Resedaen taler

48Undres du paa, at jeg sender min Duft,
mens Snefuglen flagrer derude?
og favner din Tanke med Midsommerluft,
der Isblomsten spirer paa Rude?

Undres dig vel, at jeg fødtes i Vaar
med alle Smaasøstrene mine,
men de ere døde, og endnu jeg staar
med Blomstrene fagre og fine?

Undres du maa dog endmere forvist,
naar riktig du fanger at vide,
hvi Sommeren gav mig hin Skjønhedsfrist
at blomstre ved Midvinterstide. –

49Dengang jeg brød gjennem Jordskorpen frem,
saa lystelig var det at skue
det store, rige, guldskinnende Hjem
alt under den himmelblaa Bue!

Følte saa Længselen løfte sig op
dybt fra sit helligste Gjemme,
sætte sin svulmende, duftende Knop,
vente paa Brudgommens Stemme. –

Ve mig! – Da knuged en isnende Haand
Hjertebladskronen den lille;
Knoppen blev brudt paa den bævende Vaand;
– sig, hvi man kunde det ville?

Løfted’ min Rod af den saftige Grund,
Gav den saa kunstig en Pleje.
Mindet mig lokked’ om Vaarfrydens Stund
hist paa de solrige Veje! –

Altsom jeg atter randt sagtelig op,
fødtes hin bævende Længsel,
satte saa atter en svulmende Knop,
prøved at bryde sit Fængsel.

50Strakte sig ud i den skinnende Dag
efter sit dyreste Smykke,
længted’ at nyde i flygtige Drag
Livets berusende Lykke! –

         Undres du nu, at med Blomster jeg staar,
         – duftende Børn af min Smerte –?
         Og at den bølgende Livskilde slaar
         stærkt mod mitt higende Hjerte?

         Undres du paa, at jeg sender min Duft,
         mens Snefuglen flagrer derude?
         og favnes idrømme af Midsommerluft,
         der Isblomsten spirer paa Rude?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.