Det ny system

av Bjørnstjerne Bjørnson

SCENE-ÆNDRING


Det vanlige rum hos Kampe.

Første møde.

Hans (arbejdende ved bordet). Bureau-chef Larssen (intrædende).

    Larssen. 

Om forladelse!


    Hans. 

Værs’go! (Rejser sig.) Hvor De er varm? Skal jeg hænte –?


    Larssen. 

-ingen ting! Tak!


    Hans. 

Men alligevæl –?


    Larssen. 

Nej tak!


    Hans. 

Vær så god at tage plads.


    Larssen. 

Tak, jeg skal straks – (Stilhed.)


    Hans. 

Måske er det min far, som hr. bureau-chefen ønsker at tale med?


    Larssen. 

Nej! – (Stilhed.)


    Hans. 

Har hr. bureau-chefen været på rigsdags-galleriet?


    Larssen  (efter nogen betænkning).

Ja.


    Hans. 

Der er væl ænnu intet afgjort?


    Larssen. 

Nej.


    Hans. 

Men det kan da ikke jeg for?


    Larssen. 

Ja så. Ikke det? – Må jeg få se det franske, det verificerede franske referat af hr. general-direktørens tale i Paris ved det store jærnbane-møde?


    Hans. 

Det står citeret i min bog.


    Larssen. 

Det véd jeg nok. Men her gælder alene det autentiske dokument. D. v. s. for så vidt det gælder.


    Hans. 

Jeg har tilfældigvis brugt vedkommende hæfte nætop i dag – (Går til bordet.)


    Larssen  (gående efter).

Må jeg få se det?


    Hans. 

Værs’go!


    Larssen. 

Tillader De, at jeg sætter mig?


    Hans. 

Ja, naturligvis.


    Larssen. 

Tak! (Sætter sig.) Så dette er tids-skriftet? (Undersøger det udenpå.) Fransk? Ja. Paris. Hm. (Ser på tryk-sted, inholdsfortegnelse, nummerfølge, blader fræm, tilbage, sammenlignende.)


    Hans. 

Jeg mener, han sammenholder typerne! Han tror dog væl ikke, at jeg har sat stykket in. (Højt.) Der ser De det incirklede –!


    Larssen. 

Jeg ser det.


    Hans. 

De ønsker måske at se, hvorledes jeg har oversat det? (Tager sin bog.)


    Larssen. 

Tak.


    Hans. 

Pag. 49 nederst. Det incirklede.


    Larssen. 

Jeg har det. (Sammenholder.)


    Hans. 

Finner De nogen fejl?


    Larssen. 

Ikke ænnu.


    Hans. 

Jeg tror hæller ikke siden.


    Larssen  (lægger bogen fra sig med et langt suk. Sætter sig atter over tidsskriftet).

    Hans. 

Ja, resten behøver De næppe at læse. Det er alene det incirklede. Men det er også nok.


    Larssen. 

Hvis det var sant, – så vilde det være nok.


    Hans. 

Hvis det var sant? – Tror De ænnu ikke?


    Larssen. 

Nej!


    Hans. 

Men, bedste hr. bureau-chef! De ser jo, at referatet er taget på stedet og konfereret med taleren?


    Larssen. 

Det står så, ja.


    Hans. 

Og De tror ikke ænnu?


    Larssen. 

Nej.


    Hans. 

Tror De, at hæftet, det hele eller en del, er forfalsket? Tror De, at referatet er inskudt?


    Larssen. 

Jeg véd ikke. – Men jeg tror på general-direktøren.


    Hans. 

Væl bekomme!


    Larssen. 

Jeg kunde sige, han var for moralsk, for agtværdig, for pålidelig til at gøre sådant; men ordene vilde, anvændt på denne måde, blive en fornærmelse mod ham. Jeg inskrænker mig derfor til at sige, at han er for klog, meget for klog til at gøre sådant. Han er den klogeste man, jeg kænner.


    Hans. 

Klog er han. Men hvis De –


    Larssen. 

Jeg agter ikke at inlade mig i ord-skifte. Ikke med Dem, ikke med nogen! Jeg tror, hvad jeg tror.


    Hans. 

Men ikke, hvad De ser?


    Larssen. 

Jeg har intet set.


    Hans. 

Det var mageløst! Når hans ord, hans sælv-autoriserede ord –


    Larssen. 

– Jeg har ikke set dem. Ti før jeg tør sige, jeg har set en ting, må den ting være undersøgt. – Vil De låne mig dette hæfte?


    Hans. 

Med fornøjelse.


    Larssen. 

Tak! (Tager det.)


    Hans. 

Dog – på én betingelse –


    Larssen. 

N-e-j. Jeg inlader mig ikke på noget, som hedder betingelse. Jeg aflægger intet løfte.

(Lægger bogen fra sig.)

    Hans. 

Løftet er ikke svært. Det er, at De åbent vedstår det, hvis De opdager, hvad jeg har opdaget.


    Larssen  (tager bogen igæn).

Jeg lover intet, som er en sælv-følge. Jeg vil absolut ingen bedrage. Ikke andre, ikke mig sælv. Farvæl! (Tager sin hat.)


    Hans. 

Det tror jeg om Dem, hr. bureau-chef.


    Larssen. 

Jeg behøver aldeles ikke denne Deres udtalelse! (Afsted og lige mod Frederik Ravn.)


Annet møde.

De forrige. Frederik Ravn.

    Ravn. 

Nå da. Dette er jo to principers sammenstød.


    Larssen  (kommer igæn).

Jeg frabeder mig enhvær fornærmelse, – og især af Dem!


    Ravn. 

Hvad går der af Dem? Fornærmelse?


    Larssen. 

Jeg er intet princip. Fordi om jeg har sælvbeherskelse nok til at følge givne regler, er jeg intet princip. Jeg er et levende mænneske.


    Ravn. 

Når De sælv siger det, – så får man jo tro det.


    Larssen  (kommer igæn).

Så det har De ikke vidst før, at jeg var et levende mænneske?


    Ravn. 

Jo, jo, jo, jo!


    Larssen. 

Nå, så det har De dog. (Går.)


    Ravn. 

Ha, ha, ha!


    Hans  (samtidig).

Ha, ha, ha!


    Ravn. 

Hvad er forefalt?


    Hans. 

Det må jeg spørge om! Ti han var ophidset, før han kom hid. Han kom fra rigs-dagen.


    Ravn. 

Jeg så ham. Hvad vilde han her?


    Hans. 

Få det franske hæfte, hvori –


    Ravn. 

Å-hå! Det stæmmer!


    Hans. 

Hvormed?


    Ravn. 

Med en tale af jærnbane-komitéens forman.


    Hans. 

Nå, således! Men, kære, kommer du hid? – Nu? Midt i mødet?


    Ravn. 

Vi har en times hvil. – Giv mig lidt vand!


    Hans. 

Værs’go! – Skal du have noget annet?


    Ravn. 

Nej, tak.


    Hans. 

Har du talt?


    Ravn. 

Jærnbane-komitéens forman har talt.


    Hans. 

Ja, naturligvis.


    Ravn. 

Du misforstår mig. Han er nu næsten for dig. Han har slåt om.


    Hans. 

Slåt om? Jærnbane-komitéens forman?


    Ravn. 

D. v. s. halv-vejs. Vi driver det ikke videre. Men det er alligevæl en begivenhed.


    Hans. 

Det tror jeg! Hvad har voldt det? Aviskampen?


    Ravn. 

Så det kaller du en kamp! Du er sannelig nøjsom. Nej, i vore forhold går sligt efter tilfældige personlige forbindelser og intryk. Hans omslag daterer sig fra jærnbane-middagen hos general-direktøren.


    Hans. 

Derfra? Hvorledes?


    Ravn. 

Der så han dig og din far sammen og fik tillid til eder. Han havde ikke haft det før.


    Hans. 

Ser du!


    Ravn. 

Kære, slå ikke viktoria!


    Hans. 

Men så kommer jo også du?


    Ravn. 

I det væsentlige har formannen sagt, hvad jeg kunde have at sige.


    Hans. 

Men alligevæl?


    Ravn. 

Oprigtig talt, Hans, jeg vil ikke optræde offentlig mod min svoger.


    Hans. 

Hvad for noget?


    Ravn. 

Ingen skal drives til noget, hvortil han ikke har natur. Og jeg ligger ikke for at gøre skandale. – I har et godt drikkevand her.


    Hans. 

Men du må jo stæmme?


    Ravn. 

Jeg har tænkt at blive borte. Jeg vilde gå inom og sige dig det. – Har du en cigar? Tak! – Ja, stå nu ikke der og gør gåse-øjne! Privat kan jeg være mod ham, og det er jeg jo. Offentlig tier jeg – nætop af den grun. Dette er det nobleste, eller rættere: det eneste noble.


    Hans. 

Og staten?


    Ravn. 

Staten, staten? Hører kanske ikke også private forhold under staten? Sælv bag dumhederne står mange familjers ære og vælfærd; sligt er vigtigere æn pænger.


    Hans. 

Også bag pængerne står –


    Ravn. 

– Skatte-yderne, ja. Et fjærnt slægtskab, som de ofte ikke sælv bryr sig om. – Ja, jeg mener naturligvis ikke, at dumhederne skal beskyttes i al evighed. Jeg mener alene, at vi ikke skal rive op og derved gøre ænnu mere ugagn. Det ordner sig nok, når vi bare gir lidt tid. Jeg begynner at blive ked af den hele sjau.


    Hans. 

Jeg hører, du er dumhedernes svoger –


    Ravn. 

Hvad er jeg, siger du?


    Hans. 

– og at du har ståt fadder til dem.


    Ravn. 

Jeg?


    Hans. 

Du fik dem først rost i udlandet. Ti derfra må det komme, skal det slå til her. Det skete også i en grad, som gjorde dig sælv betænkelig. Men du taug. Det blev en dyr fortielse – for dig sælv og for staten.


    Ravn. 

Hvordan fanden har du fåt det at vide? – Fy, for en stærk cigar! (Hiver den.)


    Hans. 

Nu vænter jeg intet mindre af dig, æn at du går op i rigs-dagen og tilstår, hvad del du har haft i den hele ulykke, –


    Ravn. 

Jeg mener, du er –!


    Hans. 

– tilstår, at det er en skam, at du ikke har gjort det før, –


    Ravn. 

Men, Hans?


    Hans. 

– ber de andre om at gøre det samme, næmlig tilstå, at de har taget fejl, og at de har væntet altfor længe med at sige det.


    Ravn. 

Vi skal klæde os nakne?


    Hans. 

Kall det, hvad du vil; men gøres må det.


    Ravn. 

Er dette «den unge slægts ny system»? Hvad?


    Hans. 

Ja, spøg nu ikke; ti med tilståelser må det begynne, –


    Ravn. 

– Vær så artig! –


    Hans. 

– og vil ikke du, så skal jeg hjælpe dig.


    Ravn. 

Er du rasende?


    Hans. 

Jeg aftrykker dine artikler fra den gang; jeg har funnet dem. Deres inflydelse har jeg historisk gåt efter; jeg skal oplyse derom – og om forfatterens navn.


    Ravn. 

Men har du da slæt ingen pietet?


    Hans. 

Jo, for noget højere æn dig. Nu må du vælge!


    Ravn. 

Jeg mener, du er gåt fra forstanden! Vil du for ramme alvor tvinge mig til at gøre mig til nar?


    Hans. 

Så det kaller du det? Nej, den, der begynner som en entusiast og ænder med halvt i spøg og halvt i alvor at forråde alle sine idealer, – ham kaller jeg en nar, og der er mange nok af dem omkring os. Men skal vi op af denne forkrøbling (og store begivenheder hænter os ikke op; ti vi har ingen), så må vi holde det allerskarpeste regnskab.


    Ravn. 

Dette kan du ællers ha’ ræt i.


    Hans. 

Vi har fred og lejlighed til det; og kan vi rydde op og kaste ud fordomme og slendrian, så kan også vi komme i fortroppen. Vil vi ikke, så taber vi alt; ti vi har intet annet vilkår.


    Ravn. 

Dette trode også jeg, da jeg var ung.


    Hans. 

Ja, er dette umuligt, så er de små staters tilværelse umulig. – Derfor væk med de falske systemer, gamle og ny! Fræm med tilståelserne! Ingen frygt, hværken for familje, skandale eller brud på pietet! Leve den ærværdige sanhed, det oprigtige arbejde!


    Kampe  (træder in).

Hvor I ser storartede ud? – Hvad er på færde? – Og hvorfor er du her? Jeg trode, du var på rigs-dagen.


    Ravn. 

Vi har en times hvil.


    Kampe. 

Er der da hændt noget, siden du –? (Stanser.)


    Hans. 

Jeg skal sige det.


    Ravn. 

Nej.


    Hans. 

Jo. Véd du, at det er papa Ravn, som i sin tid –


    Ravn. 

Men, Hans!


    Hans. 

Jeg har ingen pligt på mig til at tie. Og nu skal her tales.


    Kampe. 

Hvad er det?


    Ravn. 

Å, det er en fandens historie, er det, – og han der er en rasende fusentast, en tosset idealist, en uforbederlig skandalmager.


    Kampe. 

Nå da?


    Hans. 

Det var ham der, som i sin tid fik systemet rost i udlandet, og som derved voldte hele ulykken.


    Kampe. 

Hvad siger du? Ravn? Det var dig?


    Hans. 

Det var ham, – ingen annen! Han har pent tiet med det i alle disse år. – Og nu, da der ændelig er lejlighed til at gøre det godt igæn, vil han bli’ borte fra afstæmningen.


    Ravn. 

Ja, det vil sige, en tale eller en stæmme fra eller til er ikke hoved-sagen; ti systemet faller så ikke alligevæl – denne gang.


    Hans. 

Jo, forhandlingen er just hoved-sagen. En sag skal forhandles slig, at vi moralsk og intellektuelt vinner et stykke fræm på den.

Og nu siger jeg til Ravn: Gå op i rigs-dagen, bekæn din skyld, opmuntre de andre til at gøre det samme, dette er den eneste vej, hvorpå vi kan komme ud af det uføre, hvori vi stikker: – fræm med tilståelserne!


    Kampe. 

Ravn, – dette skal du gøre.


    Ravn. 

Å, gå pokker i vold! Sligt sentimentalt snak.


    Hans. 

Kanske det hjælper lidt på sentimentaliteten, at jeg i morgen offentliggør, hvad du ikke vil tilstå i dag.


    Ravn. 

Ja, har du hørt sligt! Hvad er dette for en ungdom?


    Kampe. 

Vi har været for løje i vor tid; nu er disse kanske lidt for skarpe.


    Ravn. 

Han ruinerer sig, som du har ruineret dig; bare lidt annerledes. – Ja, nu må jeg gå. – Har du en cigar? – Nej, det er sant, de var for stærke. – Farvæl så længe.


    Bægge. 

Farvæl.


    Hans. 

Taler du så?


    Ravn. 

Å, jeg går ikke og proklamerer forud, hvad jeg gør. – Fusentast! – (Går til vænstre.)


    Kampe. 

Nej, at han –! (Stanser.)


    Hans. 

Ja, der kan du se? Sælv de, som går for at være fritalere blant os, er lige så fejge, lige så usanne som de andre; de har det bare på en annen måde. – Her må politi til!


    Kampe. 

Ho, ho! –


    Hans. 

Kære, hvæm er det?


    Kampe. 

Hvad for noget? Karen! –


    Hans. 

Nej, hvorledes ser hun ud?


    Kampe. 

Hun må være ble’t –!


    Hans. 

Nej, hvad er dog dette? – Gå lidt til side! – Karen! (Hun blir synlig fra højre.)


Tredje møde.

De forrige, Karen (uden hat og ællers, som hun kan have rejst sig fra sængen eller sofaen efter det anfall, hun havde).

    Karen. 

Ingen må se mig. – Jeg listede mig hid. – Mor trode, jeg sov. – Lad os skynde os, Hans!


    Hans. 

Hvorhen?


    Karen. 

Bort, … rigtig langt bort! Kom nu!


    Hans. 

Ja.


    Karen. 

For jeg vil ikke mere være hjæmme. Nej, jeg vil ikke.


    Hans. 

Nej.


    Kampe  (gør tegn til Hans, idet han peger først på henne, så på sig, så i rætning af hennes hjæm og iler).

    Hans. 

Du er syg?


    Karen. 

Ja, jeg er syg; – for jeg har ondt her … men især her … å, så ondt, så ondt, så ondt. – Å, denne strid! –


    Hans. 

Men så skulde du vænte, til du blev frisk?


    Karen. 

Nej, jeg blir ikke frisk hjæmme. Nej. – De siger, jeg mangler søvn. Men det er ikke det! Nej, – jeg har vidst så længe, hvad det er. Men jeg har ikke villet sige det. Til dig kan jeg sige det; men der må ingen høre det?


    Hans. 

Ingen!


    Karen. 

Husker du, da vi var børn og rode bort sammen?


    Hans. 

Ja.


    Karen. 

Kan vi ikke gøre det nu igæn, du? Kom!


    Hans. 

Karen!


    Karen. 

Det var dejligt, at du tog min hånd. Nej, hvor det var godt! – Det var, som da vi var børn. Det tænker jeg på hvær dag. Gør ikke du også det?


    Hans. 

Karen!


    Karen. 

Bare vi ror langt, langt bort, så blir det, som det da var. Det er det, jeg har tænkt på! Men det må du ikke sige.


    Hans. 

Nej. Men skulde du ikke ville hvile lidt? Du er træt.


    Karen. 

Langtfra! Bare hovedet sådan, … det var godt, å så godt! – Nu har jeg det roligt, Hans.


    Hans. 

Har du?


    Karen. 

Ja. – For jeg har haft det ondt. Å denne strid, denne strid!


    Hans. 

Stakkels Karen! – Men skulde du ikke hvile?


    Karen. 

Jeg hviler nu.


    Hans. 

Men sæt dig, så hviler du bedre!


    Karen. 

Kanske. Men husk på, at vi må bort.


    Hans. 

Straks! – Her kan du sætte dig.


    Karen. 

Nej, du må sætte dig først.


    Hans. 

Ja. (Sætter sig.)


    Karen. 

Og jeg vil sidde her. (I sofaen.)


    Hans. 

Så! (Han slipper ikke hennes hånd.)


    Karen. 

Nej, hvor det var godt! – Stakkars mor!


    Hans. 

Skal vi sende bud på mor?


    Karen. 

Nej. – Stakkars, stakkars mor!


    Hans. 

Ja, hun er god.


    Karen. 

Å, denne strid, Hans! Holder du af mig?


    Hans. 

Jeg har aldrig holdt af nogen annen.


    Karen. 

Har du ikke; det var snilt. – – Men hvorfor begynte du da denne strid? – Å, Hans!


    Hans. 

Du var jo enig med mig i det før?


    Karen. 

Det går ud over os kvinner.


    Hans. 

Kære!


    Karen. 

Det var stygt af dig, Hans.


    Hans. 

Karen!


    Karen. 

Å, så stygt – så stygt –


    Hans. 

Hun sover.


    Frederik  (viser sig i baggrunnen, ilende. Hans stanser ham med et tegn).

    Karen. 

Hvad er det, Hans?


    Hans. 

Jeg trode, du sov? – Har du det ikke godt?


    Karen. 

Jo, – godt. (Stilhed.)


    Frederik. 

Sover hun?


    Hans  (gør bekræftende tegn med hovedet).

    Frederik. 

Gud ske lov! (Kommer sagte nærmere. Giver bægge hænder ud mod Hans, som giver sin ledige mod ham.)


    Karl Ravn  (fra vænstre).

Kom hen i rigs-dagen! Farbror Frederik vil –


    Bægge  (har vændt sig mod ham).

Hys!


    Karl Ravn  (som har stanset og ser Frederik Riis).

Du her? – Hvad er det?


    Bægge. 

Hys!

(Tæppet faller.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Det ny system

Det satiriske skuespillet Det ny System ble utgitt i 1879. Det ble satt opp i Berlin samme år, men først i 1886 ble det spilt i Norge for første gang (Christiania Theater).

Stykket handler om motsetningene og konfliktene mellom den yngre generasjon og det gamle byråkratiske embetsveldet. Handlingen utspiller seg i et ingeniørmiljø.

Se faksimiler av 1. utgave, 1878 (nb.no).

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.