4Der steg en Skyggeverden for mit Øje,
alt blev mig gaadefuldt og ubestemt.
Snart var det Et, jeg ikke kjendte nøje,
snart var det hva jeg havde længst forglemt.
Men som naar Taagen deler sig og svæver
paa Engen hen i luftig Alfedands,
saadan sig Skyggeteppet hastig hæver,
og pludselig – jeg staar i Solens Glands!
Hvor var dog Alting sælsomt ret at fatte,
hvor underbart forvandlet var mit Sind!
Min Gang, – den før saa trætte, sygdomsmatte –
blev Bladets lette Flugt for Somrens Vind!
5Og svundne var de mørke Alvorstanker,
og Kindens blege Rose fik sin Glød,
jeg fløj som Bien, naar den Honning sanker,
og Blomst paa Blomst den kaade Haand sig brød.
Ej længer Tvang min stærke Higen dulgte,
den var da endelig sin egen Lov!
Thi se: ved Enden av den Vej, den fulgte,
og tæt begrændset av en Lindeskov,
der laa mit Hjem! Det gamle Hus dernede
med Æbletræet bag sit Gitterhegn!
Der, hvor jeg første Bøn har lært at bede
og hvor jeg fik det første Korsets Tegn.
Jeg kjendte Alt; jeg saa: – og hist laa Vandet,
det stille dyndopfyldte dybe Vand,
med Rør og Siv og hvide Liljer blandet,
og tusind’ «Glemmigej» omkring dets Rand.
Det Syn mig lokker! – dog de tætte Busker,
som klynge sig omkring den stejle Høj,
de fik jo Bær forleden – ja, jeg husker!
did maa jeg skynde mig – og glad jeg fløj.
6Da lød en Røst, hvor den var sød at høre!
Det var et Barn, som jeg, han kom med Sprang,
han rakte hurtig Haanden, vilde føre –
mig bort i Hast: «se did, se did engang!»
Og i det tætte Krat, hvor Bærrets Rødme
stod vinkende for Barnets lette Sands,
der slikker giftig Orm den samme Sødme
og lokkes did af samme røde Glands. –
Jeg greb hans Haand, og da hans Øje stirred’
saa undrende og spørgende i mit,
da blev jeg vel et Øjeblik forvirret,
men snart igjen blev Sindet lyst og frit.
Jeg spurgte ej, hvorfra han kom, ejheller,
hvorhen han agted’ sig i næste Stund; –
jeg var jo selv som Fisken naar den spreller
i Solen snart, og snart paa Søens Bund.
Men hemmeligt og skottende fra Siden
jeg gransked’ nøje i de bløde Træk, –
om han var vakker; thi skjønt ganske liden,
jeg tror, at ellers jeg var løbet væk.
7Dog Lok i Lok laa Haaret løst om Panden,
og Øjets Farve var hel ubestemt,
men Blikket fik sin Straale fra Forstanden,
den ubevidste end i Sjelen gjemt.
Og Kindens varme Blus sig hurtig tænder,
og Mundens Træk er aldrig ret i Ro,
og Væxten er saa fin, de spæde Hænder,
o, de er mageløse beggeto!
Nu hopped’ Hjertet i mit Bryst af Glæde,
det var et Eventyr, som gav mig Mod!
Jeg trak ham hen til Højens Blomsterklæde
og viste ham den hele Overflod.
Og der blev Høst av Gyldenregn og Klokker,
hver vilde prunke med det største Held. –
Se Hybenbusken hist, se hvor den lokker
og brænder skamfuld i den hede Kveld! –
Saa fletted’ vi omkaps de rike Krandse;
rundt om os laa i Klynge Blomsterneg;
men flux afsted igjen i kaade Dandse
i aldrig trættet Sommerfugleleg!
8O, Alting var saa drømmende, saa stille;
kun svømmende paa Luftens Ætherhav
slog Lærken nu og da sin muntre Trille,
og Frøen kvækked’ i sin dybe Grav.
Paa anden Side Dæmningen laa Havet,
saa stille som en slumrende Tyran,
med Rædselsminder i sit Skjød begravet
og Fredens Kjertegn mod den hvide Strand.
Hist Byen med sin fjerne, dumpe Summen,
med Livets Ytring i hver enkelt Lyd, –
hvor Kirkeklokkens høitidsfulde Brummen
slog Tidens Skifte mellem Sorg og Fryd.
Og Himlens lyse, straaleklare Bue
stod hvælvet over al den Herlighed.
Men i mit Bryst var tændt en mægtig Lue,
en Længsel uden Maal og uden Med!
Og som naar Stjernen sænker sig i Vandet
og møder eget Billed paa dets Bund,
saadan mit Øjes Skjær med hans sig blanded’
og Længslen fyldtes i den samme Stund!
9Og i et Aandedrag vi begge nemmed’
hin underfulde dybe Harmoni,
hin rige Strængeleg – ak, tit saa fremmed
i Verdenslivets Vexelmelodi.
Snart Haand i Haand vi vandred’ bly og stille,
lidt bævende, – men kun af barnlig Lyst.
Vi stansed’ ved en mørk, men speilklar Kilde,
der drømte ensomt under Høiens Bryst.
Og med en sælsom Fryd vi begge sænkte
nysgjerrig Blikket i den vaade Grund, –
og som det mødtes, hva vi netop tænkte,
saaledes mødtes vi paa Kildens Bund!
Da drog en Fure sig hen over Panden …
mit Øje lyste med en fremmed Ild …
ve, Træk for Træk jeg blev en ganske Anden, –
mens han saa skottende forbauset til!
Han stod som Rosenknoppen endnu lukket,
forborgent skjulende sin bedste Duft, …
jeg længst udfolded’, længesiden plukket,
og visned gradvis i en vindtør Luft! …
10Da greb mit Sind en vild og mæktig Smerte,
jeg vilde standse, holde Synet fast …
jeg vilde presse Barnet til mit Hjerte …
men ak, jeg vaagned! … Alt veg bort i Hast!
*
O, den var kold, den stille Nattens Time,
den var saa mørk den Verden nu jeg saa;
og selv da Dagen som en lysgraa Strime
brød gjennem Nattens Sky, var Himlen graa.
Thi Vintren hvilte ved Naturens Hjerte,
og Livet stivned i dens Favnetag,
mens dybt en Gnist, som Himlens Almagt nærte.
drev endnu tyst-forborgent Pulsens Slag. –
– O, Dødens Herre, Livets Gnist i Livet!
du dybe Grandsker af Alverdens Nød!
Jeg stirrer paa det Løfte, du har givet,
om Livets Vaagnen op af Gravens Død.
Og skal min Barndom atter hist jeg finde,
hin lange Sommerdag med Leg og Lyst –
o, lad mig vaagne da med Drømmens Minde,
og møde Barnet paa min Barndoms Kyst!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Digte af en Dame kom ut i 1860. På tittelbladet stod det ikke noe forfatternavn, bare «udgivne ved Bjørnstjerne Bjørnson». Samlingen inneholder 14 dikt, f.eks. «Til Ham!», «Savn» og «Phantasus». Tematikken i diktene kretser rundt savn og lengsel.
Diktsamlingen ble godt mottatt i samtiden og kan leses som et av våre første moderne verk.
Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.