Har Henrik Ibsen i Hedda Gabler skildret virkelige kvinder?

Trykt som egen pamflett på Aschehoug forlag i 1891. Ibsens drama Hedda Gabler kom ut i 1890, med urpremiere i Tyskland 31. januar 1891.
En kortversjon av essayet («Hedda Gabler», af Helene Dickmar) ble trykt i Dagny. Tidskrift för sociala och litterära intressen, utg. af Fredrika Bremer-förbundet, 1891:4, s. 124–133. Mathilde Schjøtt hadde anbefalt henne for redaktøren, Sophie Adlersparre.

    Assessor Brack  (halv afmægtig i lænestolen).

«Men, Gud sig forbarme – sligt noget gjør man da ikke»!

I denne slutningsreplik er det ligesom Ibsen med profetisk anelse har samlet det hele store publikums dom om sit sidste arbeide.

Der ligger jo en fin, spottende ironi i denne fortumlede forfærdelsens protest mod det – som allerede skeet er –.

«Gud sig forbarme – sligt noget gjør man da ikke»!

Ibsen har nu vel egentlig aldrig brugt at skrive om det, som folk pleier at gjøre. Det kan jo ogsaa være en fin kunst – men den er ikke hans.

Det er mere som om han kun trykker paa en skjult fjær i menneskesjælen, den, som menneskene saadan i sin almindelighed ikke engang ved noget om findes derinde. – Et lidet rum, forunderlig mørkt og hemmelighedsfuldt, viser sig – det allerinderste. Der er maaske kun en tynd, tynd skillevæg mellem det og det, som vi for vore øine hver dag ser et udslag af i folks handlemaade og tænkemaade. Livets egne tragiske konflikter har endog maaske én gang ialfald bragt de allerfleste ganske nær dette lille, mørke rum i sjælen. Men – fjæren blev urørt – de standsede itide af sig selv – eller der var noget udenfra, der standsede dem – og der skete intet mærkeligt.

Ibsen trykker paa fjæren – det allerinderste kommer tilsyne – konsekvensernes kjede løber helt ud – villiens sidste indvilgen drives frem i sjælespændingens stærkeste moment – og gjerningen fuldbyrdes.

Derfor gjør hans personer det, som folk ikke pleier at gjøre: Hedvig i Vildanden skyder sig, Rebekka og Rosmer gaar i Møllefossen, Nora smelder igjen hjemmets dør bag sig, Fruen fra Havet sætter alt paa spidsen i sit: «Enten – eller», – – – og Hedda Gabler brænder Eilert Løvborgs manuskript, og sætter saa sit gamle legetøi, general Gablers pistol, for tindingen og trykker løs.

Men derfor synes det ogsaa som om disse personer idetsamme bleve rykkede ud af virkeligheden og pludselig flyttede hen til en hallucineret digterverden. Der raabes paa tidens abnorme, taagede misfostre – livsledens, pessimismens demoraliserte deliranter – vampyrer – djævlinder!

Men har man ret til dette?

Er den organiske sammenhæng med det almenmenneskelige her virkelig brudt – – kan ikke vor tanke finde vei gjennem traadene tilbage og lære at forstaa sammenknytningspunkterne mellem aarsag og virkning? – Har vi kvinder isærdeleshed ret til, ligeoverfor disse kvindeskikkelser, at samle vore skjørter godt sammen omkring os og sige: «Lad os holde os udenfor – vi har ikke noget hverken at glæde os over eller at lære af denne fremmede verden, fuld af uanet styghed?»

Ja – det er ganske vist behageligst saa. – – –

En fin menneskekjender har sagt det dybe ord:

«Ceux, qui ont l’idée la plus frivole du péché sont précisément ceux,ceux,] rettet fra: ceux. (trykkfeil) qui supposent un abime entre les honnêtes gens et les autres.»Forfatternote: Henri-Frédéric Amiel. Fragments d’un Journal Intime. Tome 2 pag. 144. Génève 18S5.«Ceux … frivole»] Overs.: De som har den mest frivole idé om synden er nettopp de som mener at det er en avgrunn mellom pene mennesker og de andre.

Undres om ikke «cette idée frivole» skulde være den egentlige og dybeste grund til denne indignation, denne mangel paa alvor og sandhed, naar det gjælder at granske og dømme det menneskelige hjerte – ogsaa sit eget!

Om vi nu f. ex. bare vilde betragte en karakter som direktør Bratt’s i «Onde magter», den samtidig med «Hedda Gabler» udkomne bog af Jonas Lie.

Lie ved saa godt, at man har ret, naar man raaber: «Sligt noget gjør man da ikke». Hans mennesker er mere som folk er flest. Han rører ikke ved den lille hemmelige fjær – men han kommer den ganske, ganske nær.

Han viser, hvordan et menneskes karakterfeil – der ofte staar i forbindelse med det stærkeste og eiendommeligste i ens personlighed – under ugunstige forhold og fristelser, umærkelig, uimodstaalig, tomme for tomme, kan drive en henimod forbrydelsen, saa den ikke alene blir en mulighed, men at det simpelthen kan afhænge af et tilfælde, om den slaar ud i virkelighed eller ei.

Sæt bare, at det bud, som direktør Bratt bagefter sendte op for at tage den ordre tilbage, der vilde gjøre alle hans vens skove til et rov for luerne – var kommen for sent!

Eller: Direktør Bratt havde nok tænkt sig, om end lidt i uklarhed, at den nedrige insinuation, han udslyngede mod sin troskyldige ven bag hans ryg, skulde saadan ganske i al stilhed ødelægge det, en mand suger kraft af for at leve livet: hans ære og hans gode navn – – – men at han skulde finde paa at tage sin død deraf! – At dræbe!

Gud sig forbarme – sligt noget gjør man da ikke!

Man hører ikke andet, end at direktør Bratt i «Onde magter» er en fortræffelig tegnet, psykologisk karakter – en ypperlig mandstype.

Om vi nu prøvede paa at undersøge, om ikke Ibsen ogsaa, trods alt, dog i «Hedda Gabler» har skildret virkelige kvinder.

*

Ibsen har altid i sin digtning beskjæftiget sig mest med kvinden – seet dybt ind i hendes hjerte. Og just gjennem sin tro paa, at der skjulte sig store kræfter i hende – dem hun ikke engang selv var klar over – har han ligesom atter og atter manet hende til at tage disse kræfter i besiddelse som voxen, bevidst personlighed – og med det ansvar, som deraf følger.

Har han nu vendt sig bort fra hende – har hun skuffet ham – skal nu brodden vendes mod hende selv – vil han karrikere, haane hende?

Jeg tror – nei.

Men han har endnu føiet en ny kvindeskikkelse til sine mange, og denne gang en mørk, uhyggelig, grufuld skikkelse, hvorover der falder lidet lys – en kvindetype, han ialfald ikke i nutidsramme har vist os: kvinden paa vrangen – den kvinde, der ved egen skyld og skjæbnens ugunst faar sine dybeste kvindeinstinkter forvredet og forrykket og kommer til at aande i en luft, hvor alle hendes særegne feil slaar ud som store, ildelugtende giftblomster, der ender med at dræbe hende selv.

Er det ikke tragisk – ikke menneskeligt nok til at vinde vor interesse?

Og skulde vi saa slet ikke kjende hende igjen – ikke have anelse om vort slægtskab med hende engang?

Ceux, qui ont l’idée la plus frivole du péché etc. – – –

*

Det er vel ikke et tilfælde, naar Ibsen i sit sidste arbeide som udgangspunkt for begge sine hovedskikkelser tager – forsørgelsesægteskabet.

Men dermed er ogsaa sammenhængen med hans øvrige digtning, især med hans sidste værk «Fruen fra Havet» bleven ganske klar.

Ibsen har nemlig, trods alt, et i ordets strængeste betydning idealt blik paa ægteskabet – dette samliv «i frihed og under ansvar», der skal forene mand og kvinde, udvikle deres særegne eiendommeligheder og give dem begge væxt og nye kræfter til livsarbeidet. Saa ideelt, saa udelukkende ser han paa det, at dersom noget fremmed trænger sig mellem mand og hustru – de ikke er alene længer – de to for hinanden – saa er det egentlige ægteskab i hans øine opløst.

«Nu maa du vel forstaa, hvorfor jeg aldrig mere vil – aldrig mere tør leve med dig som din hustru», siger Ellida, da hun har fortalt Wangel om den mystiske magt, der har trængt sig ind mellem dem.

Hvor langt er der ikke mellem denne opfatning og den basis, som der i forsørgelsesægteskabet bygges et samliv paa!

Ibsen hader løgnen i disse samfundshævdede, moralhævdede ægteskaber, hvor skallen vel kan se ud som den er glat og hel, men hvor ormen allerede fra første stund af har boret sig ind og fortærer kjernen.

Men han ved ogsaa om et saadant ægteskab, at der er én af parterne, det isærdeleshed ødelægger – og det er kvinden.

Man siger jo, vor tid er materialistisk – kanske det er derfor, Ibsen ikke blir træt af at mane kvinden til agtpaagivenhed, raabe sit «varsko!»

Om der nu virkelig var fare for, at kvinden ogsaa i vore dage, hvor man taler saameget om hendes selvstændighed, skulde finde det var en nem livsstilling at erhverve sig – den at gjøre et godt parti!

Om det var derfor, han ligesom endnu engang vilde prøve paa at vække hende til fuld, vaagen bevidsthed om, hvad det i et saadant ægteskab er, som trækker hende ned – just fordi kun er kvinde? – – –

*

Den gammeldagse kvinde lod sig ofte godvillig, med halvlukkede øine drive ind i fornuftgiftermaalet – det havde dengang endog en slags moralsk hævd. For – var det ikke saa omtrent pligt mod hende selv ikke at falde slægtningerne til byrde – eller sulte ihjæl?

Nu – denne kvindetype gaar ogsaa igjen i vore dage, og Ibsen har derfor ogsaa taget hende med.

Thea Elvsted er en af disse uudviklede, prægløse, villieløse, ubehjælpelige væsener, som er saa vel skikkede til at glide ind i et forsørgelsesægteskab.

Ibsen skildrer hende i dette som en stakkels forskræmt, liden fugl, der «aldrig har vidst, hvad godhed og venlighed var». – Og derfor, naar en udenfra kommer og lærer hende at tænke, giver hende del i sit arbeide, giver hende lov til at hjælpe, og gjenopreiser sig selv under hendes stille magt – – – saa løfter hun vingerne, ganske roligt, uden betænkning, uden samvittighedsuro, og flyver «fra gaarden», der ikke var hendes «hjem», men hvor hun bare var «nyttig og billig at holde» – for at følge denne mand, som hun synes har krav paa hendes liv, fordi han har «gjort et slags virkeligt menneske ud af hende».

Og naar man spørger, svarer hun som Solveig i «Per Gynt»:

«Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du aatte,
Jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og maatte.
– – – – – – – – – –
Paa skier har jeg rendt – jeg spurgte mig frem.
De fritted, hvor jeg skulde – jeg svarte: Jeg skal hjem.
– – – – – – – – – –
Og ved du det vist for alle dine dage,
Den vei, jeg har traadt, bær aldrig tilbage»

Kjærlighedsløs – ansvarsløs – hjemløs, det var det værn, hendes ægteskab bød hende.

*

Men i vor reflekterte, praktiske tid er hun meget ofte en anden, en beregnet, kold, stærk kvinde, der med aabne øine og en nøiagtig kalkule af vinding og risiko lader sig forsørge, naar der nu er en, «som endelig med vold og magt vil».

En saadan er Hedda Gabler.

Ikke fordi hun egentlig er ny i literaturen denne kvinde, som er ulykkelig gift, føler evnen i sig til noget større, stærkere, rigere – og som pines og ægges hver dag, hver time, indtil dæmonerne vækkes. Vi kjender hende vel, især fra franske romaner fra det høiere selskabsliv. Hun ægter der af beregning en, helst lidt gammel, udlevet libertiner, som hun afskyr – hun kjeder sig – overlades til sig selv – til fristelserne. De kommer udenfra – det er hendes lidenskab for en anden. Saa kommer ægteskabsbruddet – hævnen – forbrydelsen.

Men Ibsen ser dybere. Han har mere alvor og mere realisme.

De faktorer, der i Hedda Gablers ægteskab støder til udenfra, bidrager kun til at fremskynde den stærke, dramatiske handling, bringe karaktererne i skarpere relief og vise den skjæbnesvangre, jernhaarde verdenslov af aarsag og virkning i sine forfærdeligste konsekvenser. – Men tragedien er der allerede forinden, i bogens første scene, ved selve indtrædelsen i deres nye hjem – i forholdet mellem hende og Jørgen Tesman.

Det er igrunden forunderligt, at de fleste kritikere i deres søgen efter at finde nøglen til Hedda Gablers væsen saa lidet har dvælet ved dette forhold. Man tager det nok med som et moment, der medvirker til udfoldelsen af hendes personlighed, men ikke som det centrale, den første og egentligste aarsag til den tragiske nedgang i hendes sjæl og den tragiske udgang paa hendes liv.

Derfor er det vel ogsaa, at hun bliver dem saa gaadefuld, saa lidet virkelig. De forstaar hende kun glimtvis – eller sletikke.

Der er jo forholde, hvor en mand aldrig helt ud forstaar en kvinde – og omvendt. Dette blir da ikke i det, der er almenmenneskeligt, men – som naturligt er – i det, der som kjøn adskiller dem – en forskjel, som vi fik øinene helt op for i den brændende strid, der for nogle aar tilbage fik sit udtryk i «handskespørgsmaalet». I ethvert ægteskab er nemlig efter vor opfatning kvinden mere afhængig af den mand, hun har ægtet, end han af hende. Selv den stærkeste, haardeste kvinde, selv en Hedda Gabler, lever mere ved manden end manden ved hustruen. Han kan i et ulykkeligt ægteskab lide, skuffes, hans intelligents daglig pines, hans skjønhedssands stødes, hans tro svigte. Men for hende blir der endnu et punkt igjen – for hende alene det sværeste: samlivet med den mand, hun ikke elsker.

Dette er noget, der bunder i kvindens natur – og kun kan være hende til ære.

Men netop derfor er det ogsaa ligesom Ibsen griber os i armen, haardt, voldsomt, saa det gjør ondt.ondt.] rettet fra: ondt (trykkfeil, manglende tegnsetting) Bindet helt fra øinene, I kvinder! – Se bare, I, som, naar I har dandset eder trætte, lader eder «forsørge» af den mand, som tilbyder sig. Se bare lidt nøiere, lidt dybere, – ikke saadan som verden ser – men med menneskeøine, der veier vinding og tab efter det, som er inden i menneskets sjæl – dets dyreste eie – personligheden. Se paa følgerne af denne handling, der maaske er begyndt halvt i sløvhed, eller med et skuldertræk og øinene fæstede paa de og de fordele, der syntes saa lokkende. Læg lidt nøiere mærke til, hvad det dog er for et vederlag, I skulle give!»

Hedda Gabler har dandset og koketteret sig træt – det vil sige: levet det ungdomsliv, som sikrest ødelægger al naturlig, sund umiddelbarhed og renhed i en ung piges tanke og følelse. Og saa, efter modent overlæg, har hun fundet, at hun gjorde en ganske fornuftig handel ved at gifte sig med Jørgen Tesman, en brav, flink og hæderlig mand i en anseet stilling.

Hun vil føre hus, glimre, more sig. Skulde ikke hendes og Jørgen Tesmans smag stemme saa ganske oversens – nu vel, hun er en kvinde, som ved, hvad hun vil – de kan jo gaa hver sin vei – han roder i arkiverne, – saa fordriver hun tiden, saa «livligt» hun kan paa andre maader – det lader sig nok ordne.

Men saa sker der noget andet, noget, der ikke alene kommer til at stille krav til hende og hindre hende fra at leve efter sin smag – men som ogsaa vil tvinge hende endnu nærmere den mand, hun har ægtet: Hun skal blive moder.

Det er en eventualitet, som hun ikke synes at have taget med i beregningen, og som hun derfor ikke har arrangeret sig paa at møde med fatning.

Nu staar virkeligheden der – vederlaget skal betales fuldt ud, og hendes sind fyldes med afsky, med rædsel og med raseri.

Ved det afsnit i hendes liv er det, vi staar, i det samme tæppet gaar op. Paa den baggrund er det billedet af hende tegner sig for os, og farver det hele fra den første til den sidste scene.

Nu først, forsent, forstaar hun, at det, hun har gjort, det er som et brud paa naturens egen harmoni, en forsyndelse mod selve livets dybeste skjønhedslov, og hun føler det instinktmæssig som en fornedrelse.

Barnet, dette, der skulde binde mand og hustru inderligere sammen, bringe det bedste i en kvindes sjæl i blomst, blir for Hedda ligesom en skjærende dissonants, der sønderriver hendes hele personlighed, legeme og sjæl. – Hver allusion til hendes tilstand er hende forhadt, modbydelig, blir hende en fornærmelse, en krænkelse, føles som et slag i ansigtet. Hun taaler ikke tanken – hun vil ikke.

Men ved denne kvindelidelse er det ogsaa, at Hedda Gabler træder ind i vort samfund som kvinde.

Ibsen lader allerede Nora i «Et dukkehjem» sige om sit ægteskab: «Jeg har havt børn med en fremmed mand – – aa, jeg taaler ikke at tænke paa det! Jeg kunde rive mig selv i stumper og stykker!» –

Men Hedda Gabler er stolt og behersket. Hun siger intet.

Men naar hun er blevet et øieblik alene – saa gaar hun frem og tilbage paa gulvet, urolig, rastløs, jaget af vilde, oprørske, hadefulde tanker – og hun hæver armene og knytter hænderne som i raseri.

Hun er som en tigerinde i bur, saadan som vi huske dem fra de zoologiske haver – bagom jernstængerne – hvordan de gaar, frem og tilbage, frem og tilbage, lydløst, rastløst – nok fangede, men ikke tæmmede – med al vildskaben brændende indenfor de glødende øine – – –

Men naar Jørgen Tesman kommer ind, staar Hedda ganske stille ved havedøren og stirrer frem for sig.

«Hvad er det, du staar og ser paa, Hedda?»

    Hedda  (igjen roligt og behersket).

Jeg staar bare og ser paa løvet. Det er saa gult. Og saa vissent.

    Tesman. 

Ja – vi er ogsaa ude i September nu.

    Hedda  (atter urolig).

Ja tænk – nu er vi allerede i – i September. Tiden gaar – det uundgaaelige nærmer sig – dag for dag. – – – – –

Assessor Brack kommer. Han bringer daarlige tidender: Den smukke stilling, hun har giftet sig paa, vil sandsynligvis udeblive.

«Ah – sé sé». Vil man nu ogsaa bedrage hende for «stillingen» – hendes lovlige udbytte af handelen – ikke selskaber – ikke ridehest – ikke livrétjener – – ikke noget af det, som staar i kontrakten – ikke engang ærlighed i handel – intet – bare livslede – kjedsomhed i dette hus, hvor der er en lugt, som minder om noget afdød – eller balblomster dagen efter!

Er der ikke spor af udvei – ikke et halmstraa at klynge sig til? – End om Tesman kunde slaa sig paa politiken, blive statsminister! – – Bah – hun ved godt, det ikke er alvor. Han! Hun er jo ikke engang længer sikker paa, at han er «det korrekte menneske i alle maader», hun dog saa vist troede, hun havde ægtet. Tvertimod, det hele er bare ynkeligt, latterligt. Hun ser paa sig selv – Jørgen Tesmans hustru! – Hun er latterlig i sine egne øine den stolte Hedda Gabler!

Rører der sig ikke en stræng i hendes indre ved tanken paa at faa en opgave, en pligt, et krav «at faa komme til at leve noget rigtig vækkende igjennem»?

Det er Assessor Brack, som spørger.

Han er kommen for at sondere terrainet – undersøge husets «aktiva», som det heder i forretningssproget.

    Hedda  (vred).

«Ti stille – aldrig faar De opleve noget af den slags»!

Brack smiler indvendig. Han er en erfaren herre – og forstaar. Nu kan han gjøre status op: fallit. Saa bygger han sin egen plan. Et saadant ægteskab har intet værn, ingen glorie over sin indgangsdør. Kommer tid, kommer raad. –

Og imidlertid gaar Hedda, naar hun bare er alene, frem og tilbage, frem og tilbage i sine smukke værelser, rastløst – lydløst. Hun løfter armene mod himlen og vrider hænderne i et forfærdeligt, afmægtigt raseri, i et stumt skrig … indtil Jørgen Tesman kommer og det atter lyder for hendes øren: «Tænk det, Hedda – hvad – tænk det, Hedda – hvad»!

Det er det daglige brød, hendes aand skal fødes med i samlivet med denne mand, der ikke har noget at sætte op mod hende. Ikke kjærlighed – til at vække noget, der er blødt. Ikke villie – til at bøie noget, der er haardt. Ikke evne – til at knække noget, der er hovmodigt … ikke engang en smule raa kraft – til at skræmme feigheden og tvinge hende til strid.

Kun «idelig og altid», «sent og tidligt» skal dette «tænk det» være som det dumpe, sløvende, trættende lirekasseakkompagnement til alt i hendes liv – det store og det smaa. Og ikke ét punkt i hans væsen, som ikke hendes hoved støder mod som mod en mur – ikke én tanke fælles, ikke ét udbrud fra hans tarvelige, flade følelses- og tankeverden, uden at det vækker hendes had, hendes foragt – intet, intet uden dette, der som en sprukken klokkes idelige kimen bringer hver nerve i hende til at dirre i oprør:

Tænk det, Hedda – hvad – tænk det, Hedda – hvad!

Hvad det koster hende, bare at svare disse korte, tørre ord: «Jeg tænker, jeg hører» – ikke at fare op, rive alt istykker – skrige den brutale sandhed lige ud for hans forbausede øren!

For andre er Jørgen Tesman en skikkelig brav, lidt løierlig fyr, som man kan holde meget af –

For Hedda, hans hustru – med hendes karakter – er han forfærdelig som det store, mørke, knugende bjerg, der skygger for solen og tager varmen fra hende – forfærdelig som det usynlige garn, der vikler sig om hendes fingre, naar hun vil røre sine hænder – der slynger sig om hendes fødder, saa hun holder paa at snuble for hvert skridt.

Og imedens lyder det for hendes øren:

Tænk det, Hedda – hvad – tænk det, Hedda – hvad –. Det blir som en sløv kniv, der idelig føres mod et aabent saar – som denne vanddraabe, der med sit stille, utrættelige, uophørlige dryp, dryp, dryp paa et menneskes hoved uundgaalig bringer vanvid eller – død.

*

Men – maaske vilde Hedda Tesman have lært sig til at leve livet paa stumperne – hun, som saa mange andre.

Samfundet holder stræng disciplin – den haardeste nakke kan lære at bøie sig. Og den dag, man aldrig troede kunde endes, løber sine timer helt ud – og den næste dag, som man ikke tænkte sig nogengang kunde begyndes – den kommer, gaar over – og den næste dag igjen. – Det føles, som slæbtes man med brutal magt, modstræbende afsted af stærke, ubøielige arme, fra dag til dag, fra uge til uge, – – – og tiden gaar, og livet fortsættes med den tause kamp, men trodsen dør hen, lidt efter lidt, og trætheden kommer – og sløvheden afløser trætheden – og afstumpethed tager sløvhedens plads – og der sker intet mærkeligt!

Vilde dette være bleven Hedda Tesmans fremtid?

Vilde hun maaske have lagt den ladede pistol tilside igjen – af feighed – af frygt for skandalen – ligesom hin gang, hun vilde bruge den mod Eilert Løvborg? – – –

Men saa støder der noget til udenfra.

Han bringes atter ind i hendes liv, han, den eneste mand, der har sat et dybere mærke i hendes hjerte. Ham havde hun engang magt over – en magt, som hun misbrugte, indtil hun stødte ham fra sig – ned i smudset.

Nu har en anden kvinde, et lidet tossehoved, fanget ham i sit lyse, krusede haar, gjenopreist ham, bragt hans arbeidskraft, hans rige evner tillive igjen.

Og det har hun ingen del i – hun – den deilige, stolte, kloge Hedda Gabler!

Den menneskjæbne, hun har magten over – det er Jørgen Tesmans. «Det skulde ogsaa være møien værd».

Og nu staar han foran hende, denne anden.

Og han har gjort alt det, som Jørgen Tesman ikke har formaaet at gjøre – han er bleven den «fremragende mand» – som Jørgen Tesman skulde være bleven – og den stilling, som Jørgen Tesman skulde have skaffet hende – den giver nu Eilert Løvborg hende paa naade – som en almisse, man kaster til en tigger – medens Jørgen Tesman «sjæleglad» raaber:

«Hedda – tænk du – Eilert Løvborg vil slet ikke gaa os iveien».

Livsleden, kjedsommeligheden blir med engang borte. Der vaagner stærke magter i hende: krænket stolthed, misundelse, jalousie – og den gamle dragelse mod Eilert Løvborg.

Hvad er den ogsaa egentlig, nøiere seet, denne gjenopreisning, som hun er saa lykkelig og saa stolt over – denne lille Thea? – Kun noget halvt, ufrit, umandigt under denne lille smaatskaarne kvindehaand, der passer paa ham som en uvittig mor og blir saa ude af sig af angst, naar hun ikke har ham hængende i sine skjørter, at hun mister sindighed, takt, tillid …

Nei – nu vil hun prøve at faa sine fingre i en menneskeskjæbne, hun, Hedda ogsaa – tage sin magt over Eilert Løvborg dobbelt igjen og skræmme ud af hans vei denne lille rædde tosse, denne «rene» sjæl, der som et ubeskrevet stykke papir med en saadan hundetroskab bevarer alt, hvad der nedtegnes paa den.

Det blir da altid noget, der kan fylde lidt i hendes liv – en slags sport – og en hjælp til at glemme. – –

Den gamle magt over Eilert Løvborg synes ikke at være svær at vinde tilbage. Han er nok ikke saa udfyldt af den lille Thea alligevel. Hun behøver blot at angle efter den – med kvindelist og den lokkemad, hun før saa vel har vidst at bruge. Han er strax færdig, griber efter den med begge hænder. Det forborgne, freidige kameratskab med hende lokker ham mere end alt andet. Men – saa sagte, saa sagte. Det maa han ikke tro kan ske. Dertil er hun for stolt – og for feig – endnu. Men én ting magter hun vel: Bøie ham efter sin villie, hæve og reise ham efter sit sind. Af Theas ledebaand skal han ræddes ud, sin fulde friheds og selvbevidstheds spænstighed skal han gjenvinde – hed og freidig skal han faa mod til at leve livet efter sit eget sind – og Hedda Gabler skal blive hans valkyrie. Det skal blive som et aandedrag fra et høiere luftlag – noget skjønt og stort – for én gangs skyld!

Men Eilert Løvborg bestaar ikke prøven – og Hedda tror ikke længer paa skjønheden, friheden og storheden.

Men sin magt beholder hun alligevel – det er da altid noget. Baandet mellem ham og Thea er bristet. Manuskriptet, bogen, deres fælles eiendom, har han tabt. Arbeidet med hende kan aldrig mere fortsættes. Sit liv har han revet istykker – og nu har han ikke brug for hende til at sætte stumperne sammen. Nu kan hun gaa.

Det vidste hun nok. Naar Hedda Gabler vilde, saa maatte hun seire.

Men hun lytter videre til deres samtale – spændt.

    Fru Elvsted. 

Ved du vel, Løvborg, at dette her med bogen – – alle mine dage vil det staa for mig, som om du havde dræbt et lidet barn.

    Løvborg. 

Du har ret i det. Det er som et slags barnemord.

    Fru Elvsted. 

Men hvor kunde du saa –! jeg havde jo ogsaa min del i barnet.

    Hedda  (næsten lydløt)

Ah, barnet – – –
Hvad er det dog, hun siger – taler hun om et barn –

Det var et skjæbnesvangert billede, det farligste, Thea kunde bruge – det rammer det ømmeste punkt i Heddas hjerte. Nu glemmer hun ikke længer.

Deres barn – Thea og Eilert Løvborgs barn!

Medens hun – – –

«Aa – dersom du kunde forstaa, hvor fattig jeg er – og du skulde have lov til at være saa rig» – havde hun sagt til Thea. –

Fattig – netop det. Aldrig følte hun det stærkere. For nu øiner hun noget høiere – noget, hun selv aldrig kan naa – et samliv, et fællesskab, i arbeide, i glæde, i haab – og i sorg, tvundet af det bedste og reneste, to mennesker eier –og uløseligt. Nu ser hun det: de to ere rige mod hende, selv nu. Thea kan nok gaa. Men han har dog kun én tanke: sin uret mod denne kvinde, som har ofret saameget for ham, som har aandet paa ham med sin rene sjæl, og hvis barn han nu har trukket ned i det væmmeligste smuds. – Det er for ham det uoprettelige. Fra nu af intet samarbeide – men heller ingen fremtid – ingen stormgang paa livsglæden – al vei er stængt – han har bare at se at faa en ende paa altsammen.

Et ord fra hendes læber vilde være nok: «Vær tryg – manuskriptet, barnet, er ikke faldt i uværdige hænder – det er reddet, tag det!»

Og Eilert Løvborgs liv kunde atter reises – hans selvagtelse vindes igjen – hans arbeide fortsættes og kameratskabet, hans og Theas samliv, atter begynde – deres barn vækkes til live – og glæden – «glæden skulde de dele».

Nei.

Nu er de vaagne, alle de onde magter i Heddas sjæl. Lydløst spænder de sine sorte vinger helt ud over den. Og det er som man hører lidenskabens korte, stakaandede pust indunder.

Nei – deres barn giver hun dem ikke igjen.

Lad Thea gjemme sig bort – og græde over sin tabte livsglæde – hvad magt ligger der paa det!

Lad Eilert Løvborg søge døden. Det er jo for ham det næstbedste. Der er ogsaa skjønhed og storhed over at have mod og kraft til at bryde op fra livsgildet! – – –

Og saa – naar han er gaaet – saa tager hun manuskriptet – gaar hen til ovnen – kaster hefterne i ilden og hvisker:

«Nu brænder jeg dit barn, Thea – du med krushovedet – dit og Eilert Løvborgs barn – nu brænder, nu brænder jeg barnet!»

*

Aander Hedda Gabler nu friere? Er hun ikke længere saa fattig – eller angrer hun nu sin brøde?

Vi ved ikke – men én ting er sikker: Verdens-lovens jernhaand er over hende! Der gaar en nemesis igjennem livet. Følgerne af hendes gjerning viser sig allerede truende for hende. Korrektheden – det eneste, hun har reddet fra sit livs skibbrud – holder paa at forspildes. Nu maa hun værge sig udad.

Hvad vil den hæderlige Jørgen Tesman vel finde paa, naar han hører, hvad hun har gjort? Der gives kun ét middel: Blænde hans øine og lukke hans mund.

Forstaar han da ikke – at hun af kjærlighed til ham – just i denne tid – – –

Nei – hun kan ikke! Hun standser op. Hun væmmes ved sig selv – det er dog for modbydeligt!

Hvorfor er denne løgn saa meget sværere at faa over sine læber end alle de andre, der glide saa let?

Der er atter kvindefølelsen oppe i Hedda Gabler, – kvinden i hende, som vaander og krymper sig over at være sunket saa dybt. Er ikke denne løgn værre end al anden – er den ikke – helligbrøde?

Det er som hun føler bølgerne slaa op om sig – og de er fulde af smuds og stinke af lavhed og selvforagt. Nu er fortvivlelsen over hende. – Hun vrider hænderne – og glemmer for første gang, at hun ikke er alene:

«Aa – jeg forgaar – jeg forgaar i dette her!»

«I hvad for noget – Hedda – i hvad?»

    Hedda  (koldt, behersket).

«I alt dette – løierlige – Jørgen».

Endnu ikke. Endnu holder stoltheden hende oppe.

Hun hører om Løvborgs død. Et øieblik fatter hun haab. «Endelig en daad» det er som hun puster ud, et sekund befriet fra den kvalme, kvælende atmosfære, hun indaander.

«Der er befrielse i dette», siger hun.

Ja – for ham.

Nei – for mig.

Man har brugt billedet af en vampyr, som suger menneskenes blod om Hedda Gabler. Her passer det.

Men – Løvborgs død har ikke været skjøn og fri, og hans sidste tanke har ikke været hende, men Thea og – «barnet»!

Og nu er skandalen rykket hende saa nær, at kun én haand kan afværge den – assessor Bracks! Han giver hende valget – hun kan gribe denne haand – eller hun kan lyve den døde paa, at han havde stjaalet den pistol, hun sendte ham i døden med.

Ingen af delene!

    Brack  (ser halvt spottende paa hende).

Man pleier ellers at finde sig i det uundgaaelige.

    Hedda  (fast.)

Heller dø.

Nu er maalet fuldt. Den fremtid, der ligger for hende af ækelhed, løgn, selvforagt – den er bleven umulig at gaa imøde. – Leve livet som den fattigste blandt kvinder – i assessor Bracks magt – og moder til Jørgen Tesmans barn – – Nei! – Heller dø!

Men forinden er det som der kommer over hende en følelse af ansvar ligeoverfor den mand, hvis navn hun dog bærer – og hun vil have deres ægteskabs falliterklæring underskrevet af Jørgen Tesman, inden hun dør.

«Er der ingen ting, I to kan bruge mig til her?

    Tesman. 

«Nei – ingen verdens ting. – Herefter faar saamæn De være saa snil at holde Hedda med selskab, kjære assessor.»

Heller dø!

Det store, oprindelige rejser sig i hende. Alt andet kastes tilside. Den lille hemmelige fjær springer op – – gjerningen fuldbyrdes. –

*

Det er som en skjærende dissonants for vore øren – det var strængene i et menneskehjerte, der spændtes til det yderste, og brast.

Man har talt om Hedda Gablers død, som tømte hun kun den sidste draabe af sløvhedens og slaphedens vamle sovedrik.

Lad os heller fare varlig.

Der er ingen af os, som eier den erfaring, der giver ret til at dømme ved dødens tærskel – og derom er nu vel alvorlige mennesker enige:

«To die is not sport for a man» (Carlyle).«To die … Carlyle] Thomas Carlyle (1795–1881), britisk filosof og forfatter. Sitatet er fra hans Heroes and Hero-Worship in History (1840).

*

Det er ikke smaat, ikke dagligdags, det maal, som lægges paa de moralske værdier i Ibsens digtning.

Han bryder sig ikke om konsekvenserne, ikke om den direkte eller indirekte indvirken paa samfundet, paa institutionerne. Han borer sit blik ind i dybet af menneskesjælen med kravet paa det store ideal: sandheden.

Og saa er der saa faa, som kan øine skjønheden, storheden i dette krav, om end dets form er stræng og mørk og bringer ens esthetiske nydelsestrang og ens flade, sløve hverdagsmoral, – afpasset efter de menneskelige muligheder, – i uro, i oprør.

Kan være, Ibsen er pessimist. – For det er sandt, at hans blik er mørkt. Men der er én pessimisme, som øder kræfter – en anden, som vækker dem. Den første har sin grund i menneskeforagt – den sidste i tro – og den er Ibsens.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.