I. Den moderne literatur

Vor tid hører ungdommen til. Maaske i høiere grad i vort unge samfund end noget andet sted. For her er kortere vei at gaa og færre stængsler at bryde igjennem for den, som vil frem og vinde plads for noget nyt.

I Henrik Ibsens «Bygmester Solness» er dramaets hovedskikkelse en mand, en kunstner, der har naaet sit livs høidepunkt – og er «ræd for ungdommen».

Der blir noget af et tidsbillede og af en tidsdom i dette.

*

Hvorledes er det kommen dertil? Hvad kan være den egentlige aarsag til, at denne nutidens ungdom har faaet en saa stor og skræmmende magt? Har den banket paa med knyttede næver, trængt sig frem og erobret pladsen med den muskelstyrke og den hensynsløshed, der er den egen? Eller er den kommen med saamange rige løfter i sin favn og saameget lys om sit hoved, at alle andre har maattet bøie sig og træde tilbage – hvis de ikke vilde tage hatten af og følge den under «den nye fane»? –

Det er en gammel sandhed, at intet kan staa stille. At alt trænger til fornyelse. Og aarhundredets udvikling af menneskeskildringens kunst har tilbagelagt de samme stadier og maattet følge den samme vei som videnskaben, historieskrivningen og politiken.

Fra romantikens store, vidtsvævende syner, hvor opfindsomhed og fantasi, idéer og forhaabninger saa ofte belyste og forbedrede tingene paa sandhedens bekostning – var man gjennem tidens store og paa alle felter saa gjennemgribende opdagelser ligesom bleven drevet skridt for skridt tilbage til virkeligheden. Mer og mer lærte man at kjende og ligesom overskue de store, almene sandheder og tilstande. Sluttede sig til love og studerede aarsag og virkning. Deraf fremstod saa realismen paa alle gebeter – ogsaa det æsthetiske.

Kunstnerne, forfatterne, digterne begyndte ogsaa at optegne, notere og klassificere. Man gav fantasien en god dag og spurgte kun efter dokumenter. De var de eneste, der duede, for der fandt man sandheden. Og optimistisk lykønskede man sig allerede til, at nu endelig var man naaet saa langt, at der ikke var det fænomen, psykisk eller fysisk, som man ikke nok tilslut skulde faa anbragt med den rette etikette i en af sine mange rubrikker og samlinger! –

Men atter stod man foran skuffelsen, reaktionen. Disse virkelighedslove, som man et øieblik troede at have grebet med sine hænder, trængte atter ubønhørlig paa med sine større og større fordringer til hel sandhed. Og alle de indbildte virkelighedsskribenter og «lovbefæstede» poeter blev atter tvungne videre frem, helt ud af sine med saamegen flid og møie indtagne stillinger!

Deres freidige, sikre selvtillid skrumpede ind, lidt efter lidt. Troen paa de store, afgjørende fremskridt, som man saa hurtig havde lovet sig, begyndte saa smaat at synke: Kunde man nu egentlig være saa vis paa, at alle evner og alt materiale var der til at kunne afmærke alle punkter og linjer og lede alle strømme ind i det ene, rette almene spor? Var det ikke tvertimod saa, at jo mere man arbeidede og lagde tilrette, jo flere nye vanskeligheder og uanede modsigelser aabnede der sig for ens blik? Var det ikke gaaet som i eventyrene, hvor et nyt kongerige, det rigtige, altid ligger der saa blaanende langt borte og lyser, naar en vel tror, en er naaet frem og har fundet løsningen?

Og man indsaa, at havde man end vundet meget, saa havde man dog paa langt nær ikke «raadd med» alt. For under alt dette almene, bagved alle disse love, hvis virkning man kan følge, laa der jo en hel verden af uligheder, af tilfældigheder, af nye, ukjendte kræfter. Med andre ord af andre love! Love, der havde været ganske nær ved at virke, om de end, i det givne øieblik, af en eller anden grund, ikke var kommen til at blive det bestemmende for bevægelsen. Men alt dette nær ved – alle disse usynlige, fint komplicerede drivfjedre, disse smaa træk, dette floket sammensatte, det maatte ogsaa regnes med – det forstod man nu – for at fremstille, det være en tidsperiode eller et menneskeligt fysiognomi helt. –

Saa var det under denne modløshed og ubeslutsomhed, at man begyndte at se hen til ungdommen. Den ungdom, som med sine friske, mere uprøvede kræfter, sin intuitive sporsans og sin modige selvfølelse, uden at man havde mærket det, allerede var begyndt at samle sig til opposition og ruste sig til fremmarsch.

Og derved skete det, at den, saadan med engang, fik ledelsen i sine hænder, og kom til at gaa i spidsen for toget – under sin nye fane! –

Ungdommens første gjerning – og deri ligger baade dens fortjeneste og dens magt – den blev straks at rive «lovmæssighedens» trange gjærder ned, bryde ud til alle sider, bort fra den almene alfarvei, mens skriget steg høit imod den «videnskabelig» opkonstruerede schablon, der havde truet med at ville udviske eller omforme de menneskelige konturer, og regelret afstikke veiene for de menneskelige fremskridt! –

Men har saa disse unge i sin egen kunstneriske produktion, den saakaldte «moderne» literatur afhjulpet hine savn og paa samme tid selv skabt noget virkelig nyt og helt? Har den, med andre ord, havt betingelsen for ogsaa helt at kunne fylde den plads, som den straks, saa heftig og saa hensynsløst, forlangte – for sig alene?

Det er det spørgsmaal, der nu for alvor begynder at bryde sig frem, og ikke længer vil lade sig overmodigt tilbagevise. Og hvis berettigelse og tidsmæssighed jeg her nærmere vil prøve paa at begrunde. –

Der er ét karakteristisk træk, som, naar man opmærksomt vil kaste et blik paa de sidste aars literære kunst, først vil springe en i øinene: Det er dens paafaldende énsidighed eller, rettere sagt, enkeltsidighed – det man kanske bedst betegner ved: Dens korte aandedrag.

Ikke saa at forstaa, at alle de yngre «moderne» forfattere vandrer i ét spor, opfanger de samme indtryk eller fæster sig ved den samme side af livet. Tvertimod. Paa de allerforskjelligste maader afsætter dette deres fællesmærke sit spor paa deres arbeider. Viser sig ligesaa tydelig f. eks. i kompositionens hastig afklippede traad som i det løsrevne, fragmentariske i deres livsskildringer. Blir ligesaa bestemmende for det underlig splittede, optrevlede i deres fremstilling af karakter og følelsesliv, som i deres forkjærlighed for behandling af de socialt lavere mennesketypers enkle, raa usammensathed!

Er det fordi de saaledes har maattet bøie sig under erkjendelsen af ikke at kunne give alt, at de resolut har taget det parti kun at ville give en del? – En del, der vistnok saa til gjengjæld skulde give alt, hvad den indesluttede, det mindste træk, den fineste nuance?

Eller skulde den inderste grund være at søge et andet sted? I noget fælles hos dem selv? For eks. i deres eget livssyn?

Hvorledes har de dog ikke med alle sind og sanser fordybet sig i dette smaa, dette afrevne! Hvor hastig synes det ikke som om de har faaet overtalt sig selv til at tro, at dette, de nu med sine nye øine kunde faa lykke til at observere, faa «tag i» – det enkelte fænomen, det tilfældige træk, det underliggende, det miniaturmæssige – at det igrunden ogsaa er hovedsagen! Den eneste interessante og værdifulde gjenstand for kunstnerisk behandling!

Sikkert nok fortjener de ogsaa al beundring og anerkjendelse for den ihærdighed og den kunstfærdighed, hvormed de straks gav sig ivei med opfindelsen af det subtileste værktøi for helt at kunne beherske og fuldkommengjøre tekniken. For den iver, hvormed de øvede sig i brug af dissekerkniv og loupe, og lærte sig til at specificere og klassificere, hvad de saaledes fik under glasset!

Mange intenst og talentfuldt skrevne brudstykker, mangen en liden ægte perle af poesi og følelsefølelse] rettet fra: ølelse (trykkfeil) er der fremkommen paa denne maade.

Noget sart og dirrende, noget vemodsfuldt og blødt kan der ofte aande gjennem disse deres fine stemninger. Et uudsigeligt ord, en anende, bunden længsel, en stille, halv ubevidst smerte kommer tidt ligesom hviskende over til en gjennem luften!

Men hvorledes viser der sig dog ikke straks i deres arbeider, ved en naturlig konsekvense forresten, en ganske skjæbnesvanger tendents til fortrinsvis at beskjæftige sig med det sygelige og det raffinerte! Til en mistænkelig ihærdig eftersporen af det pikant halvttilslørede erotiske, og det stærkt krydrede sensuelle! Eller til at bore sig ned i det dunkle, mystiske, det abnorme, det supersensible, supernervøse – alt dette, som vor tids overkultur lægger saa vel tilrette for dem!

Mens det dog maa siges, at vi, midt under betragtningen eller nydelsen af dette overkultiverte sjælelivs, som i en ophedet drivhusluft fremdrevne eller fordrevne blomster, alle disse underlige livsfænomener i bengalsk belysningbengalsk belysning] farvesprakende fyrverkeri, brukt bl.a. i teater i eldre tid. – at vi dog ikke saa sjelden overfaldes af en bestemt mistanke om, at til dette er de dog naaet ad ganske kunstige, for ikke at sige kunstlede veie: ikke gjennem kulturen, men udenom den!

Men saa er der til gjengjæld rigtignok andre – les extrêmes se touchentles extrêmes se touchent] Overs.: motsetningene møtes ogsaa i dette tilfælde – der ligesom griber tingen an fra en helt modsat kant.

Udgangspunktet blir det samme: Følelsen af ikke med fuld tilfredsstillelse, ikke med hel klarhed at kunne beherske mangfoldigheden. Til dels ifølge et særskilt erhvervet større kjendskab paa det omraade, tildels ialfald ogsaa paa grund af et personlig lavere kulturstandpunkt og milieu, har de saa faaet den lykkelige idée at omgaa vanskelighederne ved at tage sin tilflugt til – almue- og bondeskildringerne!

Ved at stige ned i den socialt laveste sfære undgaar man jo at generes og forvildes af kulturmenneskets mere forfinede temperament, dets, paa alle omraader, mere udstrakte og mangesidige vaner og fornødenheder.

Omfatter end disse skildringer en enkelt gang et menneskes hele ydre skjæbne, saa udgjør denne dog kun en liden del, et saa at sige sammentrykt og høist ufuldstændigt stykke af det dannede verdensmenneskes fyldigere og altid for udvikling og paavirkning mere aabne og bøielige karakter og liv.

Saaledes søger og finder de typer, hvor tanke og aandsliv ikke er vaagent og modent, og hvor konflikterne i samvittighed eller livsforholde som følge deraf ogsaa forekommer mere instinktmæssige, mere uartikulerede. Ikke maa udkjæmpes med de forfinede og mangfoldige vaaben, der saarer dybere, og krydses i allehaande sære, forvirrede komplikationer som i kulturmenneskets mere bevidste og mangestrængede sjæleliv eller indenfor det dannede samfunds saa ganske anderledes indviklede og farefuldt konstruerede maskineri!

Istedetfor drivhusluft faar vi saa vadmelslugt! Lavt blir det under loftet i deres stuer, trang blir horizonten for deres syner. Og overkulturens fantastiske blomster maa give plads for en ugenert stillen til skue af de menneskelige naturdrifter en nu!en nu] skal være à nu, overs.: nakent, utilsløret

Thi – lad os lægge mærke til det – den medfødte noblesse, den fine, bøielige intelligents, der ikke sjelden ogsaa er at finde i det milieu – for dette har man ikke øie, eller ialfald ikke brug! Det vilde skade analysens paalidelighed, bringe uorden i «dokumenterne», der maa være fuldtallige og stemme som til en procedure. For ellers risikerer man jo simpelthen at blive kastet tilbage lige i den gamle realismes skuffelses-Charybdis,Charybdis] Henvisning til gresk mytologi om de to sjømonstrene Scylla og Charybdis, brukt av Homer i Odysséen. Å befinne seg mellom Scylla og Charybdis har etter hvert fått betydningen «å velge det minste av to onder». den, som man for ikke længe siden godt og vel har faaet reddet sig udaf!

Forsigtig – forsigtig! Et lidet stykke sjæleliv. Et fattigt stykke menneskeliv – eller, kommer det høit: En lystig morgensang om «nye guder». En «karslig» udfordring til livsdagens sfinx. Et drømmetungt suk i aftenens stilhed! Mod større og videre maal sigter ikke deres stræben og ærgjerrighed! –

Men, lader vi uhildet vor erindring streife hen over disse sidste aars mangeartede produktion, er det da ikke ogsaa som om den altid vender tilbage med bøiet hoved, lig en vandrer, der er bleven træt paa veien?

Thi fra alle disse bøger i gult og grønt og blaat, der har været mellem ens hænder, er der dog strømmet en imøde en egen atmosfære, som har der i de stærke farver været skjult en farlig, snigende gift!

Vi kjender dens symptomer. De er mismod i tro, lammelse i vilje, ofte en fornemmelse af modbydelighed – og altid en pinefuld sørgmodighed.

Og vi spørger: Er dette kunstens aandepust? Er dette gudegaven til menneskene?

Eller, hvad er det dog, vi har givet vort minde til, lukket vore øine for – saa længe?

I begyndelsen havde vi jo ikke mærket noget. Ikke anet, hvor det tilslut vilde bære hen. Vi følte jo bare, at vi trængte til et omslag, at vi gik mod en fornyelse. Og saa hilsede vi jublende dette nye og overraskende, det hidtil ubrugte land, der erobredes af den unge skare under klingende spil og brogede faner. Naturligt nok tænkte ingen af os da paa at lægge den store, helstøbte kunsts maal paa dette – det vordende, det voksende!

Vi bare modtog og elskede det som det lovende, hvor vi mødte det. Og opsatte altid med at stille nogen termin for løfternes indfrielse!

Men netop denne «opsættelse», hvor har den ikke i længden hævnet sig!

Denne stadige «slaaen af», denne nænsomhed, denne nøisomhed, i forbindelse med en altid mer og mer udviklet evne til at søge og finde, og glæde og fryde sig over det fundne – i alt dette maatte der jo ligge en fristelse, en skjæbnesvanger fristelse for en selv til, saadan ganske ubevidst, at tabe høiderne afsyne og finde sig vel tilrette, hvor man nu engang var!

Blev det ikke ogsaa snart til det, at der – for at bruge en bibelsk lignelse – blev mere glæde udi kunstens rige over den ene synder end over de niogniti retfærdige!

Vakte det og vækker det ikke fremdeles f. eks. mere opmærksomhed, større henrykkelse og begeistring det éne brudstykke af en debutant, der er «godt gjort», den éne tone, som klinger vakkert, end en moden kunstners helstøbte, fuldlødige arbeide?

Men ud af dette har der saa listet sig ind paa en, saadan lidt efter lidt, en hel ny kunstvurdering.

Sikrere og mere paagaaende, alt eftersom den mødtes med større og større ros og beundring, har den banet sig længere og længere frem. Og i løbet af en kort tid er det virkelig lykkedes den at fortrænge enhver anden og fastslaaes som den éne rette og saliggjørende!

Ordene: frigjort og human bærer den som lokkende etikette. Let og nem er den at komme til. Kan gribes i en halvslumrende nattetime som i en kort feriestunds forhastede jag. Et anstrængt, indtrængende arbeide er den ikke fordringsfuld nok til at forlange, og saare langt er den fra nogen aristokratisk paastand om kun at være helt tilgjængelig for en alsidig og fuldt udviklet personlighed!

Skulde man virkelig ikke se faren herved i et ungt og lidet samfund, hvor ordene kunst og kunstnydelse kun altfor ofte maa friste den skjæbne at se sig gjort synonyme med luksus og adspredelse, hvor kunstkritiken som regel er et sideordnet dilettantarbeide og den literære produktion uforholdsmæssig stor?

Mærkelig nok har dog enkelte ældre utvivlsomt dygtige kunstnere, æsthetikere og kritikere straks sluttet sig til denne nye bevægelse, ja har endog gjort sig til dens ivrigste forkjæmpere. Lad dem som regel være ledede dertil af de ædleste og mest uegennyttige bevæggrunde. Men skulde dog paa den ene side en vis ængstelse for ikke at følge med og paa den anden glæden over det nye fordi det er nyt – dette kildrende, flatterende, til alle sider saa bestikkende, ikke mindst hvor det gjælder kunst – ikke ogsaa her have udøvet sin magiske virkning?

Men, selvsagt, som ungdommen var dens ophavsmand og dens aarsag, saa er det ogsaa den, der udgjør dens egentlige styrke og værner om og befester dens herredømme.

Blandt de mange unge eller yngre kritikere, hvoraf kuriøst nok den største del selv er kunstnerisk producerende, er dog dette i aarenes løb udartet til en slags gjensidig kultus, der er endt med omtrent at give dem selv det sidste og afgjørende ord i al literær bedømmelse!

Og hvordan maa den vel blive, naar alt skin af pietet for de ældre, al agtelse for det erhvervede, dette som andre før dem har tilkjæmpet sig i opposition mod noget i sin tid, enstemmig afkastes? Naar den kraftstrøm, der binder al udvikling uopløselig sammen, dette mystiske, der paa samme tid overføres fremover og tilbage, overmodig afbrydes for at give plads for en arrogant og fuldstændig isolation?

Saa blir det jo kun det nye, det vil sige, de nye eksperimenter, det forhastet fastslaaede, det oppositionelle og det brutalt hensynsløse – eller det dilettantmæssige, der blir gangbar mynt!

Og derfor ser man jo ogsaa, hvorledes disse unge ivrig kappes om andagtsfuldt at aflytte hinandens nystemte lyrer den spædeste «originale» lyd. Hvorledes de villig lader sig beruse af den megen klang, eller kling-klang, de store ord, de stærkt farvede billeder, de kunstlede, hypnotiserende gjentagelser og de fiffige literære taskenspillerkunster, hvormed nogle af dem saa vel forstaar at udstyre en uklar tanke, «pynte op» de spinkleste, ofte smagløseste motiver, eller dække over idéernes og indholdets tomhed og fattigdom.

En hel sport drives der jo snart sagt paa alle kanter med denne dyrkelse og opdyrkelse af yngste og alleryngste genier. Slides paa de stærke udtryk og de berømmende adjektiver, saa man tilslut holder paa ganske at glemme, hvad de dog fra først af skulde betegne!

Glemme, ja. Glemme, det er ordet. Forvilde begreberne. Hæmme de unge kunstnere selv i væksten. Indsnevre kunsten. Ikke mere huske dens maal og dens rækkevidde!

Er det ikke allerede kommen til det, at publikum, som mere og mer er bragt tilro med de nye synsmaader, den nye tingenes tilstand – let at blænde og bestikke som et «publikum» altid er – at det paa ingen maade længer foruroliger dem dette, at man dog sjelden eller aldrig falder paa at tage en af disse bøger frem og læse den om igjen? Selv de gode læsere – de interesserede – de har jo vænnet sig til at være tilfredse med én samvittighedsfuld gjennemlæsning, ét saavidt mulig afklaret indtryk og en forsigtig udtalt dom!

Og har ikke glemselen saaledes kastet sit dække over ens opfatning, at man ikke længer tænker paa, at der dog skulde kunne stilles det krav til et literært arbeide, som til al kunst idethele, at den med sin suggestive magt skulde løfte en ud af dagliglivets trange, jordvendte, materielle sfære, og bringe en noget, der kunde blive til vinding for ens egen sjæl?

Ikke er det et snevert, borgerligt omraade dette, som mange maaske mener.

Thi en vinding for et menneskes sjæl, det kalder jeg alt det, der vider selve livssynet ud. Enten det nu blir i stigende skjønhedssans, i høiere, rigere livsglæde, i stærkere impulser, i dybere, varligere menneskeforstaaelse eller i en længsel, der peger udover dette liv. –

Hvad under da, at man endelig engang er vaagnet op. At man begynder at reise sig til protest og kommer med nye krav. Nye, store krav.

Det er selvhævdelsen, som melder sig. En slags instinktmæssig værnen om menneskets værdighed.

Der er kommet noget snigende ind paa en, en slags uro, der grændser til angst. Holdt man ikke ligesom paa at tabe sig selv, sit sikre fodfæste, sit rette tyngdepunkt under alt dette?

Hvor er man ikke bleven ligesom splittet og opreven, bedøvet og besnæret af dette snart saa stærkt parfumerede og indsmigrende, snart saa uskjønt frastødende, der har lagt beslag paa ens opmærksomhed og appelleret til ens sympathi! Af denne underlige kunst, der i det ene øieblik ligesom bare løfter en op i en slags høiere, forfinet orkidé-tilværelse, for i det næste at kaste en næsegrus til jorden, hvor man længe nok kan krybe omkring saa inderlig fattig og graa mellem «andre markens dyr», ofte gispende baade efter lys og luft!

Er dette livet? Har vi ikke ret til at forlange noget andet, forme vor klage og vor anklage?

Livet selv, det sunde, kraftige, pulserende menneskeliv – det fordringsfulde, løftefulde og lidelsesfulde. Hvad har dog de unge digtere, den nye literaturs mænd, gjort af livet?

Er det ikke som om de selv er blevne saa hastig trætte paa veien – trætte og utaalmodige paa en gang? Feige ogsaa og magelige. Ligesom rædde for at møde dette liv ansigt til ansigt. Lade det komme helt ind til sig, saa de blir nødt til at tage imod det. Slutte det ind til sit bryst, fuldt og varmt – eller brydes med det, sigte det, angribe det, hade det!

Er det ikke derfor, at livet ogsaa til gjengjæld ligesom glider undaf for dem? Smyger sig væk og blir borte i noget koldt eller lummert, men taaget noget – hvor der hverken er dagens sollys eller nattens mørke, hverken høide eller dybde?

Er det derfor, at deres øren heller ikke kommer til at opfange dette store, der fra livets inderste dyb lyder som et evigt forlangende, evigt sig gjentagende raab efter sandhed? Heller ikke det manende, vækkende, aldrig hvilende, aldrig tilfredsstillede, der trænger sig frem og strækker sig længselsfuldt op imod de fulde, renstemte harmonier, og den sunde, ranke, høibaarne skjønhed?

Liden høihed og liden skjønhed findes der i deres digtersyner.

De taler saameget om livsglæden. Men hvor ofte betyder den ikke bare en letfærdig, klingende latter, en bedøvende, selvforglemmende sanserus, en tom kjærlighedsleg, der flammer op idag og imorgen er smuds og aske!

Der naar dem en anelse om livets skjønhed. Længselsfuldt kan de brede sine arme ud mod dets varme og lykke. Men magtesløse lader de igjen armene synke. Livet synes dem dog kun en skjøn drøm. Billede paa billede stiger frem og forsvinder igjen, luftige og henførende, i blomsterduft og gjøglende maanestraaler – men gjennem det alt lyder der dog en mørk, hemmelighedsfuld hvisken om, at alt tilslut kun er blændværk, sorg og fortærelse!

Og stiger saa nogle af dem ned til de skumle, solforladte steder, hvor livslidelsen er tilhuse, saa falder døren ligesom haabløst og tungt i efter dem. Og saa blir de fortryktes jamren eller de sjælelig halvblindes famlen i trange, smudsige rums usunde atmosfære, eller de brutale instinkters ubeherskede gebærder – saa blir dette dem livets eneste virkelighed!

Men tilbage i dagens graa tusmørke sidder alle de, som i mat, afstumpet modløshed, eller fornem ligegyldighed vænner sig til at lade livets vekslende syner ligesom kun streife deres blik! Mens det eneste indtryk, der fæster sig i deres sjæle, det blir denne synkende dag under en lav, regntung himmel, og en menneskesværm, der vandrer hid og did, uden maal, med tunge, slæbende skridt! –

Og sammentrængt og sammenlagt løser vor klage og vor anklage sig ud i disse ord:

En ting mangler den, denne ungdommens vaiende fane: Indskriften. En ting fattes den, denne nye, fordringsfulde menneskeskildringens kunst: Mennesket.

Rodløse, forholdsløse mennesketilværelser, ofte af dem, der føres i frihed, om end paa ingen maade «under ansvar» – impressionistiske karakterskitser, der aldrig naar frem til at blive en virkelig karakterudvikling – spillende streiflys over menneskeskikkelser, men aldrig det store løftende syn af menneskeskjæbner. Det er hvad den moderne kunst har givet os.

Ikke det hele menneske. Ikke kulturmennesket, vort eget kjød og blod. Ikke mennesket i sin fyldige, sammensatte mangfoldighed, med karakterens rige muligheder og evnernes vekslende spil. Ikke dets aldrig stillestaaende, aldrig hvilende tilværelse. Saaledes som den hver dag skifter i lys og skygge, i storm og stille. Naar livet ubønhørlig fører en med sig gjennem trange kløfter og dybe dale, og skjæbnen møder en paa veiskillene, og sætter en ansigt til ansigt med kamp og afgjørelser. Naar pligt og lyst kastes paa vægtskaalen og ens eget hjerteblod skal være loddet, som bøier viseren mod hvad ret er. Eller en usynlig jernhaand tvinger en ind under brydningen af disse livets tre, indbyrdes ofte saa modstridende, hovedkrav til ens personlighed: Religionen, samfundet og ens egen individualitet! –

Og derfor falder bebreidelsen tungt og hvast mod kunstnerne selv for den fattige tomhed, der er kommen over os, dette synkende niveau, dette graa, udviskende slør, der skjuler alle tinder og den høie, klare himmelhvælving!

Deres individualitet, deres sjælelige atmosfære er det dog, som trods alle paastande og alle «objektive» idealer har sat sit præg paa denne nye kunst. Thi deri ligger dog det bestemmende, ikke alene for valget af emne og behandling af stof, men ogsaa for dens virkning – selv den rent kunstneriske.

Ja, selv den rent kunstneriske.

Her er vi inde paa det sidste punkt. Vover angrebet mod deres egne hellige, priviligerede enemærker.

Der findes vel kun en eneste ting, som til syvende og sidst fuldt ud kan erstatte det «optiske bedrag», som trods alle de møisommeligst opsamlede detaljer, den fuldkomneste teknik dog findes i ethvert kunstværk – og dette ene er kunstnerens eget hjerteslag bag ord og billeder!

Dette uhaandgribelige, mystiske, udefinerbare, der tegner sin underbare glorie om kunstværket, og gir det kunstens hellige daab – det kan kun strømme ud fra en sandhed, der har bolig i kunstnerens sjæl!

Som «virtuosens» aandløse gjengivelse af musikkens store mesterværker – saa blir en kunstners skildring af følelser og stemninger, der ikke i noget beslægtet har dirret gjennem hans eget bryst.

Hans hjerteslag – hans hjertelag. Uden dette vækkes ingen fuld bevidst kraft, klinger ingen ord med klang af lødig malm!

Men hvor ofte er denne klang ikke det samme som livets egen! Oplevelsens, erfaringens bitre, dyrekjøbte forstaaelse? Naar kunstneren selv har maattet vandre den tunge vei, som fører ind til hans inderste menneske. Og han der har lært de to store ting: At holde dom over sig selv og – at stille livsværdierne frem til ny vurdering!

Begge dele hænger uopløselig sammen. Uden en bevidst, moden personlighed, uden dens indignation eller dens sympathi, sker ingen værdisætning. Men værdisætning, hvad er saa det andet end udskilning, paa samme tid som opfordring til at vælge, tage parti, fremme – ja ofre sig for det værdifulde?

Det har været disse «moderne» kunstneres stolthed, at der ikke skulde være tale om «værdier», heller ikke om at «holde dom». Alt var lige berettiget, lige godt, lige værdifuldt, naar det bare holdt «kunstens maal».Forfatternote: Saaledes kan man nok tildels forstaa dette noget borgerligt indsnevrende formynderkrav til kunstneren om, at han bør have et rent hjerte, som lægen de rene hænder – der fornylig fremkom i en feide paa dette felt.

Men se, om ikke for én gangs skyld kunstens og moralens inderste love her falder ganske sammen.

«Von allem Geschriebenen liebe ich nur das, was einer mit seinem Blute schreibt. Schreibe mit Blut, und du wirst erfahren, dass Blut Geist ist.»«Von allem … ist»] Sitat fra Also sprach Zarathustra. Ein Buch für Alle und Keinen (1883– 1885), filosofisk roman av Friedrich W. Nietzsche (1844– 1900). Overs.: Av alt som er skrevet elsker jeg bare det som en har skrevet med sitt blod. Skriv med blod, og du vil erfare at blod er ånd.

Saa taler Nietzsche, den store, moderne, hedensk-aristokratiske kunstner og poet.

Og hvordan synger ikke Heine:

«Aus meinen grossen Schmerzen mach’ ich die kleinen Lieder».«Aus meinen … Lieder»] Sitat fra Lyrisches Intermezzo (1823), dikt av Heinrich Heine (1797–1856). Overs.: Av min store smerte skaper jeg de små sanger.

Her mødes vi af det samme.

Blod maa der til. Smerte maa der til. Smerte og alvor – selv til «die kleinen Lieder».

Om vi da ogsaa tilslut vover den paastand, at hvad der virkelig er af værdifuld, af fin, varm kunst i den «moderne» literatur, det skyldes ene og alene den ting, at der dog saadan rent uforvarende har listet sig en draabe hjerteblod ind i dens «objektive» blæk?

Men selvsagt blir den logiske konsekvense heraf, at det bestemmende for de grader og trin, den rangforskjel, som maa findes i kunstens rige som i aandens – ikke alene blir kunstnerevnen, men ogsaa kunstnerpersonligheden!

Jo finere, dybere intelligents, jo rigere, varmere hjerteblod, jo høiere, ædlere livssyn – jo mere magt at lægge i kunstværket.

Først da springer dette frem, høibaaret og fuldbaaret fra kunstnerens egen sjæl. Denne ensomme undtagelsessjæl, der med sine, ofte til en lidelsens intensitet skjærpede og forfinede sanse- og følelsesorganer ikke alene formaar altid at finde nye nuancer i form og udtryk for sine tanker og følelser, men som der endog synes at være givet evne til at skabe nye, levende mennesker!

II. Henrik Ibsen: Bygmester Solness (1895)

Men denne store kunst, den finder man ikke – ialfald her hos os – uden at søge den hos de ældre, modne kunstnere, de enkelte, vaagne, høisindede!

Mens ungdommen ligesom forlod det store, aabne hav og roede sig bort i mange slags underlige bugtninger, satte sig fast i sumpene eller dukkede ned og blev hængende i baade tang og tare – saa var det som denne tidens strøm lidt efter lidt afklarede sig for disses blik, mens de stille og bramfrit optog i sig, hvad den indeholdt af nyt og værdifuldt.

Blandt disse kunstens alvorsmænd er der en, som staar høiere og fastere end nogen anden. Mere ensom ogsaa. Vor literaturs BeethovenBeethoven] rettet fra: Bethoven (trykkfeil) – Henrik Ibsen.

Uryggelig og taus har han betragtet dette ungdommens larmende seierstog. Uanfægtet har han sendt sine værker ud i verden. Disse værker, der alle bærer den store, fornemme kunsts adelsmærke. Til dem kan man trygt atter og atter vende tilbage uden frygt for at maatte gaa tomhændet hjem. Ja, først ved helt at fordybe sig i dem er det, at man vil kunne glæde sig ved deres skjønhed i alle linjer og den undergrund af almenmenneskelig følelse og sandhed, der gjemmer sig i dem.

«Wer in Blut (und Sprüche)Sprüche] rettet fra: Spruche (trykkfeil) schreibt, der will nicht gelesen, sondern auswendig gelernt werden.»«Wer in Blut … werden.»] Sitat fra Also sprach Zarathustra. Ein Buch für Alle und Keinen (1883– 1885), filosofisk roman av Friedrich W. Nietzsche (1844– 1900). Overs.: Den som skriver med blod (og aforismer), han vil ikke bli lest, men lært utenat.

Ibsen skjænker os i sine dramaer ikke alene den gjenkjendelsens store glæde, som er en af kunstens første hemmeligheder, men det er, som han tager os ved haanden og lærer os at forstaa de mennesker, vi hidtil ikke har kjendt. Eller hvis sammenhæng med os selv vi hidtil ikke har agtet paa. Dem ifører han fantasiens luftige klædebon, giver dem poesiens friske skjønhed og ynde, eller mystikens sært betagende magt. Alt dette samlet, som den «moderne» digtning ansaa for sit særegne prærogativ.

Men den store kunstner ser dybere, alvorligere. Livet synes ham noget, der ligesom griber et menneske i struben og tvinger det til at se tilbunds.

Derfor ser han ogsaa de menneskelige karakterer altid i bevægelse, altid i udvikling. For ham staar heller intet menneske alene. Men afhængig af, og i forhold til andre. Med de, mange løfter, de mange muligheder i sit bryst. Værgeløst udsat for alt dette forfærdelige, hæmmende, der strømmer til udenfra som indenfra, og skaber livslidelsen. Omviklet af alle disse traade, ofte saa ubetydelige og usynlige, der dog tvinder og filtrer sit spind saaledes sammen om en, at de bygger et menneskes skjæbne op – eller ødelægger den!

Og er det saa ofte, som om han i fortvivlelse ikke ser sig nogen anden raad, end at slaa selve livet istykker, saa er der dog en klang derved, dyb, alvorsfuld, manende – som af en sprukken kirkeklokke – udover jorden.

Som en saadan klang virker «Bygmester Solness».

*

I intet tidligere af Ibsens arbeider slaar den en saa stærkt imøde den tanke, om den inderste frugtbærende lille kime i hans hele produktion – saa storslagen, altomfattende og altbeherskende, som den er – alligevel ikke bedst skulde kunne finde sit udtryk i dette ene lille, simple, borgerlige ord: et hjem.

Det synes, som om det er der – i hjemmet og i de forholde, som dermed staar i forbindelse – at han særlig finder samlet eller koncentreret de mest tragiske modsætninger og konflikter, de skjæbnesvangre, mest indgribende drivfjedre i det hele menneskelige liv. Ikke alene for det, der blir det bestemmende for dets lykke, men, i endnu høiere grad maaske, for dets normale udvikling. For dette, som naar alt kommer til alt, gjør et menneskeliv sundt eller sygt. – Forfatternote: Gjennem hele Ibsens digtning, helt fra «Kjærlighedens komedie», hvor han midt i den blodigste satire dog finder hjertevarme og harmoniske strænge for at synge til «hjemmets» pris, og endnu mere positivt fra «Dukkehjemmet» af, er det som om han hver gang paa nyt, som en klog, samvittighedsfuld bygmester, hensynsløst blotter og undersøger beskaffenheden af den grund, der hidtil er lagt under disse hjem, vi kalder vore. Enten det nu viser sig i de skrøbelige legetøistøtter under «Dukkehjemmet», i «Gjengangernes» giftige sump, eller i «Fruen fra Havets» og «Hedda Gablers» mer eller mindre fornedrende handelsspekulationer.

Vil man saaledes helt gribe og forstaa den mands karakter og personlighed, der er hovedskikkelsen i hans sidste drama, saa maa man opmærksomt lytte til den dirrende, næsten kjærtegnende betoning, den ærefrygt kan man gjerne sige, hvormed han, fra bogens første side til dens sidste, ligesom dvæler ved dette ene ord: hjem!

«Ene og alene ved den branden blev jeg sat istand til at bygge hjem for mennesker,» siger bygmester Solness i en af sine samtaler med Hilde. «Hyggelige, lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele barneflokken kunde leve i tryg og glad fornemmelse af, at det er en svært lykkelig ting det at være til i verden. Og mest det, at høre hverandre til – saa’n i stort og smaat.»Forfatternote: Udhævet her.

Men hvorledes er det saa, vi møder denne mand? Hvor staar han henne, naar vi lærer ham at kjende? Hvorledes har livet «stelt» med denne evne, denne stærkeste længsel hos ham?

Vi ser en ældre mand, som lider. Hver dag. Som vaander sig i fortvivlelse – og som er misundelig, arrogant, grusom og magtsyg!

Vi ser ham, som han er i sit daglige liv, mellem sine egne folk, i sit eget arbeide – i sit eget hjem!

Urolig, rastløs, lidenskabelig pirrelig – men ogsaa med noget andet skjult indunder, noget forpint, forjaget. – Et «noget», der dog bare synes at gjøre hans ord endnu heftigere og haardere, hans væsen endnu mere bydende og overmodigt!

Men følger vi saa hans liv, helt tilbage, saaledes som det, gjennem hans egen mund, oprulles for os under dramaets gang, og ser, hvordan alt der har lænket sig sammen, led ved led med stræng, logisk konsekvense, forstaar vi ogsaa denne tragiske, tilsyneladende saa umotiverte udvikling af hans liv og hans karakter.

En skjæbnetragedie maatte det blive, en af disse stille, gaadefulde, som vi, uden at mærke det, saa ofte ser fuldbyrdes for vore øine! Hvor det synes, at et menneskes inderste anlæg, de ædleste, største, naturligste saa mangengang kun findes der, i den givne sammensætning, for saa, gjennem den ydre livsførelse, ubønhørlig og ubarmhjertig at maatte støde mod hinanden, at maatte indbyrdes fortære og ødelægge hinanden – indtil det hele ender i den mest sønderrevne splittelse – i ulykke og død. –

Da Halvard Solness i sin ungdom kom bort fra landsbygden, fra det gammeldagse, fromme hjem, hvori han var vokset op, for at slaa sig frem i verden – stod hans hele livs higen kun mod disse to stilfærdige, almenmenneskelige ting: at skaffe sig selv et hjem, og at faa vie sit arbeide og sine evner til den Gud, som han i sin barndom havde lært at tro paa som den strænge herre, men ogsaa som det kjærlige, altstyrende forsyn.

I begyndelsen synes det ogsaa, som alt vil lempe sig efter hans ønske. Mens han med sin unge, vakre hustru bor i det lune, gamle huset, der ligger saa trygt indesluttet i en stor, tilvokset have, og dertil som bygmester faar leilighed til at begynde med at bygge kirker, noget han altid havde tænkt sig som det værdigste og høieste – saa syntes han ogsaa selv, at alt havde ordnet sig godt for ham. Vel var det ikke andet end «disse smaa, fattige kirkerne», som han fik øve sin kunstneriske evne og fantasi paa, men «med varmt, ærligt sind» gjorde han al sin bedste flid, for at de skulde blive til ære for Ham, der skulde have dem. Og rigtignok var det en styg og mørk gammel trækasse at se til udenpaa, det hjem, han havde faaet sig, men indeni var det nu «noksaa lunt og hyggeligt» alligevel! – –

Men just der. I dette lune, mørke, afstængte hus, hvor livet ligesom stod stille, bundet og tynget og stivnet af generationers og traditioners vaner og arvegods. Hvor al denne store, overgrodde, unyttede grunden omkring ligesom bare laa der og ventede og bød sig frem til alle de planer, som yrede og spirede inde i hovedet paa ham. Der dukker en tanke, et ønske idelig, idelig frem hos ham – for ikke mere at lade ham i fred:

Om denne gamle, stilløse, skumle bygningen kunde brænde op en vakker dag!

Han strider imod. Skyver fristelsen fra sig: Bare tanken synes ham en helligbrøde – Alines gamle familiehjem, som hun klynger sig saa fast til!

Men dette ønske blir dog, fra nu af, hans daglige livs hemmeligste indhold. Besætter ham saa at sige med sin uophørlige fordring. Lader ham i fantasien opleve dets endelige virkeliggjørelse, som han udsmykker og digter om atter og atter med alle tilhørende detaljer – lige indtil det tvinger ham til at liste sig derop paa mørkloftet, dag efter dag, gang efter gang – for at se efter, om den lille sprækken i skorstenspiben, som han havde fundet, og som han altid opsatte med at faa repareret – om den endnu var der! For, fra den kunde det komme!

Og det kom.

Vistnok ikke fra den lille sprækken i skorstenspiben. Ikke heller paa nogen af de maader, han i fantasien havde udmalet sig det. Nei. Under det skjære, kolde virkelighedens dagslys, saaledes som livet pleier at omgaaes med de drømme, som stærkest og hemmeligst har taget ens sind. Netop saaledes, som han ikke vilde have det. Netop paa det tidspunkt, da han ikke tænkte paa det mer, ikke vilde det skulde komme engang – ikke for nogen pris, ikke for alt i verden!

Hans uro og fristelse, hans utaalmodige higen, hans skjønhedslængsel, den ventende, speidende kunstnertrang – altsammen var jo ligesom endelig engang gaaet til hvile. Havde lukket sig tyst og varligt sammen om en rig, stille glæde. – For da laa jo Aline derinde i det gamle hus, saa vakker og saa lykkelig med de to sunde, trivelige smaagutterne ved siden af sig! – Det syn, som senere altid fulgte ham – det vakreste, han havde havt for sine øine! –

Og med branden kom Alines sygdom, og begge smaagutternes død. Og deretter visheden om, at der aldrig mere kunde komme børn i deres sted. Og – i aarenes løb – fulgte saa hans egen seirende fremgang som bygmester og kunstner, indtil det høieste mesterskab paa det omraade blev hans! –

Men i Halvard Solness’ bryst var det fra den nat af, som om hver gnist af lykkefølelse var udslukket, hvert lidet pust af sjælefred var flygtet bort – for altid. –

I begyndelsen, som han gik der i sin første, overvældende sorg og kvide og grundede og grublede over, hvad der var hændt, havde hans tanke altid stanset op ved det ene ord: Hvorfor. Og dette hvorfor pegte altid videre, op mod alle tings aarsag: Gud. Hvorfor kunde Gud, som har al magt, styre det saa? Hvorfor kunde han tillade, at den branden ikke alene skulde berøve ham alt det, han havde af lykke og kjærlighed, men ogsaa ødelægge og knuse Alines hele liv. Hun, som ogsaa maatte gaa der, barnløs og hjemløs og kuet og sorgbetynget alle sine dage – for hans skyld?

Thi der – ganske sagte, ganske hemmeligt – dukker der noget andet, noget nyt, op i hans forpinte sind: Hans egen skyld og andel i ulykken.

Denne nagende tanke borer sig dybere og dybere ind i hans hele sjæleliv, og gjennem den synes det ham ogsaa, at han tilslut faar fuld klarhed og rede over den hele sammenhæng:

Gud havde ikke været fornøiet med ham.

Det var grunden til det altsammen. Gud havde krævet alt, og han havde villet holde noget tilbage for sig selv. Derfor var det, at denne stærke, nidkjære, strænge Herre, Han,Han] rettet fra: han (trykkfeil) som ikke taaler noget eller nogen ved siden af sig, havde taget hans smaa barn fra ham, ødelagt hans hjem og for altid nægtet ham noget af det, som kaldes kjærlighed, livsglæde og menneskelykke! Han skulde ikke ville have nogen anden lykke og ære end den at være hans, den Høiestes bygmester – intet andet! Gjennem den lille sprækken i skorstenspiben, den, som han ikke vilde gjøre istand, fordi han gik og drømte sig selv saamegen baade ære, magt og fremgang ved den – gjennem den havde Han saa ladet alskens djævle og magter og trold faa lov at slippe ind i hans sjæl og der rumstere med ham, som de selv vilde. Givet dem paalæg om at tjene ham og gaa ham tilhaande, skaffe ham baade rigdom og magt og kunstnerisk anseelse – netop det, han saa lidenskabelig havde ønsket. Men heller ingen ting mere.

Skyldfølelsen mod hende, den skulde ikke tages fra ham. Den skulde altid sidde derinde i hans bryst som en skarp, svidende klo. Tabet af de to smaagutterne, det skulde altid klemme ham med sorg og sugende, haabløs længsel – mens hans egen samvittighed ikke mere vilde tie med at anklage ham selv for at være skyld i deres død! Og i det tomme, plyndrede hjem, der skulde han hver dag se paa, hvorledes Alines aands- og hjerteliv visnede og skrumpede ind, og alle hendes evner og anlæg laa der mere og mere øde og ubrugelige, akkurat som grushaugene efter en brand!

Det var Guds straffedom over ham.

Men saa reiste ogsaa hans hele sjæl sig i lidenskabelig trods og oprør mod denne Gud, der syntes ham mere lig en grusom menneskelig tyran end det kjærlige, vise forsyn, som styrer alt til det bedste. Og baaret af denne følelse steg han, svimmel som han var, op til spidsen af det sidste kirketaarn, han byggede – og sagde sig for altid løs fra sin Herres tjeneste!

Ikke mere byggede han saa kirker.

Men bare hjem for mennesker.

Det blir ham nu det forløsende, fordi det hænger sammen med livsnerven i hans eget væsen, den, hvorfra hans varmeste trang og alle hans dages lidelse har sit dybeste udspring.

Og folk begynder at finde, at lykken, den følger fra nu af bygmester Solness i en rent utrolig grad! –

Efterhaanden bringer han den ogsaa op til noget særsynt, noget baade storladent og vidtrækkende, denne hjemmenes bygningskunst. Som et skabende geni fylder han den snart med sin hele eiendommelighed. Forstaar at paatrykke den sit eget personlige præg, gjennemtrænge den med noget af sit eget livssyn, af sin egen idealitet – mens han paa samme tid ligesom udvikler og mangfoldiggjør den ved smidig at lade den bøie sig og afpasses efter deres individualitet, der henvender sig til ham, og for hvem han skal bygge!

Det blir noget, der paa engang spænder hans interesse, sætter hans fantasi og intelligents i bevægelse, ægger hans ærgjerrighed og forfængelighed – blir ham mere værd end baade gods og guld – dette saaledes at kunne forme som en slags ydre personlighedens idé om de forskjellige mennesker! Bringe sig selv, saa at sige, til at føle den atmosfære, gjætte de omgivelser, der for disse mennesker, med det og det temperament, i de eller de familieforholde, vilde være de mest harmoniske. Indtil hjemmet kommer til at staa for ham som et slags levende, haandgribeligt symbol paa den aand, der huses inden dets vægge!

Selve ordet glider ogsaa lidt efter lidt ind i hans hele tilværelse, «gaar igjen» i hans hjerne og lister sig ind i hans mest ubevidste sjæleliv. I sin daglige tale bytter han det med de gjængse betegnelser for det samme begreb, og opretter til eget brug en slags rangforordning mellem dem indbyrdes –

For under al denne travle virksomhed, denne strygende fremgang, denne enestaaende magt og indflydelse – skjuler der sig en fredløs, hjemløs mand! En mand, der nok faar bygge hjem for andre, men for altid har maattet give afkald paa at eie noget hjem selv. En mand, der næsten segner under en gjælds byrde, der aldrig et øieblik lettes fra hans skuldre, og som har naaet til at erobre sig den høieste kunstnerplads, for hver dag, hvert minut paa dagen at maatte se den blive betalt for sig – ikke med sin egen lykke alene – men med andres!

Han alene ved det. Ved ogsaa hvorfor.

Djævlene og magterne og hjælperne og tjenerne har nok endnu ikke forladt ham. De har arbeidet med. Drevet ham videre og videre frem paa hans kunstnerbane, endda han maatte baade knække og holde nede andre for selv at komme frem og være den eneraadende. Forlenet ham med en slags stærk, hemmelighedsfuld evne, en slags udvælgelse, saa hans vilje, hans ønsker og attraa tvinger disse andre ind under hans herredømme og gjør dem til lydige redskaber i hans haand! –

Og saaledes flytter aarene sig langsomt fremover, og bygmester Solness blir en ældre mand.

Men den stærke personlighed eier endnu hele ungdommens spænstighed. Og altid paa ny vokser kræfter og ideer frem af hans rastløs skabende aand.

I det skjulte kjæmpes ogsaa, hver dag, den samme blodige strid.

Altid maa han ligesom se tilbunds i sig selv. Maa se sin egen sjæl slides mellem de uforsonligste modsætninger, de stærke drag i sin karakter «tage tag» med hinanden og flænge i det aabne, hudløse saar paa hans bryst – mens angsten for omslaget, for den fortørnede Guds gjengjældelse sidder allerinderst og stirrer paa ham med vaagne, truende øine!

Og dette er det, som «godtfolk» kalder at have lykken med sig! – i rent utrolig grad!

Lykken – ja, kanske det faar kaldes saa alligevel! Den blir ham tilslut saa forunderlig stærk, denne menneskenes dom. Den høilydte, enstemmige. Og han smiler et tungt smil – og vedgaar det. Kan vel ikke være andet. Skal det ikke heller! Han vilde komme ligesom saa rent udenfor ellers. Føle sig endnu mere ensom. Støtter gjør det ogsaa. Det trænger han. Den forfærdelige lidelse – hvis folk fik fat i den, maatte de jo tro, han var syg – rent sindssyg. Kanske han er det – hvem ved – –

Men denne lykken, som han har faaet ranet sig i bytte for sin sjælefred – den vil han da ialfald ogsaa beholde! Den kunstnerplads, der har kostet ham og andre saameget hjerteblod – den er hans!

Og med hele sin sjæls styrke sætter han sig til modværge, om nogen kommer og vil angribe den. Klamrer sig med større og større lidenskab fast til den. Til den magt, den skaffer ham. Den blir ham hans lægemiddel og hans bedøvelsesmiddel tillige. Han gir den ikke mere fra sig – ikke for nogen pris, ikke i dette liv! Blir det fremdeles at maatte tage fra andre, saa faar det ske! Alle midler blir ham tilladelige. Selv Alines ønsker maa her staa tilbage.

Ubændig i sin kraft og lidenskab puffer han væk, tramper ned, hvad der staar ham iveien – Brovik, Ragnar, Kaja –

Men fra hans inderste hjerte, det blødende, kjærlighedshungrende – det, som han af al sin magt ligesom stræver for at gjøre til flint – kommer det alligevel saa mildt dette: «Stakkars, stakkars lille Kaja!» og vaandende, fortvivlet til Brovik: «Jeg kan jo ikke andet – jeg kan jo ikke skabe mig om heller.»

Og derinde, allerdybest nede paa sjælebunden findes der endnu en fin liden, sitrende gylden traad, som binder den lidende, barnlige kunstnersjæl fast til et haab – eller noget, der ligner det som en skygge – om at det umulige kanske alligevel engang kunde ske! At det kanske alligevel engang kunde hænde, at han blev friet for den knugende gjældsbyrden!

Og derborte i den gamle have, paa den samme plet, hvor Alines gamle familiehjem stod – der bygger han nu et hjem med taarn og gavl for sig og hende – endda han ved, det dog aldrig kan blive et hjem for dem, – og der bygger han lyse, venlige barnekammere – endda han ved, de altid maa komme til at staa øde og tomme! – –

Men saa endelig er det, som om gjengjældelsen, omslaget, dette han har gaaet og ventet paa og gruet for, virkelig nærmer sig. Mer og mer ubønhørlig for hver dag. Er rykket ham, saa at sige, helt ind paa livet. Men det er kommen – lige som branden hin dag – listende derfra, hvor han ikke havde ventet det, hvor han ikke havde ordnet sig paa at tage imod det, og beseire det:

Ungdommen, den nye tid, den forandrede tid – den staar der nu og banker paa! Kræver, at han skal træde tilbage og vige den pladsen!

Da opbyder bygmester Solness sine sidste kræfter. Gjentager i vildere og vildere raseri sit: «Aldrig – aldrig i dette liv!»

Men dennegang har fienden ligesom angrebet ham fra to sider paa en gang. Ikke bare udenfra – men indenfra. I hans eget bryst har den sneget sig ind: det er kunstnerens lammende, syge tvivl paa sig selv!

I bitter selvironi hvisker den ham i øret, at nu er det kanske forbi med bygmester Solness’s skabende kraft. At vistnok forstaar han nu ikke længer tiden og dens behov. Og menneskene, de trænger ikke mere hans hjem – det «gammeldagse juks». Nu vil ungdommen knække ham, som han har knækket andre – for selv at komme frem!

For nu er fristen ude. Omslaget uundgaaeligt. Tjenerne, hjælperne og aanderne, de vil ikke lyde ham mere – gjengjældelsen er over ham! –

Saa sker det en dag, at angsten for denne «ungdom», den syge lidelse i hans egen sjæl – blir ham for uudholdelig. Ét øieblik bare maa han prøve at lukke op og aande ud i fortrolig selvmeddelelse til et andet menneske –

Og netop da – i den selvsamme stund, da han forgjæves har banket paa hos dette menneske for kun der at møde det samme «godtfolks»-lavmaal for lykke, den samme afstumpede evne til at se og til at forstaa – saa banker det sagte paa døren til hans egen stue – og Hilde Wangel træder ind.

*

Med hende er det pludselig, som der glider en poesiens spillende solstraale ind i dramaets dystre, tunge, glædeløse atmosfære. Den slynger sine fintspundne guldtraade om de enkle, ofte barnlige ord og tanker og giver hver replik denne bøielige, elastiske rhytme, som er kunstens eget væsen, grundbetingelsen for dens vidunderlige trylleri. –

Fra fjeldet kommer hun. Høit ovenfra. Som et stryg af vind og frisk luft staar der om hende. Let og smidig er hendes skikkelse. Men fra de dybe, underlige eventyrøine – disse øine, der snart kan tindre i straalende barneglæde, snart tilsløres som i inspireret, fjerntskuende drømmesyner, – som kan være alvorlige, stille bebreidende som en moders og gnistre i ustyrlig vrede og i vild, glødende lidenskab som et rovdyrs – strømmer der en forvandlingens betagende trolddom ud over det ungdommelige ansigt!

Et levende billede paa ungdommen er hun ogsaa. Har dens ufærdige skjønhed, dens varme, ureflekterede impulser, det uforudseedes og overraskendes fengslende tiltrækning. Eier ogsaa dens selvsikkerhed, dens robuste, uprøvede samvittighed, dens hensynsløse ubetænksomhed og dens ubændige egenraadighed og egenvilje! –

*

Som en aabenbarelse fra en anden verden – fra den verden, han har laaset og stængt sig inde for – staar hun nu foran Solness med udstrakte hænder og et lyst, freidigt smil om sine læber og forlanger at tages imod som en gammel bekjendt!

Men der skyder intet gjenkjendelsens glimt frem fra de trætte, alvorlige øine, der møder hendes. I første øieblik snarere tilbageholden og forsigtig, med en stille, indre forundring, er det han lader denne tindrende glade friskhed, denne barnlig tillidsfulde «paagaaenhed» strømme ind paa sig. Det er ham altsammen saa nyt og uvant. Ikke forstaar han heller. Træder ligesom selv med for tunge skridt til her rigtig at kunne «være med».

Men lidt efter lidt – mens han staar der og lader blikket, ligesom spørgende, følge denne lette, smidige skikkelse, der synes ham som et væsen af en anden art, en slags fremmed fugl, der er flagret ind i hans værelse og ser ud til at ville føle sig som hjemme der – mens han hører og svarer paa denne underlige tale, der paa den naturligste maade af verden i det ene øieblik synes, med alvorets hele fordring, at ville trænge ind til dybet af hans egen sjæl og der vække store, men halvglemte minder, for i det næste at skifte om og færdes i eventyrets verden, hvor der bare tumles med prinsesser og trold og kongeriger – saa er det, som der slaaes en bro over til noget hemmelig bortgjemt, noget barnligt, ubrugt, som har ligget i hans eget indre og ventet paa lys og luft for at spire frem! Denne sunde, straalende umiddelbarhed smitter ham. River ham med. For første gang kan han glemme. Blir helt oplivet. Der kommer lune og humor over hans ord: Bygmester Solness morer sig!

Men det er ikke Hildes ærinde til ham.

Videre fører hun ham. Dybere ned. Atter mødes han af bekræftelsen paa denne mystiske, dragende magt i sin egen personlighed. Stærkere, mere forunderlig og overvældende end nogensinde før: Ved en rent intuitiv forstaaelse har hun ved deres første møde, dengang ikke stort mere end et barn – læst i hans inderste tanker, følt og seet, hvad der, ham selv næsten ubevidst, laa skjult af følelser, vilje og ønsker under hans ord og handlinger! Og fra den stund af, i alle de ti aar, mens han gik herhjemme, ensom, forpint og fornedret i sin egen samvittighed, har han gjennem denne mystiske kraft, som ved en hemmelig traad, været knyttet til hendes tanker og levet i hendes erindring som den store, ideale bygmester, der fri og selvbevidst steg op til spiret af de høieste kirketaarn i verden!

For første gang forskrækker dette ham ikke. Let og legende som det kommer i ord og billeder. Med noget dragende stærkt og varmt paa bunden, der griber ham som noget kjendt og beslægtet.

Men alligevel. Nei – han forstaar ikke.

Det er, som om han uvilkaarlig reagerer mod den indflydelse, hun udøver over ham. Føler nødvendigheden af at tage sig sammen. Hendes hele væsen, dette, der ligesom drillende skjuler sig og atter glimter frem uden at han kan faa tag i det – gjør ham urolig, uvis. Hvem er hun? Hvad vil hun? –

Og halvt ufrivillig trænger der sig saa et spørgsmaal frem: Om hun længe har vidst, han var gift? – Et spørgsmaal, som i samme øieblik forekommer ham selv næsten brutalt i sin paatagelighed. Noget som det pludselig at sætte en tung, klodset fod midt op i en blomstrende junieng! –

Ja da – det har hun da rigtignok vidst hele tiden! – Ikke spor af ond samvittighed. Ikke fnug af noget lumsk attentat paa hans familieliv! –

Men hvorfor er hun da kommen? Dette er jo kogleri.kogleri] trolldom (foreldet) Han kan ikke rede sig med denne uvirkelige virkelighed. Er hun et barn – er hun en kvinde? Er det altsammen kun en overgiven spøg, et forsøg paa at holde ham for nar? Er det kun det, som skjuler sig i det tindrende glade udtryk i hendes eventyrøine? Men hvad betyder den saa, denne dirrende dragning om munden, dette næsten lidenskabelige alvor, denne intense følsomhed, der saa igjen pludselig kan være der med en saa bydende magt over sig, at den øieblikkelig stanser smilet paa hans egne læber. Kræver at mødes med sandhedens inderste ord fra hans skjulte tankeliv – kræver det som en befaling, der ikke kjender modstand! – –

Og mens han nu sidder der ligeoverfor hende med haand under kind og stirrer paa hende – føler han noget varmt, blødt smyge sig over ham: For første gang slaar der ham imøde, hvad han sit hele liv har trængt og hungret efter: Forstaaelse. Ikke behøver han jo engang at tale ud – –

Og han forundrer sig, idet han ser sine egne tanker, de inderste, bundne, uformede, – alt det, som han ligesom har gaaet i halvmørke alene og stelt med og grublet over – øieblikkelig, uden videre optages i en klar, levende intelligents, varsomt løftes ind i et varmt, sympathisk følelsesliv og ligesom oversættes, frit og naturligt, i poesiens fine billedsprog! – Men paa samme tid er det, som han faar en anende fornemmelse af, at prinsesse Hildes eget liv, det peger høit tilveirs i spændende forventning, svimlende høit, op imod det umuliges høider! Sundt og friskt og rankt alligevel bygges det op – hjertevarmt, impulsivt og ædelt –

Og, næsten bævende, vedblir han at se paa hende – iagttagende, prøvende – Det er vel ikke til saa’n rigtig at forstaa – men alligevel – –

Et længst forglemt indtryk dukker op af hans sjæl. Noget lyst, varmt og straalende tillige, som han engang har oplevet. Og der falder idetsamme en underlig fred og glæde over ham, der løser sig ud i et uvilkaarligt udbrud:

«Det var inderlig godt, De kom til mig nu.»

    Hilde (ser dybt paa ham).

«Var det godt?»

    Solness.

«For jeg har siddet her saa alene. Og stirret saa hjælpeløst paa det altsammen.»

Og ligesom i den første, overstrømmende glæde ved at kunne give noget i fortrolighed kommer han saa straks frem med sin angst for ungdommen – nei, nei, ikke den ungdom, som hun tror, det er saa let at greie sig med – men den ungdom, som er omslaget – gjengjældelsen –

Og i samme øieblik har Hilde lydhør opfanget den hulkende understrøm, der forraader sig i disse ord.

Da reiser hun sig op og ser paa ham. – Som havde hun nu pludselig mødt det, hun ventede, og stod ved indgangen til det kongerige, der var hende lovet. – Og med den dirrende trækning om munden siger hun:

«Kan De bruge mig til noget, bygmester?»

Saa viger angsten fra hans sind i det samme sekund. For hun er jo ungdommen. Og ungdommen – det synes han nu – det er jo paa en maade dog den, han saarest har stundet imod!

*

Det er ligesom lysere i stuerne hos bygmester Solness den følgende morgen.

Ialfald er der noget over ham selv. Noget lettere, haabefuldere. Han gjør sig ikke klart hvorfor. Men hans hele sind er fyldt deraf. Det er som gaarsdagen – alt hvad der gik forud for det øieblik, da hun traadte ind ad døren – ligger saa langt borte. Blir ham saa uvedkommende, at da Kaja kommer for at melde sig til arbeidet, skikker han hende hurtig og ligegyldig bort. Hvad kommer det ham ved, alt dette med hende og Ragnar og Brovik – i dette øieblik!

Men hans øine følger Aline, som gaar der sortklædt omkring i stuen, saa lydløst og glædeløst. Saaledes som hun har gaaet der de sidste 10– 12 aar af deres fælles liv.

Men idag. Det er, som han ser noget andet – ved siden af. Der rører sig underlig modstridende ting i hans sjæl. En slags forventning er over ham: Et ubevidst ønske om, at den ene skal gaa og den anden komme – allerinderst. Men – længere fremme – tanker, der strømmer milde og værnende mod hende, der har været gjenstanden for hans hele daglige livs omhu og bekymring i alle disse aar.

Hans hjerte er blødt og modtageligt. Den lille blinkende traad derinde, der har gjort det store mirakel at holde haabet fast til hans sjæl, skinner pludselig klarere. Paa de mørke skygger tegner der sig et billede i tydelige omrids:

Maaske kan alting alligevel engang blive bedre for dem – for ham og Aline! Maaske det nye hus derborte, saa vakkert som han har bygget det, med det ranke, høitstræbende taarn – maaske det dog kan blive et hjem for dem! Saaledes som det just ligger derborte, hvor det gamle hjemmet engang stod, kommer det jo paa saa mange maader til at minde hende om hendes eget – vil kanske kunne erstatte hende det paa en vis – og –

Pludselig bryder det sig ufrivillig frem, som han føler det:

«Du skal bare faa se det, Aline, at herefter blir det nok bedre for os. Langt hyggeligere. Lettere at leve – især da for dig.»

Men fru Solness ser aldrig mer end den éne ting ad gangen – den lille.

«Mener du – fordi hun er kommen her?»

Nei, det mener han jo ikke. Det vilde da være altfor urimeligt, synes han ogsaa selv. – Men kan hun da ikke tænke sig det – Naar de nu bare kommer over i det nye – da skal hun bare faa se – –

Han taler sig ganske varm. Blir ivrig baade for at overbevise hende – og sig selv. Møder hendes indvendinger med sin utrættelige medfølelse og ømhed, sin urokkelige respekt for hendes sorg og hendes tab. – Hun maa bare ikke plage sig med de mørke erindringer, de pinefulde tanker. Hun maa love ham det – maa –

Aldrig mere lammende har den mødt ham, denne ubønhørlige «stængen af», aldrig mere blodig saarende denne næsten vanemæssige klagen og anklagen, der er bleven ligesom selve grundtonen i Alines hele væsen.

Endog alle de fælles minder, deres fælles sorg og savn – de binder dem jo ikke sammen! Men de skiller. Øger lidelsens byrde og støder ham dobbelt haardt tilbage – ind i hans egen, bitre ensomhed!

Og det er, som der sænker sig skygge efter skygge nedover hans sjæl. Tættere, tungere, trøstesløsere for hvert ord, der veksles mellem dem. Indtil han knuger sine hænder i et fortvivlet raab:

«Aldrig en solstraale – ikke saameget som et solstreif engang ind i hjemmet.» Og Aline svarer:

«Her er jo ikke noget hjem, Halvard» –

Da slaar en ny tanke ham. En mistanke:

Det er jo sandt – hvad gjælder det for hende, hvad han gjør og siger! Hun, som bare finder en «lumsk, bortgjemt mening» i hans simpleste ord! Hun, ligesom doktoren. De ser jo ikke andet i dem end udslaget af en syg, halvgal mands tale. Haa haa – derfor er det – –

Naa – det faar ha’ en ende.

Rolig vil han for engangs skyld snakke med hende om, hvad det egentlig er, det, som feiler ham, gjør ham saa nervøs opreven og lidende. Dette, som hun ikke forstaar hos ham.

Det er jo bare det, at han mangengang «holder paa at segne under den forfærdelige gjældsbyrden» –

    Fru Solness 

«Gjæld, siger du! Men du staar jo ikke i gjæld til nogen, Halvard!»

    Solness  (sagte, bevæget).

«I bundløs skyld og gjæld til dig – til dig – til dig, Aline.»

    Fru Solness  (reiser sig langsomt).

«Hvad er der bagved alt dette her? Sig det ligesaa godt straks.»

«Bagved». For det er bleven Alines specialitet, dette at kunne finde ud, hvad der ligger bagved.

Forresten – intet fattet. Ikke én gnist, der tændte. Ikke én anende fornemmelse af, hvad hans ord indeholder. Ikke én tanke, der strækker sig et øieblik ud over hendes egne sorger hen til det saare, forpinte hjerte, der aabner sig for hende. Kun misforstaaelse lægges til misforstaaelse. Mistro bygges paa mistro. Det er, som han lever i en verden, hvis eksistense hendes sanser ligesom ikke er skabt til at kunne omfatte. Udtrykker sig i ord, der blir hendes hjerne og hendes hjerte som betydningsløs, uforstaaelig tale. Men bogstavens lyd skræmmer hende op i en barnagtig ængstelse:

«Saa maa du være syg alligevel, Halvard.»

    Solness (tungt).

«Maa vel være det. Eller noget sligt noget.»

Den lille gyldne traad er brusten. Ruller sig ubrugbar sammen i en krog af hans sjæl. Og haabet flagrer bort – for altid.

Men med engang trækker han atter veiret. «Naa, nu lysner det.» – Hvad er det? Det er Hilde, som er kommen ind. Han føler, rent fysisk, hendes nærvær i stuen som lys i luften, som blaa himmel høit over sig. Hører nu ligesom kun halvt den klynkende stemme ved siden af sig, der vedbliver med sine taktløse insinuationer, sine giftige, smaa naalestik – indtil endelig han og Hilde atter staar ligeoverfor hinanden alene.

«Kan Deres frue slet ikke like mig, hun?»

Det er kun Alines afværgen af hendes taknemlighed og hendes tilnærmelser ved den idelige henføren til, hvad der kun er pligt – som Hilde synes at have fæstet sig ved. Dette, der støder hendes eget impulsive, varme følelsesliv – opfyldt og optaget som hun, i sin ungdommelige uerfarenhed, endnu er af sig og sit.

Men Solness bøier af.

Der maa ikke siges noget om Aline. – Hun er bleven ham i alle disse selvpinselens aar som det med skarpe jernspidser besatte helgenbillede, som asketerne bærer paa sit blottede bryst. – For hun er saa snil – og saa god – og saa bra’ igrunden! – –

Saa snil igrunden. Hvilken livets visdom i disse simple ord! Underskriften paa det fribrev, menneskene til alle tider har vidst at skaffe sig for uhindret at kunne fordre – at kunne mishandle hinanden!

Til troen paa disse ord har Solness klynget sig fast ved hjælp af det bløde, barnlige drag i sin karakter. Mættet sig paa dem som sin sjæls daglige brød. De har baaret ham oppe og reddet hans sind for bitterhed. Og det er den magiske virkning af disse ord, der, sammen med hans egen skyldfølelse, i alle disse aar har afvæbnet hver modstand og stanset hver bebreidelse og hver klage paa hans læber!

For – hvis Hilde bare kunde lære hende bedre at kjende – saa –

Men Hilde bryder hurtig af her. Det synes ikke at komme hende videre ved, dette. Hun vil forbi det – længer frem – frem til ham, til hans inderste selv. Hvordan er han? Hvad arbeider han med – hvad læser han? Hvad tænker han paa? Hvad er det saa, han kan bruge hende til? Hun vil gjerne begynde straks, øieblikkelig –

Og Solness slipper sit – og følger hende. Trygt, frivillig – med lettende aandedrag. Det er som han griber hendes haand og stiger opover. Og den varme, befriende, hidtil ukjendte fornemmelse af naturellets samstemmighed og en fuld, levende forstaaelse – er atter over ham.

Og samtalen fortsættes mellem dem. Dette saa eiendommelig betagende sjælemøde mellem den trætte, ensomme, ældre mand og den unge, skjære, tillidsfulde kraft!

Altid fører den videre og videre, dybere og dybere ind i hans skjulte hjerteliv.

Der kommer en egen lidelsens høihed og pathos over de ofte saa simple og knappe replikker, hvormed det nu løsner sig ud, alle disse hemmelige tanker, al den lønlige kvide, han har baaret indestængt i sit bryst.

Men midt i sin tale bryder han pludselig ud, ligesom overvældet af øieblikkets nye, ukjendte lykke – endnu stærkere, endnu inderligere end aftenen forud:

«Aa Hilde – hvor det var rent utrolig godt for mig, at De kom! For nu endelig har jeg da faaet en, jeg kan snakke med.»

«Var det bare det, De mente, da De sa’e De behøvte mig,» siger Hilde dæmpet.

Men han trænger ligesom ikke helt ind i dette underlige spørgsmaal. Kan det ikke, simpelthen. Han ved jo ikke selv – forstaar ikke endnu –

Bare føler sig saa sikker og saa udfyldt. Føler det som noget saa naturligt og selvfølgeligt, at han nu i sin aabne fortrolighed maa kunne øse ud over hende alt dette, der har ødelagt og forspildt hans eget liv – og Alines.

Altid Aline. Saa sammenvokset med alt, hvad der lever og rører sig i ham selv, er tanken paa hende, der har lidt saameget for hans skyld, at han, selv nu, ikke et øieblik skiller sit eget ud fra hendes. Finder kun de vakreste, fineste ord for hendes sorg og de brudte, knækkede evner og anlæg i hendes sjæl, indtil han af sit hjertes dyb udbryder: «Svært nok for mig – men tifold sværere for Aline» –

Men blødt og stærkt som aldrig før klinger den ene dybe stræng, der dirrer gjennem hans hele væsen: Hans uudslukkelige, glødende trang og kjærlighed til hjemmet.

Det ideale hjem. Saaledes som det har bygget sig op i hans fantasi, rigere, skjønnere, mere attraaværdigt, just hvor hver dags lidelse og skuffelse ubønhørlig nedbrød hver liden sten, han fik lagt til dets grundmur! Et fredlyst sted er det bleven ham. Hvor alt er fælles, og hvor hver den tyr hen, som ikke er sig selv nok! –

Og Hilde lytter og følger ham med sine dybe, spændte eventyrøine.

Snart er hendes udtryk saa mildt og fint, snart livfuldt, varmt og utaalmodigt.

Ligesom rent instinktmæssig forstaar hun, paa sin korte, enkle maade, altid at føre ham videre. Lægger farve over hans billeder, poesi i hans uartikulerede længsler, og løser hans angst, hans indelukte tvivl og nag, ud i rolige, ædruelige ord. Mens der saa igjen, ud af det barnligt-impulsive skiftende væsen, pludselig kan glimte frem et klogt og modent alvor – hvor skarp og fast holder hun ikke vagt, naar der kommer noget, der sænker ham i hendes øine, som under afbrydelsen med Ragnar –

Men da det sidste udbrud af hans sjælevaande naar sin yderste spidse og kommer mod hende som et skrig om hjælp for det aldrig lægte, aldrig dulmede saar paa hans bryst – saa fæster hun sit gjennemtrængende, kloge blik iagttagende og opmærksomt paa ham:

«De er syg, bygmester. Svært syg, tror jeg næsten.»

Der er tilslut noget i alt dette, der begynder at ængste og forurolige hende selv. Disse syge skrupler, denne skrantne samvittighed, denne dybe neddukken i sine egne huslige lidelser – bringer hende i berørelse med noget andet, end hun havde ventet og forberedt sig paa. Staar hende iveien ogsaa.

Hun skjønner, det gaar ikke paa denne maaden, hvis man skal kunne naa det, man vil, og leve livet varmt og frit. Staalsættes maa han. Robust og sund maa ens samvittighed være. Tror ikke han, at hun ogsaa har kjendt hemmelige, stærke magter inde i sin sjæl? Der har lært hende at turde være sig sin egen lov og vælge sig sin egen gjerning og sit eget livsmaal. Tvunget hende til at forlade sin egen far, som hun holdt saa forfærdelig meget af – jaget og pidsket og lokket hende afsted for selv at hente det kongerige, hun i disse ti aarene har gaaet og ventet paa! –

Og i samme øieblik er det, som det ogsaa har lykkedes hende at indblæse noget af sin egen friske uforfærdethed i Solness’s kuede, modløse sjæl.

Han føler som en pludselig sugende længsel efter ogsaa engang at puste ud i ren, kold luft! – Der har jo dog ogsaa virkelig været de mennesker, som levede saaledes, som lagde alt dette forfærdelige ansvar, disse al livets glæde dræbende skrupler fra sig! Som ikke vidste noget om, hvad sligt noget var engang! De gamle vikinger f. eks. – de var ikke syge de – ikke rædde og fulde af lidelse! Kraftige var de – glade og ubekymrede – –

Hilde er straks med. Dette her, det er noget for hende – hendes eget rigtige element: Drøm og sandhed, digt og eventyr! Der bygger hun luftige broer og lysende slotte! Digter fantasi og virkelighed sammen. Digter sig selv med ind i det – sig og ham.

Og som noget dæmrende, men stærkt og varmt stiger det op mod ham – men flygtigt, underlig stofløst alligevel – at han er kongen i prinsesse Hildes eventyrrige, den, hendes hele higen og stærke, rige evner har stundet imod!

Men endnu er det mere som en stor, betagende forundring, der griber ham – en anelse. Det synes ham, som han hører susen af stærke vingeslag i luften. Og med et dybt blik paa hende bryder han ud: «Hilde – De er som en vild skogfugl» – – nei, nei, han forstaar straks selv, at billedet ikke fylder – «snarere noget af rovfuglen ogsaa.»

Ja, hvorfor ikke! Hilde hæver hovedet.hovedet.] rettet fra: hovedet (trykkfeil, manglende tegnsetting) De ungdommelige træk dirrer i stor, voksende heftighed. Hvem har skrevet den lov, at man ikke maa gribe sit bytte, naar man kan?

Det er, som hendes stærke fantasi straks løfter hende op og lader hendes skarpe blik speidende stirre fremover, gjennem taagen. Maaske staar der pludselig et billede for hendes indre syn: En kongelig fugl – angreben af den svimle samvittighed! En ørn, siddende høit oppe paa en klippetop, med den klare, hvælvede himmel, den lette, lyse luft over sig – som har mistet sin vikingetrods, som lader sine vinger synke, sit blik fordunkles, sine længsler fortæres, sin livskraft forspildes, – sit hjem ligge øde! –

Men da famler Solness ikke længer efter udtrykket for, hvad han føler: «Hilde – ved De, hvad De er for noget – De er som den gryende dag!»

I mismod og tusmørke, i taagede rædsler som i en lang, tung vinterdvale – det var hans liv indtil denne stund. Allerede helder det mod aften, og for altid synes han at have taget afsked med varme og lys, med frihed og friskhed, med haab og tro paa sig selv! – Og saa – pludselig – som en aabenbarelse, en anden livets begyndelse – ligger den ligesom udbredt foran ham, den nyfødte dag – med gyldne straaler og rige løfter – solopgangen.

Hvad under da, at den ludende kunstner løfter hovedet og strækker armene ud? Gaadefuld er hun endnu. Hun – som den dæmrende morgen, der intet melder om, hvad den lange dag vil bære i sit skjød – men lys strømmer der ud fra hende og et friskt vindpust med morgenluft fra fjeldene. Ungdom og dagens friske kræfter er hun kommen for at give ham – og naar solen rinder – se, da kryber jo trold og djævler og alle nattens magter rædde i skjul! –

Derfor bøier han lydig sin stærke vilje og sin magtsyge lidenskab under den kraftige, lille haand, der har grebet hans. Men i befrielsens og forstaaelsens bævende lykke glider der noget ind i hans sjæl, der bringer et uvilkaarligt spørgsmaal frem paa hans læber:

«Har De aldrig holdt saa’n rigtig af nogen, De, Hilde?»

«Af nogen anden.» Der er intet udenom i hendes væsen.

Tydeligere, i endnu stærkere ord, ikke mere til at komme fra – ikke mere til at ville komme fra – lader hun ham skue ned i dybet af sit følelsesliv.

Men Solness’ verden har ikke som hendes de flytbare grænser. Hun har endnu ikke faaet lært ham den kunst at lade tryllesløret sænke sig over ens øine, saa det haardhændte virkelige livs mangelunde gjærder og stængsler pludselig blir usynlige for ens blik.

Som i en slags angst, som om han endnu ubevidst værger sig mod denne magt, han føler han allerede har givet sig ind under, kommer det fra hans sjæls dyb: «Hilde, hvad er det, De er kommen for?» Og – endnu engang, endnu mere indtrængende, med noget af en smertelig bebreidelse indunder: «Svar mig, Hilde – hvad er det, De vil mig?»

Og Hilde svarer kun: «Jeg vil ha’ mit kongerige.»

Men hendes kongerige, det var jo at være, hvor han var, staa ved siden af ham og hjælpe ham opover. Opover sammen – de to – altid høiere –

Hvem er det saa, der kommer og kaster tvivlen ind i hendes sjæl! Hvor tør den klynkende, uvedkommende fru Solness vove at sige, at han er svimmel – saa svimmel –

Svimmel han! Med sin skarpe, spillende intelligents, med sin poetiske sans former hun straks slagferdig sin angst og sit vækkende stridsraab til ham med ord, der rammer ham i hans eget virke:

«Er det saa – eller er det ikke saa, at min bygmester ikke tør – ikke kan stige saa høit, som han selv bygger?»

Ikke kan det mere. Med sine egne øine har hun seet, at han har gjort det – dengang. Men nu begynder hun at se tilbunds i ham, ind i den skjulteste krog af hans sjæl. Fri og uafhængig, med en underlig magt over sig, som han stod deroppe ved kirkespiret paa Lysanger kirke – saaledes staar han ikke til daglig. Engang har han revet sig løs. Vovet at stille sig alene, øie til øie med livets værdier, hel og sand i udtrykket for sin egen personlige doms lov.

Men siden har han i angst og selvpinsel ligesom slæbt den efter sig i støvet. Har ikke turdet slippe og ikke turdet løfte. Men støvet har klæbet sig fast til hans sjæl. Fornedret og forringet hans karakter ved lave handlinger –

Ikke mere rovfugl er Hilde – og hidtil har hun ikke vidst, hvad det vil sige at bruge større ord, end hun kan svare til – end, at det er bleven hende livet, ja mere end livet, at se ham stor og fri!

Hun forstaar, at nu skal der atter tages stærke, modige tag for paany at bringe ham til at stige. Men nu er det hende, som fører an! Sin første seier over ham, den har hun allerede vunden. Og saa – bort med svimmelheden! Videre ud – høiere op – med hende. Altid høiere – længere – –

Hvorlangt? Hvorhen?

Det gaadefulde, ubestemmelige kommer over hende. Det er, som bølgerne brydes inde i hendes bryst: Alle de stærke evner og uklare længsler, ungdommens utæmmede lidenskab, eventyrlysten – det spændende – det umulige –

Saa sænker den sagte sit slør nedover hendes øine, den hemmelighedsfulde fortryllelse. Virkeligheden svinder lidt efter lidt ud i skyggernes rige. Men i hendes egen eventyrverden tændes talløse fakler og blus!

Og – saa digter hun synet videre inde i sit eget hjerte.

*

Hun havde ikke tænkt sig det, den modige prinsesse Hilde, at naar hun nu kom for at kræve sit kongerige, saa skulde der staa hende nogen i veien! Heller ikke at hendes robuste samvittighed, den hun saa vist havde stolet paa for at bære hende frem til maalet – pludselig skulde begynde at svigte hende!

Hvorfor var det ogsaa, at denne milde, vakre sommeraften skulde stemme den tørre, kjedelige fru Solness til at lægge haanden næsten kjærtegnende paa hendes skulder og tale snilt og venlig til hende, mens de sad der sammen ude paa verandaen! Tale, hun ogsaa – ligesom han havde gjort det om formiddagen – om hvor snil og blød i sindet han igrunden dog var, denne hendes ofte saa haardhændte og brummende mand – naar man bare lærte ham rigtig at kjende! Og saa gi’ sig til at betro hende alting om sine sorger, og sine tab, og sine inderste tanker! –

Der aabner sig ligesom et helt nyt tilværelsesgrundlag, en hidtil ukjendt begrebsorden, for Hilde, mens hun nu – opmærksom og modtagelig ogsaa her – prøver at følge bevægelserne og lodde bunden i dette saa smaatskaarne, fattigslige hjerteliv, der saa tillidsfuldt lægger sig frem for hende!

Hvilken underlig sammensætning møder hende ikke i denne lille menneskesjæl, som lever i sin egen trange, lille verden, og som, paa sin vis den ogsaa, stræver med at stelle sig med sine sorger og prøvelser og sine samvittighedsskrupler og forme sig sin opfatning af pligtens og moralens bud! Men saa gjennem det altsammen bare naar til at faa grænserne for sit omraade snevrere og snevrere, horizonten for sit livssyn altid lavere og trangere, indtil hver en liden evne ligger der saa gold og ufrugtbar som en afløvet, afsveden træstubbe!

For alt det store i livet og i sorgen, det er forlængst døet ud af fru Solness’s hjerte og sind!

Hendes religion har lært hende, at over de døde skal man ikke sørge, for de har det godt og er sparede for megen jammer. Og at hvad der er Guds vilje og en høiere tilskikkelse, under det er det bare pligt at bøie sig og endda takke til!

Derfor har hun da ogsaa lagt alt dette der fra sig – Hilde maa ikke snakke til hende om de to smaagutterne. «Dem skal vi bare være glade for.»

Nei – det er alt det smaa i livet, det «som andre folk regner for næsten ingen ting», dette som Vorherre ligesom ikke har noget med, som det først rigtig skjærer en i hjertet at miste! At alle portrætterne og kniplingerne og kjolerne brændte f. eks. – og alle dukkerne – –

Og med sine bitte smaa sorger og sine bitte smaa minder har saa fru Solness lukket sig inde – og rullet gardinerne ned for alle vinduer!

Der indenfor sidder hun og pusler med dem, og kjæler for dem, og graater over dem, og ruger over dem som over en dyrebar, hemmelig skat – naar bare ikke han faar se det eller faar det at vide! –

Men derved er hun, paa sin maade, kommen til at føle sig alene og hjemløs, hun ogsaa. Sky og ræd for «fremmede mennesker», ængstelig og fortumlet ved hver en ny liden pligtopgave, som stilles til hende udenfra – og, under det altsammen, kuldskjær og hjælpeløs og ynkelig forsvarsløs som et lidet spædt barn! –

Der sniger sig en isnende kulde ind i den kjække, lille menneske rovfugls hjerte. Som lammet staar hun der og ved sig ikke mere hverken ud eller ind. Hvorfor kan en ikke være snil og hjertevarm mod alle paa engang – ikke behøve at tage fra den ene for selv at eie?

Og retten – hvad blir der af den? Og kongeriget – hvor han er kongen – –

Og det er, som alting vikler sig mere og mere sammen for hende. Livet er fuldt af virkelige ting, som en ikke kan digte sig fra. Eventyr og kongeriger passer ikke længer. Ordene kommer og forlanger en præcisere betydning. Levende mennesker og forholde rykker hende helt ind paa livet og forlanger en afgjørelse – straks, paa timen! – En afgjørelse, som bare blir hende umuligere og umuligere for hvert minut!

Hun kunde jo bare simpelthen fortælle ham, hvad hun netop har hørt. Lade ham forstaa, at det, som han hidtil har levet paa, det har bare været løgn og indbildning. At han har gaaet og ofret sit hjerteblod for hende – hvis dukker var som børn, og hvis børn vilde være bleven som dukker!

For saa – saa var han helt hendes i samme nu – det vidste hun sikkert!

Men hvor kan hun nænne det, naar denne lille, svage, hjælpeløse stemmen endnu lyder for hendes øren: «Lad os saa være venner – kan vi ikke det?»

Og med et skarpt, blegt ansigt og en smertens dirrende rykning i sin ungdommelige skikkelse – lukker Hilde munden sammen, fast sammen over sin nye viden, mens en stor beslutning lidt efter lidt vokser sig frem i hendes bryst:

«Jeg vil reise,» siger hun og vender sig om til Solness med store, alvorlige øine.

Reise – hun reise nu! Netop nu, hun er traadt ham nær, har hævet troldommen i hans sjæl og hjulpet ham til at puste helt og frit ud! Nei – hun faar ikke lov, simpelthen. Hvad skulde der bli af ham da, hvad skulde han saa have at leve for – bagefter? For nu – –

Først var det lykken i forstaaelsen, hendes lys over hans mørke sind. Men saa følger det andet efter – ligesaa naturlig, som at middagens glødende sol følger morgenens kjølige, vækkende straalevæld: Nu elsker han hende.

Og som om alt modnes i ham ved denne pludselige, brændende smerte og fortvivlelse, brister det ud af hans hjerte som knaldet af en passionsblomst, dette lidenskabelige udbrud, der er som et livs opgjør, et blændende flammeskin ud over det lønligste væv i hans hele livs tragedie:

Bundet, lænket til en død, et levende lig! Ofret liv og kræfter og sjælefred – og intet bygget, intet vundet – intet haab, ingen fremtid, ingen lykke – alt dødt – dødt – dødt –

Nu ser han den dybeste grund i sit eget væsen. Nu forstaar han først, hvad det er, som han saarest har savnet og saarest stundet imod, fordi det er livets eget, sunde aandepust: Kjærlighed – livsglæde –

Han – han, «som ikke kan leve livet glædeløst».

Glædeløst!

Hvorfor smiler man? Er det feigt dette? Er det en latterlig fordring, denne med glæden. Ikke kunne leve livet glædeløst?

Lad os spørge os selv: Hvem er det som lærer at leve livet glædeløst, i den betydning som Solness bruger det? Er det ikke dem, som er feige nok til at lære sig den kunst at drive gjøglespil med livets store ord! Som trækker «glæderne» ned og gjør dem bitte smaa og lave og let tilgjængelige og behagelige og kildrende for ens egne smaa sansefornemmelser, eller som taarner dem op udelukkende til eget brug, kolde, sjæletørrende, som de, der kalder sig ærgjerrighed, magt, indflydelse?

De sidste har Solness længe nok prøvet. Men den glæde, der har sin rod i selve hjertet, det hvorfra livet udgaar – kaldes den glæde ikke kjærlighed – baade i himmel og paa jord? –

I dette øieblik staar bygmester Solness ved det store vendepunkt i sit liv.

Nu er det naaet ham – den ældre mand, med aands- og hjerteliv endnu saa friskt, fordi lidelsen altid vaager ved siden – dette øieblik, da det pludselig gaar op for et menneske, at nu har ens livs skjæbne gestaltet sig! Viklet sig ud af alle muligheder og taget fast form!

Ansigt til ansigt staar han der mod dette ubønhørlige, færdige, som ikke mere noget haab kan digte om, som ikke mere hverken drømme eller mirakeltro kan forflygtige eller gjemme undaf!

For da klinger dette: aldrig mere, der er den sværeste lektie at lære for mennesket i livets vanskelige skolegang!

*

Men Hilde sidder taus og ubevægelig med hovedet støttet i hænderne –

«Hvad vil De saa bygge næste gang?» kommer det saa endelig, mens hendes blik atter fester sig paa Solness.

Hun ved ikke selv, hvorfor hun spørger, eller hvad hun egentlig mener med sit spørgsmaal – Det er altsammen bare saa tosset, saa tosset! At en ikke tør gribe efter sin egen lykke – efter sit eget liv – Gad vide, om en ikke havde ret igrunden – men saa alligevel – –

Og Hilde lægger igjen overgi’t armene paa bordet og hviler det trætte, lille hoved i sine hænder. – Saa lukker hun øinene – og ønsker sig bort – udenfor denne knugende, lammende virkelighed – ind i søvnens – drømmenes land – eventyrets spændende trylleverden –

*

Det er ogsaa virkelig som der idetsamme lyder en ny tone, en forunderlig lys, dirrende harpeklang indimellem eller henover dramaets stærke, fantastiske akkorder!

Gjennem den smelter, fra nu af, digt og virkelighed, jordisk lidenskab og ideale syner, vild, menneskelig smerte og kunstens hellige skjønhedstrang – alt sammen i én fuldtonende harmoni. Og mennesker, forhold og begivenheder flyttes endnu høiere op i poesiens og symbolikens halvt tilslørede egne!

Og uvilkaarlig gaar man selv med lettere skridt. Føler, at den tunge, almindelige hverdagsmaalestok her maa lægges hen og ombyttes med et finere, varligere instrument – et, der maaske ikke let vil godkjendes paa byens torv! –

Først lyder der ligesom et sagte præludium.

Det er de to eventyrbørn, disse to menneskelige sjæle i nød, som prøver at løfte vingerne og sammen berede sig til flugt i fantasiens land – som to fangne fugle bag burets sprinkler –

Men de første ord fra Solness’ læber, de viser dog, at altid forbliver han tro mod det dybeste i sit eget væsen:

«Havde De et lunt, lykkeligt hjem – oppe hos Deres far, Hilde?» –

Hvad er det saa for et underligt aandepust, der er faret hen over de enkle sætninger, de kjendte ord i denne «kjærlighedens høisang», de nunu] rettet fra: un (trykkfeil) samler sine stemmer sammen til?

Skjøn og mægtig, usanselig, ren og frisk klinger den med dette poetiske, ædle billedsprog, der har noget næsten meislet ved sig i sin kjølige klarhed – mens et lydhørt øre paa samme tid vil ane den lidenskabens glød, der ligesom fylder hver strofe med sin vibrerende, betagende underklang!

Det er den store kunst, som atter er kommen os nær – og vi blotter vore hoveder.

Vi mærker dens hemmelighedsfulde vingeslag omkring os – de stille, stærke.

Men – om vi end kan forstaa, hvor fint og nøie hvert ord er sigtet, hver replik er bleven stemt for at kunne stige og synke i dette rhytmernes vidunderlige bølgespil – det inspirerede instinkt, der her fører værktøiet, det kan vi ikke følge! –

Men dramaet tager stærkere fart. Traadene strammes. Konflikterne tilspidses. Og raabet paa det umulige – dette raab, der er det forhungrede, elastiske kunstnersinds seiglivede, gnavende længsel efter alt, hvad natur og anlæg stunder imod, og som livet har bedraget en for – lyder stærkere, vildere og – haabløsere!

Luftslottene kan de bygge. Visionerne kan aabne sit lyse Fata Morgana for deres øine – men i livets egen virkelighed gives dem ingen raad, intet udenfor, hvor de kan leve. –

Da glider der nye kræfter ind i Hildes eventyrsjæl.

Jalousien – af alle menneskelige kvaler den ubændigste, hensynsløseste, vildeste – og frygten for nederlaget!

Er han dog for vek og ræd, hendes bygmester? Slipper han taget, idetsamme han skal til at stige? Vil han vedblive at vandre dernedenunder blandt de andre og taale haan og spot af denne Ragnar, hans farlige, ildesindede rival?

Er svimmelheden da saa uovervindelig – frygten for gjengjældelsen saa uoverkommelig? – Eller er det hende, der ikke har mægtet at gjøre ham modig og stærk? Er den altanen deroppe paa det høieste taarn – der hvor hun staar færdig og venter paa ham – er længselen mod den ham ikke dragende og lokkende nok til ogsaa at bære ham opover?

Eller er det kanske, fordi der er andre med – flere i følge – Kaja ved pulten, stakkar – skal hun ikke ogsaa være med? – –

Det blusser høit op nu i hendes flammesjæl.

Alt for hende! Alene med hende! – Skal hun tro paa ham nu som før – nuvel, saa lad hende se ham høit deroppe ved taarnfløien. Se ham, stærk og fri, stor og fri – endnu engang.

Ja. Ja. Det skal ske. Det maa ske. Hun vil se det. Vil.

Hun befaler – hun trygler – og hun vinder.

Det umulige skal ske. En gang endnu vil han stige til det øverste spir af sin egen bygning, stærk og modig, fyldt af det varmende, brusende væld i sit eget bryst. En gang endnu vil han stille sig øie til øie med den stormægtige himlens bygmester – og sige sig fri! Fri fra guddommelig lov og menneskelig dom! Fri som bygmester til at bygge det deiligste i verden – sammen med hende, han nu holder af! Prinsesse Hildes slot. Det deilige luftslot – med grundmur under! – –

Og bygmester Solness tager kransen i haanden – og stiger opover mod taarnets spids!

Mens Hilde staar nedenfor og ser ham stige.

Altid høiere – altid høiere. Sikkert, roligt, uden vaklen. Hendes øine følger ham i krampagtig spænding. Alt er stille omkring hende, stille i angstfuld forventning. Alt er stille indeni hendes bryst – som stormens tilbageholdte aandedræt, før lynet slaar ned –

Nu staar han deroppe! Endelig – endelig stor og fri igjen! «Slig som hun har seet ham for sine øine i alle disse ti aarene» –

Hun lytter – Hører hun sang i luften? Taler han nu frit ud til ham, den Mægtige – om sig – og om hende? – –

Hvad foregaar der i Hildes sjæl i dette øieblik? I dette store, skjæbnesvangre øieblik, som aldrig hendes dristigste fantasi, hendes hidsigste eventyrtrang tilnærmelsesvis har naaet?

Hun ved det knapt selv. I hendes sjæl er der et lidenskabernes oprør og anarki. En hjælpeløshedens og haabløshedens forvildethed. Tørsten efter det «forfærdelig spændende» drevet til sin yderste grænse. Altsammen paa et eneste døgn stormet ind over hende – der i ti aar ikke har vovet sig til et eneste skridt i virkelighedens verden, forat ikke det fine, deilige eventyrspind «skulde gaa istykker» for hende!

Maaske ser hun med sit intuitive skarpblik, som i et sekunds inspireret fremsyn, det liv, der herefter vil blive hans:

Selv havde han jo sagt, at han ikke kunde leve livet glædeløst.

Men den robuste samvittighed, den bygger han sig aldrig op. Angsten for gjengjældelsen vil atter komme og slaa sig ned i hans bryst og stirre paa ham med sine vaagne, truende øine. Luftslottet, hvor han og hun skulde staa saa svimlende høit paa den øverste altan og se over alt andet – det vilde styrte sammen, endog inden de begge, haand i haand, var naaet halvveis til toppen. Aline – opskræmt og kuldskjær, med sin seige, barnlig-rørende vedhængen ved alt det tilvante, alt det gamle – saa hjælpeløst afhængig af hans medlidenhed og hans beskyttelse – hende kan hun aldrig helt fortrænge af hans hjerte!

Men livet nedenfor. Da – naar hun er borte. Naar den gryende dag er sunket ned bag fjeldet, og solnedgangens skygger falder dobbelt mørke. Naar det blødende, hudløse saar paa hans bryst atter vil rives op for aldrig et øieblik mere at dulmes af arbeidet, magten til at bygge hjem for mennesker, den, som ungdommen, den ventende, utaalmodige ungdom straks vil tage fra ham – Da vilde døden alligevel være ham en vinding.

Thi engang har han dog naaet det umulige. I ét minut af sit liv stod han svimlende høit og troede at holde glæden og lykken i sin haand – – –

Og – som i vanvittig inspiration – vifter hun med sjalet og hilser op til ham i overstrømmende, ustyrlig, vild seiersjubel – mens seiersraabet: «Nu er det fuldbragt» skjærer ind med en tone, der minder om offeret i døden. –

Alt er forbi. Luftslottet styrtet sammen og hendes bygmester falden i kampen. –

Da er det, som der glider et slør i sorgens vælde over Hildes bevidsthed. Og som i stille vanvid vender hun sig til Ragnar og siger sagte:

«Nu kan jeg ikke se ham deroppe.»

Men da han svarer: – «han magted det altsaa dog ikke» –

Saa reiser den kongelige rovfugl endnu engang sit hoved og udbryder som i stille, fortvivlet triumf:

«Men helt til toppen kom han. Og jeg hørte harper i luften.» Og, som en sidste opblussen af hendes dødsindviede kjærlighedslykke, kommer det vildere, inderligere:

«Min – min bygmester!»

*

Bygmester Solness er den skjønneste, mest poetiske blanding af eventyr og den saareste, livsvarmeste virkelighed, vor literatur eier. Et fantasiens glitrende dugslør over jordens bitre jammer!

For luftig og fint maaske, for dybt og stærkt tillige til let at ville kunne faa en tolkning fra scenen, hvor hver skjønhed, hver nuance skulde komme til sin ret. Ikke gaa tilgrunde for en stor del – som det fineste og nobleste i sangkunsten paa de store operascener – under sceneafstandens og scenebelysningens plumpe og grelle fordringer.

Man kunde helst tænke sig at se det spillet i en liden salon, hvor dæmpede, diskrete omgivelser som baggrund vilde lade hvert skiftende bølgeslag i stemning og udtryk komme frem. Da vilde dette drama, som forener en antik skjæbne-tragedies fornemme ro med nutidens tilspidsede, ofte indtil det sygelige oprevne tanke- og følelsesliv, først rigtig kunne vurderes. –

En fin kvinde og kunstnerinde har engang sagt om Ibsen, at han er kvindens digter, som SchumannSchumann] Robert Schumann (1810–1856), tysk romantisk komponist er kvindens komponist. I den forbindelse kan betegnelsen være udfyldende ogsaa her. Thi ikke er Ibsen nogen kvindesagens digter med Hilde Wangel som type paa fremtidskvinden! – Hans Hilde, prinsesse Hilde, barnet og kvinden i én incarnation! – Men Ibsen er det hele, fyldige menneskelivs digter, hvis geni paa én gang rammer den største kraft, den klareste, logiske tænkning og det fineste, dybeste gemytsliv – saaledes som Schumann ogsaa forener den stærkeste energi og lidenskab med den blødeste, mest beaandede sjælestemning!

Men navnet kvindens digter. Turde det ikke hænde, at det finder sin inderste grund i det faktum, at i vore dage gaar de fleste mænd dette det aandigste og sarteste i kvindesjælen som i menneskesjælen forbi? I arbeidstravlhed, i overmod eller – for at være ærlig – i de allerfleste tilfælde maaske – af brist paa fin og ægte kultur? –

Bygmester Solness synes mig ogsaa at være et led i denne kamp for en «UmwerthungUmwerthung] rettet fra: Umwerthen (trykkfeil) aller Werthe»,«Umwerthung aller Werthe»] Overs.: Omvurdering av alle verdier. Siste, oppsummerende setning i Der Antichrist (1888) av Friedrich W. Nietzsche (1844–1900) der betegner og betinger alle fremskridt. Religionsstifternes løsen som alles, der arbeider i aandens eller videnskabens tjeneste. Et led i denne kamp for mere sandhed og videre syn, ligesaameget paa de religiøse grundbegreber, vor børnelærdom indprenter, som paa samfundslivet i det hele. Ikke alene mod frygten, bogstavdyrkelsen og trælletjenesten, men ogsaa mod haarskjorten og de selvpaalagte svøbeslag, som vor tid ogsaa kan opfostre mennesker med fin, svimmel samvittighed til – om ikke netop i klostercellen, saa inde i de hemmelige, aflukkede hjertekamre!

Men lad os ikke her være blandt dem, der misforstaar.

Ibsen har ofte nok vist os, at de hedenske vikingers robuste samvittighed, det antike hedenskabs fri, naturlige livsnydelse og skjønhedsdyrken ikke mere kan gjenopstaa! Kommer det os helt ind paa livet, saa gaar det dermed som med guldet og herligheden i Dovregubbens slot, naar en ikke har faaet rispet i øiet – det, der gjør en til trold med troldets: «Vær dig selv nok» til øverste motto!

Men vel kan der være stunder i hans som i ethvert menneskes liv, hvor det kan synes knugende tungt at se, hvorledes det tyngende ansvar, pligtens og den kristelige morals bud har maattet kræve store, dyre ofre af menneskelykke og menneskeret og af fri, høibaaren skjønhedstrang – har maattet kræve sine martyrer til alle tider, i det aabne som i det skjulte – ogsaa i vore dage!

Skulde man saa ikke være ham taknemlig, fordi han i sin kunst ogsaa optager kampen mod de falske værdier, de døde ting – dukkerne, de gamle, mølædte klæder, de tomme, hule skaller, tungsindet, pirreligheden – der saadan lidt efter lidt har sneget sig ind i de store sandheder! Som har forfusket og forfalsket ord og begreber og forlanger, at vi skal betale dem ogsaa med vort hjerteblod og vor livslykke og vor sjælefred?

En skranten, syg samvittighed er ikke maalet for menneskenes og kulturens arbeide. Ikke dets ære at beholde eller udvikle videre. Men en fin, ædruelig samvittighed, klaret og forædlet gjennem et stort, vidt livssyn. Alt det, der bærer henimod den idealtilstand, hvor ingen vilkaarlig samfundsschablon blir normen for menneskenes handlemaade, men hvor hvert enkelt forhold, hvert enkelt tilfælde blir veiet og prøvet efter den bedst justerede vægt. Den, som frembringes, som blir den virkelig ægte frugt af alle fremskridt i religion, aand og i kultur!

Saa har veien været til alle tider mod mere lys. Aanden har maattet blæse paa bogstaven for derved at frembringe nye værdier. Det er livets egen lov. Altid fremad – fremad – nærmere livets inderste kjerne – sandheden.

Om Litterære essays

I denne tekstkritiske utgaven blir Helene Dickmars litterære essays fra perioden 1886–1905 for første gang utgitt samlet. Utgaven er utstyrt med innledning og kommentarer ved Jorunn Hareide.

Helene Dickmar er pseudonym for Hanna Butenschøn (1851–1928). Butenschøn deltok aktivt i datidens debatter om for eksempel sedelighet, kjærlighet og «det moderne». Hun anmeldte flere av Henrik Ibsens verker og skrev en utførlig analyse av Knut Hamsuns berømte foredrag om «de fire store».

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook