ikke store stue, og var bedækket med bøker, papirer, porteføljer, tidsskrifter og skrivesaker. Alt i den største uorden.

Selv tok han plads i sin amerikanske skrivebordstol. Og dreiet sig paa dennes bevægelige sæte, saa han sat halv vendt imot hende. I haanden hadde han tat en papirkniv, som han nu med smaa tætte slag lot falde paa de ark trækpapir, der laa foran ham.

Fremdeles intet svar.

Hendes øine søkte ikke heller hans. De syntes, bare likesom ganske mekanisk, at følge denne haands bevægelser. Det var en bred, velformet hvit haand. Noget fet og noget haaret.

Der blev en pause.

«Naa,» gjentok han. Og smilte. Litt overlegent. Det saa mest ut, som om han begyndte at more sig en smule over hendes tydelige forlegenhed. «Finder du situationen saa fremmed – trykkende – litt kompromitterende kanske – hvad?»

Der laa noget i tonen. En viss nærmen sig det tvetydige. Og en usikkerhed paa samme tid.

283Han saa spørgende paa hende

Nu møtte hun hans blik.

Og det var atter, som om der ikke var andet end øinene, der levet i det lille, bleke ansigt. Øine, der syntes at be om liv eller død.

Han vek uvilkaarlig undav dem.

– Og flyttet rent mekanisk litt paa forskjellige bunker, der laa foran ham paa skrivebordet.

– Men i de faa sekunder hadde hele hans uttryk og utseende skiftet karakter.

Skuffelsen, den krænkede forfængelighed hadde hidset hans nerver. Og vækket alt det andet – som laa under. Og der hadde trukket sig en dyster skygge over hans ansigt. Det blev haardt, ugjennemtrængelig og behersket.

Saa vendte han sig igjen til hende.

«Naa?» gjentok han.

«Gustav – jeg har hørt saa meget ondt om dig!»

Det kom i et pludselig utbrud. Men hendes stemme var saa hæs, at den var ganske ugjenkjendelig. Hun klemte hænderne sammen i fanget, som for at kunne bli sittende stille.

«Saa? Ja, det er vel ikke første gang ialfald?»

Han prøvet en overlegen tone.

«Der tales om dit liv – om – om – Man bruker det ord om dig – at du er –kvartalsdranker.»

Nu holdt hun haanden for øinene. Det var, som om naar hun uttalte ordet, vilde det ramme hende selv like saa meget som ham.

284«Mindre kunde ikke gjøre det?»

Tonen var den samme. Han hadde et litet, spottende smil om munden.

Asta saa atter op. Hendes ansigt begyndte at brænde. Men hendes blik streifet ham bare. Saa slog hun øinene ned, mens øienlaagene glippet og bævret som i angst.

«Og – at,» stemmen var lav, næsten tonløs, «at dit egteskab – at det var det forhold, du stod i – til – til en anden – til en sætterske deroppe i avisen – som var grunden til – at –»

Nu flammet der en blodstrøm op i hans ansigt. Men hans blik var ondt.

Han avbrøt hende.

«Jeg har aldrig forsøkt at indbilde dig, at jeg har været nogen helgen! – Skal jeg stilles frem til forhør? Skal gamle sladderhistorier trækkes frem? Hvad – tør jeg spørge – hvad kommer egentlig min fortid dig ved?»

Han foldet armene overkors paa brystet. Og saa stivt frem for sig. Der lyste baade sinne og trods ut av de smaa, hvasse øine.

Asta hadde uvilkaarlig skjøvet sin stol en liten smule bakover, saa rummet mellem dem blev litt større.

«Men – men de siger – at det er sikkert, at nu – at fru Bervig – at hun – ogsaa er din – elskerinde –»

Det kom saa avbrutt. Saa underlig hakkende og hæst. –

Han kastet et hurtig blik til siden paa hende. 285Hvad var det, der gik av hende? Hun sat jo der og hele skikkelsen rystet og skalv saa voldsomt, som i en pludselig feberfrost!

«Er det sandt, Gustav?» Hun saa op.

Han møtte hendes øine. Og fik atter sit likegyldige, litt spodske smil.

«Nei – det er ikke sandt.»

«Er det ikke sandt? Tør du gi mig dit æres ord paa det?»

Denne skjælvende, likesom dødsrædde skikkelsen. Disse tiggende øinene. Hvorledes skulde en nu komme fra dem? Hvad var det ogsaa for en situation, hun hadde bragt ham opi?

Det begyndte at koke i ham. Han syntes, han med ett kunde hate hende!

«Ja, jeg gir dig mit æresord paa, at det ikke er sandt.»

Stemmen var bare ærgerlig. Ansigtet vedblev at være koldt. Næsten brutalt. – For nu var han selv færdig til at angripe. Slaa fra sig, hvis det skulde behøves. Og han hugget sine brede tænder ned i underlæben, som om han med møie holdt tilbake et sterkt utbrud.

– Men Asta la likesom ikke mere merke til ham. Hun hadde reist sig. Og stod like ved ham.

To flammende øine var det, som slog ham imøte. Hendes hele legeme rystet som et espeløv. Og nu var der slik magt over hende, at han uvilkaarlig maatte dukke sig.

«Gustav – jeg ser, du lyver for mig! Jeg 286vet, det er sandt! Du har staat i forhold til hende like siden – like siden – ifjor vaares. Mens du – mens jeg. – Aa Gud – aa Gud!»

Hun gispet efter aandedrættet. Det var som en stor, sugende hulken holdt paa at bryte sig frem. Brystet – hele skikkelsen hævet sig krampagtig –

«Her er folk i nærheden,» sa han tørt. «Du staar dig paa at beherske dig»

Det kom saa koldt og haardt, at der gik som et elektrisk støt igjennem hende. Hun overvandt sig med næsten overmenneskelig kraft. Tok sit lommetørklæde. Trykket det haardt mot øinene, mot munden. – Og satte sig stille ned igjen.

Der var ikke en lyd i værelset.

Da saa Asta igjen op.

Gustav Klemm sat fremdeles med sammenfoldede arme. Farven i hans ansigt var blit sterkere, næsten blaalig. Og han saa frem for sig med noget trodsig, forstenet i hele uttrykket. Det var, som hadde han nu skjermet sig bak et tykt, ugjennemtrængelig panser. – Hun kunde ikke mere komme ham nær!

Asta saa dette nye uttryk. Dette kynisk – brutale, der reiste som en skillevæg mellem dem. – Og der seg ned over hende en lammende og isnende fornemmelse av, at nu kunde hun la slagene falde, som hun lystet – hun naadde ham ikke!

Og hun taug.

Han sa heller intet. Men hans hvite, behaarede 287haand lot atter papirkniven spille paa trækpapiret. Paa en maate som sa med tydelige ord, at han begyndte saa smaat at bli utaalmodig – træt. Dette tok hans tid. –

– «Saa er det altsaa sandt,» kom det nu fra Astas læber. I en helt forandret tone. En brusten stille stemme fra en, der endelig opfatter – der nu vet, at alt haab er forbi – og broen mellem de to kastet av.

«Om saa var – hvad saa?»

Det kom trodsig. Med et ondt, stikkende glimt i øinene, der et sekund møtte hendes – for saa igjen at søke stivt fremover.

«Hvad – saa?» gjentok hun.

Hendes øine spilet sig op. Fæstet sig store og skræmte paa ham.

«Ja – hvad kommer det egentlig dig ved?»

«Mig – ved?» Hun gjentok atter hans ord, uten likesom at kunne faa dem ind. – «Har vi da ikke været,» hun stanset foran ordet – som flere gange før – hun kunde ikke faa det frem, forlovet. – Og rettet: «Har jeg ikke git dig – mit bedste – det bedste, jeg eier?» Hendes underlig brustne stemme sitret.

Han trak paa skuldrene. «Har ikke jeg det?»

«Men – ja, men – har en da ikke forpligtelse – er der ikke agtelse?»

Han vendte sig pludselig helt mot hende.

«Hvad forlanger du?» Nu gik han til angrep. Hans stemme blev sikrere, mere aggressiv: «Du vilde jo ikke!»

288Hun fór tilbake. Slaget hadde rammet Der var det! Endelig. Han hadde intet tilgit Og intet glemt. Og intet forstaat! Intet – intet.

– «Hvad bebreider du mig egentlig?» fortsatte han i samme tone, som om han nu vilde forfølge en fordel, han hadde vundet paa sin side. «Jeg har jo rettet mig fuldstændig efter dine ønsker. Du har faat det aldeles, som du vilde ha det. Du elsket mig ikke nok til at ville tilhøre mig. Eh bien – jeg respekterte dine følelser! Jeg synes, du maa ha forstaat, det har kostet mig en del. Jeg er jo ikke mere end et menneske av kjød og blod. At møte, hvad jeg har møtt hos dig. For saa derefter ydmygeligen at skulle «stande tilrette». Slikt sætter arr! – Det trodde jeg forresten ogsaa, jeg baade en og to gange, aapent og ærlig hadde sagt dig?»

Han gjorde et litet ryk paa sig, som om han tok fastere plads i stolen. Foldet armene igjen.

Sikrere. Mere utfordrende.

«Jeg! – Elsket ikke jeg dig?» Astas øine sperret sig endnu videre op. – Fra den pinefulde følelse av avmægtig forundring, der hadde ligget knugende over hende, skjøt der idetsamme op en stor bølge av indignation, av oprørt retfærdighedsfølelse – der overskyllet alt andet! Og hendes ord fik noget pathetisk – tragisk over sig. Som de nu løste sig ut fra alt det bundne, fra alt det, der hadde ligget dypest i hendes sind:

«Har jeg ikke elsket – ja, tilbedt dig? Har jeg ikke sagt dig det? Har du ikke hundrede gange set, at jeg har været som et instrument i din haand, 289som du har kunnet faa til at klinge efter dit forgodtbefindende? Fordi jeg elsket dig. Og saa op til dig. – Fordi du var mig mer værdt end alt andet i hele verden! – Har ikke forholdet til dig været det bestemmende for hele min tilværelse i disse sidste to aarene? I ondt og godt, i glæde og forventning – og i skuffelse. Og i lidelse – ja, i lidelse! Helt fra ifjor vaar – hele sommeren – den forfærdelige sommeren! – Og nu –»

«Skal jeg atter ydmyges? Mindes om dine velgjerninger – din ædelmodighed?»

– Hun svarte ikke. Det var, som om hans ord ikke mere naadde hende. Som de talte et sprog, hun ikke forstod. Saa langt var de borte fra alt det, der nu rørte sig i hende, og brøt sig frem av hendes inderste væsen.

«Har jeg ikke git dig alle min sjæls tanker? Det dypeste og fineste og varmeste jeg eier? – Er da alt det bare ingenting? – Og jeg, som har – som» –

Nei. Hun holdt pludselig inde og presset haanden mot hjertet. Det banket saa sterkt, at aandedrættet blev tungt og kort. – Hvad var det, hun ogsaa holdt paa at si? Nu – her – i dette øieblik? At hun hadde staat færdig – ikke længer end for to dage siden – til at gaa herut – og by sig selv frem til ham – si ham, at nu vilde hun sætte sin fot over alt andet – for at komme til ham!

«Tja – du har ædelmodigen git mig, saameget som det passet din selvgodhed og dit kvindehovmod! 290Hvad der var over det – der gik du ikke med!»

– hørte hun Gustav Klemm svare. Men det kom likesom saa langt bortefra.

Og hendes stemme blev nu roligere. Og tørrere. Som om de bare var ifærd med at gjøre op et regnskab. Med nøiagtig fordeling av tap og gevinst.

– «Var vi – var jeg ikke forlovet med dig?» vedblev hun – men tok sig i det. «Hadde vi – hadde du ikke mit løfte? Saa du ikke i hele min handlemaate – saan som jeg var mot dig – et løfte om – at jeg var villig til at gi dig alt? – Vi maatte jo bare vente –» Hun stoppet op.

Han hadde gjort en bevægelse. Hun saa et umerkelig smil – ironisk, overlegent – glide over hans ansigt. – Og han trak, ganske let, paa skuldrene.

«Var du – ikke forlovet med mig?» gjentok hun likesom mekanisk og forvildet.

«Jeg kjender ikke det ord. Det klinger mig noget – noget antikveret – undskyld mig – i vore dage! Jeg trodde, du kjendte mig saa godt, – at vi begge var saa vidt modne mennesker, – saa vi kunde lægge tilside den slags – som ubrukelige for os! For mig ialfald er det hele mere – enkelt – om du vil: To mennesker, en mand og en kvinde lærer hinanden at kjende. De føler sig dragne til hinanden. Elsker hinanden. Da blir det saa naturlig, som at blomsten følger knoppen, at de tilhører hinanden. Helt ut. – De søker ikke først garantier. Hos prest og klokker. Ber ikke 291om lov. Hos mama og papa. De lar sig ikke tjore av samfund og fordomme, ind i spidsborgerlig avstængte baaser og indgjærdinger – saa langt dit – saa langt hit! – Tillater de borgerlige love en offentlig vielse. Eh bien! Er det overensstemmende med deres personlige lyst og smag, saa gjerne det! Det gir jo en viss saan borgerlig tryghed. Og det hele kan holdes mer publikt aapent! – Tillater samfundslovene det ikke. – Hvad kommer det egentlig de to og deres forhold ved? – For fremtiden at ville holde hinanden fast med lovtvang – eller bli staaende i et forhold, hvis det, som det jo kan hænde, bakefter gaar istykker for dem – det kan ikke falde nogen av dem ind! – Det forbyr deres egen værdighed og deres samvittighed dem! Slikt overlater man til samfundets spidsborgerlige hyklere. – Er ikke dette ganske enkelt? Du kjender forresten mine meninger. Om dette har vi da talt saa mange gange. Jeg har aldrig lagt skjul paa min opfatning av disse ting. – Det faar du være saa god at erindre.»

Asta nikket.

Jo, hun mindedes deres samtaler. Hvor hver av dem hadde fremsat sin mening. – Som en intellektuel sport – noget av en aandens fegtekunst – hadde de kjæmpet mot hinanden! Og altid med anerkjendelse av den sandhedskjerne, der ogsaa fandtes i den andens standpunkt! – Det var teorier. Nu var alt dette – hos ham – traadt ut i handling! Og hun stod der – vaabenløs.

«Og du forstaar? Og er enig?» Han vedblev.

292Hun rystet paa hodet.

«Saken er jo simpelthen den,» – han syntes at føle sig mer og mer tryg i sin gode samvittigheds ro – «hvad jeg ogsaa begyndte med at fremsætte for dig: Du har maaske, i enkelte perioder ialfald, trodd, du elsket mig! Men det var ikke kjærlighed. Det var venskab. Det var beundring – om du saa vil – men det var ialfald ikke, hvad jeg kalder kjærlighed! – Du er for konventionel til at kunne besidde en frisk, stor, frigjort følelse. Dit hjerte er formeget – hvad skal jeg kalde det – overklassedegenereret! – Behøver jeg at gjenta for dig, at det – engang – ifjor kostet mig en del at maatte gjøre mig op det regnestykke? Med en facit, der absolut ikke svarte til mine ønsker – mine længsler –»

– «Du visste godt, hvorledes det altsammen var,» avbrøt hun. «Hvad jeg følte. Jeg forklarte dig det. – Kunde du ikke forstaa? Jeg skrev det jo til dig. Sa dig alt! – Jeg vrængte jo hele min sjæl ut for dig i det brevet, jeg sendte dig dengang.»

Hendes stemme var fremdeles underlig tør og klangløs. – Som om det heller ikke længer for hende var det personlige – livslykke eller smerte – der var indsatsen i deres opgjør!

Han trak igjen paa skuldrene.

«Tja – du maa undskylde – en «skrivende dame» vil nu gjerne altid bli «literær»! – Om hun selv end kan være i den faste tro, at hun dypper sin pen i blod.»

293– Asta var sprunget op – som hadde hun faat et slag i ansigtet. Hendes øine skjøt lyn. Trækkene var som gjennemglødet. Hver muskel og fiber dirrende i en eneste lidelsesfuld indignation.

«Det er ondt! Det er grusomt! Forstaar du da ikke, hvor du saarer mig? Hvor du slaar mig – mishandler mig?»

«Aa – bruk mindre sterke uttryk.»

Men hun ænset ham ikke.

«Pint og mishandlet mig har du – i hele det sidste aaret! Bedraget mig – og bak min ryg indlatt dig med en anden! – Forraadt mig har du – for en fru Bervigs skyld!»

Han reiste sig halvt i stolen. Og hvæste næsten mot hende: «Du vover ikke at komme med de uttryk! Jeg har hverken bedraget eller forraadt dig!»

Men saa stanset han pludselig op, som om han ærgret sig over sin egen heftighed. Tok igjen sin gamle plads og sin gamle stilling med armene overkors paa brystet. – Og sa med sin rolige, overlegne stemme: «Svar mig bare paa det, Asta – hvad har egentlig fru Bervig tat fra dig?»

– Asta var veket tilbake.

– «Hvad hun har tat fra mig?» gjentok hun. Det kom likesom saa tonløst. Saa forstenet. «Jeg forstaar ikke –» Hun stoppet op. Hun fik næsten ikke ordene frem. «Hvad kalder du da det, som har været mellem os – alt det, som da ikke kan ske, uten naar der er to, som elsker hinanden. – For hvad er det ellers?» Hun stanset. «Jeg 294forstaar ikke,» gjentok hun. «Har du da ikke bedraget mig, naar du har tat imot min kjærlighed?»

Hun stod der saa hjælpeløs. Hendes tanker var som et eneste urede. Alt gik i ett for hende. For alting var jo som akkurat vendt op og ned paa!

– Han saa hen paa hende. Og smilte litt. Som om han forundret sig over hendes ubeherskethed. Og kritiserte den. – Og fortsatte saa med sin brutale koldblodighed:

«Det er jo ikke andet, end at Magna Bervig er nøisommere end du. Hun fik jo bare det, du ikke vilde ha – som du ikke hadde bruk for –»

«Ti stille! Nævn ikke hendes navn! Jeg taaler det ikke!» Asta stampet med foten – og hendes øine gnistret.

«Jeg sa dig, her var folk. – Vil du ikke sætte dig ned.»

Han var ganske behersket. Talte med en viss værdig autoritet.

– Og Asta satte sig ned igjen. Uten at svare. Hun saa ikke paa ham. Hun bare bøiet hodet og lukket øinene. Og hænderne krammet lommetørklædet, som hun holdt i skjødet.

«Og jeg, som trodde, vi netop hadde hat det – saan som du ønsket og helst saa det – her paa det sidste,» vedblev han, og hans tone var næsten venskabelig, litt nedladende og docerende. – «Jeg, paa min side, jeg nøiet mig jo med, hvad jeg fik. Og prøvet at faa det bedste ut av vort forhold som det var! Jeg har jo hele tiden været glad i dig. Og er det fremdeles, om du 295vil tro mig. – Til at begynde med interesserte du mig kanske mest! Som repræsentant for en type moderne emanciperte damer fra det høiere samfundslag, jeg endnu ikke hadde møtt. – Jeg siger dig det ganske oprigtig. – Jeg vurderte den større dybde og værdighed, den fine dannelse, der hos dig omgav denne emancipation. Fordi den saa at si var kommet indenfra! Og hadde kostet dig alvorlig arbeide og adskillig overvindelse av det tilvante. – Som oftest faar jo de unge nutidskvinder det utenfra. Har ikke først hat noget at brytes med av det, der kræver mod og selvstændighed. – Derfor er det ogsaa, at de saa let mister balancen. Og den første bruk de gjør av sin frigjorthed, det er saamen ikke andet end at bli saa temmelig løse paa traaden! Det har jeg set hundrede gange. – Og det er ikke interessant. – Slike unge piker greier trods al snak og brauting saa sandelig bare en eneste ting – og det er det erotiske! De kan ta sine eksamener – faar sine poster, sliter sig igjennem hver dags kontortimer eller hvad det nu er – under det altsammen er der bare én ting for dem – erotik, pynt, moro! Ikke interesse for arbeidet. Ingen trang til videre utvikling. Ingen samfundsfølelse. – Og mesteparten av dem faar ogsaa ganske snart noget visst sensuelt anløpent og slikvorrent over sig – som efter min mening sætter dem i klasse langt under de saakaldte mindre kultiverte – en pen, skikkelig tjenestepike for eks.! – Den slags har aldrig tiltalt mig! – Ja, saa traf jeg dig da. 296Og med dig var det likesom igjen noget helt nyt. Du er jo begavet. Mer end de fleste. For dig var det alvor. Du vilde ta livet op. Naa noget, der kunde gjøre dig til et personlig, helt menneske. – Uten derfor at høre op at være kvinde! Det saa jeg. Du interesserte mig, som sagt. – Og jeg kom jo snart til at elske dig ogsaa! Ja, saa tok jeg dig der, hvor jeg kunde faa bedst tak. – For jeg visste jo, hvad jeg vilde! – Og jeg trodde, sandt at si, du hadde mer varmt blod i dine aarer, end var tilfældet! Men – uten det forhold der – blir ingen ting noget værd mellem mand og kvinde! Da først blir der ro – saa der kan bygges videre. – Og det hele blir da i alle fald en lykkelig episode i deres liv! Gjør det rikere, fyldigere. – Blaastrømper uten kjøn. Tak for mig! Opskruet, snerpet gammelfrøkneri! Maa jeg være fri! – Jeg skal si dig én ting, Asta: Tak du mig for, at din første bok blev saa bra, som den var! Da var alt friskt. Det forhold, der holdt paa at utvikle sig mellem os to, hadde du endda ikke begyndt at tappe blodet ut av og rubricere! – Den sidste boken din har du da ogsaa faat skjæmt ut med dine refleksioner og spekulationer og alslags hysterisk dyd!» –

Han var færdig. Der spillet noget kynisk – men forbundet med et visst intellektuelt liv – over hans ansigt. Mens han nu med sine korte, avhugne sætninger saa nøkternt og saa greit fremstillet den foreliggende saks genesis – og hele logiske sammenhæng forøvrig – for hende! Akkurat som en læge, der demonstrerer, mens han foretar en interessant disektion. 297– Og det syntes, som om det virkelig ikke var langt fra, at han hadde glemt, at der i dette øieblik utspilledes noget skjæbnesvangert og tragisk mellem ham og denne unge kvinde, som sat der ubevægelig ved siden av ham! –

– Men – naar en skulde være ærlig – saa var det nu ogsaa svært længe siden, at hun hadde hat nogen særlig afficerende magt over hans – nervesystem!

– Men Asta hadde langsomt reist sig op. Og stod nu der med hævet hode. I sin fulde høide.

«Farvel.»

Det klang koldt og rolig. Men underlig dumpt og uvirkelig. Og hun var veket bakover, som skjøvet av en usynlig, fiendtlig haand. Hun var ved døren. Og fik aapnet den. Hun stod ute i entréen. Hænderne skalv – men hun fik da hatten paa, og sløret for ansigtet. –

– Han hadde fulgt hende. Sa heller ikke et ord. Men rakte instinktmæssig armen frem for at hjælpe hende med kaapen, som hun hadde i haanden og likesom ikke greiet at faa paa. Men hun undgik hans berøring. – Nu var hun færdig. Han strakte igjen, som uten at tænke over det, haanden ut som til avsked. Hun lot som hun ikke saa den –

Aapnet entrédøren. Saa sig ikke tilbake.

– Hendes trin nedover trappen var som ens, der vet sig forfulgt. –

Døren smeldtes igjen bak hende. Saa de tynde glasruter klirret gjennem hele huset.

298– Det duskregnet fremdeles, da hun mer løp end gik gjennem den gamle have nedover mot landeveien! Det dryppet av alle grene. Og luften var mættet av fugtighed, saa den laa som en tæt, høstlig taake og presset paa og skygget.

Hun var næsten nede ved porten, da hun stanset op. – Det var, som om hendes knær bøiet sig, ikke længer aarket byrden av hendes legeme. – Som et saaret dyr, der følger sit instinkt, trak hun sig ut fra veien, ind til siden, hvor der stod en klynge store birketrær. – Hun lænet sig tungt ind til en av de hvite stammer. Og la hodet ind til den vaate bark. Og lukket øinene.

– Der stod hun længe. Urørlig. Som livløs.

Alt utenom hende var borte. Som et tomrum var der mellem hende og den hele verden! – Bare en eneste ting levet. Der, inde i hendes bryst. En brændende smerte, som efter en skarp dolk – støtt like ind, der hvor hjertet sitter! – Hun kjendte, hvorledes blodet fløt ut av saaret. Varmt og stille. Fra hendes hjertelivs dypeste kilde. Hun følte, der var noget derinde, som ebbede – ebbede – Og suget med sig – livskraft – glæde – haab – varme – –

Der hørtes trin bak hende. De kom fra huset Nedover grusgangen.

I pludselig rædsel rettet hun sig op. – Og i et sekund var hun ute av haveporten. Indover landeveien!

Den var sølet og opkjørt. Med dype hjulspor. Hun maatte ofte gaa helt til siden for de møtende 299vogne og automobiler. Og holdt flere gange paa at træde ned i grøften. Men fik balanceret sig op igjen. – Hun saa intet og ingen. Gik bare paa. – Kom forbi stationen. Uten at lægge merke til det. Bare gik – gik –

Den sterke bevægelse virket likesom dulmende paa smerten derinde i brystet. Regnet, der nu var sterkere og i følge med en haard, sur vind, slog hende i ansigtet. Og veiret stod hende ret imot. Rev i hendes vaate klær – saa hun maatte kjæmpe sig frem imot den. – Paraplyen slog hun ikke op. Det var, som det kolde vand svalte hendes kinder og hendes hode, som brændte –

Sommetider tok hun til at løpe – holdt paa at snuble over sine egne skridt og maatte stanse op.

– Men gik saa videre. Veien laa lang og som endeløs foran hende. Taaken var letnet. Og den lave graa himmel speilet sig med vaaraftenens sidste lysning i de vandfyldte hjulspor og de mange blanke, smaa sølepytter. Hun følte det som en slags befrielse at se denne lange vei dér foran sig! Det var endnu noget at brytes med – at overvinde –

Endelig var hun ved Oslo, hvor sporvognen begyndte. Klokkerne ringte. Vognene suste forbi. Hun merket det ikke. Bare gik, gik. Uten at føle træthed. Hun syntes, hun kunde gaa til verdens ende. Bare ikke stanse.

– Gjennem byen gik hun. Hvor mennesker og færdsel av vogne og heste gjorde, at skridtene maatte sagtnes. Nu slog hun sin paraply op. 300Holdt den langt frem foran hodet for ikke at bli gjenkjendt. –

Hun var paa Drammensveien. Utenfor det hus, hvor hendes mor bodde.

– Og blev staaende og se saa op mot vinduerne.

Der kom en sagte jammerlyd fra hende. «Mor – mor!»

Kanske hun nu sat der, bakom ruterne og heklet i det svindende dagslys. Med sit rolige ansigt. Sit trygge, faste linjerene livssyn. «Ret er ret.» Det, som hun saa tillidsfuldt trak alle ind i. Ogsaa hende selv – hendes datter. Det var altsammen saa op- og avgjort. Uten prutning. Uten plads for avskygning – undtagelser. – Og uten kontakt med det, som heter livets skam – og løgn – og fornedrelse.

Nei. Nei – umulig. Hun kunde ikke. Ikke ditop nu.

Men hvor? Hjem til sig selv. Alene. Alene med alt det – det derutefra – pludselig, som et rovdyr – styrtende sig over en igjen! –

Nei. Det var ogsaa umulig. Ikke endnu.

Og hun gik videre, videre. Bøiet gjennem tvergater og sidegater. Nu stod hun utenfor den lille villa, hvor Eilif Bechs svigermor bodde. Huset laa inde i en liten have.

– Hun kunde jo se til lille Einar. Det var saa længe siden. Hun vilde fortælle ham et eventyr. Hun visste, hun kunde. Jo. Nu ogsaa. Morsomt og levende. – Hun kunde beherske sig. Det vilde gjøre hende godt. Bare ikke alene – ikke tænke –

301Hun stod i entréen. Den ældre frues spinkle, litt bøiede skikkelse møtte hende der. Det magre, forgræmmede ansigt var blekere end ellers. Hun grep begge Astas hænder og trykket dem heftig, mens de forgrædte øine saa op i hendes. «Han er meget værre,» hvisket hun. «Han er meget værre.» Og for hver gang, hun gjentok ordene, klemte hun Astas hænder, saa det gjorde ondt. «Hjælp os – bed til Gud for os!» Hun stred med sin frembrytende graat.

Asta bøiet sig ned og la hænderne om de smale skuldre. Og kysset hende.

«Stakkars Dem – stakkars Dem. Ja, det er haardt. – Kan jeg gaa ind?»

Hun nikket og pekte paa døren. Selv holdt hun lommetørklædet for øinene, og gik hurtig ut til den anden side.

Asta tok av sig hatten. Og hængte kaapen, der var tung av regn, fra sig. – Og gik like gjennem dagligstuen ind i barnekammeret, hvor den lille hvite seng nu stod midt paa gulvet, med hodegjærdet vendt mot hende.

Eilif sat der ved siden av sengen. Han saa hurtig op, da han hørte skridt. Reiste sig uten at gi Asta haanden. De bare nikket til hinanden, idet han gjorde tegn, at hun skulde komme nærmere.

Men idetsamme hun passerte ham, fik han se ind i hendes bleke, forstyrrede ansigt. Det lyste saa hvitt i alt det sorte haaret, som hadde løsnet sig i nakken, og faldt hende halvt ned ad ryggen.

Og Asta møtte to mørke øine, der fæstet sig 302saa alvorlig spørgende paa hende. Men hun rystet bare paa hodet. Og gjorde en bevægelse mot sengen. Eilif pekte paa den stol, han selv hadde sittet paa. Hun nikket.

– Den lille syke gut laa med lukkede øine. Og ansigtet vendt til den anden side, som om han sov.sov.] rettet fra: sov (trykkfeil)

Nu snudde han sig, og fæstet sine øine paa Astas ansigt. Først forundret, som kom han ut av en drøm. Saa gjorde han et forsøk paa at smile. Men det blev ikke til noget.

Astas hjerte krympet sig, da hun saa den store forandring, der bare paa nogen dage var foregaat med ham.

Det milde, klare, lyse, barnlige var borte. Og det ansigt, der nu vendtes mot hende, var præget av alvor – livets store, bitre alvor og tyngde. Og over det hele uttryk hvilte der en ro, en resignation – slik som den kommer over de voksne, gamle, naar de har stridt igjennem og ophørt at haabe og vente. Og naar de har lært at se længere og dypere – end de andre, der staar omkring. –

Asta knælte foran sengen. Og saa ufravendt ind i det lille, saa underlig voksne ansigt med en blanding av ærbødighed og frygt. Og brændende hjertesaarhed.

Nu var hun helt herinde. Hun mindedes ikke længer sig selv – og sit. Ikke det – derutefra. – Fra livet – og synden – og kampen. –

Hun fik bare et ord frem:

«Lille Einar – lille Einar.»

303Han saa pludselig ut, som om der bevæget sig en urolig tanke i ham. Der kom noget anstrengt, spørgende i hans øine.

«Tante Asta.» Stemmen var blit hæs og saa underlig dyp – og den ogsaa fuld av alvor. «Tante Asta, er du ganske sikker paa – at Tommelise,» han hadde beholdt den lille læspen, der endnu likesom hørte barnet til, «at Tommelise ikke falder av – av svalens ryg – ned i sjøen?»

Asta nikket og smilte til ham. Det bævret om hendes mund, men stemmen holdt sig lys og fast. «Ja da – aa, hun sitter saa fast – du vet, hun bandt det blaa silkebeltet sit saa godt omkring svalens ryg! Og svalen – den er saa forsigtig med hende – aa – saa forsigtig – nei – hun falder ikke av.»

Han spurgte ikke mere. Bare syntes at grunde paa noget. Følge sine egne tanker.

«Papa har reist i luftballon – høit – høit.

– Men, det gjorde ikke noget.»

Det underlig spændte uttryk i øinene var der igjen. Og fæstet sig paa hende.

Asta forstod ikke rigtig. Men Eilif gjorde en bevægelse. Han var blit staaende bakom sengens hodegjærde i skyggen. Han holdt haanden for øinene.

«Hvad mener du, lille Einar?» gjentok Asta saa bløtt og mildt, saa hendes stemme bare blev som et litet silkebløtt pust, der streifet over hans ansigt.

Han svarte ikke. Men det alvorlige grublende 304uttryk var der fremdeles og fandt likesom ikke befrielse.

Der blev en liten pause.

Saa kom den lille dype, trætte stemmen igjen.

«Bedstemama siger, at englene kommer og henter mig op til himlen. – Englene vil bære mig op til Jesus – der er mama ogsaa, – min mama blir saa glad, naar jeg kommer. – Og jeg skal aldrig hoste mere – saa det gjør ondt,» han pekte paa brystet. «Aldrig. Papa siger, han kommer ogsaa med – siden, naar han blir færdig. Papa skal ekser – sere –»

Hans tanker vandret. Saa kom der igjen, det urolige i uttrykket. Og nu var der angst i stemmen.

«Tror du vel, englene slipper mig ned – naar de flyer med mig – høit op – høit op – i himlen? De vil vel ikke slippe mig ned i sjøen – tante Asta?»

Der var angsten, han laa og kjæmpet med.

«Aa nei, nei! Vær ikke ræd! Englen han er saa sterk, saa sterk. – Endnu sterkere end papa, kan du tænke! Og han løfter dig saa forsigtig. Saa forsigtig op paa armen sin. Og lægger hodet dit godt indunder den ene store hvite vingen sin. Saa du hviler saa trygt og deilig – meget bedre end i din egen lille seng!»

«Hm».

Nu kom det der igjen. Rolig lettet. Som det pleiet før, naar Astas eventyr var naadd til den sidste lykkelige avslutning. – Stemmen var træt – færdig. Der var ingen grublen mer.

305Og igjen lukket han sine øine. Og det saa ut, som han sov.

– Asta reiste sig fra sin knælende stilling, skyndte sig uten at ænse Eilif gjennem dagligstuen med lommetørklædet for øinene og ut i entréen, hvor hun boret hodet ind i sin vaate regnkaape, mens hele hendes legeme gjennemrystedes av en lydløs hulken.

Eilif hadde fulgt hende ut. Han la sin haand paa hendes skulder – beroligende.

«Saa – graat ikke mer – saa, frk. Asta.» Han talte som til et sykt barn. Og strøk hende igjen over skulderen. Men fór sammen. Hans haand hadde berørt den tykke fletning, der hang hende nedad nakken. Den var kold. Og drivende vaat. Han lot haanden glide nedover skulderen og ærmet.

– «Men – hvad er der iveien med Dem? De er jo aldeles gjennemvaat! – Hvor har De været henne? – Kjære Dem, hvor kommer De fra?»

Asta gjorde sig løs. «Det er ingenting. Det er ingenting. Det regner – det er bare regnet.» Hun vendte sig bort. Fik hatten paa – den vaate kaapen.

«La mig laane Dem noget tørt – kjære, vent et øieblik – min svigermor – det gaar ikke an –»

«Det gjør ingen ting.» Han fik et blik av et par store, forvildede, forskrækkede øine. «Jeg ber Dem – aa, jeg ber Dem, saa vakkert – det gjør ingenting – jeg gaar like hjem – bry Dem ikke om mig.»

Hun var ute av døren –

306Eilif blev staaende et øieblik ubevægelig. Der kom et ord – han sa det sagte, halvhøit for sig selv. Men med noget bløtt, varlig – beskyttende: «Asta» –

Saa gik han atter gjennem den tomme stue. Og ind til sin plads ved den lille hvite seng. Han sat der hele dagen nu. Og det meste av natten. For doktoren mente, nu hadde den lille taalmodige korsdrager ikke langt igjen.

– Tre dage senere døde lille Einar.

*

Der var gaat en tre – fire uker.

Straalende varme soldage var det. Sidst i mai.

Men saa grelle, saa rent nerveirriterende i sit paagaaende lys, der nu næsten varte døgnet rundt, saa en aldrig kunde faa lukket sig helt inde fra det! – Og faa lov til at bli alene med sig selv, i mørke og ensomhed og stilhed –

Alle trærne og buskene var nu sprunget ut. Og stod der og sang likesom ustanselig om ungdom og haab og livsglæde og gjenfødelse! Hæggen stod hvit og duftet saa sterkt, at en blev svimmel og ganske syk av det. Syrenerne bar sine velformede og velutviklede blomsterklaser, i mørk lilla og lys lilla med en slik, rent ut irriterende ro og værdighed og selvfølelse! – Mens tulipaner og hyazinter og iris og pinseliljer og alle de andre stod der i klynger og rader og pranget med sine sterke, paatrængende farver, der virkelig skar i ens nerver som rene trompetstøt!

307Og over dem allesammen var der et slikt gneldrende lys – og en kraft, og en vilje! Og først og sidst en slik høistemt, paagaaende tilbedelse av solen – og solen! En kunde se, hvorledes alt og alle strakte sig, og bredte sig ut, og puffet til hinanden, og næsten kvalte hinanden – bare for at komme frem, og først – og øverst – op mot den!

Og fuglesangen! Denne uophørlige pippen og skvaldren og flagren og jubileren – den stak og boret sig jo ind i ørene paa en – saa en kunde gjerne – skrike –

– Asta vilde helst rulle alle gardinerne ned deroppe i atelieret. Og hun flygtet som en forfulgt – som en rasende – gjennem byen og parkerne, for ikke rent ut at miste herredømmet over sig selv! Slik som den pinte hende og skaket hende op, denne paatrængende, ulidelige vaarstøien!

Hvad var det ogsaa for en grusom haan med den der glæden ute i naturen – naar menneskene skulde gaa der og lide – og lide!

– En liten grav paa kirkegaarden.

– Et aapent, dypt, svidende saar derinde i brystet. Der hvor hjertet sitter. – Og et uavladelig gnagende tryk av bitterhed og skuffelse og – skam.

En kunde jo ikke puste. En orket likesom ikke at røre sig. At ta sig noget for – at leve simpelthen!

Det var slik, hun hadde det nu.

Fra morgen til aften. Og fra aften til morgen.

308– Asta var oppe hos sig selv. Og holdt paa at pakke ind og rydde sammen. Og lægge i kasser.

«Hybelen» var sagt op. «Den grønklædte» var skjøvet længst ind mot væggen, der hvor flygelet hadde staat.

Hun syntes ikke længer, hun taalte synet av noget av det heroppe! Alting mindet.

Nu hadde hun bestemt sig til at flytte hjem til sin mor.

Moren var heller ikke frisk. Og trængte til hende. Det ildebefindende, der av og til hadde meldt sig utover vinteren, truet nu med at bli kronisk.

– Hun var saa optat baade med sine hænder og med sine tanker, at hun ikke hørte, det banket paa døren.

Hun vendte sig først om, da hun følte paa sig, at der var nogen i værelset.

Eilif Bech stod midt paa gulvet.

«Flytter De?» sa han og saa sig forundret omkring. – «Det har jeg jo slet ikke hørt noget om,» la han til. Der var litt bebreidelse i stemmen.

«Det blev saa fort bestemt.»

Asta var blit litt rød. Og hun bøiet sig ned og la endda nogen bøker i kassen for at vinde litt tid. Hun kunde jo ikke si ham, at det var mest, fordi hun nu hatet denne «hybelen» sin! – «Det var snilt av Dem at se herop,» fortsatte hun saa. «Og nu blir det nok for sidste gang ogsaa.»

Han svarte ikke. Og hun saa bort paa ham idetsamme.

Han var blit saa mager. Saa indfalden i 309kinderne. Øinene laa likesom endnu dypere ind. Og der brændte en smerte i dem, der gjorde et saameget sterkere indtryk, fordi han altid i det ydre pleiet at være saa rolig og behersket.

«Ja, det blir vel det.» Svaret kom saa tonløst. Som om tanken var andetsteds.

«Og jeg faar da gratulere Dem – kaptein Bech! – Og har De jo ogsaa faat medaljen for prisopgaven.» Hun rakte haanden frem.

Han tok den og holdt den litt i sin.

«Aa tak,» sa han. Og smilte et litet saart umerkelig smil. Alt det der var ham saa fjernt og likegyldig.

«Men det maa da være en tilfredsstillelse,» vedblev Asta. Hun fulgte hans tanker. Men der var ogsaa noget i hendes tone, der viste paa noget anstrengt og konverserende.

Og han tok det ikke op.

«Kan jeg ikke hjælpe Dem litt?» Han saa sig omkring.

«Nei tak. Det behøves ikke. Der er ikke stort igjen. Imorgen skal alt avsted.» – Hun saa sig idetsamme om – og stoppet op, som om hun glemte, hvad de snakket om. – «Men vil De ikke sitte ned,» vendte hun sig igjen til ham og tok sig likesom helt sammen. «Her er nok uryddig, men her er da stoler endnu. Jeg vilde gjerne by Dem en kop te – men jeg har pakket ned mine greier.»

«Nei, kjære Dem – ja, naar jeg ikke forstyrrer saa.»

Han tok plads i en av hendes kurvstole, og hun selv satte sie i en anden.

310«Synes De, det er vondt at gi op denne – dette arbeidsrummet, De har hat her? – De har jo været her snart i to aar.»

«Ja, det er rart at flytte herfra. Paa en vis. Her har jeg jo gjort færdig mine to bøker. Og har lært likesom at staa alene. At kjende mig selv, mine egne evner. Saa jeg nu kan arbeide videre. Mellem de andre. – Uten at gi avkald paa det, der er mit, forstaar De –»

Han bøiet sig fremover mot hende, som om han lyttet. Men han saa ikke op. Hans øine var fæstet likesom hypnotisk paa den kassen med bøker der paa gulvet foran ham. Blodet var steget ham op i panden. Asta kunde se, at aarerne i hans tindinger traadte frem og banket under huden.

Hun holdt inde.

Da saa han et øieblik op paa hende.

«Fortæl litt mer om Dem selv, er De snil,» kom det saa i en bløt, næsten bønlig tone.

– «Ja, mor er jo glad, fordi jeg nu kommer hjem, kan De nok skjønne,» fortsatte hun saa, men likesom usikrere.

Hun var litt i urede med, hvad han mente.

Men han sa ikke mere. Bare sat der og saa ned igjen. Med noget i holdningen, som om han ventet, at der skulde komme mere fra hende.

«Ikke for det – hun la mig jo ingen hindringer iveien, da jeg brøt ut, heller,» – blev hun saa ved. – «De har det ved sig alle Grubberne, trods deres, en maa vel kalde det sneversyn – at naar de bare skjønner, at der er 311alvor og sandhed i det, andre vil – selv om de ikke forstaar – saa falder det dem likesom aldrig ind ikke at agte! Paa, avstand da –» hun lo litt. «Det der tror jeg maa høre sammen med deres sikre kultur.» – Hun gjorde en liten stans.

Eilif saa fremdeles ikke op. Sat bare som om han lyttet.

«Saan er mor, og saan er Karsten ogsaa. – Jeg selv har jo meget i arv fra far og hans familie. Der var baade kunstnere og videnskabsmænd blandt dem.» Hun stanset litt igjen. Tonen blev lavere, mer fortrolig. «Jeg kan føle mig fremmed, ensom i min mors slegt. Men aldrig saaret og ulykkelig – Skjønner De forskjellen?»

Ja.» Det kom lavt, næsten uhørlig.

– «Saa haaber jeg, De maa faa det godt nu – naar De kommer hjem,» la han til litt efter.

Det lød saa tvungent. Hans farve var blit saa sterk. – Og nu saa han pludselig op paa hende med et blik, der var saa ulykkelig, saa bønfaldende, at det tok like om Astas hjerte – og hun fandt ikke et ord til svar. –

Der blev en pause.

Saa la hun haanden paa hans arm.

«Har De det saa ondt idag, kaptein Bech?» Hendes øine hadde faat dette impulsive, hengivne og trofaste i uttrykket, som altid fandt sin vei frem til menneskenes hjerter i nød.

Han vendte ansigtet mot hende. Og nikket. Og fik igjen frem et sagte «Ja.» – Men

saa la han sig pludselig forover, med albuerne 312støttet mot knærne og gjemte ansigtet i sine hænder! –

Hun saa, at han graat. Hele skikkelsen rystet. Og indimellem kom der en liten hikstende lyd, som om der arbeidet og brøt sig en hulken inde i det sterke bryst. –

Asta sat stille der ved siden av ham. Men hun sa ikke et ord. Hele hendes uttryk var alvorlig – og ømt som en mors likeoverfor et voksent barns sorg.

Han var sprunget op. Og gik hurtig et par gange op og ned ad gulvet. Og fik kjæmpet ned sin graat. Tok op lommetørklædet og tørret øinene. Saa blev han pludselig staaende foran hende.

– Han saa hendes uttryk, og prøvet at smile. Men det blev kun en trækning omkring munden.

Saa kom det hurtig, næsten bryskt:

«Jeg har været paa kirkegaarden.»

Asta nikket. Og saa op paa ham.

«Frøken Asta. – Asta,» rettet han. «Jeg synes snart ikke jeg orker at leve mere!»

To fortvilede, næsten forvildede øine søkte hendes.

«Kjære, hvad mener De?» svarte hun i en bløt, men fastere og roligere tone. «Kjære, hvad kan det nytte, at vi siger, vi ikke kan orke at leve mere? – Vi –.» Og det brøt pludselig ut av hende haardt og bittert. «Vi maa – maa jo – gjennem det! – Der er ingen som spør os, om vi kan orke det!»

Han syntes ikke at ænse ordlyden av hendes 313ufrivillige utbrud. Det gav ham likesom bare en tryghed for, at samfølelsen mellem dem var tilstede.

«Ser De,» blev han ved. «Naar ens barn dør – saa kalder det paa en! En kan ikke bli igjen! En maa følge. – Det er grusomt, hjerteløst, egoistisk ikke at følge! Der hvor det er, der maa en være! Kan De ikke skjønne det? – Et stakkars litet barn, alene – alene i døden – alene gjennem dødens mørke dal! Uten far og uten mor. Alene kanske – deroppe ogsaa! Hvem vet? – Aa, det er for haardt, for unaturlig! Grænseløst –»

Der var kommet en lidenskabelig pathos i hans stemme. I hele hans uttryk.

«Forstaar De ikke?» – gjentok han og strakte begge armene frem i en gestus, der likesom understrekte hvert ord. «For mig – at staa der, jeg, gamle, sterke, voksne manden! Staa der og se dette lille deilige, fromme barnet – se det dø, tomme for tomme! Se det pines – taalmodig – uten en klage – i lange søvnløse nætter – i hvileløse dage, fulde av smerter! Uke efter uke. Maaned efter maaned! – Og jeg staar der bare og ser paa det! Magtesløs! Jeg kan ikke ta fra ham et eneste mindste host eller stik – ikke en eneste draape av hans sved! – Aa, jeg følte mig mangengang saa – ynkelig! –»

– Han jaget igjen frem og tilbake paa gulvet.

Asta fulgte ham med øinene. Hun holdt med møie graaten tilbake. Det bævret om mund

og hake. Men hun sa ingenting.

314Nu stod han foran hende igjen. Hans stemme var roligere.

«Da lille Einar laa der – død. Og det trætte, alvorlige, lille ansigtet endelig hvilte i fred – saa vakkert, saa ophøiet efter den overstaaede kamp – det var som mit hjerte vilde briste, frøken Asta! – Da stod det slik for mig, at han var dræpt! Ubarmhjertig slaat av fienden! – Han, som er om os i livet. Som ikke kjender pardon, men slaar til, hvor han kan! – Og han, den lille, var dræpt. Efter først at ha maattet gaa igjennem alle livets stadier – alle livets faser – han, den lille, uskyldige – seks aar gammel – til han var kommet saa langt, at han saa – at ingenting var noget! At livet ikke hadde glæde, eller haab, eller forventning – ingen lek og latter – for ham! – Med aapne øine skulde han ligge der og se døden ind i ansigtet! Kjæmpe sin kamp med den! Betvinge sin angst for den! – Aa, da jeg tok den lille, kolde haanden og kysset den – reiste der sig noget i mig! Jeg maatte knytte hænderne mot ham, deroppe. Mot Gud, som kunde la slikt ske! – Og jeg sa ham det rent ut: Slikt skulde være mot naturens egen lov! – Skulde skaberen hate sin egen skabning? Haane den – tilintetgjøre den – før den blev fuldendt?» –

Han stod der. Og saa paa hende. Med sine lidenskabelige lidelsens øine, der intet saa. Og han rakte sin haand som til en ed i veiret.

«Jeg kan ikke mere tro, at Gud er kjærlighed. Jeg tror ikke mere paa hans faderhaand. Jeg har 315trodd det før. Jeg har trodd, hvad Kristus har sagt og selv gaat i døden for: At vi kunde hvile i hans arme trygt. At vi er i slegt med det guddommelige. – Og derfor hører ham til – saa vi ikke kan synke! Jeg har trøstet mig til det, og holdt mig oppe ved det. I alt, hvad der er skedd. – Men, jeg gjør det ikke mere – jeg kan det ikke!»

– Han tok igjen op sin vandring op og ned ad gulvet.

Astas øine fulgte ham. Der var noget saa sterkt og varmt i dem, at de kaldte paa ham. Og han stanset op.

«Kom, og sæt Dem ned.» Hun trak litt i den stolen, han hadde sittet i, nærmere til sig. «Ikke sandt? Sæt Dem her.»

Han rystet paa hodet. Men satte sig allikevel.

– «Jeg synes jo næsten ikke, jeg har ret til at motsi Dem, kaptein Bech – og komme med mine meninger. Alt blir saa smaat og fattigslig, det jeg kan gi. – Jeg skjønner nok det, at trods alt hvad De siger – som jo ikke er andet end en fristelse, der er kommet over Dem – saa er De allikevel naadd meget, meget længere end jeg! – For mig har troen, religion, igrunden aldrig været noget saant personlig! De siger: «Gud er kjærlighed». For mig har det været mer dette: «Gud er aand».

Aanden mot materien. – For mig har det ogsaa staat saa, at det høieste vi kan naa – i liv, i kunst og skjønhed – det er i slegt med noget endnu høiere, noget guddommelig, som De siger. Jeg maatte 316likesom se det slik. Ha et sted, hvor jeg kunde søke det fuldkomne, retfærdige, evig gode og uforanderlige – naar jeg saa, at alt her var saa ufuldkomment og plettet! Og saa fuldt av omskiftelser. – Men en faderhaand – med omsorg for hver enkelt – nei, dit var jeg ikke kommet! Som De nu – – Men der er én ting –»

– Hun stanset op. Og hendes øine funklet i en intens energi. –

– «Hvad er det, De vil si?» Han spurgte som i angst.

«Det er – jeg mener: En ting har dog, selv i mine værste stunder, staat likesom saa uryggelig fast for mig! Og det er, at den lov, den vilje, det mysterium, der er om os, og behersker os, og bringer os under lidelsen – ja, døden tilsidst – at, hvis det der faar lov til at bli fienden, som De siger – saa vi ikke kjæmper med, men mot – da er det ute med os! – Aa nei»

– det kom mere stilt – «Vi faar nok kjæmpe der, hvor slaget staar, kaptein Bech! Og paa den rette side! – Tænk Dem – at De nu skal i krigen –»

«Takke mig til om det var saa vel, frøken Asta!» Han smilte bittert. – «Men én kan ikke kjæmpe paa ærlig mands vis mot blinde tilfældigheder, og grusomt skjæbnespil, og stenhaarde naturlove og alt det der, skal jeg si Dem! – Ikke vi mer end andre dyr! – Men fordi vi er mennesker, saa kan vi bare med vor dobbeltbevissthed iagtta det hele spil! Saan utenfra. Maale og veie og dømme 317det. – Og oprøre os mot det! – Nei, der blir nok ingen anden raad end at bite tænderne sammen. Og trodse paa. Ikke gi sig – ikke bøie nakken –»

«Si det ikke – si det ikke!» Asta strakte hænderne mot ham. «Vogt Dem – aa, vogt Dem! De vet ikke, hvor det bærer hen! – Jeg har set det. De tar skade paa Deres sjæl! Ubodelig skade. Aa – De vet ikke –»

Et billede var pludselig dukket frem i Astas erindring: Hun sat derute i solnedgangen paa Bygdø ved siden av Gustav Klemm. – Og hørte de samme ord. Næsten ord til andet. –

– Der var kommet en slik underlig magt og myndighed i hendes stemme. Og hver nerve i hendes ansigt syntes at dirre.

– «De tar skade paa Deres sjæl,» gjentok hun. «Det kan aldrig oprettes! Det trækker nedover – nedover – ubønhørlig – til det ender –»

Hun stanset op. Og holdt hænderne for øinene. – Det var som hendes egne kræfter holdt paa at bryte sammen.

– Der blev en stilhed mellem dem. Ikke en lyd hørtes i værelset. –

Saa tok hun hænderne bort. Og saa paa ham.

Hans uttryk var blit anderledes. Hans øine søkte hendes. Der var noget nyt, bløtt letende i dem. Som om de vilde ta ind hendes stemning – trænge sig bakom de lukkede træk – naa ind til en slagmark, hvor der ogsaa kjæmpedes – det skjønte

han nu!

«Jeg plager Dem, frøken Asta,» kom det saa 318ganske stille. «Jeg er egoistisk. Jeg er en stakkar! – De er dobbelt saa sterk, dobbelt saa modig som jeg. Jeg ser paa Dem, at menneskene har gjort Dem noget ondt. Jeg vet ikke, hvad det er. Men, jeg ser, De gaar – at De gaar høit over det – høit!».

«Aa – jeg! De skulde bare vite!»

Det brast ut av hende. Hun syntes, hun var fuld av løgn og falskhed og hykleri og bedrag. Hvad vilde den aapne, hæderlige manden si – vilde han ikke støte hende fra sig, skuffet og bedrøvet – hvis han visste! Visste, at ikke længer end for nogen faa uker siden – hadde hun været færdig til at kaste sig i armene paa en mand – som hun trodde, hun hadde været forlovet med i næsten halvandet aar – gaa ut til ham, og by sig selv frem – uten vielse – hemmelig – bak sin mors ryg! Og det til et menneske som Gustav Klemm! – Og, at det var bare et tilfælde – hun hadde i det sidste begyndt at spørge sig selv, om det bare var et tilfælde – at hun var blit stanset – reddet, som en brand ut av ilden –

– «Aa, nei – nei,» fortsatte hun saa roligere, og saa paa ham med et litet saart smil. «De maa ikke tro noget godt om mig – De er selv –»

Hun stoppet op. Inden hun kunde besinde sig, hadde han grepet begge hendes hænder. Og saa hende ind i ansigtet med øine som en vender mot det, der redder –

«Asta – jeg siger Asta – lær mig bare at bli som Dem, saa har jeg nok! Kan De ikke 319hjælpe mig? Kan vi ikke prøve at finde frem paa den rette vei, sammen? Vi har jo følt saa længe, at vi forstaar hinanden. At vi staar hinanden nær, nærmere end dem, der er vor kjødelige slegt! At vi ser og føler saa likt, om vi end er forskjellige i meget. – Kan De ikke ta mig til Dem, som jeg er? Og hjælpe mig til at leve videre? Ingen kan det uten De. Naar De vil gaa med mig – saa vil jeg gaa videre fremad og opad! Naar vi er to, Asta! – Jeg skjønte ikke rigtig før nu, hvorledes det allerede længe – i disse sidste maanederne har været med mig. Jeg har jo ikke kunnet tænke paa slikt. Men i al denne tiden Asta – saa har jeg lært at elske Dem – at tænke paa Dem – og med Dem – i alt!»

– Asta hadde tat sine hænder til sig. Ganske sagte. Hun aapnet munden. Men hun fik ikke noget ord frem.

Hendes ansigt var saa alvorlig, at han studset. Og en blekhed bredte sig over hans egne træk. – Han forstod, hvad der vilde komme.

«Jeg kan ikke, kaptein Beck – Eilif,» rettet hun sig. «Jeg holder saa meget av Dem. De har været min bedste ven – i denne – denne – sidste tiden. – Saa snil imot mig! Og jeg synes, jeg kjender Dem saa godt. Vet, hvorledes De er – helt fra – dengang – dernede i Taormina – saa fin, saa ridderlig – og sand. – Aa, jeg vilde saa gjerne faa beholde Dem som ven! – Men,» hun hvisket, og der trak sig en smertelig fure om den alvorlige mund. – «Men jeg har ikke mere 320noget hjerte – det er likesom, det er dødt – dræpt –»

Hun stanset. Og slog hænderne for ansigtet.

«De elsker en anden!» Blodet skyllet ham op i ansigtet. «Sig det – sig det – er det – er det – den – Klemm?» Navnet kom med avsky og foragt. Han kunde ikke beherske det.

Asta for sammen. Men svarte ikke.

– Saa la hun ganske sagte den ene haand paa hans arm. Med den anden dækket hun sine øine.

«Ikke spør,» hvisket hun stille. «Jeg kan ikke svare Dem. Men – men jeg elsker ingen anden, nu.» Hun la vegt paa ordet – som om hun vilde indprente dets sandhed i sit eget sind. – «Jeg hadde engang et hjerte. Og det hjerte gav jeg til en mand – som jeg trodde, var det værd. Men – han var ikke. – Han var en anden. – Og saa vendte han mot mig et ansigt – men det var ikke hans ansigt – ikke det, som jeg trodde var hans. – For det var ikke længer ham. Men en anden – en fremmed! Og han, den fremmede, han saa paa mig med haarde, onde øine! – Og saa – satte han en jernskodd hæl paa mit hjerte. – Og vendte sig fra mig! Og jeg – gik ogsaa –»

Der kom en skakning gjennem hendes legeme – som om hun frøs under ordene – og det billede, de fremkaldte! Og hun gjemte igjen ansigtet i sine hænder. –

– Hun kjendte en haand over sit hode. Et 321sagte, bløtt strøk over pande og tindinger av en myk, varlig haand.

Hun rørte sig ikke. Men den bløte, varme berøring lindret hendes smerte og gjorde hende godt.

– Øieblikket efter, da hun tok hænderne bort, saa hun, at hun var alene.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.