Det går ikke i livet ganske så til som i bøgerne og i ungdoms-fantasien. Man gifter sig f. eks. sjælden af kærlighed.

Kære Riis, vi giftede os da virkelig af kærlighed.

Vi, min bedste, er nu for gamle til at tale om kærlighed.

For gamle? Kan en blive for gammel til at tale om kærlighed? Til at føle den – ja. (Tørrer sine øjne.)

Når nu pigen så alligevæl kommer bort, så synes mig, at den historie burde være ændt. – Det hele var jo en uregelmæssighed.

Jeg vidste i grunnen ikke, hvor højt jeg ælskede henne. Nu, hun skal rejse, er det, som jeg ikke kan holde det ud.

Slige ting er hændt alle –

Nej, Riis, det kan du da ikke sige.

Jeg taler ikke om os, min pige; – der er noget ordnende i livet, som drager os in igæn, om vi halvt komme på afveje. Vor omgang, den gænsidighed, som råder … Tror du, jeg havde siddet her, om jeg havde rennt efter mine lidenskaber?

En må dog have lidenskab, Riis, – lidenskab for det gode.

Meget rigtig, min pige, – og for Frederik er det gode hans fræmtid. Han må med lidenskab – det er virkelig et godt ord – sørge for sin fræmtid. Hans fars sociale stilling gir af sig sælv nogle trin opad. Han må sælv stræbe videre.

Lykken består ikke altid deri, kære Riis.

Nej, nej. Men den, som forsømmer det, skal få se! Det er i innerlig forstand at svigte sin bestæmmelse.

Vor bestæmmelse, kære Riis, er at blive salige.

Ganske vist. Men derfor er det ingen synd allerede hernede at blive så lykkelige som muligt, min pige.

Nej! Men da må vi få følge vort hjærtes bedste inskydelser, du.

Mor har bestandig ræt. Du kan være sikker på, Frederik, at når du følger dine forældres råd, så følger du også dine bedste inskydelser.

Ja, det er sikkert.

Altså når du til de sælskabs-ringe, de samfuns-ringe, som vi har kunnet knytte, føjer nye, ved at gifte dig, ved ællers at være, som du bør, så fyller du din bestæmmelse, så glæder du os og grunlægger dig sælv.

Det er så vakkert. Du må høre på, hvad din far siger, Frederik. Kærligheden er dog det højeste.

Jeg synes ællers ikke, at dette var om kærlighed.

Jo, det synes jeg da rigtig.

Kærligheden til dine forældre, Frederik.

Ja.

Gående ud fra den – mener mor – vælger en rigtig; går en udenom, så støder han mod livets ordning og kommer altfor læt på afveje.

Nej, det var ikke egentlig sådan –

Dette drager dig ned, min søn.

Hun er jo virkelig en brav pige, og da synes jeg hæller ikke, vi forældre kan have noget imod det? Ikke sant, Riis?

Jeg har naturligvis ikke sagt din mor noget om – Er du dog ikke enig med mig deri, min pige, at det er urigtigt af Frederik at binde sig nu –? Han må bevare sit hjærte for de ædleste inskydelser, som du før sa’.

Jeg havde lyst til at lære henne at kænne.

For Guds skyld! – Jeg finner ikke, vi bør blande os for dybt i det, mor. Nu forlader hun jo landet.

Stakkels pige! Hvorhen rejser hun?

Til Amerika, til nogle slægtninge.

Men hvis nu Frederiks følelser er rigtig ægte, du?

Lad dem prøves!

Ja; for om hun er simpel, når hun er brav! Du sælv, Riis, har jo arbejdet dig op fra ingenting.

Der er kanske en smule forskæl. Men det skal vi ikke opholde os ved. Lad Frederiks følelser prøves! Er du ikke enig med mig i det?

Jo så ganske. Prøv dit hjærte, hedder det. Ak, Gud, ja!

Jeg kunde nok have lyst, far, til at følge med og tale lidt nøjere med dig.

Det kan du så gærne.

Ja, kan jeg det, – så gør jeg mig færdig, jeg også?

Men – skulde ikke Holstes om et par dager have en udflugt? Jeg véd, dampskibet er lejet.

Ministerens?

Ja.

Jeg kænner mig ikke oplagt til –

At være med? – Vist må du så!

Det synes jeg også. Ungdommen skal more sig. Siden kommer så meget.

Men apropos om sælskaber. – Når skal vi så have vor ingeniør-middag?

Det var for at tale med dig om den, jeg kom in, – ja, også for noget annet. Hvor længe blir du borte?

Jeg tænker ti dager, i hvært fall ikke over tolv. Hvad siger du om fredag fjorten dager? Lad mig se: det blir den attende.

Jeg talte med fru Holst i går i basaren.

Ministerens?

Ja, Magda. Adolf kommer hjæm på besøg med sin hustru; så skal de gå til alters, hele familjen; det blir nætop den attende. Jeg tænkte: skulde ikke vi også gå den dag?

Du siger noget? Ja! Jeg håber, børnene går med.

Det gør de. Det er så vakkert at se en familje gå sammen med sine voksne børn.

Husk på det da, Frederik: på fredag fjorten dager.

Men sælskabet?

Ja, – et par dager i forvejen? Onsdag? Så var vi så fri på fredag?

Det passer jo ypperligt. – Så ordnes alting i mit fravær.

Det var nætop så, jeg tænkte det.

Du er en flink hus-mor, Kamma. Kommer ikke bureauchefen? (Ser på uret.) Nå, – der er ænnu tid.

Kan jeg så være med?

Rent ud sagt, Frederik: ministerens gjorde regning på dig; nu husker jeg det.

Så I talte om mig?

Ja. Kanske er der én til, som gør regning på dig? Å, der står den jo! (Tar sin rejse-kikkert.) Man må se lidt i det fjærne. (Sætter den ved væsken.)

Jeg møder dig i hvært fall på peronnen.

Ja, ja. (Frederik går.)

Du, Riis, det var virkelig især om Karen, jeg vilde tale med dig.

Hun har ikke været her ænnu i dag? Er hun atter uvæl?

Ja, har du ikke set det? Hun er ganske som før, – bleg, spiser ikke, sover ikke.

Nu igæn? Jeg tænkte, det var gåt over?

Det var også gåt over.

Hvad er det nu da?

Ja, jeg véd ikke. Hun siger intet. Kunde ikke du tale med henne?

Jo. – Du kan hænte henne.

Det var just det, jeg ønskede. (Går.)

Sig mig, Kamma: – hun har ikke mødt Hans Kampe? De er komne hjæm igæn, både han og faderen; de averterer i dag, ser jeg: «Kampe & søn». Har hun nævnt dem?

Nej.

Vil du hænte henne? (Fruen går.)

Den ene pakke er til frøkenen.

Der var også en til ingeniøren. Han tog den sælv.

Denne til frøkenen kan ligge. Er kofferten bragt ned?

Ja.

Om en halv time ønsker jeg vågnen. Så hænter De min væske her. (Tjeneren går.)

Hvorledes er det med dig, min pige?

Dette med –? Den dumme druknings-historie?

Men der er jo ikke et mænneske i hele byen, som har talt om den?

Jeg synes, at hele byen ikke burde tale om annet.

Vær dog fornuftig! – – Vil du svare mig åbent?

Ja.

Sa’ Hans Kampe noget til dig, den gang han kastede sig i båden?

Nej.

Nej? – Ikke et ord?

Og dog –?

Han så bare på mig. (Gæmmer sig.)

Har du mødt ham nu – efter hans hjæmkomst?

Jeg mødte gamle Kampe i går, han så virkelig så godt ud, så –

Det var nu ikke ham da. Har du mødt Hans? (Karen har vændt sig bort.) Han så atter sådan på dig? Bebrejdende? Hvad? (Hun går fra ham.) Frygteligt! –

Hør, min pige! Jeg har også en smule takt. Min stilling kræver den og udvikler den. Jeg kan sælvfølgelig også bedømme et sådant tilfælle – måske bedre æn de herrer Kampe & søn. Og jeg forsikrer dig (jeg kan gærne sige på det gode sælskabs vegne), at tre unge damer intet annet her havde at gøre æn hurtigst muligt at ro tillands efter hjælp. Og det gjorde I.

Men sæt, at han var druknet –!

Ja, sæt –!

Doktoren brugte næsten en halv time for at få liv i ham.

Sæt, han var druknet! Hvis vilde så skylden være? Hans egen. Vi kan ikke – og allerminst unge piger rædde enhvær, som dør i vor nærhed – det være sig på sjø eller land.

Jeg har tænkt det igænnem tusene ganger. Å, hvad har jeg i hele denne måned ikke altsammen tænkt! Og opdaget!

Se, der har vi det! «Opdaget»!

Kanske er dette sendt dig til vækkelse, Karen!

Ja det er sikkert, at jeg er bleven vakt! Ti hvor er jeg ikke unyttig og uduelig!

Se så! Se så! Alle disse overspænte ting. Du skulde hvær dag tage dig en ride-tur. Det gjorde dig så godt sist. Begyn igæn! – – Unyttig, uduelig, du Karen? Du, som var den flinkeste af dine jævnaldrende. Det har næsten alle dine lærere sagt.

Tænk dig om, far! Har du set et virkelig dueligt mænneske være snærpet? Nej, det er bare vi unyttige, uduelige, som er rædde og snærpede. Vi, som læser og fantaserer og – ja, hvor er vi ikke usanne!

Se så! Usan også!

Men det er der virkelig noget i, Riis!

Se så, se så!

Jo, for vi holder så mange idealer og sådant og så er der ingenting ved os alligevæl. Jo!

Det er, som mor siger.

Naturligvis er det, som mor siger; ti det er fra mors forrykte familje, du har alt dette. Jeg begynner at tabe tålmodigheden.

Altid skæller du på min familje, Riis.

Nu, ja, der er jo også meget udmærket ved den. Den har jo givet mig dig. – Men hør nu, Karen, jeg vil dig jo bare godt.

Jeg vidste ikke, at min familje har villet dig, eller nogen, annet æn godt?

Det vil den også; det vil den virkelig. – Hør nu, Karen; du bør hæller stole lidt på mig, din far. Jeg kan dog ikke ville have dig på afveje.

Nej, Riis, det kan du ikke sige om min familje, at den vil have nogen på afveje.

Det har jeg hæller ikke sagt, min pige. – Du skal modarbejde det svage i din natur; det er enhværs pligt. Og dette er det svage hos dig, at du –

– Du siger da væl ikke, Riis, at det svage har hun efter min familje?

Langtifra.

Ja, for det vilde være stor uræt. Så megen energi som der er, så megen tro, –

Ja da! – Du vil ikke afgrænse dig for det, som foreligger nætop dig. Så mælder sig alt, du tror burde gøres, og det avler utilfredshed, grubleri –

Ja, men det er virkelig så meget, vi skulde gøre, som vi ikke gør. Det er sant, det.

Naturligvis.

– For eksempel dette med de fattige. For vi er ikke mod de fattige, som vi burde. Nej, vi er ikke det.

Du har som min datter en stilling at oprætholde. Du skal præsentere –

Vi gir de fattige bare af vor overflod. Og det er ikke nok.

– præsentere ved din dannelse, dit væsen, den inflydelse, jeg har søgt at nå. Du hjælper mig derved direkte til at gøre den behagelig for andre. Hører du på mig?

Ja.

Så fatter du snart, at der er afstand, – afstand mellem –

Jo, der er altfor stor afstand mellem det, vi sidder og hører præsten præke om søndagene, og det, som vi gør. Det tænker jeg så ofte.

De, som er løftet op på samfunnets højder, min pige, –

– For når der siges, at vi skal elske vor næste som os sælv –

– de, som er løftet op på samfunnets højder, får støtte hværandre –

– så gør vi ikke det. Å, der er så langt, så langt fra det!

– og da allermest et barn sin egen far.

Det er på kærligheden, at det skorter – ja kærligheden!

Se, nu har vi kærligheden! – Jeg må intrængende inskærpe dig, Karen, at du ikke må sådan flyde ud over –

Vi lever bare for os sælv, gør vi, og betaler ifra os med små-pænger og små-opmærksomhed det langt, langt større.

– flyde udover akkurat som en blind flaggermus i halv-mørke.

Det er så tungt (Græder.) at vide, at en ikke kan række at være, som en skal.

Nu græder hun! – Det kommer af forvirring, dette, at ville hjælpe alle og alting i verden.

«Kærlighed er livets øje».

Far!

Hvad står på?

Har ikke du også fåt bogen?

Bogen? – Jo, jeg har fåt en bog. – Karen også.

Nej, har han haft den frækhed at sende Karen den.

Hvæm? – Hvad er det?

«Hans Kampe, ingeniør.»

Hans? – (Tager sin pakke og åbner den.)

«Om det så kalte ny system for –». Ja så?

Jeg har bladet den igænnem. Du kan ikke forestille dig, hvad det er for et nederdrægtigt arbejde.

Det var jo dejligt! For så er det os til stort gavn.

Nej, ikke så at forstå: Bogen er høflig inrømmende, ja, med et præg af rætfærdighed, forstår du. Det er just det! På denne måde – ved at rose dig, ved bestandig at nævne dig i ærbødige udtryk – er det, at han lidt efter lidt vil vinne læserens tiltro. Så lister han på dem en bevis-førelse, støttet på beregninger, teorier, som er kunstig, å, meget kunstig sammensat, – jeg kænner ham igæn! Og før de rigtig véd, hvorledes det er gåt til, ligger dit system over ænde, – og da blir han ved, så kold, å, så klog og kold, at beregne, hvor meget landet årlig taber ved det, og ænder i pene betragtninger over den moralske virkning på ingeniørerne. For de må jo nu være med og holde oppe, hvad de i grunnen ikke tror på, hvilket også alene blir muligt ved overslag og posteringer, som er lidet tilladelige.

Siger han det?

Han gir eksempler!

Nå, – dem skal vi se på!

Og dette er min væn, – den bedste, jeg har ejet. Jeg så op til ham som til, – å, Gud, så skuffet har jeg ikke været i mit liv! Nej, mod dette er alt annet ingenting.

Jeg har altid sagt dig det, Frederik, når du anbefalede ham så stærkt: han er væl sin fars søn. – Det plejer at være så.

Nej, alting er afskyligt – lige til bindet!

Bindet?

Ja, ser du ikke, den er inbunden? Tænk, at sende os den, ja, sende Karen den, inbunden! Som om dette var noget, vi rigtig skulde gæmme på?

Når jeg tænker mig om, så har du i grunnen ræt.

Og dette til Karen og mig, … hvad har vi dog gjort ham? – Og til dig, far, som har oprætholdt hans drukkenbold af en papa, skønt han virkelig var til skandale.

Ikke i sine forrætninger, Frederik! Vi må ikke påsige næsten mere æn –

Å, kom ikke med undskyldninger for ham!

Jo, Frederik, vi skal ælske sælv vor fiende.

Jeg tåler ikke at høre på sligt nu! – Men jeg skal også –

Frederik –!

Hys, hys, hys! – Nå, Karen! Det var det «blik», som Hans Kampe, ingeniør, kastede på dig, der gjorde dig så «san»?

Du skulde ikke have sagt dette til Karen.

Jo, det har hun just godt af.

Stakkels Karen! – Men jeg skal –!

Hør, Frederik, ingen dumheder! Det gælder nu som før: styr dine lidenskaber! Ællers kommer du ingen vej.

Men lidenskaben for det rætte, Riis?

Ja, kamp må der til.

Kamp? – Jo, det skulde være næt! (Det banker.) Kom in! Det er bureau-chefen. Nej, kamp må vi ikke værdige dem.

Nu? (Larssen hilser på ham med hånd-tag.) Nu? (Larssen hilser på fruen på samme måde.) Nu? (Larssen hilser på Frederik også på samme måde.) Nu?

Hvad befaler hr. general-direktøren?

Bogen? Hvad siger De om bogen?

Tør jeg spørge, hvilken bog hr. general-direktøren mener?

Denne, naturligvis. –

Tør jeg bede hr. general-direktøren om at få se den?

Naturligvis Hans Kampes bog om fars system.

Den?

Hvad siger De til den?

Intet.

Hvad for noget? Har De ikke læst den?

Nej, han –!

Jo. – Men bare to ganger.

Og der har intet særligt påtrængt sig Dem ved disse to første gænnemlæsninger.

Nej.

De er en solid man, Larssen. Der er noget ved Deres tro på en sag, som gør en godt langt in.

Ja, det er sant!

Jeg tænker ikke, at hr. «Hans Kampe, ingeniør», skal lære mig noget om det ny system.

Nej, det tror, sant for dyden, hæller ikke jeg! Han kan vist ikke lære Dem og mig noget om det. Jeg sa’ just til Frederik: ingen hidsighed, ingen kamp.

For Guds skyld!

Ja, der ser du! Det faller mig in: (Til fruen, som har været inne i det kammer, hvor Karen gik in, og nætop kommer.) – vi tænkte at undgå at bede gamle Kampe til vor ingeniør-middag; nu skal vi efter dette bede både ham og hans søn.

Nu kænner jeg dig igæn, Riis; vi skal ælske dem, som hader os.

Fullkommen rigtigt, frue, – d. v. s. hvis vi kan.

Ha, ha, ha! (For sig.) Nej, det kan jeg ikke!

Frederik!

Ja. (Vænder om.)

Husk på, jeg skal rejse.

Det er sant, ja! (Ser på uret.) Nu kommer jeg ikke til peronnen. Så kører jeg med.

Her er en del sager for Dem, hr. bureau-chef. Og er De så god at stige i min vågn, så får jeg undervejs give et par vink.

Det skal være mig en ære.

Den må jeg ikke glæmme.

Rejse-lekture! He, he! – He, he!

Her er beregninger, som alene den kan give, der er godt kænt på kontoret. Se, se!

De er naturligvis af den gamle! De er bægge om det!

Jeg skal se nøjere på dette. (Putter den i lommen.) Det skulde dog væl ikke være noget, som den gamle vilde dække ved denne manøvre, – hvad?

Man skal ingen mistanke give rum. Men siden De nævner det, vil jeg tilstå, at jeg ved læsningen af denne bog tænkte mig, at hr. Kampes regnskab burde have en extra-undersøgelse.

Men, kære! I må ikke straks tro det værste om et medmænneske, fordi om han kanske har fejlet.

Nej, mor, dette skønner du dig virkelig ikke på.

Bare at det siges, – er mere æn ti inlæg mod bogen! Udmærket! – Hør, Larssen! – lad forberede ved et par i revisionen en extra-undersøgelse, så kanske gør vi senere instilling til en sådan. – Men i al stilhed. Det var jo synd på mannen, hvad?

Det skal ske, hr. general-direktør!

Men i al stilhed; det var rigtigt!

Ja, farvæl da, min pige! Lev nu væl!

Hør, du, som er så god, Riis, vil du ikke sige et godt ord til Karen, før du rejser? Hun –

Nej, min sjæl, om jeg vil! Nu kan hun tænke over, hvad det er at tro på andre mer æn på sin far. – Så! Du er sød, er du! (Kysser henne.) Farvæl! Nå, græd ikke!

Vær’sgo!

Nej, vær’sgo, hr. general-direktør!

Kan De tænke? I mit eget hus –!

For megen ære! (Til fruen, som han tager i hånden.) Farvæl, frue!

Jeg følger med ud. –

Alligevæl!

Larssen! Husk nu det: i al stilhed!

Naturligvis, min pige! – Vil De have en cigar, Larssen!

Mange tusen tak!

Du, Frederik?

Siger aldrig nej til dine cigarer, far! –

Din skælm; du har været i kassen i dag; jeg har set det!

He, he! – He, he!

Frederik.

Ja – fred over huset! (De går.)