VI

152«Mindst en fjorten dages fuldstændige stillesitten, med daglig massage, og foten i stivt bind,» ordinerte doktoren efter endt undersøkelse. Anklen var forstuvet, nogle sener overrevne samt et par smaa ben inde i selve foten brukket. Derav de heftige smerter og den paafølgende sterke ophovning.

– Saaledes hændte det, at løitnant Eilif Bech fik sig en liten ufrivillig ferie. Og maatte lægge «rent ublufærdig beslag paa den berømte Helgebygjestfrihed», som han selv spøkende uttrykte sig.

Men, selv den største beskedenhed maatte komme til at slaa sig til ro under den rent ut overstrømmende gjestfrihed, som nu utøvedes likeoverfor ham. Ikke alene som den altid velkomne gjest og ven, han i det sidste aarstid hadde været. Men nu ogsaa i egenskab av lille Karolas «redningsmand», og som lidende under følgerne av denne i hans egne øine rigtignok høist beskedne «heltedaad!»

Og, naar den unge officer nu hver morgen ved to mands forenede anstrengelser blev baaret 153«paa guldstol» ned fra sit værelse og placeret paa den makelige chaiselongue av bambusrør ute paa verandaen mot syd – begyndte ogsaa et «rent overdaadig slaraffenliv,» der gjorde ham hver dag til en fest!

Varme, klare sommerdage kom der nu ogsaa. Den ene efter den anden. Uten trykkende hete. Mens en forfriskende regnskur av og til om nætterne sørget for at rense luften, holde plænerne grønne og blomsterne ranke. – Og naar Eilif nu, fra sin hvilende stilling, gjennem verandaens hvite søiler, lot blikket langsomt og dvælende følge det skjønne fredelige landskab, der bredte sig ut foran ham, med den lange Helgebysjø glitrende i sollyset langt, langt utover – mens elvens susen fra dalsænkningen tilhøire, og fossens dypere og tungere dur nedenfor indgav ham en slags suggestion av kjølende vift fra hvitt skumsprøit – saa omsvøbtes han ogsaa efterhaanden av et velvære, baade aandelig og legemlig, som han ikke hadde kjendt siden sin tidligste ungdom!

Den smule rent fysiske mathed der fulgte med, fordi den syke fot ofte om nætterne forstyrret hans søvn, bidrog ogsaa til at det blev noget som av en helsebod at kunne hengi sig til denne halvt drømmetilstand og la sig vugge til ro i denne atmosfære, som naturens skjønhed og menneskelig velvilje og sympati skapte om ham. –

Bare ved at kaste et blik paa bordet, der var stillet ved siden av hans chaiselongue, opdaget en ogsaa straks tydelige beviser paa den «forkjælelse» 154han nu uimotsigelig var gjenstand for – og som han ikke «orket at verge sig imot».

Der laa dagens post, som Karsten selv hver morgen bragte ham. Likesom han aldrig gik til sit arbeide uten at sørge for, at cigarer med tilbehør altid var inden gjestens rækkevidde.

Der stod Astas linæabuket oppe fra Abborvandet, som holdt sig duftende og frisk i flere dage. Rundt omkring grupperte sig efterhaanden diverse, mer og mindre merkverdig sammensatte buketter fra alle børnene. Hvilke maatte holdes særskilt rede paa, da de respektive givere ved hyppige besøk altid vaaket over sine! Indtil Mette og Mons, der trolig fulgte dem i hælene, en vakker dag, i et ubevogtet øieblik hadde veltet glas og krukker og slukt hele stasen, rub og stub – hvorefter de to «skyldige» høitidelig lystes i ban og forbødes at betræde have og veranda for hele resten av sommeren!

Men husets unge frue skyndte sig at fylde hver ledig plads med havens deiligste roser og et utvalg av den fineste frugt, Helgebys gartner kunde præstere.

Tante Erikas hyggelige, store sypose hadde altid sin plads ved siden av. Og viste, at denne gode veninde ofte slog sig ned der med sit hekletøi. Mens et par gule bind nyere franske verker av kunsthistorisk eller biografisk indhold med Asta Steinegers navn skrevet paa titelbladet, lovet ham interessant beskjæftigelse i de stunder, han var overlatt til sig selv.

155– At disse ikke blev synderlig lange eller meget hyppige, var selvindlysende. Ikke heller følte han netop for øieblikket nogen saa særlig trang til at fordype sig i bøkernes tanke- og idéverden, fjernt fra virkeligheden! Tvertimot kunde han i timevis ligge paa sin chaiselongue med halvlukkede øine – uten at foreta sig nogetsomhelst!

Bare la tankerne vandre – og ta mot dem, som de kom –.

De gik jo i denne tid somoftest i retning av de mennesker, der nu omgav ham, og som han syntes, han for hver dag kom nærmere og lærte bedre at kjende.

Her kom hans to vertsfolk naturlig nok i første række. De selv – og deres indbyrdes forhold. Det, han allerede fra vaaren hadde faat et indblik i, hin formiddag, da han var kommet op til Else i sin egen skuffede sindsstemning – og hos hende hadde fundet som en gjenklang av det samme!

– Han saa Karstens rolige tyngde. Den enkle, fordringsløse maate, hvorpaa han uavladelig arbeidet paa opfyldelsen av det, han ansaa for sine pligter. En kunde ikke andet end gi ham baade agtelse og beundring, naar en tænkte paa, hvorledes den stilling i hans forholdsvis unge aar, maatte friste til at la andre arbeide for sig – for selv at nyde! Det lot sig dog ikke negte, at dette ofte var forbundet med noget rastløst og «masete», der kunde ha sin grund i en viss manglende evne til at skjelne smaat fra stort, men som maatte komme til 156at virke trættende paa hans omgivelser og hans underordnede! Og som desuten gav én indtrykket av en viss smaalighed, paastaalighed og egoisme, der maaske slet ikke bundet saa dypt i hans inderste væsen og karakter.

Men, hvor saa Elses saagodtsom uforanderlige blidhed og taalmodighed likeoverfor dette, der dog ofte først og fremst kom til at gaa ut over hende – var beundringsværdig – ja, rent storartet!

Paafaldende var det ogsaa – uforklarlig – hvor litet den unge godseier beskjæftiget sig baade med hende og med børnene. Han hadde likesom aldrig tid!

– Eilif maatte sommetider spørge sig selv, om det da var aldeles skjult for denne mands forstand, at han jo paa den maaten lot sin unge hustru leve, saa at si, i skyggen av sin egen, brede skikkelse derhjemme. I skyggen – hun som trængte saa saart til sol og lys –.

Var hans nerver saa altfor robuste? Eller var der noget iveien med hans hjerte – hans følelse for hende?

Sommetider kunde der i det daglige forefalde smaa karakteristiske scener, der pludselig i et glimt gav ham indblik i dette forhold, og den kløft, det maatte skape mellem dem.

En dag, ved middagsbordet f. eks. blev der talt om en arbeiderfamilie nede ved sliperiet, som hadde et vanført barn. Else hadde lovet, paa sin bekostning, at la det bringe ind til byen paa en klinik, naar doktoren fandt, at tiden for en operation var inde. 157Nu var tidspunktet kommet. Og dette hadde hun netop fremholdt for Karsten.

«Hvis det, som jeg tror, er faren til det barnet, som er hovedmanden for opvigleriet dernede» – det holdt paa at ulme op til streik – «saa er det bare ikke tale om det der nu,» svarte Karsten temmelig barskt.

«Jamen jeg har lovet det.»

«Det faar være det samme.»

«Ja, men, hvis det ikke blir tat akkurat, naar doktoren siger det, blir det for sent.»

«Det faar være det samme, siger jeg.»

«Det mener du ikke, Karsten.»

«Jo, sandelig mener jeg det! Jeg gjør ikke noget for dens barn, som opvigler arbeiderne mot mig – det er mit sidste ord!»

«Men – det kan da barnet ikke gjøre noget for – og det vilde være uretfærdig,» indvendte Else.

Han avbrøt, kort og ærgerlig: «Det skjønner du dig ikke paa, Else. – Det er nu engang saa, at de uskyldige sommetider maa lide for de skyldige. – La os ikke snakke mer om dette, er du snil.»

Og Karsten fik dette sta, likesom tirrede og trodsige i øinene – hvor alle de, som kjendte ham, visste, at nu rokket de ham ikke et haarsbred hverken med argumenter eller med bønner!

Men fru Elses øine var fulde av taarer –.

En anden gang, senere, da Eilifs ophold nærmet sig sin avslutning, og Karsten saa smaat 158hadde begyndt at lægge planer for jagtsæsonen – snakket han en dag om, at han kanske vilde kombinere denne første jagtturen med et længere ophold ved et sagbruk, langt avveien, hvor der nu var nogen nybygninger under arbeide –.

«Saa kommer jeg ikke nedover igjen, da, ser du,» henvendte han sig til Else. «Jeg kan jo telefonere efter alle greiene mine. – Og det blir meget mere praktisk og nemt for mig end den frem og tilbakefartingen –.»

Men Else sat taus. Og hendes øine blev større og større. Hun aapnet munden flere gange for at si noget. Tilsidst kom det ganske spakfærdig:

«Men, kunde du ikke heller komme hjemom først da Karsten – om det nu bare blev for nogen faa dage? Og opsætte den der jagten litt. Du vet, far og mor skal være her netop den tiden – og jeg synes da ialfald, du kunde hilse paa dem. Det vil bli saan stor skuffelse for dem –.»

Men da var Karsten, som allerede hadde været ærgerlig over forskjellige vanskeligheder, der tidligere paa dagen hadde møtt ham, blit rent ute av humør ved ogsaa at se sine planer her sat paatvers. Og han brøt løs.

«Nei, det faar være det samme, Else. Jeg kan saa sandelig ikke ta alle de hensynene bestandig. Det kan jeg ikke. Og svigerfar – ja, rent ut sagt ja, jeg vet jo, det er i den bedste mening – men, sandelig – alting skal han jo ha greie 159paa – og han spør og spør. – Ja undskyld da, Elsemor – det er jo rimelig, og det er fordi han er glad i os – og jeg skønner ogsaa det, at han som jurist og gammel dommer interesserer sig for alle disse jordspørsmaalene, og skogspørsmaalene og vandspørsmaalene – og tvistspørsmaalene ogsaa! Men – jeg stræver jo med dette bestandig, jeg. Og saa har jeg min egen advokat og praktiske folk at raadføre mig med. Og naar han saa utreder for mig alt dette her: Hvad der er for, og hvad der er imot. Og paragraffer og præjudikater og love av den tid og love av den tid – og det maa jeg vogte mig for, og det maa jeg da passe vel paa, og der maa jeg paalægge klausuler – og der maa jeg opsætte kontrakter – for ellers vil det hænde og det hænde – det kan altsammen være bra, Else. Men, naar en altid har disse menneskene stimende omkring sig, med husene sine, og kjærringerne sine og barna sine – og naar gnaal og fordringer og misfornøielser suser om ørene paa en hele aaret. – Sandelig,» og Karsten trak pusten, «trænger en litt friluftsliv med jagt og hunde og gode venner og flaksende rypestegger, og frisk, deilig vindfyk bortefter vidden –.»

Og saa var der noget saa uimotstaalig komisk over denne Karstens lange, om ikke saa særdeles velformede tale, fremført med hans fyldige, noget rungende røst, i en halv patetisk, halv hjælpeløs tone, der ikke var fri for at klæde ham særdeles godt – at alle de andre uvilkaarlig hadde maattet le høit!

160Mens Else strævet med et smil –

Men saa var da tante Erika optraadt paa skuepladsen. Og hadde utvist ikke saa litet av et diplomatisk talent. Og faat ordnet et kompromis mellem de to stridende parter. Hvormed de saa begge erklærte sig tilfreds. –

– Det var noget av alt dette, som svirret omkring i den unge officers hjerne, mens han laa der paa verandaen. Og der gik pludselig et ordentlig ryk gjennem ham, saa levende stod det med ett for ham dette – at de alle dengang hadde ledd!

– For, det var uridderlig og ubarmhjertig. Stakkars lille fru Else. – Dette maatte han sandelig se at faa gjort godt igjen. Han skulde vise hende, at han da ialfald forstod hende –

Han strøk sig med haanden over øinene. –

Men Asta da! Han fik en idé. Hvorfor kunde ikke de to unge kvinder staa mer sammen? Asta kunde sikkert influere paa Karsten – hvis hun vilde. Han hadde stor respekt for den kusinen. Al forskjelligheden tiltrods.

– Ja – han hadde jo allerede forsøkt sig litt frem med hende forleden! Engang de to var alene. Det var de forresten svært sjeldent. Da var denne sidste lille scenen, som de begge hadde været vidne til, ogsaa blit nævnt mellem dem. Og han hadde spurgt litt. For – «hun kjendte jo Karsten saa godt fra barnsben» –

Men, der var han ikke kommet nogen vei. Bare faat nogen almindelige talemaater! Hun var glad i dem begge. Mest naturligvis i Karsten, 161hendes gamle lekekamerat – og som i saa meget mindet hende om moren. Og litt kamp maatte der vel til mellem egtefolk? Hun satte Karstens karakter overmaade høit. Else var bare saa altfor saar og sensibel av sig. –

Først syntes han at merke en viss kulde og overlegenhed i Astas maate. Det støtte ham. Men længere hen i samtalen skjønte han, at hun igrunden slet ikke var med! – Hun var jo ofte saa underlig ujevn og taus og distrait av sig i denne tiden. – Det var bare, da de hadde forlatt dette personlige og kommet ind paa abstrakte emner, at hun var blit sig selv igjen. Sprudlende – interessant. Rigtig bedaarende søt – som hun kunde være!

– Ja hvad var der egentlig iveien med hende? Saa forandret i det ydre ogsaa! Hvor var nu de stjernefunklende øinene blit av? De, som gav et saa intenst og eiendommelig liv til hele ansigtet – saa en aldrig kom til at fæste sig ved, at det igrunden ikke var vakkert – at næsen var litt klumpet og munden for stor! Og dette store freidige smilet hendes – saa alle de friske hvite tænderne skinte. Og denne uforbeholdne, entusiastisk given sig hen i øieblikkets stemning. Og dette suveræne, sig selv nok – der gav hendes hele personlighed en saa sær magt?

Der var noget iveien. – Skulde det være noget med hende og Klemm? Hun nævnte nu aldrig hans navn. Ingen andre heller forresten. – Det brevet, hun ventet? – Og, som aldrig kom!

– Stakkars. – Han saa hende for sig: Komme 162ut paa verandaen om morgenen – naar hun visste posten var kommet. Breve og aviser laa paa bordet. Han saa det store, rare, hungrige blikket, der i et eneste sekund likesom slukte det hele! Uten at finde det, det søkte. Og, som lukket sig til igjen. Ugjennemtrængelig. Aldrig mere spurte hun – som den første aften, da de kom til Helgeby sammen – «Er der noget brev til mig?» Aldrig var der noget til hende heller. –

– I Eilifs sind blev der sittende en liten stikkende torn. I den stemning han var, virket Astas forandrede væsen, og den uvilkaarlige fornemmelse, han fik av, at her gik en ensom, ulykkelig sjæl blandt dem – næsten fysisk ubehagelig paa ham. Som noget saan litt av en personlig forulempelse. For, det pinte ham virkelig! Gjorde det tungt og trykkende omkring ham. Han interesserte sig jo for hende, holdt av hende – satte hende høit.

Og han vilde ikke dette – rent ut –

For nu skulde alt være bare godt og lyst og fredelig!

– Og hans tanker vendte atter tilbake til det, som nu om dagen var deres centrale punkt.

– Og han laa der, med halvlukkede øine – og tok imot dem – som de kom!

– – – Ikke sandt – fru Else? Vi mennesker maa ikke ta for tungt paa tilværelsen? Vi maa bare glæde os, naar livet kommer og lægger sol og blomster og menneskers fine sympati for vore føtter. Ikke forlange akkurat det eller det. Eller gruble og dissekere og spørge hvorlænge – hvorlænge? 163Ikke sandt – De har ogsaa lært, at dette barnlige, umiddelbare – det er livets hemmelighed? De gaar her saa ung og lys og uskyldig omkring os. Jeg hører Deres lette trin gjennem hele huset. Jeg hører Deres travle og hurtige gang op og ned av trapperne og i alle Deres huslige gjøremaal. Og Deres bløte, venlige stemme, naar De gir besked til tjenerne eller spøker med børnene saa de alle ler sammen med Dem. Jeg ser Deres venlige smil og Deres nænsomme hænder, naar De kaldes ut til dem, der fra nære og fjerne smaa hjem kommer for at bede om raad og hjælp. –

– Det er jo, som hele Deres væsen nynner en sagte melodi i denne tiden, fru Else. Som der fra Deres personlighed utstraaler en slags fin essents. – Jeg talte engang med en teosof dernede i syden. Jeg kommer til at tænke paa det nu. For her synes jeg, det maa være dette aandige og hemmelighedsfulde fluidum, som han paastod omgir vore materielle legemer – og som er vort egentlige jeg!

– Naar De i Deres hvite dragt gaar og steller i den store salon derinde, mellem alle de gammeldagse, hvite møblerne med det gule silketrækket. Naar Deres hænder ordner med alle disse deilige Helgebyroserne, eller med de store blomstergrenene, som næsten er altfor tunge for Dem at greie med, og gir dem den form og den plads, som de akkurat skal ha i de store kinesiske urner derinde i hjørnerne. Eller – aa, det er det allerbedste – naar De imellem, for at glæde mig derute, 164sætter Dem hen til flygelet, og spiller noget. Grieg, Sinding og Sibelius. Eller kanske De en eller anden gang tar frem en av de engelske valsene – dem, De vet, med den saare klangen, der likesom etser sig like ind i hjertet paa en, naar strykeinstrumenterne synger deres bløte og vemodige melodi. – Kan De huske – det var vist den, vi danset sammen den aften – hos ministeren. – Kan De huske det, fru Else? Og alt det dumme eller sublime, som den fik os til at tænke og si?

– Og naar De saa kommer herut til mig paa verandaen, og solen skinner paa det gyldenbrune haaret, saa det staar som en glorie om Deres, saa altfor hvite ansigt – naar De saa sætter Dem ned ved siden av mig – og snakker med mig. Viser mig tillid – aapenhed. Jeg kjender Dem jo – De behøver ikke at betro mig noget – det vil vi ingen av os. Det blir saa altfor tungt bare. De behøver slet ikke at tale. Ikke at si noget. – Ikke at være herute engang! For De er her allikevel. Jeg føler Deres nærhed. Og noget, som siger mig, at De nu er lykkelig. Og i fred og harmoni med Dem selv! Og jeg vet, at jeg er med i den lykken. Ja, at jeg er en del av den. – Jeg spørger ikke hvorfor – eller hvorledes.

– Men jeg føler ogsaa slik fred og harmoni inde i mig selv.

Det er som jeg ser det livets «gyldne bæger», som vi engang talte om – ser det funkle for mine øine, deroppe i solstraalerne – ser det dale 165– dale ned imot mig. – Og jeg sætter mine læber til randen av det – aa – ganske let – ganske let –

– Og Eilif har lukket øinene. Lukket dem helt til. Luftens hete, krydrede, søttduftende aroma lægger sig kjærtegnende om hans hele væsen. Den fjerne brusen fra elven dernede blir en deilig, nynnende vuggesang. Hans bryst hæver sig. Blodet ruller ungt og let i hans aarer. Han vet ikke om han er vaaken – eller drømmer –

Han vet bare, at livet er skjønt – skjønt. –

*

Doktoren hadde været der. Og erklæret sig tilfreds med resultatet av kuren. Endnu nogle dages ro med forsigtig øving – og han vilde kunne vende tilbake til leiren. Om end ikke fuldt tjenestedygtig.

Der la sig et litet vemodsslør over disse sidste dagene. Hele huset følte det. Alle dets beboere, hver for sig hadde vænnet sig til, at alt paa en vis hadde dreiet sig om den ungdommelige skikkelse med det varme, spontane væsen, der altid var at finde dernede paa verandaen paa sin chaiselongue, med det brogede teppe over føtterne, og det lille festprydede bord ved siden.

Og naar han nu ved hjælp av en stok og en velvillig arm skulde øve foten ved smaa spaserture omkring i haven, saa var ogsaa enhver straks parat til at yde denne lille støtte – og sikre sig en liten hyggelig privatpassiar med det samme!

166– Saa var den sidste dag før hans endelige avreise kommet.

Heten hadde den dag kulmineret og luften været tung og trykkende. Indtil et sterkt tordenveir med skylregn ved middagstid var kommet og hadde avkjølet atmosfæren.

Nu paa aftenen hadde det atter klaret op. Det var fremdeles varmt. Men luften var frisk og fuld av aroma.

Augustmaanen stod fuld og lys paa den dypblaa himmel. Midtsommerlyset var allerede avløst av et sløret tusmørke, saa stjernerne tindret med en intensere klarhed.

– Man hadde, som man pleiet, samlet sig paa verandaen efter aftensbordet. Men stemningen var trykket og vilde ikke op. Og samtalen, der altid pleiet at være saa let og naturlig mellem dem, gik ofte helt istaa, eller fik et anstrengt konversationspræg.

Eilif Bech kunde heller ikke selv fri sig fra en viss nedstemthed ved tanken paa, at et tidsavsnit nu var forbi, som hadde været saa sorgløst og lykkelig.

Vistnok glædet han sig til at komme i arbeide igjen. Men Helgeby hadde lagt som noget av en trollring omkring ham! – Og det, i sig selv ubetydelige ildebefindende, der dog hadde holdt ham uvirksom og ubevægelig i de sidste tre uker, hadde paa en vis svækket hans motstandsevne og gjort hans nerver mere sensible. Saa han nu formelig krympet sig ved at skulle faa fortryllelsen brutt.

167Karsten, hvis stemme pleiet at lyde saa frisk og sterk, at det aldrig kunde bli trykkende, der hvor han var – han var ogsaa iaften mer taus og mer indesluttet end vanlig. Fortænkt røkte han sin cigar med sit glas whisky og vand foran sig. Han skulde ogsaa avsted tidlig den følgende morgen, hadde hat meget at ordne og gi besked om – og der var nu ogsaa kommet daarlige nyheder oppe fra sagbrukene, hvor halvdelen av arbeiderne hadde nedlagt arbeidet.

Selv tante Erika, der i en saa høi grad besad verdensdamens evne til at holde en konversation gaaende, hadde iaften «opgit evret» og heklet med en slik voldsom iver, som gjaldt det mindst et væddemaal at faa den paabegyndte «rute» færdig inden sengetid! Hun hadde endog flyttet sin stol bort fra de andre og helt ut paa ytterkanten av trappen for «bedre at kunne se». Men ved nærmere at iagtta hendes ellers saa rolige ungdommelige ansigt vilde en opdage noget oprørt og nedstemt over det – med nogen helt ukjendte furer og linjer, der pludselig gjorde hende aar ældre.

– Asta var ikke tilstede. Hun hadde netop været der. Men var gaat tidlig op – for «der var et brev, som hun endelig skulde skrive».

Ikke kunde hun nu utstaa dette dolce far niente i maaneskin heller – saan utover et visst maal da! Slik gammeldags romantik passet ikke til nutidens nøkterne realister, hvortil hun – som de nok visste – satte en ære i at henregne sig. –

168Men det forholdt sig nok simpelthen saa – at Asta i disse to sidste dagene hadde opbrukt omtrent alt, hvad der stod til hendes raadighed av selvbeherskelse, stolthed og skuespillertalent – og at hun rent ut, syntes hun – foreløbig – ikke orket mere! –

– Men da hun nu, langsomt og tungt, som om hvert skridt kostet hende anstrengelse, gik opover trappen til sit soveværelse – saa gjorde hun sig allikevel ingen illusioner! De var nok allesammen dernede fuldstændig paa det rene med, hvorfor hun var flygtet bort fra dem – og fra romantikken, og maaneskinnet!

Og – om der end ikke blev vekslet et eneste ord mellem dem i den anledning – saa vilde hun ubønhørlig bli gjenstand for deres nysgjerrighed, medlidenhed – eller dom. Eftersom hun nu stod til hver enkelt av dem! Det var nok ikke til at komme fra, det –. Det maatte jo være baade en skam og en skuffelse og en himlens straf for hende – hun, som i sin store naivitet og egenraadighed hadde latt sig narre til at slutte venskab – intimt – med en mand, som den Gustav Klemm! –

For – dernede trodde de nok, det var mest hendes selvfølelse, som led. –

Hvad visste de om dette – dette, der sat inde ved hjertet? Hun syntes det mest kjendtes, som det skulde være en rovfugl – en slags grib – som sat der og hakket – ustanselig – ustanselig –

For livet var forfærdelig –

169Hun kjendte den der hakkingen – derinde i brystet – fra ivaares – og utover.

Livets grib. Ja, hvor timerne kunde være lange saan – hele dagen – og hele natten. Som en maatte gjennem –

Saa brat og rent uforberedt, som dette var kommet ogsaa!

– Hun var jo, uten at ane nogenting, gaat ut paa verandaen igaar morges, som hun pleiet. For at se efter posten. Og om der var brev. Det ventet hun jo hver dag endda. – Og saa læse aviserne –

Eilif Bech hadde endda sittet der alene. Han holdt paa at skrive brev. Men paa bordet laa mot al sedvane ingen post, ingen aviser. Saa hadde hun spurgt ham. Men han svarte kort, som om det generte ham at bli forstyrret, at han trodde, Karsten hadde tat aviserne med sig over paa kontoret.

Else var idetsamme kommet til. Og gav akkurat det samme svar. Men var blit litt rød med det samme.

Da var hun begyndt at bli opmerksom.

Hun var gaat like bort paa Karstens kontor.

«Nei, er det dig, som søker mig her i min hule da,» hadde han sagt saan litt spøkende, men med noget tvungent over sig, som hun straks merket. «Aviserne, kjære – ja, hvor er de nu henne –» Og han lot som han rotet omkring i nogen papirer og løftet paa protokoller – «jeg tror sandelig, fuldmægtigen har tat dem jeg – der var netop nogen greier der idag om disse lovbestemmelserne 170om skog og vasdrag, du vet! – Naa ja – jeg skal nok sørge for, at de blir bragt over til dig – siden –

Og i Karstens snille brune øine hadde der staat virkelig medfølelse at læse.

Naa. Der var altsaa noget skedd, som de vilde skjule for hende!

Hendes første tanke var:

Gustav var naturligvis død. Pludselig. Dernede i Kjøbenhavn. Slikt læser en jo hver dag om i avisen –

Hun turde ikke spørge. Turde ikke høre. For, hvis det var saa – da maatte hun skrike! Saa høit – at de alle visste det!

– Hun hadde da likesom paa en vis kommet sig op paa værelset sit –

Der laa aviserne allerede paa bordet. En hel bunke.

Men, øverst, oppe paa bunken, tydelig bestemt til at sees og læses først, laa et brev med morens haandskrift.

Nu –

Hun fik det op – øinene fløi nedover siden – og hjertet hoppet, saa hun knapt kunde holde papiret.

«Kjære mit barn! Jeg tænker mig, at alle disse ubehagelige nyheder der nedenfra Kjøbenhavn – denne uhørte skandale, hvor din ven Gustav Klemm har været hovedmanden – baade vil bedrøve dig og oprøre dig paa det sterkeste. Derfor ordnet jeg det saa, at du ikke skulde faa dette uforberedt og i andres nærvær. Paa os alle, der 171staar dig nær, har det naturligvis gjort et overmaade pinlig indtryk. Selve saken er jo ogsaa skikket til at vække den største opmerksomhed og mane til eftertanke. Men, særlig for din skyld, kjære Asta, gjør det mig ubeskrivelig ondt, det forstaar du nok. Jeg føler, hvorledes din stolthed maa oprøres og krænkes, og dine følelser saares, naar du nu opdager, hvorledes den mand viser sig at være, som du dog i den senere tid har regnet til dine nærmeste venner! Om end dette venskabsforhold har været baseret paa fælles arbeide og interesser og ikke paa livssyn og grundopfatning – hvad jeg føler mig overbevist om – saa har du dog sikkert git ham din sympati og vist ham fortrolighed og tillid! – Ja, livet bringer os alle sine bitre erfaringer, mit kjære barn! Det vemodige er, at det ikke staar i forældres magt at avvende disse for sine børn, men at de maa kjæmpe sig gjennem paa egen haand. Ikke mindst i vor tid. Dette skal ikke være sagt for at bebreide dig noget, det vet du nok. – Gud styrke dig og lede dig i al din kamp, kjære Asta!

Din mor.»

Av aviserne fik hun jo besked: Langt telegram. Overskrift med fete typer:

Skandaløst efterspil fra journalistkongressen. En norsk redaktionssekretær, som paa en restaurant slaar en dansk pressemand i ansigtet med sin spaserstok, saa blodet flyter. De to angjældende herrer føres i arrest. Der spørges «où est la femme».

172Selve telegrammet indeholdt nogle nærmere enkeltheder med tilføiede navne; Efterat den egentlige journalistkongres var avsluttet, var der i den klik av pressemænd og literater, hvor disse to herrer var førere, fremdeles blit festet sterkt. Ja, til overmaals. Scenen var en restaurant ute ved Klampenborg. Begyndelsen var en debat mellem de to herrer om et eller andet estetisk emne. Den var dog temmelig hurtig gaat over til at bli personlig og agressiv, med gjensidige beskyldninger og trudsler. Katastrofen fremkaldtes ved tilstedeværelsen av en norsk kvindelig journalist, en fraskilt malerfrue, hvis noget paafaldende, tildels provocerende optræden ved den leilighed vakte en viss opsigt. Den danske pressemand skulde ha tillatt sig visse nærgaaende ytringer. Hvorpaa Klemm, der hadde optraadt paa damens vegne, i pludselig raseri hadde tildelt ham flere slag i ansigtet med sin spaserstok. Flere av de tilstedeværende hadde tat parti for og imot. Der opstod tilsidst. et formelig haandgemæng. Hvorpaa politiet tilkaldtes. Begge angjældende herrer siges i øieblikket at ha været adskillig beruset. –

– Som i feber hadde hun aapnet og vrængt og læst alle aviserne. Den ene efter den anden. Alle indeholdt de det samme, næsten ordret. Morgenaviserne, der laa underst, hadde spaltelange avtryk fra danske blade. Det beklagedes sterkt, at dette skulde indtræffe efter en kongres, der ellers var forløpet saa udmerket. Og enkelte fremholdt det tragiske i, at en mand som Gustav Klemm, der 173hadde en saa fremtrædende position i den norske hovedstadspresse, og hvis udmerkede foredrag og skarpe, slagfærdighed i debatten alle hernede netop hadde beundret – nu skulde bli saa alvorlig kompromitteret. – Andre tok saken mer pikant, sensationelt. Serverte forskjellige versioner av dens forhistorie, tilsat med smaa maskerte hentydninger til den dame, der ogsaa hadde spillet en rolle ved denne leilighed. – Tilslut fik man vite, at de to angjældende herrer allerede var løslatte av arresten mot kaution. Man haabet, mindelig forlik kunde opnaaes etc. etc.

«Tiden» var naturligvis meget reserveret. Avtrykte fakta. Men undlot enhver kommentar. Vilde bare minde om, i anledning av flere av de øvrige blades noget ubeherskede og hoverende optræden ved denne leilighed – at der altid findes en hel del journalistiske professionelle landeveisrøvere, der ikke tar det saa nøie med kollegers og andre folks navn og rygte i det hele, naar de bare opnaar at kunne servere en pikant smakebit for deres publikums blaserte ganer. –

– Hun hadde kastet alle aviserne fra sig paa bordet, eftersom hun læste. Og de hadde hobet sig oppaa hinanden som et helt bjerg. –

– Og, uten at hun egentlig skjønte hvorfor, hadde hun i en øieblikkelig impuls tat og samlet det altsammen, hele haugen, ind i armene sine! Og klemt og krystet dem og «knadd» dem, – saa det rigtig hadde raslet og knistret og spraket av papir om ørene paa hende. – Og dette hadde 174gjort hende saa underlig godt – helt ind i hjertet. –

Og, da det hele saa var blit til en eneste sammenkrøllet, sammenklumpet, graa masse – saa hadde hun tat og baaret den hen til den store, gamle jernkakkelovnen! Og puttet den ind der. Og tændt varme paa. Og smeldt ovnsdøren igjen. – Og vendt sig fra den med det samme – braat. – Og hele tiden hadde hun hørt sig selv utstøte nogen rare smaa jammerlyder – som hun slet ikke kjendte – og som hun selv syntes klang saa uhyggelige og fremmede i sine egne øren – –

*

«Skal vi gaa nedover til vandet og se litt nærmere paa den deilige maanestripen dernede?» Det var Else, som talte. Ganske rolig. Næsten med noget fraværende i stemmen.

Eilif reiste sig.

«Ja, skal vi gjøre det.»

Det var som om han fulgte hendes opfordring uten nogen sterkere impuls fra sin egen side.

Hun hyllet det lange hvite silkeflorssjalet sit løst om hode og skuldre.

Han hjalp hende. Hun saa op og smilte.

«Det er det samme sjalet, som jeg hadde paa den aftenen paa Grand Hotel efter operaen ifjor høst. Kan De huske? Da vi opfrisket vort gamle 175bekjendtskab, da hjalp De mig ogsaa at tulle mig ind.»

«Ja – tænk, er det ikke længer siden,» svarte han.

– «Er det naa forresten ikke svært litet at tulle sig ind i saavidt sent paa aftenen dette her spindelvævet da? Litt fugtig er det vel ogsaa i luften efter regnet,» la han til efter en liten pause og saa smilende ned paa hende, mens hun gik der ved siden av ham, nedover havegangen.

De to andre paa verandaen vilde bli, hvor de var, de hadde det bra der.

«Nei da – maaneskin tørrer luften saa deilig det saa,» lo Else, som svar paa hans sidste bemerkning.

«Ja saa – den egenskab har jeg aldrig hørt tillægge det naturfænomen,» svarte han og lo ogsaa.

«Tok De ikke stokken med Dem da?»

«Nei – jeg vilde prøve mig uten. Det gaar saa kjækt nu saa.»

Idetsamme bøiet hun armen likesom rent uvilkaarlig mot ham som for at tilby ham støtte. De var vant til at gaa saa disse sidste dage, mens han øvet foten.

Uten at si noget stak han ogsaa sin arm indunder hendes. Lot den hvile litt fortrolig, tungt.

Og hun trykket armen med hans haand tættere ind til sig, som for at holde mere støt og fast.

De gik videre nedover mot sjøen. Fulgte gangenes slyngninger mellem buskads og trægrupper, 176saa i skygge, saa i fuldt hvitt lys, hvor deres egne skikkelser tegnet sig lange og mørke over det lyse grus eller de grønne plæner.

De var nu naadd helt ned til vandet. Gik langsmed stranden, hvor veien paa en lav, opbygget mur fulgte dens naturlige linje, som paa midten bugtet sig utover i en lang tunge. Dernede var der en halvrund liten plads med bænke. De blev staaende paa den ytterste kant, med vand paa tre sider, mens maanestripen laa som en bred glitrende sølvbro like fra deres føtter og langt utover vandflaten.

Arm i arm, uten at røre sig, uten at tale blev de staaende og se utover paa den spillende lysstrøm –.

Stilheden, der omsluttet dem, og lyset, der lokket og vinket, hele naturen halvvaaken i det dæmpede sølvskjær – alt fik som et hemmelighedsfuldt liv. Der taltes omkring dem. Hviskedes uten lyd. Og tusen uhørlige stemmer nynnet til et fint, dirrende strengespil –

– Og der rørtes sagte og lindt ved deres hjerter. Tie maatte de – og lytte. –

En skarp lyd av et vindu, der sloges haardt i, fra det store hus deroppe bak dem – brøt fortryllelsen og fik dem begge til at fare sammen.

«Jeg tænker, det var vinduet i Astas værelse,» hvisket Else.

«Stakkars frøken Steineger – jeg har saa inderlig ondt av hende» – Eilifs stemme var ogsaa underlig bløt og mild –

177Else hørte den næsten ømme medlidenhed, den syntes hende at uttrykke. Og et ubehagelig stik gik gjennem hendes hjerte.

– «Hun hadde vist sluttet sig meget nær til den Gustav Klemm,» fortsatte han, da der ikke kom noget svar. «Saa dette maa vel være en svær skuffelse.»

«Ja – hvis det ikke er noget endda meget mere, saa.»

Der var noget i tonen, der gjorde Eilif opmerksom.

«Ja, hvad mener De? Det skulde vel ikke være mulig, at hun – at den mand –.» Han stanset og lette efter ordene: «At Deres kusine, for alvor skulde ha forelsket sig i denne – karakterløse pjolterdrikker – saa begavet han være vil!»

Der var en heftig indignation i hans stemme.

For Else blev den et snert over saare, spændte nerver.

Og som ved en reflektsbevægelse gik der idetsamme en trækning gjennem den arm, hvor Eilifs haand hvilte. Som om den vilde være fri. Han trodde hun var træt og trak øieblikkelig haanden til sig. Og hun tok ogsaa et litet grep i sin kjole, som om hun vilde ryste væk noget av det grus, der hadde samlet sig ned i kanten.

– Men i hendes hjerte skjøt der op en pludselig overmægtig trang til at gjøre Asta noget ondt. Faa hende ned, lavt ned – i Eilifs øine. Uttale et ord – giftig, ugjenkaldelig –

«Ja hvad mener De?» gjentok Eilif.

178Der var baade spænding og angst i hans stemme. Det var det ikke vanskelig at forstaa!

Jasaa – var det saan? Og Else trak paa skuldrene. En ganske liten smule. Der var en viss ironi forenet med en temmelig avgjørende dømmen i ordene:

«Aa – jeg mener det – at med Astas anskuelser – og paa den maate, hun har indrettet sig. Begreberne nutildags er jo saa helt anderledes – paa visse punkter da – end før. Jeg tviler ikke paa, at Klemm er av dem –.» Længer kom hun ikke. –

«De vil da ikke si?»

Eilifs stemme var slik, at Else blev ræd. Aha – han taalte ikke at høre en slik antydning engang! – Var den saa knusende for hans hjerte? – «Nei, kjære Dem – De maa endelig ikke ta det saa tragisk,» sa hun saa litt tørt. «Jeg, for min part tror det naturligvis ikke. Men folk.» –

«Folk!» Det kom foragtelig.

«Jeg siger Dem jo, at jeg heller ikke tror, at folk her har hat ret.» Hendes tone var fremdeles en smule irriteret. – «Om end folk jo av og til kan ha ret ogsaa,» la hun til, mere bestemt. «At der har været – ialfald en slags forlovelse mellem dem – det tror jeg nok, jeg tør si. De kan da vist selv huske den aftenen her i vaares – derute paa Bygdø – ikke sandt?»

Han nikket. «Men derfor behøver det nu ikke at være nogen forlovelse. Men, stakkar – skulde det saa være – er det jo bare endnu mere synd paa hende.»

179Det var som han slet ikke merket Elses forandrede væsen og tone. Men fulgte sine egne tanker, der ganske uten videre negtet at gaa den vei, Else ved sine insinuationer syntes at anvise dem. – «Men, da er det da bare bra, at hun faar se ham, som han er,» la han til. «Hvad hadde det været for en fremtid for hende! – Nei, om det bare hadde været en anden!»

Det kom saa varmt. Men ganske rolig, upersonlig. Han hadde ikke noget med det. Den anden – det skulde ikke være ham!

– Else følte idetsamme den skarpe, giftige klo derinde i brystet slippe taket. –

En vidunderlig fred gled over hende. Blev til jubel. Til triumf. Til taknemlighed – der flømmet over alle grænser! Og bredte forstaaelsens og medfølelsens milde strøm – selv over Astas person og væsen. Netop over hendes.

Og, idet hendes stemme igjen likesom løftedes op i et høiere register, lyst, usigelig bløtt, fandt hun faa, men fine ord, der viste ham hendes tilslutning og forstaaelse av hans varmtfølte uttalelse om Asta og hendes fremtid, «der jo ogsaa laa dem alle i familien saa meget paa hjerte.» –

– Men, som efter en fælles impuls, lot de saa emnet falde. Den skurrende mislyd av andres lidelser og sorger lot sig ikke godt smelte ind i den rene, søttklingende harmoni, der nynnet mot dem fra luftens sitrende strenge – og fra deres eget sind!

– De tok igjen op sin vandring, idet de slog 180ind paa en smalere vei paa den motsatte side av den, de hadde fulgt nedover, og som bugtet sig mere skjult mellem tætte, høie buskadser opover mot huset. –

En gyngende lethed var der nu over Elses gang. Noget flagrende, svævende over hele hendes person, der var Eilif saa nær, at den likesom meddelte ham noget av sin egen varme, sin egen sorgløse leven i nuet.

– Som om det ganske faldt av sig selv, smøg han sin haand igjen ind under hendes arm. Med en uvilkaarlig dvælende bevægelse, som om det nu var dobbelt trygt og lykkelig at føle, at alt dette saare, onde ikke kom dem nær. Og det tryk, der svaret ham, hadde ogsaa nu mer av en øm inderlighed end av trang til at være ham til fysisk hjælp og støtte. –

Saaledes blev de ved at gaa. Ingen av dem talte.

De nærmet sig huset. Og uvilkaarlig sagtnet de sine skridt. Den samme tanke var over dem begge. Øieblikkene var korte. Snart var det hele forbi!

– «Er De ikke træt? Skal vi ikke hvile en smule? Her ved min rosenlund. – Er her ikke deilig? Hun pekte paa en bænk, der stod i dyp skygge indunder en tæt buskklynge, der var skaaret ut for at gi den plads. Maanen skinte sterkt paa det lyse grus og paa det kolossale, halvcirkelformede rosenbed, der dannet den lille aapne plads, og nu med sine hundreder av blomstrende 181roser i alle farver og alle arter utsendte en næsten bedøvende vellugt.

Han svarte ikke. Men de satte sig begge.

Rosenduften slog dem sterkt imøte. Luften under de lave, hængende løvgrene var varmere. Den spændte som et skjermende, lunende telt om dem.

Eilif hadde lagt sin arm paa bænkens træverk, bak Elses ryg. Og uvilkaarlig lænet hun sig nu saameget bakover, at hendes skuldre hvilte paa hans arm.

Hun saa frem for sig med halvlukkede øine. Merket ikke, hvor han idetsamme blev blek og presset læberne sammen.

«Saa er denne sidste aftenen forbi.» Hun talte likesom til sig selv. «Jeg synes, denne tiden er gaat saa fort. – Og at alt det, som gik foran, er saa længe, længe siden.»

«Jeg synes at alting er som en drøm i aften. Baade det som var og det som er,» svarte Eilif. – «Og det er deilig at drømme, men vondt at vaagne igjen,» la han til, om litt.

Else saa uvilkaarlig op i hans ansigt. Og nu saa hun, hvor blek han var, og hvor hans træk var fine og skarpe. Mens øinene, der laa saa dypt indunder de tætte bryn, glinset saa underlig. – Var det maanelyset –?

Det tok hende ved hjertet.

Og hans smil var saa saart. – Og nu kom ordene saa sagte, som aandedes de utover hende, fra luften omkring dem:

182«Tak for alting, da, fru Else! Jeg tror nok, De maa være den elskværdigste vertinde i hele Norges land! Mot mig har De været – ja, jeg kan ikke takke nok – som en solstraale. «Solstraalen paa Helgeby gaard» – det er De.»

«Aa, det har været let – i denne tiden – at være «solstraale»,» svarte hun. Men stemmen var ogsaa lydløs som et pust –.

– Hvad var det –?

Hun var kommet tættere ind til ham. Umerkelig – nærmere og nærmere. Han følte, at hendes hele skikkelse dirret – som om den søkte ly og beskyttelse hos ham. Og hans arm gled uvilkaarlig ned og sluttet sig fast om hendes fine, slanke liv. Han kjendte hendes aandedræt – hendes haar rørte hans hals og ansigt – hendes læber strøk fjærlet opover hans kind – de løftet sig mot ham som en blomst mot sollyset. – Og hans mund møtte hendes i et eneste, sagte, dvælende kys.

– I næste øieblik hadde han reist sig. Hun fulgte hans eksempel. Ingen av dem talte.

De fortsatte at gaa. Tok fremdeles langsomme skridt. Hans arm laa i hendes. Men stiv – som han kun tok den støtte, han trængte. Hun trykket den heller ikke ind til sig.

De vekslet ikke et ord, førend de igjen var nedenfor trappen, der førte op til verandaen.

Karsten stod deroppe alene. Og gik nedover trinene for at møte dem.

«Nei, nu tænkte jeg virkelig paa at gaa nedover og hente dere! Der er da maate med maaneskinssværmeri 183ogsaa,» ropte han med kraftig røst. «Og jamen ser dere saa bleke ut som spøkelser, begge to. Aa ja – det er vel denne belysningen. – Jeg skal hilse fra tante Erika, stakkars. Hun gik tidlig tilkøis. Hun var nok svært beklemt for Asta iaften. Ja, det er da ogsaa en pokkers historie den der. Jeg er glad, jeg ikke har hat den der fyren i mit hus. Og Asta da – ja slik er det, naar en skal være original og kunstnerisk. Isch – jamen er der saa meget ekkelt i verden saa! – Klokken er snart elleve. Saa jeg vil ogsaa lægge mig. Jeg skal tidlig op og gjøre 30 kilometer, inden De skal ha automobilen til stationen kl. 9, jeg, løitnant! Saa jeg siger godnat.»

– Eilif hadde tat sin hat av. Og stod og holdt den i haanden. Der var næsten noget stivt militært over hans holdning. Han gik et par skridt frem og rakte haanden ut mot Karsten.

«Jeg kan ikke takke Dem nok, Grubbe, for den deilige tiden, jeg nu har hat her paa Helgeby, baade lille Einar og jeg. Og for al venligheden mot os begge.» Der var en bevægelse i hans stemme, saa den holdt paa at briste over. Han fik den fast igjen. «Ja, tusen tak for mig – farvel.»

Karsten la sin arm over hans skulder, og der var en større, impulsiv hjertelighed over hans væsen end det pleiet:

«De faar ikke glemme, at det er os, som skal takke Dem og ikke omvendt, min kjære ven! Det De har gjort for os, det kan aldrig gjengjældes, 184skal jeg si Dem. Men, kom til Helgeby naar de vil – saa ofte De vil – altid skal døren være aapen – og hjerterne med – det kan De stole paa.»

–––––––

Det er midnat.

Maanen staar blank og høi paa himlen. Helgeby store, hvite bygning med de hvite søiler skinner som marmor. Og laurbærtrærne, der staar i række utenfor verandatrappen, kaster skarpe skygger paa det lyse grus.

Paa selve verandaen er det øde og tomt. Eilifs chaiselongue med det brogede teppe er flyttet hen i et hjørne. Der er ikke mere bruk for den.

Imorgen er han borte.

– Han staar nu oppe paa sit værelse, et stort hjørneværelse mot sydvest. Det er smukt og hyggelig og hjemlig. Han har pakket sin lille kuffert til avreisen. Men uten at tænde lys. Vinduerne til begge sider staar vidt aapne.

Han kan ikke lægge sig. Der er uro over ham. I hans sind. I hans blod. Selv under maaneskinnets grønhvite lys kan en se, at det markerte, solbrændte ansigt er blussende, og at aarerne i pande og tindinger træder sterkt frem, som ved høi puls.

Han har stillet sig i vinduet mot vest. Og lar haanden fare over panden gang paa gang. Luften trænger ind, frisk og kjølig. Horisonten derhenne er intens klar og lys, gjennemsigtig grøn. Han hører elvens brusen fra dens skjulte 185leie bak orekrattet. Over skogen deroppe paa aasryggen tegner den lille kirkes slanke spir sig skarpt og fint. –

Naar han bøier sig fremover, hører han ogsaa det lille fredelig pladskende springvand nede paa gaardspladsen, og ser over de store uthustake, de svære, mørke Helgebyskoge høine sig med sine mægtige konturer, der staar sorte og skarpe mot den lyse aftenhimmel. –

Hys – hvad er det?

Han skifter plads. Er henne ved det andet vindu. Det vender mot haven. Hans værelse ligger over den store havesal. Er der ikke trin dernedenunder? Han bøier sig utover og lytter.

Jo, der gaar nogen dernede. Lette, men dvælende trin. En kvindes. De skifter og stanser. Det er som nogen gik og ordnet. Han hører en stol skyves. Flygelet maa ha staat opslaat. Nu lukkes laaget igjen stille og forsigtig. –

Trin paa verandaen. – Trin paa gruset utenfor. – Skyggen av en menneskelig skikkelse paa plænen foran huset. En kvindeskikkelse –

Det er hende! Hyllet i sit lange, hvite slør. –

Han kaster sig hurtig tilbake fra vinduet.

Trinene nærmer sig. Nærmer sig paa gruset. De stanser der i skyggen av det nærmeste laurbærtræ litt tilsiden for hans vindu. –

Hans hjerte banker – hans aandedræt gaar tungt og kort. –

Endnu? Nei. Nu fjerner de sig. Lyden, den lille skrapende lyd paa gruset, blir utydeligere.

186Han lister sig hen til vinduet.

Den hvite skikkelse gaar nedover havegangen. Der hvor de gik sammen for ikke mer end en halv time siden. Han ser den komme frem indimellem trærne, hvor der er aapning. Hvor den skinner hvitt i maanelyset! – Nu er den helt borte. Der dukker den frem igjen. Langt dernede. Hun gaar helt ned til vandet. – Nei, hun er gaat ind paa en tvervei – kommer nu opover paa den anden side.

Hvor langsomt hun gaar. – Med den svævende gangen, som er hendes. Men med bøiet hode. Som om hun gaar i dype tanker. Imellem staar hun ganske stille – løfter armen – Graater hun?

Nu nærmer hun sig atter huset. Hendes skygge kastes igjen frem foran verandaen. Mellem laurbærtrærne. – Nu kommer den nærmere. Knistringen paa gruset blir tydeligere. – Hun stanser – dernede – skjult under laurbærtræets skygge.

Han kaster sig igjen tilbake –

Han er viss paa, at nu staar hun der. Ser op mot hans vindu. – Venter hun?

Om han bøiet sig frem! Han vilde se hende. Se hendes hvite, fine skikkelse. Møte hendes øine. Han visste det. Og de øine vilde drage ham. Han visste det. Han vilde maaske løfte paa dørklinken derborte og gaa ut. Gaa henover koridoren. Forbi det værelse, hvor han husket Karsten sover. Forbi barnekammeret med Einars lille værelse ved siden av. Gaa ned ad trappen. Gjennem havesalen. Maanelyset falder ind gjennem 187den aapne dør, paa det blanke gulvet, en lang, lys stripe. Alle tingene dernede staar som vanlig – flygelet – de hvite stole med det gule silketræk – bordene med roserne – de svære blomstergrene i de kinesiske vaser. – Og i døren en hvit skikkelse – bløt og fin – kjærlighedshungrende – hun kommer med utbredte arme –

Nei – Nei.

Hvorfor ikke – ja, hvorfor ikke?

– Han hører elvens susen derborte. Gjemt bak orekrattet. Den gaar avsted – stryk i stryk – uophørlig – uophørlig. Lyden vokser, blir likesom sterkere og sterkere. Aldrig hørte han den som iaften –

Fossen, der nederst ved sliperiet. Dypere, mere dump, mere fjern klinger dens brusen i stilheden. Men vældig – overmægtig som skjæbnen selv, – jager den avsted, styrter sig utover – utover – uten motstand – viljeløs –

«Følg med – følg med!» roper den. «Ta øieblikket. Grip, hvad du kan naa. Gaa – gaa – gaa! Drik av lykkens bæger! Har en ikke ret til at ta imot, naar det byr sig? Er her tid til at nøle – stanse? Skynd dig – drik ut! Livet er kort. Dets løp er snart forbi! – Hvorfor staar du, stiv og ræd? Er du av dem, der tror, de kan kjæmpe for livet, mot livets egen lov?

Lysræd. Livsræd? – Gaa – gaa! Hun, den unge deilige kvinde, venter dig – staar dernede og venter dig! – Vil du kanske gjøre hende ondt? Skylder du hende ikke noget?»

– Eilif biter tænderne sammen. Og holder sig 188for ørene. Han vil ikke høre denne sterke, vilde røsten dernedefra! Han vil være sin egen herre. Herre over sine tanker – sin vilje –

«Hvad har jeg gjort,» vaander det sig fra hans inderste sjæl. «Min Gud – hvad har jeg gjort?»

Hvor alt er forvandlet! Forbi er den lykkelige, drømmende ro. –

Hvad er det for et slør, der har ligget over hans sind?

– «Else – hvad fordrer du av mig – hvad venter du? Aa, tilgiv – tilgiv.»

– Men elvens hvileløse jag – fossens dumpe brølen – han maa høre den, lytte til den. Det er som den raser og truer – trækker ham til sig – hvirvler alt i hans hjerne om hinanden.

Nei – det er jo i hans eget bryst, det bruser og syder – brænder som feber i hans aarer – – banker og hamrer for hans øren – sterkere og sterkere –

– Han staar igjen ved vinduet. Og lytter. Det drager ham. Han kan ikke andet! Og han knytter hænderne. Ja, slik er det. Slik er livet. Trækker én viljeløs med. Følge maa én. Vet ikke, hvor det slutter. Det slutter aldrig. Aldrig. Strømmen har tat og baaret én dit, én staar. Intet fører tilbake. Vender elvens løp kanske om og begynder paa nyt? En maa følge – følge –

Han reiser hodet. Hvorfor ikke? Naar hun vil. Naar det er blit slik mellem hende og mig. Uten at vi selv visste det. Vilde det? – Har jeg saa ikke bare at ta hende i mine arme. Elske hende. 189Beskytte hende. Gjøre hende lykkelig? – Jeg kan det, for hun elsker mig. Nu. Jeg vét det – –

– Og al lyden og brusen derbortefra kommer likesom svakere, fjernere, litt efterhvert. Feberen i blodet slipper ham. Gir plads for klare, sammenhængende tanker. – Han gaar frem og tilbake paa gulvet. Ordner – lægger planer –

Hun kan bare flytte bort en stund. Til utlandet. Paris f. eks. Han kan besøke hende der.

Han kan se at faa tjeneste i et regiment dernede. Hun faar skilsmisse, hvis hun vil. Lovene er ikke strenge nutildags. Karsten er ikke saa brutal, at han lægger sig i veien. Om et aar eller to kan han aapent føre hende ind i sit hjem. – Og da er ult det onde glemt –.

Han stanser med et ryk. Og presser munden haardt sammen.

«Min kjære ven – kom til Helgeby, naar De vil. Vi kan aldrig gjengjælde Dem – dørene altid aapne – hjerterne –.»

Han hører Karstens stemme. Tryg. Rolig.

Og han ser et billede for sig:

Karsten er her i huset. Alene. Ser sig om med sine gode, brune øine. Der er slik bedrøvelse og slik forundring i dem. Han forstaar jo ingenting. Han har gjort Else ulykkelig, siger de. Han, som trodde hun hadde det saa godt! – Og der er børnene. Karola hun har saanne sterke og underlig alvorlige, strenge øine: Hvor er mama? Og folkene – de mange, mange – de ser paa ham med nye øine. Saa streng og haard han altid 190var, godseieren med sit «Ret er ret.» Hvordan er det hos ham selv? Og det trodsige tirrede, kolde kommer i Karstens øine. Han sætter foten i gulvet. «Galskap er det – Else har simpelthen ikke lov til det der! – Saa det var slik han var, Eilif Bech! – Slike vakre, humane tanker, der altid var i hans mund –.»

– Eilif stormer op og ned i værelset. Skyver billedet fra sig. – Det kan han virkelig ikke ta hensyn til. Noget maa det koste. Noget maa der ofres! I slaget kommer en ikke frem uten over faldnes lik. –

Lykkelig – skal Else bli! Endelig! – Slik som hun har længtet efter det. –

Han stanser op.

Lykkelig?

– Da maa hun først lære at glemme. Eller bli en anden. Slik som hun var – var hun skikket til at staa der – med den kolde ensomheden om sig – hjemløsheden – menneskenes domme og fordomme – barnestemmer ropendes efter sig? – For alt det der maatte hun gjennem – først –

Hvad skulde han trøste hende med i slike stunder? Hvad skulde han holde op for hendes rædde tanker og saare samvittighed? – Kjærtegn og forsikringer ja – som dulmer – for en stund – Men det, som kan gaa helt ind til hendes hjerte og gi det fred? Hjælp til at leve – videre – til arbeide – glæde –

Gi hende kjærlighed –

– Hvad var det for en stemme, der kom op til ham, der, fra dypet av hans eget sind?

191«Har du kjærlighed at by hende? Elsker du hende? Eier du den følelse, der kan skjerme hende og dække hende, naar hun fryser – fordi den er som en stor, varm vinge, der aldrig blir kold og aldrig slap, saalænge dit eget hjerte slaar? – Er dette den store kjærlighed, den du aldrig har kjendt, men som du vet, du engang vilde faa til gjest? Er ikke den gjesten kommet ubuden og har brutt sig ind hos dig? Du visste ikke om det. Ønsket det ikke. Bød den ikke velkommen –

Hysh – vær bare stille! – Saa skal jeg si dig noget:

«Nu vil du gjerne ta imot hende, den unge kvinde, som kommer dig imøte. Ta hende i dine arme. Eie hende. «Gjerne». Det er ikke det rigtige ord. Nei – du synes du maa – skal eie hende! Koste hvad det koste vil! – Aldrig har du kjendt lykken. Den virkelige, fulde lykke. Aldrig elskoven, der beruser! – Du har ogsaa holdt dig for god til at søke surogater, som saa mange andre! Det har kostet ikke saa litet det der. Men nu stormer alt over dig! Nu – endelig – kan du gripe til! –

Saaledes forholder det sig. – Kald det bare ikke kjærlighed!»

– Men derhenne, bak orekrattet, hvor elven jager ustanselig fremad, hvor fossen styrter sig viljeløs utover. – Der kalder andre røster.

– Hør, hvor de truer og roper – hvor de mumler og hvisker:

192«Gaa, gaa! Skynd dig – skynd dig! Lykken venter – lykken – livets, jordens salighed!»

– – Eilif Bech har lukket vinduerne. Lukket lys og lyd ute.

Han har kastet sig ned foran sengen, med hodet gjemt i sengklærne. –

– Endelig reiser han sig. Og tørrer sveden av sit ansigt.

«Det skal gaa,» mumler han. «Det skal bli til det bedste for os begge.»

Og litt efter litt falder han til ro. De mandige træk fæstner sig klare, viljehaarde.

Han sætter sig til skrivebordet, og skriver. River itu og skriver paanyt. Det tar timer. Det gaar langt utover natten! Og det blir bare nogen faa, korte linjer. Som han atter og atter læser igjennem. Og som han tilslut, hurtig og nervøst, som om han er bange for, at noget skal komme og hindre, folder sammen. Og lægger ind i konvolutten. Og klæber den til.

Han vil la det bringe ind paa hendes værelse med det samme han reiser. For, noget siger ham, at hun ikke vil være ved frokosten imorgen tidlig.

«Kjære fru Else! Tilgi mig. Kan De tilgi mig? Ja, jeg vet, De gjør det. For De er god og fin og vil det bedste for os alle. Og nu ber jeg Dem: Dvæl ikke – la os ikke, hverken De eller jeg – dvæle ved et øiebliks svakhed! Selv ikke i selvbebreidelse. Tro mig – det gjør intet godt. Vi maa søke fremad og opad. Alting kan bli til det gode, naar vi selv vil det – for alvor. 193Og der er jeg viss paa, De vil være med. Og naa langt. Det har jeg jo set hver dag i denne tid. Det gjør godt at vite dette nu. For, saa forstaar vi hinanden. Og behøver aldrig at bli fremmede for hinanden. Tak og farvel, fru Else!

Deres ven Eilif.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.