Doktor Wangs børn

av Gabriel Finne

I.

1Som en utæmmet unghest stormed gutten over eksercerpladsen. Stråhatten svang han, brystet var fremskudt, ansigtet virrede henrykt mod himmelkuplen.

Solen, den velsignede solen hadde fåt sig op i fjeldkløfterne der i øst, det var som vin i slunkne årer at kjende dens dryssende guldlys. Det var deiligt at duggen – i solstriben var den et net over pladsen af masker med sølvtråd – kjøled og væded hans fødder helt gjennem skoene. Og han galloperte, lyrisk betagen af naturens morgenånde.

Men så stansed han og gik langsommere. Ti på sletten med de gule nedtrakte tørvestrå vokste der grønne totter af de bredeste fugtigste græssorter. Disse græstotterne, hvert strå i dem bøied sig sammen med toppene over et stof, 2som de skyldte sit liv, en af dem hopped gutten nedi og svined sig til.

Farverne af et flag på en hvid stang hadde gjort sig bemærket mod den skyggegrønne fjeldside. Han kom bort under haugen og så tamburen sidde der med messinghornet i en rød snor. Flagget og stangen stod mod himlen. Gutten stansed og så opover dalen med solen i skarret. Over de mørke moer i sænkningerne var endnu tåge og dunkelhed, og nedenfor moerne, i pladsens øvre ende bevæged der sig langstrakte linjer med infanteri.

Gutten gik videre, med sene skridt, henimod et høit rødt hus på fire stabler af gråsten. Det var depotet med tørvetag og en stentrappe ned fra døren. På tagåsen vokste en fin liden lys birk, som såes mod en slagskygge i fjeldet der bagom. Depotet lå ellers lige opfor elven med den bratskårne banke. En guirlande af oldertræer, rogn og birk tegned dens linje helt oppe fra moen i øst og ned til broen. Mod midten af løvrækken stod så det røde depothus. Og langt nedenfor broen, nedenfor brunende græsmarker og lyse agerflækker, blåned fjorden.

Bag sig hadde gutten en teltleir og en landsby eller «Eidet», og foran sig, i bakken 3over elven og løvlinjen, hadde han det gule doktorhuset med frugthaven opover mod udmarkens stengjærde. Hans eget hjem var nabogården, kapteinsgaarden, nærmere broen. Der var have med hvidt gjærde, og gjennem alléens løvværk så han den hvide husfacade kige frem. Lars-Ola eller Kristian, det var ikke godt at skjelne, stod ved stalddøren og spændte «Rauen» for, de skulde hente det nye pianofortet, som var kommen med «Hornelen» igår.

Da gutten stod i skyggen af depotet, stansed han. Der var ikke hundrede skridt bort til træerne over elven, og gjemmen løvet så han kun en flig af det gule doktorhuset. Han krøb ind under depotet, der var tør muggen jord derindunder, og fandt sig et par gråsten. Det sang i den røde husvæg, da han kasted en opunder tagåsen. En til, men der fløi hverken kråker eller kajer ud. Så sigted han med sine sidste stene efter den spæde birken, der stod som et stykke slør mod det blå.

Borte gjennem olderen skvat en krækende trost, og der lød årerammel op fra elven; så trin på skrænten. En floshat viste sig, en mand kom ud af det grønne. Hå hå, er det dig! tænkte gutten. Du som rundjuler dine 4barn; du som stænger dem inde og sulter dem, til de tilstår; du som selv spiser smørrebrød til kvelds og frokost, men til barnene gir du melk og tør kommis. Ja, jeg er ikke ræd dig, din røde styggen!

Dermed stilled han sig i fræk position.

Doktoren kom høi og svær gående i solen. Han kom ind i skyggen. Han var som et trold for den vesle pojken. Håret var rødt, skjægget var rustrødt, munden var åben, tænderne gule, og der var om næsen en trækning og under guldbrillerne et grin, som om manden allevegne lugted styg gul materie. En gammel sommerjakke af blå silke hang ned fra hans ludende ryg. Det faldt ham ikke ind at ta notis af Johans øine, hvor de var truende.

Er din far på pladsen?

Ja.

Og din bror, er han også derborte eller er han hjemme?

Han er hjemme.

Doktoren gik videre. Men Johan stod grundende på samme flækken og så efter ham. Sommerjakken var sid og slængte om de sorte benklær. Han fulgte stien til Eidet, men kommen til haugen midt ude på pladsen, styrte han ret 5imod teltene. Intuitivt skjønte gutten, at noget galt var påfærde. Kristian – hvad vilde doktoren med Kristian?

Tilsidst var det røde troldet blit til en liden-grå maur indunder leiren. Da satte gutten i sprang bort til orrekrattet, fik dugdråber drysset ind på sin varme hals, tumled nedover brinken og stod i skygge ved elvebredden. Over i sollyset på den anden side lå Hansemand i bagskotten af båden og fisked efter småørret. Udover kanten lå han som sædvanligt og keg ned i vandet. Ti hans snøre var en uldtrå og hans angel en bøiet knappenål med mak på. Han måtte være geschwintere end en smed, om han med de greier skulde få fisk.

Hansemand! Hansemand!

Gutten derborte vendte sig og gjorde vilde fagter med hånden. Johan forstod, han ikke skulde la sig se og smat ind bag en olderbusk. Men der var ingen deroppe ved det gule doktorhuset, ved stalden heller ingen, som kunde hørt råbene. Hansemand løste båden, rodde langt opover, kom ind i strømmen, som i en fei kasted ham nedover igjen; men den smalle pojke på toften gjorde rappe tag og gled ind i vandstillet på denne side, hvor løvhænget skjulte 6ham. Så sprang Johan frem på stenene, og let kom færingen glidende.

Hvad er det med gamlingen din, gut?

Hys, gjem dig. Jeg får ikke lov til at være sammen med dig mere, svarte Hansemand skjelende mod det gule hus.

Jeg skulde hente min far om en time, og hvis han ser os – gud forbarme sig!

Nei, han er gåt ind i leiren.

De tog hver sit tag i færingens forrang og trak den op mellem stenene. Mens Hansemand derefter åndpusten fortalte, klatred de op skrænten gjennem orrebuskene og satte sig, så de kunde holde øie med pladsen og være skjult for doktorfruens blikke.

For Jensine ser du, hun er igrunden med os hun, og sladrer aldrig. Men hun tør bare ikke vise det.

Jensine var Hansemands ældste søster, som de ikke behøved være bange for.

Hvad Kristian hadde bedrevet, stod heller ikke klart for Hansemand. Han viste bare sikkert, at Mogens var med i spillet. Mogens hadde først bandet og siden hulket i hele nat. Og nu skulde han foreløbig sidde oppe på forældrenes soveværelse i tre dage og ikke komme 7ud om en dør. I mellemtiden skulde doktoren spekulere på den egentlige straf.

Hvad tror du det er? spurte Johan.

Jeg tror de har drukket brændevin.

Det skal du se, det er!

De to gutter, som sad der på brinken under olders og birkes baldakiner, var modsætninger som Kain og Abel. Johan Plesners velklædte, lidt førladne person, hans rolige mine, hans jævne åsyn, en mellemting mellem regelmæssige familjetræk og barneansigtets bløde linjer, talte om et harmonisk hjem, hvor maden var solid, hvor der lød milde ord. Han var byklædt i gråt tøi og hadde en stråhat med blåt bånd. Hansemands fysiognomi talte desværre ikke om noget hjem i ordets gode mening. Det var et uroligt ansigt. Frenologer skulde kommet at tænke på taterbørns friliv, flakkende, instinktsporende. Som Kamæleonens skiftende farver under skiftende lysvirkning, veksled hans udtryk i stemninger, speiled forholdene sig i det. Lugted der fare, skulde hans ansigt vise det, og var der glæde, skulde det lyse og le. Et snurrigt skøierfjæs, så brunt i farven, men egentlig vakkert, håret stridt og hvidgult som på en borket fole; hans spinkle, men formskjønne 8krop – dette individ kunde få det til at hoppe og kildre af ravgalen livslyst i stillere blegere guttenaturer. Og det kunde ha vokset sig frem til sjelden harmoni, hvis ikke viljer, hårde viljer, selv formet af landets snevreste livssyn, hadde slåt sine brutale klør i sjælen. Nu var der en kamp mellem instinkt og tillært, mellem naturlig godt og for barnet ubegribeligt pædagogisk godt, og resultatet var en ond samvittighed, øine, der flagred og ikke gjerne så ind i en stærkeres blik.

Det var doktorens yngste søn.

Hjemme hos Johan hadde de oftere talt om ham. Det hændte nemlig i stille aftener, at såre smertensskrig, ørerivende, råbende om barmhjærtighed, svang sig gjennem luften ned til kapteinsgården. Da vidste de, at doktoren var kommen hjem, og at Hansemand eller hans søster Petra stod våndende sig under slagene, bødende for dagens synder. Kaptein Plesner lod falde ord som blodhund, tyran – og Johan beundred ham, takket ham, elsked ham for det. Ti selv følte han, Hansemand var aldrig blit den raring han var, hvis han ikke hadde havt det røde trold af en doktor til far.

Har du spist? spurte Johan.

9Ja.

Vil du ikke bli med hjem og få smørrebrød?

Hansemand spilte øinene op, dreied sig og gransked eksercerpladsen, men svarte ikke.

Der er langtfra gåt en time endda, og så kan jo forresten gamlingen din ro over selv.

Ja men ser du, jeg får ikke ropengene da. Han lovte sikkert, jeg skulde få dem idag. – En halv skilling turen, og nu er det femti turer, det er en ort og en skilling det! la han til med uendelig selvfølelse. Han hadde holdt sig i skindet hele tre dage, forat far’en ikke skulde få noget påskud til at snyde ham. At gå med Johan nu, vilde altså være som at stjæle æbler på vejen til Paradisets have. Hansemand tvang sin lyst til gode smørrebrød.

Der var også en anden mægtig grund til, at han i så lang tid hadde holdt sig i skindet. Idag var det torsdag, og søndag formiddag var det, at han vandred udover langs fjorden i sine nye blå- og hvidstribede bomuldsklær. Et stykke rødt garn og den bøiede knappenaal hadde han i lommen. Derude fandt han sig så en stang og begyndte at fiske. Han stod på en fjeldknub med sjøen brat under. Men hvittingen 10vilde ikke bide under springfloden og solskinnet. Derfor stod Gutten og halvsov, og da det endelig napped, styrted han i forbavselse udfor. Han befandt sig nede på bunden af sjøen, vidste han holdt på at drukne, men følte ingen angst. Da han åbned øjnene og så den grøn-klare sandbund og kjendte sig selv løftes sagtelig opigjennem vandet, tænkte han: Nu blir mine nye klær udskjæmt, men det gjør ingenting, for jeg kommer aldrig hjem mer. Han syntes erindre, han løftedes og løftedes, til han hørte et skrig oppe fra land. Men det tog han med ro og sank velbehagelig tilmode nedover igjen mod det deilige grønne férige. Det næste var, at han lå oppe på klippen, solen sved i øinene, og Lars-Ola, kapteinens dreng, stod over ham. Du må ikke sladre til nogen! var det første, Hansemand hadde råbt, da han vågned af besvimelsen og husked det forbudte søndagsfiske og de udskjæmte klærene. Nei, Lars-Ola var ikke den, som sladred. Han fik gutten med op til den gamle kjærringen på Næsheimet, som ikke var i kirken, og mens hun tørred de blå- og hvidstribede bomuldsklærene over gruen, lå Hansemand borti en seng. Men det tog lang tid med klærne, og 11endda så han til sin forfærdelse, at de blev krøllet og at røgen fra den sprakende ener satte en brunlig kulør i det hvide. Mens han nu i ånden så far’ens spanskrør eller morens inkvisitoriske blikke og spekulerte på en løgn, som kunde fri ham fra røret og ta det op med den andens øine, stiger doktoren ind i stuen, tilfældigvis og intet anende. Han vilde blot ha sig en skål surmelk. Alt kom for en dag. Klærene befaledes på, hvorefter han tog den tænderklaprende gut i hånden og vendte hjemover. Der bragtes han tilkøis og fik reglise. Ikke tale om bank. Mandag, tirsdag, onsdag – i disse dage hadde den dybeste taknemmelighedsfølelse og håbet om en ort og en skilling holdt ham klar af alle fristelser.

Forresten, sa Hansemand flot og trak kloggerne ind under sig, – forresten vil jeg ikke vise mig oftere for folk i disse klærene.

Du er en tosk, Hansemand! Tror du nogen hos os er så dumme, at de ser på klærene da?

Ja det kunde nu være det samme, mente Hansemand. Tanken på, at Johan hadde en søster, gjorde ham fintfølende.

Og nogen bryllupsklædning hadde hans klædesplag ikke den fjerneste lighed med. Det 12var stråhat til fire skilling, en grå vadmelsjakke, stoppet på ærmerne, og en bukse, der ikke dekkede de rød- og hvidringede bondegarnsstrømper, men endte akkurat to tommer over kloggerne. Og i buksens bagdel og på dens knæ hadde fru Wang syet brune skindlapper, ti Hansemand kløv både op og ned i fjeldet.

Men imorgen, når de nye klærene mine er strøget, vil du da være med, Johan, bort på Eidet og kjøbt krudt?

Krudt kan jeg få hos kommandersergent Møklebust såmeget jeg vil. Forresten har gamlingen også krudt.

Jamen kan du nappe mere da? spurgte Hansemand andagtsfuldt.

Han mærker aldrig noget.

Hornsignalet lød fra høien derborte og blæste ind til frokost. En deling soldater nærmede sig trampende mod gutterne og stilled sig foran depotet. Den tykke kvartermester kom diltende fra en anden kant med sablen klingrende mod marken efter gehænget. Møklebust stak nøglen i depotdøren, åbned den og tren derefter ned igjen. Så præsenterte de gevær, 13kvartermesteren steg ind og vinked på Møklebust.

Derborte ser jeg gamlingen, nu må jeg hjem og spise, sa Johan og sprat op.

Husk på krudtet!

Langs løvlinjen gik Johan nedover mod broen, og Hansemand blev siddende og stirred efter sin far. Møklebust stod på depottrappen og kommanderte mandskabet ind, et for et efter nummer.

Gutten blev kjed af at vente, lod sig på bagdelen glide nedover skrænten og slang ind i båden. Der satte han sig i agterenden, stak en mak på knappenålen og slap sin tre alen lange uldtråd ned i elven. Men Mogens hadde holdt ham vågen inat med sin hulken. Og ikke vilde det bide. Så faldt han isøvn og hørte ikke moren stå på verandatrappen og brøle hans navn med en røst, som kunde vækket syv bjerge. Han sov og sov med solen paa sin fire skillings stråhat, ligetil doktoren kom tilbage og banked med sin stok i bådripen. Først af alt så han til sine fiskegreier; der stod en ørret med knappenålen gabet. Men fisken likte slet ikke synet af Hansemand, ti uden at forklare sig nærmere 14spytted den knappenålen ud som man spytter ud en bærskal og trådte afventende nogle skridt i baggrunden.

Å pappa, nu var der en på!

Det er der altid det, gutten min, når man ingen får.

Doktoren skjøv båden ud og steg bag i rangen. Hansemand satte sig til at ro, først opover, så kastedes de ned med strømmen igjen, og så opover langs den anden bred.

Ja idag er det femti ganger! sa han kort. Tonen var kampfærdig og de spændte, lyseblå øinene så ud til siden. Far’en var mørk, han sad med det grætne grinet om næsen, og hænderne lå bistert knuget over stokkeknappen. Han gav sønnen et blik, som tyded: Ser du ikke jeg er trist? Hvad mener du, slave?

Ja det er akkurat femti ganger idag, gjentog Hansemand. Han turde knapt trække veiret af spænding, han sled i årerne, og båden stødte og gled op over de vedskier, der tjente som lunner.

Hvad da? spurte doktoren og steg ud. Hansemand steg også ud, men skvat for sikkerheds skyld om på den anden side af stævnen.

Det er en ort og en skilling, det!

15Far’en slap en tør spodsk latter ned mod den lille fyr.

Hvad skal du med penger – sig mig, hvad skal du med penger?

Jeg skal kjøbe krudt.

Hvad skal du med krudt?

Hansemand syntes der kom kognakslugt fra tar’en.

Jeg skal ha det i kanonen.

Og skyde fingrene af dig, hva?

Og så skal jeg kjøbe mig et ordentlig fiskesnøre.

Hvorfor er han ikke lydig, hva? Har jeg ikke sagt, han kan be om at få låne troven og snøret til Per Oppegård!

Og så skulde jeg ha kjøbt en blyant.

Blyant kan du få af mig.

Jamen farveblyant.

Nå, hvad koster den?

To skilling.

To skilling kan du få.

Jamen du lovte mig pengene idag.

Hvad jeg lover det holder jeg, men når du ikke har brug for dem, så er det en anden sag. Dermed basta.

Og doktoren steg opover, støttende sig 16på stokken. Guttens første indskydelse var at sende en sten i hodet på ham. Men så vilde han bli dræbt. Han følte det, at så vilde far’en knuse ham. Derpå forandredes raseriet til en indædt slu hævnfølelse, og roligt bandt han båden, og roligt iagttog han mandens gang opover markstien. Rundt omkring stod græsset fuldvoksent i rigelig brunlig farve. Doktoren svandt for Hansemands blik, der bakken begyndte at skråne mindre. Gutten tænkte: Nu er han kommen op i landeveien. – Nu åbner han havedøren. – Nu sidder Mogens oppe på soveværelset og skjælver, fordi han er kommen hjem.

Med denne forurettelse svidende i sjælen husked Hansemand mange lignende svidende forurettelser, brudte løfter, uretfærdige straffe og aldrig opfyldte håb, de hadde git ham. Han syntes han var en Terje Viken, han måtte, han måtte ha hævn. Han bed tænderne sammen, mens hundrede gjengjældelsens planer sloges om forrangen. Sneg han sig f. eks. op i hønsehuset bag hestestalden og stjal de nylagte æggene, det vilde langtfra gå op i op. Og kirsebærrene var ikke modne, der var ingenting at gjøre. Han kunde få fat i Johan og stoltelig 17spankulere med ham opover veien. Sveg de sine løfter, så brød han sig pokkeren om deres befalinger. Og han skulde ikke hyle, når spanskrøret kom frem – å, kunde han få fingre i det røret! Han skulde smi det op i tusen filler, og så fankelen, om nogen skulde få ham til at gå på Eidet og kjøbe et nyt!

Skulde han rømme, først til Bergen og så til Amerika? Mogens hadde forsøgt det for et par år siden, men – telegrafen. Eller skulde han drukne sig? Det var så deiligt ude på sjøbunden dengangen. Men på søndag blev det Petras geburtsdag, da blev der chokolade og tebrød og hvedeboller, og kusinerne på Eidet og Karoline Plesner og endda to småpiger skulde være der, – nei foreløbig vilde han ikke drukne sig.

Ned fra udmarken i fjeldet hørtes kjørenes bjælder og unghestenes vrinsken. Kjærrer rusled langs landeveien. Fru Wangs hårde røst skjændte for noget. Gjennem orreløvets krans over elven kom der tramp af soldater i springmarsj. Og i bakken over gutten varmed solen på al den brune syre og på kløveren; og sommerfuglene vifted og myggene lufted sig, og i græsset krøb guldkongen sindigt 18omkring, og ude i elvestillet gjorde ørreten hyggelige skvulp. Hansemand fandt det så sørgelig trist, at bare han skulde være nødt til at stå her og tænke på ondt. Alt dette vakre, det vilde han ikke få nyde, hvis han gjorde noget galt, og de stængte ham inde med Mogens. Lysten til hævn fulgtes af en stille sorg, så han græd, la sig på maven i græsset og græd sig færdig, hvorefter han tørked øinene i den grå vadmelsjakken.

Lidt efter sneg han sig forsigtig langs elvekanten ned til broen. Løb så op i Kapteinsalléen, hvorfra han ængstelig stirred mod sit hjem. Han vilde ha fat i Johan i anledning af de smørrebrødene.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Doktor Wangs børn

Den naturalistiske romanen Doktor Wangs børn er Gabriel Finnes mest kjente verk. Romanen kom ut i 1890 og skapte stor oppsikt. På en rå og uhyggelig måte skildrer Finne konsekvensene av en brutal oppdragelse. «... det frygtelig uhyggelige Doktorhus ved Eidet inde under Vestlandets Fjelde, hvor alle Hadets, Ondskabens, Ufredens og Lavhedens Demoner hyler omkap i en ren Helvedeskoncert» – slik beskrev litteraturkritikeren Carl Nærup boken i 1897 (Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur).

Se faksimiler av 1. utgave, 1890 (nb.no)

Les mer..

Om Gabriel Finne

Gabriel Finne var en tid del av bohemmiljøet i Kristiania og blir gjerne regnet som en rent naturalistisk forfatter, men i siste del av forfatterskapet dreide han mer mot dekadansetematikk.

Finnes direkte og rå fortellerstil vakte forargelse. Grunnstemningen i de fleste av verkene er dyster og beklemt, og karakterene er ofte hatfulle og forbitret.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.