Om ægteskabsidéen i Fruen fra Havet. (En kvinderøst)

Trykt som egen pamflett på Aschehoug forlag i 1889. Ibsens drama var kommet ut i 1888, og hadde urpremiere på Christiania Theater 12. februar 1889.

Det er underligt, hvilken uro og bevægelse det sætter i sindene, naar en bog af Ibsen kommer ud. Især før i tiden. Da skabte saadant et værk sommetider en hel literatur.

Men selv nu – trods det overseende, lidt nedladende ord «svagere arbeide», der ufeilbarlig har lydt over alt, hvad han i den senere tid har skrevet, et ord, som, i parenthes sagt, har gjort tankearbeidet saa deilig nemt for magelige sjæle – saa er det dog som om der var noget magnetisk tiltrækkende, næsten paatrængende ogsaa ved disse bøger. Man blir dem ikke saa let kvit endda. Der er tanker, vendinger, ord, som, uden at man vil det, har den underlige magt at sætte sig fast i sindene, i sproget – og det er som om man følte, at der var en eller andenanden] rettet fra: andeu (trykkfeil) gaade gjemt inderst inde i dem. Naar man saa ikke er af de allermageligste, ægger det ens forstand – man maa prøve paa at finde løsningen af denne gaade, skjønt det, som sagt, kun gjælder disse «svagere arbeider».

Og saa begiver man sig ud paa en slags tankelæsning. Enhver griber sin idée, sin forstaaelse ved haanden, farer afsted med den og lader sig vilieløs, med tilbundne øine, føre af den, vis paa saaledes at finde det sted, hvor løsningen ligger gjemt.

«Fruen fra Havet» har ogsaa skabt mange tankelæsere.

Vi ere gjennem anmeldelser, foredrag og private samtaler blevne delagtige i deres resultater.

Men – mon det ikke er gaaet mange som mig – vi have følt os saa forunderlig utilfredsstillede og skuffede. «Ikke andet», siger vi «er dette alt?» Der blir ligesom saa lidet igjen, og det lille er sommetider saa rart, at vi ikke engang er istand til at fatte, hvor de kan have fundet det henne. Som, for ex. naar de fortæller os, at Ibsen i denne bog overfladisk har streifet en del af tidens spørgsmaal, og, saadan ganske en passant, givet os et vink om et nyt og praktisk ideal for ægteskabet i forholdet mellem Arnholm og Bolette.

Hvor ganske anderledes det var det, som vi følte; det som betog os med en næsten overvældende magt, medens vi læste «Fruen fra Havet». Det var ikke blot den store kunstneriske nydelse, glæden over de originale, fint og skarpt tegnede karakterer – heller ikke det mystisk tiltrækkende, eller det hypnotisk interessante. –

Nei – det var, som om vi, underunder] rettet fra: nnder (trykkfeil) læsningen, fornam en dyb, alvorlig underklang af noget andet, noget uendelig større, uendelig mere vidtrækkende: en tanke formet af tusinde og atter tusinde halvkvalte hjertesuk, et lys, samlet af tusinde og atter tusinde spredte glimt, en af aarhundredets bundne sandheder, nu sat i frihed ved ordets levendegjørende magt.

Ibsen er den store seer, der ufravendt holder sit forskende blik fæstet paa arbeidet i tidens lønlige værksted. Han ved, at dets maal er menneskenes væxt – og han ser en skikkelse, der holder paa at vikle sig ud af det svøb, hvori den har været hyllet helt fra «tidernes begyndelse»: Kvinden.

Ibsen er vor digter, kvindens digter – han troer paa os, og han vil os vel.

Og hvordan lønner vi ham?

Forgjæves har jeg lyttet efter en indignationens protest mod de røster, som fortælle os, at det skulde være Ibsens tanke i forholdet mellem Arnholm og Bolette at pege paa et nyt grundlag for ægteskabet. Dette forhold er jo dog, nøiere seet, kun baseret paa én éneste ting: – kjøb og salg.

Jeg synes, der maatte reise sig noget i os, der viste dette tilbage, som den største forhaanelse, der kunde ramme os.

Sælge os selv til høistbydende.

Finder man maaske, det er et stærkt ord, naar jeg siger, at forholdet mellem Arnholm og Bolette er grundet på kjøb og salg? Da jeg læste den scene mellem dem, der ender med deres forlovelse, spurgte jeg mig selv, om dog Ibsen her ikke havde malet med for grelle og skrigende farver – det hele kunde let komme til at slaa over i karrikatur – og den er næsten karrikaturmæssig kras denne aabenbare kjøbslaaen, vi der er vidne til. Der gaar jo ikke engang fra Bolettes side ind en eneste af disse selvblændende motiver, der kan blive saa skjæbnesvangre for en ung piges handlemaade i saadanne tilfælde – just fordi de ofte hænge sammen med noget af det bedste og smukkeste, der er gjemt i hendes sjæl. Nei – tvertimod, der rører sig ikke hos Bolette en eneste tanke henvendt paa denden] rettet fra: deu (trykkfeil) mand, som hun forlover sig med. Der er kun spørgsmaal om én ting: – om prisen er høi nok.

Der burde vel ikke findes noget lavere, noget mere foragteligt i kvinders øine end dette. Sandelig, vi vilde have al grund til at fordømme Bolette, sætte hende i klasse med de dybest sunkne, hvis vi troede, hun handlede som et voxent, selvansvarligt menneske.

Men det rare er, at dette ikke engang falder os ind.

Jeg synes, vi bør standse et øieblik her. Det er nødvendigt, at vi lader denne tanke med sit hele indhold trænge helt ind i vor bevidsthed.

Nu ja, – vi fordømme altsaa ikke Bolette.

Og hvorfor ikke? – det er fordi vi kjende de taagede, uklare forestillinger om ægteskabet, der boer i unge pigers hjerner, vi ved, at det tilmed har været, og maaske endnu er anseet for det ene rette, at hun helt uvidende med tilbundne øine skulde kastes ind i det, og vi ser, hvordan Arnholm, den ældre, erfarne mand, i sin egen interesse gjør alt for at vildlede og forblinde hende, forsikrende hende om, at der er fred og ingen fare. Vi ved ikke, om han er sig sin afskyelige fremfærd fuldt bevidst, men om det hele var planlagt – han kunde ingen fiffigere taktik have valgt: Først bringer han alle den unge piges tilbagetrængte ønsker, higende længsler, brændende lærelyst til udbrud ved at love at tilfredsstille dem. Saa rykker han ganske sagtelig og forsigtig frem med betingelsen, denne lille uskyldige betingelse, der hele tiden har ligget paa bunden af det hele. Hun viger i begyndelsen tilbage, skræmt, forfærdet. «Nei, nei – ikke det.» Da lader han som om han roligt og mildt staar ved sine løfter uden betingelsen, medens han dog vel ved, at hun nu er afspærret fra at kunne benytte sig deraf. Han undser sig endog ikke for end ydermere at ægge hendes ønsker, male hende for øie al den herlighed, han vil aabne for hendes blik. Som en klog og snu handelsmand krammer han ud sine varer, stiller dem i den mest flatterende belysning, vender, dreier dem, saa de rigtig kunne spille hende i øinene – indtil det stakkels, blændede barn synes det blir mer og mer umuligt at gaa tilbage til fattigdommen og de utilfredsstillede længsler igjen og endelig griber efter disse fristende herligheder ved at række ham sin haand. Og dog sker det endnu kun med et suk paa læberne! «Tag mig da, hvis De synes, De bør.» Selv for hende dæmrer der paa bunden ligesom en anelse om, at her foregaar noget som en forsyndelse. Men Arnholm – om han bør? – ja, der er ingen skygge af tvivl. Har han ikke nu hendes hjerte – det er jo kun en bagatel – han skal nok vide at vinde det siden.

Og det er dette, som Ibsen skulde pege paa som et solid grundlag for ægteskabet!

Ibsen, som har seet til dybet ind i en kvindes sjæl, Ibsen, som troer, at i fuld og sand udvikling af alt det virkelig kvindelige ikke alene ligger gjemt et friere og rigere liv for hende, men en hjælp, en redning for manden – Ibsen, som har skrevet «et Dukkehjem».

Der er meget i «Fruen fra Havet», der har mindet os om «et Dukkehjem». Det er det samme thema: Kvindens mangel paa udvikling, paa ansvarsfølelse, mandens nedarvede bevidste eller ubevidste egoisme, disse to usande, usunde forhold hævnende sig – i ægteskabet.

Derfor er ogsaa ægteskabsidéen det centrale i «Fruen fra Havet».

De treDe tre] rettet fra: Det re (trykkfeil) kvindeskikkelser i denne bog har alle, saa forskjellige de end ellers ere, ét træk tilfælles:tilfælles] rettet fra: tllfælles (trykkfeil) Længselen. Længselen mod det ukjendte, anelsen om indre kræfter, der kræver sin udfoldelse, en ubevidst higen mod livets indhold.

Drømmende, poetisk, fantastisk, længtende mod havet og alle dets gaader, som Ellida; utaalmodig, kundskabstørstende, handledygtig længtende mod den brogede, livsvarme, idéefyldte verden, som Bolette; ikke forstaaende sine egne dybeste følelser, bange for at se dem, skjulende dem under latter og trods, men dog ubevidst længtende efter noget stærkere bevægende, noget varmere, fyldigere, noget spændende, som Hilde.

Saaledes ser Ibsen disse unge kvindenaturer: Stærke, dragende længsler, rige muligheder i knop. Dette kræver tilfredsstillelse, men ogsaa opdragelse. Der maa tugtes og fredes, der maa samles og ledes, saa det kan voxe sig frem til en harmonisk ordnet magt, der kan tages i tjeneste af livet – livet, som saa vel behøver alle kræfter, som ikke har raad til at spilde en éneste én af de kræfter, der er nedlagt i dets skjød.

Og hvordan stiller mændene sig ligeoverfor disse kvindenaturer?

Paa dette spørgsmaal kan man ikke hente svaret fra en sikrere kilde end fra ægteskabsidéen, saaledes som den, opfattet og anordnet af manden, endnu existerer i vore dage. Thi det maa blive ud fra en anden sundere og dybere forstaaelse af denne idée og dens indflydelse paa kvinden, at noget bedre og høiere kan naaes.

Der synes at være tre forskjellige trin af denne ægteskabsopfatning, som Ibsen i «Fruen fra Havet» har villet ramme, ved at stille dem frem i en saa skarp belysning, at de maatte falde enhver i øinene og bringe enhver til alvorlig eftertanke.

Det nederste eller laveste trin indtages af Lyngstrand. Han er repræsentant forfor] rettet fra: far (trykkfeil) det rigtig gode, gammeldagse ægteskabsideal! kvinden gaaende op i manden, levende sit liv for manden – punktum.

Han har tænkt saameget over ægteskabet, fortæller han Bolette paa sin kostelig naive maade. Et ægteskab er jo næsten ligesom et underværk. Hustruen, som efterhaanden forvandler sig til at blive sin mand lig – til den grad, at hans evner og anlæg, ja, hvad han har læst sig til og tænkt sig til simpelthen glider over paa hende ligesom en slags svag afglands, naar hun bare helt ofrer sig for ham, og gaar op i hans væsen, hans kald. For, han har et livskald han – det har ikke hun – hun existerer kun gjennem ham. Han synes, det maa være saa skjønt, saa helt udfyldende for en kvinde dette. Og saa lægger han til: «For det maa jo kun være i et kjærligt og lykkeligt ægteskab at dette kan ske.» Man faar indrømme det: Lyngstrands standpunkt er ikke videre høitliggende – og endnu mindre moderne, men han har dog virkelig et slags idéal for sig alligevel han.

I modsætning hertil kan man høre den samme idée udtalt paa en meget krassere maade, og det af kvinderne selv. Jeg har for exempel hørt en udmærket, baade klog og elskværdig dame, udvikle den theori, at naar en begavet kvinde engang var kommen til at gifte sig med en ubetydelig mand, saa har hun hverken lov eller ret til at arbeide paa sine evners videre udvikling. Tvertimod, hun skal tvinge dem tilbage, for ellers vilde kløften mellem dem komme til at udvides, afstanden mellem dem forøges. Om denne dame, naar forholdet var omvendt, vilde staa ved konsekventserne, og lade den samme regel gjælde for manden ligeoverfor hustruen, derom kunde der vel være tvivl.

Jeg vil tilføie et andet lidet træk, som er noksaa betegnende for det seiglivede i denne opfatning: kvinden for manden.

Det kan hænde, det er en af Lyngstrands allernærmeste slægtninge. Ialfald lever han nu for tiden, og er ogsaa kunstner – maler. Han havde faaet en stor og lykkelig idée til et billede. Han begyndte at arbeide derpaa, men det vilde ikke gaa – inspirationen lod vente paa sig. Samme maler har en kusine, der er meget musikalsk begavet, en dygtig pianistinde – ved at give informationer, underholder hun med stræv og møie sin gamle moder og sig selv. Saa gaar han en dag til hende. «Det gaar ikke for mig om dagen,» siger han klagende, «jeg er ikke istand til at komme i den rette stemning; du faar nok komme op til mig paa mit atelier om formiddagen og spille for mig, medens jeg maler, jeg tror, det vil kunne hjælpe.» Han nævnte just ikke noget om, at han syntes, det maatte være saa skjønt for hende dette, men det er vist ikke usandsynligt, at han mente det. «Kjære ven, det har jeg ikke tid til,» svarede kusinen ganske roligt og tørt.

Og alligevel. Dette gamle ægteskabsidéal har skabt mangen helstøbt og skjøn kvindesjæl i sit billede.

Har skabt – siger jeg.

For tiderne forandre sig dog umærkeligt, det er ikke rigtig muligt at sige hvorledes. Men man kan ikke staa ganske stille, om man end aldrig saa gjerne vilde det. Udviklingens ubønhørlige lov er der – og kvinderne er ikke længere de samme, som de var før. De synes ikke nu mere, at det er helt udfyldende, at være et akkompagnement til mandens liv og arbeide. Hendes egen personlighed begynder at gjøre sig gjældende – hun mærker, at hun selv har specielle evner, en individualitet, der ikke lader sig nedkue – hun er bleven sig mere bevidst at være menneske ikke blot kvinde.

Men da gaar det heller ikke saa glat længer med underværket. Det forudsatte den enes forsvinden i den anden – men hvordan kunde det ske med to selvstændige mennesker. Da blir det hele strax ganske anderledes kompliceret.

Saa kommer det andet trin: Arnholm.

Vi tilstaar, vi ere ved første betragtning ikke saa aldeles sikre paa, at vi virkelig befinder os et trin høiere – vi har næsten mere sympathi med Lyngstrand end med Arnholm. Men det er jo saa med al udvikling – overgangstiden kan være ubehagelig, men der kan dog komme noget godt derudaf. Altsaa – Arnholm.

Han forstaar, at kvinden kan føle savn ved at blive stillet udenfor saamange af livets fyldige interesser, at hun kan have trang til at udvikle sig, til at se, kjende, forstaa og nyde dette liv – og det bare for sin egen skyld, uden spor af tanke paa, at det absolut skal komme en mand til gode ogsaa. Dette interesserer ham saagar. Han har været lærer for saa mange unge piger. Han har seet disse modtagelige gemytter, denne iver, denne lærelyst. Det morer ham. Han møder Bolette – og han bestemmer sig til at spille det gode forsyn for hende. Han skal tage sig af hende, fylde hendes sjæl med kundskab og indhold, vise hende verden, den store, ukjendte verden. Hun skal komme ud, slippe at gaa som de gamle karudserkarudser] karuss: en karpefisk som ofte settes ut i små dammer eller tjern. i den stillestaaende, slimede dam – Hun skal komme ud i bølgerne, der «hvor de store, vilde fiskestimerne stryge ud og ind» – hun skal blive fri.

Det er ikke ironisk – Bolette siger det selv, og han modsiger hende slet ikke: «Tænk at vide sig fri» siger hun.

Det pudsige er, at det slet ikke falder Arnholm, denne ældre, erfarne mand, ind, at naar nu Bolette er bleven et voxent, modent menneske, og hun har faaet sin sjæls vinger fuldt udviklede, spændte, kraftige, utaalmodige til flugt – at hun saa, naar hun vil løfte sig paa disse vinger, kan komme til at føle noget tungt, noget ubegribeligt, der holder hende tilbage, der ubarmhjertig trækker hende ned, ned. Har han da slet ingen tanke for, at hun da, naar hun saa kommer til at aabne øinene, vil fæste dem paa den mand, som staar ved hendes side, til hvem hun engang, maaske for længe siden, har solgt sig, og som ganske sagte har bundet en lænke om hendes fod, bundet hende paa legeme og sjæl – for hele livet.

«Hvortil disse vinger», vil hun sige – den frie selvbestemmelsesret, det voxne menneskes helligste og dyreste gave, den har du jo røvet mig for livet.»

Mon der ikke skulde være exempler paa at, der i et saadant forhold kunde komme til at gro noget op i et menneskehjerte, noget, der ligner had.

Vil Arnholm da forstaa, hvormeget han har forbrudt sig?

Og vi andre – vi som ikke fordømte Bolette, men kun saa til, ganske roligt og ligegyldigt, næsten bifaldende, da hun solgte sig – hvad gjør vi nu?

Vi staar der, ligesaa kolde, ligesaa ubevægelige, men ikke længer ligegyldige. Nysgjerrigt speidende følge vi hendes færd, og i vor haand holde vi en vægtskaal, hvorpaa vi samvittighedsfuldt og nøiagtigt afveie alle et normalt, livsvarigt ægteskabs krav og rettigheder. Vi passe paa, at ikke en tøddel mangler, vi kræve ubarmhjertigt alt det, som en lykkelig hustrus frivillige kjærlighedens hengivelse kan bære af frugter i trofasthed, taalmodighed og samvittighedsfuld pligtopfyldelse – alt.

Jeg synes atter vi bør stanse et øieblik, og lade denne tanke trænge helt ind i vor inderste bevidsthed.

Ikke sandt – det er noget knugende, noget der næsten kvæler vort aandedræt – lad os se at komme videre, høiere op, et trin til, Wangel.

Her staa vi ikke ved den abstrakte theorie som Lyngstrands, heller ikke paa tærskelen foran alle muligheder, selv trækkende de logiske konsekvenser som hos Arnholm og Bolette – vi ere midt op i udviklingen af selve ægteskabet.

Der er dem iblandt tankelæserne, der ikke kunne finde nogen sammenhæng mellem dette par: Arnholm og Bolette og stykkets egentlige idée, som de alene finder repræsenteret i Wangel og Ellida. For dem blive de første kun satte ind i stykket for at give lidt afvexling, – smaa intermezzoer ganske løsrevne fra det hele.

For mig staar det som ganske uafviseligt, at det er kun en éneste ting, Ibsen vil have sagt, og denne ene ting er det ham saa meget om at gjøre at bringe til forstaaelse, at han ligesom prenter det ind i os ved at gjentage den to gange, først paa prosa, og saa i poesie.

Thi ved siden af ægteskabsidéen, der, som vi ovenfor har sagt, er hovedindholdet i denne bog, giver Ibsen os i disse to personligheder, Wangel og Ellida, et billede af stor poetisk skjønhed og interesse. Om end Ellida har saameget af det typiske hos sig, at vi kunne kjende hende igjen som en sand og virkelig kvinde, saa er hendes naturel dog saa eiendommeligt, saa fremmedartet, at det overrasker os som noget nyt og originalt. Og den hele bog faar derved denne forunderlig mystiske karakter, som bringer en til at tumle med gaader og allegorier. Vi forstaa, hvordan hendes forudsætninger, hendes forhold, fristelser, kampe maa komme til at ligge udenfor det almindelige. Denne skikkelse, der er opvoxet ved havet, der skifter i farvespil som havet, der drages og skræmmes som dette selv drager og skræmmer, denne forunderlige kvindenatur har ogsaa betingelser for at underlæggesunderlægges] rettet fra: nnderlægges (trykkfeil) en anden skjæbne end almindelige menneskers. Derfor kan denne skjæbne ogsaa iklædes et slags poetisk-mystisk skjær og ved at lade dette virke kan Ibsen fremkalde katastrofen, tvinge idéen frem uden at behøve at gribe til mere forviklede, udenfrakommende momenter, momenter, hvorfra begrebet skyld vanskelig vilde kunne udelukkes.

Det er vel ogsaa rimeligt at antage, at dette nutidens mærkeligste fænomen «Hypnotismen» og hvad dermed følger, har vakt en dyb interesse i en natur, som Ibsens, og at det har været en medvirkende aarsag til, at han har indhyllet sine tanker og idéer i dette dystert-uforstaaelige fantastiske klædebon.

Men at dette kun er middel og ikke maal viser sig jo noksom derved, at han ved siden af Ellidas skikkelse, der minder om eventyr og sagn, har stillet en fin og ædel, men dog fuldt ud nutids- og virkeligheds-person som Wangel, og naar han saa tilsidst lader denne blive seiervinder, saa kan han jo dermed kun mene, at han vil have det hele hensat til den fuldt solide virkeligheds-verden.

Wangel og Ellidas ægteskab er indgaaet under ganske almindelige forhold, uden stormende kjærlighedsforsikringer, uden ideal romantik.romantik] rettet fra: romautik (trykkfeil) Naar han, som enkemand efter et lykkeligt ægteskab, vælger denne unge eiendommelige kvinde derude fra havet til sin anden hustru, saa er det – ialfald i hans egen indbildning, ogsaa den tomme plads i sit hus, den tabte mor for sine børn, han i hende tror at søge. Og hun – hun stod just da, hjælpeløs, raadløs og forladt – hun tog imod det trygge hjem, han bød hende, sikker paa sin fremtid under denne noble, elskværdige mands beskyttelse.

Saa flytter han hende ind fra det aabne hav og stræber at gjøre livet inde hos ham i den lukkede fjord saa lyst og saa godt for hende som muligt. Ikke streifer den tanke hans sind, at hun nu skal forlade sin personlighed, som hun har forladt sit hjemsted, at hun nu skal lade alt sit falde for at iklæde sig det, der hører ham til. Nei tvertom – Wangel har det virkeligt fine gemyts forstaaelse af og agtelse for en andens individualitet, saa forskjellig denne end kan være fra hans egen. Hensynsfuld værner han om det, som han føler er hendes inderste væsensgrund, gjætter alle hendes ønsker, og søger at afhjælpe alle hendes savn.

Men saaledes kan han jo være tryg – bundet fast ind til sig i ægteskabet, som han har hende – hun en trofast, ærlig natur. Og et ægteskab er jo dog noget, der ligner et underværk alligevel, naar det kommer til stykket.

Og dog – trods alt dette – saa er der ikke fuld tryghed – der dukker tilmed noget op der ligner tvivl, og denne tvivl har sin rod i hans eget bryst. Den nager og ængster ham. Hans eget sjæleliv er jo delt. Hvordan kan det egentlig være anderledes. I dette hus, hvor han nu lever med hende, der gjør ham saa lykkelig, levede han jo før med en anden, der ogsaa gjorde ham lykkelig. Og erindringen om denne første lykke vil ikke vige fra hans liv. Ja, han lader sig endog drage ind i en slags hemmelig dyrkelse af denne sin første hustrus minde, medens hans ømme samvittighed gjør ham tusinde bebreidelser ligeoverfor Ellida, der jo i ægteskabet har ret til at kræve ham helt for sig.

Saa voxer følelsen af hans uret sig saa stærk i ham, at han, da han ser, hvordan Ellida blir mere og mere syg, nervøs og urolig, endog troer, at det for en stor del er anelsen om dette hans skjulte dobbeltliv, der piner hende og forstyrrer hendes sindsro.

Men, da han saa faar se til dybet af hendes sjæl, forfærdes han. Thi hun bærer paa sit sind en endnu langt sværere og tungere byrde end han. Hun har ogsaa bragt en erindring, noget dobbelt med ind i sit ægteskab, uden dog at være sig dets rækkevidde selv bevidst. Thi paa en ubegribelig, forfærdelig maade kommer dette paany over hende med en voldsom, overvældende magt. Der hersker i hendes indre fremmede tanker, dragninger mod en anden, ikke under noget kjærlighedens skin, men dog med en rædselsfuld, betagende fortryllelse. Det er som gjør denne anden sig, skjønt hun tror ham død og borte, dog til herre over alle hendes tanker – ja over hele hendes person – legeme og sjæl!

Saa gyser hendes rene, sande natur ved det ægteskab, hvori hun lever – og ensom i sin kamp, fortæret af rædsel og angst jages hendes sind ud paa de mørke, gaadefulde dybder – og holder paa at gaa tilgrunde der.

Men dette er kun forberedelsen til hvad der skal komme, de mørke tunge skyer, den trykkende luft førend uveiret bryder løs. Pludseligt slaar det sammen over hendes hoved. Katastrofen indtræder. Og nu er det ikke længere i kampen mod sygelig overspændte fantasiefostre, at der skal søges midler til redning. Det skrækkebillede, der som en gjenganger havde rystet hendes sind i dets inderste fuge, dette fantom, der havde taget hendes halve sjæl og holdt den fangen i gru, faar med én gang virkelighedens skikkelse og stiller sig pludseligt ligeoverfor hende krævende som sin ret, gjennem hendes ungdoms løfter, at hun skal følge ham, at hun fra nu af helt skal tilhøre ham.

Hun følge ham – hun en andens hustru!

Er ikke et frivilligt løfte saa bindende som en vielse – og har han dog ikke eiet den største del af hendes sjæl i disse aar?

Og, hun føler allerede hans magt, der drager og lokker, denne magt der kan bøie hendes vilie og lamme hendes kræfter under et eneste blik.

«Se ikke saaledes paa mig» skriger hun i angst.

Men da mødes hun af et ord, der bringer hende til at studse.

Frivillig maa hun følge ham – til hvad nytte vilde det ellers være.

Frivillig – frivillig?

Der er noget nyt, som her aabner sig foran hende. Løsningen af den mørke gaade er pludselig kommet nær. Og i rædselen og spændingen er det som voxer hendes sind en kjæmpevæxt, skudt frem af stærke, indre kræfter. Alle aars indelukte tanker, alt hvad der har ligget og gjæret, alt det, der truedes med at sprænge hendes bryst, slipper fri, springer pludseligt frem i bevidstheden til fuld klarhed. Det flammer i hendes sjæl, et skarpt, klart, blændende lys kastes hen over hele hendes liv.

Saa er det, at hun i dette nye lys sætter sig til doms over sig selv, og over den mand, hvis navn hun bærer, idet hendes ærlige sandhedssøgende natur ikke hviler førend den har naaet tilbunds og vristet al løgn og selvbedrag ud af de skjulte folder i det liv, de har levet sammen.

Jeg sagde ovenfor, at der er meget i «Fruen fra Havet» der minder om «Et dukkehjem». Læg mærke til den scene, hvor Nora har sit opgjør med Helmer – hvilken paafaldende lighed har den ikke med de tilsvarende mellem Ellida og Wangel.

Som Nora har Ellida ogsaa været et uudviklet, ubevidst menneske, der har ladet sig drive henover livets virkelighed, drive vilieløs af sit eget naturel, blandt de omgivelser, der har paavirket, eller rettere sagt, ikke paavirket det. Som Nora føres Ellida ogsaa gjennem dette liv ind i voldsomme, smertelige konflikter, under hemmelig angst og lidelse bragt op til sin høieste spidse i afgjørelsens stund, for saa der at modnes til det voxne menneskes kaar.

Og naar saa opgjøret kommer, saa er det ledet af dette nye skarpsyn, at de begge først søger tilbage til begyndelsen, deres ægteskabs begyndelse, for der at finde igjen og tage op traaden til deres «eget rigtige liv», det liv, der dengang gik ud af sporet.

Nu ser de det – personlighedens selvbestemmelsesret – den har de forspildt.

Dette vil komme igjen og komme igjen som en syg tanke og skygge for alt andet i deres sind.

«Jeg gik ikke ind til dit hjem i frivillighed» klager Ellida – det er sagen. Du kom og kjøbte mig – og jeg slog til, og solgte mig selv.»selv.»] rettet fra: selv. (trykkfeil)

«Jeg skulde ikke have solgt mig selv», vedbliver hun i stigende oprør – «aldrig for nogen pris – heller det usleste arbeide – heller de fattigste vilkaar – i frivillighed, og efter eget valg».

Men saa har heller ikke det, der har været mellem dem, været et ægteskab, ikke et virkeligt ægteskab.

Thi nu ser hun det – der er intet, der kan skabe et ægteskab i dette ords egentlige ideale betydning, der er intet fuldt lødigt, intet, der har sædeligt værd veiet paa sandhedens vægtskaal, undtagen at det sker ud af ens inderste vilies frie samtykke. Ingen egennyttige, udenfrahentede motiver, intet kjøb og salg, ingen former og love – kun én éneste ting: To frie, selvstændige mennesker, der har lukket alt ude, og staar alene, ganske alene, kun de to, ligeoverfor hinanden, øie i øie, haand i haand.

Her er ægteskabets underværk.

Saaledes maa og skal en sand kvinde tale og føle, det er idéalet.

Hvad har digterne at gjøre med kompromisser? – Ibsen allermindst.

Men skylden er ikke alene hendes. Den er ogsaa hendes mands. De vare jo ikke som to uerfarne mennesker, der under de samme forudsætninger tage hinanden i haanden og gaa ud i den vide ukjendte verden for at søge deres lykke.

Han, den meget, meget ældre mand, han vidste dog hvad han gjorde, ligesom han ogsaa vidste, at hun ikke kjendte rækkevidden af det skridt, han ledede hende til at tage. Han kjøbte hende jo – uden betænkning. Havde han saa endda bagefter handlet anderledes med hende – kanske saa alt kunde have gaaet godt – men nu!

Saa falder de tunge bebreidelser ogsaa over ham. Ham, der vilde ofre alt for hende, bære hende paa hænderne.

Just saa, bære hende paa hænderne, og sætte hende udenfor livet – det er det –

Men paa bunden er dette selvbedrag – vistnok troede han ogsaa at tænke paa hendes bedste, men den inderste, stærkeste bevæggrund har været hans egen lykke, hans egoisme støttet af dette mandens nedarvede syn paa kvinden – dette for ham, som ikke engang Wangels fine uegennyttige karakter kan redde ham for. Der var begyndt at dæmre en anelse om denne hans egen skyld i hans sind – men hvorledes skulde han kunne se til bunden deraf. Tiden er endnu ikke kommen – selv for ham.

Har han tænkt paa, om denne eiendommelige skiftende skikkelse, der hørte til havfolket, som han selv siger, ogsaa kunde lade sig omplante, om hun ogsaa passede til at leve i hans hus? Vidste han, om hun duede til at fylde den tomme plads, blive en mor for hans børn? Han havde jo dog bare talt med hende et par gange – derude paa fyret. Han kjendte jo ikke hende og hun kjendte jo ikke ham. Og skulde saa ikke han, naar han engang havde bundet hende til sig, han, den ældre, erfarne mand have gjort alt for at lede og hjælpe hende ud af dette fantastisk, poetiske drømmeliv, der var hendes største fare – men ogsaa hendes største fortryllelse.

Der ligger det.

Forelsket i hende, det har han været – forelsket i hende saaledes som hun var. Hans deilige poetiske havfrue med alle de underlige gaadefulde tanker – det var som havet selv – det dragende, det fængslende. Og saaledes skulde hun vedblive at være – for ham.

Vi kjender dette igjen – det er ikke længer lærkefuglen, ekkornet, dukkebarnet – men det er dog det samme – det har kun byttet navn: havfruen.

Derfor faar hun intet arbeide, intet ansvar, intet, der kan binde og fæstne – hun blir rodløs i hans hus.

Ja – selv naar hendes overspændte, sygelige fantasie tager saadan overhaand, at hun taler med ham om, at menneskene maaske havde været bedre og lykkeligere, om de havde kunnet leve ikke alene paa havet, ved havet men i havet – saa har han ikke forsøgt at bringe hende fra disse tanker, men har halvveis selv ladet hende tro, at han var gaaet med paa dem. Han har ladet hende tale som var hun et vakkert, begavet, men ufornuftigt barn – han vilde ikke sige hende imod – og desuden – det morede ham – og det klædte hende – aa, hvor det klædte hende!

Det faldt ham ikke ind, før det var forsent, at denne overspændte tale havde sin rod i et ophidset fantasieliv, der kunde ende med at ødelægge alt i hende, og for hende. Han tænkte ikke paa, at denne længsel mod havet kunde blive saa farlig og saa syg, at den tilsidst vilde drage sindet helt ind under denne sygdom, saa at det endog ikke engang vil ud af den igjen, ikke vil stride imod alle disse dragende tanker og længsler, der i disse aar har kredset om det ukjendte, det uprøvede, og det forbudte.

(Lad os sige ordet rent ud: Det forbudte har for den uudviklede kvinde, som for barnet, det dragende i sig. Det staar ogsaa i forbindelse med det stærkere fantasieliv, som Ibsen ser paa bunden af hendes naturel).

Men i denne stund vender alt dette sig mod ham. Ellida siger det selv:

«Der er gjengjældelse i dette. Noget, som hevner sig. For nu findes der ingen bindende magt, ingen støtte for mig – ingen hjælp – ingen dragning mod det, der skulde været vort fælles, inderste eie.»

Og nu er det forsent. Det ægteskab, de har levet med hinanden, det har ikke været noget virkeligt ægteskab. Inderst inde har han derfor ingen ret til at eie hende. Afgjørelsens stund er kommen, en anden staar ogsaa foran hende og kræver, at nu skal hun følge ham, tilhøre ham. Et frivilligt løfte er ligesaa bindende som en vielse. Derfor maa hun faa sin frihed tilbage – saa hun kan vælge mellem dem, vælge til begge sider – handelen maa gaa om igjen.

Handelen! – aa hvor den fine, blødhjertede Wangel krymper sig under det ubarmhjertige ord! Og – hvad er det saa, hun forlanger af ham. Hvor kan han løse og slippe hende. Han tør det jo ikke – for hendes egen skyld. Han maa gjøre gjældende sin pligt og ret at værge hende. Nu trænger hun just til, at hendes mand tager magten fra hende, og handler paa hendes vegne.

Om hun kunde – om hun bare kunde lade ham gjøre det. Er det ikke just noget, der taler til en kvindes hjerte dette, at kunne kaste ansvaret, valget fra sig – lægge det alt over paa sin mands skuldre.

Men – hun er bleven voxen – hun kan det ikke længer – hun tør det ikke længer.

«Jeg kan ikke skyde mig indunder, at jeg er en anden mands hustru» siger Ellida, «ikke skyde mig ind under, at jeg intet valg har. For ellers vilde der ingen afgjørelse være i det.»det.»] rettet fra: det. (trykkfeil)

Men Wangel kan ikke slippe sit gamle ideal. Det er jo ham, der skal beskytte hende, ogsaa mod hende selv. Hun har jo ikke noget valg – hun, hans hustru – hun faar ikke lov at vælge – han giver hende ikke lov dertil.

«Valget kan du aldrig hindre», svarer Ellida. «Hverken du eller nogen anden». «Du kan forbyde mig at reise med ham – følge ham, ifald jeg vælger det. Du kan holde mig tilbage her med magt. Imod min vilie, det kan du. Men at jeg vælger, vælger inderst i mit sind – vælger ham og ikke dig – ifald jeg vil og maa vælge saaledes – det kan ikke hindres».

Hun er et menneske, og hendes sjæl kan intet andet menneske binde – mod hendes vilie. Der er intet underværk i det at være bunden med lænker – det er trældom. Og det er som om denne tanke driver hende ud i det yderste oprør, hvor blikket stirrer sig sygt og hvor noget nyt skyder frem i hendes forrevne opjagede sind, med en forfærdelig magt: Forholdet til den fremmede – til ham, som hun før kaldte «det skrækkelige menneske» – hendes ægteskab med ham – det kunde blevet hendes eget rigtige liv – et virkeligt ægteskab – der havde alt andet været stængt ude – der var kun han, hun – og havet, deres fælles væsens-mærke.

«Vel kan du holde mig tilbage», siger hun videre, «det har du jo magt og midler til. Og det vil du ogsaa gjøre. Men mit sind, alle mine tanker, alle mine dragende længsler og begjær – dem kan du ikke binde. De ville hige og jage ud i det ukjendte – som jeg var skabt for – og som du har lukket for mig.»mig.»] rettet fra: mig. (trykkfeil)

Som han har lukket for hende. Der er vi atter ved udgangspunktet. «I frivillighed gik jeg ikke ind til dit hjem».

Men nu har Ibsen brændt al ægteskabsegoisme, al tanke paa formynderskab ligeoverfor hustruen ud af Wangels sind. I sin dybeste vaande giver han hende friheden tilbage, kaster alt i vægtskaalen, lader handelen gaa om igjen.

Saa staar Ellida atter ved begyndelsen, holdende den tabte traad i sin haand, eiende sin selvbestemmelsesret.

«Nu kan dit eget, virkelige liv komme ind paa sit rette spor igjen», siger Wangel. «For nu kan du vælge i frihed. Og under eget ansvar, Ellida.»

Ansvar? – i frihed og under ansvar – ansvar ogsaa?

Det er et nyt ord. Hun har kjæmpet for sin selvbestemmelsesret, stirret paa det ene ord «frivillig», længer har hendes tanke ikke rukket.

Men Wangel har seet mere, høiere. Uden nogen egenkjærlighedens beregning, uden at han er sig det selv bevidst, har han ledet hendes første skridt paa den nye vei. «Under eget ansvar, Ellida».

Hun er vistnok fri, men hun staar alligevel ikke alene, løsrevet fra al forbindelse med de aar, der ligger imellem. Det skete kan ikke ændres, det formaar ingen levende magt – det kan aldrig gaa om igjen.

Det var den anden side. Der breder sig som et klarere, roligere, mere dæmpet lys ud for Ellidas øine. Hun bøier sig – og hun forstaar. «Man faar intet for intet».

Saa er der dette dobbelte «friheden og ansvaret» der gjør hende moden for livet – det er forvandlingen.

Men saa har ogsaa det lokkende og dragende tabt sin magt – hun maatte jo faa lov at se ind i det, gaa ind i det, hvis hun selv vilde. Nu kan hun vælge, derfor ogsaa forsage. Og, saa – det som ingen tvingende love, ingen selvopslidende kamp har kunnet udrette, det formaar det nye, der nu møder hendes undrende blik: En stor, dyb, selvforglemmende kjærlighed, der intet fordrer som sin ret, men kun vil tage imod hvad der gives den frivillig. Da føler hun, at der ogsaa flammer noget nyt og stærkt op i hendes eget bryst og sagte og bævende vender hun sig til Wangel: «Saa nær, saa inderligt skulde jeg være kommen ind til dig».

«Det har aarene og samlivet virket», svarer han.

Nu er de to alene, alt andet lukket ude – og med sin inderste vilies samtykke kommer hun igjen til ham – nu kan hun det.

«Ellida, Ellida – at tænke sig til, at nu kan vi to faa leve helt for hindanden».

«Og med fælles minder – dine saavelsom mine».

Dermed er alt draget ind i forsoningen – intet behøves nu at skjules, intet at glemmes – fortid og fremtid kunne mødes i fuld sandhed.

Og saa – har havfruen akklimatiseret sig.

I frihed og under ansvar, med aarene og samlivet, med fælles minder og «vore» børn, kan denne forvandling ske. Thi det er en forvandling. Den forunderlige, poetiske fantasieskikkelse med det selvsamme skiftende farvespil, med den selvsamme bratte vexlen i lys og skygge, i flod og ebbe, som det hav, der havde fostret hende – er for altid forsvunden. Der var anlæg, begavelser og muligheder i Ellidas sjæl, som ikke i hendes fremtidige liv vil komme til udfoldelse. Men hun er ikke længer syg – syg i længsel mod det uopnaaelige. Hun vil komme til at voxe sammen med den livsgjerning, hun nu frivillig har paataget sig, voxe frem til at blive noget nyt, en anden, der ikke engang længer finder veien tilbage ud mod havet. Det er fordi hun ikke er en havfrue, men en menneskelig sjæl; thi den kan aldrig stivne i kold ubevægelighed, naar den er fri. Modtagelig og bøielig vil den paavirkes af nye impulser. Nye ord, som ansvar, livsgjerning, taknemmelighed, beundring og hengivenhed ville alle vække slumrende kræfter, skjulte anlæg og bringe dem frem til udvikling.

Men der er én ting, som vi aldrig maa glemme: Menneskets eget, rigtige liv er først det, der kan optage i sig alt, hvad der udgjør vort væsens særegne eiendommelighed, de af vore evner, der rigest farver vor individualitet – og saa det liv, som vi under skjæbnens omskiftelser kan komme til at arbeide og ofre os for. Det sidste kommer ikke først, og det første kommer ikke sidst. Det er naturens egen lov.

Thi vi ere visse paa, at det som Ellida vil sige til Bolette naar denne fortæller hende sin forlovelse det vil være:

«Gjør det ikke – aa gjør det ikke. Havfruen kan vistnok lære at leve sit liv inde i den lukkede fjord – men husk, fjorden her er dog en arm af havet, dens eget hjemsted – vandet herinde er ogsaa salt, og strømmer fra de samme bølger, som hæves og bruse derude, – stænk af dets sprøit vil ogsaa her kunne naa hende, og den friske luftning derudenfra. – Men, vær varsom vær varsom – drives havfruen op imod elvemundingen, did hen hvor vandet er sygt og brakt, hvor aldrig en hilsen fra havet kan naa – da maa hun dø – – – Husk, hendes egentlige hjem er ude under den vide himmel ved det store, aabne hav. Der kan hun mødes med en af sin egen slægt. Der ville de kunne sidde sammen og se udover, tale om havet. «Havet i storm og stille. Om mørke nætter paa havet. Havet paa de glitrende solskinsdage.solskinsdage] rettet fra: solskinsdag (trykkfeil) Om hvalerne, springerne og sælerne, som pleie ligge ude paa skjærene i middagsvarmen – om maagerne og ørnene og alle de andre sjøfuglene». Om alt det, som ligger inderst inde i ens hjerte, alt det dyreste, en har. Der gaa de mægtige, stærke bølger med det oprakte, skumklædte hoved. De kjender ikke ansvar, de spørger ikke om frihed eller tvang, de følger kun sin egen kraft og trang, vil kun ét – give sig selv helt med alt hvad de eier. – Se, det er endnu større, endnu mere end det jeg naaede.»naaede.»] rettet fra: naaede. (trykkfeil)

«Og tænk dig saa vel om – husker du ikke den stund, du sad, halvt i spøg og halvt i alvor, og gav dit løfte om at lade dine tanker følge en anden end den, du nu vil binde dig til? Kan hænde der vil komme en tid, tidligere eller senere, da dette løfte vil vaagne inden i dig med krav paa at leve. Maaske det vil komme med en hemmelighedsfuld magt over din sjæl, grufuld og dragende. «Et løfte er ligesaa bindende som en vielse» vil det hviske til dig, og billedet af en ung mand, syg og hjælpeløs derude i det fremmede, et naivt barn, der troede paa dig, der mente, at du skulde være som det finere drag i hans sjæl, bringe kvindens varmende rigdom ind over hans arbeide, det billede vil fylde dit sind, jage dine længsler, liste sig ind i alle dine tanker, i den inderste krog af din sjæl, den sjæl, som ikke er din, men som du har solgt til en fremmed mand»!

Naar de former, hvori menneskene har indesluttet sine idéer, ere blevne saa udslidte og trange, at disse idéer, der voxe og udvide sig tilligemed menneskeslægten selv ikke længer kunne rummes i dem – da er det altid en farlig tid i folkenes liv. Thi, ville da menneskenemenneskene] rettet fra: meneskene (trykkfeil) med magt opretholde disse gamle former, saa ville de lidt efter lidt komme til at opøve sig i forvexling af skinnet med sandheden, idet de forestille at bøie sig for det, hvorpaa de selv ikke længer tror. Intet kan virke mere slappende, mere demoraliserende end just dette.

Da er det de store aanders opgave at rive denne slægt bindet fra øinene og bringe dem til at se sandheden, søge sandheden – fremfor alt.

Er der noget, Ibsen har sat al sin mægtige aands kraft ind paa, saa er det dette: Intet selvbedrag, intet skin – sandhed.

Og han spørger: Er ægteskabet, saaledes som vi i vore dage af al magt forsøger at holde det oppe, endnu et underværk? Er det saa, at menneskene ville vedblive at nøie sig med fortielse, med skin, med alt – naar bare overfladen kan vedblive at være glat?

Det Lyngstrandske ægteskabsidéal fra gamle dage – det var ingen løgn. Manden troede paa sin ubetingede herskermagt. Hans hustru skulde være ham underdanig i dette ords bogstavelige betydning – det stod jo i Guds eget bud. Og hustruen – hun troede ogsaa, troede blindt paa underværket, paa den pligt at leve for manden, i manden, uden indskrænkning, uden tillempning. Hun spurgte ikke hvorfor, og heller ikke hvorledes, – solgt af andre eller solgt af sig selv, selvstændig og voxen eller uansvarlig som et barn, der hverken aner hvortil eller hvorhen.

Det kunde blive store, stærke sjæles martyrdom, svage, bløde sjæles gradvise forvitring – men én skikkelse kunde det aldrig frembringe dette gamle idéal, saalænge det var fyldt med sandhed: – Denne hustru, vækket til selvbevidsthed, de vidt aabne øine stirrende rædselsfyldte ned i en afgrund, som paa læben har dette Noras jammerraab, et jammerraab hvis dybde og indhold kun kvinder og ingeningen] rettet fra: inden (trykkfeil) uden kvinder kan forstaa: «Jeg har levet med en fremmed mand, jeg har havt børn med en fremmed mand».

Thi kvinden er ikke længer den samme. Hun maa enten tvinges tilbage igjen ind paa sin gamle plads – eller man maa give hende nye vilkaar.

Man kan pege paa martyrglorien – den har tabt sin glands – hun troer ikke længer paa sin sags hellighed. Man kan stænge for hende med det stærke, strænge ord «det er Guds vilie» – men hun troer ikke længer, at det er saa – ikke paa den maade.

Hun troer, at skal en saadan livsgjerning og en saadan pligtopfyldelse have sædeligt værd, saa maa ægteskabet, som Gudsforholdet selv, hvorpaa dette jo skulde være som en svag lignelse, være et fuldt frivilligt forhold indgaaet paa basis af et frit selvhengivelsens løfte.

Hun troer, at skal man kunne elske og agte ægteskabetsægteskabets] rettet fra: ægteskadets (trykkfeil) idée, og bøie sit liv derunder – saa maa man ogsaa have ret til at forlange, at dette begynder i alvorlig, voxen bevidsthed om dets ansvar og dets pligter, ikke under beskyttelse eller formynderskab, men ved siden af den mand med hvem hun skal leve.

Og derfor er det, at Ibsen atter og atter peger tilbage til begyndelsen – det er der, han finder skjult denne lille giftspire, der kan trænge ind i blodet, forgifte alle dets bestanddele, og gjøre det hele legeme sygt til døden. Man taler om, at han vil løsne ægteskabets baand i det hele taget, at han vil revolution af det bestaaende – – det maa vi lade staa hen – han har ikke givet os ret til at tro det. Ibsen har aldrig pegt paa ægteskabets opløsning uden af én éneste grund – og det er der, hvor han viser, at det er baseret paa en løgn. Forsaavidt staar «Fruen fra Havet» i den nøieste forbindelse med hans foregaaende bøger hvor det samme emne er behandlet: «Et dukkehjem»«Et dukkehjem»] rettet fra: Et dukkehjem (trykkfeil) og «Gjengangere.»

Men det er ikke i letsindig overfladiskhed, at han rører ved ægteskabet, rokker troen til underværket – stræng og alvorlig er han, saa alvorlig, at han ikke engang nævner ord som forelskelse og erotik. «Frivillig – og under eget ansvar – siger han – og glem ikke det tunge ord – ansvar».

Og dog – hvem kan tvivle derpaa!

Ibsen troer selv paa «underværket», det største af alle: kjærlighedens underværk. Og han troer at det er kvinden som først og fremst skal virkeliggjøre det. Det har han malet os for øie i næsten hver eneste bog, han har skrevet. Det er som om han aldrig blir træt af at vise os, hvad der i kjærligheden er givet menneskene af styrke og rigdom – naar vi bare lære at tage den i vor tjeneste. Af at vise os, hvordan den og dens tvillingsøster opofrelsen ligger i spire i kvindesjælen og hvorledes den har magt til at forvandle, udvikle og forædle alt det gode, der boer i os. Der er noget af dette i alle de kvindeskikkelser, han har skabt, ligefra Solveig til – Rebekka West, i hvis hjerte den erobrer dæmonernes plads.

Ibsen er kvindens digter – han troer paa os, og han vil os vel. Lader os lønne ham derfor paa den eneste maade, der staar i vor magt: Ved at forsøge paa at forstaa – og at takke ham.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.