38Jeg svinger paa min høje Hest
og styrer over Land og Bølge.
Ser Du hvor Skyen gaar i Blæst?
Jeg kan den paa min Ganger følge.
Den skifter Form, den skifter Hu,
alt som det lyster mig at ride,
og flux som Tanken i et Nu,
jeg hilser Dig, Du Verden vide!
Jeg stiger højen Alpe op,
der endnu aldrig Fod sig voved,
og favner Ortlers hvide Top
med Skyens Krands omkring mit Hoved.
39Der hilser jeg den unge Dag
i gyldenbræmmet Purpurkaabe
og drikker Kraftens dybe Drag
med Skjønhedsblink i hver en Draabe!
Saa lyster mig det vilde Jag
med Ørnen fra sin Klipperede,
og kredsende med stærke Slag
jeg svinger mig paa Vinger brede.
Og under mig der synker Alt,
det gyldne Spir og Alpens Høje;
snart har jeg Kongeriger talt
og stirret dybt i Solens Øje. –
– Da frister mig en anden Lyst;
som Smaafugl daler jeg paa Vraget,
der hviler tungt paa Havets Bryst,
og kvidrer der til Bølgebraget,
og synger kjækt om Storbedrift.
Da løfter sig en skumtakt Bølge, …
ha, jeg har se’t Din Dødningskrift;
dæk mørke Hav, hvad du kan dølge!
40Mig lyster ride over Land,
did, hvor en lønlig Sti sig slynger
langs Rhinens dunkelgrønne Vand,
og Liljens Gyldenflaade gynger! –
O hvil dig ud, min Længsel, der,
mens Aftenklokkens Vemod kalder,
og Solens sidste Straalehær
som Guldregn over Egnen falder.
Og skyd saa Baaden let fra Land,
se, mellem Glimmerguld den gynger.
Lyt! Bag ved Fjernets dunkle Rand
Skovduen om sin Elskov synger.
Og se saa hist i Baadens Stavn
ham med det stille dybblaa Øje; –
o, gnav kun væk, du blege Savn,
jeg vil min Længsels Vilje føje!
Tal kun som før, du Øje blaa,
du store drømmerige Stjerne;
ved du dog vist, jeg kan forstaa
dit tause Bud, du Sjelens Terne?
41Ved du dog nok, jeg fattet har
dit dybe Spørgsmaal? Se, jeg sender
med Anelsen mit bange Svar;
ej mere lydløst Bud jeg kjender. –
Ha, bort, min Ganger, flux afsted!
Dæk Aftentaage, du, mit Minde.
Nu skyder Smertens Rovfugl ned;
skal den mit Hjertes Due finde?
O nei! Didhen, hvor Solens Hjul
omkredser evig-grønne Skove,
der i det dunkle Palmeskjul,
der vil en Glemselsblund jeg sove.
O pragtfuldt staar midt Leje redt
af Gjøgeurt og zirlig Bregne,
Konvolvlen har sit Teppe spredt,
Lianens Blomsterarm vil hegne.
Og kun en Halvdag skinner svagt
ind i mit hvalte Sovekammer,
en Fluesværm i Glimmerdragt
som Smaablus under Hvælvet brammer.
42Forundelige Dæmringsskin!
Soltændte Lys bag Taager svømme
lig Anelser, der hviske ind
i halvbevidste Morgendrømme.
Og Taushed, stille sjunken hen
i dybe aandeløse Venten;
det tykkes fast som lytted’ den
ved Dødens Dør paa Livets Henten!
Her, o min Ganger, hvil dig ud,
Her tør en Trygheds Stund jeg love…
– Et Skrig! Et vildt Ugjerningsbud.
Herinde i de stille Skove?
Og endnu et! Ha, Smaafugl, du?
Hvor har du nemmet disse Toner?
Saa du maaske en Dødskamps Gru
fra Palmeslottet, hvor du troner?
Vil du mig varsle Smertens Ve?
Snor hid sig tyst en broget Slange?
Giv Agt! Jeg skifter Form – og se,
ej jeg, men den er Dødens Fange!
43En lystig Kamp! Bugt du dig kun,
min vevre Krop dig listig gjækker;
for tyve Saar i et Sekund
kun een Gang mig din Gifttand rækker.
Og lynsnar kjendte Vej jeg gaar
til Underplanten bly og stille;
den drysser Balsom i mit Saar,
hvor Soten slog, sprang Lægdomskilde. –
Men hys! Højt over Skoven klang
en sommerjublende Fanfare.
O, du min Ganger, om du svang
dig lystig med den muntre Skare!
Det er en luftig Svaleflok.
O, sving dig med paa lette Vinge!
Der er et Sted, – du ved det nok,
did skal et Sommerbud du bringe!
Did, hvor den barske Nordvind slaar
de kolde vinterstærke Arme
omkring jomfruelige Vaar,
did skal du bringe Tankens Varme.
44Og over By og striden Vand
ustandset gaar min Flugt mod Norden,
til Landet med den lave Strand,
det fagreste paa hele Jorden.
Der knejser Borg og Kirkespir,
der vexle Skov og grønne Lide;
der staar et Hus med fattig Zir,
en Hyldebusk staar tro ved Side.
Der vil jeg sætte mig paa Tag,
midt i en Krands af Barndomsminder,
og tusind Trillers Jubelslag
skal tone der, mens Dagen rinder.
O kom da elskovsvarm og huld,
du fagre Sol, hvor Hylden luder;
spred der dit blanke Morgenguld
udover Hyttens dunkle Ruder!
Og ser du bag den lave Karm
Levkøjen med de Knupper fine,
Slyngrosen løfte bly sin Arm,
Geranien staa med frygtsom Mine?
45Tryk da dit varme Brudgomskys
paa Bladets Fold og Knupper spæde
og dæk det kolde Vintergys
med sommervirket Blomsterklæde.
Saa, naar hun vaagner, hun, du ved,
hun Hyttens alderstegne Kvinde
i kummervante Ensomhed,
da faar hun Nik af glade Minder!
Og slaar jeg saa min Trille til,
forvist hun tror i Tankesvimlen,
det underlige Drømmespil
et saligt Fremsyn er af Himlen.
Og saa – o tusinde Godnat,
du lave Tag, du Hyld, som hælder!
Jeg har et Morgenstevne sat,
hvor fossen over Klippen vælder.
Saa svinger jeg i Skyens Karm,
Stormfuglen er min lette Ganger.
Løft nu dit Aasyn, blege Harm,
tror du, slig dristig Fugl du fanger?
46Tror du, du naar mig gustne Nag?
du med den døgnstøvdækte Vinge,
her i de lyse Aanders Lag,
hvor Himmelharpetoner klinge?
Montro du vilde prøve paa?
Ser du min Ganger, hvor den svinger
ind i det endeløse Blaa
med Solguldfrynsen om sin Vinge?
Flyv højt min Ganger, stolt og prud.
Det tør forvist dig aldrig krænke,
at Jorden har sit Trællebud
og at den ryster paa sin Lænke.
Dog her du Fagre, stands en Stund!
Histnede vækker Solens Flamme
Naturen af sin Morgenblund
og kløver Taagens mørke Ramme.
Og Fjeldet slaar sin stærke Arm
om Søen mellem Blomsterlide –
en Disa ved en Jotuns Barm,
der løfter Øjne blaa og blide!
47Og sænker angst hans Billed ned
dybt, hvor den stille Tanke hviler;
han bøjer Panden barsk og bred,
og ser sit Billede – og smiler!
O, du min Ganger, blev du træt?
Var det for pludselig du øjned’
bag Søens hvide Taagenet
et Grønsvær under Korset højnet?
*
Ak, Sorgens sorte Vingepar,
af Sukket løftet, lavt sig svinge.
O, fagre Ganger om du bar
mig sidste Gang paa gyldne Vinge?
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Digte af en Dame kom ut i 1860. På tittelbladet stod det ikke noe forfatternavn, bare «udgivne ved Bjørnstjerne Bjørnson». Samlingen inneholder 14 dikt, f.eks. «Til Ham!», «Savn» og «Phantasus». Tematikken i diktene kretser rundt savn og lengsel.
Diktsamlingen ble godt mottatt i samtiden og kan leses som et av våre første moderne verk.
Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.