Ti det er dit hjærte, du skal agte på. Verdens børn forsømmer dette. De har så mange ting, som bortleder dem fra dem sælv; kommer en påminnelse, så søger de adspredelse, eller, drevne til opgør, skyder de skylden fra sig. I bedste fall prøver de sælv på at rætte sig sælv, skønt vi kan ingenting af os sælv.

Overmåde rigtigt! Af os sælv kan vi ingenting, det er vist. Hør, Kamma, kl. er mange, og vi blir vist længe i kirken, – skulde vi ikke spise lidt forinnen?

Du véd, kære Riis, at vi plejer ikke at spise, forinnen vi går til alters. Det er, ligesom vi da er mere bekvæmme.

Nå, som du vil. Ak ja! – Havde vi ikke religionens trøst mod verdens ustadighed og falskhed! – Nu debatterer de væl som skarpest i rigs-dagen, kan jeg tænke?

Lad os ikke tænke på rigs-dagen, kære Riis! Disse afgørelser, som mænneskene finner på, hvad gælder væl de?

Du har ræt, min pige; du har ræt. Det var en overmåde god bog, den, du læste af. Det duger ingenting, det, vi mænnesker finner på. Ak, den, som kunde være det kvit altsammen, rent borttaget fra alt dette her!

Er det livet efter døden, du mener, Riis?

Om ikke nætop døden, – så fred, hvile.

Ja, det er vist, at du trængte til hvile, du, som har arbejdet så meget. – Men kan du ikke også tage din afsked?

Hvordan kommer du på det? Har nogen sagt det?

Ikke det jeg minnes.

Det er bestæmt nogen? Tænk dig om! – Frederik?

Frederik siger jo så mange ting i denne tid. Han er jo ikke sig sælv.

Han er ikke sin far længer full tro. Det er den hele sag med Frederik, min kære!

Sig ikke det, Riis! Frederik har nu sin egen kamp.

Lad os ikke tale om det i denne stund; lad os holde vort sinn ved det, som giver fred.

Skal jeg læse videre –?

Å nej! Skønt det er en overmåde god bog.

Kanske du sælv vil læse?

Å nej. Men skal vi ikke snart gå? (Ser på uret.)

Det er vist en times tid ænda.

Men er det ikke brug at komme lidt tidlig?

Jo.

Det er, ligesom man samler sine tanker bedre i kirken. – Jeg blir det ikke kvit. Det er dog mit livs arbejde, de holder på at debattere derhenne i rigs-dagen.

Jeg synes just, det er så stort af dig, Riis, at mens de forfølger og plager dig, går du din rolige gang til det, som giver fred.

Men det er så tungt, at vi ikke har vore børn med. Ministeren er dog i alt en lykkelig man. Han har alle sine med. – Det er, som jeg intet har opbygget, intet samlet.

Hvor kan du sige sådant? Hvad ministeren angår, så er det hennes værk, det, mere æn hans. Magda er så meget stærkere og dygtigere æn jeg.

Nå lad ikke det gå dig nær, min kære. Du har vist gjort, hvad du kan. Jeg synes, børnene bare for din skyld skulde have gåt med.

Å, de er ikke vante til at lægge videre mærke til mig.

Sig ikke det! Sig ikke det!

Det gør mig så ondt, at jeg ikke kan få dem til at følge dig i denne tid.

Du er trofast, Kamma! Men græd ikke! Det vil kunne ses.

Jeg er jo ikke så begavet, som du og børnene.

Du er god, er du. Mange ting skal blive annerledes. Jeg har tænkt på det. Jeg har ikke altid været, som jeg burde. (Giver henne hånden.)

Kære Riis!

Men græd ikke! Folk kunde misforstå det. – Sig mig, skal vi ikke tale om noget annet?

Jo, men der kommer jo børnene!

Se, det var ræt, børn! I vil gå med alligevæl?

Jeg vidste det! – Men, hvor du ser dårlig ud, Karen!

Du har jo ikke sovet godt i nat igæn. Hvad skal ænden blive på dette, barn, når du ikke sover? Hvad?

Kom og gå med! Det vil give den fred, som du mangler.

Jeg vilde gærne. Men jeg kan ikke. Ikke nu.

Hvad er det med dig? Har I hørt noget? Ænnu kan da ingen afgørelse være fallen?

I rigs-dagen? – Jeg har ikke været der.

Så det har du ikke?

Det er også bedre, at Frederik følger os. Du må støtte din far i denne tid, Frederik.

Til mig må han intet hensyn tage! Driver ikke hans eget hjærte ham til at høre, hvilken afgørelse hans fars sag får –

Sig hæller til at følge sin far i kirke!

Du har ræt: hæller det.

En må opofre sig lidt for sin far.

Aldeles ikke! Jeg har sagt, at for mig må ingen gøre noget. Han har full frihed!

Det er jo stort af dig, Riis; – men børn kan ligesom få for stor frihed, også.

Kærligheden må være fri, ubetinget!

Det var derom, Frederik vilde tale med dig, far.

Om hvad?

Om hans kærlighed! – Til Anna.

Jeg mener, I er –!

Men Karen dog – hys!

Kommer I nu med det!

Det skulde du ikke!

Vi tænkte, Karen og jeg –

Hys!

– at nu, i dag, da I bægge har forberedt eder og skal –

Så bør vi forstyrres? Ikke sant?

Dette er jo virkelig at plage far!

Synes du ikke, at jeg har nok før? Tror du, det er så læt for mig, kære Frederik, nu, nætop nu, at samle mine tanker på det alvorlige – lige under en forfølgelse, som kanske i denne sælv samme time, dette øjeblik –!

Du har jo dog forstand, Frederik! Du må dog tage hensyn!

Ak, ak!

Jeg tænkte, at just i dag måtte I mest være tilgængelige for et innerligt ord om det, som dybest bevæger mig.

Og det er dette?

Det er altså ikke din far!

Kære, nævn ikke mig!

Far, skal der blive noget af mig, så må jeg begynne med dette! Nu skønner jeg så vidt!

Ja så, med dette!

Med din far, med at elske og følge din far må du begynne!

Å, det kan være det samme! – Men med dette! Da blir der noget af dig! Du forbarmende, da blir der jo nætop ingenting af dig! Da spilder du hele din stilling, stænger hele din fræmtid! En sy-pige!

Men en brav pige, far!

Brav? Hun? Jeg forundrer mig højlig over dig, Karen. Kan hun være brav, som – (Med et blik på fruen, sagte.) – Det er sant! (Højt.) Den kan ikke være brav, min pige, som vil tvinge sig in i en hæderlig familje.

Nej, det vil hun ikke.

Nej, hun vil nætop ikke! Hun står fast på at rejse til sine slægtninge i Amerika. Hun vil ikke på nogen måde optages her af medlidenhed. Det er en brav pige.

Så meget desto bedre! Hvad er der så videre? Når hun ikke sælv vil?

Det synes jeg også. Når hun rejser?

Ja, men jeg vil! Og for at overvinne henne, må jeg kunne sige: Mine forældre har intet imod dig. Mine forældre er gode. – Hvis I bare forstod, hvor vi ælsker hværandre! Jeg kan ikke udsige det, som det er!

Nej, moderer dig bare, Frederik!

Men jeg, som nu har set dem sammen, jeg véd det! Det vilde være forfærdeligt, hvis de to skulde skilles!

Du er så febrilsk, du, Karen. Du havde bedre af at være i sæng.

Hør, lad os i det hele ikke forivre os! lad os, om det er eder muligt, børn, vælge en annen tid!

Far og jeg skal i kirke. (Hen til Riis.) Ællers synes jeg nok det, du Riis’en min, at når de virkelig ælsker hværandre, så –? Herre Gud, det er da kærligheden, som er det største.

Frederik siger, han ælsker, ja! Frederik siger vist også, at han ælsker os?

Det gør han også.

Og han går ikke engang op i rigs-dagen for at høre, om hans fars livs-sag står godt! Så stor er kærligheden!

Far!

Vi behøver vist ikke, min bedste, at lade os allarmere af hans kærligheds-forsikringer, – sælv når de gælder andre æn os.

Far!

Nej, tag det ikke så!

Men hvorledes skal jeg ta’ det? Skal jeg vise respekt for et forhold som Frederiks siste?

Far!

Å, tål du at høre sanheden af mig!

Hvis det ænda var sanheden.

Hvad er det, du siger? (Stilhed.)

Kære Frederik, gå nu!

Nej, far, jeg kan ikke længer bære det, altsammen!

Hvad? Du er syg; det er sagen med dig.

Ja, syg, ja; men syg, fordi vi kan ikke komme til at blive oprigtige med hværandre …

Se så, se så, er det der igæn!

Det koster så på at komme fræm med det, – og så vil du ikke engang høre på os!

Er det nu dette evindelige igæn!

Kære Riis!

Ja, jeg skal prøve ikke at blive utålmodig. – Jeg forsikrer dig, Karen, at dette med sanheden mest er en talemåde.

En talemåde! Det?

Men Riis –?

Ja, ja, forstå mig rigtig. Jeg véd ikke, hvorledes jeg skal få begynne. – I ser jo dog, at jeg har kommet et ganske godt stykke fræm i verden! Ikke sant! Tror I ikke, at jeg må forstå mig på, hvorledes det er gåt til?

Jo, kære Riis!

Men tror I, det er ved at gå rundt til hvært mænneske og sige ham sanheden, at jeg har kommet fræm? Nej, da vilde jeg nok ikke have kommet langt.

Det er hæller ikke det, jeg mener.

Nå, hvad mener du da? – Å, skal dette aldrig tage ænde? –

Jeg mener, at vi hos os sælv, i os sælv –

Hvad er i vejen med os sælv?

Ja, det kan jeg ikke altsammen klare – nu. Jeg er så … ja, jeg er så … (Bevæges.)

Men jeg, Riis! Det er sant, det, at vort liv ligger ligesom ikke for sanheden og kærligheden, – nej, det gør ikke det!

Ja, når det blir uklart, så må du til! Så er din time kommen!

Riis!

Om forladelse! – jeg mener bare, hvad dette med sanheden angår, at vi véd slæt ikke, hvad vi taler om!

Jo – o!

Vænt lidt! Jeg er matematiker og er vant til nøjagtighed! – Tror I, at nogen helt ud er san?

Ja, kære Riis!

Er du forstyrret! – Om forladelse! – Men se, på hvilket forhold du vil! Lad os ta’ de højeste. Lad os ta’ det allerhøjeste, Kongen og forholdet til ham. Han holder taler til os, og vi holder taler til ham. Æn om han nu sa’ alt det til os, som han tænkte om os? eller vi alt det, vi kunde falle på om ham? Det er rent ud ved lov forbudt! Vi fik straf, fik vi. Naturligvis! Og han? Vil han sige os noget mere æn komplimenter, må det ske ved ministrene, – og de karle skal ikke forsnakke sig. – Eller tag et annet højt forhold! Tag kirken!

Det må da være oprigtigt.

Naturligvis. Alt er oprigtigt. Men om nu præsten, i stedet for at sige os, hvad skriften og præst-eden siger, han skal sige, gav os af sine tvil (ti hvæm har ikke dem?) – jo, det blev en næt historie, – skønt den vilde være meget san! Æn vi, om vi begyndte at snakke, den ene i munnen på den andre, om vore tvil? Her blev et abracadabra uden øren-lyd over al verden. – Nej, man lar det gå, som det er vedtaget og opskrevet, noget mere, noget mindre. Det, som det kommer an på, er, at det går. Vil man, det skal være i orden, nu så er det i orden!

Men far –

Ja, du er syg. Men har jeg kanske ikke ræt? Lad os ta’ os sælv!

Vi, kære Riis, siger da virkelig hværandre sanheden!

Så det gør vi? Dersom jeg sa’ dig sanheden, min bedste, den fulle, ukontrollerede sanhed, – vi levede ikke sammen en eneste dag –

– Men, Riis!

– Men, far dog!

– hyggeligt, mener jeg! Og vice versa! Ikke fordi du eller jeg er værre æn andre. Vi er kanske bedre æn de fleste. Men hvis alt skal siges, så ryger det i stykker, familjen, samfunnet, riget, kirken, altsammen, det ryger i stykker! Ja, vi blev sælv til dyr; ti da blev det nok oftest dyret, som talte!

Men hør da på mig, at dette mener jeg jo ikke.

Dette mener vi ikke.

Nej, I mener det ikke, når det sættes ordentlig ud for eder; det vidste jeg nok! Men nu skønner I kanske, hvad der stikker under denne forføreriske talemåde?

Det er så langt ifra på sanhed, at livet hviler, at det er på en stiltiende overenskomst om ikke at bruge den fulle sanhed, alle livets forhold er grunlagt. At være sannere, æn vedtægten vil det, er det samme som at gøre vrøvl, er uopdragenhed, er dumhed, – kanske farligt.

Lad mig dog få svare, at –

Vænt lidt! Kunsten, livets store kunst er nætop den at balancere, at manøvrere, – nå, manøvrere er et misbrugt ord, lad mig holde mig til balancere!

Men, Riis!

Herre min, jeg har jo haft med både overordnede og underordnede at bestille i så mange år, jeg må da forstå, hvad der skal til! Ho-ved-sa-gen er: ikke at støde sig; naturligvis hæller ikke gøre noget, som er urigtigt; det er altid en stor dumhed at gøre noget, som er urigtigt, foruden, naturligvis, at det er mod loven –

– og vor børne-lærdom.

– Mod vor børne-lærdom også, naturligvis!

Ho-ved-sa-gen er: at komme læt, ordentligt, humant, ifra det. – Puh! –

Tør jeg spørge: Hvad er meningen med dette? Anvændelsen?

Meningen, anvændelsen er denne: du har gjort én dumhed – (Nærmere.) den var «san» nok, vil jeg tro!

Far!

Det vilde vist være meget «sant» også, at du giftede dig; jeg tviler ikke derpå!

Far, dog!

Men det vilde være én dumhed til, d. v. s. du kom ingensteds hen med den – uden i skyerne, til vejrs. Og der kan man dårligt balancere.

Nu er vist tiden kommen til at gå i kirke, Riis?

Du har ræt! – Nå, – det var ikke med dette, vi nærmest burde have beskæftiget os; – men det kan måske have sin nytte, det med! Og så har det holdt tankerne borte så længe. Ak ja! Hør, Frederik, – hjælp mig ytter-frakken på! – og gå hen i rigs-dagen og hør, om udfallet snart er for hånden! – Jeg tænker dog nok, det viser sig, at mine vænner er de fleste. Tror du nu, oprigtig talt, at det vilde være så, hvis jeg havde begynt mit liv slig, som du nu ønsker at begynne dit! Drag frakken lidt op bag! – Så.

Kære Riis, nu må du komme!

Ja, ja! Ak ja, man får ikke tid til at forberede sig, som man burde. Farvæl, børn! Gud være med eder!

Hvad er det?

Karen!

Jeg tænkte det! (Opfanger henne i sine armer.)

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!