En Qvinderøst i «Handskespørgsmaalet». Aabent brev til Hr. Professor Monrad

Trykt som egen pamflett på Aschehoug forlag i 1886. Foranledningen var prof. M. J. Monrads advarsel, trykt i Luthersk Ugeskrift i november 1886, mot budskapet i Bjørnstjerne Bjørnsons drama En Handske (1883). Dramaet hadde fått nye aktualitet gjennom en oppførelse på Christiania Theater høsten 1886.

Hr. professor Monrad!

Jeg ved, at det gik mange qvinder, som det gik mig, da Bjørnsons «En handske»Bjørnsons «En handske»] En Handske (1883), drama av Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910). først kom ud.

Det var, som om vi vaagnede af en drøm, og med en gang havde taget et langt, tungt skridt ind i virkeligheden – ikke fordi denne bog aabnede for os en verden af urenhed, hvorom vi ikke havde nogen anelse – o nei, saa drømmende havde vi ikke været – heller ikke, fordi den forskrækkede os med at stille op et stort, nyt krav, der før aldrig havde dæmret for vor bevidsthed, tvertimot. Bogen selv var kun som et samlet, befriende udtryk for, hvad vi alle, hver for os, tænkte og følte – men det var, fordi vi saa den modtagelse, den fik, ikke af bohêmen – hvad gjorde vel det – men af vore egne, vore mænd og vore venner, vore fædre og vore brødre. Det var som om de alle, næsten alle, mere eller mindre aabent havde mest lyst til at le lidt. Iallefald ryste på hovedet, eller trække på skuldrene, og tale om «maaneskins-romantik» og «taageidealer».

Hvor denne haanlige latter, eller det godmodige, lille smil gjorde os ondt.

Hvad kunde de dog mene? Der kunde jo umulig være noget nyt og uhørt i dette. Var ikke denne Svavas fordring, hendes skuffelse og sorg bare den simpleste, naturligste ting af verden?

Det vare da alle brave mennesker enige om. Og nu sagde de, at Svava, at vi alle vare overspændte.

Vi bleve saa underlig kloge med en gang. Ikke, at der vaktes nogen mistanke i vor sjæl til vore allernærmeste, om at de skulde her tale af personlige grunde – nei det kunde ikke falde os ind. Der har vi qvinder en tro, som er fast urokkelig, fordi den er os saa nødvendig, – kald den vor svaghed eller vor styrke, vor feighed eller vort mod, vor sløvhed eller vor storhed.

Men, der maatte dog være noget mere af dette «onde» i verden, end vi havde kunnet tænke, saa meget, at alle mænd, ligesom for ikke at svigte hverandre, maatte tage parti og sammensværge sig mod os qvinder, trods at de, i sit liv og i sin tanke, stode fuldstændig paa vor side.

En ting vare vi dog visse paa under al denne pinlige forundring, som dette vakte hos os, nemlig, at i kristendommen og dens forkyndere, der vilde vi finde den støtte og den hjælp, vi saa haardt trængte til for, naar det gjaldt kamp mod last og urenhed, saa kunde de ikke blive tilbage.

Saa skrev hr. pastor Færdenhr. pastor Færden] Michael Johan Færden (1836–1912), norsk teolog og medutgiver av det konservative Luthersk Ugeskrift 1881–1893. i Luthersk ugeskrift sine artikler om «Qvindespørgsmaalet». I heftet af den 14de juni 1884 behandler han «En handske». Efter at have indrømmet, at den fordring, som deri opstilles (fordringen til den samme sædelige renhed af manden som af qvinden) i og for sig kun er kristendommens egen, saa finder han dog, at hint krav til absolut ligestillen af mand og qvinde i henseende til kydskhed, saaledes som det der opstilles, hviler paa en opfatning af qvindens kald og opgave, som hverken er den naturlige eller den kristelige. «Thi», ender han sin artikel med at sige, «fordi ‘En Handske’ benægter den Gradsforskjel, som ifølge Guds og Naturens Orden finder Sted mellem Mand og Qvinde i Henseende til Ukydskhedens Følger, derfor kunne vi ikke, saaledes som vi gjerne vilde, tage den til Indtægt i Kampen mod Usædeligheden. Saa høilig som det var at ønske, at den vilde skjærpe Bevidstheden om Kravet til fuld sædelig Renhed ogsaa hos Ynglingen og Manden, saa er der en Fare for, at Kravet paa Qvindens Ligestilling med Manden, ogsaa i dette Forhold, kunde friste hende til at ville tage sig lignende Friheder, som den fri Kjærligheds Repræsentanter blandt Mændene har gjort til et Privilegium for sig».

Nu er dette længere tid siden. Vi have lidt efter lidt vænnet os til denne modstand, der først forbausede os saa meget. Svavas fordring har sat sig endnu fastere ind i vort sind, og vi have selv begyndt at tage op det svære, men dog ikke haabløse, arbeide for at bringe denne fordring ogsaa ind i samfundets.

Saa hænder det i høst, at «En handske» opføres paa Christiania theater.

Sindene komme atter i bevægelse, den gamle strid rippes op igjen; men vi havde dog den tro, at nogen forandring maatte være skeet i løbet af disse to aar, og at mange nu vare med os, som før vare mod os.

Da er det atter Luthersk ugeskrift, som betager os illusionen. Vi læse i nævnte skrift for 13de nov. dette aar et brev fra hr. professoren, som De har tilladt udgiveren af tidsskriftet at offentliggjøre med Deres navns underskrift. Dette brev lyder i sin helhed saaledes:

«Jeg ser, at UllmannUllmann] Viggo Ullmann (1848–1910), norsk skolemann, grundtvigianer og Venstre-politiker. I de siste tiår av 1800-tallet var han en av landets mest markerte offentlige personer og en kjent taler. senere er optraadt i SædelighedsforeningenSædelighedsforeningen] Kristiania Forening til Fremme af Sædelighed, stiftet 1882. med et saare moralsk Foredrag til Anbefaling og Lovprisning af Bjørnsons «Handske». Jeg for min Part – timeo Danaos et dona ferentes,timeo … ferentes] Overs.: Jeg frykter grekerne, selv de som kommer med gaver. Sitat fra Aeneiden, II, 49 (ca. 29–19 f.Kr), epos av Vergil (70–21 f.Kr.). saavel Bjørnson som Ullmann. – Den Handske, som her kastes Usædeligheden, er i mine Tanker dybt usædelig, saa hypermoralsk, den end kan se ud. Det er sandt nok, at sædelig Renhed ligesaa vel er Mandens som Kvindens Pligt, og at de i denne Henseende er lige for Gud. Men deres sociale Stilling er og maa være forskjellig og Samfundets Fordringer til begge har ikke samme Modalitet. Det er ogsaa f. Ex. sandt, hvad der læres om de Kristnes almindelige Prestedømme,almindelige Prestedømme] Teologisk uttrykk for at alle troende er «et hellig presteskap». og enhver Kristen bør være «reenlivet» som en Prest. Men dersom dette almindelige Prestedømme opfattes som en Nivellering, saa der ikke bliver en Stand, der fortrinsvis repræsenterer Embedet og dets Idee, og af hvem man fortrinsvis forlanger en dermed stemmende værdig Opførsel: saa vil man derved saa langt fra drage det hele verdslige Samfund op, at man snarere vil drage Prestestanden ned i Verdslighed. I mine Tanker er Kvinden fortrinsvis Egteskabets og Kydskhedens Prestinde, som derfor er den strengeste Sømmelighedsregel underkastet, og mindst taaler nogen Plet paa sit Liv og sit Rygte i denne Henseende. Her at ville nivellere, er ikke at drage Manden op, men at drage Kvinden ned, og om Bjørnson og Konsorter vil jeg saaledes sige, at de indirekte prædike den frie Kjærlighed, hvilken stemmer altfor vel med deres hele øvrige Væsen og ‘frisindede Samvittighed’. Er det først slaaet fast, at Mand og Kvinde ligeoverfor Samfundet skal være lige – lad det for det første have den Form, at Fordringen til Mandens Rygte skal være ligesaa streng som til Kvindens –: saa vil det ikke vare længe, før man omvendt fordrer den samme Frihed for Kvinden som for Manden; og man seer jo allerede, at ‘kvindelig Blufærdighed’ af de Moderne – selv Kvinder – ansees som en gammeldags Fordom. ‘Dersom Saltet taber sin Kraft, hvormed skal man da salte?’ – Kvinden skal være Mandens Sædeligheds-Ideal; han drages først derved i Sandhed op, at han holder dette Ideal høit og vaager over dets Ære og uplettede Glands mere end over sin egen.

I Egteskabet er naturligvis Mandens Utroskab ligesaa stor Synd for Gud, ligesaa umoralsk, som Hustruens; men den sidste er i verdslig Henseende, ligeoverfor Samfundet, skadeligere, idet den bringer uberettigede Børn ind i FamilienFamilien] rettet fra: Famllien (trykkfeil) og i væsentlig Grad forstyrrer dette alt sædeligt Samfunds Grundlag. Og kun til den, der som ren Kvinde indtræder i Egteskabet, kan man i denne Henseende have den Tillid, hvorpaa her Alt beror.

Hin bjørnson-ullmanske Sædelighedsprædiken vil derfor undergrave det sædelige Samfund.»

At hr. Færden med glæde har grebet hr. professorens assistance til at befæste den stilling, han før har indtaget til dette spørgsmaal: Berettigelsen af krav paa ligestillen i sædelig renhed saavel til manden som til qvinden – det kunne vi vel forstaa, men at dette Deres brev ogsaa vil bidrage til at forøge den bitterhed, hr. Færdens udtalelser om denne sag i samme tidsskrift før har vakt – derom ere vi ogsaa overbeviste.

Og det kan ikke være anderledes. Professorens navn har en stor vægt – og desuden – for hver gang en saadan udtalelse kommer frem, for hver gang præciseres den, dels ved nye argumenter, dels ved udførligere udvikling af de gamle.

Derfor synes vi qvinder ogsaa, at hr. professoren har et stort ansvar ved at tillade offentliggjørelsen af dette, fra først af, private brev – og det er af den grund, jeg tillader mig at henvende disse linier til Dem.

Luthersk ugeskrift har, først og fremst, sat det til sin opgave at belyse kristendommens forhold til den moderne tids, mod kristendommen stridende, ideer. Derfor ere de udtalelser af den art, som fremkomme i dette skrift, af en overmaade stor vigtighed for dem, der ønske at lære, hvad der, med hensyn til disse ideer, kan være Guds villie og kristendommens krav. Dette er ikke mindst tilfældet, naar det gjælder et spørgsmaal saa vigtigt, og saa brændende, som det, der behandles i «En Handske».

Men hvad lære vi saa:

Hvis samfundet erkjender det som sit ideale maal, hvis qvinden kræver det som sin fulde ret, at der fordres samme sædelige renhed af mand som af qvinde – saa vil dette have tilfølge, at qvinden vil komme til at drages ned, ikke manden op. Vil hun staa lige med ham, maa hun stige ned af sine høider, og sænkes til det samme lave niveau som han – og enden vil blive – den fri kjærlighed!

Vi har virkelig saa uhyre vanskeligt for at forstaa, hvorfor – hvad dog enhver maa kalde, en ideal fordring, skal have saa farlige og samfundsopløsende følger.

Det maa da være, som hr. Færden siger, fordi denne absolute ligestilling i henseende til kydskheden ikke er naturlig og kristelig af den grund, at man da glemmer den gradsforskjel i ukydskhedens følger som, efter Guds orden, skal finde sted mellem mand og qvinde.

Til dette argument med «ukydskhedens følger» kunde der nok siges en del for og imod – men lad saa være, at disse følger ere mere skjæbnesvangre for qvinden end for manden – argumentet kunde dog være en smule tveegget. Det synes mig nemlig at lægge netop saa særdeles svære forpligtelser paa manden, thi – naar han, som professoren siger, i sin egen og samfundets høieste interesse bør værne mere over hendes renhed end over sin egen, og da der altid er en qvinde med i en mands fald – saa bliver den eneste maade, hvorpaa dette kan ske, at manden, modsigende nok, sætter fordringen til sin egen kydskhed allerhøiest; thi, det er jo kun gjennem hans sædelighed, at hendes renhed kan betrygges.

(Vi maa jo vel alle være enige om, at naar vi tale om qvinder, saa mene vi ikke en enkelt klasse, men alle qvinder.)

Men, denne første gradsforskjel – med hensyn til lastens følger – skal, efter hr. Færdens mening, nødvendigvis betinge en anden gradsforskjel i fordringen til kydskhed af de to kjøn.

Og, fordi «En handske» ikke kan gaa ind paa dette med grader, naar det gjælder ideale krav, saa kan den (handsken) heller ikke bruges i kampen mod usædeligheden. Ikke nok med det, men – hvor «hypermoralsk» end dette krav kan lyde, saa paastaar hr. professoren, at der, under dets tilsyneladende rene glands, skjuler sig løgn og gift – ja, at det er i sin dybeste grund usædeligt!

Altsaa – kravet maa, efter Deres mening, stilles saaledes:

Ubetinget sædelig renhed af qvinden.

Næsten ubetinget sædelig renhed af manden.

En liden aabning, bare en bitte liden ventil, maa der være for manden – for ellers er De bange, at den ideale fordring skal sprænge samfundet i luften.

Vi synes nu, at det er saa farligt dette lille ord næsten – vi vide jo, at er en dør først kommen op paa klem, saa skal der saa lidet til, at den springer helt op – og tænk saa her, hvor der er saa mange, der skyve paa –.

Men hvad ligger saa egentlig paa bunden af alt dette – hvorfor er det saa farligt og saa umuligt med dette ideale krav?

Da maa svaret lyde:

Fordi det aldrig vil kunne lykkes at drage manden saa høit op, som did, hvor qvinden maa blive staaende – fuldstændig sædelighed tør af ham ikke forlanges – det er mod naturens orden.

Denne tanke om, at det aldrig vil lykkes, har mange tilhængere og faste troende – men rigtignok i en ganske anden leir end der, hvor Luthersk ugeskrift ellers pleier at søge sine allierede. Vi kunne saaledes henvise til en opsats om «En handske», undertegnet H. S. i «Intelligentssedlerne» for ihøst, hvor denne tanke udvikles med den ønskeligste ligefremhed, og – vil man se den endnu mere bekræftet og pointeret, saa behøver man kun at gaa tilbage til den berygtede artikel af hr. Brandes i dansk tidsskrift «Tilskueren» om Arne Garborg. Der føres conseqvenserne helt og uforfærdet ud: er der tvingende grunde til usædelighed hos manden, saa er der det ogsaa, efter naturens orden, hos qvinden. Og – i denne leir kjender man ganske godt menneskenes fysiologiske egenskaber, og forfatteren ved vel, hvad han siger.

Men det er ad den vei, man kommer til «den fri kjærlighed», og ikke ad den, Bjørnson anviser.

Vi vide nok, at De vil betakke Dem for en saadan alliance, men dog er sammenhængen let paaviselig – thi det kan dog saa omtrent blive det samme, enten hr. Færden og hr. professoren hvisker det stilfærdigt, sagte og dannet – eller om de nævnte «allierede» skriger det ud med cynismens hele, usminkede raahed. De er jo alle – baade de kristne og fritænkerne – enige om at slaa fast, at fordringen til ligestillet fuldstændig kydskhed af manden som af qvinden er umulig, fordi den er upraktisk.

Kristendommen pleier jo ellers i almindelighed ikke at gaa paa akkord, heller ikke at sondre mellem mand og qvinde. Den fremsætter f. ex. saadanne ideale fordringer som «Vorder hellige og ustraffelige», «Vorder fuldkomne» – og den forstaar derved en helligelse af hjertets innerste tanke. Da kunde man vel snarere sige, at dette var en urimelig fordring til syndige mennesker, end naar det, som her, kun gjælder krav paa et udvortes rent liv.

Vi vide jo alle, at menneskene, efter deres forskjellige kjøn, naturel og livsførelse, kunne, i stærkere eller svagere grad, være udsatte for fristelser og fald – men dog maa de samme moralske som verdslige love herske over dem alle. At kjæmpe for afholdenhed just paa det punkt, hvor man har sin individuelle fristelse – det er jo det ene svære for enhver af os.

I sammenhæng med dette ville vi pege paa en forunderlig modsigelse i samfundsopinionen. Man paastaar, at en mand gjennem sin natur og sit liv lettere føres til fald end en qvinde. Hvis saa er – hvordan kan saa manden have faaet et slags privilegium paa, med al iver og god samvittighed, at opsøge fristelsen – se, lære, høre, være med paa ting – der altsaa er saa meget farligere for ham end for henne?

Qvinden skal være mandens «sædelighedsideal», siger hr. professoren.Forfatternote: Professorens billede, i sammenhæng hermed, om qvinderne som ægteskabets og kydskhedens præstinder, deres præstedømme svarende til mandens præstekald, er ret tiltalende, men ikke korrekt. Man kan ikke sammenstille alle qvinders livsstilling med hvad der, som et særegent livskald, vælges af enkelte mænd, som dertil føle sig særligt dragne. «Han drages isandhed op, naar han holder dette Ideal høit og i Ære, og vaager over dets uplettede Glands og Ære, mere end over sin egen.»

«Mere end over sin egen» – paa det punkt skal man altsaa blive staaende.

Men nu viser historien, at jo høiere qvinden er bleven holdt i ære, jo omhyggeligere er manden ogsaa bleven nødsaget til, idetmindste at skjule sit urene liv for hende – derhen har da forholdet arbeidet sig for længe siden. Vinder saa qvinden mere frihed og mere udvikling til bevidst, og med sin vaagne villie, at hævde dette «sædelighedsideal» som sit – thi hr. professoren maa dog erkjende, at først da kan hun blive det i den dybeste og sandeste forstand – saa vil ogsaa hendes fordringer vedblive at stige, og hun vil ikke længere nøie sig med smukke og klingende talemaader om ærbødighed og agtelse, men forlange dem omsatte i gjerning og liv. Idet hun da forstaar, at hun selv, for en stor del, holdes oppe, fordi hun er oppdraget til, at denne renhed ventes af hende, saa kommer hun derved til at mene at den samme styrkelse vilde kunne gives manden, naar hun forsøgte at lade ham forstaa, at hun ventede det samme til gjengjæld af ham. – Men nu siges der, at det «dybest sædelige» er, at hun ikke forsøger dette. – Forstaa det, den som kan!

Der er ogsaa en ting, der altid har forekommet mig som en uconseqvense i dette ord om mandens omhyggelighed for qvindens renhed og finhed «mere end for sin egen».

Har professoren ikke øre for hvor grusomt, ja næsten brutalt dette i grunden er?

Thi er det virkelig saa, at hun er ren og fin og skjær – er hendes blufærdighedsfølelse bleven hendes fornemste klædebon, hennes kydskhed hendes bedste smykke – hvad er det saa ikke for en lidelse I mænd ville opdrage hende til, en lidelse saa forfærdelig, saa uforskyldt – og saa uundgaaelig? For hende, med sit bløde naturel, med sin store modtagelighed for alle indtryk, og med sin fine følelse, maa jo, just da, al urenhed, al usædelighed, som hun møder paa sin vei, saare dobbelt. Hvilken modbydelighed vil han saa ikke vække hos hende, hvilken krænkelse af det bedste hun eier, vil han da ikke tilføie hende, den mand, hvis hustru hun er, eller skal blive, hvis han ikke er ren som hun! Er hun kydskhedens præstinde, vogtersken af den hellige ild – saa kom hende ikke nær uden med uplettede hænder!

Thi – forstaa det vel – der skal store kræfter til at holde oppe baade sjælesmerten og sjælevarmen paa en gang –.

Derfor er der ogsaa saa mange qvinder, som blive trætte i denne skjulte, forhaanede, slidende kamp – da lærer hun i livet at sløves, at slaa af, lidt efter lidt – for saa svider ikke smerten saa stærkt mere – men saa brænder flammen, den hellige flamme, heller ikke saa klart længere.

De vil maaske svare, at De ikke har mærket saa meget til denne lidelse – selv de bedste mænd har saadanne underligt modsigende begreber om qvinder – men tror De ikke, at de har lidt, fordi om de har tiet, endnu mere fordi de har maattet tie? – Jeg har ovenfor talt om, hvorledes man, selv nu, smiler af Svavas smerte. Jeg har ogsaa selv engang talt med en præst, en from præst, om dette. De lidende, tiende qvinder, de brutale og drikfældige mænds hustruer – samfundets martyrinder – det var hans qvindeidealer. Men – at ville hjælpe til for at disse martyrinders tal ikke skulde blive saa stort – nei, det interesserede ham ikke. Jeg nævnede Svavas fordring. Han trak paa smilebaandet, og sagde: «Der vil nok blive svært faa unge damer gifte da». Se – det var ogsaa en af de farlige conseqvenser af den ligestillede moral!

Og, hvor er saa grændserne for hvad vi tør forlange – hvor finder vi saa, til syvende og sidst denne gradsforskjel, der er saa nødvendig?

At et virkelig usædeligt liv ødelægger en mand, i mere end en henseende, og ætser pletter ind i hans character, som livet aldrig kan udvidske, derom ere vi vel alle enige. Men hvor skal man saa blive staaende?

Det maa vel være, hvad man kalder «feiltrin», som skal være dette næsten, som vi ikke maa glemme. Men hvormange – et – to – eller maaske flere?

Der er en «ukydskhedens følge», der er skjæbnesvanger og haard for manden, som den, paa en anden maade, kan være det for qvinden – en følge, som maaske ikke hr. Færden har skjænket den rette opmærksomhed, thi den skjuler sig ofte – det er løgnen.

Et eneste «feiltrin» er nok til at denne følgesvend drager med en mand ind i hans nybyggede hus, og hviler derover som en skygge. Vi har talt om en qvindes smerte og skuffelse, naar Svavas oplevelse er blevet hendes egen. Aner en mand det saar, han vil tilføie ved at tale, tilstaa – hvem kan saa fortænke ham i, at han ikke vover det, ikke nænner det. Men, da er det, at løgnen drager med ham ind i huset. Han vil mærke dens stikkende brod, naar hun, der er hans hustru, binder alle sin sjæls bedste og reneste tanker fast til sin fuldeste, mest ubetingede tillid og tro, og klynger sig til ham med det altsammen – han vil mærke dens hule lyd, naar hans ord skal vække og opretholde den sædelige sands i hjemmets kreds – naar hans personlighed skal stilles frem som den moralske autoritet for hans børn og husfæller.

Og med løgnen følger angsten for, at det dog alligevel engang skal komme frem, det, som det piner ham at skjule.

Der er jo ikke altid en Hoff,Hoff] Figur i En Handske som røper overfor Sava at hennes forlovede har hatt et forhold til den kvinnen Hoff siden ble betalt for å gifte seg med. der viser sig i forstuen, og bringer forstyrrelsen ind førend dørene ere lukkede for det nye hjem, saaledes som det sker i en «En handske» – men det kunde dog hænde, at engang, senere hen, netop naar han sad lunest og tryggest og holdt paa at glemme, at der, mellem ham og hans hustru, var denne gradsforskjel, der var hans monopol – at han saa fandt veien denne Hoff – eller hvad han nu heder – og stod udenfor og ringede paa klokken, og kimede den gamle forslidte historie ind i hans hustrues øren – denne hverdagslige historie om en vanæret qvinde, der slæber sin skam med sig gjennem livet under anger og taarer – eller som af dens tunge blylod er trukket ned i de mørke dybder – og om et hjemløst, navnløst barn,navnløst barn] De castbergske barnelover, oppkalt etter initiativtakeren Johan Castberg, ble først vedtatt i 1915. De ga barn født utenfor ekteskap rett til arv og navn etter far. for hvem menneskene, fra dets første dage, have de haanlige ord, og siden ingen kjærlighed til at holde oppe over livets malstrøm. Ja – selv naar gjenlyden af gravklokkerne, der lød paa hans sidste æresdag, neppe er forstummet – saa kan der komme bud fra dem, der stode saa nær, og dog saa langt borte – bud om at dele – og om at belønne den lange taushed.

Dette er ikke hændt en, men mange, mange gange, og hvem tør sige andet, end at skyggen ogsaa der faldt, om end saa svag som kjærlighedens lys magtede at gjøre den, om end under mange taarer, over det uplettede, ærede, tilbedte minde, der var de efterladtes bedste skat.

Bør det være anderledes?

Ukydskhedens skjæbnesvangre følger ere der for mand som for qvinde. Der kan lides og ties, der kan tilgives og der kan forsones, men et maa fordres: – Arbeidet maa ikke opgives, det ideale krav maa ikke slappes paa et eneste punkt.

Men der er mange qvinder i vore tider, der staa udeltagende, fremmede i denne kamp, der kjæmpes for deres ret. De ville maaske rødmende slaa sløret ned, naar man begynder at nævne «En handske». De ville finde det næsten urent at beskjæftige sine tanker med saadanne udelikate og ubehagelige spørgsmaal – det er det fineste ikke at vide, og ikke at se – og hvor maa dog ikke blikket systematisk sløves, for at de dog ikke skulle komme til at se! Det er disse qvinder, der, uden at ane det, hjælpe til at udvidske den moralske følelse i samfundet, og det er dem, der bringe mandens opfatning af qvinden paa vildspor. Ligeoverfor hende føler manden intet ansvar og ingen skyld: – «naar hun bare ikke faar det at vide saa» – bag hendes ryg ler de voxne sønner saa smaat, naar de liste sig ud paa de skjulte, mørke veie – «det er saa let at narre mor» – det er hende, der roligt og tankeløst ser sin datter, sin rene, uerfarne datter, føres til alteret af en mand med «fortid» – «qvinderne har til alle tider været svage for Don Juaner» – og det er ogsaa til hende denne datter engang i tankerne vil vende tilbage med bitterhed, naar hun, forsent, har gjort samme opdagelse som Svava – «mor har bedraget mig og ødelagt mit liv».

Det er ialfald visselig ikke disse qvinder, der skulle være vore forbilleder. Thi qvindens blufærdighed bestaar, efter vor mening, ikke i at ligge vel indpakket i æske, beskyttet mod kulde og fugtighed, men i at staa rustet med fuldt ansvar for sig selv, og med fuld bevidsthed om, hvad der tør bydes hende. Til dette er det, vi vilde gjøre alt vort for at opdrage vore døtre – og saa ville vi forsøge at faa vore sønner til at gaa ud i livet med bevidstheden om, at deres fald vil bringe de fineste strænge i deres moders kjærlighed til at skjælve af smerte, og siden kaste en skygge over den qvindes liv, der engang skal blive deres hustru. Og vi tro, at denne bevidsthed vil kunne virke styrkende og reddende paa dem.

I strid med kristendommen vil vel ingen sige, at dette er. At den mand, der med saa megen varme, saa fin en forstaaelse af qvindens inderste væsen, og med saa meget mod, har vovet at kaste handsken mod den slappe samfundsopinion – under hvilket dække den end skjuler sig – ikke kalder sig en kristen, det kunne vi dybt beklage. Og vi tro og mene ogsaa, at ligesaa vist som Bjørnson har kastet «sin handske» og vækket qvinde og mand ved det stærke lysskjær af sit store ideal – ligesaa vist er kristendommen ene den livsmagt og den hemmelighedsfulde salve, hvormed sværdet maa indgnides, skal det kunne seire i kampen mod trolde og onde magter. Thi «menneskets hjerte er ondt fra ungdommen af».

Professoren siger, at «qvindelig blufærdighed» nutildags lades haant om af de «Moderne», selv af qvinder. Vi har forsøgt at vise, hvorledes den virkelige ægte blufærdighed ogsaa lades haant om af andre end af de «Moderne». Og hvad qvinderne selv angaar, saa maa vi tilstaa, at vi ikke har seet eller hørt meget dertil. Der har vel til alle tider været qvinder, for hvem «blufærdighed» har været et tomt ord. At de forandre etikette, eftersom tiderne vexle, det er meget rimeligt, – og den, de nu bærer, er ganske vist meget «moderne».

Hr. professorens sidste ytring – den, der gjengives med spærrede typer: «Hin bjørnson-ullmannske Sædelighedsprædiken vil derfor undergrave det sædelige Samfund» er et angreb saa uædelt og saa uretfærdigt, at det vilde være complet ubegribeligt, dersom man ikke tog i betragtning, hvorledes en blind partifanatisme kan husere med menneskenes forstand og hjerte i disse tider.

En saadan insinuation falder ikke engang hr. Brandes og konsorter ind – det maa man lade dem. De tro tvertimod ikke alene, at Bjørnson mener det alvorligt, men de frygte ogsaa, at der af dette alvor vil lyde en gjenklang udover det hele samfund. Derfor skrige de ogsaa saa høit de kunne: «Isch for noget snerpet vaas» (se hr. H. S. i Intelligentssedlerne) og saa faa de qvalme over «de idealistiske talemaader» og «de tomme deklamationer».

Men Bjørnson selv vil kun hæves ved denne uretfærdige beskyldning. Dobbelt ville vi takke ham for hans modige færd. Han mister ikke terræn ved Deres brev – men der er en magt, det tør hjælpe til at svække – og det er kristendommen!

Derfor har Bjørnson, underligt nok, kun den samme ting at svare sine modstandere – de kristne og «Bohêmerne» – og det er med disse hans egne alvorlige ord, at jeg vil slutte:

«Qvinden lærer at være kydsk, men luften, de lever i, afsvækker følesandsen. – Om den styrkedes i flere og flere? Det er det eneste, mit stykke vil. – Tro mig, af alt fremskridt paa jorden ere vi her inde paa det vigtigste; tænk tanken ud, og DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) skal se, den er betingelsen for alle de andre».

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.