Erindringer fra et dikterhjem

av Erik Lie

Strindbergs ankomst

Midt under det gode kameratslige forhold mellem de to diktere kom der et brev fra Gustaf af Geijerstam til Lie om, at Strindberg var reist til Paris.

Strindbergs fysiognomi tegnet sig i begynnelsen av 1880-årene som et overraskende nytt ansikt i Norden – selv innenfor radikale kretser. Hans stormløp på samfundet var voldsommere enn nogen annens («Röda Rummet»), og i samme åndedrett hadde han mot til å fornekte troen på det hellige dogme om utviklingslærens og videnskapens allmakt («Sömngångarnätter»). Hans pegasus lot sig ikke temme innenfor de opstilte gjerder, han viste sig på samme tid mere reaksjonær enn de reaksjonære og mere radikal enn de radikale.

Det var derfor med forventningsfull nysgjerrighet, at Bjørnson og Jonas Lie i Paris i 1883 imøteså den stund, da de skulde gjøre bekjentskap med den svenske dikter, som nettop måtte være ankommet og som Lie hadde vekslet brever med.

Sent en aften kom Bjørnson op til Lie.

102– Jeg har truffet Strindberg, sa han. Men jeg er redd for, at han drikker. Jeg gikk min vanlige aftentur, og nede ved den store kafé ved Porte Maillot reiste der sig en fyr og hilste på mig. Det var Strindberg. Han vilde gjerne treffe både dig og mig, sa han. Men jeg la merke til, at han hadde et glass absinth stående på bordet.

– Du er så altfor snar til å gjøre dig op en formening, du Bjørnson, svarte Lie. Skulde alle de, som tar sig en absinth her i Paris, være drukkenbolter, så blev det hele befolkningen.

– Jeg har ham i kikkerten, jeg har ham i kikkerten, sa Bjørnson, som allerede på forhånd næret en instinktets aversjon overfor den nye, svenske dikterkollega.

Strindberg gjorde ikke visitt hos nogen, – han bodde i Neuilly og holdt sig til sin stamkafé ved Porte Maillot – men omstendighetene førte dog de tre diktere sammen.

En dag skjedde der nemlig den begivenhet, at der kom følgende innbydelse fra Strindberg:

Neuilly, 7de januar 84.

Jonas Lie, min ven! Du maa sammen med Bjørnson gjøre mig den glæde at «förtjusa» mit ophold her i byen ved at komme og spise frokost hos mig tirsdag kl. 12 i mit tilfældige hjem i Neuilly. Jeg stoler paa, at du ikke svarer nei.

Din August Strindberg.

103– Han er kanskje mindre bohêm, enn jeg trodde, bemerket Bjørnson til Lie, da de i fellesskap spaserte til Strindberg.

De gikk inn i et lite hus, i hvis første etage der var en kuskekneipe. Strindberg hadde et par værelser ovenpå, og her hadde hans vertinne dekket et festlig, blomstersmykket bord. Strindberg tok imot dem med et fuktig klæde som en turban om pannen. Han hadde vært dårlig om natten og var meget nervøs. Han foreslo en apéritif – en absinth – for å skjerpe appetitten. Men da han møtte et bestemt avslag, gikk der et bistert uttrykk over hans ansikt. Han skyllet i en fart et glass med den gulgrønne drikk i sig og bød dem ta plass ved bordet, og umiddelbart efter trådte vertinnen inn med utsøkt gode retter.

Samtalen kom straks igang, og den sprang hurtig fra det ene til det annet. Først og fremst var det jo riksretten, som i de dager opfylte alle sinn. Saa førte Bjørnson, som fornylig hadde utgitt «En Hanske», talen inn på kvinnespørsmålet. Men Strindberg forholdt sig taus. Han vilde ikke forstyrre den gode stemning ved å uteske med sine meninger. «La oss ikke snakke mere om det, snälla ven», sa han ustanselig.

Men Bjørnson fortsatte, inntil Jonas Lie fant anledning til å innkaste en bemerkning om tidens revolusjonære tendenser. Hvad enten det nu var nervøsitet, opdemmet harme eller vinen, som gjorde det – nok er det, at Strindberg plutselig 104blev opfarende og hissig. «De har rett alle disse dynamittmenn», utbrøt han. «Samfundet er råttent i bunn og grunn. Det vilde være en fortjenstfull handling, om nogen vilde sprenge det hele sønder og sammen. Ibsen har sagt en eneste god setning, og det var, da han skrev om å legge torpedo under Arken».

Ved disse ord reiste Bjørnson sig i harme.

– Alt det der er teorier og løst snakk. Ibsen er ikke den mann, som vil vove sitt skinn på nogen sådan handling. Og ikke du heller – vendte han sig til Strindberg. Det er forrykte ideer, som bare kan opstå i et barbarisk land som Russland, men aldri i civiliserte stater.

Stemningen var ødelagt. Det var, som de tre diktere ved den frokost hadde følt hverandre på tennene og opdaget, hvor helt forskjellige de var.

Fra den stund stammet den senere misstemning mellem Bjørnson og Strindberg, der som et aprilvær alltid vekslet mellem vennskap og uvennskap.

Året 1884 betegner i det hele hos den svenske dikter en avgjort og sterk utvikling i revolusjonær rettning. Det antok en likefrem sykelig nervøs form.

Jeg erindrer, at jeg en formiddag var med far og Strindberg ned til Crédit Lyonnais, hvor den svenske dikter skulde heve en check på 1 000 francs.

Foran oss gikk en pen, pyntelig, velklædd borgermann, 105som efter alt å dømme kunde anslåes til å være postmester, kontorchef eller lignende.

Strindberg så sig mere og mere forarget på skikkelsen. Tilsist utbrøt han:

– Honom borde vi dolka!

– Men hvorfor i all verden bør den skikkelige mannen dolkes? spurte Lie.

– Jo, han hör till öfverklassen, svarte Strindberg, som dengang var rødglødende anarkist.

Efter disse illevarslende ord spaserte den svenske dikter videre uten å mæle et ord.

Jeg la merke til, hvor luvslitt han var. Hans bukser var flosset nedentil og der var en flenge bak i hans kalosjer.

Da vi kom til banken, skjøv han far foran sig i døren og holdt sig hele tiden forsiktig i bakgrunnen.

Det var urolige anarkisttider dengang, og der blev holdt skarpt opsyn med alle tilreisende fremmede, som kom til Paris, og alle deres papirer blev undersøkt.

Det var derfor ikke noget merkelig, at Strindberg ved overrekkelsen av sin check blev møtt med spørsmål, om han hadde noget legitimasjonspapir.

Der skjøt et hastig glimt op i dikterens øine. Naturligvis mistenkte man ham for å være en farlig anarkist. Hans radikale anskuelser var selvsagt også kjent her i Paris.

Uvillig rakte han bankfunksjonæren sitt pass.

– Det er ikke viseret. Det må påtegnes av 106den svenske legasjon, lød svaret, efterat passet var gjennemlest.

Strindberg så på mannen – og der var plutselig noget av en forbitret aristokrat over hans uttrykk.

– Vi får ta en vogn og kjøre til legasjonen, mente Lie. Det er god tid. Banken lukker ikke før om et par timer.

Den svenske dikters ansikt tydet på allehånde. Det avspeilet et virvar av følelser – fra forbitrelse og forakt til fordektighet og skyldbetyngethet.

– Aldri setter jeg mine ben hos vår minister, erklærte han. Ministeren hater mig. Dette er en felle – men jeg lar mig ikke lure. Jeg vil heller settes på gaten av min vertinne.

Jonas Lie grunnet over den intrikate situasjon. Overtalelseskunster nyttet ikke. Strindberg var en sta natur, og nu hadde han satt sig i hodet, at myndighetene på en eller annen måte var på jakt efter ham.

– Jeg kjenner ministeren og skal greie det hele, erklærte Lie.

Vil du virkelig gjøre det, snälla ven? sa Strindberg i en bønnlig tone som et barn, der blir hjulpet. Kjære dig, jeg setter mig inn på kaféet her ved siden av og venter. Men opgi ikke min adresse.

Lie kjørte avsted, og en time senere var alt i orden.

Påny stod de to diktere foran bankens skranke, 107mens det påtegnede pass gikk sin runde i kontorene.

Strindberg var ytterst nervøs. Han ventet hvert øieblikk å bli innkalt til forhør eller endog likefrem å bli anholdt.

Han opførte sig, som han virkelig var en forbryter. Han flyttet sig hen i en krok; hvor det var skygge, så han ikke kunde sees. Og hans øine flakket engstelig om i lokalet.

Da han litt efter blev opropt og fikk sine 1 000 francs levert over skranken, gikk der et lyst smil over hans ansikt.

Han stakk hurtig sedlene inn i sin lommebok og skyndte sig ut.

– I den lille landsby Gréz, hvor han opholdt sig nogen tid, gikk han væbnet med revolver, når nye gjester kom til hotellet. Og i sine brever uttaler han gjentagne ganger, at der i Norge og Sverige kun er et eneste middel, som vil kunne befri folkene fra det «forræderske» kongehus Bernadotte – dynamitten.

– Julaften 1884 skriver han følgende brev, som karakteriserer hans oprevne sinnstemning:

Kjære Jonas Lie!

Tak for dit venlige julebrev. Ja, du. Dette er et aarsskifte. Jeg havde onde drømme nu i sommer. jeg tror på drømme, thi mit hoved tænker skarpest, naar jeg sover. Min kamp mod overklassen truer mig med undergang. Mennesket er et altædende dyr, som dør, naar det ikke 108har mad. Da jeg ikke eier jord, som godvillig skaffer mig og mine barn mad, saa er jeg afhængig af dem, som har erobret jorden, nemlig kapitalistene. Kapitalisten er i egenskab af overklasse min naturlige fiende. Nu har kapitalisten lyst mig i ban. Bonnier er saa forfulgt, at han ikke længer vover at forlægge mine bøger. Og enhver forlægger, som mistænkes for at ville gjøre det, skynder sig med at renvaske sig for beskyldningen. Jeg staar saaledes nu ved afslutningen af min Tellusbane! Heldigvis er min hustru og jeg enige i en fælles længsel efter reisen til de ukjendte trakter, og fra nu af vil jeg altid være sammen med min familie. Jeg har spillet, jeg har tabt og jeg er bleven bêt. Bland kortene og giv igjen! Jeg er ogsaa aandelig talt bankerot. Har studeret det sociale spørgsmaal paa fransk, tysk og engelsk med det resultat, at jeg staar paa det samme nihilistiske standpunkt, som jeg stod paa, da jeg skrev «Röda Rummet». Min mening er nu den: Skidt i alt ihob! Uhjælpelig! Harven er altfor indfiltret med ugræs til at kunne renses. Den maa bare ødelægges. Samfundsbygningen er for sterk til at kunne rives. Den maa sprænges. Det skulde være mig en glæde at se det hele ryge i luften. 50 000 arbeidere i New York, 40 000 i Paris og 30 000 i Turin i dette øieblik! Det er tilsidst bare bønderne, som faar lov at spise. Thi de holdt sig borte fra kulturen. Alle socialistiske forsøg paa at forbedre arbeidernes stilling er bare nonsens. 109Overalt produktion paa luksus! Ingen vil kjøbe! Og man kan jo ikke spise telefoner eller symaskiner. Jorden er moderen og ammen. Jeg ved med mig selv, at det er bare Max Nordau og jeg, som har ret. Desværre bare vi to. Menneskeheden lider af kronisk idioti. Jeremiæ klagesange! Det glæder mig, at du anser den gamle moral for dum. Hvis Bjørnson vil læse «La morale» af E. Véron, skulde han faa se, hvad der ifølge den nye verdensanskuelse, som han jo bekjender sig til, er moral og ikke-moral. Jeg sørger over Bjørnsons skriverier. Men da jeg tror paa et forsyn, ser jeg en mening i dette. Han staar iveien for min udvikling. Jeg faar finde mig i at gaa ensom – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer fra et dikterhjem

Erik Lie var sønn av dikteren Jonas Lie. I Erindringer fra et dikterhjem forteller han anekdoter fra sin oppvekst i et hjem som var samlingspunkt for mange av datidens store diktere og kulturpersonligheter. Boken består av fortellinger om, og utdrag av brev fra, Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander Kielland, August Strindberg og Georg Brandes.

Erindringsboken ble utgitt i 1928. Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no).

Les mer..

Om Erik Lie

Erik Lie var forfatter og kulturhistoriker. Han er i dag kanskje best kjent for sine erindringsbøker om faren, dikteren Jonas Lie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.