Digte af en Dame

av Magdalene Thoresen

Rimbrev til fru St…..


11Mod de almindelige Brev-Formaliteter,
mod Brugens overskrevne Epitheter
for denne Gang til sidste Punkt jeg fejler,
og uden Lods min egen Sø jeg sejler!

Du skriver da omtrentlig saa som følger,
mens Vreden slet bag Mildheds Slør sig dølger,
«at mine Breve volde liden Glæde»;
og da Du titnok har hørt Visen kvæde,
Du synes det er bedst at sige stop,
mens endnu det er Tid at holde op.
Dog for at ikke bryde Venskab helt,
Du har Begrebet lidt vilkaarlig delt;
et Taust, det vælger Du, et Talende – oja,
det gaar jo an at skille Ordet fra –
og da den tause Del Du proponerer,
12saa er det mig, som, ret forstaaet, abdicerer.
Men derved er et mægtigt Baand opløst,
og Hjertets varme Barn er uden Røst!

Du skriver videre – det maa gjentages,
skjønt ej her procederes, men kun klages –,
at Du «min tro Veninde er alligevel».
Og dermed tror Du gjøre Ret og Skjel?
Dermed Du tror at feje for Din Dør
og rejse Muren mellem Nu og Før?
et Aandens uindtageligt Gibraltar!
Og her paa dette sten-islagte Altar,
her lægger Du en Blomst «Din tro Veninde»
og ofrer ej til mig – men til mit Minde!

Ak! hvad er Mindet mod det fulde Liv,
der svulmer mægtigt mellom Strid og Kiv,
men gjennem Brydning vinder sin Forsoning,
og giver Ordet «Fred» fuldklar Betoning?
– Jeg elsker Mindet fuldsaavel som Du,
men mest jeg elsker dog det stærke Nu,
i hint jeg levede, i det jeg lever,
af hint jeg borger, men af det jeg kræver!
Jeg elsker Mindet; men som en Pokal,
13der engang skummede med Lyst og Kval,
og som jeg tømte under Nuets Trang
til Fristelsernes bløde Nymfesang!
Men den staar hensat til en Pryd – og tom,
det er kun hvad den var, den taler om.

Hvad er det da Du kalder «tro Veninde»,
naar denne Troskab selv staar som et Minde?
Troskab gaar med, gaar uden Nølen med,
gaar med til sidste Stund i Strid og Fred,
den giver der, hvor selv den Intet tager,
og samler Stenen af den golde Ager! –
Og nu Du kaster hen saa løst og let,
at Du af denne Vandring længst er træt,
at da Du Tidslen fandt blandt Gyldenax
da vendte klogelig Du Foden strax.
Sig, tro’de Du da, Stigen var saa fast,
at aldrig stundom der en Tremme brast?
Er det da Venskab, denne vante Leg
med bløde Ord, som kun gjør Sjelen veg?
det Smil, som aldrig hviler, er det Tegn
paa idel Mildhed bag det smukke Hegn?
Ak, tro mig, tro mig, elskede Veninde:
14kun den, som Skallen brød, kan Kjernen finde;
skjønt Skallen stundom bitter er som Ord,
kan den, som paa det Gode sikkert tror,
dog smage Sødmen af den skjulte Kjerne,
og se bag Ordets Skygge Tankens Stjerne.
– Vid, naar mit Ord Dig var en sleben Od,
og hver min Ytring syntes giftig Braad,
der trængte Dig til Sjelens dybe Grunde
– og gaber end den smertefulde Vunde –,
hvad fatter jeg da mer hvad jeg har sagt,
hvad har en fiendtlig Aand i Ordet lagt?
Thi der, hvor Tankens tause Rune staar,
og hvor kuns Himlens og mit Øje naar,
der staar Dit Navn, i Gyldenskrift det brammer
blandt faa paa Tavlen i det stille Kammer.

Ak stundom tykkes mig den er saa trang
den vide Verden, og den Dag saa lang,
der fører til den sidste Aftenhvile.
Og faa og færre Læber ser jeg smile,
og jeg staar støttet til min Kummers Stav
ved Randen af den aabne Glædesgrav.
Da gaar saamangengang min Tanke did,
hvor Du min Asters smiler huld og blid,
15og Hjertet henter Honning for sit Saar,
og Tanken skifter om fra Høst til Vaar.

Men tit, afspejler Taaren Solens Pragt,
Regnbuen laaner den sin fagre Dragt,
og der er Pintsefest hvorhen jeg ser,
og hulde Smil paa alle Læber ler!
Da tror Du vel jeg rives med af Svimlen
og ser for lutter Stjerner ikke Himlen?
Nej, løber end jeg om blandt Græs og Straa,
hvor Duggens blanke Perle hænger paa,
og blændet strækker Haanden for at fatte
i Straalens Brydning Fabelverdnens Skatte,
jeg derfor dog, naar Øjet ser derhen,
hvor Vejen højner sig med Sten paa Sten,
og Skyggen ligger som et natligt Sprede
af Taager over Sneglens tause Rede –:
med Længselsiver spejder for at finde
blandt Vejens blege Vandrere «min tro Veninde».
Jeg sender da mit hele Hjerte ud
med festlig hilsen og med festligt Bud
at gjøre Følge med og være Gjæst,
hvor Solen lyser paa min Glædesfest! …
Men naar hun saa den blege Brudgom følger,
16hin mørke, tause Fiende af min Lyst,
da stiger Raabet fra mit spendte Bryst,
og Harmens Ord den dybe Ve ej dølger.
Da er det ham, hvis taareskrevne Navn
er «Sorgen», fra hvis kolde Favn
jeg vil udvriste Byttet, han mig røved; – –
ak! først forsent jeg ser, at jeg har prøvet!
At om en Torn jeg kaster ham i Øjet,
Han blinker knapt! – Men hun, – saa højt ophøjet,
ved Hjertets Adel, og ved Aandens Rang,
hun fatter ei min Tankes sære Gang,
men tror, at Tornen søger hendes Hjerte,
og vaander krænket sig i indbildt Smerte!
– – – – – – – – – – – – – – – – – –
Og hermed være sluttet min Protest –
Du dømme om den, som Dig tykkes bedst.

Men hvis Du vælger end den tause Del,
jeg vælger derfor dog at være hel!
Jeg lader Ordet gaa sin vante Gang,
jeg øser altid af mit Hjertes Trang,
og selv Dit Forbud skal mig stridig finde:
jeg er i Liv og Død
                                           din tro Veninde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Digte af en Dame

Digte af en Dame kom ut i 1860. På tittelbladet stod det ikke noe forfatternavn, bare «udgivne ved Bjørnstjerne Bjørnson». Samlingen inneholder 14 dikt, f.eks. «Til Ham!», «Savn» og «Phantasus». Tematikken i diktene kretser rundt savn og lengsel.

Diktsamlingen ble godt mottatt i samtiden og kan leses som et av våre første moderne verk.

Les mer..

Om Magdalene Thoresen

Magdalene Thoresen er i dag kanskje mest kjent som Ibsens svigermor, men hun var en viktig og produktiv dansk-norsk forfatter i sin tid. Hennes nettverk omfattet de fleste av tidens kulturpersonligheter i Danmark og Norge, noe hennes store korrespondanse vitner om.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.