I.

Hr. Hamsun er høi af Vext, har en kraftig Figur, et energisk Ansigt, et klingende, vakkert Organ og en smuk, om end ikke feilfri, Diktion. Hans Manerer er frie og utvungne – maaske vel utvungne – og han gestikulerer, bevæger sig, indtager Stillinger, drikker Vand, taler og – tier – som en rutineret Skuespiller, der har beregnet alle Effekter, saa de næsten ser ud som Natur.

Man tiltales, fængsles uvilkaarligt, og – ja, imponeres er et sterkt Ord, men vi vover at tage det – man imponeres første Gang, man hører Hr. Hamsun. Især naar første Gang ogsaa er hans første Foredrag. Han har en eiendommelig pointeret Form for sin Tanke, er ofte overraskende heldig i at finde et Udtryk, et Ord – og saa forstaar han den Kunst at holde sine Tilhørere i Forventning om det «uventede». Og det er en Kunst, som lønner sig.

Der er ogsaa en vis Kraft og Pathos i Hr. Hamsuns Ord, naar han, som en Indledning til dette sit første Foredrag, siger, at nu er han kommen for at bede om Plads for noget, han elsker og tror paa, noget nyt: en virkelig psykologisk Literatur. Han beder om Plads for denne Literatur ved Siden af den, vi allerede har herhjemme, Handlingens Literatur, som den repræsenteres af Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie.

Men i næste Øieblik har Hr. Hamsun glemt, at den Plads, han beder om, skal enten godvillig skjænkes eller iallefald nødtvungent afstaaes. Hr. Hamsun mener, den skal stormes. Og idetsamme er det, som om han staar der med sterke, hensynsløse Albuer og skyver tilside og støder overende heftigt og skaanselsløst alt, hvad der staar ham i Veien.

Og denne vor gammeldagse Literatur, som han har karakteriseret som Handlingens, den staar ham i Veien. Altformeget. Den har bredt sig uforskammet ud den Literatur, den maa jages tilbage, ind paa sine retmæssige Enemærker – de borgerlige, demokratiske, flade, grunde Bondemerker, hvor denne Produktions tarvelige Kjøkkenurter kan gro til Nytte og Velsignelse for Folket. For Bondefolket, disse plumpe uudviklede Mennesker, der fordrer af Kunst, at den skal fremme Almenvellet, Moral og gode Sæder, og som saa forresten, saavidt til Husbehov, formaar at fordøie lidt pen, lun, hyggelig Lampelekture ved Siden af. Saadan for Ex. som denne Literaturs Romaner, hvis Indhold og hele Interesse bestaar i Skildringen af to elskendes Kampe og Vederværdigheder for at faa hinanden – hvilket de i Regelen gjør, til Læserens Beroligelse, paa sidste Side. Hr. Hamsun finder ogsaa, det kan være rigtig hyggeligt med denne smukke, huslige Lykke, og naar han lukker Bogen, ønsker han det lykkelige Ægtepar i Fremtiden mange Børn – «en Masse Børn».

Men plumpt og tarveligt blir dog det hele, mener Hr. Hamsun. Denne Literaturs Psykologi er grov, overfladisk, falsk – eller lig Nul. Personerne i dens Fortællinger og Dramaer er bare Skabloner, hvorpaa Tendensen hænges op til lærerig Beskuelse fra alle Sider, eller Typer – Individer, som bare har en eneste dominerende Egenskab,Egenskab,] rettet fra: Egenskab (trykkfeil, manglende tegnsetting) bare er en eneste dominerende Egenskab (TainesTaines] Hyppolite Taine (1828–1893), fransk filosof, historiker og kritiker. Som tenker hadde han stor innflytelse på den franske naturalismen. «herskende Evne») og Skildringerne af deres Sjeleliv indskrænker sig som oftest til en af disse fire yderst gammeldagse og yderst uvæsentlige og uinteressante Egenskaber: Kjærlighed, Vrede, Angst, Forbauselse. – – –

Hr. Hamsun tager svært i og er svært indigneret. Det ser slemt ud for de fire Forfattere, der skal bære Ansvaret for denne grovskaarne Bondekunst. Men Hr. Hamsun beder dem ikke blive altfor ulykkelige. Han vil naturligvis give dem al Ære for, hvad de jo med god Vilje, om end med noget indskrænkede Begreber, har præsteret af Literatur. Det er jo skrevet til Nytte og kan bruges til Nytte. Men én Ting vil han have Lov til at sige: Hvad der heder Kunst, Digtning, Psykologi – derom har de ingen Anelse – ingen af dem. Ibsen, f. ex. «han er bare en Dilettant i Tænkning» – en Popularitetsjæger desforuden – og den Form, han bruger for sine Frembringelser, Dramaet, tvinger ham jo saa at sige til at nøie sig med slig grov og falsk Psykologi – for ellers forstaar jo ikke det store Publikum de Skikkelser, han skaber. – – – –

Hr. Hamsun kommer til det, at Dramaet igrunden er en saare ufuldkommen Kunst, en demokratisk, uciviliseret Bondekunst. Sofokles, Euripides, Shakespeare, Goethe – – det er smaat Stel det hele. «Faust» f. Ex. – er der kanske nogen psykologisk Dybde i det, at et Menneske har Lyst til at blive ung igjen og lade sig elske af en skjøn Pige – det kan jo enhver Slagtersvend forstaa – Ole Glomstulen fra SolørOle Glomstulen fra Solør] Refererer til den noe ironiske folkevisa om Ola Glomstuen, som skulle gifte seg. Den virkelige Ola Glomstulen skal ha vært en handelskar fra Gjerpen i Telemark, ifølge folkevisesamleren Rikard Berge. ogsaa. Men det er jo rigtignok mest for ham og hans lige, at vore Digtere, især Bjørnson da, skriver! – – –

Vi synes, de fire norske Digtere maatte føle sig saa underlig tilmode, hvis de sad og hørte paa.

Hvad nu f. Ex. disse Romaner angaar, med Skildringen af de elskende, der faar hinanden paa sidste Side, saa er det ikke godt at vide, hvem der skal have Skylden for dem. Vi tilstaar, vi kan i Øieblikket ikke erindre en eneste moderne Fortælling af den Sort. Derimod hører vi ofte Folk klage og jamre sig over, at disse gode, sande, hyggelige, gammeldagse Bøgers Tid er forbi. «Nu skal man have Psykologi!» – siger de – «alle disse Nutidens Fortællinger, Dramaer og Skuespil og Noveletter, de er saa fulde af alskens Pinagtigheder og Vanskeligheder og Konflikter og Ulykker, som ikke fremkommer ved andet end Karakterernes Sammensathed, Individualiteternes Forskjelligartethed og sligt – saa der findes ikke den Guds skabte Lykke eller Fred i et eneste Forhold mer.» Og naar de nævner Ibsen, saa vrider de næsten Hænderne. Han fordærver dem jo al literær Glæde og Nydelse. Altid skal han dissekere, pirke ind i Menneskehjertet og vrænge Folk ud og ind – det gode bliver ikke godt mer, og det onde bliver ikke ordentlig ondt mer, Moralbegreberne forvirres – usund og syg gjør han hele Verden. Og saa forsikrer de, at de vil ikke engang læse hans sidste Bøger – ikke Bjørnsons heller forresten – ikke Kiellands, kanske Lies – til Nød.

Saadan maa det surre om Ørerne paa alle de fire.

«Wem trauet man nun hier», synger Don Ottavio i «Don Juan».«Don Juan»] Don Juan (1787), opera buffa i to akter av Wolfgang Amadeus Mozart (1756–1791). Sitatet er feilskrevet, det skal være: «Wem trauert man nun hier». Overs.: hvem sørger man over her

Og Lie kommer til at tænke paa «Et Samliv» og «Onde Magter», og Kielland ser tilbage paa «Gift» og «Skipper Worse», og Bjørnson – ja, han ved nok kanske, at han ialfald har begaaet vel saa mange literære Synder som de andre tre – men alle tror de nu, at de har havt Lykke til at skabe Mennesker – levende Mennesker, forunderlig sammensatte af godt og ondt, smaat og stort, men med varmt Blod rullende gjennem sine Aarer og ægte menneskelige Følelser og Lidelser i Hjertet. – – – – – – – – –

II.

Psykologisk Literatur – det vil sige Sjeleanalyse, Eftersporen af Tankens skjulte, dunkle Veie, af Hjerneverkstedets Hemmeligheder, Hjertets sammensatte, modstridende Følelser eller rettere Fornemmelser, Optrevlingen af den indfiltrede Væv, der danner et Menneskes Sjel – det uberegnelige, utilregnelige!

Vi vover at gjøre en Indvending, inden vi gaar videre. Det forekommer os, som om Hr. Hamsun ikke rigtig vil erkjende, at selv indtil Dybden af et normalt Menneskes Sjeleliv eller Karakter hersker der dog en Lovbundethed, en ubønhørlig Sammenhæng, der gjør, at man af noget foregaaende vil kunne slutte sig til det fremtidige. Den moderne Videnskab viser jo netop, hvordan Loven om Organernes Udvikling ved Brug og deres Indskrumpning, ja Forsvinden ved Mangel paa Øvelse ogsaa har sin fulde, strenge Gyldighed i Aandens Verden. Den er den eneste trygge Basis for Opdragelsen, Troen paa Fremskridt og giver en vis Garanti for Retfærdighed og Orden i Samfundet. Bestaar derfor f. Ex. et Menneskes daglige Liv og Arbeide i at hærde og brutalisere sit Hjerte (Hr. Hamsun nævner Hesteprangeren) saa vil man sjeldnere og sjeldnere overraskes ved pludselig paa et eller andet Punkt at finde dette Hjerte fint og blødt som Vox.

Men dette uberegnelige – utilregnelige – –

Hr. Hamsun har Ret. Der findes endnu en lønlig Aandens Verden, der, om det end undgaar vor Iagttagelse, dog altid er i Virksomhed, og hvis forunderlige Ytringer sommetider aabenbarer sig for os: – Den mystiske Sammenhæng mellem Drøm og Virkelighed, det gaadefulde Speil af en Lysstraale eller Skyggen af Nattens sorteste Vinge over Sjælelivets Flade – Hallucinationer, Hypnotisme, Tankelæsning, Somnambulisme, Telepathie, okkulte Kræfter – Dobbeltbevidstheden. – –

Vi ved, der er meget af dette i vor Tid – Opdagelsen af nye Sjeleregioner. – Og i den er det, Hr. Hamsun siger den nye Literatur skal trænge ind – han vil selv, ved et Exempel, give os et Glimt af dette nye Literaturens Verksted, saaledes som han ser det. – – –

Og vi sidder spændte – lyttende. Vi tænker os en Undersøgelse af disse Sjelelivets Dybder – Sløret skal drages tilside – Menneskesjelen skal klædes nøgen – vi skal henflyttes til Overmenneskets Overregion – – – og «Handlingens Digtning» kommer til at ligge lavt nedenunder os, som Skylaget under en Luftballon. Men det ængster os – bare ikke disse fine, mystiske, glitrende Tanketraade og Sjelefornemmelser er saa spæde, saa urørlige, saa ugribelige, at, naar de faar Ord – det sterke, brutale, udtalte Ord – saa vil det blive som at stryge Støvet af Sommerfuglens Vinger.

Og hvordan skal saa denne store, nye Opgave løses kunstnerisk? For Hr. Hamsun mener vel ikke, at denne nye Literatur skal sprænge al Form, bryde alle faste Linjer, at der ingen Disciplin skal være over alle disse «Adjektiver», som han er saa glad i? Eller tror han, at han maaske vil kunne frembringe en ny Kunstform, hvor Ordene: Begrænsning og Illusion skal blive forældede Begreber – vil denne Fremtidens psykologiske Digter formaa at fange alle Sjelens flygtigste, fineste Bevægelser, som de, en efter en, stryger henover et Menneskes Indre – ligesom en Maler i et Sommerlandskab skulde kunne bringe os til at høre Trærnes Susen, se Vindens Vift i Løv og Græs, fornæmme Luftens Varme og Blomsternes Duft?

Men en Ting beder vi Hr. Hamsun at erindre: Skal der ud af et Menneskeindres Kaos skabes et Kunstverk, et levende Menneske, der kan vække vor Interesse og tiltvinge sig vor Sympathi – saa maa Sammenhængen med det naturligt menneskelige ikke brydes, Grænsen for det troværdige og sandsynlige ikke overskrides – – – – – for ellers kunde det hænde, at Hr. Hamsun og hans Fæller kunde komme til at forlade Kunstens Enemerker og svirre ind paa den videnskabelige Psykologis udstrakte Vidder – hvor Fantasien kan tænkes at blive sterkere end Kritiken. Og hvem ved – maaske de saa fra den nye svimlende Høide, hvortil de just havde tænkt sig at være klatret op, sørgeligen vil dumpe ned paa den modsatte Side – ned i Tendentsen – den medicinske Nevroses og Psychiatries Program-Literatur! – – – – – – – –

Men vore Indvendinger tier – og Hr. Hamsun fortæller:

Han og hans Ven Forfatteren ser paa en Spadsertur et Syn – ikke et Aandesyn – men oppe ved St. Hanshaugen ser de inde i et Skur: En Olding, som leger Hest med et Barn. Hamsun spørger Forfatteren, hvad han ser. «En skjøn, dyb Tanke, Barnet i Oldingen, der mødes med Barnet i Aar, til Leg» er Svaret. Og Forfatteren tegner Oldingen ind i sin Notitsebog. Nu har han fundet en Karakter, et Menneske, en Type – for sin næste Bog. «O Overfladiskhed» – raaber Hamsun. «O populære Nytte og – Typedigtning – Handledigtning – saa det er din Kunst. Du skal da lære min at kjende. Denne Olding» – vi lytter spændt, Hamsun har sikkert med digterisk Intuition set Sjelen i denne Mand, afluret hans Ansigt dets dulgte Hemmelighed. – «Denne glade Olding i sin rørende, barnlige Leg, han har netop stjaalet Ost.»

Hvad – kan Hamsun – er han en Viser-Knut,Viser-Knut] Knut Rasmussen Nordgaarden (1792–1876) fra Gausdal i Gudbrandsdalen, legpredikant og kvakksalver, fikk tilnavnet Vis-Knut og var viden kjent på grunn av sine helbredende evner og sin evne til å finne bortkomne mennesker og dyr. som syner stjaalne Sager – ser han med sit indre Øie en Ost gjemt bag Skuret?

Nei. – Hamsun bor ovenpaa i det Hus, hvor Oldingen bor nedenunder – og der er et Hul i Gulvet paa Hamsuns Værelse, et Hul med et Stykke Voxdug over. Gjennem dette Hul kan Hamsun, naar han tager Voxdugen tilside og ligger paa Gulvet, se ned i Oldingens Hjem. Og Hamsun har samme Morgen set, at Oldingen har stjaalet Ost eller rettere har prøvet at stjele Ost fra sin Datter, havt Osten foran sig og Kniven løftet netop i den Stilling, at Hamsun kunde se, han vilde skjære forsigtig, pent, et pent lidet Stykke af Osten – men saa kom Datteren ind i Stuen, og Oldingen fik Osten skubbet væk og sneg sig med ond Samvittighed ud, ud i Skuret og legte Hest med Dattersønnen for at gjøre Datteren blid igjen. Og mens han legte, var han ikke det mindste glad og rørende, men bare ærgerlig og bitter og skamfuld. Hamsun vidste det – han havde set det med sine egne Øine – set Handlingen.

«Handlingen» – hvadfornoget? Oprigtig talt: Saaledes som hr. Hamsun fremstillede denne «Handling» – laa denne Episode med sine ganske vel arrangerede Effekter egentlig saa høit over den «Handlingens Digtning», vi fornylig hørte ham banlyse?

Er dette det nye, gaadefulde, Sjelelivets mystiske Irgange, den vide Horisont, Overmenneskets forfinede Verden – – – som man kan trænge ind i, naar man bor i et Hus, hvor der er Hul i Gulvet, som man kan kige ned til andre Familjer gjennem!!

Og vi, som var saa naive, at vi troede, Hr. Hamsun vilde fortælle os, hvordan den nye Digter skulde komme til at slaa Hul ind til andre Menneskers Sjele – Hul uden Voxdug – og at han gjennem det vilde speide, gjette – – – –

«Jeg gjetter mig til det», siger Studenten i «Gjenboerne»«Gjenboerne»] Genboerne (1844), komedie av den danske forfatteren J. Chr. Hostrup (1818–1892). – han var kommen ind i alle Huse og havde set alt, hvad der gik for sig – fordi han havde Lykkens Galoger paa.

Saaledes var det nok ogsaa med Hr. Hamsun.

III.

Det var en Skuffelse dette – en virkelig Skuffelse. Hamsun er ikke saa imponerende længer, naar han kommer frem til sit 3die Foredrag. Hans Organ er lige klingende, han har de samme gode Pauser, den kraftige Diktion – men det er ikke «spændende» længer.

Vi skal høre om Modeliteratur.

Hr. Hamsun gjør opmerksom paa den Forskjel, der er mellem Modeliteratur og moderne Literatur, og betegner den sidste som den, der tager en Tids store Samfundsspørgsmaal op og giver dem et Stød fremad, medens disse Bøgers kunstneriske Værd kan være meget ringe – ja ingen.

Denne Karakteristik synes os til en vis Grad at være rigtig, forsaavidt en saadan Literatur virkelig gjør praktisk Nytte og derved kan komme til at blive vurderet over Fortjeneste, ogsaa som Kunstverk, i den Periode, den fremkommer. Men naar Hr. Hamsun tilføier, at denne Literatur, naar Strømningen er væk, vil ynkelig falde sammen som en udpustet Sæbeboble, saa er vi ikke ganske enige med ham. For, har en Tendentsbog – og det er altsaa en Tendentsbog Hr. Hamsun mener – virkelig slaaet igjennem, har den skabt Begeistring eller Indignation, givet Impulser til nye Ideer, videre Livssyn – saa sker dette alligevel ikke uden ved Hjelp af den kunstneriske Gnist.

Det er, efter vor Mening – f. Ex. ikke sidste Akt af «Et Dukkehjem», ikke Diskussionerne om Sædelighedsspørgsmaalet i «En Handske», eller om Krigsspørgsmaalet i «Ned med Vaabnene»«Ned med Vaabnene»] Ned med Vaabnene (1891), roman av Bertha von Suttner (1843–1914). – ikke Bibelkritiken eller Medicinen i «Paa Guds Veie»,«Paa Guds Veie»] Paa Guds Veie (1889), roman av Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910). som har vækket og tændt Nutidsmenneskers Begeistring og bragt dem til at kjæmpe mod Publikum – dette store, flade, aandelig indslumrede Publikum, for hvem alt nyt er fremmed, forhadt og uforstaaligt – kjæmpe for disse Spørgsmaal –, men det er, hvad der har været kunstnerisk, menneskeligt følt og givet i disse Bøger – Billedernes Liv og Varme, Tankernes Form og Ordenes Rhytme.

Og Hr. Hamsun gjør vel i at skille, som han gjør, mellem «moderne» Literatur og «Modeliteratur», som mellem en «moderne» Prest og en «Modeprest». For, er det den enes Kald at optage og lede Tidens dybeste og rigeste Tankestrøm – saa har den anden «slaaet sig paa» at opsamle Slammet paa denne Strøms Overflade for at servere det for et letfærdigt og aandsfattigt Publikums tilfældige Smag – til Adspredelse eller til Pirringsmiddel i en ledig Time.

En Modeliteratur har visselig intet andet Værd end dette. Men, betegnende nok, skal denne Literatur i Nutiden have sin Type, efter Hr. Hamsuns Mening, i en Forfatter, der har «slaaet sig paa» Psykologien.

Skulde ikke dette i Parenthes kunne give Hr. Hamsun et Vink om, at Psykologi dog først maa have været moderne, forinden den, som hos Maupassant,Maupassant] Guy de Maupassant (1850–1893), fransk forfatter kan banaliseres som Mode?

Hr. Hamsun er forresten, efter vor Mening, ikke retfærdig mod Maupassant. Og den lange, kjedelige Gjengivelse af dennes kjedelige «Notre Coeur»,«Notre Coeur»] Notre Coeur (1890), roman av Guy de Maupassant (1850–1893) der dog bliver os og vor Literatur saa temmelig uvedkommende, og som ikke mange har læst, og endnu færre interesserer sig for at komme til at læse – kan dog ikke afholde os fra at tænke, at hvis Hr. Hamsun havde taget en anden at Maupassants Bøger frem, nemlig «Jean og Pierre»,«Jean og Pierre»] Pierre et Jean (1887), naturalistisk eller realistisk-psykologisk roman av Guy de Maupassant (1850–1893) saa vilde han deri have fundet virkelig ægte, dyb Psykologi, saa ægte, at det kunde tænkes, at Maupassant der havde havt Lykke til at slaa Hul ind til en Menneskesjel. – – –

Naar Hamsun til Slutning nævner HeydenstamHeydenstam] Carl Gustav Verner von Heidenstam (1859–1940) som den, der ukunstnerisk og upsykologisk vil prøve at danne Skole, skrive Program for Digtere – idet han formodentlig sigter til Fortalen til «Endymeon»,«Endymeon»] Endymion (1889), roman av Carl Gustav Verner von Heidenstam (1859–1940), hvor han forherliget Østen med dets livsglede og nytelseslære og rettet et angrep mot 1880-årenes svenske realister. (SNL) hvori Heydenstam beder Forfatterne digte om Glæden – saa har han gjort det samme som Hamsun selv, der beder om Plads for sin nye Digtning, den, der skal dannes af Fremtidens Digteraristokrati og handle om Sjelelivets hemmelige Dybder.

Men Hr. Hamsun kunde lære af Hr. Heydenstam, at det er ligesaa lidet nyttigt at skrive Program for andre Digtere som for sig selv. Heydenstam kan jo ikke engang selv gaa i sin egen Skole. For de «Spilror af Forngästen» han vil opflamme – de er kun bleven til et fint, melankolsk, vemodglitrende Gravdigt om Livets Tilintetgjørelse og Livsglædens Forstyrrelse – til Musik af Naturens vidunderlige, evigskjønne og evigunge Harmonier – – –

Men derom siger Hr. Hamsun intet, Hr. Hamsun siger i det hele taget ikke mere, og naar vi lægger sammen, hvad han har sagt, saa synes vi, det var store Ord, liden Vederhæftighed, mange tomme Fraser, mange uretfærdige Angreb og – – – – mange, mange Postulater.

Og vi mener, det er godt for Hamsun, at han har skrevet «Sult». For den viser os bedre, hvad Hamsun vil, og hvad Hamsun formaar, end hans Foredrag – og den vil kanske skaffe sig den Plads ved Siden af anden Literatur, som han nu beder om for sin Skole: Den psykologiske Literatur.

H. D.

Om Litterære essays

I denne tekstkritiske utgaven blir Helene Dickmars litterære essays fra perioden 1886–1905 for første gang utgitt samlet. Utgaven er utstyrt med innledning og kommentarer ved Jorunn Hareide.

Helene Dickmar er pseudonym for Hanna Butenschøn (1851–1928). Butenschøn deltok aktivt i datidens debatter om for eksempel sedelighet, kjærlighet og «det moderne». Hun anmeldte flere av Henrik Ibsens verker og skrev en utførlig analyse av Knut Hamsuns berømte foredrag om «de fire store».

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X