Det ny system

av Bjørnstjerne Bjørnson

SCENE-ÆNDRING


Første møde.

Forstuen hos Kampe fra første handling. Hans Kampe arbejdende. Karl Ravn kommer.

    Karl Ravn. 

Er De der? – Må jeg få lov til at takke Dem?


    Hans. 

Så De har læst bogen?


    Karl. 

Om jeg har læst den? Jeg tog den med i ingeniørforeningen i aftes. En del yngre havde aftalt møde. Jeg læste bogen fore.


    Hans. 

Nu?


    Karl. 

Vi var sammen til klokken to i nat. Jeg har aldrig været med på noget lignende.


    Hans. 

Virkelig?


    Karl. 

Véd De, hvorledes det er, når en hel del mænnesker trykkes af samme uklare fornæmmelse af noget usant, og så en stiger op og nævner tvilen højt? Og slår om de sætninger, en ikke rigtig havde turdet røre ved, slår dem sikkert, ubønhørlig ned, én efter én? Ja, – der kom et mod og en kraft i os, som kunde vi reformere verden!


    Hans. 

Hvor De glæder mig!


    Karl. 

På de yngre kan De gøre regning.


    Hans. 

Virkelig?


    Karl. 

Jeg for min del føler mig forpligtet. – Min hustru er aldeles enig med mig. – Ja, De kænner ikke min hustru?


    Hans. 

Jeg har ikke den ære!


    Karl. 

Vi har i hele formiddagen ikke talt om annet. Jeg måtte springe inom til Dem!


    Hans. 

Tak!


    Karl. 

Dette er jo ikke nyt for os. Det ny er, at det siges højt, at de tilintetgørende beregninger er ordnede, de støttende teorier ændelig givet sin rigtige anvændelse. – Nu har hæller ikke jeg så lidt at supplere.


    Hans. 

Dersom De vidste, hvor De glæder mig! De er den første, som bringer bud fra min bog, en rigtig forårssvale –


    Karl. 

– som hedder Ravn, ha, ha, ha!


    Hans. 

Der minte De mig! Den første er De dog ikke. En har læst bogen, før den kom ud, Deres farbror, Frederik Ravn.


    Karl. 

Ja, han frarådede Dem væl at udgive den?


    Hans. 

På det bestæmteste. Han trode ikke på ingeniørerne, hæller ikke på de yngre.


    Karl. 

Nej, naturligvis! Han tror på ingen! Men véd De? – Jo, jeg må sige Dem det!


    Hans. 

Hvad er det?


    Karl. 

Jeg har sælv ved et rent tilfælle funnet det ud, så jeg har ingen forpligtelse til at tie. Jeg har ikke før sagt det til et liv, – ja, min hustru naturligvis undtagen; for henne siger jeg alt –


    Hans. 

Nu gør De også mig nysgærrig.


    Karl. 

Det er farbror Frederik, som er skyld i, at systemet, «det ny system», i sin tid blev inført både hos os og i andre lande. Det var ham, som roste det så i de udenlandske tids-skrifter.


    Hans. 

Gamle Ravn? Frederik Ravn? Kanal-inspektøren?


    Karl. 

Ja, giv ham så mange titler, De lyster. Ham var det!


    Hans. 

De glimrende artikler, vi læste på institutet, i engelske og tyske tids-skrifter –?


    Karl. 

– Og som vi der ude blant de fræmmede var frygtelig stolte af!


    Hans. 

Ja! For ændelig kom da noget gænnemslående nyt også fra vort lille folk! –


    Karl. 

– Jo, – de var af ham!


    Hans. 

Det tror jeg ikke engang min far véd.


    Karl. 

Nej, det er hans livs hæmmelighed. Det er denne dybe fejltagelse, som har knækket ham.


    Hans. 

Men et så ypperligt hoved? Hvorledes kunde han –?


    Karl. 

Ja –! Disse entusiaster er ikke bare til lykke for et lidet land, hvor der aldrig går stærke strømninger; der kaste de sig så over drømme og ufullbårne projekter; ti virksomhed må de have.


    Hans. 

Og dette siger De –?


    Karl. 

Ja, jeg har en hustru, jeg! Hun har ræddet mig!


    Hans. 

Men hun er jo også af familjen?


    Karl. 

Blod-blanding! Blod-blanding! Ja, De kænner ikke min sviger-mor?


    Hans. 

Jeg har ikke den ære.


    Karl. 

Hun er morsom. De må ændelig komme og besøge os!


    Hans. 

Det skal være noget af det første, jeg gør.


    Karl. 

Tak! Kom i morgen kvæld, – hvad? Så skal jeg samle en hel del yngre ingeniører!


    Hans. 

Tak! (De tager hværandre i hånd.)


    Karl. 

Jeg må springe. Jeg har frygtelig travelt.


    Hans. 

Jeg skal aldrig glæmme dette besøg!


    Karl. 

Det var mig en trang! – (Gående.) Som det nu er mig en trang at skrive.


    Hans. 

Men general-direktøren er jo på en måde Deres slægtning?


    Karl. 

Én grun mere! (Kommer fræm igæn.) Det er jo af vor familje, han oprinnelig fik den støtte, som har voldt hele ulykken.


    Hans. 

Ja, hvorledes gik dette til? For større modsætninger –!


    Karl. 

Nu; – vi har noget at gøre godt igæn. Og det skal blive gjort.


    Hans. 

Ja, tak for det!


    Karl. 

Jeg glæmmer mig ganske! Jeg har frygtelig travelt! (Springer; stanser.) Det må jeg dog først fortælle Dem, hvad min hustru sa’. – «Det er sværere at sige sanheden i et lidet samfun», sa’ hun, «æn i et stort.» Tror De det?


    Hans. 

Ubetinget.


    Karl. 

Men De tror dog tillige på de små samfun? – Nej, jeg har aldeles ikke tid! Ja, kom nu og tal med min hustru om det! D. v. s. hun siger ikke stort. Sansynligvis, fordi moderen siger altfor meget. Ja, jeg også! Det er ikke derfor! Ha, ha, ha! Farvæl! (Springer til højre, møder Kampe undervejs.) God dag, gamle!


    Kampe. 

Skal De gå?


    Karl. 

Har ikke tid. (Bort.)


Annet møde.

Kampe. Hans.

    Hans. 

Er der mange så frejdige yngre folk herhjæmme, far, så turde det hænde, at vi fik et virkelig nyt system, vi også.


    Kampe. 

Han er overmåde flink. – Men jeg kom in, fordi jeg ser Frederik Riis langt borte i alleen. Gå in; lad mig ta’ mod ham! For i at sige og tage grovheder har jeg en vælsignet øvelse.


    Hans. 

Er det mig, han søger, så må han jo også finne mig.


    Kampe. 

Vil du ha’ den sjau?


    Hans. 

Frederik er varmhjærtet –!


    Kampe. 

Og frygtelig hæftig –


    Hans. 

Ja, jeg ønskede nok, at han ikke kom så straks. Men når så skal være –


    Kampe. 

Væl!


Tredje møde.

De forrige. Frederik Riis (kommer in fra højre uden at hilse).

    Kampe. 

God morgen!


    Frederik  (svarer ikke).

    Kampe. 

Et overmåde høfligt ungt mænneske! – Hvorledes befinner De Dem? Og Deres far? Hvorledes befinner han sig?


    Frederik  (til Hans).

Jeg vilde tale med dig.


    Kampe. 

Et overmåde høfligt ungt mænneske.


    Hans. 

Vær nu snild, far!


    Kampe  (til Hans).

Du skulde have vidst, hvad de har ladet mig døje, du?


    Hans. 

Men gå nu!


    Kampe. 

Det har truffet! – God morgen! (In af døren til højre.)


    Frederik. 

Du væntede mig kanske ikke?


    Hans. 

Jo; men jeg vilde ønske, du ikke havde kommet så straks.


    Frederik. 

Skulde jeg ikke have fulgt min far på jærnbanen, så havde jeg kommet før.


    Hans. 

Du burde først have overvejet, hvad jeg har skrevet.


    Frederik. 

Du inbilder dig dog væl ikke, at du kan overbevise mig om, at min far er en bedrager?


    Hans. 

Det står der intet om.


    Frederik. 

Jo.


    Hans. 

Nej.


    Frederik. 

Jo. Det er meningen med det. Men du har overbevist mig om noget annet, – om hvad du er for en karl, og hvor frygtelig, – ja, frygtelig jeg har taget fejl af dig.


    Hans. 

Jeg tænkte, du vilde se det således.


    Frederik. 

Så? Men du fant ikke, det var værdt at spendere en forklaring på mig?


    Hans. 

Det havde sin grun.


    Frederik. 

Jeg tviler ikke. Du viser dig stærkere dreven i beregningernes kolde kunst, æn jeg anede.


    Hans. 

Jeg véd, at dette må gøre dig ondt. Og derfor skal jeg tåle adskilligt.


    Frederik. 

Å, den, som intet hjærte har, kan altid tåle.

Nej, at du kunde gøre dette! Mod os, som aldrig har gjort dig ondt. Mod mig, ja, mod mig, som har elsket dig fra barndommen og aldrig været fra dig før i de siste tre år, du lå på rejser. Hvor har jeg ikke glædet mig til, at du ændelig engang skulde komme hjæm. Ikke én, men mange ganger sa’ jeg til far: ansæt ham ændelig straks, han kommer! Brug ham til det vanskeligste; han er så flink som alle vi yngre tilsammen.


    Hans. 

Tak, Frederik.


    Frederik. 

Og så kommer du, ønsker ingen ansættelse, hilser næppe på os, blir rent borte – og sender os så denne bog, som du altså omtrænt må have haft færdig, før du kom hjæm.


    Hans. 

Det havde jeg også.


    Frederik. 

På din fars oplysninger og beregninger?


    Hans. 

På alt, som officielt forelå.


    Frederik. 

Og privat?


    Hans. 

Også det.


    Frederik. 

Du sender os bogen uden et ords varsko – til far, min søster, mig. Det gør mig mest ondt for min søster.

Du optræder med en grænseløs sikkerhed, og dog har du ikke søgt en eneste oplysning hos min far eller mig. – Om en time i forvejen et mænneske havde sagt mig, at dette vilde du gøre, – jeg havde væddet, ja, mit liv på, at det kunde ikke du, allersist du.


    Hans. 

Skal jeg få svare?


    Frederik. 

Du skulde have set Karen! Jeg tænker, du da havde følt, hvad du havde gjort.


    Hans. 

Frederik –


    Frederik. 

Har du virkelig et øjeblik kunnet glæmme, at det var henne, du gjorde mest ondt?


    Hans. 

Jeg har husket det. Jeg har sagt mig sælv, at Karen, dig, din far kunde jeg ikke se i øjnene, før jeg havde gjort dette. Jeg kunde ikke komme hjæm uden at have udført denne uafviselige pligt, – det måtte koste mig, hvad det vilde.


    Frederik. 

Men er du da aldeles gal? Har du nogensinne tænkt dig, at nogen af os efter dette kunde omgås dig?


    Hans. 

Jeg har tænkt mig, at jeg måtte give tid, til I forstod bedre, hvad jeg mente, – til I så, at jeg intet ondt havde gjort.


    Frederik. 

Å, stylt dig ikke op!


    Hans. 

Jeg havde klart for mig, – ja, som jeg har skrevet det, – en kostbar, en ulykkelig fejltagelse, som det er en forbrydelse længer at tie til. Din far har jo annen gærning at være stolt af.


    Frederik. 

Ja, jeg ser, du siger det. Og det tror du, vi kan trøste os med, når du har taget fra ham hans livs største ære?


    Hans. 

Når den aldrig var nogen ære, Frederik?


    Frederik. 

Å, det får du inbilde andre æn mig. Nej, Hans, lad os tale rent ud! Du har et æresygt sinn, og dette har her fristet dig, så du har tilsidesat alt. Fra gutten af har du været slig, at du ubarmhjærtig slog hindringer ned.


    Hans. 

Du kænner mig i alle fall fra gutten af, så du véd, hvad som har nødet mig til det. –

Det er muligt, jeg har fejlet –


    Frederik. 

Ja, fejlet!


    Hans. 

Men da jeg kom hjæm og så, hvorledes far havde det, og mintes, at derom havde du ikke varskot mig –


    Frederik. 

Hvad skulde det nytte til?


    Hans. 

Om det havde været din far og jeg –


    Frederik. 

Nej hør: lad os ikke sammenligne din og min far! Det blir altfor løjerligt.


    Hans. 

Ja, der er det! Men så skønner du kanske også, at den sort vænskab søger jeg ikke op igæn. Og her var noget annet kommet til.


    Frederik. 

Så?


    Hans. 

Dengang vi var barn, legte din søster, du og jeg sammen med en liden pige af såkalte simple folk. Men hun var den vakreste, jeg har set, og en prægtig pige; ti hun har siden ernæret sin mor.


    Frederik. 

Hør, – dette kommer dig ikke ved.


    Hans. 

Det kommer mig ved, når jeg skal veje, om jeg skal igæn begynne at omgås dig eller ej.


    Frederik. 

Hvad siger du –? Hvad tør du –? –


    Hans. 

Havde du ægtet henne –


    Frederik. 

Dette er min sag! – Det er ællers ikke så, at jeg ikke har villet ægte henne. Men andre, deriblant hun sælv –


    Hans. 

Ja, hun er for stolt til at tages af medlidenhed.


    Frederik. 

Slut! – Dine moralske forelæsninger kænner jeg fra gammelt. Fej du for din egen dør!


    Hans. 

Det skal jeg prøve.


    Frederik. 

Så? Véd du, hvorledes din fars regnskaber er efterladte? Jo, således, at der højst sansynligt må nedsættes en extra undersøgelses-kommissjon.


    Hans. 

Hvad siger du? Min far mistænker de for –


    Frederik. 

Ja, der mærker du, hvorledes det smager at høre sårende ord om sin far.


    Hans. 

Men dette er urætfærdig, usan tale.


    Frederik. 

Som din egen.


    Hans. 

Hvad? Siger du, jeg fører usan tale? Bevis!


    Frederik. 

Beviserne ligger allerede i de offentlige dokumenter, som du forvansker.


    Hans. 

Siger du, jeg forvansker? Bevis!


    Frederik. 

Bevis får du sagtens nok af. Men véd du, hvad der mere siges om din bog? At den er blevet til for at dække din fars sluskeri. Han vidste, der måtte komme en undersøgelse, og så gav I bogen ud, for at undersøgelsen kunde se ud som hævn.


    Hans. 

Nej, hvilken slu, infam opfinnelse! Således skal det se ud? Dette er stik-ordet? Græsseligt! Ti det vil kaste far tilbage i det vanvittigste!


    Frederik. 

Så dette bed? – Hvad mon tro han nu lever af – uden pensjon? Det vil vist undre mange.


    Hans. 

Nej, dette går over alle grænser. Min far har sine fejl, ja, men han er en hæders-man.


    Frederik. 

Ho – ho!


    Hans. 

Min far, må du vide, har aldrig forført en simpel pige og siden forladt henne – for karrièrens skyld.


    Frederik. 

Hans!


    Hans. 

Han kunde ikke engang lade en man drukne for vælanstændighedens skyld.


    Frederik. 

Hvad våger du –?


    Hans. 

Ja, han årkede ikke engang offentlig at give en urigtig fræmstilling af sit system – for ærens skyld. – Der har du din familje og dens moral.


    Frederik  (styrter in på ham).

Du fortjente – (Stilhed. – Han slipper så.)


    Hans  (ordnende sit tøj).

Du har ænnu ikke lagt af de guttestreger.


    Frederik. 

Jeg ber dig: tir mig ikke!


    Hans. 

Hvær gang du fik sanheden at høre, bar du dig ligedan ad. Det hører til min opdragelse.


    Frederik. 

Så bør jeg fortsætte den. Ti nu beviser du her på stedet, at min far offentlig har givet en urigtig fræmstilling af sit system, eller det vil gå dig ille.


    Hans. 

Det bevis har du. I min bog. Vil du se det? (Tager bogen.)


    Frederik. 

I din bog –? At min far –?


    Hans. 

Se her! (Blader i bogen.)


    Frederik. 

Å-hå! Du kan ikke finne det!


    Hans. 

Jeg kunde nok være lidt roligere, … men … Der er det! Pagina 49, nederst.


    Frederik  (tager bogen).

Jeg ser ingen ting.


    Hans. 

Der står streg ved. Det er ællers ikke jeg, som har sat den der.


    Frederik. 

– – En alminnelig udregning af forskællen i skinne-vægt, driv-hjul-tryk, død-vægt, hjul-diameter …


    Hans. 

Men læs videre! Dette er de rigtige opgifter, ja. –


    Frederik. 

Videre? – Referat af min fars tale ved det store jærnbane-møde i Paris. Er det også galt? Han vakte jo der ingeniørernes beundring! Jeg tænkte, han der var til ære for os alle!


    Hans. 

Det var han også, og det har jeg fræmholdt. Men her har han lidt andre opgifter. Hold dem sammen, skal du se! Her kneb det; her talte han for folk, som forstod. Det er fint gjort.


    Frederik. 

Nu? – Om så var?


    Hans. 

Om så var? To fræmstillinger, som ikke ganske stæmme, fra samme år – og af samme man?


    Frederik. 

Af min far! (Læser.)


    Hans. 

Der står i referatet: Teksten gænnemset af talerne sælv.


    Frederik. 

Du lyver!


    Hans. 

Men så læs!


    Frederik  (læser).

Du lyver alligevæl! (Kaster bogen.) Dette er en hælvedes, nederdrægtig misforståelse! Min far kunde aldrig gøre noget sådant. Min far er en gentleman. Aldrig. Nej, aldrig! (Brister i gråd.) Hvad vilde jeg også her? Du er et ondt mænneske! Så hårdhjærtet, så troløs. Din grænseløse ærgærrighed kan få dig til det afskyligste. Jeg hader, jeg afskyr dig. (Bort til højre.)


    Hans. 

Det skulde jeg ikke have ladet mig forlede til. Han rev mig med. –

Der kommer også –? Jo: Karen! (Fra venstre kommer hun.)


Fjærde møde.

Hans. Karen.

    Karen. 

Er han her ikke?


    Hans. 

Frederik?


    Karen. 

Er han her ikke?


    Hans. 

Nej, – han –


    Karen. 

Karl Ravn kom og sagde, jeg måtte skynde mig. Han så Frederik styrte herhen; her kunde ske noget galt. – Og Frederik har ikke engang været her?


    Hans. 

Jo, det har han.


    Karen. 

Skete her noget?


    Hans. 

Intet, som De behøver at være urolig over.


    Karen. 

Er det sant?


    Hans. 

Jeg forsikrer Dem det.


    Karen. 

Å, hvor jeg var bange!


    Hans. 

De vil ikke hvile Dem?


    Karen. 

Nej. – Jeg ber Dem ikke fortælle, at jeg har været her. (Går.)


    Hans. 

Karen!


    Karen. 

Jeg forbyder Dem at kalle mig så.


    Hans. 

Undskyld, frøken! Men jeg kom nu så levende til at minnes vor barndom, når vi små-gutter, Deres bror og jeg, sloges, og De så kastede Dem imellem.


    Karen. 

Jeg kan ikke begribe, at De tør minnes vor barndom!


    Hans. 

Ja, tal helt ud, så skal også jeg –


    Karen. 

Jeg har aldeles intet at sige Dem. Jeg forbyder Dem bare at sige mig noget. (Går.)


    Hans. 

Karen!


    Karen. 

Det er dette, jeg forbyder Dem!


    Hans. 

Undskyld! – Men jeg trode Dem i stand til at forstå, at jeg ikke havde sagt annet æn det, jeg vidste var sant.


    Karen. 

Jeg forstår bare, at jeg for ingen pris i verden kunde have offentlig angrebet Deres far, – skønt også han har sine fejl.


    Hans. 

Kære Karen! –


    Karen. 

Nej, dette oprører mig!


    Hans. 

Jeg vilde bare –!


    Karen. 

De må så gærne anfalle min far, når det er Deres trang. Men ikke samtidig lade, som om jeg var noget for Dem.


    Hans. 

Og dog –


    Karen  (i stærkt oprør).

Bare et spørsmål, så kan De sælv afgøre det. Havde det været – ikke min, men Deres far, havde De så gjort det? gjort det offentlig?


    Hans. 

Hvor kan De tænke! – Min egen far!


    Karen. 

Der ser De! – Ti dersom – ja, det koster mig lidt at sige det, men det skal fræm! – dersom en kvinne havde været det for Dem, som, som jeg forbød Dem at sige mig –


    Hans. 

Været mig kær –


    Karen. 

Så blev jo hennes far i grunnen også Deres.


    Hans. 

Men tillad mig –!


    Karen. 

Ja, misforstå mig ikke! Det er ingen bebrejdelse, langtfra! Nej, jeg er sælv så usan, så uduelig, at det går lige til forbrydelse. Men jeg så op til Dem, derfor gør det mig nu så ondt, – ikke at du har angrebet far, – men at hæller ikke du, Hans, er san nok, er dyb nok. Jeg har tabt den siste, jeg havde tro til! (Springer.)


    Hans. 

Men Karen! Du må dog høre på mig! Det er stygt af dig –! (Stanser.)

(Tæppet faller.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Det ny system

Det satiriske skuespillet Det ny System ble utgitt i 1879. Det ble satt opp i Berlin samme år, men først i 1886 ble det spilt i Norge for første gang (Christiania Theater).

Stykket handler om motsetningene og konfliktene mellom den yngre generasjon og det gamle byråkratiske embetsveldet. Handlingen utspiller seg i et ingeniørmiljø.

Se faksimiler av 1. utgave, 1878 (nb.no).

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.