Georg Brandes

Efterat Bjørnson hadde trukket sig tilbake fra Lies, blev mitt foreldrehjem i Avenue de la Grande-Armée 7 i høiere grad enn før samlingsstedet for en rekke nordiske personligheter, som hittil av mange grunner hadde holdt sig tilbake. Det var ukentlige samlingsaftener, hvor 20–30 kunstnere og diktere kom – fra Edelfelt til Kalle Løchen, fra Sonja Kovalevsky til Ola Hansson, Johanne Dybwad, Jens Thiis, Nils Kjær og Obstfelder. Det hele var enkelt: traktementet var øl og porter og smørbrød, gjerne med en dram, når sådan kunde skaffes.

En formiddag ringte det i entréen, og jeg lukket op.

En sortsmusket, sortklædd herre med sorte hansker stod utenfor og rakte mig et visittkort: Georg Brandes.

Jeg var ung og ivrig Brandesianer, og jeg så bare de sorte hansker for mig. Det var som en fanebærer.

– Værsågod, sa jeg og viste ham inn.

– Så, slik ser altså Georg Brandes ut, sa min 161far, da han litt efter kom inn sammen med mor, og hjertelig tok den besøkende i hendene.

– Ja slik ser jeg ut, smilte Brandes, mens der skjøt en glød op i ham. Min første barneerindring er, at min moder holdt mig op foran et speil og sa: «Husk at du er jøde. Husk, at det skal være din stolthet».

Han vendte sig mot fru Lie.

– Og det er fruen, som jeg har hørt berømme av så mange felles bekjente.

Således var det første møte mellem Lie og Brandes.

Den danske kritiker bodde i Cité Retiro like i nærheten, og det blev et livlig samkvem mellem dem. Jeg husker et trekk fra den første gang Brandes var til middag hos oss.

– Og hvad skriver De nu på, hr. Lie, spurte den danske kritiker.

– Det er en bok om misunnelse («Onde magter»), svarte Lie.

Brandes la gaffel og kniv ned, kastet hårmanken bakover, og det lyste i ham av iver:

– Gjør den kraftig og hensynsløs, sa han. Det er et stort emne. Jeg kjenner misunnelsens vesen. Den har været like innenfor min dørterskel. Det er en av de urkrefter, som driver menneskene fremad, og dog er den så usigelig foraktelig. De har jo sikkert også i flere år hatt Deres model på nært hold, tilla han maliciøst.

En aften var en hel del fremstående personligheter samlet hos Lie. Det var blandt andre Georg 162Brandes, Sophus Schandorph, Andreas Aubert, Kitty Kielland, Harriet Backer, doktor Tscherning og frue, samt Sonja Kovalevsky og Anna Carlotta Leffler. Det blev høi stemning og en livlig diskusjon, særlig om «Kampen for lyckan, två paralelldramer», som de to sistnevnte damer hadde utgitt i fellesskap. Idéen, som var fru Kovalevskys, gikk ut på å skrive to skuespill, der skulde skildre det samme menneskes utviklingshistorie på to forskjellige måter. Det ene viste hvorledes vedkommendes liv artet sig, da vedkommende ved en bestemt anledning traff sitt valg ved en korsvei, og det annet, hvorledes skjebnen vilde fortone sig, hvis valget var falt anderledes. Oprindelig var titelen: «Hur det var och hur det kunde varit».

Meningene var delte.

– Min innvending er, at det er mere filosofi enn diktning, erklærte Lie.

– Ja, det synes mig utvilsomt, bemerket Brandes, at skuespillene mere er inspirert av matematikeren Kovalevsky enn av dikterinnen, fru Leffler.

– Det er determinismen, som er problemet, ytret Aubert.

De to forfatterinner forsvarte sitt arbeide med nebb og klør. Fru Kovalevsky førte an på sitt rappe, gebrokne svensk, som i iveren ofte slo over i fransk. Kunst var ikke «l’art pour l’art», kunst var uttrykk for ens innerste tanker, selv om disse hadde anstrøk av filosofi o. s. v.

163Det hele foregikk i all elskverdighet, og aftenen sluttet med kaffe, likør og nattmat, samt med en munter, litt uhøvisk historie av Schandorph, der – efter Brandes’ sigende – «aldri befant sig helt vel, før han hadde fått sagt ordet «rumpe».

Jeg skylder å tilføie, at de to paralelldramaer blev nedslaktet av pressen og refusert av teatrene.

Brandes følte sig hjemme hos Lies, han koketterte gjerne med sine damebekjentskaper og undlot aldri å fortelle om alle de franske berømtheter, som han omgikkes. Men bortsett fra disse hans noget forfengelige egenskaper var han den personifiserte fine omgjengelighet. «Artighet» var et av de ord, som oftest kom over hans leber som betegnelse for selskapelig dannelse.

Jeg hadde dengang skrevet en litterærbiografisk studie om Honoré de Balzac. Manuskriptet blev sendt til Hegel, som overlot det til Brandes’ bedømmelse. Denne skrev en varm anbefaling, som efter bokens utgivelse fulgtes av en sterkt rosende anmeldelse i «Politiken». I den anledning sa han en aften:

– Og De vil altså slå Dem på litteraturen, hr. Lie. Det kan jeg så godt forstå, opvokset som De er i litterær luft. Men De må være forberedt på, at den livsvei er full av torne og tidsler. Jeg for min del har jo dessverre yderst få venner igjen av de mange, som jeg engang hadde. Jeg har da også – som jeg pleier å si – forsonet mig med den tanke, at det kun er to institusjoner, 164som jeg ikke vil bli uvenner med. Den ene er Gyldendalske forlag og den annen er Det Kongelige bibliotek.

Brandes’ åndfulle, charmerende vesen og hans varme takknemlighet kommer best frem gjennem en del av de brever, som han i årenes forløp skrev til Lie. Fra det første brev i 1884 til det siste gir de et tverrsnitt av det vakre venneforhold:

Hr. Jonas Lie!

Min hjertelige Tak for Deres venlige Linier. De kjender Strindberg personligt og derved nøiere end jeg, der end ikke har læst Alt, hvad han har skrevet. Min Artikkel var imidlertid efter min Opfattelse baade anerkjendende og velvillig. Kun hans Theori skildrede jeg som ufrugtbar, selvmodsigende som den er. Havde jeg taget hans Situation for Alvor, tænkt mig, at Nogen kunde opfatte den tragisk, havde jeg skrevet anderledes. Men kan der være Tale derom? Tværtimod, mig synes, der er noget pudsigt, noget humoristisk i, at han bliver berømt for et tilfældigt, kaadmundet Utsagn om Nadveren, med ens alt hans værdifulde Arbejde kun har gjort ham bekjendt. Saaledes blev min yngre Broder kjendt over det halve Europa, fordi han sagde, han ikke troede paa Bibelguden, medens alt hans Arbejde neppe havde gjort ham kjendt udenfor Kjøbenhavn. Strindberg, der faaer de højeste Honorarer, Nogen faaer i Sverig, og som modtager Hyldestraab, 165Fremkaldelser, Laurbærkranse med røde Sløifer, er dog virkelig ikke et Objekt for Medlidenhed.

Dog nok derom – hvad der brænder mig at sige Dem er Tak for de til mig personligt henvendte Ord i Deres Brev. Det er mig en sand Glæde, at Deres gamle Fordom mod mig er forbi. Jeg husker, De for en halv Snes Aar siden gjennem Hegel lod mig vide, at De repræsenterede «Deres Lands Enfold», jeg «Europas Mangfold» og at ingen Samvirken mellem os var mulig. Jeg tør maaske smigre mig med, at De siden da har indset, jeg er enfoldigere end De troede om mig. Til Gjengjæld maa jeg have Lov at sige Dem min Tak for al Nydelse og Belæring, jeg skylder Dem.

Deres første Bog «Den Fremsynte» læste jeg under et langvarigt Sygeleie i Rom i 1870, saa gik der – skjøndt Bogen tiltalte mig i høieste Grad – en Række Aar, hvor jeg tabte Dem afsyne; mit eget Liv var saa anstrengt og omtumlet at jeg af nordiske Forfattere næsten kun læste dem, jeg kjendte personligt. Nu har igjen Deres sidste Ting overtruffet mine Forventninger ganske. Familien paa Gilje er et aldeles fortræffeligt Værk. I Haab om at vore Baner engang maatte krydses er jeg

Deres ærbødige
Georg Brandes.

27. 10. 84. Kbh. St. Annæ Plads 24.

166Kjøbenhavn d. 18. Aug. 87.

Kjære Hr. Lie!

De venlige Breve, De nogle Gange har tilskrevet mig, gjør at jeg ved denne Lejlighed henvender mig til Dem med den Anmodning at være Mellemmand mellem mig og en anden i en dum og pinlig Sag.

For en Maanedstid siden skrev jeg i Bladet Politiken 3 Artikler: Engle, Det ottende Bud og En sidste Udluftning mod nogle hysteriske Kvinder, der havde angrebet mig med Uartigheder i Anledning af nogle halvtredje Aar gamle Ytringer i en Artikel i Tilskueren.

I den Anledning har Bjørnstjerne Bjørnson nylig i Morgenbladet overfuset mig med det smudsigste Skælderi. Han bruger Udtryk som disse: Han siger, at mine Artikler er det raaeste, han har læst. Han siger: Er noget frækkere end (som han insinuerer at jeg har gjort) at kalde dem, der hævde den sædelige Selvtugt, for Hansker og Vanter? Han taler endog om mit dybe Forræderi, som skal bestaa deri, at jeg, som selv har lidt Modgang for at have sagt adskilligt Nyt, nu «haaner og spotter» Forkynderne af den «nye» Idé, at man ikke maa kysse Pigerne.

Hver Vending i denne Artikel er en Usandhed. Mine Artikler var ikke raa, men strenge overfor den stupideste Dilettantisme, der tror sig alt tilladt. Aldrig har jeg, som Bjørnson insinuerer, angrebet ham (som Hanske eller Vante), jeg 167talte om dem, der havde skrevet mod hine Linier i Tilskueren, hvad han aldeles ikke har, Personer, som jeg kender og som Bjørnson ikke kender, og som fortjente langt strengere Betegnelser, hvis Retten skulde have sin Gang.

At tale om mit dybe Forræderi er endelig den yderste Perfidi. Hvem eller hvad skal jeg have forraadt? Ingen kan sige det. Jeg er selvfølgelig ej forpligtet til at støtte Alt, hvad der kalder sig nyt, selv om det er gammelt som Gaderne, fordi jeg selv engang har sagt et og andet nyt. Er Bjørnson Forræder, fordi han ej støtter Hans Jæger? Jeg er vel ej Forræder, fordi jeg anser Sædelighedsprækeraset for Vrøvl og i Reglen for Hykleri.

Dog dette angaar kun indirekte Hovedsagen, som er denne: Bjørnstjerne Bjørnsons hele Optræden gjør mig det umuligt privat at henvende mig til ham. Offentlig vil jeg ej svare paa hans dumme Skældsord, da det ikke synes mig værdigt, at Mænd som han og jeg udskælde hinanden, og hvad andet Svar er der mig levnet?

Jeg vilde derfor bede Dem – ene og alene for den gode Sags Skyld at to Mænd, der due noget og betyde noget, ikke skal give Verden et Skandalskuespil uden Grund – at sige Bjørnson dette fra mig:

Jeg har aldrig fornærmet ham. Ej en Linie har jeg skrevet imod ham. Jeg anser ganske vist hans nye Sædelighedskrav for en dum, gammel Ting, bundfordærvelig i sine Virkninger, udbreden 168de Løgn og Hykleri, men jeg har – af Venskab for ham – aldrig udtalt mig imod ham. Jeg har kun modstræbende udtalt mig om Sagen og kun naar jeg blev angrebet.

Imidlertid vil han kende mig nok til at vide om mig, at jeg ikke er en af de almindelige Dusdrikkere. Jeg taaler ikke Fornærmelser og jeg tilgiver dem ikke.

Bjørnson maa derfor vide, hvad han har gjort. Han har at give mig offentlig Æresoprejsning, offentlig som Fornærmelsen har været, eller det er for bestandig ude mellem os to.

Han angreb mig min Ungdom igennem af orthodoxe Grunde. Senere indsaa han, at hans Angreb var skete ud fra Forudsætninger uden Værd eller Hold. Saa gav han mig Oprejsning, søgte mig stadig i Kjøbenhavn, skrev til mig, at han var «i Forelskelsens Stadium overfor mig» og brevvekslede i Aarevis med mig, som har udgivet Hansken for ham, vælgende efter bedste Skjøn mellem Replikerne i to Korrektur-Udkast.

Men aldrig lagde jeg Skjul paa, at mit Standpunkt var et andet. Nu falder han grundløst over mig paany.

Jeg mangler ikke Svar paa Tiltale, skjøndt han maa vide, det betaler sig at præke officiel Moral, mens det er noget nær umuligt at faa afvigende Opfattelser ud i Verden, selv om man vil bringe Ofret.

Jeg frygter ham visselig ikke som Polemiker.

169Men jeg vil ej føre unødig Trætte med en Mand af hans aandelige Rang.

Jeg beder Dem derfor gøre en Henstilling til ham, om han vil give mig en fuld og rund Æresoprejsning. Jeg er ingen Dreng, man forhaaner. Jeg er en Mand paa 45 Aar og mit Navn er kendt Europa over saa vidt som hans. Han er min Overmand i Talent, men hverken i Tænkeevne eller i Kundskab. Jeg vil derfor ikke taale denne Holdning fra hans Side. Han skal vide, hvad han har gjort og af hvad Malm jeg er.

Hans Meninger om Kjønsmoralen er mig en Pest. Der er, hvad den angaar, kun én Lære at give, Exemplets; til Præket har vi Præsterne og de gjør liden Gavn. Men jeg har, som sagt, af Venskab holdt mig tilbage. Jeg har længe tiet.

Han maa altsaa give mig Oprejsning eller vide, at jeg ikke sidenhen lader mig forsone. Vil De tjene mig i at sige ham dette i passende Ord.

Og undskyld saa, kjære Hr. Lie, at jeg bebyrder Dem med dette maaske Dem ubehagelige Hverv. Men jeg har villet undgaa et af disse ulægelige Brud, af hvilke Livet kun fører altfor mange med sig.

Jeg kender Dem vel kun lidt, men Alt, hvad jeg har hørt om Dem, har været godt. Man taler om Deres Karakter med Enthousiasme og kun saaledes.

Den danske Litteratur har mistet Goldschmidt disse Dage. Jeg skrev igaar i Politiken en 170Artikel om ham, nedrablet i et par Timer, men sand, tror jeg.

Her i Danmark er Alt trist. Det frisindede Haab omtrent slukt, Politiken død, Litteraturen uden Saft og Kraft. Jeg lever kun op, naar jeg imellem er i Polen eller Rusland.

Deres ærbødigst forbundne
Georg Brandes

Kbhavn, 29. Aug. 87.

Kjære Hr. Lie! Det var mig naturligvis ikke bekendt, at der ikke bestod det gamle Hjertelighedsforhold mellem Dem og Bjørnson. Ellers havde jeg ikke vovet at henvende mig til Dem. Nu er jeg fornøiet med at jeg ikke vidste det, thi Bjørnstjerne Bjørnson, der endnu i Gaar i Politiken kalder mig utroligt lumpen (bogstaveligt), skriver mig idag – som om intet var iveien – et Brev til og foreslaar, vi skal være gode Venner paany. Jeg svarer naturligvis imødekommende, og haaber at Jubelen over hans Uvenskab imod mig da vil forstumme i den os begge fjendtlige Presse.

Men hvilket Barn han er! hvilken uvorren Dreng! Bærer en Mand sig saadan ad!

Hav nu min allerbedste Tak, og naar De engang har Brug for en Tjeneste, saa beder jeg Dem ikke gaa min Dør forbi.

Hvor gjerne jeg engang vilde træffe Dem! Hvor gjerne jeg vilde høre Deres Mening om mange Ting. Vi Par Mænd, som leve for aandelige Ting og have Tanker at udvexle, burde (som 171for 20 Aar siden de bedste franske Forfattere) 2 Gange maanedlig spise til Middag sammen og bryde Lanser med hinanden, saa Splinterne føg. Ved Isolationen bliver nu adskillige (som Ibsen) næsten ude af Stand til at meddele En noget i Samtaler, andre (som Bjørnson) saa kjæphøje og indbildske, at de ikke taaler en anden Overbevisning ved Siden af sig, og alle lider under Savnet af jævnbyrdig Omgang. Jeg ved bogstavelig næsten aldrig, hvor jeg skal gaa hen her i Byen, naar jeg gaar ud af min Dør. Jeg lever kun paa Rejser.

Maa jeg af hele mit Sind ønske Dem Held til, hvad De arbejder paa. De gjorde os alle Glæde med «Kommandørens Døtre».

Maatte jeg gjøre en lille Indvending imod den, saa, er det, at jeg finder det lidt konventionelt, at de unge saaledes kun en eneste Gang er sammen, og at denne Omstændighed strax har Følger.

Der er det Skjønne ved Dem som Menneske, at medens de yngre norske Forfattere alle, saa snart de har lidt Medgang, bliver fornemme og vigtige, er De et Menneske, som havde De aldrig haft Held med en Bog. Jeg tror eller rettere ved, at de allerstørste Mestre har været saa simple. Jeg ved, der var intet jævnere end Shakespeare. Turgeniew var ligedan. Stuart Mill ligedan.

Tør jeg endnu bede Dem bringe min ærbødige Hilsen til Deres Hustru, om hvem alle har sagt mig saa meget godt.

Deres hengivne
Georg Brandes

172Kjæreste Hr. Lie! Naar De længe har været uden Svar fra mig, og naar jeg først idag sender Dem min Nytaarshilsen, beror det paa, at jeg har modtaget et saa haardt Slag af Skjæbnen, at jeg er lammet. Den 19. November døde efter 4 Dages Sygdom (Difteritis) min yngste lille Datter Astrid, et Barn paa henved 11 Aar. Denne Tids Rædsel overgaar Alt, hvad sørgeligt jeg har oplevet; jeg har maattet lægge den sødeste, lille Pige i Jorden efter at have set hende dø imellem mine Hænder, og Savnet i vort Hus er næsten ikke til at udholde. Vi have nu kun ét Barn tilbage – og den evige Angst for hende. Jeg er flyttet i al Hast og boer nu Havnegade 55, men mit Navn paa et Brev er altid tilstrækkelig Adresse. Mit Hjem er nu saa sørgeligt, at det er saa temmelig ude med mit Humør. Arbejde kan jeg endnu slet ikke.

Dog vil jeg næst at takke Dem for Deres Brev udtale for Dem med hvilken Glæde og Beundring jeg har læst Deres smukke fine Bog. Den synes mig at høre til det Allerbedste, De har gjort. («Onde Magter»). Det var baade mig og Kielland en Glæde, da vi en Aften mødtes i Beundring over den. Jeg finder Johnston og Direktøren aldeles fortræffelige begge. Jeg ved ej, hvorfor man langt borte skimter ligesom et Glimt af Dem og Bjørnstjerne Bjørnson. Og saa er Fremstillingens, Fortællingens Kunst her ganske overordentlig. Vil De tillade en Kritiker en lille lndvending, saa er det den, at Grundtanken kunde 173faaet en kraftigere Belysning, om Gjertruds skinsyge Naturel var blevet mere udført. Vi havde set Faderens Misundelse gaa kraftigt igjen i Datterens Skinsyge, men det er blevet ved en Antydning. Lidt vel artig er vel ogsaa den unge Maler. Men da al Vægt ligger paa de to Gamle, saa har dette lidet at sige. Alle Deres Venner have sikkert med stor Tilfredsstillelse været Vidne til, at De paany vandt en Sejr i Litteraturen.

Jeg takker Dem tilsidst for Deres venlige Ord om min Bog. Jeg tilbragte Sommeren med at skrive den helt om paa Tysk, og saa snød Forlæggeren mig for hele Honoraret, saa jeg nu maa føre Proces. Jeg har svært Uheld med mig, thi i Originalen har Bogen slet intet Salg. De maa ikke tænke paa mig i Flæng med Rundschau, thi de have der vist de Bidrag, jeg vilde sende dem, tilbage, og jeg har slet ingen Indflydelse der. Naar Ens Anseelse er afbrudt, undergraves og paa ingen Side hævdes, taber man Terrain. Her i Landet har den ærgerlige Adresse angaaende mig kun givet Anledning til det ene mere vanvittige Udbrud af Hadet imod mig end det andet. Det Eneste, den synes at skulle bruges til, er at give Scavenius et Paaskud til at gaa af (styrtet af Højre for at have villet acceptere den).

Vil De, kjære Hr. Lie, bringe Deres Hustru og Børn min bedste og ærbødigste Hilsen. Hav et godt nyt Aar og fremdeles Lykke med Arbejdet!

Deres hengivne
Georg Brandes.

174Kbh. d. 29. Dec. 96.

Kjære Jonas Lie, elskværdige Mand, mest gjæstfri og rundhaandede Mand af alle Dødelige, tag min Tak for det gamle Aar og mine gode Ønsker for det nye. Du skjænker mig en udmerket Bog, du selv har skrevet, din Søn Erik siger mig de varmeste Ord i Studenterbladet og sender mig sin morsomme, dristige Udsigt over Verdensaltet («Den europæiske litteratur i kulturhistoriske billeder»), og jeg er stum som en Fisk, saa I begge maa bande min Utaknemlighed og Plumphed.

Sagen er, jeg kan ikke overkomme eller bestride mit Liv; i de sidste Maaneder har jeg havt Arbejde med Forelæsninger, saa jeg tidt kun har kunnet bevilge mig 2-3 Timers Søvn i Døgnet, og naar der saa hver Dag, Gud giver, kommer 20-30 Breve og 5-10 Bind Tryksager, saa strækker en Stakket alle fire fra sig og fortvivler og føler hvorledes han synker i alle Godes Agtelse og Venskab, selv i deres, han vilde bedst.

Jeg er nu og i flere kommende Evigheder Huset Lies
trofaste og taknemlige Vasal
Georg Brandes.

Kbh. 27. Juli 05.

Min kjære Ven!

Dit Brev naaer mig som jeg forbereder min Afrejse til Karlsbad, hvor jeg boer 3 Uger for mit Helbred.

175Hav inderlig Tak for det varme hjertelige Brev. Og jeg beder dig, vær ikke mismodig, fordi dit Syn med Aarene svækkes. Tal dog ikke om Blindhed. Kan en blind Mand skrive et Brev!

Og din god Hustru vil skaane dine Øjne og læse for dig.

Jeg vilde gjerne fortjene din Ros for den Smule Selvbiografi, men jeg standsede midti, fordi mit Levned forekom mig altfor almindeligt og tarveligt i hine unge Aar. Dog vil jeg udgive det som et Bind til Julen og uden «han», men et simpelt «jeg».

Hvad vi dog oplever! Jeg tænker mindre paa de ublodige Begivenheder i Norge end paa Rædslerne i Rusland. Jeg staar i levende Forbindelse med det Land og ser med sorgblandet Glæde og glædeblandet Sorg, hvor langsomt det gaar, hvor frygtelige Forsinkelser der finder Sted og hvor langt det endnu er fra at den gode Sag har vundet Sejer. – Jeg har Jer begge inderlig kær.

Din
Georg Brandes.

I 1908 døde Jonas Lie. Jeg modtog i den Anledning følgende varme Brev:

Villa San Remigo,
Pallanza
Lago Maggiore

9. Juli 08.

Hr. Erik Lie!

I en stor Afstand fra Norden har Sørgebudskabet om Deres Faders Død naaet mig.

176Tillad mig ikke blot at udtale min Deltagelse for Dem og Deres Søskende, men at sige Dem, hvad sandt er, at jeg har elsket Deres Fader og Deres Moder. Faa Mennesker har været mig hengivne som de og faa skylder jeg Tak for hjerteligere Gjæstfrihed.

Aldrig glemmer jeg Efteraaret 1889 i Paris, hvor Deres Forældre atter og atter indbød mig til sig og altid glædede mig med samme hjertelige Modtagelse, saa jeg i deres Hus havde som et Hjem.

Og ved hvert senere Besøg i Paris viste det gamle Venskab sig lige stærkt og varmt.

Over hele Norden vil i disse Dage Jonas Lies Navn blive hædret og prist.

Deres ærbødigst hengivne
Georg Brandes

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.