I.

Hvis man skulde dømme efter den hele samlede Presses UdtalelserUdtalelser] rettet fra: udtalelser (trykkfeil) om Gunnar Heibergs nye dramatiske Arbeide, maatte dets Tilsynekomst i Sandhed betegnes som en stor og glædelig Begivenhed paa Aandslivets Omraade. Anmeldere, der ellers synes at hylde stik modsatte Anskuelser, har her i Forening kappedes om at søge nye, aandfulle eller dybsindige Udtryk for deres uhyre Beundring. Ja, en af dem, og det den eneste kvindelige Pen, som, mig bekjendt, her har været i Virksomhed, lader endog alle Ord ligge, fordi de, anvendte ved ubetydeligere og mindre festlige Anledninger, synes hende at have mistet noget af sin fineste Essens– for i en betaget Stilhed at indaande den «Shakespearske Luft», som udstrømmer fra dette Verk!

At der ved samme Leilighed dekreteres, at de andre nulevende Dramatikere– især da Ibsen, hvis direkte Arvtager Hr. Heiberg synes at være– nu rolig kan gaa i sine Grave, det er jo selvsagt. Den norske Dramatik er «in salvo».in salvo] Overs.: i sikkerhet

I Sandhed, mer kan en Forfatter ikke forlange!

*

Hvad er det saa ved dette Kunstverk, der er saa nyt, saa blendende, saa exceptionelt, at det kan berettige Forfatteren til en saa exceptionel Hyldest?

Er det det Sujet, han har behandlet? Kjærligheden mellem Mand og Kvinde? Eller den Etiket det bærer? Kjærligheden maa dø– hos den ene eller den anden?

Vel nærmest det sidste.

Men som for at være sikker paa ikke at blive grebet i et uholdbart Postulat, indskrænker Heiberg rigtignok «Kjærligheden» til dens ene fundamentale Træk, det erotiske, ɔ: den sanselige Elskov. Derfor burde Dramaet med Rette have Titelen: «Elskovens Tragedie» eller «Sanselighedens Tragedie».

Thi om dette ene Punkt dreier det sig som om sin egenegen] rettet fra: eget (trykkfeil) Akse. Fra de andre «Sfærer» i den menneskelige Sjæl slippes her intet til. De to Elskende isoleres. Hver af dem faar en Lanse i Haanden. Heiberg anbringer dem paa Arenaen og stiller «Kjærlighedskampen» tilskue.

Med hvilken Kunst nu denne Kamp i Heibergs Drama er skildret, med hvilke Midler han faar Tilskuerne til at følge den med spændt Interesse, det er en Sag for sig. Men at Motivet skulde være saa nyt– eller saa stort– en Opgave for en Verdensdigter– naa ja.

Vi vil oprigtig tilstaa, at vi synes, vi føler os noget brøstholdenbrøstholden] (litterært/foreldet) som ikke har fått sin rett, som er blitt forfordelt og mismodig ved det Perspektiv for den nye norske Dramatik, der saaledes oprulles for os. Hr. N. K., der anmelder Heibergs Drama i «Verdens Gang», fremhæver nemlig netop, at i Heibergs Produktion staar «Balkonen» og «Kjærlighedens Tragedie» «og rager op som to hvide Tempelsøiler i en befærdet Gade.Forfatternote: Udhævet her. De staar og vækker Stilhed, for de handler bare om det Uforgjængelige, om det hver ny Gang saare Forgjængelige– om Kjærlighed.»

Altsaa her, og kun her, maa vi søge Kvintessensen af Heibergs Digtning, det Udødelige ved den.

*

Dersom man saa blot lader Tanken streife andre berømte Dramatikeres Verker i Fortid og Nutid, vil man blive slaaet af, hvilke forskjelligartede menneskelige og ethiske Værdier disse i Modsætning hertil har tumlet med.

Shakespeare og Ibsen– for at blive ved de to– hvilken uoverskuelig Mangfoldighed af menneskelige Følelser og Lidenskaber har de ikke givet nye, sterke og rammende, ofte sublime Udtryk! Ret og Uret, Kjærlighed og Had, Hevn og Misundelse, Feighed og Heltemod, Ansvar og Samvittighed. Hvilke Konflikter, hvilke Funker og Flammer, naar disse i Menneskene nedlagte Aandskræfter og Naturinstinkter tørner mod hinanden, til Seir eller Fald!

Sandelig, her er Stof nok til Tragedier for alle Tider. I Sammenligning hermed synes unegtelig Betydningen af «den sanselige Kjærlighedskamp» mellem Mand og Kvinde i Heibergs Drama at skrumpe merkelig ind.

Ingen af de større Dramatikere har da heller, saavidt jeg ved, nøiet sig med «Kjærligheden», uden i Forhold eller Modsætning til andre Følelser– som Sujet for sine Dramaer. Det skulde da være Shakespeare i «Romeo og Julie». Ogsaa det en «Kjærlighedens Tragedie»– en herlig, duftende Blomsterkrans, frisk af Morgendug, slynget om den unge Elskovs Brudefakkel– en tonende Sang om Kjærlighedens Jubel og Kjærlighedens Offerkraft!

Derfor føles det trangt og smaat, lavt til Loftet i de Stuer, hvori Heiberg fører os ind i sin «moderne» Kjærlighedens Tragedie. Ikke mindst i dens to sidste Akter.

Atmosfæren er lummer og trykkende.

Hvor er Vinduerne– Solen, Lyset, Blomsterne, Himlen– Stjernerne? Jo– Stjernerne– tilsidst. Men– passer Stjernerne her, over Karens afsjælede Legeme, som det ligger der med Jagtkniven siddende i Hjertet?

Stakkels Karen– det faldt dig jo aldrig ind at se op mod Stjernerne, derfor ligger du der. Og «Karlsvognen», som blinker deroppe, kan ikke forlade sin Bane og sænke sig ned til dig. Du faar vente, Karen– det gaar ikke saa fort– jordbunden og selvsyg som du var i din Kjærlighed!

*

Men Kjærligheden paa Jorden har intet med Himlen at bestille– tvertimod– synes Heiberg at mene. I vort underlige, ulykkessvangre Menneskeliv kastes den jo ind, en ubuden Gjest, som med suveræn Magt trænger sig frem og sætter sig i Høisædet i vort Hus– paa Trods af, hvad vi «vil» og hvad vi er– saa længe den selv finder for godt! Og naar den gaar bort– som den kom– da forstaar vi, at den var en herjende Ild, skjøn og stolt og vældig at skue, et kort eller et langt Øieblik. Men nu er Huset brændt– den sorte Grushoben ligger der i Stedet!

Saaledes er «Kjærlighedens Tragedie».

Javel– saa kan den ogsaa være. Den, hvem Livet har gjort lydhør og vaagen, vil maaske overalt i Luften veire Røgen fra brændte Tomter og høre Gjenlyden af halvkvalte Jammerraab og afmægtige Nødskrig. Thi denne Menneskets sterkeste Lidenskab– sterkere end nogen anden, fordi den bærer Livets Selvopholdelsesdrift i sig– er sandelig ikke at spøge med. Et Vilddyr er den, som saare vanskelig lader sig tæmme og aldrig lader sig udrydde.

Ser vi ikke, jeg havde nær sagt hver Dag, Livets egne Tragedier, blodige «Kjærlighedsdramaer», spillet ligesaavel paa det stolteste Kongeslot som paa det usleste Tagkammer? Som det udskudte Projektil synes jo denne menneskelige Urdrift at løbe sin Bane ud, søndersplintrende og dræbende alt, hvad der kommer den i Veien!

Hvem af os tør negte, at den Følelse, som vi kalder Kjærlighed, efter sin Natur er grusom, egenkjærlig og tyrannisk? Det Menneske, der er Gjenstanden for dens Attraa, vil den eie, eie helt for sig alene, med Legeme og Sjæl, med Sind og Sanser, helt og udelt, hver Trevl af dets Væsen, hvert Aandepust fra dets Læber! Men dog, hvor forskjellig fra alle andre Lidenskaber– ialfald naar den skal kunne betegnes med Navnet Kjærlighed (den kun dyriske Sanselighed er udelukket)– fordi den tillige er en saa uendelig sammensat Følelse! Paa en mystisk Maade gjennemtrænger den paa én Gang baade Legeme og Sjæl. Fra selve den Elskedes Personlighed synes der at udstrømme et usynligt, hemmelighedsfuldt Fluidum, der trækker en magnetisk til og sætter alt i ens Væsen i de sterkeste Svingninger. Sensibel, dirrende ved hver Berøring synes hver Nerve, som saares, øieblikkelig at forplante sin Smerte til alle andre Nerver, de fysiske ligesaa vel som de psykiske!

Derfor lurer ogsaa altid Faren, Lidelsen– Døden over hver dens Hoved, der har givet sig ind under dens Magt. Har ikke den, som elsker, med det samme givet et andet Menneske Retten til blot med nogle kolde Ord at flænge i levende Kjød? Saa stor en Indsats– saa grænseløst et Tab– saa svimlende en Vinding! Taber man saa– dør Kjærligheden i den ene– for den, der endnu elsker, synes selve Livsnerven overskaaret! Da blir den første Tanke: Saa kan jeg heller ikke leve, vil ikke! Og saa– Valget: Som en Amputeret at slæbe sit Liv videre– eller Dolk, Gift, Vitriol, Revolver– vendt mod en selv eller mod den anden– alt eftersom Karakter og Disposition tilsiger det!

*

Sandelig det er ikke underligt, at der findes ikke saa faa gode Borgere og Borgerinder, her og andetsteds, som bliver forskrækkede og gjerne vilde se dette stormende, brusende, uberegnelige henvist til fjerne Tider. Eller betegne det som Livets Natside, som man ikke behøver at have noget med, naar man ikke vil. Ialfald vil de bede om kun at maatte beholde den i en afdæmpet, indskrænket Tilstand, reduceret til noget, man selv faar beherske, og som heller ikke skal beherske andre! Enkelte erklærer sig dog villige til at akceptere den i et passende Tempo, moderato non appassionato,moderato non appassionato] Musikkterminologi for tempo og spillestil: moderat, ikke lidenskapelig for en stakket Stund, f. Ex. i Ungdommens første Vaar; men helst vilde de dog borteliminere det hele. Den er dem i Veien for deres Evolutionstheorier, deres Fremskridtstro og deres moralske Planeringsarbeide!

TolstoiTolstoi] Lev Tolstoj (1828–1910), russisk forfatter, best kjent for romanene Krig og Fred (1869) og Anna Karenina (1877). har taget Parti for Borgerne. Fordi han saa sig syg og fortvilet paa alt det lave, nedbrydende, som dette Menneskenes usalige Urinstinkt fører med sig. Han saa, hvorledes alle Livets nedbrydende Kræfter kappedes om at tage den i sin Tjeneste, for uoprettelig at lamme og forstyrre Arbeidet derinde i Menneskets inderste Verksted, hvor Karaktererne smedes og dannes. Derfor– væk med det– selv om det skulde koste selve Livets Fortsættelse paa denne Klode!

Dog tror jeg neppe, at «Kreutzersonaten»«Kreutzersonaten»] roman (1890) av Lev Tolstoj (1828–1910) (heller ikke WeiningersWeiningers] Otto Weiniger (1880–1903), østerriksk filosof og forfatter, utga i 1903 den meget omdiskuterte boken Geschlecht und Character, hvor han bl.a. markerte seg som en kvinnehater. nye Kvindehadsfilosofi) har havt videre Held med sig i sin Propaganda eller kan tilskrive sig Fortjenesten af at have skabt mange Nonner og Munke, med eller uden Kutte.

*

Men er saa alt dette virkelig sandt? Eller er det kun forsaavidt sandt som, lad os sige, de sterke, dybe Skygger paa et Maleri, der netop har til Maal at gjengive Solens intenseste Lysflom over et Sydens Landskap?

Det er netop her, vi finder, at ikke alene Borgerne, men ogsaa «de store Aander» ser falskt og kort. Idet de synes at mene, at Kjærligheden «med al dens Væsen», som Heiberg siger, skulde være uddybet og defineret gjennem dette eruptive, dens berusende, magtstjælende og forsaavidt samfundsfarlige Karakter. Medens dog Livet, Historien, Kunsten og Literaturen taler et helt andet Sprog.

Er det dog ikke et ubestrideligt Faktum, at denne Lidenskab, tvertimod alle andre herjende Lidenskaber– netop paa Grund af sin inderlige Sammensmeltning af Legeme og Sjæl– synes at være udstyret med den Eiendommelighed, ikke alene at søge at forbinde sig med, men at optage i sig alle andre høiere Evner i den menneskelige Sjæl? Som den brændende Solstraale, der paa en hemmelighedsfuld Maade søger helt ned til Plantens Rod for at give den Kraft til at skyde Safterne op i Stamme og Grene og skabe Blade, Blomster og Frugt.

Kjærlighed– kan noget Menneske, der ikke er afstumpet eller fordærvet, høre Klangen af det Ord, uden at Tanken føres hen paa noget herligt og skjønt, noget varmt og straalende!

Hvad Menneskeaanden i sin evige Søgen mod Udvikling og Fremskridt skylder denne Blodets Glød og Brusen, hvad der ved dens Kraft er udrettet, hvad der for dens Skyld er erobret og ofret, savnet og vundet, jublet og lidt– det kan ingen maale, ingen ane!

Ikke for intet staar Kjærligheden mellem Brud og Brudgom, selv i vor Bibel, som Symbolet paa den høieste, reneste Lykke og den sterkeste Offerkraft.

Virker den ikke som et stille Under, naar den smelter Hjerterne, gjør den stolte ydmyg, den haarde blød, naar den faar den sterke til at føle sig liden og svag, og den svage bliver modig som en Løve? Har vi ikke seet den hensynsløse og egenkjærlige blive mild og nænsom– og hænder det ikke, at Menneskene under dens Magt endog bliver taknemmelige, det som ellers falder dem saa saare vanskeligt?

Men ikke mindre aner vi vel dens kongelige Magt, naar den i store Sjæle slaar ud i Stordaad og Offertrang. Hvor mange Kunstverker, netop af de ypperligste, er ikke skabte af Kjærlighedens Aandepust! Vi kunde nævne de største Navne til alle Tider. Selv den ulykkelige, forsagende Kjærlighed til en Kvinde, som Døden havde berøvet ham, har aabnet Paradisets Porte for en af Verdens største Aander, og ved en Kvindes Haand fik de Salige Skikkelse for hans Øine!Selv den ulykkelige … hans Øine!] Henvisning til Divina commedia av Dante Alighieri (1265–1321)

Er det ikke Georg Brandes, som altid vil finde den levende Kvinde, den virkelige Kjærlighedshistorie bag alle de store Digteres Verker? Og han har maaske mere Ret, end de fleste vil tro. Hvem kunde f. Ex. tænke sig, at den skarpe, fine, skeptiske MériméeMérimée] Prosper Mérimée (1803–1870), fransk forfatter, dramatiker og arkeolog engang i et fortroligt Brev har udtalt: «Du bebreider mig, at jeg ikke skriver mere?– Fordi der var en, som jeg skrev for. Og denne ene– er der ikke mere. Hvorfor skulde jeg saa skrive?»

Den sidste Tid har føiet endnu et Navn til de andre. Et Navn, som man maaske mindst havde tænkt det om– Richard Wagner.

Hvem der har læst de nylig udkomne Dagbogsblade og Breve til Fru Mathilde Wesendonk, den Kvinde, han elskede med den mest brændende Lidenskab og paa samme Tid med alle de fineste, ædleste Fibre i sin Sjæl, vil kunne faa sin maaske vaklende Tro paa Kjærlighedens udødelige Kongedømme endog i vor nivellerende Tid bestyrket. Wagner flygtede fra hendes Nærhed, fordi Ærens og Pligtens Love blev dem begge for sterke, men i haabløs Forsagelse, under en næsten uafbrudt Adskillelse vedblev hun dog i ti samfulde Aar, inden han kom ind under Fru Cosima Bülows Indflydelse, at være hans Muse, den indirekte Skaberinde af «Tristan og Isolde» (hvoraf Texten delvis er hendes Digtning), hans Fortrolige, hans gode Engel, hans Eneste! Gjennem de skrevne Ord, der virker som et eneste Skriftemaal, sendt den fraværende Elskede, slaar denne Kjærlighed os imøde med Vingeslag saa brusende, saa sterke, «med Døden over sig», men under Kampen saa lutrende, rensende og forædlende, og saa berigende for hans Kunst, at enhver, der læser det, maa blive betaget deraf. «Mit dir kann ich alles, ohne dich bin ich nichts», det er hans Omkvæd.

II.

Naar vi saa atter vender os til Heibergs Produktion og den Rolle, han anviser Kvinden i sine «Kjærlighedens Tragedier», mødes man unegtelig af en anden Opfatning af hendes Stilling og Indflydelse paa Manden og Samfundet. Ved sine, kun let varierede, Gjentagelser af Typen– og desuden tilført et uomtvisteligt almen-symbolistisk Drag– tør denne Opfatning vistnok antages at være Hr. Heibergs egen.

Hr. S. B. i «Verdens Gang» mener vel ogsaa at have truffet denne paa Kornet, naar han i sin Omtale af Fru Dybwads Udførelse af Karens Rolle ved Stykkets Førsteopførelse udtaler følgende:

«Ingen Skuespillerinde, jeg har set, har gjort et Greb ned i det «evigt kvindelige» saa dybt og dristigt» (ak ja, det er gaaet langt frem, siden Goethe udtalte de bevingede Ord: «Das ewig Weibliche zieht uns hinan»).«Das ewig Weibliche zieht uns hinan»] Sitat fra Faust, annen del (1832), drama av Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832). Verselinjene har blitt oversatt ulikt til norsk. Kristen Gundelach (1957) oversetter det slik: «det evig kvindlige / drar oss mot Gud»; André Bjerke (1983) velger «alt evig-kvinnelig / løfter oss hjem»; i Åse-Marie Nesses gjendiktning til nynorsk (1999) heter det: «Eit Evig-Kvinneleg / ber oss i hamn». (Store norske leksikon) «Hvor aabenbarer, afdækker, afslører hun ikke for os af ondt og godt, af skamfuldt og ublufærdigt, af sjælsfint og sansehidsigt, af livsgraadigt og dødstræt hos denne Karen, som hvert Øieblik forbauser og optager, men som dog kun er en Kvinde som tusinde andre her i Verden.»Forfatternote: Udhævet her.

Hr. N. K. præciserer endnu sterkere dette Heibergs Synspunkt i sin ovenfor omtalte Anmeldelse i samme Blad, idet han til Belysning af Emnet drager en Parallel mellem «Kjærlighedens Tragedie» og «Balkonen»«Balkonen»] drama (1894) av Gunnar Heiberg (1857–1929) og af dette sidste Stykke citerer Abels «berømte» Replik:

«Kjærligheden i den ene Haand, alt andet i den anden– vælg! Ja. For Kjærligheden stanser Menneskene. Den gaar ikke ind i Kulturen. Den er den eneste Naturmagt, som ikke lader sig dyrke. En Menneskehed med Hjerte, men uden Kjærligheden og alt dens Væsen– mod den gaar Aandens Gang her paa Jorden– og da gjælder det at ruste sig med alle sine Vaaben. For, vinder Kjærligheden, bliver man gal, dum, blind, uretfærdig, den hører til i Mørket, den stjæler af Intelligens og Karakter, af Vilje.»

Se, se– dette er sandelig noget andet end ved en Kvindes Haand at stige til Himlen!

«Og til dette», vedbliver Hr. N. K., «siger Julie smilende: «Og jeg?» «En overmaade skjøn og dyb Replik», tilføier han.

(«Og jeg?»– dyb– maaske! Skjøn, overmaade skjøn?– Lykkelige Heiberg!)

«For hende maa gjerne Intelligensen, Viljen, Karakteren bestjæles. Hun lader Aanden gaa sin rette og skjæve Gang her paa Jorden, hun vælger ikke, for hun har intet Valg, hun hører hjemme i Mørket sammen med Kjærligheden.»Forfatternote: Udhævet her.

Vistnok finder Hr. N. K. Situationen i Heibergs sidste Arbeide ny, men «Kvinden er den samme».– «Sanserusen og den syge Indbildningen, det er mig. Mig altsammen. For mig er dette Livet, det virkelige Liv, det eneste, som er værdt at leve» etc.

Dette er Karens Replik. Og hun er Kvinden. Og alle, som læser Heibergs Dramaer vil se, erkjende, forstaa og bifalde. Saaledes er Kvinden. Saaledes er Kvindens Kjærlighed. «Thi Kvinden hører hjemme i Mørket hos Kjærligheden.» Manden derimod, han har Valget! Han iler mod høiere Sfærer, mod Intelligens og Aand og Hjerte– Hjerte ogsaa– naar bare Kvinden ikke faar Tag i ham!

For hun, stakkar, hun kan ikke vælge engang. Hun hører uhjælpelig, fra Skabningens Begyndelse, for alle Tider hjemme i Mørket hos Kjærligheden!

Udtalt med mørk Klang i Stemmen, noget af en Gravrøst, lyder det saa uhyggelig dystert, saa profetisk og skjæbnesvangert– en udtalt Forbandelse: Ve– Ve!

Hu, ha, det formelig grøsser i en, som dengang man som Barn hørte Spøgelseshistorier. Og saa er det saa orientalsk– saa muhamedansk– saa rent udenfor alle Land! Kvinden, en halvvild, slap, blødagtig, sanselig, uvidende Skabning, uden Ansvar– uden Sjæl!

Muhamedanerne tager bare Konsekvenserne helt ud, de. Kvinden har ingen Sjæl. Ja– mener Heiberg egentlig noget andet? Og alle hans Prester og Profeter– de knæler jo ogsaa ned, «Allah har talt– Allah er stor».

Jeg synes, der falder næsten et komisk Skjær over alt dette. Naar Solen rinder næste Morgen, saa er det bestemt kyset afvei som andet Troldskab. Og vi kan faa os en god Latter af vor egen blege Forskrækkelse!

*

Man kunde have Lyst til at indskyde et lidet, impertinent Spørgsmaal: «Men hører virkelig Manden aldrig hjemme i Mørket, ɔ: Stedet, forladt af Aand og Ethik (konf. Abels Replik)– hos Kjærligheden?

Der er nemlig ogsaa et Mørke, hvor ikke Kjærligheden, men Kjærlighedens hæsligste Vrængebillede «hører hjemme». Hvem er det, man finder der? Er det Kvinden? Ja, visselig. Men kun den dybest sunkne, i sin mest fornedrede Skikkelse. Men Manden? Er det virkelig kun Samfundets mandlige Bærme, eller i bedste Fald en «Don Juan», en «Marquis Priola»,«Marquis Priola»] Le Marquis de Priola, skuespill (1902) av Henri Lavedan (1859–1940) som færdes der? Spørg Læger, Politi, Retsjournaler– spørg Ligaen mod den hvide Slavehandel. Nei– ikke den civiliserede Kvinde– og det maa da kun være en slem Spøg at ville paastaa, at hun ikke existerer– men vel nok den civiliserede Mand, ham, der har «valgt» «Aanden», «Kulturen», «Fremskridtet» og «Hjertet», møder man, og det slet ikke som nogen Overraskelse, i disse Samfundets mørke Dybder. Aa– I Orientalere!

Ikke destomindre, det hænder– vi negter det ikke– men «Undtagelsen beviser Regelen», som man siger– at en Slags Kulturkvinder (Exemplarer af Arten Karen) virkelig kan forvilde sig i Mørket med sin «Kjærlighed».

Man kunde endog tænke sig, at Heibergs «Kjærlighedstragedier», hvor de fremvises med en saa straalende Nimbus om sig, kunde komme til at skabe flere! Ordets og Kunstens Suggestion er en farlig Magt. Og Hr. Heiberg med sit beundrende Følge vil isaafald ikke være uden Ansvar.

For der er kanske nogle unge Kvinder, som forelsker sig i denne Rolle: At blive betragtet som et saadant mystisk, jordbundet Halvmenneske. En deilig Havfrue– uden Sjæl– men ogsaa uden Ansvar. Lokkende, interessant og– netop ved dette «urtypiske», der hænger ved hende, dette sansepirrende Mørke, der omgiver hende– eggende Mandens Nysgjerrighed og Attraa!

Det er jo ogsaa saa nemt. Hun behøver kun at være sig selv– sig selv nok. Alt klæder hende, alt kan hun tillade sig. Hun fortrolder, hun fortryller og dreier den sterke, intelligente Mand, han som er et virkeligt Menneske, om sine smaa hvide Fingre!

Hvis hun endda bare vilde forstaa, i hvilken kort og eneste Akt denne Rolle kan spilles. Og hvor forfærdeligt det bliver at være alene i Mørket, naar al bengalsk Ild er slukket og Teppet er gaaet ned! Alene– bundet til Jorden med Naturens egne, uløselige Lænker– alene i Mørket uden Kjærligheden!

*

Men– vi kan ikke engang lade Heiberg beholde Ærgen af at have «kreeret»– som Skuespillerne siger, naar det gjælder en ny Rolle– denne kvindelige depraverede Artstype «Julie» og «Karen» i den norske Tragedie.

Man kunde som et Exempel pege paa den kvindelige Hovedperson i Collett Vogts Drama «To Mennesker». Denne Megære,Megære] (foreldet) heks, hurpe der er saa kemisk ren for alt, hvad der heder Moral og Samvittighed, at hun synes mere at maatte henregnes til en pathologisk Abnormitet end til et virkeligt Menneske, og som, uden at en Nerve dirrer i hende, ser den Mand, hun elsker, dynge Mord paa Mord for hendes Skyld, «saa de endelig engang kan faa leve frit og helt ud deres Elskovsliv i Jubel og Lyst».

Da Hr. Carl Nærup imidlertid i sin Anmeldelse af «Kjærlighedens Tragedie» i «Urd» netop fremholder, at dette Drama er saa forskjelligt fra Ibsen som vel mulig. «Thi Heiberg vil give det, som Ibsen aldrig giver. Han prøver at finde Ord der, hvor Ibsen forstummer. Heibergs Tragedie naar ned til Menneskesindets stille Dybder– den tolker Lidenskabens og de inderligste Oplevelsers Sprog» etc.–

Saa forekommer det os, at det her maatte være paa rette Sted for Ibsen at indskyde den «overmaade dybe og skjønne Replik: Og jeg!»

Den, der vil gjennemlæse første Akt af Ibsens Tragedie «Lille Eyolf»Ibsens Tragedie «Lille Eyolf»] utgitt 1894 vil blive høilig overrasket og slaaet af, hvilken paafaldende Lighed der er mellem de to Kvindeskikkelser Rita Almers og Karen. Ja, indtil hele Rækker af deres Repliker saa adskiller de sig ofte kun i Stil og Farve fra hinanden.

Saa langt fra at være enig med Hr. Nærup i, at Ibsen forstummer, hvor Heiberg prøver at finde Ord, finder vi, at Rita er en klarere, langt mere konsekvent udført Type af Arten end Heibergs Karen. Da Rita paa sin Side gjør den Opdagelse, at hendes Mands Kjærlighed dør («han havde Champagne, og rørte den ei»)«han havde Champagne, og rørte den ei»] Referanse til sluttrimet i Johan Sebastian Welhavens dikt «Republikanerne» (1832); egentlig: «de havde champagne, men rørte den ei» og det ganske paatageligt og uigjenkaldeligt ogsaa, proklameret af ham selv i asketisk Ekstase– saa er hendes Smerte og Forbitrelse saa grænseløs, at hun i sin sjælløse Egoisme, i sit graadige Krav paa Eneherredømme over hans Legeme og Sjæl, Sind og Sanser, som en rasende Furie ikke viger tilbage for at ønske Livet af deres eget Barn, der synes hende at staa imellem dem!

Maa ikke dette siges at «slaa Rekorden»? Saa lidet «stum» er Ibsen!

Herved er ogsaa at bemerke, at Rita Almers aldrig, selv paa Høidepunktet af sin Lidenskab, bliver saa kras, raa og simpel som Karen. Rita udtrykker sig dog, trods alt, som en mere «civiliseret Furie»– om man saa kan sige– end Heibergs Karen. Hvor, i Parenthes sagt, denne sidste Dames omtalte Dannelse og gode Familie, som vi dog synes at øine svage Spor af i hendes Sprog og Væsen i første Akt, trods hendes temmelig frie og «eiendommelige» Handlemaade, bliver af i de tre følgende Akter, ikke mindst i den midterste, det er og blir en uløselig Gaade!

*

En fransk Forfatter begynder fornylig en Artikel om en berømt og nobel historisk Personlighed med følgende Ord: «Rien à vrai dire n’intéresse réellement l’âme que l’âme.»«Rien à vrai … l’âme.»] Overs.: I virkeligheten er det ingenting som interesserer sjelen mer enn sjelen. Åpningssetningen i Léon Lefebvres (1848–1916) artikkel «Montalembert. Une Âme de croyant au XIXe Siècle», Revue des Deux Mondes, tome 25, 1905

Sjælen. Det er næsten lidt generet at bruge dette Ord. Det klinger ligesom saa underlig stille og blødt og gammeldags ligeoverfor disse voldsomme Ord og disse i sin utæmmede Lidenskab brutale Sindstilstande, som vi har beskjæftiget os med.

Der staar jo i Genesis:Genesis] Vanlig betegnelse for 1. Mosebok i Det gamle Testamente. «Og Mennesket blev til en levende Sjæl.»

Det er dette, som Heiberg med Vilje synes at vende sig bort fra, maaske fordi den ikke interesserer ham eller falder ham besværlig denne nye «Tilsats» af Sjæl, dette, der altid blander sig ind og foranstalter Uro og Møie og Strid og Samvittighedsplagerier af alle Slags. Paatrængende ogsaa med sin længselsfulde Flugt bort fra de kun animale Instinkter, med sine idelige Krav paa Omsætning af jordiske Realiteter i høiere, aandelige Værdier! Men derfor– ja derfor– en faar jo have le courage de ses opinionsle courage de ses opinions] Overs.: sine meningers mot– saa synes vi ikke heller, at hans Drama– hvor glimrende det end kan være bygget og udført– er netop saa særdeles interessant!

Det forekommer os endog, som om, hvis vi tog os til at rive ned og pille Stasen og Rosetterne af den Æreporten, som han selv og hans nidkjære og flittige Beundrere har opreist for det– og som maaske virker lidt imponerende og blendende til at begynde med– at naar vi fik de klingende og glitrende, hu–ha–haarreisende Sentenser om Kjærlighed og Elskov og Død og Løver og Stjerner og alt det der væk– saa vilde dets egentlige Indhold reducere sig til en noksaa almindelig Tragedie om et ulykkeligt Ægteskab, hvor Mand og Kone passer sammen som Ild og Vand– og slet ikke være noget overbevisende Indlæg for den meget omtalte: selve Kjærlighedens iboende Tragik!

At Kjærligheden mellem Erling og Karen «maa dø, hos den ene eller hos den anden», det er da slet ikke Kjærlighedens Skyld, «Stakkar», som HadelnHadeln] En viktig person i Heibergs drama. siger. For den dør jo simpelthen af den Grund, at den ikke har noget at leve af eller leve paa– ikke saadan i Aarevis da!

For, naar nu Erling har levet tre samfulde Aar paa en «Elskovsrus» (som han selv udtrykker sig ligeoverfor Karen i anden Akt), saa maa han da se at skaffe sig noget andet ved Siden af. «En maa da være Menneske ogsaa,» som han selv, mindre delikat, føier til. Vi synes, vi, i Parenthes sagt, ser ham paa den noget langvarige Bryllupsreise sidde i Jernbanekupéen og smaagjespe og studere Togtabellerne (havde det endda været de Landes Historie, som de reiste igjennem!) med en dulgt Længsel i sin Barm efter en rigtig stor Mundfuld frisk, ren Skovluft igjen! Samlivet med Karen har tydeligvis havt en indskrumpende og ikke en udvidende Virkning paa ham. Hvilket hverken taler til Fordel for ham selv, eller er smigrende for den raske Vekst og Udvikling under hans «rationelle Behandling», som Karen saa stoltelig proklamerer hos sig selv.

Men saa har han jo heller aldrig behøvet som de fleste andre unge Mænd, i Kjærlighedens første Tid ialfald, for Karens Skyld, at prøve at samle lidt Forraad, han ogsaa, til deres «aandelige Fælleseie» for kommende Dage. Af saadant, som ikke netop hører direkte ind under deres «Elskov». Og Karen, paa sin Side, hun har sikkerlig aldrig, som i den yndige Scene mellem Faust og Gretchen,i den yndige Scene mellem Faust og Gretchen] Henvisning til Faust, drama av Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) plaget ham med endelig at ville gjøre ham delagtig i alle sine Tanker og alle sine smaa Glæder og Sorger– eller som Gretchen forbløffet ham med det lille simple Spørgsmaal: «Tror du paa Gud?»

Derfor har hun jo heller ikke, naar det gjælder hendes Liv og Lykke, andet at fængsle og lokke ham med– saa han kunde glemme Arbeidet og Skoven og Plantningerne– end dette ynkelig nedværdigende: «Jeg skal lete frem nye Ting i mit Legeme til dig.» Stakkels Karen, hun forlanger igrunden ikke mere af en Mands Kjærlighed end det, der hører Blodet og Sanserne til– det, som den første Kvinde, han møder paa Gaden, kan tage fra hende!

Men lad os være fuldt retfærdige mod Karen. Det er ganske naturligt, at naar et Menneske, saa udisciplineret, saa vildt passioneret som hun er, gaar hen og gifter sig med en «Tørvetriller»– om end til sine Tider merkelig poetisk Tørvetriller– som Erling, saa maa deres Kjærligheds lykke være dødsdømt. Hendes ialfald. Og naar hun, da hun merker, han glider fra hende, «gjør Scene», med Opgjør og Udredning– og saa mødes, ikke alene af hans komplette Mangel paa Forstaaelse, men ogsaa af hans grænseløst naive og uheldige Repliker om «Æreporten» og «lille Karen» (en faar forresten altid saadan Lyst til at tage Erling i Frakkekraven og sige: «Nei, men Erling da– dette har du da aldrig i Verden sagt»! Men Heiberg ved jo bedre)– ja da vilde endog en ganske almindelig hyggelig Hustru, som var glad i sin Mand, «flyve i Flint», som man siger, ja maaske ønske sig «dybt ned i den sorte Jord». Men naar Erling saa videre, i samme Aandedræt som han i sit stille Sind lykønsker sig til som dygtig Pædagog at have redet Stormen af– ogsaa faar sig en god og sindsrolig Latter, fordi JohannesJohannes] En tjenestegutt i Heibergs drama. derudenfor imedens er faldt i Søvn i Dumpen– at Karen da faar et Anfald og gjør Scene Nr. 2– meget værre end den første– det kan ingen fortænke hende i.

Men vi kommer uvilkaarlig til at tænke paa Ibsens «Forviklinger»:Ibsens «Forviklinger»] dikt fra 1871

«Se, al denne Jammer og Nød var spart,

Var Bien bleven Mus, da Blomsten blev Kart.»

Hvilket frit oversat vil sige saa meget som: «Hvis Karen ogsaa havde været en almindelig ‘Tørvetrillerkone’, saa vilde hun simpelthen, efterat hun havde pakket hans Niste og spist en koselig Middag med ham, og han saa i Afskedens Øieblik havde sagt hende alt det vakre, poetiske om ‘Cellotonen’ og ‘Skoven’ og ‘Længselen’ og om ‘hendes Sind og Legeme, som synger sammen’, og alt det der– saadant som nok ikke var daglig Kost for hende– ja, saa havde hun nok ikke provoceret ‘Æreporten’ og ‘Pædagogen’, men tvertimod syntes, hun havde oplevet et af sin Lykkes Høidepunkter. Og hun vilde kysset ham rørt til Afsked, og lovet ham, at hun i hans Fravær skulde passe godt paa Huset og Børnene (der vilde sandsynligvis været et Par Stykker af dem) samt nok greie at faa den «Styrten» repareret.

Thi det er det at merke ved Artstypen Karen, at der gaar en hel Del Lediggang i dem! (Derfor har vi vist saa faa af den mandlige Paralleltype hos os.) «Idleness is the root of all evil», siger de praktiske Engelskmænd. Og det turde maaske være opportunt at henstille til Karens «beslægtede Sjæle» at tage disse enkle Ord under Overveielse. Thi én Ting tør vel paastaaes sikker: Skulde Karen som Videnskabsmand eller Doktor f. Ex. hver Dag til bestemt Klokkeslet sidde paa sit Kontor, tage mod Patienter, stille Diagnoser, operere etc.– hun vilde visselig ikke da blevet den Karen, som klæder sig af for Hadeln og stikker Jagtkniven i Hjertet.

*

Blev Indtrykket efter Læsningen af Heibergs nye Tragedie saaledes hverken dybt eller sterkt, og virker den heller ikke, trods alle de anvendte voldsomme Effektmidler, i nogen særlig Grad rystende og betagende– saa vil den dog altid fængsle og interessere ved det virkelige Alvor og den intense Potensering af sterke menneskelige Følelser, som den bæres af. Og skjønt vort naturlige Krav til Kunst om først og fremst at skjænke os Skjønhed og Aandsindhold her ingenlunde føler sig tilfredsstillet, saa maa dog hver den, som elsker Ordets Stilkunst, bøie sig i Beundring og Taknemlighed for, hvad Heibergs Mesterhaand her har skabt.

Disse knappe, klingende Repliker, der er saa noble og faste i Rytmen, saa klare og funklende i sit Lysspil som en sleben Staalklinge, skjænker Læseren en stor Nydelse helt for sig. Selv de enkleste af disse Repliker kan derved faa en egen Art «Beaandelse» over sig, som man maa forundre sig over. Vor Literatur eier vel ingen elegantere Pen end Heibergs. Og hans Evne til at finde skjønne og poetiske Billeder, som vi af og til har kunnet beundre hos ham som Journalist og Korrespondent, kommer her endnu mere til sin Ret.

Kun synes vi, at her, hvor hvert Ord just er saa nøie afpasset og overveiet, og al Udenomsforklaring forsmaaet, burde man heller ikke støde paa en eneste falsk Tone eller vildledende Replik. Men af og til tvinger han os til at komme med Indvendinger, hentede fra de Forudsætninger, han selv giver os. Og det forekommer os, at endog Skuespillerne selv ved Opførelsen arbeidede med flere af disse som med noget modstridigt. Jeg har ovenfor pegt paa flere af Erlings Repliker i 3die Akt. At hans mere end naive Udbrud i 1ste Akt: «Nu elsker jeg– nu elsker jeg for første Gang– nu igjenForfatternote: Udhævet her. elsker jeg for første Gang» maa være beregnet paa at overhøres ikke alene af Karen, men ogsaa af Publikum, anser vi utvilsomt– medens hans Slutningsreplik i samme Sekund, som han faar Vished om, at Karen vil blive hans: «Aa, jeg synes, vi maa bringe Glæde, hvor vi viser os i hele Verden– vi to» unegtelig virker noget forbløffende. Hans dunkle Tale i 3die Akt om, at han elsker hende, saa han «kunde rive Vingerne af den vilde Fuglen, som sidder paa Tomten af vort brændte Hus», der bringer Karen til at vente med spændt Forventning, hvad der saa skal komme– er temmelig uforstaaelig i sig selv, ogsaa derfor, at han jo slet ikke opfatter, at det er saa farligt med den Ildebranden– den, mener vi, skyldes mere Heibergs Kjærlighed til en pathetisk Replik end hans Ønske om at give Læseren en oplysende Forklaring. Og hvad angaar Karens berømte evig citerede Replik om «Ørkenen» og «Løver» og «Stjernerne»– saa finder vi den for det første slet ikke klar– og for det andet kan den meget godt virke i en helt modsat Retning end tiltænkt. Forsaavidt som Heiberg vel ikke mener, at Karens sanseglødende Kjærlighed til Erling, den ene, dog egentlig kun er HetærensHetærens] Betegnelse på en kurtisane, kvinnelig ledsager eller kvinnelig prostituert i det antikke Hellas. sansesyge Hunger efter Spænding, Livsnydelse– de mange– en Opfatning, der ogsaa kan støttes af et Par af hendes andre Repliker i samme Genre?

Heiberg har jo dog formaaet at indgyde os en vis Sympathi og Respekt for Karens Følelse for Erling, saa aandsforladt og gjennemegoistisk som den er. Han bringer os endog til ikke at studse saa altfor meget, naar Erling kalder hende sanddru, endda hun ikke gjør andet end at smaalyve den hele Tid! Men til en Begyndelse er der virkelig, trods alt, noget friskt, varmt og umiddelbart over Karen. Ligesom om hun kunde være vokset op i en halvvild Naturtilstand, hvor Begreberne Ondt og Godt kun befinder sig som svage Spirer under et Vildnis af kraftigt Ugræs!

«Løgn er jo noget lumpent det,» siger hun ganske fornærmet, lige efterat hun har løiet med sand Virtuositet. Det er en storartet Replik, der netop viser hendes moralske «Ukultur». Og da hun til Slutning siger til Hadeln om Erling:– «da han stod mod mig med Svepen i Haanden»– saa kunde Heiberg ikke skabe et mere sandfærdigt, mere glimrende Udtryk for at betegne den Tilstand, hun da er kommen i. Thi da er hun saa fuld af Uvederheftighed og Sensation og Elskov og Bitterhed og hysterisk Raseri, at hun ikke længer ved, hvad der er sandt, eller hvad der virkelig er skeet, men optager uden videre, hvad hun tror, hun har oplevet, eller skal opleve i sin egen opdrevne, opjagede Fantasi. Stakkels Karen!

*

Til slutning kun et Par Bemærkninger:

Man kan akceptere de menneskelige Urinstinkter, man kan endog tildels bøie sig for dem, som for Naturen selv. Og man kan godt have den Formening, at den Kunstner, der har sat sig til Opgave at efterspore dem selv midt inde i vort civiliserede Samfund, har løst sin Opgave til Fuldkommenhed.– Men, naar Hr. Konservator ThiisThiis] Jens Peter Thiis (1870–1942), kunsthistoriker og museumsdirektør. i sin Tale paa Heibergfesten kalder Dramaet om den sanselige Kjærlighed for en Helligdom af Følelser,Forfatternote: Efter Avisreferat. da maa vi bestemt protestere. Lad os ikke til den Grad forfuske Begreberne! Man kunde næsten smile. Helligt!– det er jo Ordet, der betegner, hvad der er renset og sat tilside for en høiere Tjeneste end den jordiske. Og– her–!

Saameget mere som der endog i Heibergs Stykke er et Par Repliker, der, saa langt fra at være Udtryk for noget helligt, kun er en Spotten af det Hellige. Hadelns Svar til Karen om «Ordet, der er Gud» etc., er ikke det mindste træffende eller aandrigt. Enhver nogenlunde slagfærdig Pjolterdrikker, der engang har lært sin Barnelærdom, vil kunne præstere den Slags. Men, naar denne Person taler om at forelske sig i «et gammelt Skab … eller et lidet, hvidt Lam, som bærer Verdens Skyld»– saa er det intet mindre end en blasfemisk Brug af den hele Kristenheds helligste og dyrebareste Symbol, som burde støde ethvert alvorligt Menneske uden alt Hensyn til religiøst Standpunkt.

*

Det synes næsten, som om Hr. Heiberg selv ikke finder ubetinget Behag i alle de noget hektiske og smagløst overdrevne Talemaader, der henvendes til ham i Anledning af hans sidste Arbeide, selv om de aander den dybeste Beundring. Han er ikke for intet den fine Ironiker, den skarpe Satiriker, ligesom han jo heller ikke er ganske uden en vis Portion af denne «Livsens Ondskab».

Thi, da Hr. Thiis umiddelbart efter sin høistemte Betegnelse af Dramaets «Helligdom» vender sig til «Mesteren» med de Ord: «Tag vel vare paa Deres dyrebare Helbred– for deres Skyld, der venter paa Deres nye Verker med Spænding og Længsel» (frit efter Avisreferat)– ja, saa svarer Heiberg med– en politisk «Speech» om den aktuelle Unionskonflikt med Sverige!

*

«Morgenbladet»s Anmelder af Førsteopførelsen af «Kjærlighedens Tragedie» slutter med at sige om dets Forfatter, at han er en Digter, som eier Sprogets og Tankens ypperlige Gaver, og at han benytter dem i saa «sterk Form, at svage Hoveder let kan forvirres derved».

Man spørger sig selv: Hvilke er de svage, forvirrede Hoveder– de, som knæler i Støvet med Ansigtet vendt mod Mekka og raaber: «Allah er stor!»– eller de, som stiller sig lidt skeptisk til Siden, lytter, speider og overveier, og saa siger: «Allah synes os ikke at være saa ubetinget stor!»

Om Litterære essays

I denne tekstkritiske utgaven blir Helene Dickmars litterære essays fra perioden 1886–1905 for første gang utgitt samlet. Utgaven er utstyrt med innledning og kommentarer ved Jorunn Hareide.

Helene Dickmar er pseudonym for Hanna Butenschøn (1851–1928). Butenschøn deltok aktivt i datidens debatter om for eksempel sedelighet, kjærlighet og «det moderne». Hun anmeldte flere av Henrik Ibsens verker og skrev en utførlig analyse av Knut Hamsuns berømte foredrag om «de fire store».

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook