VIII

240«Til sommeren – naar jeg blir frisk igjen – saa skal jeg gaa i skogen – med onkel Karsten.»

Han ventet et litet øieblik.

– «Og med – store støvler paa!»

Stemmen var saa lys og glad. Det lille bleke ansigt med de milde fromme øine, indrammet af det lyse haar, laa tilbake paa den hvite hodepute. Og den bittelille mund formet hvert ord saa tydelig med den smule læspen, der klædte ham saa eiendomlig.

– «Hvad tror du, onkel Karsten siger da, – tante Else?»

Og nu var der slik en dyp, hemmelig glæde i ordene, som om han gjorde sig rigtig tilgode med den overraskelsen, han laa der og gjemte paa til onkel Karsten.

– «Men papa kan ikke være med,» la han saa til, uten at oppebie noget svar. Og rystet saa smaat beklagende paa hodet. «Papa skal eksersere. Skal du ikke – eksersere papa?» 241– Else og Eilif Bech sat paa hver sin side av den lille hvite seng. Og Elses gyldenbrune haarfylde kunde av og til streife Eilifs mørke, kortklippede hode, naar de begge bøiet sig forover for bedre at høre, hvad den lille patient hadde at si, eller for at følge det skiftende minespil i det lille barneansigt, der allerede hadde noget av overjordisk, englelig skjønhed over sig.

Men, ingen av dem ænset den lette berøring. Og ingen av dem syntes mere at mindes den varme maanelyse augustaften derute paa Helgeby med dens besnærende magt og farlige sødme. – For længe, længe siden. Førend Einar blev syk til døden. Og doktorens telegram blev sendt, – at nu maatte hans far komme hjem –

– Hvor det altsammen ogsaa syntes Eilif fjernt. Uvirkelig!

Dernede i den franske, lille garnisonsby. Ivrig i tjenesten. Den første i alle strabadser. Optat i ledige stunder med arbeidet paa besvarelsen av en militær prisopgave – hans maal hadde igrunden kun været ett: Med fast haand at faa revet ut av sit hjerte den begyndende ømhed, den fristende dragning mot denne unge, indtagende og selv utilfredsstillede frue – i hvis hjem han hadde møtt en saa varm og tillidsfuld gjestfrihed!

Bittert hadde han bebreidet sig sin svakhed, sin «ynkelige umandighed». Den, som hadde trukket ham længer og git sig utslag, der hverken stemte med hans virkelige følelser eller med, hvad han ansaa for pligt og ret!

242Og nu. Her hjemme igjen. Under den knugende vegt av den ulykke, der hadde rammet ham: Visheden om, at inden en kortere eller længere tid av uker eller maaneder, vilde hans lille gut tages fra ham, rives væk av den samme sygdom, som hans unge mor for nogen faa aar siden forgjæves hadde kjæmpet imot – saa var det, som han fik en endnu sikrere følelse av, at den episoden nu var helt avsluttet – og han selv hærdet og staalsat mot al fristelse fra den kant – for altid!

Og naar Else – som hun gjorde næsten hver dag i denne tid – kom derut til dem, enten alene eller fulgt av Karola. Og tok plads der likeoverfor ham. Mens svigermoren – med sit bleke, magre ansigt, hvor alle livets sorger og gjenvordigheder syntes at ha erobret hver linje og hvert uttryk – sat og strikket i dagligstuen ved siden av, hvor hun altid holdt til, naar hendes lille barnebarn hadde besøk – saa banket hans hjerte ogsaa med rolige slag, naar han tok den unge frues haand og takket hende for alt det gode, hun nu som før gjorde mot dem!

Og fru Else selv. Med det dæmpede, harmoniske væsen, den udelte opmerksomhed og omhu hun viste lille Einar – syntes heller ikke at kalde paa nogensomhelst ekstra sikkerhedsforanstaltning fra hans side!

Der var maaske kommet en viss stivhed over hende. lalfald var hun alvorligere, tausere og mer reserveret likeoverfor ham end før. Som jo forresten kunde være naturlig i samvær med en, der ikke 243hadde, eller kunde ha, tanke for andet end sit syke barn.

– For, det var virkelig ogsaa som om sorgens og dødens alvor og nærhed nu kom hende hjælpende imøte, og la en større ro og stilhed ogsaa over hendes egen sjæl. Hun følte det selv som en lettende hvile. Og et sikkert tegn paa helbredelse og gjenvundet herredømme over sit eget hjerteliv!

Det var kun ganske momentant, at den glimtet frem for hendes bevissthed – for straks at skyves bort igjen – den hemmelige tanke, at der under al sorgen og angsten, paa bunden av Eilifs sind, dog kunde skjule sig noget andet: Et lokkende minde – et aapent saar – en aldrig tilfredsstillet længsel, der strømmet tilbake – mot

hende!

Uvilkaarlig bidrog ogsaa hendes forandrede holdning og væsen til at gjøre Eilif mere tryg. Mere og mere sikker paa, at hun, paa sin side, – maaske med lettere vaaben end han selv – ogsaa hadde bragt den fulde seier hjem! Vernet og hjulpet av alt det gode, hæderlige og uomskiftelige i sine nærmeste omgivelser. Og styrket i Helgebys rene luft, med slegtens gamle valgsprog: Jus est ars boni et aqui over porten! – –

– Else hadde hjulpet den lille patient med at sætte sig litt høiere op i puterne. –

Med sine smaa hvite feberhete hænder var han nu ifærd med at stille op nogen nye smaating, som hun hadde bragt ham, paa det træbret, der var anbragt tvers over hans seng. – Mens hans 244tanker dog fremdeles syntes at dvæle ved alle de lyse fremtidssyner for sommeren.

«Kommer – automobilen – og henter mig da, tante Else?»

Han saa spændt op i hendes ansigt.

«Ja, du – den kommer sikkert! Og onkel Karsten vil selv være chauffør, naar det er dig, som vi venter, kan du vite.»

Der fløi et straalende smil over det lille ansigt. Av stolthed. Av tro.

«Og ikke nogen skal være med mig! – Ikke bestemama. Ikke dada. Bare jeg alene!» Og nu var den der igjen den varme, glædesfyldte stemme av lykkelig, hemmelig forventning. «Hvad tror du, onkel Karsten siger da, tante Else?»

«Aa, onkel Karsten blir saa glad, saa glad. Og tante Else og Karola og Erik og Lillemor, vi staar i døren paa Helgeby og siger: «Goddag – goddag!»

Og Elses øine svømmet i taarer, og hendes læber skalv. Mens hun prøvet at gjøre sin stemme sikker og sit smil lyst.

Men over den sykes ansigt strøk der som et gjenskin av lykkelig triumf. – Idet han nu la sig tilbake i sengen igjen. Og likesom han allerede paa forhaand hvilte i den sikre opfyldelse av alle sine høieste ønsker!

Eilif hadde vendt hodet bort. Og rømmet sig gjentagende. Nu reiste han sig og gik ind i det tilstøtende værelse, hvor han drev frem og tilbake paa gulvet. Hans hænder knyttet sig. Hans hjerte føltes saa sykt og saart – som han 245syntes – til døden. Og der gnavet ham en hunger i brystet efter at kunne faa tale ut. Styrkes ved et andet menneskes medfølelse.

Men herinde møtte ham et par forgræmmede, anraabende øine, der tydelig sa: «Jeg orker ikke at bære mere – hvorfor skal vi prøves saa haardt?»

Og han taug. Eller la sin haand over svigermorens smale skuldre: «Han har det noksaa godt iaften, synes jeg. Han har ikke hostet paa over en halv time.» Med et smil, der rigtignok kun blev en trækning om de sammenpressede læber. –

– Sommetider, naar han kom hjem før middag – han hadde faat sig et vikariat paa krigsskolen – fandt han Asta sittende ved Einars seng.

Hun kom der med større mellemrum end Else. Men naar hun kom, pleiet hun gi sig god tid. Det var, som hendes hele væsen – dette kvindelig ømme uttryk, der da blev saa fremtrædende hos hende – stemmens myke modulation og rørelsernes dæmpede varlighed – altsammen bare sa én ting: At i dette øieblik hadde hun ialfald intet høiere ønske, ingen anden tanke end at kunne faa lykke til at gi denne lille kjæmpende barnesjæl en liten glad hvilestund!

– Og saa tok hun den likesom og løftet den med sig, ut av nuet, bort fra virkeligheden – og ind i eventyrets fantasiverden, hvor alt det onde helt kunde glemmes!

Og naar Eilif da paa taaspidserne traadte ind, saa løftet lille Einar næsten høitidelig advarende 246sin haand: «Hysh, papa – tante Asta fortæller eventyr!» Og med et spændt, intenst optat uttryk laa han der ubevægelig og saa op i hendes ansigt og lyttet til hendes tale – mens hun, med levende mimik og i malende billeder, lot ham følge de lyse eventyrskikkelser, der trods alverdens ondskab og trollskab, dog altid bragte lykken med sig hjem tilslut! Enten det nu var «Askeladden», der var ute at lete efter prinsessen – eller det var «den lille Tommelise», som maatte ha det saa ondt, inden den snille svalen kom og bar hende paa ryggen sin høit oppe over land og sjø til de varme lande, hvor den deiligste lille prins med guldkrone paa hodet hoppet ut av en stor rød tulipan for at ta imot hende!

«Hm» – kunde det saa komme fra den lille syke. «Hm» – saa rolig, og i en lettet tone. Som uttryk for hans fulde tilfredshed og hvile i den lykkelige avslutning. –

– Men, i samme øieblik som Eilif hadde sat sig stille ned bakom sengens hodegjærde for selv at høre efter og ikke forstyrre – kunde der glide noget tvunget, mere sky og tilbakeholdende ned over Astas væsen. Hun blev hurtigere færdig med sin fortælling. – Og naar hele fantasiverdenen saa var avlukket, og hun reiste sig for at si farvel, da blev han først opmerksom paa, hvor forandret hun var, og hvor ulik sig selv hun var blit paa disse maanederne. Hvorledes det saare, lukkede træk om munden, som han mindedes i glimt fra sommeren forut paa Helgeby – var blit saameget 247mer fremtrædende. Og hvor hendes øine hadde faat en underlig febrilsk, urolig glans. –

«Tar De imot en liten visit paa «hybelen» imellem iaar ogsaa, frøken Asta?» sa han engang.

Det var, som om noget kaldte paa ham i de øinene. Som de fortalte ham historien om en ensom menneskesjæl, der holdt paa at slite sig ut i angst og uro og spænding!

Hvorfor? – spurgte han sig selv, hver gang. Og hver gang med sterkere interesse, større samfølelse med en, der led – som han!

Det var som hans sjæl blev urolig for hendes skyld. Trangen til at gaa hende imøte, til at stille sig ved siden av hende – som en bror – som en ven – blev større og større. Han syntes, han maatte verne hende. Mot noget, mot nogen. Han visste ikke hvad, eller hvem. Indenfra – utenfra?

Han begyndte at lete i sin erindring for bedre at forstaa. Gik tilbake til sommerens begivenheder. «Kjøbenhavnerskandalen». Elses antydninger dernede ved Helgebyvandet hin maaneskinsaften. Hvorledes forholdt det sig dengang? Hvad var der skedd siden? Var hun nu paa veien – kjæmpende mot alt og alle for at vinde lykken? Eller stred hun med overspændte og slitte nerver – for at overvinde sig selv? –

– Asta møtte hans varme, aapne blik. Og smilte. Det var et tungt, træt smil. Men hun hadde idetsamme faat et litet skjær av rødme op i kinderne.

«Tak – vil De besøke mig, saa tar jeg da 248imot, kan De vite! De kan bare telefonere iforveien. – Jeg er forresten omtrent altid hjemme mellem 4 og 5.»

«Og Deres nye bok?»

«Endelig kommer den da i bokhandelen om et par dage.»

Det blev sagt uten glæde og uten uttryk for nogen slags spændende forventning.

«Da vil jeg naturligvis straks se at faa læse den. Og saa maa vi snakke om den – likesom sidst!»

Hun nikket. «Hvor snil De er!»

Der kom en taknemlighed op i hende. En trang til at ta imot noget godt. Som hun trængte til.

Hun stod nu ute i entréen og trak paa sig sine hansker. Eilif hadde fulgt hende gjennem dagligstuen, der i øiblikket stod tom, og hadde hjulpet hende kaapen paa. Nu holdt han muffen frem mot hende.

– «Og saa har vi jo nogen fælles erindringer dernede fra Syden, vet De,» hvisket han, saa lavt han kunde. «De kommer ofte op for mig i denne tiden, kan De tro. – Og det gjør saa godt at faa tale litt ut imellem.» Han gjorde en bevægelse med hodet mot værelserne indenfor – dagligstuen og barnekammeret med den lille seng. – Asta nikket igjen. Og der var en varme over det faste haandtryk, hun gav ham, der sa ham, hun forstod.

– Saaledes hændte det ikke saa sjelden i de uker, som nu fulgte, at Eilif Bech om eftermiddagen ringte paa Astas dør. Og kom ind og satte 249sig likeoverfor hende. Mens hun hadde sin faste plads paa «den grønklædte». Og snakket med hende. Om stort og smaat. Om dagens begivenheder. Om sit liv og sit arbeide. Og om hendes. Uten dog at møtes der av nogen større fortrolighed – hvad han endnu ikke hadde fint nok øre til at merke. – Men, først og sidst dreiet hans tanker og hans ord sig jo om den grusomme fiendes uavladelige og ubønhørlige arbeide derhjemme, hvor lille Einar laa i sin stille, taalmodige kamp, uten klage – men for hver dag med færre kræfter og større piner!

Og med den sympati med alt menneskelig, der var et av hoveddragene i hendes karakter, hørte Asta paa ham. Og forstod.

Mens det paa samme tid blev som en slags befrielse for hende at slippe bort, om bare for en liten stund, fra sig selv. Komme over i det almene. Eller det, som hørte ham til!

Om hun end ikke der kunde avverge noget for ham – saa følte hun dog, at det kunde lykkes hende, gjennem sine egne erfaringer, eller den art intuition, som hørte hendes specielle evner til – at finde uttryk for, hvad der i denne tid, mer ureflekteret, ofte mere uartikuleret var sat i bevægelse inde i Eilifs sind. Og derved løse det ut gjennem den sympati, han trængte til. –

Og disse samtaler – kortere eller længere blev dem begge, litt efter litt, saa underlig selvfølgelige.

Gik som et næsten nødvendig led ind i deres 250tilværelse. Noget de saa hen til. Og gjemte op til.

– Slik som det kan ske. Naar en pludselig liten dreining av skjæbnehjulet kan komme til at stryke væk for to mennesker hele det konventionelle yderlag – dette, som en jo snart lærer at lægge sig til som beskyttelse mot hvad der med livets hele blodige tragik sammenfattes i ordet: menneskene! – Og de to saa føler, at nu har de bare ganske enkelt at være sig selv. Uten omsvøb. Og i fuld, aapen tryghed.

– De kan ellers være saa forskjellige, de være vil – av anlæg, evner, livsvilkaar og skjæbne. – Men de vet, de aldrig vil kunne komme til at misforstaa hinanden. Fordi én ting staar fast – og forener dem: Likeoverfor selve livet stiller de sig paa samme maate!

– De fegter med det. Utfordrer det kanske. Hensynsløst. Ubetænksomt. Saares av det. Plyndres av det! – Men blir altid ved at se det ret ind i øinene. Strider mot det med aapent bryst, og lar huggene falde som de kommer! – Uten tanke paa at søke redning eller hjælp ved uværdige alliancer – eller at binde sig til det gjennem en æreløs fred!

Altsammen fordi der inderst i deres sjæle sitter en tro. Fordi de – kanske uten at vite om det – dog eier en slags stille, mystisk forvisning om, at det kun er derved, at de kan bevare sig selv. Og finde frem til det som er – veien – sandheden – og livet!

251I sine ydre forhold prøvet Asta i denne vinter av al magt og vilje at føre sit liv ganske som ellers.

Hun hadde endog fra nytaar av tat op sine fjortendaglige torsdagsmottagninger fra aaret iforveien.

Det var ikke skedd uten kamp. Hun var just ikke saa meget «menneskevenlig av sig», som hun haanet sig selv med at si. Men paa den anden side syntes hun ikke, hun vilde eller burde miste al føling med mange av disse mennesker, hvis arbeide og interesser ogsaa var hendes. Og hvoriblandt der dog var enkelte, hun betragtet som virkelige venner.

Og – hvad der var langt mere avgjørende. – Det gjaldt at vise verden, saavidt hun rak, at her, hos hende, indtok Gustav Klemm fremdeles og uavkortet den samme plads som kredsens midtpunkt – som han aaret iforveien, uten protest og saa ganske selvfølgelig hadde indtat –

Førend «Kjøbenhavnerskandalen» kom paa!

Dette var, hvad hun vilde.

Men, hindre kunde hun ikke, at glansen av disse sammenkomster, for en stor del var borte! Maaske ikke saameget for de andre som for hende selv!

«Jubelvinterens» festblus kunde ingen vilje tænde paanyt!

Selv følte hun sig ikke længer som den sikre feirede vertinde, omstraalet av den nimbus, som Gustav Klemms aapne hyldest og anerkjendelse av hende, baade som personlighed og som forfatterinde, dengang hadde git hende! Og rik i sin 252stolte, hemmelige bevissthed om det lykkelige kjærlighedsliv, de to eiet sammen!

Endog den forventning og interesse, der i denne kreds hadde knyttet sig til hendes nye bok – bebudet til jul og først fremkommet længe efter – var slappet, ja syntes næsten at være druknet i en nær sagt hysterisk begeistring over et par andre verker, der var utkommet til jul – og av de ledende anmeldere og deres meningsfæller straks var slaat fast som aarets literære begivenhed!

Mellem disse var der ogsaa et litet bind digte av en ung debutant, der næsten enstemmig syntes at være gaat av med seiren.

– Og det var just de samme digte, som Gustav Klemm hin sommeraften ute paa Bygdø hadde hat med sig i manuskript og latt hende gjennemlæse!

Nu hadde han selv i «Tiden» ofret dem et par hele spalter og introduceret den unge lyriker for publikum som intet ringere end en «digter av Guds naade» –

Men Gustav Klemms navn og hans ord hadde jo rigtignok ikke længer den samme klang og den samme prestige som før!

«Kjøbenhavnerskandalen» hadde øvet sin virkning.

Den hadde avsat som en sort, hemmelig plet, noget av et brændemerke paa ham. Der kunde avdækkes, offentlig eller privat – naar det viste sig at være opportunt!

Saa utrygheden laa likesom i luffen omkring ham!

253– Hvad der dog var endnu mere tragisk: Det var, som om denne sladderens og skandalsykens kolde aande, der uavladelig slog ham imøte – var blit til et slags dragsug for ham selv – der uimotstaalig trak ham til sig – med sig – nedover!

Og i den kamp, der da opstod, laa «stimulanserne» ham nærmere ved haanden. Blev lettere at ta til – end før!

Asta saa og forstod, at den mand, hun endnu elsket og trodde paa, ubønhørlig nærmet sig noget avgjørende og skjæbnesvangert.

Hun skjønte det, av alt det, han tiet med. Og av noget av det, han sa. Og av hele hans uttryk og person, der ofte talte sit tydelige sprog.

– Om hun ikke til overflod ogsaa kunde faa det fra fjernere bekjendtes tankeløse sladder. Eller gjennem telefonen til redaktionen, hvor svaret kunde lyde: «Har ikke været her paa flere dage» i en tone, der ikke kunde misforstaaes?

– En aften, hos sig selv, hørte hun ogsaa et navn – i forbindelse med hans – fru Bervig.

Men da var der gledet et stolt og foragtelig smil om Astas mund. Og hun hadde reist hodet. Som hun pleiet – naar verden kom hende for nær!

Og de kom op i hendes erindring, de ord Gustav hadde brukt, engang i en trøstesløs stund.

– Giftig sladder – brødnid og misundelse – og hevn! Endnu farligere, mere ondskabsfyldt, fordi det som tiest kom skjult – maskeret.

254I alt vilde man jo nu se gjentagelse av sommerens ulykkelige begivenhed! Knæsatte alskens løse rygter, uten at ane sammenhængen; En mands ridderlige forsvar, og spontane «gammeldagse» avstraffelse av en anden mands pøbelagtige angrep paa en kvinde! –

– Og, Asta var gaat like over gulvet, hen til fru Bervig. Som hun netop av denne grund heller ikke iaar hadde villet utelukke fra sine mottagninger. Og hadde sat sig ned ved siden av hende og talt næsten demonstrativt længe og livlig med hende!

Fru Bervig syntes ogsaa, trods al sladder og alle skandaler, for sit vedkommende at ha bevaret sit glimrende humør og sin gode samvittighed ubeskaaret! Hun uteblev heller aldrig. Og, motsat alle andre, vedblev hun at behandle Gustav Klemm med en kanske endnu mer fremtrædende dyrkelse end aaret iforveien!

Likeoverfor Asta var der nu intet spor igjen av dette triumferende i blikket, der hadde slaat hende forrige sommer – dengang de møttes i forværelset, efterat Asta hadde været oppe hos Gustav paa redaktionskontoret for at hente sit manuskript.

Hun var tvertimot saa indsmigrende. Saa katteagtig behændig i sine manøvrer. Som hun nu kom med sine smaa hentydninger til Astas «moralske mod», som hun kaldte hendes uavhængige tilværelse motsat familietraditionens konventionelle aag! Og i de mest smigrende og velvalgte ordelag komplimenterte hende i anledning av hendes sidste bok. 255«som ved Gud maatte læses flere gange for helt ut at nydes og vurderes efter fortjeneste.»

– Saa Asta med sin aapne, umistænksomme natur, virkelig begyndte at gjøre sig smaa selvbebreidelser for den antipati, som hun ikke kunde faa rigtig bekæmpet likeoverfor denne saa velmenende dame. Med den, litt fremmede vestlandske, ugenerte livlighed og den saa ubehagelig utrygge aapenmundethed! – –

*

Forholdet mellem Asta og Gustav Klemm var utover vinteren blit mere og mere ujevnt, mere og mere oprevet! Som fyldt av en indre tragik – og med spirer i sig til sin egen opløsning!

I det hemmelige verksted inde i Astas bryst, arbeidedes der uavladelig. Hun gjennemgik perioder av intens lidelse og nerveslitende spænding. Der altsammen suget av hendes livskraft – og paa samme tid la næring og stof til den store beslutning, hun gik og bar paa!

Jo ensommere og ulykkeligere Gustav blev. Jo sterkere sladderens og bagtalelsens dragsug syntes at øve sin tragiske virkning – jo mere pustedes der ogsaa til den ulmende gnist, der skulde faa denne beslutning til at slaa ut i gjerning!

Hun – hun alene – var den som kunde redde ham! Reise ham. Opvække og styrke hans tillid til sig selv og til menneskene! – Ved at gjengi ham troen paa hendes kjærlighed, – der uavkortet stod færdig til alle ofre!

256Men naar gnisten fænget. Og det begyndte at blusse op. Og det syntes hende, at nu – nu netop var tiden der –

Saa kunde hun ikke –

Noget sterkt og usynlig. Noget, der fløt i hendes aarer. Der mumlet og hvisket i hendes øren. Tvang hende. Holdt hende fangen. Lukket hendes mund. Bandt hendes fot. – Og hun maatte vente – –

Og tiden gik –

*

Asta hadde arrangeret en ekstra selskabsaften sidst i april. Fordi den unge Thorvald Hebbel, hendes venindes søn, en begavet og lovende ung mand, der efter en ganske opsigtsvækkende glimrende eksamen med statsstipendium hadde opholdt sig et par aars tid i utlandet for at fortsætte sine literaturhistoriske studier – nu var kommet hjem! Og hadde tilbudt hende i hendes kreds at forelæse et «causerie» over en del av sæsonens bøker – hvoriblandt hendes egen. Han hadde utarbeidet det for Studentersamfundet, og skulde foredrage det der den paafølgende lørdag.

Og Asta hadde med stor tak mottat hans tilbud.

– Gjesterne var samlet.

Gustav Klemm hadde indfundet sig. Fru Bervig manglet ikke.

Asta gik om blandt sine gjester, med hektiske roser og en feberglans i øinene, mens teen blev drukket.

257Hun var i stor spænding.

Hvorledes vilde nu hendes unge ven stille sig likeoverfor hendes sidste arbeide? Hvad vilde han fremhæve, hvad vilde han la ligge?

Hendes bok hadde allerede faat flere, og for det meste anerkjendende anmeldelser i pressen. Men man hadde dog stillet sig kjøligere – «mindre forstaaende», som Asta kaldte det – end likeoverfor hendes foregaaende arbeide.

«Tidens» anmeldelse var en av de sidste i hovedstadspressen. Og undertegnet G. K. Den var holdt i en respektfuld og anerkjendende tone. Var endog paa sine steder sterkt rosende. Saa enhver utenforstaaende maatte være av den mening, at en forfatter hadde al grund til at være særdeles vel tilfreds!

Men da Asta den morgenen klippet den ut og la den ind i mappen til de andre – saa hadde hun dog følt en saar og tyngende skuffelse krype over sig.

Formen, den kunstneriske opbygning, fordelingen av lys og skygge, de rent lyriske partier – det var, hvad han hadde lagt vegt paa! Den levende menneskeskildring. Karakterernes utvikling. Brytningen av de sjælelige strømninger. – Alt det, der hadde sin kilde i hendes eget dypeste tanke- og følelsesliv – det hadde Gustav Klemm latt ligge. –

Fordi han ikke saa – ikke forstod?

Fordi meget av det kanske rent ut var ham imot?

258Men, hvorledes vilde denne unge mand, som man nu ventet sig saameget av. Som var fremtiden. Hvorledes vilde han dømme? – Ikke alene hendes bok, men hele den literatur, der var vokset frem i hans fravær? – Følte han den som et uttryk for sin tid? Eller sat den, efter hans syn paa tingene, endnu med alle røtter fast i den foregaaende?

Og Gustav – hvorledes vilde han forholde sig, hvis nu den dom og kritik, denne unge literat kom med, ikke stemte med hans opfatning? Ja, kanske gik i den helt motsatte retning?

– Nu reiste Thorvald Hebbel sig derhenne.

Asta klappet i hænderne og stanset den surren av tale og latter, der fyldte det store rum.

Og alles øine fæstet sig paa taleren, der stod i værelsets bakgrund, under de store skraavinduer med et litet bord og den obligate vandkaraffel foran sig. Og en manuskriptrulle i haanden.

Det var en litt kort, men velbygget skikkelse, med mørkt haar og et par levende, brune, kloke og vakre øine, der syntes fulde av livsglæde, selvtillid og enthusiasme.

Den første del av hans causerie omhandlet et par i det sidste aars tid utkomne novellistiske og dramatiske arbeider, der særlig hadde vakt opsigt. Og som stadig av den ledende kritik blev henvist til, som typisk og fuldlødig uttryk for det høieste av literær kunst, den sidste tid hadde frembragt.

– Thorvald Hebbels stemme var vellydende. Hans form klar og omhyggelig utarbeidet. Men først 259og sidst var det hele foredrag sprudlende livlig. Gav uttryk for en næsten overstrømmende varme, der saa igjen kunde avløses av en elskværdig tør humor, hvor smaa lune, kritiske bons-mots, anvendt paa aktuelle emner, blandet sig med ungdommelig dristige paradokset!

Det blev paahørt med megen opmerksomhed. Vakte av og til høi munterhed og blev sterkt applauderet

Saa gik han over til at tale om Astas bok.

– Først gjorde han en let, fin hentydning til, at da den sympatiske forfatterinde og den elskværdige vertinde her var forenet i en person, saa maatte han jo la de slemmeste indvendinger staa hen til en bedre leilighed!

Men, idet han saa, tildels spøkende polemiserte mot flere uttalelser og uttryk, hun hadde brukt og paaviste enkelte «brud paa linjen», som han mente at ha fundet i utviklingens gang – saa fik han dog paa en baade smuk og behændig maate vist bokens forfatterinde, at den i sin helhed var i fuld samklang med hans egne idéer, og at han, med sin sympati netop hadde hørt tonen fra de finere, dyptklingende strenge, som var undgaat alle de andre anmelderes øren! –

Dette avsnit blev ogsaa applauderet. Og man gratulerte Asta fra alle kanter.

Der flammet noget lykkelig op i Astas hjerte: Vilde Gustav ikke nu ogsaa se og forstaa? Og vilde han ikke være stolt av hende, naar ogsaa de unge – fremtiden –

260Hendes kinder blev endnu hetere. Hendes puls banket sterkere.

Hun saa hen der, hvor han sat. Paa sin gamle plads derhenne halv skjult, bak flygelet. – Han kom ikke hen mot hende – som de andre.

Saa vilde hun gaa til ham. –

Men – hvad nu?

Den unge taler stod fremdeles derborte bak sit lille bord med vandkaraffelen.

Han rømmet sig. Og gjorde en pause. Og foldet saa ut den lille manuskriptrul, han hadde i haanden.

– Han vilde begynde med at gjøre sin undskyldning for de literære smagsdommere og kritikkere av den ældre skole, som kanske var tilstede. Og bare be dem betragte det standpunkt, han maatte indta, som likesaa sandt og berettiget for ham og mange av hans generation – som han selv gjerne vilde ha respekt for den dom, de selv, de ældre ut fra sin tid og sit livssyn maatte fælde.

Men, naar det her gjaldt et litet bind lyriske digte, et debutarbeide, der var utkommet til jul

– saa maatte han dog ta bestemt avstand fra de hyperboler, der i den anledning var ødslet med fra enkelte anmeldere – ikke mindst fra en ældre, æret kritikker, der i sin henrykkelse ikke kunde nøie sig med noget ringere end at betegne den unge lyriker som «en digter av Guds naade». – «Nu ja – enhver fik jo beholde» – her kom det et elskværdig smil – «sine begreber om de forskjellige kunstneres respektive relation til den guddommelige 261oprindelse!» – Men her, i denne forbindelse maatte han, som repræsentant for de unge, tillate sig en bestemt protest mot, hvad han vilde betegne som et mildest talt ubetænksomt misbruk av et stort ord.

Og han vilde nu be om, som illustration til sin mening, at maatte faa lov at forelæse nogen fordringsløse parodier, som han hadde moret sig med at lage paa enkelte av samlingens sterkest fremhævede «perler». Om end smag og simpel anstændighedsfølelse forbød ham i et selskab av damer og herrer i dette øiemed at benytte sig av nogen av de mindst «rene» av disse perler – hvad der unegtelig kunde have været meget fristende!

Men han ønsket bemerket, at det hele bare var en harmløs spøk, ikke beregnet paa offentliggjørelse. Kun et forsøk paa derved maaske at kunne aapne enkeltes øine for den virkelige gehalt av dette saa rent uforholdsmæssig opskrytte produkt!

Den parodiske omdigtning av versene, der var utført med en overlegen virtuositet, vakte stormende munterhed. Man tok ikke egentlig parti. Lot det hele mere drive ut i spøk. Men man moret sig. Og det var derfor, man var kommet!

Asta maatte jo hen og takke sin unge ven og si ham noget behagelig. Og hun maatte komplimentere hans mor, som sat der, noksaa skjult og stille, men hvis tungsindige øine bak lorgnetten nu uttrykte glæde og stolthed over sønnen. Hendes eneste lyspunkt i verden!

Men Astas kinder glødet. Hendes hænder var 262kolde og klamme. Hun saa med noget av en syk samvitighed hen paa Gustav Klemm, der fremdeles sat urørlig, halvt dækket av flygelet. Nu kunde hun se hans ansigt. Der var et spottende smil om hans mund. Hans farve var blit sterkere. –

I samme øieblik reiste han sig. Og gik hen til en større gruppe, der nu staaende hadde samlet sig midt paa gulvet, hvor de ivrig diskuterte og disputerte om, hvad der hadde været fore.

Idetsamme han nærmet sig, var der enkelte, især av de yngre, der trak sig litt generte væk. Men som gjaldt det kun at gjøre plads for ham. Andre avbrøt den sætning, de var midt op i, saa samtalen gik istaa – og der blev noget av en pause.

Et eneste minut var der likesom tomt om ham –

Asta var i samme øieblik henne, hvor han stod. Hun visste, hvad han nu følte. Ingen uten hun ante, hvor bittert!

Han mottok hende med en spydig bemerkning om, hvor udmerket hun hadde arrangeret det for at berede ham en glad overraskelse. –

Hun fik ham sagt, hurtig, indtrængende, at hun intet visste forut om digtene. Men, at hun var viss paa, den unge Hebbel ikke hadde tænkt andet, end at det hele skulde tages let paa, som en harmløs spøk. Og at han hadde trodd, de alle vilde more sig over det – selv den ældre kritikker, det jo paa en vis var gaat ut over! – For ingen kunde jo vite bedre end han, at det bare var ved at 263være ensidig og fremsætte paradokser, at en kunde bli morsom og faa sagt noget rigtig slaaende!

Men hun saa, at hans pande var sammentrukket. Med tunge skyer over. Og at der i hans blik var noget hvast, ondt – og paa samme tid forpint.

Nu sluttet der sig nogen andre til dem. Flere uttrykte sterk misbilligelse av ungdommens hensynsløse hovmod og selvtillid og dens mangel paa virkelig utviklet kunstsans.

Dette blev adresseret som en kompliment til Klemm.

Han gav ogsaa sin tilslutning i nogen bitende ord om «umodne, hvalpete begavelser», der vilde tiltrække sig opmerksomhed og bifald ved «clowngrimacer og publikumskunster». –

Men, der var likesom ingen rigtig resonnans omkring ham allikevel. Man var hurtig færdig med ham. Og trak sig tilbake. Spredte sig – og fortsatte paa egen haand. Mest to og to. –

Astas hjerte brændte av sorg og harme. Hun var forbitret paa den unge literat, som hadde beredt den ældre, saa forfulgte kollega, denne ydmygelse!

Og det, her paa dette sted, hvor han netop hadde hat den forreste plads og den avgjørende stemme, i alle æstetiske spørsmaal! – Og saa ubetinget været den første autoritet for de fleste av dem – der nu feigt «tok avstand» fra ham! –

Og – mens hun nu fik en av selskabets musikalske kræfter til at foredrage nogle saker paa 264flygelet – arbeidet hendes hjerne under et høitryk, der var som en feber:

Engang hadde hun følt, at der blev kaldt paa hendes mod, hendes alvor og uavhængighed. Det var da det gjaldt at faa frem til utvikling, det hun eiet av gjærende kræfter og evner. – Og hun hadde fulgt.

Nu, – efter dette sidste aars kamp og bitre erfaringer – nu følte hun det, som om kaldet atter var der! Opgaven stilledes hende paany – men paa en høiere, mere utsat plan. Med større sak – og større offer.

– Hun skulde endnu engang ta sin skjæbne i sin egen haand. Og finde sig sin egen vei –

Og – hun vilde ikke bøie undav!

Det var idetsamme som gik der en susen av sterke vingeslag over hendes hode: Nu var beslutningen der. Stor og færdig steg den frem i hendes sjæl.

Nu skulde hun vise Gustav, at hun dog kunde holde maal.

Hun vilde komme til ham og si: Her er jeg, Gustav. Det, du forlangte av mig dengang – en aften, for et aar siden – det kommer jeg nu frivillig og gir dig. En stor gave er det. Det største jeg eier. Mig selv. Du skal ikke længer gaa og tro saa smaat om mig, at det er feighed for opinionen, eller saaret selvgodhed, der holder mig tilbake! Menneskene faar nu si, hvad de vil. Aapent kan vi vel heller ikke trodse de borgerlige love – saameget dette end for mig vilde synes at 265være det sandeste og det rigtigste! For i virkeligheden staar vi jo som frie mennesker begge to. Og vi vil hæve os op til at skape os vor egen lov. Vi vét jo med os selv, at den ikke staar i motstrid med det store, guddommelige moralbud. Vi gjør intet andet menneske uret. Vore følelser er rene og alvorlige. Og vor egen æresfølelse og ansvarsfølelse vil bygge værdigheden og trygheden om os. Vi skal hjælpe hinanden til at leve. Du skal faa kraft til at motstaa. Og dine rike evner skal igjen utfolde sig og mane andre til stort, humant livssyn og til kamp for tolerance og aandsfrihed. – Som saa mange gange før. – Og de skal erkjende sin uret mot dig.

Vort forhold maa jo endnu en tid, fordi det maa skjules, bli hjemløst. Ufuldkomment. Men om ikke ret længe, kan vi ogsaa utenfra faa det stempel paa det, som berettiger os til aapent at vedkjende os det.

Indtil da. – Vær varlig med mig. Forlang ikke for meget. Jeg viker ikke tilbake for at miste andre menneskers agtelse og venskab for din skyld. – Men skulde min mor faa det at vite – saa vilde jeg tilføie hendes hjerte et ulægelig saar. Og det vilde jeg saa gjerne spare hende for – om mulig!

– Selskabet brøt op.

Hun hadde faat trukket Gustav litt tilside, førend han gik.

Han blev opmerksom paa hendes uttryk. Det var saa forandret. Saa spændt. Med noget sterkt og beaandet, der likesom spillet i hver fiber i det intelligente ansigt –

266Og hans skjønhedsutviklede blik hang ved denne nye charme, der nu aabenbaret sig hos hende – med beundring, med et glimt av varme, av ømhed og glæde.

Og Asta opfanget skiftningen i hans minespil og uttryk. Nu saa hun atter den mand, hun hadde lært at elske. Gustav Klemm fra vinteren forut! Fra den lyse juniaften ute paa Bygdø – i skjæret av solnedgangen – med glans fra sjø og himmel omkring sig!

Og hendes hjerte banket. Hun trak pusten tungt. Som var hun nær en hulken.

«Gustav», hendes stemme var fuld, med noget dirrende i underklangen. «Faar jeg lov til at komme ut og se, hvorledes du har det derute? For eks. imorgen eftermiddag? Jeg har noget vigtig at snakke med dig om. Noget stort at spørge dig om. Noget forfærdelig stort,» gjentok hun og fæstet sine store, straalende øine paa ham med en saa intens og eiendomlig glans, at han studset.

Der gik en hastig bevægelse over hans ansigt. Om de fyldige læber trak der sig et usikkert, ubestemmelig smil.

«Vil du det? Du er velkommen. Men ikke imorgen. Jeg er optat. Men iovermorgen – til tjeneste.»

Han spurgte ikke mere. Hans stemme var rolig, næsten let. Men, der var noget i hans haandtryk, varmt og dvælende, som sa hende, – at nu var han ialfald ogsaa glad – og tryg.

– Om han end ikke forstod. Ikke nu.

267– Asta stod igjen midt paa gulvet i sin hybel. Alene. Hun holdt haanden haardt mot hjertet. Taarene brændte i hendes øine. Og hun hvisket fremfor sig:

«Jeg elsker ham jo – jeg elsker ham – Ingen er som han.»

Hun gjentok det for sig selv.

«Ingen er som han.»

Og et litet øieblik bakefter – kom det stille, hviskende:

«Og han elsker mig.»

*

Klokken var ikke mer end 11 næste formiddag, da det ringte paa døren til Astas atelier.

Hun var litet oplagt til at forstyrres. Og lukket motvillig op.

Til hendes store overraskelse var det ingen anden end hendes unge ven, Thorvald Hebbel, causeuren fra aftenen forut!

Han var øiensynlig litt nervøs og forlegen. Takket Asta for gaarsdagens hyggelige aften. Hilste fra sin mor. Rømmet sig. Og kom likesom ikke længer.

Asta bad ham sitte ned, og satte sig selv likeoverfor. Men uten nogen fremtrædende hjertelighed. Hun takket ham for den forstaaelse, hvormed han hadde omtalt hendes bok. Men stanset saa op, hun ogsaa. Uten at gaa videre. Ventet likesom paa, at han skulde komme frem med det, der hadde bragt ham derhen.

268Han dreiet paa sin hat, som han holdt i haanden. Og læste gjentagne gange, og som det syntes med stor opmerksomhed, fabrikantens navn i bunden paa pullen. Og rømmet sig igjen. Hans applomb fra aftenen forut var ganske forduftet!

«Mor syntes, jeg selv skulde gaa op til Dem idag, frk. Steineger,» kom det saa endelig. Og stemmen hadde sin varme, naturlige klang, mens hans brune øine troskyldig møtte hendes. «Og be Dem om undskyldning for at jeg – ganske visst uten at ha gjort mig egentlig rede for det iforveien – kom til at fornærme en av Deres gjester – og derved ogsaa Dem selv igaaraftes! De skjønner, hvad jeg sigter til. – Feilen var, at jeg hadde fundet paa at komme med disse smaa digtparodierne mine som en overraskelse. Jeg trodde det skulde bli saa morsomt. Ikke engang mor visste om det. Jeg tænkte, alle vilde forstaa, det bare var gjøn. Om det end naturligvis var mit alvor, det jeg sa om digtene forresten, kan De vite! Jeg hadde slet ikke heller ment det som noget angreb paa Gustav Klemm personlig. – Han med sin brillante og slagfærdige pen sitter da vel forresten saa pas fast i sadlen, at han maatte kunne taale en anden mening end sin egen! Og enhver faar jo beholde sin opfatning av et kunstverks værdi. – Men det var det, som gjorde det saa galt, at Deres selskab var privat. Og mit foredrag var beregnet paa «Samfundet»! Det gjør svær forskjel! Og det var likesom rent kommet bort fra mig! – Jeg skjønte jo, at Klemm var ordentlig sint paa mig. Men, at De 269var vond paa mig, frk. Steineger, det var meget værre! For det merket jeg ogsaa! Ja, jeg forsikrer Dem, – jeg har været saa lei over det bakefter saa!» – kom det tilslut aapent og lyst, med en appel til Astas tilgivelse i det bønlige blik.

Asta nikket let et par gange. Som hun pleiet, naar det var noget, hun var enig i. «Ja, jeg vil oprigtig si, at jeg syntes, det var kjedelig,» svarte hun. «Ikke kanske saameget for» – og nu kunde hun ikke hjælpe for, at der kom et litet smil – «den morsomme parodiens skyld. For, ærlig talt, der holder jeg sandelig med Dem, jeg ogsaa! – Men, der var noget andet – efter min mening langt alvorligere, og som virket ulike pinligere – der kom frem igaar! Og det var dette – denne kamp likesom, mellem de unge – og de, som er ældre! Dette hovmod – rent ut sagt – den hensynsløshed, som det er at kaste dette ord: «Vi unge», som dere altid siger – frem, som et – som et trompetstøt – skurrende, paagaaende, – i ansigtet paa dem – der ikke længer er unge!»

Asta hadde talt sig varm. Og fæstet nu sine øine likesom utfordrende paa den unge literat.

«Men, frøken Steineger – jeg mente ikke – De maa ikke –» Han var blit blussende rød.

«Ja, omforladelse min kjære Thorvald! – Men jeg, som jo har kjendt Dem helt fra De var skolegut, jeg synes, jeg maa faa lov til at snakke like ut – ikke sandt? De har jo ogsaa slik vind i seilene, De, saa De kan nok taale litt motbør, ikke sandt? – Men dere unge skal skjønne, at slikt maa saare og 270opirre og sætte ondt blod! – Endda de ældre naturligvis kan være –» hun saa drillende paa ham midt i alvoret – «langt klokere, langt mere dypt alsidige, mere retfærdige, mere modne – end – De selv for eks.!»

«Ja, det kan nok hænde det. Det kan De nok ha ret i paa en vis. Men –» Og den unge mand løftet ogsaa hodet og saa ivrig og kamplysten ut. «Men vi, som er unge nu – vi maa reise os mot den indflydelse – den lammende, negative, nedbrytende indflydelse, som mændene fra ottiaarene har hat saa altfor god tid – og evner ogsaa, med alle de begavelser, de har kunnet stille – til at utøve paa os selv i vor opvekst – ja paa hele nutidssamfundet!»

– «Og saa uten videre glemme, hvad dere har lært av disse mænd!» svarte Asta hurtig. Og der kom en liten rynke mellem øienbrynene, der gav hende noget strengt, overlegent. – «Hvor stod ungdommen nu, hvis ikke disse banebrytere gjennem tvil og lidelse og anfegtelse og mishandling hadde brutt stængsler ned – og fordomme, og falske værdier? Revet stasen av disse overfladiske, saakaldte ideale livsprincipper? De, som bare er puter til at hvile paa, men ikke verktøi til at arbeide med! Husk, det er de mænd, som har skapt ordene: fri tænkning, fri forskning – personlighedens ret – individet – husk det!»

– «Aa – det meste av det der hadde de fra de store aander, like til fra tyve aar iforveien,» avbrøt Thorvald Hebbel. Han var ogsaa nu i fyr og 271flamme. «Den generation, hvortil Gustav Klemm hører –»

«Den generation har hat det ondt,» skjøt Asta ind med varme. «Netop fordi de kom efter de andre! – Saa faldt det store oprydningsarbeide i deres lod. De maatte likesom krabbe sig frem mellem alle slaggerne de, – som laa igjen overalt. Og prøve paa at finde guldkornene i dem! Mens luften endnu var fuld av det støv og det smuds, der var hvirvlet op efter det voldsomme arbeide, disse «store aander» hadde hat med at hugge malmen ut av fjeldet – dernede i gruberne og skakterne – De ved –»

«Det er noget sandt i det. For nogens vedkommende blandt dem! Men, saa varte det ikke længe med den søkningen efter det der guldet ialfald! Dertil var de efterhvert blit for skeptiske, for kritiske – og for lyssky! De taalte snart ikke længer noget, der skinte og lyste – som guld! De holdt jo for ørene sine, bare en nævnte slikt som «idealer» og «tro». – For dem kom slagordet «kampen for tilværelsen» til at bli det eneste saliggjørende. Tat i sin dobbelte betydning – i forening med livsdriften, sanseligheden. Der fandt de livssandheden. Det passet dem ogsaa. Rent personlig. – Som oftest kom de jo fra smaa stængte forhold. Sommetider med daarlig arv – baade i den ene og den anden retning. Saa blev de bitre i sin selvfølelse, og egget i mistro til alt bestaaende. Og kastet sig ind i oppositionen. Blev radikale, naturalister, socialister. Kom sig op paa det. Gjorde 272glimrende propaganda for det! – Evner hadde de. Stilistiske begavelser var de ofte ogsaa. Netop saan som Gustav Klemm. Og for det meste trodde de vel, ialfald til at begynde med, paa sin berettigelse til det nedrivende arbeide, de gav sin støtte! Jeg var selv begeistret for Gustav Klemm som skolegut. Hørte som student i samfundet glimrende foredrag av ham. Og hans bok om «ottiaarene». Og hans korrespondancer fra Paris til «Tiden» dengang han laa der med journaliststipendium – ja, jeg tænker, De husker dem likesaa godt som jeg. De var enestaaende! – Men – han hadde jo sin svakhed. Allerede dengang. Der er ikke saa faa kvartalsdrankere i den generationen. – Og nu saa de jo, hvorledes det gik dernede i Kjøbenhavn i sommer! For noget, som heter: Moralsk rygrad, det eier ikke den slags folk! Og det er nu saa da, at naar et menneske ikke har idealer at arbeide for, ikke har noget fast standpunkt – om de begynder aldrig saa stort og aldrig saa høit – saa kommer reaktionen svært fort! Alle begreber blir likesom mere og mere flydende for dem. Slikt noget som kamp for renhed og sedelighed, det synes dem mere og mere kun at passe for idioter! Og saa blir der ubønhørlig nedgang og indre opløsning – over hele linjen! Det er saa sikkert som en laas! – Da slipper det, som Ibsen kaldte rovdyrinstinktet løs i en! Og det blir at karre til sig alle glæder og nydelser, baade dem av laveste art, og dem med alle de æstetiske raffinements, de raader over! En souveræn bruken og misbruken av alle 273livets chancer! Uten forstyrrende indgrep av slikt som ansvar, pligt eller offer. – De ophøier jo sig selv til høieste domstol i alt. Og den domstolen, den frikjender dem i alt ogsaa – uten procedure! – Og derfor blir deres liv – som det er!»

«De maa undskylde mig, kjære Thorvald,» Astas stemme lød kold og tør og overlegen. – Men inde i hende hadde der idetsamme slaat et ekko ned av et ord, hun engang hadde hørt: «Menneskenes dypeste skyldfrihed, det er det nye i tiden!» Det var Gustavs ord hin dag paa Bygdø. – «De kan maaske ha ret. For enkeltes vedkommende. Men jeg vil si Dem én ting: Gustav Klemm er min ven. Jeg kjender ham. Jeg har kjendt ham godt, intimt» – «det er det samme, hvad han tænker,» sa det trodsig inde i hende. – «Jeg taaler ikke, at De slaar ham i hartkorn med – enkelte andre av hans samtid! Han har idealer. Han har moral. At han kan ha sin svakhed, sine fristelser. At skinnet kan være mot ham. Det vet jeg ogsaa. Og – det der i Kjøbenhavn har skadet ham meget. Uoprettelig, hadde jeg nær sagt! – Men er det ikke en ynkelighed at angripe en mand – kaste smuds paa hans hele karakter – fordi slikt kunde hænde ved en enkelt leilighed og i forbindelse med – med ting – som kanske netop vilde tale til hans fordel – til hans ære – hvis folk bare kjendte den hele sandhed!» Og Asta reiste hodet triumferende, og de store, straalende øine spilte som i flammer, der uvilkaarlig bragte hendes unge motstander til at bøie hodet. – «Gustav Klemm er en i sit 274inderste væsen ren, hæderlig og sand karakter,» fortsatte hun roligere. «Han kjæmper for, hvad han anser for ret. Og der er ogsaa uendelig meget av ret i det, han vil! – Hans personlige vandel har jo ligget aapen. Med alle sine feil. Det vet De jo selv. Og hans livsskjæbne, – det ulykkelige egteskab, den store sorg, hans daarlige hustru har bragt over ham – alt det kunde vel bringe en mand med det gemyt til at – til imellem at søke stimulans – glemsel – og litt livsglæde.»

Hun holdt inde. Thorvald Hebbel hadde pludselig reist sig. Han stod med hatten i haanden foran hende. Hans ansigt var blit meget blekt. Og han bet sig flere gange i læben, som om han hadde vanskelig for at beherske sig.

Asta saa forundret paa ham.

En anelse grep hende. Hun vilde verge sig mot den. Hun reiste sig ogsaa. – Og lot som hun trodde, at han ønsket at gaa, fordi han syntes, visiten hadde varet længe nok. Hun smilte forceret. «Ja, undskyld, Thorvald – jeg blir saa ivrig. Det der gjør mig saa ondt, skal jeg si Dem! – Og nu har jeg nok rigtig tat av Deres tid. De er vel saa optat, kan jeg tænke, like efter at være kommet hjem –»

«Frøken Steineger.» Han la hodet litt paa siden. Hans brune øine saa paa hende med noget bønlig, som bad de paa forhaand om undskyldning for, hvad han nu vilde gjøre. – «Vi unge, som kjender Dem, som beundrer Dem, som regner Dem til en av vore – fordi De ogsaa er ung. Og fordi De av Deres anlæg og hele naturel staar os 275nær og hører os til! De maa ikke – De skulde ikke tro Gustav Klemm for godt! Det er synd paa Dem! – Kjære frøken Steineger, De har altid været saa snil mot mig, helt fra jeg var gymnasiast, og vi disputerte om alting – kan De huske? Men – De maa ikke tro Gustav Klemm saa godt, som De gjør!»

Der var noget i den vegt, hvormed disse ord blev uttalt, der blev som et slag rettet like mot Astas fineste hjertefibre.

«Hvad mener De? Hvad vover De?» – Hendes ansigt var hvitt. Og der var en slik forbitrelse under den litt hæse stemme, at den unge mand uvilkaarlig tok et skridt tilbake.

Han svarte hende heller ikke. Bare stod urolig og nervøs. Som om han helst vilde flygte. Men ikke turde.

«Hvad mener De med, hvad De sa?» gjentok Asta, idet hun gik ham et skridt nærmere. – Og hendes blik var i dette øieblik baade koldt og arogant.

«Jeg mener – det var bare det, at jeg syntes, at jeg maatte være saa dristig –.» Han saa hende nu uforfærdet ind i øinene, men hadde vanskelig for at faa ordene frem. – «Saa hensynsløs kanske – fordi jeg trodde – fordi jeg –. Ja, det kan jo være det samme. Farvel, frøken Steineger! – Og vær ikke vond paa mig. Tro mig – jeg mente det godt.» Han strakte haanden frem.

Asta tok ikke mot den.

– «De kan forresten godt si, hvad De vil om Gustav Klemm.»

Nu var hendes stemme rolig. Og en viss kjølig 276foragt præget hendes ord: «Det vil virkelig interessere mig at høre, hvad menneskene kan faa det til,» – la hun til, da han ikke svarte.

«Aa nei, det er bedre ikke at snakke mer om dette. Vær saa snil ikke at spørge mig –» «Jo, – nu forlanger jeg det!»

«Ja, naar De vil saa.» – Han dreiet paa sin hat og saa ned og talte med klangløs stemme, som om vilde han skynde sig at faa sagt noget, det gjaldt at komme hurtig over. «Det er vel noget alle vet, at paa det erotiske gebet har Gustav Klemm altid været anset for – meget frigjort! Hvad det her gjælder, tror jeg nok er almindelig kjendt i byen – jeg har først hørt det, efter jeg er kommet hjem

– nemlig, at der i det sidste aarstid har været et fuldt etableret forhold mellem ham og denne fru Bervig – foruten at der ogsaa –»

«Nei. Det er ikke sandt!» avbrøt Asta ham. Det kom aldeles rolig. Hun løftet bare øienbrynene en smule, som for endnu mere at uttrykke sin foragt.

«Mor» – begyndte han.

«Er Deres mor ogsaa med paa denne sladderhistorie?» skjøt Asta heftig ind.

«Mor trodde, De maatte ha hørt det nu.» Det kom mere dæmpet og fuldkommen behersket. «Men at hvis De visste, hvorledes det hele gaar for sig derute, saa – Jeg har en kamerat, som er ansat i «Tiden». Fru Bervig tilbringer nemlig ganske aapent flere dage derute i Bækkelaget ad gangen! – Der blir telefoneret til dem begge paa éngang fra redaktionen.

– Og da skal hun ikke ha den bedste indflydelse paa 277ham paa andet hold heller! – Men mor mente, at De kanske ikke saan vilde invitere dem sammen til Dem. Og at det var saa – saa galt av ham,» han prøvet tydelig at finde et svakere uttryk end det, som laa ham paa tungen, «at komme her sammen med hende og likesom paa en maate narre Dem til at protegere dem! – Men det er ikke bare det. Hvad de især er saa sinte paa ham deroppe i avisen for, det er, at han i den anledning ikke har brutt ordentlig med den sættersken deroppe i trykkeriet, som han nu i flere aar har staat i forhold til! – Det var jo meget for hendes skyld, at hans kone fik skilsmisse. – Det visste nok alle dengang – det var slet ikke konens skyld – som De tror –.»

«Saa?» – Det var, som om Astas hjerte ikke mere slog. Men hun trak bare paa skuldrene. «Saa,» gjentok hun. «Det kan jo være mulig. Det er ialfald gamle historier det der. – Og den slags – kvinder faar man vel ikke skjænke saa svært megen tiltro. – Men, med hensyn til dette – med ham og fru Bervig,» hendes stemme var iskold. «Saa tillater jeg mig ialfald foreløbig – ikke at tro paa Deres – saa korrekte oplysninger.»

Der var en saa overlegen sikkerhed, og en saa fuldstændig overseen av hans ord og ærlige forsikringer i hele hendes væsen – at det ikke kunde andet end virke opirrende paa ham. Men han betvang sin opbrusende heftighed. Og svarte ikke. Stod endnu som uviss midt paa gulvet. – Saa rakte han atter haanden frem for at si farvel. Men hun saa det ikke. Eller ænset det ikke.276278«Kjære Thorvald,» vedblev hun. Og nu var der en viss venlighed i hendes stemme. Men som fra en ældre, der nedlater sig til at svare en ung, umoden jypling. «Det gjør mig ondt, at dette skal være vor første samtale efterat De nu har været borte i saa lang tid. Jeg er viss paa, De mener mig det godt. Og det gjør ogsaa Deres mor, det vet jeg. – Men, jeg er nu av dem, der ikke følger flokken, og ikke lytter til løse rygter, naar det gjælder mennesker, jeg holder av og tror paa! Skinnet kan være imot, som jeg sa. Det forstaar jeg. Men sandheden – hele sandheden i den slags ting – er der kun én som kjender – og det er angjældende selv! – Farvel –.»

– Asta laaste døren efter ham. Efter først at ha hængt ut paa dørgrepet sit kort med «Ikke hjemme». Og trak saa de tykke portiérer rigtig vel for.

Derpaa blev hun staaende midt paa gulvet i det store værelse. Hun følte ingenting. Hun kjendte ingenting. Det, som var kommet ind i hendes bevissthed, hadde likesom endnu ikke naadd at forplante sig til nerverne. Eller slaget over dem hadde været saa voldsomt, at alt var som lammet – foreløbig.

Hun gik bare hen og flyttet paa et par stole, der var kommet ut av plads. Ganske mekanisk. Og hun la ordentlig og nøiagtig sammen nogen aviser, der laa henslængt paa det lille bord foran «den grønklædte».

Hendes øine streifet skrivebordet. Der stod 279i et glas en liten buket sneklokker, som Gustav Klemm igaaraftes hadde hat med til hende, da han kom.

Hun snappet den ut av glasset og kastet den med en lynrap bevægelse ind i kakkelovnen –

Det var alt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.